searchable_0104-1954..

117
vens § 10. Endvidere må foreningen i henhold til næringslovens § 11 løse et legitimationsbevis,
som efter næringslovens § 19 skal være ophængt på et iøjnefaldende sted i de pågældende
lokaler. Marketenderier, der ikke iagttager disse regler, er ikke berettiget til
at fordele varer, og hvis de hidtil har gjort det, må dette bringes til ophør.
Subsidiært har de private marketenderier under drøftelserne, jfr. herved også
landsforeningens fornævnte skrivelse, henstillet, at der som et minimum åbnes adgang
til forhandling af toiletartikler, chokolade, sukkervarer og tobaksvarer. Begrundelsen for
ønsket om mulighed for salg af toiletartikler er, at der mange steder er indrettet bade for
de beskæftigede, og at disse på grund af arbejdstidens længde og placering ofte ikke vil
kunne nå at foretage indkøb af renholdelsesmidler og lign. Kommissionen må skønne,
at en selvstændig adgang til forhandling formentlig bør motiveres med hensynet til de
beskæftigedes interesser, og at det, jfr. også de af kommissionen af 1934 gjorte bemærkninger,
næppe vil være rimeligt, at motiveringen alene bliver ønsket om en udvidelse
af marketenderiernes næringsområde. I denne forbindelse kan også henvises til beværterlovens
§ 11, hvorefter beværtere og gæstgivere med ret til udskænkning af stærke drikke
ikke må drive anden næring, f. eks. handelsnæring, uden særlig tilladelse hertil, og for opnåelse
af disse tilladelser er der opstillet strenge betingelser. Kommissionen må nære tvivl
om, hvorvidt hensynet til de beskæftigede tilsiger at åbne marketenderierne adgang til at
drive handelsvirksomhed. Man ser ikke rettere, end at det, såfremt virksomheden ikke
stiller sæbe m. v. til rådighed for arbejderne, skulle være muligt for de beskæftigede at
foretage indkøb af de af landsforbundet nævnte varer i de almindelige detailvirksomheder
og at medbringe de fornødne renholdelsesmidler til virksomheden. Landsforbundets forslag
betyder iøvrigt ikke, at ethvert indkøb i detailvirksomhederne vil blive overflødiggjort,
og for konfektures vedkommende kan man endvidere henvise til konfektureforretningernes
sene lukketid. Kommissionen ser således ingen saglig begrundelse for det fremsatte
forslag og må i fortsættelse af de af den forrige kommission gjorte betragtninger
mene, at det vil være rigtigt at stå fast på den nuværende lovregel.
Udover hvad foran er anført om forhandling og fordeling af varer, bemærkes, at der
har udviklet sig en praksis, hvorefter det er anset for berettiget at sælge (d. v. s. „servere")
tobaksvarer til tilfredsstillelse af gæsternes behov på stedet. Det er fundet naturligt at foreslå
en bemærkning gjort herom i loven, således som det allerede er tilfældet for så vidt
angår beværtere og konditorer, se § 10. Endvidere skal det fremhæves, at kommissionen
heller ikke vil finde det unaturligt, at der fortsat både i beværtninger og marketenderier
„serveres" chokolade, sukkervarer og frugt til øjeblikkelig fortæring, medens egentlig forhandling
heraf såvelsom af tobaksvarer falder uden for denne „serveringsret".
Kommissionen finder anledning til at henlede opmærksomheden på, at de private
marketenderiers organisation som medlemmer ikke alene tæller egentlige marketenderier,
men også f. eks. såkaldte „havemarketenderier". Disse sidste er ikke marketenderier i lovens
forstand og må nærmest sammenlignes med almindelige købmandsforretninger,
hvorfra der alene finder salg sted. De drives, såvidt det er oplyst, i henhold til næringsbrev
på handel og falder således helt uden for nærværende fremstillings område.
Under omtalen af de i nærværende afsnit behandlede problemer har kommissionen
endelig fundet anledning til at fremdrage spørgsmålet om, hvorvidt det fortsat må
anses for hensigtsmæssigt, at der fra marketenderier kan fordeles varer til den del af
marketenderiets kunder, der måtte være organiseret som en særlig brugsforening. Medens
nogle medlemmer af kommissionen fraråder, at der søges gjort nogen forandring i dette rent