searchable_0104-1954..

104
den erkendes ofte at falde udenfor begrebet „sluttet bord", dog må betragtes som. en fri
næring, som afgiftsbestemmelserne ikke bør ramme. Det drejer sig om måltider, der vel
oprindelig har været indtaget i værkstedet eller på kontoret, men som af praktiske og
hygiejniske grunde er nyttet til dertil indrettede spiselokaler. Der er alene tale om en af
virksomheden udøvet service, idet det selvsagt ikke ville være hverken praktisk eller
rimeligt at henvise måltiderne til de i nærheden liggende beværtningslokaler. Også nærværende
kommission er af den opfattelse, at dette synspunkt stadig må stå ved magt,
men forudsætningen herfor må være, at marketenderierne drives i overensstemmelse med
beværterlovens bestemmelser og de forudsætninger, der ligger bag disse regler.
Når der har fundet en stigning sted i antallet af udfærdigede marketenderitilladelser,
må det foran nævnte forhold: at serveringen i marketenderier er afgiftsfri, formentlig have
været medvirkende. Andre omstændigheder har imidlertid også ført til, at antallet af marketenderier
er steget. Socialpolitiske hensyn har utvivlsomt medvirket til indretning
af moderne og hensigtsmæssige spiselokaler for virksomhedernes arbejdere og funktionærer,
hvortil kommer, at mange virksomheder er vokset. Hertil kan føjes, at tildeling af rationerede
varer i krigsårene blev gjort betinget af, at den pågældende udskænkningsvirksomhed
var i besiddelse af en næringsadkomst. Som følge af denne bestemmelse opstod et pres
mod de adkomstudstedende myndigheder, og det må formodes, at der derved er blevet
meddelt tilladelser til marketenderivirksomheder, der ikke kunne betegnes som marketenderier
i lovens forstand. Det er kommissionen bekendb, at handelsministeriet under
administrationen af beværterloven har søgt at modstå dette pres, idet man fra ministeriets
side alene tiltrådte udfærdigelse af marketenderi tilladelser, hvis der i det enkelte tilfælde
var tale om en sådan beværtningslignende virksomhed, at marketenderitilladelse var fornøden.
En række tilladelser er imidlertid udfærdiget uden sådan forelæggelse, og det er
ikke udelukket, at der i den pågældende periode er meddelt marketenderitilladelser, som
egentlig ikke burde være meddelt. De tilladelser af den omhandlede art, der ikke burde
være meddelt, er vist imidlertid tilladelser til marketenderier i mindre virksomheder
eller institutioner, således at det næppe kan formodes, at de frembyder nogen fare for
misbrug. Efter at rationeringsordningerne er endelig afviklet, er dette pres ophørt, således
at nu kun de marketenderier, hvori der foregår en egentlig beværtningslignende
virksomhed, kan forventes at rette henvendelse om udfærdigelse af marketenderitilladelser.
Hos sådanne egentlige marketenderier er der til gengæld i den senere tid en vis
tilbageholdenhed at spore med hensyn til at anmode om marketenderitilladelse. Medens
der således i krigsårene har været en tendens hos virksomheder, der ikke drev marketenderivirksomhed,
til at komme ind under marketenderireglerne, er der nu omvendt visse
steder en tilbøjelighed hos marketenderierne til at søge bort fra marketenderireglerne. Politidirektøren
i København har således henledt opmærksomheden på, at der fra visse sider
er rejst spørgsmål om, hvorvidt det kan tillades en virksomhed at opgive sin marketenderitilladelse
på vilkår, at der i serveringslokalerne udelukkende serveres frokost- og middagsretter
med tilhørende drikkevarer samt kaffe og brød for den del af virksomhedens personale,
med hvem der for længere tid ad gangen er truffet aftale herom, således at virksomheden
får karakter af et egentligt spisepensionat, hvor der kun udskænkes stærke drikke
til måltiderne. Kommissionen er enig med politidirektøren i, at marketenderitilladelser
er obligatoriske for enhver form for serveringsvirksomhed, der omfattes af beværterlovens
§ 27, og at det derfor fortsat må kræves, at virksomheder, der falder ind under den pågældende
lovbestemmelse, også er pligtige til at søge en marketenderitilladelse.