searchable_0104-1954..

114
for betænkeligt at stille forslag til bestemmelser, der hindrer enhver kreditgivning. Det må i denne
forbindelse erindres, at en bestemmelse om forbud mod kreditgivning i marketenderier næppe
i alle tilfælde vil kunne hindre, at kredit virkelig ydes. Reglen ville, hvor kredit måtte blive
givet, formentlig ikke beskytte den pågældende mod betaling af skylden, idet det rent faktisk
for fortsat at kunne arbejde på vedkommende arbejdsplads ville være en nødvendighed
for ham at betale. En regel om forbud mod kreditgivning vil derhos muligt bevirke, at
marketenderen opkræver et „risikotillæg", hvorved man faktisk modarbejder, hvad man
vil opnå. At de private marketenderier efter omstændighederne har erklæret sig indforstået
med et kreditgivningsforbud, kan næppe tillægges afgørende betydning, navnlig
såfremt man, som foran nævnt, følger kommissionens forslag, hvorefter man understreger
den nuværende regel om, at marketendere alene kan være bestyrere af marketenderiet.
Medens kommissionens flertal således ikke anser det for rigtigt at gå ind for et
kreditgivningsforbud — et forbud, som på visse punkter synes at gå videre end lovgivningen
i de øvrige nordiske lande — er flertallet ud fra ønsket om en forbedret ædruelighed
•på arbejdspladserne stemt for et forbud mod tilbageholdelse af arbejdsløn til dækning af regninger
for stærkt øl i marketenderiet. Man vil efter flertallets forslag være afskåret fra at
træffe aftale herom, hvadenten denne aftale træffes med virksomheden eller med marketenderen.
Flertallet finder anledning til at understrege, at de misbrug, som man ønsker
at komme til livs ved et kreditgivningsforbud, iøvrigt må imødegås på anden måde, således
i første række gennem et øget tilsyn fra de ansvarliges side.
Et mindretal (Bendixen, Clemmesen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen,
Markersen, Randkær, Røgind og Wedell-Wedellsborg) føler sig ikke overbevist om, at
kreditgivningen holdes inden for så snævre grænser som anført af marketenderiernes
repræsentanter. Når det i det indhentede materiale fra politikredsene er anført, at der
„kun er tale om mindre uge- eller månedsregninger", eller at den ydede kredit „overalt
ligger på beløb fra 5 til 25 kr. ugentlig", harmonerer det dårligt med de iagttagelser og erfaringer,
som afholdsbevægelsens antabushjælpestationer og andre lignende institutioner har
gjort, og også dårligt med, hvad der lejlighedsvis er kommet frem i dagspressen. Det skal
vel ikke bestrides, at de særlig beklagelige eksempler, som har været genstand for omtale
i denne forbindelse, kan have karakter af grelle undtagelsestilfælde, men helt uafhængigt
heraf forekommer det mindretallet at frembyde en betydelig fare i ædruelighedsmæssig
henseende, at marketenderigæsterne har lejlighed til på kredit at forsyne sig med stærke
drikke. Hvis det af praktiske grunde anses for nødvendigt at lade et kreditforbud ramme
alle de varer, som marketenderierne forhandler, må man nærmest betragte det som en
fordel, men man vil iøvrigt mene, at der i og for sig intet skulle være til hinder for at
lade forbudet fremtræde som en ren ædruelighedsforanstaltning, således at det alene rettedes
mod de stærke drikke, som marketenderierne får adgang til at servere, altså alene ølsorter
med et alkoholindhold af 2% vægt-pct. eller derover, hvis den af et kommissionsflertal
afgivne indstilling dette forhold vedrørende vinder tilslutning.
Når det hævdes, at det vil frembyde vanskeligheder at kontrollere overholdelsen
af en bestemmelse som den fra mindretallets side ønskede, fremhæver mindretallet, at lovgivningsmagten
ikke har ladet sig holde tilbage af betænkeligheder af den art ved udformningen
af de skiftende beværterlove, hvis det betragtedes som formålstjenligt ud fra sociale
eller moralske hensyn at stemple visse handlinger som forkastelige, f. eks. at servere
stærke drikke for berusede eller mindreårige. Det må heller ikke overses, at selve den omstændighed,
at den restriktive bestemmelse findes, altid udøver en vis indflydelse på tanke-