searchable_0104-1954..
searchable_0104-1954.. searchable_0104-1954..
BETÆNKNING VEDRØRENDE ÆNDRINGER I BEVÆRTER LOVGIVNINGEN ANDEN DEL AFGIVET AF KOMMISSIONEN AF 1947 ANGÅENDE ALKOHOLSPØRGSMÅLET BETÆNKNING NR. 104 1954
- Page 2 and 3: A/S J. H. SCHULTZ UNIVERSITETS-BOGT
- Page 5 and 6: Kommissionen af 1947 angående alko
- Page 7 and 8: 7 bringe berærterlorens kontrolbes
- Page 9 and 10: 9 delse, at det omhandlede forhold
- Page 11 and 12: 11 indenfor det nærnte tidsrum ræ
- Page 13 and 14: 13 instrueret sit personale om orer
- Page 15 and 16: 15 Endelig har man anmodet de påg
- Page 17 and 18: 17 hrorred der ofte forefaldt uheld
- Page 19 and 20: 19 ubetingede strafansrar også bø
- Page 21 and 22: Gæstgireradkomst i købstæder. I
- Page 23 and 24: Spørgsmålet om oprettelse af en n
- Page 25 and 26: 25 ril kunne karakteriseres som isk
- Page 27 and 28: Bestemmelsen af begrebet „stærkt
- Page 29 and 30: 29 flertallets opfattelse dette for
- Page 31 and 32: 31 Resultatet af de da stedfundne f
- Page 33 and 34: 33 nærnet, er man endt i at foresl
- Page 35 and 36: Berillingers gyldighedstid og indho
- Page 37 and 38: 37 rel om, o rerb erillingsnærnets
- Page 39 and 40: 39 Det ril af bilagene side 198—9
- Page 41 and 42: Flytning af adkomst. Københarns ma
- Page 43 and 44: 43 fra køkkener, økonomirum og li
- Page 45 and 46: 45 Orersigt orer de af handelsminis
- Page 47 and 48: Forening af berærter- eller gæstg
- Page 49 and 50: Købstadregler. I henhold til beste
- Page 51 and 52: Sorø Præstø Odense Amt Srendborg
BETÆNKNING<br />
VEDRØRENDE<br />
ÆNDRINGER I BEVÆRTER<br />
LOVGIVNINGEN<br />
ANDEN DEL<br />
AFGIVET AF<br />
KOMMISSIONEN AF 1947 ANGÅENDE<br />
ALKOHOLSPØRGSMÅLET<br />
BETÆNKNING NR. 104<br />
1954
A/S J. H. SCHULTZ UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI - KØBENHAVN
INDHOLDSFORTEGNELSE<br />
I. Betænkning. Side<br />
1. Indledende bemærkninger 5<br />
2. Almindelige bemærkninger 6<br />
3. Gæstgireradkomst i købstæder 21<br />
4. Spørgsmålet om oprettelse af en næringsadkomst som iskonditor 23<br />
5. Bestemmelsen af begrebet „stærkt øl" 27<br />
6. Udlejning af lokaler 30<br />
7. Berillingers gyldighedstid og indhold 35<br />
8. Påbegyndelse af berærter- eller gæstgirernæring 38<br />
9. Flytning af adkomst 41<br />
10. Beføjelsen til at dispensere fra berærterlorens § 8 44<br />
11. Forening af berærter- eller gæstgirerrirksomhed med anden næring 47<br />
12. Købstadregler 49<br />
13. Antallet af berillinger 56<br />
14. Berillingsnærnenes sammensætning 66<br />
15. De til orerberillingsnærnet henlagte sager 69<br />
16. Berærtning i forsamlingshuse 72<br />
17. Staderirksomhed 89<br />
18. Berærtning for sluttede selskaber m. r. 93<br />
19. Marketenderirirksomhed 97<br />
20. Berærtningernes lukketid 125<br />
21. Berærtning i selskabslokaler, herunder red foreningsfester 128<br />
22. Lorudkast 134<br />
23. Bemærkninger til lorudkastet 138<br />
II. Bilag til betænkningen.<br />
1. En undersøgelse af berærtningsforholdene i forsamlingshusene 143<br />
2. Skrirelser og henrendelser angående berærterlorens rerision m. v 175
Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet består af følgende medlemmer:<br />
Tidl. kammeradrokat, højesteretssagfører Arne Kemp, formand.<br />
Medlem af bestyrelsen for Amtsrådsforeningen i Danmark, sognefoged, gårdejer Chr.<br />
Bendixen, der d. 18. august 1950 har afløst gårdejer Lauge Pedersen.<br />
Sundhedsstyrelsens konsulent i psykiatri, orerlæge dr. med. C. Clemmesen, der d. 30.<br />
august 1950 har afløst afdøde orerlæge Jens Chr. Smith.<br />
Formand for De danske Husmoderforeninger, fru Johanne Dahlerup-Petersen.<br />
Formand for Centralforeningen af Hotelrærtforeninger og Restauratørforeninger i Danmark,<br />
restauratør Knud Ernst.<br />
Medlem af bestyrelsen for Danske Afholdsselskabers Landsforbund, sekretær Adolph Hansen.<br />
Formand for Danske Afholdsselskabers Landsforbund, inspektør F. Markersen.<br />
Politiinspektør E. Mellerup.<br />
Medlem af bestyrelsen for Den danske Købstadforening, redaktør Vilh. Nielsen.<br />
Direktør Peder Nørgaard, der d. 18. marts 1954 har afløst økonomi- og arbejdsminister<br />
J. O. Krag, som d. 10. april 1953 indtrådte i kommissionen i stedet for formanden<br />
for arbejderberægelsens erhrerrsråd, fhr. minister Ludrig Christensen.<br />
Orertoldinspektør B. B. Nørregaard.<br />
Fhr. formand for Kristelig Afholdsforening „Det blaa Kors", sognepræst M. N. Randkær.<br />
Direktør W. Reinhard, der d. 18. marts 1952 har afløst grosserer Laue P. Lauemøller.<br />
Kontorchef i handelsministeriet Axel Roelsen, der samtidig fungerer som kommissionens<br />
sekretær.<br />
Indenrigsministeriets konsulent i ædruelighedssager Jens Rosenkjær.<br />
Docent Sren Røgind.<br />
Formand for orerberillingsnærnet, højesteretsdommer Jesper Simonsen.<br />
Kontorchef i socialministeriet V. Baron Wedell-Wedellsborg.<br />
Direktør i Bryggeriforeningen A. L. Østerberg.<br />
Fung. fuldmægtig i handelsministeriet K. E. Eriksen har bistået kommissionens<br />
sekretær.<br />
Nærrærende kommissions 1. betænkning redrørende ændringer i berærterlorgirningen<br />
bler afgiret i december måned 1949. Som udtalt i denne betænkning, har kommissionen<br />
nedsat et udralg til at gennemgå berærterlorens bestemmelser, hrilket udralg<br />
har følgende sammensætning: Formanden, Bendixen, Knud Ernst, Adolph Hansen, Markersen,<br />
Mellerup, Roelsen, Jesper Simonsen og Østerberg. Udralget er senere suppleret med<br />
docent Sren Røgind, ligesom udralget under behandlingen af de skiftende spørgsmål har<br />
tilkaldt andre medlemmer af kommissionen som særligt sagkyndige.<br />
Udralget har modtaget en række skriftligt fremsatte ønsker om ændringer af<br />
berærterloren, hrilke henrendelser er optaget som bilag til betænkningen. Endridere har<br />
udralget forhandlet med repræsentanter for interesserede organisationer m. r. angående<br />
foreliggende spørgsmål.<br />
Efter afslutningen af udralgets arbejde er det tilrejebragte materiale tilligemed<br />
et betænkningsudkast forelagt den samlede kommission, der som resultat af sine drøftelser<br />
herred afgirer nærrærende betænkning.
Almindelige bemærkninger.<br />
For at få et grundlag for en gennemgang af bestemmelserne i berærterloren af<br />
15. marts 1939 med henblik på erentuelle ændringer af og tilføjelser til loren har kommissionen<br />
søgt at skaffe sig et indtryk af, om de forhold, der er bestemmende for berærtningsliret,<br />
er undergået ræsentlige forandringer i tiden siden 1. januar 1940, tidspunktet<br />
for berærterlorens ikrafttræden. Hris dette rar tilfældet, måtte det rære naturligt at genoptage<br />
de principielle spørgsmål, som de tidligere kommissioner har beskæftiget sig med,<br />
og underkaste disse spørgsmål en fornyet prørelse. Kommissionen er efter de stedfundne<br />
orerrejelser af den opfattelse, at forholdene i det store og hele ikke har ændret sig således,<br />
at der er anledning til at foreslå rideregående principielle ændringer i lorens grundlæggende<br />
bestemmelser. Kommissionen har dog anset det for rigtigt at fremkomme med forslag<br />
om risse nye principielle regler, ligesom man har stillet forslag om sådanne ændringer<br />
af og tilføjelser til loren, som de indhøstede erfaringer efter kommissionens skøn har gjort<br />
naturlige.<br />
Kommissionen har under gennemgangen af berærterlorens bestemmelser haft<br />
opmærksomheden henrendt på den store stigning i omsætningsafgiften på udskænkning<br />
af stærke drikke. Da kommissionen af 1934 gennemgik berærterloren af 29. marts 1924<br />
med henblik på forslag om en rerision, androg omsætningafgiften 6 pct., se lor nr. 83 af<br />
22. marts 1930, jfr. lor nr. 188 af 23. juni 1932. I den siden da forløbne tid er denne afgiftssats<br />
forøget stærkt. Ved lor nr. 100 af 27. marts 1940 bler afgiften forhøjet til 10 pct.,<br />
hrilken procentsats bler bibeholdt senest red lor nr. 109 af 25. marts 1942. Ved lor nr.<br />
274 af 2. juni 1943 bler procenten forhøjet til 25 og red lor nr. 447 af 14. august 1946 til<br />
35. Afgiften bler nedsat til 3373 pct. red lor nr. 537 af 31. oktober 1946 og yderligere til<br />
25 pct. red lor nr. 127 af 31. marts 1950, og denne procentsats har herefter fortsat ræret<br />
gældende, jfr. senest lor nr. 73 af 31. marts 1954, der har gyldighed til udgangen af<br />
marts måned 1955. Omsætningsafgiften, der indregnes i restaurationspriserne, og som således<br />
medrirker til at forhøje priserne på stærke drikke i restaurationerne, har i takt<br />
med forhøjelserne i stedse stigende omfang skabt en tilbøjelighed til at søge selskabs- og<br />
restaurationsforbruget henlagt til lokaler, der ikke er omfattet af afgiftsbestemmelserne.<br />
Kommissionen er ganske rist opmærksom på, at denne tendens ikke alene skyldes omsætningsafgiften,<br />
men tillige, at restauratøren naturligris må beregne sig en arance, og at<br />
drikkepengeydelserne må blire større i restaurationer end i andre lokaler. Den angirne forskydning<br />
kan også for en del skyldes ændringer i de almindelige økonomiske forhold, som<br />
influerer på restaurantsøgningen — f. eks. formindskelse af den red krigens ophør herskende<br />
pengerigelighed og forøgelsen af den direkte beskatning. De offentlige afgifter som sådanne<br />
synes dog imidlertid at rære så høje, at arrangementer, der hidtil har ræret henlagt<br />
til de kontrollerede restaurationer, i ridt omfang foregår uden for de offentlige restaurationer,<br />
og når forholdet samtidig er dette, at der skønnes lige så megen grund til at
7<br />
bringe berærterlorens kontrolbestemmelser til anrendelse på sådanne festligheder, er der<br />
efter kommissionens opfattelse anledning til at henlede opmærksomheden på spørgsmålet<br />
og til at stille de forslag, der kan bringe forholdene under kontrol. Selre afgiftsspørgsmålet<br />
ril blire behandlet i en senere betænkning, men kommissionen har ønsket at nærne spørgsmålet<br />
her. I nærrærende betænkning skal alene foretages en rurdering af, hrilke ændringer<br />
og tilføjelser det på grund af det foran nærnte forhold må anses for hensigtsmæssigt at stille<br />
forslag om indenfor berærterlorens rammer, og i så henseende henrises til de følgende afsnit<br />
bl. a. om afholdelse af festligheder i lejede lokaler.<br />
Kommissionen har under orerrejelserne angående de herhenhørende spørgsmål<br />
endridere ræret opmærksom på den kritik, der fra tid til anden rettes mod risse restaurationers<br />
drift, og man har i anledning af denne kritik søgt at danne sig et billede af, om ædrueligheden<br />
som helhed kan siges at rære gået tilbage, hrortil de under krigen rådende forhold kan<br />
tænkes at hare ræret medrirkende, og om i giret fald dette kan siges alene at hare ræret en<br />
følge af uheldig restaurationsdrift. Kommissionen kommer i en senere betænkning nærmere<br />
ind herpå. I sammenhæng hermed har kommissionen tillige orerrejet, om de ydre forhold,<br />
hrorunder berærtning, herunder i særdeleshed berærtning med stærke drikke, finder sted,<br />
er tilfredsstillende.<br />
De regler, der indeholder bestemmelser om berærtningslokalers indretning, findes i<br />
lorens § 9. Der er for hrer enkelt politikreds godkendt en politiredtægt, og disse politiredtægter<br />
hriler på et af justitsministeriet udarbejdet udkast til normal politiredtægt for henholdsris<br />
købstæder og landdistrikter. Krarene i politiredtægten er mindstekrar, hrorfra<br />
der dog kan dispenseres.<br />
Kommissionen har i denne forbindelse forespurgt sundhedskommissionen for Københarn<br />
om, hrilke retningslinier der af sundhedskommissionen følges red godkendelse af<br />
berærtningslokaler i kældre og lign. Herpå har sundhedskommissionen giret nedenstående<br />
srar:<br />
„Således foranlediget skal man herred udtale, at sundhedskommissionen red godkendelse af indretning<br />
af ny berærtningslokaler følger bestemmelsen i § 71 c i tillæg af 1. marts 1926 til Københarns politiredtægt,<br />
hrorefter gulret i alle til berærtningen hørende lokaler ikke må ligge mere end 0,3 m under det<br />
tilgrænsende terræns nireau.<br />
For ældre eksisterende kælderberærtninger, hris gulr ligger mere end 0,3 m under det tilgrænsende<br />
terræns nireau, har sundhedskommissionen i de senere år fulgt den praksis., at disse berærtninger red brugerskifte<br />
med få undtagelser kun godkendes for en kortere årrække — fra 5 til 10 år — alt efter berærtningernes<br />
beskaffenhed.<br />
Hror en kælderberærtning er beliggende red et torr som Grønttorret, Fisketorret eller lignende<br />
steder, hror der må skønnes at rære særlig trang for berærtninger, som kun holdes åbne fra tidlig morgen<br />
til hen på eftermiddagen eller til torrets ophør, er sådanne kælderberærtninger i risse tilfælde, når berærtningens<br />
beskaffenhed ikke har ræret for ringe, godkendt uden tidsbegrænsning eller erentuelt så længe torrets<br />
beliggenhed ikke ændres.<br />
Hrad angår de mange kælderberærtninger i Nyharn har man ment, at disse indtager en særstilling,<br />
idet de indgår i bybilledet på en særlig måde og har en ris turistmæssig betydning, og man har derfor i<br />
nogle tilfælde også her lempet fordringerne, når det har drejet sig om forhold, der ikke har kunnet afhjælpes,<br />
men man har ment det hygiejnisk forsrarligt, fordi Nyharns brede kanal sikrer facaderne lys, sol og luft.<br />
Det kan til slut anføres, at § 71 c, stk. 1 nr. 11 i forslag til ændringer i politiredtægten har følgende<br />
formulering:<br />
„I de til en berærtning hørende lokaler må gulret ikke ligge mere end 0,3 m under det tilgrænsende<br />
terræns nireau, ej heller må berærtninger indrettes i etager, som ikke fyldestgør bygningslorgirningens<br />
forskrifter med hensyn til beboelsesrum. Politiet og sundhedskommissionen kan dog, når forholdene taler<br />
derfor, dispensere fra disse bestemmelser."
8<br />
Ved dette forslag har man dels søgt at skabe en klarere hjemmel til den af sundhedskommissionen<br />
redrørende de bestående kælderberærtninger hidtil fulgte fremgangsmåde og dels skabt mulighed for, at<br />
man fremtidig kan tillade indretning af nye kælderberærtninger, når der skønnes at rære særligt krar herfor,<br />
f. eks. som foran omtalt red torre- og harnekrarterer."<br />
Angående antallet af kælderberærtninger i Københarn er det oplyst orerfor kommissionen,<br />
at der i øjeblikket findes 70. I tiden fra 1926 til 1940 er der bleret nedlagt 60<br />
kælderberærtninger. I tiden fra 1940 til 1953 er der yderligere nedlagt ca. 12, og af de nu<br />
eksisterende 70 kælderberærtninger er ca. 20 kun godkendt midlertidigt.<br />
Kommissionen har red et udralg foretaget en gennemgang af en række berærtninger<br />
i forskellige krarterer i Københarn, således i Nyharn, risse krarterer på Nørrebro og<br />
omkring Istedgade. De pågældende lokaler er for størstedelen trange og for fleres redkommende,<br />
selrom politiredtægtens fordringer måtte rære opfyldt, mindre egnede til berærtningsbrug.<br />
Gæstelokalerne i de 19 restaurationer i Nyharnskrarteret har således et areal på<br />
fra 40 til 128,50 m 2 eller gennemsnitligt 72 m 2 pr. restauration.<br />
Politiredtægternes bestemmelser synes ikke at indebære nogen garanti for, at lokalerne<br />
er tilfredsstillende, og fra flere sider indenfor kommissionen er man af den opfattelse,<br />
at politiredtægternes herhenhørende bestemmelser bør tages op til rerision ud fra den<br />
betragtning, at trange og lidet tiltalende lokaler ikke er en tidssrarende ramme omkring<br />
den særlige rirksomhed, som berærtningsdrift er, og at større og lysere lokaler ril kunne<br />
højne berærtningsnireauet. Under de stedfundne drøftelser er der herorerfor fra anden<br />
side henrist til, at spørgsmålet om, hrorridt lokaler er hensigtsmæssige til berærtningsbrug,<br />
ikke afhænger af, om lokalerne er små eller store, og at en række små restaurationer, såfremt<br />
lokalekrarene bler ændrede, måtte ophøre det pågældende sted, således at flere fra gammel<br />
tid stammende, reldrerne rirksomheder måtte søge andetsteds hen.<br />
Rent bortset fra, at den nurærende byggesituation girer spørgsmålet et særligt<br />
perspektir, er det indenfor kommissionen anført, at den mod berærtninger, narnlig i risse<br />
krarterer, rettede kritik ikke alene tager sigte på lokalernes størrelsesorden, men også på<br />
den som regel meget beskedne komfort, der bydes gæsterne. Nogle af kommissionens medlemmer<br />
henriser til, at motiret for at komme på en sådan restauration i første række må<br />
rære at drikke, og at det er ønskeligt, at sådanne lokaler får en højere standard, hrorred<br />
interessen for drikkeriet afledes. Fra anden side fremføres det, at restaurationer af den<br />
pågældende art kan drires, fordi det publikum, der opsøger sådanne restaurationer, ikke<br />
lægger rægt på stedets udstyr, således at en smukkere indretning af lokalerne ikke kan<br />
antages at rille lægge en dæmper på drikkeriet.<br />
Efter en nærmere drøftelse af de her henhørende forslag er kommissionen dog af<br />
den opfattelse, at man bør tilstræbe større og bedre indrettede lokaler. Kommissionen henstiller<br />
derfor, at spørgsmålet om politiredtægternes krar til berærtningslokaler tages 0f til<br />
rerision, ligesom kommissionen henstiller til berillingsmyndighederne i større omfang end hidtil<br />
under orerrejelserne af, om berilling bør gires eller fornyes, at tage hensyn til forholdene, som<br />
de er de enkelte steder.<br />
Der er endridere i diskussionen om de heromhandlede forhold henrist til, at det<br />
må anses for uheldigt, at berærtninger af lar standard er placeret så nær op ad hinanden,<br />
som tilfældet er i risse krarterer. Nogle af kommissionens medlemmer ser i en sådan sammenhobning<br />
af restaurationer en fare for, at gæster af rastløshed og ud fra ønsket om stadig<br />
at oplere noget nyt går fra den ene restauration til den anden, hrilket ril medføre et øget<br />
forbrug og betyde en fare for ædrueligheden. Om det heromhandlede spørgsmål kan i det<br />
hele henrises til bemærkningerne nedenfor side 42, hror kommissionen ud fra den begrun-
9<br />
delse, at det omhandlede forhold kan rirke uheldigt, har stillet forslag om, at berillingsnærnets<br />
tilladelse udkræres til flytning af berærtningsrirksomheder i Københarn og købstæderne.<br />
Forsåridt angår de allerede eksisterende koncentrationer bemærkes, at det<br />
næppe ril rære en farbar rej at nægte fornyelse af berillinger knyttet til restaurationer, der<br />
ligger i „klump", på grund af det nære naboskab med andre restaurationer, men der ril<br />
efter kommissionens opfattelse rære en ris anledning for berillingsnærnene til i tilfælde af, at<br />
den pågældende restauration afhændes til en ny berærter, at hare opmærksomheden henrendt<br />
på dette problem.<br />
Når der kan rettes kritik mod adskillige restaurationers drift, er årsagerne hertil<br />
imidlertid efter kommissionens skøn ikke isoleret disse, at lokalerne er for små, at indretningen<br />
af lokalerne er for beskeden, og at berærtningerne ligger for tæt, men tillige og narnlig<br />
den, at der i flere restaurationsrirksomheder synes at blire udskænket i ridere omfang,<br />
end berærterloren åbner adgang til, med andre ord, at nogle restauratører ikke drirer<br />
berærtningen i orerensstemmelse med berærterlorens bestemmelser.<br />
Efter den nugældende bestemmelse i § 33, stk. 2, er det forbudt at skænke eller<br />
lade skænke stærke drikke for personer, der må antages at rære berusede. Berærterloren af<br />
1924 lagde rægt på, om den pågældende rar kendeligt beruset. Kommissionen af 1934<br />
foreslog i sit udkast, at ordet „kendeligt" bler slettet, hrilket rille betyde en skærpelse<br />
af lorreglen. I det folketingsudralg, der i 1939 bler nedsat til behandling af forslaget,<br />
bler udkastet ændret derhen, at forbudet tog sigte på udska3nkning for personer, der<br />
må antages at rære berusede. I henhold til folketingsudralgets bemærkninger tilsigtede<br />
ændringen at åbne adgang til, at der red afgørelsen af spørgsmålet om, hrorridt der har<br />
fundet en orertrædelse af forbudet sted, kan lægges rægt på, om det har ræret muligt for<br />
betjeningen eller indehareren af rirksomheden at skønne, at den pågældende, da han indfandt<br />
sig i etablissementet, rar eller red opholdet dér er bleret beruset. Under den senere<br />
behandling i rigsdagen bler der af et medlem giret udtryk for, at personer, der må antages<br />
at rære berusede, måtte betyde, „at disse mennesker enten red deres tale og adfærd ser<br />
ud, som om de rar berusede, eller at de har indtaget et sådant krantum, at berærteren må<br />
gå ud fra, at de er berusede, selrom dette ikke har rist sig gennem deres tale og adfærd."<br />
Vedrørende kommissionens syn på spørgsmålet om, hrorridt der er anledning til at stille<br />
forslag om en ændring af den nærnte bestemmelse, henrises til bemærkningerne nedenfor<br />
side 11—12.<br />
Kommissionen har i denne forbindelse endridere haft opmærksomheden henrendt<br />
på et andet forhold i forbindelse med bestemmelsen i § 33, stk. 2, som der kunne rære grund<br />
til at tage op til orerrejelse, nemlig spørgsmålet om rærtens ansrar for de heromhandlede<br />
forseelser. Højesteret har i en dom af 24. maj 1948, U. f. R. 1948, side 849, statueret, at<br />
§ 33, stk. 2, ikke hjemler strafansrar for rærten, såfremt der for hans redkommende ikke<br />
kan siges at foreligge direkte medskyld. Sagen drejede sig om en berærter, der sårel mundtligt<br />
som skriftligt harde tilkendegiret sine tjenere, at de ikke måtte skænke for berusede<br />
personer, og at en handlen herimod måtte betragtes som ubetinget afskedigelsesgrund. Den<br />
aften, hror udskænkningen fandt sted, opholdt rærten sig ikke i restaurationslokalerne.<br />
Tilsrarende afgørelser er truffet senere, jfr. således Østre Landsrets dom af 25. februar<br />
1949, U. f. R. 1949, side 683, Højesterets dom af 30. januar 1950, U. f. R. 1950, side 323,<br />
og Østre Landsrets dom af 10. oktober 1950, U. f. E. 1951, side 203.<br />
Domstolenes bedømmelse hriler således på den betragtning, at der i mangel af<br />
positir bestemmelse herom ikke kan pålægges en restauratør, som ikke har udrist nogen<br />
personlig skyld, et strafansrar, når ejheller de almindelige regler om meddelagtighed har
10<br />
kunnet føre til et sådant resultat. De omhandlede domme udtaler derimod intet om det<br />
ædruelighedspolitisk hensigtsmæssige i en sådan lorfortolkning. Om kommissionens orerrejelser<br />
redrørende dette spørgsmål henrises til bemærkningerne nedenfor side 12—13.<br />
For at få et orerblik orer, i hrilket omfang bestemmelsen i ß 33, stk. 2, om forbud<br />
mod udskænkning for berusede orertrædes, har kommissionen foranlediget indhentet oplysninger<br />
fra Københarns magistrat, politidirektøren i Københarn og nogle politikredse<br />
udenfor Københarn, nemlig Helsingør, Nakskor, Odense, Kolding, Vejle, Aarhus, Aalborg<br />
og Esbjerg politikredse. Samtidig har kommissionen bedt oplyst, i hrilket omfang det i den<br />
nærnte bestemmelse indeholdte forbud mod udskænkning for mindreårige orertrædes.<br />
Der er herom oplyst af:<br />
1. Politidirektøren i Københarn:<br />
Der er indenfor årene 1950—52 indenfor Københarns politikreds ialt rejst sigtelse*) for orertrædelse<br />
af det i § 33, stk. 2, omhandlede forbud mod udskænkning for berusede eller mindreårige personer i<br />
henholdsris 233, 160 og 206 tilfælde.<br />
Man har endridere oplyst, at politiet ikke er uridende om, at der — narnlig i risse dansebarer<br />
— forekommer udskænkning af stærke drikke til mindreårige i ikke uræsentligt omfang, men disse forhold<br />
har sjældent giret anledning til berusersager eller til uorden iørrigt og unddrager sig derfor i det hele politiets<br />
erkendelse. I konsekrens heraf føres der ingen særskilt statistik redrørende sådanne forhold, men det er<br />
oplyst, at der i de orenanførte tal kun indgår ganske enkelte sager af denne art.<br />
2. Politimesteren i Helsingør:<br />
Der har i årene 1950, 1951 og 1952 indenfor politikredsen fundet ialt 3 domfældelser sted — een<br />
i hrert år — for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede, medens der ikke har fundet domfældelser<br />
sted for udskænkning for mindreårige.<br />
3. Politimesteren i Nakskor:<br />
I løbet af årene 1950—52 har der indenfor politikredsen ikke ræret rejst sager af nogen art for<br />
orertrædelse af det omhandlede forbud.<br />
4. Politimesteren i Odense:<br />
I 1950 har der ræret 2 tilfælde af tiltalerejsning for udskænkning for berusede personer, medens<br />
der de to følgende år ikke har ræret sager af sådan art, ligesom der ej heller er rejst tiltale for ulorlig udskænkning<br />
for mindreårige.<br />
5. Politimesteren i Kolding:<br />
Indenfor det nærnte åremål har der ikke fundet tiltalerejsning sted for orertrædelse af forbudet<br />
mod udskænkning for berusede, medens der derimod i 3 tilfælde i året 1951 er forefaldet bøderedtagelser<br />
for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for mindreårige.<br />
6. Politimesteren i Vejle:<br />
Antallet af domfældelser eller bøderedtagelser for orertrædelse af forbudet mod udskænkning<br />
for berusede personer har i årene 1950—52 andraget henholdsris 1, 3 og 5, medens der indenfor samme<br />
tidsrum kun i året 1951 har foreligget et enkelt tilfælde af domfældelse for orertrædelse af forbudet mod<br />
udskænkning for mindreårige.<br />
7. Politimesteren i Aarhus:<br />
I årene 1950—52 er der i intet tilfælde forefaldet domfældelse eller inden- eller udenretlig bøderedtagelse<br />
for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede eller mindreårige personer. Der har<br />
*) Der sarnes en opgørelse orer, hrilke afgørelser de rejste sigtelser har ført til.
11<br />
indenfor det nærnte tidsrum ræret rejst enkelte sådanne sager, som alle er bleret henlagt på grund af<br />
berisets stilling.<br />
8. Politimesteren i Aalborg:<br />
I årene 1950—52 er der ialt forefaldet henholdsris 3, 3 og 4 tilfælde af domfældelse eller bøderedtagelse<br />
for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede personer, medens der indenfor samme<br />
tidsrum i de to sidste år er forefaldet henholdsris 3 og 2 tilsrarende afgørelser for orertrædelse af forbudet<br />
mod udskænkning for mindreårige.<br />
9. Politimesteren i Esbjerg:<br />
Der er indenfor det nærnte tidsrum i årene 1951 og 1952 forefaldet ialt 2 tilfælde af domfældelse<br />
eller bøderedtagelse for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede, medens der ingen sager<br />
af denne art har ræret rejst for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for mindreårige.<br />
Politidirektøren i Københarn har i anledning af det af kommissionen stillede spørgsmål<br />
iørrigt anført følgende betragtninger:<br />
„Som en prærentir foranstaltning mod umådeholden spiritusnydelse på offentlige berærtninger<br />
har politiet stedse i ridest muligt omfang søgt at håndhære forbudet i berærterlorens § 33, stk. 2, mod at<br />
udskænke eller lade udskænke stærke drikke for personer, der må antages at rære berusede. Tidligere har<br />
man i sager af denne art som regel rejst og kunnet gennemføre tiltale sårel mod den tjener, der har foretaget<br />
serreringen, som mod redkommende berærter, idet tidligere retspraksis har rist tilbøjelighed til — i orerensstemmelse<br />
med politiets opfattelse — at tillægge sidstnærntes ansrar en ris objektir karakter, således<br />
at kun særligt undskyldende grunde disculperede. Denne retstilstand er imidlertid ændret i de senere år,<br />
således at det nu må anses for fast praksis, at ansrar for orertrædelse af berajrterlorens § 33, stk. 2, ikke kan<br />
gøres gældende mod en berærter, når redkommende urnodberist henriser til, at han ikke rar til stede i<br />
berærtningen, da den ulorlige serrering fandt sted, og at hans personale i forrejen rar nøje instrueret om<br />
ikke at serrere for berusede personer. Politiet mødes af berærterne i så godt som alle disse sager med den<br />
anførte påstand, og som følge af, at de fleste orertrædelser af denne art først konstateres, efter at udskænkning<br />
har fundet sted, og gæsten har forladt berærtningen, er politiet så godt som altid afskåret fra at modberise<br />
berærterens påstand om ikke at hare ræret til stede og må som følge heraf undlade at rejse tiltale.<br />
Politiet må beklage den således skete forflygtigelse af berærternes ansrar, idet det skønnes af stor<br />
prærentir betydning i kampen mod umådeholdent drikkeri på offentlige berærtninger, at berærterne i<br />
ridest muligt omfang drages til ansrar for orertrædelser af nærnte bestemmelse. Selrom det anerkendes,<br />
at håndhærelsen af et objektirt strafansrar i almindelighed strider imod anerkendte strafferetlige principper,<br />
må man dog mene, at retten til offentligt at udskænke stærke drikke er et sådant pririlegium, at det<br />
bør modsrares af ganske særlige krar til rettens udørelse, og det skønnes derfor ikke uforeneligt med retsberidstheden<br />
at statuere et objektireret ansrar for berærterne i den nærnte henseende. Det henstilles<br />
derfor til orerrejelse, at formuleringen af berærterlorens § 33, stk. 2, søges ændret, således at det udtrykkeligt<br />
tilkendegires, at berærternes ansrar i medfør af paragraffen, er af objektir karakter."<br />
Københarns magistrat har med henrisning til det rejste spørgsmål om berærteres ansrar<br />
for udskænkningen anført følgende:<br />
„Foranlediget red det af politidirektøren fremsatte ønske om erentuelt gennem en lorændring<br />
at kunne opnå større sikkerhed imod ulorlighed red at pålægge berillingshareren et objektirt ansrar,<br />
undlader magistraten ikke efter de med berillingsnærnet førte forhandlinger at udtale følgende: Man er<br />
enig i, at der bør søges tilrejebragt større sikkerhed for, at berillingsharerne fører et effektirt tilsyn med, at<br />
lorens forskrifter orerholdes, i hrilken forbindelse berillingsnærnet peger på en udridet brug af de i berærterlorens<br />
§ 36 indeholdte foranstaltninger.<br />
Man har derimod ikke kunnet slutte sig til ønsket om at udride de gældende lorbestemmelser<br />
således, at der pålægges en berillingsharer det ubetingede objektire ansrar for orertrædelser af berærterlorens<br />
bestemmelser indenfor den pågældendes forretningsområde. Politidirektørens repræsentant i berillingsnærnet<br />
fastholdt dog dennes ønske."<br />
Kommissionen har drøftet, om der er anledning til at søge ændret bestemmelsen<br />
i berærterlorens § 33, stk. 2, om forbud mod udskænkning af stærke drikke for personer, der
12<br />
må antages at rære berusede. Flertallet er dog af den opfattelse, at reglen synes så klar, som<br />
den kan blire, og at der næppe heller ril kunne opnås noget red at søge reglen ændret.*)<br />
Et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær,<br />
Rosenkjær og Røgind) harde gerne set, at den pågældende bestemmelse bler ændret til at<br />
angå personer, der er åbenbart alkoholpårirkede, hrilken formulering af mindretallet formenes<br />
at rille rære udtryk for en udridelse af den gældende regel. Efter mindretallets forslag skulle<br />
allerede den omstændighed, at en restaurationsgæst red sin hele adfærd røber sig som alkoholpårirket,<br />
indeholde tilstrækkelig begrundelse for at nægte eller indstille serrering af stærke<br />
drikke for ham, selrom han ikke kan karakteriseres som beruset i egentlig forstand. Kommissionens<br />
flertal anser det imidlertid som nærnt for lidet opportunt at ændre beruselseskriteriet.<br />
Kommissionen har endridere drøftet spørgsmålet om rærtens strafansrar. Kommissionens<br />
flertal har i orerensstemmelse med det af politidirektøren i Københarn anførte<br />
henrist til, at det for opretholdelse af en ønskelig standard for udskænkningen på restaurationer<br />
er rigtigt, at rærten har et ridtgående ansrar for, hrad der passerer i rirksomheden,<br />
og at det ikke findes betryggende, at rærten blot gennem fornødne instruktioner<br />
skal kunne unddrage sig ethrert ansrar red at holde sig borte fra rirksomheden, idet den<br />
tjenerne meddelte instruktion let ril kunne rirke som en sorepude. Flertallet anfører endridere,<br />
at det efter berærterlorens § 6, stk. 1, er berærteren selr, der skal drire rirksomheden,<br />
og at praksis op til den foran nærnte ændring i denne rar, at rærten harde det<br />
rideregående ansrar — en praksis, der ikke gar anledning til betænkeligheder. En lorfæstelse<br />
af dette rideregående ansrar for rærten er således i realiteten ikke udtryk for nogen<br />
nydannelse. Når det er anført, at det må anses som ønskeligt, at der åbnes mulighed for,<br />
at den agtpågirende rært fritages for ansrar, bemærker flertallet, at en sådan berærter<br />
næppe kan tænkes at komme i forlegenhed på grund af det heromhandlede forhold, idet<br />
der i giret fald formentlig ril blire taget hensyn til alt foreliggende, herunder i særdeleshed<br />
den måde, hrorpå den pågældende forretning i det hele drires. En skærpelse af reglen ril<br />
derimod få betydning for den mindre samrittighedsfulde berærter, for hris moral den<br />
nugældende domspraksis ril kunne betyde en srækkelse. Det må heller ikke glemmes, at<br />
sårel rært som tjener har økonomisk udbytte af den ulorlige udskænkning. Kommissionens<br />
flertal ser ikke rettere, end at det set ud fra et helhedssynspunkt ril rære rigtigt at foreslå optaget<br />
en bestemmelse, gående ud på at lægge et selrstændigt ansrar på rærten, under hris personlige<br />
ledelse og i hris interesse serreringsrirksomheden foregår, og som er enebestemmende orer antagelse<br />
og afskedigelse af personalet. I denne forbindelse bemærkes, at kommissionens flertal<br />
skønner, at dette rideregående ansrar også må omfatte erentuel udskænkning for personer,<br />
der ikke er fyldt og heller ikke kan antages at rære fyldt 18 år. Flertallet har i orerensstemmelse<br />
hermed stillet et hertil sigtende forslag, hrorefter rærten kun ril kunne fritages for ansrar,<br />
såfremt der i orerensstemmelse med reglerne i § 6 godkendes en bestyrer til at lede den<br />
daglige drift.<br />
Et mindretal (Ernst, Nørgaard, Reinhard og Østerberg) kan ikke tiltræde forslaget,<br />
som i strid med almindelige strafferetlige principper ril pålægge rærten et strafansrar for<br />
lororertrædelser begået af hans personale, ganske uanset, at han har foretaget enhrer mulig<br />
foranstaltning for at undgå, at sådanne orertrædelser finder sted, således at han ikke kan<br />
siges at rære medskyldig i forseelsen. Enhrer restauratør kan red giren lejlighed rære forhindret<br />
i at rære til stede i sin forretning i et kortrarigt tidsrum, og når han tilbørligt har<br />
*) Det kan meget rel tænkes, at en person anses som „beruset" i berærter lorens forstand, selrom han<br />
på grundlag af en retsmedicinsk bedømmelse kun betragtes som „pårirket" i en nærmere angiren<br />
grad, jfr. motorlorens § 24.
13<br />
instrueret sit personale om orerholdelse af berærterlorens § 33, ril det efter mindretallets<br />
anskuelse rære urimeligt at pålægge ham et strafansrar, hris een blandt personalet orertræder<br />
disse bestemmelser. Straffen herfor må under sådanne omstændigheder udelukkende<br />
falde på den, som begår lororertrædelsen. At krære, at restauratøren for at sikre sig mod<br />
et erentuelt strafansrar skulle søge bestyrertilladelse for et frarær på måske nogle timer,<br />
rille rære urimeligt og i praksis formentlig uigennemførligt.<br />
Det af kommissionens flertal stillede forslag omfatter ikke § 33, stk. 3, hrorefter<br />
det er forbudt næringsdrirende eller brugsforeninger at udlerere stærke drikke til personer,<br />
der må antages at rære berusede, eller til mindreårige, forsåridt der er grund til at formode,<br />
at disse agter at anrende rarerne til eget forbrug, idet de for restaurationsdrift særlige forhold<br />
ikke synes at foreligge, når talen er om salg og udlerering.<br />
Man har endridere udbedt sig oplysning om, i hror mange tilfælde der i årene<br />
1950—52 har fundet domfældelse eller bøderedtagelse sted i sager redrørende orertrædelse<br />
af berærterlorens § 29, stk. 2, om forbud mod udskænkning af stærke drikke i butikslokaler<br />
m. r*) Der er herom oplyst følgende:<br />
1. Politidirektøren i Københarn:<br />
Der er indenfor nærnte årrække ialt rejst sigtelse**) i sådanne tilfælde i henholdsris 306, 308<br />
og 238 tilfælde.<br />
2. Politimesteren i Helsingør:<br />
Der er i årene 1950—52 ialt forefaldet henholdsris 4, 6 og 3 sådanne afgørelser for orertrædelse<br />
af nærnte forbud.<br />
3. Politimesteren i Nakskor:<br />
Der er i årene 1950—52 forefaldet ialt 4, 7 og 6 sådanne afgørelser redrørende orertrædelse af<br />
nærnte forbud samt for ulorlig smugkrorirksomhed, jfr. iørrigt nedenfor.<br />
Kun 3 af disse ialt 17 tilfælde oplyses at rære fra Nakskor købstad, medens resten er fra landdistriktet,<br />
hrilket efter politimesterens udtalelse formentlig skyldes det forhold, at der indenfor distriktet<br />
kun forefindes få kroer.<br />
4. Politimesteren i Odense:<br />
Der er i årene 1950—52 ialt forefaldet henholdsris 3, 5 og 1 sådanne afgørelser redrørende orertrædelse<br />
af nærnte forbud.<br />
5. Politimesteren i Kolding:<br />
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 2, 0 og 1 sådanne afgørelser redrørende orertrædelse<br />
af nærnte forbud.<br />
6. Politimesteren i Vejle:<br />
I årene 1950—52 har der hrerken fundet domfældelse eller bøderedtagelse sted for orertrædelse<br />
af nærnte forbud.<br />
7. Politimesteren i Aarhus:<br />
I årene 1950—52 er der ialt forefaldet 28, 12 og 19 udenretlige bøderedtagelser for orertrædelse<br />
af nærnte forbud, medens der indenfor samme tidsrum hrerken er forefaldet tilfælde af domfældelse eller<br />
indenretlige bøderedtagelser.<br />
*) De heromhandlede orertrædelser er ofte ranskelige at skille ud fra orertrædelserne for smugkrorirksomhed.<br />
**) Der sarnes en opgørelse orer, hrilke afgørelser de rejste sigtelser har ført til.
8. Politimesteren i Aalborg:<br />
14<br />
Indenfor årene 1950—52 er der ialt forefaldet henholdsris 1, 2 og 2 bøderedtagelser for orertrædelse<br />
af nærnte forbud, hrorimod der ikke har ræret tilfælde af domfældelser.<br />
9. Politimesteren i Esbjerg:<br />
Der har indenfor det nærnte tidsrum ikke ræret tilfælde af domfældelse eller bøderedtagelse for<br />
orertrædelse af nærnte forbud.<br />
Man har fremdeles rettet henrendelse til de samme politikredse med anmodning<br />
om oplysning om, i hrilket omfang der indenfor samme tidsrum har fundet afgørelser sted<br />
i sager redrørende orertrædelse af berærterlorens bestemmelser om, at der til berærtningsrirksomhed<br />
udkræres adkomst efter berærterloren (smugkrorirksomhed). Der er<br />
herom oplyst følgende:<br />
1. Politidirektøren i Københarn:<br />
Der har indenfor årene 1950—52 ialt ræret rejst sigtelse*) i sager om smugkrorirksomhed i<br />
henholdsris 123, 101 og 73 tilfælde.<br />
2. Politimesteren i Helsingør:<br />
Der er i årene 1950, 1951 og 1952 forefaldet 0, 1 og 1 tilfælde af bøderedtagelse for smugkrorirksomhed.<br />
3. Politimesteren i Nakskor:<br />
Den orenfor omhandlede besrarelse af forespørgslen redrørende sager for orertrædelse af forbudet<br />
i § 29, stk. 2, mod udskænkning af stærke drikke i butikslokaler m. r. har også omfattet almindelig smugkrorirksomhed.<br />
4. Politimesteren i Odense:<br />
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 6, 4 og 7 tilfælde af domfældelse eller bøde red tagelse<br />
for smugkrorirksomhed.<br />
5. Politimesteren i Kolding:<br />
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 1, 3 og 2 tilfælde af domfældelse eller bøderedtagelse<br />
for smugkrorirksomhed.<br />
6. Politimesteren i Vejle:<br />
Der har indenfor det nærnte åremål ikke ræret sager af nærnte art indenfor politikredsen.<br />
7. Politimesteren i Aarhus:<br />
Der er i årene 1950—52 indenfor politikredsen forefaldet henholdsris 100, 72 og 20 domfældelser<br />
eller bøderedtagelser for smugkrorirksomhed. Af disse sager er henholdsris 2, 4 og 1 resulteret i idømmelse<br />
af hæftestraf, medens resten omfatter idømte eller redtagne bøder.<br />
8. Politimesteren i Aalborg:<br />
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 8, 7 og 10 tilfælde af domfældelse eller bøde redtagelser<br />
for smugkro rirksomhed.<br />
9. Politimesteren i Esbjerg:<br />
Der har i årene 1950—52 ikke ræret sager af den pågældende art indenfor politikredsen.<br />
*) Der sarnes en opgørelse orer, hrilke afgørelser de rejste sigtelser har ført til.
15<br />
Endelig har man anmodet de pågældende politikredse om at gire oplysning om<br />
antallet af personer, der indenfor kredsen i løbet af nærnte 3 år er indbragt for beruselse.*)<br />
Der foreligger herom følgende oplysninger:<br />
1. Politidirektøren i Københarn:<br />
1950: 5 612; 1951: 5 855; 1952: 5 812.<br />
2. Politimesteren i Helsingør:<br />
1950: 351; 1951: 332; 1952: 432.<br />
3. Politimesteren i Nakskor:<br />
1950: 73; 1951: 92; 1952: 88.<br />
4. Politimesteren i Odense:<br />
1950: 640; 1951: 634; 1952: 542,<br />
5. Politimesteren i Kolding:<br />
1950: 202; 1951: 179; 1952: 219.<br />
6. Politimesteren i Vejle:<br />
1950: 256; 1951: 279; 1952: 284.<br />
7. Politimesteren i Aarhus:<br />
1950: 655; 1951: 701; 1952: 758.<br />
8. Politimesteren i Aalborg:<br />
1950: 485; 1951: 401; 1952: 447.<br />
9. Politimesteren i Esbjerg:<br />
1950: 420; 1951: 506; 1952: 421.<br />
Det er af forskellige politimestre endridere anført, at en del af de indbragte tillige<br />
har ræret sigtet for andre forseelser end orertrædelse af politiredtægtens bestemmelser<br />
om forbud mod færden i beruset tilstand, hrilket formentlig gælder tallene fra samtlige<br />
politikredse.<br />
Endelig har man orerfor de pågældende politimestre udtalt, at man rille rære<br />
interesseret i en nærmere redegørelse for politimesterens erfaringer angående berærterrirksomhederne<br />
indenfor politikredsen, herunder specielt forså ridt angår de i „urolige<br />
krarterer" beliggende rirksomheder, ligesom man har anmodet de pågældende politimestre<br />
om til brug for kommissionen at rille fremkomme med de bemærkninger, hrortil berærtningsforholdene<br />
indenfor politikredsen måtte kunne gire anledning.<br />
Udorer, hrad der nedenfor af politidirektøren i Københarn og Københarns magistrat<br />
er anført om forholdene i Københarn, har de enkelte politimestre herom oplyst:<br />
1. Politimesteren i Helsingør:<br />
I Helsingør findes ikke udpræget urolige krarterer; der findes derimod 2—3 restaurationer, hror<br />
der af og til riser sig nogen urolighed, men disse er til stadighed under hyppigt polititilsyn.<br />
*) Det kan ikke anses for udelukket, at den samme person flere gange indbringes for beruselse.
16<br />
Berærtningsforholdene indenfor politikredsen girer iørrigt ikke anledning til bemærkninger.<br />
Det anføres dog, at forholdene er stærkt præget af turismen og for købstadens redkommende tillige af<br />
srenskere. Forholdene redrørende disse sidste har giret anledning til, at politimyndighederne i Helsingborg<br />
og Helsingør i 1952 traf den aftale, at der i alle sager redrørende berusede srenskere bler sendt en genpart<br />
af rapporten til politimesteren i Helsingborg med det formål at tillægge disse sager betydning i forbindelse<br />
med opståede sager i Srerige, f. eks. førerberis, anbringelse på trangsarbejdsanstalt, afrænningsanstalt<br />
el. lign.<br />
2. Politimesteren i Nakskor:<br />
„Restaurationsliret i herrærende politikreds er i stadig tilbagegang. Indtil for få år siden rar der<br />
i Nakskor købstad 6 restaurationer med musik og dans på alle ugens dage. Dette tal er nu kun 3, og der er<br />
ikke udsigt til, at dette tal forøges.<br />
I landdistriktet findes kun 4 kroer, der alle drires stilfærdigt.<br />
I en af købstadens restaurationer, , der drires som danserestaurant, har der enkelte<br />
gange ræret slagsmål og rærtshusuroligheder, men da den som horedregel drires fornuftigt, og det i en<br />
harneby på Nakskors størrelse formentlig ikke kan undgås, at sådanne episoder kan opstå, er der ikke<br />
herfra fundet anledning til at gribe ind med drastiske midler."<br />
3. Politimesteren i Odense:<br />
„Der findes i politikredsen mange mindre og enkelte store berærterrirksomheder, som besøges<br />
af folk fra arbejderklassen, der i stort antal særlig på lønningsdage indfinder sig og drikker store dele af<br />
fortjenesten op. Det undgås ikke, at der jærnlig opstår uro i og omkring disse berærtningssteder, og at politiet<br />
tilkaldes på grund af opstået slagsmål eller anden uorden. Der idømmes bøder til de implicerede, og<br />
under sagernes behandling er man opmærksom på bestemmelserne i berærterlorens § 33, 2. stk., men det<br />
riser sig ofte umuligt at føre sagen til bøde eller dom.<br />
Da man i den senere tid fra forskellig side har hørt ytringer om, at arbejderne på lønningsdage<br />
begynder drikkeriet i marketenderiet på arbejdspladsen, har man nu påbegyndt en undersøgelse af dette<br />
forhold, og der ril blire rejst tiltale i alle de tufælde, hror orertrædelse af bestemmelserne om marketenderidrift<br />
konstateres."<br />
Herudorer girer berærtningsforholdene i kredsen ikke anledning til bemærkninger.<br />
4. Politimesteren i Kolding:<br />
Det anføres, at der tidligere er forefaldet uroligheder i forbindelse med driften af et enkelt etablissement<br />
i byen, men en håndfast indskriden mod urostifterne fra politiets side bragte urolighederne til ophør,<br />
og herudorer har berærtningsforholdene i politikredsen ikke giret anledning til bemærkninger.<br />
5. Politimesteren i Vejle:<br />
En enkelt restauration i harnekrarteret og en større danserestaurant i ganske kort afstand fra<br />
harnen girer ret ofte anledning til politisager, og red den ene af de nærnte restauranter er forholdene af<br />
en sådan karakter, at politiet må hare fast ragt red restaurationen red dennes lukketid for at forebygge<br />
gadeuorden. De to restauranter anføres endridere at rære tilholdssted for løsagtige krinder. Endelig oplyses<br />
det, at en restauration uden udskænkning af stærke drikke i byen må siges i stor udstrækning at rære<br />
dagligt tilholdssted for kortspillere med forbrug af indtjent ugeløn og i risse tilfælde af stjålne penge til<br />
følge. Derudorer skønnes berærtningsforholdene indenfor kredsen ikke at gire anledning til bemærkninger.<br />
6. Politimesteren i Aarhus:<br />
„Da Aarhus er en harneby, kan det ikke undgås, at der findes udprægede harneberærtninger,<br />
og bortset fra harnekrarteret findes der også enkelte berærtninger, der søges af et noget trirlsomt publikum.<br />
Der foretages hrer uge inspektioner om aftenen af berærtningerne og derunder narnlig af berærtninger<br />
af den noget trirlsomme karakter. Det kan dog siges, at der yderst sjældent forefalder slagsmål og<br />
uorden i større omfang i berærtningerne. Jeg må formode, at de regelmæssige inspektioner, der foretages,<br />
i høj grad er medrirkende til, at forholdene i de trirlsomme berærtninger er tålelige. Det kan her nærnes,<br />
at et af byens mindre hoteller, der tillige drer restaurationsrirksomhed, en orergang for et års tid siden<br />
drer en mindre pæn rirksomhed, der narnlig fik sin søgning fra amerikanske søfolk og løsagtige piger,
17<br />
hrorred der ofte forefaldt uheldige forhold dels i restauranten og dels red driften af hotelrirksomheden.<br />
Ved energisk indsats fra politiets og berærterberillingsnærnets side bler der sat en stopper for denne<br />
rirksomhed.<br />
Det er min opfattelse, at.berærtningsforholdene har ændret sig en del indenfor den sidste halre<br />
snes år, idet jeg har indtryk af, at mange af de kunder, der tidligere besøgte de mindre berærtninger, nu får<br />
tilfredsstillet deres trang til spiritus i de mange marketenderier, der er oprettet på de større arbejdssteder.<br />
lørrigt kan det anføres, at restauratørerne — her som andetsteds — for tiden har risse økonomiske<br />
ranskeligheder at kæmpe med. Flere har besrær med at udrede afgifterne til toldræsenet. Aarsagerns<br />
hertil er mange, således bl. a. ændringer i befolkningens økonomiske forhold og restaurationsskatten.<br />
I henhold til berærterlorens § 13 er det tilladt at hare en berærterberilling med ret til udskænkning<br />
af stærke drikke pr. 550 indbyggere. I herrærende berærterredtægt er tallet nedsat til een berilling<br />
pr. 700.1 øjeblikket er der i forhold til redtægtens maksimumstal 25 berærterberillinger med ret til udskænkning<br />
af stærke drikke ledige, og der kan formentlig regnes med, at tendensen til nedbringelse af berærtningsantallet<br />
fortsætter."<br />
7. Politimesteren i Aalborg:<br />
Det oplyses, at der ikke findes krarterer i byen, der kan. betegnes som „urolige", men 5 berærtninger<br />
i byen må skønnes på grund af deres publikum og driftsmåde at rære af særlig politimæssig interesse.<br />
Driften af byens restaurationer har iørrigt i en længere årrække ikke giret anledning til politimæssig<br />
indskriden af betydning, og politiredtægtens bestemmelse om, at en berærtning i tilfælde af uorden<br />
kan lukkes for resten af dagen, har ikke ræret anrendt siden besættelsen.<br />
Det anføres endelig, at det ringe antal sager angående smugkroer ikke girer noget billede af denne<br />
rirksomheds rirkelige omfang, som det af berismæssige grunde ikke er muligt at klarlægge, men det tør<br />
formodes, at der finder en ret betydelig ulorlig udskænkning sted i lejligheder i det saneringsmodne krarter<br />
i den indre by.<br />
8. Politimesteren i Esbjerg:<br />
Det oplyses, at de berærtninger, der særlig er sigtet til i forespørgslen, drires på en ret tilfredsstillende<br />
måde, selrom man gennem de sidste år har fundet anledning til at anmode kommunalbestyrelsen<br />
om at bringe bestemmelsen i § 31, stk. 1, om lukning til et tidligere tidspunkt end almindelig lukketid i<br />
anrendelse orerfor et par berærtere, i hris lokaler drukkenskab og anden uorden harde fundet sted. På<br />
tidspunktet for forespørgslen rar det for en forretnings redkommende anordnet, at den indtil ridere skulle<br />
lukke kl. 21.<br />
Herudorer har politimesteren ikke fundet anledning til bemærkninger.<br />
lørrigt har politidirektøren i Københarn herom udtalt følgende:<br />
,,Der drires for tiden i Københarn 940 berærtnings rirksomheder med ret til udskænkning af<br />
stærke drikke, og når henses hertil, skønnes antallet af de i berærtninger forekommende lororertrædelser<br />
— herunder sårel af berærterloren som den ørrige lorgirning — ikke bemærkelsesrærdig stort. Det er i<br />
det hele politiets erfaring, at størstedelen af de københarnske berærtninger drires på lorlig og ordentlig<br />
ris, og at de forekommende lororertrædelser horedsageligt samler sig om risse krarterer, herunder narnlig<br />
Nyharn og en del af Vesterbro, hror der iblandt berærtningspubhkummet forekommer et ikke ubetydeligt<br />
islæt af prostituerede krinder og asociale elementer iørrigt, og hror tilsidesættelse af hensynet til ordenen,<br />
ædrueligheden og sædeligheden derfor ifølge sagens natur narnlig finder sted. Der føres fra politiets side så<br />
nøje indsigt som muligt med sådanne berærtningsrirksomheders drift, og narnlig forsåridt angår Nyharn<br />
bemærkes, at politiet for nogen tid siden har fundet anledning til under eet at indskærpe samtlige restauratører<br />
i Nyharn at drire deres berærtninger på ordentlig ris og herunder orerråge, at der ikke skænkes for<br />
berusede personer. Samtidigt meddeltes der hrer enkelt berærter påbud i medfør af berærterlorens § 37<br />
om ikke i sin rirksomhed eller sin i nærheden beliggende bolig eller ejendom som gæst, logerende, medhjælper<br />
eller lignende at hare 14 nærmere angirne krinder, som søger fortjeneste red utugt.<br />
Med henrisning til orenstående bemærkninger om risse berærtninger, hror tilsidesættelse af<br />
hensynet til sædelighed, ædruelighed og orden i særlig grad konstateres, findes det derhos ønskeligt, om<br />
berærter- og gæstgirerberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke fremtidig, hror forholdene
18<br />
taler derfor, kunne meddeles og fornyes af den lokale berillingsmyndighed på egen hånd orer et kortere<br />
åremål end anført i den nugældende berærterlors § 4, stk. 1.<br />
Endelig bemærkes, at Københarns politi i den senere tid har obserreret, at narnlig en ris kategori<br />
af dansebarer blandt deres stampublikum om aftenen tæller et ikke uræsentligt antal personer under 18 år,<br />
narnlig 16—17 årige piger, som i disse omgirelser, hror mindreårige absolut ikke hører hjemme, nemt drires<br />
ud i prostitutionen eller i kriminelle forhold. Det kan således anføres, at der af herrærende sædelighedspoliti<br />
indenfor de sidste 4 måneder er anholdt 12 unge krinder under 18 år (een endog kun 15 år gammel), som<br />
rar hyppige gæster på dansebarer i den indre by, og som anholdtes dels de pågældende steder, dels i hoteller,<br />
hror de harde søgt fælles logi med tilfældige herrebekendtskaber, som rar indledt på dansebar. Af nærnte<br />
unge krinder rar størsteparten lidende af kønssygdom.<br />
Der udskænkes som horedregel ikke stærke drikke for de pågældende unge (eller det unddrager<br />
sig i hrert fald — som foran anført — normalt politiets erkendelse, at sådan udskænkning har fundet sted),<br />
og politiet er med den nugældende lorgirning derfor afskåret fra direkte at skride ind mod dette uræsen.<br />
Det henstilles derfor indtrængende, at der søges tilrejebragt hjemmel for politiet til, hror forholdene taler<br />
derfor, at påbyde en berærter ikke at lade personer under 18 år tage ophold som gæster i berærtningen, samt<br />
at den erentuelle bestemmelse herom formuleres således, at det påhriler berærteren at påse, at kun personer<br />
orer 18 år tilstedes adgang, og at ansraret for fejlskøn med hensyn til en gæsts alder ubetinget påhriler ham."<br />
Til disse udtalelser har Københarns magistrat knyttet følgende bemærkninger:<br />
„I tilslutning til politidirektørens i fornærnte skrirelse fremsatte forslag er man af den opfattelse,<br />
at det ril rære formålstjenligt, om berærterloren ændredes således, at det københarnske nærn i særlige<br />
tilfælde opnår hjemmel til at udstede berillinger på kortere åremål end det sædranlige. Under de anførte<br />
forhandlinger, hrori også deltog repræsentanter fra politiet, rar der derhos enighed om, at berillingsnærnet<br />
ligeledes i særlige tilfælde bør kunne binde en berilling til stedet. Man kunne derhos tiltræde det af politidirektøren<br />
i sagen stillede forslag om, at der tilrejebringes hjemmel for, at politiet i særlige tilfælde kan<br />
påbyde en berærter ikke at lade personer under 18 år tage ophold som gæster i berærtningen — idet man<br />
forudsætter, at sådant forbud kun nedlægges orerfor berærtninger, hris særlige karakter gør dette påkræret<br />
for at rærne de ganske unge."<br />
Forsåridt angår forslagene om at gire det lokale berillingsnærn bemyndigelse til<br />
at meddele berærterberillinger for et kortere åremål end det redtægtsmæssige og til i særlige<br />
tilfælde at binde en berilling til stedet, henriser man til kommissionens bemærkninger<br />
nedenfor side 36 og side 42.<br />
Vedrørende det af politidirektøren i Københarn stillede forslag om tilrejebringelse<br />
af hjemmel for politimesteren til i særlige tilfælde at kunne påbyde en berærter ikke at lade<br />
personer under 18 år tage ophold som gæster i redkommende berærtning bemærkes, at den gældende<br />
berærterlor indeholder risse regler til beskyttelse af de unge. Der kan her henrises<br />
til den foran omtalte regel i § 33, stk. 2, om forbud mod udskænkning for personer, der ikke<br />
er fyldt, og som heller ikke kan antages at rære fyldt 18 år, samt bestemmelsen i samme<br />
paragrafs stk. 3 om forbud mod udlerering af stærke drikke fra butikslokale til sådanne<br />
unge, som kan formodes at købe stærke drikke til eget forbrug. Der kan endridere henrises<br />
til reglen i lorens § 30, stk. 3, jfr. § 25 i lor nr. 286 af 18. juni 1951, der foreskrirer, at<br />
der i berærtninger og gæstgirerier med ret til udskænkning af stærke drikke, bortset fra<br />
rærtens hjemmerærende børn og børnebørn, ikke må anrendes krindeligt serreringspersonale<br />
under 18 år, jfr. dog herred lor nr. 261 af 27. maj 1950, hrorefter der kan gøres<br />
undtagelse fra denne bestemmelse forsåridt angår lærlinge, der antages til oplæring i tjenerfaget.<br />
Endridere kan henrises til, at der i nærnte bestemmelse i berærterloren tillige er<br />
gjort risse indskrænkninger forsåridt angår antagelse af unge til garderobebetjening og<br />
toiletbetjening.<br />
Kommissionen har nøje drøftet det af politidirektøren med støtte af magistraten<br />
stillede forslag, og kommissionen er af den opfattelse, at også ædruelighedshensyn taler for<br />
at søge den rejste tanke realiseret, ligesom man er enig i, at den udridede regel om rærtens
19<br />
ubetingede strafansrar også bør omfatte dette forhold. Et hertil sigtende forslag er optaget i<br />
forslaget til ændring af lorens § 33, stk. 2.<br />
Hrad endelig angår de af politidirektøren og politimestrene girne oplysninger om<br />
smugkrorirksomhed m. r., kan man henrise til kommissionens bemærkninger nedenfor<br />
side 126, hror sådan rirksomhed er drøftet i forbindelse med restaurationers lukketid.<br />
Sluttelig bemærkes, at et mindretal inden for kommissionen (Bendixen, Johanne<br />
Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær og Røgind) er af den<br />
opfattelse, at de i § 24 omhandlede musiktilladelser — i hrert fald i Københarns kommune<br />
— meddeles i så stort omfang (tallet skal ligge mellem 600 og 650 årligt) og under så liberale<br />
betingelser, at praktisk taget enhrer berærter, der ønsker det, kan komme i betragtning.<br />
Mindretallet mener derfor i orerensstemmelse hermed, at der bør indføjes rideregående begrænsende<br />
regler herom end de allerede i den nærnte paragraf girne. Mindretallet ledes herred<br />
af den opfattelse, at musiktilladelserne i et stort antal tilfælde tjener alene som et middel<br />
til at animere gæsterne til at drikke (underholdningens karakter efterlader som regel ingen<br />
trirl i så henseende). Nyharns og Istedgade-krarterets småberærtninger, som ristnok næsten<br />
alle er forsynet med musiktilladelse, opnår derred større tiltrækningskraft med den<br />
følge, at de farer for ædruelighed og moral, som en ræsentlig del af berærtningsdriften her<br />
rummer, forstærkes. Mindretallet foreslår under henrisning hertil, at stk. 2 i § 24 suppleres<br />
med en tilføjelse om, at politiet red disse tilladelsers meddelelse skal hare for øje, at<br />
de lokaler, hrori tilladelsen skal udøres, har en sådan størrelse og indretning, at det ud<br />
fra ordensmæssige og ædruelighedsmæssige hensyn ikke kan anses for betænkeligt, at<br />
der gires adgang til at afholde musikalsk underholdning og lade gæsterne danse, samt<br />
at tilladelsen nårsomhelst skal kunne tilbagekaldes, hris det riser sig, at der i den pågældende<br />
berærtning oftere forefalder drukkenskab eller slagsmålsoptrin (jfr. § 36, stk. 4).<br />
Kommissionens flertal er af den mening, at politiet allerede har de foran påpegede forhold<br />
for øje, og at bestemmelsen indeholder fornøden mulighed for kommunalbestyrelsen til<br />
at foretage erentuelle begrænsninger. Flertallet er enigt i, at de nærnte tilladelser ikke<br />
bør gire anledning til misbrug, og at de ikke bør fornyes, såfremt sådant finder sted.<br />
Selrom berærtningsliret najppe nu har så stor indflydelse på ædrueligheden, som<br />
det harde i den billige brænderins tid, da et stort antal småberærtere harde deres horedindtægt<br />
af udskænkning af brænderin, rummer udskænkningsrirksomheden i det hele<br />
sociale faremomenter. Hris den udøres under uheldige former i et større antal forretninger<br />
i en giren kommune eller i risse dele af en kommune, medfører det tillige, at<br />
de berærtere, som lægger rægt på at drire deres rirksomhed korrekt og uangribeligt, udsættes<br />
for en unfair konkurrence, som måske kan friste dem til at gå på akkord med deres<br />
forretningsprincipper. Også derfor kan af samfundsmæssige grunde dårlig berærtningsdrift<br />
ikke tolereres. Omrendt kan imidlertid berærternæringens udørere, orerfor hrilke lorgirningen<br />
stiller ret ridtgående krar, med rette forlange, at lorgirningsmagten og administrationen<br />
søger at beskytte dem imod forsøg fra andre næringsdrirendes side på at gribe<br />
ind på deres forretningsområde til skade for deres legitime afsætningsmuligheder.<br />
I lys heraf må de af kommissionen stillede forslag til ændringer af berærterloren<br />
ses. Hror stor betydning det end har, at selre lorteksten i de angirne formåls tjeneste er så<br />
klar og følgerigtigt udformet som muligt, er det imidlertid i lige så høj grad et spørgsmål om<br />
berillingsmyndighedernes krar til de personlige kralifikationer hos dem, der tildeles berillinger,
20<br />
og om •politiets kontrolmuligheder og magtmidler, om det skal lykkes på den ene side at undertrykke<br />
uheldig berærtningsdrift, på den anden side i berærternæringens interesse at hindre<br />
omgåelsesforsøg af den netop nærnte karakter. Allerede nu må det betegnes som en særdeles<br />
krærende opgare for politiet at orerråge berærtningsliret i dets talrige former og afskygninger,<br />
men af ordensmæssige og ædruelighedsmæssige hensyn må kommissionen dog anse<br />
det for ønskeligt, at politiet oreralt blirer i stand til effektirt at sikre sunde og betryggende forhold<br />
på dette i så mange henseender betydningsfulde erhrerrsområde. Det er kommissionens<br />
håb, at man red orerrejelser redrørende mandskabsstyrke og tjenestetilrettelæggelse ril<br />
hare de her omtalte forhold for øje.
Gæstgireradkomst i købstæder.<br />
I den af kommissionen i december måned 1949 afgirne 1. betænkning redrørende<br />
ændringer i berærterlorgirningen rar man i forbindelse med det af kommissionen behandlede<br />
forslag om en beskyttelse af „hotel"-betegnelsen inde på orerrejelser angående det<br />
hensigtsmæssige i at stille forslag om, at næringsadkomster i købstadområderne i modsætning<br />
til nu, hror disse adkomster udfærdiges som næringsbrere, fremtidigt meddeles<br />
som berillinger. Der kan herom henrises til betænkningen side 9—12. Der er dér redegjort<br />
for den historiske udrikling samt for spørgsmålets faktiske omfang, herunder for, at spørgsmålet<br />
alene har betydning for byerne, idet udfærdigelse af adkomst på gæstgirernæring<br />
på landet allerede er et berillingsspørgsmål. På tidspunktet for afgirelsen af den pågældende<br />
betænkning fandt man det ikke opportunt at fremkomme med forslag herom, men kommissionen<br />
forbeholdt sig at komme tilbage til spørgsmålet i forbindelse med de ørrige<br />
forslag, som kommissionen måtte ønske at fremsætte til ændring af berærterloren.<br />
Kommissionen har påny drøftet spørgsmålet, og man er fortsat af den opfattelse,<br />
at det ril hunne tjene til en højnelse af de pågældende rirksomheder, såfremt man gør meddelelse<br />
af næring sadkomst få gæstgireri i købstæderne til en berillingssag. Den omstændighed,<br />
at adkomsten blirer tidsbegrænset, ril utrirlsomt medføre, at indeharerne blirer mere<br />
agtpågirende og drirer rirksomheden på bedre måde, end tilfældet ofte er nu, idet indeharerne<br />
efter de nugældende bestemmelser ikke skal prøres red en senere fornyelse af<br />
adkomsten, og idet kun de i berærterloren nærnte bortfaldsgrunde kan tringe en gæstgirer<br />
bort fra en dårligt ledet rirksomhed. Kommissionen har i orerensstemmelse hermed<br />
stillet et hertil sigtende forslag til ændring af lorens § 1, således at der herefter ikke længer<br />
på dette punkt gøres forskel på berærtning og gæstgireri. Man finder dog ikke anledning<br />
til at foreslå noget maksimumsantal for gæstgireriadkomsterne i købstæderne, således<br />
som bestemmelsen i § 13 gør det for berærterberillingers redkommende. I analogi med<br />
reglerne i § 43 bør optages en regel om, at de red en erentuel lors ikrafttræden udfærdigede<br />
næringsadkomster på gæstgireri i købstadområderne fremtidigt er undergiret de i loren<br />
fastsatte bestemmelser om fornyelse. Adkomsterne bør kun hare gyldighed for det i berærterredtægten<br />
fastsatte åremål, der må regnes fra lorens ikrafttrædelsesdag, således at<br />
adkomsterne kan fornyes red udløbet af dette åremål i orerensstemmelse med lorens<br />
forskrifter. Det må endridere præciseres, at de omhandlede adkomstbrere inden en ris<br />
frist, f. eks. 3 måneder efter lorens ikrafttræden, må indsendes til politiet, i Københarn<br />
til magistraten, der rederlagsfrit udfærdiger en berilling på gæstgireri og forsyner denne<br />
med påtegning om dens gyldighedstid.<br />
Af den nærnte betænkning fremgår det, at kommissionens flertal stillede forslag<br />
om beskyttelse af „hotel"-narnet. Efter betænkningens afgirelse har Turistforeningen for<br />
Danmark og hotelorganisationerne tilskreret handelsministeriet, at man, for så ridt<br />
kommissionens forslag om beskyttelse af „hotels-narnet ikke kunne gennemføres i dets<br />
helhed, kunne tiltræde, at det i betænkningen angirne minimumsrærelsesantal for hoteller<br />
i lrnbstffiHp.r nor lam ri ri i strikt p.r blp.r fa.stla.øt nå. basis af rip. rmcælrlenrle normalnolitired-
22<br />
tægter for de nærnte områder. Kommissionen fik på den girne anledning lejlighed til<br />
påny at drøfte spørgsmålet, og kommissionens flertal har som srar herpå meddelt handelsministeriet,<br />
at kommissionen kunne tiltræde, at minimumsrærelsesantallet på landet<br />
fastsættes til 3 og i købstæder under 4 000 indbyggere til 4, ligesom kommissionen intet<br />
fandt at erindre imod, at de i betænkningen for de ørrige kategorier af byer fastsatte<br />
minimumsrærelsesantal bler tilsrarende reduceret.<br />
Det er flertallets tanke, at det foran stillede forslag om at gøre bygæstgireradkomsten<br />
til en berilling ikke orerflødiggør forslaget om beskyttelse af „hotels-narnet. Flertallet<br />
opretholder derfor det i den fornærnte betænkning stillede forslag, således som det er<br />
nuanceret red den senere stedfundne brerreksling. Man henleder opmærksomheden på,<br />
at man i den fornærnte kommissionsbetænkning side 20 har foreslået det dér stillede<br />
ændringsforslag optaget i berærterloren som § 12 a. Såfremt man imidlertid følger kommissionens<br />
forslag angående gæstgireradkomster i købstæderne, hrorred § 16 blirer ledig,<br />
således at de nurærende §§ 13, 14 og 15 hensigtsmæssigt kan ændres til §§ 14, 15 og 16,<br />
ril det rære muligt at placere den pågældende hotelbestemmelse i kapitel I (Almindelige<br />
bestemmelser) som § 13. Fra enkelte medlemmers side (Mellerup og Jesper Simonsen)<br />
har man dog af hensyn til den praktiske anrendelse af loren ikke anset det for hensigtsmæssigt<br />
at forskyde paragraf nummereringen, hrorfor man foreslår hotelbestemmelsen<br />
optaget som § 12 a. Flertallet anser det dog for mest praktisk at optage bestemmelsen<br />
som ny § 13. Ønsker man ikke at følge kommissionens forslag redrørende „hotel"-narnet,<br />
således at §§ 13, 14 og 15 beholder deres nurærende plads i loren, foreslås det for at<br />
undgå en forrykkelse af paragraf nummereringen for så ridt angår § 16 og de næstfølgende<br />
paragraffer i loren, at stk. 5 i § 15 udtages af denne paragraf og formeres som ny § 16.<br />
Det bemærkes endridere, at kommissionen også har orerrejet at stille forslag om<br />
at beskytte ordet „motel" på linie med den foreslåede beskyttelse af begrebet „hotel".<br />
Man har dog ikke fundet anledning til at foretage ridere redrørende dette spørgsmål.<br />
Et mindretal (Jesper Simonsen), der er enigt med flertallet med hensyn til forslaget<br />
om at inddrage gæstgirerierne i købstæderne under det iørrigt her i landet gældende berillingssystem,<br />
må redblirende fraråde redtagelse af forslaget om at forbeholde betegnelsen<br />
„hotel" for en del af herbergeringsrirksomhederne. Mindretallet henholder sig til sin begrundelse<br />
herfor i betænkningen af december 1949, side 18. Efter mindretallets opfattelse får de<br />
dér anførte grunde forøget rægt, når alle herbergeringsrirksomheder kommer under den af<br />
berillingssystemet følgende kontrol. Vilh. Nielsen har ønsket at slutte sig til dette mindretal.<br />
Mindretallet tilføjer, at det, såfremt forslaget om, at adkomst på gæstgirerinæring<br />
også i købstæderne meddeles red berilling, gennemføres, og såfremt delingen af herbergeringsrirksomhederne<br />
i hoteller og en gruppe uden ret til denne betegnelse ikke gennemføres,<br />
ril rære naturligt, at hotelbetegnelsen forbeholdes rirksomheder, der drires på gæstgireriberilling.<br />
Forbeholdet bør tillige gælde betegnelser, hrori ordet hotel indgår som led, således<br />
som f. eks. i badehotel. Det forudsættes herred, at politiredtægterne, jfr. berærterlorens § 9,<br />
opstiller risse efter de stedlige forhold afpassede minimumskrar, og at berillingsmyndighederne<br />
efter de konkrete omstændigheder krærer en passende standard, hrilket, hris det<br />
anses for ønskeligt, kan betones red ændring i § 9. Den pågældende eneret, som ikke medfører<br />
pligt til at anrende hotelbetegnelsen, kunne hjemles red en tilføjelse om, at betegnelsen<br />
hotel eller ordsammensætninger, hrori ordet hotel indgår, kun må anrendes af<br />
rirksomheder, der drires i henhold til gæstgireriberilling. Man kan formentlig undgå at<br />
optage bestemmelsen som særligt afsnit og som ny paragraf red at indføje den som stk. 5<br />
i § 8, der i forrejen indeholder bestemmelser, som ikke ganske dækkes af afsnitsorerskriften:
Spørgsmålet om oprettelse af en næringsadkomst som iskonditor.<br />
I den side 184 optrykte skrirelse har Iskremfabrikantforeningen og Iskonditorforeningen<br />
i Danmark henstillet, at der fremtidig udkræres en særlig adkomst for<br />
de såkaldte iskonditor er. Der er henrist til, at der i løbet af de sidste år er opstået<br />
forretninger, der red siden af en ris serreringsrirksomhed forhandler is, kager m. r.,<br />
og at disse rirksomheder ranskeligt kan indpasses i de af næringsloren og berærterloren<br />
afstukne rammer. De pågældende rirksomheder angires ab blire dreret på grundlag af højst<br />
forskelligartede næringsadkomster, og det anføres at rære af betydning, at der udfærdiges<br />
sådanne bestemmelser, at denne uensartethed afløses af fælles faste regler.<br />
Foreningens ønske går ud på, at den foreslåede adkomst girer adgang til forhandling<br />
af iscreme med tilbehør, flødeskum, mælk, saftrand, æbleskirer, pandekager, lagkager,<br />
æblekager, fromager og lign. samt konfekture. Den nye adkomst skulle endridere gire<br />
adgang til serrering af de nærnte rarer i et rist omfang, afpasset efter rirksomhedens<br />
størrelse.<br />
Kommissionen har undersøgt, om sådan rirksomhed kan drires på grundlag af<br />
de allerede eksisterende næringsadkomster.<br />
Den pågældende rirksomhed ril — når bortses fra forhandling af konfekture —<br />
kunne udøres i henhold til bera^rterberilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.<br />
Forudsætningen herfor er dog, at der drires serreringsrirksomhed, således at forhandlingen<br />
finder sted som et akcessorium til serreringen. Er dette tilfældet, må imidlertid de i politiredtægterne<br />
indeholdte regler om lokalernes indretning iagttages.<br />
Det er dernæst et spørgsmål, om rirksomheden ril kunne drires i henhold til konditorberilling,<br />
jfr. berærterlorens § 10, stk. 2. Den foreslåede serrering synes at kunne finde<br />
sted på basis af en sådan adkomst, idet dog herred bemærkes, at der ikke ses at foreligge<br />
afgørelse for, at konditorer er berettiget til at serrere æbleskirer og pandekager. Konditoradkomster<br />
berettiger imidlertid ikke til forhandling af mælk og saftrand.<br />
Endridere ril det næringsretlige grundlag for en del af rirksomhedens redkommende<br />
kunne rære en bager- og kagebageradkomst. Bagere og kagebagere, der udører<br />
faget, jfr. næringslorens § 24, antages i henhold til en inden for faget bestående sædrane<br />
at rære berettiget til at serrere i et rist beskedent omfang. Disse næringsdrirende er rel<br />
ikke anset for berettiget til at indrette egentlige serreringssteder, men der ril i butikken<br />
kunne rære hensat et bord og nogle stole „til bekremmelighed for køberne". De rarer,<br />
bagere og kagebagere ril kunne serrere, er kager, wienerbrød, chokolade- og sukkerrarer,<br />
iscreme, mælk og rand. De er derimod ikke anset for berettiget til at serrere<br />
andre rarer, såsom saftrand, sodarand, iscremesoda, kaffe, the, kogt chokolade m. r. Såfremt<br />
en iskonditor ikke orerskrider det bagere og kagebagere tilkommende næringsområde,<br />
ril rirksomheden således kunne drires på bager- og kagebageradkomst. Saftrand om-
24<br />
fattes dog, som foran nærnt, ikke af denne adkomst, og det synes at rære trirlsomt — nogen<br />
afgørelse ses ikke at foreligge — om æbleskirer og pandekager falder ind under bageres afsætningsområde.<br />
Drires rirksomheden endelig på grundlag af handelsadkomst, ril serrering rære<br />
udelukket, medens der på den anden side fra en næringsretlig betragtning i så fald ikke er<br />
nogen grænse for rareområdet.<br />
Angående de lukkelorsmæssige spørgsmål, som sagen rejser, bemærkes følgende:<br />
Drires rirksomheden på basis af berærterberilling, gælder de i berærterlorens<br />
§ 31 — erentuelt i politiredtægten — indeholdte regler, d. r. s., at der skal lukkes kl.<br />
24, erentuelt til det tidligere tidspunkt, der måtte rære fastsat i politiredtægten. Endridere<br />
gælder den regel, at forhandling af de nærnte alkoholfri drikke — mælk og saftrand<br />
— ud af huset, såfremt dette sker i de tider, i hrilke butikker i henhold til lukkelorens<br />
§ 2 skal holdes lukket, kun må finde sted, for så ridt drikkerarerne sælges sammen med og<br />
som forholdsmæssigt tilbehør til tillaret mad, brød og kager, jfr. lukkelorens § 7, stk. 2.<br />
Drires rirksomheden på konditoradkomst, gælder ligeledes de for berærtninger<br />
foreskrerne lukkeregler. Konditorers salg ud af huset må imidlertid på samtlige ugens dage<br />
kun finde sted i tiden fra kl. 6 til kl. 21, jfr. lukkelorens § 7, stk. 1.<br />
Er grundlaget for rirksomheden en bager- og kagebageradkomst, henrises til lukkelorens<br />
§ 5 a. I henhold hertil må bagere og kagebagere forhandle de af deres afsætningsret<br />
omfattede rarer fra kl. 6 til kl. 21. I de tider, i hrilke butikker i henhold til lukkelorens<br />
§ 2 skal holdes lukket, må der dog, når bortses fra mælk og fløde, ikke finde salg sted af de i<br />
næringen benyttede materialer.<br />
Blirer en rirksomhed endelig dreret i henhold til handelsadkomst, kommer reglen<br />
i lukkelorens § 5 b til anrendelse. Herefter kan handlende, der forhandler sådanne rarer,<br />
som bagere og kagebagere er berettiget til at fremstille, samt mælk, fløde og rå is, holde<br />
deres butikker åbne i tiden fra kl. 6 til kl. 21 på samtlige ugens dage. Sårel for så ridt<br />
angår bagere og kagebagere som de fornærnte handlende, gælder reglen i lukkelorens § 9,<br />
hrorefter de pågældende, såfremt de holder åbent i den i § 2 fastsatte lukketid, ikke fra forretningsstedet<br />
eller dets automater må forhandle andre rarer end de i redkommende bestemmelser<br />
ommeldte, og denne regel omfatter ligeledes den almindelige åbningstid.<br />
Politidirektøren i Københarn har udtalt sig om sagen red dennes fremsendelse<br />
til ministeriet, se side 184—85. Vedrørende Københarns Magistrats udtalelse angående<br />
spørgsmålet henrises til side 186.<br />
Til yderligere belysning af spørgsmålet om det hensigtsmæssige i at indføre en særlig<br />
adkomst som iskonditor har udtalelser ræret indhentet fra samtlige politimestre uden for<br />
Københarn, se side 187.<br />
Det fremgår af de modtagne oplysninger, at „iskonditori"-rirksomhederne i det<br />
store og hele er et københarnsk fænomen. Politimestrene har imidlertid i de indsendte oplysninger<br />
medtaget alle rirksomheder, hrorfra der enten forhandles eller serreres iscreme<br />
m. r. Medens det i det store og hele har ræret muligt at udskille og bortse fra rirksomheder,<br />
hrorfra der kun forhandles is, har det ikke ræret muligt at udskille de egentlige „iskonditorier",<br />
hrorfor der i nedennærnte orersigt må antages at rære et stort antal rirksomheder af<br />
forskellig art, for hrilke serrering og forhandling af iscreme m. r. kun er en ringe bestanddel<br />
af den ørrige rirksomhed som berærter, konditor, bager eller lignende. Det store antal<br />
rirksomheder dækker således ikke, hrad der i iskonditorforeningernes henrendelse forstås<br />
red iskonditorer. På den anden side er der i opgørelsen bortset fra rirksomheder, der ikke
25<br />
ril kunne karakteriseres som iskonditorier, hror oplysningerne har muliggjort en sådan<br />
udskillelse.<br />
Efter de indhentede oplysninger findes der uden for Københarn 440 rirksomheder,<br />
der foretager en egentlig serrering af iscreme m. r. 46 af disse rirksomheder drires i henhold<br />
til berærteradkomst uden ret til udskænkning af stærke drikke. For disse rirksomheders<br />
redkommende må adkomstforholdene skønnes at rære i orden, idet det, som foran nærnt,<br />
er antaget, at berærtere kan sælge iskager ud af huset. Det samme gælder 89 rirksomheder,<br />
der drires i henhold til konditoradkomst. Af de 440 rirksomheder drires 135 i henhold til<br />
næringsbrer som bager og kagebager. I det orerrejende antal tilfælde drires disse rirksomheder<br />
i strid med lorbestemmelserne, idet serreringsrirksomheden går ud orer den<br />
bagere og kagebagere hjemlede, enten i henseende til arten af det serrerede eller til serreringslokalets<br />
indretning eller i begge henseender. 157 rirksomheder drires på handelsadkomst,<br />
hrilket i alle tilfælde er ulorligt under hensyn til serreringsrirksomheden. Endelig<br />
drires 13 rirksomheder enten uden adkomst eller i henhold til stadetilladelse i medfør af<br />
berærterlorens § 23.<br />
48 politimestre har udtalt sig angående spørgsmålet om, hrorridt en særlig adkomst<br />
bør indføres. Af disse kan 14 anbefale en særlig adkomst. Motireringen synes i de fleste tilfælde<br />
at rære ønsket om at skabe ensartede adkomstforhold for disse rirksomheder, men der<br />
er også henrist til det ønskelige i at komme bort fra adkomster, for hrilke berærterredtægten<br />
foreskrirer en antalsbegrænsning. Dette argument synes dog at undergrare betydningen<br />
af berærterredtægten. De ørrige 34 politimestre går imod iskonditorernes forslag.<br />
Motireringen er i horedsagen, at gennemførelsen af en ny adkomst er upåkræret,<br />
ide b konditoradkomst ril rære den mest hensigtsmæssige løsning. Herudorer er dog også<br />
anført, at det ril rære farligt i for høj grad at lempe krarene til rirksomheder, der naturligt<br />
ril blire samlingssteder for ungdommen. De politimestre, der ikke har udtalt sig, er<br />
politimestre i kredse, der ræsentligst er landdistrikter.<br />
Der foreligger oplysninger om adgangen til at dispensere fra politiredtægtens<br />
lokalemæssige krar til konditorier fra 50 politikredse; i 9 af disse kredse fandtes ingen dispensationsadgang.<br />
Kommissionen har endridere indhentet udtalelser fra Centralforeningen af Hotelrærtforeninger<br />
og Restauratørforeninger i Danmark, De samrirkende Købmandsforeninger<br />
i Danmark, De danske Handelsforeningers Fællesorganisation samt Danmarks Konditorforening.<br />
Disse udtalelser findes optrykt side 188-91.<br />
Det ril fremgå af det foran udriklede, at en rirksomhed som den af forslagsstillerne<br />
foreslåede ril kunne drires på grundlag af en berærteradkomst, såfremt der afstås fra forhandling<br />
af konfekture. Hris rareområdet indskrænkes, kan konditoradkomsten også<br />
dække rirksomheden. Under forudsætning af, at serrering undlades, kan en handelsadkomst<br />
ligeledes tjene som tilstrækkelig adkomst, og endelig kan bager- og kagebageradkomsten<br />
afgire fornødent næringsretligt grundlag, såfremt dels rareområdet indskrænkes, dels<br />
serreringen ikke orerstiger det foran nærnte maksimum.<br />
Kommissionen har orerrejet, om der er trang til at stille forslag om etablering af<br />
en ny næringsadkomst for de heromhandlede rirksomheder. Det ril af det foranstående ses,<br />
at de omhandlede rarer kan forhandles og/eller serreres på grundlag af allerede eksisterende<br />
næringsadkomster. Hensynet til betjeningen af kunderne taler således ikke for oprettelse<br />
af en ny næring. Det er alene den ralgfce kombination af rarearter og serrering og forhandling,<br />
der berirker, at en ny adkomst blirer bragt i forslag. En imødekommelse af den foreliggende<br />
henrendelse ril kunne blire efterfulgt af anmodninger om indførelse af andre næ-
26<br />
ringsadkomster, nødrendiggjort af, at man har udset sig et andet næringsområde. En udrikling,<br />
hrorefter de eksisterende næringstyper suppleres med en række nye næringer,<br />
må, når afgørende hensyn ikke taler for hensigtsmæssigheden af sådanne nye næringer,<br />
anses for uheldig. Kommissionen ser ikke rettere, end at de pågældende rirksomheder må<br />
indrette sig efter de gældende næringsretlige rammer, og kommissionen kan ikke anbefale, at<br />
der tages skridt til etablering af den foreslåede næring.
Bestemmelsen af begrebet „stærkt øl".<br />
Efter bestemmelsen i berærterlorens § 1, stk. 3, forstås i denne lor red „stærkt øl"<br />
øl med 2^4 rægtprocent alkohol eller derorer. Den i loren fastsatte grænse er ikke alene<br />
afgørende for, om den pågældende drik må udskænkes eller nydes i berærtninger, der ikke<br />
har ret til udskænkning af stærke drikke, men også afgørende for, om der ril rære at betale<br />
afgift til staten på omsætningen af stærke drikke, jfr. lor nr. 537 af 31. oktober 1946 med<br />
senere ændringer, således som den er optrykt i lorbekendtgørelse nr. 6 af 9. januar <strong>1954.</strong><br />
Ved tilrettelæggelsen af ølbeskatningen tjener grænsen endridere som adskillelse mellem<br />
skatteklasserne I og II. Den sidste omfatter alkoholsrage ølsorter, som er beskattet<br />
larere end de ørrige, jfr. i det hele lor nr. 111 af 1. april 1922 med senere ændringer,<br />
således som den er optrykt i lorbekendtgørelse nr. 7 af 9. januar <strong>1954.</strong><br />
Kommissionen af 1934 beskæftigede sig også med spørgsmålet om grænsen mellem<br />
sragt og stærkt øl, jfr. Rigsdagstidende 1938—39, tillasg A, sp. 3415—18. Afholdsberægelsens<br />
repræsentanter fremsatte orerfor denne kommission forslag om, at grænsen bler nedsat,<br />
idet man henriste til, at også øl med en larere rægtprocent end 2% kunne rirke berusende,<br />
hris det bler drukket i store mængder. Afholdsberægelsen anså det for betænkeligt, at<br />
drikkerarer, der kunne medføre kendelig alkoholpårirkning, kunne nydes i afholdsrestaurationer,<br />
og man henriste yderligere til de trufne domsafgørelser, hrorefter personer med<br />
spiritustilhold ikke måtte drikke såkaldt lyst pilsnerøl, d. r. s. øl med mindre alkoholindhold<br />
end den foran nærnte rægtprocent. Motorførere rar også adskillige gange erklæret<br />
for alkohol pårirkede efter at hare drukket lyst øl, og endelig henriste man fra af holdsberægelsens<br />
side til de i Srerige og Norge gældende grænser mellem sragt og stærkt øl,<br />
som lå larere end den danske.<br />
Den da siddende kommission forelagde dette spørgsmål for bryggeriforeningen,<br />
som afgar en redegørelse, der er optrykt som bilag til den i 1938 udgirne kommissionsbetænkning<br />
angående rerision af berærterlorgirningen, side 161—165. I denne betænkning<br />
tager bryggeriforeningen stærkt afstand fra tanken om en nedsættelse af grænsen for<br />
stærkt øl. Foruden at fremføre indrendinger af teknisk art udtalte bryggeriforeningen<br />
bl. a., „at der findes alkoholfattige ølsorter, der i nogen grad har det bajerske øls smag og<br />
kan fås sideordnet med dette både på landets restaurationer og hos alle handlende, således<br />
at enhrer uden grund til ængstelse for at hare konsumeret et kritisk krantum alkohol<br />
kan nyde disse gode og sunde drikkerarer. At den alkoholsrage pilsner i denne forbindelse<br />
skulle rære af nogensomhelst praktisk betydning som beruselsesmiddel, må ri afrise.<br />
Når man tager i betragtning de i den senere tid foretagne undersøgelser af, hrilke alkoholmængder<br />
der medfører „pårirkethed" i motor- og færdselslorens forstand, må ri mene,<br />
at en sådan pårirkethed eller beruselse ikke for normale menneskers redkommende ril<br />
kunne finde sted i øl af skatteklasse II. Det rille betinge konsumeringen i løbet af kort tid<br />
af så store rædskemængder, at nydelsesmomentet rille bortfalde, og at den menneskelige
28<br />
konstitution normalt ikke rille tillade dette. Langt snarere tør ri antage, at alkoholpårirkede<br />
personer i adskillige tilfælde skyder skylden på disse ølsorter, medens de i rirkeligheden<br />
har nydt ganske anderledes stærke drikke."<br />
Flertallet indenfor kommissionen af 1934 tilsluttede sig bryggeriforeningens synspunkter<br />
og fandt ikke anledning til at foreslå alkoholgrænsen for øl nedsat. Under hensyn<br />
til, at spørgsmålet, som foran nærnt, stod i nøje forbindelse med afgiftsreglerne, anså man<br />
det for rigtigst indtil ridere at lade spørgsmålet stå åbent og at tage dette op til endelig<br />
behandling i en senere betænkning om forskellige afgifts- og beskatningsproblemer. Den<br />
da siddende kommission foreslog derfor, at man indtil ridere bestemte begrebet „stærkt øl"<br />
som „skattepligtigt øl med undtagelse af øl af skatteklasse II".<br />
I det forslag, der af regeringen bler forelagt rigsdagen, gik man tilbage til den<br />
gamle formulering, idet man indtil ridere fandt det rigtigst at definere „stærkt øl" som øl<br />
med 2% rægtprocent alkohol eller derorer. Det siges i bemærkningerne til det pågældende<br />
forslag, se Rigsdagstidende 1938—39, tillæg A, sp. 3390, at det, for så ridt de af kommissionen<br />
bebudede orerrejelser måtte føre til en ændret affattelse af afgiftslorgirningens<br />
bestemmelser om stærkt øl, rar tanken, som også af kommissionen forudsat, at foretage<br />
tilsrarende ændringer i berærterloren.<br />
Spørgsmålet om grænsen mellem sragt og stærkt øl har på foranledning af et mindretal<br />
også ræret taget op indenfor nærrærende kommission. Der er herunder bl. a. af repræsentanterne<br />
for afholdsberægelsen påny henrist til, at der i årenes løb har ræret et ikke ringe<br />
antal retssager, narnlig færdselssager, i hrilke de pågældende er dømt for motorkørsel i<br />
spirituspårirket tilstand, skønt det ikke mod de tiltaltes benægtelse har kunnet dokumenteres,<br />
at de har nydt andre drikkerarer end „lyse pilsnere". Der foreligger endridere også<br />
fra den seneste tid tilfælde, hror det red idømmelse af afholdspålæg er understreget, at<br />
afholdspålægget også omfatter afhold fra nydelse af „lyse pilsnere". Repræsentanterne for<br />
afholdsberægelsen har derhos henledt opmærksomheden på, at den „lyse pilsner" undertiden<br />
i reklameøjemed betegnes som „let bajersk øl", og at bajersk øl efter afholdsberægelsens<br />
opfattelse ikke bør kunne udskænkes i afholdsrestaurationer. Der peges også på,<br />
at den nordiske „nykterhetskomité" på et møde i Oslo i juni måned 1952 enstemmigt redtog<br />
en udtalelse, hrori det bl. a. henstilles til afholdsberægelsen i de nordiske lande at arbejde<br />
for, at alkoholindholdet i det lette øl ikke orerstiger 1,8 rægtprocent. Det understreges<br />
endelig, at 1,8 rægtprocent alkohol er maksimum for den srenske ølsort „sragdricka",<br />
som er indbrygget med et ekstraktindhold af ikke orer 6 pct., ligesom der henrises til, at<br />
et mindretal indenfor den norske edruelighetskomité af 1947 på 6 af komitéens 15 medlemmer<br />
har foreslået, at grænsen for det lette øl, som i Norge betegnes klasse I, sættes<br />
ned fra 2,5 til 2 rolumenprocent alkohol, hrilket srarer til 1,6 rægtprocent. Et mindretal<br />
indenfor kommissionen (Bendixen, Adolph Hansen, Markersen og Randkær) har under<br />
henrisning hertil stillet forslag om, at stærkt øl i loren defineres som øl med orer 1,8 rægtprocent<br />
alkoholindhold.<br />
Kommissionens flertal kan i det hele tilslutte sig de betragtninger, som kommissionen<br />
af 1934 gjorde gældende. Der ril rel intet rære til hinder for at fremstille alkoholsrage<br />
ølsorter med et larere alkoholindhold end 2% rægtprocent — bryggerierne går<br />
ristnok aldrig helt op til denne grænse. Flertallet må imidlertid anse det for trirlsomt,<br />
om der ædruelighedsmæssigt ril rindes noget red en sådan nedsættelse. Såfremt man kan<br />
blire beruset red at indtage større mængder alkoholsragt øl af den beskaffenhed, som den<br />
lyse pilsner nu har, ril man formentlig også kunne blire alkoholpårirket, selr om øllet<br />
kun rummer 1,8 rægtprocent alkohol. Hrerken i det ene eller det andet tilfælde kan efter
29<br />
flertallets opfattelse dette forhold siges at hare nærnerærdig praktisk betydning, og set<br />
i lys af, hrad der tjener til ædruelighedens garn, må det endda forekomme sandsynligt,<br />
at en forandring som den foreslåede ril kunne rirke negatirt. Hris de alkoholsrage ølsorters<br />
alkoholstyrke nedsættes, og øllets smag og karakter derred ændres, ril disse ølsorter næppe<br />
længer rære så relegnede til at træde i stedet for de almindelige sorter pilsnerøl og lagerøl.<br />
Flertallet finder endridere anledning til at fremhære, at en sådan nedsættelse, som formentlig<br />
rille hare til følge, at det nurærende „lyse pilsnerøl" bler inddraget under beskatningen,<br />
samtidig måtte antages at få den rirkning, at interessen for det nu forholdsris<br />
billige lette øl srigter til fordel for en stigende efterspørgsel efter almindeligt pilsnerøl,<br />
hrilket måtte betegnes som et ædruelighedsmæssigt tilbageskridt. Flertallet må derfor mene,<br />
at den gældende definition af stærkt øl bør stå red magt.<br />
Reinhard ønsker at henlede opmærksomheden på, at bestemmelsen i berærterlorens<br />
§ 1, stk. 4, om, at en drik, der kun indeholder x /2 rumprocent alkohol eller derunder,<br />
dog ikke skal henregnes til stærke drikke i lorens forstand, ikke i praksis ril<br />
kunne orerholdes, idet frugtsafter ofte ril hare et alkoholindhold orer denne grænse,<br />
uden at de af denne grund kan henregnes til stærke drikke.
Udlejning af lokaler.<br />
I begyndelsen af året 1948 bler kommissionen gjort bekendt med, at et mindretal<br />
inden for det af folketinget nedsatte udralg til behandling af forslag til lor om forlængelse<br />
af gyldigheden af forskellige forbrugsafgifter i en den 15. december 1947 afgiren betænkning<br />
harde henrist til, at der i ret stor udstrækning afholdtes prirate fester med sfiritusudskænkning<br />
i lejede lokaler, såsom danseinstituter, loger, skoleaulaer og lign., uden at der<br />
bler sraret afgift af omsætningen af stærke drikke. Det bler oplyst, at mindretallet af<br />
hensyn til den ubillige konkurrence, som derred påførtes det beskattede erhrerr, ønskede,<br />
at en sådan spiritusudskænkning ikke bler unddraget afgiftsbestemmelserne.<br />
Kommissionen besrarede spørgsmålet om, hrorridt der udkræres adkomst efter<br />
berærterloren til udlejning af lokaler under de orenfor anførte omstændigheder, benægtende,<br />
idet man herred forudsatte, at der ikke tænktes på de tilfælde, hror udlejeren foretog<br />
serreringen for egen regning. Man henriste dog i denne forbindelse til bestemmelserne i<br />
berærterlorens § 26, hrorefter der i foreninger kun må finde udskænkning af stærke drikke<br />
for betaling sted, såfremt der hares næringsadkomst på berærternæring med ret til udskænkning<br />
af stærke drikke i det pågældende lokale, eller såfremt tilladelse i medfør af berærterlorens<br />
§ 22 er erhrerret. Denne bestemmelse gjaldt også, hror udlejerens rirksomhed begrænsede<br />
sig til den rene udlejning. Kommissionen fandt på det pågældende tidspunkt<br />
ikke tilstrækkelig anledning til at foreslå foreskreret en pligt til erhrerrelse af adkomst<br />
efter berærterloren i et yderligere omfang end påbudt efter den gældende lor, og kommissionen<br />
rar af den opfattelse, at man, såfremt der måtte rære ønske om at skærpe de gældende<br />
regler, således at serrering, der ansås som faldende uden for berærterioren, bler<br />
inddraget under afgiftsloren, burde tilrejebringe den fornødne hjemmel i selre afgiftsloren.<br />
Kommissionens flertal rille ikke udtale sig imod, at der skulle srares omsætningsafgift<br />
af stærke drikke red sammenkomster, der alene harde til formål at samle en mere<br />
ubestemt kreds til underholdning, herunder dans, idet der herred rille blire udøret en<br />
rirksomhed, der rille kunne sidestilles med berærterrirksomhed, og hrorred der bl. a.<br />
påførtes restaurationserhrerret en stadig stigende konkurrence. Flertallet måtte endridere<br />
finde det ønskeligt, at der red en erentuel lorgirning, hrorred afgiftspligtens omfang<br />
bler udridet, toges hensyn til den udrikling, der især på landet har fundet sted i retning af,<br />
at større familiesammenkomster afholdes i lejede eller lånte lokaler, f. eks. i forsamlingshuse,<br />
udelukkende som følge af, at pladsforholdene hindrede sammenkomstens afholdelse i<br />
hjemmet, og man henledte i denne forbindelse opmærksomheden på, at der under drøftelserne<br />
i alkoholkommissionen af 1934 af forslaget til den nurærende berærterlors § 26,<br />
stk. 3, hrorefter der ikke kan knyttes berærterberilling med ret til udskænkning af stærke<br />
drikke til forsamlingsbygninger på landet, rar enighed om, at denne bestemmelse ikke hindrede<br />
eller tilsigtede at hindre afholdelsen af sammenkomster af prirat karakter med serrering<br />
af stærke drikke i forsamlingshuse.
31<br />
Resultatet af de da stedfundne forhandlinger bler, at der red lor nr. 99 af 23. marts<br />
1948 om forlængelse af gyldigheden af forskellige forbrugsafgifter m. m. som nyt 3. stk.<br />
i § 1 i lor nr. 537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen af stærke drikke bler optaget<br />
sålydende bestemmelse:<br />
„Sammenkomster, der afholdes i erhrerrsmæssigt udlejede selskabslokaler el. lign., til hrilke der<br />
ikke er knyttet adkomst på berærternæring m. r. med ret til udskænkning af stærke drikke som i § 1, stk. 2,<br />
omhandlet, og red hrilke der finder udskænkning sted af stærke drikke medbragt af deltagerne i sammenkomsten,<br />
kan kun finde sted efter forud indgiret anmeldelse til toldræsenet. Der ril red sådanne sammenkomster<br />
rære at srare afgift efter de i § 3, punkt 2, nærnte bestemmelser. For afgiftens erlæggelse hæfter<br />
sårel den, der stiller lokalerne til rådighed, som den, der står for sammenkomstens afholdelse. Toldbestyrelsen<br />
bemyndiges til at foreskrire nærmere regler til gennemførelse af disse bestemmelser, herunder<br />
regler for beregning af afgiften".<br />
Den pågældende bestemmelse riste sig at rære mindre hensigtsmæssig fra et administratirt<br />
synspunkt, og red lor nr. 113 af 31. marts 1949 bler bestemmelsen herefter<br />
ændret til at hare følgende ordlyd:<br />
„I tilfælde, hror lokaler, hrortil der ikke er knyttet adkomst på berærternæring m. r. med ret<br />
til udskænkning af stærke drikke som i § 1, stk. 2, omhandlet, udlejes til brug for sammenkomster, hror<br />
udskænkning af stærke drikke finder sted, uden at der hertil krares tilladelse efter berærterlorens bestemmelser,<br />
kan det i § 9 omhandlede nærn bestemme, at der skal srares afgift efter de i § 3, punkt 2,<br />
nærnte bestemmelser af den stedfundne udskænkning, såfremt den pågældende udlejningsrirksomhed<br />
efter nærnets skøn har karakter af en erhrerrsrirksomhed. Den af nærnet trufne afgørelse er endelig. For<br />
afgiftens erlæggelse hæfter sårel den, der stiller lokalerne til rådighed, som den, der står for sammenkomstens<br />
afholdelse. Toldbestyrelsen bemyndiges til at foreskrire nærmere regler til gennemførelse af disse<br />
bestemmelser, herunder regler for beregning af afgiften".<br />
Den tendens, der særlig efter krigen opstod til at afholde festligheder i lejede lokaler,<br />
bler yderligere forstærket i årene efter 1947, hror spørgsmålet, som foran nærnt,<br />
bler behandlet på rigsdagen. Centralforeningen af Hotelrærtforeninger og Restauratørforeninger<br />
i Danmark rettede på foranledning heraf en henrendelse til kommissionen, idet<br />
man henstillede, at der også i berærterloren bler fastsat nærmere bestemmelser redrørende<br />
denne form for udlejning. Centralforeningens skrirelse er optrykt side 177. Berærterfagets<br />
motirering for særlige i berærterloren indeholdte bestemmelser er denne, at der efter afgiftsloren<br />
først statueres afgiftspligt på tidspunktet for afgiftsnærnets kendelse, og at det<br />
må anses for heldigst, at afgiftspligten allerede foreligger i det øjeblik, rirksomheden 'påbegyndes,<br />
hrilket kun er muligt, såfremt det i berærterloren foreskrires, at der til den pågældende<br />
rirksomhed udkræres en adkomst efter berærterloren, hrorred der automatisk indtræder<br />
afgiftspligt, jfr. omsætningsafgiftslorens § 1, stk. 2, der foreskrirer, at enhrer, der drirer<br />
de omhandlede rirksomheder på en sådan måde, at der dertil udkræres næringsadkomst,<br />
berilling eller anden særlig adkomst, er pligtig at srare omsætningsafgift. Restauratørfaget<br />
har endridere som motirering for forslaget henrist til, at det må anses for rigtigt, at de omhandlede<br />
rirksomheders lokaler opfylder de krar, som politiet og sundhedsmyndighederne<br />
stiller til egentlige berærtningslokaler.<br />
Det her foreliggende problem må, som foran nærnt, ikke forreksles med de tilfælde,<br />
at en udlejer af lokaler til brug for sluttede selskaber selr drager omsorg for serreringen<br />
i eget narn og for egen regning. Efter kommissionens opfattelse er der i sådanne tilfælde,<br />
hror der drires næringsrirksomhed, jfr. nedenfor side 93 ff., tale om almindelig berærterrirksomhed.
32<br />
Idet der således ses bort fra de foran nærnte tilfælde, bemærkes, at kommissionen,<br />
som nedenfor side 83 nærnt, i forbindelse med spørgsmålet angående forsamlingshusenes<br />
brug rettede forespørgsel til samtlige politikredse om, hror mange lokaler af den pågældende<br />
art der findes i politikredsen. Som det ril ses af orersigten side 83-84, er der optalt 127 lokaler.<br />
Kommissionen har det indtryk, at der kan rære knyttet en ris usikkerhed til dette tal.<br />
Der kan narnlig i større byer muligt findes lokaler af den omspurgte art, hris anrendelse<br />
endnu ikke er myndighederne bekendt, ligesom en række lokaler måske anrendes til<br />
udlejning i det omhandlede øjemed uden at rære medregnet i opgørelsen.<br />
Virksomhed med udlejning af lokaler er ikke reguleret red bestemmelserne i berærterloren,<br />
og det ril ikke rære muligt at anse udlej ningsindtægten for en maskeret<br />
berærterfortjeneste og på dette grundlag ramme udlejningsrirksomheden ria omgåelsessynspunktet.<br />
Hris forholdet ligger rent, kan udlejeren ikke siges at drire berærterrirksomhed.<br />
Han sætter nemlig alene gæsterne i stand til selr at arrangere festligheder. Såfremt<br />
udlejningsrirksomhederne skal undergires berærterloren, må en lorændring anses<br />
for nødrendig.<br />
Kommissionen har på den girne foranledning påny orerrejet, om der måtte rære<br />
tilstrækkelig anledning til at søge de her omhandlede rirksomheder inddraget under berærterlorens<br />
bestemmelser. Under disse orerrejelser er der henrist til, at grunden til, at udlejningsrirksomhederne<br />
er dukket op, er den opståede skærhed i afgifternes størrelse, der tilskynder<br />
til at undgå festligheders henlæggelse til de offentlige berærtningssteder, jfr. de foran<br />
side 6 gjorte bemærkninger. Selr om forholdet juridisk kan opstilles på en sådan<br />
måde, at en henrisning til, at lorgirningen ikke bør interessere sig for spørgsmålet, kan lyde<br />
besnærende, er forholdet efter kommissionens opfattelse dog dette, at man så hyppigt<br />
står orerfor sådanne arrangementer, at de samme hensyn, der begrunder berærterlorens kontrollerende<br />
bestemmelser for så ridt angår de egentlige berærtninger, også taler for, at<br />
der bør rære kontrol med de heromhandlede udlej ningsfo retagender. Der forefindes<br />
rirksomheder, der har som direkte formål at udnytte de muligheder, den nurærende lorgirning<br />
i så henseende frembyder. Kommisionen finder det naturligt, at sådanne inddrages<br />
under berærterlorens forskrifter om lokalernes indretning m. r., ligesom det må anses for<br />
rimeligt, at de umiddelbart anses for pligtige til at betale omsætningsafgift.<br />
Kommissionen har på grundlag af det således foreliggende og efter at hare forelagt<br />
spørgsmålet for Københarns magistrat og Foreningen af Politimestre i Danmark, der begge<br />
har tilsluttet sig kommissionens synspunkter, udarbejdet et forslag til nyt stk. 7 i § 1, hrorefter<br />
der til udlejning af lokaler til afholdelse af sammenkomster, herunder sluttede selskaber,<br />
hris indbyder eller deltagere selr drager omsorg for berærtningen, ril udkræres en<br />
tilladelse, såfremt den pågældende udlejningsrirksomhed drires erhrerrsmæssigt.<br />
Det ralgte kriterium: at kun den udlejningsrirksomhed, der drires erhrerrsmæssigt,<br />
er undergiret forslaget, ligger på linie med den nugældende afgiftsbestemmelse. Det afgørende<br />
er, om rirksomheden har karakter af erhrerrsmæssig udlejning. Hris dette er tilfældet,<br />
ril af kontrolmæssige grunde også festligheder, for hrilke lokaler rent konkret er<br />
stillet til rådighed uden egentlig fortjeneste for udlejeren, rære at anse som afgiftspligtige.<br />
Man har orerrejet, hrilken myndighed der bør træffe afgørelse af, hrorridt der foreligger<br />
erhrerrsmæssig udlejning. Det rille hare ræret ønskeligt, om disse afgørelser fortsat<br />
rille kunne henlægges til afgiftsnærnet. Da der imidlertid efter forslaget er tale om en konstatering<br />
af, om der foreligger en rirksomhed, til hrilken der udkræres adkomst efter<br />
berærterloren, hrilke afgørelser må træffes lokalt, og da det må skønnes upraktisk at henrise<br />
den lokale myndighed til i hrert enkelt tilfælde at træde i forbindelse med afgifts-
33<br />
nærnet, er man endt i at foreslå, at afgørelsen træffes alene af de lokale myndigheder. Man<br />
har anset det for nødrendigt, at der er adgang til en prørelse red højere instans af de trufne<br />
afgørelser. Da det spørgsmål, hrortil der skal tages stilling, er af juridisk karakter — altså<br />
ikke et berillingsspørgsmål — kan afgørelserne imidlertid indankes for domstolene, og derred<br />
sikres der mulighed for at tilrejebringe en ensartet praksis landet orer. Under hensyn<br />
til, at der for købstadkommunernes redkommende på en måde kan siges at rære tale om<br />
en udridelse af berillingsantallet, jfr. § 13, er det anset for naturligt at orerlade afgørelsen<br />
til de lokale berillingsmyndigheder, der forud for afgørelsen ril hare at indhente en<br />
erklæring fra kommunalbestyrelsen.<br />
Et mindretal (Nørregaard) kan ikke tiltræde forslaget om, at de lokale berillingsmyndigheder<br />
skal afgøre, om den pågældende udlejningsrirksomhed drires erhrerrsmæssigt.<br />
Det er efter mindretallets opfattelse påkræret, at der på dette område — narnlig<br />
under hensyn til spørgsmålets afgiftsmæssige betydning — skabes en ensartet praksis for<br />
hele landet, og dette ril efter mindretallets mening ikke kunne opnås red at henlægge<br />
afgørelserne til de lokale berillingsmyndigheder, selr om disses afgørelser som foran<br />
nærnt kan indankes for domstolene. Mindretallet må derfor holde for, at afgørelserne<br />
henlægges under en centralmyndighed for hele landet, som red behandlingen af disse<br />
sager, hror fiskale hensyn gør sig gældende, søger kontakt med finansministeriet.<br />
Der synes alene at blire tale om at krære, at de omhandlede lokaler tilfredsstiller<br />
politiredtægtens krar. De ørrige bestemmelser i bera^rterloren, f. eks. §§ 31, 32 og 33, ses<br />
ikke at kunne finde anrendelse. I denne forbindelse finder man dog anledning til at henlede<br />
opmærksomheden på, at der ril udkræres en § 22-tilladelse til sammenskudsgilder med<br />
stærke drikke i foreninger, også når sådanne finder sted i lejede lokaler, jfr. nærmere herom<br />
bemærkningerne nedenfor side 73, og at politiet således ifølge de almindelige regler i § 26<br />
sammenholdt med § 22 ril kunne fastsætte en nærmere angiren lukketid for disse foreningssammenkomster,<br />
ligesom bestemmelserne i berærterlorens § 33 ril finde anrendelse<br />
på sådanne foreningssammenskudsgilder. Der henrises herred til bemærkningerne nedenfor<br />
side 75 om de pågældende bestemmelsers anrendelse på prirate foreningsfester i forsamlingshuse,<br />
samt til bemærkningerne nedenfor side 129—-30 redrørende anrendelsen af<br />
bestemmelsen i § 33, stk. 2, på foreningssammenkomster i almindelige restaurationslokaler<br />
eller i særlige selskabslokaler, jfr. § 32.<br />
Straffebestemmelsen ril formentlig allerede rære indeholdt i berærterlorens § 35,<br />
stk. 4, 2. pkt., hrorefter „andre orertrædelser" straffes med bøder.<br />
Ud fra den betragtning, at der normalt ikke findes selskabslokaler på landet, og at<br />
forsamlingshuse må karakteriseres som sognets storstue, jfr. herred de foran citerede<br />
bemærkninger, som kommissionen fremsatte i 1948 i anledning af de stedfundne drøftelser<br />
om ændring af afgiftsbestemmelserne, forudsættes udlejning af forsamlingshuslokaler til<br />
stedets faste beboere til afholdelse af prirate familiefester, jubilarer og lign., ikke at blire berørt<br />
af forslaget. Dette gælder i første række de tilfælde, hror der for leje af lokalerne alene<br />
afkræres et rederlag udgørende dækning af udgifter til rengøring, lys, rarme og slid. Men<br />
selrom betalingen måtte orerstige de nærnte udgifter og indeholde dækning for en ris henlæggelse<br />
til senere forbedring af lokalerne, må kommissionen også under hensyn til det fællesskab,<br />
der ligger bag forsamlingshusinstitutionen, anse sådan udlejning som faldende udenfor<br />
den erhrerrsmæssige sfære, som lorudkastet tager sigte på. Såfremt forsamlingshuslokaler<br />
udlejes til brug for andre sammenkomster end familiesammenkomster, jubilæer og lign.
34<br />
uden egentlig fortjeneste for forsamlingshuset, må tilsrarende betragtninger gælde. Specielt<br />
forsåridt angår foreningers leje af lokaler, må dog bemærkes, at reglen i berærterlorens<br />
§ 26, stk. 1, krydser de betragtninger, der er giret udtryk for foran, idet der som nærnt<br />
side 73 altid kræres adkomst (berilling eller § 22-tilladelse) til redkommende lokale, når<br />
talen er om udskænkning af stærke drikke red festligheder, herunder sammenskudsgilder, i<br />
foreninger, og dette må gælde, selrom forsamlingshuset ikke har beregnet sig udlejningsfortjeneste.<br />
At der fra tid til anden måtte blire giret redkommende forsamlingshus lejlighedstilladelse<br />
— der ses her bort fra stående lejlighedstilladelser med adgang til udskænkning<br />
af stærke drikke, hrilke tilladelser kommissionen, jfr. nedenfor side 86, foreslår afskaffet<br />
— medfører ikke, at afgiftsfrie fester blirer afgiftspligtige, ligesom man finder anledning<br />
til at fremhære, at den omstændighed, at der til forsamlingshuset måtte rære<br />
knyttet afholdsberilling eller stående lejlighedstilladelse til srage drikke, ikke er til hinder<br />
for afholdelsen af festligheder, hrortil stærke drikke måtte blire medbragt, jfr. herred<br />
princippet i højesteretsdom af 15. norember 1932 i U. f. R. 1933, side 30.<br />
Er forholdet derimod det, at forsamlingshuset udlejer lokaler til familiefester eller<br />
andre sammenkomster mod betaling af et sådant rederlag, at der må skønnes at foreligge<br />
en erhrerrsmæssigt dreret udlejningsrirksomhed, ril forholdet omfattes af lorforslaget.<br />
Såfremt et forsamlingshus' udlejningsrirksomhed som sådan herefter ril kunne betegnes<br />
som erhrerrsmæssig, ril også udlejning til de nærnte prirate festligheder, i tilfælde hror<br />
udlejningen rent konkret ikke kan betegnes som erhrerrsmæssig, blire omfattet af horedreglen<br />
og rære afgiftspligtig.<br />
Udenfor forslaget forudsættes endridere at rære boligkompleksers udlejning til<br />
husets beboere af gildeshaller og lign., der er indrettet til brug for sammenkomster for redkommende<br />
boligkompleks' lejere. De pågældende boligkompleksers lejligheder er normalt<br />
indrettet på, at udlejningslokalet betragtes som lejlighedens spisestue, og det for lokalernes<br />
benyttelse stipulerede rederlag må betragtes som en del af huslejen. Det rille efter<br />
kommissionens opfattelse heller ikke rære rimeligt at henføre sådan udlejningsrirksomhed<br />
under forslaget. Det ril derimod rære uberettiget at udleje lokalerne til andre end<br />
husets beboere.<br />
Som flere gange anført, er der i nærrærende afsnit alene tale om udlejning af lokaler<br />
til afholdelse af festligheder, hror serreringen arrangeres af de pågældende selr. Såfremt<br />
forsamlingshusrærten eller boligkompleksets bestyrer påtager sig serrering som en næringsrirksomhed,<br />
er man udenfor nærrærende spørgsmåls område, og der henrises herom til<br />
bemærkningerne nedenfor side 93 ff. Der kan derimod næppe rære noget til hinder for,<br />
at forsamlingshusrærten eller boligkompleksets bestyrer, erentuelt disses personale, hjælper<br />
indbyderen eller deltagerne, når denne hjælp indskrænker sig til en kun faktisk bistand<br />
red arrangementet, jfr. den foran citerede højesteretsdom.<br />
En gennemførelse af foranstående forslag ril bl. a. betyde, at det i henhold til omsætningsafgiftsloren<br />
nedsatte afgiftsnærn herefter ikke skal behandle de spørgsmål af den<br />
heromhandlede art, det hidtil har påhrilet nærnet at tage stilling til.<br />
De foranstående bemærkninger om udlej ningslokaler tager ikke sigte på marketenderilokaler,<br />
om hrilke der henrises til bemærkningerne nedenfor side 120 ff.
Berillingers gyldighedstid og indhold.<br />
I forbindelse med spørgsmålet om berillingers gyldighedstid har et mindretal (Bendixen,<br />
Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær og<br />
Røgind) henrist til, at det tidsrum, for hrilket der i henhold til lorens § 4, sik. 1, Jean meddeles<br />
berærter- og gæstgirerberillinger (højst 8 og mindst 5 år), orerstiger maksimumsgyldighedstiden<br />
for tilsrarende adkomster i rore nordiske nabolande. Den norske berærterlor har<br />
med hensyn til udskænkning af spiritus særlige regler, der er afledt af monopolordningen;<br />
men „skj enkeberilling" for rin og øl gires for indtil 3 år ad gangen. I Srerige meddeles ret<br />
til „årsutskänkning" af „spritdrycker" for 4-årige perioder og rettigheder til udskænkning<br />
alene af øl —-i småcaféer — for højst 3 år. De norske og srenske regler passer muligt ikke<br />
for danske forhold, men mindretallet er af den opfattelse, at der ikke er nogen rimelig grund<br />
til at gå så højt som til 8 år. Der henrises til, at en berærtning kan drires uheldigt, uden<br />
at berillingshareren girer sig så stærke blottelser, at der er mulighed for at bringe lorens<br />
§ 36 i anrendelse. For de samrittighedsfulde restauratører må det rære tilstrækkeligt, at<br />
de red sig sikret i en 5-års periode, så meget mere som de, hris der ikke er noget at udsætte<br />
på driften af deres forretning, formentlig altid ril få berillingen fornyet, og de mindre samrittighedsfulde<br />
restauratører er der ingen grund til at tage hensyn til. Under henrisning<br />
hertil har mindretallet foreslået, at berillingernes gyldighedsperiode sættes til 5 år.<br />
Kommissionen af 1934 rar i forbindelse med drøftelserne af den normale minimumsgrænse<br />
for berillingernes løbetid inde på spørgsmålet om det heldige eller mindre<br />
heldige i at gire berillinger en kortere gyldighedstid. Man fremhærede, at den berærter,<br />
der harde udsigt til i en længere årrække at drire sin rirksomhed uden at kunne risikere<br />
et afslag på andragende om berillingens fornyelse, derred rar mere opfordret til at forbedre<br />
lokaleforhold m. r., medens det fra anden side fremførtes, at pligt til hyppigere<br />
fornyelse tilskyndede indehareren til stedse at drire rirksomheden på en sådan måde,<br />
at der ikke kunne udsættes noget på driften.<br />
Det rejste spørgsmål har i øjeblikket alene betydning for berærterberillinger<br />
sårel med som uden ret til udskænkning af stærke drikke, uanset hror rirksomheden er<br />
beliggende, samt for gæstgirerier i landkommunerne. Gæstgireradkomster i byerne meddeles<br />
som almindelige næringsbrere. Spørgsmålet ril imidlertid også få interesse for så<br />
ridt angår de sidstnærnte adkomster, såfremt kommissionens forslag om fremtidig at<br />
gøre meddelelse af disse adkomster til et berillingsspørgsmål følges, se side 21—--22.<br />
En gennemgang af de enkelte berærterredtægter udriser — se herred orersigten<br />
side 58—60 bl. a. om berillingsåremålet i købstæderne m. r. — at horedstadskommunerne<br />
har ralgt den 8-årige periode. Af landets 80 prorinsbyer har 27 byer indført den 8-årige periode<br />
og 53 byer den 5-årige periode. For amtsrådskredsenes redkommende er tallene henholdsris<br />
5 og 20. Det ril således ses, at der har ræret orerrejende stem,ning for at rælge den korte<br />
gyldighedsperiode. Kommissionens flertal er tilbøjeligt til at mene, at der ikke er anledning
36<br />
til at foreslå den nugældende regel om berillingers gyldighedstid ændret, i hrilken forbindelse<br />
man også lægger særlig rægt på, at det er orerladt til de lokale myndigheder med handelsministeriets<br />
sanktion at træffe bestemmelse om, hrorridt berillingernes gyldighedstid<br />
inden for det pågældende redtægtsområde skal rære 8 eller 5 år.<br />
Den gældende lor forudsætter, at der kan rære tilfælde, hror det af en eller anden<br />
grund er ønskeligt at kunne meddele en berilling for et kortere åremål end det redtægtsmæssige.<br />
Københarns magistrat har peget på, at det rille rære hensigtsmæssigt, at de<br />
lokale berillingsmyndigheder fik adgang til at meddele kortrarige berillinger, se de som<br />
bilag optrykte skrirelser side 192—94. Det er kommissionens opfattelse, at det principielt<br />
er mindre heldigt at meddele berillinger for et kort åremål. Undtagelsestilfælde kan naturligris<br />
forekomme; f. eks. er det muligt, at en rirksomhed på grund af faktiske omstændigheder<br />
— den pågældende bygning skal muligt nedrires inden for en nærmere angiren tid —<br />
kun skal drires i en kortere årrække. Som ganske orerrejende horedregel bør en berilling,<br />
der søges til en kontinuerlig rirksomhed, dog meddeles for sædranligt åremål eller nægtes<br />
meddelt. Er den pågældende ansøger ikke af en sådan standard, at man tør betro ham en<br />
berilling på sædranligt åremål, må man hellere afstå fra orerhoredet at meddele ham en<br />
berilling. Hertil kommer, at han, hris han opnåede berilling, formentlig ikke rille hare<br />
ranskelighed red at holde sig lorens forskrifter efterrettelig i det erentuelt afkortede tidsrum,<br />
hrilket imidlertid ikke rille rære en borgen for, at han fremtidig rille drire rirksomheden<br />
på god måde, og har han først fået en berilling, er det ranskeligt at foranledige<br />
den inddraget. Ud fra disse betragtninger har kommissionen ikke fremsat forslag om<br />
ændring af lorens nugældende regel, hrorefter andragender af den fågældende art behandles<br />
af orerberillingsnærnet.<br />
Københarns magistrat har i samme forbindelse fremsat forslag om at gire de<br />
lokale berillingsmyndigheder mulighed for at forny en berilling for et kortere åremål end det<br />
i berærterredtægten foreskrerne. Dette forslag er motireret med, at det i ganske særlige tilfælde<br />
ril rære praktisk orerfor en berillingsharer at kunne præcisere, at det har ræret<br />
underkastet trirl, om han har dreret sin rirksomhed på en sådan måde, at det ril rære<br />
ubetænkeligt at forny berillingen for det redtægtsmæssige åremål. Magistraten har heller<br />
ikke ment, at orerberillingsnærnet — der kan knytte begrænsninger, herunder også tidsbegrænsninger,<br />
til berillinger, og til hrilket sager af den pågældende art kan henrises<br />
—• råder orer det fornødne lokalkendskab, og at det derfor rille rære hensigtsmæssigt at<br />
orerlade skønnet i så henseende til de lokale berillingsmyndigheder.<br />
Orerfor dette synspunkt er der indenfor kommissionen henrist til, at de betragtninger,<br />
som foran er fremhæret til fordel for den opfattelse, at berillinger normalt ikke bør<br />
meddeles for et kortere åremål end det redtægtsmæssige, også kan anføres som begrundelse<br />
for, at berillinger heller ikke bør fornyes for et kortere åremål end det redtægtsmæssige,<br />
idet der dog for så ridt fornyelsestilfælde angår, må tages hensyn til den omstændighed,<br />
at indehareren allerede har haft berilling på redtægtsmæssigt åremål, jfr. endridere den<br />
i lorens § 4, stk. 5, indeholdte bestemmelse, hrorefter enkeltpersoners berilling kan fornyes,<br />
såfremt den berilgende myndighed anser det for ubetænkeligt, uanset om den pågældende<br />
ikke længer måtte opfylde samtlige de i lorens § 2 angirne betingelser, jfr. dog herred<br />
§ 40. Sager af den pågældende art henrises som nærnt til behandling i orerberillingsnærnet,<br />
og orerberillingsnærnets behandling af disse sager har ikke hidtil giret anledning<br />
til kritik. I besiddelse af de fornødne udtalelser fra de stedlige myndigheder, hrilke udtalelser<br />
orerberillingsnærnet ofte søger suppleret med yderligere oplysninger, ses orerberillingsnærnet<br />
ikke at rære handicappet på grund af manglende lokalt kendskab. Det kan
37<br />
rel om, o rerb erillingsnærnets rirksomhed i det hele siges, at nærnet i første række må<br />
bygge på de lokale udtalelser i sagen, men der udøres dog et skøn bygget på et betydelig<br />
mere omfattende erfaringsmateriale, end der er til rådighed for de lokale nærn.<br />
Eet mindretal (formanden, Ernst, Vilh. Nielsen, Nørgaard, Nørregaard, Reinhard,<br />
Roelsen, Jesper Simonsen og Østerberg) skønner derfor, at det, også for så ridt angår forny'elsestilfældene,<br />
ril rære rigtigst, at sagerne redblirende henhører under det neutrale organ:<br />
orerberillingsnærnet og underkastes dette nærns ensartede praksis.<br />
Et andet mindretal (Bendixen, Clemmesen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph<br />
Hansen, Markersen, Mellerup, Randkær, Rosenkjær og Røgind) tilslutter sig derimod<br />
magistratens synspunkter.<br />
Endelig har et tredie mindretal (Wedell-Wedellsborg) foreslået en mellemløsning,<br />
hrorefter de lokale berillingsmyndigheder een gang bør hare adgang til berillingsfornyélse for<br />
et kortere åremål end redtægtsmæssigt fastsat, hrorimod, gentagen kortere fornyelse bør henlægges<br />
til orerberillingsnærnet.<br />
Endelig har et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen,<br />
Markersen, Vilh. Nielsen, Randkær, Rosenkjær og Røgind) peget på, at det må anses<br />
for hensigtsmæssigt at gire de lokale myndigheder adgang til i særlige tilfælde både at<br />
meddele og forny berillinger, som alene girer ret til at udskænke risse arter af stærke drikke,<br />
f. eks. rin og øl eller udelukkende øl. Dette kan hare interesse f. eks. red afgørelse af, om<br />
små skorparilloner og lign. skal hare berillinger til i det hele taget at udskænke stærke<br />
drikke, og måske også, når det samme spørgsmål rejses angående jernbanerestaurationer,<br />
restaurationer red idrætsanlæg og lign. Også her henriser mindretallet til norsk og<br />
srensk ret, som opstiller ræsentligt strengere rilkår for meddelelse af tilladelse til at<br />
udskænke spiritus (destillerede drikke) end for meddelelse af tilladelse til at udskænke<br />
rin og øl eller alene øl. Tilsyneladende rolder det ikke det restaurationssøgende publikum<br />
i Norge og Srerige ulemper, at der således er gennemført en deling af restauranterne efter<br />
deres mere eller mindre omfattende udskænkningsret.<br />
Hrad angår særlige begrænsninger og rilkår, således f. eks. en begrænsning af udskænkningsrettens<br />
omfang, bemærker kommissionens flertal, at der ikke bør gires en berilling<br />
til en ansøger begrænset til f. eks. udskænkning af øl, når denne ikke skønnes kralificeret<br />
til at få en ubegrænset berilling, jfr. herred i det hele bemærkningerne nedenfor side<br />
69. Berillinger bør i princippet hare det af loren bestemte indhold. De få tilfælde, hror man<br />
fra lokal side går ind for en begrænsning af udskænkningsretten — ikke bestemt af hensynet<br />
til andragerens kralifikationer, men af ønsket om, at der i det hele taget kun udskænkes<br />
i et rist omfang i den pågældende rirksomhed — bør efter flertallets opfattelse,<br />
også under hensyn til det ønskelige i en ensartet praksis for hele landet, fortsat henrises til orerberillingsnærnet,<br />
i hrilken forbindelse man henleder opmærksomheden på, at det lokale<br />
selrstyre ikke derred ses at blire trådt nær. I denne forbindelse må nemlig erindres,<br />
at orerberillingsnærnet, jfr. lorens § 21, stk. 4, i ridt omfang er bundet af de fra lokal<br />
side gjorte indstillinger i den forstand, at berilling kun i meget begrænset omfang kan gires<br />
mod lokale ønsker.
Påbegyndelse af berærter- eller gæstgirernæring.<br />
Efter berærterlorens § 5, stk. 1, kan berærter- og gæstgirerrirksomhed ikke<br />
påbegyndes, før adkomstbreret er udfærdiget. For fornyelsestilfældenes redkommende<br />
foreskrires det i lorens § 4, stk. 4, at politiet, i Københarn magistraten, kan tillade, at<br />
rirksomheden fortsættes, indtil berillingsmyndigheden har truffet afgørelse redrørende<br />
andragendet under forudsætning af, at andragendet om fornyelse er indgiret inden udløbet<br />
af berillingens gyldighedstid. Efter bestemmelsen sarnes der således hjemmel for<br />
politiet til at gire foreløbige tilladelser, hris anmodningen om fornyelsen er fremkommet<br />
efter udløbet af perioden.<br />
Hadersler amtsråd har henledt opmærksomheden på, at der i en politikreds herskede<br />
den praksis, at politiet i tilfælde af ejerskifte gar efterfølgeren en foreløbig tilladelse<br />
til at drire rirksomheden, hris berillingsforholdene ikke rar bragt i endelig orden før<br />
rirksomhedens påbegyndelse, jfr. herred de side 196 optrykte bilag. Handelsministeriet<br />
har bedt kommissionen om at rille fremkomme med en udtalelse om dette spørgsmål.<br />
Til belysning af den gældende praksis på dette område er side 197—99 optrykt skrirelse af<br />
28. september 1949 fra Københarns magistrat samt ekstraktafskrifter af nogle gennem politimesterforeningen<br />
modtagne udtalelser fra en række politikredse.<br />
Spørgsmålet er næppe aktuelt for gæstgirerier i byområderne, som efter den<br />
gældende lor drires på almindelige næringsbrere. Politiet ril formentlig hurtigt kunne<br />
konstatere, om betingelserne i loren for' erhrerrelse af næringsbrer er opfyldt. Problemet<br />
berører derimod gæstgireradkomster i landdistrikterne — efter kommissionens forslag,<br />
se side 21, dog også i byerne — og berærterberillinger både i by og på land. Når<br />
spørgsmålet rejses, skyldes det den omstændighed, at der er tale om berillinger, hroraf<br />
følger, at behandlingen af ansøgningerne kan trække noget i langdrag.<br />
Det ril rære hensigtsmæssigt at dele spørgsmålet op i 3 dele:<br />
Såfremt en andrager ønsker at påbegynde en rirksomhed i en ejendom, hror der<br />
ikke hidtil har ræret dreret berærtning eller gæstgireri, ses der ikke at kunne anføres grunde<br />
for at tillade, at rirksomheden påbegyndes, før adkomsten foreligger. I denne gruppe<br />
tilfælde må det rære et naturligt krar, at adkomsten må rære en realitet på det tidspunkt,<br />
hror rirksomheden åbner.<br />
Den anden gruppe af tilfælde er den, at en igangrærende rirksomhed sælges til en ny<br />
indeharer. Som grund for midlertidigt at gire den nye ejer tilladelse til at ridereføre rirksomheden<br />
anføres sædranligris, at det ikke ril rære rimeligt at standse en måske for byens<br />
turistlir uundrærlig rirksomhed, i hrilken forbindelse det understreges, at undladelse af<br />
at gire en midlertidig tilladelse ril hare en standsning til følge, idet toldmyndighederne<br />
som en betingelse for fortsættelsen i henhold til afgiftsbestemmelserne sædranligris krærer<br />
tilstederærelsen af en „adkomst".
39<br />
Det ril af bilagene side 198—99 ses, at praksis på dette område ligger noget forskelligt.<br />
I risse kredse administreres loren i orerensstemmelse med dennes bestemmelser, medens<br />
praksis andre steder er gået ud orer lorordene, men iørrigt formet på noget forskellig<br />
måde. Idet kommissionen går ud fra, at de fremgangsmåder, der er anført i de nærnte<br />
bilag, må anses for typiske, bemærkes, at man ingen steder — hrad også naturligt er —<br />
har giret den midlertidige tilladelse uden at anstille risse orerrejelser af, om der er udsigt<br />
til, at berillingen til sin tid ril blire meddelt. Til brug red dette skøn tilrejebringes de<br />
fornødne attester, ligesom man yderligere forlanger det for berillingens udfærdigelse til<br />
sin tid foreskrerne gebyr m. r. indbetalt. Der ses også anrendt den fremgangsmåde, at<br />
man i landdistrikterne indhenter en udtalelse fra sognerådet, erentuelt alene fra dettes<br />
formand. På basis af det således tilrejebragte skønner politiet orer, om det kan forsrares<br />
midlertidigt at tillade rirksomhedens fortsættelse. Det fremgår ikke klart af det tilrejebragte<br />
materiale, hror ansraret for rirksomhedens drift placeres. Medens man risse steder lader<br />
den nye ejer orertage driften på den tidligere ejers ansrar — formentlig sårel det juridiske<br />
ansrar efter berærterloren, som ansraret for afgifternes betaling — taler man andre<br />
steder kun om ansraret orerfor toldmyndighederne. Det forekommer, at tilladelse er giret<br />
mundtligt.<br />
Uanset hrorledes forholdet end er konstrueret, kan de anrendte fremgangsmåder<br />
ikke forenes med berærterlorens bestemmelser. At gire en klar tilladelse til fortsættelse ril<br />
rære i strid med berærterlorens § 5. Heller ikke dette at gire tilladelsen, således at ansraret<br />
i den ene eller den anden henseende påhriler forgængeren, stemmer med loren. Efter berærterlorens<br />
§ 6, stk. 1, skal retten til at drire berærtning og gæstgireri udøres af adkomsthareren<br />
selr, og betingelserne for at kunne ansætte efterfølgeren som bestyrer foreligger<br />
ikke. Såfremt den tidligere indeharer står som den ansrarlige leder, skal rirksomheden<br />
også drires i hans narn og for hans regning, og under forudsætning af, at dette er<br />
tilfældet, er der intet grundlag for at gire en midlertidig tilladelse til efterfølgeren.<br />
Praksis på det heromhandlede område, således som denne har udriklet sig —<br />
såridt kommissionen kan skønne i et ikke ringe antal politikredse — er ikke forenelig med<br />
berærterlorens bestemmelser. Bestemmelsen om, at rirksomheden ikke kan påbegyndes,<br />
forinden adkomstdokumentet foreligger, er udtryk for den ganske selrfølgelige betragtning,<br />
at der, da berærternæring anses som en særlig kralificeret næring, og da hrer enkelt<br />
adkomst er en berillingssag, bør gires berillingsmyndigheden lejlighed til at tage stilling<br />
til det enkelte andragende, før redkommende påbegynder næringen. Den omstændighed,<br />
at politiet girer ansøgeren en midlertidig tilladelse, i tillid til hrilken ansøgeren afholder<br />
måske store udgifter, ril ofte kunne rirke præjudicerende på sagens afgørelse. Berillingsmyndighederne<br />
bør stå frit, og ansøgeren kan på grund af berillingens nægtelse lide store<br />
tab, der ofte ikke ril kunne fås dækket af den næste efterfølger.<br />
Af principielle grunde må det anses for afgørende betænkeligt at forlade reglen<br />
i berærterlorens § 5, stk. 1. De uheldige rirkninger af, at berærter- og gæstgirerrirksomheder<br />
ofte handles hurtigt, må efter kommissionens opfattelse søges afbødet på anden måde.<br />
Det kan således, når talen er om byområder, tænkes, at køberen i forrejen har den<br />
fornødne adkomst til en anden rirksomhed i den pågældende kommune, og at han samtidig<br />
opgirer denne rirksomhed. I så fald kan han efter den gældende lor flytte adkomsten<br />
til den nye rirksomhed under de i lorens § 7, stk. 2, angirne forudsætninger. Efter kommissionens<br />
forslag, se side 42, ril der dog yderligere kræres tilladelse fra berillingsnærnet,<br />
ligesom adkomster meddelt af orerberillingsnærnet kun kan flyttes med dettes
40<br />
samtykke. I landkommuner kan flytning derimod alene finde sted under iagttagelse af<br />
de for erhrerrelse af berilling fastsatte forskrifter.<br />
Det ril endridere kunne forekomme — og dette gælder både by- og landkommuner<br />
— at ansøgeren allerede har en adkomst i samme kommune, og at han ønsker fortsat at<br />
kunne drire den gamle rirksomhed i forbindelse med den nye rirksomhed. I så fald kan<br />
politiet — i Københarn magistraten — for et tidsrum af indtil 6 måneder gire tilladelse<br />
til, at rirksomhederne drires samtidigt, jfr. berærterlorens § 8, stk. 2. Den af politiet i<br />
medfør af denne bestemmelse girne tilladelse kan efterfølges af en af handelsministeriet<br />
i medfør af paragraffens 1. stk. meddelt tilladelse.<br />
Efter foreliggende erfaringer blirer der tilbage en række tilfælde — flertallet kan<br />
nok ikke berigtiges på den foran angirne måde — hror der på grund af sen indgirelse af<br />
andragendet om adkomst blirer et tomrum mellem det red parternes orerenskomst aftalte<br />
tidspunkt for rirksomhedens orertagelse og tidspunktet for berillingens udfærdigelse.<br />
Kommissionen må imidlertid mene, at dette tomrum red rimelige foranstaltninger kan<br />
undgås. Man har det indtryk, at andragender om adkomst ikke altid indgires med den<br />
fornødne hurtighed. Endridere ril det formentlig rære muligt for berillingsmyndighederne<br />
i tilfælde af den omhandlede art at fremskynde sagernes behandling, således at disse,<br />
såfremt et møde ikke er umiddelbart forestående, og såfremt det ikke findes opportunt<br />
at indkalde til et møde, afgøres efter stedfunden cirkulation. I de politikredse, hror praksis<br />
ligger på linie med lorens bogstar, synes man fra berillingsmyndighedernes side at<br />
hare kunnet bidrage ræsentligt til at fremskynde sagernes behandling.<br />
Såfremt en hurtigere reaktion fra ansøgerens side og en muligt hurtigere ekspedition<br />
fra myndighedernes side ikke ril hare det foran anførte tomrums forsrinden<br />
til følge, må kommissionen mene, at parterne må ordne deres indbyrdes aftale derhen, at<br />
sælgeren i eget narn og for egen regning drirer rirksomheden, indtil det tidspunkt, hror<br />
køberen har erhrerret sin adkomst.<br />
For at erhrerrere af berærterrirksomheder, deres sagførere og kommissionærer<br />
kan hare klarhed orer lorens regel og incitament til at ordne berillingserhrerrelse orerensstemmende<br />
dermed, bør den i strid med loren i nogle politikredse rådende praksis med<br />
midlertidig tilladelse bringes til ophør. Kommissionen sJcal derfor henstille, at handelsministeriet<br />
gennem et cirkulære til politimestrene indskærper lorreglens indhold og orerholdelse.<br />
Den 3die gruppe af tilfælde er disse, at en berilling er udløbet, uden at berillingen<br />
er bleret fornyet. Berærterloren af 1924 indeholdt ingen bestemmelser herom, men i praksis<br />
fik berærtere stiltiende adgang til at fortsætte. Berærterloren af 1939 bestemmer<br />
herom, som foran nærnt, at politiet kan gire foreløbige tilladelser, såfremt andragende<br />
om fornyelse er rettidigt indgiret. Bag denne lorbestemmelse ligger et ønske om, at fornyelsesandragender<br />
indgires i rette tid, jfr. herred også cirkulære nr. 243 af 18. december<br />
1939, side 3, hrorefter der med henblik på, at dette sker, bør føres kontrolfortegnelse<br />
eller lign., således at man derred drager omsorg for, at berærtere og gæstgirere til enhrer<br />
tid er i besiddelse af fornøden adkomst. For den heromhandlede gruppes redkommende<br />
kunne der måske anføres grunde for at lempe på bestemmelsen, jfr. det i loren nedlagte<br />
princip: at ikke alle de betingelser, der kræres opfyldt for at erhrerre adkomst, kræres<br />
opfyldt for at få adkomst fornyet. Under hensyn til, at fornyelse også er et berillingsspørgsmål,<br />
og at en lempelse af berærterlorens regler på dette punkt ril kunne føre til ligegyldighed<br />
med hensyn til indgirelse af andragende om berillingens fornyelse, mener kommissionen<br />
imidlertid ikke at kunne anbefale, at de gældende regler ændres.
Flytning af adkomst.<br />
Københarns magistrat har foreslået, at de lokale berillingsmyndigheder i byområderne<br />
får hjemmel til at foreskrire, at berillingen alene kan udøres fra et bestemt angiret lokale,<br />
se herred den side 192 optrykte skrirelse. Der henrises til, at berillingsansøgere, der forgæres<br />
søger berilling til et nærmere angiret krarter, efter afslaget søger og opnår berilling<br />
til et andet krarter, og efter godkendelsen af nye lokaler i det førstnærnte krarter<br />
flytter dertil.<br />
Efter berærterlorens § 7 skal adkomst på berærter- eller gæstgirernæring knyttes<br />
til et bestemt lokale. I byområderne er — når bortses fra berillinger, der er meddelt af<br />
orerberillingsnærnet — flytning til andet lokale tilladt under forudsætning af, at lokalerne<br />
forinden indflytningen godkendes af politiet og sundhedsmyndighederne. På landet kan<br />
flytning ikke finde sted, medmindre amtsrådet meddeler samtykke til flytningen. Sådant<br />
samtykke kan kun gires i orerensstemmelse med de for meddelelse af berilling girne<br />
regler, dog at flyttetilladelsen forudsættes udfærdiget uden gebyr.<br />
Princippet i de nurærende regler har ræret gældende også i berærterlorene af<br />
1912 og 1924. I den af kommissionen af 1903 afgirne betænkning af 1907 siges der side<br />
121 i bemærkningerne til § 29 i det da udarbejdede forslag til berærterlor følgende:<br />
„Som alt antydet rirker forslaget hen til bedre lokaler dels red reglen om lokaleredtægter (§ 28),<br />
dels red på landet at orerlade lokalefordringerne til berillingsmyndighedens skøn, dels endelig i byerne<br />
red at lade nærnet red ralget mellem berillingsansøgerne også tage lokalehensyn. Af denne ordning følger,<br />
at flytning på landet kun kan ske med berillingsmyndighedens tilladelse. I byerne bør der derimod, når<br />
lokaleredtægterne orerholdes, rære flyttefrihed. Berærtningstrangen fordeler sig i byerne alt for rekslende<br />
til, at regulering er mulig; og desuden rille en sammenknytning af berillingen til et bestemt lokale foruden<br />
at bringe berærteren i afhængighed af husrærten tillige bringe grundejerinteresserne for stærkt i forgrunden.<br />
Hos enkelte af de særlig interesserede grundejere rille nemlig bestræbelserne for at bringe berærtningstallet<br />
ned sikkert komme til at møde nogen modstand".<br />
Disse betragtninger førte til bestemmelsen i § 5 i loren af 1912, jfr. reglen i § 5<br />
i loren af 1924, hrorefter flytning i byerne er tilladt, såfremt lokalerne godkendes. De to<br />
lore indeholdt for landkommunernes redkommende ikke tilsrarende regler. Der måtte<br />
således dér løses ny berilling. Under hensyn til, at det ofte er ønskeligt, at berærter- og<br />
gæstgirerrirksomhed på landet kun udøres i en bestemt ejendom i kommunen, f. eks. den<br />
stedlige gæstgirergård, fandt man det rigtigst at opretholde reglen, og man foreskrer,<br />
som foran nærnt, positirt, at der til flytning på landet udkræredes tilladelse af amtsrådet,<br />
og at en sådan tilladelse kun kunne gires under iagttagelse af de for udfærdigelse<br />
af nye berillinger gældende regler.<br />
Fra risse sider inden for kommissionen har man tilsluttet sig de af magistraten<br />
anførte synspunkter angående det uheldige i, at berillingsansøgere kan opnå at drire<br />
rirksomhed fra et forretningssted, som berillingsnærnet ikke anser den pågældende for<br />
kralificeret til at drire. Man har samtidig giret udtryk for, at det rel er betænkeligt at
42<br />
gire ejere af ejendomme, hrori der drires berærtning, en art monopolstilling, men at de<br />
nugældende bestemmelser på den anden side ikke kan anses for helt fyldestgørende. Det er<br />
anført, at der synes at rære rægtige grunde, der taler for bl. a. at søge at hindre en ophobning<br />
af berærtninger, og at det derfor er farligt at lade adgangen til at flytte en rirksomhed<br />
alene rære afhængig af, om de nye lokaler, hrad rumforholdene angår, er i tilfredsstillende<br />
stand.<br />
Fra anden side inden for kommissionen har der ræret stemning for at slutte sig<br />
til de betragtninger, der bler gjort gældende af kommissionen af 1903. Medens der er<br />
ganske bestemte hensyn, der fører til den for landdistrikterne gældende regel, ril det for<br />
byområdernes redkommende kunne rære betænkeligt i almindelighed at binde berillingers<br />
gyldighed til en bestemt ejendom. De tidligere lorbestemmelser på det pågældende område<br />
er udtryk for en gammel ret for indeharere af berærtningsrirksomheder til på grund<br />
af girne omstændigheders indtræden at flytte rirksomheden til en anden ejendom inden<br />
for byområdet, såfremt de lokaler, til hrilke der flyttes, kan godkendes af myndighederne.<br />
Motirerne til ønsket om en flytning kan rære mange, og spørgsmålet er, om der er grund<br />
til af hensyn til de forholdsris få odiøse tilfælde at gøre en naturlig begrundet flytning til<br />
et berillingsspørgsmål. Der er iørrigt i denne forbindelse henrist til, at det af magistraten<br />
rejste spørgsmål ikke bør få praktisk betydning, idet berilling kun bør gires kralificerede<br />
personer, og således, at de personer, der opnår berilling, stort set bør rære kralificerede til<br />
at drire rirksomhed oreralt inden for kommunens område. Fra denne side inden for<br />
kommissionen er man derfor af den opfattelse, at de tilfælde, hror en flytning ikke skønnes<br />
heldig på grund af indeharerens kralifikationer, og hror det således kan rære magtpåliggende,<br />
at redkommendes rirksomhed blirer bundet til stedet, eller snarere, at den<br />
pågældende ikke får fri mulighed for at flytte til risse krarterer, kan klares red en henrisning<br />
til orerberillingsnærnet, der i en række tilfælde for hele landet har imødekommet<br />
henrendelser om stedfæstelse af berillinger til en bestemt ejendom.<br />
Når kommissionen imidlertid alligerel er stemt for en ændring af flyttereglen i<br />
§ 7, skyldes det de betragtninger, for hrilke der er redegjort foran side 8-9, at hensynet<br />
til at undgå en sammenklumpning af restaurationer formentlig kun ril kunne tilgodeses,<br />
såfremt der ikke frit kan flyttes med rirksomhederne. Tendensen til ophobning af restaurationer<br />
ril næppe kunne hindres alene red sagernes henrisning til orerberillingsnærnets<br />
behandling. Kommissionen har i orerensstemmelse hermed stillet forslag om, at flytning i<br />
købstæderne til andet lokale af lokalt meddelte berillinger kun kan finde sted med berillingsnærnets<br />
samtykke. Man har derimod ikke anset det for nødrendigt på linie med reglerne<br />
i § 7, stk. 3, at foreslå, at flyttetilladelsen kun kan gires under iagttagelse af de for erhrerrelse<br />
af berilling fastsatte forskrifter.<br />
I tilslutning til den foranstående redegørelse redrørende adgangen til at flytte<br />
en berilling til et andet lokale inden for kommunen har man fundet det naturligt at henlede<br />
opmærksomheden på reglerne i lorens § 7, stk. 1, 2. pkt., hrorefter berærteradkomst<br />
uden ret til udskænkning af stærke drikke, når omstændighederne taler derfor, med politiets<br />
tilladelse kan knyttes til faste stadepladser under åben himmel. For så ridt angår<br />
berærteradkomster iørrigt, herunder adkomster med ret til udskænkning af stærke<br />
drikke, foreskrirer stk. 1,1. pkt., at adkomsten med enkelte undtagelser skal rære knyttet<br />
til et bestemt lokale, hrilket synes at forudsætte, at der i sådanne tilfælde skal foreligge<br />
egentlige serreringslokaler; herred udelukkes det ikke, at der tillige er mulighed<br />
for at serrere i fri luft (fortorsrestaurationer og lign.). Kommissionen har bragt i erfaring,<br />
at praksis flere steder er den, at det anses for tilstrækkeligt, at serreringen foregår
43<br />
fra køkkener, økonomirum og lign., idet rirksomheden i så fald menes at rære knyttet til<br />
et bestemt lokale. Kommissionen er af den opfattelse, at denne praksis ikke er i orerensstemmelse<br />
med lorens § 7, jfr. herred § 9, der forudsætter, at der forefindes egentlige<br />
berærtningslokaler. Kommissionen har ikke fundet anledning til at stille forslag om ændring<br />
af loren på det pågældende punkt, men anser det for rimeligt, at den fornærnte<br />
fortolkning af den pågældende bestemmelse understreges i et cirkulære.<br />
I forbindelse med drøftelserne af de under § 7 henhørende spørgsmål har man<br />
endelig ønsket at omtale en henstilling fra Københarns magistrat, se herred den side 194<br />
optrykte skrirelse, gående ud på, at der søges optaget en bestemmelse i berærterloren,<br />
der kan „forhindre omgåelse af loren i sådanne tilfælde, hror berillingsmyndighederne har<br />
frataget berillingshareren berillingen". Magistraten har underhånden tilføjet, at betragtningen<br />
også gælder sådanne situationer, hror berillingen ikke er bleret fornyet på grund<br />
af indeharerens dårlige drift af rirksomheden. Det er magistratens tanke, at ingen anden<br />
berillingsharer i sådanne tilfælde skal kunne flytte til den pågældende rirksomhed uden<br />
særlig tilladelse. Baggrunden for forslaget er, at man har set tilfælde, hror en stråmand<br />
har nyttet sin berilling, der rar gældende til en anden ejendom, til det pågældende sted,<br />
og hror den kasserede rært så blot har fortsat rirksomheden i ly af den nye formelle indeharers<br />
berilling.<br />
Hris den nye indeharer ikke har nogen berilling i forrejen, men søger en berilling<br />
til det pågældende sted, ril berillingsnærnet før berillingens meddelelse kunne sikre sig,<br />
at den nye indeharer ikke har nogen forbindelse med den gamle. Såfremt en berillingsharer<br />
nytter sin berilling til redkommende ejendom, ril denne sikkerhed også foreligge,<br />
såfremt kommissionens forslag til ændring af flyttebestemmelsen følges. Hris dette ikke<br />
blirer tilfældet, således at berillinger i købstadområderne fortsat ril kunne flyttes uden<br />
særlig tilladelse, må kommissionen understrege, at det efter berærterlorens § 6 er adkomsthareren,<br />
der skal udøre retten til at drire rirksomheden, og at det således allerede<br />
i kraft af de gældende regler ril rære stridende mod loren at drire rirksomhed red en<br />
stråmand. Berillingsnærnet kan endridere nægte at anerkende den gamle rært som bestyrer<br />
af rirksomheden. Der er endelig hjemmel i berærterloren til at hindre ham i at blire<br />
antaget som medhjælper i rirksomheden, se § 30, stk. 2, jfr. lor nr. 286 af 18. juni<br />
1951. Der synes således allerede i den gældende berærterlor at rære tilrejebragt sådanne<br />
sikkerhedsforanstaltninger, at et arrangement som det af magistraten fremdragne ril<br />
kunne hindres, selrom der selrsagt i det enkelte tilfælde ril kunne rære risse berisranskeligheder.<br />
Man må formentlig henrise til i sådanne tilfælde at søge fastslået red domstolene,<br />
at den pågældende på uretmæssig måde drirer eller medrirker red driften af rirksomheden.
Beføjelsen til at dispensere fra berærterlorens § 8.<br />
Efter bestemmelsen i berærterlorens § 8 må berærtere og gæstgirere ikke hare<br />
mere end eet fast forretningssted i samme kommune. Handelsministeren kan dog, såfremt<br />
den lokale berillingsmyndighed og kommunalbestyrelsen, i Københarn magistraten,<br />
anbefaler dette, i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen. Københarns magistrat<br />
har indstillet, at der søges tilrejebragt hjemmel for magistraten til at dispensere<br />
fra bestemmelsen i tilfælde, hror en rirksomhed ønskes dreret i tilslutning til en udpræget<br />
sæson forretning, jfr. den side 192-93 optrykte skrirelse. Som nærmere begrundelse herfor<br />
anføres det, at handelsministeriet ikke ses at hare modsat sig dispensationer, og at man<br />
red den foreslåede forenkling kan undgå en del korrespondance.<br />
Forraltningskommissionen af 1946 har i sin betænkning redrørende amtskontorernes<br />
forretningsområde, også forså ridt angår de af § 8 iørrigt omfattede tilfælde, rejst et tilsrarende<br />
spørgsmål, jfr. det side 200 optrykte bilag. Forraltningskommissionen har under<br />
hensyn til, at der i tidens løb er skabt en ret fast praksis, ikke anset det for betænkeligt<br />
at orerlade nærnte dispensationsadgang til de lokale berillingsmyndigheder, erentuelt<br />
efter nærmere af ministeriet girne retningslinier.<br />
I den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning angående berærterloren,<br />
se side 109, er optrykt en orersigt orer de af handelsministeriet i årene 1925—36 girne<br />
tilladelser til at drire berærterrirksomhed fra flere steder inden for samme kommune.<br />
Nærrærende kommission har ladet udarbejde en tilsrarende, orersigt for så ridt angår<br />
årene 1947—53. Opmærksomheden henledes red en erentuel sammenligning på, at der<br />
red berærterlorens § 8, stk. 2, nu er åbnet adgang for politiet til at dispensere fra bestemmelsen<br />
i tilfælde, hror en indeharer orertager en ny rirksomhed uden samtidig at afhænde<br />
den rirksomhed, han i øjeblikket drirer, og at følgelig den i den første rubrik i den af den<br />
tidligere kommission udarbejdede orersigt optagne kolonne, indeholdende de af ministeriet<br />
girne tilladelser til sådan midlertidig drift, ikke er medtaget i orersigten. Endridere<br />
gør man opmærksom på, at rirksomhed med forhandling fra fast stade af pølser,<br />
smørrebrød m. r. ikke længer udkrærer berærteradkomst, men derimod stadetilladelse<br />
i medfør af berærterlorens § 23, hrorfor heller ikke tilladelse til drift af sådan rirksomhed<br />
fra 2 forretningssteder er medtaget i efterfølgende orersigt.<br />
Som det ril ses, har der i året 1953 ræret tilsammen 14, 21 og 9 dispensationssager<br />
for så ridt angår henholdsris Københarn, købstæder m. r. og landdistrikter. Der<br />
er således kun tale om små tal; fordelt orer samtlige politikredse rille der efter omstående<br />
orersigt i hrer enkelt politikreds kun forekomme ganske få dispensationssager.<br />
Når henses hertil og til, at en § 8-tilladelse medregnes i berillingstallet, hrorfor efter<br />
praksis en orerskridelse heraf ril medføre sagens forelæggelse for orerberillingsnærnet<br />
— hrilket iørrigt også ril rære tilfældet, når orerberillingsnærnet har meddelt<br />
ansøgerens berilling, jfr. nærmere nedenfor — har man anset det for mindre hensigts-
45<br />
Orersigt orer de af handelsministeriet i årene 1947—53 girne tilladelser ti): at drire berærterrirksomhed<br />
fra flere steder inden for samme kommune (.berærterlorens § 8).
46<br />
mæssigt med henblik på opnåelsen af problematiske administratire fordele at tilsidesætte<br />
hensynet til en ensartet praksis red at søge dispensationsbeføjeisen lagt ud til de lokale<br />
myndigheder. Endelig må man heller ikke se bort fra, at en adgang til kontrol med koncerndannelser<br />
synes at tilsige, at dispensationsbef øjeisen er placeret centralt. Kommissionens<br />
flertal har i orerensstemmelse hermed ikke ønsket at stille forslag om ændring af de<br />
gældende regler. Et mindretal (Mellerup og Reinhard) har derimod giret tilslutning til det<br />
af magistraten stillede forslag, dog således, at dispensationsadgangen orerlades berillingsnærnet,<br />
og at dette kun ril kunne dispensere i det omfang, reglerne i § 13, jfr. § 8,<br />
stk. 4, tillader dette.<br />
I forbindelse med drøftelserne angående § 8 har orerberillingsnærnet henledt opmærksomheden<br />
få, at berilling til berærtning og gæstgireri bl. a. i de i § 21, stk. 2 e, f og h<br />
nærnte tilfælde, jfr. bestemmelsen i stk. 3, kun kan gires eller fornyes af orerberillingsnærnet, og<br />
at der er forekommet tilfælde, hror der i medfør af § 8 er giret berærtere eller gæstgirere<br />
med en lokalt meddelt berilling dispensation til tillige at drire berærtning i f. eks. et<br />
etablissement tilhørende staten eller en kommune. Orerberillingsnærnet har henrist til,<br />
at det, selr om ministeriet måtte høre orerberillingsnærnet i sager af den pågældende<br />
art, må anses for trirlsomt, om loren afgirer fornøden hjemmel for en sådan dispensation.<br />
Kommissionen er enig med orerberillingsnærnet i, at loren næppe har haft situationer<br />
af den omhandlede art for øje. Man er samtidig bekendt med, at ministeriet er<br />
indstillet på at forelægge orerberillingsnærnet de sager til udtalelse, som red normal<br />
berillingsudstedelse rille henhøre under orerberillingsnærnets ressort. Da man imidlertid<br />
kan tiltræde, at lorordene ikke udtrykkelig påbyder sådan forelæggelse, men samtidig<br />
ikke ser nogen grund til at unddrage orerberillingsnærnet indflydelse på disse sagers<br />
afgørelse, har man stillet forslag til ændring af de nugældende bestemmelser på dette punkt.
Forening af berærter- eller gæstgirerrirksomhed med anden næring.<br />
Forraltningskommissionen af 1946 har i sin betænkning redrørende amtskontorernes<br />
forretningsområde ud fra tilsrarende betragtninger som anført foran side 44<br />
henstillet, at bestemmelserne i berærterlorens § 11, hrorefter ministeren under risse forhold<br />
kan meddele tilladelse til, at berærter- og gæstgirernæring med ret til udskænkning<br />
af stærke drikke drires i forbindelse med anden næring, søges ændret, således at det<br />
orerlades til de lokale berillingsmyndigheder selr at træffe afgørelse i forekommende dispensationssager.<br />
Til belysning af spørgsmålets omfang henrises til nedenstående orersigt:<br />
1948<br />
1949<br />
1950<br />
1951<br />
1952<br />
1953<br />
Handelsministeriets tilladelser i henhold til berærter! oren s § 11 til at forene adkomst til berærtning<br />
eller gæstgireri med ret til udskænkning af stærke drikke med anden næringsadkomst.<br />
Antal<br />
tilladelser<br />
7<br />
8<br />
8<br />
8<br />
8<br />
6<br />
Berærtning<br />
5<br />
5<br />
5<br />
5<br />
4<br />
3<br />
Gæstgireri<br />
1<br />
Berærtning<br />
og<br />
gæstgireri<br />
2<br />
3<br />
3<br />
3<br />
4<br />
2<br />
Ingen<br />
hjemmel<br />
5<br />
1<br />
3<br />
1<br />
1<br />
3<br />
Afslag<br />
Allerede i berærterloren af 1912 fandtes reglen, om, at der kun kunne gires tilladelse<br />
til den forannærnte forening af næringsadkomster, hror en sådan forening rar nødrendig<br />
for at fortsætte en bestående rirksomhed. I berærterloren af 1924 bler denne<br />
regel skærpet, idet det for dispensation endridere rar en betingelse, at den pågældende rirksomhed<br />
skønnedes ønskelig af særlige grunde, og denne regel er bibeholdt i berærterloren<br />
af 1939. Bag den sidste tilføjelse lå den betragtning, at den omstændighed, at en berærtereller<br />
gæstgirerrirksomhed ikke kunne ernære sin mand, som regel, narnlig i byerne, rar<br />
et tegn på, at der ikke rar trang til dens fortsættelse. I sådanne tilfælde skønnedes det<br />
sjældent heldigt at forlænge rirksomhedens tilrærelse red gennem en tilladelse at lade en<br />
anden rirksomhed bidrage til dens opretholdelse. De opstillede betingelser for at dispensere<br />
efter § 11 er strenge, og det må anses for uhensigtsmæssigt, om praksis på det her foreliggende<br />
område blirer uensartet i de forskellige politikredse. Da det endridere fortsat<br />
må tilstræbes, at berærter- og gæstgirerrirksomheder ikke drires i forbindelse med anden<br />
næring, hrorred en uønskelig sammenblanding af rirksomheder kan finde sted, og<br />
da de forekommende tilfælde, som foranstående orersigt girer udtryk for, er af så be-<br />
1<br />
3<br />
1
48<br />
skedent omfang, at en decentralisation ikke synes at gire større fordel, synes det naturligt<br />
fortsat at 'placere dispensationsbef øjeisen hos ministeren.<br />
Efter § 11, stk. 3, kan berærter- eller gæstgirernæring med ret til udskænkning<br />
af stærke drikke med de i bestemmelsens 2. punktum nærnte undtagelser ikke drires i<br />
lokaler, som står i direkte forbindelse med lokaler, i hrilke anden næring udøres. Kommissionens<br />
opmærksomhed er henledt på, at der i risse stormagasiner drires restaurationsrirksomhed<br />
med udskænkning af stærke drikke. Efter det oplyste drires restaurationsrirksomheden<br />
ikke af redkommende stormagasins indeharer, hrilket også rille rære uforeneligt med<br />
paragraffens 1. stk., men af særlige selskaber, erentuelt af en forpagter. Kommissionen står<br />
noget trirlende orerfor, om sådanne berillingsforhold er helt stemmende med lorens<br />
bestemmelser. Til forsrar for den skete berillingsudstedelse er anført, at § 11, stk. 3, kun<br />
kan antages at tage sigte på sådanne tilfælde, hror de pågældende næringer drires af den<br />
samme indeharer. Det er et spørgsmål, om denne fortolkning kan holde. § 11, stk. 1,<br />
indeholder et forbud mod forening af de af dette stykke omfattede næringer. § 11, stk. 3,<br />
siger yderligere, at næringerne, hris der er meddelt dispensation, må drires i adskilte<br />
lokaler, fra hrilken bestemmelse man undtager de i stk. 3, 2. punktum, nærnte tilfælde.<br />
Men herudorer synes stk. 3 at indeholde den regel, at berærtning og gæstgireri med den<br />
nærnte udskænkningsret ikke må drires i lokaler, hror en anden næringsrirksomhed<br />
foregår, selr om denne anden næring ikke drires af restaurationens indeharer, et synspunkt,<br />
der iørrigt er anerkendt red bestemmelsen i § 3 i lor nr. 69 af 28. februar 1950 om<br />
handelsrejsendes udstilling af deres prørekollektioner i berærtninger og gæstgirerier.<br />
Kommissionen må finde, at den bag § 11, stk. 1, liggende motirering: at det i<br />
princippet er uheldigt og ikke nødrendigt at åbne adgang til samtidig drift af restaurationsrirksomhed<br />
med udskænkning af stærke drikke og anden næringsrirksomhed, fremdeles<br />
er tungtrejende. Når talen er om stormagasiner, hror kunder kan tilbringe lang tid<br />
med indkøb i magasinets mange afdelinger, synes forholdet dog at rære et andet, og man finder<br />
det derfor ønskeligt, at der ikke lægges hindringer i rejen for oprettelse af restaurationsrirksomheder,<br />
når sådan berærtningsrirJcsomhed kan anses som et naturligt led i betjeningen<br />
af kunderne. En tilladelse til en sådan forening måtte erentuelt kunne betinges af, at<br />
den pågældende restaurationsrirksomhed kun bler holdt åben i den for butikker gældende<br />
åbningstid. Man anser det imidlertid for rigtigt, at der ikke hersker trirl om det retlige<br />
grundlag for den praksis, der har udriklet sig, og har derfor stillet et ændringsforslag<br />
til § 11.
Købstadregler.<br />
I henhold til bestemmelsen i berærterlorens § 12 kan ministeren for handel, industri<br />
og søfart, når bebyggelsesforholdene i en landkommune eller en del af en sådan gør de for<br />
landet gældende regler om berærtning og gæstgireri samt om handel med stærke drikke<br />
uhensigtsmæssige, og det pågældende område har mindst 1200 indbyggere, bestemme, at de<br />
1 berærterloren om forholdene i købstæderne gældende bestemmelser skal komme til anrendelse<br />
på området, dog at det er en forudsætning for ministerens bestemmelse i så henseende,<br />
at kommunalbestyrelsen gør indstilling herom, ligesom amtsrådets erklæring skal foreligge.<br />
Denne bestemmelse er i orerensstemmelse med det af kommissionen af 1934 stillede forslag,<br />
der i princippet lå på linie med den dertil srarende bestemmelse i § 9 i lorene af 1912 og<br />
1924. Under den forrige kommissions behandling af spørgsmålet harde enkelte medlemmer<br />
ønsket, at bestemmelsen om, at købstadregler kun kunne indføres, når der i redkommende<br />
distrikt rar 1 200 indbyggere, udgik, ligesom de pågældende endridere anså det<br />
for rigtigst, at rælgerne i redkommende distrikt skulle kunne forlange foretaget en kommuneafstemning<br />
inden for distriktet redrørende spørgsmålet. Da der rar opnået enighed<br />
om størstedelen af de ørrige bestemmelser akkriescerede man imidlertid red, at disse<br />
særforslag udgik. Under sagens behandling på rigsdagen bler der påny rejst spørgsmål om<br />
adgang til kommuneafstemning inden for distriktet, men således, at en trediedel af sognerådets<br />
medlemmer kunne forlange en sådan afstemning foretaget. Fra anden side anså man<br />
det for mere rimeligt, at afstemningen foretoges i hele kommunen. Det sidstnærnte synspunkt<br />
sejrede, og adgang til at krære afstemning afholdt kom til at stå åben dels for en<br />
trediedel af sognerådets medlemmer, dels for 35 pct. af rælgerne i kommunen.<br />
Fællesorganisationen af landkommuner med bymæssig bebyggelse har til handelsministeriet<br />
indsendt de side 202—03 optrykte skrirelser, hrori det henstilles, at bestemmelsen<br />
i berærterlorens § 12 ændres. Ønsket går ud på at skabe lorhjemmel for, at de for<br />
købstæder gældende berærterregler bringes til anrendelse i sognekommuner med mindst<br />
2 000 indbyggere, når mindst 1 500 af disse bor i bymasssig bebyggelse. Kommissionen har<br />
forelagt dette spørgsmål for samtlige amter, og på grundlag af de fra disse omkring 1. januar<br />
1948 modtagne oplysninger er opstillet omstående orersigt. Spørgsmålet har endelig ræret<br />
forelagt Amtsrådsforeningen for Danmark, De samrirkende Sognerådsforeninger i Danmark<br />
samt Foreningen af Politimestre i Danmark, hris udtalelser er optrykt som bilag<br />
side 204—06.
Amt<br />
Københarns<br />
Frederiksborg<br />
Holbæk<br />
Orersigt orer landkommuner på mindst 2000 indbyggere, hroraf mindst 1500 bor i bymæssig bebyggelse,<br />
bortset fira steder, hror købstadregler er indført.<br />
Kommunens narn<br />
Ballerup-Maalør<br />
Dragør<br />
Gladsakse 1 )<br />
Glostrup 2 )<br />
Herler<br />
Hridorre<br />
Høje-Taastrup<br />
Lyngby-Taarbæk 3 )<br />
Rødorre 4 )<br />
Søllerød 5 )<br />
Taarnby<br />
Asminderød-Grønholt<br />
Birkerød<br />
Fredensborg slotssogn<br />
Helsinge-Valby<br />
Hørsholm<br />
Lillerød<br />
Søborg-Gilleleje<br />
Tikøb<br />
Torup<br />
Hjembæk-Srinninge og<br />
Jyderup kommuner<br />
Indbyggertal<br />
5 242<br />
2 149<br />
27 946<br />
10 082<br />
3 869<br />
14 208<br />
7 674<br />
34 531<br />
14 780<br />
13 968<br />
14 599<br />
6 871<br />
7 092<br />
5 136<br />
3 322<br />
7 498<br />
2 240<br />
3 113<br />
10 669<br />
3 962<br />
2 650<br />
heraf i<br />
bymæssig bebyggelse<br />
Ballerup 2 949<br />
2 149<br />
27 946<br />
Glostrup by 8 361<br />
Herler by 3 311<br />
14 208<br />
( Taastrup st. 4 351<br />
t Hedehusene ' 1676<br />
34 531<br />
14 780<br />
i Holte 7 31 ]<br />
\ Nærum 1 742<br />
i GI. Taarnby 5 879<br />
Taarnby rillaby 2 269<br />
( Kastrup 5 343<br />
Fredensborg 2 614<br />
7 092<br />
5 136<br />
1646<br />
7 498<br />
Lillerød stationsby 2 002<br />
Gilleleje 1890<br />
j Espergærde 2 395<br />
} Snekkersten 1 673<br />
Hundested og Lynæs 2 521<br />
Jyderup stationsby 2 527<br />
1 )- 2 )- 3 )- 4 )- 6 ) I disse fem kommuner er der senere indført købstadregler.<br />
Afholdte<br />
kommuneafstemninger.<br />
•<br />
Amtets bemærkninger<br />
De pågældende kommuner ønsker, med<br />
undtagelse af Helsinge-Valby, købstadregler.<br />
O
Sorø<br />
Præstø<br />
Odense<br />
Amt<br />
Srendborg<br />
Hjørring<br />
Thisted<br />
Aalborg<br />
Viborg<br />
Kommunens narn<br />
Herlufsholm<br />
Slagelse, St. Peder landsogn<br />
Sorø landdistrikt<br />
Fakse<br />
Hylleholt<br />
Dalum<br />
Paarup<br />
Tommerup<br />
Ringe<br />
Horne-Asdal<br />
Børglum-Furreby<br />
Vraa-Em<br />
Hurup<br />
Fjerritsler<br />
Vesterrig-Agger<br />
Nr. Tranders<br />
Sundby-Hrorup<br />
Langaa-Torup-Sdr. Vinge.<br />
Bjerring-Mammen<br />
Hjermind-Lee-Hjorthede . .<br />
Sahl-Guler<br />
Indbyggertal<br />
5 337<br />
2 393<br />
2 237<br />
3 615<br />
2 400<br />
6 186<br />
2 668<br />
2 722<br />
4 223<br />
3 693<br />
3 468<br />
3 036<br />
2 168<br />
2 490<br />
4 487<br />
12 603<br />
8 105<br />
2 983<br />
181<br />
1404<br />
752<br />
heraf i<br />
bymæssig bebyggelse<br />
Forstadsbebyggelse 4 085<br />
2 393<br />
2 237<br />
Fakse by 1 924<br />
Fakse Ladeplads 1 612<br />
ca. 5 000<br />
ca. 1600<br />
ca. 2 000<br />
2 290<br />
Hirtshals stationsby 2 133<br />
Løkken 1 765<br />
Vraa 1 736<br />
1730<br />
1811<br />
Thyborøn 1 541<br />
9 945<br />
7 418<br />
Langaa 1830<br />
Bjerringbro 2 237<br />
Afholdte<br />
kommuneafstemninger<br />
Der har ræret afholdt kommuneafstemning<br />
i Sindal, hror<br />
købstadregler redtoges.<br />
Kommuneafstemning afholdt i<br />
Hurup 1944<br />
For købstadregler: 432<br />
Mod — 533<br />
Amtets bemærkninger<br />
Amtsrådet har redtaget at udtale, at<br />
man ikke ønsker ændringer i berærterloren<br />
på dette område.<br />
Amtsrådet har intet at erindre mod den<br />
foreslåede ændring af berærterloren.<br />
Amtet finder det naturligt, at købstadregler<br />
bringes til anrendelse på de omhandlede<br />
kommuner, hris omstændighederne<br />
taler derfor.<br />
Amtet finder ikke, at der er anledning til<br />
at ændre berærterlorens regler på dette<br />
område.<br />
Amtet finder intet at erindre imod en<br />
ændring af loren som foreslået af fællesorganisationen.
Randers<br />
Amt<br />
Ringkøbing<br />
Århus<br />
Ribe<br />
Kommunens narn<br />
Dronningborg<br />
Hornslet<br />
Kristrup<br />
Vorup .<br />
Skjern<br />
Egrad-Tarm<br />
Sahl<br />
Ikast<br />
Aaby<br />
Brabrand-Aarsler<br />
Hasle-Skeiby-Lisbjerg<br />
Holme-Tranbjerg<br />
Odder<br />
Viby<br />
Vejlby-Risskor<br />
Brørup<br />
Grindsted<br />
Nordby<br />
Vejen<br />
Ølgod<br />
Indbyggertal<br />
2 020<br />
2 433<br />
3 682<br />
4 217<br />
4 375<br />
2 173<br />
2 899<br />
5 867<br />
8 292<br />
3 568<br />
2 906<br />
5 391<br />
6 407<br />
8 750<br />
7 595<br />
2 875<br />
4 852<br />
2 634<br />
4 619<br />
4 300<br />
heraf i<br />
bymæssig bebyggelse<br />
2 020<br />
1500<br />
2 914<br />
4 100<br />
3 636<br />
Tarm 1 796<br />
1629<br />
3 600<br />
8 279<br />
2 315<br />
1763<br />
4411<br />
4 995<br />
8 386<br />
7 595<br />
1650<br />
3 046<br />
1 805<br />
3 664<br />
1900<br />
Afholdte<br />
kommuneafstemninger<br />
Kommuneafstemning har ræret<br />
afholdt i Ølgod og Grindsted<br />
med flertal mod købstadregler.<br />
Amtets bemærkninger<br />
Amtet har forelagt forslaget for de enkelte<br />
kommuner, hror stillingen rar følgende:<br />
i Skjern sogneråd har der ræret<br />
afholdt afstemning om forslaget,<br />
red hrilken afstemning stemmerne stod<br />
lige. De ørrige kommuner ønskede<br />
de nugældende regler bibeholdt.<br />
Amtsråd og amt har intet at indrende<br />
mod fællesorganisationens forslag.
Vejle<br />
Amt<br />
Hadersler<br />
Tønder<br />
Aabenraa-<br />
Sønderborg<br />
Gire<br />
Horer<br />
Vinding<br />
Toftlund<br />
Gram<br />
Rødding<br />
Skærbæk<br />
Graasten<br />
Bor<br />
Kommunens narn<br />
Indbyggertal<br />
3 877<br />
2 989<br />
3 132<br />
2 453<br />
3 088<br />
2 333<br />
2 574<br />
2 657<br />
4 589<br />
heraf i<br />
bymæssig bebyggelse<br />
1585<br />
2 403<br />
2 480<br />
1585<br />
1588<br />
1520<br />
1658<br />
2 282<br />
1762<br />
Afholdte<br />
kommuneafstemninger<br />
I Maribo amt, Skanderborg amt og på Bornholm findes ingen kommuner af den omhandlede art.<br />
*<br />
Amtets bemærkninger<br />
Gire sogneråd har udtalt sig imod, medens<br />
Horer og Vinding sogneråd har<br />
udtalt sig for købstadregler. Efter amtets<br />
mening er fællesorganisationens<br />
forslag betænkeligt, idet det ril få en<br />
dybtgående indrirkning på den resterende<br />
del af kommunen til skade for en<br />
harmonisk udrikling. Den nugældende<br />
berærterlors regler indeholder efter amtets<br />
mening en rærdifuld kautel for, at<br />
alle hensyn tages i betragtning.<br />
Amtsrådet finder ikke, at der er anledning<br />
til at ændre de nugældende regler.
54<br />
Der er allerede indført købstadregler i 18*) landdistrikter, se orersigten nedenfor<br />
side 60. Det ril af foranstående orersigt ses, at 74 bymæssige bebyggelser, bortset fra områder,<br />
der allerede har købstadregler, har et indbyggertal på mere end 1 500 personer,<br />
samtidig med at hele kommunen har et indbyggertal på mindst 2 000. Der har i henhold<br />
til den gældende berærterlor ræret afholdt 4 kommuneafstemninger, hroraf 3 har ræret<br />
imod og 1 for indførelse af købstadregler.<br />
Før man går nærmere ind på en prørelse af det af fællesorganisationen stillede forslag,<br />
ril det rære naturligt at gøre nogle bemærkninger om betydningen af, at købstadregler<br />
indføres i et landdistrikt. I landdistrikterne er det amtsrådene, der meddeler berillingerne.<br />
Forudsætningen for, at berilling kan gires, er, at kommunalbestyrelsen indstiller berillingen.<br />
Der er endridere adgang for sognerådet eller kommunens beboere til at krære kommuneafstemning<br />
afholdt om det pågældende berillingsspørgsmål, både hris sognerådet indstiller<br />
berillingen, og hris det nægter at indstille en sådan. I tilfælde af uenighed mellem<br />
amtsråd og sogneråd afgøres sagen red ansøgninger om gæstgirerberillinger endeligt<br />
af handelsministeren, medens der red amtsrådets nægtelse af berærterberillinger er<br />
adgang til indankning for handelsministeren. I købstæderne meddeles berillingerne<br />
af et berillingsnærn, som består af borgmesteren som formand, politimesteren og 4 af<br />
kommunalbestyrelsen ralgte medlemmer. Berillingsnærnets afgørelse kan ikke indankes,<br />
og der er ikke adgang til afholdelse af kommuneafstemning. For byområderne er der fremdeles<br />
i en for hrer enkelt købstad godkendt berærterredtægt fastsat et bestemt maksimum<br />
for antallet af berærterberillinger. For landdistrikternes redkommende er der ingen bestemmelser<br />
i så henseende. I byerne meddeles gæstgireradkomst som næringsbrer**), medens<br />
meddelelse af gæstgireradkomst i landdistrikterne er et berillingsspørgsmål. Med hensyn til<br />
adgang til handel med stærke drikke er forholdet det, at det i byerne er frit tilladt at løse<br />
adkomst på handelsnæring og dernæst med henblik på afgiftsberigtigelse at foretage anmeldelse<br />
om at rille forhandle stærke drikke. I landdistrikterne kan købmænd og brugsforeninger<br />
alene sælge stærke drikke med sognerådets tilladelse. Denne gires for 8 år ad<br />
gangen og knyttes til et bestemt lokale. Det ril heraf ses, at der er stor interesse knyttet<br />
til købstadreglers indførelse i et landdistrikt.<br />
Det af fællesorganisationen rejste spørgsmål har genopliret den diskussion, der<br />
førtes i kommissionen af 1934 og fortsattes i rigsdagsudralget under behandlingen af den<br />
nugældende lorbestemmelse. Et mindretal (Ernst, Mellerup, Vilh. Nielsen, Nørgaard, Reinhard<br />
og Østerberg) har anført, at de i henrendelsen omtalte bymæssige områder med<br />
mindst 1 500 indbyggere er at ligestille med mindre købstæder, og at det ikke er rimeligt,<br />
at oplandets befolkning gennem en kommuneafstemning kan forhindre det pågældende<br />
bysamfund i at indføre de rene og klare linier for udskænkning og salg af stærke<br />
drikke, som mindretallet anser for det rigtigste og det sundeste. Fra denne side anser<br />
man det således for naturligt, at de for købstæder gældende regler uden ridere kommer<br />
til at gælde for de pågældende områder, og at det, hris kommuneafstemningsadgangen<br />
opretholdes, i hrert fald bør orerlades til distriktets beboere at træffe bestemmelse om<br />
spørgsmålet. Det er endridere anført, at § 12 åbner adgang til at indføre købstadregler i<br />
et landdistrikt med den begrundelse, at de for landkommuner gældende regler, herunder<br />
kommuneafstemningsreglerne, er uhensigtsmæssige, og at det derfor forekommer mindre<br />
forståeligt, at man i paragraffens 2. stk. opretholder den adgang til kommuneafstemning,<br />
*) Se dog noten side 60.<br />
**) Om kommissionens forslag til en ændring af denne regel se side 21.
55<br />
som er anset for uhensigtsmæssig. Mindretallet foreslår derfor den af fællesorganisationen<br />
ønskede lorændring gennemført, samt at en erentuel adgang til afstemning om indførelse<br />
af købstadregler begrænses til det pågældende distrikt. Kommissionens ørrige medlemmer<br />
henriser til den store forskel i berærterlorsmæssig henseende mellem by- og<br />
landregler og anfører, at det ril bryde med lorens princip uden ridere at gøre berærterlorens<br />
købstadregler anrendelige i landkommuner, selr om der i sognet forefindes et bymæssigt<br />
bebygget område, at spørgsmålet om indførelse af sådanne regler ikke alene<br />
har betydning for distriktets rælgere, men i høj grad tillige for de i sognet uden for den<br />
bymæssige del boende rælgere, og at man derfor hrerken kan tilslutte sig forslaget om,<br />
at købstadregler uden ridere skal kunne finde anrendelse i de pågældende områder, eller<br />
forslaget om at begrænse afstemningsmulighederne til distriktet.<br />
Kommissionens flertal ser rel, at der kan forekomme tilfælde, hror distrikter af den<br />
omhandlede art kan hare en sådan bymæssig karakter, at der ikke synes at rære grund til at<br />
undergire distriktet andre berærterregler end de for købstæder gældende. Den nurærende<br />
ordning er imidlertid som nærnt istandbragt for forholdsris kort tid siden efter megen drøftelse<br />
først i kommissionen af 1934, senere på rigsdagen. Bestemmelserne om købstadreglers<br />
anrendelse på landdistrikter er ligesom andre centrale områder inden for berærterlorgirningen<br />
kommet i stand som kompromis mellem forskellige anskuelser. Under de således<br />
foreliggende forhold har kommissionens flertal ikke ment at kunne anbefale, at der foretages<br />
ændringer på det pågældende punkt. Man henholder sig til den gældende lor, hrorefter<br />
det som nærnt er orerladt til sognet at bestemme, om man ril beholde landreglerne<br />
eller gå ridere og foreslå købstadregler indført i det pågældende distrikt.
Antallet af berillinger.<br />
Under gennemgangen af berærterlorens bestemmelser har kommissionen fundet<br />
det naturligt at se nærmere på, om lorens bestemmelser om antallet af berærterberillinger er<br />
tidssrarende.<br />
Når lorgirningsmagten har anset det for nødrendigt at begrænse tilgangen til<br />
berærternæringen, skyldes det i første række ønsket om derred at formindske de farer<br />
for moral og ædruelighed, som udskænkning af alkoholhol dige drikke kan rumme. Dette<br />
fremgår af motirerne til det forslag til en berærterlor, som kommissionen af 1903 fremsatte<br />
i sin i 1907 afgirne betænkning, og kommissionen af 1914 anslår i sin betænkning af 1918<br />
de samme strenge. Det gælder om, hedder det her, at opnå sikkerhed for, at de forhold,<br />
under hrilke berærtninger drires, „er forsrarlige og ikke rirker nedbrydende og demoraliserende".<br />
Som middel hertil peges der bl. a. på en „passende antalsbegrænsning". Ved<br />
rerisionen i 1924 af den første berærterlor af 1912 gik man da også i så henseende et skridt<br />
ridere, end man harde gjort, da denne lor udformedes. Der måtte nu i købstæderne højst<br />
meddeles 1 berilling med ret til udskænkning af stærke drikke for hrer 450 indbyggere, hror<br />
loren af 1912 harde åbnet adgang til at gå op til 1 for hrer 350 indbyggere (i begge tilfælde<br />
at forstå således, at et „restantal" efter folketallets dirision med henholdsris 350 og 450<br />
ikke kom i betragtning). Ved lorrerisionen i 1939 beraredes den førstnærnte antalsgrænse<br />
for de mindre byers redkommende, herunder de landkommuner, hror der i<br />
henhold til § 12 er indført købstadregler, medens det bestemtes, at der i byer med<br />
10 000 indbyggere og derorer højst måtte rære 1 berilling af den angirne art for hrer 550<br />
indbyggere. I de to sidste lore har der dog ræret adgang til, hror særlige omstændigheder<br />
taler derfor, at sætte berillingsantallet noget højere end bestemt red de angirne forholdstal.<br />
Forholdene fastlægges i en af redkommende kommune udfærdiget, af handelsministeriet<br />
stadfæstet redtægt. For antallet af afholdsberillinger har loren ikke angiret<br />
noget maksimumstal, og gæstgireriadkomster, der i købstadområder gires som næringsbrere,<br />
omfattes ikke af bestemmelsen. For gæstgireriadkomster kan der således ikke<br />
foreskrires nogen begrænsning. Det er alene de lokale berillingsnærn, der er bundet af<br />
det i redtægten foreskrerne antal. Orerberillingsnærnet kan under de i § 21, jfr. § 4,<br />
angirne betingelser meddele berilling ud orer maksimumstal]et. For landkommunernes<br />
redkommende er der ikke på forhånd foreskreret nogen begrænsning. Det er her orerladt<br />
til berillingsmyndighederne at skønne orer, hror stort et antal berillinger, man ril<br />
tillade i kommunen, herunder også gæstgireriadkomster, der i landkommuner meddeles<br />
som berillinger.<br />
Til belysning af de i forbindelse med § 13 stående spørgsmål henrises til nedenstående<br />
orersigter. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse også på den af kommissionen<br />
af 1934 udarbejdede materialesamling: „Bidrag til belysning af alkoholproblemet<br />
i Danmark" -2. del, side 8 ff.
57<br />
Tabel 1. Antal berærterberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke i byerne samt<br />
Københarn<br />
Frederiksberg ....<br />
Gentofte<br />
Aarhus<br />
Odense<br />
Aalborg .<br />
Esbjerg<br />
Randers. .<br />
Horsens<br />
Kolding<br />
Vejle<br />
Roskilde. .<br />
Fredericia<br />
Srendborg<br />
Viborg ..<br />
Prorinsbyer<br />
ialt på øerne ....<br />
Prorinsbyer<br />
ialt i Jylland....<br />
Prorinsbyer ialt ..<br />
Samtlige byer ....<br />
1952<br />
1 130<br />
145<br />
32<br />
148<br />
125<br />
93<br />
33<br />
57<br />
41<br />
33<br />
39<br />
27<br />
31<br />
38<br />
25<br />
671<br />
912<br />
1583<br />
2 890<br />
antal indbyggere pr. berilling.<br />
Antal berillinger 1 )<br />
1951<br />
1 149<br />
146<br />
33<br />
149<br />
125<br />
95<br />
33<br />
58<br />
41<br />
36<br />
38<br />
27<br />
32<br />
37<br />
26<br />
679<br />
897 2 )<br />
1 576 2 )<br />
2 904 2 )<br />
1935<br />
1 164<br />
135<br />
26<br />
127<br />
105<br />
78<br />
34<br />
58<br />
41<br />
38<br />
41<br />
26<br />
30<br />
36<br />
28<br />
681<br />
917<br />
1598<br />
2 923<br />
a ) I tallene er indbefattet de deponerede berillinger.<br />
2 ) Bortset fra de fem sønderjydske flækker.<br />
1925<br />
1 134<br />
154<br />
23<br />
133<br />
102<br />
78<br />
33<br />
75<br />
52<br />
48<br />
45<br />
25<br />
37<br />
31<br />
28<br />
740<br />
1077<br />
1817<br />
3 128<br />
1952<br />
Antal indbyggere pr. berilling<br />
673<br />
809<br />
2 753<br />
799<br />
824<br />
870<br />
1491<br />
719<br />
881<br />
964<br />
773<br />
1013<br />
860<br />
612<br />
887<br />
650<br />
799<br />
735<br />
737<br />
1951<br />
665<br />
808<br />
2 671<br />
784<br />
819<br />
844<br />
1478<br />
701<br />
878<br />
875<br />
785<br />
991<br />
825<br />
624<br />
840<br />
635<br />
787 2 )<br />
721 2 )<br />
730 2 )<br />
1935<br />
572<br />
838<br />
2 453<br />
716<br />
725<br />
617<br />
903<br />
522<br />
728<br />
619<br />
594<br />
619<br />
715<br />
532<br />
619<br />
494<br />
577<br />
541<br />
584<br />
1925<br />
518<br />
677<br />
1745<br />
573<br />
523<br />
549<br />
731<br />
358<br />
541<br />
499<br />
349<br />
542<br />
499<br />
465<br />
548<br />
396<br />
425<br />
413<br />
474
58<br />
i betragtning, at der udenfor købstadområderne er oprokset folkerige forstadsbebyggelser,<br />
hror indbyggerantallet pr. berilling formentlig er større end i de respektire købstæder<br />
selr.<br />
Tabel 2. Vedtægtsmæssigt og faktisk antal berærterberillinger med ret til udskænkning af<br />
stærke drikke i byerne.<br />
*) En sådan angirelse er udtryk for, at der rar 1 berilling for 591 indbyggere.
61<br />
bler stadfæstet for den periode, der udløber med udgangen af året 1955. Den officielle<br />
tælling fra 1945 ses dog kun at hare interesse i de tilfælde, hror berillingstallet i redkommende<br />
berærterredtægt måtte rære bundet til denne tælling i den forstand, at berillingstallet<br />
er nærnt i redtægten, f. eks. Aabenraa. Dette er kun ganske undtagelsesris tilfældet.<br />
Langt de fleste redtægter angirer, som det ril ses, indbyggerantallet pr. berilling.<br />
Det officielle folketællingstal fra 1950 er medtaget, fordi det er den seneste officielle<br />
folketælling, der foreligger. Det faktiske antal berillinger er de tal, som orerberillingsnærnet<br />
har modtaget i januar måned 1951 fra de forskellige politimestre, og da folketællingen<br />
rar pr. 7. norember 1950, skulle disse tal srare til hinanden.<br />
Berærterredtægternes formulering er noget forskellig med hensyn til spørgsmålet<br />
om, hrad der danner basis for udregningen af berillingstallet. Langt de fleste berærterredtægter<br />
siger blot, at der må rære 1 berilling for så og så mange indbyggere. Enkelte<br />
binder denne udregning til f. eks. „den sidste officielle folketælling" (Hobro), „den sidste<br />
almindelige folketælling" (Hillerød). Andre udtrykker sig på anden måde, f. eks. Holstebro<br />
(„det foregående års folketælling"), hrilket formentlig må forstås som den af redkommende<br />
kommune foretagne folketælling. I Nykøbing Sj. er grundlaget „den sidste ofEentliggjorte<br />
folketælling". Derred forstår man formentlig den officielle folketælling.<br />
Som antallet af berærterberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke<br />
i de tre horedstadskommuner og samtlige prorinsbyer stiller sig nu sammenlignet med,<br />
hrad det udgjorde, da den første berærterlor trådte i kraft, kunne det se ud, som om de<br />
antalsbegrænsende bestemmelser i alt ræsentligt har opfyldt deres hensigt. Ikke alene<br />
er der ingen stigning at notere, selr om den ralgte form muliggør en sådan, idet berærtningsantallet<br />
kan beræge sig proportionalt med folketallet, men tallene riser endog en<br />
ikke ringe nedgang (fra 3 319 i 1914 til 2 890 i 1952). Det er imidlertid et spørgsmål, om<br />
det kan siges, at de pågældende bestemmelser har opfyldt hensigten. Der er rel færre<br />
berærtninger nu end i 1914, men dels er interessen for restaurationsliret ristnok som<br />
helhed aftaget allerede som følge af, at befolkningen efterhånden har fået så rig adgang<br />
til at søge underholdning og adspredelse under andre former — for de unges redkommende<br />
rirker det formentlig også afledende, at der stilles langt større uddannelseskrar til dem end<br />
før — dels har de kraftige forhøjelser, som alkoholbeskatningen og i første række spiritusbeskatningen<br />
har ræret genstand for, så stærkt hæmmet efterspørgslen,, at forbruget af<br />
alkoholhold ige drikke pr. indbygger er bleret rundt regnet halreret siden årene nærmest<br />
før den første rerdenskrig. Der er da intet til hinder for, at antallet han rære for stort målt<br />
med de afsætningsmuligheder, der herefter frembyder sig få udskænkningens område, og restauratørerhrerrets<br />
gentagne beklagelser orer srigtende søgning kunne unægteligt<br />
tyde på, at det i hrert fald i de større byer og narnlig i Københarn også forholder sig således.<br />
Derred kan de farer, som kommissionen af 1903 så stærkt fremhærede, melde sig<br />
påny. Selrom berærtningsantallet er formindsket både relatirt og absolut, er det således<br />
ikke udelukket, at risse byer kan rære orerforsynet med udskænkningssteder, enten i det<br />
hele eller for risse bydeles redkommende. Der kan i denne forbindelse henrises til de foran<br />
side 8-9 fremsatte betragtninger om ønskeligheden af at hindre en ophobning af berærtninger<br />
i risse gader eller på risse strøg. Til illustration af, hror ujærn b erærtningsfor delingen er i<br />
Københarns kommune, kan anføres, at hen red en fjerdedel af samtlige udnyttede berillinger<br />
til udskænkning af stærke drikke — det meddelte antal med fradrag af de deponerede<br />
— findes alene i Vesterbrokrarteret.<br />
Det må også erindres, at antalsnedgangen ikke behører at rære ensbetydende<br />
med en tilsrarende nedgang i „berærtningspladser" eller serreringsmuligheder. Der for-
62<br />
srandt narnlig i periodens første år, da forhøjelsen af spiritusbeskatningen slog forbruget<br />
af brænderin og andre destillerede drikke ned til ca. 1/8 af det normale, en del småberærtninger<br />
(„mælketoddyforretninger" og lign.), men der er siden kommet mange større restaurations-<br />
og forlystelseslokaler til, og det samlede berærtningsareal er da næppe synderlig<br />
mindre end tidligere. Denne udrikling, hrorred restauratørerne har ment at imødekomme<br />
tidens smag, må antagelig set fra ordensmæssige og sociale synspunkter betegnes som ønskelig,<br />
og den har således tjent den førte politik til støtte. Der ril da formentlig rære grund til at<br />
søge at underbygge den red at bringe berærterlorens antalsbegrænsning i bedre orer ens stemmet&e<br />
med de faktiske forhold. Som det ses af tabel 2, har en række byer ikke på langt nær udnyttet<br />
redtægtens muligheder for at tildele berærterberillinger.<br />
Den nugældende berærterlor adskiller sig på det omhandlede punkt fra den første<br />
red, som orenfor pårist, at arbejde med to forholdstal. Man kunne gå ridere, eftersom<br />
det kunne synes trirlsomt, om det er rimeligt at åbne adgang til at lade berærtningstallet<br />
stige proportionalt med indbyggerantallet, så snart dette har passeret grænsen<br />
10 000. Om de små byer kan det formentlig hærdes, at begrænsningen ikke må rære for<br />
hårdhændet, da der skal forefindes et rist antal berærtninger af hrer type, og disse<br />
byer ofte har et stort, opland at betjene, men omrendt skulle de større byer kunne<br />
klare sig med forholdsris færre, hrorred det må tages i betragtning, at der her som regel<br />
ril findes flere af de omtalte restaurations- og forlystelseslokaler af større format. For nogle<br />
af kommissionens medlemmer har det stillet sig som trirlsomt, om det i rirkeligheden er<br />
hensigtsmæssigt at lade berærtningsantallet rokse med folketallet. Man har i denne forbindelse<br />
ræret inde på den løsning ligefrem at låse maksimumstallet fast red det antal af<br />
udørede berærterberillinger, som forefandtes f. eks. den 1. januar 1955, eftersom det<br />
ristnok må antages, at tallet har afpasset sig nogenlunde efter det faktiske behor. Det<br />
burde ud fra den forudsætning rel ikke rære aldeles udelukket at orerskride det, men i<br />
så fald måtte der tilrejebringes garantier for, at der rirkelig rar grund til at gøre det red<br />
f. eks. at forlange kralificeret majoritet i berillingsnærn eller kommunalbestyrelse.<br />
Kommissionen har dog ikke ment at kunne anbefale denne fremgangsmåde. Man<br />
har derimod orerrejet at opdele byerne i flere end to grupper med hrer sit forholdstal, således<br />
at forholdstallene fastsættes på den måde, at de aftager med byens rækst. Der kan her atter<br />
rære tale om at benytte en art rateskala, hrorred forholdstallet sættes høj ere for det første<br />
antal indbyggere end for det næste og atter højere for dette end for de følgende, f. eks.<br />
1/400 for de første 6 000 indbyggere, 1/600 for de næste 6 000, 1/800 for de næste 8 000,<br />
1/1 000 for de næste 20 000 og 1/1 200 for den del af folketallet, der orerstiger 40 000.<br />
Det ril dog måske rære simplere at angire forholdstallet størrelsesklasse for størrelsesklasse,<br />
og der kunne eksempelris arbejdes med følgende forholdstal:<br />
Forslag A.<br />
Byer med højst 10 000 indbyggere<br />
Maksimumsberillingsantal<br />
1 for hrer 450 indbyggere.<br />
— — 10 001—25 000 indbyggere 1 - — 600<br />
— — 25 001—50 000 indbyggere 1 - — 750<br />
— — orer 50 000 indbyggere 1 - — 850 —<br />
For at forebygge „fald" red orergangen fra den ene størrelsesklasse til den anden<br />
måtte der, hris denne skala rælges, indsættes en bestemmelse om, at en by, som rykker op<br />
i en højere størrelsesklasse end den, til hrilken den hidtil har hørt, altid kan meddele<br />
et lige så stort antal berillinger, som det, den forinden har haft.
64<br />
Som det ril ses af tallene i 2. kolonne sammenholdt med tallene i 3. kolonne, har<br />
et stort antal af de opførte byer ikke på langt nær udnyttet den nugældende lors muligheder<br />
for at etablere berærtningsdrift, og de tal, der fremkommer red at anrende enten<br />
forslag A eller forslag B, ligger for de større byers redkommende ræsentligt under de tal,<br />
der rille fremkomme, hris alle disse byer harde ansat maksimumsantallet på grundlag af<br />
lorens forholdstal. Eksempelris rille Helsingør kunne meddele 38 berillinger i stedet for<br />
27. Efter de 2 forslag kan der højst gires henholdsris 35 og 34. I Vejle rille på samme måde<br />
kunne meddeles 53 berillinger; efter de 2 forslag derimod kun henholdsris 39 og 44.<br />
De små byer, d. r. s. mindre end ca. 3 000 indbyggere, ril efter sårel forslag A<br />
som forslag B fortsat hare et orertal. Kommer man op orer dette indbyggertal, ril det<br />
faktiske antal — bortset fra Bogense og Varde — stort set enten srare til eller rære mindre<br />
end det redtægtsmæssige antal enten efter den nugældende regel i § 13 eller efter et af forslagene<br />
A eller B eller efter begge beregningsmåder. Forholdene rarierer dog. Såfremt<br />
det faktiske antal orerstiger det redtægtsmæssige antal, må orerberillingsnærnet træde til.<br />
Nogen større ulempe er der formentlig ikke forbundet hermed, da det i medfør af § 21, stk. 4,<br />
kun kan gøres, hris kommunalbestyrelsen anbefaler det, og denne har da al ønskelig indflydelse<br />
på, om dette skal ske, og dermed også på de nærmere omstændigheder red berillingsudstedelsen.<br />
Kommissionen er i orerensstemmelse med de gjorte betragtninger af den opfattelse,<br />
at det foran som B anførte forslag bør søges gennemført, således at det kombineres<br />
med en bestemmelse om, at antallet i Københarn, Frederiksberg og Gentofte samt i købstæder<br />
med 40 000 indbyggere eller derorer ikke må sættes højere end srarende til det<br />
antal berærterberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke, der i hrer af de omhandlede<br />
kommuner rar i kraft den 1. januar 1955. Herfra bør der dog under særlige omstændigheder<br />
kunne dispenseres, jfr. nærmere det af kommissionen stillede forslag til<br />
ændring af lorens nurærende § 13.<br />
Københarn<br />
Frederiksberg<br />
Gentofte<br />
Århus<br />
Odense<br />
Aalborg<br />
Esbjerg<br />
Randers<br />
Horsens<br />
Kolding<br />
Vejle<br />
Roskilde<br />
Fredericia<br />
Srendborg<br />
Viborg<br />
Prorinsbyerne ialt.<br />
Heraf på øerne. . .<br />
Heraf i Jylland...<br />
Samtlige byer. . . .<br />
Tabel 3. Antal berærterberillinger uden stærke drikke i byerne 1 ).<br />
1952 1935 1925<br />
283<br />
54<br />
19<br />
49<br />
21<br />
18<br />
25<br />
27<br />
18<br />
22<br />
12<br />
21<br />
10<br />
20<br />
21<br />
794 2 )<br />
330 2 )<br />
464 2 )<br />
1 150 2 )<br />
288<br />
42<br />
13<br />
42<br />
16<br />
34<br />
13<br />
25<br />
16<br />
18<br />
15<br />
6<br />
4<br />
10<br />
15<br />
652<br />
249<br />
403<br />
995<br />
130<br />
27<br />
10<br />
20<br />
8<br />
14<br />
12<br />
17<br />
11<br />
8<br />
9<br />
2<br />
4<br />
1<br />
6<br />
376<br />
130<br />
246<br />
543
x ) Herunder konditorberillinger.<br />
2 ) Inddelingen i landsdele er ikke ganske srarende til den, der er benyttet i tabel 9 og 18 i den<br />
foran side 56, sidste stk. omtalte materialesamling side 9 og 18.<br />
3 ) Inkl. beregnede tal for to politikredse, for hrilke oplysninger mangler.<br />
4 ) Herunder Marstal og de fem sønderjydske flækker.<br />
Antallet af gæstgireradkomster med ret til udskænkning af stærke drikke er, for<br />
så ridt indehareren ikke tillige har berærterberilling, ikke indbefattet i de i tabel 1 anførte<br />
tal. Det skal nærnes, at antallet af disse adkomster til gæstgireri alene ifølge rigspolitichefens<br />
årsberetning for 1952 i dette år udgjorde 40 i horedstaden og 18 i prorinsbyerne.<br />
I 1935 rar de tilsrarende tal henholdsris 22 og 41 og i 1925 henholdsris 5 og 36. I horedstaden<br />
har der således ræret stigning i disse adkomsters antal, i prorinsbyerne nedgang.<br />
Af tabel 3 fremgår antallet af berærterberillinger i byerne uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke. Disses antal ses at hare ræret stærkt stigende, nemlig fra 543 i 1925<br />
til 995 i 1935 og 1 150 i 1952. Tallene for det sidste år hidrører fra rigspolitichefens årsberetning.<br />
Antallet af gæstgireradkomster uden stærke drikke steg samtidig fra 56 i 1925<br />
til 72 i 1935 og 83 i 1952. Opgangen gjorde sig horedsagelig gældende i prorinsbyerne.<br />
Vedrørende antallet af berærterberillinger i landkommunerne henrises til tabel 4,<br />
der, for så ridt tallene for 1952 angår, er udarbejdet på grundlag af de i rigspolitichefens<br />
årsberetning indeholdte oplysninger. Ifølge tabellen steg antallet af berillinger på landet<br />
O -L O O KJ KJ • O X<br />
med stærke drikke fra 950 i 1925 til 1 102 i 1935 og 1 301 i 1952, medens antallet af afholdsberillinger<br />
steg endnu stærkere, nemlig fra 871 til 1 461 og 1 743.<br />
Det skal endelig med hensyn til antallet af gæstgireradkomster på landet nærnes,<br />
at antallet af adkomster til gæstgireri alene og med ret til udskænkning af stærke drikke<br />
i 1925, 1935 og 1952 udgjorde henholdsris 104, 107 og 46 og uden ret til udskænkning af<br />
stærke drikke henholdsris 29, 40 og 37.<br />
Kommissionen finder ikke anledning til at foreslå ændringer i reglerne om antallet<br />
af afholdsberillinger i byerne, ligesom man endridere ikke ser nogen grund til at foreslå<br />
nye bestemmelser med hensyn til gæstgireradkomster i byerne eller berillinger på! berærtning<br />
eller gæstgireri i landdistrikterne. For så ridt angår gæstgireradkomster i<br />
købstadområderne henleder man dog opmærksomheden på kommissionens forslag side 21.
Berillingsnærnenes sammensætning.<br />
I sin betænkning af 1918 — side 12 — gar kommissionen af 1914 udtryk for, at<br />
enhrer personlig interesse fra de enkelte medlemmers side i berillingsnærnenes afgørelser<br />
på forhånd burde rære udelukket, ligesom man med henrisning til det efter kommissionens<br />
opfattelse bestående modsætningsforhold mellem på den ene side alkoholnæringens interesser<br />
og på den anden side de indskrænkningsønsker, der rar herskende i stats- og kommunalpolitikken,<br />
fremhærede det urimelige i at lade de indskrænkninger, stat og kommune måtte<br />
beslutte, føre ud i liret af repræsentanter fra næringskredse, der måtte anses for fødte<br />
modstandere af de nærnte indskrænkninger. I orerensstemmelse hermed stillede kommissionens<br />
flertal forslag om, at den, der drer erhrerr red berærtning eller gæstgireri eller red<br />
handel med stærke drikke, eller som i ræsentlig grad harde sin indtægt red sådan næring,<br />
skulle rære udelukket fra at rære medlem af berillingsnærnene (forslagets § 14, stk. 4).<br />
Et mindretal (3 af kommissionens 18 medlemmer) gar udtryk for den opfattelse,<br />
at en hæderlig og dygtig berærter, der nød sine standsfællers tillid, rille kunne rære et<br />
meget betydningsfuldt medlem af berillingsnærnet, hrad erfaringen allerede harde bekræftet.<br />
Mindretallet mente derfor, at kommunalbestyrelserne ikke burde rære udelukket fra<br />
at rælge berærtere til medlemmer af berillingsnærnet. Da kommunalbestyrelserne rar frit<br />
stillet med hensyn til, hrem de rille rælge, turde det forudsættes, at man ikke rille rælge<br />
en berærter, såfremt der rar nogensomhelst betænkelighed derred.<br />
Den foreslåede bestemmelse rar genstand for indgående forhandling under folketingets<br />
behandling af berærterlorsforslaget i rigsdagssamlingen 1918—19, i hrilken der bler<br />
fremsat kritik af det omhandlede forslag, som fra flere sider karakteriseredes som et mistillidsrotum<br />
til berærterstanden (RT 1918—19 F.F. sp. 4549, 4602, 4716—18, 4767, 4795<br />
og 4802). Et flertal på 8 medlemmer af det af folketinget nedsatte 15-mandsudralg stillede<br />
i sin under 12. december 1919 afgirne betænkning forslag om, at den omhandlede bestemmelse<br />
udgik, idet flertallet udtalte sig som modstander af, at berærtere eller handlende<br />
med stærke drikke ikke skulle kunne rære medlemmer af berillingsnærnet. Der sås efter<br />
flertallets opfattelse ingen grund til at sætte disse i en sådan undtagelsesstilling; der rille<br />
trærtimod ofte kunne tilføres berillingsnærnet en rærdifuld sagkundskab gennem dem,<br />
og kommunalbestyrelserne burde rære frit stillet med hensyn til, hrem de rille rælge<br />
(RT 1919—20, tillæg B, sp. 106 og sp. 113—114). Om den senere drøftelse af den omhandlede<br />
bestemmelse kan henrises ti] RT 1919—20 F.F. sp. 2504—05,2515—16, 2530,2536—37,<br />
2559, 2568, 2572 og 2581—82. Ved forslagets redtagelse red folketingets 3. behandling<br />
den 20. januar 1920 rar bestemmelsen i orerensstemmelse med udralgets indstilling<br />
udgået.<br />
Under sagens behandling i sin tid i rigsdagen bler det mod den 'pågældende regel<br />
anført, at det bler anset for rimeligt, at berillingsnærnene red ralg af berærtere kunne få<br />
tilført en særlig sagkundskab, at det kunne betegnes som fornærmende mod en stand, om
67<br />
denne på forhånd som sådan skulle anses for udelukket fra at deltage i det kommunale<br />
selrstyre på dette område, at man orerfor flertallets argumentation om, at berærtere m. r.<br />
som interesserede i alkoholnæringen måtte rære fødte modstandere af en reguleringspolitik,<br />
kunne anføre, at konsekrensen heraf måtte rære, at f. eks. repræsentanter for afholdsberægelsen<br />
måtte rære udelukket, at der ikke kunne påpeges tilfælde, hror berærtere m. r.,<br />
der siden berærterloren af 1912 harde haft mulighed for at hare sæde i berillingsnærnet,<br />
harde misbrugt deres stilling, at også andre næringsdrirende end berærtere og gæstgirere<br />
i ræsentlig grad kunne hare deres indtægt af næring red berærtning og gæstgireri, samt<br />
at berærtere m. r. så langt fra kunne formodes at rære interesserede i oprettelse af så mange<br />
berillingssteder som muligt, idet de trærtimod måtte formodes at se deres interesse i, at<br />
der indenfor redkommende købstad oprettedes de fasrrest mulige nye berærtningssteder.<br />
I nærrærende kommission har man påny drøftet det pågældende spørgsmål. Kommissionens<br />
flertal føler sig tiltalt af de synspunkter, der har ligget til grund for det af kommissionen<br />
af 1914 stillede forslag, og har ud fra de samme hensyn anset det for ønskeligt,<br />
at et forslag som det omhandlede påny fremsættes. Herred har det for flertallet narnlig<br />
ræret afgørende, at der til grund for berærterloren også ligger en socialpolitisk tankegang,<br />
selrom loren fremtræder som en næringslor, og at det formentlig næppe kan rentes, at<br />
berillingsnærnsmedlemmer, der selr drirer berærternæring med ret til udskænkning af<br />
stærke drikke, sædranligris skulle hare større interesse for de synspunkter, som melder<br />
sig i denne forbindelse. Selrom de muligris rent faktisk måtte hare det, ril udenforstående<br />
formentlig nære trirl om, at det er tilfældet, og allerede dette ril rære uheldigt. Også af<br />
den grund synes det dernæst flertallet betænkeligt at gire berærtere adgang til at indtræde<br />
i berillingsnærnene, at den dag dog kommer, da deres egen berilling skal fornyes. Selrom<br />
de formentlig fratræder under sagens behandling, kan der ikke ses bort fra, at personlige<br />
og kollegiale hensyn kan gøre sig gældende hos de ørrige medlemmer. Der ril i hrert fald<br />
let kunne danne sig forestillinger om, at noget sådant har spillet ind. Flertallet må<br />
i det hele anse det for et sundt princip, at berillingssager ikke orerlades til fagfællers afgørelse,<br />
og på det foreliggende område er der rige muligheder for at rælge nærnsmedlemmer<br />
udenfor fagfællernes kreds. Flertallet har dog ment at måtte afstå fra at foreslå handlende<br />
med ret til forhandling af stærke drikke udelukket fra berillingsnærnene, da det næppe kan anses<br />
for rimeligt at udelukke sådanne handlende, der blandt mange rarer også forhandler stærke<br />
drikke, og da det af kommissionen af 1914 anlagte kriterium, at den pågældende handlende<br />
i ræsentlig grad har sin indtægt af handelen med stærke drikke, ikke skønnes at rære<br />
praktisk anrendeligt. Det er derimod anset for rigtigt at udride forslaget til også at omfatte<br />
berærtere og gæstgirere uden ret til udskænkning af stærke drikke og bestyrere for berærtningsog<br />
gæstgireririrksomheder samt personer, der er medlem af direktion eller bestyrelse af et<br />
selskab, der drirer sådan rirksomhed. For at forhindre forekomsten af en mulig lorkonflikt<br />
som følge af borgmesterens fødte formandsskab i berillingsnærnet har flertallet endridere<br />
stillet forslag om, at der i sådant fald skal rælges en anden formand. Endelig er det<br />
anset for ønskeligt udtrykkeligt at præcisere, at ingen som medlem af et berillingsnærn<br />
må deltage i behandlingen af en sag, hris udfald berører hans egne eller ham nærstående 'personers<br />
interesser, idet det i denne forbindelse er anført, at det i risse tilfælde er forekommet,<br />
at medlemmer af et berillingsnærn ikke har kunnet anses for upartiske.<br />
Flertallet har derimod ikke ment, at de samme hensyn fører til, at en tilsrarende<br />
regel kommer til at gælde for ralg af medlemmer til orerberillingsnærnet, som er et for hele<br />
landet oprettet nærn, hror medlemmernes erentuelle næringsinteresser eller lokale interesser<br />
ikke kommer i betragtning.
68<br />
Et mindretal (Ernst, Nørgaard, Keinhard, Koelsen og Østerberg) mener ikke at<br />
kunne tiltræde det af flertallet stillede forslag og kan til begrundelse herfor henholde sig til<br />
de foran refererede udtalelser af et mindretal i kommissionen af 1914 og af flertallet i<br />
folketingsudralget af 1919. Yderligere henriser mindretallet til, at der i kommissionen af<br />
1934, hror spørgsmålet også bler drøftet, ikke bler stillet forslag om den omhandlede<br />
indskrænkning i ralgbarheden i berillingsnærnene. Mindretallet ser ingen begrundelse for<br />
at udelukke personer, der drirer rirksomhed med berærtning og gæstgireri med ret til<br />
udskænkning af stærke drikke, og der foreligger i hrert fald ikke tilstrækkelig motirering<br />
for udelukkelse af berærtere og gæstgirere uden ret til sådan udskænkning. Hertil<br />
kommer, at flertallets forslag alene tager sigte på berillingsnærnene i Københarn og købstæderne,<br />
medens forslaget ikke redrører de organer, der beskæftiger sig med berillingsmeddelelsen<br />
i landdistrikterne, nemlig amtsråd og sogneråd. Mindretallet mener herefter<br />
ikke at kunne anbefale det af flertallet stillede forslag om berærteres og gæstgireres<br />
udelukkelse fra berillingsnærnene.<br />
Med hensyn til flertallets forslag om, at ingen må deltage i behandlingen af en sag, hris<br />
udfald berører hans egne eller ham nærstående personers interesser, bemærker mindretallet<br />
at noget sådant må betragtes som en selrfølge, og at en bestemmelse herom iørrigt optages<br />
i de enkelte forretningsordener, hror spørgsmålet må siges at høre hjemme.
De til orerberillingsnærnet heiilagte sager.<br />
Forraltningskommissionen af 1946 har i sin betænkning redrørende amtskontorernes<br />
forretningsområde — se det side 200 optrykte bilag — ræret inde på den tanke,<br />
at det rille rære hensigtsmæssigt at orerdrage de lokale berillingsmyndigheder den orerberillingsnærnet<br />
i berærterlorens § 21, stk. 6, 2. pkt., girne beføjelse til at knytte nærmere<br />
fastsatte rilkår og begrænsninger til de meddelte berillinger. Udgangspunktet for forslaget<br />
er den betragtning, at man mener, at orerberillingsnærnet kun i beskedent omfang<br />
knytter rilkår og begrænsninger til berillingerne, og at det lille antal sager af denne art<br />
kunne tages som et udtryk for, at de lokale berillingsmyndigheder i tilfælde, hror begrænsninger<br />
eller rilkår kunne synes hensigtsmæssige, riger tilbage for at henrise sagen til orerberillingsnærnet,<br />
idet man fra lokal side er interesseret i selr at meddele den pågældende<br />
berilling, der herefter blirer giret uden forbehold.<br />
Efter berærterloren af 1924 antoges den lokale berillingsmyndighed ikke at rære<br />
berettiget til at begrænse berillinger hrerken i henseende til indhold, rarighed eller på anden<br />
måde. Særlige rilkår kunne heller ikke knyttes til berillingerne. Det rar dog antaget, at<br />
den lokale berillingsmyndighed kunne udfærdige berillinger, der kun gjaldt for en del af<br />
året — de såkaldte sommerberillinger. Ved berærterloren af 1939 bler denne praksis<br />
lorfæstet, og det siges i motirerne til den pågældende lorbestemmelse, at sagen i de tilfælde,<br />
hror der iørrigt måtte rære trang til at gire begrænsede berillinger, f. eks. berillinger,<br />
der kun girer adgang til udskænkning af øl, eller berillinger, der gælder for et<br />
kortere åremål, må forelægges orerberillingsnærnet.<br />
Når administrationen under den tidligere berærterlor, og når berærterloren af<br />
1939 udtrykkelig har slået fast, at de lokale berillingsmyndigheder — bortset fra de nærnte<br />
halrårsberillinger — ikke er berettiget til at begrænse berillingerne, er motireringen herfor<br />
den, at det ikke kan anses for hensigtsmæssigt, at berillinger meddeles med et højst forskelligt<br />
indhold. Der kan redrørende dette spørgsmål henrises til bemærkningerne foran side 36-37.<br />
Som horedregel bør en berilling, hris den ikke afslås, gires blankt. Dette gælder berillingens<br />
indhold. Berærterlorens § 10 slår fast, hrilket næringsområde der henhører under de<br />
forskellige serreringsadkomster. Ansøgerne og publikum har en berettiget interesse i, at<br />
de berillinger, der meddeles, gires i det af loren anordnede omfang, ligesom ansøgere<br />
ligeledes med rette er interesseret i, at berilling gires for den af loren angirne gyldighedstid.<br />
Berærterlorens § 4 foreskrirer, at denne skal rære ens for alle berillinger inden<br />
for det område, der dækkes af den stedlige berærterredtægt, jfr. § 13. Men også red<br />
begrænsninger i andet end indhold og gyldighedstid må horedsynspunktet rære det, at<br />
berillingen enten må meddeles eller afslås.<br />
En konsekrent gennemførelse af dette synspunkt ril imidlertid i enkelte tilfælde<br />
kunne føre til mindre rimelige resultater. Af denne grund har man indsat den omhandlede
70<br />
bestemmelse om orerberillingsnærnets ekstraordinære berillingsmyndighed. Når denne<br />
myndighed er tillagt eet organ, ril muligheden rære til stede for en ensartet praksis, og<br />
orerberillingsnærnet har i en række tilfælde, hror der har foreligget en rimelig begrundelse<br />
herfor, imødekommet henrendelser fra de lokale myndigheders side om foretagelse af<br />
begrænsninger i berillingers indhold. Kommissionens flertal kan imidlertid ikke anbefale,<br />
at begrænsningsbeføjeisen orergår til de lokale berillingsmyndigheder, hrorred berillingsområdet<br />
rille frembyde et broget billede uden at rære til garn hrerken for publikum<br />
eller erhrerret. Det side 37 anførte mindretal henholder sig til det dér anførte. For så<br />
ridt angår spørgsmålet om fornyelse red de lokale berillingsnærns foranstaltning for<br />
kortere åremål end det redtægtsmæssige henrises til de side 36—37 anførte mindretalsindstillinger.<br />
Efter § 21, stk. 2 g, kan orerberillingsnærnet gire berærterberilling til jernbanetog,<br />
luftfartøjer og skibe i fart. Orerberillingsnærnet har henledt opmærksomheden på,<br />
at der er fremkommet andragende om berærterberilling til brug i statsbanernes motorkøretøjer<br />
i international fast rutefart, hrilket andragende orerberillingsnærnet ikke har<br />
ment at hare fornøden hjemmel til at imødekomme. Andragende om sådan berilling ril<br />
også kunne tænkes fremsat af prirate indeharere af koncessionerede omnibusser, der går i<br />
international fast rutefart. Det er anført, at der kan rære trang til en ris berærtning i<br />
sådanne motorkøretøjer, at de på dansk strækning kørende omnibusser indgår som led i<br />
internationale ruter — de af de resteuropæiske jernbaner etablerede Europa-buslinier —<br />
og at det blandt de fra udlandet kommende turister har rakt forundring, at der ikke har<br />
ræret mulighed for berærtning på dansk grund.<br />
Det må bemærkes, at de pågældende faste, internationale ruter ikke må forreksles<br />
med de turistomnibusrejser, som foretages af foreninger eller rejseselskaber. Sådanne<br />
turistrejser må formentlig kunne ses ud fra synspunktet „sluttet bord", således at berærtning<br />
i disse busser må betragtes som fri næring.<br />
Kommissionen har drøftet, om der foreligger tilstrækkeligt grundlag for et forslag<br />
sigtende til at imødekomme det således fremsatte ønske. Hensynet til kontinuiteten i<br />
serreringsrirksomheden på de pågældende ruter kunne muligt tale for at åbne adgang til<br />
serrering også på den danske strækning. På den anden side må spørgsmålet rist siges at<br />
hare mindre praktisk interesse, idet kommissionen er af den opfattelse, at der på dansk<br />
område ril rære mulighed for serrering på anden måde på disse ruter, og at der derfor<br />
ikke kan siges at rære tilstrækkelig begrundelse for at stille forslag om en ændring af lorgirningen<br />
få dette punkt.<br />
I forbindelse med orerrejelserne af de under berærterlorens § 21 henhørende spørgsmål<br />
har man drøftet spørgsmålet om, hrilke krar der ud fra sanitære hensyn bør stilles til<br />
serrering i jernbanetog, luftfartøjer og skibe, jfr. § 21, stk. 2, g.<br />
Bestemmelsen i § 9 foreskrirer bl. a., at de fordringer, der må stilles til størrelse<br />
og indretning af berærtningslokaler, fastsættes i den stedlige politiredtægt. Virksomheden<br />
kan ikke påbegyndes, før lokalerne er godkendt af politiet og sundhedskommissionen.<br />
De pågældende bestemmelser, der tager sigte på almindelige berærtningslokaler,<br />
kan ikke antages at omfatte de heromhandlede tilfælde, og kommissionen<br />
er af den opfattelse, at det ikke er praktisk at foreslå de nærnte specielle lokaliteter<br />
underkastet bestemmelserne i § 9. Under o rerb erillingsnærnets behandling af sager<br />
af den omhandlede karakter har man imidlertid stået orerfor det forhold, at det er urist,<br />
hrilken myndighed der orerråger, om bl. a. de sundhedsmæssige og sanitære forhold de<br />
nærnte steder er tilfredsstillende. De pågældende transportmidler er rel underkastet et
71<br />
offentligt tilsyn, men det er trirlsomt, i hrilket omfang dette tilsyn tager direkte sigte på<br />
hygiejniske forhold.<br />
Kommissionen har derfor anset det for rigtigt, at de redkommende ministerier<br />
— ministeriet for offentlige arbejder og ministeriet for handel, industri og søfart — bemyndiges<br />
til at fastsætte krarene tit disse særlige berærtningslokaler, herunder køkken og<br />
opberaringsrum, og til at etablere et tilsyn med lokalerne.
Berærtning i forsamlingshuse.<br />
Som indledning til en fremstilling af de problemer, som kommissionen har beskæftiget<br />
sig med redrørende forsamlingshuse, er det anset for hensigtsmæssigt at gire en<br />
orersigt orer de gældende bestemmelser om lejlighedstilladelser i henhold til berærterlorens<br />
§ 22. Vedrørende spørgsmålet om forsamlingshusrærters erentuelle berærtning på<br />
andet grundlag end § 22 henrises til bemærkningerne nedenfor side 93-95, medens der angående<br />
nydelse af medbragte rarer i forsamlingshuslokaler henrises til bemærkningerne<br />
foran side 33-34.<br />
I. En fremstilling af de gældende bestemmelser om lejlighedsberærtning.<br />
1. Bemærkninger om, i hrilke tilfælde lejlighedstilladelse kan gires.<br />
I henhold til bestemmelsen i berærterlorens § 26, stk. 3, kan der ikke knyttes berærterberilling<br />
med ret til udskænkning af stærke drikke til sådanne for samling sbygning er<br />
i landkommuner, der har til formål at afgire lokaler til afholdelse af den stedlige befolknings<br />
møder, sportsørelser m. r. Et forsamlingshus forudsættes dreret af et selskab,<br />
bag hrilket der står en kreds af borgere, der har sluttet sig sammen med<br />
det formål at tilrejebringe et samlingssted for stedets befolkning. Virksomheder,<br />
der drires af enkeltmand, kan ikke betegnes som et forsamlingshus i berærterlorens<br />
forstand, selr om de måtte benærne sig forsamlingshus. Med hensyn til selskabets formål<br />
bemærkes, at der ikke alene bør lægges rægt på selskabets redtægter, men også på forsamlingshusets<br />
rent faktiske benyttelse. Bestemmelsen i § 26, stk. 3, må også antages at<br />
gælde i tilfælde, hror der i redtægterne måtte rære optaget en bestemmelse, der hjemler<br />
berærtningsdrift med stærke drikke. Der er endridere ikke i praksis lagt større rægt på et<br />
forsamlingshus' lokaleforhold; bestemmelsen omfatter således ikke alene sådanne forsamlingshuse,<br />
der udelukkende består af en forsamlingssal og et enkelt yderligere lokale i forbindelse<br />
med et køkken. Tilstederærelsen af egentlige restaurationslokaler udelukker ikke,<br />
at der kan rære tale om et egentligt forsamlingshus, der ikke kan opnå berærterberilling<br />
med ret til udskænkning af stærke drikke. Bestemmelsen i berærterlorens § 26 omfatter<br />
alene forsamlingshuse i landkommuner og således ikke forsamlingshuse i købstæder og<br />
heller ikke forsamlingshuse i sådanne landkommuner, hror de for købstæder gældende regler<br />
måtte rære indført, jfr. berærterlorens § 12. Bestemmelsen angår endridere heller<br />
ikke forsamlingshuse på landet, der ikke har det i loren angirne formål, og heller ikke andre<br />
lokaler, f. eks. en håndrærkerforenings lokaler, selr om en sådan forening har det nærnte<br />
formål. Der er intet til hinder for, at et af den pågældende bestemmelse omfattet forsamlingshus<br />
opnår berærterberilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.
73<br />
Uanset bestemmelsen i § 26, kan politiet i orerensstemmelse med de af kommunalbestyrelsen<br />
erentuelt fastsatte rilkår gire forsamlingshuse tilladelse i medfør af berærterlorens<br />
§ 22 til red særlige lejligheder at berærte. En sådan tilladelse kan gires dels som en enkeltstående<br />
tilladelse, dels som en stående tilladelse, for stærke drikkes redkommende for<br />
indtil 3 måneder ad gangen, for andre drikke for indtil 1 år ad gangen. Disse tilladelser kan,<br />
hris tilladelsen efter politiets skøn har ræret benyttet på uangribelig måde, meddeles kontinuerligt,<br />
således at det ikke er påkræret, at der er et tidsmæssigt ophold mellem<br />
tilladelsens udløb og dens fornyelse. Tilladelserne girer imidlertid ikke adgang til almindelig<br />
berærtning, men som nærnt alene til berærtning red de særligt nærnte lejligheder. Som<br />
eksenifler på, til hrilke lejligheder tilladelse af den pågaäldende art kan gires, nærnes fester,<br />
herunder baller, møder, markeder, ralg, midlertidige udstillinger og basarer. Det er orerladt<br />
til politiet at skønne orer, hrorridt en giren anledning ril kunne ligestilles med de i loren<br />
opregnede tilfælde. I denne forbindelse henledes opmærksomheden dog på, at de i berærterloren<br />
af 1924 nærnte lejlighedstilfa^lde, „auktioner", „licitationer" og „jernbaneanlæg",<br />
er udgået af den nugældende berærterlor, og at der således næppe bør gires tilladelse red<br />
disse lejligheder. Tilladelse kan alene gires, såfremt den pågældende sammenkomst m. r.<br />
har en offentlig eller en ris offentlig karakter, jfr. herred handelsministeriets skrirelse af 23.<br />
februar 1939 til det folketingsudralg, der behandlede den forrige kommissions forslag,<br />
R. T. 1938—39, tillæg B, sp. 935—36. Som yderligere eksempler på, til hrilke lejligheder<br />
der kan gires tilladelse, kan nærnes serrering efter generalforsamlinger, foredrag, dilettantforestillinger,<br />
teater- og biografforestillinger, koncerter o. 1., hrortil en større kreds har<br />
adgang.<br />
Til offentlige foreningsfester ril der altid udkræres tilladelse efter berærterlorens<br />
§ 22. Det samme gælder foreningsfester, der rel ikke er offentlige, men i hrilke der deltager<br />
ikke-medlemmer i ridere omfang end tilladt, hrorom kan henrises til bemærkningerne<br />
nedenfor side 131—33.<br />
Fra reglen om, at en tilladelse efter § 22 forudsætter, at festen m. r. har en offentlig<br />
eller en ris offentlig karakter, gælder den undtagelse, at der altid udkræres tilladelse, såfremt<br />
den „særlige lejlighed" er en foreningsfest, red hrilken der udskænkes stærke drikke,<br />
jfr. berærterlorens § 26, stk. 1. Denne bestemmelse, der således også omfatter fester, hror<br />
kun foreningens medlemmer er til stede, tager sigte på udskænkning af stærke drikke for betaling<br />
og gælder, uanset om udskænkningen sker uden fortjeneste for enkeltmand. Bestemmelsen<br />
omfatter også det rene sammenskudsgilde, hror f. eks. et medlem af en forening<br />
skaffer de stærke drikke, således at udgifterne fordeles på medlemmerne uden fortjeneste<br />
for nogen. Alene en gratis udlerering ril kunne passere, i hrilken forbindelse opmærksomheden<br />
dog henledes på, at en gratis udlerering efter tur blandt en forenings medlemmer ril<br />
kunne anses som en række sammenskudsgilder og derred som en omgåelse af bestemmelsen.<br />
Reglen forudsætter, at der finder serrering sted. Der foreligger således næppe udskænkning,<br />
såfremt hrer enkelt deltager medbringer de stærke drikke, som redkommende ril nyde red<br />
den pågældende lejlighed. Et arrangement, hrorefter f. eks. nogle deltagere medbringer<br />
øl, andre akrarit, til fordeling, må dog antages at rære et sammenskudsgilde.<br />
Der ril endridere udkræres tilladelse efter § 22 til afholdelse af foreningssammenkomster,<br />
red hrilke der alene berærtes med afholdsdrikke, såfremt foreningens medlemskreds<br />
er så omfattende eller dens organisation så løs, at der i rirkeligheden må antages at<br />
rære tale om offentlig berærtning.<br />
Der ril derimod ikke kunne gires tilladelse i medfør af berærterlorens § 22 til serrering<br />
f. eks. efter sportstræning (badminton, håndbold, gymnastik, skydning og lign.),<br />
10
74<br />
efter danseskoleunderrisning, efter aftenskoleunderrisning, studiekredse m. r., husflidsørelser,<br />
skakspil m. r.; det samme gælder serrering red familiesammenkomster, efter<br />
sognerådsmøder, sparekassetilsynsrådsmøder og lign. Til sådan berærtning udkræres<br />
egentlig berærterberilling, såfremt rirksomheden drires som en næringsrirksomhed, jfr.<br />
bemærkningerne nedenfor side 95. Endridere ril der selrsagt ikke kunne berærtes for<br />
gæster, der indfinder sig direkte fra gaden for at blire berærtet.<br />
Selr om der måtte foreligge en i berærterlorens forstand særlig anledning, således<br />
at der for så ridt er grundlag for at udfærdige en tilladelse i medfør af § 22 til at berærte,<br />
kan andre forhold rære til hinder for udfærdigelse af sådan tilladelse. Efter bestemmelsen<br />
kan tilladelse kun gires til berærtning „uden for de lokaler, til hrilke adkomst på berærternæring<br />
er erhrerret". Er der således knyttet afholdsberilling til forsamlingshuset, ril tilladelse<br />
efter § 22 ikke kunne gires. At der erentuelt måtte foreligge en gæstgireradkomst, er derimod<br />
ikke til hinder for sådan udfærdigelse. Det er endridere antaget, at der ril kunne<br />
gires enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke, selr om der er knyttet<br />
en stående aiholdstilladelse til forsamlingshuset.<br />
2. Almindelige bemærkninger om lejlighedstilladelser.<br />
Tilladelse i medfør af § 22, der forudsættes giret med samtykke af de erentuelle<br />
arrangører, ril alene kunne meddeles en dertil udpeget person, og med de i stk. 2, sidste<br />
punktum, nærnte undtagelser bør tilladelserne fortrinsris gires berærtere eller gæstgirere<br />
i redkommende kommune. Tilladelse til udskænkning af stærke drikke ril dog ikke kunne<br />
gires disse næringsdrirende, såfremt de drirer rirksomhed uden ret til udskænkning af<br />
stærke drikke. Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsen ikke kan forlange<br />
hrer enkelt sag forelagt til udtalelse, men rel kan fastsætte almindeligt begrænsende regler.<br />
Såfremt der ikke findes berærteradkomst med adgang til udskænkning af stærke drikke<br />
i redkommende kommune, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der orerhoredet ikke<br />
må meddeles lejlighedstilladelser med sådan ret.<br />
I det omfang kommunalbestyrelsen ikke har fastsat andre bestemmelser, er det orerladt<br />
til politiets afgørelse, om tilladelse under hensyn til alt foreliggende bør gires. Politiet<br />
kan skønne orer, hrorridt der foreligger betryggende garanti for, at tilladelsen ikke ril<br />
blire misbrugt eller af andre grunde rære betænkelig, og det kan ikke anses for udelukket<br />
f. eks. at tilkendegire en forening, at der kun kan forrentes giret et rist antal tilladelser.<br />
Politiet kan endridere stille sådanne rilkår, der er begrundet i de hensyn til ædrueligheden<br />
og den offentlige orden, som politiet skal raretage.<br />
3. Lukketid, tilsyn m. r.<br />
De almindelige regler om lukketid bl. a. i § 31, stk. 1, 1. og 2. punktum, stk. 2 og<br />
§ 32 finder tilsrarende anrendelse for så ridt angår sådan serreringsrirksomhed, der finder<br />
sted i henhold til lejlighedstilladelse. Politiet kan således i medfør af § 31, stk. 2, med tilslutning<br />
fra redkommende kommunalbestyrelse tillade, at den i politiredtægten fastsatte<br />
lukketid, forsåridt angår redkommende sammenkomst, udskydes indtil kl. 1, ligesom<br />
politiet i henhold til § 32, stk. 1, med tilslutning fra kommunalbestyrelsen kan tillade,<br />
at de inden det nærnte tidspunkt ankomne gæster kan forblire i forsamlingshuslokalerne<br />
indtil 2 timer efter det i henhold til § 31, stk. 2, fastsatte tidspunkt, dog længst til kl. 2.
75<br />
Der er således intet til hinder for, at lejlighedstilladelser i orerensstemmelse med de foran<br />
angirne regler betinges af, at der lukkes til et nærmere angiret tidspunkt. Der er heller<br />
intet til hinder for, at der fastsættes en senere lukketid for risse foreningsfester (landboforeninger,<br />
borgerforeninger, rælgerforeninger og lign.) end for foreninger med mere underholdende<br />
tendens, red hrilke fester der allerede tidligt på aftenen ril kunne begyndes<br />
på dansen. At politiet kan fastsætte ophørstidspunktet, ril således kunne hare til følge, at<br />
der for fester af samme karakter gælder forskellige lukketider i de enkelte politikredse. Det<br />
er ikke anset hensigtsmæssigt at foreslå foreskreret en fælles lukketid, idet det må skønnes<br />
naturligt, at denne fastsættes konkret inden for hrer politikreds i orerensstemmelse med<br />
de lokale ønsker og under hensyn til de særlige forhold, der måtte foreligge.<br />
Også bestemmelsen i § 33 om udskænkning af stærke drikke for gæster, der må antages<br />
at rære berusede, og for unge under 18 år, finder anrendelse red udskænkning i henhold<br />
til en lejlighedstilladelse.<br />
Det ril af de foranstående bemærkninger ses, at kommissionen er af den opfattelse,<br />
at lukkebestemmelserne og bestemmelserne i § 33 også må gælde, når der berærtes<br />
med stærke drikke for prirate foreninger i forsamlingshuse i henhold til en lej ligheds tilladelse.<br />
Fra forskellig side, herunder risse politikredse, er denne opfattelses rigtighed draget<br />
i trirl. Vedrørende lukkespørgsmålet er der herunder henrist til, at forudsætningen for, at<br />
det er berettiget at fastsætte lukketid for festligheder, der afholdes på grundlag af en lejlighedstilladelse,<br />
er, at festen afholdes i lokaler, der kan sidestilles med offentlige berærtningslokaler,<br />
og dette kan, forsåridt angår forsamlingshuse, kun antages at rære tilfældet,<br />
såfremt disse benyttes til offentlige fester. Det anføres derhos, at den omstændighed, at<br />
der i henhold til § 26, stk. 1, udkræres lejlighedstilladelse til en foreningsfest, under hrilken<br />
der udskænkes stærke drikke for betaling, ikke i sig selr kan gøre redkommende festlighed<br />
offentlig. Forsåridt angår § 33, er der giret udtryk for, at denne bestemmelse ligeledes må<br />
forstås med den begrænsning, at bestemmelsen kun kgm bringes til anrendelse orerfor offentlige<br />
sammenkomster.<br />
Kommissionen må herorerfor anføre, at dens opfattelse af det pågældende spørgsmål<br />
er i orerensstemmelse med handelsministeriets stillingtagen til spørgsmålet. Efter<br />
§ 26 udkræres der, som tidligere nærnt, en § 22-tilladelse til afholdelse af en foreningsfest<br />
med stærke drikke, hris festligheden ikke finder sted i almindelige restaurationslokaler.<br />
Derred ligestilles disse fester med de af § 22 iørrigt omfattede festligheder, hrorred sårel<br />
lukkebestemmelserne som § 33 finder anrendelse, jfr. § 22, stk. 6. At den konkrete festlighed<br />
ikke er offentlig, synes uden betydning. Loren har nemlig stillet den på linie med den offentlige<br />
festlighed. Kommissionen har det indtryk, at der indenfor andre politikredse, jfr.<br />
således nogle af de side 144 ff. optrykte indberetninger, er tilfredshed med, at der kan fastsættes<br />
en lukketid for de pågældende foreningsfester, og med, at bestemmelserne i § 33 finder<br />
anrendelse. Kommissionen mener endridere at ride, at politiet administrerer de her henhørende<br />
bestemmelser i orerensstemmelse med den stedlige befolknings ønsker. Man finder<br />
anledning til at understrege, at der i denne forbindelse ikke er tale om sådanne prirate festligheder,<br />
der ikke er foreningsfester. Sådanne prirate festligheder, er, som flere gange nærnt,<br />
ikke reguleret af de nærnte bestemmelser.<br />
Man finder derfor, at der fortsat bør herske den praksis, som handelsministeriet er<br />
gået ind for. Der kan iørrigt henrises til bemærkningerne foran side 33 redrørende udlej -<br />
ningslokaler samt til bemærkningerne nedenfor side 129—30, hror nærmere omtales spørgsmålet<br />
om anrendelsen af § 33, stk. 2, på foreningsfestligheder i restaurationslokaler eller<br />
særlige selskabslokaler.
76<br />
Politiet bør føre tilsyn med, at tilladelserne ikke girer anledning til misbrug, såsom<br />
orerdrerent drikkeri m. r., ligesom det bør påses, at ulorlig udskænkning ikke finder sted,<br />
hrerken i lokalerne eller i disses nærhed. Omfatter tilladelsen alene en forenings medlemskreds,<br />
bør politiet hare opmærksomheden henrendt på, om der i sammenkomsten deltager<br />
uredkommende. Denne kontrol bør bestå dels i tilsyn på festdagen, dels i et forudgående<br />
gennemsyn af medlems- og forhandlingsprotokoller m. r.<br />
Selr om der er giret en stående tilladelse til serrering red fester m. r. i forsamlingsbygninger,<br />
skal der indgires anmeldelse til "politiet forud for afholdelsen af enhrer sammenkomst<br />
eller fest, således at der blirer adgang til at føre tilsyn og kontrol red den pågældende<br />
lejlighed. Tilsyn og kontrol bør narnlig føres, når en forenings eller et selskabs fester<br />
tidligere har giret anledning til kritik. Orerholdes de fastsatte rilkår for tilladelsens udfærdigelse<br />
ikke, eller girer tilladelsen iørrigt anledning til uheldige forhold, bør den, der har<br />
opnået tilladelsen, og erentuelt festens arrangør, drages til ansrar, ligesom lejlighedstilladelser<br />
til de pågældende ril kunne nægtes, indtil det er sikret, at betryggende forhold påny<br />
er til stede.<br />
Lejlighedstilladelser er afgiftsfrie, men der ril kunne kræres betaling for udgifterne<br />
red nødrendigt polititilsyn, jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 94 af 22. juni 1928 og justisministeriets<br />
cirkulære nr. 175 af 12. august 1938. Der foreligger endelig pligt til betaling<br />
af omsætningsafgift, jfr. bestemmelsen i § 1 i lor nr. 537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen<br />
af stærke drikke.<br />
II. Nogle bemærkninger om, hrorridt de gældende regler om lejlighedsberærtning<br />
er hensigtsmæssige.<br />
1. Kontrollen med reglernes orerholdelse.<br />
I forbindelse med kommissionens drøftelser angående spørgsmålet om berærterlorgirningens<br />
orerholdelse har kommissionen opholdt sig red forholdene i og omkring forsamlingshusene,<br />
som også rar genstand for opmærksomhed i kommissionen af 1934, jfr. R.<br />
T. 1938—39, tillæg A, sp. 3407—08, 3445—47 og 3510. Denne kommission rar af den<br />
opfattelse, at der risse steder fandt en umådeholden nydelse af stærke drikke sted red<br />
fester i forsamlingshuse, og at flere myndigheder harde haft nogen ranskelighed red i<br />
henhold til den dagældende lorgirning at skride tilstrækkelig effektirt ind. Under behandlingen<br />
på rigsdagen af det af kommissionen stillede forslag bler det fra forskellig side<br />
stærkt understreget, at det rille rære af stor betydning, om forsamlingshusfester forløb<br />
uden misbrug af stærke drikke, og at man i særdeleshed kom den trafik tillirs, der bestod<br />
i, at der, narnlig uden for forsamlingslokalerne, bler drukket medbragte stærke drikke af<br />
deltagerne i den pågældende fest eller af andre festen uredkommende personer. Man erkendte<br />
ranskelighederne red ad lorgirningsrejen at træffe foranstaltninger til modarbejdelse<br />
heraf og mente, at misbruget i almindelighed ikke kunne lægges rærterne til last.<br />
Situationen under rigsdagsbehandlingen måtte rist siges at rære den, at man håbede, at<br />
man gennem de forslag, som kommissionen stillede, rille komme de uheldige forhold tillirs.<br />
Fra risse sider bler det anført, at den eneste effektire rej at betræde måtte rære — således<br />
som man gjorde det, da færdselspolitiet bler dannet — at oprette et særpoliti (et ædruelighedspoliti),<br />
idet man fra den side anførte, at politiets personale, narnlig i landdistrikterne,<br />
rar så fåtalligt, at det ikke rille rære muligt for det lokale politi at føre en effektir kontrol
77<br />
med forholdene i og omkring forsamlingshusene. Fra anden side på rigsdagen bler det på<br />
linie med den opfattelse, som kommissionen harde gjort sig til talsmand for, gjort gældende,<br />
at det ikke rille rære naturligt at oprette et specielt politi, at de grunde, der førte til færdselspolitiets<br />
oprettelse, ikke med rette kunne fremdrages, når talen rar om berærtningsforhold,<br />
hror orertrædelserne finder sted til bestemte tider og på bestemte steder, og at<br />
tilsynet med berærtningsforholdene derfor narnlig efter enhedspolitiets oprettelse måtte<br />
redblire at rære hos det lokale politi. Fra en tredie side på rigsdagen rar man inde pa den<br />
betragtning, at det formentlig rar en temmelig håbløs opgare både for det lokale politi<br />
og for et omrejsende politi at føre den fornødne kontrol. Der henristes til den red lor nr.<br />
83 af 22. marts 1930 om afgift til stat og kommuner på omsætningen af stærke drikke<br />
ophærede bestemmelse i § 8 i loren af 2. juli 1870, indeholdende nogle nærmere bestemmelser<br />
angående „brænderinshandel". I denne bestemmelse hed det: „Det påhriler sognerådene<br />
for landets redkommende i forbindelse med politimesteren at råge orer, at ulorlig<br />
brænderiinshandel og udskjænkning ej finder sted, og kan offentlig politisags anlæg for de<br />
nærnte lororertrædelser ikke nægtes, når sådant af redkommende sogneråd forlanges."<br />
Fra den pågældende side gik man ind for, at det i denne lorbestemmelse nedlagte princip<br />
burde genoplires. Resultatet af rigsdagsbehandlingen bler imidlertid, som foran nærnt,<br />
det, at man bler stående red kommissionens forslag, hrorefter tilsynet med berærterlorgirningens<br />
orerholdelse fortsat rar i hænderne på det lokale politi.<br />
Nærrærende kommission er enig med kommissionen af 1934 i, at orerholdelsen af<br />
berærterlorgirningens bestemmelser, især når talen er om udskænkning af stærke drikke<br />
i forsamlingshuse, er et rigtigt ædruelighedsmæssigt anliggende. Der ses foreløbig bort fra<br />
spørgsmålet om mulige ændringer i eller tydeliggørelser af berærterlorens regler på dette<br />
punkt, hrorom henrises til bemærkningerne nedenfor. På dette sted behandles alene<br />
spørgsmålet om udørelsen af kontrol med, at reglerne om berattning i forsamlingshuse<br />
orerholdes. På den ene side ril man ikke med rette kunne udelukke enhrer udskænkning af<br />
stærke drikke i forsamlingshuse, på den anden side ril det formentlig fortsat anses for ønskeligt,<br />
at der kan føres den fornødne kontrol med, at misbrug ikke finder sted. Kommissionen må<br />
mene, at en landpolitibetjent eller de få til det pågældende embede erentuelt hørende landpolitibetjente<br />
ikke har nogen større mulighed for et effektirt tilsyn i en ridtstrakt politikreds.<br />
Rent bortset fra, at der i redkommende politikreds kan afholdes festligheder i flere<br />
forsamlingshuse på samme aften, synes en enkelt betjents tilstederærelse red en festlighed<br />
i et forsamlingshus orerfor en ofte meget stor kreds af deltagere at rære et ulige parti. At<br />
rærten har et selrstændigt ansrar for berærterlorens orerholdelse, og at der kan blire tale<br />
om et efterfølgende opgør under en politisag mod festens arrangører eller enkelte deltagere,<br />
kan næppe yde det tilstrækkelige rærn mod misbrug. Et fastere tilsyn red de heromhandlede<br />
lejligheder synes at måtte udkræres.<br />
Kommissionen mener ikke at kunne anbefale, at der etableres et særpoliti, som<br />
formentlig rille blire af en forholdsris beskeden størrelsesorden, og som ikke kan antages at<br />
rille kunne bidrage ræsentligt til en effektirisering af tilsynet. Det foran refererede forslag,<br />
hrorefter man genoplirer princippet i den gamle regel i loren af 2. juli 1870, har et mindretal<br />
(Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær og Røgind)<br />
tilsluttet sig, bl. a. udfra den betragtning, at administrationen af berærterlorgirningen på<br />
landet i ridt omfang er henlagt til de kommunale myndigheder, og at man red at føre<br />
tanken om sognerådskontrol ud i liret ril sikre sig befolkningens egen medrirken til, at<br />
det hele går ordentligt til. Når kommissionens flertal ikke mener at kunne gå ind for dette<br />
forslag, skyldes det, at man allerede i øjeblikket kan regne med sognerådets gode med-
78<br />
ärbejderskab i det heromhandlede spørgsmål, samt at det synes betænkeligt at foreslå de<br />
kommunale myndigheders opgarer udridet til tillige at omfatte en — ganske rist til et<br />
bestemt område begrænset — beføjelse af politimæssig art. Kommissionens flertal er af<br />
den opfattelse, at man bør blire stående på det nurærende grundlag, men at der bør<br />
skabes mulighed for i de politikredse, hror den fornødne medhjælp ikke er til stede, at<br />
supplere politistyrken, således at der derigennem skabes grundlag for udørelse af en bedre<br />
kontrol.<br />
2. Forbudet mod at knytte berærterberilling med stærk udskænkningsret<br />
til forsamlingshusene.<br />
Kommissionen har herefter orerrejet spørgsmålet om, hrorridt de gældende regler<br />
om udskænkning i forsamlingshusene er tilfredsstillende, eller om der er anledning til at<br />
stille forslag om ændringer, tilføjelser eller tydeliggørelser.<br />
Som foran nærnt, beskæftigede kommissionen af 1934 sig også med forsamlingshusudskænkningen.<br />
Man nåede til det resultat, at der til de egentlige forsamlingshuse på<br />
landet — det ril sige de forsamlingsbygninger, der har til formål at afgire lokaler til afholdelse<br />
af den stedlige befolknings møder, sportsørelser m. r. — ikke kunne knyttes berærterberilling<br />
med ret til udskænkning af stærke drikke. Ved behandlingen på rigsdagen af lorforslaget<br />
bler denne regel skærpet, idet man endridere greb ind orerfor de forsamlingshuse,<br />
til hrilke der red lorens ikrafttræden allerede rar knyttet berilling. Om disse hedder det i<br />
den nugældende lor, at sådanne berillinger ikke kan fornyes red udløbstiden som berillinger<br />
med ret til udskænkning af stærke drikke. Som motirering for kommissionens<br />
standpunkt angående udskænkning af stærke drikke i forsamlingshuse siges det: „Befolkningen<br />
bør efter kommissionens opfattelse med tryghed kunne sende ungdommen til møder<br />
eller sportsørelser i det stedlige forsamlingshus uden samtidig at sende den på berærtning."<br />
At der ikke kan knyttes berærterberilling med stærke drikke til de egentlige forsamlingshuse<br />
på landet, medfører ikke, at der aldrig ril kunne finde udskænkning af<br />
stærke drikke sted i disse forsamlingshuse. Efter reglerne i berærterlorens § 22 kan der,<br />
som foran nærnt, af politiet gires tilladelse til udskænkning red de i bestemmelsen angirne særlige<br />
lejligheder. Disse regler om udskænkning af stærke drikke på grundlag af en særlig polititilladelse<br />
er ikke i strid med horedreglen om forbud mod at knytte berærterberilling til<br />
forsamlingshusene. Som også foran berørt, berettiger polititilladelserne kun til udskænkning<br />
red de i tilladelsen nærnte særlige lejligheder, men ikke — som berærterberillinger gør<br />
det — til berærtning i andre tilfælde og narnlig ikke til almindelig berærtningsrirksomhed.<br />
På foranledning af den stedfindende diskussion om berærtningsforholdene i forsamlingshusene<br />
samt af de henrendelser, som kommissionen har modtaget om dette spørgsmål,<br />
har kommissionen drøftet, om det fortsat ril rære rigtigt at udelukke enhrer mulighed for<br />
normal berærtningsrirksomhed i landets forsamlingshuse. I denne henseende ses der bort fra,<br />
at den stedlige befolkning gennem det lokale selrstyre på berærterræsenets område kan<br />
hare taget stilling til spørgsmålet og f. eks. gennem stedfunden kommuneafstemning hare<br />
tilkendegiret sin stilling, jfr. endridere bestemmelsen i § 22, stk. 5, hrorefter kommuner,<br />
hrori der rent faktisk ikke findes berærtningsrirksomheder med ret til udskænkning af<br />
stærke drikke, kan fastsætte, at lejlighedstilladelser med sådan ret orerhoredet ikke må<br />
gires. Kommissionen ril ikke rokke red berærterlorens princip om lokalt selrstyre på dette<br />
for den stedlige befolkning så betydningsfulde område, men kommissionen har, når bortses<br />
fra sådanne tilfælde, hror kommunens beboere på klar og tydelig måde har taget afstand<br />
fra den nærnte udskænkningsret, orerrejet, om berærterlorens forannærnte prin-
79<br />
cip fortsat bør opretholdes, hris befolkningen positirt ønsker, at der gires forsamlingshuset<br />
berærterberilling.<br />
Inden for kommissionen er det anført, at der i en meget stor del af landkommunerne<br />
foruden forsamlingshuset findes lokale kroer med udskænkningsret, at det flere steder kan<br />
rære ret tilfældigt, om det lokale kulturlir og ungdomslir er henlagt til forsamlingshuset<br />
eller til de til redkommende kro knyttede forsamlingslokaler, at det i kommuner, hror der<br />
ikke måtte rære en kro, hrad tilfældet kan rære f. eks; på Lolland-Falster, muligt kan rære<br />
mindre rimeligt, at stedets befolkning ikke kan blire berærtet på grundlag af en almindelig<br />
berærterberilling, at der i praksis ses at kunne rære en trang til stede til at kunne blire<br />
berærtet i forsamlingshuset ud orer det i øjeblikket tilladte, at det med rette synes at<br />
kunne hærdes, at berærterlorgirningen må rære i nøje kontakt med de til enhrer tid<br />
foreliggende ønsker inden for sognet, idet et misforhold mellem lorgirningen og sognets<br />
ønsker meget let fører til orertrædelse af loren, og at det i praksis risse steder har roldt<br />
politimyndighederne ranskeligheder at administrere berærterlorgirningen på en sådan<br />
måde, at kun den tilladte berærtning finder sted. Under hensyn til sådanne betragtninger<br />
har man, som nærnt, rejst det spørgsmål, om tiden måtte rære inde til påny at drøfte<br />
spørgsmålet om at muliggøre, at der til forsamlingshusene knyttes almindelig berærterberilling.<br />
Selr om der bler åbnet mulighed for at knytte berærterberilling med stærke drikke<br />
til forsamlingshusene, rille adskillige af disse imidlertid næppe kunne få berilling, fordi<br />
lokalerne ikke tilfredsstillede politiredtægtens krar. I ungdomskommissionens betænkning af<br />
1951 om fritidslokaler på landet siges det side 18 bl. a.:<br />
„Hrert femte forsamlingshus har kun eet lokale — den store sal — medens hrert andet har endnu<br />
eet lokale, og resten har to, tre eller flere orerskydende. Der er gennemsnitlig 2,2 lokaler pr. forsamlingshus<br />
— horedsalene medregnet<br />
De srar, der er giret på spørgsmålene om, hrorridt toi letfor holdene, garderobeforholdene o. s.r.<br />
er tilfredsstillende, riser som nedenfor anført, at der red et meget stort antal forsamlingshuse også efter<br />
lokal opfattelse er følelige mangler, og det må formodentlig herred tages i betragtning, at man ofte er tilbøjelig<br />
til at erklære sig tilfreds med forhold, der er tilrante gennem længere tid.<br />
Utilfredsstillende<br />
pct.<br />
Toiletforholdene ca. 45<br />
Garderobeforholdene ca. 35<br />
Serreringsforholdene ca. 25<br />
Køkkenforholdene ca. 20<br />
Vedligeholdelsen i almindelighed ca. 10".<br />
I forbindelse med spørgsmålet om forsamlingshusenes lokalespørgsmål har kommissionen<br />
opholdt sig red det af ungdomskommissionen i den foran nærnte betænkning stillede<br />
forslag om etablering af fritidslokaler på landet. Begrundelsen for at standse red dette<br />
forslag er, foruden den at muligheder for god beskæftigelse i fritiden indebærer ridtrækkende<br />
ædruelighedspolitiske perspektirer, den omstændighed, at forslaget om oprettelse af sognegårde,<br />
i hrilke der forudsættes at kunne blire serreret, herunder udskænket, i moderne,<br />
hensigtsmæssige lokaler, synes at afgire grundlag for en fornyet drøftelse af spørgsmålet<br />
om det hensigtsmæssige i på forhånd at udelukke almindelig berærtningsrirksomhed på<br />
landet i de stedlige forsamlingshuslokaler.<br />
Af den forannærnte betænkning — side 21 — fremgår det, at ungdomskommissionen<br />
efter en undersøgelse af forsamlingshusenes forhold er konkluderet i:
80<br />
„at der findes en række kommuner, som orerhoredet ikke har fritidslokaler for ungdommen,<br />
at de forhåndenrærende lokaler er temmelig små og ikke alle lige rel redligeholdte, og at de forhåndenrærende<br />
garderober og toiletter er utilstrækkeligt indrettede,<br />
at der kun sjældent forefindes den flerhed af forskellige lokaletyper, som man har tilstræbt de steder,<br />
hror der er opført sognegårde eller arbejdes med planer herom,<br />
at det åbenbart er forbundet med betydelige økonomiske ranskeligheder at drire forsamlingshusene<br />
på en sådan måde, at de srarer til deres bestemmelse, og<br />
at man derfor ofte ril rære nødsaget til at lade de økonomiske hensyn komme i første række."<br />
Ungdomskommissionen har herefter, side 24, stillet forslag om, at man udbygger<br />
forsamlingshusene til at blire sognegårde, hris opgarer skitseres som følger:<br />
„Sognegården skal på een gang rære højskole, festbygning, idrætshus og dagligstue. Den skal<br />
rære det naturlige midtpunkt, som søges frit og gerne, og som om sig skal genopbygge fællesskabet i sognet,<br />
der mange steder trues af udriklingen — en udrikling, som intet andet sætter i stedet.<br />
Hris man ril gå mere i detailler, kan sognegårdens opgarer formentlig deles således, idet rækkefølgen<br />
til en ris grad bestemmes af deres forholdsmæssige betydning:<br />
1) at rære en støtte for foreningsliret, som i det ridest mulige omfang i sognegården må kunne<br />
få passende lokaler m. r. til sin rirksomhed, sårel hrad angår medlemmerne — både i det daglige og i<br />
forbindelse med foreningernes møder og fester — aom administrationen m. m. Dette må gælde al foreningsrirksomhed<br />
i sognet, således også f. eks. spejderne, der har brug for faste lokaler, som de alene bruger.<br />
2) at kunne fungere som sognebdernes „storstue", hror familiefester og andre større arrangementer<br />
kan finde sted.<br />
3) at rære centrum for aften- og ungdomsskolearbejdet i det omfang, hrori dette kan forenes<br />
med den ordning af skolebyggeriet, der ønskes gennemført.<br />
4) i almindelighed at rære hjemsted for alle offentlige foranstaltninger i sognet, f. eks. sessioner,<br />
uddeling af rationeringskort, offentlige foredrag, ralgmøder og ralghandlinger, teater- og biografforestillinger<br />
o. s. r.<br />
5) at rære sognets idrætsmidtpunkt, dels for så ridt angår dans, gymnastik og anden indendørs<br />
idræt, dels for så ridt angår friluftsidrætten, såfremt man kan knytte sognegården og idrætspladsen til<br />
hinanden.<br />
6) at gire plads for lokaler, til brug for husflidsarbejdet og andre særlige fritidsbeskæftigelser<br />
(hobbyrirksomhed), som mange steder på landet (der findes husflidsforeninger i 500 kommuner med ca.<br />
25 000 medlemmer) spiller en orerordentlig stor rolle, men ofte lider under dårlige lokaleforhold, selr om<br />
der også sine steder er opført særlige „husflidsskoler".<br />
7) at rære tilholdssted for den helt ubundne fritidsrirksomhed, narnlig blandt den uorganiserede<br />
ungdom, f. eks. red indrettelse af et klublokale, en læsestue eller et lokale til forskellig slags sport<br />
og spil m. r., såsom bordtennis og bordbillard, samt i forbindelse hermed måske også et lille serreringslokale.<br />
8) at rumme erentuelle børneinstitutioner, som der måtte rære behor for i sognet året rundt<br />
eller i risse sæsoner, f. eks. ruggestuer og børneharer, medens der næppe kan blire tale om fritidshjem.<br />
9) at yde et bidrag til løsningen af de unges boligproblem, idet der i en del landkommuner er et<br />
rist behor for at hare nogle udlejningsrærelser til rådighed ikke mindst i betragtning af, at tendensen<br />
efter kommissionens opfattelse mange steder — narnlig inden for landhåndrærket, men til dels også i andre<br />
erhrerrsgrene — går i retning af, at lærlingene og andre yngre arbejdere, f. eks. landarbejdere og mejerister,<br />
ikke mere har kost og logi hos læremesteren, således at tilstederærelsen af udlejningsrærelser muligris<br />
ril kunne gøre sit til at afhjælpe manglen på eller i hrert fald ranskelighederne red at få arbejdskraft<br />
på landet, det rære sig til landbruget eller til håndrærk og handel. (De herhen hørende spørgsmål er også<br />
berørt i kommissionens betænkning om boliger for ungdommen og ril blire behandlet i en kommende betænkning<br />
om ungdommen og arbejdsliret).<br />
Den her foretagne opregning af forskellige felter, hror sognegården kan spille en rolle, er næppe<br />
udtømmende, og på den anden side ril en sognegård, der mangler en eller flere af disse funktioner, meget<br />
rel kunne udfylde en rærdifuld plads i sognets lir. De lokale forhold og de lokale behor er rigtigere end<br />
alle teoretiske orerrejelser. Det er ikke mindst rigtigt at se på de praktiske muligheder for sognegårdens<br />
rejsning og narnlig på den erentuelle nødrendighed af at tade opførelsen foregå etaperis".
81<br />
Angående serreringsmulighederne i sognegårdene hedder det side 42—43:<br />
„På en sognegård må der rære mulighed for serrering. Det er dels en forudsætning for en række<br />
specielle anrendelser af lokalerne, dels kan det rære en faktor af økonomisk betydning for anlægets drift.<br />
Endelig betyder selr en beskeden restaurationsrirksomhed ofte en ris tiltrækning for beboerne i et landsogn,<br />
der ligger mere eller mindre isoleret — og det må rære en rigtig forudsætning for gennemførelse af<br />
den saglige del af programmet, at både unge og ældre kan lide at komme på stedet. Erfaringerne fra eksisterende<br />
anlæg riser, at spørgsmålet ikke er uden betydning.<br />
Et café-lokale, der udelukkende anrendes til serrering, forekommer ristnok sjældent red rore<br />
forsamlingshuse. Men det er i ørrigt et spørgsmål, om man ikke i højere grad burde rære opmærksom på<br />
denne mulighed. Det er allerede nærnt under omtalen af klublokalerne, at man red planlægningen af en<br />
sognegård er tilbøjelig til ensidigt at hæfte sig red ganske bestemte, saglige funktioner — møder, studierirksomhed<br />
o. s. r. Men lokaler, der ikke er „nyttige" i almindelig forstand, kan meget rel få afgørende<br />
betydning for den tilslutning, som er nødrendig — ikke mindst fra de unges side. Mange af dem lægger<br />
en alt for stor del af deres penge på berærtninger, bare for at hare et sted at rære. Det kunne for alle<br />
parter betale sig, om sognegården også bler stedet for stambordet. Selr en beskeden serreringsrirksomhed<br />
— en slags ungdomscafé med billige priser — rille mange steder hare sin berettigelse og bidrage til, at langt<br />
flere efterhånden bler draget aktirt ind i de former for ungdomsarbejde, som sognegården iørrigt skal<br />
gire plads for.<br />
Som nærnt red omtalen af forhallen burde man red en hensigtsmæssig udformning af dette lokale<br />
kunne skabe en mulighed for serrering — ligesom man har det i en teaterfoyer eller i forhallen til et hotel.<br />
Men normalt må man regne med, at det lokale, der anrendes til serrering, tillige skal kunne<br />
tjene andre formål — f. eks. fungere som mødelokale. Den almindeligste løsning red de eksisterende forsamlingshuse<br />
er den, at man benytter den såkaldte lille sal til serreringslokale. Normalt anrendes rummet<br />
til bestyrelsesmøder, foredrag og mindre sammenkomster, men, under eller efter møderne finder der serrering<br />
sted — og den lille sal anrendes også til serrering efter større arrangementer i forsamlingssalen.<br />
I de her nærnte tilfælde er der i reglen kun tale om mindre serreringer.<br />
Det er dog en selrfølge, at der også på anden måde må rære mulighed for serrering på sognegården.<br />
Forsamlingssalen skal kunne fungere som sognets festlokale og må derfor rære planlagt, så der red officielle<br />
eller prirate lejligheder kan arrangeres kaffebord eller større spisninger. Serreringsproblemet er<br />
narnlig afgørende for de krar, der må stilles til sognegårdens køkkenindretning, og man kan i forsamlingshusene<br />
finde det løst på flere principielt forskellige måder".<br />
Om ejerforholdet til sognegårdene anføres:<br />
„De forskellige hensyn, der således gør sig gældende, fører efter kommissionens mening til, at man<br />
som den principielle ordning må anbefale, at sognegården etableres som en selrejende institution, og at det<br />
som den næstbedste løsning må foretrækkes, at sognegården ejes og drires af kommunen. Disse former<br />
er i højere grad end andre udtryk for et fællesskab, der omfatter alle i sognet. Der ril imidlertid, hror sognegården<br />
etableres red ombygning af et forsamlingshus eller lign., risse steder rære en del grunde, der taler<br />
for, at det bestående andelsselskab eller aktieselskab berares, og såfremt redtægterne for disse selskaber<br />
tager det sidste af de orenfor nærnte hensyn i betragtning, nemlig hensynet til, at de offentlige midler ikke<br />
må kunne komme enkeltpersoner til fordel, ses der ikke at rære noget i rejen for, at aktieselskabsformen<br />
eller andelsselskabsformen kan rære formålstjenlig.<br />
Man mener derimod ikke at kunne anbefale, at sognegården er i prirat eje, hrerken såfremt den<br />
ejes af en enkelt, eller såfremt der står et interessentskab bag. I begge tilfælde ril den kun højst indirekte<br />
kunne opfattes som en institution, som tilhører hele befolkningen, og ril derfor ranskeligt kunne opfylde<br />
sin egentlige funktion".<br />
Ungdomskommissionens fornærnte betænkning må rurderes i forbindelse med<br />
boligstøtteloren, jfr. nu bekendtgørelse af 14. juni 1951 af lor om byggeri med offentlig<br />
støtte og lor nr. 52 af 5. marts 1954 om forlængelse af byggestøttelorgirningen, der<br />
bl. a. åbner adgang til ydelse af statslån til fritids- og forsamlingslokaler.<br />
Ungdomskommissionen har ikke taget stilling til spørgsmålet om, hrorridt der bør<br />
kunne gires sognegårdene berærterberilling med stajrke drikke. Betænkningen taler neutralt<br />
kun om berærtning, idet man har anset det for naturligt, at spørgsmålet om udskænkningsretten<br />
behandles andetsteds,<br />
ii
82<br />
Der er enighed inden for kommissionen om, at det ikke alene kan antages at rære<br />
det typiske forsamlingshus, der består af en stor sal og et mindre køkken, erentuelt<br />
yderligere et mindre lokale, der rammes af §26, stk. 3. Ordene i bestemmelsen er så ride, at<br />
også forsamlingshuse med større og flere lokaler og udstyret på mere moderne ris, herunder<br />
sognegårde, må anses for omfattet af den pågældende bestemmelse.<br />
Under de stedfundne orerrejelser har man fra risse sider ræret betænkelig red at<br />
se bort fra den begrundelse, der ligger bag bestemmelsen i berærterlorens § 26, stk. 3.<br />
Man har herunder ikke skønnet, at der er trang til at åbne forsamlingshusene adgang til at<br />
opnå berærterberilling med ret til udskænkning af stærke drikke, og anser det for mere rationelt,<br />
at forsamlingshuses mulighed for serrering fortsat reguleres gennem lejlighedstilladelser,<br />
hrorred politiet får mere hånd i hanke med forholdene. Et mindretal (Bendixen,<br />
Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen og Randkær) mener i orerensstemmelse<br />
hermed ikke, at der bør kunne knyttes berilling hrerken til de almindelige forsamlingshuse<br />
eller til forsamlingshuse med flere til serrering egnede lokaler eller til sognegårde.<br />
Mindretallet anser det derfor for rigtigst fortsat at bibeholde bestemmelsen i § 26, stk. 3.<br />
Kommissionens flertal er enig med mindretallet i, at det må frarådes at åbne mulighed<br />
for at knytte berærterberilling til det foran nærnte typiske forsamlingshus. Almindelig<br />
berærterrirksomhed hører ikke hjemme i sådanne lokaler, og bestemmelsen må derfor,<br />
for så ridt angår sådanne forsamlingshuse, berares. I orerensstemmelse med den side 79<br />
anførte argumentation anser flertallet det imidlertid på den anden side for mindre rimeligt,<br />
såfremt et forsamlingshus med hensigtsmæssige lokaler på forhånd skulle rære afskåret<br />
fra at opnå berilling. I så henseende henrises til en gennem handelsministeriet modtagen<br />
klage fra forsamlingshusene på Lolland-Falster, der som følge af, at der dér kun forefindes<br />
få kroer, hærder at hare indrettet forsamlingslokalerne på en sådan måde, at de er egnede til<br />
berærtningsbrug. Flertallet mener også, at der bør kunne knyttes berilling til sognegårde.<br />
Forudsætningen for at opnå berilling må i begge tilfælde rære, at der foruden med selrstændig<br />
indgang indrettet sal m. r. er etableret egentlige til 'permanent berærtningsbrug bestemte lokaler.<br />
Der ril ikke rære noget til hinder for, at salen, når lejlighed gires, også benyttes som serreringslokale,<br />
men den daglige serrering må ske i særlige lokaler, således at salen er forbeholdt<br />
de i § 26, stk.3, nærnte formål. Flertallet understreger, at det fremdeles rille ligge<br />
i den stedlige befolknings hænder at afgøre, om der i det enkelte tilfælde skal kunne knyttes<br />
berærterberilling med stærke drikke til forsamlingshuse af den angirne art, idet der, som<br />
flere gange nærnt, alene ril rære tale om, orerensstemmende med andre regler i berærterloren,<br />
der hriler på princippet om det lokale selrstyre, at foreslå ændret reglen om, at det på<br />
forhånd er udelukket for et forsamlingslokale at opnå berilling, uanset om lokalerne er<br />
egnede, og uanset om egnens befolkning ønsker en berilling.<br />
Man har orerrejet som kriterium for, om berilling kunne opnås, at foreslå, at betingelsen<br />
måtte rære, at der rar ydet støtte gennem boligstøttelorgirningen til de pågældende<br />
forsamlingslokalers opførelse eller ændring. Da der imidlertid, som foran nærnt,<br />
kan eksistere forsamlingshuse, til hrilke der ikke er giret støtte gennem den nærnte lorgirning,<br />
og hris lokaler kan rære lige så egnede som en sognegårds lokaler, har man afstået<br />
fra at foreslå som kriterium, at der er ydet boligstøtte til lokalernes opførelse eller ændring.<br />
En anerkendelse af disse betragtninger fører til, at også sådanne forsamlingshuse,<br />
der ikke er opført eller ændret med støtte i henhold til boligstøttelorgirningen, men som<br />
desuagtet måtte rære indrettet på forsrarlig måde, får mulighed for at opnå berilling.<br />
Det afgørende for, om lokalerne er egnede til berærtningsbrug, må rære, at der som nærnt foruden<br />
selrstændige lokaler til brug for de i § 26, stk. 3, nærnte formål findes lokaler, der er indrettet<br />
til berærtninesbrusr, samt at lokalerne i orerensstemmelse med de allerede nu rældende
83<br />
regler tilfredsstiller de i redkommende politiredtægt indeholdte bestemmelser om berærtningslokalers<br />
indretning, i hrilken forbindelse man henleder opmærksomheden på, at berærtningslokaler<br />
skal godkendes af politiet og sundhedskommissionen, forinden de tages i<br />
brug, jfr. berærterlorens § 9, stk. 4. Kommissionen har på grundlag af disse betragtninger<br />
stillet forslag om en herpå sigtende tilføjelse til bestemmelsen i § 26, stk. 3.<br />
3. En rurdering af forholdene i forsamlingshusene.<br />
Til bedømmelse af forholdene i forsamlingshusene har kommissionen foranlediget<br />
indhentet en række oplysninger redrørende forsamlingshusenes brug i de enkelte politikredse.<br />
De stillede spørgsmål er optrykt nedenfor side 143—44, og de indkomne srar er<br />
optrykt side 144 ff. På grundlag af det indhentede materiale er opstillet nedenstående orersigt:<br />
Orersigt orer berærtning s forholdene i forsamlingshuse m. r.
Det ril af orersigten ses, at der ialt findes 1568 forsamlingshuse i landet, hrilket<br />
srarer til ca. 1 forsamlingshus pr. sogn. Ca. 10 pct. af forsamlingshusene har berærterberilling<br />
uden ret til udskænkning af stærke drikke, og et tilsrarende antal har stående<br />
tilladelse i medfør af berærterlorens § 22 til berærtning med stærke drikke red særlige lejligheder.<br />
Op imod halrdelen af forsamlingshusene har stående lej lighedstil] adelse til udskænkning<br />
af srage drikke. De stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke er på<br />
det nærmeste begrænset til Sjælland, idet der, bortset fra 8 politikredse, ikke findes stående<br />
lejlighedstilladelser til stærke drikke på Fyn og i Jylland, se i denne forbindelse også<br />
de side 207—08 optrykte bilag. De stående lejlighedstilladelser til srage drikke er narnlig<br />
repræsenteret i de sidstnærnte landsdele.<br />
De enkeltstående lejlighedstilladelser synes ikke at spille nogen større rolle; narnlig<br />
optræder de yderst sjældent i Jylland.<br />
I det omfang, der i den pågældende politikreds udfærdiges stående tilladelser —<br />
dette er ikke tilfældet i 7 politikredse — er det den altorerrejende horedregel, at tilladelserne<br />
fornyes kontinuerligt. I 2 politikredse siges det, at de som regel fornyes kontinuerligt,<br />
og i 1 politikreds har man truffet „et særligt arrangement".<br />
„Andre lokaler" synes ikke at andrage et så stort tal, som man måske kunne rente<br />
at finde, idet der alt i alt kun er opgiret 127 lokaler, som ikke har berærterberilling, og<br />
hror medbragte drikkerarer nydes. Disse lokaler er omtalt nærmere foran side 30 ft..<br />
Angående politiets erfaringer med hensyn til de heromhandlede lokaler, sårel forsamlingshuslokaler<br />
som andre lokaler, bemærkes, at besrarelserne selrsagt afriger en del<br />
fra hrerandre, men at man stort set ril kunne sige, at 45 politikredse ikke finder anledning<br />
til at fremsætte ufordelagtige bemærkninger. En del af disse kredse finder med iørrigt<br />
rarieret ordralg endog forholdene gode.<br />
I 3 politikredse findes forholdene også gode; dog fremhæres det, at der finder enkeltstående<br />
misbrug sted af medbragte stærke drikke i de tilfælde, hror lokalerne er „afholdslokaler".<br />
I 13 kredse betragtes forholdene endridere som gode; dog er der lejlighedsris misbrug<br />
af medbragte stærke drikke, der nydes uden for lokalerne.<br />
I 1 politikreds siger politimesteren, „at ædrueligheden ikke er bleret mindre".<br />
I 6 politikredse kan forholdene ikke betegnes som særlig gode.<br />
I 1 politikreds er forholdene gode i eet distrikt og dårlige i et andet distrikt, og<br />
i 3 kredse siges der at finde et ret omfattende drikkeri sted af medbragte stærke drikke.<br />
Kommissionen har på grundlag af det indhentede materiale fra politikredsene herefter<br />
søgt at rurdere forholdene i forsamlingshusene og at nå frem til årsagerne til, at forholdene<br />
nogle steder ikke er, som de burde rære.<br />
En gennemgang af materialet synes at rise, at en af grundene til de risse steder<br />
herskende mindre tilfredsstillende forhold er den, at de få omsætningen af stærke drikke<br />
hrilende afgifter har nået en sådan størrelse, at publikum ofte ikke modstår fristelsen til at<br />
medbringe stærke drikke til festlighederne i forsamlingshusene. Denne skærhed i afgiftens<br />
størrelse red henholdsris serrering i berærtningslokaler — hrortil forsamlingshuslokaler<br />
med lejlighedstilladelse til udskænkning af stærke drikke afgiftsmæssigt henregnes<br />
— og køb hos de handlende, som fremkalder et ønske om at dække sit restaurationsforbrug<br />
red køb hos købmanden, har efter flere politimestres oplysninger skabt et problem, der ikke<br />
forelå i 1939, da den nugældende berærterlor bler til. Dette spørgsmål, der er af stor be-
86<br />
tydning for forholdene i forsamlingshuslokaler, er, da det også har betydning i andre<br />
relationer, omtalt nærmere foran side 6—7.<br />
Kommissionen har endridere som årsag til de mindre tilfredsstillende forhold i<br />
risse politikredse hæftet sig red den ordning, der bler legaliseret red berærterloren af 1939.<br />
Før den gældende berærterlor harde der i praksis rist sig trang til at meddele lejlighedstilladelser<br />
som stående tilladelser, bl. a. når der rar tale om serrering red møder eller fester<br />
i forsamlingshuse. Denne praksis bler lorfæstet i den nurærende lors § 22, stk. 3. Selr om<br />
denne adgang til opnåelse af 3-måneders stående tilladelser til udskænkning af stærke<br />
drikke red særlige lejligheder, som foran nærnt, ikke ses at rære bleret udnyttet i alle politikredsene,<br />
står det for kommissionen på grundlag af de erfaringer, der er indhøstet siden<br />
1939, som mindre naturligt, at man, samtidig med at stille sig hindrende i rejen for at knytte<br />
berilling til berærtning med stærke drikke til de heromhandlede forsamlingshuse, åbner<br />
adgang til, at de samme forsamlingshuse opnår stående lejlighedstilladelse, der rel kun<br />
girer ret til serrering red særlige lejligheder, men som dog i praksis kan nærme sig almindelig<br />
berærtningsrirksomhed. En tilladelse til at serrere red nærmere angirne festligheder<br />
fører nemlig ofte til, at det orerlades redkommende forsamlingshus at skønne orer, om den<br />
konkrete festlighed omfattes af den girne tilladelse, og selr om det må anses for en forudsætning<br />
for en stående tilladelse, at der forud for hrer festligheds afholdelse skal indgires anmeldelse<br />
til politiet, jfr. handelsministeriets cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 ad § 22, ril<br />
de b ofte forekomme, at dette orerses, og at reglerne misbruges. Man finder det ikke urimeligt,<br />
at arrangører af fester m. r. i hrert enkelt tilfælde skal rette henrendelse til politiet om<br />
meddelelse af lejlighedstilladelse. I det hele kan det siges, at ordningen med stående tilladelser<br />
næppe har lettet administrationen af berærterlorens bestemmelser, og at bortfald<br />
af denne ordning skønnes at gøre berærterlorens noget indriklede regler mere klare og<br />
håndterlige. Et specielt forhold, som kommissionen ønsker at fremdrage, er dette, at den<br />
omstændighed, at der er knyttet en stående tilladelse med adgang til udskænkning af<br />
stærke drikke til et forsamlingshus, af kontrolmæssige grunde har til følge, at nydelse af<br />
medbragte stærke drikke beskattes, jfr. Østre Landsrets dom af 24. juni 1948, U. f. R.<br />
1948, side 1159, og at festligheder, hror indbyderen eller deltagerne medbringer drikkerarer,<br />
således blirer skattepligtige, uanset at festen i og for sig måtte rære af en sådan<br />
karakter, at den burde kunne afholdes uden pligt til betaling af omsætningsafgift.<br />
Under hensyn til de foran anførte betragtninger er kommissionen nået til den opfattelse,<br />
at det må anses for rigtigst og mest praktisk, at man forlader de stående tilladelser<br />
og alene girer mulighed for enkeltstående tilladelser til lejlighedsberærtning. Et sådant forslag<br />
ril kunne medføre lidt mere ulejlighed for politiet med hensyn til meddelelse af de omhandlede<br />
tilladelser. Dette, at politiet får mulighed for at skønne orer den enkelte festligheds<br />
karakter, forinden tilladelsen gires, synes imidlertid at berirke, at kontrollen med festlighederne<br />
samtidig må antages at blire mere orerkommelig. Kommissionen har forelagt<br />
Foreningen af Politimestre i Danmark sit forslag, og politimesterforeningen har giret tilslutning<br />
til forslaget.<br />
De foranstående bemærkninger tager kun sigte på de stående tilladelser, der girer<br />
ret til udskænkning af stærke drikke. De fremdragne betænkeligheder redrører derimod ikke<br />
de stående tilladelser, der ikke medfører sådan udskænkningsret. Kommissionen har derfor<br />
intet at erindre imod, at der fortsat åbnes mulighed for meddelelse af sådanne tilladelser,<br />
der dog bør begrænses til højst at gælde for 6 måneder ad gangen i modsætning til nu, hror<br />
tilladelse kan gires for indtil 1 år ad gangen. I denne forbindelse ril man gerne gire udtryk<br />
for den opfattelse, at det af kommissionen forudsættes, at en stående tilladelse til udskænk-
87<br />
ning af afholdsdrikke fremdeles ikke bør rære til hinder for meddelelse af enkeltstående<br />
lejlighedstilladelser til udskænkning af stærke drikke. Kommissionen forudsætter endridere,<br />
at en stående tilladelse til serrering af srage drikke fortsat ikke udelukker, at<br />
stærke drikke i særlige tilfælde, hror den stående tilladelse til serrering af srage drikke ikke<br />
finder anrendelse, medbringes af indbydere til eller deltagere i prirate festligheder i redkommende<br />
forsamlingshus, jfr. herred højesteretsdom af 15., norember 1932, U. f. K.<br />
1933, side 30.<br />
I forbindelse med rurderingen af udskænkningsforholdene i forsamlingshusene finder<br />
kommissionen endridere anledning til at fremhære, at der hidtil synes at hare manglet en<br />
tilfredsstillende bestemmelse om ansraret for, om berærtningen finder sted i orerensstemmelse<br />
med berærterlorens forskrifter. I den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning bler det<br />
foreslået, at serreringsrirksomheden altid skulle forestås af en dertil udpeget 'person, og dette<br />
forslag bler optaget i den gældende lor. Det er utrirlsomt rigtigt, at den første forudsætning<br />
for, at forsamlingshusene kan opretholde en ris standard, er den, at en bestemt person<br />
står for serreringen, men spørgsmålet er, om man kan blire stående herred. Man ril dels<br />
kunne spørge, om der ikke også bør stilles bestemt angirne krar til rærten og gires regler<br />
om hans adgang til fortsat at rirke som forsamlingshusrært i tilfælde af misbrug, dels kunne<br />
rejse spørgsmål om, hrorridt det er tilstrækkeligt alene at interessere sig for rærten. Med<br />
hensyn til det første spørgsmål bemærkes, at det fra de enkelte politikredse indhentede<br />
materiale synes at rise, at flet ofte føles som et sarn, at den antagne forsamlingshusrært<br />
som oftest ikke er uddannet i faget, hrilket også gælder den antagne medhjælp. Det anføres<br />
i denne forbindelse, at ledelsen af serreringsrirksomheden i disse lokaler som regel ikke er<br />
så fast, som tilfældet er, når det er en egentlig berærter, der står for arrangementet. En<br />
berærter må for at opnå berilling dokumentere risse kralifikationer, og han risikerer red<br />
ikke at holde den fornødne orden at miste sin berilling eller ikke at få den fornyet. For ham<br />
betyder det tab af hans erhrerr, medens forsamlingshusrærten dels ikke skal opfylde særlige<br />
betingelser for at opnå tilladelse til at forestå berærtningen, dels heller ikke synes<br />
at løbe en tilsrarende risiko som berærteren. Kommissionen mener dog ikke på dette punkt<br />
at burde stille forslag sigtende på en ændring af de gældende regler. Selr når det drejer sig<br />
om meddelelse af egentlige berærterberillinger, har det ofte rist sig, at ansøgere til sådanne<br />
berillinger f. eks. ikke er uddannet i faget. Det ril derfor næppe rære muligt at stille<br />
krar om faglig uddannelse til forsamlingshusrærter, og man ril formentlig også kunne afstå<br />
fra at opstille habilitetsbetingelser for disse rærter. Forsamlingshusenes bestyrelser må<br />
antages kun at antage personer som forsamlingshusrajrter, som de pågældende bestyrelser<br />
har tillid til. Derimod synes man i højere grad end hidtil at burde hare opmærksomheden<br />
henrendt på det andet foran rejste spørgsmål om ikke alene at holde sig til forsamlingshusrærten,<br />
idet det må forekomme naturligt, at også forsamlingshusenes bestyrelser inddrages<br />
i billedet. De fra politikredsene modtagne oplysninger riser klart, at man risse steder fra<br />
redkommende bestyrelses side går aktirt til rærks. Man har således nedsat ordensudralg,<br />
der fører direkte tilsyn med festlighederne i redkommende forsamlingshus. En sådan fremgangsmåde<br />
kan efter kommissionens opfattelse hare en gunstig rirkning, og kommissionen<br />
kan, også efter at Foreningen af Politimestre i Danmark har ræret gjort bekendt med forslaget<br />
og giret dette sin tilslutning, anbefale, at man i orerensstemmelse med princippet i<br />
berærterlorens § 6, optager en regel om, at det retlige ansrar for den girne tilladelses benyttelse<br />
ikke alene påhriler den antagne rært, men tillige forsamlingshusets bestyrelse. Selr om<br />
bestyrelserne normalt føler deres ansrar på det heromhandlede område, må det skønnes<br />
rigtigt, at princippet slås fast i loren.
88<br />
Det kan endelig nærnes, at de om berærtningers lukketid gældende bestemmelser,<br />
som foran side 74—75 nærnt, også omfatter forsamlingshusene, og at politiet således har<br />
det i sin hånd med den dér angirne begrænsning at foreskrire de lukketider, som skønnes<br />
passende. Yderligere henleder man opmærksomheden på de af risse politimestre gjorte<br />
betragtninger, hrorefter det har rist sig at hare en god rirkning at sætte forsamlingshuse<br />
eller foreninger, der har misbrugt girne tilladelser, i karantæne — en fremgangsmåde,<br />
der narnlig kan praktiseres, såfremt man, som foreslaet af kommissionen, forlader de stående<br />
lejlighedstilladelser for de stærke drikkes redkommende.<br />
Man skal sluttelig henlede opmærksomheden på, at man — også fra politiside —<br />
gerne ser, at der i forbindelse med forslagets erentuelle ophøjelse til lor udsendes et rejledende<br />
cirkulære, i særlig grad angående de i forbindelse med forsamlingshusberærtningen<br />
stående spørgsmål. Det ril herunder rære af interesse, at der udarbejdes specielle blanketter<br />
til ansøgninger om lejlighedstilladelse og til selre tilladelsen, jfr. herred berærterlorens<br />
§ 42, der indeholder den fornødne hjemmel for handelsministeren til at udarbejde sådanne<br />
blanketter, således at de fornødne oplysninger kan indhentes, og de særlige rilkår og betingelser<br />
for tilladelsen rideregires i skematisk form.
Staderirksomhed.<br />
Efter bestemmelserne i berærterlorens § 23 kan der af politiet, i Københarn af<br />
magistraten, gires tilladelse til fra bod el. lign. til fortæring på stedet at forhandle rarme<br />
pølser med tilbehør, iscreme og smørrebrød i pakker samt til at serrere kaffe, the, cacao<br />
og mælk med brød. Erhrerrsrådet for Gartneri og Frugtarl og Sammenslutningen af<br />
Danmarks Æblemosterier har i de side 209-15 optrykte skrirelser henstillet, at der åbnes<br />
adgang til tillige at forhandle æblemost og lignende frugtsaft i flasker fra bod m. r. Motireringen<br />
for denne henrendelse er ønsket om at kunne understøtte salget af most og anden<br />
frugtsaft. Fra anden side er der rejst spørgsmål om adgang til forhandling af kartofler<br />
tilberedt som „pommes frites".<br />
Den i § 23 omhandlede næring, til hrilken der indtil berærterloren af 1939 udkræredes<br />
berærterberilling uden ret til udskænkning af stærke drikke, kan som nærnt<br />
nu drires på polititilladelse. Den pågældende forhandlings- og serreringsform, der påbegyndtes<br />
som kaffe- og pølserogne, har i tidens løb inddraget andre rarer under sit område.<br />
Ved berærterloren af 1939 fæstnedes rareområdet til at omfatte de foran nærnte<br />
rarer. Denne opregning er udtømmende, således at der, såfremt salg fra bod af most m. r.<br />
skal muliggøres, må skabes lorhjemmel herfor.<br />
Forhandling og serrering fra bod imødekommer et behor hos befolkningen, og de<br />
forskellige kaffeboder og pølse- og smørrébrødsrogne m. r. er et populært led i den daglige<br />
tilrærelse og i turistliret. Udgangspunktet har ræret det hensigtsmæssige i hurtigt og<br />
billigt at kunne blire forsynet med beskeden mad og risse alkoholfri drikkerarer. Den<br />
pågældende forhandlings- og serreringsform må rel antages at rære undtagelsen fra reglen<br />
om, at den offentlige berærtning foregår i de egentlige restaurationer. Hygiejniske hensyn<br />
taler alene imod en udridelse af rareområdet, såfremt rarens art gør en forhandling<br />
fra bod uhensigtsmæssig. Hensyn af denne art taler ikke imod at tillade forhandling af<br />
most fra rogn, medens dette måske kan siges at rære tilfældet for så ridt angår salg af<br />
„pommes frites". En tilladelse til forhandling af most og andre frugtsafte fra rogn ril, hror<br />
meget der end efter flere kommissionsmedlemmers mening kunne tale for at gire en sådan,<br />
imidlertid rejse spørgsmålet om tillige at åbne adgang til forhandling af andre læskedrikke,<br />
såsom sragt øl, sodarand m. r. En tilladelse til forhandling af disse drikke samt „pommes<br />
frites" må endridere formodes at fremkalde ønsker om. adgang til forhandling af andre<br />
madrarer end pølser og smørrebrød m. r. samt serrering af andre drikkerarer end kaffe,<br />
the, cacao og mælk. Ønsker om en udridelse af rareområdet i § 23 ranskeliggør fastlæggelsen<br />
af en blirende grænse for forhandlings- og serreringsområdet. Hertil kommer,<br />
at serrering efter kommissionens opfattelse principielt må ske på grundlag af berærterberilling<br />
i de egentlige restaurationer. At benytte berærterloren til at understøtte industribrancher<br />
og lign. — hror ønskelig en sådan støtte ud fra produktionsmæssige betragtninger<br />
end måtte rære — forekommer ikke naturligt. Kommissionen har i orerensstem-
90<br />
melse med disse betragtninger ikke ment at kunne anbefale, at de fremsatte ønsker imødekommes.<br />
For en ordens skyld undlader man dog ikke at tilføje, at der efter berærterlorens<br />
§ 7, stk. 1, 2. pkt., med politiets tilladelse kan knyttes berærteradkomst uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke til faste stadepladser under åben himmel, når omstændighederne<br />
taler derfor, og i henhold til en sådan adkomst ril serreringen ikke rære bundet til<br />
det i § 23 nærnte rareområde.<br />
Om is-, følse-, smørrebrøds- og kafferognsstaderne i Københarn kan oplyses følgende:<br />
Der er i henhold til berærterlorens § 23 i året 1953 udfærdiget følgende tilladelser:<br />
71 isstader,<br />
156 pølsestader,<br />
16 smørrebrødsstader og<br />
5 kafferognsstader.<br />
Vedrørende forholdet mellem stadelejerne og lererandørerne bemærkes følgende:<br />
1) Isstaderne.<br />
Isforhandlerne låner rognene af firmaerne mod at forhandle redkommende<br />
firmas is.<br />
2) Pølsestaderne.<br />
Disse kan deles i 3 grupper. Der er 135 selrstændige pølseforhandlere. Disse<br />
køber rognene af de firmaer, hris pølser de ønsker at sælge. Betalingen for rognene<br />
afrikles red, at forhandlerne hrert krartal, når der udbetales bonus (5 pct.) af det i<br />
krartalet indkøbte antal kg pølser, betaler et rist afdrag på rognen, således at rognene<br />
med tiden blirer forhandlernes ejendom.<br />
Een pølseforhandler har tilladelse til salg fra ialt 7 stader. Forholdet er ordnet<br />
på den måde, at den pågældende stiller rognen til disposition for bestyrerne, og disse<br />
aflønnes med et rist beløb for hrer solgt pølse og brød. Endridere ydes der et nærmere<br />
fastsat dyrtidstillæg pr. dag.<br />
Et kooperatirt selskab har 14 stader. Institutionen har, da den bler stiftet,<br />
indkøbt et rist antal rogne, og 14 medlemmer indskød hrer 1/14, der udbetales, når<br />
et af medlemmerne udtræder. Vognen tilhører stadig selskabet. Aflønningen foregår<br />
på den måde, at der hrer uge udbetales et å conto beløb til hrert medlem, og udgifterne<br />
til samtlige pølsestader betales af det tilbageholdte beløb. Hrert krartal<br />
udbetales det beløb, der er til rest, når udgifterne er afholdt.<br />
3) Smørrebrødsstaderne.<br />
De 16 smørrebrødsstader indehares af eet selskab. Bestyrerne aflønnes med<br />
en garanteret grundløn + procenter af salget.<br />
Selskabet fordeler de smørrebrødspakker, der hrer aften måtte blire til rest,<br />
blandt arbejdsløse.<br />
4) Kafferognsstaderne.<br />
Et filantropisk foretagende har 5 kafferognsstader. Bestyrerne aflønnes<br />
ligesom for smørrebrødsstadernes redkommende med en garanteret grundløn -fprocenter<br />
af salget.<br />
Institutionen anrender sit orerskud til gratis uddeling af kaffe til arbejdsløse.
91<br />
Det fremgår af det anførte, at der er giret tilladelse i henhold til § 23, stk. 2 (flere<br />
stader) til 7 + 14 pølsestader, 16 smørrebrødsstader og 5 kafferognsstader.<br />
9 store forretningsrirksomheder, der fremstiller is og pølser, står bag stadeindeharerne<br />
og lererer rarer til disse. Hror mange forhandlere, hrert enkelt firma er lererandør<br />
til, foreligger der ikke oplysning om.<br />
Der er ikke indhentet oplysninger om forholdene i prorinsbyerne. Det er efterhånden<br />
almindeligt, at der også dér er etableret stadesalg af pølser m. r.<br />
De omhandlede tilladelser til forhandling og serrering fra bod kan i henhold til<br />
berærterlorens § 23, stk. 1, kun gires for et år ad gangen. I bemærkningerne til det forslag,<br />
som kommissionen af 1934 fremsatte, siges det, at det under hensyn til disse rirksomheders<br />
særlige karakter er foreslået, at tilladelsen kun kan gires for 1 år ad gangen. Københarns<br />
magistrat har, se den side 193 optrykte skrirelse, anført, at der næppe er tilstrækkelig<br />
anledning til at foretage den nærnte begrænsning, idet man samtidig henriser<br />
til, at der i medfør af § 23, stk. 4, er adgang til at tage tilladelsen tilbage, bl. a. når tilladelsen<br />
har giret anledning til misbrug eller andet uheldigt forhold. Magistratens forslag<br />
går herefter ud få, at tilladelsen kommer til at hare en gyldighedsferiode, der srarer til den for<br />
berillinger i den pågældende kommune gældende, jfr. berærterlorens §§ 4 og 13.<br />
Til belysning af det betimelige i, som af magistraten foreslået, at søge gyldighedstiden<br />
for de i medfør af § 23 meddelte stadetilladelser forlænget, har kommissionen anmodet<br />
magistraten om at oplyse, hror hyppigt de omhandlede stader skifter indeharer, ligesom<br />
man har udbedt sig underretning om, i hrilket omfang den magistraten red paragraffens<br />
4. stk. tillagte ret til i tilfælde af misbrug eller andre uheldige forhold at inddrage udfærdigede<br />
stadetilladelser har ræret bragt i anrendelse.<br />
Forsåridt angår kaffe- og smørrebrødsstaderne samt de tilladelser, der er tildelt<br />
selskaber og personer til forhandling af pølser fra flere stader, foreligger der ikke tilgængeligt<br />
materiale til oplysning om, hror ofte bestyrerne udskiftes. Derimod er det, forsåridt<br />
angår de ørrige stader, oplyst, at stader med god omsætning kan drires af deres indeharer<br />
gennem en længere årrække, eksempelris helt op til 30 år, medens mindre gode stader<br />
kan skifte indeharer indenfor 1—5 år, hrorred bemærkes, at der normalt tillades en ris<br />
oprykning til bedre stader efter anciennitet. De af magistraten meddelte oplysninger<br />
til belysning af spørgsmålet har rist, at det gennemsnitlige tidsrum, i hrilket de pågældende<br />
siden ikrafttræden af berærterloren af 1939 uafbrudt har ræret indeharer af samme stade,<br />
har ligget omkring 4 år. Endelig har man med hensyn til spørgsmålet om stadetilladelsens<br />
inddragelse i tilfælde af misbrug oplyst, at den magistraten hertil tillagte ^beføjelse i løbet af de<br />
sidste 10 år gennemsnitlig er bragt i anrendelse een gang om året. Det kan formentlig antages,<br />
at billedet i prorinsen ikke ril afrige ræsentligt fra, hrad der er oplyst om københarnske<br />
forhold.<br />
Kommissionen kan i princippet dele de betragtninger, der er kommet til orde i<br />
den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning angående dette spørgsmål. De omhandlede<br />
næringer er af en særlig karakter, og det synspunkt, der ligger til grund for fornyelsesinstitutionen,<br />
nemlig at indehareren under hensyn til risikoen for red gyldighedsfristens<br />
udløb ikke at få adkomsten fornyet passer særligt på, må hare betydelig rægt,<br />
når talen er om de heromhandlede næringer. Et stade på offentlig gade kan blire et samlingssted<br />
for uheldige elementer. På den anden side må det erkendes, at begrænsningen til<br />
1 år afstedkommer megen administration. Der kan også henrises til, at almindelige randrebrere<br />
ikke indeholder nogen tidsbegrænsning. Kommissionen er stemt for forenklinger,<br />
hror sådanne kan foretages, og da man i paragraffens stk. 4, som af magistraten
92<br />
påpeget, synes at hare et godt rærn mod de uheldige følger, som en forlængelse af gyldighedsperioden<br />
i enkelte tilfælde kan tænkes at rille få, har der i kommissionen ræret stemning<br />
for at følge magistraten på dette punkt. Spørgsmålet er herefter, hror lang gyldighedsperioden<br />
skal rære. For berillinger kan denne, som tidligere nærnt, sringe fra 5<br />
til 8 år, alt efter hrad berærterredtægten herom bestemmer, jfr. berærterlorens § 4,<br />
stk. 1. Det ril dog nok rære en for stor udridelse at rælge den for berillinger indenfor<br />
den pågældende kommune gældende gyldighedstid. Kommissionen har samlet sig om at<br />
foreslå en gyldighedsperiode på 3 år. Forudsætningen herfor må dog rære, at beføjelsen<br />
i stk. 4 til at inddrage tilladelser benyttes i det omfang, hror uheldige forhold omkring den<br />
pågældendes person eller stedet gør det ønskeligt at gribe ind. Kommissionen har i orerensstemmelse<br />
hermed stillet forslag om et hertil sigtende ændringsforslag til § 23.<br />
Som et led i de stedfindende orerrejelser angående decentraliseringen af administrationen<br />
har forraltningskommissionen af 1946 i det side 216 optrykte bilag bragt i forslag,<br />
at den ministeren for handel, industri og søfart i henhold til bestemmelsen i § 23, stk. 2,<br />
tilkommende beføjelse til at tillade, at den i stk. 1 omhandlede rirksomhed drires fra flere faste<br />
stadepladser i kommunen, orergår til politiet. Tilsrarende henstilling er gjort for så ridt angår<br />
ministerens beføjelse til at tillade, at den pågældende rirksomhed drires af selskaber m. r.<br />
Med hensyn til det af forraltningskommissionen først rejste spørgsmål bemærkes,<br />
at en gennemgang af de i de sidste 5 år forekomne dispensationssager af den pågældende<br />
art har giret til resultat, at andragenderne i intet af årene har orersteget 15, hroraf stort<br />
set 1 /3 omfatter københarnske rirksomheder, medens resten redrører rirksomheder udenfor<br />
horedstaden. Der er således tale om små tal. På den anden side ril en orerførelse af denne<br />
dispensationsmulighed rære et naturligt led i decentraliseringsbestræbelserne. Hensynet<br />
til en for hele landet ensartet praksis på dette område taler endridere ikke på afgørende<br />
måde for at beholde dispensationsadgangen i ministeriet, idet sager af den pågældende art<br />
er meget stedligt betonet. Man må dog i denne forbindelse henlede opmærskomheden på,<br />
at det, således som ministeriets praksis også har formet sig, næppe er lorbestemmelsens<br />
tanke, at den omhandlede rirksomhed bør kunne udrikle sig til stordrift — en betragtning,<br />
politiet bør hare for øje, såfremt dispensationsmuligheden orergår til politiet. Kommissionen<br />
ril ikke modsætte sig, at man går frem som af forraltningskommissionen foreslået,<br />
men man anser spørgsmålet for at rære af så ringe praktisk omfang, at der ikke er anledning<br />
til at foreslå ændringer i de gældende regler.<br />
Forraltningskommissionens forslag tager som nærnt endridere sigte på den ministeren<br />
girne bemyndigelse til at tillade, at rirksomheder af den pågældende art drires af<br />
selskaber. De få selskaber, der i øjeblikket drirer rirksomhed i henhold til § 23, er socialt<br />
betonede rirksomheder, dog at et enkelt erhrerrsdrirende selskab forhandler og serrerer<br />
fra stader m. r. Det er kommissionen bekendt, at handelsministeriet i dets administration<br />
af denne beføjelse har haft for øje, jfr. bemærkningerne foran, at det — bortset fra de<br />
socialt drerne rirksomheder — ikke er lorens hensigt, at staderirksomhed skal kunne<br />
drires af store rirksomheder, der udelukker enkeltmand fra denne naturlige lererej.<br />
Indenfor de sidste 5 år har sagsantallet i Københarn andraget 4, medens der udenfor<br />
horedstaden kun er meddelt dispensation til et enkelt selskab. Af de orennærnte grunde<br />
og fordi sagsantallet er meget beskedent, må man rære mest tilbøjelig til at mene, at dispensationsbeføjeisen<br />
fremdeles bør ligge hos ministeren.<br />
Der har i praksis rist sig trang til, bl. a. i sygdomstilfælde, at tillade, at stadeindeharerne<br />
benytter medhjælp, og man har udarbejdet et ændringsforslag, der åbner<br />
mulighed herfor.
Berærtning for sluttede selskaber m. r.<br />
Det har ræret underkastet nogen trirl, i hrilket omfang der kræres adkomst til<br />
berærtning for sluttede selskaber. Det pågældende spørgsmål har ikke ræret trirlsomt, når<br />
talen rar om en rirksomhed, der i dertil indrettede selskabslokaler drirer sådan berærtning.<br />
En række berærtningsrirksomheder har afstået fra*den „offentlige" berærtning og har indrettet<br />
sig på denne form for berærtning, og til disse rirksomheder er der knyttet berærterberilling<br />
med dertil hørende pligt til betaling af omsætningsafgift. Trirlen er alene kommet<br />
frem i tilfælde, hror forholdet ikke ligger så klart. Problemet har narnlig ræret drøftet<br />
i forbindelse med den serreringsrirksomhed, der finder sted i forsamlingshuse, men spørgsmålet<br />
kan hare interesse også i anden forbindelse.<br />
Fra risse sider er der henrist til, at der ikke kræres adkomst til serrering red det<br />
såkaldte sluttede bord, jfr. berærterlorens § 25, og at den form for berærtning, hrorred dennes<br />
tidspunkt og omfang på forhånd aftales mellem den, der berærter, og den prirate „rært"<br />
eller kreds af gæster, der har en fælles anledning til at samles, henhører under begrebet<br />
sluttet bord. Det er herred som nærnt forudsat, at det forud for serreringen aftales, hror<br />
stort et antal deltagere der skal berærtes, samt hrad der skal serreres. Ud fra dette synspunkt<br />
ril stærke drikke alene kunne udskænkes under måltidet, og anden udskænkning<br />
går ud orer lorbestemmelsens forudsætninger. Det ril, erkendes det, kunne rære forbundet<br />
med ranskelighed at føre kontrol med, at reglen om det sluttede bord ikke omgås red en<br />
pro forma aftale med rærten om øjeblikkelig berærtning. Såfremt reglerne ikke iagttages,<br />
kan politiet dog efter foretagen adVarsel meddele tilhold om ikke at udskænke stærke drikke<br />
red sluttet bord. Den her fremholdte betragtning hriler på det ønskelige i at kunne åbne<br />
mulighed narnlig for landbefolkningen til at afholde prirate selskaber i det stedlige forsamlingshus,<br />
men spørgsmålet har som nærnt også rist sig at hare interesse i andre tilfælde.<br />
Imod den foran nærnte betragtning er det fra anden side anført, at det er berærterlorens<br />
horedregel, at der kræres adkomst på berærternæring, normalt berilling til berærtningsdrift,<br />
jfr. lorens § 1, 1. stk. At erhrerrsmæssig serrering er berærternæring, kan<br />
der ikke rære trirl om, og såfremt lokalerærten påtager sig erhrerrsmæssig serrering<br />
for selskaber, må der pårises hjemmel for undtagelse, hris denne berærtning skal holdes<br />
uden for horedreglen. Den eneste undtagelsesbestemmelse, der her skulle kunne komme<br />
i betragtning, er berærterlorens § 25. „Sluttet bord" og „sluttet selskab" kan imidlertid ikke<br />
antages at rære synonyme udtryk. Bestemmelsen i § 25 benytter konsekrent udtrykket<br />
„sluttet bord", og lorgireren må antages at rille hare taget afstand fra at ombytte dette<br />
udtryk med „sluttet selskab". Traditionelt er sluttet bord pensionatsbordet, hror personer,<br />
der er hinanden uredkommende, indtager ordinære måltider, og det er efter paragraffens<br />
indhold tydeligt, at det er kostgængerens måltider — og kun disse —- der må serreres uden<br />
adkomst. Der forudsættes en ris rarighed af forholdet mellem rært og spisegæst. Det er<br />
også utrirlsomt, at lorgrunden til § 25 er at skaffe personer, der ikke har et hjemligt spise-
94<br />
sted, erstatning herfor. For det sluttede selskab stiller forholdene sig ræsentligt anderledes.<br />
Formålet er i første række samræret mellem en afgrænset kreds af samhørige, medens måltidet<br />
er det sekundære. Samræret er en enkeltstående begirenhed, og det strækker sig<br />
orer et rist tidsrum (timer) med fortsat serrering, hrad pensionatsserreringen ikke gør.<br />
En analogisk anrendelse af § 25, der som undtagelsesbestemmelse må fortolkes strikte,<br />
er formentlig udelukket, allerede fordi der ikke er noget hul i lorgirningen.<br />
Det er ranskeligt at finde en afgrænsning mellem selskabslokalerærten og rærten<br />
red en serrering, der ikke kan betegnes som erhrerrsmæssig. Når man ser på praksis —<br />
sårel den judicielle som den administratire — således som den har udriklet sig også under<br />
de tidligere berærterlore, er forholdet det, at berærtning af selskaber efter forudbestilling<br />
under nærmere angirne forhold er bleret anset som berærtning red sluttet bord. Det er<br />
således i enkelte tilfælde statueret, at der ikke udkræres adkomst til serrering af festmiddage,<br />
hrortil kun indbudte gæster har adgang, jfr. utrykte skrirelser fra handelsministeriet<br />
af 15. juli og 18. oktober 1924 samt 26. juli 1926. Det er ligeledes statueret, at berærtning<br />
af et sogneråds medlemmer red sognerådsmøder måtte anses som berærtning<br />
red sluttet bord, og det samme er anset for tilfældet for så ridt angår berærtning af en<br />
sparekassebestyrelse red dennes møder, jfr. herred orerretsdom af 13. september 1875,<br />
U. f. R. 1875, side 1030.<br />
Spørgsmålet om, hrad der forstås red sluttet bord, er ikke hidtil bleret besraret i<br />
almindelighed. Man har stedse ladet spørgsmålets afgørelse bero på de i hrert enkelt tilfælde<br />
foreliggende omstændigheder. Til begrebet har der sædranemæssigt knyttet sig<br />
forudsætningen om en forudgående aftale enten direkte med den enkelte eller med en ris<br />
afsluttet kreds af personer. Praksis, således som den er i dag, for så ridt angår serrering<br />
for sluttede selskaber, synes noget usikker. I orerensstemmelse med det almindelige<br />
synspunkt har man lagt rægt på, at aftalen er indgået for en ris tid, og det er herunder<br />
fastslået, se orerretsdom af 18. norember 1902, U. f. R. 1903, side 111, at aftale alene for<br />
en enkelt lejlighed eller for enkelte lejligheder ikke kan rære tilstrækkelig. Denne afgørelse<br />
ril således muligt kunne komme i strid med de synspunkter, der ligger til grund for<br />
de foran nærnte afgørelser. Kommissionen må anse det for ønskeligt, at der på det heromhandlede<br />
punkt tilrejebringes større klarhed. Serrerer en person regelmæssigt eller med nærmere<br />
angirne mellemrum for sluttede selskaber, må der skønnes at rære tale om berærternæring.<br />
Forholdet ril ofte rære det, at den serreringsrirksomhed, der foregår, ikke ril<br />
kunne betegnes som en næringsrirksomhed, idet der alene er tale om enkeltstående serreringer.<br />
Under forudsætning af, at dette er tilfældet, ril kommissionen ikke finde noget<br />
at bemærke til, at sådanne spisninger som de foran nærnte samt prirate festligheder<br />
(familiesammenkomster, fælles kaffebord efter begrarelser, jubilæer og lign.) kan finde<br />
sted, uden at der til stedet er knyttet nogen adkomst. Om der i det enkelte tilfælde er<br />
tale om en næringsrirksomhed, kan ikke afgøres generelt. Sådan afgørelse må rære orerladt<br />
til domstolene, men kommissionen finder anledning til at bemærke, at man forudsætter,<br />
at der red afgørelsen af spørgsmålet om, hrorridt et forsamlingshus' berærtning for de<br />
heromhandlede sluttede selskaber må anses som næringsrirksomhed, tages hensyn til de<br />
foran side 33-34 anførte særlige forhold.<br />
Kommissionen må imidlertid rære tilbøjelig til at mene, at motireringen for, at<br />
der fortsat åbnes mulighed for, at den omhandlede serrering holdes uden for lorens bestemmelser,<br />
næppe bør søges i den betragtning, at forholdet omfattes af begrebet sluttet<br />
bord, men derimod i, at der ikke kan siges at rære tale om en næringsrirksomhed. Man er<br />
enig i, at det fortsat næppe er muligt at definere begrebet sluttet bord nærmere i loren, men
95<br />
at henføre tilfælde af serrering for sluttede selskaber under begrebet sluttet bord skaber<br />
efter kommissionens opfattelse en uklarhed, som det rar ønskeligt at få berigtiget. Det<br />
foran forfægtede synspunkt, at de heromhandlede serreringstilfælde falder udenfor<br />
berærterlorens område, ikke fordi der foreligger sluttet bord, men fordi der ikke er tale<br />
om næringsrirksomhed, fører til, at udskænkning af stærke drikke ikke, hrad der hidtil<br />
har ræret tilfældet, er begrænset til måltidet. Denne begrænsning, som red det sluttede<br />
bord er lorhjemlet, jfr. berærterlorens § 25, stk. 2, sjmes heller ikke naturlig red de<br />
heromhandlede lejligheder. Begrænsningen er på sin plads, når talen er om det egentlige<br />
sluttede bord — spisepensionatet — hror man netop har ønsket at udelukke muligheden<br />
for, at pensionærerne blirer siddende i pensionatet efter måltidet og drikker, men passer<br />
ikke på det sluttede selskab, hror det er naturligt at betragte samræret som en helhed.<br />
Man har orerrejet nødrendigheden af at foreslå det principielle synspunkt fastslået<br />
i loren. Man er imidlertid nået til, at dette er orerflødigt; thi når der ikke er tale om<br />
en næringsrirksomhed, falder forholdet uden for loren. Er det modsatte tilfældet, ril der<br />
efter kommissionens opfattelse allerede efter lorens nurærende formulering foreligge<br />
pligt til løsning af adkomst, jfr. lorens § 1, stk. 1, hrorefter der udkræres berilling til<br />
berærternæring.<br />
I forbindelse med det her behandlede spørgsmål er det fundet naturligt at strejfe<br />
et beslægtet problem, nemlig spørgsmålet om berærtning red forening s sammenkomster.<br />
Foran side 30 ff er omtalt det forhold, at det ril kunne forekomme, at lokaler udlejes<br />
til brug red bl. a. foreningsfester, red hrilke deltagerne selr drager omsorg for berærtningen.<br />
I disse tilfælde finder der imidlertid ikke berærtning sted i teknisk forstand, hrorfor<br />
sådanne foreningssammenkomster ikke har interesse i den heromhandlede forbindelse.<br />
Der ril endridere kunne henrises til bemærkningerne foran side 72 & redrørende berærtning<br />
red foreningsfester i forsamlingshuse i medfør af en tilladelse efter berærterlorens<br />
§ 22. Da denne bestemmelse, som tidligere nærnt, alene tager sigte på offentlige fester —<br />
herunder offentlige foreningsfester eller sammenkomster i foreninger, hror kun medlemmerne<br />
deltager, men hror stærke drikke udskænkes — ril heller ikke denne gruppe af tilfælde<br />
blire behandlet her. På dette sted er det kun tanken at nærne den foreningsberærtning,<br />
der er anset som fri næring, nemlig berærtning med afholdsdrikke i foreninger for disses medlemmer.<br />
Med hensyn til spørgsmålet om, hrilke almindelige betingelser der kræres opfyldt<br />
for at kunne karakterisere en forening som en lorlig forening, herunder spørgsmålet om,<br />
hrorridt og i hrilket omfang foreningsmedlemmer er berettiget til at medtage gæster,<br />
uden at dette medfører, at redkommende sammenkomster udkrærer tilstederærelsen af<br />
en adkomst — berærterberilling eller § 22-tilladelse — henrises til bemærkningerne nedenfor<br />
side 131-33.<br />
Berærtning for foreningsmedlemmer under de angirne forudsætninger er som<br />
nærnt hidtil anset som fri næring, jfr. herred den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning<br />
angående en rerision af berærterlorgirningen, rigsdagstidende 1938—39, tillæg A,<br />
sp. 3435—36. Sådanne sammenkomster ril kunne finde sted i egne lokaler, og sådan berærtning<br />
krærer i orerensstemmelse hermed ingen adkomst. De pågældende sammenkomster<br />
ril endridere — udorer i restaurationslokaler eller særlige selskabslokaler, jfr. bemærkningerne<br />
side 128 ff —kunne finde sted i kun for det enkelte tilfælde eller bestemte aftener lejede<br />
lokaler, f. eks. i forsamlingshuslokaler, i hrilket fald der heller ikke er udkræret adkomst.<br />
Motireringen for, at sådan berærtning har ræret holdt udenfor berærterlorens almindelige<br />
bestemmelser, har ræret den, at denne berærtning har ræret betragtet som berærtning
96<br />
red sluttet bord. Det har, narnlig efter at kommissionen har udtalt sig til gunst for en<br />
udridelse af de adgangsberettigedes kreds, se side 133, forekommet kommissionen uholdbart<br />
som begrundelse for at holde denne foreningsberærtning udenfor berærterloren at henføre<br />
den omhandlede berærtning under det sluttede bords begreb, idet det sluttede bord<br />
oprindelig må antages at hare taget sigte på pensionatsbordet, jfr. herred den af kommissionen<br />
af 1903 afgirne betænkning af 1907, side 49, 2. sp., og side 100. Under hensyn til<br />
den historiske udrikling finder kommissionen dog ikke, at der er anledning til at stille forslag<br />
om en ændring på dette punkt, idet begrundelsen for den fulgte praksis efter kommissionens<br />
opfattelse kan findes i, at der ikke i de omhandlede tilfælde foreligger forhold, der med<br />
rette kan betragtes som næringsrirksomhed. Anlægges dette synspunkt, kan denne foreningsberærtning<br />
dog ligeså lidt som hidtil under alle forhold gå fri af berærterlorens bestemmelser.<br />
I denne forbindelse kan bemærkes, at dette hidtil er udtrykt således, at udlejning<br />
og berærtning for en bestemt række aftener (faste møder) er holdt udenfor berærterlorens<br />
bestemmelser, medens berærtning i lokaler, der er lejet for enkelte aftener, har udkræret<br />
næringsadkomst for udlejeren, medmindre den betaling, redkommende forening præsterer,<br />
alene udgør dækning af udgifterne, jfr. herred handelsministeriets skrirelser af 15. juli<br />
og 28. august 1925 samt af 23. januar 1926 og 25. september 1929. Det er kommissionen<br />
bekendt, at denne praksis fra politiside ofte er karakteriseret som ubestemt og mindre<br />
hensigtsmæssig, og at den undertiden angires at mangle den for administrationen af berærterloren<br />
ønskelige klarhed. Kommissionen er som nærnt enig i, at berærtning red de heromhandlede<br />
foreningssammenkomster ikke altid kan anses som fri næring, men at begrundelsen<br />
for i det girne tilfælde at henføre denne berærtning under berærterlorens almindelige<br />
bestemmelser rigtigere kan siges at rære den, at den person eller rirksomhed, der udlejer<br />
lokalerne og foretager berærtningen, drirer rirksomheden som en næringsrirksomhed,<br />
således at der på grund af udlejerens forhold foreligger pligt for denne til at løse næringsadkomst.<br />
Kommissionen finder også her anledning til at fremhære, at det forudsættes, at<br />
de side 33-34 anførte betragtninger anlægges, når stilling tages til spørgsmålet om, hrorridt<br />
et forsamlingshus' udlejning af lokaler til de heromhandlede foreningsfester kan anses som<br />
næringsrirksomhed.
Marketenderi rir ksoiii lied.<br />
Marketenderispørgsmålet er et af de problemer, kommissionen har opholdt sig<br />
længst red. Når dette er tilfældet, er grunden den, at der i den senere tid fra forskellig side<br />
er rettet angreb mod risse marketenderiers drift, hradenten nu kritikken har taget sigte på<br />
den daglige udskænkning af stærke drikke eller på serreringsreglernes orerholdelse, herunder<br />
marketenderilokalernes anrendelse til andre formål end den egentlige marketenderiserrering.<br />
Den fremkomne kritik hidrører i særlig grad fra afholdsberægelsen, der ser en fare<br />
for ædrueligheden og for arbejdernes sikkerhed i en for let adgang til nydelse af stærke<br />
drikke på arbejdspladserne. Der henrises i denne forbindelse også til, at umådehold<br />
kan berirke en nedsættelse af produktionen. Men også fra restauratørside har der lydt<br />
kritiske røster med henrisning til, at risse marketenderier i ridt omfang konkurrerer med<br />
restauranternes selskabsberærtning, hrilket kan gøres med held, idet der på restaurationsomsætningen<br />
hriler betydelige omsætningsafgifter, medens marketenderiserreringen<br />
er afgiftsfri. Det er ikke alene marketenderiernes serrering, der er inddraget under<br />
kritikken; det er også anført, at marketenderier forhandler rarer i strid med de gældende<br />
regler. Kritikken tager ikke sigte på det rigtigt drerne marketenderi. Et sådant<br />
anser man fra alle sider som en god social foranstaltning, som der er al mulig grund til at<br />
berare og erentuelt forbedre. Kritikken redrører alene sådanne rirksomheder, der går<br />
ud orer lorbestemmelserne og udrikler sig til restaurationslignende eller handelslignende<br />
rirksomheder uden kontrol.<br />
For at danne sig et skøn bl. a. orer, hrorledes marketenderierne faktisk har ræret<br />
dreret, har kommissionen foretaget en undersøgelse, idet man herred narnlig har lagt rægt<br />
på at få frem, hrorledes marketenderierne drires i Københarn og de større prorinsbyer,<br />
i særdeleshed hror der måtte rære en særlig stor harneaktiritet. Kommissionen har ment<br />
at måtte begrænse undersøgelsen til marketenderier af en ris størrelse og har i så henseende<br />
foranlediget, at der alene er stillet spørgsmål for så ridt angår marketenderier i rirksomheder<br />
med mindst 75—100 beskæftigede personer. Kommissionen har endridere begrænset<br />
sine spørgsmål til at omfatte forholdene i 9 politikredse, nemlig Københarn, Helsingør,<br />
Nakskor, Odense, Kolding, Vejle, Århus, Aalborg og Esbjerg. De spørgsmål, som kommissionen<br />
har interesseret sig for, er følgende:<br />
13<br />
1) Hror mange rirksomheder med det nærnte antal beskæftigede personer der har opnået<br />
marketenderitilladelse.<br />
2) Efter berærterlorens § 27, stk.4, kan et marketenderi enten drires af den pågældende<br />
rirksomhed eller efter aftale med rirksomheden. I begge de nærnte tilfælde skal der<br />
til at forestå den daglige drift ansættes en bestyrer. Under hensyn til det ønskelige<br />
i at kunne placere ansraret for marketenderiernes drift har man ønsket at ride, i hror<br />
mange tilfælde marketenderiet drires
a. af selre rirksomheden,<br />
b. af en sammenslutning, f. eks. en personaleforening eller en fagforening,<br />
c. af andre.<br />
98<br />
3) For hris regning marketenderierne drires.<br />
4) a. Det gennemsnitlige antal beskæftigede i de enkelte rirksomheder,<br />
b. De enkelte marketenderiers omsætning.<br />
5) Hrilke foranstaltninger der er truffet til kontrollering af, at alene de i rirksomheden<br />
beskæftigede personer berærtes.<br />
a. I hror mange marketenderier der findes et tydeligt opslag om, at andre end de på<br />
den pågældende arbejdsplads beskæftigede ikke må berærtes i marketenderiet.<br />
b. I hror mange marketenderier arbejderne og funktionærerne skal rære forsynet<br />
med et af rirksomhedens ledelse udfærdiget legitimationskort.<br />
c. Til hror mange marketenderier der er adgang fra offentlig gade eller rej.<br />
d. Om der er nedsat kontrollerende udralg, f. eks. bestående af repræsentanter for<br />
rirksomheden og de beskæftigede.<br />
e. Hrilke andre foranstaltninger der måtte rære truffet.<br />
f. I hrilket omfang der fra politiets side føres kontrol med, at de for marketenderier<br />
gældende forskrifter orerholdes.<br />
6) Hror mange marketenderier der er fælles for flere rirksomheder, herunder hror mange<br />
harnemarketenderier der forefindes.<br />
7) Om marketenderilokaler bruges til andre formål end til den daglige serrering, således<br />
f. eks. udlejes til afholdelse af festligheder, dels fester, red hrilke marketenderen berærter,<br />
dels fester, hror indbyderen eller deltagerne medbringer mad og drikkerarer.<br />
8) Efter § 27, stk. 8, må hrerken bestyreren eller andre fra marketenderilokaler drire<br />
handelsnæring, medens lorgirningen ikke er til hinder for, at der på kooperatirt<br />
grundlag fordeles rarer fra marketenderiet, såfremt denne fordelingsrirksomhed<br />
alene begrænses til medlemmer af redkommende brugsforening. Man har ønsket at<br />
ride, om der, uanset dette forbud, sælges fra marketenderilokaler, i bekræftende<br />
fald i hror mange marketenderier dette sker, samt hrilke rarer der forhandles.<br />
9) Udorer de under 7) og 8) berørte forhold har man udbedt sig oplysning om politiets<br />
indtryk af den i marketenderierne drerne rirksomhed, herunder om, hrorridt<br />
der forekommer drukkenskab eller finder andet misbrug sted, samt om, hrorridt<br />
marketenderierne orerholder de fastsatte regler (kun berærtning for de beskæftigede,<br />
kun udskænkning af stærke drikke i de fastsatte spisetider, kun åbent i tiden<br />
y2 time før arbejdstidens begyndelse til y2 time efter dennes ophør, forbud mod udbetaling<br />
eller fordeling af arbejdsløn).<br />
Man har endridere ræret interesseret i at erfare, om marketenderirirksomheder<br />
måtte blire dreret på en sådan måde, at marketenderiet yder kredit med betaling<br />
af de nydte rarer, således at der kan rære tale om store ugeregninger for de i<br />
redkommende rirksomhed beskæftigede.<br />
10) Man har endelig udbedt sig de forslag til ændringer i loren, som politiet — i Københarn<br />
magistraten — måtte ønske at fremsætte.<br />
Københarns magistrat har fremsendt nedenstående, fra politidirektøren i Københarn<br />
modtagne oplysninger:
ad 1:<br />
I Københarns jurisdiktion er der meddelt marketenderitiladels© til ca. 600 rirksomheder med<br />
orer 75—100 beskæftigede. Berillingskontoret har redrørende 278 rirksomheder med orer 150 ansatte<br />
fra de respektire politikredse indhentet indberetning angående hrer enkelt rirksomhed med henblik på<br />
de ønskede oplysninger. Af det herred indrundne materiale fremgår iørrigt følgende:<br />
ad 2 og 3:<br />
AS de undersøgte marketenderier drires:<br />
a. 126 af selre rirksomheden.<br />
b. 91 af sammenslutninger (personaleforeninger, fagforeninger o. s. r.).<br />
o. 61 af bestyreren for egen regning.<br />
ad 4:<br />
a. og b. Det samlede antal beskæftigede i samtlige medregnede rirksomheder — ialt 278 —udgør<br />
128 070 personer. Af disse har imidlertid marketenderier i 24 rirksomheder med tilsammen 6 385<br />
beskæftigede af forskellige grunde ikke afgiret oplysning om deres omsætnings størrelse. Den samlede oplyste<br />
omsætning er opgjort til 43 804 695 kr. Fordelt på 254 marketenderier i rirksomheder med tilsammen<br />
121 685 beskæftigede blirer den gennemsnitlige årlige omsætning pr. rirksomhed herefter 172 459 kr.<br />
srarende til en gennemsnitlig årlig omsætning pr. arbejder på ca. 360 kr., jfr. iørrigt nedenstående opstilling:<br />
Omsætningen i større marketenderier i Københarn.<br />
(Inddelt i grupper efter den gennemsnitlige årlige omsætning pr. arbejder og baseret på oplysninger<br />
for regnskabsåret 1951, resp. 1952. Kun marketenderier i rirksomheder med orer 150 beskæftigede<br />
er medtaget).<br />
_ .,,. , . , ... Antal marke- Samlet antal beskæf-<br />
Gennemsnitlig arsomsætning pr. arbejder , . ,. . , , , . .<br />
tenderier tigede i rirksomheden<br />
1— 99 kr 37 10 345<br />
100— 199 - 33 15 018<br />
200— 299 - 48 27 879<br />
300— 399 - 44 21 835<br />
400— 499 - 31 16 705<br />
500— 599 - 26 13 330<br />
600— 699 - 19 7 075<br />
700— 799 - 10 8 603<br />
800— 899 - 4 895<br />
Omsætning ikke opgiret 24 6 385<br />
276 128 070<br />
Det samlede antal marketenderier i Københarn af den angirne størrelsesorden udgør 278, men<br />
to af disse er at betragte som „filialmarketenderier", hris omsætning m. r. er medtaget i foranstående<br />
orersigt.<br />
ad 5:<br />
a. I 185 af marketenderierne findes der tydelige opslag om, at der ikke må finde berærtning sted af andre<br />
end de på den pågældende arbejdsplads beskæftigede.<br />
b. 31 marketenderier fordrer legitimationskort.<br />
c. Der er adgang fra offentlig gade eller rej til samtlige harnemarketenderier (9 stk.) og til dels til et enkelt<br />
større marketenderi, men ikke til noget af de ørrige marketenderier.<br />
d. For 64 marketenderiers redkommende er der nedsat udralg til kontrol med marketenderidriften.<br />
e. I 67 marketenderier fører arbejdsstedets ledelse kontrol..<br />
f. Med de marketenderier, hror der skønnes anledning dertil, føres der af de respektire kredse kontrol<br />
red lejlighedsrise, uanmeldte besøg.<br />
Endridere finder der altid undersøgelser sted, såfremt politiet får formodning om orertrædelse<br />
af berærterlorens § 33, stk. 2, jfr. § 27, stk. 6.<br />
For så ridt angår harnemarketenderierne er det anført, at en kontrol fra politiets side er så<br />
godt som uigennemførlig på grund af disse serreringsrirksomheders særlige forhold.
ad 6:<br />
100<br />
23 marketenderier, heraf 9 havnemarketenderier, er fælles for flere virksomheder.<br />
ad 7:<br />
Politiet kom for nogle år siden til kundskab om, at en del virksomheder praktiserede at lade deres<br />
personalesammenslutninger afholde festligheder og møder i virksomhedens marketenderi efter arbejdstidens<br />
ophør. Man tog anledning heraf til at indskærpe samtlige virksomheder, hvortil der var givet marketender<br />
itilladel se, at marketenderilokaler uden for virksomhedens arbejdstid ikke må benyttes til selskabelighed<br />
af nogen art, ved hvilken der finder servering af spise- eller drikkevarer sted.<br />
Denne indskærpelse har tilsyneladende virket efter sin hensigt, og politiet er ikke siden stødt på<br />
tilfælde, hvor marketenderilokaler uden tilladelse bruges til andre formål end den daglige servering.<br />
Derimod meddeles der undertiden en virksomheds personalesammenslutning tilladelse i medfør<br />
af beværterlovens § 22 til afholdelse af en festlighed med servering i virksomhedens marketenderi, men<br />
sådanne tilladelser gives altid på betingelse af, at spise- og drikkevarer medbringes udefra, enten af foreningen<br />
selv eller deltagerne, og ikke leveres af marketenderiet; der bliver således alene tale om anvendelse<br />
af marketenderiets lokaler.<br />
ad 8:<br />
Politiet er ikke kommet til kundskab om overtrædelser af det i beværterlovens § 27, stk. 8, nævnte<br />
forbud mod næringsudøvelse i forbindelse med marketenderivirksomhed.<br />
ad 9:<br />
Det er politiets opfattelse, at flertallet af marketenderierne drives i overensstemmelse med direktiverne<br />
i beværterlovens § 27, og man har ikke opfattelsen af, at der i det store og hele forekommer drukkenskab<br />
eller finder andet misbrug sted.<br />
For så vidt angår havnemarketenderierne må man dog mene, at de pågældende marketenderier<br />
på grund af manglende tilknytning til en bestemt eller bestemte virksomheders område og publikumskredsens<br />
deraf følgende ukontrollable karakter nærmest må betragtes som offentlige serveringsvirksomheder,<br />
der på grund af de i havneområdet herskende specielle forhold overhovedet næppe lader sig drive inden for<br />
de i beværter lo vens § 27 forudsatte rammer.<br />
I 145 af de undersøgte marketenderier ydes der kredit med betalingen af de nydte varer, idet der<br />
kan indkøbes på bon'er. Efter de foreliggende oplysninger er der dog kun tale om mindre uge- eller månedsregninger.<br />
ad 10:<br />
Med henvisning til tidligere afgivne udtalelser vedrørende havnemarketenderier henstiller politidirektøren,<br />
enten at marketenderitilladelserne til disse ser veringsvirksomheder søges bragt til ophør, eller<br />
at der søges tilvejebragt hjemmel for, at sådanne marketenderier — uanset de for marketenderier iøvrigt<br />
gældende bestemmelser om publikumskredsens begrænsning — fremtidig kan servere for alle i havneområdet<br />
beskæftigede, også selv om beskæftigelsen kun er af kortere varighed (således f. eks. chauffører eller<br />
andre arbejdere, som i medfør af deres arbejde har kortvarigt ærinde i havnen).<br />
Magistraten tiltræder de af politidirektøren anstillede betragtninger.<br />
De foran nævnte politikredse uden for København har afgivet nedenstående oplysninger:<br />
ad 1:<br />
Der er meddelt marketenderitilladelse til ialt 109 virksomheder af den angivne størrelsesorden.<br />
Tilladelserne fordeler sig således:<br />
Århus 25, Esbjerg 3, Nakskov 1, Aalborg 17, Vejle 9, Kolding 11, Helsingør 5, Odense 38.<br />
ad 2 og 3:<br />
Af de nævnte marketenderier drives:<br />
a) 31 af virksomheden selv, nemlig Århus 7, Esbjerg 2, Aalborg 7, Vejle 2, Helsingør 1, Odense 12.<br />
b) 31 af sammenslutninger (personaleforeninger, fagforeninger o. s. v.), nemlig Århus 2, Esbjerg 1, Nakskov<br />
1, Aalborg 7, Vejle 5, Kolding 2, Helsingør 3, Odense 10.<br />
c) 42 af bestyreren, nemlig Århus 12, Aalborg 3, Vejle 2, Kolding 9, Helsingør 1, Odense 15.<br />
Endvidere drives 5 af bestyreren i forening med den pågældende virksomhed eller med en personaleforening<br />
m. v., nemlig Århus 3, Odense 2.
101<br />
Som hovedregel drives marketenderiet også for regning samme institution eller person, som tilladelsen<br />
lyder på. Det bemærkes dog i denne forbindelse, at samtlige marketenderitilladelser i Århus og<br />
Odense politikredse er udfærdiget for virksomheden selv, uanset for hvis regning marketenderiet drives.<br />
ad 4 a) og b):<br />
Med hensyn til antallet af beskæftigede i de enkelte virksomheder og størrelsen af de enkelte<br />
marketenderiers omsætning i det sidst forløbne regnskabsår kan følgende oplysninger gives:<br />
Gennemsnitligt Gennemsnitlig Gennemsnitlig<br />
antal beskæftigede årsomsætning årsomsætning<br />
pr. virksomhed pr. virksomhed pr. arbejder<br />
kr. kr.<br />
Århus 410 120 000 292<br />
Esbjerg 200 39 000 195<br />
Nakskov 1 100 650 000 590<br />
Aalborg 490 125000 255<br />
Vejle 280 78 000 278<br />
Kolding 290 81000 280<br />
Helsingør 660 270 000 409<br />
Odense...*. 320 78 500 245<br />
ad 5:<br />
a) I 52 af marketenderierne findes der tydelige opslag om, at der ikke må finde servering sted for andre<br />
end de på den pågældende arbejdsplads beskæftigede, nemlig Århus 3, Esbjerg 1, Nakskov 1, Vejle 4,<br />
Kolding 4, Helsingør 1, Odense 38.<br />
b) 5 marketenderier fordrer legitimationskort, nemlig Århus 1, Esbjerg 1, Aalborg 1, Odense 2.<br />
c) Der er adgang fra offentlig gade eller vej til ialt 7 marketenderier, nemlig Århus 4 (de såkaldte „varmestuer"<br />
på havnen), Aalborg 2 (ligeledes havnemarketenderier) samt Helsingør 1.<br />
d) For 62 marketenderiers vedkommende er der nedsat udvalg til kontrol med marketenderidriften,<br />
nemlig Århus 20, Esbjerg 2, Aalborg 13, Vejle 8, Kolding 5, Helsingør 4, Odense 10.<br />
e) I 13 marketenderier fører arbejdsstedets ledelse kontrol, nemlig Aalborg 2, Kolding 2, Helsingør 4,<br />
Odense 5.<br />
f) I Nakskov politikreds føres der jævnlig politikontrol og i Århus og Helsingør lejlighedsvis politikontrol<br />
med marketenderiernes drift ved uanmeldte besøg. I Aalborg politikreds føres der ligeledes politikontrol,<br />
uden at den dog kan siges at være regelmæssig, medens sådan kontrol i de øvrige politikredse<br />
efter politimestrenes skøn ikke har været nødvendig.<br />
ad 6:<br />
12 marketenderier, heraf 7 havnemarketenderier, er fælles for flere virksomheder, nemlig Århus<br />
5 (heraf 4 „varmestuer"), Aalborg 2 (begge havnemarketenderier), Vejle 1, Kolding 2 (1 havnemarketenderi)<br />
samt Odense 2.<br />
ad 7:<br />
De indhentede oplysninger giver ikke indtryk af, at marketenderierne bruges ti] andre beværtningsformål<br />
end den daglige servering. Kun om Århus politikreds oplyses det, at 2 virksomheders marketenderilokaler<br />
undertiden anvendes til festligheder for de der beskæftigede uden for den sædvanlige serveringstid,<br />
men vedkommende institutioner søger i forvejen lejlighedstilladelse i henhold til beværterlovens<br />
§ 22.<br />
Herudover oplyses det, at marketenderilokalerne i samtlige de adspurgte politikredse anvendes<br />
til andre formål, såsom afholdelse af studiekredse, foredrag, klubaftener, instruktionsaftener (hjemmeværnet)<br />
m. v., men i intet af disse tilfælde finder der egentlig servering sted. I 3 marketenderier i Odense<br />
finder der dog i forbindelse med sådanne aftener servering af kaffe sted.<br />
ad 8:<br />
Ulovlig handelsvirksomhed er oplyst at have fundet sted i 1 marketenderi i Århus (toiletartikler),<br />
3 i Aalborg (chokolade og frugt) samt enkelte, ikke optalte tilfælde i Kolding og Odense. Den ulovlige<br />
salgsvirksomhed er dog i alle oplyste tilfælde bragt til ophør. Kun i 1 marketenderi under Helsingør politikreds<br />
finder der stadig salg af toiletartikler m. v. sted.<br />
Der er her bortset fra, at der i enkelte marketenderier på kooperativt grundlag finder varesalg sted.
102<br />
ad 9:<br />
Med hensyn til spørgsmålet kreditydelse er det oplyst, at moderat uge-, evt. månedskredit, ydes<br />
i ihvertfald 56 opregnede tilfælde, nemlig Århus 9, Esbjerg 2, Nakskov 1, Vejle 4, Kolding 11 og Odense 29.<br />
(I Aalborg er antallet af kreditydende virksomheder ikke oplyst). Kreditten ligger efter det oplyste<br />
på beløb fra 5 til 25 kr. ugentlig.<br />
Ved en undersøgelse i Aalborg af et marketenderis 15 største „marketenderikunders" kreditkøb<br />
over et tidsrum af ialt 10 uger godtgjordes det, at de pågældende hver havde købt spiritus for ugentlige<br />
beløb varierende fra 35 til 65 kr. Ved forhandling med virksomhedens ledelse og marketenderibestyrelsen<br />
foranledigede politiet, at forholdet bragtes til ophør, og det udtales, at der ikke siden har været grund til<br />
klage i så henseende.<br />
Kun i et enkelt tilfælde (Odense) er det oplyst, at der finder lønudbetaling sted i marketenderiet.<br />
Forholdet oplyses dog at bero på tekniske vanskeligheder ved gennemførelsen af en anden form for lønudbetaling,<br />
og udbetalingen, der ugentlig ikke strækker sig over et større tidsrum end 10 minutter pr.<br />
lønningsdag, synes ikke at have givet anledning til misbrug. Forholdet er dog blevet påtalt, og virksomheden<br />
forsøger at finde en anden løsning på problemet.<br />
løvrigt udtaler de enkelte politimestre sig i overensstemmelse med nedenstående om deres almindelige<br />
indtryk af marketenderidriften:<br />
•<br />
Politimesteren i Århus:<br />
Ved den kontrol, politiet fører med marketenderierne, er der aldrig blevet konstateret drukkenskab,<br />
og det er politiets indtryk, at de fastsatte spise- og drikkepauser overholdes nøje ligesom den i loven<br />
fastsatte halve time før og efter arbejdstid.<br />
Politimesteren i Esbjerg:<br />
„At man ikke har kendskab til, at der i marketenderierne finder drukkenskab eller andet misbrug<br />
sted, og at det er indtrykket, at noget sådant ikke vil blive tålt fra ledelsernes side". Ligeledes er det<br />
indtrykket, at spisetiderne nøje overholdes, og det oplyses, at ingen af marketenderierne har åbent efter<br />
arbejdstidens ophør.<br />
Politimesteren i Nakskov:<br />
„Der har aldrig været grund til klage over marketenderiet, der drives på en særdeles forsvarlig<br />
måde".<br />
Politimesteren i Aalborg:<br />
Der har tidligere fundet noget drikkeri sted i marketenderiet på virksomhed N. N. — jfr. det<br />
ovenfor anførte tilfælde — men siden da er der sket en mærkbar bedring, og der har ikke senere fra politiets<br />
side været grundlag for indskriden overfor marketenderiet.<br />
Politimesteren i Vejle:<br />
„Der vides ikke at foregå ulovligheder af nogen art i marketenderierne".<br />
Politimesteren i Kolding:<br />
„Ingen oplysninger om drukkenskab eller andet misbrug".<br />
Politimesteren i Helsingør:<br />
„Det er mit indtryk, at marketenderierne i det væsentlige overholder de fastsatte regler, dog er<br />
der på virksomhed N. N. forefaldet tilfælde, hvor uvedkommende har indfundet sig og fået serveret, ligesom<br />
der sammesteds er forefaldet tilfælde af drukkenskab".<br />
Politimesteren i Odense:<br />
„Det er mit indtryk, at de forskellige virksomheders ledelse er meget interesseret i, at der ikke<br />
foregår ulovligheder i forbindelse med driften af marketenderierne. I løbet af de sidste 5 år har der været<br />
nogle enkelte sager, hvor arbejdere har ladet sig servere for i marketenderier med stærke drikke uden for<br />
de egentlige spisetider. Der er i hvert enkelt tilfælde rejst sag mod bestyreren".<br />
ad 10:<br />
Vedrørende spørgsmålet om eventuelle ændringer i reglerne om marketenderier:
103<br />
Politimesteren i Arktis:<br />
„Det har været mit indtryk, at der i tiden umiddelbart efter kapitulationen og de følgende år,<br />
i hvert fald på enkelte arbejdspladser, var en tendens til overdreven nydelse af spiritus. Det er imidlertid<br />
nu min opfattelse, at forholdet, navnlig inden for de sidste år, har forbedret sig ganske betydeligt, således<br />
at der nu stort set ikke forefalder uheldige ting af den art. Dette skyldes formentlig navnlig stramningen<br />
på arbejdsmarkedet, der ytrer sig ved et større udbud af arbejdskraft, således at virksomhederne derved<br />
kan skille sig af med de i denne henseende tvivlsomme personer. Hvis man ønsker en yderligere sikring<br />
af driften af marketenderier, kan man overveje at inddrage tilladelsen til at holde marketenderierne åbne<br />
den halve time efter arbejdstidens ophør, idet det erfaringsmæssigt er denne halve time, der visse steder<br />
kan give anledning til, at enkelte uheldige elementer inden for virksomheden skejer ud".<br />
Politimesteren i Esbjerg:<br />
„Da forholdene ved de i kredsen værende marketenderier er tilfredsstillende og ikke har givet<br />
anledning til klager over misbrug, må jeg anse lovens nuværende bestemmelser for fyldestgørende".<br />
Politimesteren i Aalborg:<br />
„De i politikredsen indvundne erfaringer på området er så få og spredte, at de ikke giver anledning<br />
til særlige bemærkninger".<br />
Politimesteren i Odense:<br />
„Med hensyn til ændringer tillader jeg mig at foreslå, at virksomheder, der af og<br />
til sammenkalder arbejderne uden for arbejdstiden til filmsforevisning, foredrag og lign., får tilladelse til<br />
at beværte deltagerne med en kop kaffe fra marketenderivirksomheden i lokalet".<br />
Politimestrene i Nakskov, Vejle, Kolding og Helsingør:<br />
Intet at bemærke.<br />
For at skabe yderligere klarhed over de faktiske omstændigheder omkring marketenderiernes<br />
virksomhed har det af kommissionen nedsatte beværterlovsudvalg ført mundtlige<br />
forhandlinger med repræsentanter dels for de kooperative marketenderier, dels for Marketendernes<br />
Landsforbunds Fællesråd; de sidste marketenderier er i den senere fremstilling<br />
betegnet som „de private marketenderier". Under disse forhandlinger udtalte de kooperative<br />
marketenderier, at man ikke ønskede ændringer i de gældende lovregler. De private<br />
marketenderier gav udtryk for ønsket om foretagelse af visse ændringer i beværterloven,<br />
hvilke ønsker er omtalt i de enkelte afsnit nedenfor. Herudover ønskede man fra denne<br />
side, at der i loven optoges et særligt afsnit om marketenderiernes drift. Vedrørende<br />
dette sidste spørgsmål finder man anledning til allerede her at bemærke, at loven i øjeblikket<br />
har et sådant afsnit, nemlig § 27, og at der følgelig ikke synes anledning til at<br />
komme ind på denne tanke. Det er anset for mest praktisk at anføre de af marketenderierne<br />
givne oplysninger i forbindelse med de enkelte spørgsmål, der behandles nedenfor.<br />
Som en indledning til en nærmere behandling af de spørgsmål, som den fremførte<br />
kritik mod visse marketenderier rejser, skal bemærkes, at servering i marketenderier,<br />
som foran nævnt, er fri for omsætningsafgift. Dette var tilfældet også før den nuværende<br />
beværterlovs ikrafttræden. I loven af 1939 var det, da man ønskede dette forhold fortsat,<br />
nødvendigt at optage en positiv bestemmelse om afgiftsfrihed, idet der nu blev krævet en<br />
polititilladelse til drift af marketenderier, og idet afgiftslovens system i tilfælde af tavshed<br />
om spørgsmålet måtte føre til afgiftspligt. I 1939, da den nuværende beværterlov blev vedtaget,<br />
androg omsætningsafgiften på restaurationerne 6 pct., medens denne procentsats nu<br />
er oppe på 25. Det siger sig selv, at denne udvikling har givet spørgsmålet om marketenderiernes<br />
afgiftsfrihed et nyt perspektiv.<br />
Baggrunden for marketenderiernes afgiftsfrihed er, som fremhævet i den forrige<br />
kommissions betænkning af 1938 om beværterloven, at marketenderivirksomhed, selv om
104<br />
den erkendes ofte at falde udenfor begrebet „sluttet bord", dog må betragtes som. en fri<br />
næring, som afgiftsbestemmelserne ikke bør ramme. Det drejer sig om måltider, der vel<br />
oprindelig har været indtaget i værkstedet eller på kontoret, men som af praktiske og<br />
hygiejniske grunde er nyttet til dertil indrettede spiselokaler. Der er alene tale om en af<br />
virksomheden udøvet service, idet det selvsagt ikke ville være hverken praktisk eller<br />
rimeligt at henvise måltiderne til de i nærheden liggende beværtningslokaler. Også nærværende<br />
kommission er af den opfattelse, at dette synspunkt stadig må stå ved magt,<br />
men forudsætningen herfor må være, at marketenderierne drives i overensstemmelse med<br />
beværterlovens bestemmelser og de forudsætninger, der ligger bag disse regler.<br />
Når der har fundet en stigning sted i antallet af udfærdigede marketenderitilladelser,<br />
må det foran nævnte forhold: at serveringen i marketenderier er afgiftsfri, formentlig have<br />
været medvirkende. Andre omstændigheder har imidlertid også ført til, at antallet af marketenderier<br />
er steget. Socialpolitiske hensyn har utvivlsomt medvirket til indretning<br />
af moderne og hensigtsmæssige spiselokaler for virksomhedernes arbejdere og funktionærer,<br />
hvortil kommer, at mange virksomheder er vokset. Hertil kan føjes, at tildeling af rationerede<br />
varer i krigsårene blev gjort betinget af, at den pågældende udskænkningsvirksomhed<br />
var i besiddelse af en næringsadkomst. Som følge af denne bestemmelse opstod et pres<br />
mod de adkomstudstedende myndigheder, og det må formodes, at der derved er blevet<br />
meddelt tilladelser til marketenderivirksomheder, der ikke kunne betegnes som marketenderier<br />
i lovens forstand. Det er kommissionen bekendb, at handelsministeriet under<br />
administrationen af beværterloven har søgt at modstå dette pres, idet man fra ministeriets<br />
side alene tiltrådte udfærdigelse af marketenderi tilladelser, hvis der i det enkelte tilfælde<br />
var tale om en sådan beværtningslignende virksomhed, at marketenderitilladelse var fornøden.<br />
En række tilladelser er imidlertid udfærdiget uden sådan forelæggelse, og det er<br />
ikke udelukket, at der i den pågældende periode er meddelt marketenderitilladelser, som<br />
egentlig ikke burde være meddelt. De tilladelser af den omhandlede art, der ikke burde<br />
være meddelt, er vist imidlertid tilladelser til marketenderier i mindre virksomheder<br />
eller institutioner, således at det næppe kan formodes, at de frembyder nogen fare for<br />
misbrug. Efter at rationeringsordningerne er endelig afviklet, er dette pres ophørt, således<br />
at nu kun de marketenderier, hvori der foregår en egentlig beværtningslignende<br />
virksomhed, kan forventes at rette henvendelse om udfærdigelse af marketenderitilladelser.<br />
Hos sådanne egentlige marketenderier er der til gengæld i den senere tid en vis<br />
tilbageholdenhed at spore med hensyn til at anmode om marketenderitilladelse. Medens<br />
der således i krigsårene har været en tendens hos virksomheder, der ikke drev marketenderivirksomhed,<br />
til at komme ind under marketenderireglerne, er der nu omvendt visse<br />
steder en tilbøjelighed hos marketenderierne til at søge bort fra marketenderireglerne. Politidirektøren<br />
i København har således henledt opmærksomheden på, at der fra visse sider<br />
er rejst spørgsmål om, hvorvidt det kan tillades en virksomhed at opgive sin marketenderitilladelse<br />
på vilkår, at der i serveringslokalerne udelukkende serveres frokost- og middagsretter<br />
med tilhørende drikkevarer samt kaffe og brød for den del af virksomhedens personale,<br />
med hvem der for længere tid ad gangen er truffet aftale herom, således at virksomheden<br />
får karakter af et egentligt spisepensionat, hvor der kun udskænkes stærke drikke<br />
til måltiderne. Kommissionen er enig med politidirektøren i, at marketenderitilladelser<br />
er obligatoriske for enhver form for serveringsvirksomhed, der omfattes af beværterlovens<br />
§ 27, og at det derfor fortsat må kræves, at virksomheder, der falder ind under den pågældende<br />
lovbestemmelse, også er pligtige til at søge en marketenderitilladelse.
105<br />
Det har, som foran nævnt, været hævdet, at der i mange marketenderier finder et<br />
umådeholdent forbrug sted af stærke drikke. Dette er fremhævet fra afholdsside, der understreger,<br />
at de alkoholskadede ofte henfører deres misbrug af spiritus til arbejdspladserne,<br />
og fra restauratørside er det ikke sjældent anført, at marketenderiernes afgiftsfrihed<br />
muliggør et forbrug, der overstiger det naturlige. Omsætningstallet for så vidt angår<br />
stærke drikke alene er ikke oplyst i det foran fra politikredsene indhentede statistiske<br />
materiale. Den gennemsnitlige årlige omsætning af alle varer pr. arbejder er, som det vil<br />
ses, opgjort til 360 kr. i København. I de adspurgte marketenderier uden for København<br />
varierer den gennemsnitlige totalomsætning pr. arbejder fra 195 kr. til 590 kr. Den gennemsnitlige<br />
årsomsætning for så vidt angår stærke drikke må således ligge under det konstaterede<br />
totale omsætningstal. Angående forbruget af stærke drikke kan eksempelvis<br />
henvises til nedenstående oversigt over forbruget af drikkevarer på et stort marketenderi<br />
i København i årene 1948—52. I den pågældende virksomhed var det forbudt at udskænke<br />
akvavit og andre destillerede stærke drikke, og udskænkningen af vin spillede praktisk<br />
taget ikke nogen rolle.<br />
Det vil af denne oversigt, der, som foran nævnt, kun kan opfattes som et<br />
eksempel, ses, at forbruget af stærkt øl i den pågældende virksomhed har været nedadgående<br />
i den anførte periode, samtidig med at forbruget af ikke-stærke drikke i det hele<br />
har holdt sig konstant. I denne forbindelse finder man anledning til at nævne, at repræsentanterne<br />
for de kooperative marketenderier under forhandlingerne med kommissionen<br />
henviste til, at det for nogle år tilbage stedfundne forholdsvis store ølforbrug måtte ses<br />
på baggrund af den da herskende pengerigelighed, og at den stedfundne nedgang i pengerigeligheden<br />
således afspejler sig i forbrugstallene.<br />
Det gennem de foranstående oplysninger konstaterede forbrug af stærke drikke<br />
i de undersøgte marketenderier er, synes det, således mere beskedent, end man på forhånd<br />
kunne vente, selv om det må erindres, at der er tale om gennemsnitstal, og at den enkelte<br />
marketenderikundes indkøb af stærke drikke derfor meget vel kan ligge på et relativt<br />
højt niveau. I denne forbindelse må det yderligere haves i erindring, at der kan være<br />
knyttet en vis usikkerhed til de fremskafEede tal. Vanskeligheden ved behandlingen af det<br />
pågældende spørgsmål ligger i, at marketenderivirksom hederne er af en så forskellig slags.<br />
Et stort antal drives under mådeholdne former, medens nogle udviser et fra normalen<br />
afvigende billede. Inden for den enkelte virksomhed vil forholdet formentlig også være det,<br />
at forekommende misbrug opvejes af et mådeholdent forbrug hos et flertal af de beskæftigede,<br />
og det er fra visse sider inden for kommissionen i denne forbindelse anført, at det
106<br />
fremskaffede materiale ikke på forhånd synes at udelukke, at der visse steder kan finde<br />
et umådeholdent forbrug sted. Under drøftelserne med repræsentanterne for marketenderierne<br />
blev det af disse anført, at arbejderne ikke var interesseret i andet end ædruelighedsmæssigt<br />
betryggende forhold i marketenderierne. I forbindelse hermed er der fra anden<br />
side inden for kommissionen henvist til, at f. eks. ølsalget til marketenderierne som helhed,<br />
såvidt forholdene kan bedømmes på grundlag af de foreliggende oplysninger, siden førkrigsårene<br />
ikke synes at være steget mere end svarende, til forbruget iøvrigt, og at virksomhedernes<br />
ledelse selvsagt gør deres yderste for at imødegå eventuelt forekommende<br />
misbrug. Dette må være den langt overvejende hovedregel, og de enkelte steder eventuelt<br />
forekommende misbrug må derfor ikke ødelægge det billede, som flertallet af marketenderierne<br />
frembyder. Der er herunder peget på, at der muligt kan finde et stort forbrug sted<br />
på steder, der ikke er indrettet som egentlige marketenderier, f. eks. på byggepladser og<br />
lign., hvor der ikke findes en fast organiseret ledelse som i egentlige erhvervsvirksomheder,<br />
og at kritikken mod marketenderierne således ofte har en forkert adresse. Kommissionen<br />
er opmærksom på, at man ikke kan generalisere, men er samtidig af den opfattelse, at<br />
der i den gældende skattefrihed for marketenderierne ligger en latent fare for misbrug, på<br />
hvilken man må have sin opmærksomhed henvendt.<br />
På baggrund af det fra politiet indhentede materiale og af de gennem forhandlingerne<br />
med marketenderiernes repræsentanter tilvejebragte oplysninger har kommissionen<br />
herefter overvejet hele marketenderispørgsmålet. Ved disse overvejelser har kommissionen<br />
anset den nedenfor gjorte opdeling for hensigtsmæssig:<br />
1. Ansvaret for marketenderiets drift.<br />
Efter § 27, stk. 4, kan tilladelse til udøvelse af marketenderivirksomhed alene gives,<br />
når marketenderiet drives af eller efter aftale med den pågældende virksomhed, og når der<br />
til at forestå den daglige drift er ansat en til politiet — i København magistraten — anmeldt<br />
person. Det forekommer noget uklart, hvor meget der vil kunne indlægges i ordene<br />
„efter aftale med den pågældende virksomhed". Man synes at kunne udlede af bestemmelsen,<br />
at marketenderier aldrig kan drives af marketendere, idet disse kun kan få overladt den<br />
daglige drift. Af det fra politikredsene indhentede materiale fremgår, at det i et stort<br />
antal tilfælde er marketenderen, der driver marketenderiet for egen regning. Dette synes<br />
ikke at være i overensstemmelse med beværterlovens bestemmelser. Enten skal marketenderiet<br />
drives af selve virksomheden, eller også skal det drives efter aftale med virksomheden<br />
af en sammenslutning, og derudover skal der antages en marketender, der som<br />
nævnt kun forestår den daglige drift. Marketenderen kan således ikke drive marketenderiet<br />
for egen regning og risiko. Hans stilling må sammenlignes med en bestyrers, jfr. beværterlovens<br />
§ 6. Fra enkelte sider inden for kommissionen har man bestridt rigtigheden af denne<br />
forståelse af bestemmelsen.<br />
Om forholdene i de kooperative marketenderier blev det under forhandlingerne med<br />
disses repræsentanter oplyst, at det økonomiske grundlag for de pågældende marketenderiers<br />
drift væsentligst bygger på en mellem virksomhedens ledelse og vedkommende fællesklub<br />
(klubber) indgået kontrakt, hvorefter virksomheden afholder en række med marketenderiets<br />
drift forbundne udgifter. Bestyrelsen (bestyrelserne) for de i den pågældende virksomhed<br />
beskæftigede arbejderes fællesklub (klubber) vælger et repræsentantskab, der<br />
på klubbens vegne har det retlige og det økonomiske ansvar for marketenderiets drift.
107<br />
Marketenderitilladelsen udstedes på repræsentantskabets formands navn, og der ansættes<br />
en bestyrer, der lønnes med en fast gage. Dennes eneste adgang til fortjeneste herudover<br />
består i, hvad han muligt kan indvinde ved at udnytte den ham. indrømmede fejltællingsprocent<br />
på op til y2 pct. af omsætningen. Repræsentantskabet betyder ham, hvor han skal<br />
foretage sine indkøb, og ved kontrakter om større leverancer skal han i forvejen have<br />
indhentet repræsentantskabets samtykke. Marketenderiets overskud anvendes til henlæggelse<br />
til en fond til fælles formål (juletræskasse, idrætsforening, skakklub, frimærkeklub<br />
og lign.).<br />
Repræsentanterne for de private marketenderier har overfor kommissionen oplyst,<br />
at marketenderitilladelsen hyppigt udstedes til virksomheden, der mod en fast afgift<br />
overlader marketenderiet til en forpagter eller en bestyrer, hvem hele det økonomiske<br />
ansvar påhviler. Marketenderen (forpagteren, bestyreren) hæfter for marketenderiets gæld<br />
overfor leverandørerne. Dette forhold ønsker man fra disse marketenderiers side opretholdt,<br />
dog således, at der gives særlige regler til sikring af, at marketenderitilladelsen altid meddeles<br />
den, der har det økonomiske ansvar, og ikke som nu virksomhedens ledelse. Marketenderen<br />
bestemmer som regel selv, hvilke priser der skal holdes i marketenderiet, hvilket<br />
sædvanligvis vil være detailprisen, men det kan også være aftalt, at priserne fastsættes<br />
i samråd med virksomhedens ledelse.<br />
Kommissionen har overvejet, om det burde slås fast, at ansvaret for et marketenderis<br />
drift altid skal påhvile såvel virksomhedens ledelse som repræsentanter for<br />
de beskæftigede, jfr. i denne forbindelse de af kommissionen af 1903 i betænkningen af<br />
1907, side 39, gjorte betragtninger. Såfremt et marketenderi drives af virksomheden, vil<br />
man eventuelt savne de beskæftigedes egen medvirken, og der vil kunne være en tilbøjelighed<br />
til blot at overlade driften til en marketender. Hvis de beskæftigede driver<br />
marketenderiet, vil det kunne være vanskeligt for virksomheden at gribe ind. Kommissionen<br />
anser det for vigtigt, at marketenderiets drift betragtes som et fællesanliggende,<br />
og at det gøres såvel ledelsen som de beskæftigedes repræsentanter klart, at begge — foruden<br />
bestyreren — har ansvaret for marketenderiets drift.<br />
Det fremgår imidlertid af det fra politiet modtagne materiale samt af de af de<br />
kooperative marketenderier meddelte oplysninger, at forholdet kan være ordnet på tilfredsstillende<br />
måde, enten derved, at virksomheden selv driver marketenderiet, eller<br />
derved, at de beskæftigede, f. eks. gennem fagforbundets lokalafdeling på vedkommende<br />
virksomhed, driver dette. En ny ordning på linie med de foranstående betragtninger ville<br />
måske således slå noget i stykker, som virker godt, og kommissionen skal derfor afstå<br />
fra at gå videre med denne tanke. Selv om man således fortsat ønsker at bygge på de<br />
gældende principper, finder man dog anledning til at foreslå en tydeliggørelse af bestemmelsen<br />
samt til at præcisere ansvaret. Kommissionens flertal anser det således ikke for forsvarligt,<br />
at forholdene — således som det er oplyst for de private marketenderiers vedkommende<br />
— er ordnet på den måde, at det er en bestyrer, der driver virksomheden for<br />
egen regning. Det bør klart fremgå af loven, at marketenderiet, hvis det ikke drives af<br />
virksomheden selv, eller hvis det drejer sig om en arbejdsplads, f. eks. et havneområde,<br />
kun kan drives af repræsentanter for en sammenslutning af de beskæftigede, og det retlige<br />
ansvar for marketenderiets drift må påhvile såvel virksomheden, henholdsvis de pågældende<br />
repræsentanter, som marketenderen.<br />
I henhold til cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 ad § 27 er det, når fornøden<br />
kontrol kan føres, ikke principielt udelukket, at et marketenderi står åbent for arbejdere<br />
eller funktionærer i flere virksomheder, når virksomhederne er beliggende i samme ejendom
108<br />
eller på tilgrænsende områder. Ifølge de foreliggende oplysninger fra politikredsene forefindes<br />
nogle få marketenderier af den pågældende art. Efter det af kommissionen stillede<br />
forslag kan marketenderitilladelse i disse tilfælde meddeles en flerhed af virksomhederne<br />
eller repræsentanter for en sammenslutning af de dér beskæftigede.<br />
Kommissionens forslag er formuleret således, at det omfatter allerede eksisterende<br />
marketenderier. Det er derfor anset for nødvendigt at foreslå optaget en bestemmelse i<br />
loven om, at allerede udfærdigede tilladelser må indsendes til ombytning. I denne forbindelse<br />
bemærkes endelig, at der i formularen til tilladelser til drift af marketenderier må foretages<br />
en ændring, således at det fremgår af formularen, dels hvem tilladelsen gives til, dels at<br />
det retlige ansvar påhviler såvel tilladelsens indehaver som bestyreren.<br />
Som foran nævnt, er beværterloven til hinder for, at marketenderier drives for<br />
marketenderens egen regning og risiko. Forholdet er imidlertid hyppigt det, at marketenderen<br />
virker som beværter og herunder oppebærer overskuddet fra marketenderiets<br />
drift. I konsekvens af kommissionens bemærkninger angående ansvarets placering ønsker<br />
man at understrege, at sådanne forhold er uhensigtsmæssige. Marketenderen er funktionær<br />
i marketenderiets tjeneste og bør ikke udvikle sig til selvstændig forretningsdrivende.<br />
For at fremhæve dette har man anset det for rigtigt at foreslå, at marketendere<br />
i hvert fald ikke må aflønnes på en sådan måde, at de bliver interesseret i en forøgelse<br />
af omsætningen af stærkt øl.<br />
2. Marketenderiernes serveringsområde.<br />
Kommissionen har haft opmærksomheden henvendt på spørgsmålet om, hvilke<br />
arter af stærke drikke det vil være rimeligt at tillade serveret i marketenderier. Efter de<br />
gældende regler er der ikke foretaget nogen begrænsning. Det er således muligt ikke alene<br />
at servere stærkt øl, men også vin og destillerede stærke drikke. Med udgangspunkt i den<br />
foran gjorte hovedbetragtning, at det alene er meningen med marketenderier, at de skal<br />
kunne beværte med almindelige daglige fornødenheder, er der fremført den tanke, at det<br />
ikke skønnes hverken rimeligt eller naturligt at servere vin eller destillerede stærke drikke<br />
i marketenderier. Man henviser i denne forbindelse til bestemmelsen i beværterlovens<br />
§ 28, hvor der er åbnet sognerådene adgang til at begrænse detailadkomster til alene at<br />
omfatte forhandling af øl og vin eller een af disse drikke, og man har på linie med denne<br />
bestemmelse rejst spørgsmålet om, at det muligt ville være mere rimeligt at begrænse<br />
marketenderiernes servering af stærke drikke til alene at omfatte øl.<br />
I denne forbindelse bemærkes, at priskontrolrådet har gjort kommissionen bekendt<br />
med de ordninger, der gælder for salg af stærke drikke til marketenderier. For så<br />
vidt angår levering af øl, praktiserer de 3 store københavnske bryggerier den ordning,<br />
at levering til engros-fris er afhængig af, at der i den virksomhed, som marketenderiet<br />
betjener, er ansat et vist antal personer. Dette antal er i hovedstadskommunerne 200, i<br />
Københavns omegn mindst 100 og i det øvrige land 50. Med hensyn til sådanne stærke<br />
drikke, der omfattes af Vinhandlernes Kontrolforenings fællesprisliste — i det væsentlige<br />
alene spirituosa — er forholdet det, at der med gyldighed fra 1. april 1953 at regne<br />
er etableret en ordning, hvorefter der kan leveres varer af denne art til engrospris<br />
til marketenderier, der er i besiddelse af den fornødne tilladelse i medfør af<br />
beværterlovens § 27, mod at vedkommende virksomhed afgiver en „marketendererklæring",<br />
og mod, at varerne forsynes med særligt marketenderstempel. Der er således
109<br />
mulighed for marketenderierne for at erhverve stærke drikke til en pris, der ligger under<br />
detailprisen, og da omsætningen i marketenderierne, som ofte nævnt, er afgiftsfri, vil det<br />
sige, at servering af stærke drikke navnlig i de store marketenderier kan finde sted til en<br />
betydelig lavere pris, end tilfældet er i restaurationerne.<br />
Spørgsmålet om en eventuel begrænsning i serveringsadgangen har været genstand<br />
for drøftelse med marketenderiernes repræsentanter. Ofte har vedkommende<br />
marketenderi truffet den ordning med ledelsen, at visse stærke drikke ikke må<br />
udskænkes. Medens de kooperative marketenderier er af den opfattelse, at det er uønskeligt<br />
ved lov at indføre et forbud mod udskænkning af visse stærke drikke, har de private<br />
marketenderier efter omstændighederne intet imod at begrænse udskænkningsretten til<br />
øl, hvorved de destillerede stærke drikke glider ud, i hvilken forbindelse bemærkes, at der<br />
efter det oplyste ikke udskænkes vin i større omfang.<br />
Som foran nævnt, er begrundelsen for at holde marketenderivirksomhed uden for<br />
de for restaurationerne gældende regler den, at marketenderivirksomhed anses at have<br />
et lignende formål som beværtning ved sluttet bord. Da udskænkning af stærke drikke<br />
ved sluttet bord ikke er begrænset til visse arter, vil en parailellisering af de to serveringsformer<br />
føre til, at det ikke er naturligt at foretage begrænsninger i udskænkningsretten,<br />
såfremt der kun er tale om udskænkning i de fastsatte spisetider. Som ligeledes<br />
foran omtalt, vil marketenderivirksomhed imidlertid ofte ligge udenfor det sluttede<br />
bords område, og hertil kommer, at det med marketenderivirksomhed som nævnt alene<br />
har været tanken at tilfredsstille et normalt dagligt behov. Udskænkning af stærke drikke<br />
på arbejdspladserne har endvidere undertiden givet anledning til kritik. For at dække<br />
det daglige behov er det efter kommissionens flertals opfattelse tilstrækkeligt, at der af<br />
stærke drikke serveres stærkt øl, idet destillerede stærke drikke og vin næppe med rette<br />
kan anses som daglige fornødenheder i arbejdstiden. Særlig nydelsen af destillerede stærke<br />
drikke må betragtes som uønsket på arbejdspladserne, i hvilken forbindelse der er henvist<br />
til, at et vist forbrug kan mindske agtpågivenheden og sikkerheden og ligeledes nedsætte<br />
produktiviteten. Nydelse af vin — bortset fra hede vine og lign. — finder ikke særlig ofte<br />
sted, men heller ikke sådanne drikke hører efter flertallets mening hjemme i marketenderierne.<br />
Ud fra disse betragtninger har kommissionens flertal samlet sig om et forslag, gående<br />
ud på, at der af stærke drikke i marketenderier alene må serveres stærkt øl, samt på, at der iøvrigt<br />
heller ikke må nydes andre stærke drikke end øl i marketenderier.<br />
Fra visse sider inden for kommissionen er der til støtte for den foran gjorte indstilling<br />
yderligere henvist til, at det, såfremt serveringen af stærke drikke begrænses som<br />
foreslået til stærkt øl, vil være lettere at holde kontrol med, at der ikke uberettiget sælges<br />
stærke drikke ud af huset fra marketenderier. Foranlediget af sidstnævnte bemærkninger<br />
finder man fra anden side anledning til at pege på, at en eventuel regel om, at der alene<br />
må serveres stærkt øl i marketenderier, ikke hindrer, at marketenderier indkøber andre<br />
stærke drikke end øl. Endvidere vil den nævnte yderligere motivering for en begrænsning<br />
i serveringsadgangen alene have betydning for de private marketenderier, såfremt de<br />
kooperative marketenderier ud fra andelssynspunktet, uanset en eventuel begrænsning i<br />
adgangen til at nyde stærke drikke i marketenderier, fortsat får adgang til fordeling af<br />
alle stærke drikke, jfr. herom nedenfor side 118. Endelig kan henvises til den foran nævnte<br />
pr. 1. april 1953 etablerede ordning vedrørende salg af stærke drikke, der er undergivet<br />
kontrol af Vinhandlernes Kontrolforening, hvorefter de til marketenderierne solgte drikkevarer<br />
skal stemples med et kontrolstempel, som vanskeliggør salg ud af huset til privat brug.<br />
Kommissionens flertal har været inde på den tanke, at der skulle kunne gives mar-
110<br />
ketenderierne valgfrihed mellem at søge tilladelse til udskænkning af stærkt øl uden afgift<br />
eller til udskænkning af alle stærke drikke mod afgift, herunder også for det udskænkede<br />
øls vedkommende. Der ville under denne forudsætning kunne blive tale om 2 slags<br />
marketenderier: een art, der uden afgift er begrænset til øl, og een art, hvor alle stærke<br />
drikke kan udskænkes mod afgiftspligt. Da der næppe vil være interesse for at søge en<br />
tilladelse, der medfører pligt til betaling af afgift, har man allerede af denne grund afstået<br />
fra at gå videre med en sådan tanke. I denne forbindelse har man iøvrigt peget på,<br />
at marketenderier, der ønsker en videregående udskænkningsret, kan søge at skaffe sig en<br />
beværterbevilling med ret til udskænkning af stærke drikke. Heroverfor har man fra<br />
anden side gjort gældende, at det for byernes vedkommende ingenlunde er sikkert, at<br />
denne udvej står marketenderierne åben, idet antalsbegrænsningen muligvis vil afskære<br />
dem fra at få en sådan bevilling, medmindre overbevillingsnævnet måtte give den.<br />
Et mindretal (Nørgaard, Reinhard, Roelsen og Østerberg) henviser til, at mange virksomheder,<br />
som af repræsentanterne for marketenderierne oplyst, ofte efter forhandling med<br />
de beskæftigede har forbudt udskænkning af destillerede stærke drikke i marketenderiet. Selv<br />
om sådan bestemmelse ikke træfles, må det siges, at spørgsmålet, så vidt mindretallet er orienteret,<br />
spiller en ringe praktisk rolle. Uanset at priserne på destillerede stærke drikke serveret i<br />
et marketenderi er stærkt reducerede i forhold til restaurationspriserne, er de i engros-prisen<br />
liggende afgifter så høje, at prisen trods alt vil holde stærkt igen på salget. Det forekommer<br />
endvidere ikke heldigt at tage skridt til en helt ny lovteknik i serveringsmæssig henseende,<br />
idet serveringsadkomst i henhold til beværterloven medfører rettigheder for så vidt angår<br />
alle stærke drikke. At § 28 på baggrund af en gammel administrativ praksis indeholder den<br />
foran nævnte sondring for så vidt angår handelsadkomster på landet, kan formentlig føres<br />
tilbage til den tid, hvor omsætning af brændevin på grund af de lave afgifter var et ædruelig -<br />
hedsproblem. Endelig forekommer det ud fra en principiel betragtning mindre heldigt at<br />
diskriminere visse drikke, og når hertil kommer, at ølforbruget repræsenterer en så overvejende<br />
del af forbruget af stærke drikke i marketenderierne, har mindretallet ikke ment<br />
at burde stille forslag om begrænsning i serveringsområdet. Man finder, at det bør være<br />
overladt til virksomhederne selv at afgøre, i hvilket omfang stærke drikke skal kunne serveres<br />
i marketenderierne. At de private marketenderier har erklæret ikke at have noget imod<br />
en begrænsning, forekommer mindretallet uden afgørende betydning, så meget mere som<br />
de private marketendere ifølge de af disse afgivne oplysninger mere repræsenterer private<br />
interesser end de til beværtning i marketenderiet berettigede. Mindretallet er endvidere<br />
tilbøjeligt til at være enigt med de kooperative marketenderier i, at de beskæftigede bedre<br />
vil forstå et delvis forbud, der er resultatet af forhandling med virksomhedens ledelse,<br />
end en lovbestemmelse, ligesom mindretallet anser det for umuligt at have indseende<br />
med, at et forbud mod nydelse af medbragte drikkevarer ikke overtrædes. Regler, om<br />
hvilke man på forhånd kan sige, at det ikke er gørligt at føre den fornødne kontrol med overholdelsen,<br />
forekommer mindretallet uheldige.<br />
Det har været overvejet, om det i overensstemmelse med det i beværterlovens<br />
§ 10, stk. 1, nedlagte princip vil være muligt at samle kommissionen om en løsning gående<br />
ud på, at der skulle være adgang til at servere stærkt øl samt indenlandske destillerede<br />
stærke drikke i marketenderier. Under hensyn til, at der nu også fremstilles dansk whisky,<br />
gin, brandy og en række likører, har man ikke ment, at en sådan begrænsning var anbefalelsesværdig.<br />
Kommissionens flertal har herefter fastholdt sit forslag om begrænsning<br />
til stærkt øl, således at der, som foran nævnt, heller ikke vil kunne nydes medbragte destillerede<br />
stærke drikke eller medbragt vin.
Ill<br />
3. Kreditgivning i marketenderier.<br />
Et særligt spørgsmål er dette, om der bør være adgang til kreditgivning i marketenderierne.<br />
Under kommissionens drøftelser med marketenderiernes repræsentanter er<br />
det oplyst, at forholdene på grund af marketenderiernes forskellighed kan variere en del.<br />
Sådanne kooperative marketenderier, hvor antallet af arbejdere med kort beskæftigelse<br />
er stort, ses ikke at yde kredit. Herudover har man enkelte steder efter aftale med politiet<br />
forbudt enhver form for kreditgivning; men der kan være tilfælde, hvor der er tale om en<br />
vis rimelig kredit. Det enkelte steder efter overenskomst med virksomheden etablerede<br />
„bon-system", hvorved arbejderne i et vist omfang — maksimalt f. eks. for så vidt angår<br />
køb til et beløb af 4 kr. om dagen — kan benytte bon'er som betalingsmiddel, må også<br />
anses som kreditkøb, medmindre bon'erne måtte være betalt på forhånd. Hvis bon'er<br />
benyttes, er lønningsposen på lønningsdagen forsynet med et særligt marketenderitegn,<br />
der betyder, at et tilsvarende beløb er fradraget i lønnen. Det er praktiske synspunkter,<br />
der fører til sådanne systemer; ofte kan arbejderne ikke opbevare penge under arbejdet.<br />
Ekspeditionen menes også at kunne fremmes ved et sådant system. Det er ikke usædvanligt,<br />
at buffisten yder en vis kredit. Sker dette, er det imidlertid på buffistens egen regning,<br />
og da den pågældende skal afregne hver dag, vil en sådan kredit næppe kunne være af<br />
større omfang.<br />
I de private marketenderier anføres der ikke at være tale om andet end ugekredit,<br />
bortset fra sådanne marketenderier, som søges af månedslønnede. Kreditten ydes for<br />
marketenderens regning. Det har ikke været muligt for kommissionen at få fuld klarhed<br />
over sådan kreditydelses virkelige omfang. At kreditten i visse tilfælde kan være gået ud<br />
over det rimelige, lader sig næppe tilbagevise. På den anden side har man heller ikke holdepunkter<br />
for at antage, at sådanne tilfælde er andet end undtagelser.<br />
Bortset fra de tilfælde, hvor det foran omtalte bon-system er indført, oplyser de<br />
kooperative marketenderier, at der ikke fra marketenderens side kan foretages direkte<br />
tilbageholdelse i lønningsudbetalingerne. I de private marketenderier kan forholdet være<br />
ordnet således, at gæld ud over en uge efter påmindelse til vedkommende vil være at tilbageholde<br />
i dennes løn.<br />
De kooperative marketenderier anser ikke spørgsmålet om kreditgivning for noget<br />
større problem og mener det rettest, at spørgsmålet ordnes af ledelsen og arbejderne<br />
selv. De private marketenderier er af den opfattelse, at der vil kunne være visse praktiske<br />
vanskeligheder forbundet med et eventuelt forbud mod kreditgivning. Et sådant vil<br />
også kunne have til følge, at en del af marketenderiets omsætning går til de i nærheden<br />
boende handlende. Uanset dette, vil man dog ikke modsætte sig et forbud på det herom-<br />
1ede område.<br />
Repræsentanterne for afholdsbevægeisen har overfor det af marketenderiernes<br />
repræsentanter anførte fremhævet, at der ifølge foreliggende oplysninger i vidt omfang<br />
nydes stærke drikke på kredit i marketenderierne. Det angives ikke at være usædvanligt,<br />
at marketenderiets tilgodehavende på lønningsdagen overstiger lønningens beløb. Det<br />
kan ikke være buffistens kreditgivning, men må være kreditgivningen fra marketenderiets<br />
side, der fører til sådanne resultater.<br />
Kommissionen har undersøgt, hvorledes dette spørgsmål er løst i andre nordiske lande.<br />
I Sverige fandtes oprindelig — d. v. s. fra år 1855 — en bestemmelse, hvorefter<br />
betaling for brændevin, som blev solgt på kredit, ikke kunne inddrives i tilfælde, hvor den<br />
solgte kvantitet var mindre end 2,6 liter. I en forordning fra 1874 angående udskænkning
112<br />
af øl og vin blev det foreskrevet, at kreditsalg, til andre end spisende gæster, af vin eller<br />
maltdrikke til fortæring på stedet ikke afgav grundlag for at søge betalingen inddrevet<br />
ved domstolene.<br />
Ved den i året 1917 udfærdigede lov om „försäljning af rusdrycker" bestemtes det,<br />
at afhentning og forsendelse af øl, vin og spirituosa på eller fra de såkaldte „utminuteringsställor"<br />
kun måtte ske mod kontant betaling. Samme lov gentog den ovenfor nævnte<br />
i 1874 indførte bestemmelse om forbud mod kreditgivning ved udskænkning af berusende<br />
drikke i partier, hvis pris ikke oversteg 50 kr., eller ved udskænkning af øl og vin<br />
for andre end spisende gæster under måltidet. Sidstnævnte bestemmelse genfindes derimod<br />
ikke i den nugældende lov af 18. juni 1937, der dog fortsat opretholder kreditforbudet<br />
ved „utminuteringen".<br />
I den gældende lov om salg af pilsnerdrikke af 11. juli 1919 indeholdes stadig et<br />
forbud mod kreditgivning ved udskænkning af pilsnerdrikke til andre end spisende gæster.<br />
Nykterhetskommittéen af 1944 har stillet forslag om, at fornævnte bestemmelse<br />
angående udskænkning af pilsnerdrikke skal ophæves. Komitéen er nemlig af den opfattelse,<br />
at en forbedring af den almindelige kontrol med forhandlingen er tilstrækkelig.<br />
For så vidt angår detailsalget af spiritus og vin — den såkaldte „utminutering" —- mener<br />
komitéen dog, at forbudet mod kreditgivning fortsat bør bestå, og at kontant betaling<br />
således altid bør finde sted.<br />
Den gældende islandske spirituosalov af 9. januar 1935 udtaler i § 12, at der af<br />
justitsministeren vil være at udstede et reglement om salg og udskænkning af spirituosa<br />
i henhold til dette afsnit. (Til spirituosa henregnes i henhold til loven enhver vædske,<br />
der indeholder et større rumfang alkohol end 2% pct.). Den pågældende bestemmelse<br />
stiller krav om, at der i nævnte reglement fastsættes regler, hvorefter statsmonopolet<br />
og dets udsalg skal være uberettiget til at udlevere spirituosa uden mod kontant betaling.<br />
Et nyt forslag til lov om spirituøse drikke er i 1952 forelagt Altingets 72de<br />
samling. Ifølge dette forslags § 13 ønskes der indført en ny bestemmelse, hvorefter det —<br />
foruden hvad tidligere var gældende — endvidere skal være forbudt at sende spirituosa<br />
pr. postopkrævning. Ligeledes foreslås det, at selve loven — i modsætning til som hidtil<br />
nævnt reglementet — skal indeholde forbud mod salg af spiritus mod andet end kontant<br />
betaling.<br />
Det pågældende forslag blev efter modtagne oplysninger forkastet ved altingsbehandlingen,<br />
og der foreligger ikke oplysninger om, hvorvidt regeringen vil fremsætte<br />
det påny i ændret form.*)<br />
Den norske lov af 5. april 1927 om indførsel og omsætning af brændevin (alle<br />
destillerede drikke), vin, frugtvin, mjød og øl indeholder i sin § 9 en bestemmelse, hvorefter<br />
salg og udskænkning af brændevin kun må ske mod kontant betaling, ligesom der ej heller<br />
må ydes rabat. Endvidere må ifølge bestemmelsen brændevin ikke sendes pr. efterkrav.<br />
Ifølge § 48 i den finske „Lag om Alkoholdrycker" af 9. februar 1932 må alkoholdrikke<br />
ikke sælges eller udskænkes på kredit og ej heller omsættes gennem byttehandel<br />
eller overlades mod pant. Hvis betaling for måltider i henhold til overenskomst eller<br />
almindelig sædvane erlægges for en vis tid, ikke ud over 2 uger, kan betaling for alkoholdrikke,<br />
der er nydt i forbindelse med måltider, dog ske, samtidig med at betalingen for<br />
måltidet finder sted. I alkoholkomitéens betænkning fra 1946 har man i forslagets § 50<br />
fastholdt denne linie.<br />
*) Efter redaktionens slutning har man bragt i erfaring, at en ny islandsk spirituslov er vedtaget af<br />
Altinget den 12. april <strong>1954.</strong> Denne lovs § 13 stiller fortsat krav om, at spiritus kun må udleveres<br />
*V» /'yfA L"/"***» T".Q TIT. nOT.fl 11 TI Cf
113<br />
Kommissionen har på det således foreliggende grundlag drøftet, om det vil være<br />
hensigtsmæssigt at stille forslag om et forbud mod kreditgivning. Først bemærkes, at det<br />
næppe vil kunne siges, at en sådan kreditgivning ud fra et juridisk synspunkt kan anses<br />
som en omgåelse af reglen om, at der i marketenderier ikke må finde lønudbetaling sted,<br />
idet kreditten ydes af marketenderiet og ikke af arbejdsgiveren. Noget andet er, at man,<br />
hvis der tolereres udstrakt kreditgivning, nærmer sig det, som bestemmelsen om forbud<br />
mod udbetaling af løn i marketenderier søger at hindre, nemlig at de beskæftigede føler<br />
sig fristet til at anvende en for stor del af lønnen til stærke drikke. Man har drøftet, om der<br />
vil kunne indføres et sådant forbud for så vidt angår marketenderier uden samtidig at<br />
skride til et tilsvarende forbud for så vidt angår restaurationsserveringen. Det er hertil<br />
anført, at man i den heromhandlede forbindelse næppe vil kunne drage en sammenligning<br />
mellem marketenderierne på den ene side og restaurationerne på den anden side. På restaurationer<br />
vil betalingen, når bortses fra de tilfælde, hvor værten selv serverer, ofte blive et<br />
forhold mellem vedkommende tjener og gæst, og som følge heraf er problemet ikke af<br />
større praktisk betydning. Hertil kommer, at det sociale problem kommer stærkere frem,<br />
når talen er om marketenderier. Arbejderen er henvist til at indtage sine måltider i marketenderiet,<br />
medens det er en frivillig sag at gå på restauration. Kommissionen anser det<br />
derfor for muligt at drøfte kreditgivningsspørgsmålet alene for så vidt angår marketenderier<br />
og samtidig se bort fra det tilsvarende spørgsmål for restaurationernes vedkommende.<br />
Et forbud mod kreditgivning synes i givet fald at måtte indeholde den regel, at<br />
skylden ikke vil kunne indtales, jfr. herved reglerne om „Dobbel" i Danske Lov 5—14—55<br />
og de endnu strengere regler om hasardgæld i forordningen af 6. oktober 1753, hvor betaling<br />
er direkte forbudt, og hvor et betalt beløb kan kræves tilbagebetalt. En forbudsregel på<br />
det heromhandlede område rejser imidlertid en række tvivlsspørgsmål. Man vil således kunne<br />
spørge, på hvilket tidspunkt kreditten ydes (ved undladelse af at kræve betaling samtidig<br />
med varernes servering eller på et senere tidspunkt). Det vil endvidere kunne stille<br />
sig tvivlsomt, om gælden skal kunne ratihaberes, om der kan gives lønningsforskrivning<br />
til kassererkontoret eller fuldmagt til marketenderen til at hæve af gagen. En regel,<br />
der går ud på, at kreditgivning begrænset til stærke drikke er forbudt, vil derhos i ganske<br />
særlig grad kunne friste til omgåeiser. Hvis omgåelse skulle kunne hindres, måtte reglen<br />
udvides til at gælde al servering, hvilket formentlig ville være for vidtgående.<br />
Kommissionens flertal er af de fra marketenderiernes side fremførte grunde af<br />
den opfattelse, at en vis kreditgivning kan anses som en praktisk foranstaltning, og at der<br />
må tungtvejende grunde til for at stille et forslag, der træder hindrende i vejen herfor.<br />
For de kooperative marketenderiers vedkommende angives forholdene at være betryggende.<br />
I denne forbindelse er det af betydning, at den kooperative marketenders løn ikke er<br />
afhængig af omsætningens størrelse, således at han ikke har interesse i at forøge salget.<br />
Så længe de private marketendere, således som det efter det foreliggende i vidt omfang er<br />
tilfældet nu, rent faktisk driver virksomheden som selvstændige næringsdrivende, kan der<br />
i sådanne tilfælde være en fare for, at der i disse marketenderier kan være en tilbøjelighed<br />
til at se bort fra, om betalingen ydes kontant. Dette forhold vil imidlertid, såfremt kommissionens<br />
forslag om, at de private marketendere kun vil kunne anerkendes som bestyrere<br />
og kun vil kunne aflønnes som foran side 108 foreslået, følges, blive bragt til ophør. Kommissionens<br />
flertal skønner, alt taget i betragtning, at det grundlag, der foreligger, ikke er<br />
overbevisende nok til at skride til et forbud mod kreditgivning, og selv om der til de fremkomne<br />
tal for ydet kreditgivning kan knytte sig en vis usikkerhed, anser flertallet det dog
114<br />
for betænkeligt at stille forslag til bestemmelser, der hindrer enhver kreditgivning. Det må i denne<br />
forbindelse erindres, at en bestemmelse om forbud mod kreditgivning i marketenderier næppe<br />
i alle tilfælde vil kunne hindre, at kredit virkelig ydes. Reglen ville, hvor kredit måtte blive<br />
givet, formentlig ikke beskytte den pågældende mod betaling af skylden, idet det rent faktisk<br />
for fortsat at kunne arbejde på vedkommende arbejdsplads ville være en nødvendighed<br />
for ham at betale. En regel om forbud mod kreditgivning vil derhos muligt bevirke, at<br />
marketenderen opkræver et „risikotillæg", hvorved man faktisk modarbejder, hvad man<br />
vil opnå. At de private marketenderier efter omstændighederne har erklæret sig indforstået<br />
med et kreditgivningsforbud, kan næppe tillægges afgørende betydning, navnlig<br />
såfremt man, som foran nævnt, følger kommissionens forslag, hvorefter man understreger<br />
den nuværende regel om, at marketendere alene kan være bestyrere af marketenderiet.<br />
Medens kommissionens flertal således ikke anser det for rigtigt at gå ind for et<br />
kreditgivningsforbud — et forbud, som på visse punkter synes at gå videre end lovgivningen<br />
i de øvrige nordiske lande — er flertallet ud fra ønsket om en forbedret ædruelighed<br />
•på arbejdspladserne stemt for et forbud mod tilbageholdelse af arbejdsløn til dækning af regninger<br />
for stærkt øl i marketenderiet. Man vil efter flertallets forslag være afskåret fra at<br />
træffe aftale herom, hvadenten denne aftale træffes med virksomheden eller med marketenderen.<br />
Flertallet finder anledning til at understrege, at de misbrug, som man ønsker<br />
at komme til livs ved et kreditgivningsforbud, iøvrigt må imødegås på anden måde, således<br />
i første række gennem et øget tilsyn fra de ansvarliges side.<br />
Et mindretal (Bendixen, Clemmesen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen,<br />
Markersen, Randkær, Røgind og Wedell-Wedellsborg) føler sig ikke overbevist om, at<br />
kreditgivningen holdes inden for så snævre grænser som anført af marketenderiernes<br />
repræsentanter. Når det i det indhentede materiale fra politikredsene er anført, at der<br />
„kun er tale om mindre uge- eller månedsregninger", eller at den ydede kredit „overalt<br />
ligger på beløb fra 5 til 25 kr. ugentlig", harmonerer det dårligt med de iagttagelser og erfaringer,<br />
som afholdsbevægelsens antabushjælpestationer og andre lignende institutioner har<br />
gjort, og også dårligt med, hvad der lejlighedsvis er kommet frem i dagspressen. Det skal<br />
vel ikke bestrides, at de særlig beklagelige eksempler, som har været genstand for omtale<br />
i denne forbindelse, kan have karakter af grelle undtagelsestilfælde, men helt uafhængigt<br />
heraf forekommer det mindretallet at frembyde en betydelig fare i ædruelighedsmæssig<br />
henseende, at marketenderigæsterne har lejlighed til på kredit at forsyne sig med stærke<br />
drikke. Hvis det af praktiske grunde anses for nødvendigt at lade et kreditforbud ramme<br />
alle de varer, som marketenderierne forhandler, må man nærmest betragte det som en<br />
fordel, men man vil iøvrigt mene, at der i og for sig intet skulle være til hinder for at<br />
lade forbudet fremtræde som en ren ædruelighedsforanstaltning, således at det alene rettedes<br />
mod de stærke drikke, som marketenderierne får adgang til at servere, altså alene ølsorter<br />
med et alkoholindhold af 2% vægt-pct. eller derover, hvis den af et kommissionsflertal<br />
afgivne indstilling dette forhold vedrørende vinder tilslutning.<br />
Når det hævdes, at det vil frembyde vanskeligheder at kontrollere overholdelsen<br />
af en bestemmelse som den fra mindretallets side ønskede, fremhæver mindretallet, at lovgivningsmagten<br />
ikke har ladet sig holde tilbage af betænkeligheder af den art ved udformningen<br />
af de skiftende beværterlove, hvis det betragtedes som formålstjenligt ud fra sociale<br />
eller moralske hensyn at stemple visse handlinger som forkastelige, f. eks. at servere<br />
stærke drikke for berusede eller mindreårige. Det må heller ikke overses, at selve den omstændighed,<br />
at den restriktive bestemmelse findes, altid udøver en vis indflydelse på tanke-
115<br />
gangen. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid så meget mindre anledning til at beskæftige<br />
sig med gennemførelsesvanskeligheder, som det må antages, at kreditgivningsforbudet<br />
vil kontrollere sig selv, eftersom marketenderne vil være afskåret fra at inddrive<br />
tilgodehavenderne ad retslig vej og følgelig nok skal udvise forsigtighed.<br />
Da en bestemmelse som den omhandlede nødigt skulle fremtræde som klassepræget,<br />
vil mindretallet anse det for rigtigst, at indehaverne af beværtninger og gæstgiverier med<br />
ret til udskænkning af stærke drikke stilles på lige fod med marketenderne, selv om der<br />
for deres vedkommende næppe er større behov for regulerende forskrifter vedrørende<br />
kreditgivningen.<br />
Mindretallet må under hensyn hertil anbefale en bestemmelse om et almindeligt<br />
kreditforbud, således at tilgodehavender, der er opstået ved, at der på trods af forbudet<br />
er tilstået kredit, ikke kan inddrives ad retslig vej —• en regel, der også bør gælde<br />
restaurationer og hoteller.<br />
Røgind kan, hvis der ikke skulle være mulighed for at gennemføre mindretallets<br />
forslag, subsidiært tiltræde flertallets forslag, hvis dette suppleres med en bestemmelse om,<br />
at det påhviler marketenderitilladelsens indehaver at træffe bestemmelse om, hvorvidt og i<br />
bekræftende fald i hvilket omfang der må ydes kredit j)å stærke drikke i marketenderier,<br />
således at aftaler om henstand med betaling i videre omfang end således bestemt er uden<br />
retsgyldighed.<br />
4. Servering udenfor arbejdstid.<br />
Fra visse sider inden for kommissionen er der henvist til, at bestemmelsen i beva^rterlovens<br />
§ 27, stk. 5, hvorefter marketenderier kan holde åbent indtil % time efter<br />
arbejdstidens ophør, er uheldig, idet denne halve time benyttes til at drikke, hvorved<br />
„bunden lægges" til en fortsættelse på restaurationer efter marketenderiets lukning. Der<br />
henvises i denne forbindelse bl. a. til de af politimesteren i Århus fremsatte udtalelser, der<br />
er citeret foran side 103.<br />
Repræsentanterne for de kooperative marketenderier bemærkede til dette spørgsmål,<br />
at den halve time efter disse marketenderiers opfattelse ikke burde give anledning<br />
til bekymring. Dels var tiden, der af arbejderne også skulle anvendes til at gøre sig i stand<br />
efter arbejdets ophør, knap, dels var marketenderierne sig deres ansvar bevidst.<br />
Kommissionens flertal anser det ikke for rigtigt at stille forslag om den nævnte regels<br />
bortfald. Man henviser herunder til andre politikredses erfaringer samt til, at det i adskillige<br />
marketenderier er praksis, at de beskæftigede, og navnlig de ugifte, indtager deres<br />
middagsmåltid i marketenderiet efter arbejdstidens ophør, og at det ikke vil være rimeligt<br />
at forhindre noget sådant. Det må mest naturligt overlades til virksomhedens ledelse og<br />
arbejderne selv at forhindre eventuelle misbrug af den. halve time. En ophævelse af reglen<br />
vil ikke kunne hindre de i en virksomhed beskæftigede i at drikke efter arbejdstidens ophør,<br />
hvis de absolut vil det. De vil i så fald straks kunne gå på restauration.<br />
Et mindretal (Bendixen, Adolph Hansen, Markersen og Randkær) fastholder, at<br />
den heromhandlede bestemmelse ofte giver anledning til misbrug. Da det derhos endvidere<br />
er oplyst, at enkelte store marketenderier ikke benytter den dem ved loven<br />
hjemlede ret til udskænkning efter arbejdstidens ophør, foreslår mindretallet, at bestemmelsen<br />
udgår.
116<br />
5. Salg ud af huset.<br />
Et forhold, der har givet anledning til kritik fra handelens side, er spørgsmålet<br />
om marketenderiers adgang til at udøve handelsnæring. Der henvises til den fra Centralforeningen<br />
af Hotelvært- og Restauratørforeninger i Danmark og De danske Handelsforeningers<br />
Fællesorganisation modtagne skrivelse af 29. maj 1952, der er optrykt side<br />
218—19 samt til de fra Marketendernes Landsforbund og Marketendernes Fællesråd modtagne<br />
skrivelser af 12. august s. å., der er optrykt side 220—22.<br />
Politiets oplysninger angående det heromhandlede punkt går, som det vil ses,<br />
ud på, at der stort set ikke synes at foregå salg fra marketenderier, og at der således ikke<br />
menes at foreligge noget problem her. Uanset spørgsmålet om, hvorvidt der fra visse<br />
marketenderier finder ulovlig handel sted, synes man imidlertid på foranledning af et fra<br />
marketenderiside nu fremført ønske om en vis adgang til handel, at måtte komme nærmere<br />
ind på dette spørgsmål.<br />
De herom gældende bestemmelser er indeholdt i § 27, stk. 8, hvor det siges, at bestyrere<br />
af marketenderier ikke må udøve handelsnæring, ligesom der ikke fra lokaler, der<br />
er indrettet til marketenderivirksomhed, må drives nogen næring, til hvis udøvelse der<br />
kræves næringsbrev. I den af kommissionen af 1934 afgivne betænkning hed det om dette<br />
spørgsmål, at man fra handelens side havde haft opmærksomheden henvendt på, at marketenderivirksomhed<br />
ofte havde været forbundet med almindelig handelsvirksomhed, således<br />
at der herfra i konkurrence med de næringsdrivende foregik en ret omfattende handel med<br />
almindelige husholdningsvarer, isenkram, skotøj m. v., og at dette forhold føltes som et<br />
stærkt indgreb i de handlendes næringsområde. Kommissionen var i det væsentlige enig i,<br />
at det na^ppe var rimeligt, at marketenderivirksomhed blev drevet i forbindelse med<br />
almindelig handelsnæring, hvorfor man foreslog den foran nævnte bestemmelse optaget i<br />
loven. Kommissionen henledte dog opmærksomheden på, at denne bestemmelse ikke,<br />
således som man principielt fra handelens repræsentanters side kunne have ønsket det,<br />
ville hindre, at marketenderivirksomhed blev drevet i forbindelse med et andelsforetagende,<br />
der blev udøvet i overensstemmelse med næringslovens § 10.<br />
Efter lovbestemmelsen er det forbudt at drive handel overhovedet. Det er således<br />
i øjeblikket ikke i overensstemmelse med reglerne, at der af visse marketenderier<br />
forhandles f. eks. tobaksvarer og konfekture.<br />
Under de med repræsentanterne for de private marketenderier stedfundne drøftelser<br />
har disse principielt henstillet, at de fik adgang til forhandling af varer i samme omfang,<br />
som de kooperative marketenderier — ud fra et andelssynspunkt — har til fordeling af<br />
varer imellem den pågældende brugsforenings medlemmer. Kommissionen mener ikke<br />
at kunne stille forslag om, at de private marketenderier stilles på linie med de af andelsforeningerne<br />
drevne marketenderier. Da det overfor kommissionen er anført, at der fra nogle<br />
marketenderier, der ikke er organiseret som andelsforeninger, men som mener ud fra<br />
andelssynspunktet at være berettiget til fordeling af varer, foregår en vis handel, finder<br />
man derfor anledning til at understrege, at forudsætningen for at kunne fordele varer fra<br />
et marketenderi er, at vedkommende forening er organiseret som en egentlig andelsforening<br />
(brugsforening) i overensstemmelse med næringslovgivningens regler. Der må<br />
således foreligge vedtægter, hvorefter fordelingen er begrænset til medlemskredsen; det<br />
må også være foreskrevet, at den del af det ved virksomheden indvundne overskud, der<br />
ikke anvendes i veldædigt øjemed eller henlægges til foreningens formue, vil være at fordele<br />
mellem medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen, jfr. herved næringslo-
117<br />
vens § 10. Endvidere må foreningen i henhold til næringslovens § 11 løse et legitimationsbevis,<br />
som efter næringslovens § 19 skal være ophængt på et iøjnefaldende sted i de pågældende<br />
lokaler. Marketenderier, der ikke iagttager disse regler, er ikke berettiget til<br />
at fordele varer, og hvis de hidtil har gjort det, må dette bringes til ophør.<br />
Subsidiært har de private marketenderier under drøftelserne, jfr. herved også<br />
landsforeningens fornævnte skrivelse, henstillet, at der som et minimum åbnes adgang<br />
til forhandling af toiletartikler, chokolade, sukkervarer og tobaksvarer. Begrundelsen for<br />
ønsket om mulighed for salg af toiletartikler er, at der mange steder er indrettet bade for<br />
de beskæftigede, og at disse på grund af arbejdstidens længde og placering ofte ikke vil<br />
kunne nå at foretage indkøb af renholdelsesmidler og lign. Kommissionen må skønne,<br />
at en selvstændig adgang til forhandling formentlig bør motiveres med hensynet til de<br />
beskæftigedes interesser, og at det, jfr. også de af kommissionen af 1934 gjorte bemærkninger,<br />
næppe vil være rimeligt, at motiveringen alene bliver ønsket om en udvidelse<br />
af marketenderiernes næringsområde. I denne forbindelse kan også henvises til beværterlovens<br />
§ 11, hvorefter beværtere og gæstgivere med ret til udskænkning af stærke drikke<br />
ikke må drive anden næring, f. eks. handelsnæring, uden særlig tilladelse hertil, og for opnåelse<br />
af disse tilladelser er der opstillet strenge betingelser. Kommissionen må nære tvivl<br />
om, hvorvidt hensynet til de beskæftigede tilsiger at åbne marketenderierne adgang til at<br />
drive handelsvirksomhed. Man ser ikke rettere, end at det, såfremt virksomheden ikke<br />
stiller sæbe m. v. til rådighed for arbejderne, skulle være muligt for de beskæftigede at<br />
foretage indkøb af de af landsforbundet nævnte varer i de almindelige detailvirksomheder<br />
og at medbringe de fornødne renholdelsesmidler til virksomheden. Landsforbundets forslag<br />
betyder iøvrigt ikke, at ethvert indkøb i detailvirksomhederne vil blive overflødiggjort,<br />
og for konfektures vedkommende kan man endvidere henvise til konfektureforretningernes<br />
sene lukketid. Kommissionen ser således ingen saglig begrundelse for det fremsatte<br />
forslag og må i fortsættelse af de af den forrige kommission gjorte betragtninger<br />
mene, at det vil være rigtigt at stå fast på den nuværende lovregel.<br />
Udover hvad foran er anført om forhandling og fordeling af varer, bemærkes, at der<br />
har udviklet sig en praksis, hvorefter det er anset for berettiget at sælge (d. v. s. „servere")<br />
tobaksvarer til tilfredsstillelse af gæsternes behov på stedet. Det er fundet naturligt at foreslå<br />
en bemærkning gjort herom i loven, således som det allerede er tilfældet for så vidt<br />
angår beværtere og konditorer, se § 10. Endvidere skal det fremhæves, at kommissionen<br />
heller ikke vil finde det unaturligt, at der fortsat både i beværtninger og marketenderier<br />
„serveres" chokolade, sukkervarer og frugt til øjeblikkelig fortæring, medens egentlig forhandling<br />
heraf såvelsom af tobaksvarer falder uden for denne „serveringsret".<br />
Kommissionen finder anledning til at henlede opmærksomheden på, at de private<br />
marketenderiers organisation som medlemmer ikke alene tæller egentlige marketenderier,<br />
men også f. eks. såkaldte „havemarketenderier". Disse sidste er ikke marketenderier i lovens<br />
forstand og må nærmest sammenlignes med almindelige købmandsforretninger,<br />
hvorfra der alene finder salg sted. De drives, såvidt det er oplyst, i henhold til næringsbrev<br />
på handel og falder således helt uden for nærværende fremstillings område.<br />
Under omtalen af de i nærværende afsnit behandlede problemer har kommissionen<br />
endelig fundet anledning til at fremdrage spørgsmålet om, hvorvidt det fortsat må<br />
anses for hensigtsmæssigt, at der fra marketenderier kan fordeles varer til den del af<br />
marketenderiets kunder, der måtte være organiseret som en særlig brugsforening. Medens<br />
nogle medlemmer af kommissionen fraråder, at der søges gjort nogen forandring i dette rent
118<br />
næringsretlige anliggende, er kommissionens flertal af den opfattelse, at de pågældende<br />
regler går noget vidt, idet det ikke synes at være hensigtsmæssigt at sammenblande marketenderivirksomhed<br />
og brugsforeningsvirksomhed. I det omfang et ændringsforslag<br />
ikke måtte kunne begrundes med sådanne hensyn, som det påhviler nærværende kommission<br />
at tage, må en ændring af de andelsretlige regler herom antages at falde uden for<br />
kommissionens kommissorium. Under forudsætning af, at det forslag, kommissionens<br />
flertal har stillet med hensyn til spørgsmålet om en begrænsning i marketenderiernes serveringsområde,<br />
jfr. foran side 109, tiltrædes, mener kommissionens flertal imidlertid at<br />
måtte henstille, at det som en honsekvens af det pågældende forslag, hvorefter destillerede<br />
stærke drikke og vin ikke bør kunne serveres i marketenderier, foreskrives, at der fra marketenderier,<br />
hvortil der er knyttet brugsforeninger, ikke må udleveres andre stærke drikke end øl.<br />
6. Adgangsberettigelse til marketenderier.<br />
Efter de gældende regler er der alene adgang til servering for de i vedkommende<br />
virksomhed beskæftigede. Efter praksis vil til de beskæftigede også kunne henføres sådanne,<br />
der er midlertidigt beskæftiget i den pågældende virksomhed. Dette gælder også, såfremt<br />
den midlertidige beskæftigelse foregår for egen eller andres regning. Derimod er det hidtil<br />
antaget, at bude, chauffører og lign., der blot har et ærinde i virksomheden, ikke er adgangsberettigede<br />
til marketenderiet.<br />
Det fra politikredsene indhentede materiale synes at udvise, at politiet ikke har<br />
afgørende indvendinger at gøre mod den måde, på hvilken marketenderierne drives. En<br />
undtagelse herfra synes dog at være havnemarketenderierne, for hvilke der foreligger ganske<br />
særlige forhold. I modsætning til, hvad der gælder marketenderier i f. eks. industrivirksomheder,<br />
kan der ikke i havneområderne siges at være en enkelt arbejdsgiver,<br />
med hvem der kan træffes aftale om oprettelse af et marketenderi, ligesom kredsen<br />
af de beskæftigede ikke har den fasthed, som ellers normalt er tilfældet. Der holdes<br />
åbent i et meget langt tidsrum, idet der ikke kan være faste arbejdstider i det omfang,<br />
som tilfældet er, når der er tale om almindelige arbejdssteder. Adgangen til marketenderiet<br />
foregår normalt direkte fra gaden, og forholdet synes at være det, at faktisk enhver arbejdsklædt<br />
person bliver beværtet i disse marketenderier. Københavns politi har, se side 100,<br />
overfor kommissionen udtalt, at man ud fra de erfaringer, man har med hensyn til<br />
marketenderierne i havneområderne, er af den opfattelse, at havnemarketenderierne ikke<br />
vil kunne drives i overensstemmelse med bestemmelserne i beværterlovens § 27, navnlig fordi<br />
marketenderierne savner tilknytning til een eller flere virksomheder, og fordi publikumskredsen<br />
er ukontrollabel. Der henvises i denne forbindelse til, at der i den senere tid er<br />
givet marketenderitilladelse i tilfælde, hvor det ikke synes muligt at føre den fornødne<br />
kontrol med, at beværterlovens bestemmelser overholdes. Heroverfor vil det kunne anføres,<br />
at misbrug kan imødegås derved, at de misbrugende marketenderiers tilladelser<br />
til udskænkning af stærke drikke inddrages, jfr. bestemmelsen i beværterlovens<br />
§ 27, stk. 7, hvorefter den myndighed, der har givet tilladelsen, med godkendelse af handelsministeren<br />
kan fratage et marketenderi retten til sådan udskænkning. At foreslå,<br />
at man i videre omfang end hidtil sket gør brug af den pågældende lovbestemmelse, vil<br />
imidlertid nok støde på vanskeligheder af forskellig slags. Misbrugene kunne måske endvidere<br />
imødegås derved, at der lægges en afgift få serveringen af stærke drikke i marketenderierne;<br />
men dette spørgsmål behandles naturligst i den kommende betænk-
119<br />
ning, hvor bl. a. afgiftsbestemmelserne i det hele bliver berørt. Uanset hvilket resultat<br />
kommissionen kommer til vedrørende dette spørgsmål, vil marketenderispørgsmålet<br />
dog i beværterlovsmæssig henseende altid frembyde et problem. Pålægges der marketenderierne<br />
en afgiftspligt, der er mindre end afgifter) for resta urationsservering.<br />
vil der selvsagt fortsat være trang til regulerende bestemmelser i beværterloven<br />
om marketenderivirksomhed, men dette vil også være tilfaldet, selv om det bliver<br />
restaurationsafgiften, der bliver gældende for serveringen i marketenderierne. I ønsket<br />
om at undgå beværteravancen ville der nemlig vedvarende være et incitament til<br />
at foretrække marketenderierne for restaurationerne. Rent bortset fra, hvilken afgørelse<br />
der måtte blive truffet om afgiftsspørgsmålet, vil der således fortsat være et problem<br />
omkring marketend'eriudskænkningen. Forholdene i dag udviser, som tidligere<br />
omtalt, at havnemarketenderiernes klientel går ud over, hvad der i teknisk forstand er<br />
dækket af den nuværende bestemmelse i § 27, stk. 3. Kommissionens beværterlovsudvalg<br />
har drøftet de herhenhørende spørgsmål med de i særlig grad interesserede myndigheder<br />
og institutioner m. v. (Københavns Havnevæsen, Foreningen af Arbejdsgivere i Kjøbenhavns<br />
Havn, herunder Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab, A/S Det Forenede Dampskibs-Selskab<br />
og Tømmerhandlerforeningen for København og Omegn samt Havnearbejdernes<br />
Fællesforbund). På grundlag af disse drøftelser må man være enig med politidirektøren<br />
i København om, at man ikke ser mulighed for at tilbageføre havnemarketenderierne<br />
til de rammer, som den nuværende lov har fastlagt. De arbejdssøgende vil<br />
den ene dag være beskæftiget, den anden dag uden arbejde, og det vil afstedkomme nogen<br />
forvirring, hvis de den ene dag er adgangsberettigede i marketenderiet, den anden dag<br />
ikke. Kuske og chauffører, som bringer eller afhenter varer til og fra havneområdet, og<br />
som ofte må formodes at være tvunget til langvarige ophold dér, bør vist efter omstændighederne<br />
også kunne anses som midlertidigt beskæftigede det pågældende sted. Det er kommissionens<br />
opfattelse, at det for at skabe ordnede forhold er nødvendigt at slå fast, at havnemarketenderierne<br />
er berettiget til at beværte de få havnen beskæftigede, herunder bude og chauffører<br />
med ærinde dér. Til gengæld må det kræves, at det herfor er en betingelse, at vedkommende<br />
marketenderier bliver organiseret således, at der etableres en ledelse ved de<br />
beskæftigede selv, og at der bliver placeret et direkte, selvstasndigt ansvar på denne ledelse.<br />
I så henseende henvises til bemærkningerne foran side 106—08.<br />
Såfremt dette synspunkt godtages, anser man det endvidere for rimeligt at foreslå<br />
istandbragt lignende regler for de øvrige marketenderiers vedkommende, idet det næppe<br />
kan være praktisk at have forskellige regler for de to grupper af marketenderier. For<br />
disse marketenderiers vedkommende vil spørgsmålet dog kun være af praktisk betydning<br />
for så vidt angår bude, chauffører og lignende, der har ærinde på vedkommende<br />
virksomhed.<br />
For at kunne føre den fornødne kontrol med, at kun de herefter berettigede beværtes<br />
i de forskellige marketenderier, ville det være klarest, såfremt alle skulle være forsynet<br />
med et legitimationskort. Bestemmelser i så henseende kan gives i medfør af beværterlovens<br />
§ 27, stk. 4, hvorefter handelsministeren kan fastsætte nærmere forskrifter til sikring<br />
af og kontrol med, at alene de i vedkommende virksomhed beskæftigede beværtes,<br />
og at misbrug af tilladelsen ej heller iøvrigt finder sted. Kommissionen må dog anse det<br />
for mest opportunt, at det overlades til politiet, i København magistraten, at skønne over,<br />
om en legitimationsordning i hvert enkelt tilfælde må anses for hensigtsmæssig.<br />
I den bekendtgørelse, der eventuelt vil blive udfærdiget om kontrolforanstaltningerne,<br />
bør der efter kommissionens opfattelse endvidere indeholdes regler om pligt
120<br />
til ophængning af tydelige opslag om, hvem der er adgangsberettigede, ligesom der bør<br />
gives anvisning på, at der fra virksomhedens side bør føres fornøden kontrol med, at<br />
reglerne overholdes, eventuelt ved nedsættelse af kontrollerende udvalg. Man er opmærksom<br />
på, at en sådan bekendtgørelse naturligvis ikke i sig selv kan hindre misbrug. Det<br />
afgørende er og bliver placeringen af ansvaret for driften. En bekendtgørelse om kontrolforanstaltninger<br />
m. v. vil dog kunne angive normen og være en rettesnor for reglernes<br />
efterlevelse og således på naturlig måde supplere de tilføjelser til § 27, som kommissionen<br />
foreslår optaget i loven.<br />
Vedrørende spørgsmålet om adgang for de beskæftigedes pårørende til et marketenderi<br />
bemærkes, at der ikke kan være tvivl om, at de gældende regler er til hinder for,<br />
at sådanne beværtes i marketenderiet. Man har drøftet, om det vil være rimeligt fortsat<br />
at opretholde denne regel. I det konkrete tilfælde vil det kunne forekomme mindre forståeligt,<br />
at f. eks. den beskæftigedes ægtefælle ikke vil kunne indtage et måltid i marketenderiet<br />
sammen med sin ægtefælle. Det vil dog vist være nødvendigt at fastholde den<br />
linie, at marketenderierne er bestemt alene for de på det pågældende sted beskæftigede.<br />
Går man ud herover, vil grænsen flyde ud, og marketenderierne vil nærme sig almindelig<br />
restaurationsvirksomhed. Marketenderiernes skattebegunstigelse må forudsætte, at kun de<br />
beskæftigede kan beværtes.<br />
7. Marketenderilokalers anvendelse til andre formål.<br />
Det er ikke usædvanligt, at marketenderilokaler bruges til andre formål end det<br />
i § 27 angivne. Kommissionen har overvejet, om anden brug er forenelig med beværterlovens<br />
bestemmelser. At lokalerne i marketenderiets lukketid bruges som foredragslokale,<br />
mødelokale eller i andet lignende øjemed, vil efter kommissionens opfattelse ikke være stridende<br />
mod § 27, såfremt der ikke finder nogen servering sted, jfr. herved stk. 3 og stk. 5,<br />
der alene lægger vægt på, om der beværtes, herunder udskænkes.<br />
Kommissionen har opholdt sig længe ved spørgsmålet om, i hvilket omfang marketenderilokaler<br />
i marketenderiets lukketid vil kunne stilles til rådighed for festligheder, hvorunder<br />
der serveres. Ved behandlingen af dette spørgsmål må man erindre sig udgangspunktet<br />
for marketenderivirksomheden. Der var oprindelig tale om daglige måltider<br />
i ofte beskedent udstyrede spiselokaler, og det er ikke mærkeligt, at det ikke blev anset<br />
for en pligt for det offentlige at have indseende med forholdene, herunder med lokalernes<br />
brug ud over arbejdstiden. Lokalerne var vel iøvrigt hyppigt mindre egnede til selskabelige<br />
formål. Efter denne beskedne begyndelse er marketenderierne undergået en voldsom<br />
udvikling. Lokalerne er ofte stort anlagt og undertiden smukt udstyrede, således at<br />
de visse steder kan være de stedlige restaurationer overlegne i henseende til plads og komfort.<br />
Marketenderne er organiseret i landsomfattende organisationer, der defenderer marketendernes<br />
interesser, og som under bibeholdelse af marketenderibegrebets fordele søger at<br />
vinde næringslivets rettigheder. Marketenderivirksomheden er ved at udvikle sig til et<br />
fag på linie med beværterfaget. Kommissionen finder det naturligt og rigtigt at have disse<br />
forhold i erindring ved behandlingen af det her foreliggende spørgsmål.<br />
De fra politiet modtagne oplysninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt marketenderilokaler<br />
bruges til andre formål end forudsat i beværterlovens § 27, er ikke foruroligende.<br />
Det sker dog i et vist omfang, at marketenderilokalerne bruges til andre formål,<br />
og da udviklingen navnlig på grund af den foreliggende afgiftsulighed må formodes
121<br />
at gå i den retning, at marketenderilokaler i større omfang anvendes som selskabslokaler,<br />
vil det formentlig være rigtigst at komme ind på dette spørgsmål.<br />
Det volder nogen vanskelighed at tage stilling til spørgsmålet om anvendelse af<br />
marketenderilokaler til andre formål. På den ene side findes en række ofte hensigtsmæssige<br />
lokaler, hvis kapacitet ikke vil kunne udnyttes helt, såfremt de ikke må bruges til andet<br />
end marketenderivirksomhed. Den enkelte virksomhed vil ofte stå uforstående overfor,<br />
at den afskæres fra at anvende sine lokaler, navnlig når de kun anvendes af virksomheden<br />
selv eller af dennes arbejdere. På den anden side er der et hensyn at tage til, at de grunde,<br />
der motiverer afgiftsfrihed og lempede kontrolbestemmelser for marketenderiernes vedkommende,<br />
i vidt omfang ikke foreligger, når talen er om anden servering i marketenderilokaler.<br />
Det vil være stridende mod beværterloven, såfremt der i marketenderier, til hvilke<br />
der ikke er knyttet beværterbevilling, serveres ved festligheder i marketenderiet efter den<br />
indtrådte lukketid ved marketenderiets foranstaltning, hvis sådan serveringsvirksomhed<br />
har en erhvervsmæssig karakter, jfr. herved bemærkningerne foran side 95 i afsnittet<br />
vedrørende servering for sluttede selskaber, men kommissionen må endvidere mene, at det<br />
heller ikke bør være marketenderier tilladt at servere efter indtrådt lukketid, selv om serveringen<br />
kun sker i et sådant omfang og under sådanne omstændigheder, at serveringen ellers i det givne<br />
tilfælde måtte kunne falde uden for beværterlovens område, idet serveringen ikke kan betragtes<br />
som næringsvirksomhed. Den marketenderierne indrømmede afgiftsfrihed gælder servering<br />
i arbejdstiden med de i § 27, stk. 5, nævnte udvidelser, og såfremt man ønsker en videregående<br />
servering bør man efter kommissionens mening, selv om serveringen måtte begrænses<br />
til servering for de i virksomheden beskæftigede, opgive marketenderiformen og underkaste<br />
sig de sædvanlige regler for beværtervirksomhed. Til forsvar for en udvidet serveringsret vil<br />
man ikke kunne henvise til, at der i restaurationslokaler i medfør af beværterlovens § 32,<br />
stk. 3, er mulighed for, at bl. a. sluttede selskaber kan beværtes, efter at den for restaurationen<br />
gældende almindelige lukketid er indtrådt, samt til, at det vil være naturligt på linie hermed<br />
at give marketenderier ret til at servere efter arbejdstidens ophør, når dette kun sker<br />
for sluttede selskaber. Beværtning af sluttede selskaber i restaurationers selskabslokaler<br />
er nemlig afgiftspligtig. Marketenderierne har den forret, at de er afgiftsfri, og det vil ikke<br />
være rimeligt at udstrække denne afgiftsfrihed ud over arbejdstiden. At dekretere afgiftspligt<br />
alene for tiden efter arbejdstidens ophør, vil ikke være praktisk gennemførligt.<br />
Det vil ses af det foranstående, at der efter kommissionens opfattelse ikke bør<br />
være adgang til servering efter arbejdstidens ophør, selv om serveringen efter omstændighederne<br />
måtte falde uden for beværterlovens område og således efter almindelige regler<br />
kunne passere uden adkomst og deraf følgende afgiftspligt. Kommissionen har nøje overvejet,<br />
om det vil være muligt og rimeligt at lade denne betragtning gælde som en undtagelsesfri<br />
regel. Hensynet til klare linier på dette område fører principielt til, at enhver<br />
anvendelse af lokalerne til servering efter lukketidens indtræden må være udelukket. Det er<br />
dog vist ikke muligt at gøre en sådan regel undtagelsesfri. Kommissionen vil således finde<br />
det mindre rimeligt, hvis vedkommende virksomhed skulle være afskåret fra at bruge lokalerne<br />
ved en servering, hvorved virksomheden er vært. Det ville virke rigoristisk, såfremt man<br />
søgte at hindre noget sådant. Forudsætningen for at tolerere sådanne festligheder må<br />
dog være, at der som nævnt er tale om en indbydelse, således at deltagerne ikke yder<br />
betaling. Lukkebestemmelserne eller reglerne i § 33 finder da ikke anvendelse, og der vil<br />
af stærke drikke kunne serveres andet end øl. Det kan ikke anses for udelukket, at indbyderen<br />
beder marketenderen bistå ved indkøb, servering og lign. Herudover mener kom-
122<br />
missionen ikke at kunne anbefale, at der tillades servering i marketenderilokaler uden for<br />
arbejdstiden.<br />
For så vidt dernæst angår sammenkomster, hvor der nydes medbragte stærke drikke,<br />
i hvilket fald der ikke er tale om servering i teknisk forstand, bemærkes, at kommissionen<br />
har drøftet følgende muligheder:<br />
a. Man vil helt kunne forbyde afholdelse af festligheder, hvortil mad- og drikkevarer<br />
medbringes. En sådan regel ville være klar og udelukke muligheder for omgåelse.<br />
Motiveringen måtte formentlig være, at der, når marketenderierne har skattefrihed<br />
for så vidt angår den daglige servering, af kontrolmæssige grunde overhovedet ikke<br />
må nydes mad- og drikkevarer uden for arbejdstiden. Den heromhandlede mulighed<br />
vil nok virke noget absolut og vil vanskeligt kunne forstås.<br />
b. Der vil dernæst kunne anlægges det synspunkt, at nydelse af medbragte mad- og drikkevarer<br />
i marketenderilokalerne kun er tilladt, såfremt politiet meddeler tilladelse dertil.<br />
En sådan regel ville stemme med, at den allerede i dag er gældende for en række<br />
festligheders vedkommende. Til foreningsfestligheder, hvor der nydes medbragte<br />
stærke drikke, vil der nemlig kræves tilladelse. Der vil imidlertid intet være til hinder<br />
for, at man undlader at lade foreningen være arrangør af den pågældende festlighed,<br />
således at man formelt kommer uden for foreningsreglen. Der vil således være et<br />
reelt indhold i en regel om, at tilladelse må indhentes. Det vil dog måske være et<br />
stort apparat at sætte i scene at kræve politiets tilladelse til afholdelse af sådanne<br />
festligheder, navnlig hvis disse, hvad tilfældet jo rent faktisk vil være, er begrænset<br />
til de beskæftigede og gæster i følge med disse.<br />
c. Idet henvises til bemærkningerne foran side 32 bemærkes endvidere, at det ville være<br />
muligt at sammenligne marketenderilokaler med andre lokaler, som udlejes til brug ved afholdelse<br />
af festligheder, hvortil mad- og drikkevarer medbringes. Dette synspunkt fører<br />
til, at der udkræves en adkomst, såfremt udlejningen kan karakteriseres som erhvervsmæssig,<br />
og man kunne da rejse spørgsmål om, hvorvidt i så fald ikke også den daglige<br />
servering i arbejdstiden måtte blive anset for afgiftspligtig. Hvis dette måtte blive<br />
tilfældet, vil spørgsmålet rent praktisk indskrænke sig til de tilfælde, hvor udlejingen<br />
ikke er erhvervsmæssig, og hvor nydelsen af medbragte drikkevarer følgelig<br />
vil kunne passere uden afgift, medmindre der er tale om nydelse af stærke drikke<br />
under foreningsformer, jfr. foran under b., i hvilket fald der også vil indtræde afgiftspligt.<br />
En ordning som skitseret her under c. vil kunne begrænses til de beskæftigede<br />
med eventulle gæster i følge med disse, således at fremmede udelukkes fra at leje<br />
lokalerne.<br />
d. En fjerde mulighed er at gå videre på linie med bemærkningerne under c, således at<br />
man ikke begrænser sig til de beskæftigede og disses gæster, men åbner mulighed for, at<br />
enhver kan leje lokalet. Det vil næppe forekomme, at virksomheder vil udleje marketenderilokalerne<br />
til fremmede foreninger og lign., og hvis det måtte forekomme,<br />
vil forholdet vist ofte være dette, at der bliver tale om erhvervsmæssig udlejning,<br />
hvilket muligt vil have til følge, jfr. ovenfor under c, at også den daglige servering<br />
bliver skattepligtig. Det er ikke rimeligt at åbne mulighed for, at marketenderilokaler<br />
udlejes til fremmede. At behandle marketenderilokaler, der udlejes, på anden<br />
måde end andre „udlejningslokaler", kan næppe siges at være inkonsekvent, da<br />
de, som ofte sagt, nyder en afgiftsbegunstigelse i dagtimerne.
123<br />
De her anførte muligheder har været genstand for drøftelse med marketenderiernes<br />
repræsentanter. Fra de kooperative marketenderiers side oplystes det, at der altid søges<br />
en polititilladelse i medfør af beværterlovens § 22, hvis marketenderilokafer anvendes til<br />
andre formål uden for arbejdstiden. De private marketendere har udtrykkelig erklæret,<br />
at man ikke nærer noget ønske om at kunne stille marketenderilokaler til rådighed for<br />
festligheder efter arbejdstidens ophør.<br />
Hertil finder kommissionen anledning til at bemærke, at § 22 forudsætter fester<br />
af en vis offentlig karakter, herunder udskænkning af sta^rke drikke i foreninger, og at det<br />
derfor vil falde noget uden for beværterlovens system., såfremt man i de heromhandlede<br />
tilfælde altid tyer til beværterlovens § 22. Endvidere finder man anledning til at pege<br />
på, at det, når de private marketenderier tager afstand fra festligheders afholdelse i marketenderilokaler,<br />
må haves i erindring, at marketendere efter beværterlovens regler alene<br />
kan være bestyrere af marketenderierne, og at disses syn på det foreliggende spørgsmål<br />
således ikke kan dække hverken ledelsens eller de beskæftigedes opfattelse.<br />
Kommissionen er efter de stedfundne overvejelser endt i den betragtning, at marketenderilokaler<br />
ikke bør anses som udlej ning slokaler af den art, der er omhandlet i afsnittet<br />
foran side 30 ff. Marketenderilokaler har en ganske speciel mission, og de for almindelige<br />
udlej ningslokaler foreslåede regler bør således ikke finde anvendelse på marketenderilokaler.<br />
Kommissionen er nærmest tilbøjelig til at vælge den foran under b. nævnte udvej,<br />
således at der alene vil kunne stilles lokaler til rådighed for sammenskudsgilder for<br />
de i vedkommende virksomhed beskæftigede og gæster i følge med disse. I modsætning til,<br />
hvad tilfældet er for så vidt angår kommissionens forslag vedrørende almindelige udlejningslokaler,<br />
er det her ikke tanken at åbne mulighed for, at en enkeltperson kan leje<br />
marketenderilokalerne og dér foranstalte private festligheder. Forslaget tager alene<br />
sigte på sammenkomster afholdt af de beskæftigede i fællesskab eller af en del af disse. Det<br />
understreges, at der her er tale om medbragte mad- og drikkevarer, og at man måtte<br />
anse det som en omgåelse af et foreslået forbud mod servering ved marketenderiets<br />
foranstaltning, såfremt de fornødne mad- og drikkevarer tilvejebringes af marketenderiet,<br />
herunder marketenderen. Derimod vil der formentlig ikke kunne indvendes<br />
noget imod, at marketenderiets personale, herunder marketenderen, bistår ved serveringen.<br />
Det er fundet naturligt at kræve en tilladelse fra politiet i hvert enkelt tilfælde, hvorved<br />
den pågældende servering, der for så vidt angår stærke drikke ikke behøver at begrænses<br />
til øl, bliver afgiftspligtig. Ifølge de gældende regler udkræves en sådan tilladelse, såfremt<br />
der kan siges at være tale om en sammenkomst med udskænkning af stærke drikke i en<br />
forening. Denne tilladelse er hidtil meddelt i medfør af beværterlovens § 22, og det vil<br />
fremtidigt, såfremt der er tale om en foreningssammenkomst, være naturligt fortsat at<br />
meddele foreningstilladelser i medfør af denne bestemmelse. Ved meddelelse af § 22tilladelser<br />
til foreningsfester forudsættes lukkebestemmelserne samt bestemmelserne i<br />
§ 33 at finde anvendelse, jfr. herved bemærkningerne foran side 33 vedrørende foreningsbeværtning<br />
i udlej ningslokaler, endvidere bemærkningerne foran side 75 angående den tilsvarende<br />
beværtning i forsamlingshuse, samt endelig bemærkningerne nedenfor side 129-30<br />
om servering i foreninger i almindelige restaurationslokaler eller særlige selskabslokaler.<br />
Er der derimod ikke tale om en foreningsfest, men om en tilladelse i medfør af forslaget<br />
til stk. 9 i § 27, kan de foran citerede bestemmelser ikke finde anvendelse.
124<br />
8. Kontrollen med marketenderierne.<br />
Det har i den forløbne tid vist sig at være vanskeligt for politiet at holde den fornødne<br />
kontrol med, at visse marketenderier overholder de fastsatte forskrifter. Det er,<br />
bortset fra de få tilfælde, hvor der i selve marketenderitilladelsen er pålagt marketenderiet<br />
en pligt til at give politiet uhindret adgang, anset for tvivlsomt, om der er hjemmel for folitiet<br />
til at skaffe sig adgang til marketenderierne uden dommerkendelse.<br />
Selv om marketenderierne til en vis grad kan betragtes som private enemærker,<br />
skønnes udviklingen, som foran nævnt, visse steder at være nået så vidt, at det må anses<br />
for naturligt og rigtigt, at der tilsikres politiet adgang til på effektiv måde at kunne føre<br />
tilsyn med lovens bestemmelser. Kommissionen foreslår derfor, at bestemmelsen i § 39,<br />
hvorefter værten i en beværtning eller et gæstgiveri og de, der går ham til hånde, ikke<br />
må nægte politiet adgang til de til forretningen hørende lokaler eller rum, udvides til også<br />
at omfatte marketenderilokaler.
Beværtningernes lukketid.<br />
Bestemmelserne om beværtningernes lukketid er et vigtigt afsnit i beværterloven,<br />
og det er derfor naturligt, at kommissionen også har drøftet spørgsmålet om, hvorvidt<br />
de nugældende regler er hensigtsmæssige.<br />
Dette spørgsmål blev også taget op i kommissionen af 1934. Efter beværterloven<br />
af 1924 skulle beværtninger i almindelighed holdes lukket i tiden fra kl. 24 til kl. 5. Det<br />
kunne dog i politivedtægten bestemmes, at der skulle lukkes på et tidligere tidspunkt.<br />
Såfremt der blev truffet sådan bestemmelse, indeholdt loven hjemmel for politiet til med<br />
kommunalbestyrelsens tilladelse at give enkelte beværtere adgang til at holde åbent efter<br />
den i politivedtægten fastsatte tidligere lukketid, dog længst til kl. 24. Der kunne endvidere<br />
gives et begrænset antal beværtere adgang til at beholde gæster siddende i indtil 2 timer<br />
efter lukningen. Overfor kommissionen af 1934 blev der rejst spørgsmål om at ændre<br />
disse regler, idet man navnlig fandt, at turistmæssige hensyn talte for i et vist omfang<br />
at kunne gøre det muligt at lukke gæster ind efter kl. 24. Flertallet inden for kommissionen<br />
var af den opfattelse, at en adgang til at lukke ind efter kl. 24 kunne dæmme op for smugkrouvæsenet,<br />
ligesom en sådan bestemmelse ville svække interessen for oprettelse af natklubber.<br />
Kommissionens flertal var derfor af den opfattelse, at der burde åbnes adgang<br />
til at kunne lukke gæster ind efter kl. 24. Flertallet indstillede herefter, at sådan tilladelse<br />
kunne gives et af kommunalbestyrelsen nærmere fastsat antal beværtere, dog længst<br />
til kl. 1. Samtidig foreslog man at bibeholde den adgang, der var i beværterloven af 1924,<br />
til at give visse beværtere tilladelse til at beholde gæster siddende længst til kl. 2. En del<br />
af flertallet var iøvrigt principielt af den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt at<br />
give alle beværtere, der havde adgang til at beholde gæster siddende efter kl. 24, ret til i<br />
samme tidsrum at lukke gæster ind, medens en anden del af flertallet helst havde set,<br />
at den normale lukketid blev fastsat til kl. 1, og at der herudover gaves adgang til at beholde<br />
gæster siddende indtil 2 timer herefter. Et mindretal fastholdt principielt det synspunkt,<br />
at det ville være et tilbageskridt i ædruelighedsma^ssig henseende, hvis der blev<br />
åbnet adgang til, at restaurationerne kunne indlade garster efter midnat, og mindretallet<br />
foreslog derfor de dagældende lukkebestemmelser opretholdt. Beværterloven af 1939<br />
fulgte flertallets indstilling, således at der kunne gives visse virksomheder tilladelse til at<br />
lukke ind til kl. 1 og have gæster siddende til kl. 2.<br />
Inden for nærværende kommission har man først drøftet spørgsmålet om, hvorvidt<br />
det er hensigtsmæssigt fortsat at opretholde ordningen med i de af beværterlovens § 32,<br />
stk. 1, omfattede tilfælde at tillade beværtning kun for de gæster, som er indladt før lukketidens<br />
indtræden. Et flertal har henvist til det mindre heldige i, at de nugældende regler<br />
indeholder een bestemmelse om indlukning og en anden bestemmelse om adgang til fortsat<br />
at blive beværtet, hvis man er indladt inden lukketidspunktet. Flertallet anser denne<br />
ordning for irrationel, idet det synes rimeligt, at gæster kan lukkes ind, så længe den på-
126<br />
ga^ldende virksomhed har ret til at servere. Den gældende ordning indebærer et „privilegium"<br />
for dem, der er kommet ind inden lukketidens indtræden — et privilegium,<br />
der kan opmuntre til, at denne adgang til at få serveret så også skal udnyttes. Der<br />
henvises endvidere til, at de nuværende regler forekommer noget komplicerede, og at<br />
det derfor er ønskeligt at simplificere dem. Flertallet anser det herefter for rigtigst at stille<br />
forslag om, at der skal kunne lukkes ind, så længe der må serveres i beværtningen. Et mindretal<br />
(Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær<br />
og Wedell-Wedellsborg) går imod en ændring af lukkereglerne på dette punkt<br />
og henviser i denne forbindelse til, at der må være et vist tidsrum til afvikling af serveringen,<br />
hvorfor det må anbefales, at man opretholder de gældende regler. Heroverfor<br />
bemærker flertallet, at en sådan betragtning ligeledes ville kunne gøres gældende overfor<br />
de restaurationer, der ikke har opnået tilladelse til at have gæster siddende efter lukketid,<br />
og om disse foreskriver beværterlovens § 32, stk. 1, at gæsterne ikke må befinde sig<br />
i bevau'tningslokalerne, efter at et kvarter er gået efter den for vedkommende beværtning<br />
gældende lukketid. At man tillader servering indtil sluttidspunktet er altså principielt<br />
ikke noget nyt.<br />
Et andet lukkespørgsmål, der har været drøftet, er, om de nugældende lukkebestemmelser<br />
er for stramme, således at de bør lempes, enten ved at udskyde det i § 31,<br />
stk. 2, omhandlede lukketidspunkt til et senere tidspunkt eller ved at slette bestemmelsen<br />
i loven om det nævnte lukketidspunkt og overlade den pågældende afgørelse til vedkommende<br />
kommune. Når dette spørgsmål er rejst af et flertal inden for kommissionen,<br />
skyldes det i særlig grad, at der rent faktisk i ly af lukkebestemmelserne i større byer<br />
dukker smugkroer og natklubber op, og at dette må tages som udtryk for, at der er et<br />
vist behov for beværtningsvirksomhed også på senere tidspunkter end den fastsatte lukketid,<br />
jfr. de foran gjorte bemærkninger angående de drøftelser, der fandt sted i kommissionen<br />
af 1934. Der henvises i denne forbindelse endvidere til, at en forlænget åbningstid<br />
også vil imødekomme et ønske i turistkredse om at kunne blive beværtet på et senere<br />
tidspunkt, end de nugældende lukketider tillader det. De på foranledning af kommissionen<br />
af 1934 skete udvidelser i åbningstiden forekommer ikke nærværende kommissions<br />
flertal tilstrækkelige, idet de ikke har været i stand til at forhindre smugkroer m. v. For<br />
at borttage incitamentet til oprettelse af ulovlige udskænkningssteder vil det formentlig<br />
være nødvendigt at foretage yderligere lempelser i lukketidsbestemmelserne, og samtidig<br />
vil man kunne åbne mulighed for servering for turister og andre på et senere tidspunkt<br />
end nu tilladt i de almindelige restaurationsvirksomheder.<br />
I København har 149 beværtninger tilladelse til indlukning til kl. 1, og 43 virksomheder<br />
har tilladelse til at have gæster siddende til kl. 2. På Frederiksberg er de tilsvarende<br />
tal 14 og 5. Den bag de fremsatte betragtninger liggende tanke forudsætter, at en<br />
udvidet åbningstid ikke alene kommer enkelte mere luksusbetonede restaurationer til<br />
gode, men at der gives et nærmere fastsat antal restaurationer, repræsenterende alle beværtningskategorier,<br />
en sådan tilladelse.<br />
Efter en nøje drøftelse af dette spørgsmål er et flertal af den opfattelse, at det af<br />
ædruelighedsmæssige og politimæssige grunde må foretrækkes at søge beværtningen „på<br />
de senere timer" draget fra smugkroer og lign. til de ofientlige restaurationslokaler. Flertallet<br />
må derfor anbefale, at der skabes hjemmel for, at den i § 31, stk. 2, omhandlede<br />
tilladelse kan gives til et senere tidspunkt end til kl. 1. Man har overvejet at foreslå det<br />
nævnte tidspunkt ændret til kl. 2, men flertallet har dog — uden iøvrigt at tage stilling<br />
til, i hvilke tilfælde det vil være naturligt at tillade en længere åbningstid — skønnet,
127<br />
at det vil være mest formålstjenligt, at dette spørgsmåls afgørelse henskydes til hver enkelt kommune.<br />
Forholdene i København og det øvrige land er så forskelligartede, at lukketiden<br />
for disse særlige tilfældes vedkommende mest hensigtsmæssigt bør fastsættes af den enkelte<br />
kommune. Kommissionens flertal understreger, at de omhandlede tilladelser bl. a. bør<br />
betinges af betaling af en betydelig afgift.<br />
Et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen,<br />
Kandkær, Rosenkjær, Røgind og Wedell-Wedellsborg) kan ikke tiltræde flertallets forslag.<br />
Det anføres, at det er højst tvivlsomt, om der er behov for en senere lukketid<br />
end kl. 1, når henses til, at sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber kan<br />
strække sig over et ubegrænset antal timer, hvis de foregår i særlige fra de almindelige<br />
beværtningslokaler adskilte lokaler. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en tidlig<br />
restaurationslukketid skaber gunstige vækstbetingelser for smugkroer, henvises der til,<br />
at det dog må betragtes som lidet sandsynligt, at restaurationspublikummet i almindelighed<br />
skulle føle sig tilskyndet til at opsøge smugkroer. Forholdet må vist nærmest være<br />
det, at smugkroerne har deres ganske bestemte klientel, som foretrækker den dér rådende<br />
atmosfære. Mindretallet betvivler endvidere turisternes interesse i at kunne dyrke restaurationsliv<br />
i nattetimerne. Det store flertal af tilrejsende vil utvivlsomt være fuldt<br />
tilfreds, hvis de har lejlighed til at tilbringe nogle timer i restaurations- eller forlystelseslokaler<br />
for at kunne høre musik, danse, se artistoptrøden og lign., og det kan næppe<br />
antages at svække de pågældende lokalers tiltrøkningskraft synderligt, at der lukkes<br />
kl. 1, eventuelt kl. 2 nat. I det hele forekommer det mindretallet at være lidet rimeligt<br />
at lade hensynet til de forholdsvis få elementer, der ønsker at dyrke „nattelivets glæder",<br />
være afgørende for, hvorledes lukketidsbestemmelserne skal udformes. Rent bortset fra,<br />
at konsekvensen heraf let vil blive den, at der formentlig stadig vil fremkomme nye krav<br />
om udskydelse af lukketiden, indtil der efterhånden kan etableres „døgndrift"' i visse restauranter,<br />
synes det mindretallet naturligere at afpasse restaurant-lukketiden efter det<br />
store publikums normale behov. Selv om bestemmelserne gøres aldrig så elastiske, vil der<br />
i hvert fald i storbyer altid forekomme „udvækster" af den ene eller den anden form på<br />
restaurantlivet. Der henvises endelig til, at konkurrencemæssige hensyn formentlig vil<br />
virke som en opfordring til mange restauratører til at søge at få plads i den begunstigede<br />
gruppe, selvom det er tvivlsomt, om de vil kunne påregne synderlig stor søgning. Der<br />
bliver da tale om et „spild" på arbejdskraftens og driftsomkostningernes konto, og visse<br />
restauratører vil muligt forledes til at søge at forcere omsa3tningen af stærke drikke for<br />
at holde sig skadesløse.<br />
Medens en del af mindretallet (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph<br />
Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær og Wedell-Wedellsborg) foreslår, at lukketidsreglerne<br />
forbliver uændret, kan en anden del af mindretallet (Røgind) tiltræde, at det i<br />
§ 31, stk. 2, angivne slutningstidspunkt, kl. 1, ændres til kl. 2, hvorefter bestemmelsen i<br />
§ 32 om adgang til at beværte for de dér nævnte gæster bortfalder.
Beværtning i selskabslokaler, herunder ved foreningsfester.<br />
I forbindelse med kommissionens gennemgang af reglerne om forsamlingshusbeværtning,<br />
se side 72 ff, og om udlejning af lokaler til af holdelse af selskaber, ved hvilke indbyderen<br />
eller deltagerne selv drager omsorg for beværtningen, se side 30 ff, har det været<br />
naturligt også at standse ved de bestemmelser, der vedrører beværtning i særlige selskabslokaler.<br />
Fra tid til anden har der hersket tvivl om, hvorvidt lokaler, som blev stillet til rådighed<br />
for selskabelige sammenkomster, 0f fyldte betingelserne for at blive betragtet som selskabslokaler,<br />
ligesom rækkevidden af andre herhenhørende bestemmelser har været genstand<br />
for drøftelse. Da det er af værdi, at praksis i de forskellige politikredse er ensartet, vil kommissionen<br />
anse det for hensigtsmæssigt, at synspunkterne vedrørende disse spørgsmål<br />
nedfældes i et cirkulære, og kommissionen skal til eventuelt brug for udarbejdelsen af et<br />
sådant cirkulære nedenfor anføre de betragtninger, som der efter kommissionens skøn bør<br />
gives udtryk for.<br />
Efter bestemmelsen i beværterlovens § 31, stk. 1, kan beværtninger holde åbent<br />
fra kl. 5 til kl. 24, dog at lukketiden i politivedtægten kan være fastsat til et tidligere tidspunkt.<br />
Undtagelser kan være gjort for bestemt angivne beværtninger. I henhold til de gældende<br />
bestemmelser, som kommissionen iøvrigt foreslår ændret, se side 126, kan politiet,<br />
jfr. bestemmelsen i paragraffens stk. 2, give et af kommunalbestyrelsen nærmere fastsat<br />
antal beværtere tilladelse til at holde åbent efter kl. 24 eller efter den i henhold til politivedtægt<br />
eventuelt fastsatte tidligere lukketid, dog længst til kl. 1, ligesom politiet i medfør<br />
af § 32, stk. 1, kan give et af kommunalbestyrelsen nærmere fastsat antal beværtere tilladelse<br />
til at beholde gæster siddende og beværte disse efter lukningen, dog ikke længere<br />
end 2 timer derefter og længst til kl. 2. Efter det tidspunkt, hvor gæsterne skal have forladt<br />
beværtningslokalerne, kan der ikke beværtes for offentligheden. Forsåvidt der er tale<br />
om beværtning for sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber, kan politiet give<br />
tilladelse til benyttelse af de almindelige beværtningslokaler, ligesom sådan beværtning<br />
uden sådan tilladelse vil kunne finde sted i særlige, fra de almindelige beværtningslokaler<br />
adskilte lokaler.<br />
Der vil i politivedtægten kunne være optaget bestemmelser om, at selskabslokaler,<br />
før de tages i brug, skal godkendes af politiet. I mangel af sådanne bestemmelser foreligger<br />
der ikke pligt for bevillingshaverne til forinden benyttelsen at søge de pågældende lokaler<br />
godkendt som selskabslokaler. Såfremt sådan forudgående godkendelse ikke søges, vil der,<br />
dersom selskabslokalerne af politiet ikke skønnes at opfylde betingelserne i § 32, stk. 3,<br />
jfr. § 9, dog kunne rejses tiltale mod vedkommende virksomheds indehaver.<br />
Kravet om selskabslokalers adskillelse fra de almindelige beværtningslokaler har<br />
til formål at sikre, at der uden vanskelighed kan føres den fornødne kontrol med overholdelsen<br />
af lukkebestemmelserne for beværtningslokalernes vedkommende. For at mulig-
129<br />
gøre en sådan kontrol bør adgangsforholdene være således, at det for at komme til selskabslokalerne<br />
ikke er nødvendigt at passere de almindelige beværtningslokaler eller omvendt.<br />
Eventuelle døre mellem selskabslokalerne og beværtningslokalerne skal være aflåset. Der<br />
bør normalt til selskabslokalerne være knyttet særskilt garderobe og toilet. Såfremt der<br />
fra gaden er fælles indgang til de almindelige beværtningslokaler og til selskabslokalerne,<br />
bør der stilles krav om særlige kontrolforanstaltninger til forhindring af, at publikum fra<br />
beværtningslokalerne, navnlig ved lukketidens indtræden, skaffer sig adgang til selskabslokalerne.<br />
Det vil næppe kunne kræves, at serveringen i selskabslokalerne sker fra en særlig<br />
skænk eller buffet, ligesom der ikke vil kunne stilles krav om et vist størrelsesforhold mellem<br />
selskabslokalerne og beværtningslokalerne.<br />
Såfremt de foreliggende selskabslokaler opfylder betingelserne for at kunne anses<br />
som sådanne, vil der ikke kunne stilles krav om anmeldelse af hvert enkelt selskabs afholdelse,<br />
og det vil endvidere ikke være berettiget at godkende selskabslokaler på betingelse<br />
af, at der lukkes til et bestemt tidspunkt, idet forudsætningen herfor dog er, at der ikke i<br />
realiteten er tale om offentlig beværtning.<br />
De foran angivne retningslinier for selskabslokalers indretning m. v. er hentet fra<br />
Københavns politis praksis. Kommissionen finder retningslinierne brugbare, og man<br />
anser det for heldigt, at disse retningslinier bliver fulgt også udenfor København. Hvor der<br />
ikke forefindes særlige selskabslokaler, navnlig i de små købstæder og i landkommunerne,<br />
må beværtning for foreninger og sluttede selskaber imidlertid foregå i de almindelige restaurationslokaler,<br />
herunder forsamlingshuslokaler.<br />
En tilladelse i medfør af beværterlovens § 32, stk. 3, til benyttelse af de almindelige<br />
beværtningslokaler til sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber efter almindelig<br />
lukketid vil efter omstændighederne kunne betinges af, at bevasrtningslokalerne lukkes for<br />
offentligheden fra et tidligere tidspunkt på dagen, ligesom, politiet kan stille de vilkår, som<br />
efter dets skøn er fornødne for at sikre, at uvedkommende ikke deltager i de pågældende<br />
sammenkomster. Det bør dog herved iagttages, at der ikke foretages indgreb i den almindelige<br />
drift af den pågældende beværtningsvirksomhed, som ikke er strengt nødvendige. Det<br />
er ikke nødvendigt at betinge tilladelsen af, at der lukkes til et bestemt angivet tidspunkt,<br />
men der er intet til hinder for, at politiet opstiller et sådant vilkår. Fra enkelte sider indenfor<br />
kommissionen er man dog tilbøjelig til at mene, at disse tilladelser næppe kan betinges af<br />
lukning til et fastsat tidspunkt.<br />
I forbindelse med beværtningslokalers benyttelse som selskabslokaler skal vedrørende<br />
spørgsmålet om selskabslokalers eventuelle benyttelse som almindelige beværtningslokaler<br />
bemærkes, at der i den stedlige politivedtægt kan være givet regler herom. I politivedtægten<br />
for København, jfr. § 80 i bekendtgørelse rir. 35 af 1. marts 1926 om tillæg til<br />
politivedtægten for København af 1. marts 1913, er det således foreskrevet, at selskabslokaler<br />
ikke uden tilladelse fra politiet må anvendes til almindelig beværtningsbrug. I<br />
mangel af sådan positiv bestemmelse vil der næppe kunne stilles krav om, at selskabslokaler<br />
udelukkende må benyttes som sådanne. Ved selskabslokalers fornyede anvendelse<br />
for sluttede selskaber udover lukketiden må i så fald drages omsorg for en behørig adskillelse<br />
fra beværtningslokalerne.<br />
Man finder endvidere anledning til at berøre et spørgsmål, der ofte rejses i forbindelse<br />
med udskænkning i selskabslokaler eller i beværtningslokaler, når disse er forbeholdt<br />
foreninger eller sluttede selskaber. I henhold til beværterlovens § 33, stk. 2, må man bl. a.<br />
ikke udskænke eller lade skænke stærke drikke for unge, der ikke er fyldt og heller ikke<br />
17
130<br />
kan antages at være fyldt 18 år. Denne bestemmelse må antages at tage sigte på den almindelige<br />
udskænkning i offentlige beværtningslokaler m. v., medens bestemmelsen ikke kan<br />
antages at omfatte private fester i selskabslokaler. Det samme synes at være tilfældet, hvis<br />
udskænkningen finder sted i et sluttet selskab, der med politiets tilladelse afholdes i de<br />
almindelige beværtningslokaler. At forbudet i § 33, stk. 2, omfatter beværtning i henhold<br />
til lejlighedstilladelse, f. eks. for foreninger i forsamlingshuse og andre af denne bestemmelse<br />
omfattede lokaler, jfr. § 22, stk. 6, indicerer, at forbudet også omfatter foreningssammenkomster<br />
i restaurationers almindelige beværtningslokaler. Dette er dog ikke antaget<br />
i Vestre Landsrets dom af 9. april 1941, V.L.T. 1941, side 196, ligesom rigtigheden af kommissionens<br />
opfattelse på dette punkt er draget i tvivl fra anden side, herunder fra<br />
politiside.<br />
Som foran omtalt, er det foruden sluttede selskaber alene foreninger, der efter<br />
lukketid vil kunne fortsætte i særlige selskabslokaler eller efter tilladelse i de almindelige<br />
beværtningslokaler, dog at forudsætningen herfor er, at der ikke deltager „uvedkommende"<br />
i sammenkomsten. Medens der intet er til hinder for, at der i henhold til tilladelse efter<br />
beværterlovens § 22 deltager „uvedkommende" i en festlighed i et forsamlingshus, medmindre<br />
tilladelsen er begrænset til foreningsmedlemmerne, hvad den rent faktisk vel ofte<br />
vil være, i hvilket fald der kan henvises til de nedenstående bemærkninger angående forståelsen<br />
af foreningsbegrebet, er forholdet efter § 32, 3. stk., som nævnt det, at „uvedkommende"<br />
ikke må deltage i den pågældende fest, og at vedkommende forenings bestyrelse er<br />
ansvarlig for, at dette ikke sker. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en lovlig foreningsfest,<br />
henhører i hvert enkelt tilfælde under domstolenes afgørelse.<br />
Det er ikke alene beværterlovens nævnte bestemmelse, der nødvendiggør en stillingtagen<br />
til, om en foreningsfest går ud over foreningsrammerne. Politivedtægterne betinger<br />
afholdelsen af offentlige forlystelser af en polititilladelse i hvert enkelt tilfælde, og efter<br />
forlystelseslovgivningen, jfr. lov nr. 260 af 27. maj 1950, vil der være at betale forlystelsesafgift,<br />
hvis festen er offentlig. For en fuldstændigheds skyld kan der yderligere henvises til,<br />
at offentlighedsbegrebet har relation til forfatter- og kunstnerretsspørgsmål, jfr. lov nr.<br />
149 af 26. april 1933.<br />
I forbindelse med det almindelige spørgsmål om forening s sammenkomster s lovlighed<br />
har handelsministeriet i cirkulære nr. 76 af 30. maj 1939 udtalt, at foreningssammenkomster<br />
ikke er omfattet af bestemmelsen i § 32, stk. 3, såfremt den pågældende sammenkomst<br />
på grund af vedkommende forenings omfattende karakter eller på grund af sammenslutningens<br />
formål må anses for offentlig. I denne forbindelse citeredes i det nævnte cirkulære<br />
følgende domstolsafgørelser: U. f. R. 1923 side 261, 1925 side 529, 1926 side 129, 1929<br />
side 966 og 1935 side 827. Der kan iøvrigt yderligere henvises til: U. f. R. 1922 side 814,<br />
1923 side 260, 1926 side 403, 1931 side 153, 1936 side 402, 1942 side 886, 1945 side 417,<br />
1949 side 623, 1950 side 810 og 1952 side 644.<br />
I cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 har handelsministeriet endvidere på grundlag<br />
af de foreliggende domstolsafgørelser vedrørende det almindelige foreningsspørgsmål<br />
som rent vejledende retningslinier anført, at en foreningssammenkomst ikke vil kunne<br />
betragtes som privat, såfremt foreningens egentlige formål eller dens virksomhed må antages<br />
at indeholde en omgåelse af lovgivningens herhenhørende regler, herunder bestemmelserne<br />
om erlæggelse af forlystelsesafgift. Det anføres endvidere, at den omstændighed, at kredsen<br />
af de personer, der deltager i en foreningssammenkomst, i sin helhed er af meget omfattende<br />
eller ubestemt karakter, efter omstændighederne ligeledes vil kunne medføre, at
131<br />
sammenkomsten må anses som offentlig. Med udgangspunkt i de citerede domstolsafgørelser<br />
vedrørende spørgsmålet om foreningers forhold til bl. a. forlystelseslovgivningen henvises<br />
der i cirkulæret til, at den omstændighed, at der til en foreningsfest er åbnet adgang for<br />
andre foreninger eller for personer, der ikke er medlemmer, ikke i sig selv kan antages at<br />
være afgørende, idet hensyn må tages til de pågældende foreningers indbyrdes forbindelse<br />
og til, om vedkommende enkeltpersoner henhører til medlemmers husstand el. lign. I cirkulæret<br />
siges det endvidere, at en forenings medlemskreds i særlige tilfælde vil kunne være<br />
så omfattende, at dens sammenkomster, selvom kun medlemmer deltager i disse, må betegnes<br />
som offentlige, og at dette f. eks. kan være tilfældet med hensyn til sammenkomster i<br />
sygekasser og lign. Ved bedømmelsen af foreningens karakter bør der efter cirkulæret ligeledes<br />
efter omstændighederne lægges vægt på, om der føres en omhyggelig medlemsfortegnelse,<br />
medlemskontingentets størrelse, specielt i forhold til en eventuel billetpris, om<br />
der finder regelmæssig kontingentopkrævning sted, om indmeldelse i foreningen skal<br />
være sket i rimelig tid forinden en fests afholdelse, eller om den kan finde sted i umiddelbar<br />
tilknytning dertil. Herudover kunne der — men om dette udtaler cirkulæret sig ikke —<br />
endvidere være tale om at lægge vægt på, hvilket forhold der er mellem aktive og passive<br />
medlemmer, samt på den måde, hvorpå foreningens sammenkomster bekendtgøres for<br />
medlemmerne.<br />
De foran citerede cirkulærer tager som nævnt sigte på det mere generelle spørgsmål<br />
om lovligheden af foreningssammenkomster i det hele. Kommissionen har imidlertid,også<br />
på foranledning af et flere steder fremført ønske om større klarhed med hensyn til spørgsmålet<br />
om, i hvilket omfang beværterloven er til hinder for beværtning ved foreningssammenkomster,<br />
taget dette sidstnævnte spørgsmål op til drøftelse. Det er kommissionen bekendt,<br />
at der i særlig grad i landkommunerne knytter sig store organisationsmæssige interesser til<br />
det heromhandlede spørgsmåls afgørelse. De forskellige foreninger er stærkt interesseret i<br />
de færrest mulige indgreb fra det offentliges side, og endvidere ser foreningerne nødigt, at<br />
de går glip af den betydelige økonomiske støtte, som afholdelse af foreningsfestligheder kan<br />
have for foreningens forskellige formål. Endvidere kan der hos forældre m. v. være et ønske<br />
om, at de lokale baller og lign. arrangeres af foreningerne selv, hvorved det med kendte<br />
borgere som arrangører ofte vil kunne sikres, at festlighederne forløber på god måde. Overfor<br />
betragtninger af denne art anføres det ikke sjældent, at de heromhandlede festligheder,<br />
navnlig ballerne, hyppigt bliver det centrale i en forenings virksomhed, og at ballerne i<br />
realiteten kan udvikle sig til offentlige festligheder, ligesom der henvises til, at ønsket om<br />
at undgå at betale forlystelsesafgift er baggrunden for, at mange sammenkomster og<br />
baller søges maskeret under foreningsform som private, i hvilket fald det synes naturligt,<br />
at det offentlige får kontrol med disse festligheder og sikrer sig, at beværterlovens bestemmelser<br />
overholdes, og at forlystelsesafgift ikke unddrages statskassen.<br />
De forskellige administrationsgrene synes vedrørende det her foreliggende spørgsmål<br />
hidtil at have fulgt en noget forskellig praksis, hvilket i og for sig ikke kan være unaturligt,<br />
idet de enkelte love forfølger forskellige formål. Fortolkningen af beværterlovens<br />
herhenhørende bestemmelser har været streng, idet det hidtil har været en forudsætning for<br />
at betragte en foreningsfest som lovlig, at medlemskredsen har udgjort en afgrænset kreds<br />
af personer, dog at det ikke har gjort en festlighed ulovlig, at enkelte udenforstående,<br />
f. eks. foredragsholderen eller andre særligt interesserede, efter opfordring har deltaget i<br />
festen. Denne fortolkning er motiveret med, at beværtning i foreninger — der bortses her<br />
fra den særlige bestemmelse i beværterlovens § 26 om. udskænkning af stærke drikke i foreninger<br />
— hidtil er betragtet ud fra synspunktet „sluttet bord", se bemærkningerne foran
132<br />
side 95, og at dette synspunkt må føre til, at uvedkommende ikke kan deltage i festen<br />
uden at føre forholdet ud over det sluttede bords begreb. For forlystelseslovgivningens vedkommende<br />
er opfattelsen — støttet på den foran nævnte domstolspraksis — den, at det forhold,<br />
at en forenings medlemmer medtager enkelte gæster, som de har en naturlig og påviselig<br />
tilknytning til, normalt ikke kan gøre arrangementet offentligt i relation til forlystelsesloven,<br />
og det samme synspunkt gælder forholdet til politivedtægterne.<br />
Fra politiside er det oplyst, at man allerede mange steder har overført den udvidede<br />
fortolkning på beværterlovens område. Selvom der, som omtalt, begrebsmæssigt intet modstridende<br />
er i en uensartet fortolkning af offentlighedsbegrebet, når talen er om de forskellige<br />
lovgivninger, er kommissionen dog af den opfattelse, at en forskellig bedømmelse<br />
af en foreningsfest i de forskellige relationer fra et praktisk synspunkt forekommer noget<br />
uhensigtsmæssig, ligesom man lægger vægt på ikke at hindre det naturlige foreningsliv.<br />
Man har derfor overvejet, om de hensyn, som beværterloven skal varetage, er til hinder for en<br />
noget mere elastisk bedømmelse af foreningsbegrebet.<br />
Drejer det sig om forening s fester i særlige selskabslokaler, foreligger der ikke spørgsmål<br />
om, hvorvidt deltagelse i festligheder af andre end medlemmerne nødvendiggør beværterbevilling,<br />
da der er knyttet bevilling til de pågældende lokaler. Der er i denne situation<br />
alene tale om, hvorvidt de „uvedkommendes" deltagelse vil være til hinder for, at der indrømmes<br />
den pågældende festlighed ubegrænset åbningstid. Når de medbragte gæster har<br />
en fast tilknytning til de enkelte foreningsmedlemmer, kunne der i og for sig ikke fremføres<br />
afgørende betænkeligheder mod i disse tilfælde at anlægge den bredere fortolkning.<br />
Afholdes festligheden i henhold til særlig tilladelse i almindelige restaurationslokaler, til<br />
hvilke der selvsagt også må være knyttet beværterbevilling, foreligger der heller ikke her<br />
noget spørgsmål om særlig adkomst til foreningsfesten. Også her er spørgsmålet blot dette,<br />
om den omstændighed, at „uvedkommende" medtages, bør være til hinder for, at foreningsfesten<br />
kan nyde godt af den ubegrænsede åbningstid. Heller ikke i dette tilfælde synes der<br />
at kunne indvendes synderligt mod en bredere fortolkning, også fordi der ikke kan være<br />
anledning til principielt set at gøre forskel på fester i selskabslokaler og fester i restaurationslokaler;<br />
men skulle betænkeligheder næres, må det erindres, at der, som foran side 129<br />
nævnt, næppe er noget til hinder for i sådanne tilfælde at betinge tilladelsen til at benytte<br />
de almindelige restaurationslokaler af en nærmere angiven lukketid. Forsåvidt angår<br />
foreningsfester i særlige selskabslokaler eller i almindelige restaurationslokaler i henhold<br />
til særlig tilladelse, synes der således ikke at være afgørende betænkeligheder ved at anerkende,<br />
at foreningers medlemmer kan invitere en dem tilknyttet person med til vedkommende<br />
festlighed.<br />
Ser man dernæst på de foreningsfester, der ikke afholdes i restaurationslokaler,<br />
herunder de særlige selskabslokaler, men i lokaler, hvortil der ikke er knyttet bevilling,<br />
/. eks. i forsamlingshuse, må der nøje sondres mellem de tilfælde, hvor der udskænkes stærke<br />
drikke, og de tilfælde, hvor dette ikke finder sted. Udskænkes der stærke drikke, vil der<br />
udkræves en tilladelse fra politiet i medfør af beværterlovens § 22, jfr. den særlige regel i<br />
§ 26, se foran side 73, selvom festligheden ikke er offentlig, hvorved festligheden, som nærmere<br />
omtalt side 75, også bliver undergivet lovens lukkebestemmelser, jfr. dennes § 22,<br />
stk. 6. Da der således foreligger et adkomstmæssigt grundlag, vil der i denne situation heller<br />
ikke kunne bemærkes noget til, at medlemmer medtager en ledsager til festen. Er det<br />
derimod ikke tanken at udskænke stærke drikke ved en foreningsfest, er forholdet det, at<br />
beværtning blot for medlemskredsen, som foran nævnt, er anset som beværtning ved sluttet<br />
bord, altså som fri næring, jfr. bemærkningerne foran side 95, medens en udvidelse af de
133<br />
adgangsberettigede til også at omfatte „uvedkommende" efter hidtidig praksis har forudsat<br />
en adkomst.<br />
Kommissionen er, som foran nævnt, opmærksom på, at det ikke er heldigt, at politiet<br />
skal arbejde med forskellige kriterier i den omhandlede henseende, og kommissionen<br />
er, som ligeledes omtalt, samtidig af den opfattelse, at der ikke bør lægges hindringer i<br />
vejen for det naturlige foreningsliv, således som det rent faktisk udfolder sig. Selvom konsekvensen<br />
af at fastholde den gældende fortolkning, hvorefter alene medlemmer af vedkommende<br />
forening kan beværtes, kun er den, at der til afholdelse af foreningsfestligheder<br />
af den omhandlede art, hvortil „uvedkommende" medtages, udkræves en § 22-tilladelse —<br />
en tilladelse, som politiet sikkert ikke ville nægte — vil det dog efter kommissionens opfattelse<br />
være hensigtsmæssigt at søge de herhenhørende regler noget simplificeret. Kommissionen<br />
har i denne forbindelse været opmærksom, på, om en videregående fortolkning<br />
ville kunne få uheldige følger for afgrænsningen af, for hvem der må serveres<br />
ved det sluttede bord. For det sluttede bords vedkommende forholder det sig dog<br />
formentlig faktisk således, at det forekommer, at faste pensionærer ved given lejlighed<br />
medtager nærstående som gæster. En sådan sædvane er utvivlsomt af meget gammel<br />
dato, og den ses ikke at have givet anledning til klage eller påtale. Dette<br />
forhold skønnes ikke at have overskredet grænser eller antaget former, der kan vække<br />
afgørende betænkeligheder, og kommissionen har ikke fundet anledning til at fremkomme<br />
med forslag til ændring af denne praksis. På lignende måde vil kommissionen<br />
efter omstændighederne anse det som forsvarligt, at en tilsvarende fortolkning anlægges<br />
forsåvidt angår beværtning i foreninger, og kommissionen kan derfor anbefale, at handelsministeriets<br />
praksis på det her omhandlede område ændres derhen, at det på linie med praksis<br />
vedrørende forlystelseslovgivningen anerkendes, at det forhold, at en forenings medlemmer<br />
medtager enkelte gæster, som de har en naturlig og påviselig tilknytning til, normalt ikke kan<br />
gøre vedkommende arrangement offentligt, heller ikke i forhold til beværterloven.<br />
Det af kommissionen udarbejdede lovudkast har følgende ordlyd:
Udkast til lov<br />
om ændringer i lov nr. 129 af 15. marts 1939 om beværtning og<br />
gæstgiveri samt om handel med stærke drikke.<br />
§ 1.<br />
a) I lovens § 1, stk. 1, udgår 2. pkt.<br />
b) I lovens § 1 indføjes som nyt stk. 7:<br />
„Til udlejning af lokaler til afholdelse af<br />
sammenkomster, herunder sluttede selskaber,<br />
ved hvilke indbyderen eller deltagerne<br />
selv drager omsorg for beværtningen, udkræves<br />
der, såfremt udlejningsvirksomheden<br />
drives erhvervsmæssigt, tilladelse fra den<br />
lokale bevillingsmyndighed, jfr. kap. II og<br />
III, efter forud indhentet erklæring fra<br />
kommunalbestyrelsen, i København magistraten.<br />
Tilladelsen udfærdiges af politimesteren,<br />
i København af magistraten, og<br />
kan gives for indtil 1 år ad gangen. Lokalerne<br />
skal opfylde vedkommende politivedtægts<br />
krav til beværtningslokaler, jfr.<br />
§ 9. Misbruges den givne tilladelse, kan den<br />
myndighed, der har givet tilladelsen, tilbagetage<br />
denne."<br />
§ 2.<br />
I lovens § 4, stk. 1, ændres „§ 13" til:<br />
„§ 14".<br />
§ 3.<br />
Lovens § 7, stk. 2, affattes således:<br />
„I købstæderne udkræver flytning til<br />
andet lokale bevillingsnævnets tilladelse."<br />
a) I lovens § 8 indføjes som nyt stk. 3:<br />
„Omfattes den virksomhed, der ønskes<br />
overtaget, af bestemmelserne i § 21, stk. 2<br />
e, f eller h, kan dispensation i medfør af<br />
stk. 1 eller tilladelse i medfør af stk. 2 ikke<br />
gives, medmindre overbevillingsnævnet anbefaler<br />
dette."<br />
b) I lovens § 8 ændres „stk. 3" og „stk.<br />
4" til henholdsvis: „stk. 4" og „stk. 5".<br />
§ 5 '<br />
I lovens § 9 indføjes som nyt stk. 6:<br />
„Ministeren for offentlige arbejder og<br />
ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges<br />
til hver indenfor sit forretningsområde<br />
at fastsætte kravene til beværtningslokaler<br />
i jernbanetog, luftfartøjer og<br />
skibe, samt til at anordne det sundhedsmæssige<br />
tilsyn med disse lokaler".<br />
6.<br />
I lovens § 11, stk. 3, indføjes som nyt<br />
3. pkt.:<br />
„Endvidere kan ministeren for handel,<br />
industri og søfart efter indhentet erklæring<br />
fra den lokale bevillingsmyndighed og vedkommende<br />
kommunalbestyrelse, i København<br />
magistraten, tillade, at beværtervirksomhed<br />
med ret til udskænkning af stærke<br />
drikke drives i lokaler i et stormagasin,<br />
selv om beværtningslokalerne står i direkte<br />
forbindelse med salgslokalerne."<br />
§ 7.<br />
I lovens § 12, stk. 3, ændres „§ 13" til:<br />
Ȥ 14 "-<br />
§ 8 -<br />
a) Kapitelangivelsen og overskriften til<br />
lovens kapitel II udgår.<br />
b) Overskriften til lovens § 13 affattes<br />
således:<br />
„Erhvervelse af adgang til at benytte<br />
betegnelsen hotel".<br />
c) Der indføjes en ny § 13, der affattes<br />
således:<br />
„Stk. 1. Ministeren for handel, industri og<br />
søfart kan bestemme, at betegnelsen hotel<br />
eller ordsammensætninger, hvori ordet hotel<br />
indgår, kun må anvendes for gæstgiverier,<br />
der opfylder særlige af ministeren fastsatte
mindstekrav til lokaler, disses indretning,<br />
udstyr m. v., samt til virksomhedens drift.<br />
Ministeren kan endvidere foreskrive, at de<br />
omhandlede betegnelser alene kan benyttes,<br />
såfremt adkomsthaveren — eventuelt bestyreren<br />
— er i besiddelse af visse nærmere<br />
angivne faglige kvalifikationer.<br />
Stk. 2. Ministeren for handel, industri og<br />
søfart fastsætter de nærmere regler, der vil<br />
være at iagttage for at opnå ret til at anvende<br />
de i stk. 1 omhandlede betegnelser."<br />
§ 9 -<br />
a) Foran lovens § 13, der bliver § 14,<br />
indføjes følgende: „Kapitel II.<br />
Erhvervelse af adkomst på beværtereller<br />
gæstgivernæring i købstæderne.<br />
B evær t er vedtægt.''<br />
b) Paragraffen affattes således:<br />
„Stk. 1. Ved en af ministeren for handel,<br />
industri og søfart stadfæstet vedtægt fastsætter<br />
kommunalbestyrelsen, i hvilket omfang<br />
beværterbevillinger skal kunne meddeles<br />
i kommunen.<br />
Stk. 2. Antallet af bevillinger med ret til<br />
udskænkning af stærke drikke må i Københavns,<br />
Frederiksberg og Gentofte kommuner<br />
samt i købstæder med 40 000 indbyggere eller<br />
derover ikke sættes højere end svarende<br />
til det antal bevillinger af denne art, der i<br />
vedkommende kommune var i kraft den 1.<br />
januar 1955. Handelsministeren kan dog tillade,<br />
at det vedtægtsmæssige antal fastsættes<br />
højere end foran angivet, såfremt vedkommende<br />
kommunalbestyrelse efter vedtagelse<br />
af mindst to trediedele af kommunalbestyrelsens<br />
medlemmer gør indstilling<br />
derom.<br />
Stk. 3. For andre købstæder kan antallet<br />
af bevillinger med ret til udskæsnkning af<br />
stærke drikke ikke fastsættes højere end<br />
nedenfor angivet:<br />
1 for hver 400 indbyggere for de første 4 000<br />
indbyggere,<br />
1 for hver 600 indbyggere for de næste 6 000<br />
indbyggere,<br />
1 for hver 750 indbyggere for de næste 15 000<br />
indbyggere,<br />
1 for hver 1 000 indbyggere for den del af<br />
indbyggerantallet, der overstiger 25 000<br />
indbyggere.<br />
Stk. 4. Vedtægten revideres hvert 8.<br />
135<br />
år og bør normalt ikke ændres inden for<br />
gyldighedsperioden.<br />
Stk. 5. Ved den i stk. 1 omhandlede<br />
vedtægt kan det bestemmes, at nye beværterbevillinger<br />
fremtidig kun må meddeles<br />
et under kommunalt tilsyn virkende<br />
selskab, der driver virksomheden i offentlighedens<br />
interesse og uden anden fortjeneste<br />
end den indskudte kapitals passende forrentning<br />
samt iøvrigt efter regler, som efter<br />
indstilling af kommunalbestyrelsen er godkendt<br />
af ministeren for handel, industri og<br />
søfart."<br />
§ 10.<br />
a) Overskriften til lovens § 14, der bliver<br />
§ 15, affattes således:<br />
„Bevillingsnævn."<br />
b) Paragraffen affattes således:<br />
„Stk. 1. Beværter- og gæstgiverbevilling<br />
meddeles og fornyes af bevillingsnævnet.<br />
Stk. 2. Bevillingsnævnet består i København<br />
af borgmesteren for den magistratsafdeling,<br />
under hvilken næringssager hører,<br />
som formand, rådmanden for samme afdeling<br />
og 4 medlemmer, valgt af borgerrepræsentationen<br />
ved forholdstalsvalg. Som 7de<br />
medlem tiltrædes nævnet af en politiinspektør,<br />
valgt af politidirektøren.<br />
Stk. S. Uden for København består bevillingsnævnet<br />
af borgmesteren som formand,<br />
politimesteren og 4 medlemmer, valgt af<br />
kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg.<br />
I købstæder, hvor politimesteren tillige måtte<br />
være borgmester, tiltrædes nævnet af en af<br />
politimesteren med godkendelse af ministeren<br />
for handel, industri og søfart befuldmægtiget.<br />
Stk. 4. Personer, der driver beværtereller<br />
gæstgivernæring eller er godkendt som<br />
bestyrere for sådanne virksomheder i henhold<br />
til bestemmelsen i § 6, kan ikke være<br />
medlem af bevillingsnævnet. Det samme<br />
gælder personer, der er medlem af direktion<br />
eller bestyrelse for et selskab, der driver<br />
virksomhed som beværter eller gæstgiver.<br />
Ingen må som medlem af et bevillingsnævn<br />
deltage i behandlingen af en sag, hvis udfald<br />
berører hans egne eller ham nærstående<br />
personers interesse. Er borgmesteren, jfr.<br />
stk. 2 og 3, ifølge bestemmelsen i nærværende<br />
stykke udelukket fra at være formand,<br />
vælges en anden formand af henholdsvis
magistraten og vedkommende kommunalbestyrelse.<br />
Stk. 5. De med nævnets virksomhed forbundne<br />
udgifter udredes af kommunens kasse.<br />
Stk. 6. Forinden kommunalbestyrelsen<br />
træffer beslutninger i sager, som vedrører<br />
denne lov, skal bevillingsnævnets udtalelse<br />
indhentes.<br />
Stk. 7. Nævnets forretningsorden og de<br />
nærmere regler for dets virksomhed skal<br />
godkendes af ministeren for handel, industri<br />
og søfart."<br />
§ 1L<br />
a) Overskriften til lovens § 15, der bliver<br />
§ 16, affattes således:<br />
„Indgivelse og behandling af andragender<br />
om beværter- og gæstgiverbevilling."<br />
b) Paragraffen affattes således:<br />
„Stk. 1. Andragende om beværter- og<br />
gæstgiverbevilling indgives til politiet, men<br />
stiles til bevillingsnævnet og skal indeholde<br />
oplysning om ansøgerens personlige og økonomiske<br />
forhold og om, i hvilke lokaler<br />
virksomheden agtes drevet.<br />
Stk. 2. Politiet fremsender andragendet<br />
til bevillingsnævnet, ledsaget af oplysninger<br />
om, hvorvidt ansøgeren opfylder de personlige<br />
betingelser for at opnå bevilling.<br />
Stk. 3. Er intet andet bestemt i de i § 15,<br />
stk. 7, nævnte regler, træffer bevillingsnævnet<br />
selv afgørelse om, til hvilke tider i<br />
årets løb indkomne andragender vil være<br />
at prøve, og hvorvidt offentlig indkaldelse<br />
af andragender bør ske.<br />
Stk. 4. Forinden bevillingsnævnet kan<br />
træffe beslutning vedrørende et andragende<br />
om beværter- og gæstgiverbevilling, skal<br />
der med 14 dages varsel ske bekendtgørelse<br />
i et eller flere stedlige dagblade. Bekendtgørelsen<br />
skal indeholde oplysning om ansøgerens<br />
navn og adresse, om, hvorvidt ansøgeren<br />
ønsker beværter- eller gæstgiverbevilling<br />
med eller uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke, samt om, i hvilke lokaler<br />
virksomheden agtes udøvet. Den, der mener<br />
at kunne gøre berettiget indsigelse imod,<br />
at det pågældende andragende imødekommes,<br />
kan inden udløbet af den fornævnte<br />
frist fremsætte sin indsigelse for bevillingsnævnet.<br />
Stk. 5. Bevillingsnævnet afgør, om og til<br />
hvem blandt ansøgerne bevilling vil være<br />
at give, i hvilken henseende der særlig skal<br />
tages hensyn til uddannelse i faget, færdig-<br />
136<br />
hed i regnskabsførelse, ansøgerens økonomiske<br />
stilling, samt om ansøgeren vil fortsætte<br />
og må anses for særlig egnet til at overtage<br />
en bestående forretning, hvis fortsættelse<br />
af almenhensyn skønnes ønskelig. For<br />
så vidt det i tilfælde, hvor bevilling gives<br />
af sidstnævnte grund, må anses for hensigtsmæssigt,<br />
at bevillingen begrænses til den<br />
tid, bevillingshaveren driver den pågældende<br />
forretning, vil andragendet være at forelægge<br />
overbevillingsnævnet til afgørelse i<br />
overensstemmelse med forskrifterne i § 21,<br />
jfr. § 4."<br />
§ 12.<br />
Lovens § 16 udgår.<br />
§ 13.<br />
a) Lovens § 21, stk. 2 a, affattes således:<br />
„i badehoteller og tilsvarende gæstgiverier, i<br />
etablissementer, der hører til kur- og badesteder,<br />
samt i andre tilfælde, hvor ganske særlige<br />
og bestemt angivne hensyn taler derfor, ".<br />
b) I lovens § 21, stk. 2 h, ændres „§ 13"<br />
til: „§ 14".<br />
§ 14.<br />
a) I lovens § 22, stk. 1, indføjes som nyt<br />
2. pkt.:<br />
„Sådan tilladelse er dog ufornøden ved<br />
højskolers, landbrugsskolers og lignende<br />
institutioners beværtning af deltagere i<br />
fester og møder."<br />
b) Lovens § 22, stk. 3, affattelse således:<br />
„Lejlighedstilladelse til beværtning uden<br />
ret til udskænkning af stærke drikke ved<br />
møder eller fester kan for et tidsrum af 6<br />
måneder ad gangen gives de i § 26, stk. 3,<br />
omhandlede forsamlingsbygninger samt højskoler,<br />
landbrugsskoler og lignende institutioner."<br />
c) I lovens § 22 indføjes som nyt stk. 7:<br />
„Det retlige ansvar for en given tilladelses<br />
benyttelse påhviler såvel den i henhold til<br />
stk. 1 udpegede person som de for lokalernes<br />
administration ansvarlige personer."<br />
§ 15.<br />
a) I lovens § 23, stk. 1, ændres „1 år ad<br />
gangen" til: „3 år ad gangen".<br />
b) I lovens § 23, stk. 1, indføjes som nyt<br />
2. pkt.:<br />
„I sygdomstilfælde og lign. kan politiet,<br />
i København magistraten, tillade, at en<br />
anden navngiven person, der opfylder betingelserne<br />
for opnåelse af vandrebrev, benyttes<br />
som medhjælp."
§ 16.<br />
I lovens § 26, stk. 3, indføjes som 2. pkt.:<br />
„Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse<br />
på sådanne forsamlingsbygninger,<br />
der dels har lokaler med selvstændig indgang<br />
for de i 1. punktum nævnte formål, dels har<br />
lokaler, der er indrettet til beværtningsbrug,<br />
jfr. § 9."<br />
§ 17.<br />
Lovens § 27 affattes således:<br />
„Stk. 1. Ved marketenderivirksomhed forstås<br />
i denne lov beværtning i dertil indrettede<br />
lokaler i eller i tilknytning til fabrikker,<br />
værksteder, kontorer, kaserner, institutioner,<br />
arbejdspladser og tilsvarende steder for<br />
de dér beskæftigede. Som beskæftigede kan<br />
tillige anses midlertidigt beskæftigede samt<br />
chauffører, kuske og bude, som har regelmæssigt<br />
ærinde i den pågældende virksomhed<br />
m. v.<br />
Stk. 2. Til at drive marketenderi udkræves,<br />
forsåvidt beværteradkomst ikke er erhvervet,<br />
tilladelse fra politiet, i København<br />
magistraten. Sådan tilladelse giver ikke ret<br />
til udskænkning af andre stærke drikke end<br />
øl af den i § 1, stk. 3, nævnte art og medfører<br />
ikke afgiftspligt i henhold til lov nr.<br />
537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen<br />
af stærke drikke. Når behørig kontrol<br />
med marketenderiet kan føres, og dette<br />
iøvrigt opfylder de i denne paragraf fastsatte<br />
betingelser, kan tilladelse kun nægtes,<br />
når ganske særlige omstændigheder taler<br />
mod dens meddelelse.<br />
Stk. 3. Marketenderitilladelse giver alene<br />
ret til beværtning for de i vedkommende<br />
virksomhed eller på vedkommende arbejdsplads,<br />
såsom et havneområde, beskæftigede<br />
personer. Salg af tobaksvarer vil alene kunne<br />
finde sted til tilfredsstillelse af de pågældendes<br />
bejiov på stedet.<br />
Stk. 4. Marketenderitilladelse kan alene<br />
gives til en virksomhed eller en flerhed af<br />
virksomheder eller, efter aftale med vedkommende<br />
virksomhed eller virksomheder, til en<br />
sammenslutning af de dér beskæftigede.<br />
For så vidt angår arbejdspladser, der ikke er<br />
knyttet til bestemte virksomheder, gives<br />
tilladelsen til en sammenslutning af de beskæftigede.<br />
Til at forestå den daglige drift<br />
skal være ansat en til politiet, i København<br />
magistraten, anmeldt marketender. Det retlige<br />
ansvar for marketenderiets tilbørlige<br />
drift påhviler såvel marketenderitilladelsens<br />
is<br />
137<br />
indehaver som marketenderen. Marketenderens<br />
løn må hverken helt eller delvis beregnes<br />
som en procentdel af omsætningen af<br />
stærkt øl. Ministeren for handel, industri og<br />
søfart kan fastsætte nærmere forskrifter med<br />
henblik på afgrænsning af de til marketenderiet<br />
adgangsberettigede samt til sikring<br />
af og kontrol med, at alene disse beværtes,<br />
og at misbrug af tilladelsen ej heller iøvrigt<br />
finder sted.<br />
Stk. 5. Marketenderier må længst holdes<br />
åbne i tiden fra 1 j2 time før arbejdstidens<br />
begyndelse til 1 /a time efter dennes ophør.<br />
Politiet kan dog, hvor forholdene taler herfor,<br />
tillade, at et marketenderi holdes åbent<br />
i indtil l 1 ^ time efter arbejdstidens ophør.<br />
Stk. 6. I marketenderier må ikke udskænkes<br />
stærkt øl uden for de i vedkommende<br />
virksomhed fastsatte spisetider. Andre stærke<br />
drikke end øl af den i § 1, stk. 3, nævnte<br />
art må ikke nydes i marketenderier. Det er<br />
forbudt at tilbageholde arbejdsløn til dækning<br />
af skyld i marketenderier for stærkt øl.<br />
Bestemmelserne i § 33 finder tilsvarende anvendelse<br />
på marketenderier.<br />
Stk. 7. For så vidt der i et marketenderi<br />
jævnligt forekommer drukkenskab, eller tilladelsen<br />
iøvrigt misbruges, kan den myndighed,<br />
der har givet tilladelsen, med godkendelse<br />
af ministeren for handel, industri<br />
og søfart fratage marketenderiet retten til<br />
at udskænke stærkt øl i en nærmere fastsat<br />
tid eller, når groft og vedvarende misbrug<br />
har fundet sted, inddrage tilladelsen.<br />
Stk. 8. Bestyrere af marketenderier må<br />
ikke udøve handelsnæring, ligesom der ikke<br />
fra lokaler, der er indrettet til marketenderivirksomhed,<br />
må drives nogen næring, til<br />
hvis udøvelse der kræves næringsbrev. Såfremt<br />
der fra de pågældende lokaler fordeles<br />
varer i henhold til § 10 i lov nr. 138 af 28.<br />
april 1931, må der ikke udleveres andre<br />
stærke drikke end øl.<br />
Stk. 9. Efter marketenderiets lukketid,<br />
jfr. stk. 5, må der ikke finde servering<br />
sted. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster,<br />
der bekostes af vedkommende<br />
virksomhed. Anvendelse af marketenderilokaler<br />
efter marketenderiets lukketid til afholdelse<br />
af sammenkomster, herunder sluttede<br />
selskaber, ved hvilke indbyderen eller<br />
deltagerne selv drager omsorg for beværtningen,<br />
jfr. bestemmelsen i § 1, stk. 7, kræver<br />
tilladelse fra politiet i hvert enkelt til
fælde. Sådan tilladelse kan kun gives, såfremt<br />
der i sammenkomsten alene deltager<br />
de i vedkommende virksomhed m. v. beskæftigede<br />
samt gæster i følge med disse."<br />
§ 18.<br />
I lovens § 31, stk. 2, ændres „kl. 1" til:<br />
„et af kommunalbestyrelsen fastsat tidspunkt".<br />
§ 19<br />
I lovens § 32, stk. 1, udgår 2. og 3. pkt.<br />
§ 20.<br />
I lovens § 33, stk. 2, indføjes som nyt 2.<br />
og 3. pkt.:<br />
„Politiet kan, når forholdene taler derfor,<br />
forbyde beværtere at lade personer under<br />
18 år tage ophold som gæster i vedkommende<br />
beværtning. Bevillingshaveren er i alle tilfælde<br />
ansvarlig for overholdelse af forskrifterne<br />
i dette stykke, jfr. dog § 6, stk. 5."<br />
§ 21.<br />
Lovens § 39 affattes således:<br />
„Der vil ikke kunne nægtes politiet adgang<br />
til de til en beværtning eller et gæstgiveri<br />
hørende lokaler eller rum. Tilsvarende<br />
regel gælder forså vidt angår marketenderier<br />
samt de i henhold til § 1, stk. 7, godkendte<br />
udlejningsvirksomheder."<br />
§22.<br />
I lovens § 41, stk. 1, ændres „§ 13, stk.<br />
2" til: „§ 14, stk. 5."<br />
§ 23.<br />
Lovens § 43 affattes således:<br />
„Stk. 1. De ved lovens ikrafttræden udfærdigede<br />
næringsadkomster på gæstgiveri<br />
i købstæderne er fremtidig undergivet de i<br />
denne lov fastsatte bestemmelser om fornyelse<br />
af gæstgiverbevillinger. Adkomsterne<br />
har kun gyldighed for det i medfør af § 4<br />
fastsatte åremål, der regnes fra lovens<br />
Til § 1.<br />
ad a.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
21-22. Det foreslås, at bestemmelsen om, at adkomst<br />
på gæstgivernæring i købstæderne meddeles ved næringsbrev,<br />
bortfalder. Herved vil disse næringsadkomster<br />
ligesom næringsadkomster på gæstgivernæring<br />
i landkommunerne samt næringsadkomster<br />
på beværtervirksomhed, såvel i købstæderne som på<br />
landet, være at meddele som bevillinger.<br />
138<br />
Bemærkninger til lovudkastet.<br />
ikrafttrædelsesdag, men kan ved udløbet<br />
af dette åremål fornyes i overensstemmelse<br />
med de i denne lov fastsatte forskrifter.<br />
Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede næringsadkomster<br />
skal inden 3 måneder efter denne<br />
lovs ikrafttræden indsendes til politiet, i<br />
København til magistraten. Vedkommende<br />
myndighed udfærdiger vederlagsfrit en bevilling<br />
på gæstgiveri og forsyner denne med<br />
påtegning om dens gyldighedstid.<br />
Stk. 3. De ved lovens ikrafttræden udfærdigede<br />
tilladelser til at drive marketenderi<br />
skal inden 3 måneder efter denne lovs ikrafttræden<br />
indsendes til politiet, i København<br />
til magistraten, som derefter udfærdiger<br />
den fornødne tilladelse, såfremt vedkommende<br />
marketenderi opfylder betingelserne<br />
i § 27.<br />
Stk. 4. Den, der ved nærværende lovs<br />
ikrafttræden forener adkomst på beværtereller<br />
gæstgivernæring med anden næring,<br />
bevarer sådan ret uanset bestemmelserne i<br />
nærværende lovs § 11."<br />
§ 24.<br />
Lovens § 44 affattes således:<br />
„Denne lov, der ikke gælder for Færøerne<br />
og Grønland, træder i kraft den . . . ."<br />
§ 25.<br />
Ministeren for handel, industri og søfart<br />
bemyndiges til at lade lov nr. 129 af 15.<br />
marts 1939 om beværtning og gæstgiveri<br />
samt om handel med stærke drikke med de<br />
af nærværende lov samt af lov nr. 261 af<br />
27. maj 1950, lov nr. 123 af 28. marts 1951<br />
og lov nr. 286 af 18. juni 1951 følgende ændringer<br />
optrykke og til i Lovtidende at bekendtgøre<br />
den således ændrede lov som lov<br />
om beværtning og gæstgiveri samt om handel<br />
med stærke drikke.<br />
ad b.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
30-34. Udlejning af lokaler til afholdelse af de i forslaget<br />
angivne festligheder har, når bortses fra udlejning<br />
til foreningsfester med udskænkning af stærke<br />
drikke, ikke hidtil været undergivet beværterlovens<br />
forskrifter. Efter forslaget udkræves der, såfremt<br />
udlejningsvirksomheden er erhvervsmæssig, tilladelse<br />
fra den lokale bevillingsmyndighed, hvorved<br />
udskænkningen af stærke drikke vil blive omfattet
af omsætningsafgiftsloven. Lokalerne skal opfylde<br />
kravene til beværtningslokalers indretning, jfr. beværterlovens<br />
§ 9.<br />
Til §§ 2 og 12.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
21-22. Den nævnte ændring i paragraf hen visningen<br />
skyldes, at den nuværende § 16 som følge af det i<br />
nærværende forslags § 1 a omhandlede forslag bortfalder,<br />
at der som ny § 13 er optaget en regel om<br />
beskyttelse af betegnelsen hotel, og at de nuværende<br />
§§ 13, 14 og 15 derfor ændres til §§ 14,15 og 16.<br />
Til § 3.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
41-43. Efter forslaget bringes de for landdistrikterne<br />
gældende regler om flytning af beværter- og gæstgivervirksomhed<br />
i anvendelse i købstæderne, således<br />
at flytning også her udkræver den lokale bevillingsmyndigheds<br />
tilladelse. Denne tilladelse vil dog i<br />
modsætning til, hvad tilfældet er for landdistrikternes<br />
vedkommende, kunne gives uden iagttagelse af<br />
de for erhvervelse af bevilling fastsatte forskrifter.<br />
Til § 4.<br />
ad a.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
44-46. Bestemmelsen svarer til den af handelsministeriet<br />
anlagte praksis med hensyn til meddelelse af<br />
dispensation fra bestemmelsen i § 8 til samtidig<br />
drift af en virksomhed, der omfattes af overbevillingsnævnets<br />
eneretsområde. Efter forslaget bliver<br />
der overensstemmelse i loven mellem §§ 8 og 21,<br />
stk. 3.<br />
ad b.<br />
Forslaget er af redaktionel art.<br />
Til § 5.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
70-71. Det har hidtil været følt som et savn, at loven<br />
ikke har indeholdt en for de i forslaget nævnte befordringsmidler<br />
gældende regel om navnlig de sanitære<br />
krav til beværtningslokaler, herunder køkken og<br />
magasinrum, samt at der ikke har været etableret<br />
et tilsyn med disse lokaler. Det pågældende tilsyn<br />
føres mest hensigtsmæssigt af de på dette område<br />
specielt sagkyndige organer.<br />
Det forudsættes iøvrigt, at beværterlovens almindelige<br />
bestemmelser, herunder også § 33, stk. 2,<br />
om udskænkning for berusede personer finder anvendelse<br />
i de i nærværende paragraf omhandlede<br />
restaurationer.<br />
Til § 6.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
48. Efter beværterlovens § 11, stk. 3, må der ikke<br />
139<br />
drives f. eks. handelsnæring i lokaler, som står i<br />
direkte forbindelse med lokaler, i hvilke der drives<br />
bli a. beværtervirksomhed med udskænkning af<br />
stærke drikke. Forslaget tilsigter at bringe lovgivningen<br />
i overensstemmelse med den praksis<br />
vedrørende stormagasiner, der på grund af de særlige<br />
forhold allerede har udviklet sig.<br />
Til § 7.<br />
Forslaget er af redaktionel art, jfr. herved bemærkningerne<br />
til § 2.<br />
Til § 8.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
21-22 samt til den af kommissionen i december 1949<br />
afgivne første betænkning vedrørende revision af<br />
beværterlovgivningen. Efter forslaget åbnes der adgang<br />
til at beskytte betegnelsen „hotel" eller ordsammensætninger,<br />
hvori ordet „hotel" indgår, således<br />
at denne betegnelse forbeholdes virksomheder,<br />
der opfylder nærmere af handelsministeren foreskrevne<br />
betingelser.<br />
Den pågældende bestemmelse må placeres som<br />
§ 13, idet den hører hjemme i lovens kapitel I, der<br />
er fælles for købstasder og landdistrikter.<br />
Til § 9.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
56-65. På grund af den stedfundne forskydning af den<br />
gældende lovs §§ 13—15 bliver bestemmelsen om<br />
„beværtervedtægt" efter forslaget § 14 mod tidligere<br />
§ 13.<br />
Ved forslaget har kommissionen, for så vidt angår<br />
købstæder under 40 000 indbyggere, ønsket at<br />
opstille en smidigere skala til regulering af antallet<br />
af beværterbevillinger med ret til udskænkning af<br />
stærke drikke, ligesom man yderligere har tilsigtet<br />
at tilpasse det vedtægtsmæssige antal bevillinger til<br />
det faktiske antal. Ud fra det synspunkt, at det<br />
antal bevillinger, som i henhold til beværtervedtægterne<br />
højst kan meddeles i København og de<br />
store købstæder, i så høj grad overstiger det faktiske<br />
antal, at der ikke synes at være behov for uden videre<br />
at lade bevillingstallet vokse i takt med befolkningstilvæksten<br />
i overensstemmelse med den i<br />
øjeblikket gældende norm — 1 bevilling for hver<br />
550 indbyggere •— er det foreslået, at en forhøjelse<br />
af bevillmgstallet pr. 1. januar 1955 i de nævnte<br />
byer bliver afhængig af, at kommunalbestyrelsen<br />
med den i forslaget nævnte majoritet indstiller dette,<br />
og at handelsministeriet tiltræder en forhøjelse.<br />
Også deponerede bevillinger må anses som værende<br />
i kraft, indtil de måtte være bortfaldet bl. a. som<br />
følge af ikke-benyttelse, jfr. lovens § 40, stk. 5.<br />
Forslagets stk. 5 er i overensstemmelse med den<br />
gældende regel i § 13, stk. 2.
Til §§ 10 og 11.<br />
På grund af den stedfundne forskydning af den<br />
gældende lovs §§ 13—15 bliver bestemmelsen om<br />
„bevillingsnævn" samt bestemmelsen om indgivelse<br />
og behandling af andragender om bevilling<br />
efter forslaget §§ 15 og 16 mod tidligere §§ 14<br />
og 15.<br />
I overensstemmelse med nærværende forslags § 1 a,<br />
hvorefter adkomst på gæstgivernæring i købstæderne<br />
vil være at meddele som bevilling, er nærværende<br />
bestemmelses stk. 1 ændret således, at<br />
bevillingsnævnet — foruden beværterbevillinger —<br />
meddeler og fornyer gæstgiverbevillinger.<br />
Vedrørende forslagets stk. 4 henvises til de indledende<br />
bemærkninger side 66-68. Der er optaget en<br />
bestemmelse om, at beværtere og gæstgivere samt<br />
bestyrere ikke kan vælges til medlem af bevillingsnævnet.<br />
Det samme er tilfældet for så vidt angår<br />
direktører og bestyrelsesmedlemmer. Det er endvidere<br />
foreslået, at personer, der er særligt interesseret<br />
i en sags behandling, ikke kan deltage i behandlingen<br />
af denne.<br />
Den foran omtalte bestemmelse i forslagets § 1<br />
har nødvendiggjort visse ændringer af redaktionel<br />
karakter i den gældende lovs § 15. På grund af den<br />
stedfundne forskydning i paragrafnumrene er det<br />
anset for hensigtsmæssigt at optrykke også denne<br />
paragraf i dens helhed.<br />
Til § 13.<br />
ad a.<br />
Forslaget står i forbindelse med det i forslagets<br />
§ 8 omhandlede forslag om beskyttelse af hotelbetegnelsen,<br />
idet dette forslag forudsætter en „opdeling"<br />
af gæstgiveradkomsten i en almindelig<br />
gæstgiveradkomst og en sådan adkomst med ret til<br />
hotelbetegnelsen og derved gør en præcisering af<br />
overbevillingsnævnets forretningsområde nødvendig.<br />
ad b.<br />
Forslaget er af redaktionel art, se herved bemærkningerne<br />
til forslagets § 2.<br />
Til S 14.<br />
ad a.<br />
Det er ikke anset for rimeligt, at højskoler, landbrugsskoler<br />
og lignende institutioner vil have at<br />
indhente tilladelse efter § 22, såfremt disse institutioner<br />
blot ønsker at beværte deltagere i fester og<br />
møder. Den foreslåede undtagelse fra hovedreglen<br />
i stykkets 1. pkt. er dog kun tænkt at gælde, såfremt<br />
den pågældende fest m. v. afholdes i institutionens<br />
lokaler, ligesom undtagelsesbestemmelsen ikke omfatter<br />
anden beværtning ved disse institutioners<br />
foranstaltning, jfr. også bestemmelsen i lovens stk.<br />
140<br />
3, der forudsætter, at der i sådanne institutioner kan<br />
finde en udvidet servering sted, hvortil § 22-tilladelse<br />
er påkrævet.<br />
ad b.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
86. Efter den foreslåede affattelse vil det være<br />
udelukket at meddele stående tilladelse til udskænkning<br />
af stærke drikke ved særlige lejligheder. Er<br />
der tale om udskænkning af stærke drikke, kan dette<br />
kun ske i henhold til en til den særlige lejlighed<br />
given tilladelse. Der vil derimod fremdeles ikke være<br />
noget i vejen for at meddele stående tilladelse til<br />
udskænkning af svage drikke; sådan tilladelse skal<br />
dog efter forslaget kun kunne gives for 6 måneder ad<br />
gangen i modsætning til, hvad tilfældet er nu, hvor<br />
tilladelsen kan gives for indtil 1 år ad gangen.<br />
ad c.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
87. Den foreslåede bestemmelse, hvis forbillede<br />
er reglen i beværterlovens § 6, stk. 5, om ansvaret<br />
i tilfælde, hvor en virksomhed drives ved bestyrer,<br />
lægger et medansvar på f. eks. forsamlingshusets<br />
ledelse for den stedfindende beværtning. At der således<br />
pålægges foruden den særlige forsamlingshusvært<br />
bestyrelsen et direkte ansvar, udelukker ikke,<br />
at der påhviler ledelsen af den forening, der arrangerer<br />
den konkrete festlighed, et ansvar for denne.<br />
Til § 15.<br />
ad a.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
89-92. Det er anset for hensigtsmæssigt at åbne<br />
adgang til at give de heromhandlede tilladelser for<br />
et tidsrum af 3 år ad gangen.<br />
ad b.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
92. Forslaget skyldes, at det — som efter næringslovgivningens<br />
almindelige forskrifter — kan være<br />
nødvendigt at åbne adgang til at benytte medhjælp<br />
som stadepladsbestyrere. Det forudsættes, at denne<br />
bestemmelse også vil kunne benyttes i tilfælde af<br />
stadeindehaverens ferie eller andet forfald.<br />
Til § 16.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
78-83. Der er som hidtil ikke noget til hinder for at<br />
meddele afholdsbevilling til et forsamlingshus på<br />
landet. For så vidt angår beværtning med ret til udskænkning<br />
af stærke drikke, er det fortsat hovedreglen,<br />
at der ikke kan knyttes sådan bevilling til forsamlingshuse.<br />
For at kunne opnå bevilling med<br />
ret til udskænkning af stærke drikke udkræves, at<br />
- eventuelt vælgerne — ønsker dette,
og at amtsrådet — eventuelt handelsministeriet<br />
eller overbevillingsnævnet — tiltræder, at bevilling<br />
gives. Det er en betingelse, at der er indrettet<br />
særlige lokaler til de i bestemmelsen nævnte formål,<br />
men herudover foreskrives det, at der er adgang<br />
til disse lokaler uden om de særlige restaurationslokaler.<br />
Der er intet i vejen for, at de til<br />
idrætsbrug m. v. indrettede lokaler i påkommende<br />
fald også benyttes som beværtningslokaler.<br />
Til § 17.<br />
ad stk. 1.<br />
Dette stykke er med enkelte redaktionelle ændringer<br />
i overensstemmelse med det nugældende stk. 2.<br />
Bestemmelsen er udvidet med en regel om, at også<br />
midlertidigt beskæftigede samt chauffører, kuske og<br />
bude, som har regelmæssigt ærinde i den pågældende<br />
virksomhed m. v., kan anses som beskæftiget på<br />
stedet. Om denne tilføjelse henvises til de indledende<br />
bemærkninger side 118-120.<br />
ad stk. 2.<br />
Dette stykke svarer til stk. 1 i den nugældende<br />
lov. Efter forslaget vil tilladelsen til marketenderivirksomhed<br />
dog ikke kunne omfatte destillerede<br />
stærke drikke samt vin. Herom henvises til de indledende<br />
bemærkninger side 108-110. Endvidere er<br />
bestemmelsen om, at tilladelse ikke kan nægtes<br />
under de i sidste punktum angivne forudsætninger,<br />
hentet fra det nuværende stk. 4.<br />
ad stk. 3.<br />
Dette stykke svarer med enkelte redaktionelle ændringer<br />
til det nuværende stk. 3. Tilføjelsen om, at<br />
også tobaksvarer vil kunne forhandles i nævnte<br />
omfang, dækker den nuværende praksis, jfr. herved<br />
de indledende bemærkninger side 117.<br />
ad stk. 4.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
106-108. Dette stykke svarer med enkelte redaktionelle<br />
ændringer til det nuværende stk. 4. Forslaget<br />
lægger vægt på at understrege, at et marketenderi<br />
enten skal drives af virksomheden (virksomhederne)<br />
eller af repræsentanter for en sammenslutning af de<br />
dér beskæftigede. Hvor der er tale om arbejdspladser,<br />
skal marketenderiet drives af repræsentanter for<br />
de dér beskæftigede. Bestemmelsen om det retlige<br />
ansvar er hentet fra beværterlovens § 6, stk. 5.<br />
Vedrørende spørgsmålet om aflønning af marketendere<br />
henvises til de indledende bemærkninger<br />
side 108.<br />
ad stk. 5.<br />
Dette stykke er i overensstemmelse med det nuværende<br />
stk. 5, dog at bestemmelsen om udskænk-<br />
141<br />
ning af stærke drikke — efter forslaget stærkt øl —<br />
er flyttet til stk. 6.<br />
ad stk. 6.<br />
Dette stykke svarer til det nuværende stk. 6.<br />
Efter forslaget må der heller ikke nydes medbragte<br />
destillerede stærke drikke og vin. Vedrørende<br />
spørgsmålet; om tilbageholdelse af arbejdsløn til<br />
dækning af sk3 r ld i marketenderiet henvises til de<br />
indledende bemærkninger side 111-115.<br />
ad stk. 7.<br />
Dette stykke er i realiteten uforandret.<br />
ad stk. 8.<br />
Til den nugældende regel er føjet en bestemmelse<br />
om, at der, såfremt der fra de pågældende lokaler<br />
fordeles varer i henhold til næringslovgivningens bestemmelser<br />
om brugsforeninger, ikke må udleveres<br />
andre stærke drikke end øl. Om dette spørgsmål henvises<br />
til de indledende bemærkninger side 116-118.<br />
ad stk. 9.<br />
Dette stykke er nyt. Bestemmelsen, der omhandler<br />
marketenderilokalernes anvendelse efter marketenderiets<br />
lukketid, indeholder dels en regel om servering<br />
i marketenderiet, dels en regel om medbringning<br />
af mad- og drikkevarer til sammenkomster i<br />
marketenderiet. Vedrørende disse to spørgsmål henvises<br />
til de indledende bemærkninger henholdsvis<br />
side 120-122 og side 122-123.<br />
Til §§ 18 og 19.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
125-127. Efter forslaget er beværtningernes lukketid<br />
fremdeles kl. 24 eller det i politivedtægten eventuelt<br />
fastsatte tidligere tidspunkt. Efter beværterlovens<br />
§ 31, stk. 2, kan politiet give et af kommunalbestyrelsen<br />
najrmere fastsat antal beværtere tilladelse<br />
til at holde åbent efter kl. 24 eller det i politivedtægten<br />
eventuelt nævnte tidligere lukketidspunkt,<br />
dog længst til kl. 1. Efter forslaget ændres denne<br />
bestemmelse derhen, at det overlades til kommunalbestyrelsen<br />
at træffe afgørelse af, hvornår beværtninger<br />
med den omhandlede tilladelse skal lukke.<br />
Følgen heraf er, at reglerne i beværterlovens § 32,<br />
stk. 1, 2. og 3. pkt., om beværtning for siddende<br />
gæster bortfalder.<br />
Til § 20.<br />
Efter § 33, stk. 2, er det forbudt at skænke eller<br />
lade skænke stærke drikke for personer, der må antages<br />
at være berusede, og for personer, der ikke er<br />
fyldt og heller ikke kan antages at være fyldt 18 år.<br />
I bestemmelsen er endvidere optaget et forslag om,<br />
at politiet skal kunne forbyde beværtere at modtage<br />
personer under 18 år som gæster i vedkommende
eværtning, hvorom kan henvises til de indledende<br />
bemærkninger side 18-19. Vedrørende spørgsmålet<br />
om den foreslåede regel om værtens strafskyld henvises<br />
til de indledende bemærkninger side 12-13.<br />
Efter forslaget skal bevillingshaveren i alle tilfælde<br />
anses som ansvarlig for disse bestemmelsers overholdelse,<br />
medmindre der i overensstemmelse med<br />
reglerne i § 6 er godkendt en bestyrer til at lede<br />
den daglige drift, i hvilket tilfælde ansvaret går<br />
over på ham. Bestemmelsen om eventuelt forbud<br />
mod mindreåriges ophold i en beværtning må forstås<br />
med den begrænsning, at der ikke kan foreligge<br />
nogen overtrædelse af denne bestemmelse, såfremt<br />
en ikke 18-årig efter sit udseende må antages at<br />
være fyldt 18 år, medmindre den ansvarlige vidste<br />
eller burde vide, at vedkommende var under 18 år.<br />
Forsåvidt bevillingshaveren er et selskab m. v.,<br />
ligger ansvaret for den daglige drift hos bestyreren.<br />
Til § 21.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
124. Under bestemmelsen henhører også forsamlingshuse<br />
og andre lokaler, hvori der i henhold til bestemmelsen<br />
i beværterlovens § 22 drives beværtning<br />
ved særlige lejligheder.<br />
Til § 22.<br />
Forslaget er af redaktionel art, jfr. herved<br />
bemærkningerne til § 2.<br />
Til § 23.<br />
ad stk. 1—2.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
21. Bestemmelsen står i forbindelse med, at adkomst<br />
på gæstgivernæring i købstæderne fremti-<br />
142<br />
dig skål meddeles som bevilling, jfr. bemærkningerne<br />
til forslagets § 1 a.<br />
ad stk. 3.<br />
Der henvises til de indledende bemærkninger side<br />
108. Det er anset for nødvendigt, at forslaget om<br />
ændringer i de for marketenderier gældende regler<br />
får gyldighed også for sådanne marketenderiers<br />
vedkommende, der allerede har tilladelse til marketenderidrift.<br />
Disse marketenderier bør derfor rette<br />
henvendelse til politiet (i København til magistraten)<br />
for at bringe deres forhold på linie med forslagets<br />
bestemmelser.<br />
Det er anset for unødvendigt at opretholde de<br />
i den gældende lovs § 43, stk. 1—4, indeholdte overgangsbestemmelser,<br />
som må antages at have mistet<br />
praktisk interesse. Det er derfor foreslået, at disse<br />
bestemmelser udgår som overflødige.<br />
Til § 24.<br />
For Færøernes vedkommende findes særlige bestemmelser<br />
i lov for Færøerne om forbud mod at<br />
drive erhverv med berusende drikke m. m. nr. 115<br />
af 4. april 1928, som denne senest er ændret ved<br />
lov nr. 48 af 19. februar 1943.<br />
Lovområdet er iøvrigt nu et færøsk særanliggende,<br />
jfr. bestemmelserne i § 2 i lov nr. 137 af<br />
23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre.<br />
Til § 25.<br />
Det ville lette administrationen af beværterloven,<br />
at denne med de senere ændringer optrykkes i<br />
en lovbekendtgørelse.
En undersøgelse af beværtningsforholdene i forsamlingshusene.<br />
Bilag I.<br />
Efter anmodning af kommissionen har handelsministeriet under 28. juni 1952<br />
tilskrevet samtlige 71 politikredse således:<br />
„På foranledning af kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet skal man<br />
til brug for kommissionens overvejelser vedrørende eventuelle ændringer i beværterloven<br />
anmode hr. politimesteren om at ville være ulejliget med at tilvejebringe følgende oplysninger:<br />
1) Hvor mange forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art<br />
findes inden for politikredsen?<br />
2) Til hvor mange er der knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke<br />
drikke?<br />
3) Hvor mange forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 opnået tilladelse<br />
til lejlighedsbeværtning i medfør af beværterlovens § 22?<br />
a) Stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3?<br />
b) Stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke?<br />
c) Enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke? Hvor mange tilladelser<br />
er der meddelt hvert enkelt forsamlingshus?<br />
d) Enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke? Hvor mange<br />
tilladelser er der meddelt hvert enkelt forsamlingshus?<br />
4) Er det, såfremt tilladelse gives som stående, sædvanligt at forny tilladelserne kontinuerligt?<br />
I bekræftende fald for hvor lang tid?<br />
5) Findes der andre lokaler i politikredsen, herunder i købstadområdet, til hvilke der<br />
ikke er knyttet beværterbevilling, som regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til<br />
afholdelse af bl. a. selskabelige sammenkomster og lign., til hvilke drikkevarer m. v.<br />
medtages af deltagerne; i bekræftende fald hvor mange?<br />
6) Hvilke erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende har politiet indhøstet ved forsamlingshuses<br />
og andre lokalers benyttelse til de angivne formål?<br />
Man ville sætte pris på, om hr. politimesterens besvarelse måtte kunne være handelsministeriet<br />
i hænde i slutningen af juli måned 1952".<br />
Endvidere har man under samme dato tilskrevet politimestrene i Haderslev,<br />
Varde, Randers, Frederikshavn, Svendborg, Holbæk og Nykøbing F. således:<br />
„ I forbindelse med anden skrivelse herfra af d. d. vedrørende forsamlingshusenes<br />
benyttelse skal man meddele, at kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet<br />
har anset det for hensigtsmæssigt udover de i den nævnte skrivelse stillede spørgsmål at<br />
rette et yderligere spørgsmål til enkelte politikredse, der kan antages at være eksempler<br />
på forholdene i de forskellige dele af landet.
144<br />
Kommissionen vil være interesseret i at modtage oplysning om, til hvilke arter af<br />
festligheder, der gives tilladelse til lejlighedsbeværtning i forsamlingshuse. Oplysningerne<br />
bedes givet for så vidt angår tiden 1. januar—30. juni 1952.<br />
Nærværende skrivelse er tilstillet politimesteren i Haderslev, Varde, Randers,<br />
Frederikshavn, Svendborg, Holbæk og Nykøbing F.<br />
Man vil være interesseret i, at også besvarelsen af dette spørgsmål måtte kunne<br />
være ministeriet i hænde i slutningen af juli måned 1952".<br />
Endelig har man sendt begge skrivelser til politidirektøren i København og anmodet<br />
denne om, i det omfang spørgsmålene egnede sig til besvarelse fra Københavns<br />
politis side, at ville fremkomme med en udtalelse.<br />
Nedenfor citeres de indkomne besvarelser:<br />
Politidirektøren i København oplyser:<br />
„at herværende bevillingskontor har registreret 21 lokaler i København, til hvilke der ikke er<br />
knyttet beværterbevilling, og som lejlighedsvis benyttes til afholdelse af familiefester og mindre foreningsfester,<br />
til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne. De pågældende lokalers benyttelse har aldrig<br />
givet politiet anledning til ufordelagtige bemærkninger.<br />
De øvrige af ministeriet stillede spørgsmål ses ikke at vedrøre Københavns politi".<br />
Politimesteren i Frederiksberg birk henviser til en politirapport, hvor det anføres:<br />
„ad 1—4. Der findes ingen forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art her i<br />
politikredsen,<br />
ad 5. Der findes her i politikredsen 3 lokaler, som lejlighedsvis bruges til afholdelse af selskabelige<br />
sammenkomster og lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.<br />
Lokalerne er følgende:<br />
N. N. danseinstitut,<br />
N. N. danseinstitut,<br />
N. N. fagforenings mødelokale,<br />
ad 6. Der er i de anførte lokaler aldrig foregået noget til forstyrrelse af den offentlige ro og orden,<br />
og der er ikke blevet konstateret tilfælde af overdreven nydelse af spiritus, ligesom der ikke er<br />
foregået uorden, når deltagerne forlader lokalerne".<br />
Politimesteren i Københavns amts nordre birk:<br />
„ad 1. 4 (Lyngby idrætshus, Brede idrætshus, Ungdomshjemmet i Gladsaxe og Socialdemokratisk Ungdomshjem,<br />
Søborg).<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3. 4 (de under punkt 1 nævnte).<br />
a. Ingen.<br />
b. Ingen.<br />
c. 1: 28 lejlighedstilladelser.<br />
2: Lyngby idrætshus har fået meddelt 7 tilladelser, Brede idrætshus 8 tilladelser, Ungdomshjemmet<br />
i Gladsaxe 6 tilladelser og Socialdemokratisk Ungdomshjem 7 tilladelser.<br />
d. 1: Ingen.<br />
2: Ingen.<br />
ad 4. Nej.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Der er ikke hidtil konstateret drikkeri af uheldigt omfang som følge af de lejlighedstilladelser<br />
med ret til udskænkning af stærke drikke, der er meddelt ved benyttelsen af disse forsamlingshuse".<br />
Politimesteren i Købenliavns amts søndre birk m. v.:<br />
„ad 1. 7 forsamlingshuse.<br />
ad 2. Ingen af disse har bevilling.<br />
ad 3. 5.<br />
a. 4. 3 mdr. ad gangen.
145<br />
b. 1. 1 år ad gangen.<br />
c. 5 tilladelser i tiden 1. januar—30. juni 52 til 1 forsamlingshus.<br />
d. 12 tilladelser i tiden 1. januar—30. juni 52 til 1 forsamlingshus.<br />
4. Ja. 3 mdr. for stærke drikke og 1 år for ikke-stærke drikke.<br />
5. Ja, 2 steder.<br />
6. Ingen overhåndtagende drikkeri i og ved forsamlingshusene som følge af udstedte § 22-tilladelser,<br />
der ikke har givet anledning til ulemper.<br />
Det tilføjes, at 1 af de huse, der er medregnet under de 7 forsamlingshuse, er et menighedshus,<br />
nævnt under ad 1 og ad 3 b".<br />
Politimesteren i Roskilde henholder sig til en politirapport, hvor det anføres:<br />
„ad 1. I politikredsens landdistrikt findes 25 forsamlingsbygninger, og i 4 kommuner anvender man<br />
desuden skolens gymnastiksal til dette formål, således at det samlede tal er 29.<br />
ad 2. Ingen af disse forsamlingsbygninger har bevilling til udskænkning af ikke-stærke drikke,<br />
ad 3. 28 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 haft tilladelse til lejlighedsbeværtning<br />
i medfør af beværterlovens § 22.<br />
a. 17 forsamlingshuse har haft stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.<br />
b. 7 forsamlingshuse (herunder 3 skolegymnastiksale) har haft stående tilladelse til udskænkning af<br />
ikke-stærke drikke.<br />
c. 1 forsamlingshus har fået 8 tilladelser til udskænkning af stærke drikke.<br />
d. 3 forsamlingshuse (herunder 1 skolegymnastiksal) har fået henholdsvis 6, 4 og 2 tilladelser til udskænkning<br />
af ikke-stærke drikke.<br />
ad 4. De stående tilladelser fornyes henholdsvis hver 3. og hver 12. måned.<br />
ad 5. Der findes ikke her i kredsen lokaler, som benyttes på omhandlede måde.<br />
ad 6. Der har ikke i de senere år været grund til klage over benyttelse af forsamlingshuse og lignende<br />
lokaler her i kredsen. Når der en enkelt gang har været tilkaldt politi til fest i et forsamlingshus,<br />
har dette været til et forsamlingshus uden ret til udskænkning af stærke drikke, hvortil gæster<br />
selv har medtaget stærke drikke (unge mennesker med en flaske i lommen). Når stærke drikke<br />
derimod kan købes på stedet til restaurationsprisen under ordnede forhold, forekommer der ikke<br />
drukkenskab.<br />
løvrigt begrænses lukketiden i de omhandlede forsamlingshuse herfra til kl. 1 nat og i særlige<br />
tilfælde til kl. 2, hvilket efter alt at dømme har stor betydning til forebyggelse af drukkenskab".<br />
Politimesteren i Køge m. v.:<br />
„ad 1. I politikreds 5, Køge, Haslev ni. v., findes 22 af de i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede forsamlingshuse.<br />
ad 2. Eet forsamlingshus —- Bjæverskov— har beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke<br />
drikke.<br />
ad 3. I tiden fra 1. januar—30. juni 1952 har 21 forsamlingshuse opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning<br />
i medfør af be værter lovens § 22.<br />
a. To forsamlingshuse — Gørslev og Sædder •— har haft stående tilladelse til udskænkning af stærke<br />
drikke, jfr. § 22, stk. 3.<br />
b. Tre forsamlingshuse — Alslev, Valløby og Skuder løse — har haft stående tilladelse til udskænkning<br />
af ikke-stærke drikke.<br />
c. 14 forsamlingshuse er meddelt ialt 162 enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke,<br />
og disse tilladelser fordeler sig således til de enkelte forsamlingshuse:<br />
Ejby 7 — Enderslev 12 — Himlingøje 4 — St. Taarnby 18 — Brandelev 9 — Dalby 6 — Kongsted<br />
27 —• Toksværd 17 — Ulse 8 — Fensmark 12 — Før sie v 15 — Holme Olstrup 5 — Terslev<br />
12 og Teestrup 10.<br />
d. 8 forsamlingshuse er meddelt ialt 32 enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke<br />
drikke, og disse tilladelser fordeler sig således:<br />
Ejby 4 — Lidemark 3 — Enderslev 2 — St. Taarnbjr 4— Dalby 5 — Kongsted 11 — Fensmark<br />
1 og Lellinge 2.<br />
ad 4. De stående tilladelser fornyes sædvanligt kontinuerligt, jfr. § 22, stk. 3, for indtil 3 måneder, når<br />
tilladelsen giver ret til udskænkning af stærke drikke, og for indtil 1 år, når tilladelsen ikke giver<br />
ret til udskænkning af stærke drikke. Jeg havde tidligere nægtet at indgå på kontinuerlige forny -<br />
19
Politimesteren i Kalundborg m. v.:<br />
„ad<br />
ad<br />
ad<br />
ad<br />
ad<br />
ad<br />
1.<br />
2.<br />
3.<br />
a.<br />
h.<br />
c.<br />
d.<br />
4.<br />
5.<br />
6.<br />
17.<br />
14.<br />
Ingen.<br />
Ingen.<br />
Ingen.<br />
Ingen.<br />
Ingen.<br />
Nej.<br />
Nej.<br />
Der er erfaringsvis ikke meget at indvende<br />
sjældent, at politiet må gribe ind".<br />
i ædruelighedsmæssig henseende, og det er yderst<br />
Politimesteren i Slagelse m. v.:<br />
„ad 1. Der findes i herværende politikreds forsamlingshuse i: 1) Buerup, 2) Drøsselbjerg, 3) Faardrup,<br />
4) Gerlev, 5) Gimlinge, 6) Gudum, 7) Gørlev, 8) Hallebyore, 9) Hallelev, 10) Havrebjerg, 11) Hejninge,<br />
12) Keldstrup, 13) Kirkerup, 14) Kirke-Stillinge, 15) Lille-Valby, 16) Lundforlund, 17)<br />
Løve, 18) Ottestrup, 19) Reerslev, 20) Rosted, 21) Skørpinge, 22) Slotsbjergby, 23) Sludstrup,<br />
24) Solbjerg, 25) Sæby, 26) Sørbymagle, 27) Tjørnelunde, 28) Tyelse og 29) Vinde-Helsinge — ialt<br />
29 forsamlingshuse.<br />
ad 2. Der er ikke knyttet bevillinger af nogen art til forsamlingshusene.<br />
ad 3.<br />
a. Der er ingen stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.<br />
b. Der er ingen stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
c. Der er i tiden 1. januar—30. juni 1952 i medfør af beværterlovens § 22 givet de under punkt 1<br />
nævnte forsamlingshuse lejlighedstil]adelser til udskænkning af stærke drikke således: 1)2 — 2)<br />
5 — 3) 7 — 4) 5 — 5) 7 — 7) 3 — 10) 3 — 11) 3 — 12) 2 — 13) 3 — 15) 1 — 17) 1 — 18) 8 —<br />
20) 1 — 21) 6 — 22) 3 — 23) 3 — 26) 9 — 27) 2 og 28) 5 tilladelser, ialt 79 tilladelser.<br />
d. Der er meddelt forsamlingshusene lejlighedstilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke i forbindelse<br />
med de stedlige foreningers afholdelse af festligheder og baller og lignende, uden at man
148<br />
dog er i stand til at kunne opgive antallet på disse tilladelser. Tilladelse må i hvert enkelt tilfælde<br />
indhentes fra politiet,<br />
ad 4. Se under punkt 2.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Der har tidligere været stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke i en hel del forsamlingshuse<br />
i politikredsen, og det blev ved fester i disse forsamlingshuse bemærket, at der var<br />
adskillige deltagere, der ankom i beruset tilstand.<br />
Efterhånden ophørte samtlige stående tilladelser, og ved hver enkelt fest, der nu afholdes<br />
i forsamlingshusene, må der nu søges politiet om lejlighedstilladelse.<br />
Det er min opfattelse, at de givne lejlighedstilladelser begrænser deltagernes overdrevne<br />
nydelse af spiritus, idet tilladelserne er betinget af god ro og orden under festerne, ligesom der i<br />
hvert enkelt tilfælde fastsættes lukketid for forsamlingshusene.<br />
Såfremt lukketiden ikke nøje overholdes, eller der skænkes for berusede personer, eller<br />
der ikke opretholdes god ro og orden, udstedes der ikke i kortere eller længere tidsrum lejlighedstilladelser<br />
i det pågældende forsamlingshus eller eventuelt for den forening, der har afholdt den<br />
sammenkomst, der har givet anledning til påtale.<br />
Vel er det i flere tilfælde konstateret, at deltagerne i festligheder i forsamlingshuse har<br />
haft medbragt spiritus og nydt dette uden for forsamlingshusenes område, men nogen større drikfældighed<br />
har dog ikke fundet sted".<br />
Politimesteren i Skælskør m. v. henviser til 3 politirapporter, hvor det anføres:<br />
„For så vidt angår Holsteinborg birk kan det oplyses:<br />
ad 1. Der findes her i birket ialt 10 forsamlingshuse, der har til formål at afgive lokaler til afholdelse<br />
af den stedlige befolknings møder, sportsøvelser m. v., men der er ikke inden for de sidste godt 9<br />
år i noget tilfælde meddelt tilladelse til servering af stærke drikke i nogen af forsamlingshusene.<br />
ad 2. Ialt 2 forsamlingshuse („Enigheden" i Tornemark samt Spjellerup forsamlingshus).<br />
ad 3. I tiden 1. januar til 30. juni 1952 har 8 forsamlingshuse opnået lejlighedsbeværtning i medfør af<br />
beværterlovens § 22, stk. 3.<br />
a. Ingen.<br />
b. 8.<br />
c. Ingen.<br />
ad 4. Lejlighedstilladelserne uden ret til udskænkning af stærke drikke kræves fornyet hvert år.<br />
ad 5. Ingen.<br />
ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende har der kun i meget få tilfælde været anledning til indskriden<br />
fra politiets side i forsamlingshusene".<br />
„For så vidt angår Vester Flakkébjærg herreds politidistrikt, kan det oplyses:<br />
ad 1. Der findes 5 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.<br />
ad 2. Der findes ingen forsamlingshuse, hvortil der er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke.<br />
ad 3. I tiden 1. januar—30. juni 1952 har 5 forsamlingshuse opnået lejlighedsbeværtring i medfør af<br />
beværterlovens § 22, stk. 3.<br />
a. Tre forsamlingshuse.<br />
b. To forsamlingshuse.<br />
c. Ingen.<br />
ad 4. Lejlighedstilladelserne med ret til udskænkning af stærke drikke kræves fornyet for hver 3 mdr.,<br />
og lejlighedstilladelserne uden ret til udskænkning af stærke drikke kræves fornyet hvert år.<br />
ad 5. Ingen.<br />
ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende har der kun i ganske få tilfælde været anledning til indskriden<br />
fra politiets side i forsamlingshuse".<br />
For Korsør landdistrikts vedkommende kan oplyses:<br />
"ad 1. Der findes 4 forsamlingshuse i distriktet.<br />
ad 2. I forsamlingshuset „Ydun" i Vemmelev sogn har bestyrelsen beværterbevilling uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke.<br />
ad 3—4. Ialt 3 forsamlingshuse har stående lejlighedstilladelse til udskænkning af stærke drikke, der<br />
fornyes regelmæssigt hver 3die måned, alt forudsat, at driften ikke måtte give anledning til bemærkninger,<br />
nemlig
149<br />
Taarnborg sogns forsamlingshus i Frølunde,<br />
Vemmelev sogns forsamlingshus i Vemmelev,<br />
Hemmeshøj sogns forsamlingshus i Hemmeshøj.<br />
ad 5. Der findes ikke lokaler, hvor det er tilladt deltagerne selv at medbringe spiritus,<br />
ad 6. Man har ingen dårlige erfaringer her i distriktet med hensyn til ædrueligheden i forbindelse med<br />
ovenstående. De lejlighedsvise bevillinger, der fornyes hver tredie måned, giver en god lejlighed<br />
til for politiet, hvis der måtte være noget at udsætte på driften af forsamlingshuset, da at stille<br />
i udsigt, at fornyelse med spiritus „er i fare". Ligeledes har man en god kontrol med, hvor længe<br />
der må holdes åbent, når tilladelsen er med spiritus, og her i distriktet gælder tilladelserne til<br />
kl. 1.00. Det er nemlig det sundeste for alle parter at holde op kl. 1.00. Der er jo altid nogle få<br />
deltagere, der kunne tænke sig at blive ved til 2, 3 og 4, men det er i de fleste tilfælde dem, der<br />
først kommer til ballet ved 23—24 tiden efter en bedre aftensmad hjemme og så putter en nævefuld<br />
5 ører i hatten, når den går rundt til overtime, og så hasnger en i forvejen „fattig" forening på den<br />
med betalingen til musikken, og i mange tilfælde havde de arrangeret ballet netop for at få<br />
penge i kassen. Foreningsbestyrelserne er ikke interesseret i lang åbningstid, de vil hjem, de skal<br />
på arbejde næste dag.<br />
Landbetjenten er heller ikke interesseret i åbningstid længere end til 1d. 1.00. Erfaringerne<br />
fra tidligere viser, at er der åbent til kl. 2 eller 3, så kommer fyldebøtter og urostiftere f ra<br />
byerne pr. Taxa efter beværtningerns lukketid i byerne for at komme til bal, og så har vi balladen.<br />
Der er altid nogle vognmænd i byerne, der kan gøre opmærksom på, at der er bal i forsamlingshuset<br />
i X by, blot for turens skyld.<br />
Der gives tilladelse til længere åbningstid i forsamlingshusene ved afholdelse af familiefester,<br />
såsom sølvbryllupper o. lign.; så benyttes det, som det var et privat hjem".<br />
Politimesteren i Ringsted m. v. henviser til en politirapport, hvor det anføres:<br />
„Ringsted jurisdiktion:<br />
ad 1. 11.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 11.<br />
a. 11.<br />
b. 0.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Tilladelserne fornyes kontinuerligt for hvert kvartal, f. s. v. der intet har været at udsætte på<br />
den måde, hvorpå forsamlingshuset har været drevet,<br />
ad 5. 0.<br />
ad 6. Ædrueligheden er næppe blevet mindre.<br />
Sorø politiptrisdiktion:<br />
„ad 1. Der findes 11 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 2(3, stk. 3, omhandlede art.<br />
ad 2. Til 1 forsamlingshus er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke,<br />
ad 3. 10 forsamlingshuse har fået tilladelse til lejlighedsbeværtning i medfør af beværterlovens § 22.<br />
a. 6 forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.<br />
b. 4 forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke eller<br />
d. ikke-stærke drikke.<br />
ad 4. Tilladelserne fornyes kontinuerligt for hvert kvartal, for så vidt der intet har været at udsætte<br />
på den måde, hvorpå forsamlingshuset har været drevet.<br />
ad 5. Der findes i Sorø købstad „Logen Sorana", som lejlighedsvis benyttes til selskabelige sammenkomster.<br />
Logen har gjort skridt til at løse beværterbevilling.<br />
ad 6. Ved den anførte fremgangsmåde har det erfaringsmæssigt vist sig, at ædrueligheden i hvert fald<br />
ikke er blevet mindre i forsamlingshusene, hvilket imidlertid for en stor del beror på værtens indstilling.<br />
De forskellige værter er gjort bekendt med, at den stående tilladelse vil blive tilbagekaldt<br />
i tilfælde af misbrug".
150<br />
Politimesteren i Næstved m. v.:<br />
„ad 1. 15.<br />
ad 2. 1.<br />
ad 3.<br />
a. 1, hvorved bemærkes, at tilladelsen er tidfærdiget til den lokale kroejer.<br />
b. 13.<br />
c. 28 enkeltstående tilladalser til 8 forskellige forsamlingshuse, der hver har fået tildelt følgende<br />
antal tilladelser: 7, 1, 4, 6, 2, 3, 3 og 2.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for tilladelser til stærke drikke for 3 måneder ad gangen, for tilladelser til ikke-stærke drikke<br />
for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. 1.<br />
ad 6. Det kan oplyses, at man her i politikredsen først ved indeværende års begyndelse er gået over til<br />
at give forsamlingshusene tilladelse til udskænkning af stærke drikke, og de erfaringer, man hidtil<br />
har indhøstet, har ikke været særlig gode, idet forsamlingshusværterne næppe kan siges at have den<br />
samme faste ledelse i deres virksomheder, som de faste beværtere har i deres. Rent bortset fra, at<br />
disse tilladelser i al almindelighed giver anledning til delvis ukontrolleret drikkeri, hovedsagelig<br />
ved foreningsballer, hvor størsteparten af deltagerne er ganske unge mennesker, har man i den<br />
forløbne tid her i kredsen haft 2 meget alvorlige tilfælde ved sådanne foreningssammenkomster,<br />
i det ene drejede det sig om voldtægt, og i det andet om vold af grov karakter. I begge tilfælde<br />
var gerningsmændene personer, der havde deltaget i foreningsfestlighederne, og var blevet påvirket<br />
af den spiritus, de havde nydt i forsamlingshuset".<br />
Politimesteren i Store-Heddinge m. v.:<br />
„ad 1. 16.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3.<br />
a. 8.<br />
b. 1.<br />
c. 12 (henholdsvis 5, 3, 1, 2, 1).<br />
d. 5 (henholdsvis 1, 4).<br />
ad 4. Ja, 3 måneder ad gangen.<br />
ad 5. Ingen.<br />
ad 6. Man har hidtil ikke haft uheldige erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende ved forsamlingshvises<br />
benyttelse til de angivne formål".<br />
Politimesteren i Præstø m. v.:<br />
„ad 1. Der findes 7 forsamlingshuse i politikredsen.<br />
ad 2. Der er knyttet beværterbevilling uden ret til stærke drikke til 1 forsamlingshus.<br />
ad 3. 6 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning i<br />
medfør af beværterlovens § 22.<br />
a. 1 forsamlingshus har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.<br />
b. Ingen forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
c. Der er meddelt 31 enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke; disse tilladelser<br />
fordeler sig således: Mern forsamlingshus: 9, Jungshoved forsamlingshus: 5, Baarse forsamlingshus:<br />
6, Roholte forsamlingshus: 5 og Tappernøje forsamlingshus: 6.<br />
d. Der er ikke givet enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke,<br />
ad 4. Stående tilladelser fornyes kontinuerligt for 3 mdr.<br />
ad 5. Der findes ikke andre lokaler i politikredsen, herunder i købstaden, til hvilke der ikke er knyttet<br />
beværterbevilling, son: regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til afholdelse af bl. a. selskabelige<br />
sammenkomster og lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.<br />
ad 6. Der har intet været at bemærke i ædruelighedsmæssig henseende ved forsamlingshusenes benyttelse<br />
til selskabelige sammenkomster m. v.".<br />
Politimesteren i Vordingborg m. v.:<br />
„ad 1. 16 forsamlingshuse.<br />
ad 2. 0 forsamlingshuse.<br />
ad 3. 15 forsamlingshuse.
151
152<br />
Udskænkning af stærke drikke finder kun sted i de pågældende forsamlingshuse ved foreningsfester,<br />
hvor den pågældende forening ca. 14 dage i forvejen har søgt og opnået politimesterens tilladelse<br />
til afholdelse af festen.<br />
De pågældende § 22-tilladelser bliver hvert år i januar måned gjort til genstand for en nærmere<br />
undersøgelse, forinden bevillingen fornyes på tre måneder. De følgende tre gange fornyes bevillingen<br />
kontinuerligt.<br />
Det skal endvidere bemærkes, at de pågældende forsamlingshuse drives på en sådan måde, at der<br />
ikke har været grund til at skride ind i noget tilfælde i de sidste fire år".<br />
„ at der her i Stubbekøbing landdistrikt er følgende forsamlingshuse:<br />
1) Vejringe forsamlingsbygning.<br />
2) Magiebrænde forsamlingsbygning.<br />
3) Torkildstrup forsamlingsbygning.<br />
4) Gun slev forsamlingsbygning.<br />
De nævnte forsamlingshuse har alle en stående tilladelse med ret til udskænkning af stærke drikke<br />
i medfør af beværterlovens § 22, stk. 3, og disse tilladelser bliver meddelt for et tidsrum af 3 mdr. ad gangen<br />
og fornyet kontinuerligt af politimesteren.<br />
Der forefindes ikke lokaler eller bygninger, som anvendes til afholdelse af selskabelige sammenkomster<br />
og lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.<br />
Med hensyn til spørgsmålet om ædrueligheden i forsamlingshusene skal jeg anføre, at efter min<br />
erfaring foregår der ved festernes afholdelse ikke drikkeri af overstadig karakter, som giver anledning til<br />
uorden eller spektakter, og jeg har ikke bemærket, at nydelsen af spiritus er i tiltagende, tværtimod er der<br />
på nuværende tidspunkt snarere en vis tendens til mere mådehold."<br />
„I Væggerløse landdistrikt, der on fatter Idestrup, Væggerløse, Skelby og Gedesby sogne, findes<br />
der 4 forsamlingshuse, der er beliggende i Idestrup, Væggerløse, Skelby og Gedesby byer.<br />
Ingen af forsamlingshusene har beværterbevillinger (hverken med eller uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke), men alle 4 forsamlingshuse har en kontinuerlig § 22-tilladelse, der udstedes for 3 måneder<br />
ad gangen og giver ret til beværtning og udskænkning af stærke drikke ved møder, fester o. 1.<br />
Ønsker foreninger at afholde fester, indgives ansøgning, og tilladelser meddeles af pa. N. N.,<br />
Nykøbing F., der fører journal over de meddelte tilladelser.<br />
Foruden forsamlingshusenes selskabslokaler er der her i distriktet på „Det gamle badehotel",<br />
Marielyst, Væggerløse sogn, en festsal, der benyttes som selskabslokale og udlejes til foreninger til fester<br />
o. 1. på samme måde som forsamlingshusene.<br />
Ædrueligheden i forsamlingshusene må siges at ligge på linie med ædrueligheden i restauranter<br />
i byerne.<br />
Med hensyn til hvilke arter af festligheder, der afholdes i forsamlingshusene, kan det oplyses, at<br />
forsamlingshusene anvendes til hasflidsud?tillinger, dilettant, danseundervisning, gymnastikopvisning,<br />
badminton o. 1. fester i forbindelse hermed. Endvidere til fester i anledning af udendørs sportsstævner —<br />
piivate fester og ved store begravelser".<br />
„I Karleby landdistrikt findes følgende 7 forsamlingshuse, der må henregnes som hørende til den<br />
art, der omtales i beværterlovens § 26, stk. 3: Karleby — Horbelev —- Falkerslev —• Horreby —- Lidstrup<br />
— Systofte og Egebjærg forsamlingshuse.<br />
Der er ikke knyttet fast beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til nogen af<br />
disse, og normalt har alle disse forsamlingshuse en stående tilladelse til lejlighedsvis udskænkning af stærke<br />
drikke, jfr. beværterlovens § 22, stk. 3. Denne tilladelse fornyes kontinuerligt for 3 måneder ad gangen,<br />
men en gang om året — i januar måned — indsendes der til politimesteren en rapport med oplysning om,<br />
hvorvidt der måtte være noget, der taler for, at tilladelsen ikke fremtidig gives kontinuerligt.<br />
For N. N. forsamlingshus' vedkommende har der dog i de sidste 2 år været en undtagelse, idet dette<br />
forsamlingshus af sundhedsmæssige grunde ikke har en stående tilladelse, men må søge hver gang, der skal<br />
være møde eller fest i bygningen. Årsagen er, at brøndvandet ikke er egnet til drikkevand. Når tilladelsen<br />
gives, er det derfor på betingelse af, at der til lejligheden kun benyttes vand, der hentes på en nærliggende<br />
gård. Der arbejdes stadigt på at gøre drikkevandet brugeligt, og når vandet engang kan godkendes som<br />
drikkevand, vil forsamlingshuset antagelig i lighed med tidligere få en stående tilladelse.
153<br />
Ved bestyrelsesmøder i foreninger — sognerådsmøder, begravelser o. 1., generalforsamlinger<br />
m. m. — hvor der hovedsagelig udskænkes ikke-stærke drikke, meddeles det normalt ikke til politiet, at<br />
tilladelsen benyttes. Derimod er det en stående regel, at der søges om tilladelse til at holde åbent — hvilket<br />
skal forstås således, at der ønskes tilladelse til salg af stærke drikke, når der afholdes foreningsfester, andespil,<br />
dilettantkomedie, udstillinger og private fester som jubilæum, guld- og sølvbryllup m. v. Ved disse<br />
lejligheder gives der normalt tilladelse til udskænkning af stærke drikke og ikke-stærke drikke til kl. 1.00,<br />
hvilket skal forstås således, at der skal lukkes på dette tidspunkt.<br />
Der findes ikke i herværende landdistrikt andre lokaler, til hvilke der ikke er knyttet beværterbevilling,<br />
som benyttes regelmæssigt eller lejlighedsvis til fester o. 1.<br />
I besvarelse af skrivelsens spørgsmål nr. 6 skal jeg anføre, at det er min erfaring i ædruelighedsmæssig<br />
henseende, at den bestående ordning med en stående tilladelse, jfr. beværterlovens § 22, stk. 3,<br />
som fornyes kontinuerligt for 3 måneder ad gangen, er absolut god, når det som her i kredsen forlanges<br />
af forsamlingshusbestyreren eller foreningen eller den, som ønsker at benytte forsamlingshuset til formål,<br />
hvor der ønskes servering af stærke drikke, i god tid — ca. 14 dage i forvejen — søger om tilladelse til at<br />
holde åbent. På den måde har man kontrol med, hvornår der nydes spiritus i forsamlingshuset, og når<br />
åbningstilladelsen normalt begrænses til kl. 1.00, finder der sjældent væsentlige tilfælde af umådeholden<br />
nydelse af spiritus sted.<br />
Jeg ved fra steder, hvor der ikke gives tilladelse til forsamlingshuse i medfør af § 22, stk. 3, at det<br />
drikkeri, der her finder sted uden for forsamlingshuset af medbragt spiritus, afstedkommer mere skade end<br />
det kontrollerede drikkeri i forsamlingshuset. På den nuværende måde gives der politiet anledning til kontrol<br />
med drikkeriet, hvilket f. eks. kan have betydning i sager vedrørende overtrædelse af motorlovens §<br />
24, 3, hvor man her har eventuelt tjenere og forsamlingshusbestyreren at holde sig til, når man søger<br />
oplysninger.<br />
Endvidere er den omstændighed, at tilladelsen er begrænset til 3 måneder ad gangen, en fordel,<br />
idet man med sikkerhed kan sige, at der passes bedre på, at der ikke sker overtrædelse af nogen art, når<br />
man er klar over, at sådanne eventuelt vil bevirke, at tilladelsen ikke fornyes.<br />
På den anden side mener jeg også, at befolkningen er udmærket tilfreds med den bestående ordning.<br />
Der er sogne, der ikke ønsker fast beværterbevilling, men helst ser, at der kun serveres spiritus ved<br />
de særlige anledninger, man mødes til i forsamlingshuset.<br />
I besvarelse af følgeskrivelsen af samme dato fra handelsministeriet vedrørende samme forhold<br />
kan oplyses, at de ønskede oplysninger bedst kan gives fra politistationen, hvor man fører journal over de<br />
tilladelser, der gives til forsamlingshusene".<br />
Politimesteren i Nykøbing F. anfører herefter:<br />
„Det var ved min forflyttelse her til kredsen for knapt et år siden en for mig hidtil ganske ukendt<br />
praksis, at intet forsamlingshus havde beværterbevilling, men dreves med kontinuerligt fornyede stående<br />
§ 22-tilladelser. Bortset fra, at denne praksis' forenelighed med beværterlovens ordlyd forekommer mig<br />
noget tvivlsomt, er det min erfaring, at den i praksis virker godt og giver politiet gode muligheder for at<br />
skride ind mod drikkeri og anden uorden, såvelsom til at få gennemført påkrævede forbedringer af toilet-,<br />
vandforsynings-, afløbs- og lignende forhold, idet man kan betinge tilladelsens fortsatte fornyelse af, at<br />
påklagede forhold bringes i orden, hvilket ikke er et så indgribende og økonomisk vidtrækkende skridt<br />
som at nægte anbefaling til en bevillings fornyelse".<br />
Politimesteren i Saxkøbing m. v.:<br />
„ad 1. Der findes 13 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3.<br />
a. 12.<br />
b. Ingen.<br />
c. Der er til 1 forsamlingshus meddelt 3 enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.<br />
d. Ingen.<br />
ad 4. Det er sædvanligt at forny de stående tilladelser kontinuerligt for 3 måneder ad gangen.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Man har indtrykket af, at ædrueligheden i forsamlingshuse — navnlig når det drejer sig om foreninger,<br />
bestående af unge — ikke er så stor som ønskelig. Medvirkende årsag hertil er sikkert<br />
den mere amatørmæssige måde, hvorpå forsamlingshusene drives med benyttelse af ikke faglært<br />
medhjælp".
154<br />
Politimesteren i Rødby m. v.:<br />
„ad 1. Der findes inden for politikredsen 7 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede<br />
art.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3a. 6.<br />
ad 3b.—d. Ingen.<br />
ad 4. Ja, for 3 måneder ad gangen.<br />
ad 5. 2 (i Maribo).<br />
ad 6. En landbetjent anfører som sin erfaring, „at der ved disse forsamlingshusballer konsumeres en<br />
mængde spiritus med dertil hørende råben og skrigen efter lukketid, og det siger sig selv, at en fast<br />
bestyrer, der ikke har andet fast erhverv, er interesseret i, at der bliver drukket så meget som muligt,<br />
da hans fortjeneste bliver derefter", medens en anden landbetjent udtaler, at „sammenkomst<br />
i de forskellige forsamlingshuse her ikke på nogen måde er værre eller mere udæskende,<br />
end hvad der affødes af sammenkomst i offentlige restaurationer med dertil hørende selskabsog<br />
forsamlingslokaler, tværtimod. Det tilføjes, at sognerådet i de sogne, hvor disse 4 forsamlingshuse<br />
er beliggende, også har hånd i hanke med, hvad der foregår".<br />
Benyttelsen af de under punkt 5 anførte lokaler i Maribo har ikke givet anledning til<br />
kritik".<br />
Politimesteren i Nyborg m. v.:<br />
„ad 1. 22.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 22.<br />
a. 18.<br />
b. 4.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. For så vidt angår de forsamlingshuse, der opnår tilladelse til at udskænke stærkt øl, og kun det,<br />
kan oplyses, at forsamlingshusets vært hver måned angiver, hvilke møder og fester der agtes<br />
afholdt i den kommende måned, samt oplyser navnene på foreningerne, der står for arrangementerne,<br />
hvorefter der udfærdiges tilladelse til at udskænke stærkt øl ved disse lejligheder og kun<br />
ved disse.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Med hensyn til dette spørgsmål kan det oplyses, at erfaringerne må siges at være gode; der har ikke<br />
været anledning til udover nogle enkelte tilfælde at skride ind overfor umådeholdent drikkeri,<br />
og man praktiserer det på den måde, at værten har mistet tilladelse til at udskænke stærkt øl<br />
i en måned".<br />
Politimesteren i Svendborg m. v.:<br />
„ad 1. Der findes i politikredsen 25 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, nævnte art.<br />
ad 2. Der er knyttet bevilling uden ret til udskærkning af stærke drikke til 11 forsamlingshuse.<br />
ad 3. I tiden fra 1. januar—-30. juni 1952 har 17 forsamlingshuse opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning<br />
i medfør af beværterlovens § 22.<br />
a. Der er meddelt stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke til 6 forsamlingshuse, jfr. § 22,<br />
stk. 3.
155<br />
b. Der er meddelt stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke til 11 forsamlingshuse.<br />
c. Der er meddelt enkeltstående tilladelser til 2 forsamlingshuse til udskænkning af stærke drikke;<br />
disse tilladelser fordeler sig med henholdsvis 2 og 10 tilladelser.<br />
d. Der er i 1 tilfælde meddelt enkeltstående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke,<br />
ad 4. Som regel fornyes tilladelserne kontinuerligt for 3 måneder ad gangen.<br />
ad 5. Der findes i politikredsen 6 andre lokaler, der lejlighedsvis benyttes til selskabelige sammenkomster,<br />
hvortil deltagerne ofte selv medbringer drikkevarer.<br />
ad 6. Erfaringer viser, at de pågældende forsamlingshuse, og til dels de under punkt 5 nævnte andre<br />
lokaler ret ofte benyttes til rene baller, og at der ved disse lejligheder foregår et ret omfattende<br />
drikkeri af medbragt spiritus.<br />
De ovennævnte lejlighedstilladelser til forsamlingshuse gives hovedsageligt til festligheder i anledning<br />
af foreningssammenkomster, dilettant-forestillinger og sportsstævner m. v.".<br />
Politimesteren i Rudkøbing m. v.:<br />
„ad 1. Af de i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede forsamlingshuse findes der i herværende politikreds<br />
ialt 13 fordelt med 9 på Langeland og 4 på Ælrø.<br />
ad 2. Der er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til 2 forsamlingshuse.<br />
ad 3.<br />
a. Ingen af forsamlingshusene har i tiden 1. januar—30. juni 1952 haft stående tilladelse til udskænkning<br />
af stærke drikke.<br />
b. 1 forsamlingshus har i nævnte tidsrum haft stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke<br />
drikke.<br />
c. 5 forsamlingshuse har i nævnte tidsrum opnået tilladelse til udskænkning af stærke drikke i enkeltstående<br />
tilfælde. Der er ialt meddelt 60 sådanne tilladelser, der fordeler sig med 18, 18, 11, 12 og 1<br />
på de enkelte forsamlingshuse,<br />
d. Der er ikke i nævnte tidsrum meddelt enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke<br />
drikke.<br />
ad 4. Den stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke, jfr. 3 b, fornyes kontinuerligt for 1<br />
kvartal ad gangen.<br />
ad 5. Der findes i politikredsen ingen lokaler af den omhandlede art.<br />
ad 6. Politiets erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende vedrørende forsamlingshusenes benyttelse<br />
til de angivne formål kan i almindelighed betegnes som gode, dog forekommer det, at unge mennesker<br />
medtager stærke drikke til festligheder i forsamlingshuse, hvor der ikke beværtes med stærke<br />
drikke, og nyder sådanne drikke i forsamlingshusets nærhed, hvilket må ansea for et uheldigt<br />
forhold".<br />
Politimesteren i Fadborg m. v.:<br />
„ad 1. 30.<br />
ad 2. 1.<br />
ad 3.<br />
a. 8.<br />
b. 5.<br />
c. Henholdsvis 11, 16, 17, 1, 8, 8, 4, 3, 1, 3, 1 og 17.<br />
d. Henholdsvis 19, 6, 14, 8, 6, 4, 3, 2 og 1.<br />
ad 4. De stående tilladelser fornyes kontinuerligt for nye perioder på henholdsvis 3 måneder og 1 år.<br />
ad 5. 2.<br />
ad 6. Erfaringen i så henseende synes at være, at der ikke ses overdreven spiritusnydelse i ommeldte<br />
lokaler ud over, hvad man ser i almindelige restaurationslokaler. Hertil bidrager uden tvivl retten<br />
til at tilbagekalde tilladelsen i tilfælde af misbrug".<br />
Politimesteren i Odense henviser til en politirapport, hvor det anføres:<br />
„ad 1. I politikredsen forefindes 1 forsamlingshus (Ejby forsamlingshus).<br />
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling til fornævnte forsamlingshus.<br />
ad 3.<br />
a. Der forefindes ikke stående lejlighedstilladelse med stærke drikke til det under pkt. 1 nævnte forsamlingshus.<br />
b. Foreningen Ejby forsamlingshus har fået meddelt lejlighedstilladelse uden stærke drikke for eet<br />
år til brug under foreningens sammenkomster.
156<br />
c. Der har i tiden 1. januar—30. juni ]952 i 1 tilfælde været udstedt en lejlighedstilladelse med<br />
stærke drikke til Ejby forsamlingshus.<br />
d. Der har i samme tidsrum ikke været udstedt lej lighedstillade] ser uden stærke drikke til Ejby<br />
forsamlingshus.<br />
ad 4. Den anførte lejlighedstilladelse uden stærke drikke til Ejby forsamlingshus fornyes efter ansøgning<br />
til politimesteren for eet år.<br />
ad 5. Der findes her i politikredsen 3 lokaler, hvortil der ikke er knyttet beværterbevilling. Disse lokaler<br />
er 1) Odense Døvstummeforenings selskabslokaler, Abigaelsvej 12—14, 2) Odense Husmoderforenings<br />
lokaler, Lindealle 12, og 3) Arbejder Samariterforenings lokaler, Vestre Stationsvej 67.<br />
Af disse lokaler udlejes selskabslokalerne Abigaelsvej 12—14 erhvervsmæssigt og regelmæssigt,<br />
hvorfor der, når der er tale om salg af stærke drikke i foreninger, jfr. beværterlovens § 26, udstedes<br />
en lejlighedstilladelse. Af alle sammenkomster, hvortil der indføres stærke drikke i ejendommen,<br />
betales omsætningsafgift til staten.<br />
De øvrige 2 anførte lokaler udlejes kun til foreningens medlemmer, lejlighedsvis til familiesammenkomster<br />
o. lign., og der udstedes ikke lejlighedstilladelser, medmindre der er tale om,<br />
at der sælges stærke drikke.<br />
ad 6. Der er ikke af herværende politi gjort dårlige erfaringer vedrørende afbenyttelse af de nævnte<br />
lokaler i ædruelighedsmæssig henseende".<br />
Politimesteren i Odense herred m. v.:<br />
„ad 1. Forsamlingshuse efter beværterlovens § 26, stk. 3: 28.<br />
ad 2. Forsamlingshuse med beværterbevilling uden ret til stærke drikke: 0.<br />
ad 3. Lejlighedstilladelser i medfør af beværterlovens § 22:<br />
a. Stående tilladelser, stærke drikke: 0.<br />
b. Stående tilladelser, ikke-stærke drikke: 26.<br />
c. Enkeltstående tilladelser, stærke drikke, 26 tilladelser på 6 forsamlingshuse, fordelt med 5—<br />
1—1—2—3 og 14 på hvert forsamlingshus.<br />
Ofte gives disse tilladelser kun til udskænkning af øl under fællesspisning, ikke til det<br />
efterfølgende bal.<br />
d. Enkeltstående tilladelser, ikke-stærke drikke: 0.<br />
ad 4. Kontinuerlig fornyelse af stående tilladelser: Ja, for 1 år ad gangen,<br />
ad 5. Andre lokaler til nydelse af medbragte drikkevarer: 1.<br />
ad 6. Erfaringerne i ædruelighedsmæssig henseende:<br />
De meddelte tilladelser til forsamlingshuse har ikke givet dårlige erfaringer, hverken for stærke<br />
drikkes eller ikke-stærke drikkes vedkommende.<br />
Som for kroernes vedkommende vil de lavere priser i detailhandelen også for forsamlingshusene<br />
medføre noget smugdrikkeri af medbragte stærke drikke, uanset om tilladelse er givet eller ikke.<br />
Den her anvendte praksis, at give tilladelse til øl til maden (jfr. foran under 3 c), således til aktionærernes,<br />
jagtforeningers og skj'tteforeningers årlige generalforsamling med fællesspisning, og ikke til det<br />
efterfølgende bal, synes at virke særdeles heldigt, både at dæmpe forbruget og at svække lysten til selv at<br />
medbringe stærke drikke".<br />
Politimesteren i Kerteminde m. v.:<br />
„ad 1. 19.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3. 12.<br />
a. Ingen.<br />
b. 7.<br />
c. 12.<br />
Rynkeby 12 Rønninge 9<br />
Munkebo 6 Rolfsted 11<br />
Marslev 12 Davinde 12<br />
Birkende 14 Allerup 3<br />
Fraugde 16 Mesinge 4<br />
Birkum 8 Martofte 2.<br />
d. Se under b; der søges ikke om enkeltstående tilladelser.<br />
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.
157<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Erfaringerne med hensyn til ædrueligheden ved disse forsamlingshusfester og baller er ikke de<br />
bedste, ornend det sjældent udarter så stærkt, at politiet må tilkaldes.<br />
Forholdene synes dog nærmest at være bedst, hvor der er meddelt tilladelse til salg af<br />
spiritus (øl), da prisen på dette jo sætter en vis grænse for, hvor meget der kan nydes.<br />
Hvor der ikke er givet tilladelse til salg af spiritus, medbringer deltagerne ofte sådan,<br />
der nydes udenfor og da som regel i større mængder".<br />
Politimesteren i Bogense m. v.:<br />
„ad 1. 29.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 29.<br />
a. 0.<br />
b. 29.<br />
c. 4 tilladelser til 4 forsamlingshuse.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år.<br />
ad 5. Ja, 2.<br />
ad 6. Man tillader sig at henvise til de vedlagte indberetninger om spørgsmålet.<br />
De 7 politirapporter er sålydende:<br />
„ at der i Jullerwp politidistrikt findes ialt 9 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26,<br />
stk. 3, omhandlede art, nemlig:<br />
1. Roerslev,<br />
2. Nr. Nærå,<br />
3. Nørreby,<br />
4. Jersore,<br />
5. Grindløse,<br />
6. Nr. Esterbølle,<br />
7. Smidstrup,<br />
8. Ejlby og<br />
9. Melby.<br />
Samtlige forsamlingshuse har nu stående lejlighedstilladelse, der giver ret til udskænkning af<br />
afholdsøl, sodavand og kaffe til kl. 22.<br />
Ingen af forsamlingshusene har ret til udskænkning af stærke drikke, og ingen af dem har beværternæring.<br />
Tilladelserne er givet for tiden fra 1. september 1951 til 31. august 1952 og udløber altså<br />
alle med slutningen af denne måned.<br />
I Nr. Esterbølle, Smidstrup og Jersore forsamlingshuse er kommet nye værter henholdsvis 1. februar<br />
1952, 1. april og 1. juli 1952. Også disse tilladelser gælder til 31. august 1952, og der vil inden udgangen<br />
af denne måned indgå andragender om fornyelse fra samtlige værter, idet dog bemærkes, at N. N.<br />
forsamlingshus for tiden er uden vært på grund af værtindens tiltagende svaghed.<br />
De af ministeriet stillede spørgsmål må i henhold til foranstående herefter besvares således:<br />
ad 1. 9.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 0 (de 3 siden 1. januar meddelte tilladelser afløser tidligere givne).<br />
a. 0.<br />
b. 0 (samtlige 9 tilladelser er givet forsamlingshusene før 1. jaDuar d. å.).<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, med gyldighed for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. 1. Præsten i N. N. har lejlighedstilladelse til servering af kaffe med videre til kirkelige møder i<br />
menighedssalen i præstegården. Der medbringes ikke drikkevarer af deltagerne. Udløbet 1. juli<br />
d. å.<br />
ad 6. Der har gennem mange år på landet været nogen tilbøjelighed i visse kredse til selv at medbringe<br />
drikkevarer ved fester og lign. i forsamlingshusene, og den nuværende store restaurationsafgift<br />
på stærke drikke synes at have fremmet denne tilbøjelighed til nu også at omfatte festligheder i<br />
kroer og andre steder, hvor der er ret til udskænkning af stærke drikke, hvad i grunden er nær-
158<br />
liggende nok, eftersom man for prisen på f. eks. 1 bajer i en restauration kan få omtrent 2 såkaldte<br />
„høkerbajere" købt forinden festen ved en købmand. Denne skik, der altså nu jævnlig kan iagttages<br />
på steder, hvor der må serveres stærke drikke, overføres nu og da også til festerne i forsamlingshusene,<br />
hvor der kun er lejlighedstilladelse til servering med afholdsdrikke.<br />
Som regel er den medbragte spiritus indkøbt af flere i forening ved sammenskud og<br />
nydes af vedkommende selskabs herrer og damer borte fra selve forlystelsesstedet, og kun yderst<br />
sjældent konstateres det, at folk vover at tage den medbragte spiritus med ind i forsamlingshuset;<br />
men det kan hen på aftenen konstateres på stemningen, at større eller mindre dele af festdeltagerne<br />
har været „en tur i byen".<br />
Selve den meddelte lejlighedstilladelse konstateres yderst sjældent misbrugt, og den<br />
giver altså i almindelighed ikke lejlighed til nedbrydelse af ædrueligheden".<br />
„ at der i Gamby politidistrikt findes 4 forsamlingshuse, der alle har til formål at afgive lokaler<br />
til afholdelse af møder og andre sammenkomster. De nævnte 4 forsamlingshuse er:<br />
1. Haarslev forsamlingshus,<br />
2. Veflinge forsamlingshus,<br />
3. Skovby forsamlingshus,<br />
4. Skaastrup forsamlingshus.<br />
Til de nævnte forsamlingshuse er knyttet lejlighedstilladelse uden ret til udskænkning af stærke<br />
drikke for 1 år ad gangen (beværterlovens § 22, 3. stk.). Der har ganske undtagelsesvis været givet tilladelse<br />
til udskænkning af stærke drikke ved private fester, dog med et begrænset antal genstande og ved<br />
sluttet bord. Dette drejer sig kun for hvert forsamlingshus om 1 å 2 tilladelser pr. år. Tilladelserne har da<br />
været for en enkelt dag.<br />
Der findes ikke andre lokaler her i distriktet, hvor selskabelige sammenkomster afholdes, bortset<br />
fra kroer og gæstgiverier, hvortil bevilling er knyttet. Det skal dog bemærkes, at det ikke er ualmindeligt,<br />
at unge mennesker, såvel som ældre, der deltager i fester såvel på kroer som i forsamlingshuse, medbringer<br />
spiritus, som de så nyder uden for de benyttede lokaler, hvor fester afholdes".<br />
„ at jeg i mit distrikt, der omfatter Otterup, Norup og Krogsbølle sogne, har følgende forsamlingshuse<br />
og sale, der benyttes til møder og afholdelse af baller:<br />
1. Egense forsamlingshus, Øster Egense, Norup sogn,<br />
2. Baardesø forsamlingshus, Baardesø, Krogsbølle sogn,<br />
3. Norup brugsforenings sal, Norup, Norup sogn,<br />
4. Hasmark brugsforenings sal, Hasmark, Norup sogn,<br />
5. „Falkereden", Damløkkevej, Otterup sogn.<br />
ad 1. Ingen.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3. 3, nemlig Baardesø forsamlingshus, Norup brugsforenings sal og Egense forsamlingshus.<br />
a. Ingen.<br />
b. Ingen.<br />
ad 4. Tilladelserne gives fra politikontoret i Bogense, hvorfor kontoret må kunne oplyse dette spørgsmål<br />
bedre end jeg.<br />
ad 5. Oplyst under 1.<br />
ad 6. At det ikke er det bedste, idet særlig unge mennesker selv for en del medbringer drikkevarer, som<br />
de nyder udenfor forsamlingshusene, hvorved de påvirkes, og dette udarter sig til tider til spektakler.<br />
Med hensyn til „Falkereden" i Otterup skal jeg oplyse, at denne ejes af D. U. I. ved N. N.<br />
Huset er en gammel såkaldt „tyskerbarak" og er købt af D. U. I., Otterup, som samlingslokale,<br />
men da økonomien ikke just er god, lejes huset af og til ud til foreninger og private fester.<br />
Der har tidligere været mange sager på N. N. forsamlingshus, der nu hører under lpb.<br />
P. P., men som tidligere har hørt under mit distrikt. R. R. ungdomsforening holdt mange baller<br />
i nævnte forsamlingshus, men der var næsten ballade under og efter ballerne, hvilket bevirkede,<br />
at foreningens bestyrelse måtte betale bøder. Der blev ti] sidst valgt ny formand og formentlig<br />
også ny bestyrelse, hvorefter foreningen er faldet til ro.<br />
Det, der er det værste ved forsamlingshusene, er, at bestyrelserne skal søge at få udgifterne<br />
ved forsamlingshusenes vedligeholdelse ind ved udleje af husene, hvorfor der ikke altid ses<br />
hen på, hvem der lejer dem. Blev en forening, hvor der ofte eller altid var uro ved dens baller<br />
i forsamlingshuset, nægtet tilladelse til at leje huset, skulle der nok blive ro, men her vejer pengene
ad 2, Samtlige forsamlingshuse har i henhold til beværterlovens § 22 tilladelse til servering uden ret til<br />
udskænkning af stærke drikke.<br />
ad 3 a, b. c og d.<br />
De stillede spørgsmål kan ikke besvares af undertegnede, der må henvise til den på politikontoret<br />
førte journal over lejlighedstilladelser.<br />
ad 4. De til forsamlingshussne givne tilladelser med ret til servering uden ret til udskænkning af stærke<br />
drikke meddeles for eet år ad gangen og fornyes efter derom indgivet ansøgning.<br />
ad 5. Der findes ikke i herværende landpolitidistrikt andre lokaler end de nævnte forsamlingshuse, til<br />
hvilke der er knyttet bevillinger af nogen art (beværtninger og konditorier undtaget), eller hvor<br />
selskabelige sammenkomster eller møder afholdes.<br />
ad 6. Der har undertegnede bekendt ikke fundet uorden sted ved de i forsamlingshusene afholdte fester.<br />
Under patruljer har jeg dog konstateret, at der drikkes medbragt spiritus, men ved afhøring af de<br />
personer, som man mener har nydt spiritus, får man altid samme svar, nemlig at de har drukket<br />
spiritussen hjemme, inden de gik til forsamlingshuset. Der har i de l 1 /2 år, jeg har været tjenstgørende<br />
her i distriktet, ikke været grund til at skride ind i et eneste tilfælde.<br />
Jeg har ikke i noget tilfælde under patruljer konstateret, at personer har været berusede<br />
ved forsamlingshusballer, men det har kunnet mærkes, at en del af deltagerne har været lettere<br />
påvirket".<br />
,ad 1. Der findes i alt 4 forsamlingshuse i Lumby landpolitidistrikt, henholdsvis i Lumby, Lumby Taarup,<br />
Stige og Allesø, alle af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.<br />
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til noget af forsamlingshusene.<br />
ad 3. Samtlige forsamlingshuse har lejlighedstilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke. Tilladelserne<br />
er gældende for 1 år.<br />
ad 4. Se punkt 3.<br />
ad 5. Der findes ikke andre lokaler her i distriktet, som regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til sammenkomster,<br />
bortset fra de lokaler, hvortil der er knyttet beværterbevilling.<br />
ad 6. Ædrueligheden ved de forskellige fester er betinget af festens art og af den pågældende forening.<br />
Ved enkelte fester og baller bliver der bragt en del spiritus med til forsamlingshuset, hvor den
160<br />
bliver indtaget i nærheden af forsamlingshuset, men iøvrigt har der ikke været grund til at klage<br />
over ædrueligheden ved lokalernes benyttelse".<br />
„ at der her i Bogense købstad ikke findes noget forsamlingshus.<br />
„De Unges Idræt", Bogense afd., ejer et mindre lokale i St. Annagade, Bogense, til hvilket der ikke<br />
er knyttet beværterbevilling. Dette lokale bruges til mødelokale og til selskabelige sammenkomster for<br />
foreningens medlemmer, der selv medbringer mad- og drikkevarer; der rinder ingen udskænkning sted.<br />
Det oplyses, at der i årets løb har været afholdt ca. 25 fester.<br />
De ovennævnte fester har ikke givet anledning til ulempe eller til indskriden fra politiets side,<br />
og drukkenskab og uorden har ikke fundet sted".<br />
Politimesteren i Assens m. v.:<br />
„ad 1. 15.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3a. 0.<br />
b. 0.<br />
c. 47.<br />
d. 74.<br />
ikke-stærke drikke stærke drikke<br />
Strandby forsamlingshus 1 7<br />
Kerte 11 1<br />
Søllested 8 0<br />
Turup 0 10<br />
Køng 3 8<br />
Søby 4 0<br />
Ørsted 20 2<br />
Gamtofte 2 0<br />
Barløse 6 0<br />
Helnæs — 4 0<br />
Thorøhuse — 0 6<br />
Baagø 0 2<br />
Frøbjerg 9 2<br />
Snave — 0 7<br />
Tanderup — 6 0<br />
ad 5. 2.<br />
ad 6. Forsamlingshusenes og de andre lokalers benyttelse har ikke givet anledning til klager og ulemper<br />
som følge af gæsternes overdrevne nydelse af spiritus bortset fra få isolerede tilfælde".<br />
Politimesteren i Middelfart m. v.:<br />
„ad 1. 0 (Der er 15 forsamlingshuse i kredsen).<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 13 forsamlingshuse har lejlighedstilladelse, der gælder for 1 år ad gangen.<br />
ad 3a. 0.<br />
b. De ovenfor nævnte 13 forsamlingshuse.<br />
c. 1.<br />
d. 1.<br />
ad 4. Ja, for et år.<br />
ad 5. 1 (ikke-stærke drikke).<br />
ad 6. Der har fra politiets side ikke været noget at bemærke i anledning af de givne tilladelser".<br />
Politimesteren i Fredericia m. v.:<br />
„ad 1. 19.<br />
ad 2. 5.<br />
ad 3. 8.<br />
a. 0.<br />
b. 8.<br />
c. 0
161<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja — 1 år.<br />
ad 5. Ja — 8.<br />
ad 6. Der er ikke i ædruelig henseende konstateret noget ulovligt ved de omhandlede lokalers benyttelse<br />
til de angivne formål".<br />
Politimesteren i Kolding m. v.:<br />
„ad 1. 39 forsamlingshuse.<br />
ad 2. 7 —<br />
ad 3. 16 —<br />
a. Ingen —<br />
b. 16 —<br />
c. Ingen —<br />
d. Ingen —<br />
ad 4. Ja, tilladelserne meddeles for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. Nej, ikke så vidt vides.<br />
ad 6. Man har ikke gennem det herværende landpoliti fået nogen erfaring for, at der foregår drikkeri<br />
i eller ved forsamlingshusene".<br />
Politimesteren i Vejle m. v. henholder sig til en politirapport, hvori det anføres:<br />
„ad 1. Der er 40 forsamlingshuse plus 16 missionshuse i politikredsen. Ang. missionshusene skal jeg<br />
oplyse, at enkelte af disse har lejlighedstilladelse i henhold til beværterlovens § 22.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 12.<br />
a. 0.<br />
b. 11.<br />
c. Et enkelt forsamlingshus (Bredballe) har haft 3.<br />
d. 0.<br />
ad 4. I det store og hele fornyes de kontinuerligt for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. Dansk Arbejderloge, Worsaaesgade 7, Arbejdernes Andelsboliger, Roarsvej 17, og samme selskabs<br />
boligkompleks i Møllevangen, Vejle. Lokalerne i Møllevangen er dog endnu ikke taget i<br />
anvendelse, da de er nyopført. Lokalerne i andelsboligernes to fornævnte komplekser kan kun<br />
benyttes af beboerne i andelsboligerne.<br />
ad 6. Forholdene varierer noget i de forskellige politidistrikter her i kredsen. Det kan dog vist i almindelighed<br />
fastslås som sædvane ved baller i forsamlingshusene på landet, hvor der ingen anden<br />
adgang er til at få spiritus, at en stor del af ungdommen selv medbringer spiritus, der indtages<br />
i forsamlingshusets nærmere omegn.<br />
Med hensyn til benyttelsen af de under punkt 6 anførte lokaler her i byen, da har der<br />
ikke været noget at udsætte".<br />
Politimesteren i Horsens m. v.:<br />
„ad 1. Indenfor politikreds 36 findes ialt 20 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede<br />
art.<br />
ad 2. Til 2 af disse er der knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke,<br />
ad 3. I tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 har ialt 5 forsamlingshuse fået lejlighedstilladelse i medfør af<br />
beværterlovens § 22.<br />
a. Der findes ingen stående tilladelse for forsamlingshuse til at udskænke stærke drikke.<br />
b. Der findes 7 stående tilladelser til beværtning uden udskænkning af stærke drikke, af hvilke 2 er<br />
meddelt før 1. januar 1952.<br />
c. Der er ialt givet 8 enkeltstående tilladelser til udskasnkning af stærke drikke, således at 3 forsamlingshuse<br />
hver har haft 1 tilladelse, 1 har haft 2 tilladelser og 1 har haft 3 tilladelser.<br />
d. Der er ikke givet enkeltstående tilladelser til tidskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
ad 4. Det er sædvanligt at give de under 3 b anførte tilladelser for et år ad gangen, således at de i almindelighed<br />
fornyes kontinuerligt.<br />
ad 5. Der findes i købstadområdet 2 lokaler, som lejlighedsvis, 2—3 gange om året, udlejes til private<br />
sammenkomster, hvor deltagerne selv medbringer drikkevarer.
162<br />
ad 6. Man har erfaring for, at unge mennesker ofte medbringer indkøbt spiritus i forsamlingshuse. Selvom<br />
bestyrelsen ved foreningsfester påser, at der ikke finder drikkeri sted i lokalerne, og udviser<br />
berusede personer, kan det ikke hindres, at der drikkes meget spiritus i de til forsamlingshuse<br />
stødende områder".<br />
Politimesteren i Voer og Nim herreder m. v.:<br />
„ad 1. 57.<br />
ad 2. 3.<br />
ad 3.<br />
a. 0.<br />
b. 37.<br />
c. 2 med 2 tilladelser til hvert forsamlingshus.<br />
d. 1,1 gang.<br />
ad 4. Ja, fra 1. april til 31. marts hvert år.<br />
ad 5. Ingen.<br />
ad 6. Politikredsens 5 landpolitibetjente har på forespørgsel ikke fremført særlige beklagelser vedrørende<br />
ædrueligheden i forbindelse med forsamlingshusenes benyttelse; men det er dog mit<br />
indtryk, at der i en del tilfælde ved fester i forsamlingshuse deltager berusede personer, som<br />
enten har drukket spiritus på en nærliggende kro, eller som har medbragt spiritus til nydelse<br />
uden for forsamlingshuset.<br />
Dette forhold har også lejlighedsvis medført straffesager for vold, gadeuorden m. v. i<br />
forbindelse med sådanne forsamlingshusballer, og jeg kunne ønske, at der i en ny beværterlov<br />
blev mere klare bestemmelser vedrørende forsamlingshusenes benyttelse og lejlighed til mere<br />
fast kontrol med hensyn til lokalernes benyttelse og lukketid".<br />
Det er ved flere lejligheder, hvor der f. eks. foretages undersøgelse i anledning af slagsmål og<br />
lign. ved forsamlingshuse på landet, og hvor der ikke er ret til udskænkning af stærke drikke,<br />
konstateret, at deltagerne i ballet inden ankomsten hertil har forsynet sig med drikkevarer<br />
hjemmefra og enten har drukket dem hjemme eller medtaget dem til nydelse i nærheden af forsamlingshuset.<br />
På den anden side bliver politiet ganske overordentlig sjældent tilkaldt ved<br />
baller eller festligheder i sådanne forsamlingshuse for blot at skaffe ro og orden".<br />
Politimesteren i Hasle m. fl. herreder:<br />
„ad 1. 30.<br />
ad 2. 16.<br />
ad 3.<br />
a. 0.<br />
b. 3.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, 1 år.<br />
ad 5. 3.<br />
ad 6. Der har aldrig været klager over festerne i forsamlingshusene, heller ikke i ædruelighedsmæssig<br />
henseende.".<br />
Politimesteren i Hads-Ning herreder:<br />
„ad 1. lait 14 forsamlingshuse,<br />
ad 2. 0 beværterbevillinger.
164<br />
ad 3. 32.<br />
a. 0.<br />
b. 32.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. 7 — omfatter selskabslokaler i nye ejendomskomplekser. Lokalerne benyttes dog kun af de pågældende<br />
ejendommes beboere,<br />
ad 6. Politimesteren henviser til en politirapport, hvor det siges:<br />
„ at det er mit indtryk og erfaring i tiden fra efteråret 1939 og til dato, at det, man<br />
for 10—12 år siden så tit så og traf, når man som politimand kom til et forsamlingshus ved nattetid<br />
for at foretage polititilsyn med et foreningsbal, at flere unge mennesker stod i læ ved en hæk<br />
eller måske stod helt frit fremme og i forening drak spiritus for derefter i løftet, også tit meget<br />
påvirket stemning, bagefter at komme ind i balsalen for at deltage i ballet, det ser man meget sjældent<br />
i de senere år, eller man ser det så godt som næsten aldrig. Hvis det en enkelt gang sker, så<br />
bliver pågældende set på af alle de tilstedeværende og næsten nedstirret, og alene dette synes en<br />
stor forandring, idet sådant forhold for ca. 10—12 år siden slet ikke blev lagt mærke til af de øvrige<br />
tilstedeværende, da det dengang var så almindeligt.<br />
Det er derfor — jfr. ovenstående — min erfaring ved jævnlige tilsyn<br />
ved foreningsballer o. lign., at det nu er meget mere sjældent at se eller træffe spirituspåvirkede<br />
unge mennesker i eller ved forsamlingshusene på landet end tidligere".<br />
Endvidere har politimesteren i Randers oplyst, „at forsamlingshusene i herværende politikreds<br />
fortrinsvis benyttes til foreningsballer. Desuden benyttes de til gymnastikopvisninger, dilettantforestillinger,<br />
foredrag, familiesammenkomster, såsom sølvbryllup, konfirmation, begravelse m. v.".<br />
Politimesteren i Hadsund:<br />
„ad 1. Der findes i herværende politikreds 37 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, 3. stk., omhandlede<br />
art.<br />
ad 2. Der er ikke til noget forsamlingshus benyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke<br />
drikke,<br />
ad 3.<br />
a. Der gives ikke her lejlighedstilladelser til udskænkning af stærke drikke til forsamlingshusene.<br />
b. Der er i tiden fra 1. januar til 30. juoi 1952 fornyet 6 stående lejlighedstilladelser uden stærke<br />
drikke, hvorved bemærkes, at 22 af forsamlingshusene har sådanne stående tilladelser.<br />
c. Der er ikke i den nævnte periode givet enkeltstående lejlighedstilladelser.<br />
d. Som 3 c.<br />
ad 4. De stående lejlighedstilladelser gives for 1 år ad gangen og fornyes kontinuerligt.<br />
ad 5. Der findes foruden forsamlingshusene 4 steder lokaler, som benyttes til sammenkomster. Det<br />
ene af disse lokaler har stående lejlighedstilladelse uden udskænkning af stærke drikke.<br />
ad 6. Bortset fra nogle enkeltstående tilfælde har man ikke erfaret om misbrug fra forsamlingshusværternes<br />
side. Derimod er det et almindeligt indtryk, at der foregår en del drikkeri i forbindelse<br />
med forsamlingshusfesterne, men under private former på nærliggende ejendomme og i fri luft.<br />
Det kan i denne forbindelse oplyses, at man også fra beværternes side hører beklagelser over, at<br />
der ved fester på kroerne foregår en del drikkeri andre steder, således at en del gæster møder på<br />
kroerne i påvirket tilstand, hvilket formentlig skyldes den betydelige prisforskel ved kroernes<br />
og købmændenes spiritussalg".<br />
Politimesteren i Hobro m. v.:<br />
„ad 1. 32.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 6.<br />
a. 0.<br />
b. 6. Yderligere 12 gældende tilladelser er meddelt før 1. januar 1952.<br />
c. 0.<br />
d. 7.<br />
ad 4. Ja, tilladelserne udfærdiges for 1 år.<br />
ad 5. Nej.
165<br />
ad 6. Jeg henviser herom til de af landpolitiet indsendte rapporter, ialt 4 stk.<br />
De pågældende politirapporter oplyser vedrørende dette spørgsmål følgende:<br />
„ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende giver forsamlingshusenes benyttelse her i området ikke grund<br />
til kritik eller bekymring. Der afholdes en del selskabelige sammenkomster og baller — hovedsagelig<br />
af stedlige ungdoms- og idrætsforeninger — men det hører efterhånden til sjældne undtagelser,<br />
at der er berusede personer til stede, og i så tilfælde kun i enkelttal. Jeg har ikke gennem<br />
flere år været tilkaldt til nogen af forsamlingshusene i anledning af berusede personers tilstedeværelse,<br />
slagsmål etc., ligesom jeg ikke heller ved daglig færden i området har hørt kritik af forsamlingshusenes<br />
benyttelse".<br />
„ad 6. Ved de i mit tjenesteområde beliggende forsamlingshuse er de ajdruelighedsmæssigt indhøstede<br />
erfaringer gode, idet der ikke ved baller,sammenkomster o. 1. finder drikkeri sted, ligesom jeg kun<br />
sjældent er tilkaldt til uorden.<br />
Ved stikprøvevis uanmeldt eftersyn foretaget under patrouillering har der intet været at<br />
bemærke".<br />
„ad 6. Ikke ufordelagtig".<br />
„ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende giver forsamlingshusenes benyttelse her i distriktet ikke nogen<br />
grund til kritik. Der afholdes, navnlig om efteråret og vinteren, en del selskabelige sammenkomster<br />
og baller — hovedsagelig af de stedlige ungdoms- og idrætsforeninger — men det hører efterhånden<br />
til sjældne undtagelser, at der er berusede personer til stede, og i så tilfælde er det kun meget få.<br />
Gennem flere år har jeg ikke været tilkaldt til nogen af forsamlingshusene i anledning af berusede<br />
personers tilstedeværelse, og ingen har, mig bekendt, yppet slagsmål med hinanden, ligesom jeg<br />
heller ikke har hørt nogen kritik over forsamlingshusenes benyttelse".<br />
Politimesteren i Nibe m. v.:<br />
„ad 1. 33.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3. 33.<br />
a. Ingen.<br />
b. 33.<br />
c. Ingen.<br />
d. Ingen (se 4).<br />
ad 4. Til samtlige de under spm. 1 anførte forsamlingshuse er givet en stående tilladelse til udskænkning<br />
af ikke-stærke drikke, der fornyes kontinuerligt for eet år ad gangen.<br />
ad 5. 3, der lejlighedsvis benyttes som anført i spørgsmålet.<br />
ad 6. Ved de lejlighedsvis foretagne kontroller med de nævnte forsamlingshuse er der ikke fra politiets<br />
side konstateret misbrug ved benyttelsen af disse lokaler og andre lokalers benyttelse til de angivne<br />
formål".<br />
Politimesteren i Aalborg m. v.:<br />
„ad 1. 7.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 3.<br />
a. 0.<br />
b. 3.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen løbende fra 1. april til 31. marts, altså sammenfaldende med statens finansår,<br />
ad 5. Formentlig 4 eller 5 i Aalborg købstad, ingen i landdistriktet.<br />
ad 6. Benyttelsen af forsamlingslokaler og lign. har ikke givet anledning til politimæssig indskriden<br />
her i kredsen.<br />
Politimesteren i Nørresundby m. v.:<br />
„ad 1. 10.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 5.<br />
a. 0.<br />
b. 5.
166<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen,<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Der finder et ikke ubetydeligt drikkeri sted i forbindelse med benyttelsen af forsamlingshusene til<br />
baller og fester, idet spiritus indkøbes på forhånd hos de lokale handlende".<br />
Politimesteren i Sæby m. v. henholder sig til en politirapport, i hvilken det anføres:<br />
„ad 1. Der findes ialt 8 forsamlingshuse indenfor politikredsen.<br />
ad 2. Til 1 af disse forsamlingshuse er der knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke<br />
drikke.<br />
ad 3. Ialt 4 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 søgt og opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning<br />
i medfør af beværterlovens § 22.<br />
a. Ingen stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.<br />
b. 4 stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.<br />
d. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
ad 4. Tilladelser uden ret til udskænkning af stærke drikke fornyes efter ansøgning for indtil 1 år ad<br />
gangen, idet det tilstræbes, at alle givne tilladelser af den her omhandlede art udløber pr. 31. marts<br />
hvert år.<br />
ad 5. Nej, dog bemærkes, at der i herværende kreds findes ialt 8 missionshuse og 2 højskoler, som alle<br />
indtil 1. april 1952 har haft faste tilladelser i henhold til beværter lovens § 22, stk. 3, til servering<br />
af ikke-stærke drikke. Tilladelserne fornyedes efter ansøgning for 1 år ad gangen og søgtes formentlig<br />
bl. a. for gennem indsendelse af disse til varedirektoratet at opnå tildelinger af kaffe og<br />
sukker. Efter 1. april 1952 er de nævnte tilladelser kun søgt fornyet af 1 højskole og 1 missionshus.<br />
ad 6. Der haves ikke her i politikredsen erfaringer for, at misbrug finder sted i ædruelighedsmæssig<br />
henseende ved de anførte lokalers benyttelse til de angivne formål. Derimod er det politiets indtryk,<br />
som er bekræftet ved flere politisager, at der i et vist omfang finder ulovlig udskænkning<br />
af spiritus sted i andre lokaler, hvortil der ikke er knyttet ret til udskænkning af stærke drikke,<br />
navnlig i kommuner, hvor der ikke findes beværtninger med ret til udskænkning af sådanne drikke".<br />
Politimesteren i Frederikshavn m. v.:<br />
„ad 1. Der findes her i kredsen ialt 11 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede<br />
art.<br />
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til nogen af forsamlingshusene,<br />
ad 3.<br />
a. Ingen forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.<br />
b. 8 forsamlingshuse har opnået stående tilladelse uden ret til udskænkning af stærke drikke, jfr.<br />
§ 22, stk. 3.<br />
c. Ingen.<br />
d. Ingen.<br />
ad 4. Det er sædvanligt at forny de stående tilladelser kontinuerligt for 1 år.<br />
ad 5. Politiet bekendt findes der 1 lokale i Skagen, som regelmæssigt benyttes til selskabelige sammenkomster,<br />
til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.<br />
ad 6. Politiet her i kredsen har de dårligst mulige erfaringer fra forsamlingshusenes benyttelse til de<br />
angivne formål, idet deltagerne, da der ikke kan fås stærke drikke på stedet, allerede forinden<br />
ankomsten har indtaget en del spiritus, og desuden medbringer en del deltagere øl og spiritus,<br />
som så nydes uden for lokalerne under festen, og da dette drikkeri foregår således, at deltagerne<br />
hurtigt fylder sig, f. eks. ved at 2 mand deler ½ flaske snaps, og flasken altså tømmes på een gang,<br />
vil dette sige, at der er meget fuldskab i og ved disse forsamlingshuse.<br />
løvrigt kan bemærkes, at det, at enkelte af de her i kredsen værende forsamlingshuse<br />
ikke har tilladelse efter § 22, stk. 3, skyldes, at disse huse ikke har toilet- og køkkenforholdene i<br />
en sådan stand, at kredslæge, politi og sundhedskommission har kunnet godkende forholdene.<br />
Endelig kan bemærkes, at man formentlig vil ophøre med at søge § 22-tilladelse til forsamlingshusene,<br />
når kafferationeringen ophører.
167<br />
Vedrørende det specielle spørgsmål, der er opstillet i særlig skrivelse, tillader jeg mig at<br />
vedlægge en liste*) over de arter af festligheder, der har været afholdt i forsamlingshusene i tiden<br />
1. januar—30. juni 1952, idet jeg dog herved bemærker, at det kun har været til ganske få af de<br />
på listen opførte fester, der har været servering, idet dette regelmæssigt ikke finder sted ved baller<br />
og dilettantforestillinger. Der er ikke meddelt særlig tilladelse til servering i noget tilfælde, da<br />
der jo er stående § 22-tilladelser til de forsamlingshuse, hvortil der i det hele vil blive givet tilladelser<br />
til fester".<br />
*) Ifølge den pågældende fortegnelse har der været afholdt 46 baller, dilettantforestillinger o. 1.<br />
Politimesteren i Hjørring m. v.:<br />
„ad 1. 33 forsamlingshuse + 1 sal v. bageri.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3.<br />
a. 0.<br />
b. 34.<br />
o. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år.<br />
ad 5. Ja, 6.<br />
ad 6. Tilfredsstillende i ædruelighedsmæssig henseende. Undertiden hænder det, at unge mennesker<br />
til baller i forsamlingshuse medbringer drikkevarer, som nydes uden for forsamlingshusene. Berusede<br />
personer i forsamlingshuse kendes så godt som ikke, da lederen eller bestyrelsen sørger for<br />
god orden, og da der hverken er ønsket eller givet nogen lejlighedstilladelse til udskænkning af<br />
stærke drikke, er den almene forståelse den, at spiritus og forsamlingshuse intet har eller bør have<br />
med hinanden at gøre".<br />
Politimesteren i Thisted m. v.:<br />
"ad 1. Af forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art findes 31 i herværende<br />
politikreds.<br />
ad 2. Til 3 forsamlingshuse er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.<br />
ad 3. I tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 er til 6 forsamlingshuse meddelt stående tilladelse til lejlighedsbeværtning<br />
med kaffe med sukker og andet tilbehør gældende for et år, og i samme tidsrum er<br />
ældre stående tilladelser for 11 andre forsamlingshuse til lejlighedsbeværtning med de nævnte varer<br />
gældende for et år ad gangen blevet fornyet.<br />
a. 0.<br />
b. Se ovenfor under 3.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. I de tilfælde, hvor stående tilladelse gives, er det sædvanligt at forny den for et år ad gangen.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Det forekommer af og til, at der optræder spirituspåvirkede mandspersoner ved baller i forsamlingshuse,<br />
men det er folk, som enten har drukket stærke drikke andre steder, forinden de indfandt<br />
sig ved forsamlingshuset, eller de har — skjult på sig — medbragt stærke drikke, som de så<br />
under ballet nyder uden for forsamlingshusets område; i udstrakt grad kan dette dog ikke siges<br />
at være tilfældet".<br />
Politimesteren i Hassing-Refs herreder:<br />
„ad 1. 11.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 7.<br />
a. 0.<br />
b. 7.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år.<br />
ad 5. Nej.
168<br />
ad 6. Det er politiets indtryk, at sammenkomster i de under 1) nævnte lokaler forløber roligt og stilfærdigt.<br />
Der har ikke hidtil været anledning til indskriden fra politiets side, og klager er ikke<br />
indløbet fra nogen side".<br />
Politimesteren i Nykøbing M. m. v.:<br />
„ad 1. 33.<br />
ad 2. Ingen,<br />
ad 3. 14.<br />
a. Ingen.<br />
b. 14.<br />
c. Ingen.<br />
d. Ingen.<br />
ad 4. Ja, 1 år.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Idet der henvises til foranstående, bemærkes, at de givne tilladelser ikke har givet anledning til<br />
uro eller ulemper i ædruelighedsmæssig henseende".<br />
Politimesteren i Skive m. v.:<br />
„ad 1. 31.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 12.<br />
a. 0.<br />
b. 12.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Tilladelserne har ikke givet anledning til klager eller konstaterede overtrædelser af gældende bestemmelser.<br />
Uroligheder og slagsmål forekommer kun sjældent. Med henblik på ædrueligheden<br />
kan oplyses, at der kun i et ringe omfang antræffes berusede personer ved forsamlingshusenes<br />
benyttelse til fester og lign.".<br />
Politimesteren i Viborg m. v.:<br />
„ad 1. 21 forsamlingshuse og 14 missionshuse.<br />
ad 2. 4.<br />
ad 3. 12.<br />
ad 3.<br />
a. 0.<br />
b. 11.<br />
c. 0.<br />
d. 1.<br />
ad 4. Tilladelserne fornyes sædvanligvis kontinuerligt og for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. Ja, 2, nemlig 1 i købstaden og 1 i landdistriktet.<br />
ad 6. Der har ved de herværende forsam 1 ingshuses og andre lokalers benyttelse til de angivne formål<br />
ikke været indhøstet dårlige erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende".<br />
Politimesteren i Fjends rø. fl. herreder:<br />
„ad 1. Der findes ialt 74 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.<br />
ad 2. Der er ikke i noget tilfælde knyttet beværterbevilling til noget forsamlingshus.<br />
ad 3. Der er i tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 i 31 tilfælde meddelt tilladelse i henhold til beværterlovens<br />
§ 22 til beværtning i forsamlingshuse.<br />
a. Der er i intet tilfælde meddelt tilladelse i henhold ti) beværter lo ven s § 22, stk. 3, til udskænkning<br />
af stærke drikke.<br />
b. 31 stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
c. Der er ikke i noget tilfælde meddelt enkeltstående tilladelse til udskænkning af stærke drikke.<br />
d. Enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke er meddelt i 4 tilfælde, hvoraf 2<br />
til et enkelt forsamlingshus.
169<br />
ad 4. De meddelte stående tilladelser fornyes sædvanligvis kontinuerligt for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. I almindelighed har benyttelsen af de her omhandlede forsamlingshuse ikke givet anledning til<br />
misbrug af øl og spiritus i en sådan grad, at indgreb fra politiets side har været påkrævet. Det kan<br />
dog anføres, at det formentlig ikke helt sjældent sker, at navnlig unge mennesker i 17—20 års<br />
alderen møder i forsamlingshusene i lettere påvirket tilstand efter forudgående nydels9 af spirituøse<br />
drikke. Drikkevarerne er som regel indkøbt i detailhandelen og konsumeret enten på bopælen<br />
eller i lokaliteter i forsamlingshusenes nærhed. Disse forhold har i nogle tilfælde ført til voldshandlinger<br />
og slagsmål i eller omkring forsamlingshusene. Bortset fra disse enkeltstående tilfælde<br />
kan man fastslå, at arrangørerne af baller og fester i forsamlingshusene i fornødent omfang selv<br />
håndhæver ro og orden. Sluttelig skal anføres, at den nu gældende butikslukning kl. 14 om lørdagen<br />
må antages i væsentlig grad at have reduceret de heromhandlede uheldige forhold i forbindelse<br />
med benyttelsen af forsamlingshusene".<br />
Politimesteren i Herning m. v.:<br />
„ad 1. Der findes i politikredsen 43 forsamlingshuse, heri indbefattet 17 missionshuse og 2 mejerisale.<br />
ad 2. Ingen af dem har beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.<br />
ad 3. 23 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30 juni 1952 opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning<br />
i medfør af beværterlovens § 22.<br />
a. Ingen af dem har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke.<br />
b. Ovennævnte 23 tilladelser er alle stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.<br />
d. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
ad 4. Tilladelserne fornyes sædvanligt kontinuerligt indtil 12 måneder ad gangen.<br />
ad 5. I politikredsen findes ikke andre lokaler uden beværterbevilling, som regelmæssig eller lejlighedsvis<br />
bruges til selskabelige sammenkomster, til hvilke drikkevarer medtages af deltagerne.<br />
ad 6. Forsamlingshusenes bestyrelser tolererer ikke drikkeri i lokalerne, men uden for disse i biler, porte,<br />
haver m. v. drikkes undertiden medbragt spiritus".<br />
Politimesteren i Holstebro m. v.:<br />
„ad 1. 18.<br />
ad 2. 1.<br />
ad 3. 9.<br />
a. 0.<br />
b. 9.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. 0. Der henvises til vedlagte rapporter.<br />
ad 5. 8.<br />
ad 6. Der henvises til vedlagte rapporter.<br />
I 4 politirapporter anføres følgende:<br />
„ad 4. Ingen.<br />
ad 6. Politiet her har kun erfaring om ædruelighed i forbindelse med de nævnte lokaler".<br />
ad 6. Erfaringerne i ædruelighedsma?ssig henseende har for herværende distrikts vedkommende været<br />
særdeles tilfredsstillende",<br />
„ad 4. Det er sædvane at forny ovennævnte 4 tilladelser for 1 år ad gangen.<br />
ad 6. Med hensyn til ædrueligheden i forsamlingshusene og de øvrige nævnte lokaler kan det oplyses,<br />
at jeg aldrig har konstateret, at der nydes eller serveres stærke drikke de pågældende steder, og<br />
her på egnen er det ikke slemt med drikkeri uden for forsamlingshusene m. v., når der afholdes<br />
baller og lign.".<br />
„ad 4. Tilladelsen gives som anført som „stående", d. v .s. for 1 år ad gangen til en for udskænkningen<br />
ansvarlig person, som regel formanden for forsamlingshuset eller en person, der udpeges af forsamlingshusets<br />
bestyrelse.
170<br />
Tilladelsen fornyes ikke automatisk, men kontinuerligt efter ny ansøgning og undersøgelse<br />
af forholdene og for 1 år ad gangen, og den gælder tilladelse til salg af kaffe, the, sodavand<br />
og andre ikke-stærke drikke samt is.<br />
ad 6. De erfaringer, der herfra gennem en årrække er gjort med hensyn til ædrueligheden i forbindelse<br />
med de foran nævnte tilladelser i henhold til beværterlovens § 22, stk. 3, til udskænkning af ikkestærke<br />
drikke, kan kort sammenfattes således:<br />
Det er mit bestemte indtryk, at tilladelserne ikke omgås ved udskænkning af stærke drikke,<br />
og at den omstændighed, at festdeltagerne eller deltagerne i sammenkomster af mere alvorlig art<br />
kan købe ikke-stærke drikke under lovlige og ordentlige forhold, har været medvirkende til afskaffelsen<br />
eller nedsættelsen af det uheldige forhold, at unge mennesker — baldeltagere — tog<br />
stærke drikke med hjemmefra og drak disse uden for forsamlingshusene. Det kan endnu passere,<br />
at enkelte tager drikkevarer med hjemmefra og drikker uden for, men det er i aftagende og ikke<br />
nær så almindeligt som tidligere.<br />
Når tilladelse gives under den ovenfor nævnte form, kan den kun være med til at højne<br />
ædrueligheden.<br />
Jeg skal tilføje, at prisen for kaffe, the, ikke-stærke drikke og is o. 1. i almindelighed<br />
ikke er højere, end at den lige dækker indkøbspriser og udgifterne ved tilberedning og servering;<br />
ingen af forsamlingshusene eller de øvrige lokaler her i distriktet søger at skaffe sig fortjeneste ved<br />
den nævnte servering".<br />
Politimesteren i Lemvig m. v.:<br />
„ad 1. 16.<br />
ad 2. 0.<br />
ad 3. 7.<br />
a. 0.<br />
b. 7.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, 1 år.<br />
ad 5. 0.<br />
ad 6. Der har intet været at bemærke."<br />
Politimesteren i Ringkøbing m. v.:<br />
„ad 1. Der findes her i politikredsen 37 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede<br />
art.<br />
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling til nogle af disse forsamlingshuse.<br />
ad 3. I tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 er der meddelt 9 forsamlingshuse lejlighedstilladelse, nemlig<br />
stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke i medfør af beværterlovens § 22, stk. 3.<br />
Det kan tilføjes, at de givne 9 tilladelser alle er fornyelser, og at ialt 19 forsamlingshuse<br />
her i politikredsen for tiden har stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
ad 4. Det er praksis at forny de givne tilladelser kontinuerligt, såfremt de ikke giver anledning til misbrug.<br />
Tilladelserne gives for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. Det findes i politikredsen 3 lokaler, der jævnligt anvendes til sammenkomster, men oftest kun for<br />
medlemmer af de pågældende foreninger, nemlig 2 afholdsforeninger og 1 loge.<br />
ad 6. Med hensyn til forsamlingshusene er det politiets erfaring, at der praktisk taget ikke finder misbrug<br />
sted ved servering af stærke drikke. Derimod medbringer enkelte deltagere i fester og baller gerne<br />
spiritus, som nydes i nærheden af forsamlingshuset, hvilket kan give anledning til spektakler<br />
og klager fra de omkringboende. Det skal dog bemærkes, at det for tiden er relativ sjældent, at<br />
politiet bliver kaldt ud i anledning af uroligheder ved forsamlingshusballer, og det er mit indtryk,<br />
at der af de arrangerende foreninger og forsamlingshusenes bestyrelser i det store og hele føres<br />
fornuftigt tilsyn med, at drikkeri, spektakler og uorden ikke finder sted.<br />
Jeg vedlægger iøvrigt vedrørende dette punkt ekstraktafskrift af rapport fra politistationen<br />
i Skjern, hvortil jeg kan henholde mig".
171<br />
Den pågældende rapport er sålydende:<br />
ad 6. Det er mit indtryk, at ædrueligheden ved foreningsballerne i forsamlingshusene her på egnen er<br />
blevet betydeligt bedre i løbet af de sidste ca. 30 år. Det hører nu til sjældenhederne, at politiet<br />
bliver alarmeret til spektakler og beruselse ved forsamlingshusene, eller at der bliver klaget derover.<br />
Dermed er ikke sagt, at der ikke af og til finder drikkeri sted ved ballerne, hvor enkelte<br />
deltagere medbringer spiritus til fortæring ved forsamlingshuset, ikke i lokalerne; men det finder<br />
ikke sted i foruroligende grad. Ved de fleste forsamlingshuse er der af de pågældende foreninger,<br />
der benytter lokalerne til baller, eller af forsamlingshusenes bestyrelse, nedsat et ordensudvalg<br />
til at føre tilsyn med, at drikkeri og spektakler og anden uorden ikke finder sted. Det er en udmærket<br />
ordning, og hvor denne praktiseres, samt hvor de ældre beboere i sognet deltager i de unges<br />
fester og baller, går det pænt til, og det er mit indtryk, at det gør det de fleste steder her i distriktet"<br />
Politimesteren i Varde m. v.:<br />
„ad 1. 31.<br />
ad 2. 4.<br />
ad 3. 20.<br />
ad 3a. 0.<br />
b.20.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, 1 år.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. I herværende politikreds er man ikke bekendt med, at der foregår drikkeri i selve forsamlingshusene,<br />
hvorimod det ved de i forsamlingshusene afholdte baller er kotume, at deltagerne selv medbringer<br />
spiritus, der så i aftenens løb nydes uden for lokalerne.<br />
Forsamlingshusenes anvendelse synes at være noget aftaget, idet mange møder og baller<br />
nu afholdes i beværtningernes møde- og danselokaler, hvilket formentlig dels skyldes, at disse<br />
lokaler må siges at være væsentlig hyggeligere og mere velholdte end forsamlingshusene, dels at<br />
der ikke er mulighed for at indkøbe eller nyde spiritus i forsamlingshusene".<br />
Politimesteren i Esbjerg m. v. henholder sig til en politirapport,, hvori det anføres:<br />
„ad 1. 10 forsamlingshuse.<br />
ad 2. Ingen.<br />
ad 3. 5.<br />
a. Ingen.<br />
b. 5.<br />
c. Ingen.<br />
d. Ingen.<br />
ad 4. De under punkt 3 b givne tilladelser fornyes 1 gang sirlig,<br />
ad 5. Nej.<br />
I anledning af foranstående og under henvisning til skrivelsens punkt 6 kan jeg oplyse,<br />
at der intet er at bemærke med hensyn til forsamlingshuse og andre lokalers benyttelse til de i<br />
skrivelsen angivne formål".<br />
Politimesteren i Ribe m. v.:<br />
„ad 1. 32.<br />
ad 2. 1.<br />
ad 3. 20.<br />
a. 0.<br />
b. 20. Antallet 20 dækker samtlige stående tilladelser af denne art, idet alle tilladelser fornyes i<br />
første halvdel af kalenderåret og ingen i sidste halvdel.<br />
c. 0.<br />
d. 0.
172<br />
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. 8. Antallet 8 omfatter 4 efterskoler og 4 missionshuse. Heraf har 1 efterskole og 3 missionshuse<br />
stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
ad 6. Ved benyttelsen af forsamlingshusene og de andre her omhandlede lokaler må ædrueligheden her<br />
i politikredsen som helhed betegnes som god, og der er i lange tider ikke forekommet tilfælde,<br />
hvor politiet har måttet skride ind på grund af drukkenskab, uorden eller slagsmål, ligesom der<br />
ej heller i lange tider er modtaget klage i anledning af de her afholdte sammenkomster. Der findes<br />
ikke noget eksempel på, at forsamlingshusene har foretaget ulovlig udskænkning af stærke drikke,<br />
og når der ved baller og lignende fester i ganske enkelte tilfælde er bemærket spirituspåvirkede<br />
personer, skyldes dette, at de pågældende har nydt stærke drikke på beværtninger eller i privat<br />
selskab.<br />
Kun i en enkelt landpolitistations område, det til politikredsen hørende sønderjydske<br />
distrikt, synes den mandlige ungdom ved baller og foreningsfestligheder at udvise nogen større<br />
tilbøjelighed til hos handlende at indkøbe stærke drikke, som enten nydes hjemme forinden festligheden<br />
eller under denne i nærheden af forsamlingshuset. Forholdet har dog ikke hidtil givet<br />
anledning til klage eller uorden af nævneværdigt omfang".<br />
Politimesteren i Haderslev m. v.:<br />
„ad 1. 19.<br />
ad 2. 4.<br />
ad 3.<br />
a. 0.<br />
b. 6.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Tilladelserne fornyes kontinuerligt for eet år ad gangen,<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Der haves ingen dårlige erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende ved de omhandlede lokalers<br />
benyttelse til de angivne formål".<br />
Politimesteren oplyser endvidere:<br />
„Tilladelserne gives for eet ar ad gangen til møder og sammenkomster i almindelighed,<br />
og der haves ingen oplysninger om festlighedernes nærmere art".<br />
Politimesteren i Toftlund m. v.:<br />
„ad 1. 31.<br />
ad 2. 7.<br />
ad 3. 18.<br />
a. 1.<br />
b. 17.<br />
c. Ingen.<br />
d. Ingen.<br />
ad 4. Ja. Stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke gives kontinuerligt for 1 år ad gangen,<br />
og stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke gives for 3 måneder ad gangen.<br />
ad 5. Ingen.<br />
ad 6. Benyttelsen af forsamlingshusene og de øvrige nævnte lokaler har ædruelighedsmæssigt ikke<br />
givet anledning til ulempe, misbrug eller andre uheldige forhold.<br />
Det tilføjes, at der ud over forannævnte lokaliteter findes 6 forsamlingshuse, til hvilke<br />
der ikke er knyttet adkomster af nogen art".<br />
Politimesteren i Aabenra m. v.:<br />
„ at der i politikredsen findes 7 forsamlingshuse i henhold til beværterlovens § 26, stk. 3, og<br />
hvortil der er knyttet beværterbevilling til udskænkning af ikke stærke drikke.<br />
Desuden findes der i kredsen 4 forsamlingshuse, som hver især har en lejlighedstilladelse til udskænkning<br />
af ikke stærke drikke, jfr. beværter]ovens § 22, stk. 3. Disse tilladelser forlænges kontinuerligt<br />
for 1 år ad gangen.<br />
Der findes ingen stående eller enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
173<br />
I Aabenraa købstad findes D. U. I.-hjemmet, hvortil der ikke er knyttet beværterbevilling, men<br />
hvor selskabelige sammenkomster og familiefester kan afholdes, og hvor deltagerne selv medbringer deres<br />
drikkevarer.<br />
Der er i ædruelighedsmæssig henseende ikke indgået klager af nogen art".<br />
Politimesteren i Sønderborg m. v.:<br />
„ad 1—4. Der findes 10 forsamlingshuse i Sønderborg politikreds' landdistrikter. Heraf har 4 (fire)<br />
beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke, 5 (fem) beværterbevilling med<br />
ret til udskænkning af stærke drikke, 1 (eet) tilladelse i henhold til § 22 uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke. Denne tilladelse fornyes kontinuerligt for et år ad gangen.<br />
ad 5. Der er her i politikredsen til andre lokaler end forsamlingshuse udstedt 7 tilladelser i henhold<br />
til beværterlovens § 22 — 2 med og 5 uden ret til udskænkning af stærke drikke. Disse lokaler<br />
benyttes lejlighedsvis til afholdelse af sammenkomster, og drikkevarerne m. v. medtages<br />
her lejlighedsvis af deltagerne.<br />
ad 6. Der er ikke af politiet indhøstet dårlige erfaringer ved benyttelsen af forsamlingshusene eller<br />
andre lokaler indrettet til sammenkomster, men det skal anføres, at politikredsens landdistrikter<br />
er mere end rigelig dækket med beværtninger, der har ret til udskænkning af stærke<br />
drikke. Således har f. eks. Kegnæs kommune med ca. 900 indbyggere foruden forsamlingshuset<br />
4 beværtninger".<br />
Politimesteren i Qraasten m. v.:<br />
„ad 1. Der findes i herværende politikreds 8 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede<br />
art.<br />
ad 2. Der er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til 7 forsamlingshuse,<br />
ad 3. 1 forsamlingshus har i tiden 1. januar—30. juni 1952 opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning i<br />
henhold til beværterlovens § 22.<br />
a. Ingen stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.<br />
b. 1 stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.<br />
d. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.<br />
ad 4. Det er, såfremt tilladelse gives som stående, sædvanlig praksis at forny tilladelserne kontinuerligt<br />
for 1 år ad gangen.<br />
ad 5. Der findes ikke andre lokaler i politikredsen, til hvilke der ikke er knyttet beværterbevilling, og<br />
som regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til afholdelse af bl. a. selskabelige sammenkomster og<br />
lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne,<br />
ad 6. Der er ikke i ædruelighedsmæssig henseende indhøstet dårlige erfaringer ved forsamlingshuses<br />
og andre lokalers drift, idet der ikke er konstateret lov- eller vedtægtsovertrædelser".<br />
Politimesteren i Tønder m. v.:<br />
„ad 1. 38.<br />
ad 2. 2.<br />
ad 3. 4.<br />
a. 0.<br />
b. 4.<br />
c. 0.<br />
d. 0.<br />
ad 4. Ja, for 1 år.<br />
ad 5. Nej.<br />
ad 6. Erfaringerne her i kredsen er absolut gode; der holdes god justits af dem, hvem lejlighedstilladelserne<br />
er meddelt.<br />
I tilslutning til besvarelsen ad spm. 3 og 3 b bemærkes., at der vel i den angivne periode kun er<br />
meddelt 4 stående tilladelser, men at der for tiden eksisterer 35 stående tilladelser af den nævnte art, som<br />
gives for 1 år ad gangen, jfr. besvarelsen ad spm. 4".
SKRIVELSER OG HENVENDELSER ANGÅENDE<br />
BEVÆRTERLOVENS REVISION M.V.<br />
Bilag II.
177<br />
CENTRALFORENINGEN Büag 1.<br />
AF HOTELVÆRTFORENINGER OG<br />
RESTAURATØRFORENINGER<br />
I DANMARK<br />
København, den 7. Juni 1951.<br />
Til kommissionen af 1947 angående alkoholsførgsmålet.<br />
I de senere år er der landet over opstået en række selskabslokaler, der uden adkomst<br />
i henhold til beværterloven mod betaling udlejer til private personer, foreninger og<br />
andre for afholdelse af fester og sammenkomster under den form, at festens arrangør eller<br />
deltagere selv medbringer mad- og drikkevarer, der nydes i lokalerne.<br />
Disse lokaler findes almindeligvis i danseskoleetablissementer, loger, institutter<br />
af forskellig art, i større boligkarréer, teaterbygninger m. m..<br />
Lokalerne er almindeligvis fuldt monteret med inventar, porcelæn, bestik, etc. —<br />
helt klar til afholdelse af spisninger og sammenkomster — og ofte på en sådan måde, at<br />
de står på højde med selskabslokaler i førende hoteller og restauranter.<br />
Lokaler —• som vi for nemheds skyld kalder „private selskabslokaler" —- kan frit<br />
lejes af enhver til afholdelse af fester m. m., og lokalernes indehaver stiller lokaliteter<br />
med lys, varme og rengøring, med den fornødne montage — herunder musikinstrumenter<br />
(klaver, radiogrammofon) —- samt køkken til rådighed for lejeren; den eneste måde, disse<br />
lokaler adskiller sig fra selskabslokaler i hoteller og restaurationer, er derved, at udlejeren<br />
ikke forestår serveringen af madvarer eller udskænkningen af drikkevarer — herunder<br />
øl, vin og spiritus — og således ikke opnår nogen økonomisk gevinst ved det konsum, der<br />
finder sted i lokalerne. Det kan imidlertid forekomme, at udlejeren også giver lejeren<br />
anvisning på koge- og serveringspersonale, på virksomheder, der leverer madvarer (dinér<br />
transportable), vinhandler, musik o. s. v. Den leje, festens eller sammenkomstens arrangør<br />
må betale til udlejeren, er ofte ret betydelig.<br />
Spørgsmålet om, hvorvidt de private selskabslokaler skal have adkomst efter beværterloven,<br />
har tidligere været behandlet i alkoholkommissionen — jfr. skrivelse fra kommissionen<br />
til handelsministeriet, dateret 23. februar 1948, og kommissionen var da af den<br />
opfattelse, at der til den beskrevne virksomhed ikke udkræves adkomst i henhold til beværterloven;<br />
denne opfattelse blev lagt til grund ved den i foråret 1948 stedfundne tilføjelse<br />
til § 1 i lov nr. 537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen af stærke drikke.<br />
I denne lovs § 1, stk. 3, er herefter fastsat følgende:<br />
„I tilfælde, hvor lokaler, hvortil der ikke er knyttet adkomst på beværternæring<br />
m. v. med ret til udskænkning af stærke drikke som i §'.1, stk. 2, omhandlet, udlejes til brug<br />
for sammenkomster, hvor udskænkning af stærke drikke finder sted, uden at der hertil<br />
kræves tilladelse efter beværterlovens bestemmelser., kan det i § 9 omhandlede nævn bestemme,<br />
at der skal svares afgift efter de i § 3, punkt 2, nævnte bestemmelser af den stedfundne<br />
udskænkning, såfremt den pågældende udlejningsvirksomhed efter nævnets skøn<br />
23
178<br />
har karakter af en erhvervsvirksomhed. Den af nævnet trufne afgørelse er endelig. For afgiftens<br />
erlæggelse hæfter såvel den, der stiller lokalerne til rådighed, som den, der står for<br />
sammenkomstens afholdelse. Toldbestyrelsen bemyndiges til at foreskrive nærmere regler<br />
til gennemførelse af disse bestemmelser, herunder regler for beregning af afgiften."<br />
Så vidt vi har kunnet se, er dette det eneste sted i lovgivningen, de private selskabslokaler<br />
er nævnt.<br />
Afgiftsloven forudsætter altså med støtte i alkoholkommissionens opfattelse,<br />
at der ikke udkræves adkomst efter beværterloven for drift af private selskabslokaler, selv<br />
om disse drives på erhvervsmæssig basis med den klare hensigt at opnå økonomisk fordel<br />
ved virksomheden — med andre ord, denne form for virksomhed er fri næring, som enhver<br />
uden nogen som helst kontrol — bortset fra bestemmelsen i § 1 i afgiftsloven — kan udøve.<br />
Selv om de private selskabslokaler nu er afgiftspligtige for de der nydte stærke<br />
drikke, tillader centralforeningen sig herved på hotel- og restaurationserhvervets vegne<br />
at rette henvendelse til alkoholkommissionen med anmodning om, at spørgsmålet om lovligheden<br />
af driften af de private selskabslokaler tages op til fornyet undersøgelse og drøftelse.<br />
Da beværterloven blev vedtaget i 1939, kendtes de private selskabslokaler kun i<br />
meget ringe grad og var i hvert fald for hotel- og restaurationserhvervet intet særligt konkurrencemæssigt<br />
problem. Omsætningsafgiften på stærke drikke var dengang 6 pct., men<br />
efterhånden som afgiften under og efter krigen var stigende, vendte publikum sig bort<br />
fra de hidtil benyttede selskabslokaler i hoteller og restaurationer og søgte at arrangere<br />
deres fester og spisninger i de private selskabslokaler, hvis antal voksede betydeligt, da publikum<br />
ikke skulle svare afgift af de nydte stærke drikke og iøvrigt ikke var undergivet<br />
beværterlovens kontrol.<br />
Afgiftsbesparelsen er nu til dels blevet forhindret ved den omtalte tilføjelse til<br />
lovens § 1, men erhvervet kan alligevel ikke føle sig tilfreds og tryg med den rådende retstilstand<br />
på dette område, idet de private selskabslokaler under de aldeles frie former, hvorunder<br />
de drives uden nogen kontrol i henhold til beværterloven, udøver en meget skarp<br />
konkurrence med erhvervets selskabslokaler og derved i højeste grad vanskeliggør driften<br />
af disse, ligesom vi ikke føler os ganske overbevist om, at afgiften af nydte stærke drikke<br />
i de private selskabslokaler betales så nøjagtigt, som loven har tilsigtet.<br />
Når omsætningsafgiftsloven har bestemt, at de private selskabslokaler skal være<br />
afgiftspligtige, må det for vort erhverv bl. a. af konkurrencemæssige grunde også være af<br />
den yderste vigtighed, at denne afgiftspligt opfyldes fuldtud, men det turde være ret indlysende,<br />
at toldvæsenet ikke har de samme muligheder for at kontrollere konsumet af stærke<br />
drikke i de private selskabslokaler, hvor lejeren i hvert enkelt tilfælde medbringer sin<br />
beholdning af drikkevarer og fjerner eventuelle rester ved festens ophør, selv om såvel<br />
udlejer som lejer skal afgive en erklæring til toldvæsenet over den stedfundne omsætning<br />
af stærke drikke, og selv om både udlejer og lejer hæfter for afgiftens betaling; over for<br />
denne lemfældige ordning — som iøvrigt ifølge hele sagens natur næppe kan være anderledes<br />
•— står den yderst skarpe kontrol, en beværter er underkastet med hensyn til omsætningsafgiftens<br />
betaling —• daglig bogføring af indkøbte og solgte stærke drikkevarer,<br />
kontrol med varelagerets størrelse og daglig opmåling af de solgte drikkevarer m. m. — jfr.<br />
iøvrigt afgiftslovens detaillerede bestemmelser herom. Det turde vist uden yderligere kommentarer<br />
sige sig selv, at beværteren er handicappet i denne konkurrence og med mismod ser<br />
på den udvikling, man er inde i.
179<br />
Vi skal herefter tillade os med beværterloven som baggrund at gå over til en sammenligning<br />
af retstilstanden mellem hotellernes og restaurationernes selskabslokaler og de<br />
private selskabslokaler.<br />
Hotel- og restaurationserhvervet i Danmark har altid følt det som sin opgave at<br />
beværte sine kunder på en rimelig og forsvarlig måde, når disse af forskellige årsager var<br />
afskåret fra at holde deres fester under helt private former i lejligheder og andetsteds og<br />
derfor var henvist til at holde deres forskellige arrangementer i hotellernes og restaurationernes<br />
selskabslokaler.<br />
I henhold til beværterloven skal en beværter have bevilling — altså en adkomst<br />
til næring, som han end ikke har noget krav på at få, selv om han iøvrigt måtte opfylde<br />
lovens betingelser, altså en bevilling, som alene er afhængig af bevillingsmyndighedernes<br />
frie skøn, og som det er en „nådessag" at opnå — for at have gæster siddende og for at kunne<br />
beværte disse. Således som vi forstår loven, gives der ved denne bevilling beværteren en<br />
eneret til denne form for næring udelukkende med de begrænsninger i næringens omfang,<br />
som beværterloven selv fastsætter i forskellige bestemmelser. Vi må anse loven for ganske<br />
udtømmende på dette punkt, idet der ellers ikke ville være nogen mening i at foretage en<br />
lang opregning af begrænsninger i beværternes næringsområde.<br />
De private selskabslokaler omtales af gode grunde — da de kun kendtes i ringe<br />
grad i 1939 — ikke med eet ord i beværterloven, og denne form for næring, der på mange<br />
områder ganske kan ligestilles med beværternæringen — bortset fra at udlejeren ikke foretager<br />
selve serveringen — er altså beværterloven ganske ukendt. Det er derfor efter vor opfattelse<br />
en uhørt omstændighed, at der kan opstå en erhvervsmæssig formfor udlejning<br />
af selskabslokaler med adgang til lejemål for enhver, uden at denne form for næring er<br />
underkastet nogen som helst kontrol — altså er fri næring — og uden at indehaveren skal<br />
have tilladelse fra myndighederne eller anden form for næringsadkomst for at kunne påbegynde<br />
sin virksomhed.<br />
Forholdet er efter vor opfattelse klart dette, at indehaveren af et privat selskabslokale<br />
uden tilladelse fra myndighederne kan påbegynde sin virksomhed og — uanset<br />
hvilke misligheder og overtrædelser af beværterlovens bestemmelser der måtte finde sted<br />
i disse lokaler •— uhindret kan fortsætte med at drive sin virksomhed, da myndighederne<br />
ikke i påkommende fald kan tage nogen næringsadkomst fra ham.<br />
Vi kan naturligvis vel se, at der mellem de private selskabslokaler og erhvervets<br />
selskabslokaler kan drages en skillelinie i selve serveringsvirksomhederne, og at man kan<br />
fremholde, at det er selve den kendsgerning, at beværteren gør sig en indtægt på at servere<br />
mad og drikkevarer, der adskiller hans lokaler fra de private lokaler, men på den anden<br />
side mener vi ikke, at dette synspunkt helt holder stik, idet bev83rtervirksomheden jo netop<br />
forudsætter, at den udøves fra et bestemt lokale, hvor man kan have gæster siddende, og<br />
på dette punkt er de to former for selskabslokaler ens stillet og burde derfor også retligt<br />
set være ens stillet. Netop lokalets tilstedeværelse, indretning og godkendelse fra myndighedernes<br />
side er jo den første forudsætning for udøvelse af beværtervirksomhed.<br />
Efter vor opfattelse kan udskænkning af stærke drikke her i landet foregå lovligt<br />
under to former:<br />
1) privat<br />
2) ofientligt — under beværterlovens kontrol.
180<br />
Den private form for udskænkning i hjemmene behøver vi næppe at komme ind<br />
på, men den offentlige udskænkning har naturligvis vor udelte interesse.<br />
Vi kan ikke se rettere, end at den form for udskænkning af stærke drikke, der foregår<br />
i de erhvervsmæssigt udlejede selskabslokaler, ikke længere i forholdet til de offentlige<br />
myndigheder har en privat karakter, når den foregår i lokaler, som enhver har adgang<br />
til mod betaling at kunne disponere over. Det er måske også den tanke, der har stået lovgiverne<br />
klart, da man i den fornævnte § 1, stk. 3, har fastsat, at der skal betales afgift af omsætningen<br />
af stærke drikke i de erhvervsmæssigt udlejede selskabslokaler; den private udskænkning<br />
betales der jo ingen omsætningsafgift af. Karakteren af fester, spisninger etc.<br />
i de to former for selskabslokaler adskiller sig — bortset fra selve serveringsvirksomheden —<br />
heller ikke fra hinanden, og konkurrencen drives derfor næsten på ens basis.<br />
Dette synspunkt må efter vor opfattelse enten føre til, at de private selskabslokaler<br />
ingen hjemmel har i beværterloven og derfor simpelthen burde være forbudt eller også til,<br />
at der bør skaffes disse lokaler en adkomst efter beværterloven, således at de underkastes<br />
den samme indgående kontrol, der finder sted med hensyn til hotellernes og restaurationernes<br />
selskabslokaler.<br />
Ser man på beværterlovens enkelte bestemmelser, der kan have betydning i forbindelse<br />
med bedømmelsen af lovligheden af de private selskabslokaler, kan det for erhvervets<br />
udøvere virke stødende, at beværterbevillingernes antal i henhold til lovens § 13 er begrænset,<br />
mens der ikke findes nogen bestemmelse, der begrænser antallet af private selskabslokaler.<br />
I henhold til beværterlovens § 7 skal adkomst på beværternæring være knyttet til<br />
et bestemt lokale, og i § 9 bestemmes, at der i de lokale politivedtægter skal fastsættes de<br />
fordringer, der af sundheds-, sædeligheds- og ædruelighedshensyn, samt af hensyn til sikkerhed<br />
og orden, må stilles til størrelse og indretning af beværtningslokaler m. m.<br />
I lovens § 32, stk. 3, fastsættes ganske særlige bestemmelser for godkendelse af erhvervets<br />
selskabslokaler for at opnå fritagelse fra den almindelige lukketid, og i § 33, stk. 2,<br />
fastsættes forbud mod udskænkning af stærke drikke for berusede personer, hvilken bestemmelse<br />
også gælder erhvervets selskabslokaler.<br />
Disse bestemmelser er de private selskabslokaler under de nuværende forhold ikke<br />
på nogen måde underkastet, og vi synes, at dette af mange forskellige grunde er yderst<br />
uheldigt.<br />
Vi har foran været inde på, at vi har den opfattelse, at meddelelse af beværterbevilling<br />
måtte give adkomsthaverne en eneret til denne næring udelukkende med de begrænsninger,<br />
som beværteren i medfør af beværterlovens — efter vor opfattelse — udtømmende<br />
bestemmelser er pligtige at finde sig i.<br />
Efter vor formening er disse begrænsninger følgende:<br />
1) Lejlighedstilladelser efter § 22; disse tilladelser er kun af midlertidig karakter<br />
— og kommunens beværtere har en vis fortrinsret til tilladelsen.<br />
2) Beværtning fra faste stadepladser i henhold til lovens § 23.<br />
3) Beværtning ved sluttet bord m. m. i lovens § 25. Den, der beværter ved sluttet<br />
bord, har ret til under måltidet —• men også kun under dette — at beværte med stærke<br />
drikke, så længe det ikke giver anledning til drukkenskab. Denne form for næring — be-
181<br />
værtning ved sluttet bord, og hvad der kan sidestilles hermed — er fri næring, og der kræves<br />
ingen speciel tilladelse til udøvelsen, ej heller nogen anmeldelse til myndighederne, selv<br />
om virksomheden er af varig karakter.<br />
Denne form for virksomhed og virksomheden ved drift af de private selskabslokaler<br />
er retligt set stillet ens, selv om der i realiteten gør sig store forskelligheder gældende?<br />
bortset fra forskellen i selve betalingsspørgsmålet for de nydte stærke drikke kan drukkenskab<br />
ved beværtning ved sluttet bord rammes efter § 25 — mens drukkenskab ikke efter<br />
loven kan rammes i de private selskabslokaler. Der svares ikke omsætningsafgift for serverede<br />
stærke drikke ved sluttet bord, men derimod for omsætningen af stærke drikke i de<br />
private selskabslokaler.<br />
At drage den slutning, at servering af mad- og drikkevarer i de private selskabslokaler<br />
i nogen grad kan sidestilles med servering ved sluttet bord, synes vi er yderst betænkeligt.<br />
Ved servering ved sluttet bord må det nemlig almindeligvis antages, at den pågældende<br />
flerhed af personer skal udgøre en påviselig bestemt afgrænset kreds af personer,<br />
der normalt enten ved aftale eller ved deres virksomhed er knyttet til det sted, hvor serveringen<br />
foregår. Ved de private selskabslokaler er personerne og antallet af disse forskellig<br />
fra gang til gang, og udskænkningen af stærke drikke finder sted såvel til måltiderne som<br />
uden for disse og foregår i lokaler, som enhver kan leje..<br />
4) Beværtning i foreninger efter lovens § 26. Servering af madvarer og ikke-stærke<br />
drikke kan finde sted i foreninger uden nogen adkomst og er altså fri næring.<br />
Men så snart der bliver tale om udskænkning af stærke drikke mod betaling i foreninger,<br />
kræver loven adkomst på beværternæring eller i enkelttilfælde tilladelse efter § 22;<br />
dette gælder også, selv om udskænkningen sker uden fortjeneste for enkeltmand.<br />
En forudsætning for bestemmelsens anvendelse er, at der virkeligt foreligger en<br />
forening med lovligt foreningsformål, og at foreningens medlemmer virkelig har tilknytning<br />
til denne (altså at der ikke er tale om en „skinforening").<br />
Drager man en sammenligning mellem beværtning i foreninger, når der udskænkes<br />
stærke drikke, og beværtningen i de private selskabslokaler, gør der sig normalt den forskel<br />
gældende, at foreningsmedlemmerne betaler for udskænkningen, mens det vistnok normalt<br />
ikke er tilfældet i de private selskabslokaler, at der betales for drikkevarerne. Men loven<br />
stiller i § 26 så strenge krav, at den fordrer bevilling til stærke drikke, selvom udskænkningen<br />
sker uden fortjeneste for enkeltmand, og det må herefter fastslås, at selv i et sådant<br />
tilfælde, hvor der ikke er tale om noget erhverv for en enkelt person, kræves der alligevel<br />
bevilling til udskænkning af stærke drikke.<br />
I de private selskabslokaler kan der udskænkes stærke drikke endog i overmål,<br />
og udlejningen af lokalerne er erhvervsmæssig — men bevilling eller tilladelse til udskænkningen<br />
og driften af lokalerne, det kræves ikke.<br />
5) Marketenderivirksomhed efter § 27. For så vidt beværteradkomst ikke er erhvervet,<br />
udkræves tilladelse fra politiet, men der betales ikke omsætningsafgift for de nydte<br />
stærke drikke — i modsætning til de private selskabslokaler, hvor der betales omsætningsafgift.<br />
Dette er de egentlige begrænsninger, som beværterloven fastsætter i den efter vor<br />
formening tillagte eneret.<br />
Herudover fastsætter beværterloven i sit kap. VI — §§ 28 og 29 — nærmere regler<br />
om handel med og fordeling af stærke drikke, men heller ikke i disse bestemmelser findes
182<br />
noget, der kan regulere forholdet i de private selskabslokaler, selv om kapitlet omhandler<br />
fordeling af stærke drikke og altså ikke forudsætter nogen betaling fra konsumentens side.<br />
Ser man endelig på de særlige bestemmelser om beværtninger uden ret til udskænkning<br />
af stærke drikke i § 34, er der i denne bestemmelse -— iøvrigt forståeligt nok — fastsat<br />
yderst strenge regler for den beværter, der ikke har adkomst på udskænkning af stærke<br />
drikke, idet sådanne varer hverken for betaling eller uden betaling må udskænkes, ligesom<br />
det er forbudt gæsterne at nyde medbragte stærke drikke, og værten og de, der går ham<br />
til hånde, må ikke finde sig i, at dette sker. Værten må heller ikke opbevare stærke drikke<br />
i den ejendom, hvori beværtningen drives, eller i ejendommens nabolag. Dette gælder også<br />
hans medhjælpere og medlemmer af hans husstand, og ved sluttet bord må værten ikke<br />
beværte med stærke drikke.<br />
Her i denne bestemmelse må der siges at være kontrol med de stærke drikke, så<br />
det kan forslå noget, og i egentlig forstand kan vi naturligvis kun erklære os fuldt indforstået<br />
hermed, idet man, hvis bestemmelsen ikke var så kategorisk fastlagt, som tilfældet<br />
er, ville komme ud i kaotiske tilstande; men sammenligner man bestemmelsen med forholdet<br />
i de private selskabslokaler, kan det virke noget besynderligt, at gæsterne ikke må nyde<br />
sine medbragte egne drikkevarer hos værten, blot fordi der hviler en bevilling på lokalet,<br />
mens enhver frit kan leje et privat selskabslokale og der nyde sine medbragte drikkevarer<br />
uden at være undergivet anden form for kontrol end den, loven om afgift på omsætningen<br />
af stærke drikke i sin § 1, stk. 3, fastsætter.<br />
Vi kan efter dette ikke komme til andet resultat, end at de private erhvervsmæssigt<br />
udlejede selskabslokaler er i modstrid med beværterlovens ånd og forudsætning, og at<br />
spørgsmålet om disse lokalers lovlighed bør tages op til fornyet undersøgelse.<br />
Inden vi slutter nærværende henvendelse til alkoholkommissionen, vil vi tillade os<br />
at henlede opmærksomheden på, at centralforeningen i de senere år, hvor omsætningsafgiften<br />
har været så høj, som tilfældet er, har fået det absolutte indtryk, at der foregår<br />
et meget stærkt drikkeri i marketenderierne, ligesom den iøvrigt rigtigt formulerede § 27<br />
om marketenderivirksomhed ikke efterleves på den måde, som loven forudsætter. Der<br />
afholdes ofte fester, andespil, sammenkomster i marketenderierne, som ofte, især i de store<br />
virksomheder er indrettet så smukt, at de danner en fortrinlig ramme om en fest, og da der<br />
ikke svares omsætningsafgift af de nydte stærke drikke, er det forståeligt nok, at det til<br />
virksomheden knyttede personale søger at arrangere sig billigst muligt. Men dette er naturligvis<br />
i strid med loven, men tillige er det for politiet vanskeligt at overvåge, at loven<br />
ikke på dette punkt bliver overtrådt, idet der jo ikke er tale om noget offentligt tilgængeligt<br />
lokale. Selv om beværterlovens § 33 finder anvendelse også på marketenderiernes virksomhed,<br />
er det ikke sjældent forekommende, at personale fra sådanne virksomheder, hvori<br />
der findes marketenderier, indfinder sig på en nærliggende beværtning for at købe stærke<br />
drikke, men værten har måttet afvise at servere for disse personer for ikke at komme i<br />
konflikt med § 33, stk. 2. Der foreligger for os eksempler på, at enkelte af personalet i en<br />
herværende større industrivirksomhed har haft ugeregninger fra 100—130 kr. til marketenderen<br />
alene for nydt øl og spiritus.<br />
Vi må henstille til alkoholkommissionen, at også dette forhold tages op til en undersøgelse<br />
og drøftelse, og at der træffes sådanne foranstaltninger mod marketenderierne, at<br />
beværterlovens § 27 efterleves på den måde, bestemmelsen forudsætter.
183<br />
Når der fra erhvervets side rettes denne henvendelse til alkoholkommissionen<br />
angående de to rejste spørgsmål, er det for at beskytte de rettigheder, beværterloven giver<br />
hotel- og restaurationsnæringen i Danmark, og når man fra lovgivningsmagtens side vælger<br />
at beskatte vort erhverv så kraftigt, som det er tilfældet for tiden, føler vi det nødvendigt<br />
at stå vagt om vore rettigheder og gøre opmærksom på sådanne forhold og skævheder, som<br />
bevirker, at erhvervet ikke på lovlig grund og lige fod kan klare sig i konkurrencen.<br />
P. F. V.<br />
Knud Ernst.<br />
Allan Hansen.
184<br />
ISKREMFABRIKANTFORENINGEN, Bilag 2.<br />
IS - KONDITORFORENINGEN I DANMARK<br />
d. 19. januar 1948.<br />
Til handelsministeren, Slotsholmsgade 10, K.<br />
Iskremfabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark tillader sig herved<br />
at anmode den højtærede handelsminister om at foranledige gennemført en lov, hvorefter<br />
der tildeles iskonditorer et specielt iskonditorborgerskab.<br />
I løbet af de sidste 30 år er der her i landet opvokset en iskremindustri og -handel<br />
efter amerikansk mønster. Der er således opstået mange specialforretninger, hvis virksomhed<br />
på enkelte punkter tit kommer i konflikt med be værter lo ven. Forholdet er så flydende,<br />
at der ingen bestemt lov er for, hvad man må og hvad man ikke må handle med i disse forretninger.<br />
Navnlig i de senere år har iskremforhandlerne gjort meget for at højne standarden.<br />
Der findes nu en mængde forretninger, der drives i smukt udstyrede og vedligeholdte lokaler.<br />
En betingelse for disse forretningers eksistens er, at de kan holdes åbne hele året,<br />
men et supplement med salg af visse varer vil da være nødvendigt. — Det er her, konflikten<br />
med beværterloven let kan opstå.<br />
Der må således siges at være sket en udvikling i dansk erhvervsliv, idet iskremudsalgene<br />
fra udelukkende at have været sæsonforretninger er gået over til at blive et<br />
virkeligt og ikke helt lille erhverv, hvilket den imidlertid savner lovgivning for.<br />
Denne situation er ikke holdbar. Hverken samfundet eller branchens udøvere kan<br />
være tjent med, at en hel stand lever på en vulkan, hvilket navnlig i den sidste tid har vist<br />
sig at være tilfældet, idet talrige politirazziaer har fundet sted.<br />
Foreningerne tillader sig at foreslå, at et iskonditorborgerskab skulle give ret<br />
til følgende:<br />
1. Et passende antal borde og stole i lokalet efter dettes størrelse.<br />
2. Forhandling af iskrem med tilbehør, flødeskum, mælk, saft vand, æbleskiver, pandekager,<br />
lagkager, æblekager, fromager og lign. samt konfekturer.<br />
Idet vi håber på ministerens velvillige og hurtige behandling af sagen, tegner vi<br />
med højagtelse<br />
Svend Madsen. E. Johansen.<br />
Form. for fabrlkantforen. Formand f. Iskonditorforen.<br />
Fremsendes til handelsministeriet med bemærkning, at foranstående andragende<br />
må ses som en reaktion over for en i den senere tid af Københavns politis bevillingskontor<br />
foretagen undersøgelse af de københavnske iskonditoriers næringsretlige og lokalemæssige<br />
forhold.
185<br />
Som det fremgår af vedlagte rapportmateriale, har man hidtil undersøgt 11 iskonditoriers<br />
forhold, og for dem alle gælder, at den af dem drevne serveringsvirksomhed<br />
ikke dækkes af deres næringsadkomst. En enkelt driver således sin virksomhed med næringsbrev<br />
som handlende og må følgelig overhovedet ikke have indrettet servering i forretningslokalet.<br />
De øvrige har alle næringsbrev som bager, men samtlige serveringsvirksomheder<br />
går efter det oplyste langt ud over bagernes hævdvundne, beskedne serveringsret, både<br />
hvad angår arten af de varer, der serveres, og antallet af opstillede borde og stole.<br />
En lovliggørelse af forholdet kan formentlig kun ske ved, at de pågældende næringsdrivende<br />
erhverver konditorbevilling. Herved falder de imidlertid ind under de regler<br />
om lokalernes indretning m. v., som i henhold til beværterlovens § 9 er fastsat i landets<br />
politivedtægter. Hvis disse forskrifter gennemføres strengt, vil iskonditorierne, der normalt<br />
er etableret i tidligere butikslokaler, som hovedregel ikke kunne godkendes i lokalemæssig<br />
henseende. Der er imidlertid for Københavns vedkommende i politivedtægtens § 75, punkt<br />
2), hvoraf ekstraktafskrift vedlægges, en hjemmel for politiet og sundhedskommissionen<br />
til at tilstå lempelser i vedtægtens fordringer til lokaler. Denne bestemmelse har f. eks.<br />
været anvendt i den vedlagte sag angående „Isbaren", Blågårds Plads 15—17.<br />
Spørgsmålet i almindelighed har nu været forelagt sundhedskommissionen, der er<br />
indstillet på i vidt omfang at gøre brug af den omhandlede undtagelsesbestemmelse for<br />
iskonditorierne og kun stille de krav, som skønnes nødvendige i sundhedsmæssig henseende.<br />
Man er således indstillet på at lempe kravene til loftshøjde m. v. og ikke kræve indretning<br />
af toilet. Derimod må man stille de krav, som skønnes sundhedsmæssigt nødvendige, og der<br />
vil f. eks., hvis der finder tillavning sted af æbleskiver., pandekager, lagkage o. lign., blive<br />
stillet krav om indretning af et særligt køkken, ligesom det vil blive krævet, at tilberedningen<br />
og opbevaringen af de øvrige varer sker på sundhedsmæssig forsvarlig måde, og at<br />
det anvendte service kan afvaskes grundigt.<br />
Jeg vil herefter anse det for muligt, at der for Københavns vedkommende kan<br />
gennemføres en ordning, hvorefter iskonditorierne erhverver konditorbevilling og får deres<br />
lokaler godkendt, uden at der stilles større krav, end hvad der med rimelighed kan opfyldes<br />
af forretningernes indehavere. Om det samme kan ske i det øvrige land, afhænger af, om<br />
politivedtægterne har en tilsvarende dispensationsbeføjelse, og af, hvorledes de lokale<br />
sundhedskommissioner vil stille sig. Det vil derfor formentlig give en klarere løsning, hvis<br />
der indføres et særligt næringsbrev som „iskonditor" men hertil kræves formentlig lovændring.<br />
Hvis et sådant særligt næringsbrev indføres, bør det dog efter min mening foreskrives,<br />
at sundhedskommissionen skal godkende lokalerne og kan stille de fornødne krav<br />
til deres hygiejniske indretning.<br />
For så vidt angår de vedlagte konkrete sager har jeg efter omstændighederne ment<br />
at kunne stille kravet om lovliggørelse i bero, indtil handelsministeriets afgørelse foreligger.<br />
Med meddelelse om afgørelsen bedes til sin tid de vedlagte rapporter med bilag<br />
tilbagesendt.<br />
Københavns politikammer, den 19. maj 1948.<br />
Herfelt.<br />
Mellerup.
186<br />
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Bilag 3.<br />
lste afdeling.<br />
København, den 23. juni 1948.<br />
Til ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
Ved at tilbagesende den med ministeriet for handel, industri og søfarts skrivelse<br />
af 31. f. m. hertil fulgte sag, hvori Iscremefabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i<br />
Danmark andrager om indførelse af en særlig iskonditoradkomst, undlader man ikke at<br />
udtale, at magistraten med politidirektøren er enig i, at der til den omhandlede næring<br />
udkræves bevilling i henhold til beværterloven. Magistraten må for sit vedkommende formene,<br />
at det ikke vil være hensigtsmæssigt at oprette en ny næringsadkomst som „iskonditor".<br />
Såfremt en lempelse i lokalebestemmelserne i enkelte tilfælde måtte skønnes påkrævet,<br />
og politivedtægten i den pågældende jurisdiktion ikke hjemler adgang hertil, må<br />
magistraten formene, at man bør søge tilvejebragt den hertil fornødne hjemmel.<br />
Alfred Bindslev.<br />
B. Behnke.
187<br />
MINISTERIET FOR Bilag 4.<br />
HANDEL, INDUSTRI OG SØFART<br />
København K., den 20. juli 1949.<br />
Til samtlige 'politimestre.<br />
Iskremfabrikantforeningeri og Is-Konditorforeningen i Danmark har i en hertil<br />
indkommen skrivelse af 19. januar f. å., hvoraf afskrift vedlægges, henstillet, at der træffes<br />
foranstaltninger til indførelse af en særlig adkomst som iskonditor. Politidirektøren i København<br />
og Københavns magistrat har udtalt sig over sagen i de i afskrift hosfølgende skrivelser<br />
af henholdsvis 19. maj og 23. juni f. å.<br />
Forinden videre i denne anledning foretages, skal man på foranledning af de i kommissionen<br />
af 1947 angående alkoholspørgsmålet stediindende overvejelser af det rejste<br />
spørgsmål anmode hr. politimesteren om at ville foranledige oplyst:<br />
1) hvor mange virksomheder af den pågældende art der findes inden for politikredsen,<br />
2) hvilken næringsadkomst vedkommende virksomhed er i besiddelse af, (såfremt en<br />
eventuel beværterbevilling er meddelt af overbevillingisnævnet, tillige oplysning<br />
herom),<br />
3) hvad de enkelte virksomheder serverer,<br />
4) hvad de enkelte virksomheder forhandler,<br />
5) hvor længe de enkelte virksomheder holder åbent,<br />
a) tidspunktet for lukningen om aftenen,<br />
b) helårsvirksomhed, sæsonforretning og lign.,<br />
6) om der er hjemmel i vedkommende politivedtægt til at dispensere for så vidt angår<br />
de heromhandlede lokaler, jfr. politidirektørens bemærkninger herom.<br />
Med svaret i sagen ville man sætte pris på at modtage hr. politimesterens eventuelle<br />
egne ytringer i denne.<br />
P. M. V.<br />
P. Villads««,<br />
Afd.chef.<br />
Axel Roelsen.
188<br />
CENTRALFORENINGEN Bilag 5.<br />
AF HOTELVÆRTFORENINGER OG<br />
RESTAURATØRFORENINGER I<br />
DANMARK<br />
København V., den 9. oktober 1950.<br />
Til kommissionen af 1947 angående alkohol-spørgsmålet, cjo. Ministeriet for<br />
handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, K.<br />
Under henvisning til kommissionens skrivelse af 11. september d. å. angående det<br />
af Iscremefabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark rejste spørgsmål<br />
om indførelse af en særlig iskonditoradkomst tillader vi os herved at meddele, at centralforeningens<br />
forretningsudvalg i et for nylig afholdt møde har drøftet sagen, og at man har<br />
besluttet at protestere imod, at en sådan særlig adkomst lovfæstes.<br />
Vi er af den opfattelse, at der ikke fra de nævnte foreningers side er anført sådanne<br />
grunde, som kan berettige til en ændring i de allerede bestående regler i beværterloven,<br />
og vi kan i det hele taget give vor fulde tilslutning til den protest, der fra Danmarks Konditorforenings<br />
side er indsendt til kommissionen, og som vi er fuldt bekendt med.<br />
Med ærbødighed<br />
P. F. V.<br />
Knud Ernst.<br />
Allan Hansen.
189<br />
DE SAMVIRKENDE Bilag 6.<br />
KØBMANDSFORENINGER I DANMARK<br />
København V., den 2. oktober 1950.<br />
Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet, cjo. Ministeriet for<br />
handel, industri og søfart, Slotsholmsgade, København K.<br />
I skrivelse af 11. f. m. har den ærede kornmission anmodet vor organisation om at<br />
ville fremkomme med en udtalelse i anledning af den med skrivelsen i afskrift fulgte sag,<br />
hvori Iskremfabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark har henstillet, at der<br />
træffes foranstaltning til indførelse af en særlig adkomst for iskonditorer.<br />
Organisationen vil anse indførelse af en sådan adkomst for at være upåkrævet,<br />
idet det er vor opfattelse, at de bestående regler om sådan næring må anses for at være helt<br />
fyldestgørende.<br />
Vi er iøvrigt bekendt med De danske handelsforeningers fællesorganisations skrivelse<br />
af 29. f. m. til den ærede kommission, og vi kan ganske slutte os til de betragtninger,<br />
der fremsættes i den pågældende skrivelse.<br />
Med ærbødighed<br />
De samvirkende købmandsforeninger i Danmark.<br />
Bent Schultzer.
190<br />
DE DANSKE Bilag 7.<br />
HANDELSFORENINGERS<br />
FÆLLESORGANISATION<br />
København V., den 29. september 1950.<br />
Til kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet.<br />
Med skrivelse af 11. september d. å. har den ærede kommission anmodet De danske<br />
Handelsforeningers Fællesorganisation om at fremkomme med en udtalelse angående et af<br />
Iskremfabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark rejst spørgsmål om indførelse<br />
af en særlig adkomst som iskonditor.<br />
I den anledning skal fællesorganisationen udtale, at man ikke mener, at der i det<br />
foreliggende tilfælde er tilstrækkelig anledning til, at der indføres ekstraordinære foranstaltninger<br />
på det omhandlede område for så vidt angår iskonditorier.<br />
De pågældende forretninger må efter vor opfattelse løse næringsbrev som konditorer,<br />
og de krav, der, for så vidt angår disse næringsdrivende, er opstillet i beværterloven,<br />
er efter vor opfattelse rimelige og naturlige med hensyn til regulering af disse forretningers<br />
virksomhed, så meget mere, som man i øjeblikket i politivedtægten, i hvert fald for Københavns<br />
vedkommende, har adkomst til at lempe kravene med hensyn til lokalernes indretninger.<br />
Såfremt iskonditorernes næringsforhold søges ændret ved særlig lovgivning, skal<br />
man tillade sig at anføre, at de krav, der bør stilles til sådanne forretninger, efter vor opfattelse<br />
ikke må være væsentlig ringere end dem, der i øjeblikket stilles med hjemmel i<br />
ovennævnte dispensationsbeføj else.<br />
Det tilføjes, at såfremt man fra myndighedernes side svækker de lokalemæssige<br />
og de personlige krav, vil dette efter vor formening bevirke, at der vil blive etableret uhygiejniske<br />
og usunde iskonditorier.<br />
Ærbødigst<br />
p. f. v.<br />
Max Lindskov,<br />
formand.<br />
Jøndrwp,<br />
fuldmægtig.
191<br />
H. FISCHER-HANSEN Bilag 8.<br />
& R. V. HEMMINGSEN.<br />
LANDSRETSSAGFØRERE<br />
Til kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet, Handelsministeriet,<br />
Slotsholmsgade 10, København K.<br />
I besvarelse af kommissionens skrivelse af den 11. september d. å. til Danmarks<br />
Konditor forening, skal jeg på foreningens vegne tillade mig at anføre, at man må protestere<br />
mod det af de såkaldte iskonditorier fremsatte forslag om at indføre et næringsbrev, der<br />
skulle give den pågældende næringsbranche ret til at drive virksomhed med salg og servering<br />
af kager, uden at den pågældende samtidig skulle være underkastet de for konditorer i beværterlov,<br />
lukkelov m. v. gældende bestemmelser, hvorved skal bemærkes, at de i iskonditorforeningens<br />
skrivelse af januar 1948 anførte varebetegnelser „æbleskiver, pandekager,<br />
lagkager, fromager o. lign." vel i realiteten må siges at dække et almindeligt salg af kagevarer.<br />
En sådan forhandler- og serveringsret vil kunne påføre vor forenings medlemmer<br />
en ganske urimelig konkurrence og f. eks. medføre, at en bager gennem et sådant iskonditori<br />
kan afsætte en kageproduktion efter almindelig lukketid og oven i købet holde servering.<br />
Man kan ikke se rettere, end at de pågældende næringsdrivende, såfremt de ønsker<br />
at forhandle og servere kager, må henvises til at søge den konditorbevilling, som i virkeligheden<br />
dækker den næring, man ønsker at drive.<br />
København, den 14. september 1950.<br />
Med ærbødighed<br />
Danmarks Konditorforening.<br />
C. F. Diemar,<br />
formand.
192<br />
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Bilag 9.<br />
lste afdeling.<br />
København, den 5. november 1947.<br />
Hr. Politiinspektør E. Mellerup, chef for Københavns ordenspoliti.<br />
Under henvisning til skrivelse af 3. d. m. vedrørende eventuelle ændringer af<br />
den gældende beværterlov kan jeg, efter at sagen gennem årene har været drøftet nogle<br />
gange med bevillingsnævnets medlemmer, meddele, at det her i staden må anses for ønskeligt,<br />
at loven ændres på følgende punkter:<br />
Ad § 2, stk. 1,
193<br />
retning, kan give den fornødne tilladelse. Ifølge sædvane modsætter handelsministeriet<br />
sig ikke sådanne tilladelser, og det anses for mere hensigtsmæssigt, at disse tilladelser<br />
udstedes af magistraten, hvorved en del unødigt skriveri vil kunne undgås.<br />
Ad § 23.<br />
Der er næppe tilstrækkelig anledning til at begrænse tilladelserne til forhandling<br />
af varme pølser m. v. fra faste stadepladser på gaden eller pladsen til kun at gælde 1 år<br />
ad gangen, navnlig under hensyn til, at tilladelsen kan tilbagekaldes som i paragraffens<br />
4. stk. anført.<br />
En gyldighedsperiode, svarende til den for beværterbevillinger gældende, altså<br />
her i staden 8 år, vil sikkert ikke give anledning til ulempe af nogen art og lette administrationen<br />
for en del unødigt arbejde.<br />
ar.<br />
Sigurd Thorsen,,<br />
Tilstilles alkoholkommissionen til efterretning og eventuel foranstaltning.<br />
Københavns -politi,<br />
I. Politiinspektorat, den 22. marts 1948.<br />
Mellerup.<br />
Politiinspektør.
194<br />
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Büag 10.<br />
lste afdeling.<br />
KøbenJiavn, den 9. februar 1948.<br />
Til ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
I anledning af, at den af handelsministeriet under 27. februar 1940 stadfæstede<br />
beværtervedtægt for staden København udløb med udgangen af december måned 1947,<br />
har magistraten overfor borgerrepræsentationen anbefalet, at vedtægten uden ændringer<br />
indstilles til handelsministeriets stadfæstelse for de kommende 8 år, og i sit møde den 29.<br />
januar d. å. har forsamlingen tiltrådt magistratens forslag.<br />
Ved at meddele dette undlader man ikke at anmode om, at medfølgende beværtervedtægt<br />
må blive forsynet med ministeriets stadfæstelse.<br />
Idet nogle eksemplarer af magistratens indstilling til borgerrepræsentationen og af<br />
den i sagens anledning afgivne udvalgsbetænkning vedlægges, undlader magistraten ikke i<br />
overensstemmelse med udvalgsbetænkningen, der i sin helhed er tiltrådt af borgerrepræsentationen,<br />
at henstille, at lovgivningsmagtens opmærksomhed henledes pa, at det ved en<br />
kommende revision af beværterloven ville være ønskeligt, om der blev givet adgang for<br />
bevillingsmyndighederne til under visse omstændigheder at udstede bevillinger for et kortere<br />
åremål, for eksempel 1 å 2 år, samt at der i loven ligeledes søges optaget en bestemmelse<br />
sigtende til at forhindre omgåelse af loven i sådanne tilfælde, hvor bevillingsmyndighederne<br />
har frataget bevillingshaveren bevillingen.<br />
Alfred Bindslev.<br />
Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet.<br />
B. Behnke.<br />
En udtalelse over sagen udbedes forsåvidt angår spørgsmålet om de foreslåede ændringer<br />
i beværterloven.<br />
Med svaret i sagen bedes bilagene tilbagesendt.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 6. marts 1948.<br />
P. M. V.<br />
P. Villadsen.<br />
Afd.chef.<br />
Axel Roelsen,<br />
fg.
195<br />
TIL BORGERREPRÆSENTATIONEN Bilag 10 a.<br />
Udvalgsbetænkning angående forslaget vedrørende stadfæstelse af beværtervedtægten for<br />
København.<br />
I skrivelse af 8. december 1947 har magistraten fremsat forslag om at henstille til<br />
handelsministeriet, at beværtervedtægten for København, hvis gyldighed udløber med udgangen<br />
af december måned 1947, stadfæstes uden ændringer.<br />
Forslaget henvistes i forsamlingens møde den 18. december 1947 til overvejelse i<br />
nedennævnte udvalg.<br />
Efter at udvalget i et møde har forhandlet med magistraten om sagen, skal man<br />
fremsætte følgende bemærkninger.<br />
Ifølge § 4 i lov nr. 129 af 15. marts 1939 meddeles og fornyes beværterbevillinger for<br />
et tidsrum af højst 8 og mindst 5 år. Tidsrummet, der skal være ens for alle bevillinger i<br />
kommunen, fastsættes i København i beværtervedtægten og har i de hidtil gældende vedtægter<br />
været fastsat til 8 år.<br />
Antallet af bevillinger med ret til at udskænke stærke drikke må efter beværterlovens<br />
bestemmelse ikke være større en 1 bevilling for hver 550 indbyggere.<br />
Under forhandlinger i udvalget har man drøftet et af afholdsfolkenes fællesrepræsentation<br />
for København og Frederiksberg til magistraten indsendt forslag om, at beværtervedtægten<br />
ændres således, at beværterbevillinger udfær diges og fornyes for et tidsrum af<br />
5 år, samt at bevillinger til at drive beværtning med ret til udskænkning af stærke drikke<br />
meddeles efter forholdet: 1 bevilling for hver 750 indbyggere.<br />
Af de oplysninger, udvalget har modtaget fra magistraten, fremgår det, at antallet<br />
af beværtninger med ret til udskænkning af stærke drikke højest kan sættes til 1370, når<br />
folketallet pr. 5. november 1946 lægges til grund, samt at der pr. 21. november 1947 kun er<br />
934 bevillinger i brug. Af de resterende 436 bevillinger er deponeret 219 bevillinger, og der<br />
er således til disposition 217 bevillinger.<br />
Der er i udvalget enighed om, at der i en by af Københavns størrelse nødvendigvis<br />
må være et vist antal bevillinger til disposition, og da det af de modtagne oplysninger<br />
synes at fremgå, at magistraten og bevillingsnævnet med passende mådehold administrerer<br />
beværterlovens bestemmelser om udstedelse af bevillinger, har der, ihvorvel der fra enkelte<br />
sider var sympati for at gå til en forhøjelse af forholdstallet, været overvejende stemning<br />
i udvalget for at tiltræde magistratens forslag i den foreliggende skikkelse.<br />
Udvalget finder dog anledning til at henstille til magistraten, at man henleder lovgivningsmagtens<br />
opmærksomhed på, at det ved en kommende revision af loven ville være<br />
ønskeligt, om der blev givet adgang for bevillingsmyndighederne til under visse omstændigheder<br />
at udstede bevillingerne for et kortere åremål, f. eks. 1 å 2 år, samt at der i loven ligeledes<br />
søges optaget en bestemmelse sigtende til at forhindre omgåelse af loven i sådanne<br />
tilfælde, hvor bevillingsmyndighederne har frataget bevillingshaveren bevillingen.<br />
Med disse bemærkninger indstilles magistratens forslag til vedtagelse.<br />
København, den 13. januar 1948.<br />
Gotfred Andersen. Josef Andersson, Ingvard Dahl. Edvin Dose. I. Grünbaum.<br />
Formand og ordfører.<br />
Ludvig Hansen. Hermod Lannung. Hedevig Matthiesen. Mathilde Nielsen.<br />
Paul Ramm. Henry Stjernqvist.
196<br />
HADERSLEV AMTSRAAD Büag 11.<br />
Haderslev, den 14. maj 1949.<br />
Hr. Politimesteren i Haderslev m. v.<br />
I anledning af, at N. N. telefonisk hertil har meddelt, at han eller hans hustru hos<br />
politiet i Haderslev har opnået midlertidig bevilling til at drive beværtning med ret til udskænkning<br />
af stærke drikke i restaurationen N. N., skal man anmode hr. politimesteren om<br />
en udtalelse, herunder med hensyn til hjemmelen til at give en sådan midlertidig tilladelse.<br />
Pinholt.<br />
Tilbagesendes Haderslev amtsråd med bemærkning, at jeg den 11. maj d. å. skriftligt<br />
har tilladt N. N. at fortsætte driften af beværtningen N. N., uagtet hun ikke har sin næringsadkomst<br />
i orden.<br />
Det er og har altid og overalt — så vidt mig bekendt — været skik, at en gammel<br />
forretning ikke lukkes i det tidsrum, der ikke sjældent opstår, hvor en bevillingshaver<br />
flytter, inden den nye har fået sin bevilling i orden.<br />
Hvis beværterlovens § 5 handler om andet end nye beværtninger, er denne fremgangsmåde<br />
direkte i strid med denne paragraf, medens den ikke er i strid med § 4.<br />
Tidligere forløb et sådant personskifte, uden at nogen skriftlig tilladelse til at fortsætte<br />
driften var nødvendig. Her i politikredsen kræver imidlertid toldvæsenet en sådan<br />
tilladelse, da indehaveren ellers er afskåret fra at sælge toldafgiftspligtige varer.<br />
Jeg tillader mig at forespørge, om det er amtsrådets ønske, at politiet fremtidigt<br />
kræver alle beværtninger, der skifter indehaver, lukket, medens bevillingsspørgsmålet behandles<br />
i sogneråd og amtsråd.<br />
Politimesteren i Haderslev købstad m. v., den 20. maj 1949.<br />
Handelsministeriet.<br />
Hartmann.<br />
Nærværende sag skal man tillade sig at forelægge for handelsministeriet med forespørgsel,<br />
om det er ministeriet bekendt, at der er gennemført en praksis gående ud på, at<br />
politiet giver midlertidige tilladelser til at drive beværtning, indtil bevillingsmyndighedernes<br />
afgørelse foreligger. Amtsrådet må i så fald anse denne praksis for noget betænkelig, idet<br />
bevillingsansøgerne i tiden, indtil deres andragende afgøres, ofte vil have truffet dispositioner,<br />
der kan medføre tab for dem, hvis deres andragende ikke imødekommes.<br />
I nærværende sag er tilladelse meddelt af politiet, inden andragende om beværterbevilling<br />
var indgivet, og det er oplyst for amtsrådet, at den ovennævnte N. N.s ægtefælle<br />
er straffet, hvilket er grunden til, at hun agter at ansøge om bevilling.<br />
Haderslev amtsråd, den 24. maj 1949.<br />
Pinholt.
197<br />
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Bilag 12.<br />
lste afdeling.<br />
København, den 28. september 1949.<br />
Til ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
I skrivelse af 25. august 1949 har handelsministeriet anmodet om magistratens<br />
udtalelse i anledning af den i afskrift hoslagt tilbagefølgende sag, hvori Haderslev amtsråd<br />
har rejst spørgsmål om, hvorvidt der foreligger en fast praksis for, at politiet meddeler midlertidige<br />
tilladelser til at drive beværtning i tidsrummet mellem indgivelse af et andragende<br />
om beværterbevilling og bevillingens udstedelse.<br />
Således foranlediget undlader man ikke at meddele, at politidirektøren i skrivelse<br />
af 7. september 1949 har meddelt, at personer, der her i staden andrager om beværterbevilling,<br />
altid bliver gjort bekendt med, at de ikke må påbegynde virksomheden, før bevilling<br />
foreligger, og lokalerne er godkendt til beværtningsbrug. Den i Haderslev amtsråds<br />
skrivelse af 24. maj 1949 ommeldte praksis er således ikke gennemført her i staden, jfr.<br />
også bestemmelsen i beværterlovens § 5, 1. stk. og § 14, 1. stk.<br />
Alfred Bindslev.<br />
Sigurd Thorsen.
198<br />
Påtegningsskrivelse fra Foreningen af Politimestre i Danmark.<br />
BUag 13.<br />
Tilbagesendes med 1 bilag til ministeriet for handel, industri og søfart, idet man skal<br />
udtale, at beværterloven formentlig ikke indeholder regler, hvorefter det er muligt at afbøde<br />
det uheldige forhold, at der ved en beværtnings overdragelse opstår et tomrum i tiden, indtil<br />
bevilling er meddelt den ny indehaver. Med hensyn til praksis skal man henvise til vedlagte<br />
oplysninger fra de politimestre, som er medlemmer af bestyrelsen.<br />
Foreningen af Politimestre i Danmark, den 24. september 1949.<br />
Politimesteren i Århus købstad:<br />
p. f. v.<br />
Hoeck.<br />
Bilag 13 a.<br />
„Her skønner vi i de enkelte tilfælde således, at hvis bevillingsansøgeren formenes<br />
at kunne påregne at få bevilling, lader vi ham —• uden skriftlig tilladelse eller andre formaliteter<br />
— drive forretningen i tidsrummet, indtil bevillingen foreligger, men den gamle<br />
ejer står som ansvarlig i forhold til toldvæsenet."<br />
Politimesteren i Randers købstad m. v.:<br />
„Efter at handelsministeriet i et tilfælde, hvor en person havde anholdt om tilbagebetaling<br />
af en indbetalt afgift for udfærdigelse af forventet beværter- og gæstgiveribevilling,<br />
som blev ham nægtet, havde udtalt, at det formentlig ville have været rettest,<br />
om der ikke var meddelt den pågældende tilladelse til drift af hotellet uden fornøden bevilling,<br />
følges samme praksis som i Københavns politi, at en beværtning ikke må drives<br />
af en ny indehaver, før en ny bevilling foreligger, således at beværtningen lukkes, hvis den<br />
ikke kan drives af den gamle indehaver, indtil den ny indehavers bevilling foreligger."<br />
Politimesteren i Frederikssund købstad m. v.:<br />
„I denne kreds, hvor der er ca. 80 bevillinger, og hvor der meget ofte sker ejerskifte,<br />
er der fast praksis for at meddele skriftlige midlertidige tilladelser, idet anden fremgangsmåde<br />
praktisk talt ikke er mulig. Man kan ikke lade ofte betydelige virksomheder
199<br />
henligge lukkede, fordi bevillingsspørgsmålet ikke straks kan afgøres. Tilladelserne gives<br />
skriftligt af hensyn til toldvæsenet. Jeg forlanger altid indbetalt gebyret straks, og tilladelsen<br />
gives ikke, før der er indhentet straffeattest og oplysning fra registraturen, således at<br />
man nogenlunde kan skønne, om bevillingen bliver meddelt eller ikke."<br />
Politimesteren i Københavns amts søndre birk:<br />
„Praksis her i kredsen er den, at man, når sognerådets anbefaling foreligger, tolererer,<br />
at den ny ejer overtager driften på tidligere ejers ansvar.<br />
Såfremt sagen ikke kan vente til sognerådsmødet — men disse tilfælde er få — afæskes<br />
sognerådsformanden en udtalelse. Hvis han regner med., at bevilling vil blive givet,<br />
og papirerne iøvrigt er i orden, forholdes som ovennævnt."<br />
Politimesteren i Åbenrå købstad m. v.:<br />
„Angående praksis her skal jeg oplyse, at en ny andrager i „tomrummet" får lov<br />
til at fortsætte på den tidligere indehavers bevilling, såfremt han får dennes skriftlige samtykke<br />
dertil, og således at den tidligere bevillingshaver overfor myndighederne, derunder<br />
toldvæsenet, står som den ansvarlige leder af virksomheden. Tilladelsen gives ikke skriftlig<br />
og er betinget af, at straffeattest og rigsregistraturattest, samt såvidt muligt en udtalelse<br />
fra politiet på andragerens tidligere hjemsted ikke taler derimod."
200<br />
København 1950. Bilag 14.<br />
Ekstrakt-afskrift af 8. betænkning fra forvaltningskommissionen af 1946.<br />
III. Betænkning vedrørende amtshontor ernes forretningsområde.<br />
II. Ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
2. Beværterloven.<br />
a) Ifølge beværterlovens § 6, stk. 5, påhviler det retlige ansvar for en forretnings tilbørlige<br />
drift i tilfælde, hvor forretningen drives ved bestyrer, såvel bestyreren som adkomsthaveren,<br />
medmindre den myndighed, der har meddelt adkomsten, med overbevillingsnævnets<br />
tilslutning måtte træffe anden bestemmelse.<br />
Det har været overvejet, om det ikke ville være naturligt at søge reglen ændret<br />
således, at beføjelsen til at sanktionere afvigelser fra hovedreglen blev henlagt til amterne,<br />
men da det overfor kommissionen er blevet oplyst, at sager af den pågældende art er ret<br />
sjældne og arbejdsmæssigt kun spiller en uvæsentlig rolle for overbevillingsnævnet, har<br />
man ikke fundet tilstrækkelig anledning til at stille forslag herom.<br />
b) Fra reglen i beværterlovens § 8, stk. 1, om, at beværtere og gæstgivere ikke må have<br />
mere end eet fast forretningssted i samme kommune, kan der i særlige tilfælde gøres<br />
undtagelse af ministeren for handel, industri og søfart efter indstilling fra vedkommende<br />
lokale bevillingsmyndighed og kommunalbestyrelse.<br />
Da der i tidens løb har dannet sig en ret fast praksis for, i hvilke tilfælde den nævnte<br />
regel kan fraviges, vil der efter kommissionens opfattelse ikke være forbundet nogen betænkelighed<br />
ved, at det overlades til de lokale bevillingsmyndigheder selv — eventuelt efter<br />
nærmere fra ministeriet for handel, industri og søfart givne retningslinier — at afgøre forekommende<br />
dispensationssager, og man skal derfor foreslå, at en hertil sigtende lovændring<br />
søges gennemført.<br />
c) Ifølge beværterlovens § 11 kan ministeren for handel, industri og søfart i visse tilfælde<br />
efter indstilling fra vedkommende lokale bevillingsmyndighed og kommunalbestyrelse<br />
tillade, at beværter- og gæstgivernæring med ret til udskænkning af stærke drikke<br />
drives i forening med anden næring, som det ellers ikke er de pågældende tilladt at<br />
udøve.<br />
Med samme begrundelse som anført foran under b) foreslår kommissionen, at den<br />
nævnte lovbestemmelse søges ændret således, at det overlades til de lokale bevillingsmyndigheder<br />
selv at træffe afgørelse i forekommende dispensationssager.
201<br />
d) Ifølge beværterlovens § 21, stk. 6, 2. pkt., vil der til de bevillinger, der meddeles af overbevillingsnævnet,<br />
kunne knyttes nærmere fastsatt«} vilkår og begrænsninger. En tilsvarende<br />
adgang til at knytte vilkår og begrænsninger til bevillinger tilkommer ikke<br />
de lokale bevillingsmyndigheder, og i alle tilfælde, hvor en bevilling ønskes gjort begrænset<br />
eller knyttet til særlige vilkår, må sagen derfor forelægges overbevillingsnævnet,<br />
jfr. lovens § 4, stk. 6.<br />
Det er for kommissionen oplyst, at sager, der behandles af overbevillingsnævnet som<br />
følge af de lokale bevillingsmyndigheders manglende beføjelse til at knytte vilkår og begrænsninger<br />
til en bevilling, er yderst fåtallige (i 1944, 1945 og 1946 henholdsvis 3, 7 og 9),<br />
og hensynet til at aflaste overbevillingsnævnet taler derfor ikke med større vægt for at<br />
søge de bestående regler på dette område ændret.<br />
Kommissionen er imidlertid tilbøjelig til at mene, at den sjældne forekomst af sager af<br />
den omhandlede art i ikke ringe grad skyldes, at de lokale bevillingsmyndigheder i en række<br />
tilfælde, hvor det ville være nærliggende at knytte særlige vilkår eller begrænsninger til en<br />
bevilling, mere eller mindre bevidst undlader at tage dette spørgsmål op ud fra ønsket om i<br />
størst muligt omfang selv at kunne afgøre de forekommende sager. Ud fra denne formodning<br />
mener kommissionen at måtte gå ind for, at en beføjelse svarende til den, der efter lovens<br />
§ 21, stk. 6, 2. pkt., tilkommer overbevillingsnævnet, gives de lokale bevillingsmyndigheder,<br />
og man skal derfor foreslå, at en hertil sigtende lovændring søges gennemført.<br />
•M
202<br />
FÆLLESORGANISATIONEN Bilag 15.<br />
AF LANDKOMMUNER MED<br />
BYMÆSSIG BEBYGGELSE<br />
Den 27. januar 1947.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
På fællesorganisationens delegeretmøde den 4. december 1946 oplystes det, at det<br />
på grund af reglerne om kommuneafstemninger i § 12 i beværterloven af 15. marts 1939<br />
ofte er umuligt for kommuner med over 3 000 indbyggere i bymæssig bebyggelse at opnå et<br />
ordentligt hotel.<br />
I tilslutning til tidligere henvendelse desangående i 1941—42 skal bestyrelsen,<br />
der er enig i det på delegeretmødet anførte, henstille til handelsministeriet, at der søges tilvejebragt<br />
lovhjemmel for, at de for købstæderne gældende regler på det heromhandlede område<br />
bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000 indbyggere, når mindst<br />
1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse, således at det i sådanne kommuner i en af handelsministeriet<br />
stadfæstet vedtægt kan fastsættes, i hvilket omfang beværterbevillinger skal<br />
kunne meddeles.<br />
P. B. V.<br />
Kai Jensen.
203<br />
FÆLLESORGANISATIONEN Büag 16.<br />
AF LANDKOMMUNER MED<br />
BYMÆSSIG BEBYGGELSE<br />
København, den 15. juli 1947.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
I skrivelse af 27. januar 1947 henstillede fællesorganisationen til handelsministeriet,<br />
at der søges tilvejebragt lovhjemmel for, at de for købstæderne gældende beværterregler<br />
bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000 indbyggere, når mindst<br />
1 500 af disse bor i bymæssige bebyggelser, således at det i sådanne kommuner i en af handelsministeriet<br />
stadfæstet vedtægt kan fastsættes, i hvilket omfang beværterbevillinger<br />
skal kunne meddeles. I skrivelse af 28. april 1947 har handelsministeriet derefter meddelt,<br />
at ministeriet har forelagt sagen for den den 21. marts 1947 nedsatte alkoholkommission,<br />
der skal fortsætte det af alkoholkommissionen af 1934 udførte arbejde, og at handelsministeriet<br />
— når man modtager kommissionens indstilling — skal komme tilbage til<br />
sagen.<br />
Under henvisning til det således foreliggende skal man — efter at sagen har været<br />
drøftet på bestyrelsens møde den 4. juli 1947 — meddele, at det omhandlede spørgsmål er<br />
aktuelt i flere af de fællesorganisationen tilsluttede kommuner, og at man derfor skal henstille,<br />
at handelsministeriet søger fællesorganisationens ønsker imødekommet gennem en<br />
separat lovændring uden afventelse af alkoholkommissionens hovedindstilling.<br />
P. B. V.<br />
Kai Jensen.
204<br />
AMTSRAADSFORENINGEN Büag 17.<br />
I DANMARK<br />
den 25. august 1949.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10. K.<br />
I skrivelse af 18. f. m. har det høje ministerium anmodet amtsrådsforeningen<br />
om en udtalelse over et andragende fra fællesorganisationen af landkommuner med bymæssig<br />
bebyggelse om, at der må blive tilvejebragt lovhjemmel for, at de for købstæder<br />
gældende beværterregler bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000 indbyggere,<br />
når mindst 1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse.<br />
I denne anledning skal man meddele, at amtsrådsforeningens bestyrelse er enig<br />
i det af fællesorganisationen anførte synspunkt, og at man intet har at erindre mod, at den<br />
af fællesorganisationen ønskede ændring i beværterloven søges gennemført.<br />
Jens Dalsgaard.
205<br />
DE SAMVIRKENDE Bilag 18.<br />
SOGNERADSFORENINGER<br />
I DANMARK<br />
Den 31. august 1949.<br />
Til ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
I skrivelse af 18. juli d. å. har ministeriet for handel, industri og søfart anmodet<br />
om en udtalelse herfra med hensyn til et fra fasllesorganisationen af landkommuner<br />
med bymæssig bebyggelse modtaget andragende om, at der søges tilvejebragt lovhjemmel<br />
for, at de for købstæder gældende beværterregler bringes til anvendelse i sognekommuner<br />
med mindst 2 000 indbyggere, når mindst 1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse.<br />
I denne anledning skal man meddele, at der herfra intet vides imod forslaget at<br />
erindre.<br />
Edvard Sørensen.
206<br />
Påtegning s skrivelse fra Foreningen af Politimestre i Danmark.<br />
Bilag 19.<br />
Tilbagesendes med bilag til ministeriet for handel, industri og søfart, idet man skal<br />
tillade sig at udtale, at man kan anbefale, at der søges tilvejebragt lovhjemmel for, at de<br />
for købstæder gældende regler bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000<br />
indbyggere, når mindst 1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse. Man må mene, at hensynet<br />
til i stationsbyer og lignende større bebyggelser at skaffe ordentlige og egnede beværtninger<br />
synes at tale for den foreslåede ordning, hvorved bemærkes, at bevillingsnævnene<br />
under de givne forhold på samme måde som nu i købstæderne vil kunne drage omsorg for,<br />
at hensynet til ædrueligheden varetages på betryggende måde.<br />
Foreningen af Politimestre i Danmark, den 18. august 1949.<br />
p. f. v.<br />
Hoeck.
207<br />
MINISTERIET FOR Bilag 20.<br />
HANDEL, INDUSTRI OG SØFART<br />
København, den 16. februar 1949.<br />
Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet.<br />
Under dags dato har man tilskrevet finansministeriet, departementet for told- og<br />
forbrugsafgifter, således:<br />
„I anledning af departementets skrivelse af 24. f. m. vedrørende udskænkningen<br />
af stærke drikke i forsamlingshuse skal man meddele, at spørgsmålet om beværtning i<br />
forsamlingshuse på anden foranledning er forelagt kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet,<br />
hvilken man samtidig hermed har gjort bekendt med departementets skrivelse.<br />
Man skal derfor henstille, at de af finansministeriet ønskede forhandlinger først<br />
optages, når kommissionen har afgivet sin indstilling i sagen."<br />
Hvilket herved meddeles under vedlæggelse af finansministeriets fornævnte skrivelse.<br />
Med svaret bedes også dette bilag tilbagesendt.<br />
P. M. V.<br />
E. B.<br />
Axel Roelsen.<br />
FINANSMINISTERIET<br />
DEPARTEMENTET FOR TOLD- OG FORBRUGSAFGIFTER<br />
København, den 24. janimr 1949.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart.<br />
Ved en af departementet iværksat undersøgelse er det konstateret, at 153 eller ca.<br />
10 pct. af samtlige forsamlingsbygninger i landkommunerne er anmeldt over for toldvæsenet<br />
som almindelige restaurationsvirksomheder i henhold til § 3, punkt 2, jfr. § 1, stk. 2,<br />
i loven om afgift på omsætningen af stærke drikke, idet de givne polititilladelser til at udskænke<br />
stærke drikke har medført anmeldelsespligt over for toldvæsenet.<br />
Af de anmeldte forsamlingshuse er 136 beliggende på Sjælland samt på Lolland<br />
og Falster og de omliggende øer. Det skal eksempelvis anføres, at i Sakskøbing tolddistrikt
208<br />
er samtlige 7 forsamlingshuse anmeldt, i Stege tolddistrikt er 9 af distriktets 10 forsamlingshuse<br />
anmeldt, og i Nykøbing F. tolddistrikt, hvor der findes 13 forsamlingshuse, er<br />
12 anmeldt. Politimyndighederne i de nævnte egne synes i ret udstrakt grad at have praktiseret<br />
beværterlovens § 22, stk. 3, således, at forsamlingshusene har fået en generel<br />
3 måneders lejlighedstilladelse til udskænkning af stærke drikke, og at denne tilladelse<br />
derefter er fornyet hver gang perioden er udløbet, jfr. herved de af østre landsret den<br />
24. juni 1948 afsagte domme vedrørende forsamlingshusene på Møn, hvor dette netop<br />
var tilfældet.<br />
De over for toldvæsenet anmeldte forsamlingshuse sidestilles i afgiftsmæssig henseende<br />
med almindelige restaurationsvirksomheder, hvoraf bl. a. følger, at der skal svares<br />
afgift af enhver udskænkning af stærke drikke, der foregår i lokalerne, altså også af stærke<br />
drikke, gæsterne selv medbringer, og af drikkevarer, der serveres uden vederlag. Ved afholdelse<br />
af private fester i anmeldte forsamlingshuse vil der således være at svare afgift af<br />
medbragte stærke drikke, uanset om lokalerne er stillet vederlagsfrit til rådighed eller ej.<br />
I forsamlingshuse, der ikke er anmeldt over for toldvæsenet, skal der derimod kun<br />
svares afgift, når der efter beværterloven udkræves en særlig tilladelse til afholdelse af den<br />
pågældende sammenkomst (f. eks. foreningsfester, møder o. lign.). Sammenkomster, hvortil<br />
der ikke kræves polifcitilladelse, er som følge heraf afgiftsfri, medmindre sammenkomsten<br />
falder ind under den midlertidige bestemmelse i § 8 i lov nr. 99 af 23. marts 1948 om erhvervsmæssig<br />
udlejning af selskabslokaler. Da bestemmelserne i loven af 23. marts 1948<br />
bl. a. gør afgiftspligten betinget af, at der betales leje af lokalerne, vil der således ikke være<br />
at svare afgift af medbragte drikkevarer ved en privat sammenkomst i et ikke-anmeldt<br />
forsamlingshus, hvis dette — hvad der ofte er tilfældet — stilles vederlagsfrit til rådighed.<br />
Idet man henleder ministeriets opmærksomhed på den forskelligartede praksis,<br />
der af politimyndighederne følges ved udstedelse af tilladelser til udskænkning af stærke<br />
drikke i forsamlingshuse, og som efter det ovenfor anførte bevirker en uensartet behandling<br />
af forsamlingshusene i afgiftsmæssig henseende, skal man henstille, at spørgsmålet snarest<br />
gøres til genstand for nærmere drøftelse mellem handelsministeriet og nærværende departement.<br />
p. g. v.<br />
Ulrich Mortensen.<br />
B. Nørregaard.
209<br />
ERHVERVSRAADET Bilag 21.<br />
FOR GARTNERI OG<br />
FRUGTAVL<br />
København V., den 2. marts 1949.<br />
Hr. handelsminister J. O. Krag, ministeriet for handel, industri og søfart,<br />
Slotsholmsgade 10, København K.<br />
På foranledning af sammenslutningen af æblemosterier i. Danmark tillader erhvervsrådet<br />
sig at anmode den højtærede handelsminister om at foranledige, at adgangen for<br />
omsætning af æblemost forøges derved, at der ved bekendtgørelse eller ved fremsættelse<br />
af et lovforslag om ændring af § 23 i lov nr. 129 af 15. marts 1939 m. fl. om beværtning<br />
og gæstgiveri samt om handel med stærke drikke gives generel tilladelse til salg af frugtsaft<br />
i flasker fra vogn, bod og lignende.<br />
Efter schweizisk mønster er der i de sidste 10 år gjort et stort arbejde for større<br />
anvendelse af æblemost, dels fordi æblemost er en sund og forfriskende drik, dels fordi et<br />
øget mostforbrug skaber afsætningsmuligheder for den voksende frugtavls industrifrugt,<br />
og endelig fordi mostindustrien i sig selv er af betydning. I Schweiz kan man købe æblemost<br />
overalt, og her er forbruget efterhånden vokset til ca. 60 1 pr. person årligt, her i landet<br />
er forbruget endnu ubetydeligt, men salgsmulighederne er også begrænsede.<br />
Æblemost bør blive en folkedrik og bør kunne købes på samme måde som iscreme<br />
fra faste boder, faste stadepladser, ved sportskampe o. s. v. og alene på grundlag af tilladelse<br />
fra det stedlige politi.<br />
Forudsætningen for, at denne tilladelse kan gives, vil efter erhvervsrådets mening<br />
være, at beværterlovens § 23, stk. 1 ændres således:<br />
„§ 23, stk. 1. Politiet, i København Magistraten, kan for 1 år ad gangen give personer,<br />
der opfylder betingelserne for at erhverve vandrebrev, jfr. næringsloven af 28.<br />
april 1931 § 37, tilladelse til fra vogn eller bod på en dertil anvist og af politiet godkendt<br />
fast stadeplads på gader eller pladser til fortæring på stedet at forhandle varme pølser med<br />
tilbehør, iscreme, æblemost og lignende frugtsaft i flasker og smørrebrød i pakker, samt at<br />
servere kaffe, te, kakao og mælk med brød. Politiet skal påse, at den pågældende vogn eller<br />
bod stedse er indrettet på sundhedsmæssig forsvarlig måde."<br />
Da sagen er af overordentlig stor betydning ikke alene for mostfabrikkerne, der<br />
endnu ligger inde med store lagre æblemost af 1948-produktionen, men også for hele frugtavlen,<br />
hvis økonomi i høj grad er betinget af industrifrugtens anvendelse, tillader erhvervsrådet<br />
sig, uagtet man er bekendt med, at en kommission under handelsministeriet vil bearbejde<br />
spørgsmål i lighed med det forelagte, at anmode handelsministeren om at fremme<br />
sagen, således at nye retningslinier kan foreligge i god tid inden den kommende sæson.<br />
27<br />
Med højagtelse<br />
for Sammenslutningen af Æblemosterier i Danmark.<br />
M. Hedemarm.<br />
Erhvervsrådet for Gartneri og Frugtavl.<br />
A. Stauning.
210<br />
Alkoholkommissionen af 1947.<br />
En udtalelse over sagen udbedes.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 9. marts 1949.<br />
P. M. V.<br />
E. B.<br />
Knud Agbo,<br />
fm.
211<br />
ERHVERVSRAADET Bilag 22.<br />
FOR GARTNERI OG<br />
FRUGTAVL<br />
København V., den 23. august 1949.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, København K.<br />
Den 2. marts 1949 tillod erhvervsrådet sig i en skrivelse til handelsminister J. O.<br />
Krag at anmode handelsministeriet om at foranledige, at adgangen til den størst mulige<br />
omsætning af æblemost lettedes derved, at der ved bekendtgørelser eller ved fremsættelse<br />
af lovforslag om ændring af § 23 i lov nr. 129 af 15. marts 1939 m. fl. om beværtning og gæstgiveri<br />
gives generel tilladelse til salg af frugtsaft, na^rmere betegnet æblemost, i flasker fra<br />
vogn, bod og lignende faste eller ambulante salgssteder, til hvis opretholdelse der ikke<br />
kræves beværterbevilling. Erhvervsrådet har endnu ikke modtaget svar på nævnte henvendelse,<br />
men af telefonsamtaler har man forstået, at beværterloven er under revisionsbehandling,<br />
samt at der er mulighed for, at den reviderede lov vil komme under rigsdagsbehandling<br />
i den kommende samling.<br />
Erhvervsrådet vil være meget stærkt interesseret i, at henvendelsen af 2. marts<br />
tages under overvejelse i forbindelse med revisionsarbejdet, og vil, hvis ikke andet svar<br />
på indeværende tidspunkt kan afgives, meget gerne have en bekræftelse af, at ovennævnte<br />
anmodning imødekommes.<br />
Som yderligere begrundelse skal fremføres, at æblemost har alle mulige forudsætninger<br />
for at blive en folkedrik, men der må nødvendigvis være størst mulig adgang for befolkningen<br />
til at købe æblemost på samme måde som køb af iscreme, varme pølser o. s. v.<br />
og ikke kun som hidtil i forretninger og på restaurationer.<br />
Den ønskede ændring eller tilføjelse til beværterlovens § 23 vil efter erhvervsrådets<br />
opfattelse ingen påviselige konsekvenser kunne få for den sædvanlige handel eller for handelen<br />
med øl og sodavand eller for restaurationernes omsætning, og erhvervsrådet kan derfor<br />
dårligt tænke sig, at der fra anden side vil blive nedlagt protest mod den ønskede tilføjelse,<br />
og man kan slet ikke tænke sig, at det reviderende udvalg ville være nødsaget til at tage hensyn<br />
til eventuelle protester eller indsigelser.<br />
Det bør endelig nævnes, at et forøget salg af æblemost udover at forøge ædrueligheden<br />
og at forbedre drikkevanerne vil gavne frugtavlen derved, at en større del af industrifrugten<br />
end hidtil vil finde fornuftig anvendelse.<br />
Med højagtelse<br />
P. Bech.<br />
A. Stauning.<br />
Tilstilles Kommissionen af 1947 vedrørende alkoholspørgsmålet i forbindelse med skrivelse<br />
herfra af 9. marts d. å.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 10. september 1949.<br />
P. M. V.<br />
E. B.<br />
Axel Roelsen.
212<br />
ERHVERVSRAADET BUag 23.<br />
FOR GARTNERI OG<br />
FRUGTAVL<br />
København V., den 15. september 1949.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, København K.<br />
Idet erhvervsrådet takker for det højtærede ministeriums skrivelse af 10. september<br />
vedrørende spørgsmål om forhandling af æblemost fra vogn, bod m. v., skal man<br />
i tilslutning til vor skrivelse af 23. f. m. og for yderligere at understrege nødvendigheden af,<br />
at handelen med æblemost fritages for begrænsninger, der efter vor opfattelse er unødvendige,<br />
tillade sig på grundlag af en foretagen undersøgelse omfattende 33 mosterier at<br />
meddele det uheldige forløb af afsætningen af 1948's produktion af æblemost.<br />
Nævnte 33 mosterier fremstillede i 1948 2 371 000 1 æblemost, men heraf var der<br />
ultimo august kun blevet afsat 1 264 000 1. Det resterende kvantum 1 106 000 1 ligger således<br />
på lager ved den nye sæsons begyndelse.<br />
Erhvervsrådet har grund til at tro, at forholdene for de æblemosterier, der ikke har<br />
deltaget i besvarelsen, er nøjagtigt tilsvarende, og antager, at der af en samlet produktion<br />
på ca. 3 mill. 1 pr. 1. september var ca. halvdelen usolgt tilbage. Det er erhvervsrådets opfattelse,<br />
at en lettere adgang til salg af most ville have bidraget meget væsentligt til at få<br />
produktion 1948 udsolgt og dermed have medvirket til en kraftig tilskyndelse til en udvidet<br />
produktion i 1949.<br />
Erhvervsrådet frygter, at produktionen af æblemost i 1949 vil blive meget stærkt<br />
reduceret, hvilket vil være til skade for ikke alene mostfabrikkerne, men også i høj grad<br />
for frugtavlerne, idet industrifrugten ikke vil kunne afsættes i fuldt omfang. Priserne på de<br />
mængder industrifrugfc, der kan afsættes, vil samtidig blive urimeligt lave. Erhvervsrådet<br />
er derfor taknemmelig for, at handelsministeriet har videregivet de tidligere fremsendte<br />
henvendelser vedrørende ændringer i beværterloven til kommissionen af 1947, og man anmoder<br />
om, at også de ovenfor givne oplysninger bliver meddelt kommissionen.<br />
Med højagtelse<br />
A. Stunning.<br />
Tilstilles kommissionen af 1947 vedrørende alkohols før g smålet i forbindelse med skrivelser<br />
herfra af 9. marts d. å. og 10. d. m.<br />
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 20. september 1949.<br />
P. M. V.<br />
E. B.<br />
Axel Roelsen.
213<br />
ERHVERVSRAADET BUag 24.<br />
FOR GARTNERI OG<br />
FRUGTAVL<br />
9. april 1952.<br />
Alkoholkommissionen af 1947.<br />
Erhvervsrådet for gartneri og frugtavl tillader sig herved til alkoholkommissionens<br />
højtærede medlemmer at fremsende en henvendelse fra sammeslutningen af Danmarks<br />
Æblemosterier om foranstaltninger til fremme af offentligt salg af æblemost ved bl. a. som ændring<br />
til beværterlovens § 23, stk. 1, at opnå hjemmel til at lade æblemost forhandle fra<br />
faste stadepladser på samme måde og efter samme retningslinier, som i øjeblikket gælder<br />
for mælk.<br />
Idet erhvervsrådet fuldt ud kan henholde sig til sammenslutningens henvendelse<br />
og de deri fremdragne argumenter, kan man oplyse, at erhvervsrådet ved henvendelse af<br />
2. marts 1949 til daværende handelsminister J. O. Krag og en tilsvarende henvendelse af<br />
16. juni 1949 til overbevillingsnævnets formand og medlemmer har gjort tilsvarende synspunkter<br />
gældende som grundlag for ønske om dengang at få gennemført ændringer af<br />
nævnte art i beværterlovens § 23, stk. 1.<br />
På daværende tidspunkt kunne sagen ikke gennemføres, og overbevillingsnævnet<br />
meddelte 30. juni s. å., at det savnede hjemmel til at fremme tilladelser af den ønskede art.<br />
(Salg af æblemost i flasker fra vogn, bod o. lign.).<br />
Erhvervsrådet tillader sig at gå ud fra, at såvel Alkoholkommissionens medlemmer<br />
som handelsministeriet og rigsdagens medlemmer, der arbejder med spørgsmål i forbindelse<br />
med beværterlovens administration, vil kunne slutte sig til, at dansk æblemost har adskillige<br />
fortrin, der berettiger æblemosterierne og frugtavlen til at søge den oparbejdet som folkedrik.<br />
Dertil kommer det ikke uvæsentlige, at fremstilling af æblemost allerede har og især<br />
vil kunne få stor erhvervsmæssig betydning for såvel mostindustrien som for frugtavlen,<br />
for hvilket sidste erhverv en hensigtsmæssig anvendelse af den såkaldte industrifrugt er en<br />
absolut betingelse for erhvervets økonomi.<br />
Med højagtelse<br />
A. Stauning.
214<br />
SAMMENSLUTNINGEN AF DANMARKS Bilag 25.<br />
ÆBLEMOSTERIER<br />
Tølløse, den 5. april 1952.<br />
Til alkoholkommissionen af 1947.<br />
De senere års store udvidelse af Danmarks erhvervsfrugtavl og de stigende kvalitetsmæssige<br />
krav fra både eksport- og hjemmemarkedet har bragt spørgsmålet i forgrunden<br />
om en nyttig anvendelse af de dermed stigende mængder af den såkaldte industrifrugt.<br />
Denne industrifrugt fremkommer dels som nedfaldsfrugt ved efterårsstormene og<br />
dels som sådan frugt, der som følge af at være undervægtig eller beskadiget af insekter,<br />
skurv, hagl eller af andre klimatiske årsager ikke er holdbar og derfor ikke kurant handelsvare,<br />
men som ligefuldt repræsenterer en ikke uvæsentlig del af frugthøstens økonomiske<br />
sundheds- og næringsmæssige værdi, for så vidt den bliver oparbejdet umiddelbart efter<br />
plukningen.<br />
I samme forhold, som frugtavlen er udvidet, er der i de senere år i landets frugtdyrkende<br />
egne derfor vokset en industri frem, der såvel i erhvervs- og nationaløkonomisk<br />
som i sundheds- og ædruelighedsmæssig henseende har en ikke uvæsentlig betydning ved<br />
om efteråret i frugtsæsonen at kunne aftage den danske frugtavls uholdbare industriæbler<br />
og udpresse og holdbargøre saften heraf som en næringsmæssig værdifuld most.<br />
Den danske most fra de fabrikker, som „Sammenslutningen af Danmarks Æblemosterier"<br />
repræsenterer, fremstilles af sunde frugter i samarbejde med og under kontrol<br />
af den tekniske videnskab og fremtræder som et rent, ugæret naturprodukt.<br />
Medens der i henhold til næringsloven iøvrigt kan handles frit med andre danske<br />
naturprodukter, har autoriteterne hidtil ikke ment at kunne give mosten denne stilling,<br />
hvilket i høj grad har hæmmet udbredelsen af kendskabet til denne alkoholfri sundhedsdrik<br />
og har besværliggjort distribueringen.<br />
Restauranter nærer i almindelighed — uvist af hvilken grund — tilsyneladende en<br />
uvilje mod at forhandle æblemost og serverer den ihvertfald oftest kun modstræbende.<br />
Mosterierne har bl. a. derfor været henvist til at søge distribueringen i den almindelige<br />
butikslukketid foretaget gennem iskiosker, kaffevogne, pølsevogne etc., men da der ikke<br />
har været nogen klar hjemmel til at tillade dette, har det i mange tilfælde været vanskeligt<br />
at foretage distribueringen ad disse kanaler.<br />
Turister, vandrefugle og sportsfolk, der i særlig grad har behov for mostens naturligt<br />
opkvikkende virkning, og som normalt ikke søger værtshusene, der iøvrigb som nævnt<br />
i almindelighed har vist sig at være uinteresseret i at servere æblemost, har derfor i vidt<br />
omfang været afskåret fra adgang til nydelsen af denne drik i den almindelige butikslukketid.<br />
Med hjemmel i lukkeloven kan der af politimesteren gives tilladelse til forhandling<br />
af æblemost fra kiosker, på sportspladser etc. udenfor den almindelige butiksåbningstid,<br />
men da dette ikke hjemler adgang til nydelse af æblemosten på stedet, vægrer politimestrene<br />
sig ved at give tilladelsen efter lukkeloven, idet man frygter, at det kan give anledning til
215<br />
formening om, at æblemosten må indtages på stedet, og derved bevirke en overtrædelse af<br />
lukkelovens bestemmelser.<br />
Under navn af Süssmost, Apfelsaft, apple juice og eplesaft er æblemost i Schweiz,<br />
Tyskland, England, U. S. A. og tildels i Norge blevet et naturligt tilbehør ved nydelsen<br />
af varme pølser, bl. a. under hensyn til mostens nationaløkonomiske betydning i disse<br />
lande og på grund af æblemostens indhold af de særlige salte og syrer, der har den største<br />
betydning som tilskud ved kødspiser, samt urider hensyn til den harmoniske smagssammenstilling<br />
af pølser og most, der er blevet betegnet som et fund i smagsmæssig<br />
sammensætning.<br />
I dansk lov nr. 129 af 15. marts 1939 om beværtning og gæstgiveri samt om handel<br />
med stærke drikke § 23 stk. 1, er der hjemmel til tilladelse til forhandling af varme pølser<br />
med tilbehør til fortæring på stedet. Selv om „tilbehør" i § 23, stk. 1, iøvrigt i de senere år<br />
på andre områder som følge af en naturlig udvikling har fået nyt indhold — f. eks. med<br />
hensyn til indførelse af tomatketchup —, har æblemost i Danmark ikke hidtil af politimestrene<br />
i alle politikredse været betragtet som et så naturligt tilbehør til varme pølser,<br />
at man har ment, at æblemost kunne falde ind under nævnte bestemmelse i beværterlovens<br />
§ 23, stk. 1, om „varme pølser med tilbehør". Det nasvnte æblemostforbrugende publikum,<br />
der normalt ikke er værtshussøgende, har således heller ikke ad denne vej i almindelighed<br />
haft mulighed for i butikslukketiden at kunne købe most.<br />
Det tilføjes, at æblemost ved beværterlovens behandling og vedtagelse i 1939 endnu<br />
var en ganske ukendt handelsvare, idet den på det tidspunkt kun var kendt i de særlig<br />
frugtavlsinteresserede kredse. Det er derfor naturligt, at æblemost ikke udtrykkeligt er<br />
nævnt i § 23, stk. 1, idet man på det daværende tidspunkt næppe har været orienteret på<br />
rigsdagen om betegnelsen „æblemost".<br />
I beværterlovens § 23, stk. 1, hjemles endvidere tilladelse til at servere mælk fra faste<br />
stadepladser. Da handelsministeriets bekendtgørelse nr. 243 af 18. december 1939 imidlertid<br />
udtaler, at tilladelse efter § 23 ikke kan gives for så vidt angår andre varer end de udtrykkeligt<br />
nævnte, har man — selv om most som fysiologisk næringsmiddel står på højde<br />
med mælk og på flere områder endog er mælken overlegen — heller ikke ment at kunne give<br />
tilladelse til servering af most de pågældende steder i analogi med mælk.<br />
„Sammenslutningen af Danmarks Æblemosterier" tillader sig derfor høfligst at anmode<br />
den ærede kommission om i betænkningen at indstille, at der fremsættes lovforslag om<br />
ændring i beværterlovens § 23, stk. 1, derhen, at paragraffen kommer til at omfatte hjemmel<br />
til fra fast stadeplads på gader eller pladser til fortæring på stedet at forhandle varme pølser<br />
med tilbehør, iscreme, smørrebrød i pakker samt servere kaffe, te, kakao, mælk og most, og<br />
således at dette tillige giver tilladelse til samtidig forhandling af varme pølser og most.<br />
Sammenslutningen er gerne i det omfang, det ønskes af den ærede kommission, til<br />
tjeneste med alle yderligere oplysninger og tillader sig høfligst at anmode om velvillig behandling<br />
af nærværende anmodning.<br />
Ærbødigst<br />
Sammenslutningen af Danmarks Æblemosterier.<br />
Vald. Olsen.<br />
Formand.
216<br />
København 1948. Bilag 27.<br />
Ekstrakt-afskrift af 3. betænkning fra forvaltningskommissionen af 1946.<br />
V. Kommissionens udtalelser vedrørende de i nærværende betænkning vedføjede indstillinger m. v.<br />
5) ad beværterloven, d. (side 229—230).<br />
Kommissionen er enig i at foreslå, at udvalgets forslag om beføjelse for politiet<br />
til at give tilladelse til at drive virksomhed fra flere stadepladser udvides til også at omfatte<br />
Qplcil^tlllPT* - . — -<br />
öCXoiVcw L/CL •<br />
Betænkning fra arbejdsudvalget vedrørende 'politi- og retskontorernes område.<br />
2. Beværterloven.<br />
b) I henhold til beværterlovens § 3, stk. 2, kan handelsministeriet tillade, at der<br />
udfærdiges adkomst på beværter- eller gæstgivernæring til selskaber og foreninger, uanset<br />
at ikke alle bestyrelsens medlemmer opfylder lovens almindelige betingelser for erhvervelse<br />
af sådan adkomst, når det dog er tilfældet med flertallet af bestyrelsens medlemmer.<br />
Handelsministeriet har på forespørgsel oplyst, at der i 1945, 1946 og 1947 er behandlet<br />
henholdsvis 2, 6 og 5 sager af denne kategori.<br />
Der har herefter i arbejdsudvalget været enighed om, at der ikke er grundlag for<br />
nogen decentralisation.<br />
c) I henhold til beværterlovens § 40, stk. 10, kan handelsministeriet under visse betingelser<br />
gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 40, stk. 1, nr. 3 og 7, der bestemmer, at næringsadkomst<br />
på beværter- og gæstgivernæring bortfalder, når adkomsthaveren umyndiggøres<br />
eller sættes under lavværgemål, og når adkomsthaveren idømmes straf af en nærmere<br />
bestemt størrelse.<br />
Handelsministeriet har oplyst, at der i 1945, 1946 og 1947 behandledes henholdsvis<br />
3, 1 og 0 sager af den omhandlede kategori.<br />
Der har herefter i arbejdsudvalget været enighed om, at der ikke er grundlag for<br />
nogen decentralisation.<br />
d) I medfør af § 23, stk. 1, i beværterloven kan politiet under visse betingelser tillade,<br />
at en person fra vogn eller bod på gader og pladser forhandler varme pølser, iscreme,<br />
smørrebrød samt serverer kaffe, te m. v. Tilladelsen giver kun adgang til at drive virksom-
217<br />
hed fra eet forretningssted i kommunen, men handelsministeriet kan, jfr. § 23, stk. 2, når<br />
kommunalbestyrelsen anbefaler dette, tillade, at virksomheden drives fra flere faste stadepladser<br />
i kommunen.<br />
Det ville efter arbejdsudvalgets mening ikke være forbundet med nogen betænkelighed<br />
at overlade politiet handelsministeriets beføjelse til at give en person tilladelse til at<br />
drive virksomhed fra flere stadepladser, og det er arbejdsudvalgets indtryk, at man fra<br />
handelsministeriets side vil se med velvilje på et sådant forslag, forsåvidt der er tale om enkeltpersoner,<br />
medens man, såfremt der er tale om erhvervsdrivende selskaber, ønsker<br />
den nuværende regel opretholdt.<br />
Man skal herefter indstille, at der overfor handelsministeriet stilles forslag i overensstemmelse<br />
hermed.
218<br />
København, den 29. maj 1952. Bilag 27.<br />
Til ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, K.<br />
Under henvisning til det foretræde, repræsentanter for undertegnede organisationer<br />
havde den 5. maj d. å. med hr. kontorchef Axel Roelsen, og ved hvilken lejlighed man fremsatte<br />
en beklagelse over den overhåndtagende illoyale og ulovlige konkurrence, som fra marketenderiernes<br />
side finder sted overfor de interesserede erhverv, tillader man sig at resu<br />
mere vor henvendelse og udtalelser således:<br />
Reglerne for marketenderiers næringsret er fastsat i § 27 i beværterloven af 15.<br />
marts 1939, hvorefter et marketenderi — for så vidt beværteradkomst ikke er erhvervet—<br />
kan drives på basis af en tilladelse fra politiet, i København fra magistraten, hvilken tilladelse<br />
ikke medfører pligt til at svare omsætningsafgift.<br />
Formentlig som modstykke til denne fritagelse er marketenderier til gengæld underkastet<br />
særbestemmelser, hvorefter<br />
1. Lokalet skal ligge indenfor en fabrik, et værksted, en kaserne, et kontor, en arbejdsplads<br />
eller lignende sted,<br />
2. at alene personer, ansat i den pågældende virksomhed, der rummer marketenderiet,<br />
må beværtes i dette, og<br />
3. hvilket kun må ske indenfor de fastsatte spisetider for så vidt angår stærke drikke.<br />
Endelig er det udtrykkeligt fastslået,<br />
4. at marketenderibestyrere ikke må udøve handelsnæring, og at der fra marketenderier<br />
ikke må drives nogen næring, til hvis udøvelse næringsbrev kræves.<br />
Disse regler er i sig selv meget klare og kunne fra de interesserede erhvervs-, købmands-<br />
og restaurationsorganisationers side i og for sig accepteres, for så vidt myndighederne<br />
ville påse reglernes overholdelse og ikke trække videre grænser, end hvad der må<br />
påregnes at have været lovens hensigt.<br />
Forholdet er imidlertid det beklagelige, at en stor del af marketenderierne i stort<br />
omfang overskrider de i § 27 klart afstukne grænser, idet der til gene for restaurationernes<br />
lovlige næring afholdes fester af mere eller mindre privat karakter i marketenderilokalerne,<br />
og der til gene for de butikshandlendes lovlige næring gøres ulovlige indgreb i disses naturlige<br />
forretningsområde ved salg ud af marketenderiet af snart sagt alle slags varer, herunder<br />
navnlig af vin og spiritus, chokolade, tobak m. m.<br />
For så vidt angår den afgiftsfri udskænkning af stærke drikke under festligheder i<br />
marketenderierne, er det et faktum, at denne igennem længere tid har været og stadig er i<br />
stærk tiltagende. Da beværterloven i 1939 blev vedtaget, var problemet af betydeligt mindre<br />
omfang, ikke alene fordi antallet af marketenderier dengang var betydeligt mindre, men tillige<br />
— og navnlig — fordi restaurationsafgiften dengang kun androg 6 pct. Som bekendt<br />
er afgiften imidlertid nu steget til 25 pct., og tilskyndelsen til at afholde private fester og<br />
sammenkomster, der ellers normalt burde henlægges til restauranter og disses selskabslokaler,<br />
er derfor ganske iøjnefaldende, idet omsætningsafgiften derved spares.<br />
Efter foreliggende oplysninger synes også den efter § 27 iøvrigt lovlige udskænkning<br />
at have fået slagside visse steder, således at der tillige er opstået et socialt problem.<br />
Det vides nemlig, at arbejderne på visse marketenderier har endog betydelige ugeregninger,<br />
der reguleres ved lønudbetalingen, et forhold, der efter vor opfattelse må være ulovligt
efter en analogi af beværterlovens § 33, 1. stk., hvorefter udbetaling ar arbejdsløn ikke må<br />
finde sted i en restauration. De samme reale grunde, der ligger bag denne bestemmelse, gør<br />
sig med lige — måske endog større — vægt gældende overfor virksomheders honorering af<br />
marketenderiregninger til fradrag i arbejdernes lønudbetaling. Centralforeningen har tidligere<br />
henledt myndighedernes opmærksomhed på marketenderiproblemet, bl. a. i skrivelse<br />
af 7. juni 1951 til Alkoholkommissionen af 1947 og i skrivelse af 12. februar 1952 til finansministeriet,<br />
til hvilke skrivelser vi iøvrigt tillader os at henvise.<br />
De butikshandlende finder, at de med rette kan beklage sig over, at marketenderierne<br />
i strid med loven ud af huset sælger varer, der indgår som normale dele indenfor disse<br />
forretningers vareområde. Denne ulovlige handel finder i særlig grad sted for så vidt angår<br />
vin og spiritus samt tobaksvarer, og den herved uberettiget påførte konkurrence er utvivlsomt<br />
af betydeligt omfang, eftersom marketenderiernes antal er stadigt voksende, idet ikke<br />
alene de fastboende virksomheder med deres faste stab af arbejdere og funktionærer har<br />
marketenderier, men også snart sagt enhver byggeplads indretter et marketenderi.<br />
Når marketenderiers salg ud af huset kan finde sted med fordel for køberen, sammenlignet<br />
med køb i butik, må dette i første linie skyldes det faktum, at bryggerier og tobaksfabrikker<br />
leverer deres produkter til i hvert fald alle større marketenderier til en gros<br />
pris, hvorved salg ud af huset til en mellempris muliggøres, og da kontrollen med overholdelsen<br />
af lovens forbud mod sådant salg ifølge sagens natur er overordentlig vanskelig, forstår<br />
man tilfulde, at varerne i rigeligt mål tilflyder forbrugerne ad disse ikke lovlige kanaler.<br />
Vi må meget indtrængende henstille til det høje ministerium, at denne for vore<br />
brancher så vigtige sag snarest muligt tages op til behandling, idet vi ikke fortsat kan være<br />
passive tilskuere til et så alvorligt angreb på vore næringsrettigheder. Efter vort skøn vil<br />
den eneste radikale løsning være en beskatning af marketenderiernes udskænkning af<br />
stærke drikke efter regler svarende til de for restaurationsfaget gældende.<br />
Man vil derved ikke alene lægge en dæmper på urimelig stor nydelse af stærke<br />
drikke indenfor arbejdstiden, men staten vil også få sin afgift af de fester, der i afgiftsbesparende<br />
øjemed afholdes i marketenderier, og endelig vil også butikshandelens berettigede<br />
interesse være tilgodeset, idet det illegale salg ud af huset af vin og spiritus da med eet slag<br />
vil være standset.<br />
I erkendelse af dette spørgsmåls vidtrækkende betydning og de politiske interesser,<br />
der er knyttet dertil, forstår vi, at en ændring af reglerne, der gør dem mere tidssvarende,<br />
må tage nogen tid, hvorfor vi indstændigt anmoder om, at den høje handelsminister i hvert<br />
fald snarest muligt vil gøre brug af den ham ved beværterlovens § 27, 4. stk., tillagte beføjelse<br />
til at fastsætte nærmere forskrifter for marketenderivirksomhed og kontrollen hermed,<br />
idet sådanne efter det betydelige omfang, marketenderivirksomhed har taget i forhold<br />
til de forudsætninger, der lå til grund i 1939, i allerhøjeste grad har nødvendiggjort det.<br />
Med ærbødighed<br />
Centralforeningen af Hotelvært- og Restauratør- De samvirkende Købmandsforeninger i<br />
foreninger i Danmark Danmark.<br />
Knud Ernst. I. P. Jensen.<br />
Formand. Formand.<br />
De danske Handelsforeningers Fællesorganisation<br />
Max Lindskov.<br />
Formand.
220<br />
MARKETENDERNES LANDSFORBUND BUag 2«.<br />
Fællesrådet.<br />
København, den 12. august 1952.<br />
Hr. kontorchef Ax. Roelsen, Handelsministeriet, Slotsholmsgade 10.<br />
Efter vor behagelige samtale den 31. f. m. har jeg forelagt fællesrådet Deres synspunkter<br />
og ønsker, og man er enedes om at lade det Dem tilsendte cirkulære forelægge<br />
alkoholkommissionen eller, som af Dem foreslået, i første omgang et underudvalg med bl. a.<br />
hr. Knud Ernst og hr. Ludvig Christensen som henholdsvis repræsentanter for restauratørbranchen<br />
og arbejdernes erhvervsråd.<br />
Med hensyn til ønsket om organisationernes medlemstal kan følgende oplyses.<br />
Fællesrådet repræsenterer for tiden ca. 980 marketendere, hvis marketenderier til daglig<br />
besøges af ca. 300 000 personer.<br />
Der skal efter vore oplysninger findes ca. 1 200 marketenderier i hele landet, hvoraf<br />
vi mener, at ca. % er små kaffekøkkener, som ikke kan siges at være en levevej, hvilket<br />
vi forlanger, at vore medlemmers forretninger skal være.<br />
I spørgsmålet om salg og servering må det efter vor formening forstås derhen, at<br />
øl, tobaksvarer, konfekturer samt toiletartikler er salgsvarer. Madvarer, kaffe, the, mælk<br />
og brød må betragtes som hørende under serveringsgruppen.<br />
Idet vi håber, at de herved fremsendte oplysninger dækker de ønsker, som blev<br />
stillet af Dem, er vi dog stadig til tjeneste med yderligere materiale, hvis dette ønskes.<br />
Dog er vi af den formening, at først ved et møde med kommissionens medlemmer<br />
er det muligt at få alle de ønskede forhold nærmere belyst.<br />
Da vi har modtaget afslag i vort andragende om sæde i alkoholkommissionen, vil<br />
vi meget gerne have at vide, efter hvilke linier medlemmerne her er udpeget, og beder Dem<br />
om at fremskaffe os en udskrift af den forordning, som er givet herom.<br />
Vedlagt fremsender vi organisationernes vedtægter og håber, at De i nær fremtid<br />
tilsender os de af os ønskede oplysninger.<br />
P. F. R. V.<br />
V. Kristensen.<br />
Forretningsfører.
221<br />
MARKETENDERNES FÆLLESRAAD Bilag 29.<br />
København, den 12. august 1952.<br />
Til alkoholkommissionens medlemmer.<br />
I anledning af, at der fra restauratør- og købmandsside er rettet stærke angreb<br />
mod marketenderierne og deres ledere, skal vi fra fællesrådet herved forsøge at give den<br />
ærede kommission en redegørelse for de os tilladte og anvendte handelsmetoder.<br />
Vi skal endvidere henstille til kommissionen, at der i den til sin tid fremkomne<br />
betænkning gives faste retningslinier for handel og servering i alle marketenderierne og<br />
ikke som nu gøres forskel på kooperative og privat drevne.<br />
Som rigtigt er, indeholder beværterlovens § 27 retningslinier for, hvorledes<br />
en tilladelse til oprettelse af marketenderier skal erhverves, samt om hvilke særbestemmelser<br />
der kræves for disses virksomhed. Men for at et marketenderi skal opfylde de krav,<br />
som der stilles af en stor virksomheds ledelse og personale, hvilket vel er tiltænkt ved oprettelsen,<br />
må det også sælge alle de fornødenheder, som kræves af kunderne, hvilket i det mindste<br />
må være madvarer, øl, kaffe, the, chokolade, brød, mælk og tobak samt toiletartikler<br />
til personlig hygiejne, især sidstnævnte er en nødvendighed, fordi der nu er indført badeanstalter<br />
i alle større virksomheder.<br />
At der ikke her kan træffes en ringere ordning, siger sig selv, idet man også på dette<br />
felt må følge den udvikling, som tiden indebærer. Der forlanges mere arbejde udført på kortest<br />
mulig tid, hvilket vil sige, at der ikke levnes arbejderne mange minutter af spisepausen<br />
til at besøge butikker m. m., som måske end ikke findes i umiddelbar nærhed. Det viser sig<br />
nemlig, at de store fabrikker nu søger udenbys og så langt fra alfarvej, at det vil være umuligt<br />
for personalet at købe de til arbejdet og dermed også til personlig renholdelse nødvendige<br />
artikler.<br />
Vi må på dette område slå fast, at skal et marketenderi betyde en hjælp for det arbejdende<br />
personale, må der ikke fra lovgivningsmagtens side tegges hindringer i vejen for<br />
en naturlig udvikling af handelen til virksomhedens personale..<br />
I de forhold, som der særligt fra restauratørside fremdrages, om en standsning af ølog<br />
tobakssalg m. m., skal vi i ganske få ord henlede den ærede kommissions medlemmer<br />
på, at det, der nydes til det arbejdende personales mad, i hvilken form det end måtte være,<br />
aldrig nogen sinde vil blive købt på en restauration. Man vil aldrig med den form for beskatning,<br />
som her fremdrages (kildebeskatning) nå andet end at blive upopulær og gør forholdet<br />
til restaurationsbranchen endnu skarpere, end det for tiden er.<br />
Vi må som vort principale standpunkt slå fast, at de fornødenheder som der forlanges<br />
af den arbejdende klasse under udførelse af deres erhverv, må fremskaffes og serveres<br />
til den billigst mulige pris og sælges fra det af virksomheden oprettede marketenderi uden<br />
væsentlig merudgift.<br />
Med hensyn til tobakssalget synes det at være en bjørnetjeneste, man'forsøger at<br />
gøre sig selv, idet alle restauratører her er inde på et område, hvor selv deres bedste forsøg<br />
ikke kan holde hvad angår at gå andre brancher i bedene.
222<br />
Alt i alt må man fra den arbejdende befolkning se på sagen med den største afsky,<br />
for her kommer den rette næstekærlighed til orde!!.<br />
Nu skal efter de fremsatte synspunkter også den fattige arbejders sidste billige<br />
form for lidt krydderi i frokostpausen tages fra ham.<br />
Når man fra vore modparter fremhæver, at der finder et udstrakt drikkeri sted,<br />
og bl. a. også fremhæver, at der finder store fester sted med diverse drikkeri, må vi for vort<br />
vedkommende melde hus forbi.<br />
Der findes brådne kar i alle lejre, og skulle nogle af vor stand ikke forstå at indordne<br />
sig under de love, som er givet for at drive et marketenderi, må vedkommende i lighed med<br />
restauratørerne, som heller ikke altid opfylder lovens bogstav, selv tage konsekvenserne.<br />
Man har i sit forsøg på at skade vor stand helt set bort fra den passus, om hvorledes<br />
marketenderen skal forholde sig i tilfælde af, at firmaets ledelse eller anden faktor i samme<br />
institution ønsker at afholde møde eller fest for de ansatte. I så tilfælde er det marketenderen<br />
forbudt at være tilstede, forså vidt han vil forsøge at sælge varer fra sin forretning. Hermed<br />
skulle også dette postulat være manet i jorden.<br />
Vi er fuldt enige med restauratørerne i deres krav om, at der ikke må afholdes fester<br />
m. m. i marketenderiets lokaler, men disse bør henvises til de særlige selskabslokaler.<br />
Vi finder også anledning til at udtale vor forbavselse over de fremsatte påstande<br />
om salg ud af huset, en påstand, som må være fostret i en oversmart hjerne, idet man her<br />
vel nok får den kastede sten tilbage.<br />
For ingen skal tro, at personalet går op på virksomhedens marketenderi for at købe<br />
varer, som tages med hjem, når man i forretningerne kan købe disse til billigere priser.<br />
Vi vil derfor gerne overfor den ærede kommission fastslå:<br />
At det angreb, som er rettet, og de metoder, som her er benyttet for at skade den<br />
arbejdende klasse, må ses ud fra et helt andet perspektiv end den skønt formulerede tanke<br />
at give statskassen en anledning til at indtjene flere penge. Restauratørerne har hidtil været<br />
meget imod skatteforhøjelser, når det gjaldt deres eget erhverv.<br />
At man i kommissionen må arbejde hen til, at der ved en eventuel revidering eller<br />
anden fremkommen responsum forsøges indført et eget afsnit angående marketenderiernes<br />
drift og en rubricering af de varer, som må forhandles, samt at disse varer må forhandles i<br />
alle de af marketenderiet tilladte åbningstider.<br />
At der ikke i fremtiden skernes mellem den form, hvorunder marketenderierne ledes<br />
(privat eller kooperativt).<br />
Idet vi takker for den velvillighed, man har vist os ved at høre vore tanker og meninger,<br />
håber vi, at kommissionen vil tage vore fremsatte ønsker med i deres overvejelser<br />
til gavn for den arbejdende klasse og til højnelse af marketendernes kår.
•