searchable_0104-1954..

113
Kommissionen har på det således foreliggende grundlag drøftet, om det vil være
hensigtsmæssigt at stille forslag om et forbud mod kreditgivning. Først bemærkes, at det
næppe vil kunne siges, at en sådan kreditgivning ud fra et juridisk synspunkt kan anses
som en omgåelse af reglen om, at der i marketenderier ikke må finde lønudbetaling sted,
idet kreditten ydes af marketenderiet og ikke af arbejdsgiveren. Noget andet er, at man,
hvis der tolereres udstrakt kreditgivning, nærmer sig det, som bestemmelsen om forbud
mod udbetaling af løn i marketenderier søger at hindre, nemlig at de beskæftigede føler
sig fristet til at anvende en for stor del af lønnen til stærke drikke. Man har drøftet, om der
vil kunne indføres et sådant forbud for så vidt angår marketenderier uden samtidig at
skride til et tilsvarende forbud for så vidt angår restaurationsserveringen. Det er hertil
anført, at man i den heromhandlede forbindelse næppe vil kunne drage en sammenligning
mellem marketenderierne på den ene side og restaurationerne på den anden side. På restaurationer
vil betalingen, når bortses fra de tilfælde, hvor værten selv serverer, ofte blive et
forhold mellem vedkommende tjener og gæst, og som følge heraf er problemet ikke af
større praktisk betydning. Hertil kommer, at det sociale problem kommer stærkere frem,
når talen er om marketenderier. Arbejderen er henvist til at indtage sine måltider i marketenderiet,
medens det er en frivillig sag at gå på restauration. Kommissionen anser det
derfor for muligt at drøfte kreditgivningsspørgsmålet alene for så vidt angår marketenderier
og samtidig se bort fra det tilsvarende spørgsmål for restaurationernes vedkommende.
Et forbud mod kreditgivning synes i givet fald at måtte indeholde den regel, at
skylden ikke vil kunne indtales, jfr. herved reglerne om „Dobbel" i Danske Lov 5—14—55
og de endnu strengere regler om hasardgæld i forordningen af 6. oktober 1753, hvor betaling
er direkte forbudt, og hvor et betalt beløb kan kræves tilbagebetalt. En forbudsregel på
det heromhandlede område rejser imidlertid en række tvivlsspørgsmål. Man vil således kunne
spørge, på hvilket tidspunkt kreditten ydes (ved undladelse af at kræve betaling samtidig
med varernes servering eller på et senere tidspunkt). Det vil endvidere kunne stille
sig tvivlsomt, om gælden skal kunne ratihaberes, om der kan gives lønningsforskrivning
til kassererkontoret eller fuldmagt til marketenderen til at hæve af gagen. En regel,
der går ud på, at kreditgivning begrænset til stærke drikke er forbudt, vil derhos i ganske
særlig grad kunne friste til omgåeiser. Hvis omgåelse skulle kunne hindres, måtte reglen
udvides til at gælde al servering, hvilket formentlig ville være for vidtgående.
Kommissionens flertal er af de fra marketenderiernes side fremførte grunde af
den opfattelse, at en vis kreditgivning kan anses som en praktisk foranstaltning, og at der
må tungtvejende grunde til for at stille et forslag, der træder hindrende i vejen herfor.
For de kooperative marketenderiers vedkommende angives forholdene at være betryggende.
I denne forbindelse er det af betydning, at den kooperative marketenders løn ikke er
afhængig af omsætningens størrelse, således at han ikke har interesse i at forøge salget.
Så længe de private marketendere, således som det efter det foreliggende i vidt omfang er
tilfældet nu, rent faktisk driver virksomheden som selvstændige næringsdrivende, kan der
i sådanne tilfælde være en fare for, at der i disse marketenderier kan være en tilbøjelighed
til at se bort fra, om betalingen ydes kontant. Dette forhold vil imidlertid, såfremt kommissionens
forslag om, at de private marketendere kun vil kunne anerkendes som bestyrere
og kun vil kunne aflønnes som foran side 108 foreslået, følges, blive bragt til ophør. Kommissionens
flertal skønner, alt taget i betragtning, at det grundlag, der foreligger, ikke er
overbevisende nok til at skride til et forbud mod kreditgivning, og selv om der til de fremkomne
tal for ydet kreditgivning kan knytte sig en vis usikkerhed, anser flertallet det dog