searchable_0104-1954..

107
Marketenderitilladelsen udstedes på repræsentantskabets formands navn, og der ansættes
en bestyrer, der lønnes med en fast gage. Dennes eneste adgang til fortjeneste herudover
består i, hvad han muligt kan indvinde ved at udnytte den ham. indrømmede fejltællingsprocent
på op til y2 pct. af omsætningen. Repræsentantskabet betyder ham, hvor han skal
foretage sine indkøb, og ved kontrakter om større leverancer skal han i forvejen have
indhentet repræsentantskabets samtykke. Marketenderiets overskud anvendes til henlæggelse
til en fond til fælles formål (juletræskasse, idrætsforening, skakklub, frimærkeklub
og lign.).
Repræsentanterne for de private marketenderier har overfor kommissionen oplyst,
at marketenderitilladelsen hyppigt udstedes til virksomheden, der mod en fast afgift
overlader marketenderiet til en forpagter eller en bestyrer, hvem hele det økonomiske
ansvar påhviler. Marketenderen (forpagteren, bestyreren) hæfter for marketenderiets gæld
overfor leverandørerne. Dette forhold ønsker man fra disse marketenderiers side opretholdt,
dog således, at der gives særlige regler til sikring af, at marketenderitilladelsen altid meddeles
den, der har det økonomiske ansvar, og ikke som nu virksomhedens ledelse. Marketenderen
bestemmer som regel selv, hvilke priser der skal holdes i marketenderiet, hvilket
sædvanligvis vil være detailprisen, men det kan også være aftalt, at priserne fastsættes
i samråd med virksomhedens ledelse.
Kommissionen har overvejet, om det burde slås fast, at ansvaret for et marketenderis
drift altid skal påhvile såvel virksomhedens ledelse som repræsentanter for
de beskæftigede, jfr. i denne forbindelse de af kommissionen af 1903 i betænkningen af
1907, side 39, gjorte betragtninger. Såfremt et marketenderi drives af virksomheden, vil
man eventuelt savne de beskæftigedes egen medvirken, og der vil kunne være en tilbøjelighed
til blot at overlade driften til en marketender. Hvis de beskæftigede driver
marketenderiet, vil det kunne være vanskeligt for virksomheden at gribe ind. Kommissionen
anser det for vigtigt, at marketenderiets drift betragtes som et fællesanliggende,
og at det gøres såvel ledelsen som de beskæftigedes repræsentanter klart, at begge — foruden
bestyreren — har ansvaret for marketenderiets drift.
Det fremgår imidlertid af det fra politiet modtagne materiale samt af de af de
kooperative marketenderier meddelte oplysninger, at forholdet kan være ordnet på tilfredsstillende
måde, enten derved, at virksomheden selv driver marketenderiet, eller
derved, at de beskæftigede, f. eks. gennem fagforbundets lokalafdeling på vedkommende
virksomhed, driver dette. En ny ordning på linie med de foranstående betragtninger ville
måske således slå noget i stykker, som virker godt, og kommissionen skal derfor afstå
fra at gå videre med denne tanke. Selv om man således fortsat ønsker at bygge på de
gældende principper, finder man dog anledning til at foreslå en tydeliggørelse af bestemmelsen
samt til at præcisere ansvaret. Kommissionens flertal anser det således ikke for forsvarligt,
at forholdene — således som det er oplyst for de private marketenderiers vedkommende
— er ordnet på den måde, at det er en bestyrer, der driver virksomheden for
egen regning. Det bør klart fremgå af loven, at marketenderiet, hvis det ikke drives af
virksomheden selv, eller hvis det drejer sig om en arbejdsplads, f. eks. et havneområde,
kun kan drives af repræsentanter for en sammenslutning af de beskæftigede, og det retlige
ansvar for marketenderiets drift må påhvile såvel virksomheden, henholdsvis de pågældende
repræsentanter, som marketenderen.
I henhold til cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 ad § 27 er det, når fornøden
kontrol kan føres, ikke principielt udelukket, at et marketenderi står åbent for arbejdere
eller funktionærer i flere virksomheder, når virksomhederne er beliggende i samme ejendom