searchable_0104-1954..

BETÆNKNING
VEDRØRENDE
ÆNDRINGER I BEVÆRTER
LOVGIVNINGEN
ANDEN DEL
AFGIVET AF
KOMMISSIONEN AF 1947 ANGÅENDE
ALKOHOLSPØRGSMÅLET
BETÆNKNING NR. 104
1954

A/S J. H. SCHULTZ UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI - KØBENHAVN

INDHOLDSFORTEGNELSE
I. Betænkning. Side
1. Indledende bemærkninger 5
2. Almindelige bemærkninger 6
3. Gæstgireradkomst i købstæder 21
4. Spørgsmålet om oprettelse af en næringsadkomst som iskonditor 23
5. Bestemmelsen af begrebet „stærkt øl" 27
6. Udlejning af lokaler 30
7. Berillingers gyldighedstid og indhold 35
8. Påbegyndelse af berærter- eller gæstgirernæring 38
9. Flytning af adkomst 41
10. Beføjelsen til at dispensere fra berærterlorens § 8 44
11. Forening af berærter- eller gæstgirerrirksomhed med anden næring 47
12. Købstadregler 49
13. Antallet af berillinger 56
14. Berillingsnærnenes sammensætning 66
15. De til orerberillingsnærnet henlagte sager 69
16. Berærtning i forsamlingshuse 72
17. Staderirksomhed 89
18. Berærtning for sluttede selskaber m. r. 93
19. Marketenderirirksomhed 97
20. Berærtningernes lukketid 125
21. Berærtning i selskabslokaler, herunder red foreningsfester 128
22. Lorudkast 134
23. Bemærkninger til lorudkastet 138
II. Bilag til betænkningen.
1. En undersøgelse af berærtningsforholdene i forsamlingshusene 143
2. Skrirelser og henrendelser angående berærterlorens rerision m. v 175

Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet består af følgende medlemmer:
Tidl. kammeradrokat, højesteretssagfører Arne Kemp, formand.
Medlem af bestyrelsen for Amtsrådsforeningen i Danmark, sognefoged, gårdejer Chr.
Bendixen, der d. 18. august 1950 har afløst gårdejer Lauge Pedersen.
Sundhedsstyrelsens konsulent i psykiatri, orerlæge dr. med. C. Clemmesen, der d. 30.
august 1950 har afløst afdøde orerlæge Jens Chr. Smith.
Formand for De danske Husmoderforeninger, fru Johanne Dahlerup-Petersen.
Formand for Centralforeningen af Hotelrærtforeninger og Restauratørforeninger i Danmark,
restauratør Knud Ernst.
Medlem af bestyrelsen for Danske Afholdsselskabers Landsforbund, sekretær Adolph Hansen.
Formand for Danske Afholdsselskabers Landsforbund, inspektør F. Markersen.
Politiinspektør E. Mellerup.
Medlem af bestyrelsen for Den danske Købstadforening, redaktør Vilh. Nielsen.
Direktør Peder Nørgaard, der d. 18. marts 1954 har afløst økonomi- og arbejdsminister
J. O. Krag, som d. 10. april 1953 indtrådte i kommissionen i stedet for formanden
for arbejderberægelsens erhrerrsråd, fhr. minister Ludrig Christensen.
Orertoldinspektør B. B. Nørregaard.
Fhr. formand for Kristelig Afholdsforening „Det blaa Kors", sognepræst M. N. Randkær.
Direktør W. Reinhard, der d. 18. marts 1952 har afløst grosserer Laue P. Lauemøller.
Kontorchef i handelsministeriet Axel Roelsen, der samtidig fungerer som kommissionens
sekretær.
Indenrigsministeriets konsulent i ædruelighedssager Jens Rosenkjær.
Docent Sren Røgind.
Formand for orerberillingsnærnet, højesteretsdommer Jesper Simonsen.
Kontorchef i socialministeriet V. Baron Wedell-Wedellsborg.
Direktør i Bryggeriforeningen A. L. Østerberg.
Fung. fuldmægtig i handelsministeriet K. E. Eriksen har bistået kommissionens
sekretær.
Nærrærende kommissions 1. betænkning redrørende ændringer i berærterlorgirningen
bler afgiret i december måned 1949. Som udtalt i denne betænkning, har kommissionen
nedsat et udralg til at gennemgå berærterlorens bestemmelser, hrilket udralg
har følgende sammensætning: Formanden, Bendixen, Knud Ernst, Adolph Hansen, Markersen,
Mellerup, Roelsen, Jesper Simonsen og Østerberg. Udralget er senere suppleret med
docent Sren Røgind, ligesom udralget under behandlingen af de skiftende spørgsmål har
tilkaldt andre medlemmer af kommissionen som særligt sagkyndige.
Udralget har modtaget en række skriftligt fremsatte ønsker om ændringer af
berærterloren, hrilke henrendelser er optaget som bilag til betænkningen. Endridere har
udralget forhandlet med repræsentanter for interesserede organisationer m. r. angående
foreliggende spørgsmål.
Efter afslutningen af udralgets arbejde er det tilrejebragte materiale tilligemed
et betænkningsudkast forelagt den samlede kommission, der som resultat af sine drøftelser
herred afgirer nærrærende betænkning.

Almindelige bemærkninger.
For at få et grundlag for en gennemgang af bestemmelserne i berærterloren af
15. marts 1939 med henblik på erentuelle ændringer af og tilføjelser til loren har kommissionen
søgt at skaffe sig et indtryk af, om de forhold, der er bestemmende for berærtningsliret,
er undergået ræsentlige forandringer i tiden siden 1. januar 1940, tidspunktet
for berærterlorens ikrafttræden. Hris dette rar tilfældet, måtte det rære naturligt at genoptage
de principielle spørgsmål, som de tidligere kommissioner har beskæftiget sig med,
og underkaste disse spørgsmål en fornyet prørelse. Kommissionen er efter de stedfundne
orerrejelser af den opfattelse, at forholdene i det store og hele ikke har ændret sig således,
at der er anledning til at foreslå rideregående principielle ændringer i lorens grundlæggende
bestemmelser. Kommissionen har dog anset det for rigtigt at fremkomme med forslag
om risse nye principielle regler, ligesom man har stillet forslag om sådanne ændringer
af og tilføjelser til loren, som de indhøstede erfaringer efter kommissionens skøn har gjort
naturlige.
Kommissionen har under gennemgangen af berærterlorens bestemmelser haft
opmærksomheden henrendt på den store stigning i omsætningsafgiften på udskænkning
af stærke drikke. Da kommissionen af 1934 gennemgik berærterloren af 29. marts 1924
med henblik på forslag om en rerision, androg omsætningafgiften 6 pct., se lor nr. 83 af
22. marts 1930, jfr. lor nr. 188 af 23. juni 1932. I den siden da forløbne tid er denne afgiftssats
forøget stærkt. Ved lor nr. 100 af 27. marts 1940 bler afgiften forhøjet til 10 pct.,
hrilken procentsats bler bibeholdt senest red lor nr. 109 af 25. marts 1942. Ved lor nr.
274 af 2. juni 1943 bler procenten forhøjet til 25 og red lor nr. 447 af 14. august 1946 til
35. Afgiften bler nedsat til 3373 pct. red lor nr. 537 af 31. oktober 1946 og yderligere til
25 pct. red lor nr. 127 af 31. marts 1950, og denne procentsats har herefter fortsat ræret
gældende, jfr. senest lor nr. 73 af 31. marts 1954, der har gyldighed til udgangen af
marts måned 1955. Omsætningsafgiften, der indregnes i restaurationspriserne, og som således
medrirker til at forhøje priserne på stærke drikke i restaurationerne, har i takt
med forhøjelserne i stedse stigende omfang skabt en tilbøjelighed til at søge selskabs- og
restaurationsforbruget henlagt til lokaler, der ikke er omfattet af afgiftsbestemmelserne.
Kommissionen er ganske rist opmærksom på, at denne tendens ikke alene skyldes omsætningsafgiften,
men tillige, at restauratøren naturligris må beregne sig en arance, og at
drikkepengeydelserne må blire større i restaurationer end i andre lokaler. Den angirne forskydning
kan også for en del skyldes ændringer i de almindelige økonomiske forhold, som
influerer på restaurantsøgningen — f. eks. formindskelse af den red krigens ophør herskende
pengerigelighed og forøgelsen af den direkte beskatning. De offentlige afgifter som sådanne
synes dog imidlertid at rære så høje, at arrangementer, der hidtil har ræret henlagt
til de kontrollerede restaurationer, i ridt omfang foregår uden for de offentlige restaurationer,
og når forholdet samtidig er dette, at der skønnes lige så megen grund til at

7
bringe berærterlorens kontrolbestemmelser til anrendelse på sådanne festligheder, er der
efter kommissionens opfattelse anledning til at henlede opmærksomheden på spørgsmålet
og til at stille de forslag, der kan bringe forholdene under kontrol. Selre afgiftsspørgsmålet
ril blire behandlet i en senere betænkning, men kommissionen har ønsket at nærne spørgsmålet
her. I nærrærende betænkning skal alene foretages en rurdering af, hrilke ændringer
og tilføjelser det på grund af det foran nærnte forhold må anses for hensigtsmæssigt at stille
forslag om indenfor berærterlorens rammer, og i så henseende henrises til de følgende afsnit
bl. a. om afholdelse af festligheder i lejede lokaler.
Kommissionen har under orerrejelserne angående de herhenhørende spørgsmål
endridere ræret opmærksom på den kritik, der fra tid til anden rettes mod risse restaurationers
drift, og man har i anledning af denne kritik søgt at danne sig et billede af, om ædrueligheden
som helhed kan siges at rære gået tilbage, hrortil de under krigen rådende forhold kan
tænkes at hare ræret medrirkende, og om i giret fald dette kan siges alene at hare ræret en
følge af uheldig restaurationsdrift. Kommissionen kommer i en senere betænkning nærmere
ind herpå. I sammenhæng hermed har kommissionen tillige orerrejet, om de ydre forhold,
hrorunder berærtning, herunder i særdeleshed berærtning med stærke drikke, finder sted,
er tilfredsstillende.
De regler, der indeholder bestemmelser om berærtningslokalers indretning, findes i
lorens § 9. Der er for hrer enkelt politikreds godkendt en politiredtægt, og disse politiredtægter
hriler på et af justitsministeriet udarbejdet udkast til normal politiredtægt for henholdsris
købstæder og landdistrikter. Krarene i politiredtægten er mindstekrar, hrorfra
der dog kan dispenseres.
Kommissionen har i denne forbindelse forespurgt sundhedskommissionen for Københarn
om, hrilke retningslinier der af sundhedskommissionen følges red godkendelse af
berærtningslokaler i kældre og lign. Herpå har sundhedskommissionen giret nedenstående
srar:
„Således foranlediget skal man herred udtale, at sundhedskommissionen red godkendelse af indretning
af ny berærtningslokaler følger bestemmelsen i § 71 c i tillæg af 1. marts 1926 til Københarns politiredtægt,
hrorefter gulret i alle til berærtningen hørende lokaler ikke må ligge mere end 0,3 m under det
tilgrænsende terræns nireau.
For ældre eksisterende kælderberærtninger, hris gulr ligger mere end 0,3 m under det tilgrænsende
terræns nireau, har sundhedskommissionen i de senere år fulgt den praksis., at disse berærtninger red brugerskifte
med få undtagelser kun godkendes for en kortere årrække — fra 5 til 10 år — alt efter berærtningernes
beskaffenhed.
Hror en kælderberærtning er beliggende red et torr som Grønttorret, Fisketorret eller lignende
steder, hror der må skønnes at rære særlig trang for berærtninger, som kun holdes åbne fra tidlig morgen
til hen på eftermiddagen eller til torrets ophør, er sådanne kælderberærtninger i risse tilfælde, når berærtningens
beskaffenhed ikke har ræret for ringe, godkendt uden tidsbegrænsning eller erentuelt så længe torrets
beliggenhed ikke ændres.
Hrad angår de mange kælderberærtninger i Nyharn har man ment, at disse indtager en særstilling,
idet de indgår i bybilledet på en særlig måde og har en ris turistmæssig betydning, og man har derfor i
nogle tilfælde også her lempet fordringerne, når det har drejet sig om forhold, der ikke har kunnet afhjælpes,
men man har ment det hygiejnisk forsrarligt, fordi Nyharns brede kanal sikrer facaderne lys, sol og luft.
Det kan til slut anføres, at § 71 c, stk. 1 nr. 11 i forslag til ændringer i politiredtægten har følgende
formulering:
„I de til en berærtning hørende lokaler må gulret ikke ligge mere end 0,3 m under det tilgrænsende
terræns nireau, ej heller må berærtninger indrettes i etager, som ikke fyldestgør bygningslorgirningens
forskrifter med hensyn til beboelsesrum. Politiet og sundhedskommissionen kan dog, når forholdene taler
derfor, dispensere fra disse bestemmelser."

8
Ved dette forslag har man dels søgt at skabe en klarere hjemmel til den af sundhedskommissionen
redrørende de bestående kælderberærtninger hidtil fulgte fremgangsmåde og dels skabt mulighed for, at
man fremtidig kan tillade indretning af nye kælderberærtninger, når der skønnes at rære særligt krar herfor,
f. eks. som foran omtalt red torre- og harnekrarterer."
Angående antallet af kælderberærtninger i Københarn er det oplyst orerfor kommissionen,
at der i øjeblikket findes 70. I tiden fra 1926 til 1940 er der bleret nedlagt 60
kælderberærtninger. I tiden fra 1940 til 1953 er der yderligere nedlagt ca. 12, og af de nu
eksisterende 70 kælderberærtninger er ca. 20 kun godkendt midlertidigt.
Kommissionen har red et udralg foretaget en gennemgang af en række berærtninger
i forskellige krarterer i Københarn, således i Nyharn, risse krarterer på Nørrebro og
omkring Istedgade. De pågældende lokaler er for størstedelen trange og for fleres redkommende,
selrom politiredtægtens fordringer måtte rære opfyldt, mindre egnede til berærtningsbrug.
Gæstelokalerne i de 19 restaurationer i Nyharnskrarteret har således et areal på
fra 40 til 128,50 m 2 eller gennemsnitligt 72 m 2 pr. restauration.
Politiredtægternes bestemmelser synes ikke at indebære nogen garanti for, at lokalerne
er tilfredsstillende, og fra flere sider indenfor kommissionen er man af den opfattelse,
at politiredtægternes herhenhørende bestemmelser bør tages op til rerision ud fra den
betragtning, at trange og lidet tiltalende lokaler ikke er en tidssrarende ramme omkring
den særlige rirksomhed, som berærtningsdrift er, og at større og lysere lokaler ril kunne
højne berærtningsnireauet. Under de stedfundne drøftelser er der herorerfor fra anden
side henrist til, at spørgsmålet om, hrorridt lokaler er hensigtsmæssige til berærtningsbrug,
ikke afhænger af, om lokalerne er små eller store, og at en række små restaurationer, såfremt
lokalekrarene bler ændrede, måtte ophøre det pågældende sted, således at flere fra gammel
tid stammende, reldrerne rirksomheder måtte søge andetsteds hen.
Rent bortset fra, at den nurærende byggesituation girer spørgsmålet et særligt
perspektir, er det indenfor kommissionen anført, at den mod berærtninger, narnlig i risse
krarterer, rettede kritik ikke alene tager sigte på lokalernes størrelsesorden, men også på
den som regel meget beskedne komfort, der bydes gæsterne. Nogle af kommissionens medlemmer
henriser til, at motiret for at komme på en sådan restauration i første række må
rære at drikke, og at det er ønskeligt, at sådanne lokaler får en højere standard, hrorred
interessen for drikkeriet afledes. Fra anden side fremføres det, at restaurationer af den
pågældende art kan drires, fordi det publikum, der opsøger sådanne restaurationer, ikke
lægger rægt på stedets udstyr, således at en smukkere indretning af lokalerne ikke kan
antages at rille lægge en dæmper på drikkeriet.
Efter en nærmere drøftelse af de her henhørende forslag er kommissionen dog af
den opfattelse, at man bør tilstræbe større og bedre indrettede lokaler. Kommissionen henstiller
derfor, at spørgsmålet om politiredtægternes krar til berærtningslokaler tages 0f til
rerision, ligesom kommissionen henstiller til berillingsmyndighederne i større omfang end hidtil
under orerrejelserne af, om berilling bør gires eller fornyes, at tage hensyn til forholdene, som
de er de enkelte steder.
Der er endridere i diskussionen om de heromhandlede forhold henrist til, at det
må anses for uheldigt, at berærtninger af lar standard er placeret så nær op ad hinanden,
som tilfældet er i risse krarterer. Nogle af kommissionens medlemmer ser i en sådan sammenhobning
af restaurationer en fare for, at gæster af rastløshed og ud fra ønsket om stadig
at oplere noget nyt går fra den ene restauration til den anden, hrilket ril medføre et øget
forbrug og betyde en fare for ædrueligheden. Om det heromhandlede spørgsmål kan i det
hele henrises til bemærkningerne nedenfor side 42, hror kommissionen ud fra den begrun-

9
delse, at det omhandlede forhold kan rirke uheldigt, har stillet forslag om, at berillingsnærnets
tilladelse udkræres til flytning af berærtningsrirksomheder i Københarn og købstæderne.
Forsåridt angår de allerede eksisterende koncentrationer bemærkes, at det
næppe ril rære en farbar rej at nægte fornyelse af berillinger knyttet til restaurationer, der
ligger i „klump", på grund af det nære naboskab med andre restaurationer, men der ril
efter kommissionens opfattelse rære en ris anledning for berillingsnærnene til i tilfælde af, at
den pågældende restauration afhændes til en ny berærter, at hare opmærksomheden henrendt
på dette problem.
Når der kan rettes kritik mod adskillige restaurationers drift, er årsagerne hertil
imidlertid efter kommissionens skøn ikke isoleret disse, at lokalerne er for små, at indretningen
af lokalerne er for beskeden, og at berærtningerne ligger for tæt, men tillige og narnlig
den, at der i flere restaurationsrirksomheder synes at blire udskænket i ridere omfang,
end berærterloren åbner adgang til, med andre ord, at nogle restauratører ikke drirer
berærtningen i orerensstemmelse med berærterlorens bestemmelser.
Efter den nugældende bestemmelse i § 33, stk. 2, er det forbudt at skænke eller
lade skænke stærke drikke for personer, der må antages at rære berusede. Berærterloren af
1924 lagde rægt på, om den pågældende rar kendeligt beruset. Kommissionen af 1934
foreslog i sit udkast, at ordet „kendeligt" bler slettet, hrilket rille betyde en skærpelse
af lorreglen. I det folketingsudralg, der i 1939 bler nedsat til behandling af forslaget,
bler udkastet ændret derhen, at forbudet tog sigte på udska3nkning for personer, der
må antages at rære berusede. I henhold til folketingsudralgets bemærkninger tilsigtede
ændringen at åbne adgang til, at der red afgørelsen af spørgsmålet om, hrorridt der har
fundet en orertrædelse af forbudet sted, kan lægges rægt på, om det har ræret muligt for
betjeningen eller indehareren af rirksomheden at skønne, at den pågældende, da han indfandt
sig i etablissementet, rar eller red opholdet dér er bleret beruset. Under den senere
behandling i rigsdagen bler der af et medlem giret udtryk for, at personer, der må antages
at rære berusede, måtte betyde, „at disse mennesker enten red deres tale og adfærd ser
ud, som om de rar berusede, eller at de har indtaget et sådant krantum, at berærteren må
gå ud fra, at de er berusede, selrom dette ikke har rist sig gennem deres tale og adfærd."
Vedrørende kommissionens syn på spørgsmålet om, hrorridt der er anledning til at stille
forslag om en ændring af den nærnte bestemmelse, henrises til bemærkningerne nedenfor
side 11—12.
Kommissionen har i denne forbindelse endridere haft opmærksomheden henrendt
på et andet forhold i forbindelse med bestemmelsen i § 33, stk. 2, som der kunne rære grund
til at tage op til orerrejelse, nemlig spørgsmålet om rærtens ansrar for de heromhandlede
forseelser. Højesteret har i en dom af 24. maj 1948, U. f. R. 1948, side 849, statueret, at
§ 33, stk. 2, ikke hjemler strafansrar for rærten, såfremt der for hans redkommende ikke
kan siges at foreligge direkte medskyld. Sagen drejede sig om en berærter, der sårel mundtligt
som skriftligt harde tilkendegiret sine tjenere, at de ikke måtte skænke for berusede
personer, og at en handlen herimod måtte betragtes som ubetinget afskedigelsesgrund. Den
aften, hror udskænkningen fandt sted, opholdt rærten sig ikke i restaurationslokalerne.
Tilsrarende afgørelser er truffet senere, jfr. således Østre Landsrets dom af 25. februar
1949, U. f. R. 1949, side 683, Højesterets dom af 30. januar 1950, U. f. R. 1950, side 323,
og Østre Landsrets dom af 10. oktober 1950, U. f. E. 1951, side 203.
Domstolenes bedømmelse hriler således på den betragtning, at der i mangel af
positir bestemmelse herom ikke kan pålægges en restauratør, som ikke har udrist nogen
personlig skyld, et strafansrar, når ejheller de almindelige regler om meddelagtighed har

10
kunnet føre til et sådant resultat. De omhandlede domme udtaler derimod intet om det
ædruelighedspolitisk hensigtsmæssige i en sådan lorfortolkning. Om kommissionens orerrejelser
redrørende dette spørgsmål henrises til bemærkningerne nedenfor side 12—13.
For at få et orerblik orer, i hrilket omfang bestemmelsen i ß 33, stk. 2, om forbud
mod udskænkning for berusede orertrædes, har kommissionen foranlediget indhentet oplysninger
fra Københarns magistrat, politidirektøren i Københarn og nogle politikredse
udenfor Københarn, nemlig Helsingør, Nakskor, Odense, Kolding, Vejle, Aarhus, Aalborg
og Esbjerg politikredse. Samtidig har kommissionen bedt oplyst, i hrilket omfang det i den
nærnte bestemmelse indeholdte forbud mod udskænkning for mindreårige orertrædes.
Der er herom oplyst af:
1. Politidirektøren i Københarn:
Der er indenfor årene 1950—52 indenfor Københarns politikreds ialt rejst sigtelse*) for orertrædelse
af det i § 33, stk. 2, omhandlede forbud mod udskænkning for berusede eller mindreårige personer i
henholdsris 233, 160 og 206 tilfælde.
Man har endridere oplyst, at politiet ikke er uridende om, at der — narnlig i risse dansebarer
— forekommer udskænkning af stærke drikke til mindreårige i ikke uræsentligt omfang, men disse forhold
har sjældent giret anledning til berusersager eller til uorden iørrigt og unddrager sig derfor i det hele politiets
erkendelse. I konsekrens heraf føres der ingen særskilt statistik redrørende sådanne forhold, men det er
oplyst, at der i de orenanførte tal kun indgår ganske enkelte sager af denne art.
2. Politimesteren i Helsingør:
Der har i årene 1950, 1951 og 1952 indenfor politikredsen fundet ialt 3 domfældelser sted — een
i hrert år — for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede, medens der ikke har fundet domfældelser
sted for udskænkning for mindreårige.
3. Politimesteren i Nakskor:
I løbet af årene 1950—52 har der indenfor politikredsen ikke ræret rejst sager af nogen art for
orertrædelse af det omhandlede forbud.
4. Politimesteren i Odense:
I 1950 har der ræret 2 tilfælde af tiltalerejsning for udskænkning for berusede personer, medens
der de to følgende år ikke har ræret sager af sådan art, ligesom der ej heller er rejst tiltale for ulorlig udskænkning
for mindreårige.
5. Politimesteren i Kolding:
Indenfor det nærnte åremål har der ikke fundet tiltalerejsning sted for orertrædelse af forbudet
mod udskænkning for berusede, medens der derimod i 3 tilfælde i året 1951 er forefaldet bøderedtagelser
for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for mindreårige.
6. Politimesteren i Vejle:
Antallet af domfældelser eller bøderedtagelser for orertrædelse af forbudet mod udskænkning
for berusede personer har i årene 1950—52 andraget henholdsris 1, 3 og 5, medens der indenfor samme
tidsrum kun i året 1951 har foreligget et enkelt tilfælde af domfældelse for orertrædelse af forbudet mod
udskænkning for mindreårige.
7. Politimesteren i Aarhus:
I årene 1950—52 er der i intet tilfælde forefaldet domfældelse eller inden- eller udenretlig bøderedtagelse
for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede eller mindreårige personer. Der har
*) Der sarnes en opgørelse orer, hrilke afgørelser de rejste sigtelser har ført til.

11
indenfor det nærnte tidsrum ræret rejst enkelte sådanne sager, som alle er bleret henlagt på grund af
berisets stilling.
8. Politimesteren i Aalborg:
I årene 1950—52 er der ialt forefaldet henholdsris 3, 3 og 4 tilfælde af domfældelse eller bøderedtagelse
for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede personer, medens der indenfor samme
tidsrum i de to sidste år er forefaldet henholdsris 3 og 2 tilsrarende afgørelser for orertrædelse af forbudet
mod udskænkning for mindreårige.
9. Politimesteren i Esbjerg:
Der er indenfor det nærnte tidsrum i årene 1951 og 1952 forefaldet ialt 2 tilfælde af domfældelse
eller bøderedtagelse for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for berusede, medens der ingen sager
af denne art har ræret rejst for orertrædelse af forbudet mod udskænkning for mindreårige.
Politidirektøren i Københarn har i anledning af det af kommissionen stillede spørgsmål
iørrigt anført følgende betragtninger:
„Som en prærentir foranstaltning mod umådeholden spiritusnydelse på offentlige berærtninger
har politiet stedse i ridest muligt omfang søgt at håndhære forbudet i berærterlorens § 33, stk. 2, mod at
udskænke eller lade udskænke stærke drikke for personer, der må antages at rære berusede. Tidligere har
man i sager af denne art som regel rejst og kunnet gennemføre tiltale sårel mod den tjener, der har foretaget
serreringen, som mod redkommende berærter, idet tidligere retspraksis har rist tilbøjelighed til — i orerensstemmelse
med politiets opfattelse — at tillægge sidstnærntes ansrar en ris objektir karakter, således
at kun særligt undskyldende grunde disculperede. Denne retstilstand er imidlertid ændret i de senere år,
således at det nu må anses for fast praksis, at ansrar for orertrædelse af berajrterlorens § 33, stk. 2, ikke kan
gøres gældende mod en berærter, når redkommende urnodberist henriser til, at han ikke rar til stede i
berærtningen, da den ulorlige serrering fandt sted, og at hans personale i forrejen rar nøje instrueret om
ikke at serrere for berusede personer. Politiet mødes af berærterne i så godt som alle disse sager med den
anførte påstand, og som følge af, at de fleste orertrædelser af denne art først konstateres, efter at udskænkning
har fundet sted, og gæsten har forladt berærtningen, er politiet så godt som altid afskåret fra at modberise
berærterens påstand om ikke at hare ræret til stede og må som følge heraf undlade at rejse tiltale.
Politiet må beklage den således skete forflygtigelse af berærternes ansrar, idet det skønnes af stor
prærentir betydning i kampen mod umådeholdent drikkeri på offentlige berærtninger, at berærterne i
ridest muligt omfang drages til ansrar for orertrædelser af nærnte bestemmelse. Selrom det anerkendes,
at håndhærelsen af et objektirt strafansrar i almindelighed strider imod anerkendte strafferetlige principper,
må man dog mene, at retten til offentligt at udskænke stærke drikke er et sådant pririlegium, at det
bør modsrares af ganske særlige krar til rettens udørelse, og det skønnes derfor ikke uforeneligt med retsberidstheden
at statuere et objektireret ansrar for berærterne i den nærnte henseende. Det henstilles
derfor til orerrejelse, at formuleringen af berærterlorens § 33, stk. 2, søges ændret, således at det udtrykkeligt
tilkendegires, at berærternes ansrar i medfør af paragraffen, er af objektir karakter."
Københarns magistrat har med henrisning til det rejste spørgsmål om berærteres ansrar
for udskænkningen anført følgende:
„Foranlediget red det af politidirektøren fremsatte ønske om erentuelt gennem en lorændring
at kunne opnå større sikkerhed imod ulorlighed red at pålægge berillingshareren et objektirt ansrar,
undlader magistraten ikke efter de med berillingsnærnet førte forhandlinger at udtale følgende: Man er
enig i, at der bør søges tilrejebragt større sikkerhed for, at berillingsharerne fører et effektirt tilsyn med, at
lorens forskrifter orerholdes, i hrilken forbindelse berillingsnærnet peger på en udridet brug af de i berærterlorens
§ 36 indeholdte foranstaltninger.
Man har derimod ikke kunnet slutte sig til ønsket om at udride de gældende lorbestemmelser
således, at der pålægges en berillingsharer det ubetingede objektire ansrar for orertrædelser af berærterlorens
bestemmelser indenfor den pågældendes forretningsområde. Politidirektørens repræsentant i berillingsnærnet
fastholdt dog dennes ønske."
Kommissionen har drøftet, om der er anledning til at søge ændret bestemmelsen
i berærterlorens § 33, stk. 2, om forbud mod udskænkning af stærke drikke for personer, der

12
må antages at rære berusede. Flertallet er dog af den opfattelse, at reglen synes så klar, som
den kan blire, og at der næppe heller ril kunne opnås noget red at søge reglen ændret.*)
Et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær,
Rosenkjær og Røgind) harde gerne set, at den pågældende bestemmelse bler ændret til at
angå personer, der er åbenbart alkoholpårirkede, hrilken formulering af mindretallet formenes
at rille rære udtryk for en udridelse af den gældende regel. Efter mindretallets forslag skulle
allerede den omstændighed, at en restaurationsgæst red sin hele adfærd røber sig som alkoholpårirket,
indeholde tilstrækkelig begrundelse for at nægte eller indstille serrering af stærke
drikke for ham, selrom han ikke kan karakteriseres som beruset i egentlig forstand. Kommissionens
flertal anser det imidlertid som nærnt for lidet opportunt at ændre beruselseskriteriet.
Kommissionen har endridere drøftet spørgsmålet om rærtens strafansrar. Kommissionens
flertal har i orerensstemmelse med det af politidirektøren i Københarn anførte
henrist til, at det for opretholdelse af en ønskelig standard for udskænkningen på restaurationer
er rigtigt, at rærten har et ridtgående ansrar for, hrad der passerer i rirksomheden,
og at det ikke findes betryggende, at rærten blot gennem fornødne instruktioner
skal kunne unddrage sig ethrert ansrar red at holde sig borte fra rirksomheden, idet den
tjenerne meddelte instruktion let ril kunne rirke som en sorepude. Flertallet anfører endridere,
at det efter berærterlorens § 6, stk. 1, er berærteren selr, der skal drire rirksomheden,
og at praksis op til den foran nærnte ændring i denne rar, at rærten harde det
rideregående ansrar — en praksis, der ikke gar anledning til betænkeligheder. En lorfæstelse
af dette rideregående ansrar for rærten er således i realiteten ikke udtryk for nogen
nydannelse. Når det er anført, at det må anses som ønskeligt, at der åbnes mulighed for,
at den agtpågirende rært fritages for ansrar, bemærker flertallet, at en sådan berærter
næppe kan tænkes at komme i forlegenhed på grund af det heromhandlede forhold, idet
der i giret fald formentlig ril blire taget hensyn til alt foreliggende, herunder i særdeleshed
den måde, hrorpå den pågældende forretning i det hele drires. En skærpelse af reglen ril
derimod få betydning for den mindre samrittighedsfulde berærter, for hris moral den
nugældende domspraksis ril kunne betyde en srækkelse. Det må heller ikke glemmes, at
sårel rært som tjener har økonomisk udbytte af den ulorlige udskænkning. Kommissionens
flertal ser ikke rettere, end at det set ud fra et helhedssynspunkt ril rære rigtigt at foreslå optaget
en bestemmelse, gående ud på at lægge et selrstændigt ansrar på rærten, under hris personlige
ledelse og i hris interesse serreringsrirksomheden foregår, og som er enebestemmende orer antagelse
og afskedigelse af personalet. I denne forbindelse bemærkes, at kommissionens flertal
skønner, at dette rideregående ansrar også må omfatte erentuel udskænkning for personer,
der ikke er fyldt og heller ikke kan antages at rære fyldt 18 år. Flertallet har i orerensstemmelse
hermed stillet et hertil sigtende forslag, hrorefter rærten kun ril kunne fritages for ansrar,
såfremt der i orerensstemmelse med reglerne i § 6 godkendes en bestyrer til at lede den
daglige drift.
Et mindretal (Ernst, Nørgaard, Reinhard og Østerberg) kan ikke tiltræde forslaget,
som i strid med almindelige strafferetlige principper ril pålægge rærten et strafansrar for
lororertrædelser begået af hans personale, ganske uanset, at han har foretaget enhrer mulig
foranstaltning for at undgå, at sådanne orertrædelser finder sted, således at han ikke kan
siges at rære medskyldig i forseelsen. Enhrer restauratør kan red giren lejlighed rære forhindret
i at rære til stede i sin forretning i et kortrarigt tidsrum, og når han tilbørligt har
*) Det kan meget rel tænkes, at en person anses som „beruset" i berærter lorens forstand, selrom han
på grundlag af en retsmedicinsk bedømmelse kun betragtes som „pårirket" i en nærmere angiren
grad, jfr. motorlorens § 24.

13
instrueret sit personale om orerholdelse af berærterlorens § 33, ril det efter mindretallets
anskuelse rære urimeligt at pålægge ham et strafansrar, hris een blandt personalet orertræder
disse bestemmelser. Straffen herfor må under sådanne omstændigheder udelukkende
falde på den, som begår lororertrædelsen. At krære, at restauratøren for at sikre sig mod
et erentuelt strafansrar skulle søge bestyrertilladelse for et frarær på måske nogle timer,
rille rære urimeligt og i praksis formentlig uigennemførligt.
Det af kommissionens flertal stillede forslag omfatter ikke § 33, stk. 3, hrorefter
det er forbudt næringsdrirende eller brugsforeninger at udlerere stærke drikke til personer,
der må antages at rære berusede, eller til mindreårige, forsåridt der er grund til at formode,
at disse agter at anrende rarerne til eget forbrug, idet de for restaurationsdrift særlige forhold
ikke synes at foreligge, når talen er om salg og udlerering.
Man har endridere udbedt sig oplysning om, i hror mange tilfælde der i årene
1950—52 har fundet domfældelse eller bøderedtagelse sted i sager redrørende orertrædelse
af berærterlorens § 29, stk. 2, om forbud mod udskænkning af stærke drikke i butikslokaler
m. r*) Der er herom oplyst følgende:
1. Politidirektøren i Københarn:
Der er indenfor nærnte årrække ialt rejst sigtelse**) i sådanne tilfælde i henholdsris 306, 308
og 238 tilfælde.
2. Politimesteren i Helsingør:
Der er i årene 1950—52 ialt forefaldet henholdsris 4, 6 og 3 sådanne afgørelser for orertrædelse
af nærnte forbud.
3. Politimesteren i Nakskor:
Der er i årene 1950—52 forefaldet ialt 4, 7 og 6 sådanne afgørelser redrørende orertrædelse af
nærnte forbud samt for ulorlig smugkrorirksomhed, jfr. iørrigt nedenfor.
Kun 3 af disse ialt 17 tilfælde oplyses at rære fra Nakskor købstad, medens resten er fra landdistriktet,
hrilket efter politimesterens udtalelse formentlig skyldes det forhold, at der indenfor distriktet
kun forefindes få kroer.
4. Politimesteren i Odense:
Der er i årene 1950—52 ialt forefaldet henholdsris 3, 5 og 1 sådanne afgørelser redrørende orertrædelse
af nærnte forbud.
5. Politimesteren i Kolding:
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 2, 0 og 1 sådanne afgørelser redrørende orertrædelse
af nærnte forbud.
6. Politimesteren i Vejle:
I årene 1950—52 har der hrerken fundet domfældelse eller bøderedtagelse sted for orertrædelse
af nærnte forbud.
7. Politimesteren i Aarhus:
I årene 1950—52 er der ialt forefaldet 28, 12 og 19 udenretlige bøderedtagelser for orertrædelse
af nærnte forbud, medens der indenfor samme tidsrum hrerken er forefaldet tilfælde af domfældelse eller
indenretlige bøderedtagelser.
*) De heromhandlede orertrædelser er ofte ranskelige at skille ud fra orertrædelserne for smugkrorirksomhed.
**) Der sarnes en opgørelse orer, hrilke afgørelser de rejste sigtelser har ført til.

8. Politimesteren i Aalborg:
14
Indenfor årene 1950—52 er der ialt forefaldet henholdsris 1, 2 og 2 bøderedtagelser for orertrædelse
af nærnte forbud, hrorimod der ikke har ræret tilfælde af domfældelser.
9. Politimesteren i Esbjerg:
Der har indenfor det nærnte tidsrum ikke ræret tilfælde af domfældelse eller bøderedtagelse for
orertrædelse af nærnte forbud.
Man har fremdeles rettet henrendelse til de samme politikredse med anmodning
om oplysning om, i hrilket omfang der indenfor samme tidsrum har fundet afgørelser sted
i sager redrørende orertrædelse af berærterlorens bestemmelser om, at der til berærtningsrirksomhed
udkræres adkomst efter berærterloren (smugkrorirksomhed). Der er
herom oplyst følgende:
1. Politidirektøren i Københarn:
Der har indenfor årene 1950—52 ialt ræret rejst sigtelse*) i sager om smugkrorirksomhed i
henholdsris 123, 101 og 73 tilfælde.
2. Politimesteren i Helsingør:
Der er i årene 1950, 1951 og 1952 forefaldet 0, 1 og 1 tilfælde af bøderedtagelse for smugkrorirksomhed.
3. Politimesteren i Nakskor:
Den orenfor omhandlede besrarelse af forespørgslen redrørende sager for orertrædelse af forbudet
i § 29, stk. 2, mod udskænkning af stærke drikke i butikslokaler m. r. har også omfattet almindelig smugkrorirksomhed.
4. Politimesteren i Odense:
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 6, 4 og 7 tilfælde af domfældelse eller bøde red tagelse
for smugkrorirksomhed.
5. Politimesteren i Kolding:
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 1, 3 og 2 tilfælde af domfældelse eller bøderedtagelse
for smugkrorirksomhed.
6. Politimesteren i Vejle:
Der har indenfor det nærnte åremål ikke ræret sager af nærnte art indenfor politikredsen.
7. Politimesteren i Aarhus:
Der er i årene 1950—52 indenfor politikredsen forefaldet henholdsris 100, 72 og 20 domfældelser
eller bøderedtagelser for smugkrorirksomhed. Af disse sager er henholdsris 2, 4 og 1 resulteret i idømmelse
af hæftestraf, medens resten omfatter idømte eller redtagne bøder.
8. Politimesteren i Aalborg:
Der er i årene 1950—52 forefaldet henholdsris 8, 7 og 10 tilfælde af domfældelse eller bøde redtagelser
for smugkro rirksomhed.
9. Politimesteren i Esbjerg:
Der har i årene 1950—52 ikke ræret sager af den pågældende art indenfor politikredsen.
*) Der sarnes en opgørelse orer, hrilke afgørelser de rejste sigtelser har ført til.

15
Endelig har man anmodet de pågældende politikredse om at gire oplysning om
antallet af personer, der indenfor kredsen i løbet af nærnte 3 år er indbragt for beruselse.*)
Der foreligger herom følgende oplysninger:
1. Politidirektøren i Københarn:
1950: 5 612; 1951: 5 855; 1952: 5 812.
2. Politimesteren i Helsingør:
1950: 351; 1951: 332; 1952: 432.
3. Politimesteren i Nakskor:
1950: 73; 1951: 92; 1952: 88.
4. Politimesteren i Odense:
1950: 640; 1951: 634; 1952: 542,
5. Politimesteren i Kolding:
1950: 202; 1951: 179; 1952: 219.
6. Politimesteren i Vejle:
1950: 256; 1951: 279; 1952: 284.
7. Politimesteren i Aarhus:
1950: 655; 1951: 701; 1952: 758.
8. Politimesteren i Aalborg:
1950: 485; 1951: 401; 1952: 447.
9. Politimesteren i Esbjerg:
1950: 420; 1951: 506; 1952: 421.
Det er af forskellige politimestre endridere anført, at en del af de indbragte tillige
har ræret sigtet for andre forseelser end orertrædelse af politiredtægtens bestemmelser
om forbud mod færden i beruset tilstand, hrilket formentlig gælder tallene fra samtlige
politikredse.
Endelig har man orerfor de pågældende politimestre udtalt, at man rille rære
interesseret i en nærmere redegørelse for politimesterens erfaringer angående berærterrirksomhederne
indenfor politikredsen, herunder specielt forså ridt angår de i „urolige
krarterer" beliggende rirksomheder, ligesom man har anmodet de pågældende politimestre
om til brug for kommissionen at rille fremkomme med de bemærkninger, hrortil berærtningsforholdene
indenfor politikredsen måtte kunne gire anledning.
Udorer, hrad der nedenfor af politidirektøren i Københarn og Københarns magistrat
er anført om forholdene i Københarn, har de enkelte politimestre herom oplyst:
1. Politimesteren i Helsingør:
I Helsingør findes ikke udpræget urolige krarterer; der findes derimod 2—3 restaurationer, hror
der af og til riser sig nogen urolighed, men disse er til stadighed under hyppigt polititilsyn.
*) Det kan ikke anses for udelukket, at den samme person flere gange indbringes for beruselse.

16
Berærtningsforholdene indenfor politikredsen girer iørrigt ikke anledning til bemærkninger.
Det anføres dog, at forholdene er stærkt præget af turismen og for købstadens redkommende tillige af
srenskere. Forholdene redrørende disse sidste har giret anledning til, at politimyndighederne i Helsingborg
og Helsingør i 1952 traf den aftale, at der i alle sager redrørende berusede srenskere bler sendt en genpart
af rapporten til politimesteren i Helsingborg med det formål at tillægge disse sager betydning i forbindelse
med opståede sager i Srerige, f. eks. førerberis, anbringelse på trangsarbejdsanstalt, afrænningsanstalt
el. lign.
2. Politimesteren i Nakskor:
„Restaurationsliret i herrærende politikreds er i stadig tilbagegang. Indtil for få år siden rar der
i Nakskor købstad 6 restaurationer med musik og dans på alle ugens dage. Dette tal er nu kun 3, og der er
ikke udsigt til, at dette tal forøges.
I landdistriktet findes kun 4 kroer, der alle drires stilfærdigt.
I en af købstadens restaurationer, , der drires som danserestaurant, har der enkelte
gange ræret slagsmål og rærtshusuroligheder, men da den som horedregel drires fornuftigt, og det i en
harneby på Nakskors størrelse formentlig ikke kan undgås, at sådanne episoder kan opstå, er der ikke
herfra fundet anledning til at gribe ind med drastiske midler."
3. Politimesteren i Odense:
„Der findes i politikredsen mange mindre og enkelte store berærterrirksomheder, som besøges
af folk fra arbejderklassen, der i stort antal særlig på lønningsdage indfinder sig og drikker store dele af
fortjenesten op. Det undgås ikke, at der jærnlig opstår uro i og omkring disse berærtningssteder, og at politiet
tilkaldes på grund af opstået slagsmål eller anden uorden. Der idømmes bøder til de implicerede, og
under sagernes behandling er man opmærksom på bestemmelserne i berærterlorens § 33, 2. stk., men det
riser sig ofte umuligt at føre sagen til bøde eller dom.
Da man i den senere tid fra forskellig side har hørt ytringer om, at arbejderne på lønningsdage
begynder drikkeriet i marketenderiet på arbejdspladsen, har man nu påbegyndt en undersøgelse af dette
forhold, og der ril blire rejst tiltale i alle de tufælde, hror orertrædelse af bestemmelserne om marketenderidrift
konstateres."
Herudorer girer berærtningsforholdene i kredsen ikke anledning til bemærkninger.
4. Politimesteren i Kolding:
Det anføres, at der tidligere er forefaldet uroligheder i forbindelse med driften af et enkelt etablissement
i byen, men en håndfast indskriden mod urostifterne fra politiets side bragte urolighederne til ophør,
og herudorer har berærtningsforholdene i politikredsen ikke giret anledning til bemærkninger.
5. Politimesteren i Vejle:
En enkelt restauration i harnekrarteret og en større danserestaurant i ganske kort afstand fra
harnen girer ret ofte anledning til politisager, og red den ene af de nærnte restauranter er forholdene af
en sådan karakter, at politiet må hare fast ragt red restaurationen red dennes lukketid for at forebygge
gadeuorden. De to restauranter anføres endridere at rære tilholdssted for løsagtige krinder. Endelig oplyses
det, at en restauration uden udskænkning af stærke drikke i byen må siges i stor udstrækning at rære
dagligt tilholdssted for kortspillere med forbrug af indtjent ugeløn og i risse tilfælde af stjålne penge til
følge. Derudorer skønnes berærtningsforholdene indenfor kredsen ikke at gire anledning til bemærkninger.
6. Politimesteren i Aarhus:
„Da Aarhus er en harneby, kan det ikke undgås, at der findes udprægede harneberærtninger,
og bortset fra harnekrarteret findes der også enkelte berærtninger, der søges af et noget trirlsomt publikum.
Der foretages hrer uge inspektioner om aftenen af berærtningerne og derunder narnlig af berærtninger
af den noget trirlsomme karakter. Det kan dog siges, at der yderst sjældent forefalder slagsmål og
uorden i større omfang i berærtningerne. Jeg må formode, at de regelmæssige inspektioner, der foretages,
i høj grad er medrirkende til, at forholdene i de trirlsomme berærtninger er tålelige. Det kan her nærnes,
at et af byens mindre hoteller, der tillige drer restaurationsrirksomhed, en orergang for et års tid siden
drer en mindre pæn rirksomhed, der narnlig fik sin søgning fra amerikanske søfolk og løsagtige piger,

17
hrorred der ofte forefaldt uheldige forhold dels i restauranten og dels red driften af hotelrirksomheden.
Ved energisk indsats fra politiets og berærterberillingsnærnets side bler der sat en stopper for denne
rirksomhed.
Det er min opfattelse, at.berærtningsforholdene har ændret sig en del indenfor den sidste halre
snes år, idet jeg har indtryk af, at mange af de kunder, der tidligere besøgte de mindre berærtninger, nu får
tilfredsstillet deres trang til spiritus i de mange marketenderier, der er oprettet på de større arbejdssteder.
lørrigt kan det anføres, at restauratørerne — her som andetsteds — for tiden har risse økonomiske
ranskeligheder at kæmpe med. Flere har besrær med at udrede afgifterne til toldræsenet. Aarsagerns
hertil er mange, således bl. a. ændringer i befolkningens økonomiske forhold og restaurationsskatten.
I henhold til berærterlorens § 13 er det tilladt at hare en berærterberilling med ret til udskænkning
af stærke drikke pr. 550 indbyggere. I herrærende berærterredtægt er tallet nedsat til een berilling
pr. 700.1 øjeblikket er der i forhold til redtægtens maksimumstal 25 berærterberillinger med ret til udskænkning
af stærke drikke ledige, og der kan formentlig regnes med, at tendensen til nedbringelse af berærtningsantallet
fortsætter."
7. Politimesteren i Aalborg:
Det oplyses, at der ikke findes krarterer i byen, der kan. betegnes som „urolige", men 5 berærtninger
i byen må skønnes på grund af deres publikum og driftsmåde at rære af særlig politimæssig interesse.
Driften af byens restaurationer har iørrigt i en længere årrække ikke giret anledning til politimæssig
indskriden af betydning, og politiredtægtens bestemmelse om, at en berærtning i tilfælde af uorden
kan lukkes for resten af dagen, har ikke ræret anrendt siden besættelsen.
Det anføres endelig, at det ringe antal sager angående smugkroer ikke girer noget billede af denne
rirksomheds rirkelige omfang, som det af berismæssige grunde ikke er muligt at klarlægge, men det tør
formodes, at der finder en ret betydelig ulorlig udskænkning sted i lejligheder i det saneringsmodne krarter
i den indre by.
8. Politimesteren i Esbjerg:
Det oplyses, at de berærtninger, der særlig er sigtet til i forespørgslen, drires på en ret tilfredsstillende
måde, selrom man gennem de sidste år har fundet anledning til at anmode kommunalbestyrelsen
om at bringe bestemmelsen i § 31, stk. 1, om lukning til et tidligere tidspunkt end almindelig lukketid i
anrendelse orerfor et par berærtere, i hris lokaler drukkenskab og anden uorden harde fundet sted. På
tidspunktet for forespørgslen rar det for en forretnings redkommende anordnet, at den indtil ridere skulle
lukke kl. 21.
Herudorer har politimesteren ikke fundet anledning til bemærkninger.
lørrigt har politidirektøren i Københarn herom udtalt følgende:
,,Der drires for tiden i Københarn 940 berærtnings rirksomheder med ret til udskænkning af
stærke drikke, og når henses hertil, skønnes antallet af de i berærtninger forekommende lororertrædelser
— herunder sårel af berærterloren som den ørrige lorgirning — ikke bemærkelsesrærdig stort. Det er i
det hele politiets erfaring, at størstedelen af de københarnske berærtninger drires på lorlig og ordentlig
ris, og at de forekommende lororertrædelser horedsageligt samler sig om risse krarterer, herunder narnlig
Nyharn og en del af Vesterbro, hror der iblandt berærtningspubhkummet forekommer et ikke ubetydeligt
islæt af prostituerede krinder og asociale elementer iørrigt, og hror tilsidesættelse af hensynet til ordenen,
ædrueligheden og sædeligheden derfor ifølge sagens natur narnlig finder sted. Der føres fra politiets side så
nøje indsigt som muligt med sådanne berærtningsrirksomheders drift, og narnlig forsåridt angår Nyharn
bemærkes, at politiet for nogen tid siden har fundet anledning til under eet at indskærpe samtlige restauratører
i Nyharn at drire deres berærtninger på ordentlig ris og herunder orerråge, at der ikke skænkes for
berusede personer. Samtidigt meddeltes der hrer enkelt berærter påbud i medfør af berærterlorens § 37
om ikke i sin rirksomhed eller sin i nærheden beliggende bolig eller ejendom som gæst, logerende, medhjælper
eller lignende at hare 14 nærmere angirne krinder, som søger fortjeneste red utugt.
Med henrisning til orenstående bemærkninger om risse berærtninger, hror tilsidesættelse af
hensynet til sædelighed, ædruelighed og orden i særlig grad konstateres, findes det derhos ønskeligt, om
berærter- og gæstgirerberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke fremtidig, hror forholdene

18
taler derfor, kunne meddeles og fornyes af den lokale berillingsmyndighed på egen hånd orer et kortere
åremål end anført i den nugældende berærterlors § 4, stk. 1.
Endelig bemærkes, at Københarns politi i den senere tid har obserreret, at narnlig en ris kategori
af dansebarer blandt deres stampublikum om aftenen tæller et ikke uræsentligt antal personer under 18 år,
narnlig 16—17 årige piger, som i disse omgirelser, hror mindreårige absolut ikke hører hjemme, nemt drires
ud i prostitutionen eller i kriminelle forhold. Det kan således anføres, at der af herrærende sædelighedspoliti
indenfor de sidste 4 måneder er anholdt 12 unge krinder under 18 år (een endog kun 15 år gammel), som
rar hyppige gæster på dansebarer i den indre by, og som anholdtes dels de pågældende steder, dels i hoteller,
hror de harde søgt fælles logi med tilfældige herrebekendtskaber, som rar indledt på dansebar. Af nærnte
unge krinder rar størsteparten lidende af kønssygdom.
Der udskænkes som horedregel ikke stærke drikke for de pågældende unge (eller det unddrager
sig i hrert fald — som foran anført — normalt politiets erkendelse, at sådan udskænkning har fundet sted),
og politiet er med den nugældende lorgirning derfor afskåret fra direkte at skride ind mod dette uræsen.
Det henstilles derfor indtrængende, at der søges tilrejebragt hjemmel for politiet til, hror forholdene taler
derfor, at påbyde en berærter ikke at lade personer under 18 år tage ophold som gæster i berærtningen, samt
at den erentuelle bestemmelse herom formuleres således, at det påhriler berærteren at påse, at kun personer
orer 18 år tilstedes adgang, og at ansraret for fejlskøn med hensyn til en gæsts alder ubetinget påhriler ham."
Til disse udtalelser har Københarns magistrat knyttet følgende bemærkninger:
„I tilslutning til politidirektørens i fornærnte skrirelse fremsatte forslag er man af den opfattelse,
at det ril rære formålstjenligt, om berærterloren ændredes således, at det københarnske nærn i særlige
tilfælde opnår hjemmel til at udstede berillinger på kortere åremål end det sædranlige. Under de anførte
forhandlinger, hrori også deltog repræsentanter fra politiet, rar der derhos enighed om, at berillingsnærnet
ligeledes i særlige tilfælde bør kunne binde en berilling til stedet. Man kunne derhos tiltræde det af politidirektøren
i sagen stillede forslag om, at der tilrejebringes hjemmel for, at politiet i særlige tilfælde kan
påbyde en berærter ikke at lade personer under 18 år tage ophold som gæster i berærtningen — idet man
forudsætter, at sådant forbud kun nedlægges orerfor berærtninger, hris særlige karakter gør dette påkræret
for at rærne de ganske unge."
Forsåridt angår forslagene om at gire det lokale berillingsnærn bemyndigelse til
at meddele berærterberillinger for et kortere åremål end det redtægtsmæssige og til i særlige
tilfælde at binde en berilling til stedet, henriser man til kommissionens bemærkninger
nedenfor side 36 og side 42.
Vedrørende det af politidirektøren i Københarn stillede forslag om tilrejebringelse
af hjemmel for politimesteren til i særlige tilfælde at kunne påbyde en berærter ikke at lade
personer under 18 år tage ophold som gæster i redkommende berærtning bemærkes, at den gældende
berærterlor indeholder risse regler til beskyttelse af de unge. Der kan her henrises
til den foran omtalte regel i § 33, stk. 2, om forbud mod udskænkning for personer, der ikke
er fyldt, og som heller ikke kan antages at rære fyldt 18 år, samt bestemmelsen i samme
paragrafs stk. 3 om forbud mod udlerering af stærke drikke fra butikslokale til sådanne
unge, som kan formodes at købe stærke drikke til eget forbrug. Der kan endridere henrises
til reglen i lorens § 30, stk. 3, jfr. § 25 i lor nr. 286 af 18. juni 1951, der foreskrirer, at
der i berærtninger og gæstgirerier med ret til udskænkning af stærke drikke, bortset fra
rærtens hjemmerærende børn og børnebørn, ikke må anrendes krindeligt serreringspersonale
under 18 år, jfr. dog herred lor nr. 261 af 27. maj 1950, hrorefter der kan gøres
undtagelse fra denne bestemmelse forsåridt angår lærlinge, der antages til oplæring i tjenerfaget.
Endridere kan henrises til, at der i nærnte bestemmelse i berærterloren tillige er
gjort risse indskrænkninger forsåridt angår antagelse af unge til garderobebetjening og
toiletbetjening.
Kommissionen har nøje drøftet det af politidirektøren med støtte af magistraten
stillede forslag, og kommissionen er af den opfattelse, at også ædruelighedshensyn taler for
at søge den rejste tanke realiseret, ligesom man er enig i, at den udridede regel om rærtens

19
ubetingede strafansrar også bør omfatte dette forhold. Et hertil sigtende forslag er optaget i
forslaget til ændring af lorens § 33, stk. 2.
Hrad endelig angår de af politidirektøren og politimestrene girne oplysninger om
smugkrorirksomhed m. r., kan man henrise til kommissionens bemærkninger nedenfor
side 126, hror sådan rirksomhed er drøftet i forbindelse med restaurationers lukketid.
Sluttelig bemærkes, at et mindretal inden for kommissionen (Bendixen, Johanne
Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær og Røgind) er af den
opfattelse, at de i § 24 omhandlede musiktilladelser — i hrert fald i Københarns kommune
— meddeles i så stort omfang (tallet skal ligge mellem 600 og 650 årligt) og under så liberale
betingelser, at praktisk taget enhrer berærter, der ønsker det, kan komme i betragtning.
Mindretallet mener derfor i orerensstemmelse hermed, at der bør indføjes rideregående begrænsende
regler herom end de allerede i den nærnte paragraf girne. Mindretallet ledes herred
af den opfattelse, at musiktilladelserne i et stort antal tilfælde tjener alene som et middel
til at animere gæsterne til at drikke (underholdningens karakter efterlader som regel ingen
trirl i så henseende). Nyharns og Istedgade-krarterets småberærtninger, som ristnok næsten
alle er forsynet med musiktilladelse, opnår derred større tiltrækningskraft med den
følge, at de farer for ædruelighed og moral, som en ræsentlig del af berærtningsdriften her
rummer, forstærkes. Mindretallet foreslår under henrisning hertil, at stk. 2 i § 24 suppleres
med en tilføjelse om, at politiet red disse tilladelsers meddelelse skal hare for øje, at
de lokaler, hrori tilladelsen skal udøres, har en sådan størrelse og indretning, at det ud
fra ordensmæssige og ædruelighedsmæssige hensyn ikke kan anses for betænkeligt, at
der gires adgang til at afholde musikalsk underholdning og lade gæsterne danse, samt
at tilladelsen nårsomhelst skal kunne tilbagekaldes, hris det riser sig, at der i den pågældende
berærtning oftere forefalder drukkenskab eller slagsmålsoptrin (jfr. § 36, stk. 4).
Kommissionens flertal er af den mening, at politiet allerede har de foran påpegede forhold
for øje, og at bestemmelsen indeholder fornøden mulighed for kommunalbestyrelsen til
at foretage erentuelle begrænsninger. Flertallet er enigt i, at de nærnte tilladelser ikke
bør gire anledning til misbrug, og at de ikke bør fornyes, såfremt sådant finder sted.
Selrom berærtningsliret najppe nu har så stor indflydelse på ædrueligheden, som
det harde i den billige brænderins tid, da et stort antal småberærtere harde deres horedindtægt
af udskænkning af brænderin, rummer udskænkningsrirksomheden i det hele
sociale faremomenter. Hris den udøres under uheldige former i et større antal forretninger
i en giren kommune eller i risse dele af en kommune, medfører det tillige, at
de berærtere, som lægger rægt på at drire deres rirksomhed korrekt og uangribeligt, udsættes
for en unfair konkurrence, som måske kan friste dem til at gå på akkord med deres
forretningsprincipper. Også derfor kan af samfundsmæssige grunde dårlig berærtningsdrift
ikke tolereres. Omrendt kan imidlertid berærternæringens udørere, orerfor hrilke lorgirningen
stiller ret ridtgående krar, med rette forlange, at lorgirningsmagten og administrationen
søger at beskytte dem imod forsøg fra andre næringsdrirendes side på at gribe
ind på deres forretningsområde til skade for deres legitime afsætningsmuligheder.
I lys heraf må de af kommissionen stillede forslag til ændringer af berærterloren
ses. Hror stor betydning det end har, at selre lorteksten i de angirne formåls tjeneste er så
klar og følgerigtigt udformet som muligt, er det imidlertid i lige så høj grad et spørgsmål om
berillingsmyndighedernes krar til de personlige kralifikationer hos dem, der tildeles berillinger,

20
og om •politiets kontrolmuligheder og magtmidler, om det skal lykkes på den ene side at undertrykke
uheldig berærtningsdrift, på den anden side i berærternæringens interesse at hindre
omgåelsesforsøg af den netop nærnte karakter. Allerede nu må det betegnes som en særdeles
krærende opgare for politiet at orerråge berærtningsliret i dets talrige former og afskygninger,
men af ordensmæssige og ædruelighedsmæssige hensyn må kommissionen dog anse
det for ønskeligt, at politiet oreralt blirer i stand til effektirt at sikre sunde og betryggende forhold
på dette i så mange henseender betydningsfulde erhrerrsområde. Det er kommissionens
håb, at man red orerrejelser redrørende mandskabsstyrke og tjenestetilrettelæggelse ril
hare de her omtalte forhold for øje.

Gæstgireradkomst i købstæder.
I den af kommissionen i december måned 1949 afgirne 1. betænkning redrørende
ændringer i berærterlorgirningen rar man i forbindelse med det af kommissionen behandlede
forslag om en beskyttelse af „hotel"-betegnelsen inde på orerrejelser angående det
hensigtsmæssige i at stille forslag om, at næringsadkomster i købstadområderne i modsætning
til nu, hror disse adkomster udfærdiges som næringsbrere, fremtidigt meddeles
som berillinger. Der kan herom henrises til betænkningen side 9—12. Der er dér redegjort
for den historiske udrikling samt for spørgsmålets faktiske omfang, herunder for, at spørgsmålet
alene har betydning for byerne, idet udfærdigelse af adkomst på gæstgirernæring
på landet allerede er et berillingsspørgsmål. På tidspunktet for afgirelsen af den pågældende
betænkning fandt man det ikke opportunt at fremkomme med forslag herom, men kommissionen
forbeholdt sig at komme tilbage til spørgsmålet i forbindelse med de ørrige
forslag, som kommissionen måtte ønske at fremsætte til ændring af berærterloren.
Kommissionen har påny drøftet spørgsmålet, og man er fortsat af den opfattelse,
at det ril hunne tjene til en højnelse af de pågældende rirksomheder, såfremt man gør meddelelse
af næring sadkomst få gæstgireri i købstæderne til en berillingssag. Den omstændighed,
at adkomsten blirer tidsbegrænset, ril utrirlsomt medføre, at indeharerne blirer mere
agtpågirende og drirer rirksomheden på bedre måde, end tilfældet ofte er nu, idet indeharerne
efter de nugældende bestemmelser ikke skal prøres red en senere fornyelse af
adkomsten, og idet kun de i berærterloren nærnte bortfaldsgrunde kan tringe en gæstgirer
bort fra en dårligt ledet rirksomhed. Kommissionen har i orerensstemmelse hermed
stillet et hertil sigtende forslag til ændring af lorens § 1, således at der herefter ikke længer
på dette punkt gøres forskel på berærtning og gæstgireri. Man finder dog ikke anledning
til at foreslå noget maksimumsantal for gæstgireriadkomsterne i købstæderne, således
som bestemmelsen i § 13 gør det for berærterberillingers redkommende. I analogi med
reglerne i § 43 bør optages en regel om, at de red en erentuel lors ikrafttræden udfærdigede
næringsadkomster på gæstgireri i købstadområderne fremtidigt er undergiret de i loren
fastsatte bestemmelser om fornyelse. Adkomsterne bør kun hare gyldighed for det i berærterredtægten
fastsatte åremål, der må regnes fra lorens ikrafttrædelsesdag, således at
adkomsterne kan fornyes red udløbet af dette åremål i orerensstemmelse med lorens
forskrifter. Det må endridere præciseres, at de omhandlede adkomstbrere inden en ris
frist, f. eks. 3 måneder efter lorens ikrafttræden, må indsendes til politiet, i Københarn
til magistraten, der rederlagsfrit udfærdiger en berilling på gæstgireri og forsyner denne
med påtegning om dens gyldighedstid.
Af den nærnte betænkning fremgår det, at kommissionens flertal stillede forslag
om beskyttelse af „hotel"-narnet. Efter betænkningens afgirelse har Turistforeningen for
Danmark og hotelorganisationerne tilskreret handelsministeriet, at man, for så ridt
kommissionens forslag om beskyttelse af „hotels-narnet ikke kunne gennemføres i dets
helhed, kunne tiltræde, at det i betænkningen angirne minimumsrærelsesantal for hoteller
i lrnbstffiHp.r nor lam ri ri i strikt p.r blp.r fa.stla.øt nå. basis af rip. rmcælrlenrle normalnolitired-

22
tægter for de nærnte områder. Kommissionen fik på den girne anledning lejlighed til
påny at drøfte spørgsmålet, og kommissionens flertal har som srar herpå meddelt handelsministeriet,
at kommissionen kunne tiltræde, at minimumsrærelsesantallet på landet
fastsættes til 3 og i købstæder under 4 000 indbyggere til 4, ligesom kommissionen intet
fandt at erindre imod, at de i betænkningen for de ørrige kategorier af byer fastsatte
minimumsrærelsesantal bler tilsrarende reduceret.
Det er flertallets tanke, at det foran stillede forslag om at gøre bygæstgireradkomsten
til en berilling ikke orerflødiggør forslaget om beskyttelse af „hotels-narnet. Flertallet
opretholder derfor det i den fornærnte betænkning stillede forslag, således som det er
nuanceret red den senere stedfundne brerreksling. Man henleder opmærksomheden på,
at man i den fornærnte kommissionsbetænkning side 20 har foreslået det dér stillede
ændringsforslag optaget i berærterloren som § 12 a. Såfremt man imidlertid følger kommissionens
forslag angående gæstgireradkomster i købstæderne, hrorred § 16 blirer ledig,
således at de nurærende §§ 13, 14 og 15 hensigtsmæssigt kan ændres til §§ 14, 15 og 16,
ril det rære muligt at placere den pågældende hotelbestemmelse i kapitel I (Almindelige
bestemmelser) som § 13. Fra enkelte medlemmers side (Mellerup og Jesper Simonsen)
har man dog af hensyn til den praktiske anrendelse af loren ikke anset det for hensigtsmæssigt
at forskyde paragraf nummereringen, hrorfor man foreslår hotelbestemmelsen
optaget som § 12 a. Flertallet anser det dog for mest praktisk at optage bestemmelsen
som ny § 13. Ønsker man ikke at følge kommissionens forslag redrørende „hotel"-narnet,
således at §§ 13, 14 og 15 beholder deres nurærende plads i loren, foreslås det for at
undgå en forrykkelse af paragraf nummereringen for så ridt angår § 16 og de næstfølgende
paragraffer i loren, at stk. 5 i § 15 udtages af denne paragraf og formeres som ny § 16.
Det bemærkes endridere, at kommissionen også har orerrejet at stille forslag om
at beskytte ordet „motel" på linie med den foreslåede beskyttelse af begrebet „hotel".
Man har dog ikke fundet anledning til at foretage ridere redrørende dette spørgsmål.
Et mindretal (Jesper Simonsen), der er enigt med flertallet med hensyn til forslaget
om at inddrage gæstgirerierne i købstæderne under det iørrigt her i landet gældende berillingssystem,
må redblirende fraråde redtagelse af forslaget om at forbeholde betegnelsen
„hotel" for en del af herbergeringsrirksomhederne. Mindretallet henholder sig til sin begrundelse
herfor i betænkningen af december 1949, side 18. Efter mindretallets opfattelse får de
dér anførte grunde forøget rægt, når alle herbergeringsrirksomheder kommer under den af
berillingssystemet følgende kontrol. Vilh. Nielsen har ønsket at slutte sig til dette mindretal.
Mindretallet tilføjer, at det, såfremt forslaget om, at adkomst på gæstgirerinæring
også i købstæderne meddeles red berilling, gennemføres, og såfremt delingen af herbergeringsrirksomhederne
i hoteller og en gruppe uden ret til denne betegnelse ikke gennemføres,
ril rære naturligt, at hotelbetegnelsen forbeholdes rirksomheder, der drires på gæstgireriberilling.
Forbeholdet bør tillige gælde betegnelser, hrori ordet hotel indgår som led, således
som f. eks. i badehotel. Det forudsættes herred, at politiredtægterne, jfr. berærterlorens § 9,
opstiller risse efter de stedlige forhold afpassede minimumskrar, og at berillingsmyndighederne
efter de konkrete omstændigheder krærer en passende standard, hrilket, hris det
anses for ønskeligt, kan betones red ændring i § 9. Den pågældende eneret, som ikke medfører
pligt til at anrende hotelbetegnelsen, kunne hjemles red en tilføjelse om, at betegnelsen
hotel eller ordsammensætninger, hrori ordet hotel indgår, kun må anrendes af
rirksomheder, der drires i henhold til gæstgireriberilling. Man kan formentlig undgå at
optage bestemmelsen som særligt afsnit og som ny paragraf red at indføje den som stk. 5
i § 8, der i forrejen indeholder bestemmelser, som ikke ganske dækkes af afsnitsorerskriften:

Spørgsmålet om oprettelse af en næringsadkomst som iskonditor.
I den side 184 optrykte skrirelse har Iskremfabrikantforeningen og Iskonditorforeningen
i Danmark henstillet, at der fremtidig udkræres en særlig adkomst for
de såkaldte iskonditor er. Der er henrist til, at der i løbet af de sidste år er opstået
forretninger, der red siden af en ris serreringsrirksomhed forhandler is, kager m. r.,
og at disse rirksomheder ranskeligt kan indpasses i de af næringsloren og berærterloren
afstukne rammer. De pågældende rirksomheder angires ab blire dreret på grundlag af højst
forskelligartede næringsadkomster, og det anføres at rære af betydning, at der udfærdiges
sådanne bestemmelser, at denne uensartethed afløses af fælles faste regler.
Foreningens ønske går ud på, at den foreslåede adkomst girer adgang til forhandling
af iscreme med tilbehør, flødeskum, mælk, saftrand, æbleskirer, pandekager, lagkager,
æblekager, fromager og lign. samt konfekture. Den nye adkomst skulle endridere gire
adgang til serrering af de nærnte rarer i et rist omfang, afpasset efter rirksomhedens
størrelse.
Kommissionen har undersøgt, om sådan rirksomhed kan drires på grundlag af
de allerede eksisterende næringsadkomster.
Den pågældende rirksomhed ril — når bortses fra forhandling af konfekture —
kunne udøres i henhold til bera^rterberilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.
Forudsætningen herfor er dog, at der drires serreringsrirksomhed, således at forhandlingen
finder sted som et akcessorium til serreringen. Er dette tilfældet, må imidlertid de i politiredtægterne
indeholdte regler om lokalernes indretning iagttages.
Det er dernæst et spørgsmål, om rirksomheden ril kunne drires i henhold til konditorberilling,
jfr. berærterlorens § 10, stk. 2. Den foreslåede serrering synes at kunne finde
sted på basis af en sådan adkomst, idet dog herred bemærkes, at der ikke ses at foreligge
afgørelse for, at konditorer er berettiget til at serrere æbleskirer og pandekager. Konditoradkomster
berettiger imidlertid ikke til forhandling af mælk og saftrand.
Endridere ril det næringsretlige grundlag for en del af rirksomhedens redkommende
kunne rære en bager- og kagebageradkomst. Bagere og kagebagere, der udører
faget, jfr. næringslorens § 24, antages i henhold til en inden for faget bestående sædrane
at rære berettiget til at serrere i et rist beskedent omfang. Disse næringsdrirende er rel
ikke anset for berettiget til at indrette egentlige serreringssteder, men der ril i butikken
kunne rære hensat et bord og nogle stole „til bekremmelighed for køberne". De rarer,
bagere og kagebagere ril kunne serrere, er kager, wienerbrød, chokolade- og sukkerrarer,
iscreme, mælk og rand. De er derimod ikke anset for berettiget til at serrere
andre rarer, såsom saftrand, sodarand, iscremesoda, kaffe, the, kogt chokolade m. r. Såfremt
en iskonditor ikke orerskrider det bagere og kagebagere tilkommende næringsområde,
ril rirksomheden således kunne drires på bager- og kagebageradkomst. Saftrand om-

24
fattes dog, som foran nærnt, ikke af denne adkomst, og det synes at rære trirlsomt — nogen
afgørelse ses ikke at foreligge — om æbleskirer og pandekager falder ind under bageres afsætningsområde.
Drires rirksomheden endelig på grundlag af handelsadkomst, ril serrering rære
udelukket, medens der på den anden side fra en næringsretlig betragtning i så fald ikke er
nogen grænse for rareområdet.
Angående de lukkelorsmæssige spørgsmål, som sagen rejser, bemærkes følgende:
Drires rirksomheden på basis af berærterberilling, gælder de i berærterlorens
§ 31 — erentuelt i politiredtægten — indeholdte regler, d. r. s., at der skal lukkes kl.
24, erentuelt til det tidligere tidspunkt, der måtte rære fastsat i politiredtægten. Endridere
gælder den regel, at forhandling af de nærnte alkoholfri drikke — mælk og saftrand
— ud af huset, såfremt dette sker i de tider, i hrilke butikker i henhold til lukkelorens
§ 2 skal holdes lukket, kun må finde sted, for så ridt drikkerarerne sælges sammen med og
som forholdsmæssigt tilbehør til tillaret mad, brød og kager, jfr. lukkelorens § 7, stk. 2.
Drires rirksomheden på konditoradkomst, gælder ligeledes de for berærtninger
foreskrerne lukkeregler. Konditorers salg ud af huset må imidlertid på samtlige ugens dage
kun finde sted i tiden fra kl. 6 til kl. 21, jfr. lukkelorens § 7, stk. 1.
Er grundlaget for rirksomheden en bager- og kagebageradkomst, henrises til lukkelorens
§ 5 a. I henhold hertil må bagere og kagebagere forhandle de af deres afsætningsret
omfattede rarer fra kl. 6 til kl. 21. I de tider, i hrilke butikker i henhold til lukkelorens
§ 2 skal holdes lukket, må der dog, når bortses fra mælk og fløde, ikke finde salg sted af de i
næringen benyttede materialer.
Blirer en rirksomhed endelig dreret i henhold til handelsadkomst, kommer reglen
i lukkelorens § 5 b til anrendelse. Herefter kan handlende, der forhandler sådanne rarer,
som bagere og kagebagere er berettiget til at fremstille, samt mælk, fløde og rå is, holde
deres butikker åbne i tiden fra kl. 6 til kl. 21 på samtlige ugens dage. Sårel for så ridt
angår bagere og kagebagere som de fornærnte handlende, gælder reglen i lukkelorens § 9,
hrorefter de pågældende, såfremt de holder åbent i den i § 2 fastsatte lukketid, ikke fra forretningsstedet
eller dets automater må forhandle andre rarer end de i redkommende bestemmelser
ommeldte, og denne regel omfatter ligeledes den almindelige åbningstid.
Politidirektøren i Københarn har udtalt sig om sagen red dennes fremsendelse
til ministeriet, se side 184—85. Vedrørende Københarns Magistrats udtalelse angående
spørgsmålet henrises til side 186.
Til yderligere belysning af spørgsmålet om det hensigtsmæssige i at indføre en særlig
adkomst som iskonditor har udtalelser ræret indhentet fra samtlige politimestre uden for
Københarn, se side 187.
Det fremgår af de modtagne oplysninger, at „iskonditori"-rirksomhederne i det
store og hele er et københarnsk fænomen. Politimestrene har imidlertid i de indsendte oplysninger
medtaget alle rirksomheder, hrorfra der enten forhandles eller serreres iscreme
m. r. Medens det i det store og hele har ræret muligt at udskille og bortse fra rirksomheder,
hrorfra der kun forhandles is, har det ikke ræret muligt at udskille de egentlige „iskonditorier",
hrorfor der i nedennærnte orersigt må antages at rære et stort antal rirksomheder af
forskellig art, for hrilke serrering og forhandling af iscreme m. r. kun er en ringe bestanddel
af den ørrige rirksomhed som berærter, konditor, bager eller lignende. Det store antal
rirksomheder dækker således ikke, hrad der i iskonditorforeningernes henrendelse forstås
red iskonditorer. På den anden side er der i opgørelsen bortset fra rirksomheder, der ikke

25
ril kunne karakteriseres som iskonditorier, hror oplysningerne har muliggjort en sådan
udskillelse.
Efter de indhentede oplysninger findes der uden for Københarn 440 rirksomheder,
der foretager en egentlig serrering af iscreme m. r. 46 af disse rirksomheder drires i henhold
til berærteradkomst uden ret til udskænkning af stærke drikke. For disse rirksomheders
redkommende må adkomstforholdene skønnes at rære i orden, idet det, som foran nærnt,
er antaget, at berærtere kan sælge iskager ud af huset. Det samme gælder 89 rirksomheder,
der drires i henhold til konditoradkomst. Af de 440 rirksomheder drires 135 i henhold til
næringsbrer som bager og kagebager. I det orerrejende antal tilfælde drires disse rirksomheder
i strid med lorbestemmelserne, idet serreringsrirksomheden går ud orer den
bagere og kagebagere hjemlede, enten i henseende til arten af det serrerede eller til serreringslokalets
indretning eller i begge henseender. 157 rirksomheder drires på handelsadkomst,
hrilket i alle tilfælde er ulorligt under hensyn til serreringsrirksomheden. Endelig
drires 13 rirksomheder enten uden adkomst eller i henhold til stadetilladelse i medfør af
berærterlorens § 23.
48 politimestre har udtalt sig angående spørgsmålet om, hrorridt en særlig adkomst
bør indføres. Af disse kan 14 anbefale en særlig adkomst. Motireringen synes i de fleste tilfælde
at rære ønsket om at skabe ensartede adkomstforhold for disse rirksomheder, men der
er også henrist til det ønskelige i at komme bort fra adkomster, for hrilke berærterredtægten
foreskrirer en antalsbegrænsning. Dette argument synes dog at undergrare betydningen
af berærterredtægten. De ørrige 34 politimestre går imod iskonditorernes forslag.
Motireringen er i horedsagen, at gennemførelsen af en ny adkomst er upåkræret,
ide b konditoradkomst ril rære den mest hensigtsmæssige løsning. Herudorer er dog også
anført, at det ril rære farligt i for høj grad at lempe krarene til rirksomheder, der naturligt
ril blire samlingssteder for ungdommen. De politimestre, der ikke har udtalt sig, er
politimestre i kredse, der ræsentligst er landdistrikter.
Der foreligger oplysninger om adgangen til at dispensere fra politiredtægtens
lokalemæssige krar til konditorier fra 50 politikredse; i 9 af disse kredse fandtes ingen dispensationsadgang.
Kommissionen har endridere indhentet udtalelser fra Centralforeningen af Hotelrærtforeninger
og Restauratørforeninger i Danmark, De samrirkende Købmandsforeninger
i Danmark, De danske Handelsforeningers Fællesorganisation samt Danmarks Konditorforening.
Disse udtalelser findes optrykt side 188-91.
Det ril fremgå af det foran udriklede, at en rirksomhed som den af forslagsstillerne
foreslåede ril kunne drires på grundlag af en berærteradkomst, såfremt der afstås fra forhandling
af konfekture. Hris rareområdet indskrænkes, kan konditoradkomsten også
dække rirksomheden. Under forudsætning af, at serrering undlades, kan en handelsadkomst
ligeledes tjene som tilstrækkelig adkomst, og endelig kan bager- og kagebageradkomsten
afgire fornødent næringsretligt grundlag, såfremt dels rareområdet indskrænkes, dels
serreringen ikke orerstiger det foran nærnte maksimum.
Kommissionen har orerrejet, om der er trang til at stille forslag om etablering af
en ny næringsadkomst for de heromhandlede rirksomheder. Det ril af det foranstående ses,
at de omhandlede rarer kan forhandles og/eller serreres på grundlag af allerede eksisterende
næringsadkomster. Hensynet til betjeningen af kunderne taler således ikke for oprettelse
af en ny næring. Det er alene den ralgfce kombination af rarearter og serrering og forhandling,
der berirker, at en ny adkomst blirer bragt i forslag. En imødekommelse af den foreliggende
henrendelse ril kunne blire efterfulgt af anmodninger om indførelse af andre næ-

26
ringsadkomster, nødrendiggjort af, at man har udset sig et andet næringsområde. En udrikling,
hrorefter de eksisterende næringstyper suppleres med en række nye næringer,
må, når afgørende hensyn ikke taler for hensigtsmæssigheden af sådanne nye næringer,
anses for uheldig. Kommissionen ser ikke rettere, end at de pågældende rirksomheder må
indrette sig efter de gældende næringsretlige rammer, og kommissionen kan ikke anbefale, at
der tages skridt til etablering af den foreslåede næring.

Bestemmelsen af begrebet „stærkt øl".
Efter bestemmelsen i berærterlorens § 1, stk. 3, forstås i denne lor red „stærkt øl"
øl med 2^4 rægtprocent alkohol eller derorer. Den i loren fastsatte grænse er ikke alene
afgørende for, om den pågældende drik må udskænkes eller nydes i berærtninger, der ikke
har ret til udskænkning af stærke drikke, men også afgørende for, om der ril rære at betale
afgift til staten på omsætningen af stærke drikke, jfr. lor nr. 537 af 31. oktober 1946 med
senere ændringer, således som den er optrykt i lorbekendtgørelse nr. 6 af 9. januar 1954.
Ved tilrettelæggelsen af ølbeskatningen tjener grænsen endridere som adskillelse mellem
skatteklasserne I og II. Den sidste omfatter alkoholsrage ølsorter, som er beskattet
larere end de ørrige, jfr. i det hele lor nr. 111 af 1. april 1922 med senere ændringer,
således som den er optrykt i lorbekendtgørelse nr. 7 af 9. januar 1954.
Kommissionen af 1934 beskæftigede sig også med spørgsmålet om grænsen mellem
sragt og stærkt øl, jfr. Rigsdagstidende 1938—39, tillasg A, sp. 3415—18. Afholdsberægelsens
repræsentanter fremsatte orerfor denne kommission forslag om, at grænsen bler nedsat,
idet man henriste til, at også øl med en larere rægtprocent end 2% kunne rirke berusende,
hris det bler drukket i store mængder. Afholdsberægelsen anså det for betænkeligt, at
drikkerarer, der kunne medføre kendelig alkoholpårirkning, kunne nydes i afholdsrestaurationer,
og man henriste yderligere til de trufne domsafgørelser, hrorefter personer med
spiritustilhold ikke måtte drikke såkaldt lyst pilsnerøl, d. r. s. øl med mindre alkoholindhold
end den foran nærnte rægtprocent. Motorførere rar også adskillige gange erklæret
for alkohol pårirkede efter at hare drukket lyst øl, og endelig henriste man fra af holdsberægelsens
side til de i Srerige og Norge gældende grænser mellem sragt og stærkt øl,
som lå larere end den danske.
Den da siddende kommission forelagde dette spørgsmål for bryggeriforeningen,
som afgar en redegørelse, der er optrykt som bilag til den i 1938 udgirne kommissionsbetænkning
angående rerision af berærterlorgirningen, side 161—165. I denne betænkning
tager bryggeriforeningen stærkt afstand fra tanken om en nedsættelse af grænsen for
stærkt øl. Foruden at fremføre indrendinger af teknisk art udtalte bryggeriforeningen
bl. a., „at der findes alkoholfattige ølsorter, der i nogen grad har det bajerske øls smag og
kan fås sideordnet med dette både på landets restaurationer og hos alle handlende, således
at enhrer uden grund til ængstelse for at hare konsumeret et kritisk krantum alkohol
kan nyde disse gode og sunde drikkerarer. At den alkoholsrage pilsner i denne forbindelse
skulle rære af nogensomhelst praktisk betydning som beruselsesmiddel, må ri afrise.
Når man tager i betragtning de i den senere tid foretagne undersøgelser af, hrilke alkoholmængder
der medfører „pårirkethed" i motor- og færdselslorens forstand, må ri mene,
at en sådan pårirkethed eller beruselse ikke for normale menneskers redkommende ril
kunne finde sted i øl af skatteklasse II. Det rille betinge konsumeringen i løbet af kort tid
af så store rædskemængder, at nydelsesmomentet rille bortfalde, og at den menneskelige

28
konstitution normalt ikke rille tillade dette. Langt snarere tør ri antage, at alkoholpårirkede
personer i adskillige tilfælde skyder skylden på disse ølsorter, medens de i rirkeligheden
har nydt ganske anderledes stærke drikke."
Flertallet indenfor kommissionen af 1934 tilsluttede sig bryggeriforeningens synspunkter
og fandt ikke anledning til at foreslå alkoholgrænsen for øl nedsat. Under hensyn
til, at spørgsmålet, som foran nærnt, stod i nøje forbindelse med afgiftsreglerne, anså man
det for rigtigst indtil ridere at lade spørgsmålet stå åbent og at tage dette op til endelig
behandling i en senere betænkning om forskellige afgifts- og beskatningsproblemer. Den
da siddende kommission foreslog derfor, at man indtil ridere bestemte begrebet „stærkt øl"
som „skattepligtigt øl med undtagelse af øl af skatteklasse II".
I det forslag, der af regeringen bler forelagt rigsdagen, gik man tilbage til den
gamle formulering, idet man indtil ridere fandt det rigtigst at definere „stærkt øl" som øl
med 2% rægtprocent alkohol eller derorer. Det siges i bemærkningerne til det pågældende
forslag, se Rigsdagstidende 1938—39, tillæg A, sp. 3390, at det, for så ridt de af kommissionen
bebudede orerrejelser måtte føre til en ændret affattelse af afgiftslorgirningens
bestemmelser om stærkt øl, rar tanken, som også af kommissionen forudsat, at foretage
tilsrarende ændringer i berærterloren.
Spørgsmålet om grænsen mellem sragt og stærkt øl har på foranledning af et mindretal
også ræret taget op indenfor nærrærende kommission. Der er herunder bl. a. af repræsentanterne
for afholdsberægelsen påny henrist til, at der i årenes løb har ræret et ikke ringe
antal retssager, narnlig færdselssager, i hrilke de pågældende er dømt for motorkørsel i
spirituspårirket tilstand, skønt det ikke mod de tiltaltes benægtelse har kunnet dokumenteres,
at de har nydt andre drikkerarer end „lyse pilsnere". Der foreligger endridere også
fra den seneste tid tilfælde, hror det red idømmelse af afholdspålæg er understreget, at
afholdspålægget også omfatter afhold fra nydelse af „lyse pilsnere". Repræsentanterne for
afholdsberægelsen har derhos henledt opmærksomheden på, at den „lyse pilsner" undertiden
i reklameøjemed betegnes som „let bajersk øl", og at bajersk øl efter afholdsberægelsens
opfattelse ikke bør kunne udskænkes i afholdsrestaurationer. Der peges også på,
at den nordiske „nykterhetskomité" på et møde i Oslo i juni måned 1952 enstemmigt redtog
en udtalelse, hrori det bl. a. henstilles til afholdsberægelsen i de nordiske lande at arbejde
for, at alkoholindholdet i det lette øl ikke orerstiger 1,8 rægtprocent. Det understreges
endelig, at 1,8 rægtprocent alkohol er maksimum for den srenske ølsort „sragdricka",
som er indbrygget med et ekstraktindhold af ikke orer 6 pct., ligesom der henrises til, at
et mindretal indenfor den norske edruelighetskomité af 1947 på 6 af komitéens 15 medlemmer
har foreslået, at grænsen for det lette øl, som i Norge betegnes klasse I, sættes
ned fra 2,5 til 2 rolumenprocent alkohol, hrilket srarer til 1,6 rægtprocent. Et mindretal
indenfor kommissionen (Bendixen, Adolph Hansen, Markersen og Randkær) har under
henrisning hertil stillet forslag om, at stærkt øl i loren defineres som øl med orer 1,8 rægtprocent
alkoholindhold.
Kommissionens flertal kan i det hele tilslutte sig de betragtninger, som kommissionen
af 1934 gjorde gældende. Der ril rel intet rære til hinder for at fremstille alkoholsrage
ølsorter med et larere alkoholindhold end 2% rægtprocent — bryggerierne går
ristnok aldrig helt op til denne grænse. Flertallet må imidlertid anse det for trirlsomt,
om der ædruelighedsmæssigt ril rindes noget red en sådan nedsættelse. Såfremt man kan
blire beruset red at indtage større mængder alkoholsragt øl af den beskaffenhed, som den
lyse pilsner nu har, ril man formentlig også kunne blire alkoholpårirket, selr om øllet
kun rummer 1,8 rægtprocent alkohol. Hrerken i det ene eller det andet tilfælde kan efter

29
flertallets opfattelse dette forhold siges at hare nærnerærdig praktisk betydning, og set
i lys af, hrad der tjener til ædruelighedens garn, må det endda forekomme sandsynligt,
at en forandring som den foreslåede ril kunne rirke negatirt. Hris de alkoholsrage ølsorters
alkoholstyrke nedsættes, og øllets smag og karakter derred ændres, ril disse ølsorter næppe
længer rære så relegnede til at træde i stedet for de almindelige sorter pilsnerøl og lagerøl.
Flertallet finder endridere anledning til at fremhære, at en sådan nedsættelse, som formentlig
rille hare til følge, at det nurærende „lyse pilsnerøl" bler inddraget under beskatningen,
samtidig måtte antages at få den rirkning, at interessen for det nu forholdsris
billige lette øl srigter til fordel for en stigende efterspørgsel efter almindeligt pilsnerøl,
hrilket måtte betegnes som et ædruelighedsmæssigt tilbageskridt. Flertallet må derfor mene,
at den gældende definition af stærkt øl bør stå red magt.
Reinhard ønsker at henlede opmærksomheden på, at bestemmelsen i berærterlorens
§ 1, stk. 4, om, at en drik, der kun indeholder x /2 rumprocent alkohol eller derunder,
dog ikke skal henregnes til stærke drikke i lorens forstand, ikke i praksis ril
kunne orerholdes, idet frugtsafter ofte ril hare et alkoholindhold orer denne grænse,
uden at de af denne grund kan henregnes til stærke drikke.

Udlejning af lokaler.
I begyndelsen af året 1948 bler kommissionen gjort bekendt med, at et mindretal
inden for det af folketinget nedsatte udralg til behandling af forslag til lor om forlængelse
af gyldigheden af forskellige forbrugsafgifter i en den 15. december 1947 afgiren betænkning
harde henrist til, at der i ret stor udstrækning afholdtes prirate fester med sfiritusudskænkning
i lejede lokaler, såsom danseinstituter, loger, skoleaulaer og lign., uden at der
bler sraret afgift af omsætningen af stærke drikke. Det bler oplyst, at mindretallet af
hensyn til den ubillige konkurrence, som derred påførtes det beskattede erhrerr, ønskede,
at en sådan spiritusudskænkning ikke bler unddraget afgiftsbestemmelserne.
Kommissionen besrarede spørgsmålet om, hrorridt der udkræres adkomst efter
berærterloren til udlejning af lokaler under de orenfor anførte omstændigheder, benægtende,
idet man herred forudsatte, at der ikke tænktes på de tilfælde, hror udlejeren foretog
serreringen for egen regning. Man henriste dog i denne forbindelse til bestemmelserne i
berærterlorens § 26, hrorefter der i foreninger kun må finde udskænkning af stærke drikke
for betaling sted, såfremt der hares næringsadkomst på berærternæring med ret til udskænkning
af stærke drikke i det pågældende lokale, eller såfremt tilladelse i medfør af berærterlorens
§ 22 er erhrerret. Denne bestemmelse gjaldt også, hror udlejerens rirksomhed begrænsede
sig til den rene udlejning. Kommissionen fandt på det pågældende tidspunkt
ikke tilstrækkelig anledning til at foreslå foreskreret en pligt til erhrerrelse af adkomst
efter berærterloren i et yderligere omfang end påbudt efter den gældende lor, og kommissionen
rar af den opfattelse, at man, såfremt der måtte rære ønske om at skærpe de gældende
regler, således at serrering, der ansås som faldende uden for berærterioren, bler
inddraget under afgiftsloren, burde tilrejebringe den fornødne hjemmel i selre afgiftsloren.
Kommissionens flertal rille ikke udtale sig imod, at der skulle srares omsætningsafgift
af stærke drikke red sammenkomster, der alene harde til formål at samle en mere
ubestemt kreds til underholdning, herunder dans, idet der herred rille blire udøret en
rirksomhed, der rille kunne sidestilles med berærterrirksomhed, og hrorred der bl. a.
påførtes restaurationserhrerret en stadig stigende konkurrence. Flertallet måtte endridere
finde det ønskeligt, at der red en erentuel lorgirning, hrorred afgiftspligtens omfang
bler udridet, toges hensyn til den udrikling, der især på landet har fundet sted i retning af,
at større familiesammenkomster afholdes i lejede eller lånte lokaler, f. eks. i forsamlingshuse,
udelukkende som følge af, at pladsforholdene hindrede sammenkomstens afholdelse i
hjemmet, og man henledte i denne forbindelse opmærksomheden på, at der under drøftelserne
i alkoholkommissionen af 1934 af forslaget til den nurærende berærterlors § 26,
stk. 3, hrorefter der ikke kan knyttes berærterberilling med ret til udskænkning af stærke
drikke til forsamlingsbygninger på landet, rar enighed om, at denne bestemmelse ikke hindrede
eller tilsigtede at hindre afholdelsen af sammenkomster af prirat karakter med serrering
af stærke drikke i forsamlingshuse.

31
Resultatet af de da stedfundne forhandlinger bler, at der red lor nr. 99 af 23. marts
1948 om forlængelse af gyldigheden af forskellige forbrugsafgifter m. m. som nyt 3. stk.
i § 1 i lor nr. 537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen af stærke drikke bler optaget
sålydende bestemmelse:
„Sammenkomster, der afholdes i erhrerrsmæssigt udlejede selskabslokaler el. lign., til hrilke der
ikke er knyttet adkomst på berærternæring m. r. med ret til udskænkning af stærke drikke som i § 1, stk. 2,
omhandlet, og red hrilke der finder udskænkning sted af stærke drikke medbragt af deltagerne i sammenkomsten,
kan kun finde sted efter forud indgiret anmeldelse til toldræsenet. Der ril red sådanne sammenkomster
rære at srare afgift efter de i § 3, punkt 2, nærnte bestemmelser. For afgiftens erlæggelse hæfter
sårel den, der stiller lokalerne til rådighed, som den, der står for sammenkomstens afholdelse. Toldbestyrelsen
bemyndiges til at foreskrire nærmere regler til gennemførelse af disse bestemmelser, herunder
regler for beregning af afgiften".
Den pågældende bestemmelse riste sig at rære mindre hensigtsmæssig fra et administratirt
synspunkt, og red lor nr. 113 af 31. marts 1949 bler bestemmelsen herefter
ændret til at hare følgende ordlyd:
„I tilfælde, hror lokaler, hrortil der ikke er knyttet adkomst på berærternæring m. r. med ret
til udskænkning af stærke drikke som i § 1, stk. 2, omhandlet, udlejes til brug for sammenkomster, hror
udskænkning af stærke drikke finder sted, uden at der hertil krares tilladelse efter berærterlorens bestemmelser,
kan det i § 9 omhandlede nærn bestemme, at der skal srares afgift efter de i § 3, punkt 2,
nærnte bestemmelser af den stedfundne udskænkning, såfremt den pågældende udlejningsrirksomhed
efter nærnets skøn har karakter af en erhrerrsrirksomhed. Den af nærnet trufne afgørelse er endelig. For
afgiftens erlæggelse hæfter sårel den, der stiller lokalerne til rådighed, som den, der står for sammenkomstens
afholdelse. Toldbestyrelsen bemyndiges til at foreskrire nærmere regler til gennemførelse af disse
bestemmelser, herunder regler for beregning af afgiften".
Den tendens, der særlig efter krigen opstod til at afholde festligheder i lejede lokaler,
bler yderligere forstærket i årene efter 1947, hror spørgsmålet, som foran nærnt,
bler behandlet på rigsdagen. Centralforeningen af Hotelrærtforeninger og Restauratørforeninger
i Danmark rettede på foranledning heraf en henrendelse til kommissionen, idet
man henstillede, at der også i berærterloren bler fastsat nærmere bestemmelser redrørende
denne form for udlejning. Centralforeningens skrirelse er optrykt side 177. Berærterfagets
motirering for særlige i berærterloren indeholdte bestemmelser er denne, at der efter afgiftsloren
først statueres afgiftspligt på tidspunktet for afgiftsnærnets kendelse, og at det
må anses for heldigst, at afgiftspligten allerede foreligger i det øjeblik, rirksomheden 'påbegyndes,
hrilket kun er muligt, såfremt det i berærterloren foreskrires, at der til den pågældende
rirksomhed udkræres en adkomst efter berærterloren, hrorred der automatisk indtræder
afgiftspligt, jfr. omsætningsafgiftslorens § 1, stk. 2, der foreskrirer, at enhrer, der drirer
de omhandlede rirksomheder på en sådan måde, at der dertil udkræres næringsadkomst,
berilling eller anden særlig adkomst, er pligtig at srare omsætningsafgift. Restauratørfaget
har endridere som motirering for forslaget henrist til, at det må anses for rigtigt, at de omhandlede
rirksomheders lokaler opfylder de krar, som politiet og sundhedsmyndighederne
stiller til egentlige berærtningslokaler.
Det her foreliggende problem må, som foran nærnt, ikke forreksles med de tilfælde,
at en udlejer af lokaler til brug for sluttede selskaber selr drager omsorg for serreringen
i eget narn og for egen regning. Efter kommissionens opfattelse er der i sådanne tilfælde,
hror der drires næringsrirksomhed, jfr. nedenfor side 93 ff., tale om almindelig berærterrirksomhed.

32
Idet der således ses bort fra de foran nærnte tilfælde, bemærkes, at kommissionen,
som nedenfor side 83 nærnt, i forbindelse med spørgsmålet angående forsamlingshusenes
brug rettede forespørgsel til samtlige politikredse om, hror mange lokaler af den pågældende
art der findes i politikredsen. Som det ril ses af orersigten side 83-84, er der optalt 127 lokaler.
Kommissionen har det indtryk, at der kan rære knyttet en ris usikkerhed til dette tal.
Der kan narnlig i større byer muligt findes lokaler af den omspurgte art, hris anrendelse
endnu ikke er myndighederne bekendt, ligesom en række lokaler måske anrendes til
udlejning i det omhandlede øjemed uden at rære medregnet i opgørelsen.
Virksomhed med udlejning af lokaler er ikke reguleret red bestemmelserne i berærterloren,
og det ril ikke rære muligt at anse udlej ningsindtægten for en maskeret
berærterfortjeneste og på dette grundlag ramme udlejningsrirksomheden ria omgåelsessynspunktet.
Hris forholdet ligger rent, kan udlejeren ikke siges at drire berærterrirksomhed.
Han sætter nemlig alene gæsterne i stand til selr at arrangere festligheder. Såfremt
udlejningsrirksomhederne skal undergires berærterloren, må en lorændring anses
for nødrendig.
Kommissionen har på den girne foranledning påny orerrejet, om der måtte rære
tilstrækkelig anledning til at søge de her omhandlede rirksomheder inddraget under berærterlorens
bestemmelser. Under disse orerrejelser er der henrist til, at grunden til, at udlejningsrirksomhederne
er dukket op, er den opståede skærhed i afgifternes størrelse, der tilskynder
til at undgå festligheders henlæggelse til de offentlige berærtningssteder, jfr. de foran
side 6 gjorte bemærkninger. Selr om forholdet juridisk kan opstilles på en sådan
måde, at en henrisning til, at lorgirningen ikke bør interessere sig for spørgsmålet, kan lyde
besnærende, er forholdet efter kommissionens opfattelse dog dette, at man så hyppigt
står orerfor sådanne arrangementer, at de samme hensyn, der begrunder berærterlorens kontrollerende
bestemmelser for så ridt angår de egentlige berærtninger, også taler for, at
der bør rære kontrol med de heromhandlede udlej ningsfo retagender. Der forefindes
rirksomheder, der har som direkte formål at udnytte de muligheder, den nurærende lorgirning
i så henseende frembyder. Kommisionen finder det naturligt, at sådanne inddrages
under berærterlorens forskrifter om lokalernes indretning m. r., ligesom det må anses for
rimeligt, at de umiddelbart anses for pligtige til at betale omsætningsafgift.
Kommissionen har på grundlag af det således foreliggende og efter at hare forelagt
spørgsmålet for Københarns magistrat og Foreningen af Politimestre i Danmark, der begge
har tilsluttet sig kommissionens synspunkter, udarbejdet et forslag til nyt stk. 7 i § 1, hrorefter
der til udlejning af lokaler til afholdelse af sammenkomster, herunder sluttede selskaber,
hris indbyder eller deltagere selr drager omsorg for berærtningen, ril udkræres en
tilladelse, såfremt den pågældende udlejningsrirksomhed drires erhrerrsmæssigt.
Det ralgte kriterium: at kun den udlejningsrirksomhed, der drires erhrerrsmæssigt,
er undergiret forslaget, ligger på linie med den nugældende afgiftsbestemmelse. Det afgørende
er, om rirksomheden har karakter af erhrerrsmæssig udlejning. Hris dette er tilfældet,
ril af kontrolmæssige grunde også festligheder, for hrilke lokaler rent konkret er
stillet til rådighed uden egentlig fortjeneste for udlejeren, rære at anse som afgiftspligtige.
Man har orerrejet, hrilken myndighed der bør træffe afgørelse af, hrorridt der foreligger
erhrerrsmæssig udlejning. Det rille hare ræret ønskeligt, om disse afgørelser fortsat
rille kunne henlægges til afgiftsnærnet. Da der imidlertid efter forslaget er tale om en konstatering
af, om der foreligger en rirksomhed, til hrilken der udkræres adkomst efter
berærterloren, hrilke afgørelser må træffes lokalt, og da det må skønnes upraktisk at henrise
den lokale myndighed til i hrert enkelt tilfælde at træde i forbindelse med afgifts-

33
nærnet, er man endt i at foreslå, at afgørelsen træffes alene af de lokale myndigheder. Man
har anset det for nødrendigt, at der er adgang til en prørelse red højere instans af de trufne
afgørelser. Da det spørgsmål, hrortil der skal tages stilling, er af juridisk karakter — altså
ikke et berillingsspørgsmål — kan afgørelserne imidlertid indankes for domstolene, og derred
sikres der mulighed for at tilrejebringe en ensartet praksis landet orer. Under hensyn
til, at der for købstadkommunernes redkommende på en måde kan siges at rære tale om
en udridelse af berillingsantallet, jfr. § 13, er det anset for naturligt at orerlade afgørelsen
til de lokale berillingsmyndigheder, der forud for afgørelsen ril hare at indhente en
erklæring fra kommunalbestyrelsen.
Et mindretal (Nørregaard) kan ikke tiltræde forslaget om, at de lokale berillingsmyndigheder
skal afgøre, om den pågældende udlejningsrirksomhed drires erhrerrsmæssigt.
Det er efter mindretallets opfattelse påkræret, at der på dette område — narnlig
under hensyn til spørgsmålets afgiftsmæssige betydning — skabes en ensartet praksis for
hele landet, og dette ril efter mindretallets mening ikke kunne opnås red at henlægge
afgørelserne til de lokale berillingsmyndigheder, selr om disses afgørelser som foran
nærnt kan indankes for domstolene. Mindretallet må derfor holde for, at afgørelserne
henlægges under en centralmyndighed for hele landet, som red behandlingen af disse
sager, hror fiskale hensyn gør sig gældende, søger kontakt med finansministeriet.
Der synes alene at blire tale om at krære, at de omhandlede lokaler tilfredsstiller
politiredtægtens krar. De ørrige bestemmelser i bera^rterloren, f. eks. §§ 31, 32 og 33, ses
ikke at kunne finde anrendelse. I denne forbindelse finder man dog anledning til at henlede
opmærksomheden på, at der ril udkræres en § 22-tilladelse til sammenskudsgilder med
stærke drikke i foreninger, også når sådanne finder sted i lejede lokaler, jfr. nærmere herom
bemærkningerne nedenfor side 73, og at politiet således ifølge de almindelige regler i § 26
sammenholdt med § 22 ril kunne fastsætte en nærmere angiren lukketid for disse foreningssammenkomster,
ligesom bestemmelserne i berærterlorens § 33 ril finde anrendelse
på sådanne foreningssammenskudsgilder. Der henrises herred til bemærkningerne nedenfor
side 75 om de pågældende bestemmelsers anrendelse på prirate foreningsfester i forsamlingshuse,
samt til bemærkningerne nedenfor side 129—-30 redrørende anrendelsen af
bestemmelsen i § 33, stk. 2, på foreningssammenkomster i almindelige restaurationslokaler
eller i særlige selskabslokaler, jfr. § 32.
Straffebestemmelsen ril formentlig allerede rære indeholdt i berærterlorens § 35,
stk. 4, 2. pkt., hrorefter „andre orertrædelser" straffes med bøder.
Ud fra den betragtning, at der normalt ikke findes selskabslokaler på landet, og at
forsamlingshuse må karakteriseres som sognets storstue, jfr. herred de foran citerede
bemærkninger, som kommissionen fremsatte i 1948 i anledning af de stedfundne drøftelser
om ændring af afgiftsbestemmelserne, forudsættes udlejning af forsamlingshuslokaler til
stedets faste beboere til afholdelse af prirate familiefester, jubilarer og lign., ikke at blire berørt
af forslaget. Dette gælder i første række de tilfælde, hror der for leje af lokalerne alene
afkræres et rederlag udgørende dækning af udgifter til rengøring, lys, rarme og slid. Men
selrom betalingen måtte orerstige de nærnte udgifter og indeholde dækning for en ris henlæggelse
til senere forbedring af lokalerne, må kommissionen også under hensyn til det fællesskab,
der ligger bag forsamlingshusinstitutionen, anse sådan udlejning som faldende udenfor
den erhrerrsmæssige sfære, som lorudkastet tager sigte på. Såfremt forsamlingshuslokaler
udlejes til brug for andre sammenkomster end familiesammenkomster, jubilæer og lign.

34
uden egentlig fortjeneste for forsamlingshuset, må tilsrarende betragtninger gælde. Specielt
forsåridt angår foreningers leje af lokaler, må dog bemærkes, at reglen i berærterlorens
§ 26, stk. 1, krydser de betragtninger, der er giret udtryk for foran, idet der som nærnt
side 73 altid kræres adkomst (berilling eller § 22-tilladelse) til redkommende lokale, når
talen er om udskænkning af stærke drikke red festligheder, herunder sammenskudsgilder, i
foreninger, og dette må gælde, selrom forsamlingshuset ikke har beregnet sig udlejningsfortjeneste.
At der fra tid til anden måtte blire giret redkommende forsamlingshus lejlighedstilladelse
— der ses her bort fra stående lejlighedstilladelser med adgang til udskænkning
af stærke drikke, hrilke tilladelser kommissionen, jfr. nedenfor side 86, foreslår afskaffet
— medfører ikke, at afgiftsfrie fester blirer afgiftspligtige, ligesom man finder anledning
til at fremhære, at den omstændighed, at der til forsamlingshuset måtte rære
knyttet afholdsberilling eller stående lejlighedstilladelse til srage drikke, ikke er til hinder
for afholdelsen af festligheder, hrortil stærke drikke måtte blire medbragt, jfr. herred
princippet i højesteretsdom af 15. norember 1932 i U. f. R. 1933, side 30.
Er forholdet derimod det, at forsamlingshuset udlejer lokaler til familiefester eller
andre sammenkomster mod betaling af et sådant rederlag, at der må skønnes at foreligge
en erhrerrsmæssigt dreret udlejningsrirksomhed, ril forholdet omfattes af lorforslaget.
Såfremt et forsamlingshus' udlejningsrirksomhed som sådan herefter ril kunne betegnes
som erhrerrsmæssig, ril også udlejning til de nærnte prirate festligheder, i tilfælde hror
udlejningen rent konkret ikke kan betegnes som erhrerrsmæssig, blire omfattet af horedreglen
og rære afgiftspligtig.
Udenfor forslaget forudsættes endridere at rære boligkompleksers udlejning til
husets beboere af gildeshaller og lign., der er indrettet til brug for sammenkomster for redkommende
boligkompleks' lejere. De pågældende boligkompleksers lejligheder er normalt
indrettet på, at udlejningslokalet betragtes som lejlighedens spisestue, og det for lokalernes
benyttelse stipulerede rederlag må betragtes som en del af huslejen. Det rille efter
kommissionens opfattelse heller ikke rære rimeligt at henføre sådan udlejningsrirksomhed
under forslaget. Det ril derimod rære uberettiget at udleje lokalerne til andre end
husets beboere.
Som flere gange anført, er der i nærrærende afsnit alene tale om udlejning af lokaler
til afholdelse af festligheder, hror serreringen arrangeres af de pågældende selr. Såfremt
forsamlingshusrærten eller boligkompleksets bestyrer påtager sig serrering som en næringsrirksomhed,
er man udenfor nærrærende spørgsmåls område, og der henrises herom til
bemærkningerne nedenfor side 93 ff. Der kan derimod næppe rære noget til hinder for,
at forsamlingshusrærten eller boligkompleksets bestyrer, erentuelt disses personale, hjælper
indbyderen eller deltagerne, når denne hjælp indskrænker sig til en kun faktisk bistand
red arrangementet, jfr. den foran citerede højesteretsdom.
En gennemførelse af foranstående forslag ril bl. a. betyde, at det i henhold til omsætningsafgiftsloren
nedsatte afgiftsnærn herefter ikke skal behandle de spørgsmål af den
heromhandlede art, det hidtil har påhrilet nærnet at tage stilling til.
De foranstående bemærkninger om udlej ningslokaler tager ikke sigte på marketenderilokaler,
om hrilke der henrises til bemærkningerne nedenfor side 120 ff.

Berillingers gyldighedstid og indhold.
I forbindelse med spørgsmålet om berillingers gyldighedstid har et mindretal (Bendixen,
Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær og
Røgind) henrist til, at det tidsrum, for hrilket der i henhold til lorens § 4, sik. 1, Jean meddeles
berærter- og gæstgirerberillinger (højst 8 og mindst 5 år), orerstiger maksimumsgyldighedstiden
for tilsrarende adkomster i rore nordiske nabolande. Den norske berærterlor har
med hensyn til udskænkning af spiritus særlige regler, der er afledt af monopolordningen;
men „skj enkeberilling" for rin og øl gires for indtil 3 år ad gangen. I Srerige meddeles ret
til „årsutskänkning" af „spritdrycker" for 4-årige perioder og rettigheder til udskænkning
alene af øl —-i småcaféer — for højst 3 år. De norske og srenske regler passer muligt ikke
for danske forhold, men mindretallet er af den opfattelse, at der ikke er nogen rimelig grund
til at gå så højt som til 8 år. Der henrises til, at en berærtning kan drires uheldigt, uden
at berillingshareren girer sig så stærke blottelser, at der er mulighed for at bringe lorens
§ 36 i anrendelse. For de samrittighedsfulde restauratører må det rære tilstrækkeligt, at
de red sig sikret i en 5-års periode, så meget mere som de, hris der ikke er noget at udsætte
på driften af deres forretning, formentlig altid ril få berillingen fornyet, og de mindre samrittighedsfulde
restauratører er der ingen grund til at tage hensyn til. Under henrisning
hertil har mindretallet foreslået, at berillingernes gyldighedsperiode sættes til 5 år.
Kommissionen af 1934 rar i forbindelse med drøftelserne af den normale minimumsgrænse
for berillingernes løbetid inde på spørgsmålet om det heldige eller mindre
heldige i at gire berillinger en kortere gyldighedstid. Man fremhærede, at den berærter,
der harde udsigt til i en længere årrække at drire sin rirksomhed uden at kunne risikere
et afslag på andragende om berillingens fornyelse, derred rar mere opfordret til at forbedre
lokaleforhold m. r., medens det fra anden side fremførtes, at pligt til hyppigere
fornyelse tilskyndede indehareren til stedse at drire rirksomheden på en sådan måde,
at der ikke kunne udsættes noget på driften.
Det rejste spørgsmål har i øjeblikket alene betydning for berærterberillinger
sårel med som uden ret til udskænkning af stærke drikke, uanset hror rirksomheden er
beliggende, samt for gæstgirerier i landkommunerne. Gæstgireradkomster i byerne meddeles
som almindelige næringsbrere. Spørgsmålet ril imidlertid også få interesse for så
ridt angår de sidstnærnte adkomster, såfremt kommissionens forslag om fremtidig at
gøre meddelelse af disse adkomster til et berillingsspørgsmål følges, se side 21—--22.
En gennemgang af de enkelte berærterredtægter udriser — se herred orersigten
side 58—60 bl. a. om berillingsåremålet i købstæderne m. r. — at horedstadskommunerne
har ralgt den 8-årige periode. Af landets 80 prorinsbyer har 27 byer indført den 8-årige periode
og 53 byer den 5-årige periode. For amtsrådskredsenes redkommende er tallene henholdsris
5 og 20. Det ril således ses, at der har ræret orerrejende stem,ning for at rælge den korte
gyldighedsperiode. Kommissionens flertal er tilbøjeligt til at mene, at der ikke er anledning

36
til at foreslå den nugældende regel om berillingers gyldighedstid ændret, i hrilken forbindelse
man også lægger særlig rægt på, at det er orerladt til de lokale myndigheder med handelsministeriets
sanktion at træffe bestemmelse om, hrorridt berillingernes gyldighedstid
inden for det pågældende redtægtsområde skal rære 8 eller 5 år.
Den gældende lor forudsætter, at der kan rære tilfælde, hror det af en eller anden
grund er ønskeligt at kunne meddele en berilling for et kortere åremål end det redtægtsmæssige.
Københarns magistrat har peget på, at det rille rære hensigtsmæssigt, at de
lokale berillingsmyndigheder fik adgang til at meddele kortrarige berillinger, se de som
bilag optrykte skrirelser side 192—94. Det er kommissionens opfattelse, at det principielt
er mindre heldigt at meddele berillinger for et kort åremål. Undtagelsestilfælde kan naturligris
forekomme; f. eks. er det muligt, at en rirksomhed på grund af faktiske omstændigheder
— den pågældende bygning skal muligt nedrires inden for en nærmere angiren tid —
kun skal drires i en kortere årrække. Som ganske orerrejende horedregel bør en berilling,
der søges til en kontinuerlig rirksomhed, dog meddeles for sædranligt åremål eller nægtes
meddelt. Er den pågældende ansøger ikke af en sådan standard, at man tør betro ham en
berilling på sædranligt åremål, må man hellere afstå fra orerhoredet at meddele ham en
berilling. Hertil kommer, at han, hris han opnåede berilling, formentlig ikke rille hare
ranskelighed red at holde sig lorens forskrifter efterrettelig i det erentuelt afkortede tidsrum,
hrilket imidlertid ikke rille rære en borgen for, at han fremtidig rille drire rirksomheden
på god måde, og har han først fået en berilling, er det ranskeligt at foranledige
den inddraget. Ud fra disse betragtninger har kommissionen ikke fremsat forslag om
ændring af lorens nugældende regel, hrorefter andragender af den fågældende art behandles
af orerberillingsnærnet.
Københarns magistrat har i samme forbindelse fremsat forslag om at gire de
lokale berillingsmyndigheder mulighed for at forny en berilling for et kortere åremål end det
i berærterredtægten foreskrerne. Dette forslag er motireret med, at det i ganske særlige tilfælde
ril rære praktisk orerfor en berillingsharer at kunne præcisere, at det har ræret
underkastet trirl, om han har dreret sin rirksomhed på en sådan måde, at det ril rære
ubetænkeligt at forny berillingen for det redtægtsmæssige åremål. Magistraten har heller
ikke ment, at orerberillingsnærnet — der kan knytte begrænsninger, herunder også tidsbegrænsninger,
til berillinger, og til hrilket sager af den pågældende art kan henrises
—• råder orer det fornødne lokalkendskab, og at det derfor rille rære hensigtsmæssigt at
orerlade skønnet i så henseende til de lokale berillingsmyndigheder.
Orerfor dette synspunkt er der indenfor kommissionen henrist til, at de betragtninger,
som foran er fremhæret til fordel for den opfattelse, at berillinger normalt ikke bør
meddeles for et kortere åremål end det redtægtsmæssige, også kan anføres som begrundelse
for, at berillinger heller ikke bør fornyes for et kortere åremål end det redtægtsmæssige,
idet der dog for så ridt fornyelsestilfælde angår, må tages hensyn til den omstændighed,
at indehareren allerede har haft berilling på redtægtsmæssigt åremål, jfr. endridere den
i lorens § 4, stk. 5, indeholdte bestemmelse, hrorefter enkeltpersoners berilling kan fornyes,
såfremt den berilgende myndighed anser det for ubetænkeligt, uanset om den pågældende
ikke længer måtte opfylde samtlige de i lorens § 2 angirne betingelser, jfr. dog herred
§ 40. Sager af den pågældende art henrises som nærnt til behandling i orerberillingsnærnet,
og orerberillingsnærnets behandling af disse sager har ikke hidtil giret anledning
til kritik. I besiddelse af de fornødne udtalelser fra de stedlige myndigheder, hrilke udtalelser
orerberillingsnærnet ofte søger suppleret med yderligere oplysninger, ses orerberillingsnærnet
ikke at rære handicappet på grund af manglende lokalt kendskab. Det kan

37
rel om, o rerb erillingsnærnets rirksomhed i det hele siges, at nærnet i første række må
bygge på de lokale udtalelser i sagen, men der udøres dog et skøn bygget på et betydelig
mere omfattende erfaringsmateriale, end der er til rådighed for de lokale nærn.
Eet mindretal (formanden, Ernst, Vilh. Nielsen, Nørgaard, Nørregaard, Reinhard,
Roelsen, Jesper Simonsen og Østerberg) skønner derfor, at det, også for så ridt angår forny'elsestilfældene,
ril rære rigtigst, at sagerne redblirende henhører under det neutrale organ:
orerberillingsnærnet og underkastes dette nærns ensartede praksis.
Et andet mindretal (Bendixen, Clemmesen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph
Hansen, Markersen, Mellerup, Randkær, Rosenkjær og Røgind) tilslutter sig derimod
magistratens synspunkter.
Endelig har et tredie mindretal (Wedell-Wedellsborg) foreslået en mellemløsning,
hrorefter de lokale berillingsmyndigheder een gang bør hare adgang til berillingsfornyélse for
et kortere åremål end redtægtsmæssigt fastsat, hrorimod, gentagen kortere fornyelse bør henlægges
til orerberillingsnærnet.
Endelig har et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen,
Markersen, Vilh. Nielsen, Randkær, Rosenkjær og Røgind) peget på, at det må anses
for hensigtsmæssigt at gire de lokale myndigheder adgang til i særlige tilfælde både at
meddele og forny berillinger, som alene girer ret til at udskænke risse arter af stærke drikke,
f. eks. rin og øl eller udelukkende øl. Dette kan hare interesse f. eks. red afgørelse af, om
små skorparilloner og lign. skal hare berillinger til i det hele taget at udskænke stærke
drikke, og måske også, når det samme spørgsmål rejses angående jernbanerestaurationer,
restaurationer red idrætsanlæg og lign. Også her henriser mindretallet til norsk og
srensk ret, som opstiller ræsentligt strengere rilkår for meddelelse af tilladelse til at
udskænke spiritus (destillerede drikke) end for meddelelse af tilladelse til at udskænke
rin og øl eller alene øl. Tilsyneladende rolder det ikke det restaurationssøgende publikum
i Norge og Srerige ulemper, at der således er gennemført en deling af restauranterne efter
deres mere eller mindre omfattende udskænkningsret.
Hrad angår særlige begrænsninger og rilkår, således f. eks. en begrænsning af udskænkningsrettens
omfang, bemærker kommissionens flertal, at der ikke bør gires en berilling
til en ansøger begrænset til f. eks. udskænkning af øl, når denne ikke skønnes kralificeret
til at få en ubegrænset berilling, jfr. herred i det hele bemærkningerne nedenfor side
69. Berillinger bør i princippet hare det af loren bestemte indhold. De få tilfælde, hror man
fra lokal side går ind for en begrænsning af udskænkningsretten — ikke bestemt af hensynet
til andragerens kralifikationer, men af ønsket om, at der i det hele taget kun udskænkes
i et rist omfang i den pågældende rirksomhed — bør efter flertallets opfattelse,
også under hensyn til det ønskelige i en ensartet praksis for hele landet, fortsat henrises til orerberillingsnærnet,
i hrilken forbindelse man henleder opmærksomheden på, at det lokale
selrstyre ikke derred ses at blire trådt nær. I denne forbindelse må nemlig erindres,
at orerberillingsnærnet, jfr. lorens § 21, stk. 4, i ridt omfang er bundet af de fra lokal
side gjorte indstillinger i den forstand, at berilling kun i meget begrænset omfang kan gires
mod lokale ønsker.

Påbegyndelse af berærter- eller gæstgirernæring.
Efter berærterlorens § 5, stk. 1, kan berærter- og gæstgirerrirksomhed ikke
påbegyndes, før adkomstbreret er udfærdiget. For fornyelsestilfældenes redkommende
foreskrires det i lorens § 4, stk. 4, at politiet, i Københarn magistraten, kan tillade, at
rirksomheden fortsættes, indtil berillingsmyndigheden har truffet afgørelse redrørende
andragendet under forudsætning af, at andragendet om fornyelse er indgiret inden udløbet
af berillingens gyldighedstid. Efter bestemmelsen sarnes der således hjemmel for
politiet til at gire foreløbige tilladelser, hris anmodningen om fornyelsen er fremkommet
efter udløbet af perioden.
Hadersler amtsråd har henledt opmærksomheden på, at der i en politikreds herskede
den praksis, at politiet i tilfælde af ejerskifte gar efterfølgeren en foreløbig tilladelse
til at drire rirksomheden, hris berillingsforholdene ikke rar bragt i endelig orden før
rirksomhedens påbegyndelse, jfr. herred de side 196 optrykte bilag. Handelsministeriet
har bedt kommissionen om at rille fremkomme med en udtalelse om dette spørgsmål.
Til belysning af den gældende praksis på dette område er side 197—99 optrykt skrirelse af
28. september 1949 fra Københarns magistrat samt ekstraktafskrifter af nogle gennem politimesterforeningen
modtagne udtalelser fra en række politikredse.
Spørgsmålet er næppe aktuelt for gæstgirerier i byområderne, som efter den
gældende lor drires på almindelige næringsbrere. Politiet ril formentlig hurtigt kunne
konstatere, om betingelserne i loren for' erhrerrelse af næringsbrer er opfyldt. Problemet
berører derimod gæstgireradkomster i landdistrikterne — efter kommissionens forslag,
se side 21, dog også i byerne — og berærterberillinger både i by og på land. Når
spørgsmålet rejses, skyldes det den omstændighed, at der er tale om berillinger, hroraf
følger, at behandlingen af ansøgningerne kan trække noget i langdrag.
Det ril rære hensigtsmæssigt at dele spørgsmålet op i 3 dele:
Såfremt en andrager ønsker at påbegynde en rirksomhed i en ejendom, hror der
ikke hidtil har ræret dreret berærtning eller gæstgireri, ses der ikke at kunne anføres grunde
for at tillade, at rirksomheden påbegyndes, før adkomsten foreligger. I denne gruppe
tilfælde må det rære et naturligt krar, at adkomsten må rære en realitet på det tidspunkt,
hror rirksomheden åbner.
Den anden gruppe af tilfælde er den, at en igangrærende rirksomhed sælges til en ny
indeharer. Som grund for midlertidigt at gire den nye ejer tilladelse til at ridereføre rirksomheden
anføres sædranligris, at det ikke ril rære rimeligt at standse en måske for byens
turistlir uundrærlig rirksomhed, i hrilken forbindelse det understreges, at undladelse af
at gire en midlertidig tilladelse ril hare en standsning til følge, idet toldmyndighederne
som en betingelse for fortsættelsen i henhold til afgiftsbestemmelserne sædranligris krærer
tilstederærelsen af en „adkomst".

39
Det ril af bilagene side 198—99 ses, at praksis på dette område ligger noget forskelligt.
I risse kredse administreres loren i orerensstemmelse med dennes bestemmelser, medens
praksis andre steder er gået ud orer lorordene, men iørrigt formet på noget forskellig
måde. Idet kommissionen går ud fra, at de fremgangsmåder, der er anført i de nærnte
bilag, må anses for typiske, bemærkes, at man ingen steder — hrad også naturligt er —
har giret den midlertidige tilladelse uden at anstille risse orerrejelser af, om der er udsigt
til, at berillingen til sin tid ril blire meddelt. Til brug red dette skøn tilrejebringes de
fornødne attester, ligesom man yderligere forlanger det for berillingens udfærdigelse til
sin tid foreskrerne gebyr m. r. indbetalt. Der ses også anrendt den fremgangsmåde, at
man i landdistrikterne indhenter en udtalelse fra sognerådet, erentuelt alene fra dettes
formand. På basis af det således tilrejebragte skønner politiet orer, om det kan forsrares
midlertidigt at tillade rirksomhedens fortsættelse. Det fremgår ikke klart af det tilrejebragte
materiale, hror ansraret for rirksomhedens drift placeres. Medens man risse steder lader
den nye ejer orertage driften på den tidligere ejers ansrar — formentlig sårel det juridiske
ansrar efter berærterloren, som ansraret for afgifternes betaling — taler man andre
steder kun om ansraret orerfor toldmyndighederne. Det forekommer, at tilladelse er giret
mundtligt.
Uanset hrorledes forholdet end er konstrueret, kan de anrendte fremgangsmåder
ikke forenes med berærterlorens bestemmelser. At gire en klar tilladelse til fortsættelse ril
rære i strid med berærterlorens § 5. Heller ikke dette at gire tilladelsen, således at ansraret
i den ene eller den anden henseende påhriler forgængeren, stemmer med loren. Efter berærterlorens
§ 6, stk. 1, skal retten til at drire berærtning og gæstgireri udøres af adkomsthareren
selr, og betingelserne for at kunne ansætte efterfølgeren som bestyrer foreligger
ikke. Såfremt den tidligere indeharer står som den ansrarlige leder, skal rirksomheden
også drires i hans narn og for hans regning, og under forudsætning af, at dette er
tilfældet, er der intet grundlag for at gire en midlertidig tilladelse til efterfølgeren.
Praksis på det heromhandlede område, således som denne har udriklet sig —
såridt kommissionen kan skønne i et ikke ringe antal politikredse — er ikke forenelig med
berærterlorens bestemmelser. Bestemmelsen om, at rirksomheden ikke kan påbegyndes,
forinden adkomstdokumentet foreligger, er udtryk for den ganske selrfølgelige betragtning,
at der, da berærternæring anses som en særlig kralificeret næring, og da hrer enkelt
adkomst er en berillingssag, bør gires berillingsmyndigheden lejlighed til at tage stilling
til det enkelte andragende, før redkommende påbegynder næringen. Den omstændighed,
at politiet girer ansøgeren en midlertidig tilladelse, i tillid til hrilken ansøgeren afholder
måske store udgifter, ril ofte kunne rirke præjudicerende på sagens afgørelse. Berillingsmyndighederne
bør stå frit, og ansøgeren kan på grund af berillingens nægtelse lide store
tab, der ofte ikke ril kunne fås dækket af den næste efterfølger.
Af principielle grunde må det anses for afgørende betænkeligt at forlade reglen
i berærterlorens § 5, stk. 1. De uheldige rirkninger af, at berærter- og gæstgirerrirksomheder
ofte handles hurtigt, må efter kommissionens opfattelse søges afbødet på anden måde.
Det kan således, når talen er om byområder, tænkes, at køberen i forrejen har den
fornødne adkomst til en anden rirksomhed i den pågældende kommune, og at han samtidig
opgirer denne rirksomhed. I så fald kan han efter den gældende lor flytte adkomsten
til den nye rirksomhed under de i lorens § 7, stk. 2, angirne forudsætninger. Efter kommissionens
forslag, se side 42, ril der dog yderligere kræres tilladelse fra berillingsnærnet,
ligesom adkomster meddelt af orerberillingsnærnet kun kan flyttes med dettes

40
samtykke. I landkommuner kan flytning derimod alene finde sted under iagttagelse af
de for erhrerrelse af berilling fastsatte forskrifter.
Det ril endridere kunne forekomme — og dette gælder både by- og landkommuner
— at ansøgeren allerede har en adkomst i samme kommune, og at han ønsker fortsat at
kunne drire den gamle rirksomhed i forbindelse med den nye rirksomhed. I så fald kan
politiet — i Københarn magistraten — for et tidsrum af indtil 6 måneder gire tilladelse
til, at rirksomhederne drires samtidigt, jfr. berærterlorens § 8, stk. 2. Den af politiet i
medfør af denne bestemmelse girne tilladelse kan efterfølges af en af handelsministeriet
i medfør af paragraffens 1. stk. meddelt tilladelse.
Efter foreliggende erfaringer blirer der tilbage en række tilfælde — flertallet kan
nok ikke berigtiges på den foran angirne måde — hror der på grund af sen indgirelse af
andragendet om adkomst blirer et tomrum mellem det red parternes orerenskomst aftalte
tidspunkt for rirksomhedens orertagelse og tidspunktet for berillingens udfærdigelse.
Kommissionen må imidlertid mene, at dette tomrum red rimelige foranstaltninger kan
undgås. Man har det indtryk, at andragender om adkomst ikke altid indgires med den
fornødne hurtighed. Endridere ril det formentlig rære muligt for berillingsmyndighederne
i tilfælde af den omhandlede art at fremskynde sagernes behandling, således at disse,
såfremt et møde ikke er umiddelbart forestående, og såfremt det ikke findes opportunt
at indkalde til et møde, afgøres efter stedfunden cirkulation. I de politikredse, hror praksis
ligger på linie med lorens bogstar, synes man fra berillingsmyndighedernes side at
hare kunnet bidrage ræsentligt til at fremskynde sagernes behandling.
Såfremt en hurtigere reaktion fra ansøgerens side og en muligt hurtigere ekspedition
fra myndighedernes side ikke ril hare det foran anførte tomrums forsrinden
til følge, må kommissionen mene, at parterne må ordne deres indbyrdes aftale derhen, at
sælgeren i eget narn og for egen regning drirer rirksomheden, indtil det tidspunkt, hror
køberen har erhrerret sin adkomst.
For at erhrerrere af berærterrirksomheder, deres sagførere og kommissionærer
kan hare klarhed orer lorens regel og incitament til at ordne berillingserhrerrelse orerensstemmende
dermed, bør den i strid med loren i nogle politikredse rådende praksis med
midlertidig tilladelse bringes til ophør. Kommissionen sJcal derfor henstille, at handelsministeriet
gennem et cirkulære til politimestrene indskærper lorreglens indhold og orerholdelse.
Den 3die gruppe af tilfælde er disse, at en berilling er udløbet, uden at berillingen
er bleret fornyet. Berærterloren af 1924 indeholdt ingen bestemmelser herom, men i praksis
fik berærtere stiltiende adgang til at fortsætte. Berærterloren af 1939 bestemmer
herom, som foran nærnt, at politiet kan gire foreløbige tilladelser, såfremt andragende
om fornyelse er rettidigt indgiret. Bag denne lorbestemmelse ligger et ønske om, at fornyelsesandragender
indgires i rette tid, jfr. herred også cirkulære nr. 243 af 18. december
1939, side 3, hrorefter der med henblik på, at dette sker, bør føres kontrolfortegnelse
eller lign., således at man derred drager omsorg for, at berærtere og gæstgirere til enhrer
tid er i besiddelse af fornøden adkomst. For den heromhandlede gruppes redkommende
kunne der måske anføres grunde for at lempe på bestemmelsen, jfr. det i loren nedlagte
princip: at ikke alle de betingelser, der kræres opfyldt for at erhrerre adkomst, kræres
opfyldt for at få adkomst fornyet. Under hensyn til, at fornyelse også er et berillingsspørgsmål,
og at en lempelse af berærterlorens regler på dette punkt ril kunne føre til ligegyldighed
med hensyn til indgirelse af andragende om berillingens fornyelse, mener kommissionen
imidlertid ikke at kunne anbefale, at de gældende regler ændres.

Flytning af adkomst.
Københarns magistrat har foreslået, at de lokale berillingsmyndigheder i byområderne
får hjemmel til at foreskrire, at berillingen alene kan udøres fra et bestemt angiret lokale,
se herred den side 192 optrykte skrirelse. Der henrises til, at berillingsansøgere, der forgæres
søger berilling til et nærmere angiret krarter, efter afslaget søger og opnår berilling
til et andet krarter, og efter godkendelsen af nye lokaler i det førstnærnte krarter
flytter dertil.
Efter berærterlorens § 7 skal adkomst på berærter- eller gæstgirernæring knyttes
til et bestemt lokale. I byområderne er — når bortses fra berillinger, der er meddelt af
orerberillingsnærnet — flytning til andet lokale tilladt under forudsætning af, at lokalerne
forinden indflytningen godkendes af politiet og sundhedsmyndighederne. På landet kan
flytning ikke finde sted, medmindre amtsrådet meddeler samtykke til flytningen. Sådant
samtykke kan kun gires i orerensstemmelse med de for meddelelse af berilling girne
regler, dog at flyttetilladelsen forudsættes udfærdiget uden gebyr.
Princippet i de nurærende regler har ræret gældende også i berærterlorene af
1912 og 1924. I den af kommissionen af 1903 afgirne betænkning af 1907 siges der side
121 i bemærkningerne til § 29 i det da udarbejdede forslag til berærterlor følgende:
„Som alt antydet rirker forslaget hen til bedre lokaler dels red reglen om lokaleredtægter (§ 28),
dels red på landet at orerlade lokalefordringerne til berillingsmyndighedens skøn, dels endelig i byerne
red at lade nærnet red ralget mellem berillingsansøgerne også tage lokalehensyn. Af denne ordning følger,
at flytning på landet kun kan ske med berillingsmyndighedens tilladelse. I byerne bør der derimod, når
lokaleredtægterne orerholdes, rære flyttefrihed. Berærtningstrangen fordeler sig i byerne alt for rekslende
til, at regulering er mulig; og desuden rille en sammenknytning af berillingen til et bestemt lokale foruden
at bringe berærteren i afhængighed af husrærten tillige bringe grundejerinteresserne for stærkt i forgrunden.
Hos enkelte af de særlig interesserede grundejere rille nemlig bestræbelserne for at bringe berærtningstallet
ned sikkert komme til at møde nogen modstand".
Disse betragtninger førte til bestemmelsen i § 5 i loren af 1912, jfr. reglen i § 5
i loren af 1924, hrorefter flytning i byerne er tilladt, såfremt lokalerne godkendes. De to
lore indeholdt for landkommunernes redkommende ikke tilsrarende regler. Der måtte
således dér løses ny berilling. Under hensyn til, at det ofte er ønskeligt, at berærter- og
gæstgirerrirksomhed på landet kun udøres i en bestemt ejendom i kommunen, f. eks. den
stedlige gæstgirergård, fandt man det rigtigst at opretholde reglen, og man foreskrer,
som foran nærnt, positirt, at der til flytning på landet udkræredes tilladelse af amtsrådet,
og at en sådan tilladelse kun kunne gires under iagttagelse af de for udfærdigelse
af nye berillinger gældende regler.
Fra risse sider inden for kommissionen har man tilsluttet sig de af magistraten
anførte synspunkter angående det uheldige i, at berillingsansøgere kan opnå at drire
rirksomhed fra et forretningssted, som berillingsnærnet ikke anser den pågældende for
kralificeret til at drire. Man har samtidig giret udtryk for, at det rel er betænkeligt at

42
gire ejere af ejendomme, hrori der drires berærtning, en art monopolstilling, men at de
nugældende bestemmelser på den anden side ikke kan anses for helt fyldestgørende. Det er
anført, at der synes at rære rægtige grunde, der taler for bl. a. at søge at hindre en ophobning
af berærtninger, og at det derfor er farligt at lade adgangen til at flytte en rirksomhed
alene rære afhængig af, om de nye lokaler, hrad rumforholdene angår, er i tilfredsstillende
stand.
Fra anden side inden for kommissionen har der ræret stemning for at slutte sig
til de betragtninger, der bler gjort gældende af kommissionen af 1903. Medens der er
ganske bestemte hensyn, der fører til den for landdistrikterne gældende regel, ril det for
byområdernes redkommende kunne rære betænkeligt i almindelighed at binde berillingers
gyldighed til en bestemt ejendom. De tidligere lorbestemmelser på det pågældende område
er udtryk for en gammel ret for indeharere af berærtningsrirksomheder til på grund
af girne omstændigheders indtræden at flytte rirksomheden til en anden ejendom inden
for byområdet, såfremt de lokaler, til hrilke der flyttes, kan godkendes af myndighederne.
Motirerne til ønsket om en flytning kan rære mange, og spørgsmålet er, om der er grund
til af hensyn til de forholdsris få odiøse tilfælde at gøre en naturlig begrundet flytning til
et berillingsspørgsmål. Der er iørrigt i denne forbindelse henrist til, at det af magistraten
rejste spørgsmål ikke bør få praktisk betydning, idet berilling kun bør gires kralificerede
personer, og således, at de personer, der opnår berilling, stort set bør rære kralificerede til
at drire rirksomhed oreralt inden for kommunens område. Fra denne side inden for
kommissionen er man derfor af den opfattelse, at de tilfælde, hror en flytning ikke skønnes
heldig på grund af indeharerens kralifikationer, og hror det således kan rære magtpåliggende,
at redkommendes rirksomhed blirer bundet til stedet, eller snarere, at den
pågældende ikke får fri mulighed for at flytte til risse krarterer, kan klares red en henrisning
til orerberillingsnærnet, der i en række tilfælde for hele landet har imødekommet
henrendelser om stedfæstelse af berillinger til en bestemt ejendom.
Når kommissionen imidlertid alligerel er stemt for en ændring af flyttereglen i
§ 7, skyldes det de betragtninger, for hrilke der er redegjort foran side 8-9, at hensynet
til at undgå en sammenklumpning af restaurationer formentlig kun ril kunne tilgodeses,
såfremt der ikke frit kan flyttes med rirksomhederne. Tendensen til ophobning af restaurationer
ril næppe kunne hindres alene red sagernes henrisning til orerberillingsnærnets
behandling. Kommissionen har i orerensstemmelse hermed stillet forslag om, at flytning i
købstæderne til andet lokale af lokalt meddelte berillinger kun kan finde sted med berillingsnærnets
samtykke. Man har derimod ikke anset det for nødrendigt på linie med reglerne
i § 7, stk. 3, at foreslå, at flyttetilladelsen kun kan gires under iagttagelse af de for erhrerrelse
af berilling fastsatte forskrifter.
I tilslutning til den foranstående redegørelse redrørende adgangen til at flytte
en berilling til et andet lokale inden for kommunen har man fundet det naturligt at henlede
opmærksomheden på reglerne i lorens § 7, stk. 1, 2. pkt., hrorefter berærteradkomst
uden ret til udskænkning af stærke drikke, når omstændighederne taler derfor, med politiets
tilladelse kan knyttes til faste stadepladser under åben himmel. For så ridt angår
berærteradkomster iørrigt, herunder adkomster med ret til udskænkning af stærke
drikke, foreskrirer stk. 1,1. pkt., at adkomsten med enkelte undtagelser skal rære knyttet
til et bestemt lokale, hrilket synes at forudsætte, at der i sådanne tilfælde skal foreligge
egentlige serreringslokaler; herred udelukkes det ikke, at der tillige er mulighed
for at serrere i fri luft (fortorsrestaurationer og lign.). Kommissionen har bragt i erfaring,
at praksis flere steder er den, at det anses for tilstrækkeligt, at serreringen foregår

43
fra køkkener, økonomirum og lign., idet rirksomheden i så fald menes at rære knyttet til
et bestemt lokale. Kommissionen er af den opfattelse, at denne praksis ikke er i orerensstemmelse
med lorens § 7, jfr. herred § 9, der forudsætter, at der forefindes egentlige
berærtningslokaler. Kommissionen har ikke fundet anledning til at stille forslag om ændring
af loren på det pågældende punkt, men anser det for rimeligt, at den fornærnte
fortolkning af den pågældende bestemmelse understreges i et cirkulære.
I forbindelse med drøftelserne af de under § 7 henhørende spørgsmål har man
endelig ønsket at omtale en henstilling fra Københarns magistrat, se herred den side 194
optrykte skrirelse, gående ud på, at der søges optaget en bestemmelse i berærterloren,
der kan „forhindre omgåelse af loren i sådanne tilfælde, hror berillingsmyndighederne har
frataget berillingshareren berillingen". Magistraten har underhånden tilføjet, at betragtningen
også gælder sådanne situationer, hror berillingen ikke er bleret fornyet på grund
af indeharerens dårlige drift af rirksomheden. Det er magistratens tanke, at ingen anden
berillingsharer i sådanne tilfælde skal kunne flytte til den pågældende rirksomhed uden
særlig tilladelse. Baggrunden for forslaget er, at man har set tilfælde, hror en stråmand
har nyttet sin berilling, der rar gældende til en anden ejendom, til det pågældende sted,
og hror den kasserede rært så blot har fortsat rirksomheden i ly af den nye formelle indeharers
berilling.
Hris den nye indeharer ikke har nogen berilling i forrejen, men søger en berilling
til det pågældende sted, ril berillingsnærnet før berillingens meddelelse kunne sikre sig,
at den nye indeharer ikke har nogen forbindelse med den gamle. Såfremt en berillingsharer
nytter sin berilling til redkommende ejendom, ril denne sikkerhed også foreligge,
såfremt kommissionens forslag til ændring af flyttebestemmelsen følges. Hris dette ikke
blirer tilfældet, således at berillinger i købstadområderne fortsat ril kunne flyttes uden
særlig tilladelse, må kommissionen understrege, at det efter berærterlorens § 6 er adkomsthareren,
der skal udøre retten til at drire rirksomheden, og at det således allerede
i kraft af de gældende regler ril rære stridende mod loren at drire rirksomhed red en
stråmand. Berillingsnærnet kan endridere nægte at anerkende den gamle rært som bestyrer
af rirksomheden. Der er endelig hjemmel i berærterloren til at hindre ham i at blire
antaget som medhjælper i rirksomheden, se § 30, stk. 2, jfr. lor nr. 286 af 18. juni
1951. Der synes således allerede i den gældende berærterlor at rære tilrejebragt sådanne
sikkerhedsforanstaltninger, at et arrangement som det af magistraten fremdragne ril
kunne hindres, selrom der selrsagt i det enkelte tilfælde ril kunne rære risse berisranskeligheder.
Man må formentlig henrise til i sådanne tilfælde at søge fastslået red domstolene,
at den pågældende på uretmæssig måde drirer eller medrirker red driften af rirksomheden.

Beføjelsen til at dispensere fra berærterlorens § 8.
Efter bestemmelsen i berærterlorens § 8 må berærtere og gæstgirere ikke hare
mere end eet fast forretningssted i samme kommune. Handelsministeren kan dog, såfremt
den lokale berillingsmyndighed og kommunalbestyrelsen, i Københarn magistraten,
anbefaler dette, i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen. Københarns magistrat
har indstillet, at der søges tilrejebragt hjemmel for magistraten til at dispensere
fra bestemmelsen i tilfælde, hror en rirksomhed ønskes dreret i tilslutning til en udpræget
sæson forretning, jfr. den side 192-93 optrykte skrirelse. Som nærmere begrundelse herfor
anføres det, at handelsministeriet ikke ses at hare modsat sig dispensationer, og at man
red den foreslåede forenkling kan undgå en del korrespondance.
Forraltningskommissionen af 1946 har i sin betænkning redrørende amtskontorernes
forretningsområde, også forså ridt angår de af § 8 iørrigt omfattede tilfælde, rejst et tilsrarende
spørgsmål, jfr. det side 200 optrykte bilag. Forraltningskommissionen har under
hensyn til, at der i tidens løb er skabt en ret fast praksis, ikke anset det for betænkeligt
at orerlade nærnte dispensationsadgang til de lokale berillingsmyndigheder, erentuelt
efter nærmere af ministeriet girne retningslinier.
I den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning angående berærterloren,
se side 109, er optrykt en orersigt orer de af handelsministeriet i årene 1925—36 girne
tilladelser til at drire berærterrirksomhed fra flere steder inden for samme kommune.
Nærrærende kommission har ladet udarbejde en tilsrarende, orersigt for så ridt angår
årene 1947—53. Opmærksomheden henledes red en erentuel sammenligning på, at der
red berærterlorens § 8, stk. 2, nu er åbnet adgang for politiet til at dispensere fra bestemmelsen
i tilfælde, hror en indeharer orertager en ny rirksomhed uden samtidig at afhænde
den rirksomhed, han i øjeblikket drirer, og at følgelig den i den første rubrik i den af den
tidligere kommission udarbejdede orersigt optagne kolonne, indeholdende de af ministeriet
girne tilladelser til sådan midlertidig drift, ikke er medtaget i orersigten. Endridere
gør man opmærksom på, at rirksomhed med forhandling fra fast stade af pølser,
smørrebrød m. r. ikke længer udkrærer berærteradkomst, men derimod stadetilladelse
i medfør af berærterlorens § 23, hrorfor heller ikke tilladelse til drift af sådan rirksomhed
fra 2 forretningssteder er medtaget i efterfølgende orersigt.
Som det ril ses, har der i året 1953 ræret tilsammen 14, 21 og 9 dispensationssager
for så ridt angår henholdsris Københarn, købstæder m. r. og landdistrikter. Der
er således kun tale om små tal; fordelt orer samtlige politikredse rille der efter omstående
orersigt i hrer enkelt politikreds kun forekomme ganske få dispensationssager.
Når henses hertil og til, at en § 8-tilladelse medregnes i berillingstallet, hrorfor efter
praksis en orerskridelse heraf ril medføre sagens forelæggelse for orerberillingsnærnet
— hrilket iørrigt også ril rære tilfældet, når orerberillingsnærnet har meddelt
ansøgerens berilling, jfr. nærmere nedenfor — har man anset det for mindre hensigts-

45
Orersigt orer de af handelsministeriet i årene 1947—53 girne tilladelser ti): at drire berærterrirksomhed
fra flere steder inden for samme kommune (.berærterlorens § 8).

46
mæssigt med henblik på opnåelsen af problematiske administratire fordele at tilsidesætte
hensynet til en ensartet praksis red at søge dispensationsbeføjeisen lagt ud til de lokale
myndigheder. Endelig må man heller ikke se bort fra, at en adgang til kontrol med koncerndannelser
synes at tilsige, at dispensationsbef øjeisen er placeret centralt. Kommissionens
flertal har i orerensstemmelse hermed ikke ønsket at stille forslag om ændring af de
gældende regler. Et mindretal (Mellerup og Reinhard) har derimod giret tilslutning til det
af magistraten stillede forslag, dog således, at dispensationsadgangen orerlades berillingsnærnet,
og at dette kun ril kunne dispensere i det omfang, reglerne i § 13, jfr. § 8,
stk. 4, tillader dette.
I forbindelse med drøftelserne angående § 8 har orerberillingsnærnet henledt opmærksomheden
få, at berilling til berærtning og gæstgireri bl. a. i de i § 21, stk. 2 e, f og h
nærnte tilfælde, jfr. bestemmelsen i stk. 3, kun kan gires eller fornyes af orerberillingsnærnet, og
at der er forekommet tilfælde, hror der i medfør af § 8 er giret berærtere eller gæstgirere
med en lokalt meddelt berilling dispensation til tillige at drire berærtning i f. eks. et
etablissement tilhørende staten eller en kommune. Orerberillingsnærnet har henrist til,
at det, selr om ministeriet måtte høre orerberillingsnærnet i sager af den pågældende
art, må anses for trirlsomt, om loren afgirer fornøden hjemmel for en sådan dispensation.
Kommissionen er enig med orerberillingsnærnet i, at loren næppe har haft situationer
af den omhandlede art for øje. Man er samtidig bekendt med, at ministeriet er
indstillet på at forelægge orerberillingsnærnet de sager til udtalelse, som red normal
berillingsudstedelse rille henhøre under orerberillingsnærnets ressort. Da man imidlertid
kan tiltræde, at lorordene ikke udtrykkelig påbyder sådan forelæggelse, men samtidig
ikke ser nogen grund til at unddrage orerberillingsnærnet indflydelse på disse sagers
afgørelse, har man stillet forslag til ændring af de nugældende bestemmelser på dette punkt.

Forening af berærter- eller gæstgirerrirksomhed med anden næring.
Forraltningskommissionen af 1946 har i sin betænkning redrørende amtskontorernes
forretningsområde ud fra tilsrarende betragtninger som anført foran side 44
henstillet, at bestemmelserne i berærterlorens § 11, hrorefter ministeren under risse forhold
kan meddele tilladelse til, at berærter- og gæstgirernæring med ret til udskænkning
af stærke drikke drires i forbindelse med anden næring, søges ændret, således at det
orerlades til de lokale berillingsmyndigheder selr at træffe afgørelse i forekommende dispensationssager.
Til belysning af spørgsmålets omfang henrises til nedenstående orersigt:
1948
1949
1950
1951
1952
1953
Handelsministeriets tilladelser i henhold til berærter! oren s § 11 til at forene adkomst til berærtning
eller gæstgireri med ret til udskænkning af stærke drikke med anden næringsadkomst.
Antal
tilladelser
7
8
8
8
8
6
Berærtning
5
5
5
5
4
3
Gæstgireri
1
Berærtning
og
gæstgireri
2
3
3
3
4
2
Ingen
hjemmel
5
1
3
1
1
3
Afslag
Allerede i berærterloren af 1912 fandtes reglen, om, at der kun kunne gires tilladelse
til den forannærnte forening af næringsadkomster, hror en sådan forening rar nødrendig
for at fortsætte en bestående rirksomhed. I berærterloren af 1924 bler denne
regel skærpet, idet det for dispensation endridere rar en betingelse, at den pågældende rirksomhed
skønnedes ønskelig af særlige grunde, og denne regel er bibeholdt i berærterloren
af 1939. Bag den sidste tilføjelse lå den betragtning, at den omstændighed, at en berærtereller
gæstgirerrirksomhed ikke kunne ernære sin mand, som regel, narnlig i byerne, rar
et tegn på, at der ikke rar trang til dens fortsættelse. I sådanne tilfælde skønnedes det
sjældent heldigt at forlænge rirksomhedens tilrærelse red gennem en tilladelse at lade en
anden rirksomhed bidrage til dens opretholdelse. De opstillede betingelser for at dispensere
efter § 11 er strenge, og det må anses for uhensigtsmæssigt, om praksis på det her foreliggende
område blirer uensartet i de forskellige politikredse. Da det endridere fortsat
må tilstræbes, at berærter- og gæstgirerrirksomheder ikke drires i forbindelse med anden
næring, hrorred en uønskelig sammenblanding af rirksomheder kan finde sted, og
da de forekommende tilfælde, som foranstående orersigt girer udtryk for, er af så be-
1
3
1

48
skedent omfang, at en decentralisation ikke synes at gire større fordel, synes det naturligt
fortsat at 'placere dispensationsbef øjeisen hos ministeren.
Efter § 11, stk. 3, kan berærter- eller gæstgirernæring med ret til udskænkning
af stærke drikke med de i bestemmelsens 2. punktum nærnte undtagelser ikke drires i
lokaler, som står i direkte forbindelse med lokaler, i hrilke anden næring udøres. Kommissionens
opmærksomhed er henledt på, at der i risse stormagasiner drires restaurationsrirksomhed
med udskænkning af stærke drikke. Efter det oplyste drires restaurationsrirksomheden
ikke af redkommende stormagasins indeharer, hrilket også rille rære uforeneligt med
paragraffens 1. stk., men af særlige selskaber, erentuelt af en forpagter. Kommissionen står
noget trirlende orerfor, om sådanne berillingsforhold er helt stemmende med lorens
bestemmelser. Til forsrar for den skete berillingsudstedelse er anført, at § 11, stk. 3, kun
kan antages at tage sigte på sådanne tilfælde, hror de pågældende næringer drires af den
samme indeharer. Det er et spørgsmål, om denne fortolkning kan holde. § 11, stk. 1,
indeholder et forbud mod forening af de af dette stykke omfattede næringer. § 11, stk. 3,
siger yderligere, at næringerne, hris der er meddelt dispensation, må drires i adskilte
lokaler, fra hrilken bestemmelse man undtager de i stk. 3, 2. punktum, nærnte tilfælde.
Men herudorer synes stk. 3 at indeholde den regel, at berærtning og gæstgireri med den
nærnte udskænkningsret ikke må drires i lokaler, hror en anden næringsrirksomhed
foregår, selr om denne anden næring ikke drires af restaurationens indeharer, et synspunkt,
der iørrigt er anerkendt red bestemmelsen i § 3 i lor nr. 69 af 28. februar 1950 om
handelsrejsendes udstilling af deres prørekollektioner i berærtninger og gæstgirerier.
Kommissionen må finde, at den bag § 11, stk. 1, liggende motirering: at det i
princippet er uheldigt og ikke nødrendigt at åbne adgang til samtidig drift af restaurationsrirksomhed
med udskænkning af stærke drikke og anden næringsrirksomhed, fremdeles
er tungtrejende. Når talen er om stormagasiner, hror kunder kan tilbringe lang tid
med indkøb i magasinets mange afdelinger, synes forholdet dog at rære et andet, og man finder
det derfor ønskeligt, at der ikke lægges hindringer i rejen for oprettelse af restaurationsrirksomheder,
når sådan berærtningsrirJcsomhed kan anses som et naturligt led i betjeningen
af kunderne. En tilladelse til en sådan forening måtte erentuelt kunne betinges af, at
den pågældende restaurationsrirksomhed kun bler holdt åben i den for butikker gældende
åbningstid. Man anser det imidlertid for rigtigt, at der ikke hersker trirl om det retlige
grundlag for den praksis, der har udriklet sig, og har derfor stillet et ændringsforslag
til § 11.

Købstadregler.
I henhold til bestemmelsen i berærterlorens § 12 kan ministeren for handel, industri
og søfart, når bebyggelsesforholdene i en landkommune eller en del af en sådan gør de for
landet gældende regler om berærtning og gæstgireri samt om handel med stærke drikke
uhensigtsmæssige, og det pågældende område har mindst 1200 indbyggere, bestemme, at de
1 berærterloren om forholdene i købstæderne gældende bestemmelser skal komme til anrendelse
på området, dog at det er en forudsætning for ministerens bestemmelse i så henseende,
at kommunalbestyrelsen gør indstilling herom, ligesom amtsrådets erklæring skal foreligge.
Denne bestemmelse er i orerensstemmelse med det af kommissionen af 1934 stillede forslag,
der i princippet lå på linie med den dertil srarende bestemmelse i § 9 i lorene af 1912 og
1924. Under den forrige kommissions behandling af spørgsmålet harde enkelte medlemmer
ønsket, at bestemmelsen om, at købstadregler kun kunne indføres, når der i redkommende
distrikt rar 1 200 indbyggere, udgik, ligesom de pågældende endridere anså det
for rigtigst, at rælgerne i redkommende distrikt skulle kunne forlange foretaget en kommuneafstemning
inden for distriktet redrørende spørgsmålet. Da der rar opnået enighed
om størstedelen af de ørrige bestemmelser akkriescerede man imidlertid red, at disse
særforslag udgik. Under sagens behandling på rigsdagen bler der påny rejst spørgsmål om
adgang til kommuneafstemning inden for distriktet, men således, at en trediedel af sognerådets
medlemmer kunne forlange en sådan afstemning foretaget. Fra anden side anså man
det for mere rimeligt, at afstemningen foretoges i hele kommunen. Det sidstnærnte synspunkt
sejrede, og adgang til at krære afstemning afholdt kom til at stå åben dels for en
trediedel af sognerådets medlemmer, dels for 35 pct. af rælgerne i kommunen.
Fællesorganisationen af landkommuner med bymæssig bebyggelse har til handelsministeriet
indsendt de side 202—03 optrykte skrirelser, hrori det henstilles, at bestemmelsen
i berærterlorens § 12 ændres. Ønsket går ud på at skabe lorhjemmel for, at de for
købstæder gældende berærterregler bringes til anrendelse i sognekommuner med mindst
2 000 indbyggere, når mindst 1 500 af disse bor i bymasssig bebyggelse. Kommissionen har
forelagt dette spørgsmål for samtlige amter, og på grundlag af de fra disse omkring 1. januar
1948 modtagne oplysninger er opstillet omstående orersigt. Spørgsmålet har endelig ræret
forelagt Amtsrådsforeningen for Danmark, De samrirkende Sognerådsforeninger i Danmark
samt Foreningen af Politimestre i Danmark, hris udtalelser er optrykt som bilag
side 204—06.

Amt
Københarns
Frederiksborg
Holbæk
Orersigt orer landkommuner på mindst 2000 indbyggere, hroraf mindst 1500 bor i bymæssig bebyggelse,
bortset fira steder, hror købstadregler er indført.
Kommunens narn
Ballerup-Maalør
Dragør
Gladsakse 1 )
Glostrup 2 )
Herler
Hridorre
Høje-Taastrup
Lyngby-Taarbæk 3 )
Rødorre 4 )
Søllerød 5 )
Taarnby
Asminderød-Grønholt
Birkerød
Fredensborg slotssogn
Helsinge-Valby
Hørsholm
Lillerød
Søborg-Gilleleje
Tikøb
Torup
Hjembæk-Srinninge og
Jyderup kommuner
Indbyggertal
5 242
2 149
27 946
10 082
3 869
14 208
7 674
34 531
14 780
13 968
14 599
6 871
7 092
5 136
3 322
7 498
2 240
3 113
10 669
3 962
2 650
heraf i
bymæssig bebyggelse
Ballerup 2 949
2 149
27 946
Glostrup by 8 361
Herler by 3 311
14 208
( Taastrup st. 4 351
t Hedehusene ' 1676
34 531
14 780
i Holte 7 31 ]
\ Nærum 1 742
i GI. Taarnby 5 879
Taarnby rillaby 2 269
( Kastrup 5 343
Fredensborg 2 614
7 092
5 136
1646
7 498
Lillerød stationsby 2 002
Gilleleje 1890
j Espergærde 2 395
} Snekkersten 1 673
Hundested og Lynæs 2 521
Jyderup stationsby 2 527
1 )- 2 )- 3 )- 4 )- 6 ) I disse fem kommuner er der senere indført købstadregler.
Afholdte
kommuneafstemninger.
•
Amtets bemærkninger
De pågældende kommuner ønsker, med
undtagelse af Helsinge-Valby, købstadregler.
O

Sorø
Præstø
Odense
Amt
Srendborg
Hjørring
Thisted
Aalborg
Viborg
Kommunens narn
Herlufsholm
Slagelse, St. Peder landsogn
Sorø landdistrikt
Fakse
Hylleholt
Dalum
Paarup
Tommerup
Ringe
Horne-Asdal
Børglum-Furreby
Vraa-Em
Hurup
Fjerritsler
Vesterrig-Agger
Nr. Tranders
Sundby-Hrorup
Langaa-Torup-Sdr. Vinge.
Bjerring-Mammen
Hjermind-Lee-Hjorthede . .
Sahl-Guler
Indbyggertal
5 337
2 393
2 237
3 615
2 400
6 186
2 668
2 722
4 223
3 693
3 468
3 036
2 168
2 490
4 487
12 603
8 105
2 983
181
1404
752
heraf i
bymæssig bebyggelse
Forstadsbebyggelse 4 085
2 393
2 237
Fakse by 1 924
Fakse Ladeplads 1 612
ca. 5 000
ca. 1600
ca. 2 000
2 290
Hirtshals stationsby 2 133
Løkken 1 765
Vraa 1 736
1730
1811
Thyborøn 1 541
9 945
7 418
Langaa 1830
Bjerringbro 2 237
Afholdte
kommuneafstemninger
Der har ræret afholdt kommuneafstemning
i Sindal, hror
købstadregler redtoges.
Kommuneafstemning afholdt i
Hurup 1944
For købstadregler: 432
Mod — 533
Amtets bemærkninger
Amtsrådet har redtaget at udtale, at
man ikke ønsker ændringer i berærterloren
på dette område.
Amtsrådet har intet at erindre mod den
foreslåede ændring af berærterloren.
Amtet finder det naturligt, at købstadregler
bringes til anrendelse på de omhandlede
kommuner, hris omstændighederne
taler derfor.
Amtet finder ikke, at der er anledning til
at ændre berærterlorens regler på dette
område.
Amtet finder intet at erindre imod en
ændring af loren som foreslået af fællesorganisationen.

Randers
Amt
Ringkøbing
Århus
Ribe
Kommunens narn
Dronningborg
Hornslet
Kristrup
Vorup .
Skjern
Egrad-Tarm
Sahl
Ikast
Aaby
Brabrand-Aarsler
Hasle-Skeiby-Lisbjerg
Holme-Tranbjerg
Odder
Viby
Vejlby-Risskor
Brørup
Grindsted
Nordby
Vejen
Ølgod
Indbyggertal
2 020
2 433
3 682
4 217
4 375
2 173
2 899
5 867
8 292
3 568
2 906
5 391
6 407
8 750
7 595
2 875
4 852
2 634
4 619
4 300
heraf i
bymæssig bebyggelse
2 020
1500
2 914
4 100
3 636
Tarm 1 796
1629
3 600
8 279
2 315
1763
4411
4 995
8 386
7 595
1650
3 046
1 805
3 664
1900
Afholdte
kommuneafstemninger
Kommuneafstemning har ræret
afholdt i Ølgod og Grindsted
med flertal mod købstadregler.
Amtets bemærkninger
Amtet har forelagt forslaget for de enkelte
kommuner, hror stillingen rar følgende:
i Skjern sogneråd har der ræret
afholdt afstemning om forslaget,
red hrilken afstemning stemmerne stod
lige. De ørrige kommuner ønskede
de nugældende regler bibeholdt.
Amtsråd og amt har intet at indrende
mod fællesorganisationens forslag.

Vejle
Amt
Hadersler
Tønder
Aabenraa-
Sønderborg
Gire
Horer
Vinding
Toftlund
Gram
Rødding
Skærbæk
Graasten
Bor
Kommunens narn
Indbyggertal
3 877
2 989
3 132
2 453
3 088
2 333
2 574
2 657
4 589
heraf i
bymæssig bebyggelse
1585
2 403
2 480
1585
1588
1520
1658
2 282
1762
Afholdte
kommuneafstemninger
I Maribo amt, Skanderborg amt og på Bornholm findes ingen kommuner af den omhandlede art.
*
Amtets bemærkninger
Gire sogneråd har udtalt sig imod, medens
Horer og Vinding sogneråd har
udtalt sig for købstadregler. Efter amtets
mening er fællesorganisationens
forslag betænkeligt, idet det ril få en
dybtgående indrirkning på den resterende
del af kommunen til skade for en
harmonisk udrikling. Den nugældende
berærterlors regler indeholder efter amtets
mening en rærdifuld kautel for, at
alle hensyn tages i betragtning.
Amtsrådet finder ikke, at der er anledning
til at ændre de nugældende regler.

54
Der er allerede indført købstadregler i 18*) landdistrikter, se orersigten nedenfor
side 60. Det ril af foranstående orersigt ses, at 74 bymæssige bebyggelser, bortset fra områder,
der allerede har købstadregler, har et indbyggertal på mere end 1 500 personer,
samtidig med at hele kommunen har et indbyggertal på mindst 2 000. Der har i henhold
til den gældende berærterlor ræret afholdt 4 kommuneafstemninger, hroraf 3 har ræret
imod og 1 for indførelse af købstadregler.
Før man går nærmere ind på en prørelse af det af fællesorganisationen stillede forslag,
ril det rære naturligt at gøre nogle bemærkninger om betydningen af, at købstadregler
indføres i et landdistrikt. I landdistrikterne er det amtsrådene, der meddeler berillingerne.
Forudsætningen for, at berilling kan gires, er, at kommunalbestyrelsen indstiller berillingen.
Der er endridere adgang for sognerådet eller kommunens beboere til at krære kommuneafstemning
afholdt om det pågældende berillingsspørgsmål, både hris sognerådet indstiller
berillingen, og hris det nægter at indstille en sådan. I tilfælde af uenighed mellem
amtsråd og sogneråd afgøres sagen red ansøgninger om gæstgirerberillinger endeligt
af handelsministeren, medens der red amtsrådets nægtelse af berærterberillinger er
adgang til indankning for handelsministeren. I købstæderne meddeles berillingerne
af et berillingsnærn, som består af borgmesteren som formand, politimesteren og 4 af
kommunalbestyrelsen ralgte medlemmer. Berillingsnærnets afgørelse kan ikke indankes,
og der er ikke adgang til afholdelse af kommuneafstemning. For byområderne er der fremdeles
i en for hrer enkelt købstad godkendt berærterredtægt fastsat et bestemt maksimum
for antallet af berærterberillinger. For landdistrikternes redkommende er der ingen bestemmelser
i så henseende. I byerne meddeles gæstgireradkomst som næringsbrer**), medens
meddelelse af gæstgireradkomst i landdistrikterne er et berillingsspørgsmål. Med hensyn til
adgang til handel med stærke drikke er forholdet det, at det i byerne er frit tilladt at løse
adkomst på handelsnæring og dernæst med henblik på afgiftsberigtigelse at foretage anmeldelse
om at rille forhandle stærke drikke. I landdistrikterne kan købmænd og brugsforeninger
alene sælge stærke drikke med sognerådets tilladelse. Denne gires for 8 år ad
gangen og knyttes til et bestemt lokale. Det ril heraf ses, at der er stor interesse knyttet
til købstadreglers indførelse i et landdistrikt.
Det af fællesorganisationen rejste spørgsmål har genopliret den diskussion, der
førtes i kommissionen af 1934 og fortsattes i rigsdagsudralget under behandlingen af den
nugældende lorbestemmelse. Et mindretal (Ernst, Mellerup, Vilh. Nielsen, Nørgaard, Reinhard
og Østerberg) har anført, at de i henrendelsen omtalte bymæssige områder med
mindst 1 500 indbyggere er at ligestille med mindre købstæder, og at det ikke er rimeligt,
at oplandets befolkning gennem en kommuneafstemning kan forhindre det pågældende
bysamfund i at indføre de rene og klare linier for udskænkning og salg af stærke
drikke, som mindretallet anser for det rigtigste og det sundeste. Fra denne side anser
man det således for naturligt, at de for købstæder gældende regler uden ridere kommer
til at gælde for de pågældende områder, og at det, hris kommuneafstemningsadgangen
opretholdes, i hrert fald bør orerlades til distriktets beboere at træffe bestemmelse om
spørgsmålet. Det er endridere anført, at § 12 åbner adgang til at indføre købstadregler i
et landdistrikt med den begrundelse, at de for landkommuner gældende regler, herunder
kommuneafstemningsreglerne, er uhensigtsmæssige, og at det derfor forekommer mindre
forståeligt, at man i paragraffens 2. stk. opretholder den adgang til kommuneafstemning,
*) Se dog noten side 60.
**) Om kommissionens forslag til en ændring af denne regel se side 21.

55
som er anset for uhensigtsmæssig. Mindretallet foreslår derfor den af fællesorganisationen
ønskede lorændring gennemført, samt at en erentuel adgang til afstemning om indførelse
af købstadregler begrænses til det pågældende distrikt. Kommissionens ørrige medlemmer
henriser til den store forskel i berærterlorsmæssig henseende mellem by- og
landregler og anfører, at det ril bryde med lorens princip uden ridere at gøre berærterlorens
købstadregler anrendelige i landkommuner, selr om der i sognet forefindes et bymæssigt
bebygget område, at spørgsmålet om indførelse af sådanne regler ikke alene
har betydning for distriktets rælgere, men i høj grad tillige for de i sognet uden for den
bymæssige del boende rælgere, og at man derfor hrerken kan tilslutte sig forslaget om,
at købstadregler uden ridere skal kunne finde anrendelse i de pågældende områder, eller
forslaget om at begrænse afstemningsmulighederne til distriktet.
Kommissionens flertal ser rel, at der kan forekomme tilfælde, hror distrikter af den
omhandlede art kan hare en sådan bymæssig karakter, at der ikke synes at rære grund til at
undergire distriktet andre berærterregler end de for købstæder gældende. Den nurærende
ordning er imidlertid som nærnt istandbragt for forholdsris kort tid siden efter megen drøftelse
først i kommissionen af 1934, senere på rigsdagen. Bestemmelserne om købstadreglers
anrendelse på landdistrikter er ligesom andre centrale områder inden for berærterlorgirningen
kommet i stand som kompromis mellem forskellige anskuelser. Under de således
foreliggende forhold har kommissionens flertal ikke ment at kunne anbefale, at der foretages
ændringer på det pågældende punkt. Man henholder sig til den gældende lor, hrorefter
det som nærnt er orerladt til sognet at bestemme, om man ril beholde landreglerne
eller gå ridere og foreslå købstadregler indført i det pågældende distrikt.

Antallet af berillinger.
Under gennemgangen af berærterlorens bestemmelser har kommissionen fundet
det naturligt at se nærmere på, om lorens bestemmelser om antallet af berærterberillinger er
tidssrarende.
Når lorgirningsmagten har anset det for nødrendigt at begrænse tilgangen til
berærternæringen, skyldes det i første række ønsket om derred at formindske de farer
for moral og ædruelighed, som udskænkning af alkoholhol dige drikke kan rumme. Dette
fremgår af motirerne til det forslag til en berærterlor, som kommissionen af 1903 fremsatte
i sin i 1907 afgirne betænkning, og kommissionen af 1914 anslår i sin betænkning af 1918
de samme strenge. Det gælder om, hedder det her, at opnå sikkerhed for, at de forhold,
under hrilke berærtninger drires, „er forsrarlige og ikke rirker nedbrydende og demoraliserende".
Som middel hertil peges der bl. a. på en „passende antalsbegrænsning". Ved
rerisionen i 1924 af den første berærterlor af 1912 gik man da også i så henseende et skridt
ridere, end man harde gjort, da denne lor udformedes. Der måtte nu i købstæderne højst
meddeles 1 berilling med ret til udskænkning af stærke drikke for hrer 450 indbyggere, hror
loren af 1912 harde åbnet adgang til at gå op til 1 for hrer 350 indbyggere (i begge tilfælde
at forstå således, at et „restantal" efter folketallets dirision med henholdsris 350 og 450
ikke kom i betragtning). Ved lorrerisionen i 1939 beraredes den førstnærnte antalsgrænse
for de mindre byers redkommende, herunder de landkommuner, hror der i
henhold til § 12 er indført købstadregler, medens det bestemtes, at der i byer med
10 000 indbyggere og derorer højst måtte rære 1 berilling af den angirne art for hrer 550
indbyggere. I de to sidste lore har der dog ræret adgang til, hror særlige omstændigheder
taler derfor, at sætte berillingsantallet noget højere end bestemt red de angirne forholdstal.
Forholdene fastlægges i en af redkommende kommune udfærdiget, af handelsministeriet
stadfæstet redtægt. For antallet af afholdsberillinger har loren ikke angiret
noget maksimumstal, og gæstgireriadkomster, der i købstadområder gires som næringsbrere,
omfattes ikke af bestemmelsen. For gæstgireriadkomster kan der således ikke
foreskrires nogen begrænsning. Det er alene de lokale berillingsnærn, der er bundet af
det i redtægten foreskrerne antal. Orerberillingsnærnet kan under de i § 21, jfr. § 4,
angirne betingelser meddele berilling ud orer maksimumstal]et. For landkommunernes
redkommende er der ikke på forhånd foreskreret nogen begrænsning. Det er her orerladt
til berillingsmyndighederne at skønne orer, hror stort et antal berillinger, man ril
tillade i kommunen, herunder også gæstgireriadkomster, der i landkommuner meddeles
som berillinger.
Til belysning af de i forbindelse med § 13 stående spørgsmål henrises til nedenstående
orersigter. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse også på den af kommissionen
af 1934 udarbejdede materialesamling: „Bidrag til belysning af alkoholproblemet
i Danmark" -2. del, side 8 ff.

57
Tabel 1. Antal berærterberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke i byerne samt
Københarn
Frederiksberg ....
Gentofte
Aarhus
Odense
Aalborg .
Esbjerg
Randers. .
Horsens
Kolding
Vejle
Roskilde. .
Fredericia
Srendborg
Viborg ..
Prorinsbyer
ialt på øerne ....
Prorinsbyer
ialt i Jylland....
Prorinsbyer ialt ..
Samtlige byer ....
1952
1 130
145
32
148
125
93
33
57
41
33
39
27
31
38
25
671
912
1583
2 890
antal indbyggere pr. berilling.
Antal berillinger 1 )
1951
1 149
146
33
149
125
95
33
58
41
36
38
27
32
37
26
679
897 2 )
1 576 2 )
2 904 2 )
1935
1 164
135
26
127
105
78
34
58
41
38
41
26
30
36
28
681
917
1598
2 923
a ) I tallene er indbefattet de deponerede berillinger.
2 ) Bortset fra de fem sønderjydske flækker.
1925
1 134
154
23
133
102
78
33
75
52
48
45
25
37
31
28
740
1077
1817
3 128
1952
Antal indbyggere pr. berilling
673
809
2 753
799
824
870
1491
719
881
964
773
1013
860
612
887
650
799
735
737
1951
665
808
2 671
784
819
844
1478
701
878
875
785
991
825
624
840
635
787 2 )
721 2 )
730 2 )
1935
572
838
2 453
716
725
617
903
522
728
619
594
619
715
532
619
494
577
541
584
1925
518
677
1745
573
523
549
731
358
541
499
349
542
499
465
548
396
425
413
474

58
i betragtning, at der udenfor købstadområderne er oprokset folkerige forstadsbebyggelser,
hror indbyggerantallet pr. berilling formentlig er større end i de respektire købstæder
selr.
Tabel 2. Vedtægtsmæssigt og faktisk antal berærterberillinger med ret til udskænkning af
stærke drikke i byerne.
*) En sådan angirelse er udtryk for, at der rar 1 berilling for 591 indbyggere.

61
bler stadfæstet for den periode, der udløber med udgangen af året 1955. Den officielle
tælling fra 1945 ses dog kun at hare interesse i de tilfælde, hror berillingstallet i redkommende
berærterredtægt måtte rære bundet til denne tælling i den forstand, at berillingstallet
er nærnt i redtægten, f. eks. Aabenraa. Dette er kun ganske undtagelsesris tilfældet.
Langt de fleste redtægter angirer, som det ril ses, indbyggerantallet pr. berilling.
Det officielle folketællingstal fra 1950 er medtaget, fordi det er den seneste officielle
folketælling, der foreligger. Det faktiske antal berillinger er de tal, som orerberillingsnærnet
har modtaget i januar måned 1951 fra de forskellige politimestre, og da folketællingen
rar pr. 7. norember 1950, skulle disse tal srare til hinanden.
Berærterredtægternes formulering er noget forskellig med hensyn til spørgsmålet
om, hrad der danner basis for udregningen af berillingstallet. Langt de fleste berærterredtægter
siger blot, at der må rære 1 berilling for så og så mange indbyggere. Enkelte
binder denne udregning til f. eks. „den sidste officielle folketælling" (Hobro), „den sidste
almindelige folketælling" (Hillerød). Andre udtrykker sig på anden måde, f. eks. Holstebro
(„det foregående års folketælling"), hrilket formentlig må forstås som den af redkommende
kommune foretagne folketælling. I Nykøbing Sj. er grundlaget „den sidste ofEentliggjorte
folketælling". Derred forstår man formentlig den officielle folketælling.
Som antallet af berærterberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke
i de tre horedstadskommuner og samtlige prorinsbyer stiller sig nu sammenlignet med,
hrad det udgjorde, da den første berærterlor trådte i kraft, kunne det se ud, som om de
antalsbegrænsende bestemmelser i alt ræsentligt har opfyldt deres hensigt. Ikke alene
er der ingen stigning at notere, selr om den ralgte form muliggør en sådan, idet berærtningsantallet
kan beræge sig proportionalt med folketallet, men tallene riser endog en
ikke ringe nedgang (fra 3 319 i 1914 til 2 890 i 1952). Det er imidlertid et spørgsmål, om
det kan siges, at de pågældende bestemmelser har opfyldt hensigten. Der er rel færre
berærtninger nu end i 1914, men dels er interessen for restaurationsliret ristnok som
helhed aftaget allerede som følge af, at befolkningen efterhånden har fået så rig adgang
til at søge underholdning og adspredelse under andre former — for de unges redkommende
rirker det formentlig også afledende, at der stilles langt større uddannelseskrar til dem end
før — dels har de kraftige forhøjelser, som alkoholbeskatningen og i første række spiritusbeskatningen
har ræret genstand for, så stærkt hæmmet efterspørgslen,, at forbruget af
alkoholhold ige drikke pr. indbygger er bleret rundt regnet halreret siden årene nærmest
før den første rerdenskrig. Der er da intet til hinder for, at antallet han rære for stort målt
med de afsætningsmuligheder, der herefter frembyder sig få udskænkningens område, og restauratørerhrerrets
gentagne beklagelser orer srigtende søgning kunne unægteligt
tyde på, at det i hrert fald i de større byer og narnlig i Københarn også forholder sig således.
Derred kan de farer, som kommissionen af 1903 så stærkt fremhærede, melde sig
påny. Selrom berærtningsantallet er formindsket både relatirt og absolut, er det således
ikke udelukket, at risse byer kan rære orerforsynet med udskænkningssteder, enten i det
hele eller for risse bydeles redkommende. Der kan i denne forbindelse henrises til de foran
side 8-9 fremsatte betragtninger om ønskeligheden af at hindre en ophobning af berærtninger
i risse gader eller på risse strøg. Til illustration af, hror ujærn b erærtningsfor delingen er i
Københarns kommune, kan anføres, at hen red en fjerdedel af samtlige udnyttede berillinger
til udskænkning af stærke drikke — det meddelte antal med fradrag af de deponerede
— findes alene i Vesterbrokrarteret.
Det må også erindres, at antalsnedgangen ikke behører at rære ensbetydende
med en tilsrarende nedgang i „berærtningspladser" eller serreringsmuligheder. Der for-

62
srandt narnlig i periodens første år, da forhøjelsen af spiritusbeskatningen slog forbruget
af brænderin og andre destillerede drikke ned til ca. 1/8 af det normale, en del småberærtninger
(„mælketoddyforretninger" og lign.), men der er siden kommet mange større restaurations-
og forlystelseslokaler til, og det samlede berærtningsareal er da næppe synderlig
mindre end tidligere. Denne udrikling, hrorred restauratørerne har ment at imødekomme
tidens smag, må antagelig set fra ordensmæssige og sociale synspunkter betegnes som ønskelig,
og den har således tjent den førte politik til støtte. Der ril da formentlig rære grund til at
søge at underbygge den red at bringe berærterlorens antalsbegrænsning i bedre orer ens stemmet&e
med de faktiske forhold. Som det ses af tabel 2, har en række byer ikke på langt nær udnyttet
redtægtens muligheder for at tildele berærterberillinger.
Den nugældende berærterlor adskiller sig på det omhandlede punkt fra den første
red, som orenfor pårist, at arbejde med to forholdstal. Man kunne gå ridere, eftersom
det kunne synes trirlsomt, om det er rimeligt at åbne adgang til at lade berærtningstallet
stige proportionalt med indbyggerantallet, så snart dette har passeret grænsen
10 000. Om de små byer kan det formentlig hærdes, at begrænsningen ikke må rære for
hårdhændet, da der skal forefindes et rist antal berærtninger af hrer type, og disse
byer ofte har et stort, opland at betjene, men omrendt skulle de større byer kunne
klare sig med forholdsris færre, hrorred det må tages i betragtning, at der her som regel
ril findes flere af de omtalte restaurations- og forlystelseslokaler af større format. For nogle
af kommissionens medlemmer har det stillet sig som trirlsomt, om det i rirkeligheden er
hensigtsmæssigt at lade berærtningsantallet rokse med folketallet. Man har i denne forbindelse
ræret inde på den løsning ligefrem at låse maksimumstallet fast red det antal af
udørede berærterberillinger, som forefandtes f. eks. den 1. januar 1955, eftersom det
ristnok må antages, at tallet har afpasset sig nogenlunde efter det faktiske behor. Det
burde ud fra den forudsætning rel ikke rære aldeles udelukket at orerskride det, men i
så fald måtte der tilrejebringes garantier for, at der rirkelig rar grund til at gøre det red
f. eks. at forlange kralificeret majoritet i berillingsnærn eller kommunalbestyrelse.
Kommissionen har dog ikke ment at kunne anbefale denne fremgangsmåde. Man
har derimod orerrejet at opdele byerne i flere end to grupper med hrer sit forholdstal, således
at forholdstallene fastsættes på den måde, at de aftager med byens rækst. Der kan her atter
rære tale om at benytte en art rateskala, hrorred forholdstallet sættes høj ere for det første
antal indbyggere end for det næste og atter højere for dette end for de følgende, f. eks.
1/400 for de første 6 000 indbyggere, 1/600 for de næste 6 000, 1/800 for de næste 8 000,
1/1 000 for de næste 20 000 og 1/1 200 for den del af folketallet, der orerstiger 40 000.
Det ril dog måske rære simplere at angire forholdstallet størrelsesklasse for størrelsesklasse,
og der kunne eksempelris arbejdes med følgende forholdstal:
Forslag A.
Byer med højst 10 000 indbyggere
Maksimumsberillingsantal
1 for hrer 450 indbyggere.
— — 10 001—25 000 indbyggere 1 - — 600
— — 25 001—50 000 indbyggere 1 - — 750
— — orer 50 000 indbyggere 1 - — 850 —
For at forebygge „fald" red orergangen fra den ene størrelsesklasse til den anden
måtte der, hris denne skala rælges, indsættes en bestemmelse om, at en by, som rykker op
i en højere størrelsesklasse end den, til hrilken den hidtil har hørt, altid kan meddele
et lige så stort antal berillinger, som det, den forinden har haft.

64
Som det ril ses af tallene i 2. kolonne sammenholdt med tallene i 3. kolonne, har
et stort antal af de opførte byer ikke på langt nær udnyttet den nugældende lors muligheder
for at etablere berærtningsdrift, og de tal, der fremkommer red at anrende enten
forslag A eller forslag B, ligger for de større byers redkommende ræsentligt under de tal,
der rille fremkomme, hris alle disse byer harde ansat maksimumsantallet på grundlag af
lorens forholdstal. Eksempelris rille Helsingør kunne meddele 38 berillinger i stedet for
27. Efter de 2 forslag kan der højst gires henholdsris 35 og 34. I Vejle rille på samme måde
kunne meddeles 53 berillinger; efter de 2 forslag derimod kun henholdsris 39 og 44.
De små byer, d. r. s. mindre end ca. 3 000 indbyggere, ril efter sårel forslag A
som forslag B fortsat hare et orertal. Kommer man op orer dette indbyggertal, ril det
faktiske antal — bortset fra Bogense og Varde — stort set enten srare til eller rære mindre
end det redtægtsmæssige antal enten efter den nugældende regel i § 13 eller efter et af forslagene
A eller B eller efter begge beregningsmåder. Forholdene rarierer dog. Såfremt
det faktiske antal orerstiger det redtægtsmæssige antal, må orerberillingsnærnet træde til.
Nogen større ulempe er der formentlig ikke forbundet hermed, da det i medfør af § 21, stk. 4,
kun kan gøres, hris kommunalbestyrelsen anbefaler det, og denne har da al ønskelig indflydelse
på, om dette skal ske, og dermed også på de nærmere omstændigheder red berillingsudstedelsen.
Kommissionen er i orerensstemmelse med de gjorte betragtninger af den opfattelse,
at det foran som B anførte forslag bør søges gennemført, således at det kombineres
med en bestemmelse om, at antallet i Københarn, Frederiksberg og Gentofte samt i købstæder
med 40 000 indbyggere eller derorer ikke må sættes højere end srarende til det
antal berærterberillinger med ret til udskænkning af stærke drikke, der i hrer af de omhandlede
kommuner rar i kraft den 1. januar 1955. Herfra bør der dog under særlige omstændigheder
kunne dispenseres, jfr. nærmere det af kommissionen stillede forslag til
ændring af lorens nurærende § 13.
Københarn
Frederiksberg
Gentofte
Århus
Odense
Aalborg
Esbjerg
Randers
Horsens
Kolding
Vejle
Roskilde
Fredericia
Srendborg
Viborg
Prorinsbyerne ialt.
Heraf på øerne. . .
Heraf i Jylland...
Samtlige byer. . . .
Tabel 3. Antal berærterberillinger uden stærke drikke i byerne 1 ).
1952 1935 1925
283
54
19
49
21
18
25
27
18
22
12
21
10
20
21
794 2 )
330 2 )
464 2 )
1 150 2 )
288
42
13
42
16
34
13
25
16
18
15
6
4
10
15
652
249
403
995
130
27
10
20
8
14
12
17
11
8
9
2
4
1
6
376
130
246
543

x ) Herunder konditorberillinger.
2 ) Inddelingen i landsdele er ikke ganske srarende til den, der er benyttet i tabel 9 og 18 i den
foran side 56, sidste stk. omtalte materialesamling side 9 og 18.
3 ) Inkl. beregnede tal for to politikredse, for hrilke oplysninger mangler.
4 ) Herunder Marstal og de fem sønderjydske flækker.
Antallet af gæstgireradkomster med ret til udskænkning af stærke drikke er, for
så ridt indehareren ikke tillige har berærterberilling, ikke indbefattet i de i tabel 1 anførte
tal. Det skal nærnes, at antallet af disse adkomster til gæstgireri alene ifølge rigspolitichefens
årsberetning for 1952 i dette år udgjorde 40 i horedstaden og 18 i prorinsbyerne.
I 1935 rar de tilsrarende tal henholdsris 22 og 41 og i 1925 henholdsris 5 og 36. I horedstaden
har der således ræret stigning i disse adkomsters antal, i prorinsbyerne nedgang.
Af tabel 3 fremgår antallet af berærterberillinger i byerne uden ret til udskænkning
af stærke drikke. Disses antal ses at hare ræret stærkt stigende, nemlig fra 543 i 1925
til 995 i 1935 og 1 150 i 1952. Tallene for det sidste år hidrører fra rigspolitichefens årsberetning.
Antallet af gæstgireradkomster uden stærke drikke steg samtidig fra 56 i 1925
til 72 i 1935 og 83 i 1952. Opgangen gjorde sig horedsagelig gældende i prorinsbyerne.
Vedrørende antallet af berærterberillinger i landkommunerne henrises til tabel 4,
der, for så ridt tallene for 1952 angår, er udarbejdet på grundlag af de i rigspolitichefens
årsberetning indeholdte oplysninger. Ifølge tabellen steg antallet af berillinger på landet
O -L O O KJ KJ • O X
med stærke drikke fra 950 i 1925 til 1 102 i 1935 og 1 301 i 1952, medens antallet af afholdsberillinger
steg endnu stærkere, nemlig fra 871 til 1 461 og 1 743.
Det skal endelig med hensyn til antallet af gæstgireradkomster på landet nærnes,
at antallet af adkomster til gæstgireri alene og med ret til udskænkning af stærke drikke
i 1925, 1935 og 1952 udgjorde henholdsris 104, 107 og 46 og uden ret til udskænkning af
stærke drikke henholdsris 29, 40 og 37.
Kommissionen finder ikke anledning til at foreslå ændringer i reglerne om antallet
af afholdsberillinger i byerne, ligesom man endridere ikke ser nogen grund til at foreslå
nye bestemmelser med hensyn til gæstgireradkomster i byerne eller berillinger på! berærtning
eller gæstgireri i landdistrikterne. For så ridt angår gæstgireradkomster i
købstadområderne henleder man dog opmærksomheden på kommissionens forslag side 21.

Berillingsnærnenes sammensætning.
I sin betænkning af 1918 — side 12 — gar kommissionen af 1914 udtryk for, at
enhrer personlig interesse fra de enkelte medlemmers side i berillingsnærnenes afgørelser
på forhånd burde rære udelukket, ligesom man med henrisning til det efter kommissionens
opfattelse bestående modsætningsforhold mellem på den ene side alkoholnæringens interesser
og på den anden side de indskrænkningsønsker, der rar herskende i stats- og kommunalpolitikken,
fremhærede det urimelige i at lade de indskrænkninger, stat og kommune måtte
beslutte, føre ud i liret af repræsentanter fra næringskredse, der måtte anses for fødte
modstandere af de nærnte indskrænkninger. I orerensstemmelse hermed stillede kommissionens
flertal forslag om, at den, der drer erhrerr red berærtning eller gæstgireri eller red
handel med stærke drikke, eller som i ræsentlig grad harde sin indtægt red sådan næring,
skulle rære udelukket fra at rære medlem af berillingsnærnene (forslagets § 14, stk. 4).
Et mindretal (3 af kommissionens 18 medlemmer) gar udtryk for den opfattelse,
at en hæderlig og dygtig berærter, der nød sine standsfællers tillid, rille kunne rære et
meget betydningsfuldt medlem af berillingsnærnet, hrad erfaringen allerede harde bekræftet.
Mindretallet mente derfor, at kommunalbestyrelserne ikke burde rære udelukket fra
at rælge berærtere til medlemmer af berillingsnærnet. Da kommunalbestyrelserne rar frit
stillet med hensyn til, hrem de rille rælge, turde det forudsættes, at man ikke rille rælge
en berærter, såfremt der rar nogensomhelst betænkelighed derred.
Den foreslåede bestemmelse rar genstand for indgående forhandling under folketingets
behandling af berærterlorsforslaget i rigsdagssamlingen 1918—19, i hrilken der bler
fremsat kritik af det omhandlede forslag, som fra flere sider karakteriseredes som et mistillidsrotum
til berærterstanden (RT 1918—19 F.F. sp. 4549, 4602, 4716—18, 4767, 4795
og 4802). Et flertal på 8 medlemmer af det af folketinget nedsatte 15-mandsudralg stillede
i sin under 12. december 1919 afgirne betænkning forslag om, at den omhandlede bestemmelse
udgik, idet flertallet udtalte sig som modstander af, at berærtere eller handlende
med stærke drikke ikke skulle kunne rære medlemmer af berillingsnærnet. Der sås efter
flertallets opfattelse ingen grund til at sætte disse i en sådan undtagelsesstilling; der rille
trærtimod ofte kunne tilføres berillingsnærnet en rærdifuld sagkundskab gennem dem,
og kommunalbestyrelserne burde rære frit stillet med hensyn til, hrem de rille rælge
(RT 1919—20, tillæg B, sp. 106 og sp. 113—114). Om den senere drøftelse af den omhandlede
bestemmelse kan henrises ti] RT 1919—20 F.F. sp. 2504—05,2515—16, 2530,2536—37,
2559, 2568, 2572 og 2581—82. Ved forslagets redtagelse red folketingets 3. behandling
den 20. januar 1920 rar bestemmelsen i orerensstemmelse med udralgets indstilling
udgået.
Under sagens behandling i sin tid i rigsdagen bler det mod den 'pågældende regel
anført, at det bler anset for rimeligt, at berillingsnærnene red ralg af berærtere kunne få
tilført en særlig sagkundskab, at det kunne betegnes som fornærmende mod en stand, om

67
denne på forhånd som sådan skulle anses for udelukket fra at deltage i det kommunale
selrstyre på dette område, at man orerfor flertallets argumentation om, at berærtere m. r.
som interesserede i alkoholnæringen måtte rære fødte modstandere af en reguleringspolitik,
kunne anføre, at konsekrensen heraf måtte rære, at f. eks. repræsentanter for afholdsberægelsen
måtte rære udelukket, at der ikke kunne påpeges tilfælde, hror berærtere m. r.,
der siden berærterloren af 1912 harde haft mulighed for at hare sæde i berillingsnærnet,
harde misbrugt deres stilling, at også andre næringsdrirende end berærtere og gæstgirere
i ræsentlig grad kunne hare deres indtægt af næring red berærtning og gæstgireri, samt
at berærtere m. r. så langt fra kunne formodes at rære interesserede i oprettelse af så mange
berillingssteder som muligt, idet de trærtimod måtte formodes at se deres interesse i, at
der indenfor redkommende købstad oprettedes de fasrrest mulige nye berærtningssteder.
I nærrærende kommission har man påny drøftet det pågældende spørgsmål. Kommissionens
flertal føler sig tiltalt af de synspunkter, der har ligget til grund for det af kommissionen
af 1914 stillede forslag, og har ud fra de samme hensyn anset det for ønskeligt,
at et forslag som det omhandlede påny fremsættes. Herred har det for flertallet narnlig
ræret afgørende, at der til grund for berærterloren også ligger en socialpolitisk tankegang,
selrom loren fremtræder som en næringslor, og at det formentlig næppe kan rentes, at
berillingsnærnsmedlemmer, der selr drirer berærternæring med ret til udskænkning af
stærke drikke, sædranligris skulle hare større interesse for de synspunkter, som melder
sig i denne forbindelse. Selrom de muligris rent faktisk måtte hare det, ril udenforstående
formentlig nære trirl om, at det er tilfældet, og allerede dette ril rære uheldigt. Også af
den grund synes det dernæst flertallet betænkeligt at gire berærtere adgang til at indtræde
i berillingsnærnene, at den dag dog kommer, da deres egen berilling skal fornyes. Selrom
de formentlig fratræder under sagens behandling, kan der ikke ses bort fra, at personlige
og kollegiale hensyn kan gøre sig gældende hos de ørrige medlemmer. Der ril i hrert fald
let kunne danne sig forestillinger om, at noget sådant har spillet ind. Flertallet må
i det hele anse det for et sundt princip, at berillingssager ikke orerlades til fagfællers afgørelse,
og på det foreliggende område er der rige muligheder for at rælge nærnsmedlemmer
udenfor fagfællernes kreds. Flertallet har dog ment at måtte afstå fra at foreslå handlende
med ret til forhandling af stærke drikke udelukket fra berillingsnærnene, da det næppe kan anses
for rimeligt at udelukke sådanne handlende, der blandt mange rarer også forhandler stærke
drikke, og da det af kommissionen af 1914 anlagte kriterium, at den pågældende handlende
i ræsentlig grad har sin indtægt af handelen med stærke drikke, ikke skønnes at rære
praktisk anrendeligt. Det er derimod anset for rigtigt at udride forslaget til også at omfatte
berærtere og gæstgirere uden ret til udskænkning af stærke drikke og bestyrere for berærtningsog
gæstgireririrksomheder samt personer, der er medlem af direktion eller bestyrelse af et
selskab, der drirer sådan rirksomhed. For at forhindre forekomsten af en mulig lorkonflikt
som følge af borgmesterens fødte formandsskab i berillingsnærnet har flertallet endridere
stillet forslag om, at der i sådant fald skal rælges en anden formand. Endelig er det
anset for ønskeligt udtrykkeligt at præcisere, at ingen som medlem af et berillingsnærn
må deltage i behandlingen af en sag, hris udfald berører hans egne eller ham nærstående 'personers
interesser, idet det i denne forbindelse er anført, at det i risse tilfælde er forekommet,
at medlemmer af et berillingsnærn ikke har kunnet anses for upartiske.
Flertallet har derimod ikke ment, at de samme hensyn fører til, at en tilsrarende
regel kommer til at gælde for ralg af medlemmer til orerberillingsnærnet, som er et for hele
landet oprettet nærn, hror medlemmernes erentuelle næringsinteresser eller lokale interesser
ikke kommer i betragtning.

68
Et mindretal (Ernst, Nørgaard, Keinhard, Koelsen og Østerberg) mener ikke at
kunne tiltræde det af flertallet stillede forslag og kan til begrundelse herfor henholde sig til
de foran refererede udtalelser af et mindretal i kommissionen af 1914 og af flertallet i
folketingsudralget af 1919. Yderligere henriser mindretallet til, at der i kommissionen af
1934, hror spørgsmålet også bler drøftet, ikke bler stillet forslag om den omhandlede
indskrænkning i ralgbarheden i berillingsnærnene. Mindretallet ser ingen begrundelse for
at udelukke personer, der drirer rirksomhed med berærtning og gæstgireri med ret til
udskænkning af stærke drikke, og der foreligger i hrert fald ikke tilstrækkelig motirering
for udelukkelse af berærtere og gæstgirere uden ret til sådan udskænkning. Hertil
kommer, at flertallets forslag alene tager sigte på berillingsnærnene i Københarn og købstæderne,
medens forslaget ikke redrører de organer, der beskæftiger sig med berillingsmeddelelsen
i landdistrikterne, nemlig amtsråd og sogneråd. Mindretallet mener herefter
ikke at kunne anbefale det af flertallet stillede forslag om berærteres og gæstgireres
udelukkelse fra berillingsnærnene.
Med hensyn til flertallets forslag om, at ingen må deltage i behandlingen af en sag, hris
udfald berører hans egne eller ham nærstående personers interesser, bemærker mindretallet
at noget sådant må betragtes som en selrfølge, og at en bestemmelse herom iørrigt optages
i de enkelte forretningsordener, hror spørgsmålet må siges at høre hjemme.

De til orerberillingsnærnet heiilagte sager.
Forraltningskommissionen af 1946 har i sin betænkning redrørende amtskontorernes
forretningsområde — se det side 200 optrykte bilag — ræret inde på den tanke,
at det rille rære hensigtsmæssigt at orerdrage de lokale berillingsmyndigheder den orerberillingsnærnet
i berærterlorens § 21, stk. 6, 2. pkt., girne beføjelse til at knytte nærmere
fastsatte rilkår og begrænsninger til de meddelte berillinger. Udgangspunktet for forslaget
er den betragtning, at man mener, at orerberillingsnærnet kun i beskedent omfang
knytter rilkår og begrænsninger til berillingerne, og at det lille antal sager af denne art
kunne tages som et udtryk for, at de lokale berillingsmyndigheder i tilfælde, hror begrænsninger
eller rilkår kunne synes hensigtsmæssige, riger tilbage for at henrise sagen til orerberillingsnærnet,
idet man fra lokal side er interesseret i selr at meddele den pågældende
berilling, der herefter blirer giret uden forbehold.
Efter berærterloren af 1924 antoges den lokale berillingsmyndighed ikke at rære
berettiget til at begrænse berillinger hrerken i henseende til indhold, rarighed eller på anden
måde. Særlige rilkår kunne heller ikke knyttes til berillingerne. Det rar dog antaget, at
den lokale berillingsmyndighed kunne udfærdige berillinger, der kun gjaldt for en del af
året — de såkaldte sommerberillinger. Ved berærterloren af 1939 bler denne praksis
lorfæstet, og det siges i motirerne til den pågældende lorbestemmelse, at sagen i de tilfælde,
hror der iørrigt måtte rære trang til at gire begrænsede berillinger, f. eks. berillinger,
der kun girer adgang til udskænkning af øl, eller berillinger, der gælder for et
kortere åremål, må forelægges orerberillingsnærnet.
Når administrationen under den tidligere berærterlor, og når berærterloren af
1939 udtrykkelig har slået fast, at de lokale berillingsmyndigheder — bortset fra de nærnte
halrårsberillinger — ikke er berettiget til at begrænse berillingerne, er motireringen herfor
den, at det ikke kan anses for hensigtsmæssigt, at berillinger meddeles med et højst forskelligt
indhold. Der kan redrørende dette spørgsmål henrises til bemærkningerne foran side 36-37.
Som horedregel bør en berilling, hris den ikke afslås, gires blankt. Dette gælder berillingens
indhold. Berærterlorens § 10 slår fast, hrilket næringsområde der henhører under de
forskellige serreringsadkomster. Ansøgerne og publikum har en berettiget interesse i, at
de berillinger, der meddeles, gires i det af loren anordnede omfang, ligesom ansøgere
ligeledes med rette er interesseret i, at berilling gires for den af loren angirne gyldighedstid.
Berærterlorens § 4 foreskrirer, at denne skal rære ens for alle berillinger inden
for det område, der dækkes af den stedlige berærterredtægt, jfr. § 13. Men også red
begrænsninger i andet end indhold og gyldighedstid må horedsynspunktet rære det, at
berillingen enten må meddeles eller afslås.
En konsekrent gennemførelse af dette synspunkt ril imidlertid i enkelte tilfælde
kunne føre til mindre rimelige resultater. Af denne grund har man indsat den omhandlede

70
bestemmelse om orerberillingsnærnets ekstraordinære berillingsmyndighed. Når denne
myndighed er tillagt eet organ, ril muligheden rære til stede for en ensartet praksis, og
orerberillingsnærnet har i en række tilfælde, hror der har foreligget en rimelig begrundelse
herfor, imødekommet henrendelser fra de lokale myndigheders side om foretagelse af
begrænsninger i berillingers indhold. Kommissionens flertal kan imidlertid ikke anbefale,
at begrænsningsbeføjeisen orergår til de lokale berillingsmyndigheder, hrorred berillingsområdet
rille frembyde et broget billede uden at rære til garn hrerken for publikum
eller erhrerret. Det side 37 anførte mindretal henholder sig til det dér anførte. For så
ridt angår spørgsmålet om fornyelse red de lokale berillingsnærns foranstaltning for
kortere åremål end det redtægtsmæssige henrises til de side 36—37 anførte mindretalsindstillinger.
Efter § 21, stk. 2 g, kan orerberillingsnærnet gire berærterberilling til jernbanetog,
luftfartøjer og skibe i fart. Orerberillingsnærnet har henledt opmærksomheden på,
at der er fremkommet andragende om berærterberilling til brug i statsbanernes motorkøretøjer
i international fast rutefart, hrilket andragende orerberillingsnærnet ikke har
ment at hare fornøden hjemmel til at imødekomme. Andragende om sådan berilling ril
også kunne tænkes fremsat af prirate indeharere af koncessionerede omnibusser, der går i
international fast rutefart. Det er anført, at der kan rære trang til en ris berærtning i
sådanne motorkøretøjer, at de på dansk strækning kørende omnibusser indgår som led i
internationale ruter — de af de resteuropæiske jernbaner etablerede Europa-buslinier —
og at det blandt de fra udlandet kommende turister har rakt forundring, at der ikke har
ræret mulighed for berærtning på dansk grund.
Det må bemærkes, at de pågældende faste, internationale ruter ikke må forreksles
med de turistomnibusrejser, som foretages af foreninger eller rejseselskaber. Sådanne
turistrejser må formentlig kunne ses ud fra synspunktet „sluttet bord", således at berærtning
i disse busser må betragtes som fri næring.
Kommissionen har drøftet, om der foreligger tilstrækkeligt grundlag for et forslag
sigtende til at imødekomme det således fremsatte ønske. Hensynet til kontinuiteten i
serreringsrirksomheden på de pågældende ruter kunne muligt tale for at åbne adgang til
serrering også på den danske strækning. På den anden side må spørgsmålet rist siges at
hare mindre praktisk interesse, idet kommissionen er af den opfattelse, at der på dansk
område ril rære mulighed for serrering på anden måde på disse ruter, og at der derfor
ikke kan siges at rære tilstrækkelig begrundelse for at stille forslag om en ændring af lorgirningen
få dette punkt.
I forbindelse med orerrejelserne af de under berærterlorens § 21 henhørende spørgsmål
har man drøftet spørgsmålet om, hrilke krar der ud fra sanitære hensyn bør stilles til
serrering i jernbanetog, luftfartøjer og skibe, jfr. § 21, stk. 2, g.
Bestemmelsen i § 9 foreskrirer bl. a., at de fordringer, der må stilles til størrelse
og indretning af berærtningslokaler, fastsættes i den stedlige politiredtægt. Virksomheden
kan ikke påbegyndes, før lokalerne er godkendt af politiet og sundhedskommissionen.
De pågældende bestemmelser, der tager sigte på almindelige berærtningslokaler,
kan ikke antages at omfatte de heromhandlede tilfælde, og kommissionen
er af den opfattelse, at det ikke er praktisk at foreslå de nærnte specielle lokaliteter
underkastet bestemmelserne i § 9. Under o rerb erillingsnærnets behandling af sager
af den omhandlede karakter har man imidlertid stået orerfor det forhold, at det er urist,
hrilken myndighed der orerråger, om bl. a. de sundhedsmæssige og sanitære forhold de
nærnte steder er tilfredsstillende. De pågældende transportmidler er rel underkastet et

71
offentligt tilsyn, men det er trirlsomt, i hrilket omfang dette tilsyn tager direkte sigte på
hygiejniske forhold.
Kommissionen har derfor anset det for rigtigt, at de redkommende ministerier
— ministeriet for offentlige arbejder og ministeriet for handel, industri og søfart — bemyndiges
til at fastsætte krarene tit disse særlige berærtningslokaler, herunder køkken og
opberaringsrum, og til at etablere et tilsyn med lokalerne.

Berærtning i forsamlingshuse.
Som indledning til en fremstilling af de problemer, som kommissionen har beskæftiget
sig med redrørende forsamlingshuse, er det anset for hensigtsmæssigt at gire en
orersigt orer de gældende bestemmelser om lejlighedstilladelser i henhold til berærterlorens
§ 22. Vedrørende spørgsmålet om forsamlingshusrærters erentuelle berærtning på
andet grundlag end § 22 henrises til bemærkningerne nedenfor side 93-95, medens der angående
nydelse af medbragte rarer i forsamlingshuslokaler henrises til bemærkningerne
foran side 33-34.
I. En fremstilling af de gældende bestemmelser om lejlighedsberærtning.
1. Bemærkninger om, i hrilke tilfælde lejlighedstilladelse kan gires.
I henhold til bestemmelsen i berærterlorens § 26, stk. 3, kan der ikke knyttes berærterberilling
med ret til udskænkning af stærke drikke til sådanne for samling sbygning er
i landkommuner, der har til formål at afgire lokaler til afholdelse af den stedlige befolknings
møder, sportsørelser m. r. Et forsamlingshus forudsættes dreret af et selskab,
bag hrilket der står en kreds af borgere, der har sluttet sig sammen med
det formål at tilrejebringe et samlingssted for stedets befolkning. Virksomheder,
der drires af enkeltmand, kan ikke betegnes som et forsamlingshus i berærterlorens
forstand, selr om de måtte benærne sig forsamlingshus. Med hensyn til selskabets formål
bemærkes, at der ikke alene bør lægges rægt på selskabets redtægter, men også på forsamlingshusets
rent faktiske benyttelse. Bestemmelsen i § 26, stk. 3, må også antages at
gælde i tilfælde, hror der i redtægterne måtte rære optaget en bestemmelse, der hjemler
berærtningsdrift med stærke drikke. Der er endridere ikke i praksis lagt større rægt på et
forsamlingshus' lokaleforhold; bestemmelsen omfatter således ikke alene sådanne forsamlingshuse,
der udelukkende består af en forsamlingssal og et enkelt yderligere lokale i forbindelse
med et køkken. Tilstederærelsen af egentlige restaurationslokaler udelukker ikke,
at der kan rære tale om et egentligt forsamlingshus, der ikke kan opnå berærterberilling
med ret til udskænkning af stærke drikke. Bestemmelsen i berærterlorens § 26 omfatter
alene forsamlingshuse i landkommuner og således ikke forsamlingshuse i købstæder og
heller ikke forsamlingshuse i sådanne landkommuner, hror de for købstæder gældende regler
måtte rære indført, jfr. berærterlorens § 12. Bestemmelsen angår endridere heller
ikke forsamlingshuse på landet, der ikke har det i loren angirne formål, og heller ikke andre
lokaler, f. eks. en håndrærkerforenings lokaler, selr om en sådan forening har det nærnte
formål. Der er intet til hinder for, at et af den pågældende bestemmelse omfattet forsamlingshus
opnår berærterberilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.

73
Uanset bestemmelsen i § 26, kan politiet i orerensstemmelse med de af kommunalbestyrelsen
erentuelt fastsatte rilkår gire forsamlingshuse tilladelse i medfør af berærterlorens
§ 22 til red særlige lejligheder at berærte. En sådan tilladelse kan gires dels som en enkeltstående
tilladelse, dels som en stående tilladelse, for stærke drikkes redkommende for
indtil 3 måneder ad gangen, for andre drikke for indtil 1 år ad gangen. Disse tilladelser kan,
hris tilladelsen efter politiets skøn har ræret benyttet på uangribelig måde, meddeles kontinuerligt,
således at det ikke er påkræret, at der er et tidsmæssigt ophold mellem
tilladelsens udløb og dens fornyelse. Tilladelserne girer imidlertid ikke adgang til almindelig
berærtning, men som nærnt alene til berærtning red de særligt nærnte lejligheder. Som
eksenifler på, til hrilke lejligheder tilladelse af den pågaäldende art kan gires, nærnes fester,
herunder baller, møder, markeder, ralg, midlertidige udstillinger og basarer. Det er orerladt
til politiet at skønne orer, hrorridt en giren anledning ril kunne ligestilles med de i loren
opregnede tilfælde. I denne forbindelse henledes opmærksomheden dog på, at de i berærterloren
af 1924 nærnte lejlighedstilfa^lde, „auktioner", „licitationer" og „jernbaneanlæg",
er udgået af den nugældende berærterlor, og at der således næppe bør gires tilladelse red
disse lejligheder. Tilladelse kan alene gires, såfremt den pågældende sammenkomst m. r.
har en offentlig eller en ris offentlig karakter, jfr. herred handelsministeriets skrirelse af 23.
februar 1939 til det folketingsudralg, der behandlede den forrige kommissions forslag,
R. T. 1938—39, tillæg B, sp. 935—36. Som yderligere eksempler på, til hrilke lejligheder
der kan gires tilladelse, kan nærnes serrering efter generalforsamlinger, foredrag, dilettantforestillinger,
teater- og biografforestillinger, koncerter o. 1., hrortil en større kreds har
adgang.
Til offentlige foreningsfester ril der altid udkræres tilladelse efter berærterlorens
§ 22. Det samme gælder foreningsfester, der rel ikke er offentlige, men i hrilke der deltager
ikke-medlemmer i ridere omfang end tilladt, hrorom kan henrises til bemærkningerne
nedenfor side 131—33.
Fra reglen om, at en tilladelse efter § 22 forudsætter, at festen m. r. har en offentlig
eller en ris offentlig karakter, gælder den undtagelse, at der altid udkræres tilladelse, såfremt
den „særlige lejlighed" er en foreningsfest, red hrilken der udskænkes stærke drikke,
jfr. berærterlorens § 26, stk. 1. Denne bestemmelse, der således også omfatter fester, hror
kun foreningens medlemmer er til stede, tager sigte på udskænkning af stærke drikke for betaling
og gælder, uanset om udskænkningen sker uden fortjeneste for enkeltmand. Bestemmelsen
omfatter også det rene sammenskudsgilde, hror f. eks. et medlem af en forening
skaffer de stærke drikke, således at udgifterne fordeles på medlemmerne uden fortjeneste
for nogen. Alene en gratis udlerering ril kunne passere, i hrilken forbindelse opmærksomheden
dog henledes på, at en gratis udlerering efter tur blandt en forenings medlemmer ril
kunne anses som en række sammenskudsgilder og derred som en omgåelse af bestemmelsen.
Reglen forudsætter, at der finder serrering sted. Der foreligger således næppe udskænkning,
såfremt hrer enkelt deltager medbringer de stærke drikke, som redkommende ril nyde red
den pågældende lejlighed. Et arrangement, hrorefter f. eks. nogle deltagere medbringer
øl, andre akrarit, til fordeling, må dog antages at rære et sammenskudsgilde.
Der ril endridere udkræres tilladelse efter § 22 til afholdelse af foreningssammenkomster,
red hrilke der alene berærtes med afholdsdrikke, såfremt foreningens medlemskreds
er så omfattende eller dens organisation så løs, at der i rirkeligheden må antages at
rære tale om offentlig berærtning.
Der ril derimod ikke kunne gires tilladelse i medfør af berærterlorens § 22 til serrering
f. eks. efter sportstræning (badminton, håndbold, gymnastik, skydning og lign.),
10

74
efter danseskoleunderrisning, efter aftenskoleunderrisning, studiekredse m. r., husflidsørelser,
skakspil m. r.; det samme gælder serrering red familiesammenkomster, efter
sognerådsmøder, sparekassetilsynsrådsmøder og lign. Til sådan berærtning udkræres
egentlig berærterberilling, såfremt rirksomheden drires som en næringsrirksomhed, jfr.
bemærkningerne nedenfor side 95. Endridere ril der selrsagt ikke kunne berærtes for
gæster, der indfinder sig direkte fra gaden for at blire berærtet.
Selr om der måtte foreligge en i berærterlorens forstand særlig anledning, således
at der for så ridt er grundlag for at udfærdige en tilladelse i medfør af § 22 til at berærte,
kan andre forhold rære til hinder for udfærdigelse af sådan tilladelse. Efter bestemmelsen
kan tilladelse kun gires til berærtning „uden for de lokaler, til hrilke adkomst på berærternæring
er erhrerret". Er der således knyttet afholdsberilling til forsamlingshuset, ril tilladelse
efter § 22 ikke kunne gires. At der erentuelt måtte foreligge en gæstgireradkomst, er derimod
ikke til hinder for sådan udfærdigelse. Det er endridere antaget, at der ril kunne
gires enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke, selr om der er knyttet
en stående aiholdstilladelse til forsamlingshuset.
2. Almindelige bemærkninger om lejlighedstilladelser.
Tilladelse i medfør af § 22, der forudsættes giret med samtykke af de erentuelle
arrangører, ril alene kunne meddeles en dertil udpeget person, og med de i stk. 2, sidste
punktum, nærnte undtagelser bør tilladelserne fortrinsris gires berærtere eller gæstgirere
i redkommende kommune. Tilladelse til udskænkning af stærke drikke ril dog ikke kunne
gires disse næringsdrirende, såfremt de drirer rirksomhed uden ret til udskænkning af
stærke drikke. Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsen ikke kan forlange
hrer enkelt sag forelagt til udtalelse, men rel kan fastsætte almindeligt begrænsende regler.
Såfremt der ikke findes berærteradkomst med adgang til udskænkning af stærke drikke
i redkommende kommune, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der orerhoredet ikke
må meddeles lejlighedstilladelser med sådan ret.
I det omfang kommunalbestyrelsen ikke har fastsat andre bestemmelser, er det orerladt
til politiets afgørelse, om tilladelse under hensyn til alt foreliggende bør gires. Politiet
kan skønne orer, hrorridt der foreligger betryggende garanti for, at tilladelsen ikke ril
blire misbrugt eller af andre grunde rære betænkelig, og det kan ikke anses for udelukket
f. eks. at tilkendegire en forening, at der kun kan forrentes giret et rist antal tilladelser.
Politiet kan endridere stille sådanne rilkår, der er begrundet i de hensyn til ædrueligheden
og den offentlige orden, som politiet skal raretage.
3. Lukketid, tilsyn m. r.
De almindelige regler om lukketid bl. a. i § 31, stk. 1, 1. og 2. punktum, stk. 2 og
§ 32 finder tilsrarende anrendelse for så ridt angår sådan serreringsrirksomhed, der finder
sted i henhold til lejlighedstilladelse. Politiet kan således i medfør af § 31, stk. 2, med tilslutning
fra redkommende kommunalbestyrelse tillade, at den i politiredtægten fastsatte
lukketid, forsåridt angår redkommende sammenkomst, udskydes indtil kl. 1, ligesom
politiet i henhold til § 32, stk. 1, med tilslutning fra kommunalbestyrelsen kan tillade,
at de inden det nærnte tidspunkt ankomne gæster kan forblire i forsamlingshuslokalerne
indtil 2 timer efter det i henhold til § 31, stk. 2, fastsatte tidspunkt, dog længst til kl. 2.

75
Der er således intet til hinder for, at lejlighedstilladelser i orerensstemmelse med de foran
angirne regler betinges af, at der lukkes til et nærmere angiret tidspunkt. Der er heller
intet til hinder for, at der fastsættes en senere lukketid for risse foreningsfester (landboforeninger,
borgerforeninger, rælgerforeninger og lign.) end for foreninger med mere underholdende
tendens, red hrilke fester der allerede tidligt på aftenen ril kunne begyndes
på dansen. At politiet kan fastsætte ophørstidspunktet, ril således kunne hare til følge, at
der for fester af samme karakter gælder forskellige lukketider i de enkelte politikredse. Det
er ikke anset hensigtsmæssigt at foreslå foreskreret en fælles lukketid, idet det må skønnes
naturligt, at denne fastsættes konkret inden for hrer politikreds i orerensstemmelse med
de lokale ønsker og under hensyn til de særlige forhold, der måtte foreligge.
Også bestemmelsen i § 33 om udskænkning af stærke drikke for gæster, der må antages
at rære berusede, og for unge under 18 år, finder anrendelse red udskænkning i henhold
til en lejlighedstilladelse.
Det ril af de foranstående bemærkninger ses, at kommissionen er af den opfattelse,
at lukkebestemmelserne og bestemmelserne i § 33 også må gælde, når der berærtes
med stærke drikke for prirate foreninger i forsamlingshuse i henhold til en lej ligheds tilladelse.
Fra forskellig side, herunder risse politikredse, er denne opfattelses rigtighed draget
i trirl. Vedrørende lukkespørgsmålet er der herunder henrist til, at forudsætningen for, at
det er berettiget at fastsætte lukketid for festligheder, der afholdes på grundlag af en lejlighedstilladelse,
er, at festen afholdes i lokaler, der kan sidestilles med offentlige berærtningslokaler,
og dette kan, forsåridt angår forsamlingshuse, kun antages at rære tilfældet,
såfremt disse benyttes til offentlige fester. Det anføres derhos, at den omstændighed, at
der i henhold til § 26, stk. 1, udkræres lejlighedstilladelse til en foreningsfest, under hrilken
der udskænkes stærke drikke for betaling, ikke i sig selr kan gøre redkommende festlighed
offentlig. Forsåridt angår § 33, er der giret udtryk for, at denne bestemmelse ligeledes må
forstås med den begrænsning, at bestemmelsen kun kgm bringes til anrendelse orerfor offentlige
sammenkomster.
Kommissionen må herorerfor anføre, at dens opfattelse af det pågældende spørgsmål
er i orerensstemmelse med handelsministeriets stillingtagen til spørgsmålet. Efter
§ 26 udkræres der, som tidligere nærnt, en § 22-tilladelse til afholdelse af en foreningsfest
med stærke drikke, hris festligheden ikke finder sted i almindelige restaurationslokaler.
Derred ligestilles disse fester med de af § 22 iørrigt omfattede festligheder, hrorred sårel
lukkebestemmelserne som § 33 finder anrendelse, jfr. § 22, stk. 6. At den konkrete festlighed
ikke er offentlig, synes uden betydning. Loren har nemlig stillet den på linie med den offentlige
festlighed. Kommissionen har det indtryk, at der indenfor andre politikredse, jfr.
således nogle af de side 144 ff. optrykte indberetninger, er tilfredshed med, at der kan fastsættes
en lukketid for de pågældende foreningsfester, og med, at bestemmelserne i § 33 finder
anrendelse. Kommissionen mener endridere at ride, at politiet administrerer de her henhørende
bestemmelser i orerensstemmelse med den stedlige befolknings ønsker. Man finder
anledning til at understrege, at der i denne forbindelse ikke er tale om sådanne prirate festligheder,
der ikke er foreningsfester. Sådanne prirate festligheder, er, som flere gange nærnt,
ikke reguleret af de nærnte bestemmelser.
Man finder derfor, at der fortsat bør herske den praksis, som handelsministeriet er
gået ind for. Der kan iørrigt henrises til bemærkningerne foran side 33 redrørende udlej -
ningslokaler samt til bemærkningerne nedenfor side 129—30, hror nærmere omtales spørgsmålet
om anrendelsen af § 33, stk. 2, på foreningsfestligheder i restaurationslokaler eller
særlige selskabslokaler.

76
Politiet bør føre tilsyn med, at tilladelserne ikke girer anledning til misbrug, såsom
orerdrerent drikkeri m. r., ligesom det bør påses, at ulorlig udskænkning ikke finder sted,
hrerken i lokalerne eller i disses nærhed. Omfatter tilladelsen alene en forenings medlemskreds,
bør politiet hare opmærksomheden henrendt på, om der i sammenkomsten deltager
uredkommende. Denne kontrol bør bestå dels i tilsyn på festdagen, dels i et forudgående
gennemsyn af medlems- og forhandlingsprotokoller m. r.
Selr om der er giret en stående tilladelse til serrering red fester m. r. i forsamlingsbygninger,
skal der indgires anmeldelse til "politiet forud for afholdelsen af enhrer sammenkomst
eller fest, således at der blirer adgang til at føre tilsyn og kontrol red den pågældende
lejlighed. Tilsyn og kontrol bør narnlig føres, når en forenings eller et selskabs fester
tidligere har giret anledning til kritik. Orerholdes de fastsatte rilkår for tilladelsens udfærdigelse
ikke, eller girer tilladelsen iørrigt anledning til uheldige forhold, bør den, der har
opnået tilladelsen, og erentuelt festens arrangør, drages til ansrar, ligesom lejlighedstilladelser
til de pågældende ril kunne nægtes, indtil det er sikret, at betryggende forhold påny
er til stede.
Lejlighedstilladelser er afgiftsfrie, men der ril kunne kræres betaling for udgifterne
red nødrendigt polititilsyn, jfr. justitsministeriets cirkulære nr. 94 af 22. juni 1928 og justisministeriets
cirkulære nr. 175 af 12. august 1938. Der foreligger endelig pligt til betaling
af omsætningsafgift, jfr. bestemmelsen i § 1 i lor nr. 537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen
af stærke drikke.
II. Nogle bemærkninger om, hrorridt de gældende regler om lejlighedsberærtning
er hensigtsmæssige.
1. Kontrollen med reglernes orerholdelse.
I forbindelse med kommissionens drøftelser angående spørgsmålet om berærterlorgirningens
orerholdelse har kommissionen opholdt sig red forholdene i og omkring forsamlingshusene,
som også rar genstand for opmærksomhed i kommissionen af 1934, jfr. R.
T. 1938—39, tillæg A, sp. 3407—08, 3445—47 og 3510. Denne kommission rar af den
opfattelse, at der risse steder fandt en umådeholden nydelse af stærke drikke sted red
fester i forsamlingshuse, og at flere myndigheder harde haft nogen ranskelighed red i
henhold til den dagældende lorgirning at skride tilstrækkelig effektirt ind. Under behandlingen
på rigsdagen af det af kommissionen stillede forslag bler det fra forskellig side
stærkt understreget, at det rille rære af stor betydning, om forsamlingshusfester forløb
uden misbrug af stærke drikke, og at man i særdeleshed kom den trafik tillirs, der bestod
i, at der, narnlig uden for forsamlingslokalerne, bler drukket medbragte stærke drikke af
deltagerne i den pågældende fest eller af andre festen uredkommende personer. Man erkendte
ranskelighederne red ad lorgirningsrejen at træffe foranstaltninger til modarbejdelse
heraf og mente, at misbruget i almindelighed ikke kunne lægges rærterne til last.
Situationen under rigsdagsbehandlingen måtte rist siges at rære den, at man håbede, at
man gennem de forslag, som kommissionen stillede, rille komme de uheldige forhold tillirs.
Fra risse sider bler det anført, at den eneste effektire rej at betræde måtte rære — således
som man gjorde det, da færdselspolitiet bler dannet — at oprette et særpoliti (et ædruelighedspoliti),
idet man fra den side anførte, at politiets personale, narnlig i landdistrikterne,
rar så fåtalligt, at det ikke rille rære muligt for det lokale politi at føre en effektir kontrol

77
med forholdene i og omkring forsamlingshusene. Fra anden side på rigsdagen bler det på
linie med den opfattelse, som kommissionen harde gjort sig til talsmand for, gjort gældende,
at det ikke rille rære naturligt at oprette et specielt politi, at de grunde, der førte til færdselspolitiets
oprettelse, ikke med rette kunne fremdrages, når talen rar om berærtningsforhold,
hror orertrædelserne finder sted til bestemte tider og på bestemte steder, og at
tilsynet med berærtningsforholdene derfor narnlig efter enhedspolitiets oprettelse måtte
redblire at rære hos det lokale politi. Fra en tredie side på rigsdagen rar man inde pa den
betragtning, at det formentlig rar en temmelig håbløs opgare både for det lokale politi
og for et omrejsende politi at føre den fornødne kontrol. Der henristes til den red lor nr.
83 af 22. marts 1930 om afgift til stat og kommuner på omsætningen af stærke drikke
ophærede bestemmelse i § 8 i loren af 2. juli 1870, indeholdende nogle nærmere bestemmelser
angående „brænderinshandel". I denne bestemmelse hed det: „Det påhriler sognerådene
for landets redkommende i forbindelse med politimesteren at råge orer, at ulorlig
brænderiinshandel og udskjænkning ej finder sted, og kan offentlig politisags anlæg for de
nærnte lororertrædelser ikke nægtes, når sådant af redkommende sogneråd forlanges."
Fra den pågældende side gik man ind for, at det i denne lorbestemmelse nedlagte princip
burde genoplires. Resultatet af rigsdagsbehandlingen bler imidlertid, som foran nærnt,
det, at man bler stående red kommissionens forslag, hrorefter tilsynet med berærterlorgirningens
orerholdelse fortsat rar i hænderne på det lokale politi.
Nærrærende kommission er enig med kommissionen af 1934 i, at orerholdelsen af
berærterlorgirningens bestemmelser, især når talen er om udskænkning af stærke drikke
i forsamlingshuse, er et rigtigt ædruelighedsmæssigt anliggende. Der ses foreløbig bort fra
spørgsmålet om mulige ændringer i eller tydeliggørelser af berærterlorens regler på dette
punkt, hrorom henrises til bemærkningerne nedenfor. På dette sted behandles alene
spørgsmålet om udørelsen af kontrol med, at reglerne om berattning i forsamlingshuse
orerholdes. På den ene side ril man ikke med rette kunne udelukke enhrer udskænkning af
stærke drikke i forsamlingshuse, på den anden side ril det formentlig fortsat anses for ønskeligt,
at der kan føres den fornødne kontrol med, at misbrug ikke finder sted. Kommissionen må
mene, at en landpolitibetjent eller de få til det pågældende embede erentuelt hørende landpolitibetjente
ikke har nogen større mulighed for et effektirt tilsyn i en ridtstrakt politikreds.
Rent bortset fra, at der i redkommende politikreds kan afholdes festligheder i flere
forsamlingshuse på samme aften, synes en enkelt betjents tilstederærelse red en festlighed
i et forsamlingshus orerfor en ofte meget stor kreds af deltagere at rære et ulige parti. At
rærten har et selrstændigt ansrar for berærterlorens orerholdelse, og at der kan blire tale
om et efterfølgende opgør under en politisag mod festens arrangører eller enkelte deltagere,
kan næppe yde det tilstrækkelige rærn mod misbrug. Et fastere tilsyn red de heromhandlede
lejligheder synes at måtte udkræres.
Kommissionen mener ikke at kunne anbefale, at der etableres et særpoliti, som
formentlig rille blire af en forholdsris beskeden størrelsesorden, og som ikke kan antages at
rille kunne bidrage ræsentligt til en effektirisering af tilsynet. Det foran refererede forslag,
hrorefter man genoplirer princippet i den gamle regel i loren af 2. juli 1870, har et mindretal
(Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær og Røgind)
tilsluttet sig, bl. a. udfra den betragtning, at administrationen af berærterlorgirningen på
landet i ridt omfang er henlagt til de kommunale myndigheder, og at man red at føre
tanken om sognerådskontrol ud i liret ril sikre sig befolkningens egen medrirken til, at
det hele går ordentligt til. Når kommissionens flertal ikke mener at kunne gå ind for dette
forslag, skyldes det, at man allerede i øjeblikket kan regne med sognerådets gode med-

78
ärbejderskab i det heromhandlede spørgsmål, samt at det synes betænkeligt at foreslå de
kommunale myndigheders opgarer udridet til tillige at omfatte en — ganske rist til et
bestemt område begrænset — beføjelse af politimæssig art. Kommissionens flertal er af
den opfattelse, at man bør blire stående på det nurærende grundlag, men at der bør
skabes mulighed for i de politikredse, hror den fornødne medhjælp ikke er til stede, at
supplere politistyrken, således at der derigennem skabes grundlag for udørelse af en bedre
kontrol.
2. Forbudet mod at knytte berærterberilling med stærk udskænkningsret
til forsamlingshusene.
Kommissionen har herefter orerrejet spørgsmålet om, hrorridt de gældende regler
om udskænkning i forsamlingshusene er tilfredsstillende, eller om der er anledning til at
stille forslag om ændringer, tilføjelser eller tydeliggørelser.
Som foran nærnt, beskæftigede kommissionen af 1934 sig også med forsamlingshusudskænkningen.
Man nåede til det resultat, at der til de egentlige forsamlingshuse på
landet — det ril sige de forsamlingsbygninger, der har til formål at afgire lokaler til afholdelse
af den stedlige befolknings møder, sportsørelser m. r. — ikke kunne knyttes berærterberilling
med ret til udskænkning af stærke drikke. Ved behandlingen på rigsdagen af lorforslaget
bler denne regel skærpet, idet man endridere greb ind orerfor de forsamlingshuse,
til hrilke der red lorens ikrafttræden allerede rar knyttet berilling. Om disse hedder det i
den nugældende lor, at sådanne berillinger ikke kan fornyes red udløbstiden som berillinger
med ret til udskænkning af stærke drikke. Som motirering for kommissionens
standpunkt angående udskænkning af stærke drikke i forsamlingshuse siges det: „Befolkningen
bør efter kommissionens opfattelse med tryghed kunne sende ungdommen til møder
eller sportsørelser i det stedlige forsamlingshus uden samtidig at sende den på berærtning."
At der ikke kan knyttes berærterberilling med stærke drikke til de egentlige forsamlingshuse
på landet, medfører ikke, at der aldrig ril kunne finde udskænkning af
stærke drikke sted i disse forsamlingshuse. Efter reglerne i berærterlorens § 22 kan der,
som foran nærnt, af politiet gires tilladelse til udskænkning red de i bestemmelsen angirne særlige
lejligheder. Disse regler om udskænkning af stærke drikke på grundlag af en særlig polititilladelse
er ikke i strid med horedreglen om forbud mod at knytte berærterberilling til
forsamlingshusene. Som også foran berørt, berettiger polititilladelserne kun til udskænkning
red de i tilladelsen nærnte særlige lejligheder, men ikke — som berærterberillinger gør
det — til berærtning i andre tilfælde og narnlig ikke til almindelig berærtningsrirksomhed.
På foranledning af den stedfindende diskussion om berærtningsforholdene i forsamlingshusene
samt af de henrendelser, som kommissionen har modtaget om dette spørgsmål,
har kommissionen drøftet, om det fortsat ril rære rigtigt at udelukke enhrer mulighed for
normal berærtningsrirksomhed i landets forsamlingshuse. I denne henseende ses der bort fra,
at den stedlige befolkning gennem det lokale selrstyre på berærterræsenets område kan
hare taget stilling til spørgsmålet og f. eks. gennem stedfunden kommuneafstemning hare
tilkendegiret sin stilling, jfr. endridere bestemmelsen i § 22, stk. 5, hrorefter kommuner,
hrori der rent faktisk ikke findes berærtningsrirksomheder med ret til udskænkning af
stærke drikke, kan fastsætte, at lejlighedstilladelser med sådan ret orerhoredet ikke må
gires. Kommissionen ril ikke rokke red berærterlorens princip om lokalt selrstyre på dette
for den stedlige befolkning så betydningsfulde område, men kommissionen har, når bortses
fra sådanne tilfælde, hror kommunens beboere på klar og tydelig måde har taget afstand
fra den nærnte udskænkningsret, orerrejet, om berærterlorens forannærnte prin-

79
cip fortsat bør opretholdes, hris befolkningen positirt ønsker, at der gires forsamlingshuset
berærterberilling.
Inden for kommissionen er det anført, at der i en meget stor del af landkommunerne
foruden forsamlingshuset findes lokale kroer med udskænkningsret, at det flere steder kan
rære ret tilfældigt, om det lokale kulturlir og ungdomslir er henlagt til forsamlingshuset
eller til de til redkommende kro knyttede forsamlingslokaler, at det i kommuner, hror der
ikke måtte rære en kro, hrad tilfældet kan rære f. eks; på Lolland-Falster, muligt kan rære
mindre rimeligt, at stedets befolkning ikke kan blire berærtet på grundlag af en almindelig
berærterberilling, at der i praksis ses at kunne rære en trang til stede til at kunne blire
berærtet i forsamlingshuset ud orer det i øjeblikket tilladte, at det med rette synes at
kunne hærdes, at berærterlorgirningen må rære i nøje kontakt med de til enhrer tid
foreliggende ønsker inden for sognet, idet et misforhold mellem lorgirningen og sognets
ønsker meget let fører til orertrædelse af loren, og at det i praksis risse steder har roldt
politimyndighederne ranskeligheder at administrere berærterlorgirningen på en sådan
måde, at kun den tilladte berærtning finder sted. Under hensyn til sådanne betragtninger
har man, som nærnt, rejst det spørgsmål, om tiden måtte rære inde til påny at drøfte
spørgsmålet om at muliggøre, at der til forsamlingshusene knyttes almindelig berærterberilling.
Selr om der bler åbnet mulighed for at knytte berærterberilling med stærke drikke
til forsamlingshusene, rille adskillige af disse imidlertid næppe kunne få berilling, fordi
lokalerne ikke tilfredsstillede politiredtægtens krar. I ungdomskommissionens betænkning af
1951 om fritidslokaler på landet siges det side 18 bl. a.:
„Hrert femte forsamlingshus har kun eet lokale — den store sal — medens hrert andet har endnu
eet lokale, og resten har to, tre eller flere orerskydende. Der er gennemsnitlig 2,2 lokaler pr. forsamlingshus
— horedsalene medregnet
De srar, der er giret på spørgsmålene om, hrorridt toi letfor holdene, garderobeforholdene o. s.r.
er tilfredsstillende, riser som nedenfor anført, at der red et meget stort antal forsamlingshuse også efter
lokal opfattelse er følelige mangler, og det må formodentlig herred tages i betragtning, at man ofte er tilbøjelig
til at erklære sig tilfreds med forhold, der er tilrante gennem længere tid.
Utilfredsstillende
pct.
Toiletforholdene ca. 45
Garderobeforholdene ca. 35
Serreringsforholdene ca. 25
Køkkenforholdene ca. 20
Vedligeholdelsen i almindelighed ca. 10".
I forbindelse med spørgsmålet om forsamlingshusenes lokalespørgsmål har kommissionen
opholdt sig red det af ungdomskommissionen i den foran nærnte betænkning stillede
forslag om etablering af fritidslokaler på landet. Begrundelsen for at standse red dette
forslag er, foruden den at muligheder for god beskæftigelse i fritiden indebærer ridtrækkende
ædruelighedspolitiske perspektirer, den omstændighed, at forslaget om oprettelse af sognegårde,
i hrilke der forudsættes at kunne blire serreret, herunder udskænket, i moderne,
hensigtsmæssige lokaler, synes at afgire grundlag for en fornyet drøftelse af spørgsmålet
om det hensigtsmæssige i på forhånd at udelukke almindelig berærtningsrirksomhed på
landet i de stedlige forsamlingshuslokaler.
Af den forannærnte betænkning — side 21 — fremgår det, at ungdomskommissionen
efter en undersøgelse af forsamlingshusenes forhold er konkluderet i:

80
„at der findes en række kommuner, som orerhoredet ikke har fritidslokaler for ungdommen,
at de forhåndenrærende lokaler er temmelig små og ikke alle lige rel redligeholdte, og at de forhåndenrærende
garderober og toiletter er utilstrækkeligt indrettede,
at der kun sjældent forefindes den flerhed af forskellige lokaletyper, som man har tilstræbt de steder,
hror der er opført sognegårde eller arbejdes med planer herom,
at det åbenbart er forbundet med betydelige økonomiske ranskeligheder at drire forsamlingshusene
på en sådan måde, at de srarer til deres bestemmelse, og
at man derfor ofte ril rære nødsaget til at lade de økonomiske hensyn komme i første række."
Ungdomskommissionen har herefter, side 24, stillet forslag om, at man udbygger
forsamlingshusene til at blire sognegårde, hris opgarer skitseres som følger:
„Sognegården skal på een gang rære højskole, festbygning, idrætshus og dagligstue. Den skal
rære det naturlige midtpunkt, som søges frit og gerne, og som om sig skal genopbygge fællesskabet i sognet,
der mange steder trues af udriklingen — en udrikling, som intet andet sætter i stedet.
Hris man ril gå mere i detailler, kan sognegårdens opgarer formentlig deles således, idet rækkefølgen
til en ris grad bestemmes af deres forholdsmæssige betydning:
1) at rære en støtte for foreningsliret, som i det ridest mulige omfang i sognegården må kunne
få passende lokaler m. r. til sin rirksomhed, sårel hrad angår medlemmerne — både i det daglige og i
forbindelse med foreningernes møder og fester — aom administrationen m. m. Dette må gælde al foreningsrirksomhed
i sognet, således også f. eks. spejderne, der har brug for faste lokaler, som de alene bruger.
2) at kunne fungere som sognebdernes „storstue", hror familiefester og andre større arrangementer
kan finde sted.
3) at rære centrum for aften- og ungdomsskolearbejdet i det omfang, hrori dette kan forenes
med den ordning af skolebyggeriet, der ønskes gennemført.
4) i almindelighed at rære hjemsted for alle offentlige foranstaltninger i sognet, f. eks. sessioner,
uddeling af rationeringskort, offentlige foredrag, ralgmøder og ralghandlinger, teater- og biografforestillinger
o. s. r.
5) at rære sognets idrætsmidtpunkt, dels for så ridt angår dans, gymnastik og anden indendørs
idræt, dels for så ridt angår friluftsidrætten, såfremt man kan knytte sognegården og idrætspladsen til
hinanden.
6) at gire plads for lokaler, til brug for husflidsarbejdet og andre særlige fritidsbeskæftigelser
(hobbyrirksomhed), som mange steder på landet (der findes husflidsforeninger i 500 kommuner med ca.
25 000 medlemmer) spiller en orerordentlig stor rolle, men ofte lider under dårlige lokaleforhold, selr om
der også sine steder er opført særlige „husflidsskoler".
7) at rære tilholdssted for den helt ubundne fritidsrirksomhed, narnlig blandt den uorganiserede
ungdom, f. eks. red indrettelse af et klublokale, en læsestue eller et lokale til forskellig slags sport
og spil m. r., såsom bordtennis og bordbillard, samt i forbindelse hermed måske også et lille serreringslokale.
8) at rumme erentuelle børneinstitutioner, som der måtte rære behor for i sognet året rundt
eller i risse sæsoner, f. eks. ruggestuer og børneharer, medens der næppe kan blire tale om fritidshjem.
9) at yde et bidrag til løsningen af de unges boligproblem, idet der i en del landkommuner er et
rist behor for at hare nogle udlejningsrærelser til rådighed ikke mindst i betragtning af, at tendensen
efter kommissionens opfattelse mange steder — narnlig inden for landhåndrærket, men til dels også i andre
erhrerrsgrene — går i retning af, at lærlingene og andre yngre arbejdere, f. eks. landarbejdere og mejerister,
ikke mere har kost og logi hos læremesteren, således at tilstederærelsen af udlejningsrærelser muligris
ril kunne gøre sit til at afhjælpe manglen på eller i hrert fald ranskelighederne red at få arbejdskraft
på landet, det rære sig til landbruget eller til håndrærk og handel. (De herhen hørende spørgsmål er også
berørt i kommissionens betænkning om boliger for ungdommen og ril blire behandlet i en kommende betænkning
om ungdommen og arbejdsliret).
Den her foretagne opregning af forskellige felter, hror sognegården kan spille en rolle, er næppe
udtømmende, og på den anden side ril en sognegård, der mangler en eller flere af disse funktioner, meget
rel kunne udfylde en rærdifuld plads i sognets lir. De lokale forhold og de lokale behor er rigtigere end
alle teoretiske orerrejelser. Det er ikke mindst rigtigt at se på de praktiske muligheder for sognegårdens
rejsning og narnlig på den erentuelle nødrendighed af at tade opførelsen foregå etaperis".

81
Angående serreringsmulighederne i sognegårdene hedder det side 42—43:
„På en sognegård må der rære mulighed for serrering. Det er dels en forudsætning for en række
specielle anrendelser af lokalerne, dels kan det rære en faktor af økonomisk betydning for anlægets drift.
Endelig betyder selr en beskeden restaurationsrirksomhed ofte en ris tiltrækning for beboerne i et landsogn,
der ligger mere eller mindre isoleret — og det må rære en rigtig forudsætning for gennemførelse af
den saglige del af programmet, at både unge og ældre kan lide at komme på stedet. Erfaringerne fra eksisterende
anlæg riser, at spørgsmålet ikke er uden betydning.
Et café-lokale, der udelukkende anrendes til serrering, forekommer ristnok sjældent red rore
forsamlingshuse. Men det er i ørrigt et spørgsmål, om man ikke i højere grad burde rære opmærksom på
denne mulighed. Det er allerede nærnt under omtalen af klublokalerne, at man red planlægningen af en
sognegård er tilbøjelig til ensidigt at hæfte sig red ganske bestemte, saglige funktioner — møder, studierirksomhed
o. s. r. Men lokaler, der ikke er „nyttige" i almindelig forstand, kan meget rel få afgørende
betydning for den tilslutning, som er nødrendig — ikke mindst fra de unges side. Mange af dem lægger
en alt for stor del af deres penge på berærtninger, bare for at hare et sted at rære. Det kunne for alle
parter betale sig, om sognegården også bler stedet for stambordet. Selr en beskeden serreringsrirksomhed
— en slags ungdomscafé med billige priser — rille mange steder hare sin berettigelse og bidrage til, at langt
flere efterhånden bler draget aktirt ind i de former for ungdomsarbejde, som sognegården iørrigt skal
gire plads for.
Som nærnt red omtalen af forhallen burde man red en hensigtsmæssig udformning af dette lokale
kunne skabe en mulighed for serrering — ligesom man har det i en teaterfoyer eller i forhallen til et hotel.
Men normalt må man regne med, at det lokale, der anrendes til serrering, tillige skal kunne
tjene andre formål — f. eks. fungere som mødelokale. Den almindeligste løsning red de eksisterende forsamlingshuse
er den, at man benytter den såkaldte lille sal til serreringslokale. Normalt anrendes rummet
til bestyrelsesmøder, foredrag og mindre sammenkomster, men, under eller efter møderne finder der serrering
sted — og den lille sal anrendes også til serrering efter større arrangementer i forsamlingssalen.
I de her nærnte tilfælde er der i reglen kun tale om mindre serreringer.
Det er dog en selrfølge, at der også på anden måde må rære mulighed for serrering på sognegården.
Forsamlingssalen skal kunne fungere som sognets festlokale og må derfor rære planlagt, så der red officielle
eller prirate lejligheder kan arrangeres kaffebord eller større spisninger. Serreringsproblemet er
narnlig afgørende for de krar, der må stilles til sognegårdens køkkenindretning, og man kan i forsamlingshusene
finde det løst på flere principielt forskellige måder".
Om ejerforholdet til sognegårdene anføres:
„De forskellige hensyn, der således gør sig gældende, fører efter kommissionens mening til, at man
som den principielle ordning må anbefale, at sognegården etableres som en selrejende institution, og at det
som den næstbedste løsning må foretrækkes, at sognegården ejes og drires af kommunen. Disse former
er i højere grad end andre udtryk for et fællesskab, der omfatter alle i sognet. Der ril imidlertid, hror sognegården
etableres red ombygning af et forsamlingshus eller lign., risse steder rære en del grunde, der taler
for, at det bestående andelsselskab eller aktieselskab berares, og såfremt redtægterne for disse selskaber
tager det sidste af de orenfor nærnte hensyn i betragtning, nemlig hensynet til, at de offentlige midler ikke
må kunne komme enkeltpersoner til fordel, ses der ikke at rære noget i rejen for, at aktieselskabsformen
eller andelsselskabsformen kan rære formålstjenlig.
Man mener derimod ikke at kunne anbefale, at sognegården er i prirat eje, hrerken såfremt den
ejes af en enkelt, eller såfremt der står et interessentskab bag. I begge tilfælde ril den kun højst indirekte
kunne opfattes som en institution, som tilhører hele befolkningen, og ril derfor ranskeligt kunne opfylde
sin egentlige funktion".
Ungdomskommissionens fornærnte betænkning må rurderes i forbindelse med
boligstøtteloren, jfr. nu bekendtgørelse af 14. juni 1951 af lor om byggeri med offentlig
støtte og lor nr. 52 af 5. marts 1954 om forlængelse af byggestøttelorgirningen, der
bl. a. åbner adgang til ydelse af statslån til fritids- og forsamlingslokaler.
Ungdomskommissionen har ikke taget stilling til spørgsmålet om, hrorridt der bør
kunne gires sognegårdene berærterberilling med stajrke drikke. Betænkningen taler neutralt
kun om berærtning, idet man har anset det for naturligt, at spørgsmålet om udskænkningsretten
behandles andetsteds,
ii

82
Der er enighed inden for kommissionen om, at det ikke alene kan antages at rære
det typiske forsamlingshus, der består af en stor sal og et mindre køkken, erentuelt
yderligere et mindre lokale, der rammes af §26, stk. 3. Ordene i bestemmelsen er så ride, at
også forsamlingshuse med større og flere lokaler og udstyret på mere moderne ris, herunder
sognegårde, må anses for omfattet af den pågældende bestemmelse.
Under de stedfundne orerrejelser har man fra risse sider ræret betænkelig red at
se bort fra den begrundelse, der ligger bag bestemmelsen i berærterlorens § 26, stk. 3.
Man har herunder ikke skønnet, at der er trang til at åbne forsamlingshusene adgang til at
opnå berærterberilling med ret til udskænkning af stærke drikke, og anser det for mere rationelt,
at forsamlingshuses mulighed for serrering fortsat reguleres gennem lejlighedstilladelser,
hrorred politiet får mere hånd i hanke med forholdene. Et mindretal (Bendixen,
Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen og Randkær) mener i orerensstemmelse
hermed ikke, at der bør kunne knyttes berilling hrerken til de almindelige forsamlingshuse
eller til forsamlingshuse med flere til serrering egnede lokaler eller til sognegårde.
Mindretallet anser det derfor for rigtigst fortsat at bibeholde bestemmelsen i § 26, stk. 3.
Kommissionens flertal er enig med mindretallet i, at det må frarådes at åbne mulighed
for at knytte berærterberilling til det foran nærnte typiske forsamlingshus. Almindelig
berærterrirksomhed hører ikke hjemme i sådanne lokaler, og bestemmelsen må derfor,
for så ridt angår sådanne forsamlingshuse, berares. I orerensstemmelse med den side 79
anførte argumentation anser flertallet det imidlertid på den anden side for mindre rimeligt,
såfremt et forsamlingshus med hensigtsmæssige lokaler på forhånd skulle rære afskåret
fra at opnå berilling. I så henseende henrises til en gennem handelsministeriet modtagen
klage fra forsamlingshusene på Lolland-Falster, der som følge af, at der dér kun forefindes
få kroer, hærder at hare indrettet forsamlingslokalerne på en sådan måde, at de er egnede til
berærtningsbrug. Flertallet mener også, at der bør kunne knyttes berilling til sognegårde.
Forudsætningen for at opnå berilling må i begge tilfælde rære, at der foruden med selrstændig
indgang indrettet sal m. r. er etableret egentlige til 'permanent berærtningsbrug bestemte lokaler.
Der ril ikke rære noget til hinder for, at salen, når lejlighed gires, også benyttes som serreringslokale,
men den daglige serrering må ske i særlige lokaler, således at salen er forbeholdt
de i § 26, stk.3, nærnte formål. Flertallet understreger, at det fremdeles rille ligge
i den stedlige befolknings hænder at afgøre, om der i det enkelte tilfælde skal kunne knyttes
berærterberilling med stærke drikke til forsamlingshuse af den angirne art, idet der, som
flere gange nærnt, alene ril rære tale om, orerensstemmende med andre regler i berærterloren,
der hriler på princippet om det lokale selrstyre, at foreslå ændret reglen om, at det på
forhånd er udelukket for et forsamlingslokale at opnå berilling, uanset om lokalerne er
egnede, og uanset om egnens befolkning ønsker en berilling.
Man har orerrejet som kriterium for, om berilling kunne opnås, at foreslå, at betingelsen
måtte rære, at der rar ydet støtte gennem boligstøttelorgirningen til de pågældende
forsamlingslokalers opførelse eller ændring. Da der imidlertid, som foran nærnt,
kan eksistere forsamlingshuse, til hrilke der ikke er giret støtte gennem den nærnte lorgirning,
og hris lokaler kan rære lige så egnede som en sognegårds lokaler, har man afstået
fra at foreslå som kriterium, at der er ydet boligstøtte til lokalernes opførelse eller ændring.
En anerkendelse af disse betragtninger fører til, at også sådanne forsamlingshuse,
der ikke er opført eller ændret med støtte i henhold til boligstøttelorgirningen, men som
desuagtet måtte rære indrettet på forsrarlig måde, får mulighed for at opnå berilling.
Det afgørende for, om lokalerne er egnede til berærtningsbrug, må rære, at der som nærnt foruden
selrstændige lokaler til brug for de i § 26, stk. 3, nærnte formål findes lokaler, der er indrettet
til berærtninesbrusr, samt at lokalerne i orerensstemmelse med de allerede nu rældende

83
regler tilfredsstiller de i redkommende politiredtægt indeholdte bestemmelser om berærtningslokalers
indretning, i hrilken forbindelse man henleder opmærksomheden på, at berærtningslokaler
skal godkendes af politiet og sundhedskommissionen, forinden de tages i
brug, jfr. berærterlorens § 9, stk. 4. Kommissionen har på grundlag af disse betragtninger
stillet forslag om en herpå sigtende tilføjelse til bestemmelsen i § 26, stk. 3.
3. En rurdering af forholdene i forsamlingshusene.
Til bedømmelse af forholdene i forsamlingshusene har kommissionen foranlediget
indhentet en række oplysninger redrørende forsamlingshusenes brug i de enkelte politikredse.
De stillede spørgsmål er optrykt nedenfor side 143—44, og de indkomne srar er
optrykt side 144 ff. På grundlag af det indhentede materiale er opstillet nedenstående orersigt:
Orersigt orer berærtning s forholdene i forsamlingshuse m. r.

Det ril af orersigten ses, at der ialt findes 1568 forsamlingshuse i landet, hrilket
srarer til ca. 1 forsamlingshus pr. sogn. Ca. 10 pct. af forsamlingshusene har berærterberilling
uden ret til udskænkning af stærke drikke, og et tilsrarende antal har stående
tilladelse i medfør af berærterlorens § 22 til berærtning med stærke drikke red særlige lejligheder.
Op imod halrdelen af forsamlingshusene har stående lej lighedstil] adelse til udskænkning
af srage drikke. De stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke er på
det nærmeste begrænset til Sjælland, idet der, bortset fra 8 politikredse, ikke findes stående
lejlighedstilladelser til stærke drikke på Fyn og i Jylland, se i denne forbindelse også
de side 207—08 optrykte bilag. De stående lejlighedstilladelser til srage drikke er narnlig
repræsenteret i de sidstnærnte landsdele.
De enkeltstående lejlighedstilladelser synes ikke at spille nogen større rolle; narnlig
optræder de yderst sjældent i Jylland.
I det omfang, der i den pågældende politikreds udfærdiges stående tilladelser —
dette er ikke tilfældet i 7 politikredse — er det den altorerrejende horedregel, at tilladelserne
fornyes kontinuerligt. I 2 politikredse siges det, at de som regel fornyes kontinuerligt,
og i 1 politikreds har man truffet „et særligt arrangement".
„Andre lokaler" synes ikke at andrage et så stort tal, som man måske kunne rente
at finde, idet der alt i alt kun er opgiret 127 lokaler, som ikke har berærterberilling, og
hror medbragte drikkerarer nydes. Disse lokaler er omtalt nærmere foran side 30 ft..
Angående politiets erfaringer med hensyn til de heromhandlede lokaler, sårel forsamlingshuslokaler
som andre lokaler, bemærkes, at besrarelserne selrsagt afriger en del
fra hrerandre, men at man stort set ril kunne sige, at 45 politikredse ikke finder anledning
til at fremsætte ufordelagtige bemærkninger. En del af disse kredse finder med iørrigt
rarieret ordralg endog forholdene gode.
I 3 politikredse findes forholdene også gode; dog fremhæres det, at der finder enkeltstående
misbrug sted af medbragte stærke drikke i de tilfælde, hror lokalerne er „afholdslokaler".
I 13 kredse betragtes forholdene endridere som gode; dog er der lejlighedsris misbrug
af medbragte stærke drikke, der nydes uden for lokalerne.
I 1 politikreds siger politimesteren, „at ædrueligheden ikke er bleret mindre".
I 6 politikredse kan forholdene ikke betegnes som særlig gode.
I 1 politikreds er forholdene gode i eet distrikt og dårlige i et andet distrikt, og
i 3 kredse siges der at finde et ret omfattende drikkeri sted af medbragte stærke drikke.
Kommissionen har på grundlag af det indhentede materiale fra politikredsene herefter
søgt at rurdere forholdene i forsamlingshusene og at nå frem til årsagerne til, at forholdene
nogle steder ikke er, som de burde rære.
En gennemgang af materialet synes at rise, at en af grundene til de risse steder
herskende mindre tilfredsstillende forhold er den, at de få omsætningen af stærke drikke
hrilende afgifter har nået en sådan størrelse, at publikum ofte ikke modstår fristelsen til at
medbringe stærke drikke til festlighederne i forsamlingshusene. Denne skærhed i afgiftens
størrelse red henholdsris serrering i berærtningslokaler — hrortil forsamlingshuslokaler
med lejlighedstilladelse til udskænkning af stærke drikke afgiftsmæssigt henregnes
— og køb hos de handlende, som fremkalder et ønske om at dække sit restaurationsforbrug
red køb hos købmanden, har efter flere politimestres oplysninger skabt et problem, der ikke
forelå i 1939, da den nugældende berærterlor bler til. Dette spørgsmål, der er af stor be-

86
tydning for forholdene i forsamlingshuslokaler, er, da det også har betydning i andre
relationer, omtalt nærmere foran side 6—7.
Kommissionen har endridere som årsag til de mindre tilfredsstillende forhold i
risse politikredse hæftet sig red den ordning, der bler legaliseret red berærterloren af 1939.
Før den gældende berærterlor harde der i praksis rist sig trang til at meddele lejlighedstilladelser
som stående tilladelser, bl. a. når der rar tale om serrering red møder eller fester
i forsamlingshuse. Denne praksis bler lorfæstet i den nurærende lors § 22, stk. 3. Selr om
denne adgang til opnåelse af 3-måneders stående tilladelser til udskænkning af stærke
drikke red særlige lejligheder, som foran nærnt, ikke ses at rære bleret udnyttet i alle politikredsene,
står det for kommissionen på grundlag af de erfaringer, der er indhøstet siden
1939, som mindre naturligt, at man, samtidig med at stille sig hindrende i rejen for at knytte
berilling til berærtning med stærke drikke til de heromhandlede forsamlingshuse, åbner
adgang til, at de samme forsamlingshuse opnår stående lejlighedstilladelse, der rel kun
girer ret til serrering red særlige lejligheder, men som dog i praksis kan nærme sig almindelig
berærtningsrirksomhed. En tilladelse til at serrere red nærmere angirne festligheder
fører nemlig ofte til, at det orerlades redkommende forsamlingshus at skønne orer, om den
konkrete festlighed omfattes af den girne tilladelse, og selr om det må anses for en forudsætning
for en stående tilladelse, at der forud for hrer festligheds afholdelse skal indgires anmeldelse
til politiet, jfr. handelsministeriets cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 ad § 22, ril
de b ofte forekomme, at dette orerses, og at reglerne misbruges. Man finder det ikke urimeligt,
at arrangører af fester m. r. i hrert enkelt tilfælde skal rette henrendelse til politiet om
meddelelse af lejlighedstilladelse. I det hele kan det siges, at ordningen med stående tilladelser
næppe har lettet administrationen af berærterlorens bestemmelser, og at bortfald
af denne ordning skønnes at gøre berærterlorens noget indriklede regler mere klare og
håndterlige. Et specielt forhold, som kommissionen ønsker at fremdrage, er dette, at den
omstændighed, at der er knyttet en stående tilladelse med adgang til udskænkning af
stærke drikke til et forsamlingshus, af kontrolmæssige grunde har til følge, at nydelse af
medbragte stærke drikke beskattes, jfr. Østre Landsrets dom af 24. juni 1948, U. f. R.
1948, side 1159, og at festligheder, hror indbyderen eller deltagerne medbringer drikkerarer,
således blirer skattepligtige, uanset at festen i og for sig måtte rære af en sådan
karakter, at den burde kunne afholdes uden pligt til betaling af omsætningsafgift.
Under hensyn til de foran anførte betragtninger er kommissionen nået til den opfattelse,
at det må anses for rigtigst og mest praktisk, at man forlader de stående tilladelser
og alene girer mulighed for enkeltstående tilladelser til lejlighedsberærtning. Et sådant forslag
ril kunne medføre lidt mere ulejlighed for politiet med hensyn til meddelelse af de omhandlede
tilladelser. Dette, at politiet får mulighed for at skønne orer den enkelte festligheds
karakter, forinden tilladelsen gires, synes imidlertid at berirke, at kontrollen med festlighederne
samtidig må antages at blire mere orerkommelig. Kommissionen har forelagt
Foreningen af Politimestre i Danmark sit forslag, og politimesterforeningen har giret tilslutning
til forslaget.
De foranstående bemærkninger tager kun sigte på de stående tilladelser, der girer
ret til udskænkning af stærke drikke. De fremdragne betænkeligheder redrører derimod ikke
de stående tilladelser, der ikke medfører sådan udskænkningsret. Kommissionen har derfor
intet at erindre imod, at der fortsat åbnes mulighed for meddelelse af sådanne tilladelser,
der dog bør begrænses til højst at gælde for 6 måneder ad gangen i modsætning til nu, hror
tilladelse kan gires for indtil 1 år ad gangen. I denne forbindelse ril man gerne gire udtryk
for den opfattelse, at det af kommissionen forudsættes, at en stående tilladelse til udskænk-

87
ning af afholdsdrikke fremdeles ikke bør rære til hinder for meddelelse af enkeltstående
lejlighedstilladelser til udskænkning af stærke drikke. Kommissionen forudsætter endridere,
at en stående tilladelse til serrering af srage drikke fortsat ikke udelukker, at
stærke drikke i særlige tilfælde, hror den stående tilladelse til serrering af srage drikke ikke
finder anrendelse, medbringes af indbydere til eller deltagere i prirate festligheder i redkommende
forsamlingshus, jfr. herred højesteretsdom af 15., norember 1932, U. f. K.
1933, side 30.
I forbindelse med rurderingen af udskænkningsforholdene i forsamlingshusene finder
kommissionen endridere anledning til at fremhære, at der hidtil synes at hare manglet en
tilfredsstillende bestemmelse om ansraret for, om berærtningen finder sted i orerensstemmelse
med berærterlorens forskrifter. I den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning bler det
foreslået, at serreringsrirksomheden altid skulle forestås af en dertil udpeget 'person, og dette
forslag bler optaget i den gældende lor. Det er utrirlsomt rigtigt, at den første forudsætning
for, at forsamlingshusene kan opretholde en ris standard, er den, at en bestemt person
står for serreringen, men spørgsmålet er, om man kan blire stående herred. Man ril dels
kunne spørge, om der ikke også bør stilles bestemt angirne krar til rærten og gires regler
om hans adgang til fortsat at rirke som forsamlingshusrært i tilfælde af misbrug, dels kunne
rejse spørgsmål om, hrorridt det er tilstrækkeligt alene at interessere sig for rærten. Med
hensyn til det første spørgsmål bemærkes, at det fra de enkelte politikredse indhentede
materiale synes at rise, at flet ofte føles som et sarn, at den antagne forsamlingshusrært
som oftest ikke er uddannet i faget, hrilket også gælder den antagne medhjælp. Det anføres
i denne forbindelse, at ledelsen af serreringsrirksomheden i disse lokaler som regel ikke er
så fast, som tilfældet er, når det er en egentlig berærter, der står for arrangementet. En
berærter må for at opnå berilling dokumentere risse kralifikationer, og han risikerer red
ikke at holde den fornødne orden at miste sin berilling eller ikke at få den fornyet. For ham
betyder det tab af hans erhrerr, medens forsamlingshusrærten dels ikke skal opfylde særlige
betingelser for at opnå tilladelse til at forestå berærtningen, dels heller ikke synes
at løbe en tilsrarende risiko som berærteren. Kommissionen mener dog ikke på dette punkt
at burde stille forslag sigtende på en ændring af de gældende regler. Selr når det drejer sig
om meddelelse af egentlige berærterberillinger, har det ofte rist sig, at ansøgere til sådanne
berillinger f. eks. ikke er uddannet i faget. Det ril derfor næppe rære muligt at stille
krar om faglig uddannelse til forsamlingshusrærter, og man ril formentlig også kunne afstå
fra at opstille habilitetsbetingelser for disse rærter. Forsamlingshusenes bestyrelser må
antages kun at antage personer som forsamlingshusrajrter, som de pågældende bestyrelser
har tillid til. Derimod synes man i højere grad end hidtil at burde hare opmærksomheden
henrendt på det andet foran rejste spørgsmål om ikke alene at holde sig til forsamlingshusrærten,
idet det må forekomme naturligt, at også forsamlingshusenes bestyrelser inddrages
i billedet. De fra politikredsene modtagne oplysninger riser klart, at man risse steder fra
redkommende bestyrelses side går aktirt til rærks. Man har således nedsat ordensudralg,
der fører direkte tilsyn med festlighederne i redkommende forsamlingshus. En sådan fremgangsmåde
kan efter kommissionens opfattelse hare en gunstig rirkning, og kommissionen
kan, også efter at Foreningen af Politimestre i Danmark har ræret gjort bekendt med forslaget
og giret dette sin tilslutning, anbefale, at man i orerensstemmelse med princippet i
berærterlorens § 6, optager en regel om, at det retlige ansrar for den girne tilladelses benyttelse
ikke alene påhriler den antagne rært, men tillige forsamlingshusets bestyrelse. Selr om
bestyrelserne normalt føler deres ansrar på det heromhandlede område, må det skønnes
rigtigt, at princippet slås fast i loren.

88
Det kan endelig nærnes, at de om berærtningers lukketid gældende bestemmelser,
som foran side 74—75 nærnt, også omfatter forsamlingshusene, og at politiet således har
det i sin hånd med den dér angirne begrænsning at foreskrire de lukketider, som skønnes
passende. Yderligere henleder man opmærksomheden på de af risse politimestre gjorte
betragtninger, hrorefter det har rist sig at hare en god rirkning at sætte forsamlingshuse
eller foreninger, der har misbrugt girne tilladelser, i karantæne — en fremgangsmåde,
der narnlig kan praktiseres, såfremt man, som foreslaet af kommissionen, forlader de stående
lejlighedstilladelser for de stærke drikkes redkommende.
Man skal sluttelig henlede opmærksomheden på, at man — også fra politiside —
gerne ser, at der i forbindelse med forslagets erentuelle ophøjelse til lor udsendes et rejledende
cirkulære, i særlig grad angående de i forbindelse med forsamlingshusberærtningen
stående spørgsmål. Det ril herunder rære af interesse, at der udarbejdes specielle blanketter
til ansøgninger om lejlighedstilladelse og til selre tilladelsen, jfr. herred berærterlorens
§ 42, der indeholder den fornødne hjemmel for handelsministeren til at udarbejde sådanne
blanketter, således at de fornødne oplysninger kan indhentes, og de særlige rilkår og betingelser
for tilladelsen rideregires i skematisk form.

Staderirksomhed.
Efter bestemmelserne i berærterlorens § 23 kan der af politiet, i Københarn af
magistraten, gires tilladelse til fra bod el. lign. til fortæring på stedet at forhandle rarme
pølser med tilbehør, iscreme og smørrebrød i pakker samt til at serrere kaffe, the, cacao
og mælk med brød. Erhrerrsrådet for Gartneri og Frugtarl og Sammenslutningen af
Danmarks Æblemosterier har i de side 209-15 optrykte skrirelser henstillet, at der åbnes
adgang til tillige at forhandle æblemost og lignende frugtsaft i flasker fra bod m. r. Motireringen
for denne henrendelse er ønsket om at kunne understøtte salget af most og anden
frugtsaft. Fra anden side er der rejst spørgsmål om adgang til forhandling af kartofler
tilberedt som „pommes frites".
Den i § 23 omhandlede næring, til hrilken der indtil berærterloren af 1939 udkræredes
berærterberilling uden ret til udskænkning af stærke drikke, kan som nærnt
nu drires på polititilladelse. Den pågældende forhandlings- og serreringsform, der påbegyndtes
som kaffe- og pølserogne, har i tidens løb inddraget andre rarer under sit område.
Ved berærterloren af 1939 fæstnedes rareområdet til at omfatte de foran nærnte
rarer. Denne opregning er udtømmende, således at der, såfremt salg fra bod af most m. r.
skal muliggøres, må skabes lorhjemmel herfor.
Forhandling og serrering fra bod imødekommer et behor hos befolkningen, og de
forskellige kaffeboder og pølse- og smørrébrødsrogne m. r. er et populært led i den daglige
tilrærelse og i turistliret. Udgangspunktet har ræret det hensigtsmæssige i hurtigt og
billigt at kunne blire forsynet med beskeden mad og risse alkoholfri drikkerarer. Den
pågældende forhandlings- og serreringsform må rel antages at rære undtagelsen fra reglen
om, at den offentlige berærtning foregår i de egentlige restaurationer. Hygiejniske hensyn
taler alene imod en udridelse af rareområdet, såfremt rarens art gør en forhandling
fra bod uhensigtsmæssig. Hensyn af denne art taler ikke imod at tillade forhandling af
most fra rogn, medens dette måske kan siges at rære tilfældet for så ridt angår salg af
„pommes frites". En tilladelse til forhandling af most og andre frugtsafte fra rogn ril, hror
meget der end efter flere kommissionsmedlemmers mening kunne tale for at gire en sådan,
imidlertid rejse spørgsmålet om tillige at åbne adgang til forhandling af andre læskedrikke,
såsom sragt øl, sodarand m. r. En tilladelse til forhandling af disse drikke samt „pommes
frites" må endridere formodes at fremkalde ønsker om. adgang til forhandling af andre
madrarer end pølser og smørrebrød m. r. samt serrering af andre drikkerarer end kaffe,
the, cacao og mælk. Ønsker om en udridelse af rareområdet i § 23 ranskeliggør fastlæggelsen
af en blirende grænse for forhandlings- og serreringsområdet. Hertil kommer,
at serrering efter kommissionens opfattelse principielt må ske på grundlag af berærterberilling
i de egentlige restaurationer. At benytte berærterloren til at understøtte industribrancher
og lign. — hror ønskelig en sådan støtte ud fra produktionsmæssige betragtninger
end måtte rære — forekommer ikke naturligt. Kommissionen har i orerensstem-

90
melse med disse betragtninger ikke ment at kunne anbefale, at de fremsatte ønsker imødekommes.
For en ordens skyld undlader man dog ikke at tilføje, at der efter berærterlorens
§ 7, stk. 1, 2. pkt., med politiets tilladelse kan knyttes berærteradkomst uden ret til udskænkning
af stærke drikke til faste stadepladser under åben himmel, når omstændighederne
taler derfor, og i henhold til en sådan adkomst ril serreringen ikke rære bundet til
det i § 23 nærnte rareområde.
Om is-, følse-, smørrebrøds- og kafferognsstaderne i Københarn kan oplyses følgende:
Der er i henhold til berærterlorens § 23 i året 1953 udfærdiget følgende tilladelser:
71 isstader,
156 pølsestader,
16 smørrebrødsstader og
5 kafferognsstader.
Vedrørende forholdet mellem stadelejerne og lererandørerne bemærkes følgende:
1) Isstaderne.
Isforhandlerne låner rognene af firmaerne mod at forhandle redkommende
firmas is.
2) Pølsestaderne.
Disse kan deles i 3 grupper. Der er 135 selrstændige pølseforhandlere. Disse
køber rognene af de firmaer, hris pølser de ønsker at sælge. Betalingen for rognene
afrikles red, at forhandlerne hrert krartal, når der udbetales bonus (5 pct.) af det i
krartalet indkøbte antal kg pølser, betaler et rist afdrag på rognen, således at rognene
med tiden blirer forhandlernes ejendom.
Een pølseforhandler har tilladelse til salg fra ialt 7 stader. Forholdet er ordnet
på den måde, at den pågældende stiller rognen til disposition for bestyrerne, og disse
aflønnes med et rist beløb for hrer solgt pølse og brød. Endridere ydes der et nærmere
fastsat dyrtidstillæg pr. dag.
Et kooperatirt selskab har 14 stader. Institutionen har, da den bler stiftet,
indkøbt et rist antal rogne, og 14 medlemmer indskød hrer 1/14, der udbetales, når
et af medlemmerne udtræder. Vognen tilhører stadig selskabet. Aflønningen foregår
på den måde, at der hrer uge udbetales et å conto beløb til hrert medlem, og udgifterne
til samtlige pølsestader betales af det tilbageholdte beløb. Hrert krartal
udbetales det beløb, der er til rest, når udgifterne er afholdt.
3) Smørrebrødsstaderne.
De 16 smørrebrødsstader indehares af eet selskab. Bestyrerne aflønnes med
en garanteret grundløn + procenter af salget.
Selskabet fordeler de smørrebrødspakker, der hrer aften måtte blire til rest,
blandt arbejdsløse.
4) Kafferognsstaderne.
Et filantropisk foretagende har 5 kafferognsstader. Bestyrerne aflønnes
ligesom for smørrebrødsstadernes redkommende med en garanteret grundløn -fprocenter
af salget.
Institutionen anrender sit orerskud til gratis uddeling af kaffe til arbejdsløse.

91
Det fremgår af det anførte, at der er giret tilladelse i henhold til § 23, stk. 2 (flere
stader) til 7 + 14 pølsestader, 16 smørrebrødsstader og 5 kafferognsstader.
9 store forretningsrirksomheder, der fremstiller is og pølser, står bag stadeindeharerne
og lererer rarer til disse. Hror mange forhandlere, hrert enkelt firma er lererandør
til, foreligger der ikke oplysning om.
Der er ikke indhentet oplysninger om forholdene i prorinsbyerne. Det er efterhånden
almindeligt, at der også dér er etableret stadesalg af pølser m. r.
De omhandlede tilladelser til forhandling og serrering fra bod kan i henhold til
berærterlorens § 23, stk. 1, kun gires for et år ad gangen. I bemærkningerne til det forslag,
som kommissionen af 1934 fremsatte, siges det, at det under hensyn til disse rirksomheders
særlige karakter er foreslået, at tilladelsen kun kan gires for 1 år ad gangen. Københarns
magistrat har, se den side 193 optrykte skrirelse, anført, at der næppe er tilstrækkelig
anledning til at foretage den nærnte begrænsning, idet man samtidig henriser
til, at der i medfør af § 23, stk. 4, er adgang til at tage tilladelsen tilbage, bl. a. når tilladelsen
har giret anledning til misbrug eller andet uheldigt forhold. Magistratens forslag
går herefter ud få, at tilladelsen kommer til at hare en gyldighedsferiode, der srarer til den for
berillinger i den pågældende kommune gældende, jfr. berærterlorens §§ 4 og 13.
Til belysning af det betimelige i, som af magistraten foreslået, at søge gyldighedstiden
for de i medfør af § 23 meddelte stadetilladelser forlænget, har kommissionen anmodet
magistraten om at oplyse, hror hyppigt de omhandlede stader skifter indeharer, ligesom
man har udbedt sig underretning om, i hrilket omfang den magistraten red paragraffens
4. stk. tillagte ret til i tilfælde af misbrug eller andre uheldige forhold at inddrage udfærdigede
stadetilladelser har ræret bragt i anrendelse.
Forsåridt angår kaffe- og smørrebrødsstaderne samt de tilladelser, der er tildelt
selskaber og personer til forhandling af pølser fra flere stader, foreligger der ikke tilgængeligt
materiale til oplysning om, hror ofte bestyrerne udskiftes. Derimod er det, forsåridt
angår de ørrige stader, oplyst, at stader med god omsætning kan drires af deres indeharer
gennem en længere årrække, eksempelris helt op til 30 år, medens mindre gode stader
kan skifte indeharer indenfor 1—5 år, hrorred bemærkes, at der normalt tillades en ris
oprykning til bedre stader efter anciennitet. De af magistraten meddelte oplysninger
til belysning af spørgsmålet har rist, at det gennemsnitlige tidsrum, i hrilket de pågældende
siden ikrafttræden af berærterloren af 1939 uafbrudt har ræret indeharer af samme stade,
har ligget omkring 4 år. Endelig har man med hensyn til spørgsmålet om stadetilladelsens
inddragelse i tilfælde af misbrug oplyst, at den magistraten hertil tillagte ^beføjelse i løbet af de
sidste 10 år gennemsnitlig er bragt i anrendelse een gang om året. Det kan formentlig antages,
at billedet i prorinsen ikke ril afrige ræsentligt fra, hrad der er oplyst om københarnske
forhold.
Kommissionen kan i princippet dele de betragtninger, der er kommet til orde i
den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning angående dette spørgsmål. De omhandlede
næringer er af en særlig karakter, og det synspunkt, der ligger til grund for fornyelsesinstitutionen,
nemlig at indehareren under hensyn til risikoen for red gyldighedsfristens
udløb ikke at få adkomsten fornyet passer særligt på, må hare betydelig rægt,
når talen er om de heromhandlede næringer. Et stade på offentlig gade kan blire et samlingssted
for uheldige elementer. På den anden side må det erkendes, at begrænsningen til
1 år afstedkommer megen administration. Der kan også henrises til, at almindelige randrebrere
ikke indeholder nogen tidsbegrænsning. Kommissionen er stemt for forenklinger,
hror sådanne kan foretages, og da man i paragraffens stk. 4, som af magistraten

92
påpeget, synes at hare et godt rærn mod de uheldige følger, som en forlængelse af gyldighedsperioden
i enkelte tilfælde kan tænkes at rille få, har der i kommissionen ræret stemning
for at følge magistraten på dette punkt. Spørgsmålet er herefter, hror lang gyldighedsperioden
skal rære. For berillinger kan denne, som tidligere nærnt, sringe fra 5
til 8 år, alt efter hrad berærterredtægten herom bestemmer, jfr. berærterlorens § 4,
stk. 1. Det ril dog nok rære en for stor udridelse at rælge den for berillinger indenfor
den pågældende kommune gældende gyldighedstid. Kommissionen har samlet sig om at
foreslå en gyldighedsperiode på 3 år. Forudsætningen herfor må dog rære, at beføjelsen
i stk. 4 til at inddrage tilladelser benyttes i det omfang, hror uheldige forhold omkring den
pågældendes person eller stedet gør det ønskeligt at gribe ind. Kommissionen har i orerensstemmelse
hermed stillet forslag om et hertil sigtende ændringsforslag til § 23.
Som et led i de stedfindende orerrejelser angående decentraliseringen af administrationen
har forraltningskommissionen af 1946 i det side 216 optrykte bilag bragt i forslag,
at den ministeren for handel, industri og søfart i henhold til bestemmelsen i § 23, stk. 2,
tilkommende beføjelse til at tillade, at den i stk. 1 omhandlede rirksomhed drires fra flere faste
stadepladser i kommunen, orergår til politiet. Tilsrarende henstilling er gjort for så ridt angår
ministerens beføjelse til at tillade, at den pågældende rirksomhed drires af selskaber m. r.
Med hensyn til det af forraltningskommissionen først rejste spørgsmål bemærkes,
at en gennemgang af de i de sidste 5 år forekomne dispensationssager af den pågældende
art har giret til resultat, at andragenderne i intet af årene har orersteget 15, hroraf stort
set 1 /3 omfatter københarnske rirksomheder, medens resten redrører rirksomheder udenfor
horedstaden. Der er således tale om små tal. På den anden side ril en orerførelse af denne
dispensationsmulighed rære et naturligt led i decentraliseringsbestræbelserne. Hensynet
til en for hele landet ensartet praksis på dette område taler endridere ikke på afgørende
måde for at beholde dispensationsadgangen i ministeriet, idet sager af den pågældende art
er meget stedligt betonet. Man må dog i denne forbindelse henlede opmærskomheden på,
at det, således som ministeriets praksis også har formet sig, næppe er lorbestemmelsens
tanke, at den omhandlede rirksomhed bør kunne udrikle sig til stordrift — en betragtning,
politiet bør hare for øje, såfremt dispensationsmuligheden orergår til politiet. Kommissionen
ril ikke modsætte sig, at man går frem som af forraltningskommissionen foreslået,
men man anser spørgsmålet for at rære af så ringe praktisk omfang, at der ikke er anledning
til at foreslå ændringer i de gældende regler.
Forraltningskommissionens forslag tager som nærnt endridere sigte på den ministeren
girne bemyndigelse til at tillade, at rirksomheder af den pågældende art drires af
selskaber. De få selskaber, der i øjeblikket drirer rirksomhed i henhold til § 23, er socialt
betonede rirksomheder, dog at et enkelt erhrerrsdrirende selskab forhandler og serrerer
fra stader m. r. Det er kommissionen bekendt, at handelsministeriet i dets administration
af denne beføjelse har haft for øje, jfr. bemærkningerne foran, at det — bortset fra de
socialt drerne rirksomheder — ikke er lorens hensigt, at staderirksomhed skal kunne
drires af store rirksomheder, der udelukker enkeltmand fra denne naturlige lererej.
Indenfor de sidste 5 år har sagsantallet i Københarn andraget 4, medens der udenfor
horedstaden kun er meddelt dispensation til et enkelt selskab. Af de orennærnte grunde
og fordi sagsantallet er meget beskedent, må man rære mest tilbøjelig til at mene, at dispensationsbeføjeisen
fremdeles bør ligge hos ministeren.
Der har i praksis rist sig trang til, bl. a. i sygdomstilfælde, at tillade, at stadeindeharerne
benytter medhjælp, og man har udarbejdet et ændringsforslag, der åbner
mulighed herfor.

Berærtning for sluttede selskaber m. r.
Det har ræret underkastet nogen trirl, i hrilket omfang der kræres adkomst til
berærtning for sluttede selskaber. Det pågældende spørgsmål har ikke ræret trirlsomt, når
talen rar om en rirksomhed, der i dertil indrettede selskabslokaler drirer sådan berærtning.
En række berærtningsrirksomheder har afstået fra*den „offentlige" berærtning og har indrettet
sig på denne form for berærtning, og til disse rirksomheder er der knyttet berærterberilling
med dertil hørende pligt til betaling af omsætningsafgift. Trirlen er alene kommet
frem i tilfælde, hror forholdet ikke ligger så klart. Problemet har narnlig ræret drøftet
i forbindelse med den serreringsrirksomhed, der finder sted i forsamlingshuse, men spørgsmålet
kan hare interesse også i anden forbindelse.
Fra risse sider er der henrist til, at der ikke kræres adkomst til serrering red det
såkaldte sluttede bord, jfr. berærterlorens § 25, og at den form for berærtning, hrorred dennes
tidspunkt og omfang på forhånd aftales mellem den, der berærter, og den prirate „rært"
eller kreds af gæster, der har en fælles anledning til at samles, henhører under begrebet
sluttet bord. Det er herred som nærnt forudsat, at det forud for serreringen aftales, hror
stort et antal deltagere der skal berærtes, samt hrad der skal serreres. Ud fra dette synspunkt
ril stærke drikke alene kunne udskænkes under måltidet, og anden udskænkning
går ud orer lorbestemmelsens forudsætninger. Det ril, erkendes det, kunne rære forbundet
med ranskelighed at føre kontrol med, at reglen om det sluttede bord ikke omgås red en
pro forma aftale med rærten om øjeblikkelig berærtning. Såfremt reglerne ikke iagttages,
kan politiet dog efter foretagen adVarsel meddele tilhold om ikke at udskænke stærke drikke
red sluttet bord. Den her fremholdte betragtning hriler på det ønskelige i at kunne åbne
mulighed narnlig for landbefolkningen til at afholde prirate selskaber i det stedlige forsamlingshus,
men spørgsmålet har som nærnt også rist sig at hare interesse i andre tilfælde.
Imod den foran nærnte betragtning er det fra anden side anført, at det er berærterlorens
horedregel, at der kræres adkomst på berærternæring, normalt berilling til berærtningsdrift,
jfr. lorens § 1, 1. stk. At erhrerrsmæssig serrering er berærternæring, kan
der ikke rære trirl om, og såfremt lokalerærten påtager sig erhrerrsmæssig serrering
for selskaber, må der pårises hjemmel for undtagelse, hris denne berærtning skal holdes
uden for horedreglen. Den eneste undtagelsesbestemmelse, der her skulle kunne komme
i betragtning, er berærterlorens § 25. „Sluttet bord" og „sluttet selskab" kan imidlertid ikke
antages at rære synonyme udtryk. Bestemmelsen i § 25 benytter konsekrent udtrykket
„sluttet bord", og lorgireren må antages at rille hare taget afstand fra at ombytte dette
udtryk med „sluttet selskab". Traditionelt er sluttet bord pensionatsbordet, hror personer,
der er hinanden uredkommende, indtager ordinære måltider, og det er efter paragraffens
indhold tydeligt, at det er kostgængerens måltider — og kun disse —- der må serreres uden
adkomst. Der forudsættes en ris rarighed af forholdet mellem rært og spisegæst. Det er
også utrirlsomt, at lorgrunden til § 25 er at skaffe personer, der ikke har et hjemligt spise-

94
sted, erstatning herfor. For det sluttede selskab stiller forholdene sig ræsentligt anderledes.
Formålet er i første række samræret mellem en afgrænset kreds af samhørige, medens måltidet
er det sekundære. Samræret er en enkeltstående begirenhed, og det strækker sig
orer et rist tidsrum (timer) med fortsat serrering, hrad pensionatsserreringen ikke gør.
En analogisk anrendelse af § 25, der som undtagelsesbestemmelse må fortolkes strikte,
er formentlig udelukket, allerede fordi der ikke er noget hul i lorgirningen.
Det er ranskeligt at finde en afgrænsning mellem selskabslokalerærten og rærten
red en serrering, der ikke kan betegnes som erhrerrsmæssig. Når man ser på praksis —
sårel den judicielle som den administratire — således som den har udriklet sig også under
de tidligere berærterlore, er forholdet det, at berærtning af selskaber efter forudbestilling
under nærmere angirne forhold er bleret anset som berærtning red sluttet bord. Det er
således i enkelte tilfælde statueret, at der ikke udkræres adkomst til serrering af festmiddage,
hrortil kun indbudte gæster har adgang, jfr. utrykte skrirelser fra handelsministeriet
af 15. juli og 18. oktober 1924 samt 26. juli 1926. Det er ligeledes statueret, at berærtning
af et sogneråds medlemmer red sognerådsmøder måtte anses som berærtning
red sluttet bord, og det samme er anset for tilfældet for så ridt angår berærtning af en
sparekassebestyrelse red dennes møder, jfr. herred orerretsdom af 13. september 1875,
U. f. R. 1875, side 1030.
Spørgsmålet om, hrad der forstås red sluttet bord, er ikke hidtil bleret besraret i
almindelighed. Man har stedse ladet spørgsmålets afgørelse bero på de i hrert enkelt tilfælde
foreliggende omstændigheder. Til begrebet har der sædranemæssigt knyttet sig
forudsætningen om en forudgående aftale enten direkte med den enkelte eller med en ris
afsluttet kreds af personer. Praksis, således som den er i dag, for så ridt angår serrering
for sluttede selskaber, synes noget usikker. I orerensstemmelse med det almindelige
synspunkt har man lagt rægt på, at aftalen er indgået for en ris tid, og det er herunder
fastslået, se orerretsdom af 18. norember 1902, U. f. R. 1903, side 111, at aftale alene for
en enkelt lejlighed eller for enkelte lejligheder ikke kan rære tilstrækkelig. Denne afgørelse
ril således muligt kunne komme i strid med de synspunkter, der ligger til grund for
de foran nærnte afgørelser. Kommissionen må anse det for ønskeligt, at der på det heromhandlede
punkt tilrejebringes større klarhed. Serrerer en person regelmæssigt eller med nærmere
angirne mellemrum for sluttede selskaber, må der skønnes at rære tale om berærternæring.
Forholdet ril ofte rære det, at den serreringsrirksomhed, der foregår, ikke ril
kunne betegnes som en næringsrirksomhed, idet der alene er tale om enkeltstående serreringer.
Under forudsætning af, at dette er tilfældet, ril kommissionen ikke finde noget
at bemærke til, at sådanne spisninger som de foran nærnte samt prirate festligheder
(familiesammenkomster, fælles kaffebord efter begrarelser, jubilæer og lign.) kan finde
sted, uden at der til stedet er knyttet nogen adkomst. Om der i det enkelte tilfælde er
tale om en næringsrirksomhed, kan ikke afgøres generelt. Sådan afgørelse må rære orerladt
til domstolene, men kommissionen finder anledning til at bemærke, at man forudsætter,
at der red afgørelsen af spørgsmålet om, hrorridt et forsamlingshus' berærtning for de
heromhandlede sluttede selskaber må anses som næringsrirksomhed, tages hensyn til de
foran side 33-34 anførte særlige forhold.
Kommissionen må imidlertid rære tilbøjelig til at mene, at motireringen for, at
der fortsat åbnes mulighed for, at den omhandlede serrering holdes uden for lorens bestemmelser,
næppe bør søges i den betragtning, at forholdet omfattes af begrebet sluttet
bord, men derimod i, at der ikke kan siges at rære tale om en næringsrirksomhed. Man er
enig i, at det fortsat næppe er muligt at definere begrebet sluttet bord nærmere i loren, men

95
at henføre tilfælde af serrering for sluttede selskaber under begrebet sluttet bord skaber
efter kommissionens opfattelse en uklarhed, som det rar ønskeligt at få berigtiget. Det
foran forfægtede synspunkt, at de heromhandlede serreringstilfælde falder udenfor
berærterlorens område, ikke fordi der foreligger sluttet bord, men fordi der ikke er tale
om næringsrirksomhed, fører til, at udskænkning af stærke drikke ikke, hrad der hidtil
har ræret tilfældet, er begrænset til måltidet. Denne begrænsning, som red det sluttede
bord er lorhjemlet, jfr. berærterlorens § 25, stk. 2, sjmes heller ikke naturlig red de
heromhandlede lejligheder. Begrænsningen er på sin plads, når talen er om det egentlige
sluttede bord — spisepensionatet — hror man netop har ønsket at udelukke muligheden
for, at pensionærerne blirer siddende i pensionatet efter måltidet og drikker, men passer
ikke på det sluttede selskab, hror det er naturligt at betragte samræret som en helhed.
Man har orerrejet nødrendigheden af at foreslå det principielle synspunkt fastslået
i loren. Man er imidlertid nået til, at dette er orerflødigt; thi når der ikke er tale om
en næringsrirksomhed, falder forholdet uden for loren. Er det modsatte tilfældet, ril der
efter kommissionens opfattelse allerede efter lorens nurærende formulering foreligge
pligt til løsning af adkomst, jfr. lorens § 1, stk. 1, hrorefter der udkræres berilling til
berærternæring.
I forbindelse med det her behandlede spørgsmål er det fundet naturligt at strejfe
et beslægtet problem, nemlig spørgsmålet om berærtning red forening s sammenkomster.
Foran side 30 ff er omtalt det forhold, at det ril kunne forekomme, at lokaler udlejes
til brug red bl. a. foreningsfester, red hrilke deltagerne selr drager omsorg for berærtningen.
I disse tilfælde finder der imidlertid ikke berærtning sted i teknisk forstand, hrorfor
sådanne foreningssammenkomster ikke har interesse i den heromhandlede forbindelse.
Der ril endridere kunne henrises til bemærkningerne foran side 72 & redrørende berærtning
red foreningsfester i forsamlingshuse i medfør af en tilladelse efter berærterlorens
§ 22. Da denne bestemmelse, som tidligere nærnt, alene tager sigte på offentlige fester —
herunder offentlige foreningsfester eller sammenkomster i foreninger, hror kun medlemmerne
deltager, men hror stærke drikke udskænkes — ril heller ikke denne gruppe af tilfælde
blire behandlet her. På dette sted er det kun tanken at nærne den foreningsberærtning,
der er anset som fri næring, nemlig berærtning med afholdsdrikke i foreninger for disses medlemmer.
Med hensyn til spørgsmålet om, hrilke almindelige betingelser der kræres opfyldt
for at kunne karakterisere en forening som en lorlig forening, herunder spørgsmålet om,
hrorridt og i hrilket omfang foreningsmedlemmer er berettiget til at medtage gæster,
uden at dette medfører, at redkommende sammenkomster udkrærer tilstederærelsen af
en adkomst — berærterberilling eller § 22-tilladelse — henrises til bemærkningerne nedenfor
side 131-33.
Berærtning for foreningsmedlemmer under de angirne forudsætninger er som
nærnt hidtil anset som fri næring, jfr. herred den af kommissionen af 1934 afgirne betænkning
angående en rerision af berærterlorgirningen, rigsdagstidende 1938—39, tillæg A,
sp. 3435—36. Sådanne sammenkomster ril kunne finde sted i egne lokaler, og sådan berærtning
krærer i orerensstemmelse hermed ingen adkomst. De pågældende sammenkomster
ril endridere — udorer i restaurationslokaler eller særlige selskabslokaler, jfr. bemærkningerne
side 128 ff —kunne finde sted i kun for det enkelte tilfælde eller bestemte aftener lejede
lokaler, f. eks. i forsamlingshuslokaler, i hrilket fald der heller ikke er udkræret adkomst.
Motireringen for, at sådan berærtning har ræret holdt udenfor berærterlorens almindelige
bestemmelser, har ræret den, at denne berærtning har ræret betragtet som berærtning

96
red sluttet bord. Det har, narnlig efter at kommissionen har udtalt sig til gunst for en
udridelse af de adgangsberettigedes kreds, se side 133, forekommet kommissionen uholdbart
som begrundelse for at holde denne foreningsberærtning udenfor berærterloren at henføre
den omhandlede berærtning under det sluttede bords begreb, idet det sluttede bord
oprindelig må antages at hare taget sigte på pensionatsbordet, jfr. herred den af kommissionen
af 1903 afgirne betænkning af 1907, side 49, 2. sp., og side 100. Under hensyn til
den historiske udrikling finder kommissionen dog ikke, at der er anledning til at stille forslag
om en ændring på dette punkt, idet begrundelsen for den fulgte praksis efter kommissionens
opfattelse kan findes i, at der ikke i de omhandlede tilfælde foreligger forhold, der med
rette kan betragtes som næringsrirksomhed. Anlægges dette synspunkt, kan denne foreningsberærtning
dog ligeså lidt som hidtil under alle forhold gå fri af berærterlorens bestemmelser.
I denne forbindelse kan bemærkes, at dette hidtil er udtrykt således, at udlejning
og berærtning for en bestemt række aftener (faste møder) er holdt udenfor berærterlorens
bestemmelser, medens berærtning i lokaler, der er lejet for enkelte aftener, har udkræret
næringsadkomst for udlejeren, medmindre den betaling, redkommende forening præsterer,
alene udgør dækning af udgifterne, jfr. herred handelsministeriets skrirelser af 15. juli
og 28. august 1925 samt af 23. januar 1926 og 25. september 1929. Det er kommissionen
bekendt, at denne praksis fra politiside ofte er karakteriseret som ubestemt og mindre
hensigtsmæssig, og at den undertiden angires at mangle den for administrationen af berærterloren
ønskelige klarhed. Kommissionen er som nærnt enig i, at berærtning red de heromhandlede
foreningssammenkomster ikke altid kan anses som fri næring, men at begrundelsen
for i det girne tilfælde at henføre denne berærtning under berærterlorens almindelige
bestemmelser rigtigere kan siges at rære den, at den person eller rirksomhed, der udlejer
lokalerne og foretager berærtningen, drirer rirksomheden som en næringsrirksomhed,
således at der på grund af udlejerens forhold foreligger pligt for denne til at løse næringsadkomst.
Kommissionen finder også her anledning til at fremhære, at det forudsættes, at
de side 33-34 anførte betragtninger anlægges, når stilling tages til spørgsmålet om, hrorridt
et forsamlingshus' udlejning af lokaler til de heromhandlede foreningsfester kan anses som
næringsrirksomhed.

Marketenderi rir ksoiii lied.
Marketenderispørgsmålet er et af de problemer, kommissionen har opholdt sig
længst red. Når dette er tilfældet, er grunden den, at der i den senere tid fra forskellig side
er rettet angreb mod risse marketenderiers drift, hradenten nu kritikken har taget sigte på
den daglige udskænkning af stærke drikke eller på serreringsreglernes orerholdelse, herunder
marketenderilokalernes anrendelse til andre formål end den egentlige marketenderiserrering.
Den fremkomne kritik hidrører i særlig grad fra afholdsberægelsen, der ser en fare
for ædrueligheden og for arbejdernes sikkerhed i en for let adgang til nydelse af stærke
drikke på arbejdspladserne. Der henrises i denne forbindelse også til, at umådehold
kan berirke en nedsættelse af produktionen. Men også fra restauratørside har der lydt
kritiske røster med henrisning til, at risse marketenderier i ridt omfang konkurrerer med
restauranternes selskabsberærtning, hrilket kan gøres med held, idet der på restaurationsomsætningen
hriler betydelige omsætningsafgifter, medens marketenderiserreringen
er afgiftsfri. Det er ikke alene marketenderiernes serrering, der er inddraget under
kritikken; det er også anført, at marketenderier forhandler rarer i strid med de gældende
regler. Kritikken tager ikke sigte på det rigtigt drerne marketenderi. Et sådant
anser man fra alle sider som en god social foranstaltning, som der er al mulig grund til at
berare og erentuelt forbedre. Kritikken redrører alene sådanne rirksomheder, der går
ud orer lorbestemmelserne og udrikler sig til restaurationslignende eller handelslignende
rirksomheder uden kontrol.
For at danne sig et skøn bl. a. orer, hrorledes marketenderierne faktisk har ræret
dreret, har kommissionen foretaget en undersøgelse, idet man herred narnlig har lagt rægt
på at få frem, hrorledes marketenderierne drires i Københarn og de større prorinsbyer,
i særdeleshed hror der måtte rære en særlig stor harneaktiritet. Kommissionen har ment
at måtte begrænse undersøgelsen til marketenderier af en ris størrelse og har i så henseende
foranlediget, at der alene er stillet spørgsmål for så ridt angår marketenderier i rirksomheder
med mindst 75—100 beskæftigede personer. Kommissionen har endridere begrænset
sine spørgsmål til at omfatte forholdene i 9 politikredse, nemlig Københarn, Helsingør,
Nakskor, Odense, Kolding, Vejle, Århus, Aalborg og Esbjerg. De spørgsmål, som kommissionen
har interesseret sig for, er følgende:
13
1) Hror mange rirksomheder med det nærnte antal beskæftigede personer der har opnået
marketenderitilladelse.
2) Efter berærterlorens § 27, stk.4, kan et marketenderi enten drires af den pågældende
rirksomhed eller efter aftale med rirksomheden. I begge de nærnte tilfælde skal der
til at forestå den daglige drift ansættes en bestyrer. Under hensyn til det ønskelige
i at kunne placere ansraret for marketenderiernes drift har man ønsket at ride, i hror
mange tilfælde marketenderiet drires

a. af selre rirksomheden,
b. af en sammenslutning, f. eks. en personaleforening eller en fagforening,
c. af andre.
98
3) For hris regning marketenderierne drires.
4) a. Det gennemsnitlige antal beskæftigede i de enkelte rirksomheder,
b. De enkelte marketenderiers omsætning.
5) Hrilke foranstaltninger der er truffet til kontrollering af, at alene de i rirksomheden
beskæftigede personer berærtes.
a. I hror mange marketenderier der findes et tydeligt opslag om, at andre end de på
den pågældende arbejdsplads beskæftigede ikke må berærtes i marketenderiet.
b. I hror mange marketenderier arbejderne og funktionærerne skal rære forsynet
med et af rirksomhedens ledelse udfærdiget legitimationskort.
c. Til hror mange marketenderier der er adgang fra offentlig gade eller rej.
d. Om der er nedsat kontrollerende udralg, f. eks. bestående af repræsentanter for
rirksomheden og de beskæftigede.
e. Hrilke andre foranstaltninger der måtte rære truffet.
f. I hrilket omfang der fra politiets side føres kontrol med, at de for marketenderier
gældende forskrifter orerholdes.
6) Hror mange marketenderier der er fælles for flere rirksomheder, herunder hror mange
harnemarketenderier der forefindes.
7) Om marketenderilokaler bruges til andre formål end til den daglige serrering, således
f. eks. udlejes til afholdelse af festligheder, dels fester, red hrilke marketenderen berærter,
dels fester, hror indbyderen eller deltagerne medbringer mad og drikkerarer.
8) Efter § 27, stk. 8, må hrerken bestyreren eller andre fra marketenderilokaler drire
handelsnæring, medens lorgirningen ikke er til hinder for, at der på kooperatirt
grundlag fordeles rarer fra marketenderiet, såfremt denne fordelingsrirksomhed
alene begrænses til medlemmer af redkommende brugsforening. Man har ønsket at
ride, om der, uanset dette forbud, sælges fra marketenderilokaler, i bekræftende
fald i hror mange marketenderier dette sker, samt hrilke rarer der forhandles.
9) Udorer de under 7) og 8) berørte forhold har man udbedt sig oplysning om politiets
indtryk af den i marketenderierne drerne rirksomhed, herunder om, hrorridt
der forekommer drukkenskab eller finder andet misbrug sted, samt om, hrorridt
marketenderierne orerholder de fastsatte regler (kun berærtning for de beskæftigede,
kun udskænkning af stærke drikke i de fastsatte spisetider, kun åbent i tiden
y2 time før arbejdstidens begyndelse til y2 time efter dennes ophør, forbud mod udbetaling
eller fordeling af arbejdsløn).
Man har endridere ræret interesseret i at erfare, om marketenderirirksomheder
måtte blire dreret på en sådan måde, at marketenderiet yder kredit med betaling
af de nydte rarer, således at der kan rære tale om store ugeregninger for de i
redkommende rirksomhed beskæftigede.
10) Man har endelig udbedt sig de forslag til ændringer i loren, som politiet — i Københarn
magistraten — måtte ønske at fremsætte.
Københarns magistrat har fremsendt nedenstående, fra politidirektøren i Københarn
modtagne oplysninger:

ad 1:
I Københarns jurisdiktion er der meddelt marketenderitiladels© til ca. 600 rirksomheder med
orer 75—100 beskæftigede. Berillingskontoret har redrørende 278 rirksomheder med orer 150 ansatte
fra de respektire politikredse indhentet indberetning angående hrer enkelt rirksomhed med henblik på
de ønskede oplysninger. Af det herred indrundne materiale fremgår iørrigt følgende:
ad 2 og 3:
AS de undersøgte marketenderier drires:
a. 126 af selre rirksomheden.
b. 91 af sammenslutninger (personaleforeninger, fagforeninger o. s. r.).
o. 61 af bestyreren for egen regning.
ad 4:
a. og b. Det samlede antal beskæftigede i samtlige medregnede rirksomheder — ialt 278 —udgør
128 070 personer. Af disse har imidlertid marketenderier i 24 rirksomheder med tilsammen 6 385
beskæftigede af forskellige grunde ikke afgiret oplysning om deres omsætnings størrelse. Den samlede oplyste
omsætning er opgjort til 43 804 695 kr. Fordelt på 254 marketenderier i rirksomheder med tilsammen
121 685 beskæftigede blirer den gennemsnitlige årlige omsætning pr. rirksomhed herefter 172 459 kr.
srarende til en gennemsnitlig årlig omsætning pr. arbejder på ca. 360 kr., jfr. iørrigt nedenstående opstilling:
Omsætningen i større marketenderier i Københarn.
(Inddelt i grupper efter den gennemsnitlige årlige omsætning pr. arbejder og baseret på oplysninger
for regnskabsåret 1951, resp. 1952. Kun marketenderier i rirksomheder med orer 150 beskæftigede
er medtaget).
_ .,,. , . , ... Antal marke- Samlet antal beskæf-
Gennemsnitlig arsomsætning pr. arbejder , . ,. . , , , . .
tenderier tigede i rirksomheden
1— 99 kr 37 10 345
100— 199 - 33 15 018
200— 299 - 48 27 879
300— 399 - 44 21 835
400— 499 - 31 16 705
500— 599 - 26 13 330
600— 699 - 19 7 075
700— 799 - 10 8 603
800— 899 - 4 895
Omsætning ikke opgiret 24 6 385
276 128 070
Det samlede antal marketenderier i Københarn af den angirne størrelsesorden udgør 278, men
to af disse er at betragte som „filialmarketenderier", hris omsætning m. r. er medtaget i foranstående
orersigt.
ad 5:
a. I 185 af marketenderierne findes der tydelige opslag om, at der ikke må finde berærtning sted af andre
end de på den pågældende arbejdsplads beskæftigede.
b. 31 marketenderier fordrer legitimationskort.
c. Der er adgang fra offentlig gade eller rej til samtlige harnemarketenderier (9 stk.) og til dels til et enkelt
større marketenderi, men ikke til noget af de ørrige marketenderier.
d. For 64 marketenderiers redkommende er der nedsat udralg til kontrol med marketenderidriften.
e. I 67 marketenderier fører arbejdsstedets ledelse kontrol..
f. Med de marketenderier, hror der skønnes anledning dertil, føres der af de respektire kredse kontrol
red lejlighedsrise, uanmeldte besøg.
Endridere finder der altid undersøgelser sted, såfremt politiet får formodning om orertrædelse
af berærterlorens § 33, stk. 2, jfr. § 27, stk. 6.
For så ridt angår harnemarketenderierne er det anført, at en kontrol fra politiets side er så
godt som uigennemførlig på grund af disse serreringsrirksomheders særlige forhold.

ad 6:
100
23 marketenderier, heraf 9 havnemarketenderier, er fælles for flere virksomheder.
ad 7:
Politiet kom for nogle år siden til kundskab om, at en del virksomheder praktiserede at lade deres
personalesammenslutninger afholde festligheder og møder i virksomhedens marketenderi efter arbejdstidens
ophør. Man tog anledning heraf til at indskærpe samtlige virksomheder, hvortil der var givet marketender
itilladel se, at marketenderilokaler uden for virksomhedens arbejdstid ikke må benyttes til selskabelighed
af nogen art, ved hvilken der finder servering af spise- eller drikkevarer sted.
Denne indskærpelse har tilsyneladende virket efter sin hensigt, og politiet er ikke siden stødt på
tilfælde, hvor marketenderilokaler uden tilladelse bruges til andre formål end den daglige servering.
Derimod meddeles der undertiden en virksomheds personalesammenslutning tilladelse i medfør
af beværterlovens § 22 til afholdelse af en festlighed med servering i virksomhedens marketenderi, men
sådanne tilladelser gives altid på betingelse af, at spise- og drikkevarer medbringes udefra, enten af foreningen
selv eller deltagerne, og ikke leveres af marketenderiet; der bliver således alene tale om anvendelse
af marketenderiets lokaler.
ad 8:
Politiet er ikke kommet til kundskab om overtrædelser af det i beværterlovens § 27, stk. 8, nævnte
forbud mod næringsudøvelse i forbindelse med marketenderivirksomhed.
ad 9:
Det er politiets opfattelse, at flertallet af marketenderierne drives i overensstemmelse med direktiverne
i beværterlovens § 27, og man har ikke opfattelsen af, at der i det store og hele forekommer drukkenskab
eller finder andet misbrug sted.
For så vidt angår havnemarketenderierne må man dog mene, at de pågældende marketenderier
på grund af manglende tilknytning til en bestemt eller bestemte virksomheders område og publikumskredsens
deraf følgende ukontrollable karakter nærmest må betragtes som offentlige serveringsvirksomheder,
der på grund af de i havneområdet herskende specielle forhold overhovedet næppe lader sig drive inden for
de i beværter lo vens § 27 forudsatte rammer.
I 145 af de undersøgte marketenderier ydes der kredit med betalingen af de nydte varer, idet der
kan indkøbes på bon'er. Efter de foreliggende oplysninger er der dog kun tale om mindre uge- eller månedsregninger.
ad 10:
Med henvisning til tidligere afgivne udtalelser vedrørende havnemarketenderier henstiller politidirektøren,
enten at marketenderitilladelserne til disse ser veringsvirksomheder søges bragt til ophør, eller
at der søges tilvejebragt hjemmel for, at sådanne marketenderier — uanset de for marketenderier iøvrigt
gældende bestemmelser om publikumskredsens begrænsning — fremtidig kan servere for alle i havneområdet
beskæftigede, også selv om beskæftigelsen kun er af kortere varighed (således f. eks. chauffører eller
andre arbejdere, som i medfør af deres arbejde har kortvarigt ærinde i havnen).
Magistraten tiltræder de af politidirektøren anstillede betragtninger.
De foran nævnte politikredse uden for København har afgivet nedenstående oplysninger:
ad 1:
Der er meddelt marketenderitilladelse til ialt 109 virksomheder af den angivne størrelsesorden.
Tilladelserne fordeler sig således:
Århus 25, Esbjerg 3, Nakskov 1, Aalborg 17, Vejle 9, Kolding 11, Helsingør 5, Odense 38.
ad 2 og 3:
Af de nævnte marketenderier drives:
a) 31 af virksomheden selv, nemlig Århus 7, Esbjerg 2, Aalborg 7, Vejle 2, Helsingør 1, Odense 12.
b) 31 af sammenslutninger (personaleforeninger, fagforeninger o. s. v.), nemlig Århus 2, Esbjerg 1, Nakskov
1, Aalborg 7, Vejle 5, Kolding 2, Helsingør 3, Odense 10.
c) 42 af bestyreren, nemlig Århus 12, Aalborg 3, Vejle 2, Kolding 9, Helsingør 1, Odense 15.
Endvidere drives 5 af bestyreren i forening med den pågældende virksomhed eller med en personaleforening
m. v., nemlig Århus 3, Odense 2.

101
Som hovedregel drives marketenderiet også for regning samme institution eller person, som tilladelsen
lyder på. Det bemærkes dog i denne forbindelse, at samtlige marketenderitilladelser i Århus og
Odense politikredse er udfærdiget for virksomheden selv, uanset for hvis regning marketenderiet drives.
ad 4 a) og b):
Med hensyn til antallet af beskæftigede i de enkelte virksomheder og størrelsen af de enkelte
marketenderiers omsætning i det sidst forløbne regnskabsår kan følgende oplysninger gives:
Gennemsnitligt Gennemsnitlig Gennemsnitlig
antal beskæftigede årsomsætning årsomsætning
pr. virksomhed pr. virksomhed pr. arbejder
kr. kr.
Århus 410 120 000 292
Esbjerg 200 39 000 195
Nakskov 1 100 650 000 590
Aalborg 490 125000 255
Vejle 280 78 000 278
Kolding 290 81000 280
Helsingør 660 270 000 409
Odense...*. 320 78 500 245
ad 5:
a) I 52 af marketenderierne findes der tydelige opslag om, at der ikke må finde servering sted for andre
end de på den pågældende arbejdsplads beskæftigede, nemlig Århus 3, Esbjerg 1, Nakskov 1, Vejle 4,
Kolding 4, Helsingør 1, Odense 38.
b) 5 marketenderier fordrer legitimationskort, nemlig Århus 1, Esbjerg 1, Aalborg 1, Odense 2.
c) Der er adgang fra offentlig gade eller vej til ialt 7 marketenderier, nemlig Århus 4 (de såkaldte „varmestuer"
på havnen), Aalborg 2 (ligeledes havnemarketenderier) samt Helsingør 1.
d) For 62 marketenderiers vedkommende er der nedsat udvalg til kontrol med marketenderidriften,
nemlig Århus 20, Esbjerg 2, Aalborg 13, Vejle 8, Kolding 5, Helsingør 4, Odense 10.
e) I 13 marketenderier fører arbejdsstedets ledelse kontrol, nemlig Aalborg 2, Kolding 2, Helsingør 4,
Odense 5.
f) I Nakskov politikreds føres der jævnlig politikontrol og i Århus og Helsingør lejlighedsvis politikontrol
med marketenderiernes drift ved uanmeldte besøg. I Aalborg politikreds føres der ligeledes politikontrol,
uden at den dog kan siges at være regelmæssig, medens sådan kontrol i de øvrige politikredse
efter politimestrenes skøn ikke har været nødvendig.
ad 6:
12 marketenderier, heraf 7 havnemarketenderier, er fælles for flere virksomheder, nemlig Århus
5 (heraf 4 „varmestuer"), Aalborg 2 (begge havnemarketenderier), Vejle 1, Kolding 2 (1 havnemarketenderi)
samt Odense 2.
ad 7:
De indhentede oplysninger giver ikke indtryk af, at marketenderierne bruges ti] andre beværtningsformål
end den daglige servering. Kun om Århus politikreds oplyses det, at 2 virksomheders marketenderilokaler
undertiden anvendes til festligheder for de der beskæftigede uden for den sædvanlige serveringstid,
men vedkommende institutioner søger i forvejen lejlighedstilladelse i henhold til beværterlovens
§ 22.
Herudover oplyses det, at marketenderilokalerne i samtlige de adspurgte politikredse anvendes
til andre formål, såsom afholdelse af studiekredse, foredrag, klubaftener, instruktionsaftener (hjemmeværnet)
m. v., men i intet af disse tilfælde finder der egentlig servering sted. I 3 marketenderier i Odense
finder der dog i forbindelse med sådanne aftener servering af kaffe sted.
ad 8:
Ulovlig handelsvirksomhed er oplyst at have fundet sted i 1 marketenderi i Århus (toiletartikler),
3 i Aalborg (chokolade og frugt) samt enkelte, ikke optalte tilfælde i Kolding og Odense. Den ulovlige
salgsvirksomhed er dog i alle oplyste tilfælde bragt til ophør. Kun i 1 marketenderi under Helsingør politikreds
finder der stadig salg af toiletartikler m. v. sted.
Der er her bortset fra, at der i enkelte marketenderier på kooperativt grundlag finder varesalg sted.

102
ad 9:
Med hensyn til spørgsmålet kreditydelse er det oplyst, at moderat uge-, evt. månedskredit, ydes
i ihvertfald 56 opregnede tilfælde, nemlig Århus 9, Esbjerg 2, Nakskov 1, Vejle 4, Kolding 11 og Odense 29.
(I Aalborg er antallet af kreditydende virksomheder ikke oplyst). Kreditten ligger efter det oplyste
på beløb fra 5 til 25 kr. ugentlig.
Ved en undersøgelse i Aalborg af et marketenderis 15 største „marketenderikunders" kreditkøb
over et tidsrum af ialt 10 uger godtgjordes det, at de pågældende hver havde købt spiritus for ugentlige
beløb varierende fra 35 til 65 kr. Ved forhandling med virksomhedens ledelse og marketenderibestyrelsen
foranledigede politiet, at forholdet bragtes til ophør, og det udtales, at der ikke siden har været grund til
klage i så henseende.
Kun i et enkelt tilfælde (Odense) er det oplyst, at der finder lønudbetaling sted i marketenderiet.
Forholdet oplyses dog at bero på tekniske vanskeligheder ved gennemførelsen af en anden form for lønudbetaling,
og udbetalingen, der ugentlig ikke strækker sig over et større tidsrum end 10 minutter pr.
lønningsdag, synes ikke at have givet anledning til misbrug. Forholdet er dog blevet påtalt, og virksomheden
forsøger at finde en anden løsning på problemet.
løvrigt udtaler de enkelte politimestre sig i overensstemmelse med nedenstående om deres almindelige
indtryk af marketenderidriften:
•
Politimesteren i Århus:
Ved den kontrol, politiet fører med marketenderierne, er der aldrig blevet konstateret drukkenskab,
og det er politiets indtryk, at de fastsatte spise- og drikkepauser overholdes nøje ligesom den i loven
fastsatte halve time før og efter arbejdstid.
Politimesteren i Esbjerg:
„At man ikke har kendskab til, at der i marketenderierne finder drukkenskab eller andet misbrug
sted, og at det er indtrykket, at noget sådant ikke vil blive tålt fra ledelsernes side". Ligeledes er det
indtrykket, at spisetiderne nøje overholdes, og det oplyses, at ingen af marketenderierne har åbent efter
arbejdstidens ophør.
Politimesteren i Nakskov:
„Der har aldrig været grund til klage over marketenderiet, der drives på en særdeles forsvarlig
måde".
Politimesteren i Aalborg:
Der har tidligere fundet noget drikkeri sted i marketenderiet på virksomhed N. N. — jfr. det
ovenfor anførte tilfælde — men siden da er der sket en mærkbar bedring, og der har ikke senere fra politiets
side været grundlag for indskriden overfor marketenderiet.
Politimesteren i Vejle:
„Der vides ikke at foregå ulovligheder af nogen art i marketenderierne".
Politimesteren i Kolding:
„Ingen oplysninger om drukkenskab eller andet misbrug".
Politimesteren i Helsingør:
„Det er mit indtryk, at marketenderierne i det væsentlige overholder de fastsatte regler, dog er
der på virksomhed N. N. forefaldet tilfælde, hvor uvedkommende har indfundet sig og fået serveret, ligesom
der sammesteds er forefaldet tilfælde af drukkenskab".
Politimesteren i Odense:
„Det er mit indtryk, at de forskellige virksomheders ledelse er meget interesseret i, at der ikke
foregår ulovligheder i forbindelse med driften af marketenderierne. I løbet af de sidste 5 år har der været
nogle enkelte sager, hvor arbejdere har ladet sig servere for i marketenderier med stærke drikke uden for
de egentlige spisetider. Der er i hvert enkelt tilfælde rejst sag mod bestyreren".
ad 10:
Vedrørende spørgsmålet om eventuelle ændringer i reglerne om marketenderier:

103
Politimesteren i Arktis:
„Det har været mit indtryk, at der i tiden umiddelbart efter kapitulationen og de følgende år,
i hvert fald på enkelte arbejdspladser, var en tendens til overdreven nydelse af spiritus. Det er imidlertid
nu min opfattelse, at forholdet, navnlig inden for de sidste år, har forbedret sig ganske betydeligt, således
at der nu stort set ikke forefalder uheldige ting af den art. Dette skyldes formentlig navnlig stramningen
på arbejdsmarkedet, der ytrer sig ved et større udbud af arbejdskraft, således at virksomhederne derved
kan skille sig af med de i denne henseende tvivlsomme personer. Hvis man ønsker en yderligere sikring
af driften af marketenderier, kan man overveje at inddrage tilladelsen til at holde marketenderierne åbne
den halve time efter arbejdstidens ophør, idet det erfaringsmæssigt er denne halve time, der visse steder
kan give anledning til, at enkelte uheldige elementer inden for virksomheden skejer ud".
Politimesteren i Esbjerg:
„Da forholdene ved de i kredsen værende marketenderier er tilfredsstillende og ikke har givet
anledning til klager over misbrug, må jeg anse lovens nuværende bestemmelser for fyldestgørende".
Politimesteren i Aalborg:
„De i politikredsen indvundne erfaringer på området er så få og spredte, at de ikke giver anledning
til særlige bemærkninger".
Politimesteren i Odense:
„Med hensyn til ændringer tillader jeg mig at foreslå, at virksomheder, der af og
til sammenkalder arbejderne uden for arbejdstiden til filmsforevisning, foredrag og lign., får tilladelse til
at beværte deltagerne med en kop kaffe fra marketenderivirksomheden i lokalet".
Politimestrene i Nakskov, Vejle, Kolding og Helsingør:
Intet at bemærke.
For at skabe yderligere klarhed over de faktiske omstændigheder omkring marketenderiernes
virksomhed har det af kommissionen nedsatte beværterlovsudvalg ført mundtlige
forhandlinger med repræsentanter dels for de kooperative marketenderier, dels for Marketendernes
Landsforbunds Fællesråd; de sidste marketenderier er i den senere fremstilling
betegnet som „de private marketenderier". Under disse forhandlinger udtalte de kooperative
marketenderier, at man ikke ønskede ændringer i de gældende lovregler. De private
marketenderier gav udtryk for ønsket om foretagelse af visse ændringer i beværterloven,
hvilke ønsker er omtalt i de enkelte afsnit nedenfor. Herudover ønskede man fra denne
side, at der i loven optoges et særligt afsnit om marketenderiernes drift. Vedrørende
dette sidste spørgsmål finder man anledning til allerede her at bemærke, at loven i øjeblikket
har et sådant afsnit, nemlig § 27, og at der følgelig ikke synes anledning til at
komme ind på denne tanke. Det er anset for mest praktisk at anføre de af marketenderierne
givne oplysninger i forbindelse med de enkelte spørgsmål, der behandles nedenfor.
Som en indledning til en nærmere behandling af de spørgsmål, som den fremførte
kritik mod visse marketenderier rejser, skal bemærkes, at servering i marketenderier,
som foran nævnt, er fri for omsætningsafgift. Dette var tilfældet også før den nuværende
beværterlovs ikrafttræden. I loven af 1939 var det, da man ønskede dette forhold fortsat,
nødvendigt at optage en positiv bestemmelse om afgiftsfrihed, idet der nu blev krævet en
polititilladelse til drift af marketenderier, og idet afgiftslovens system i tilfælde af tavshed
om spørgsmålet måtte føre til afgiftspligt. I 1939, da den nuværende beværterlov blev vedtaget,
androg omsætningsafgiften på restaurationerne 6 pct., medens denne procentsats nu
er oppe på 25. Det siger sig selv, at denne udvikling har givet spørgsmålet om marketenderiernes
afgiftsfrihed et nyt perspektiv.
Baggrunden for marketenderiernes afgiftsfrihed er, som fremhævet i den forrige
kommissions betænkning af 1938 om beværterloven, at marketenderivirksomhed, selv om

104
den erkendes ofte at falde udenfor begrebet „sluttet bord", dog må betragtes som. en fri
næring, som afgiftsbestemmelserne ikke bør ramme. Det drejer sig om måltider, der vel
oprindelig har været indtaget i værkstedet eller på kontoret, men som af praktiske og
hygiejniske grunde er nyttet til dertil indrettede spiselokaler. Der er alene tale om en af
virksomheden udøvet service, idet det selvsagt ikke ville være hverken praktisk eller
rimeligt at henvise måltiderne til de i nærheden liggende beværtningslokaler. Også nærværende
kommission er af den opfattelse, at dette synspunkt stadig må stå ved magt,
men forudsætningen herfor må være, at marketenderierne drives i overensstemmelse med
beværterlovens bestemmelser og de forudsætninger, der ligger bag disse regler.
Når der har fundet en stigning sted i antallet af udfærdigede marketenderitilladelser,
må det foran nævnte forhold: at serveringen i marketenderier er afgiftsfri, formentlig have
været medvirkende. Andre omstændigheder har imidlertid også ført til, at antallet af marketenderier
er steget. Socialpolitiske hensyn har utvivlsomt medvirket til indretning
af moderne og hensigtsmæssige spiselokaler for virksomhedernes arbejdere og funktionærer,
hvortil kommer, at mange virksomheder er vokset. Hertil kan føjes, at tildeling af rationerede
varer i krigsårene blev gjort betinget af, at den pågældende udskænkningsvirksomhed
var i besiddelse af en næringsadkomst. Som følge af denne bestemmelse opstod et pres
mod de adkomstudstedende myndigheder, og det må formodes, at der derved er blevet
meddelt tilladelser til marketenderivirksomheder, der ikke kunne betegnes som marketenderier
i lovens forstand. Det er kommissionen bekendb, at handelsministeriet under
administrationen af beværterloven har søgt at modstå dette pres, idet man fra ministeriets
side alene tiltrådte udfærdigelse af marketenderi tilladelser, hvis der i det enkelte tilfælde
var tale om en sådan beværtningslignende virksomhed, at marketenderitilladelse var fornøden.
En række tilladelser er imidlertid udfærdiget uden sådan forelæggelse, og det er
ikke udelukket, at der i den pågældende periode er meddelt marketenderitilladelser, som
egentlig ikke burde være meddelt. De tilladelser af den omhandlede art, der ikke burde
være meddelt, er vist imidlertid tilladelser til marketenderier i mindre virksomheder
eller institutioner, således at det næppe kan formodes, at de frembyder nogen fare for
misbrug. Efter at rationeringsordningerne er endelig afviklet, er dette pres ophørt, således
at nu kun de marketenderier, hvori der foregår en egentlig beværtningslignende
virksomhed, kan forventes at rette henvendelse om udfærdigelse af marketenderitilladelser.
Hos sådanne egentlige marketenderier er der til gengæld i den senere tid en vis
tilbageholdenhed at spore med hensyn til at anmode om marketenderitilladelse. Medens
der således i krigsårene har været en tendens hos virksomheder, der ikke drev marketenderivirksomhed,
til at komme ind under marketenderireglerne, er der nu omvendt visse
steder en tilbøjelighed hos marketenderierne til at søge bort fra marketenderireglerne. Politidirektøren
i København har således henledt opmærksomheden på, at der fra visse sider
er rejst spørgsmål om, hvorvidt det kan tillades en virksomhed at opgive sin marketenderitilladelse
på vilkår, at der i serveringslokalerne udelukkende serveres frokost- og middagsretter
med tilhørende drikkevarer samt kaffe og brød for den del af virksomhedens personale,
med hvem der for længere tid ad gangen er truffet aftale herom, således at virksomheden
får karakter af et egentligt spisepensionat, hvor der kun udskænkes stærke drikke
til måltiderne. Kommissionen er enig med politidirektøren i, at marketenderitilladelser
er obligatoriske for enhver form for serveringsvirksomhed, der omfattes af beværterlovens
§ 27, og at det derfor fortsat må kræves, at virksomheder, der falder ind under den pågældende
lovbestemmelse, også er pligtige til at søge en marketenderitilladelse.

105
Det har, som foran nævnt, været hævdet, at der i mange marketenderier finder et
umådeholdent forbrug sted af stærke drikke. Dette er fremhævet fra afholdsside, der understreger,
at de alkoholskadede ofte henfører deres misbrug af spiritus til arbejdspladserne,
og fra restauratørside er det ikke sjældent anført, at marketenderiernes afgiftsfrihed
muliggør et forbrug, der overstiger det naturlige. Omsætningstallet for så vidt angår
stærke drikke alene er ikke oplyst i det foran fra politikredsene indhentede statistiske
materiale. Den gennemsnitlige årlige omsætning af alle varer pr. arbejder er, som det vil
ses, opgjort til 360 kr. i København. I de adspurgte marketenderier uden for København
varierer den gennemsnitlige totalomsætning pr. arbejder fra 195 kr. til 590 kr. Den gennemsnitlige
årsomsætning for så vidt angår stærke drikke må således ligge under det konstaterede
totale omsætningstal. Angående forbruget af stærke drikke kan eksempelvis
henvises til nedenstående oversigt over forbruget af drikkevarer på et stort marketenderi
i København i årene 1948—52. I den pågældende virksomhed var det forbudt at udskænke
akvavit og andre destillerede stærke drikke, og udskænkningen af vin spillede praktisk
taget ikke nogen rolle.
Det vil af denne oversigt, der, som foran nævnt, kun kan opfattes som et
eksempel, ses, at forbruget af stærkt øl i den pågældende virksomhed har været nedadgående
i den anførte periode, samtidig med at forbruget af ikke-stærke drikke i det hele
har holdt sig konstant. I denne forbindelse finder man anledning til at nævne, at repræsentanterne
for de kooperative marketenderier under forhandlingerne med kommissionen
henviste til, at det for nogle år tilbage stedfundne forholdsvis store ølforbrug måtte ses
på baggrund af den da herskende pengerigelighed, og at den stedfundne nedgang i pengerigeligheden
således afspejler sig i forbrugstallene.
Det gennem de foranstående oplysninger konstaterede forbrug af stærke drikke
i de undersøgte marketenderier er, synes det, således mere beskedent, end man på forhånd
kunne vente, selv om det må erindres, at der er tale om gennemsnitstal, og at den enkelte
marketenderikundes indkøb af stærke drikke derfor meget vel kan ligge på et relativt
højt niveau. I denne forbindelse må det yderligere haves i erindring, at der kan være
knyttet en vis usikkerhed til de fremskafEede tal. Vanskeligheden ved behandlingen af det
pågældende spørgsmål ligger i, at marketenderivirksom hederne er af en så forskellig slags.
Et stort antal drives under mådeholdne former, medens nogle udviser et fra normalen
afvigende billede. Inden for den enkelte virksomhed vil forholdet formentlig også være det,
at forekommende misbrug opvejes af et mådeholdent forbrug hos et flertal af de beskæftigede,
og det er fra visse sider inden for kommissionen i denne forbindelse anført, at det

106
fremskaffede materiale ikke på forhånd synes at udelukke, at der visse steder kan finde
et umådeholdent forbrug sted. Under drøftelserne med repræsentanterne for marketenderierne
blev det af disse anført, at arbejderne ikke var interesseret i andet end ædruelighedsmæssigt
betryggende forhold i marketenderierne. I forbindelse hermed er der fra anden
side inden for kommissionen henvist til, at f. eks. ølsalget til marketenderierne som helhed,
såvidt forholdene kan bedømmes på grundlag af de foreliggende oplysninger, siden førkrigsårene
ikke synes at være steget mere end svarende, til forbruget iøvrigt, og at virksomhedernes
ledelse selvsagt gør deres yderste for at imødegå eventuelt forekommende
misbrug. Dette må være den langt overvejende hovedregel, og de enkelte steder eventuelt
forekommende misbrug må derfor ikke ødelægge det billede, som flertallet af marketenderierne
frembyder. Der er herunder peget på, at der muligt kan finde et stort forbrug sted
på steder, der ikke er indrettet som egentlige marketenderier, f. eks. på byggepladser og
lign., hvor der ikke findes en fast organiseret ledelse som i egentlige erhvervsvirksomheder,
og at kritikken mod marketenderierne således ofte har en forkert adresse. Kommissionen
er opmærksom på, at man ikke kan generalisere, men er samtidig af den opfattelse, at
der i den gældende skattefrihed for marketenderierne ligger en latent fare for misbrug, på
hvilken man må have sin opmærksomhed henvendt.
På baggrund af det fra politiet indhentede materiale og af de gennem forhandlingerne
med marketenderiernes repræsentanter tilvejebragte oplysninger har kommissionen
herefter overvejet hele marketenderispørgsmålet. Ved disse overvejelser har kommissionen
anset den nedenfor gjorte opdeling for hensigtsmæssig:
1. Ansvaret for marketenderiets drift.
Efter § 27, stk. 4, kan tilladelse til udøvelse af marketenderivirksomhed alene gives,
når marketenderiet drives af eller efter aftale med den pågældende virksomhed, og når der
til at forestå den daglige drift er ansat en til politiet — i København magistraten — anmeldt
person. Det forekommer noget uklart, hvor meget der vil kunne indlægges i ordene
„efter aftale med den pågældende virksomhed". Man synes at kunne udlede af bestemmelsen,
at marketenderier aldrig kan drives af marketendere, idet disse kun kan få overladt den
daglige drift. Af det fra politikredsene indhentede materiale fremgår, at det i et stort
antal tilfælde er marketenderen, der driver marketenderiet for egen regning. Dette synes
ikke at være i overensstemmelse med beværterlovens bestemmelser. Enten skal marketenderiet
drives af selve virksomheden, eller også skal det drives efter aftale med virksomheden
af en sammenslutning, og derudover skal der antages en marketender, der som
nævnt kun forestår den daglige drift. Marketenderen kan således ikke drive marketenderiet
for egen regning og risiko. Hans stilling må sammenlignes med en bestyrers, jfr. beværterlovens
§ 6. Fra enkelte sider inden for kommissionen har man bestridt rigtigheden af denne
forståelse af bestemmelsen.
Om forholdene i de kooperative marketenderier blev det under forhandlingerne med
disses repræsentanter oplyst, at det økonomiske grundlag for de pågældende marketenderiers
drift væsentligst bygger på en mellem virksomhedens ledelse og vedkommende fællesklub
(klubber) indgået kontrakt, hvorefter virksomheden afholder en række med marketenderiets
drift forbundne udgifter. Bestyrelsen (bestyrelserne) for de i den pågældende virksomhed
beskæftigede arbejderes fællesklub (klubber) vælger et repræsentantskab, der
på klubbens vegne har det retlige og det økonomiske ansvar for marketenderiets drift.

107
Marketenderitilladelsen udstedes på repræsentantskabets formands navn, og der ansættes
en bestyrer, der lønnes med en fast gage. Dennes eneste adgang til fortjeneste herudover
består i, hvad han muligt kan indvinde ved at udnytte den ham. indrømmede fejltællingsprocent
på op til y2 pct. af omsætningen. Repræsentantskabet betyder ham, hvor han skal
foretage sine indkøb, og ved kontrakter om større leverancer skal han i forvejen have
indhentet repræsentantskabets samtykke. Marketenderiets overskud anvendes til henlæggelse
til en fond til fælles formål (juletræskasse, idrætsforening, skakklub, frimærkeklub
og lign.).
Repræsentanterne for de private marketenderier har overfor kommissionen oplyst,
at marketenderitilladelsen hyppigt udstedes til virksomheden, der mod en fast afgift
overlader marketenderiet til en forpagter eller en bestyrer, hvem hele det økonomiske
ansvar påhviler. Marketenderen (forpagteren, bestyreren) hæfter for marketenderiets gæld
overfor leverandørerne. Dette forhold ønsker man fra disse marketenderiers side opretholdt,
dog således, at der gives særlige regler til sikring af, at marketenderitilladelsen altid meddeles
den, der har det økonomiske ansvar, og ikke som nu virksomhedens ledelse. Marketenderen
bestemmer som regel selv, hvilke priser der skal holdes i marketenderiet, hvilket
sædvanligvis vil være detailprisen, men det kan også være aftalt, at priserne fastsættes
i samråd med virksomhedens ledelse.
Kommissionen har overvejet, om det burde slås fast, at ansvaret for et marketenderis
drift altid skal påhvile såvel virksomhedens ledelse som repræsentanter for
de beskæftigede, jfr. i denne forbindelse de af kommissionen af 1903 i betænkningen af
1907, side 39, gjorte betragtninger. Såfremt et marketenderi drives af virksomheden, vil
man eventuelt savne de beskæftigedes egen medvirken, og der vil kunne være en tilbøjelighed
til blot at overlade driften til en marketender. Hvis de beskæftigede driver
marketenderiet, vil det kunne være vanskeligt for virksomheden at gribe ind. Kommissionen
anser det for vigtigt, at marketenderiets drift betragtes som et fællesanliggende,
og at det gøres såvel ledelsen som de beskæftigedes repræsentanter klart, at begge — foruden
bestyreren — har ansvaret for marketenderiets drift.
Det fremgår imidlertid af det fra politiet modtagne materiale samt af de af de
kooperative marketenderier meddelte oplysninger, at forholdet kan være ordnet på tilfredsstillende
måde, enten derved, at virksomheden selv driver marketenderiet, eller
derved, at de beskæftigede, f. eks. gennem fagforbundets lokalafdeling på vedkommende
virksomhed, driver dette. En ny ordning på linie med de foranstående betragtninger ville
måske således slå noget i stykker, som virker godt, og kommissionen skal derfor afstå
fra at gå videre med denne tanke. Selv om man således fortsat ønsker at bygge på de
gældende principper, finder man dog anledning til at foreslå en tydeliggørelse af bestemmelsen
samt til at præcisere ansvaret. Kommissionens flertal anser det således ikke for forsvarligt,
at forholdene — således som det er oplyst for de private marketenderiers vedkommende
— er ordnet på den måde, at det er en bestyrer, der driver virksomheden for
egen regning. Det bør klart fremgå af loven, at marketenderiet, hvis det ikke drives af
virksomheden selv, eller hvis det drejer sig om en arbejdsplads, f. eks. et havneområde,
kun kan drives af repræsentanter for en sammenslutning af de beskæftigede, og det retlige
ansvar for marketenderiets drift må påhvile såvel virksomheden, henholdsvis de pågældende
repræsentanter, som marketenderen.
I henhold til cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 ad § 27 er det, når fornøden
kontrol kan føres, ikke principielt udelukket, at et marketenderi står åbent for arbejdere
eller funktionærer i flere virksomheder, når virksomhederne er beliggende i samme ejendom

108
eller på tilgrænsende områder. Ifølge de foreliggende oplysninger fra politikredsene forefindes
nogle få marketenderier af den pågældende art. Efter det af kommissionen stillede
forslag kan marketenderitilladelse i disse tilfælde meddeles en flerhed af virksomhederne
eller repræsentanter for en sammenslutning af de dér beskæftigede.
Kommissionens forslag er formuleret således, at det omfatter allerede eksisterende
marketenderier. Det er derfor anset for nødvendigt at foreslå optaget en bestemmelse i
loven om, at allerede udfærdigede tilladelser må indsendes til ombytning. I denne forbindelse
bemærkes endelig, at der i formularen til tilladelser til drift af marketenderier må foretages
en ændring, således at det fremgår af formularen, dels hvem tilladelsen gives til, dels at
det retlige ansvar påhviler såvel tilladelsens indehaver som bestyreren.
Som foran nævnt, er beværterloven til hinder for, at marketenderier drives for
marketenderens egen regning og risiko. Forholdet er imidlertid hyppigt det, at marketenderen
virker som beværter og herunder oppebærer overskuddet fra marketenderiets
drift. I konsekvens af kommissionens bemærkninger angående ansvarets placering ønsker
man at understrege, at sådanne forhold er uhensigtsmæssige. Marketenderen er funktionær
i marketenderiets tjeneste og bør ikke udvikle sig til selvstændig forretningsdrivende.
For at fremhæve dette har man anset det for rigtigt at foreslå, at marketendere
i hvert fald ikke må aflønnes på en sådan måde, at de bliver interesseret i en forøgelse
af omsætningen af stærkt øl.
2. Marketenderiernes serveringsområde.
Kommissionen har haft opmærksomheden henvendt på spørgsmålet om, hvilke
arter af stærke drikke det vil være rimeligt at tillade serveret i marketenderier. Efter de
gældende regler er der ikke foretaget nogen begrænsning. Det er således muligt ikke alene
at servere stærkt øl, men også vin og destillerede stærke drikke. Med udgangspunkt i den
foran gjorte hovedbetragtning, at det alene er meningen med marketenderier, at de skal
kunne beværte med almindelige daglige fornødenheder, er der fremført den tanke, at det
ikke skønnes hverken rimeligt eller naturligt at servere vin eller destillerede stærke drikke
i marketenderier. Man henviser i denne forbindelse til bestemmelsen i beværterlovens
§ 28, hvor der er åbnet sognerådene adgang til at begrænse detailadkomster til alene at
omfatte forhandling af øl og vin eller een af disse drikke, og man har på linie med denne
bestemmelse rejst spørgsmålet om, at det muligt ville være mere rimeligt at begrænse
marketenderiernes servering af stærke drikke til alene at omfatte øl.
I denne forbindelse bemærkes, at priskontrolrådet har gjort kommissionen bekendt
med de ordninger, der gælder for salg af stærke drikke til marketenderier. For så
vidt angår levering af øl, praktiserer de 3 store københavnske bryggerier den ordning,
at levering til engros-fris er afhængig af, at der i den virksomhed, som marketenderiet
betjener, er ansat et vist antal personer. Dette antal er i hovedstadskommunerne 200, i
Københavns omegn mindst 100 og i det øvrige land 50. Med hensyn til sådanne stærke
drikke, der omfattes af Vinhandlernes Kontrolforenings fællesprisliste — i det væsentlige
alene spirituosa — er forholdet det, at der med gyldighed fra 1. april 1953 at regne
er etableret en ordning, hvorefter der kan leveres varer af denne art til engrospris
til marketenderier, der er i besiddelse af den fornødne tilladelse i medfør af
beværterlovens § 27, mod at vedkommende virksomhed afgiver en „marketendererklæring",
og mod, at varerne forsynes med særligt marketenderstempel. Der er således

109
mulighed for marketenderierne for at erhverve stærke drikke til en pris, der ligger under
detailprisen, og da omsætningen i marketenderierne, som ofte nævnt, er afgiftsfri, vil det
sige, at servering af stærke drikke navnlig i de store marketenderier kan finde sted til en
betydelig lavere pris, end tilfældet er i restaurationerne.
Spørgsmålet om en eventuel begrænsning i serveringsadgangen har været genstand
for drøftelse med marketenderiernes repræsentanter. Ofte har vedkommende
marketenderi truffet den ordning med ledelsen, at visse stærke drikke ikke må
udskænkes. Medens de kooperative marketenderier er af den opfattelse, at det er uønskeligt
ved lov at indføre et forbud mod udskænkning af visse stærke drikke, har de private
marketenderier efter omstændighederne intet imod at begrænse udskænkningsretten til
øl, hvorved de destillerede stærke drikke glider ud, i hvilken forbindelse bemærkes, at der
efter det oplyste ikke udskænkes vin i større omfang.
Som foran nævnt, er begrundelsen for at holde marketenderivirksomhed uden for
de for restaurationerne gældende regler den, at marketenderivirksomhed anses at have
et lignende formål som beværtning ved sluttet bord. Da udskænkning af stærke drikke
ved sluttet bord ikke er begrænset til visse arter, vil en parailellisering af de to serveringsformer
føre til, at det ikke er naturligt at foretage begrænsninger i udskænkningsretten,
såfremt der kun er tale om udskænkning i de fastsatte spisetider. Som ligeledes
foran omtalt, vil marketenderivirksomhed imidlertid ofte ligge udenfor det sluttede
bords område, og hertil kommer, at det med marketenderivirksomhed som nævnt alene
har været tanken at tilfredsstille et normalt dagligt behov. Udskænkning af stærke drikke
på arbejdspladserne har endvidere undertiden givet anledning til kritik. For at dække
det daglige behov er det efter kommissionens flertals opfattelse tilstrækkeligt, at der af
stærke drikke serveres stærkt øl, idet destillerede stærke drikke og vin næppe med rette
kan anses som daglige fornødenheder i arbejdstiden. Særlig nydelsen af destillerede stærke
drikke må betragtes som uønsket på arbejdspladserne, i hvilken forbindelse der er henvist
til, at et vist forbrug kan mindske agtpågivenheden og sikkerheden og ligeledes nedsætte
produktiviteten. Nydelse af vin — bortset fra hede vine og lign. — finder ikke særlig ofte
sted, men heller ikke sådanne drikke hører efter flertallets mening hjemme i marketenderierne.
Ud fra disse betragtninger har kommissionens flertal samlet sig om et forslag, gående
ud på, at der af stærke drikke i marketenderier alene må serveres stærkt øl, samt på, at der iøvrigt
heller ikke må nydes andre stærke drikke end øl i marketenderier.
Fra visse sider inden for kommissionen er der til støtte for den foran gjorte indstilling
yderligere henvist til, at det, såfremt serveringen af stærke drikke begrænses som
foreslået til stærkt øl, vil være lettere at holde kontrol med, at der ikke uberettiget sælges
stærke drikke ud af huset fra marketenderier. Foranlediget af sidstnævnte bemærkninger
finder man fra anden side anledning til at pege på, at en eventuel regel om, at der alene
må serveres stærkt øl i marketenderier, ikke hindrer, at marketenderier indkøber andre
stærke drikke end øl. Endvidere vil den nævnte yderligere motivering for en begrænsning
i serveringsadgangen alene have betydning for de private marketenderier, såfremt de
kooperative marketenderier ud fra andelssynspunktet, uanset en eventuel begrænsning i
adgangen til at nyde stærke drikke i marketenderier, fortsat får adgang til fordeling af
alle stærke drikke, jfr. herom nedenfor side 118. Endelig kan henvises til den foran nævnte
pr. 1. april 1953 etablerede ordning vedrørende salg af stærke drikke, der er undergivet
kontrol af Vinhandlernes Kontrolforening, hvorefter de til marketenderierne solgte drikkevarer
skal stemples med et kontrolstempel, som vanskeliggør salg ud af huset til privat brug.
Kommissionens flertal har været inde på den tanke, at der skulle kunne gives mar-

110
ketenderierne valgfrihed mellem at søge tilladelse til udskænkning af stærkt øl uden afgift
eller til udskænkning af alle stærke drikke mod afgift, herunder også for det udskænkede
øls vedkommende. Der ville under denne forudsætning kunne blive tale om 2 slags
marketenderier: een art, der uden afgift er begrænset til øl, og een art, hvor alle stærke
drikke kan udskænkes mod afgiftspligt. Da der næppe vil være interesse for at søge en
tilladelse, der medfører pligt til betaling af afgift, har man allerede af denne grund afstået
fra at gå videre med en sådan tanke. I denne forbindelse har man iøvrigt peget på,
at marketenderier, der ønsker en videregående udskænkningsret, kan søge at skaffe sig en
beværterbevilling med ret til udskænkning af stærke drikke. Heroverfor har man fra
anden side gjort gældende, at det for byernes vedkommende ingenlunde er sikkert, at
denne udvej står marketenderierne åben, idet antalsbegrænsningen muligvis vil afskære
dem fra at få en sådan bevilling, medmindre overbevillingsnævnet måtte give den.
Et mindretal (Nørgaard, Reinhard, Roelsen og Østerberg) henviser til, at mange virksomheder,
som af repræsentanterne for marketenderierne oplyst, ofte efter forhandling med
de beskæftigede har forbudt udskænkning af destillerede stærke drikke i marketenderiet. Selv
om sådan bestemmelse ikke træfles, må det siges, at spørgsmålet, så vidt mindretallet er orienteret,
spiller en ringe praktisk rolle. Uanset at priserne på destillerede stærke drikke serveret i
et marketenderi er stærkt reducerede i forhold til restaurationspriserne, er de i engros-prisen
liggende afgifter så høje, at prisen trods alt vil holde stærkt igen på salget. Det forekommer
endvidere ikke heldigt at tage skridt til en helt ny lovteknik i serveringsmæssig henseende,
idet serveringsadkomst i henhold til beværterloven medfører rettigheder for så vidt angår
alle stærke drikke. At § 28 på baggrund af en gammel administrativ praksis indeholder den
foran nævnte sondring for så vidt angår handelsadkomster på landet, kan formentlig føres
tilbage til den tid, hvor omsætning af brændevin på grund af de lave afgifter var et ædruelig -
hedsproblem. Endelig forekommer det ud fra en principiel betragtning mindre heldigt at
diskriminere visse drikke, og når hertil kommer, at ølforbruget repræsenterer en så overvejende
del af forbruget af stærke drikke i marketenderierne, har mindretallet ikke ment
at burde stille forslag om begrænsning i serveringsområdet. Man finder, at det bør være
overladt til virksomhederne selv at afgøre, i hvilket omfang stærke drikke skal kunne serveres
i marketenderierne. At de private marketenderier har erklæret ikke at have noget imod
en begrænsning, forekommer mindretallet uden afgørende betydning, så meget mere som
de private marketendere ifølge de af disse afgivne oplysninger mere repræsenterer private
interesser end de til beværtning i marketenderiet berettigede. Mindretallet er endvidere
tilbøjeligt til at være enigt med de kooperative marketenderier i, at de beskæftigede bedre
vil forstå et delvis forbud, der er resultatet af forhandling med virksomhedens ledelse,
end en lovbestemmelse, ligesom mindretallet anser det for umuligt at have indseende
med, at et forbud mod nydelse af medbragte drikkevarer ikke overtrædes. Regler, om
hvilke man på forhånd kan sige, at det ikke er gørligt at føre den fornødne kontrol med overholdelsen,
forekommer mindretallet uheldige.
Det har været overvejet, om det i overensstemmelse med det i beværterlovens
§ 10, stk. 1, nedlagte princip vil være muligt at samle kommissionen om en løsning gående
ud på, at der skulle være adgang til at servere stærkt øl samt indenlandske destillerede
stærke drikke i marketenderier. Under hensyn til, at der nu også fremstilles dansk whisky,
gin, brandy og en række likører, har man ikke ment, at en sådan begrænsning var anbefalelsesværdig.
Kommissionens flertal har herefter fastholdt sit forslag om begrænsning
til stærkt øl, således at der, som foran nævnt, heller ikke vil kunne nydes medbragte destillerede
stærke drikke eller medbragt vin.

Ill
3. Kreditgivning i marketenderier.
Et særligt spørgsmål er dette, om der bør være adgang til kreditgivning i marketenderierne.
Under kommissionens drøftelser med marketenderiernes repræsentanter er
det oplyst, at forholdene på grund af marketenderiernes forskellighed kan variere en del.
Sådanne kooperative marketenderier, hvor antallet af arbejdere med kort beskæftigelse
er stort, ses ikke at yde kredit. Herudover har man enkelte steder efter aftale med politiet
forbudt enhver form for kreditgivning; men der kan være tilfælde, hvor der er tale om en
vis rimelig kredit. Det enkelte steder efter overenskomst med virksomheden etablerede
„bon-system", hvorved arbejderne i et vist omfang — maksimalt f. eks. for så vidt angår
køb til et beløb af 4 kr. om dagen — kan benytte bon'er som betalingsmiddel, må også
anses som kreditkøb, medmindre bon'erne måtte være betalt på forhånd. Hvis bon'er
benyttes, er lønningsposen på lønningsdagen forsynet med et særligt marketenderitegn,
der betyder, at et tilsvarende beløb er fradraget i lønnen. Det er praktiske synspunkter,
der fører til sådanne systemer; ofte kan arbejderne ikke opbevare penge under arbejdet.
Ekspeditionen menes også at kunne fremmes ved et sådant system. Det er ikke usædvanligt,
at buffisten yder en vis kredit. Sker dette, er det imidlertid på buffistens egen regning,
og da den pågældende skal afregne hver dag, vil en sådan kredit næppe kunne være af
større omfang.
I de private marketenderier anføres der ikke at være tale om andet end ugekredit,
bortset fra sådanne marketenderier, som søges af månedslønnede. Kreditten ydes for
marketenderens regning. Det har ikke været muligt for kommissionen at få fuld klarhed
over sådan kreditydelses virkelige omfang. At kreditten i visse tilfælde kan være gået ud
over det rimelige, lader sig næppe tilbagevise. På den anden side har man heller ikke holdepunkter
for at antage, at sådanne tilfælde er andet end undtagelser.
Bortset fra de tilfælde, hvor det foran omtalte bon-system er indført, oplyser de
kooperative marketenderier, at der ikke fra marketenderens side kan foretages direkte
tilbageholdelse i lønningsudbetalingerne. I de private marketenderier kan forholdet være
ordnet således, at gæld ud over en uge efter påmindelse til vedkommende vil være at tilbageholde
i dennes løn.
De kooperative marketenderier anser ikke spørgsmålet om kreditgivning for noget
større problem og mener det rettest, at spørgsmålet ordnes af ledelsen og arbejderne
selv. De private marketenderier er af den opfattelse, at der vil kunne være visse praktiske
vanskeligheder forbundet med et eventuelt forbud mod kreditgivning. Et sådant vil
også kunne have til følge, at en del af marketenderiets omsætning går til de i nærheden
boende handlende. Uanset dette, vil man dog ikke modsætte sig et forbud på det herom-
1ede område.
Repræsentanterne for afholdsbevægeisen har overfor det af marketenderiernes
repræsentanter anførte fremhævet, at der ifølge foreliggende oplysninger i vidt omfang
nydes stærke drikke på kredit i marketenderierne. Det angives ikke at være usædvanligt,
at marketenderiets tilgodehavende på lønningsdagen overstiger lønningens beløb. Det
kan ikke være buffistens kreditgivning, men må være kreditgivningen fra marketenderiets
side, der fører til sådanne resultater.
Kommissionen har undersøgt, hvorledes dette spørgsmål er løst i andre nordiske lande.
I Sverige fandtes oprindelig — d. v. s. fra år 1855 — en bestemmelse, hvorefter
betaling for brændevin, som blev solgt på kredit, ikke kunne inddrives i tilfælde, hvor den
solgte kvantitet var mindre end 2,6 liter. I en forordning fra 1874 angående udskænkning

112
af øl og vin blev det foreskrevet, at kreditsalg, til andre end spisende gæster, af vin eller
maltdrikke til fortæring på stedet ikke afgav grundlag for at søge betalingen inddrevet
ved domstolene.
Ved den i året 1917 udfærdigede lov om „försäljning af rusdrycker" bestemtes det,
at afhentning og forsendelse af øl, vin og spirituosa på eller fra de såkaldte „utminuteringsställor"
kun måtte ske mod kontant betaling. Samme lov gentog den ovenfor nævnte
i 1874 indførte bestemmelse om forbud mod kreditgivning ved udskænkning af berusende
drikke i partier, hvis pris ikke oversteg 50 kr., eller ved udskænkning af øl og vin
for andre end spisende gæster under måltidet. Sidstnævnte bestemmelse genfindes derimod
ikke i den nugældende lov af 18. juni 1937, der dog fortsat opretholder kreditforbudet
ved „utminuteringen".
I den gældende lov om salg af pilsnerdrikke af 11. juli 1919 indeholdes stadig et
forbud mod kreditgivning ved udskænkning af pilsnerdrikke til andre end spisende gæster.
Nykterhetskommittéen af 1944 har stillet forslag om, at fornævnte bestemmelse
angående udskænkning af pilsnerdrikke skal ophæves. Komitéen er nemlig af den opfattelse,
at en forbedring af den almindelige kontrol med forhandlingen er tilstrækkelig.
For så vidt angår detailsalget af spiritus og vin — den såkaldte „utminutering" —- mener
komitéen dog, at forbudet mod kreditgivning fortsat bør bestå, og at kontant betaling
således altid bør finde sted.
Den gældende islandske spirituosalov af 9. januar 1935 udtaler i § 12, at der af
justitsministeren vil være at udstede et reglement om salg og udskænkning af spirituosa
i henhold til dette afsnit. (Til spirituosa henregnes i henhold til loven enhver vædske,
der indeholder et større rumfang alkohol end 2% pct.). Den pågældende bestemmelse
stiller krav om, at der i nævnte reglement fastsættes regler, hvorefter statsmonopolet
og dets udsalg skal være uberettiget til at udlevere spirituosa uden mod kontant betaling.
Et nyt forslag til lov om spirituøse drikke er i 1952 forelagt Altingets 72de
samling. Ifølge dette forslags § 13 ønskes der indført en ny bestemmelse, hvorefter det —
foruden hvad tidligere var gældende — endvidere skal være forbudt at sende spirituosa
pr. postopkrævning. Ligeledes foreslås det, at selve loven — i modsætning til som hidtil
nævnt reglementet — skal indeholde forbud mod salg af spiritus mod andet end kontant
betaling.
Det pågældende forslag blev efter modtagne oplysninger forkastet ved altingsbehandlingen,
og der foreligger ikke oplysninger om, hvorvidt regeringen vil fremsætte
det påny i ændret form.*)
Den norske lov af 5. april 1927 om indførsel og omsætning af brændevin (alle
destillerede drikke), vin, frugtvin, mjød og øl indeholder i sin § 9 en bestemmelse, hvorefter
salg og udskænkning af brændevin kun må ske mod kontant betaling, ligesom der ej heller
må ydes rabat. Endvidere må ifølge bestemmelsen brændevin ikke sendes pr. efterkrav.
Ifølge § 48 i den finske „Lag om Alkoholdrycker" af 9. februar 1932 må alkoholdrikke
ikke sælges eller udskænkes på kredit og ej heller omsættes gennem byttehandel
eller overlades mod pant. Hvis betaling for måltider i henhold til overenskomst eller
almindelig sædvane erlægges for en vis tid, ikke ud over 2 uger, kan betaling for alkoholdrikke,
der er nydt i forbindelse med måltider, dog ske, samtidig med at betalingen for
måltidet finder sted. I alkoholkomitéens betænkning fra 1946 har man i forslagets § 50
fastholdt denne linie.
*) Efter redaktionens slutning har man bragt i erfaring, at en ny islandsk spirituslov er vedtaget af
Altinget den 12. april 1954. Denne lovs § 13 stiller fortsat krav om, at spiritus kun må udleveres
*V» /'yfA L"/"***» T".Q TIT. nOT.fl 11 TI Cf

113
Kommissionen har på det således foreliggende grundlag drøftet, om det vil være
hensigtsmæssigt at stille forslag om et forbud mod kreditgivning. Først bemærkes, at det
næppe vil kunne siges, at en sådan kreditgivning ud fra et juridisk synspunkt kan anses
som en omgåelse af reglen om, at der i marketenderier ikke må finde lønudbetaling sted,
idet kreditten ydes af marketenderiet og ikke af arbejdsgiveren. Noget andet er, at man,
hvis der tolereres udstrakt kreditgivning, nærmer sig det, som bestemmelsen om forbud
mod udbetaling af løn i marketenderier søger at hindre, nemlig at de beskæftigede føler
sig fristet til at anvende en for stor del af lønnen til stærke drikke. Man har drøftet, om der
vil kunne indføres et sådant forbud for så vidt angår marketenderier uden samtidig at
skride til et tilsvarende forbud for så vidt angår restaurationsserveringen. Det er hertil
anført, at man i den heromhandlede forbindelse næppe vil kunne drage en sammenligning
mellem marketenderierne på den ene side og restaurationerne på den anden side. På restaurationer
vil betalingen, når bortses fra de tilfælde, hvor værten selv serverer, ofte blive et
forhold mellem vedkommende tjener og gæst, og som følge heraf er problemet ikke af
større praktisk betydning. Hertil kommer, at det sociale problem kommer stærkere frem,
når talen er om marketenderier. Arbejderen er henvist til at indtage sine måltider i marketenderiet,
medens det er en frivillig sag at gå på restauration. Kommissionen anser det
derfor for muligt at drøfte kreditgivningsspørgsmålet alene for så vidt angår marketenderier
og samtidig se bort fra det tilsvarende spørgsmål for restaurationernes vedkommende.
Et forbud mod kreditgivning synes i givet fald at måtte indeholde den regel, at
skylden ikke vil kunne indtales, jfr. herved reglerne om „Dobbel" i Danske Lov 5—14—55
og de endnu strengere regler om hasardgæld i forordningen af 6. oktober 1753, hvor betaling
er direkte forbudt, og hvor et betalt beløb kan kræves tilbagebetalt. En forbudsregel på
det heromhandlede område rejser imidlertid en række tvivlsspørgsmål. Man vil således kunne
spørge, på hvilket tidspunkt kreditten ydes (ved undladelse af at kræve betaling samtidig
med varernes servering eller på et senere tidspunkt). Det vil endvidere kunne stille
sig tvivlsomt, om gælden skal kunne ratihaberes, om der kan gives lønningsforskrivning
til kassererkontoret eller fuldmagt til marketenderen til at hæve af gagen. En regel,
der går ud på, at kreditgivning begrænset til stærke drikke er forbudt, vil derhos i ganske
særlig grad kunne friste til omgåeiser. Hvis omgåelse skulle kunne hindres, måtte reglen
udvides til at gælde al servering, hvilket formentlig ville være for vidtgående.
Kommissionens flertal er af de fra marketenderiernes side fremførte grunde af
den opfattelse, at en vis kreditgivning kan anses som en praktisk foranstaltning, og at der
må tungtvejende grunde til for at stille et forslag, der træder hindrende i vejen herfor.
For de kooperative marketenderiers vedkommende angives forholdene at være betryggende.
I denne forbindelse er det af betydning, at den kooperative marketenders løn ikke er
afhængig af omsætningens størrelse, således at han ikke har interesse i at forøge salget.
Så længe de private marketendere, således som det efter det foreliggende i vidt omfang er
tilfældet nu, rent faktisk driver virksomheden som selvstændige næringsdrivende, kan der
i sådanne tilfælde være en fare for, at der i disse marketenderier kan være en tilbøjelighed
til at se bort fra, om betalingen ydes kontant. Dette forhold vil imidlertid, såfremt kommissionens
forslag om, at de private marketendere kun vil kunne anerkendes som bestyrere
og kun vil kunne aflønnes som foran side 108 foreslået, følges, blive bragt til ophør. Kommissionens
flertal skønner, alt taget i betragtning, at det grundlag, der foreligger, ikke er
overbevisende nok til at skride til et forbud mod kreditgivning, og selv om der til de fremkomne
tal for ydet kreditgivning kan knytte sig en vis usikkerhed, anser flertallet det dog

114
for betænkeligt at stille forslag til bestemmelser, der hindrer enhver kreditgivning. Det må i denne
forbindelse erindres, at en bestemmelse om forbud mod kreditgivning i marketenderier næppe
i alle tilfælde vil kunne hindre, at kredit virkelig ydes. Reglen ville, hvor kredit måtte blive
givet, formentlig ikke beskytte den pågældende mod betaling af skylden, idet det rent faktisk
for fortsat at kunne arbejde på vedkommende arbejdsplads ville være en nødvendighed
for ham at betale. En regel om forbud mod kreditgivning vil derhos muligt bevirke, at
marketenderen opkræver et „risikotillæg", hvorved man faktisk modarbejder, hvad man
vil opnå. At de private marketenderier efter omstændighederne har erklæret sig indforstået
med et kreditgivningsforbud, kan næppe tillægges afgørende betydning, navnlig
såfremt man, som foran nævnt, følger kommissionens forslag, hvorefter man understreger
den nuværende regel om, at marketendere alene kan være bestyrere af marketenderiet.
Medens kommissionens flertal således ikke anser det for rigtigt at gå ind for et
kreditgivningsforbud — et forbud, som på visse punkter synes at gå videre end lovgivningen
i de øvrige nordiske lande — er flertallet ud fra ønsket om en forbedret ædruelighed
•på arbejdspladserne stemt for et forbud mod tilbageholdelse af arbejdsløn til dækning af regninger
for stærkt øl i marketenderiet. Man vil efter flertallets forslag være afskåret fra at
træffe aftale herom, hvadenten denne aftale træffes med virksomheden eller med marketenderen.
Flertallet finder anledning til at understrege, at de misbrug, som man ønsker
at komme til livs ved et kreditgivningsforbud, iøvrigt må imødegås på anden måde, således
i første række gennem et øget tilsyn fra de ansvarliges side.
Et mindretal (Bendixen, Clemmesen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen,
Markersen, Randkær, Røgind og Wedell-Wedellsborg) føler sig ikke overbevist om, at
kreditgivningen holdes inden for så snævre grænser som anført af marketenderiernes
repræsentanter. Når det i det indhentede materiale fra politikredsene er anført, at der
„kun er tale om mindre uge- eller månedsregninger", eller at den ydede kredit „overalt
ligger på beløb fra 5 til 25 kr. ugentlig", harmonerer det dårligt med de iagttagelser og erfaringer,
som afholdsbevægelsens antabushjælpestationer og andre lignende institutioner har
gjort, og også dårligt med, hvad der lejlighedsvis er kommet frem i dagspressen. Det skal
vel ikke bestrides, at de særlig beklagelige eksempler, som har været genstand for omtale
i denne forbindelse, kan have karakter af grelle undtagelsestilfælde, men helt uafhængigt
heraf forekommer det mindretallet at frembyde en betydelig fare i ædruelighedsmæssig
henseende, at marketenderigæsterne har lejlighed til på kredit at forsyne sig med stærke
drikke. Hvis det af praktiske grunde anses for nødvendigt at lade et kreditforbud ramme
alle de varer, som marketenderierne forhandler, må man nærmest betragte det som en
fordel, men man vil iøvrigt mene, at der i og for sig intet skulle være til hinder for at
lade forbudet fremtræde som en ren ædruelighedsforanstaltning, således at det alene rettedes
mod de stærke drikke, som marketenderierne får adgang til at servere, altså alene ølsorter
med et alkoholindhold af 2% vægt-pct. eller derover, hvis den af et kommissionsflertal
afgivne indstilling dette forhold vedrørende vinder tilslutning.
Når det hævdes, at det vil frembyde vanskeligheder at kontrollere overholdelsen
af en bestemmelse som den fra mindretallets side ønskede, fremhæver mindretallet, at lovgivningsmagten
ikke har ladet sig holde tilbage af betænkeligheder af den art ved udformningen
af de skiftende beværterlove, hvis det betragtedes som formålstjenligt ud fra sociale
eller moralske hensyn at stemple visse handlinger som forkastelige, f. eks. at servere
stærke drikke for berusede eller mindreårige. Det må heller ikke overses, at selve den omstændighed,
at den restriktive bestemmelse findes, altid udøver en vis indflydelse på tanke-

115
gangen. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid så meget mindre anledning til at beskæftige
sig med gennemførelsesvanskeligheder, som det må antages, at kreditgivningsforbudet
vil kontrollere sig selv, eftersom marketenderne vil være afskåret fra at inddrive
tilgodehavenderne ad retslig vej og følgelig nok skal udvise forsigtighed.
Da en bestemmelse som den omhandlede nødigt skulle fremtræde som klassepræget,
vil mindretallet anse det for rigtigst, at indehaverne af beværtninger og gæstgiverier med
ret til udskænkning af stærke drikke stilles på lige fod med marketenderne, selv om der
for deres vedkommende næppe er større behov for regulerende forskrifter vedrørende
kreditgivningen.
Mindretallet må under hensyn hertil anbefale en bestemmelse om et almindeligt
kreditforbud, således at tilgodehavender, der er opstået ved, at der på trods af forbudet
er tilstået kredit, ikke kan inddrives ad retslig vej —• en regel, der også bør gælde
restaurationer og hoteller.
Røgind kan, hvis der ikke skulle være mulighed for at gennemføre mindretallets
forslag, subsidiært tiltræde flertallets forslag, hvis dette suppleres med en bestemmelse om,
at det påhviler marketenderitilladelsens indehaver at træffe bestemmelse om, hvorvidt og i
bekræftende fald i hvilket omfang der må ydes kredit j)å stærke drikke i marketenderier,
således at aftaler om henstand med betaling i videre omfang end således bestemt er uden
retsgyldighed.
4. Servering udenfor arbejdstid.
Fra visse sider inden for kommissionen er der henvist til, at bestemmelsen i beva^rterlovens
§ 27, stk. 5, hvorefter marketenderier kan holde åbent indtil % time efter
arbejdstidens ophør, er uheldig, idet denne halve time benyttes til at drikke, hvorved
„bunden lægges" til en fortsættelse på restaurationer efter marketenderiets lukning. Der
henvises i denne forbindelse bl. a. til de af politimesteren i Århus fremsatte udtalelser, der
er citeret foran side 103.
Repræsentanterne for de kooperative marketenderier bemærkede til dette spørgsmål,
at den halve time efter disse marketenderiers opfattelse ikke burde give anledning
til bekymring. Dels var tiden, der af arbejderne også skulle anvendes til at gøre sig i stand
efter arbejdets ophør, knap, dels var marketenderierne sig deres ansvar bevidst.
Kommissionens flertal anser det ikke for rigtigt at stille forslag om den nævnte regels
bortfald. Man henviser herunder til andre politikredses erfaringer samt til, at det i adskillige
marketenderier er praksis, at de beskæftigede, og navnlig de ugifte, indtager deres
middagsmåltid i marketenderiet efter arbejdstidens ophør, og at det ikke vil være rimeligt
at forhindre noget sådant. Det må mest naturligt overlades til virksomhedens ledelse og
arbejderne selv at forhindre eventuelle misbrug af den. halve time. En ophævelse af reglen
vil ikke kunne hindre de i en virksomhed beskæftigede i at drikke efter arbejdstidens ophør,
hvis de absolut vil det. De vil i så fald straks kunne gå på restauration.
Et mindretal (Bendixen, Adolph Hansen, Markersen og Randkær) fastholder, at
den heromhandlede bestemmelse ofte giver anledning til misbrug. Da det derhos endvidere
er oplyst, at enkelte store marketenderier ikke benytter den dem ved loven
hjemlede ret til udskænkning efter arbejdstidens ophør, foreslår mindretallet, at bestemmelsen
udgår.

116
5. Salg ud af huset.
Et forhold, der har givet anledning til kritik fra handelens side, er spørgsmålet
om marketenderiers adgang til at udøve handelsnæring. Der henvises til den fra Centralforeningen
af Hotelvært- og Restauratørforeninger i Danmark og De danske Handelsforeningers
Fællesorganisation modtagne skrivelse af 29. maj 1952, der er optrykt side
218—19 samt til de fra Marketendernes Landsforbund og Marketendernes Fællesråd modtagne
skrivelser af 12. august s. å., der er optrykt side 220—22.
Politiets oplysninger angående det heromhandlede punkt går, som det vil ses,
ud på, at der stort set ikke synes at foregå salg fra marketenderier, og at der således ikke
menes at foreligge noget problem her. Uanset spørgsmålet om, hvorvidt der fra visse
marketenderier finder ulovlig handel sted, synes man imidlertid på foranledning af et fra
marketenderiside nu fremført ønske om en vis adgang til handel, at måtte komme nærmere
ind på dette spørgsmål.
De herom gældende bestemmelser er indeholdt i § 27, stk. 8, hvor det siges, at bestyrere
af marketenderier ikke må udøve handelsnæring, ligesom der ikke fra lokaler, der
er indrettet til marketenderivirksomhed, må drives nogen næring, til hvis udøvelse der
kræves næringsbrev. I den af kommissionen af 1934 afgivne betænkning hed det om dette
spørgsmål, at man fra handelens side havde haft opmærksomheden henvendt på, at marketenderivirksomhed
ofte havde været forbundet med almindelig handelsvirksomhed, således
at der herfra i konkurrence med de næringsdrivende foregik en ret omfattende handel med
almindelige husholdningsvarer, isenkram, skotøj m. v., og at dette forhold føltes som et
stærkt indgreb i de handlendes næringsområde. Kommissionen var i det væsentlige enig i,
at det na^ppe var rimeligt, at marketenderivirksomhed blev drevet i forbindelse med
almindelig handelsnæring, hvorfor man foreslog den foran nævnte bestemmelse optaget i
loven. Kommissionen henledte dog opmærksomheden på, at denne bestemmelse ikke,
således som man principielt fra handelens repræsentanters side kunne have ønsket det,
ville hindre, at marketenderivirksomhed blev drevet i forbindelse med et andelsforetagende,
der blev udøvet i overensstemmelse med næringslovens § 10.
Efter lovbestemmelsen er det forbudt at drive handel overhovedet. Det er således
i øjeblikket ikke i overensstemmelse med reglerne, at der af visse marketenderier
forhandles f. eks. tobaksvarer og konfekture.
Under de med repræsentanterne for de private marketenderier stedfundne drøftelser
har disse principielt henstillet, at de fik adgang til forhandling af varer i samme omfang,
som de kooperative marketenderier — ud fra et andelssynspunkt — har til fordeling af
varer imellem den pågældende brugsforenings medlemmer. Kommissionen mener ikke
at kunne stille forslag om, at de private marketenderier stilles på linie med de af andelsforeningerne
drevne marketenderier. Da det overfor kommissionen er anført, at der fra nogle
marketenderier, der ikke er organiseret som andelsforeninger, men som mener ud fra
andelssynspunktet at være berettiget til fordeling af varer, foregår en vis handel, finder
man derfor anledning til at understrege, at forudsætningen for at kunne fordele varer fra
et marketenderi er, at vedkommende forening er organiseret som en egentlig andelsforening
(brugsforening) i overensstemmelse med næringslovgivningens regler. Der må
således foreligge vedtægter, hvorefter fordelingen er begrænset til medlemskredsen; det
må også være foreskrevet, at den del af det ved virksomheden indvundne overskud, der
ikke anvendes i veldædigt øjemed eller henlægges til foreningens formue, vil være at fordele
mellem medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen, jfr. herved næringslo-

117
vens § 10. Endvidere må foreningen i henhold til næringslovens § 11 løse et legitimationsbevis,
som efter næringslovens § 19 skal være ophængt på et iøjnefaldende sted i de pågældende
lokaler. Marketenderier, der ikke iagttager disse regler, er ikke berettiget til
at fordele varer, og hvis de hidtil har gjort det, må dette bringes til ophør.
Subsidiært har de private marketenderier under drøftelserne, jfr. herved også
landsforeningens fornævnte skrivelse, henstillet, at der som et minimum åbnes adgang
til forhandling af toiletartikler, chokolade, sukkervarer og tobaksvarer. Begrundelsen for
ønsket om mulighed for salg af toiletartikler er, at der mange steder er indrettet bade for
de beskæftigede, og at disse på grund af arbejdstidens længde og placering ofte ikke vil
kunne nå at foretage indkøb af renholdelsesmidler og lign. Kommissionen må skønne,
at en selvstændig adgang til forhandling formentlig bør motiveres med hensynet til de
beskæftigedes interesser, og at det, jfr. også de af kommissionen af 1934 gjorte bemærkninger,
næppe vil være rimeligt, at motiveringen alene bliver ønsket om en udvidelse
af marketenderiernes næringsområde. I denne forbindelse kan også henvises til beværterlovens
§ 11, hvorefter beværtere og gæstgivere med ret til udskænkning af stærke drikke
ikke må drive anden næring, f. eks. handelsnæring, uden særlig tilladelse hertil, og for opnåelse
af disse tilladelser er der opstillet strenge betingelser. Kommissionen må nære tvivl
om, hvorvidt hensynet til de beskæftigede tilsiger at åbne marketenderierne adgang til at
drive handelsvirksomhed. Man ser ikke rettere, end at det, såfremt virksomheden ikke
stiller sæbe m. v. til rådighed for arbejderne, skulle være muligt for de beskæftigede at
foretage indkøb af de af landsforbundet nævnte varer i de almindelige detailvirksomheder
og at medbringe de fornødne renholdelsesmidler til virksomheden. Landsforbundets forslag
betyder iøvrigt ikke, at ethvert indkøb i detailvirksomhederne vil blive overflødiggjort,
og for konfektures vedkommende kan man endvidere henvise til konfektureforretningernes
sene lukketid. Kommissionen ser således ingen saglig begrundelse for det fremsatte
forslag og må i fortsættelse af de af den forrige kommission gjorte betragtninger
mene, at det vil være rigtigt at stå fast på den nuværende lovregel.
Udover hvad foran er anført om forhandling og fordeling af varer, bemærkes, at der
har udviklet sig en praksis, hvorefter det er anset for berettiget at sælge (d. v. s. „servere")
tobaksvarer til tilfredsstillelse af gæsternes behov på stedet. Det er fundet naturligt at foreslå
en bemærkning gjort herom i loven, således som det allerede er tilfældet for så vidt
angår beværtere og konditorer, se § 10. Endvidere skal det fremhæves, at kommissionen
heller ikke vil finde det unaturligt, at der fortsat både i beværtninger og marketenderier
„serveres" chokolade, sukkervarer og frugt til øjeblikkelig fortæring, medens egentlig forhandling
heraf såvelsom af tobaksvarer falder uden for denne „serveringsret".
Kommissionen finder anledning til at henlede opmærksomheden på, at de private
marketenderiers organisation som medlemmer ikke alene tæller egentlige marketenderier,
men også f. eks. såkaldte „havemarketenderier". Disse sidste er ikke marketenderier i lovens
forstand og må nærmest sammenlignes med almindelige købmandsforretninger,
hvorfra der alene finder salg sted. De drives, såvidt det er oplyst, i henhold til næringsbrev
på handel og falder således helt uden for nærværende fremstillings område.
Under omtalen af de i nærværende afsnit behandlede problemer har kommissionen
endelig fundet anledning til at fremdrage spørgsmålet om, hvorvidt det fortsat må
anses for hensigtsmæssigt, at der fra marketenderier kan fordeles varer til den del af
marketenderiets kunder, der måtte være organiseret som en særlig brugsforening. Medens
nogle medlemmer af kommissionen fraråder, at der søges gjort nogen forandring i dette rent

118
næringsretlige anliggende, er kommissionens flertal af den opfattelse, at de pågældende
regler går noget vidt, idet det ikke synes at være hensigtsmæssigt at sammenblande marketenderivirksomhed
og brugsforeningsvirksomhed. I det omfang et ændringsforslag
ikke måtte kunne begrundes med sådanne hensyn, som det påhviler nærværende kommission
at tage, må en ændring af de andelsretlige regler herom antages at falde uden for
kommissionens kommissorium. Under forudsætning af, at det forslag, kommissionens
flertal har stillet med hensyn til spørgsmålet om en begrænsning i marketenderiernes serveringsområde,
jfr. foran side 109, tiltrædes, mener kommissionens flertal imidlertid at
måtte henstille, at det som en honsekvens af det pågældende forslag, hvorefter destillerede
stærke drikke og vin ikke bør kunne serveres i marketenderier, foreskrives, at der fra marketenderier,
hvortil der er knyttet brugsforeninger, ikke må udleveres andre stærke drikke end øl.
6. Adgangsberettigelse til marketenderier.
Efter de gældende regler er der alene adgang til servering for de i vedkommende
virksomhed beskæftigede. Efter praksis vil til de beskæftigede også kunne henføres sådanne,
der er midlertidigt beskæftiget i den pågældende virksomhed. Dette gælder også, såfremt
den midlertidige beskæftigelse foregår for egen eller andres regning. Derimod er det hidtil
antaget, at bude, chauffører og lign., der blot har et ærinde i virksomheden, ikke er adgangsberettigede
til marketenderiet.
Det fra politikredsene indhentede materiale synes at udvise, at politiet ikke har
afgørende indvendinger at gøre mod den måde, på hvilken marketenderierne drives. En
undtagelse herfra synes dog at være havnemarketenderierne, for hvilke der foreligger ganske
særlige forhold. I modsætning til, hvad der gælder marketenderier i f. eks. industrivirksomheder,
kan der ikke i havneområderne siges at være en enkelt arbejdsgiver,
med hvem der kan træffes aftale om oprettelse af et marketenderi, ligesom kredsen
af de beskæftigede ikke har den fasthed, som ellers normalt er tilfældet. Der holdes
åbent i et meget langt tidsrum, idet der ikke kan være faste arbejdstider i det omfang,
som tilfældet er, når der er tale om almindelige arbejdssteder. Adgangen til marketenderiet
foregår normalt direkte fra gaden, og forholdet synes at være det, at faktisk enhver arbejdsklædt
person bliver beværtet i disse marketenderier. Københavns politi har, se side 100,
overfor kommissionen udtalt, at man ud fra de erfaringer, man har med hensyn til
marketenderierne i havneområderne, er af den opfattelse, at havnemarketenderierne ikke
vil kunne drives i overensstemmelse med bestemmelserne i beværterlovens § 27, navnlig fordi
marketenderierne savner tilknytning til een eller flere virksomheder, og fordi publikumskredsen
er ukontrollabel. Der henvises i denne forbindelse til, at der i den senere tid er
givet marketenderitilladelse i tilfælde, hvor det ikke synes muligt at føre den fornødne
kontrol med, at beværterlovens bestemmelser overholdes. Heroverfor vil det kunne anføres,
at misbrug kan imødegås derved, at de misbrugende marketenderiers tilladelser
til udskænkning af stærke drikke inddrages, jfr. bestemmelsen i beværterlovens
§ 27, stk. 7, hvorefter den myndighed, der har givet tilladelsen, med godkendelse af handelsministeren
kan fratage et marketenderi retten til sådan udskænkning. At foreslå,
at man i videre omfang end hidtil sket gør brug af den pågældende lovbestemmelse, vil
imidlertid nok støde på vanskeligheder af forskellig slags. Misbrugene kunne måske endvidere
imødegås derved, at der lægges en afgift få serveringen af stærke drikke i marketenderierne;
men dette spørgsmål behandles naturligst i den kommende betænk-

119
ning, hvor bl. a. afgiftsbestemmelserne i det hele bliver berørt. Uanset hvilket resultat
kommissionen kommer til vedrørende dette spørgsmål, vil marketenderispørgsmålet
dog i beværterlovsmæssig henseende altid frembyde et problem. Pålægges der marketenderierne
en afgiftspligt, der er mindre end afgifter) for resta urationsservering.
vil der selvsagt fortsat være trang til regulerende bestemmelser i beværterloven
om marketenderivirksomhed, men dette vil også være tilfaldet, selv om det bliver
restaurationsafgiften, der bliver gældende for serveringen i marketenderierne. I ønsket
om at undgå beværteravancen ville der nemlig vedvarende være et incitament til
at foretrække marketenderierne for restaurationerne. Rent bortset fra, hvilken afgørelse
der måtte blive truffet om afgiftsspørgsmålet, vil der således fortsat være et problem
omkring marketend'eriudskænkningen. Forholdene i dag udviser, som tidligere
omtalt, at havnemarketenderiernes klientel går ud over, hvad der i teknisk forstand er
dækket af den nuværende bestemmelse i § 27, stk. 3. Kommissionens beværterlovsudvalg
har drøftet de herhenhørende spørgsmål med de i særlig grad interesserede myndigheder
og institutioner m. v. (Københavns Havnevæsen, Foreningen af Arbejdsgivere i Kjøbenhavns
Havn, herunder Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab, A/S Det Forenede Dampskibs-Selskab
og Tømmerhandlerforeningen for København og Omegn samt Havnearbejdernes
Fællesforbund). På grundlag af disse drøftelser må man være enig med politidirektøren
i København om, at man ikke ser mulighed for at tilbageføre havnemarketenderierne
til de rammer, som den nuværende lov har fastlagt. De arbejdssøgende vil
den ene dag være beskæftiget, den anden dag uden arbejde, og det vil afstedkomme nogen
forvirring, hvis de den ene dag er adgangsberettigede i marketenderiet, den anden dag
ikke. Kuske og chauffører, som bringer eller afhenter varer til og fra havneområdet, og
som ofte må formodes at være tvunget til langvarige ophold dér, bør vist efter omstændighederne
også kunne anses som midlertidigt beskæftigede det pågældende sted. Det er kommissionens
opfattelse, at det for at skabe ordnede forhold er nødvendigt at slå fast, at havnemarketenderierne
er berettiget til at beværte de få havnen beskæftigede, herunder bude og chauffører
med ærinde dér. Til gengæld må det kræves, at det herfor er en betingelse, at vedkommende
marketenderier bliver organiseret således, at der etableres en ledelse ved de
beskæftigede selv, og at der bliver placeret et direkte, selvstasndigt ansvar på denne ledelse.
I så henseende henvises til bemærkningerne foran side 106—08.
Såfremt dette synspunkt godtages, anser man det endvidere for rimeligt at foreslå
istandbragt lignende regler for de øvrige marketenderiers vedkommende, idet det næppe
kan være praktisk at have forskellige regler for de to grupper af marketenderier. For
disse marketenderiers vedkommende vil spørgsmålet dog kun være af praktisk betydning
for så vidt angår bude, chauffører og lignende, der har ærinde på vedkommende
virksomhed.
For at kunne føre den fornødne kontrol med, at kun de herefter berettigede beværtes
i de forskellige marketenderier, ville det være klarest, såfremt alle skulle være forsynet
med et legitimationskort. Bestemmelser i så henseende kan gives i medfør af beværterlovens
§ 27, stk. 4, hvorefter handelsministeren kan fastsætte nærmere forskrifter til sikring
af og kontrol med, at alene de i vedkommende virksomhed beskæftigede beværtes,
og at misbrug af tilladelsen ej heller iøvrigt finder sted. Kommissionen må dog anse det
for mest opportunt, at det overlades til politiet, i København magistraten, at skønne over,
om en legitimationsordning i hvert enkelt tilfælde må anses for hensigtsmæssig.
I den bekendtgørelse, der eventuelt vil blive udfærdiget om kontrolforanstaltningerne,
bør der efter kommissionens opfattelse endvidere indeholdes regler om pligt

120
til ophængning af tydelige opslag om, hvem der er adgangsberettigede, ligesom der bør
gives anvisning på, at der fra virksomhedens side bør føres fornøden kontrol med, at
reglerne overholdes, eventuelt ved nedsættelse af kontrollerende udvalg. Man er opmærksom
på, at en sådan bekendtgørelse naturligvis ikke i sig selv kan hindre misbrug. Det
afgørende er og bliver placeringen af ansvaret for driften. En bekendtgørelse om kontrolforanstaltninger
m. v. vil dog kunne angive normen og være en rettesnor for reglernes
efterlevelse og således på naturlig måde supplere de tilføjelser til § 27, som kommissionen
foreslår optaget i loven.
Vedrørende spørgsmålet om adgang for de beskæftigedes pårørende til et marketenderi
bemærkes, at der ikke kan være tvivl om, at de gældende regler er til hinder for,
at sådanne beværtes i marketenderiet. Man har drøftet, om det vil være rimeligt fortsat
at opretholde denne regel. I det konkrete tilfælde vil det kunne forekomme mindre forståeligt,
at f. eks. den beskæftigedes ægtefælle ikke vil kunne indtage et måltid i marketenderiet
sammen med sin ægtefælle. Det vil dog vist være nødvendigt at fastholde den
linie, at marketenderierne er bestemt alene for de på det pågældende sted beskæftigede.
Går man ud herover, vil grænsen flyde ud, og marketenderierne vil nærme sig almindelig
restaurationsvirksomhed. Marketenderiernes skattebegunstigelse må forudsætte, at kun de
beskæftigede kan beværtes.
7. Marketenderilokalers anvendelse til andre formål.
Det er ikke usædvanligt, at marketenderilokaler bruges til andre formål end det
i § 27 angivne. Kommissionen har overvejet, om anden brug er forenelig med beværterlovens
bestemmelser. At lokalerne i marketenderiets lukketid bruges som foredragslokale,
mødelokale eller i andet lignende øjemed, vil efter kommissionens opfattelse ikke være stridende
mod § 27, såfremt der ikke finder nogen servering sted, jfr. herved stk. 3 og stk. 5,
der alene lægger vægt på, om der beværtes, herunder udskænkes.
Kommissionen har opholdt sig længe ved spørgsmålet om, i hvilket omfang marketenderilokaler
i marketenderiets lukketid vil kunne stilles til rådighed for festligheder, hvorunder
der serveres. Ved behandlingen af dette spørgsmål må man erindre sig udgangspunktet
for marketenderivirksomheden. Der var oprindelig tale om daglige måltider
i ofte beskedent udstyrede spiselokaler, og det er ikke mærkeligt, at det ikke blev anset
for en pligt for det offentlige at have indseende med forholdene, herunder med lokalernes
brug ud over arbejdstiden. Lokalerne var vel iøvrigt hyppigt mindre egnede til selskabelige
formål. Efter denne beskedne begyndelse er marketenderierne undergået en voldsom
udvikling. Lokalerne er ofte stort anlagt og undertiden smukt udstyrede, således at
de visse steder kan være de stedlige restaurationer overlegne i henseende til plads og komfort.
Marketenderne er organiseret i landsomfattende organisationer, der defenderer marketendernes
interesser, og som under bibeholdelse af marketenderibegrebets fordele søger at
vinde næringslivets rettigheder. Marketenderivirksomheden er ved at udvikle sig til et
fag på linie med beværterfaget. Kommissionen finder det naturligt og rigtigt at have disse
forhold i erindring ved behandlingen af det her foreliggende spørgsmål.
De fra politiet modtagne oplysninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt marketenderilokaler
bruges til andre formål end forudsat i beværterlovens § 27, er ikke foruroligende.
Det sker dog i et vist omfang, at marketenderilokalerne bruges til andre formål,
og da udviklingen navnlig på grund af den foreliggende afgiftsulighed må formodes

121
at gå i den retning, at marketenderilokaler i større omfang anvendes som selskabslokaler,
vil det formentlig være rigtigst at komme ind på dette spørgsmål.
Det volder nogen vanskelighed at tage stilling til spørgsmålet om anvendelse af
marketenderilokaler til andre formål. På den ene side findes en række ofte hensigtsmæssige
lokaler, hvis kapacitet ikke vil kunne udnyttes helt, såfremt de ikke må bruges til andet
end marketenderivirksomhed. Den enkelte virksomhed vil ofte stå uforstående overfor,
at den afskæres fra at anvende sine lokaler, navnlig når de kun anvendes af virksomheden
selv eller af dennes arbejdere. På den anden side er der et hensyn at tage til, at de grunde,
der motiverer afgiftsfrihed og lempede kontrolbestemmelser for marketenderiernes vedkommende,
i vidt omfang ikke foreligger, når talen er om anden servering i marketenderilokaler.
Det vil være stridende mod beværterloven, såfremt der i marketenderier, til hvilke
der ikke er knyttet beværterbevilling, serveres ved festligheder i marketenderiet efter den
indtrådte lukketid ved marketenderiets foranstaltning, hvis sådan serveringsvirksomhed
har en erhvervsmæssig karakter, jfr. herved bemærkningerne foran side 95 i afsnittet
vedrørende servering for sluttede selskaber, men kommissionen må endvidere mene, at det
heller ikke bør være marketenderier tilladt at servere efter indtrådt lukketid, selv om serveringen
kun sker i et sådant omfang og under sådanne omstændigheder, at serveringen ellers i det givne
tilfælde måtte kunne falde uden for beværterlovens område, idet serveringen ikke kan betragtes
som næringsvirksomhed. Den marketenderierne indrømmede afgiftsfrihed gælder servering
i arbejdstiden med de i § 27, stk. 5, nævnte udvidelser, og såfremt man ønsker en videregående
servering bør man efter kommissionens mening, selv om serveringen måtte begrænses
til servering for de i virksomheden beskæftigede, opgive marketenderiformen og underkaste
sig de sædvanlige regler for beværtervirksomhed. Til forsvar for en udvidet serveringsret vil
man ikke kunne henvise til, at der i restaurationslokaler i medfør af beværterlovens § 32,
stk. 3, er mulighed for, at bl. a. sluttede selskaber kan beværtes, efter at den for restaurationen
gældende almindelige lukketid er indtrådt, samt til, at det vil være naturligt på linie hermed
at give marketenderier ret til at servere efter arbejdstidens ophør, når dette kun sker
for sluttede selskaber. Beværtning af sluttede selskaber i restaurationers selskabslokaler
er nemlig afgiftspligtig. Marketenderierne har den forret, at de er afgiftsfri, og det vil ikke
være rimeligt at udstrække denne afgiftsfrihed ud over arbejdstiden. At dekretere afgiftspligt
alene for tiden efter arbejdstidens ophør, vil ikke være praktisk gennemførligt.
Det vil ses af det foranstående, at der efter kommissionens opfattelse ikke bør
være adgang til servering efter arbejdstidens ophør, selv om serveringen efter omstændighederne
måtte falde uden for beværterlovens område og således efter almindelige regler
kunne passere uden adkomst og deraf følgende afgiftspligt. Kommissionen har nøje overvejet,
om det vil være muligt og rimeligt at lade denne betragtning gælde som en undtagelsesfri
regel. Hensynet til klare linier på dette område fører principielt til, at enhver
anvendelse af lokalerne til servering efter lukketidens indtræden må være udelukket. Det er
dog vist ikke muligt at gøre en sådan regel undtagelsesfri. Kommissionen vil således finde
det mindre rimeligt, hvis vedkommende virksomhed skulle være afskåret fra at bruge lokalerne
ved en servering, hvorved virksomheden er vært. Det ville virke rigoristisk, såfremt man
søgte at hindre noget sådant. Forudsætningen for at tolerere sådanne festligheder må
dog være, at der som nævnt er tale om en indbydelse, således at deltagerne ikke yder
betaling. Lukkebestemmelserne eller reglerne i § 33 finder da ikke anvendelse, og der vil
af stærke drikke kunne serveres andet end øl. Det kan ikke anses for udelukket, at indbyderen
beder marketenderen bistå ved indkøb, servering og lign. Herudover mener kom-

122
missionen ikke at kunne anbefale, at der tillades servering i marketenderilokaler uden for
arbejdstiden.
For så vidt dernæst angår sammenkomster, hvor der nydes medbragte stærke drikke,
i hvilket fald der ikke er tale om servering i teknisk forstand, bemærkes, at kommissionen
har drøftet følgende muligheder:
a. Man vil helt kunne forbyde afholdelse af festligheder, hvortil mad- og drikkevarer
medbringes. En sådan regel ville være klar og udelukke muligheder for omgåelse.
Motiveringen måtte formentlig være, at der, når marketenderierne har skattefrihed
for så vidt angår den daglige servering, af kontrolmæssige grunde overhovedet ikke
må nydes mad- og drikkevarer uden for arbejdstiden. Den heromhandlede mulighed
vil nok virke noget absolut og vil vanskeligt kunne forstås.
b. Der vil dernæst kunne anlægges det synspunkt, at nydelse af medbragte mad- og drikkevarer
i marketenderilokalerne kun er tilladt, såfremt politiet meddeler tilladelse dertil.
En sådan regel ville stemme med, at den allerede i dag er gældende for en række
festligheders vedkommende. Til foreningsfestligheder, hvor der nydes medbragte
stærke drikke, vil der nemlig kræves tilladelse. Der vil imidlertid intet være til hinder
for, at man undlader at lade foreningen være arrangør af den pågældende festlighed,
således at man formelt kommer uden for foreningsreglen. Der vil således være et
reelt indhold i en regel om, at tilladelse må indhentes. Det vil dog måske være et
stort apparat at sætte i scene at kræve politiets tilladelse til afholdelse af sådanne
festligheder, navnlig hvis disse, hvad tilfældet jo rent faktisk vil være, er begrænset
til de beskæftigede og gæster i følge med disse.
c. Idet henvises til bemærkningerne foran side 32 bemærkes endvidere, at det ville være
muligt at sammenligne marketenderilokaler med andre lokaler, som udlejes til brug ved afholdelse
af festligheder, hvortil mad- og drikkevarer medbringes. Dette synspunkt fører
til, at der udkræves en adkomst, såfremt udlejningen kan karakteriseres som erhvervsmæssig,
og man kunne da rejse spørgsmål om, hvorvidt i så fald ikke også den daglige
servering i arbejdstiden måtte blive anset for afgiftspligtig. Hvis dette måtte blive
tilfældet, vil spørgsmålet rent praktisk indskrænke sig til de tilfælde, hvor udlejingen
ikke er erhvervsmæssig, og hvor nydelsen af medbragte drikkevarer følgelig
vil kunne passere uden afgift, medmindre der er tale om nydelse af stærke drikke
under foreningsformer, jfr. foran under b., i hvilket fald der også vil indtræde afgiftspligt.
En ordning som skitseret her under c. vil kunne begrænses til de beskæftigede
med eventulle gæster i følge med disse, således at fremmede udelukkes fra at leje
lokalerne.
d. En fjerde mulighed er at gå videre på linie med bemærkningerne under c, således at
man ikke begrænser sig til de beskæftigede og disses gæster, men åbner mulighed for, at
enhver kan leje lokalet. Det vil næppe forekomme, at virksomheder vil udleje marketenderilokalerne
til fremmede foreninger og lign., og hvis det måtte forekomme,
vil forholdet vist ofte være dette, at der bliver tale om erhvervsmæssig udlejning,
hvilket muligt vil have til følge, jfr. ovenfor under c, at også den daglige servering
bliver skattepligtig. Det er ikke rimeligt at åbne mulighed for, at marketenderilokaler
udlejes til fremmede. At behandle marketenderilokaler, der udlejes, på anden
måde end andre „udlejningslokaler", kan næppe siges at være inkonsekvent, da
de, som ofte sagt, nyder en afgiftsbegunstigelse i dagtimerne.

123
De her anførte muligheder har været genstand for drøftelse med marketenderiernes
repræsentanter. Fra de kooperative marketenderiers side oplystes det, at der altid søges
en polititilladelse i medfør af beværterlovens § 22, hvis marketenderilokafer anvendes til
andre formål uden for arbejdstiden. De private marketendere har udtrykkelig erklæret,
at man ikke nærer noget ønske om at kunne stille marketenderilokaler til rådighed for
festligheder efter arbejdstidens ophør.
Hertil finder kommissionen anledning til at bemærke, at § 22 forudsætter fester
af en vis offentlig karakter, herunder udskænkning af sta^rke drikke i foreninger, og at det
derfor vil falde noget uden for beværterlovens system., såfremt man i de heromhandlede
tilfælde altid tyer til beværterlovens § 22. Endvidere finder man anledning til at pege
på, at det, når de private marketenderier tager afstand fra festligheders afholdelse i marketenderilokaler,
må haves i erindring, at marketendere efter beværterlovens regler alene
kan være bestyrere af marketenderierne, og at disses syn på det foreliggende spørgsmål
således ikke kan dække hverken ledelsens eller de beskæftigedes opfattelse.
Kommissionen er efter de stedfundne overvejelser endt i den betragtning, at marketenderilokaler
ikke bør anses som udlej ning slokaler af den art, der er omhandlet i afsnittet
foran side 30 ff. Marketenderilokaler har en ganske speciel mission, og de for almindelige
udlej ningslokaler foreslåede regler bør således ikke finde anvendelse på marketenderilokaler.
Kommissionen er nærmest tilbøjelig til at vælge den foran under b. nævnte udvej,
således at der alene vil kunne stilles lokaler til rådighed for sammenskudsgilder for
de i vedkommende virksomhed beskæftigede og gæster i følge med disse. I modsætning til,
hvad tilfældet er for så vidt angår kommissionens forslag vedrørende almindelige udlejningslokaler,
er det her ikke tanken at åbne mulighed for, at en enkeltperson kan leje
marketenderilokalerne og dér foranstalte private festligheder. Forslaget tager alene
sigte på sammenkomster afholdt af de beskæftigede i fællesskab eller af en del af disse. Det
understreges, at der her er tale om medbragte mad- og drikkevarer, og at man måtte
anse det som en omgåelse af et foreslået forbud mod servering ved marketenderiets
foranstaltning, såfremt de fornødne mad- og drikkevarer tilvejebringes af marketenderiet,
herunder marketenderen. Derimod vil der formentlig ikke kunne indvendes
noget imod, at marketenderiets personale, herunder marketenderen, bistår ved serveringen.
Det er fundet naturligt at kræve en tilladelse fra politiet i hvert enkelt tilfælde, hvorved
den pågældende servering, der for så vidt angår stærke drikke ikke behøver at begrænses
til øl, bliver afgiftspligtig. Ifølge de gældende regler udkræves en sådan tilladelse, såfremt
der kan siges at være tale om en sammenkomst med udskænkning af stærke drikke i en
forening. Denne tilladelse er hidtil meddelt i medfør af beværterlovens § 22, og det vil
fremtidigt, såfremt der er tale om en foreningssammenkomst, være naturligt fortsat at
meddele foreningstilladelser i medfør af denne bestemmelse. Ved meddelelse af § 22tilladelser
til foreningsfester forudsættes lukkebestemmelserne samt bestemmelserne i
§ 33 at finde anvendelse, jfr. herved bemærkningerne foran side 33 vedrørende foreningsbeværtning
i udlej ningslokaler, endvidere bemærkningerne foran side 75 angående den tilsvarende
beværtning i forsamlingshuse, samt endelig bemærkningerne nedenfor side 129-30
om servering i foreninger i almindelige restaurationslokaler eller særlige selskabslokaler.
Er der derimod ikke tale om en foreningsfest, men om en tilladelse i medfør af forslaget
til stk. 9 i § 27, kan de foran citerede bestemmelser ikke finde anvendelse.

124
8. Kontrollen med marketenderierne.
Det har i den forløbne tid vist sig at være vanskeligt for politiet at holde den fornødne
kontrol med, at visse marketenderier overholder de fastsatte forskrifter. Det er,
bortset fra de få tilfælde, hvor der i selve marketenderitilladelsen er pålagt marketenderiet
en pligt til at give politiet uhindret adgang, anset for tvivlsomt, om der er hjemmel for folitiet
til at skaffe sig adgang til marketenderierne uden dommerkendelse.
Selv om marketenderierne til en vis grad kan betragtes som private enemærker,
skønnes udviklingen, som foran nævnt, visse steder at være nået så vidt, at det må anses
for naturligt og rigtigt, at der tilsikres politiet adgang til på effektiv måde at kunne føre
tilsyn med lovens bestemmelser. Kommissionen foreslår derfor, at bestemmelsen i § 39,
hvorefter værten i en beværtning eller et gæstgiveri og de, der går ham til hånde, ikke
må nægte politiet adgang til de til forretningen hørende lokaler eller rum, udvides til også
at omfatte marketenderilokaler.

Beværtningernes lukketid.
Bestemmelserne om beværtningernes lukketid er et vigtigt afsnit i beværterloven,
og det er derfor naturligt, at kommissionen også har drøftet spørgsmålet om, hvorvidt
de nugældende regler er hensigtsmæssige.
Dette spørgsmål blev også taget op i kommissionen af 1934. Efter beværterloven
af 1924 skulle beværtninger i almindelighed holdes lukket i tiden fra kl. 24 til kl. 5. Det
kunne dog i politivedtægten bestemmes, at der skulle lukkes på et tidligere tidspunkt.
Såfremt der blev truffet sådan bestemmelse, indeholdt loven hjemmel for politiet til med
kommunalbestyrelsens tilladelse at give enkelte beværtere adgang til at holde åbent efter
den i politivedtægten fastsatte tidligere lukketid, dog længst til kl. 24. Der kunne endvidere
gives et begrænset antal beværtere adgang til at beholde gæster siddende i indtil 2 timer
efter lukningen. Overfor kommissionen af 1934 blev der rejst spørgsmål om at ændre
disse regler, idet man navnlig fandt, at turistmæssige hensyn talte for i et vist omfang
at kunne gøre det muligt at lukke gæster ind efter kl. 24. Flertallet inden for kommissionen
var af den opfattelse, at en adgang til at lukke ind efter kl. 24 kunne dæmme op for smugkrouvæsenet,
ligesom en sådan bestemmelse ville svække interessen for oprettelse af natklubber.
Kommissionens flertal var derfor af den opfattelse, at der burde åbnes adgang
til at kunne lukke gæster ind efter kl. 24. Flertallet indstillede herefter, at sådan tilladelse
kunne gives et af kommunalbestyrelsen nærmere fastsat antal beværtere, dog længst
til kl. 1. Samtidig foreslog man at bibeholde den adgang, der var i beværterloven af 1924,
til at give visse beværtere tilladelse til at beholde gæster siddende længst til kl. 2. En del
af flertallet var iøvrigt principielt af den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt at
give alle beværtere, der havde adgang til at beholde gæster siddende efter kl. 24, ret til i
samme tidsrum at lukke gæster ind, medens en anden del af flertallet helst havde set,
at den normale lukketid blev fastsat til kl. 1, og at der herudover gaves adgang til at beholde
gæster siddende indtil 2 timer herefter. Et mindretal fastholdt principielt det synspunkt,
at det ville være et tilbageskridt i ædruelighedsma^ssig henseende, hvis der blev
åbnet adgang til, at restaurationerne kunne indlade garster efter midnat, og mindretallet
foreslog derfor de dagældende lukkebestemmelser opretholdt. Beværterloven af 1939
fulgte flertallets indstilling, således at der kunne gives visse virksomheder tilladelse til at
lukke ind til kl. 1 og have gæster siddende til kl. 2.
Inden for nærværende kommission har man først drøftet spørgsmålet om, hvorvidt
det er hensigtsmæssigt fortsat at opretholde ordningen med i de af beværterlovens § 32,
stk. 1, omfattede tilfælde at tillade beværtning kun for de gæster, som er indladt før lukketidens
indtræden. Et flertal har henvist til det mindre heldige i, at de nugældende regler
indeholder een bestemmelse om indlukning og en anden bestemmelse om adgang til fortsat
at blive beværtet, hvis man er indladt inden lukketidspunktet. Flertallet anser denne
ordning for irrationel, idet det synes rimeligt, at gæster kan lukkes ind, så længe den på-

126
ga^ldende virksomhed har ret til at servere. Den gældende ordning indebærer et „privilegium"
for dem, der er kommet ind inden lukketidens indtræden — et privilegium,
der kan opmuntre til, at denne adgang til at få serveret så også skal udnyttes. Der
henvises endvidere til, at de nuværende regler forekommer noget komplicerede, og at
det derfor er ønskeligt at simplificere dem. Flertallet anser det herefter for rigtigst at stille
forslag om, at der skal kunne lukkes ind, så længe der må serveres i beværtningen. Et mindretal
(Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær
og Wedell-Wedellsborg) går imod en ændring af lukkereglerne på dette punkt
og henviser i denne forbindelse til, at der må være et vist tidsrum til afvikling af serveringen,
hvorfor det må anbefales, at man opretholder de gældende regler. Heroverfor
bemærker flertallet, at en sådan betragtning ligeledes ville kunne gøres gældende overfor
de restaurationer, der ikke har opnået tilladelse til at have gæster siddende efter lukketid,
og om disse foreskriver beværterlovens § 32, stk. 1, at gæsterne ikke må befinde sig
i bevau'tningslokalerne, efter at et kvarter er gået efter den for vedkommende beværtning
gældende lukketid. At man tillader servering indtil sluttidspunktet er altså principielt
ikke noget nyt.
Et andet lukkespørgsmål, der har været drøftet, er, om de nugældende lukkebestemmelser
er for stramme, således at de bør lempes, enten ved at udskyde det i § 31,
stk. 2, omhandlede lukketidspunkt til et senere tidspunkt eller ved at slette bestemmelsen
i loven om det nævnte lukketidspunkt og overlade den pågældende afgørelse til vedkommende
kommune. Når dette spørgsmål er rejst af et flertal inden for kommissionen,
skyldes det i særlig grad, at der rent faktisk i ly af lukkebestemmelserne i større byer
dukker smugkroer og natklubber op, og at dette må tages som udtryk for, at der er et
vist behov for beværtningsvirksomhed også på senere tidspunkter end den fastsatte lukketid,
jfr. de foran gjorte bemærkninger angående de drøftelser, der fandt sted i kommissionen
af 1934. Der henvises i denne forbindelse endvidere til, at en forlænget åbningstid
også vil imødekomme et ønske i turistkredse om at kunne blive beværtet på et senere
tidspunkt, end de nugældende lukketider tillader det. De på foranledning af kommissionen
af 1934 skete udvidelser i åbningstiden forekommer ikke nærværende kommissions
flertal tilstrækkelige, idet de ikke har været i stand til at forhindre smugkroer m. v. For
at borttage incitamentet til oprettelse af ulovlige udskænkningssteder vil det formentlig
være nødvendigt at foretage yderligere lempelser i lukketidsbestemmelserne, og samtidig
vil man kunne åbne mulighed for servering for turister og andre på et senere tidspunkt
end nu tilladt i de almindelige restaurationsvirksomheder.
I København har 149 beværtninger tilladelse til indlukning til kl. 1, og 43 virksomheder
har tilladelse til at have gæster siddende til kl. 2. På Frederiksberg er de tilsvarende
tal 14 og 5. Den bag de fremsatte betragtninger liggende tanke forudsætter, at en
udvidet åbningstid ikke alene kommer enkelte mere luksusbetonede restaurationer til
gode, men at der gives et nærmere fastsat antal restaurationer, repræsenterende alle beværtningskategorier,
en sådan tilladelse.
Efter en nøje drøftelse af dette spørgsmål er et flertal af den opfattelse, at det af
ædruelighedsmæssige og politimæssige grunde må foretrækkes at søge beværtningen „på
de senere timer" draget fra smugkroer og lign. til de ofientlige restaurationslokaler. Flertallet
må derfor anbefale, at der skabes hjemmel for, at den i § 31, stk. 2, omhandlede
tilladelse kan gives til et senere tidspunkt end til kl. 1. Man har overvejet at foreslå det
nævnte tidspunkt ændret til kl. 2, men flertallet har dog — uden iøvrigt at tage stilling
til, i hvilke tilfælde det vil være naturligt at tillade en længere åbningstid — skønnet,

127
at det vil være mest formålstjenligt, at dette spørgsmåls afgørelse henskydes til hver enkelt kommune.
Forholdene i København og det øvrige land er så forskelligartede, at lukketiden
for disse særlige tilfældes vedkommende mest hensigtsmæssigt bør fastsættes af den enkelte
kommune. Kommissionens flertal understreger, at de omhandlede tilladelser bl. a. bør
betinges af betaling af en betydelig afgift.
Et mindretal (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph Hansen, Markersen,
Kandkær, Rosenkjær, Røgind og Wedell-Wedellsborg) kan ikke tiltræde flertallets forslag.
Det anføres, at det er højst tvivlsomt, om der er behov for en senere lukketid
end kl. 1, når henses til, at sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber kan
strække sig over et ubegrænset antal timer, hvis de foregår i særlige fra de almindelige
beværtningslokaler adskilte lokaler. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en tidlig
restaurationslukketid skaber gunstige vækstbetingelser for smugkroer, henvises der til,
at det dog må betragtes som lidet sandsynligt, at restaurationspublikummet i almindelighed
skulle føle sig tilskyndet til at opsøge smugkroer. Forholdet må vist nærmest være
det, at smugkroerne har deres ganske bestemte klientel, som foretrækker den dér rådende
atmosfære. Mindretallet betvivler endvidere turisternes interesse i at kunne dyrke restaurationsliv
i nattetimerne. Det store flertal af tilrejsende vil utvivlsomt være fuldt
tilfreds, hvis de har lejlighed til at tilbringe nogle timer i restaurations- eller forlystelseslokaler
for at kunne høre musik, danse, se artistoptrøden og lign., og det kan næppe
antages at svække de pågældende lokalers tiltrøkningskraft synderligt, at der lukkes
kl. 1, eventuelt kl. 2 nat. I det hele forekommer det mindretallet at være lidet rimeligt
at lade hensynet til de forholdsvis få elementer, der ønsker at dyrke „nattelivets glæder",
være afgørende for, hvorledes lukketidsbestemmelserne skal udformes. Rent bortset fra,
at konsekvensen heraf let vil blive den, at der formentlig stadig vil fremkomme nye krav
om udskydelse af lukketiden, indtil der efterhånden kan etableres „døgndrift"' i visse restauranter,
synes det mindretallet naturligere at afpasse restaurant-lukketiden efter det
store publikums normale behov. Selv om bestemmelserne gøres aldrig så elastiske, vil der
i hvert fald i storbyer altid forekomme „udvækster" af den ene eller den anden form på
restaurantlivet. Der henvises endelig til, at konkurrencemæssige hensyn formentlig vil
virke som en opfordring til mange restauratører til at søge at få plads i den begunstigede
gruppe, selvom det er tvivlsomt, om de vil kunne påregne synderlig stor søgning. Der
bliver da tale om et „spild" på arbejdskraftens og driftsomkostningernes konto, og visse
restauratører vil muligt forledes til at søge at forcere omsa3tningen af stærke drikke for
at holde sig skadesløse.
Medens en del af mindretallet (Bendixen, Johanne Dahlerup-Petersen, Adolph
Hansen, Markersen, Randkær, Rosenkjær og Wedell-Wedellsborg) foreslår, at lukketidsreglerne
forbliver uændret, kan en anden del af mindretallet (Røgind) tiltræde, at det i
§ 31, stk. 2, angivne slutningstidspunkt, kl. 1, ændres til kl. 2, hvorefter bestemmelsen i
§ 32 om adgang til at beværte for de dér nævnte gæster bortfalder.

Beværtning i selskabslokaler, herunder ved foreningsfester.
I forbindelse med kommissionens gennemgang af reglerne om forsamlingshusbeværtning,
se side 72 ff, og om udlejning af lokaler til af holdelse af selskaber, ved hvilke indbyderen
eller deltagerne selv drager omsorg for beværtningen, se side 30 ff, har det været
naturligt også at standse ved de bestemmelser, der vedrører beværtning i særlige selskabslokaler.
Fra tid til anden har der hersket tvivl om, hvorvidt lokaler, som blev stillet til rådighed
for selskabelige sammenkomster, 0f fyldte betingelserne for at blive betragtet som selskabslokaler,
ligesom rækkevidden af andre herhenhørende bestemmelser har været genstand
for drøftelse. Da det er af værdi, at praksis i de forskellige politikredse er ensartet, vil kommissionen
anse det for hensigtsmæssigt, at synspunkterne vedrørende disse spørgsmål
nedfældes i et cirkulære, og kommissionen skal til eventuelt brug for udarbejdelsen af et
sådant cirkulære nedenfor anføre de betragtninger, som der efter kommissionens skøn bør
gives udtryk for.
Efter bestemmelsen i beværterlovens § 31, stk. 1, kan beværtninger holde åbent
fra kl. 5 til kl. 24, dog at lukketiden i politivedtægten kan være fastsat til et tidligere tidspunkt.
Undtagelser kan være gjort for bestemt angivne beværtninger. I henhold til de gældende
bestemmelser, som kommissionen iøvrigt foreslår ændret, se side 126, kan politiet,
jfr. bestemmelsen i paragraffens stk. 2, give et af kommunalbestyrelsen nærmere fastsat
antal beværtere tilladelse til at holde åbent efter kl. 24 eller efter den i henhold til politivedtægt
eventuelt fastsatte tidligere lukketid, dog længst til kl. 1, ligesom politiet i medfør
af § 32, stk. 1, kan give et af kommunalbestyrelsen nærmere fastsat antal beværtere tilladelse
til at beholde gæster siddende og beværte disse efter lukningen, dog ikke længere
end 2 timer derefter og længst til kl. 2. Efter det tidspunkt, hvor gæsterne skal have forladt
beværtningslokalerne, kan der ikke beværtes for offentligheden. Forsåvidt der er tale
om beværtning for sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber, kan politiet give
tilladelse til benyttelse af de almindelige beværtningslokaler, ligesom sådan beværtning
uden sådan tilladelse vil kunne finde sted i særlige, fra de almindelige beværtningslokaler
adskilte lokaler.
Der vil i politivedtægten kunne være optaget bestemmelser om, at selskabslokaler,
før de tages i brug, skal godkendes af politiet. I mangel af sådanne bestemmelser foreligger
der ikke pligt for bevillingshaverne til forinden benyttelsen at søge de pågældende lokaler
godkendt som selskabslokaler. Såfremt sådan forudgående godkendelse ikke søges, vil der,
dersom selskabslokalerne af politiet ikke skønnes at opfylde betingelserne i § 32, stk. 3,
jfr. § 9, dog kunne rejses tiltale mod vedkommende virksomheds indehaver.
Kravet om selskabslokalers adskillelse fra de almindelige beværtningslokaler har
til formål at sikre, at der uden vanskelighed kan føres den fornødne kontrol med overholdelsen
af lukkebestemmelserne for beværtningslokalernes vedkommende. For at mulig-

129
gøre en sådan kontrol bør adgangsforholdene være således, at det for at komme til selskabslokalerne
ikke er nødvendigt at passere de almindelige beværtningslokaler eller omvendt.
Eventuelle døre mellem selskabslokalerne og beværtningslokalerne skal være aflåset. Der
bør normalt til selskabslokalerne være knyttet særskilt garderobe og toilet. Såfremt der
fra gaden er fælles indgang til de almindelige beværtningslokaler og til selskabslokalerne,
bør der stilles krav om særlige kontrolforanstaltninger til forhindring af, at publikum fra
beværtningslokalerne, navnlig ved lukketidens indtræden, skaffer sig adgang til selskabslokalerne.
Det vil næppe kunne kræves, at serveringen i selskabslokalerne sker fra en særlig
skænk eller buffet, ligesom der ikke vil kunne stilles krav om et vist størrelsesforhold mellem
selskabslokalerne og beværtningslokalerne.
Såfremt de foreliggende selskabslokaler opfylder betingelserne for at kunne anses
som sådanne, vil der ikke kunne stilles krav om anmeldelse af hvert enkelt selskabs afholdelse,
og det vil endvidere ikke være berettiget at godkende selskabslokaler på betingelse
af, at der lukkes til et bestemt tidspunkt, idet forudsætningen herfor dog er, at der ikke i
realiteten er tale om offentlig beværtning.
De foran angivne retningslinier for selskabslokalers indretning m. v. er hentet fra
Københavns politis praksis. Kommissionen finder retningslinierne brugbare, og man
anser det for heldigt, at disse retningslinier bliver fulgt også udenfor København. Hvor der
ikke forefindes særlige selskabslokaler, navnlig i de små købstæder og i landkommunerne,
må beværtning for foreninger og sluttede selskaber imidlertid foregå i de almindelige restaurationslokaler,
herunder forsamlingshuslokaler.
En tilladelse i medfør af beværterlovens § 32, stk. 3, til benyttelse af de almindelige
beværtningslokaler til sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber efter almindelig
lukketid vil efter omstændighederne kunne betinges af, at bevasrtningslokalerne lukkes for
offentligheden fra et tidligere tidspunkt på dagen, ligesom, politiet kan stille de vilkår, som
efter dets skøn er fornødne for at sikre, at uvedkommende ikke deltager i de pågældende
sammenkomster. Det bør dog herved iagttages, at der ikke foretages indgreb i den almindelige
drift af den pågældende beværtningsvirksomhed, som ikke er strengt nødvendige. Det
er ikke nødvendigt at betinge tilladelsen af, at der lukkes til et bestemt angivet tidspunkt,
men der er intet til hinder for, at politiet opstiller et sådant vilkår. Fra enkelte sider indenfor
kommissionen er man dog tilbøjelig til at mene, at disse tilladelser næppe kan betinges af
lukning til et fastsat tidspunkt.
I forbindelse med beværtningslokalers benyttelse som selskabslokaler skal vedrørende
spørgsmålet om selskabslokalers eventuelle benyttelse som almindelige beværtningslokaler
bemærkes, at der i den stedlige politivedtægt kan være givet regler herom. I politivedtægten
for København, jfr. § 80 i bekendtgørelse rir. 35 af 1. marts 1926 om tillæg til
politivedtægten for København af 1. marts 1913, er det således foreskrevet, at selskabslokaler
ikke uden tilladelse fra politiet må anvendes til almindelig beværtningsbrug. I
mangel af sådan positiv bestemmelse vil der næppe kunne stilles krav om, at selskabslokaler
udelukkende må benyttes som sådanne. Ved selskabslokalers fornyede anvendelse
for sluttede selskaber udover lukketiden må i så fald drages omsorg for en behørig adskillelse
fra beværtningslokalerne.
Man finder endvidere anledning til at berøre et spørgsmål, der ofte rejses i forbindelse
med udskænkning i selskabslokaler eller i beværtningslokaler, når disse er forbeholdt
foreninger eller sluttede selskaber. I henhold til beværterlovens § 33, stk. 2, må man bl. a.
ikke udskænke eller lade skænke stærke drikke for unge, der ikke er fyldt og heller ikke
17

130
kan antages at være fyldt 18 år. Denne bestemmelse må antages at tage sigte på den almindelige
udskænkning i offentlige beværtningslokaler m. v., medens bestemmelsen ikke kan
antages at omfatte private fester i selskabslokaler. Det samme synes at være tilfældet, hvis
udskænkningen finder sted i et sluttet selskab, der med politiets tilladelse afholdes i de
almindelige beværtningslokaler. At forbudet i § 33, stk. 2, omfatter beværtning i henhold
til lejlighedstilladelse, f. eks. for foreninger i forsamlingshuse og andre af denne bestemmelse
omfattede lokaler, jfr. § 22, stk. 6, indicerer, at forbudet også omfatter foreningssammenkomster
i restaurationers almindelige beværtningslokaler. Dette er dog ikke antaget
i Vestre Landsrets dom af 9. april 1941, V.L.T. 1941, side 196, ligesom rigtigheden af kommissionens
opfattelse på dette punkt er draget i tvivl fra anden side, herunder fra
politiside.
Som foran omtalt, er det foruden sluttede selskaber alene foreninger, der efter
lukketid vil kunne fortsætte i særlige selskabslokaler eller efter tilladelse i de almindelige
beværtningslokaler, dog at forudsætningen herfor er, at der ikke deltager „uvedkommende"
i sammenkomsten. Medens der intet er til hinder for, at der i henhold til tilladelse efter
beværterlovens § 22 deltager „uvedkommende" i en festlighed i et forsamlingshus, medmindre
tilladelsen er begrænset til foreningsmedlemmerne, hvad den rent faktisk vel ofte
vil være, i hvilket fald der kan henvises til de nedenstående bemærkninger angående forståelsen
af foreningsbegrebet, er forholdet efter § 32, 3. stk., som nævnt det, at „uvedkommende"
ikke må deltage i den pågældende fest, og at vedkommende forenings bestyrelse er
ansvarlig for, at dette ikke sker. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en lovlig foreningsfest,
henhører i hvert enkelt tilfælde under domstolenes afgørelse.
Det er ikke alene beværterlovens nævnte bestemmelse, der nødvendiggør en stillingtagen
til, om en foreningsfest går ud over foreningsrammerne. Politivedtægterne betinger
afholdelsen af offentlige forlystelser af en polititilladelse i hvert enkelt tilfælde, og efter
forlystelseslovgivningen, jfr. lov nr. 260 af 27. maj 1950, vil der være at betale forlystelsesafgift,
hvis festen er offentlig. For en fuldstændigheds skyld kan der yderligere henvises til,
at offentlighedsbegrebet har relation til forfatter- og kunstnerretsspørgsmål, jfr. lov nr.
149 af 26. april 1933.
I forbindelse med det almindelige spørgsmål om forening s sammenkomster s lovlighed
har handelsministeriet i cirkulære nr. 76 af 30. maj 1939 udtalt, at foreningssammenkomster
ikke er omfattet af bestemmelsen i § 32, stk. 3, såfremt den pågældende sammenkomst
på grund af vedkommende forenings omfattende karakter eller på grund af sammenslutningens
formål må anses for offentlig. I denne forbindelse citeredes i det nævnte cirkulære
følgende domstolsafgørelser: U. f. R. 1923 side 261, 1925 side 529, 1926 side 129, 1929
side 966 og 1935 side 827. Der kan iøvrigt yderligere henvises til: U. f. R. 1922 side 814,
1923 side 260, 1926 side 403, 1931 side 153, 1936 side 402, 1942 side 886, 1945 side 417,
1949 side 623, 1950 side 810 og 1952 side 644.
I cirkulære nr. 243 af 18. december 1939 har handelsministeriet endvidere på grundlag
af de foreliggende domstolsafgørelser vedrørende det almindelige foreningsspørgsmål
som rent vejledende retningslinier anført, at en foreningssammenkomst ikke vil kunne
betragtes som privat, såfremt foreningens egentlige formål eller dens virksomhed må antages
at indeholde en omgåelse af lovgivningens herhenhørende regler, herunder bestemmelserne
om erlæggelse af forlystelsesafgift. Det anføres endvidere, at den omstændighed, at kredsen
af de personer, der deltager i en foreningssammenkomst, i sin helhed er af meget omfattende
eller ubestemt karakter, efter omstændighederne ligeledes vil kunne medføre, at

131
sammenkomsten må anses som offentlig. Med udgangspunkt i de citerede domstolsafgørelser
vedrørende spørgsmålet om foreningers forhold til bl. a. forlystelseslovgivningen henvises
der i cirkulæret til, at den omstændighed, at der til en foreningsfest er åbnet adgang for
andre foreninger eller for personer, der ikke er medlemmer, ikke i sig selv kan antages at
være afgørende, idet hensyn må tages til de pågældende foreningers indbyrdes forbindelse
og til, om vedkommende enkeltpersoner henhører til medlemmers husstand el. lign. I cirkulæret
siges det endvidere, at en forenings medlemskreds i særlige tilfælde vil kunne være
så omfattende, at dens sammenkomster, selvom kun medlemmer deltager i disse, må betegnes
som offentlige, og at dette f. eks. kan være tilfældet med hensyn til sammenkomster i
sygekasser og lign. Ved bedømmelsen af foreningens karakter bør der efter cirkulæret ligeledes
efter omstændighederne lægges vægt på, om der føres en omhyggelig medlemsfortegnelse,
medlemskontingentets størrelse, specielt i forhold til en eventuel billetpris, om
der finder regelmæssig kontingentopkrævning sted, om indmeldelse i foreningen skal
være sket i rimelig tid forinden en fests afholdelse, eller om den kan finde sted i umiddelbar
tilknytning dertil. Herudover kunne der — men om dette udtaler cirkulæret sig ikke —
endvidere være tale om at lægge vægt på, hvilket forhold der er mellem aktive og passive
medlemmer, samt på den måde, hvorpå foreningens sammenkomster bekendtgøres for
medlemmerne.
De foran citerede cirkulærer tager som nævnt sigte på det mere generelle spørgsmål
om lovligheden af foreningssammenkomster i det hele. Kommissionen har imidlertid,også
på foranledning af et flere steder fremført ønske om større klarhed med hensyn til spørgsmålet
om, i hvilket omfang beværterloven er til hinder for beværtning ved foreningssammenkomster,
taget dette sidstnævnte spørgsmål op til drøftelse. Det er kommissionen bekendt,
at der i særlig grad i landkommunerne knytter sig store organisationsmæssige interesser til
det heromhandlede spørgsmåls afgørelse. De forskellige foreninger er stærkt interesseret i
de færrest mulige indgreb fra det offentliges side, og endvidere ser foreningerne nødigt, at
de går glip af den betydelige økonomiske støtte, som afholdelse af foreningsfestligheder kan
have for foreningens forskellige formål. Endvidere kan der hos forældre m. v. være et ønske
om, at de lokale baller og lign. arrangeres af foreningerne selv, hvorved det med kendte
borgere som arrangører ofte vil kunne sikres, at festlighederne forløber på god måde. Overfor
betragtninger af denne art anføres det ikke sjældent, at de heromhandlede festligheder,
navnlig ballerne, hyppigt bliver det centrale i en forenings virksomhed, og at ballerne i
realiteten kan udvikle sig til offentlige festligheder, ligesom der henvises til, at ønsket om
at undgå at betale forlystelsesafgift er baggrunden for, at mange sammenkomster og
baller søges maskeret under foreningsform som private, i hvilket fald det synes naturligt,
at det offentlige får kontrol med disse festligheder og sikrer sig, at beværterlovens bestemmelser
overholdes, og at forlystelsesafgift ikke unddrages statskassen.
De forskellige administrationsgrene synes vedrørende det her foreliggende spørgsmål
hidtil at have fulgt en noget forskellig praksis, hvilket i og for sig ikke kan være unaturligt,
idet de enkelte love forfølger forskellige formål. Fortolkningen af beværterlovens
herhenhørende bestemmelser har været streng, idet det hidtil har været en forudsætning for
at betragte en foreningsfest som lovlig, at medlemskredsen har udgjort en afgrænset kreds
af personer, dog at det ikke har gjort en festlighed ulovlig, at enkelte udenforstående,
f. eks. foredragsholderen eller andre særligt interesserede, efter opfordring har deltaget i
festen. Denne fortolkning er motiveret med, at beværtning i foreninger — der bortses her
fra den særlige bestemmelse i beværterlovens § 26 om. udskænkning af stærke drikke i foreninger
— hidtil er betragtet ud fra synspunktet „sluttet bord", se bemærkningerne foran

132
side 95, og at dette synspunkt må føre til, at uvedkommende ikke kan deltage i festen
uden at føre forholdet ud over det sluttede bords begreb. For forlystelseslovgivningens vedkommende
er opfattelsen — støttet på den foran nævnte domstolspraksis — den, at det forhold,
at en forenings medlemmer medtager enkelte gæster, som de har en naturlig og påviselig
tilknytning til, normalt ikke kan gøre arrangementet offentligt i relation til forlystelsesloven,
og det samme synspunkt gælder forholdet til politivedtægterne.
Fra politiside er det oplyst, at man allerede mange steder har overført den udvidede
fortolkning på beværterlovens område. Selvom der, som omtalt, begrebsmæssigt intet modstridende
er i en uensartet fortolkning af offentlighedsbegrebet, når talen er om de forskellige
lovgivninger, er kommissionen dog af den opfattelse, at en forskellig bedømmelse
af en foreningsfest i de forskellige relationer fra et praktisk synspunkt forekommer noget
uhensigtsmæssig, ligesom man lægger vægt på ikke at hindre det naturlige foreningsliv.
Man har derfor overvejet, om de hensyn, som beværterloven skal varetage, er til hinder for en
noget mere elastisk bedømmelse af foreningsbegrebet.
Drejer det sig om forening s fester i særlige selskabslokaler, foreligger der ikke spørgsmål
om, hvorvidt deltagelse i festligheder af andre end medlemmerne nødvendiggør beværterbevilling,
da der er knyttet bevilling til de pågældende lokaler. Der er i denne situation
alene tale om, hvorvidt de „uvedkommendes" deltagelse vil være til hinder for, at der indrømmes
den pågældende festlighed ubegrænset åbningstid. Når de medbragte gæster har
en fast tilknytning til de enkelte foreningsmedlemmer, kunne der i og for sig ikke fremføres
afgørende betænkeligheder mod i disse tilfælde at anlægge den bredere fortolkning.
Afholdes festligheden i henhold til særlig tilladelse i almindelige restaurationslokaler, til
hvilke der selvsagt også må være knyttet beværterbevilling, foreligger der heller ikke her
noget spørgsmål om særlig adkomst til foreningsfesten. Også her er spørgsmålet blot dette,
om den omstændighed, at „uvedkommende" medtages, bør være til hinder for, at foreningsfesten
kan nyde godt af den ubegrænsede åbningstid. Heller ikke i dette tilfælde synes der
at kunne indvendes synderligt mod en bredere fortolkning, også fordi der ikke kan være
anledning til principielt set at gøre forskel på fester i selskabslokaler og fester i restaurationslokaler;
men skulle betænkeligheder næres, må det erindres, at der, som foran side 129
nævnt, næppe er noget til hinder for i sådanne tilfælde at betinge tilladelsen til at benytte
de almindelige restaurationslokaler af en nærmere angiven lukketid. Forsåvidt angår
foreningsfester i særlige selskabslokaler eller i almindelige restaurationslokaler i henhold
til særlig tilladelse, synes der således ikke at være afgørende betænkeligheder ved at anerkende,
at foreningers medlemmer kan invitere en dem tilknyttet person med til vedkommende
festlighed.
Ser man dernæst på de foreningsfester, der ikke afholdes i restaurationslokaler,
herunder de særlige selskabslokaler, men i lokaler, hvortil der ikke er knyttet bevilling,
/. eks. i forsamlingshuse, må der nøje sondres mellem de tilfælde, hvor der udskænkes stærke
drikke, og de tilfælde, hvor dette ikke finder sted. Udskænkes der stærke drikke, vil der
udkræves en tilladelse fra politiet i medfør af beværterlovens § 22, jfr. den særlige regel i
§ 26, se foran side 73, selvom festligheden ikke er offentlig, hvorved festligheden, som nærmere
omtalt side 75, også bliver undergivet lovens lukkebestemmelser, jfr. dennes § 22,
stk. 6. Da der således foreligger et adkomstmæssigt grundlag, vil der i denne situation heller
ikke kunne bemærkes noget til, at medlemmer medtager en ledsager til festen. Er det
derimod ikke tanken at udskænke stærke drikke ved en foreningsfest, er forholdet det, at
beværtning blot for medlemskredsen, som foran nævnt, er anset som beværtning ved sluttet
bord, altså som fri næring, jfr. bemærkningerne foran side 95, medens en udvidelse af de

133
adgangsberettigede til også at omfatte „uvedkommende" efter hidtidig praksis har forudsat
en adkomst.
Kommissionen er, som foran nævnt, opmærksom på, at det ikke er heldigt, at politiet
skal arbejde med forskellige kriterier i den omhandlede henseende, og kommissionen
er, som ligeledes omtalt, samtidig af den opfattelse, at der ikke bør lægges hindringer i
vejen for det naturlige foreningsliv, således som det rent faktisk udfolder sig. Selvom konsekvensen
af at fastholde den gældende fortolkning, hvorefter alene medlemmer af vedkommende
forening kan beværtes, kun er den, at der til afholdelse af foreningsfestligheder
af den omhandlede art, hvortil „uvedkommende" medtages, udkræves en § 22-tilladelse —
en tilladelse, som politiet sikkert ikke ville nægte — vil det dog efter kommissionens opfattelse
være hensigtsmæssigt at søge de herhenhørende regler noget simplificeret. Kommissionen
har i denne forbindelse været opmærksom, på, om en videregående fortolkning
ville kunne få uheldige følger for afgrænsningen af, for hvem der må serveres
ved det sluttede bord. For det sluttede bords vedkommende forholder det sig dog
formentlig faktisk således, at det forekommer, at faste pensionærer ved given lejlighed
medtager nærstående som gæster. En sådan sædvane er utvivlsomt af meget gammel
dato, og den ses ikke at have givet anledning til klage eller påtale. Dette
forhold skønnes ikke at have overskredet grænser eller antaget former, der kan vække
afgørende betænkeligheder, og kommissionen har ikke fundet anledning til at fremkomme
med forslag til ændring af denne praksis. På lignende måde vil kommissionen
efter omstændighederne anse det som forsvarligt, at en tilsvarende fortolkning anlægges
forsåvidt angår beværtning i foreninger, og kommissionen kan derfor anbefale, at handelsministeriets
praksis på det her omhandlede område ændres derhen, at det på linie med praksis
vedrørende forlystelseslovgivningen anerkendes, at det forhold, at en forenings medlemmer
medtager enkelte gæster, som de har en naturlig og påviselig tilknytning til, normalt ikke kan
gøre vedkommende arrangement offentligt, heller ikke i forhold til beværterloven.
Det af kommissionen udarbejdede lovudkast har følgende ordlyd:

Udkast til lov
om ændringer i lov nr. 129 af 15. marts 1939 om beværtning og
gæstgiveri samt om handel med stærke drikke.
§ 1.
a) I lovens § 1, stk. 1, udgår 2. pkt.
b) I lovens § 1 indføjes som nyt stk. 7:
„Til udlejning af lokaler til afholdelse af
sammenkomster, herunder sluttede selskaber,
ved hvilke indbyderen eller deltagerne
selv drager omsorg for beværtningen, udkræves
der, såfremt udlejningsvirksomheden
drives erhvervsmæssigt, tilladelse fra den
lokale bevillingsmyndighed, jfr. kap. II og
III, efter forud indhentet erklæring fra
kommunalbestyrelsen, i København magistraten.
Tilladelsen udfærdiges af politimesteren,
i København af magistraten, og
kan gives for indtil 1 år ad gangen. Lokalerne
skal opfylde vedkommende politivedtægts
krav til beværtningslokaler, jfr.
§ 9. Misbruges den givne tilladelse, kan den
myndighed, der har givet tilladelsen, tilbagetage
denne."
§ 2.
I lovens § 4, stk. 1, ændres „§ 13" til:
㤠14".
§ 3.
Lovens § 7, stk. 2, affattes således:
„I købstæderne udkræver flytning til
andet lokale bevillingsnævnets tilladelse."
a) I lovens § 8 indføjes som nyt stk. 3:
„Omfattes den virksomhed, der ønskes
overtaget, af bestemmelserne i § 21, stk. 2
e, f eller h, kan dispensation i medfør af
stk. 1 eller tilladelse i medfør af stk. 2 ikke
gives, medmindre overbevillingsnævnet anbefaler
dette."
b) I lovens § 8 ændres „stk. 3" og „stk.
4" til henholdsvis: „stk. 4" og „stk. 5".
§ 5 '
I lovens § 9 indføjes som nyt stk. 6:
„Ministeren for offentlige arbejder og
ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges
til hver indenfor sit forretningsområde
at fastsætte kravene til beværtningslokaler
i jernbanetog, luftfartøjer og
skibe, samt til at anordne det sundhedsmæssige
tilsyn med disse lokaler".
6.
I lovens § 11, stk. 3, indføjes som nyt
3. pkt.:
„Endvidere kan ministeren for handel,
industri og søfart efter indhentet erklæring
fra den lokale bevillingsmyndighed og vedkommende
kommunalbestyrelse, i København
magistraten, tillade, at beværtervirksomhed
med ret til udskænkning af stærke
drikke drives i lokaler i et stormagasin,
selv om beværtningslokalerne står i direkte
forbindelse med salgslokalerne."
§ 7.
I lovens § 12, stk. 3, ændres „§ 13" til:
Ȥ 14 "-
§ 8 -
a) Kapitelangivelsen og overskriften til
lovens kapitel II udgår.
b) Overskriften til lovens § 13 affattes
således:
„Erhvervelse af adgang til at benytte
betegnelsen hotel".
c) Der indføjes en ny § 13, der affattes
således:
„Stk. 1. Ministeren for handel, industri og
søfart kan bestemme, at betegnelsen hotel
eller ordsammensætninger, hvori ordet hotel
indgår, kun må anvendes for gæstgiverier,
der opfylder særlige af ministeren fastsatte

mindstekrav til lokaler, disses indretning,
udstyr m. v., samt til virksomhedens drift.
Ministeren kan endvidere foreskrive, at de
omhandlede betegnelser alene kan benyttes,
såfremt adkomsthaveren — eventuelt bestyreren
— er i besiddelse af visse nærmere
angivne faglige kvalifikationer.
Stk. 2. Ministeren for handel, industri og
søfart fastsætter de nærmere regler, der vil
være at iagttage for at opnå ret til at anvende
de i stk. 1 omhandlede betegnelser."
§ 9 -
a) Foran lovens § 13, der bliver § 14,
indføjes følgende: „Kapitel II.
Erhvervelse af adkomst på beværtereller
gæstgivernæring i købstæderne.
B evær t er vedtægt.''
b) Paragraffen affattes således:
„Stk. 1. Ved en af ministeren for handel,
industri og søfart stadfæstet vedtægt fastsætter
kommunalbestyrelsen, i hvilket omfang
beværterbevillinger skal kunne meddeles
i kommunen.
Stk. 2. Antallet af bevillinger med ret til
udskænkning af stærke drikke må i Københavns,
Frederiksberg og Gentofte kommuner
samt i købstæder med 40 000 indbyggere eller
derover ikke sættes højere end svarende
til det antal bevillinger af denne art, der i
vedkommende kommune var i kraft den 1.
januar 1955. Handelsministeren kan dog tillade,
at det vedtægtsmæssige antal fastsættes
højere end foran angivet, såfremt vedkommende
kommunalbestyrelse efter vedtagelse
af mindst to trediedele af kommunalbestyrelsens
medlemmer gør indstilling
derom.
Stk. 3. For andre købstæder kan antallet
af bevillinger med ret til udskæsnkning af
stærke drikke ikke fastsættes højere end
nedenfor angivet:
1 for hver 400 indbyggere for de første 4 000
indbyggere,
1 for hver 600 indbyggere for de næste 6 000
indbyggere,
1 for hver 750 indbyggere for de næste 15 000
indbyggere,
1 for hver 1 000 indbyggere for den del af
indbyggerantallet, der overstiger 25 000
indbyggere.
Stk. 4. Vedtægten revideres hvert 8.
135
år og bør normalt ikke ændres inden for
gyldighedsperioden.
Stk. 5. Ved den i stk. 1 omhandlede
vedtægt kan det bestemmes, at nye beværterbevillinger
fremtidig kun må meddeles
et under kommunalt tilsyn virkende
selskab, der driver virksomheden i offentlighedens
interesse og uden anden fortjeneste
end den indskudte kapitals passende forrentning
samt iøvrigt efter regler, som efter
indstilling af kommunalbestyrelsen er godkendt
af ministeren for handel, industri og
søfart."
§ 10.
a) Overskriften til lovens § 14, der bliver
§ 15, affattes således:
„Bevillingsnævn."
b) Paragraffen affattes således:
„Stk. 1. Beværter- og gæstgiverbevilling
meddeles og fornyes af bevillingsnævnet.
Stk. 2. Bevillingsnævnet består i København
af borgmesteren for den magistratsafdeling,
under hvilken næringssager hører,
som formand, rådmanden for samme afdeling
og 4 medlemmer, valgt af borgerrepræsentationen
ved forholdstalsvalg. Som 7de
medlem tiltrædes nævnet af en politiinspektør,
valgt af politidirektøren.
Stk. S. Uden for København består bevillingsnævnet
af borgmesteren som formand,
politimesteren og 4 medlemmer, valgt af
kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg.
I købstæder, hvor politimesteren tillige måtte
være borgmester, tiltrædes nævnet af en af
politimesteren med godkendelse af ministeren
for handel, industri og søfart befuldmægtiget.
Stk. 4. Personer, der driver beværtereller
gæstgivernæring eller er godkendt som
bestyrere for sådanne virksomheder i henhold
til bestemmelsen i § 6, kan ikke være
medlem af bevillingsnævnet. Det samme
gælder personer, der er medlem af direktion
eller bestyrelse for et selskab, der driver
virksomhed som beværter eller gæstgiver.
Ingen må som medlem af et bevillingsnævn
deltage i behandlingen af en sag, hvis udfald
berører hans egne eller ham nærstående
personers interesse. Er borgmesteren, jfr.
stk. 2 og 3, ifølge bestemmelsen i nærværende
stykke udelukket fra at være formand,
vælges en anden formand af henholdsvis

magistraten og vedkommende kommunalbestyrelse.
Stk. 5. De med nævnets virksomhed forbundne
udgifter udredes af kommunens kasse.
Stk. 6. Forinden kommunalbestyrelsen
træffer beslutninger i sager, som vedrører
denne lov, skal bevillingsnævnets udtalelse
indhentes.
Stk. 7. Nævnets forretningsorden og de
nærmere regler for dets virksomhed skal
godkendes af ministeren for handel, industri
og søfart."
§ 1L
a) Overskriften til lovens § 15, der bliver
§ 16, affattes således:
„Indgivelse og behandling af andragender
om beværter- og gæstgiverbevilling."
b) Paragraffen affattes således:
„Stk. 1. Andragende om beværter- og
gæstgiverbevilling indgives til politiet, men
stiles til bevillingsnævnet og skal indeholde
oplysning om ansøgerens personlige og økonomiske
forhold og om, i hvilke lokaler
virksomheden agtes drevet.
Stk. 2. Politiet fremsender andragendet
til bevillingsnævnet, ledsaget af oplysninger
om, hvorvidt ansøgeren opfylder de personlige
betingelser for at opnå bevilling.
Stk. 3. Er intet andet bestemt i de i § 15,
stk. 7, nævnte regler, træffer bevillingsnævnet
selv afgørelse om, til hvilke tider i
årets løb indkomne andragender vil være
at prøve, og hvorvidt offentlig indkaldelse
af andragender bør ske.
Stk. 4. Forinden bevillingsnævnet kan
træffe beslutning vedrørende et andragende
om beværter- og gæstgiverbevilling, skal
der med 14 dages varsel ske bekendtgørelse
i et eller flere stedlige dagblade. Bekendtgørelsen
skal indeholde oplysning om ansøgerens
navn og adresse, om, hvorvidt ansøgeren
ønsker beværter- eller gæstgiverbevilling
med eller uden ret til udskænkning
af stærke drikke, samt om, i hvilke lokaler
virksomheden agtes udøvet. Den, der mener
at kunne gøre berettiget indsigelse imod,
at det pågældende andragende imødekommes,
kan inden udløbet af den fornævnte
frist fremsætte sin indsigelse for bevillingsnævnet.
Stk. 5. Bevillingsnævnet afgør, om og til
hvem blandt ansøgerne bevilling vil være
at give, i hvilken henseende der særlig skal
tages hensyn til uddannelse i faget, færdig-
136
hed i regnskabsførelse, ansøgerens økonomiske
stilling, samt om ansøgeren vil fortsætte
og må anses for særlig egnet til at overtage
en bestående forretning, hvis fortsættelse
af almenhensyn skønnes ønskelig. For
så vidt det i tilfælde, hvor bevilling gives
af sidstnævnte grund, må anses for hensigtsmæssigt,
at bevillingen begrænses til den
tid, bevillingshaveren driver den pågældende
forretning, vil andragendet være at forelægge
overbevillingsnævnet til afgørelse i
overensstemmelse med forskrifterne i § 21,
jfr. § 4."
§ 12.
Lovens § 16 udgår.
§ 13.
a) Lovens § 21, stk. 2 a, affattes således:
„i badehoteller og tilsvarende gæstgiverier, i
etablissementer, der hører til kur- og badesteder,
samt i andre tilfælde, hvor ganske særlige
og bestemt angivne hensyn taler derfor, ".
b) I lovens § 21, stk. 2 h, ændres „§ 13"
til: 㤠14".
§ 14.
a) I lovens § 22, stk. 1, indføjes som nyt
2. pkt.:
„Sådan tilladelse er dog ufornøden ved
højskolers, landbrugsskolers og lignende
institutioners beværtning af deltagere i
fester og møder."
b) Lovens § 22, stk. 3, affattelse således:
„Lejlighedstilladelse til beværtning uden
ret til udskænkning af stærke drikke ved
møder eller fester kan for et tidsrum af 6
måneder ad gangen gives de i § 26, stk. 3,
omhandlede forsamlingsbygninger samt højskoler,
landbrugsskoler og lignende institutioner."
c) I lovens § 22 indføjes som nyt stk. 7:
„Det retlige ansvar for en given tilladelses
benyttelse påhviler såvel den i henhold til
stk. 1 udpegede person som de for lokalernes
administration ansvarlige personer."
§ 15.
a) I lovens § 23, stk. 1, ændres „1 år ad
gangen" til: „3 år ad gangen".
b) I lovens § 23, stk. 1, indføjes som nyt
2. pkt.:
„I sygdomstilfælde og lign. kan politiet,
i København magistraten, tillade, at en
anden navngiven person, der opfylder betingelserne
for opnåelse af vandrebrev, benyttes
som medhjælp."

§ 16.
I lovens § 26, stk. 3, indføjes som 2. pkt.:
„Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse
på sådanne forsamlingsbygninger,
der dels har lokaler med selvstændig indgang
for de i 1. punktum nævnte formål, dels har
lokaler, der er indrettet til beværtningsbrug,
jfr. § 9."
§ 17.
Lovens § 27 affattes således:
„Stk. 1. Ved marketenderivirksomhed forstås
i denne lov beværtning i dertil indrettede
lokaler i eller i tilknytning til fabrikker,
værksteder, kontorer, kaserner, institutioner,
arbejdspladser og tilsvarende steder for
de dér beskæftigede. Som beskæftigede kan
tillige anses midlertidigt beskæftigede samt
chauffører, kuske og bude, som har regelmæssigt
ærinde i den pågældende virksomhed
m. v.
Stk. 2. Til at drive marketenderi udkræves,
forsåvidt beværteradkomst ikke er erhvervet,
tilladelse fra politiet, i København
magistraten. Sådan tilladelse giver ikke ret
til udskænkning af andre stærke drikke end
øl af den i § 1, stk. 3, nævnte art og medfører
ikke afgiftspligt i henhold til lov nr.
537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen
af stærke drikke. Når behørig kontrol
med marketenderiet kan føres, og dette
iøvrigt opfylder de i denne paragraf fastsatte
betingelser, kan tilladelse kun nægtes,
når ganske særlige omstændigheder taler
mod dens meddelelse.
Stk. 3. Marketenderitilladelse giver alene
ret til beværtning for de i vedkommende
virksomhed eller på vedkommende arbejdsplads,
såsom et havneområde, beskæftigede
personer. Salg af tobaksvarer vil alene kunne
finde sted til tilfredsstillelse af de pågældendes
bejiov på stedet.
Stk. 4. Marketenderitilladelse kan alene
gives til en virksomhed eller en flerhed af
virksomheder eller, efter aftale med vedkommende
virksomhed eller virksomheder, til en
sammenslutning af de dér beskæftigede.
For så vidt angår arbejdspladser, der ikke er
knyttet til bestemte virksomheder, gives
tilladelsen til en sammenslutning af de beskæftigede.
Til at forestå den daglige drift
skal være ansat en til politiet, i København
magistraten, anmeldt marketender. Det retlige
ansvar for marketenderiets tilbørlige
drift påhviler såvel marketenderitilladelsens
is
137
indehaver som marketenderen. Marketenderens
løn må hverken helt eller delvis beregnes
som en procentdel af omsætningen af
stærkt øl. Ministeren for handel, industri og
søfart kan fastsætte nærmere forskrifter med
henblik på afgrænsning af de til marketenderiet
adgangsberettigede samt til sikring
af og kontrol med, at alene disse beværtes,
og at misbrug af tilladelsen ej heller iøvrigt
finder sted.
Stk. 5. Marketenderier må længst holdes
åbne i tiden fra 1 j2 time før arbejdstidens
begyndelse til 1 /a time efter dennes ophør.
Politiet kan dog, hvor forholdene taler herfor,
tillade, at et marketenderi holdes åbent
i indtil l 1 ^ time efter arbejdstidens ophør.
Stk. 6. I marketenderier må ikke udskænkes
stærkt øl uden for de i vedkommende
virksomhed fastsatte spisetider. Andre stærke
drikke end øl af den i § 1, stk. 3, nævnte
art må ikke nydes i marketenderier. Det er
forbudt at tilbageholde arbejdsløn til dækning
af skyld i marketenderier for stærkt øl.
Bestemmelserne i § 33 finder tilsvarende anvendelse
på marketenderier.
Stk. 7. For så vidt der i et marketenderi
jævnligt forekommer drukkenskab, eller tilladelsen
iøvrigt misbruges, kan den myndighed,
der har givet tilladelsen, med godkendelse
af ministeren for handel, industri
og søfart fratage marketenderiet retten til
at udskænke stærkt øl i en nærmere fastsat
tid eller, når groft og vedvarende misbrug
har fundet sted, inddrage tilladelsen.
Stk. 8. Bestyrere af marketenderier må
ikke udøve handelsnæring, ligesom der ikke
fra lokaler, der er indrettet til marketenderivirksomhed,
må drives nogen næring, til
hvis udøvelse der kræves næringsbrev. Såfremt
der fra de pågældende lokaler fordeles
varer i henhold til § 10 i lov nr. 138 af 28.
april 1931, må der ikke udleveres andre
stærke drikke end øl.
Stk. 9. Efter marketenderiets lukketid,
jfr. stk. 5, må der ikke finde servering
sted. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster,
der bekostes af vedkommende
virksomhed. Anvendelse af marketenderilokaler
efter marketenderiets lukketid til afholdelse
af sammenkomster, herunder sluttede
selskaber, ved hvilke indbyderen eller
deltagerne selv drager omsorg for beværtningen,
jfr. bestemmelsen i § 1, stk. 7, kræver
tilladelse fra politiet i hvert enkelt til

fælde. Sådan tilladelse kan kun gives, såfremt
der i sammenkomsten alene deltager
de i vedkommende virksomhed m. v. beskæftigede
samt gæster i følge med disse."
§ 18.
I lovens § 31, stk. 2, ændres „kl. 1" til:
„et af kommunalbestyrelsen fastsat tidspunkt".
§ 19
I lovens § 32, stk. 1, udgår 2. og 3. pkt.
§ 20.
I lovens § 33, stk. 2, indføjes som nyt 2.
og 3. pkt.:
„Politiet kan, når forholdene taler derfor,
forbyde beværtere at lade personer under
18 år tage ophold som gæster i vedkommende
beværtning. Bevillingshaveren er i alle tilfælde
ansvarlig for overholdelse af forskrifterne
i dette stykke, jfr. dog § 6, stk. 5."
§ 21.
Lovens § 39 affattes således:
„Der vil ikke kunne nægtes politiet adgang
til de til en beværtning eller et gæstgiveri
hørende lokaler eller rum. Tilsvarende
regel gælder forså vidt angår marketenderier
samt de i henhold til § 1, stk. 7, godkendte
udlejningsvirksomheder."
§22.
I lovens § 41, stk. 1, ændres „§ 13, stk.
2" til: 㤠14, stk. 5."
§ 23.
Lovens § 43 affattes således:
„Stk. 1. De ved lovens ikrafttræden udfærdigede
næringsadkomster på gæstgiveri
i købstæderne er fremtidig undergivet de i
denne lov fastsatte bestemmelser om fornyelse
af gæstgiverbevillinger. Adkomsterne
har kun gyldighed for det i medfør af § 4
fastsatte åremål, der regnes fra lovens
Til § 1.
ad a.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
21-22. Det foreslås, at bestemmelsen om, at adkomst
på gæstgivernæring i købstæderne meddeles ved næringsbrev,
bortfalder. Herved vil disse næringsadkomster
ligesom næringsadkomster på gæstgivernæring
i landkommunerne samt næringsadkomster
på beværtervirksomhed, såvel i købstæderne som på
landet, være at meddele som bevillinger.
138
Bemærkninger til lovudkastet.
ikrafttrædelsesdag, men kan ved udløbet
af dette åremål fornyes i overensstemmelse
med de i denne lov fastsatte forskrifter.
Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede næringsadkomster
skal inden 3 måneder efter denne
lovs ikrafttræden indsendes til politiet, i
København til magistraten. Vedkommende
myndighed udfærdiger vederlagsfrit en bevilling
på gæstgiveri og forsyner denne med
påtegning om dens gyldighedstid.
Stk. 3. De ved lovens ikrafttræden udfærdigede
tilladelser til at drive marketenderi
skal inden 3 måneder efter denne lovs ikrafttræden
indsendes til politiet, i København
til magistraten, som derefter udfærdiger
den fornødne tilladelse, såfremt vedkommende
marketenderi opfylder betingelserne
i § 27.
Stk. 4. Den, der ved nærværende lovs
ikrafttræden forener adkomst på beværtereller
gæstgivernæring med anden næring,
bevarer sådan ret uanset bestemmelserne i
nærværende lovs § 11."
§ 24.
Lovens § 44 affattes således:
„Denne lov, der ikke gælder for Færøerne
og Grønland, træder i kraft den . . . ."
§ 25.
Ministeren for handel, industri og søfart
bemyndiges til at lade lov nr. 129 af 15.
marts 1939 om beværtning og gæstgiveri
samt om handel med stærke drikke med de
af nærværende lov samt af lov nr. 261 af
27. maj 1950, lov nr. 123 af 28. marts 1951
og lov nr. 286 af 18. juni 1951 følgende ændringer
optrykke og til i Lovtidende at bekendtgøre
den således ændrede lov som lov
om beværtning og gæstgiveri samt om handel
med stærke drikke.
ad b.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
30-34. Udlejning af lokaler til afholdelse af de i forslaget
angivne festligheder har, når bortses fra udlejning
til foreningsfester med udskænkning af stærke
drikke, ikke hidtil været undergivet beværterlovens
forskrifter. Efter forslaget udkræves der, såfremt
udlejningsvirksomheden er erhvervsmæssig, tilladelse
fra den lokale bevillingsmyndighed, hvorved
udskænkningen af stærke drikke vil blive omfattet

af omsætningsafgiftsloven. Lokalerne skal opfylde
kravene til beværtningslokalers indretning, jfr. beværterlovens
§ 9.
Til §§ 2 og 12.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
21-22. Den nævnte ændring i paragraf hen visningen
skyldes, at den nuværende § 16 som følge af det i
nærværende forslags § 1 a omhandlede forslag bortfalder,
at der som ny § 13 er optaget en regel om
beskyttelse af betegnelsen hotel, og at de nuværende
§§ 13, 14 og 15 derfor ændres til §§ 14,15 og 16.
Til § 3.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
41-43. Efter forslaget bringes de for landdistrikterne
gældende regler om flytning af beværter- og gæstgivervirksomhed
i anvendelse i købstæderne, således
at flytning også her udkræver den lokale bevillingsmyndigheds
tilladelse. Denne tilladelse vil dog i
modsætning til, hvad tilfældet er for landdistrikternes
vedkommende, kunne gives uden iagttagelse af
de for erhvervelse af bevilling fastsatte forskrifter.
Til § 4.
ad a.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
44-46. Bestemmelsen svarer til den af handelsministeriet
anlagte praksis med hensyn til meddelelse af
dispensation fra bestemmelsen i § 8 til samtidig
drift af en virksomhed, der omfattes af overbevillingsnævnets
eneretsområde. Efter forslaget bliver
der overensstemmelse i loven mellem §§ 8 og 21,
stk. 3.
ad b.
Forslaget er af redaktionel art.
Til § 5.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
70-71. Det har hidtil været følt som et savn, at loven
ikke har indeholdt en for de i forslaget nævnte befordringsmidler
gældende regel om navnlig de sanitære
krav til beværtningslokaler, herunder køkken og
magasinrum, samt at der ikke har været etableret
et tilsyn med disse lokaler. Det pågældende tilsyn
føres mest hensigtsmæssigt af de på dette område
specielt sagkyndige organer.
Det forudsættes iøvrigt, at beværterlovens almindelige
bestemmelser, herunder også § 33, stk. 2,
om udskænkning for berusede personer finder anvendelse
i de i nærværende paragraf omhandlede
restaurationer.
Til § 6.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
48. Efter beværterlovens § 11, stk. 3, må der ikke
139
drives f. eks. handelsnæring i lokaler, som står i
direkte forbindelse med lokaler, i hvilke der drives
bli a. beværtervirksomhed med udskænkning af
stærke drikke. Forslaget tilsigter at bringe lovgivningen
i overensstemmelse med den praksis
vedrørende stormagasiner, der på grund af de særlige
forhold allerede har udviklet sig.
Til § 7.
Forslaget er af redaktionel art, jfr. herved bemærkningerne
til § 2.
Til § 8.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
21-22 samt til den af kommissionen i december 1949
afgivne første betænkning vedrørende revision af
beværterlovgivningen. Efter forslaget åbnes der adgang
til at beskytte betegnelsen „hotel" eller ordsammensætninger,
hvori ordet „hotel" indgår, således
at denne betegnelse forbeholdes virksomheder,
der opfylder nærmere af handelsministeren foreskrevne
betingelser.
Den pågældende bestemmelse må placeres som
§ 13, idet den hører hjemme i lovens kapitel I, der
er fælles for købstasder og landdistrikter.
Til § 9.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
56-65. På grund af den stedfundne forskydning af den
gældende lovs §§ 13—15 bliver bestemmelsen om
„beværtervedtægt" efter forslaget § 14 mod tidligere
§ 13.
Ved forslaget har kommissionen, for så vidt angår
købstæder under 40 000 indbyggere, ønsket at
opstille en smidigere skala til regulering af antallet
af beværterbevillinger med ret til udskænkning af
stærke drikke, ligesom man yderligere har tilsigtet
at tilpasse det vedtægtsmæssige antal bevillinger til
det faktiske antal. Ud fra det synspunkt, at det
antal bevillinger, som i henhold til beværtervedtægterne
højst kan meddeles i København og de
store købstæder, i så høj grad overstiger det faktiske
antal, at der ikke synes at være behov for uden videre
at lade bevillingstallet vokse i takt med befolkningstilvæksten
i overensstemmelse med den i
øjeblikket gældende norm — 1 bevilling for hver
550 indbyggere •— er det foreslået, at en forhøjelse
af bevillmgstallet pr. 1. januar 1955 i de nævnte
byer bliver afhængig af, at kommunalbestyrelsen
med den i forslaget nævnte majoritet indstiller dette,
og at handelsministeriet tiltræder en forhøjelse.
Også deponerede bevillinger må anses som værende
i kraft, indtil de måtte være bortfaldet bl. a. som
følge af ikke-benyttelse, jfr. lovens § 40, stk. 5.
Forslagets stk. 5 er i overensstemmelse med den
gældende regel i § 13, stk. 2.

Til §§ 10 og 11.
På grund af den stedfundne forskydning af den
gældende lovs §§ 13—15 bliver bestemmelsen om
„bevillingsnævn" samt bestemmelsen om indgivelse
og behandling af andragender om bevilling
efter forslaget §§ 15 og 16 mod tidligere §§ 14
og 15.
I overensstemmelse med nærværende forslags § 1 a,
hvorefter adkomst på gæstgivernæring i købstæderne
vil være at meddele som bevilling, er nærværende
bestemmelses stk. 1 ændret således, at
bevillingsnævnet — foruden beværterbevillinger —
meddeler og fornyer gæstgiverbevillinger.
Vedrørende forslagets stk. 4 henvises til de indledende
bemærkninger side 66-68. Der er optaget en
bestemmelse om, at beværtere og gæstgivere samt
bestyrere ikke kan vælges til medlem af bevillingsnævnet.
Det samme er tilfældet for så vidt angår
direktører og bestyrelsesmedlemmer. Det er endvidere
foreslået, at personer, der er særligt interesseret
i en sags behandling, ikke kan deltage i behandlingen
af denne.
Den foran omtalte bestemmelse i forslagets § 1
har nødvendiggjort visse ændringer af redaktionel
karakter i den gældende lovs § 15. På grund af den
stedfundne forskydning i paragrafnumrene er det
anset for hensigtsmæssigt at optrykke også denne
paragraf i dens helhed.
Til § 13.
ad a.
Forslaget står i forbindelse med det i forslagets
§ 8 omhandlede forslag om beskyttelse af hotelbetegnelsen,
idet dette forslag forudsætter en „opdeling"
af gæstgiveradkomsten i en almindelig
gæstgiveradkomst og en sådan adkomst med ret til
hotelbetegnelsen og derved gør en præcisering af
overbevillingsnævnets forretningsområde nødvendig.
ad b.
Forslaget er af redaktionel art, se herved bemærkningerne
til forslagets § 2.
Til S 14.
ad a.
Det er ikke anset for rimeligt, at højskoler, landbrugsskoler
og lignende institutioner vil have at
indhente tilladelse efter § 22, såfremt disse institutioner
blot ønsker at beværte deltagere i fester og
møder. Den foreslåede undtagelse fra hovedreglen
i stykkets 1. pkt. er dog kun tænkt at gælde, såfremt
den pågældende fest m. v. afholdes i institutionens
lokaler, ligesom undtagelsesbestemmelsen ikke omfatter
anden beværtning ved disse institutioners
foranstaltning, jfr. også bestemmelsen i lovens stk.
140
3, der forudsætter, at der i sådanne institutioner kan
finde en udvidet servering sted, hvortil § 22-tilladelse
er påkrævet.
ad b.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
86. Efter den foreslåede affattelse vil det være
udelukket at meddele stående tilladelse til udskænkning
af stærke drikke ved særlige lejligheder. Er
der tale om udskænkning af stærke drikke, kan dette
kun ske i henhold til en til den særlige lejlighed
given tilladelse. Der vil derimod fremdeles ikke være
noget i vejen for at meddele stående tilladelse til
udskænkning af svage drikke; sådan tilladelse skal
dog efter forslaget kun kunne gives for 6 måneder ad
gangen i modsætning til, hvad tilfældet er nu, hvor
tilladelsen kan gives for indtil 1 år ad gangen.
ad c.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
87. Den foreslåede bestemmelse, hvis forbillede
er reglen i beværterlovens § 6, stk. 5, om ansvaret
i tilfælde, hvor en virksomhed drives ved bestyrer,
lægger et medansvar på f. eks. forsamlingshusets
ledelse for den stedfindende beværtning. At der således
pålægges foruden den særlige forsamlingshusvært
bestyrelsen et direkte ansvar, udelukker ikke,
at der påhviler ledelsen af den forening, der arrangerer
den konkrete festlighed, et ansvar for denne.
Til § 15.
ad a.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
89-92. Det er anset for hensigtsmæssigt at åbne
adgang til at give de heromhandlede tilladelser for
et tidsrum af 3 år ad gangen.
ad b.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
92. Forslaget skyldes, at det — som efter næringslovgivningens
almindelige forskrifter — kan være
nødvendigt at åbne adgang til at benytte medhjælp
som stadepladsbestyrere. Det forudsættes, at denne
bestemmelse også vil kunne benyttes i tilfælde af
stadeindehaverens ferie eller andet forfald.
Til § 16.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
78-83. Der er som hidtil ikke noget til hinder for at
meddele afholdsbevilling til et forsamlingshus på
landet. For så vidt angår beværtning med ret til udskænkning
af stærke drikke, er det fortsat hovedreglen,
at der ikke kan knyttes sådan bevilling til forsamlingshuse.
For at kunne opnå bevilling med
ret til udskænkning af stærke drikke udkræves, at
- eventuelt vælgerne — ønsker dette,

og at amtsrådet — eventuelt handelsministeriet
eller overbevillingsnævnet — tiltræder, at bevilling
gives. Det er en betingelse, at der er indrettet
særlige lokaler til de i bestemmelsen nævnte formål,
men herudover foreskrives det, at der er adgang
til disse lokaler uden om de særlige restaurationslokaler.
Der er intet i vejen for, at de til
idrætsbrug m. v. indrettede lokaler i påkommende
fald også benyttes som beværtningslokaler.
Til § 17.
ad stk. 1.
Dette stykke er med enkelte redaktionelle ændringer
i overensstemmelse med det nugældende stk. 2.
Bestemmelsen er udvidet med en regel om, at også
midlertidigt beskæftigede samt chauffører, kuske og
bude, som har regelmæssigt ærinde i den pågældende
virksomhed m. v., kan anses som beskæftiget på
stedet. Om denne tilføjelse henvises til de indledende
bemærkninger side 118-120.
ad stk. 2.
Dette stykke svarer til stk. 1 i den nugældende
lov. Efter forslaget vil tilladelsen til marketenderivirksomhed
dog ikke kunne omfatte destillerede
stærke drikke samt vin. Herom henvises til de indledende
bemærkninger side 108-110. Endvidere er
bestemmelsen om, at tilladelse ikke kan nægtes
under de i sidste punktum angivne forudsætninger,
hentet fra det nuværende stk. 4.
ad stk. 3.
Dette stykke svarer med enkelte redaktionelle ændringer
til det nuværende stk. 3. Tilføjelsen om, at
også tobaksvarer vil kunne forhandles i nævnte
omfang, dækker den nuværende praksis, jfr. herved
de indledende bemærkninger side 117.
ad stk. 4.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
106-108. Dette stykke svarer med enkelte redaktionelle
ændringer til det nuværende stk. 4. Forslaget
lægger vægt på at understrege, at et marketenderi
enten skal drives af virksomheden (virksomhederne)
eller af repræsentanter for en sammenslutning af de
dér beskæftigede. Hvor der er tale om arbejdspladser,
skal marketenderiet drives af repræsentanter for
de dér beskæftigede. Bestemmelsen om det retlige
ansvar er hentet fra beværterlovens § 6, stk. 5.
Vedrørende spørgsmålet om aflønning af marketendere
henvises til de indledende bemærkninger
side 108.
ad stk. 5.
Dette stykke er i overensstemmelse med det nuværende
stk. 5, dog at bestemmelsen om udskænk-
141
ning af stærke drikke — efter forslaget stærkt øl —
er flyttet til stk. 6.
ad stk. 6.
Dette stykke svarer til det nuværende stk. 6.
Efter forslaget må der heller ikke nydes medbragte
destillerede stærke drikke og vin. Vedrørende
spørgsmålet; om tilbageholdelse af arbejdsløn til
dækning af sk3 r ld i marketenderiet henvises til de
indledende bemærkninger side 111-115.
ad stk. 7.
Dette stykke er i realiteten uforandret.
ad stk. 8.
Til den nugældende regel er føjet en bestemmelse
om, at der, såfremt der fra de pågældende lokaler
fordeles varer i henhold til næringslovgivningens bestemmelser
om brugsforeninger, ikke må udleveres
andre stærke drikke end øl. Om dette spørgsmål henvises
til de indledende bemærkninger side 116-118.
ad stk. 9.
Dette stykke er nyt. Bestemmelsen, der omhandler
marketenderilokalernes anvendelse efter marketenderiets
lukketid, indeholder dels en regel om servering
i marketenderiet, dels en regel om medbringning
af mad- og drikkevarer til sammenkomster i
marketenderiet. Vedrørende disse to spørgsmål henvises
til de indledende bemærkninger henholdsvis
side 120-122 og side 122-123.
Til §§ 18 og 19.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
125-127. Efter forslaget er beværtningernes lukketid
fremdeles kl. 24 eller det i politivedtægten eventuelt
fastsatte tidligere tidspunkt. Efter beværterlovens
§ 31, stk. 2, kan politiet give et af kommunalbestyrelsen
najrmere fastsat antal beværtere tilladelse
til at holde åbent efter kl. 24 eller det i politivedtægten
eventuelt nævnte tidligere lukketidspunkt,
dog længst til kl. 1. Efter forslaget ændres denne
bestemmelse derhen, at det overlades til kommunalbestyrelsen
at træffe afgørelse af, hvornår beværtninger
med den omhandlede tilladelse skal lukke.
Følgen heraf er, at reglerne i beværterlovens § 32,
stk. 1, 2. og 3. pkt., om beværtning for siddende
gæster bortfalder.
Til § 20.
Efter § 33, stk. 2, er det forbudt at skænke eller
lade skænke stærke drikke for personer, der må antages
at være berusede, og for personer, der ikke er
fyldt og heller ikke kan antages at være fyldt 18 år.
I bestemmelsen er endvidere optaget et forslag om,
at politiet skal kunne forbyde beværtere at modtage
personer under 18 år som gæster i vedkommende

eværtning, hvorom kan henvises til de indledende
bemærkninger side 18-19. Vedrørende spørgsmålet
om den foreslåede regel om værtens strafskyld henvises
til de indledende bemærkninger side 12-13.
Efter forslaget skal bevillingshaveren i alle tilfælde
anses som ansvarlig for disse bestemmelsers overholdelse,
medmindre der i overensstemmelse med
reglerne i § 6 er godkendt en bestyrer til at lede
den daglige drift, i hvilket tilfælde ansvaret går
over på ham. Bestemmelsen om eventuelt forbud
mod mindreåriges ophold i en beværtning må forstås
med den begrænsning, at der ikke kan foreligge
nogen overtrædelse af denne bestemmelse, såfremt
en ikke 18-årig efter sit udseende må antages at
være fyldt 18 år, medmindre den ansvarlige vidste
eller burde vide, at vedkommende var under 18 år.
Forsåvidt bevillingshaveren er et selskab m. v.,
ligger ansvaret for den daglige drift hos bestyreren.
Til § 21.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
124. Under bestemmelsen henhører også forsamlingshuse
og andre lokaler, hvori der i henhold til bestemmelsen
i beværterlovens § 22 drives beværtning
ved særlige lejligheder.
Til § 22.
Forslaget er af redaktionel art, jfr. herved
bemærkningerne til § 2.
Til § 23.
ad stk. 1—2.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
21. Bestemmelsen står i forbindelse med, at adkomst
på gæstgivernæring i købstæderne fremti-
142
dig skål meddeles som bevilling, jfr. bemærkningerne
til forslagets § 1 a.
ad stk. 3.
Der henvises til de indledende bemærkninger side
108. Det er anset for nødvendigt, at forslaget om
ændringer i de for marketenderier gældende regler
får gyldighed også for sådanne marketenderiers
vedkommende, der allerede har tilladelse til marketenderidrift.
Disse marketenderier bør derfor rette
henvendelse til politiet (i København til magistraten)
for at bringe deres forhold på linie med forslagets
bestemmelser.
Det er anset for unødvendigt at opretholde de
i den gældende lovs § 43, stk. 1—4, indeholdte overgangsbestemmelser,
som må antages at have mistet
praktisk interesse. Det er derfor foreslået, at disse
bestemmelser udgår som overflødige.
Til § 24.
For Færøernes vedkommende findes særlige bestemmelser
i lov for Færøerne om forbud mod at
drive erhverv med berusende drikke m. m. nr. 115
af 4. april 1928, som denne senest er ændret ved
lov nr. 48 af 19. februar 1943.
Lovområdet er iøvrigt nu et færøsk særanliggende,
jfr. bestemmelserne i § 2 i lov nr. 137 af
23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre.
Til § 25.
Det ville lette administrationen af beværterloven,
at denne med de senere ændringer optrykkes i
en lovbekendtgørelse.

En undersøgelse af beværtningsforholdene i forsamlingshusene.
Bilag I.
Efter anmodning af kommissionen har handelsministeriet under 28. juni 1952
tilskrevet samtlige 71 politikredse således:
„På foranledning af kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet skal man
til brug for kommissionens overvejelser vedrørende eventuelle ændringer i beværterloven
anmode hr. politimesteren om at ville være ulejliget med at tilvejebringe følgende oplysninger:
1) Hvor mange forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art
findes inden for politikredsen?
2) Til hvor mange er der knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke
drikke?
3) Hvor mange forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 opnået tilladelse
til lejlighedsbeværtning i medfør af beværterlovens § 22?
a) Stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3?
b) Stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke?
c) Enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke? Hvor mange tilladelser
er der meddelt hvert enkelt forsamlingshus?
d) Enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke? Hvor mange
tilladelser er der meddelt hvert enkelt forsamlingshus?
4) Er det, såfremt tilladelse gives som stående, sædvanligt at forny tilladelserne kontinuerligt?
I bekræftende fald for hvor lang tid?
5) Findes der andre lokaler i politikredsen, herunder i købstadområdet, til hvilke der
ikke er knyttet beværterbevilling, som regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til
afholdelse af bl. a. selskabelige sammenkomster og lign., til hvilke drikkevarer m. v.
medtages af deltagerne; i bekræftende fald hvor mange?
6) Hvilke erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende har politiet indhøstet ved forsamlingshuses
og andre lokalers benyttelse til de angivne formål?
Man ville sætte pris på, om hr. politimesterens besvarelse måtte kunne være handelsministeriet
i hænde i slutningen af juli måned 1952".
Endvidere har man under samme dato tilskrevet politimestrene i Haderslev,
Varde, Randers, Frederikshavn, Svendborg, Holbæk og Nykøbing F. således:
„ I forbindelse med anden skrivelse herfra af d. d. vedrørende forsamlingshusenes
benyttelse skal man meddele, at kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet
har anset det for hensigtsmæssigt udover de i den nævnte skrivelse stillede spørgsmål at
rette et yderligere spørgsmål til enkelte politikredse, der kan antages at være eksempler
på forholdene i de forskellige dele af landet.

144
Kommissionen vil være interesseret i at modtage oplysning om, til hvilke arter af
festligheder, der gives tilladelse til lejlighedsbeværtning i forsamlingshuse. Oplysningerne
bedes givet for så vidt angår tiden 1. januar—30. juni 1952.
Nærværende skrivelse er tilstillet politimesteren i Haderslev, Varde, Randers,
Frederikshavn, Svendborg, Holbæk og Nykøbing F.
Man vil være interesseret i, at også besvarelsen af dette spørgsmål måtte kunne
være ministeriet i hænde i slutningen af juli måned 1952".
Endelig har man sendt begge skrivelser til politidirektøren i København og anmodet
denne om, i det omfang spørgsmålene egnede sig til besvarelse fra Københavns
politis side, at ville fremkomme med en udtalelse.
Nedenfor citeres de indkomne besvarelser:
Politidirektøren i København oplyser:
„at herværende bevillingskontor har registreret 21 lokaler i København, til hvilke der ikke er
knyttet beværterbevilling, og som lejlighedsvis benyttes til afholdelse af familiefester og mindre foreningsfester,
til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne. De pågældende lokalers benyttelse har aldrig
givet politiet anledning til ufordelagtige bemærkninger.
De øvrige af ministeriet stillede spørgsmål ses ikke at vedrøre Københavns politi".
Politimesteren i Frederiksberg birk henviser til en politirapport, hvor det anføres:
„ad 1—4. Der findes ingen forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art her i
politikredsen,
ad 5. Der findes her i politikredsen 3 lokaler, som lejlighedsvis bruges til afholdelse af selskabelige
sammenkomster og lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.
Lokalerne er følgende:
N. N. danseinstitut,
N. N. danseinstitut,
N. N. fagforenings mødelokale,
ad 6. Der er i de anførte lokaler aldrig foregået noget til forstyrrelse af den offentlige ro og orden,
og der er ikke blevet konstateret tilfælde af overdreven nydelse af spiritus, ligesom der ikke er
foregået uorden, når deltagerne forlader lokalerne".
Politimesteren i Københavns amts nordre birk:
„ad 1. 4 (Lyngby idrætshus, Brede idrætshus, Ungdomshjemmet i Gladsaxe og Socialdemokratisk Ungdomshjem,
Søborg).
ad 2. Ingen.
ad 3. 4 (de under punkt 1 nævnte).
a. Ingen.
b. Ingen.
c. 1: 28 lejlighedstilladelser.
2: Lyngby idrætshus har fået meddelt 7 tilladelser, Brede idrætshus 8 tilladelser, Ungdomshjemmet
i Gladsaxe 6 tilladelser og Socialdemokratisk Ungdomshjem 7 tilladelser.
d. 1: Ingen.
2: Ingen.
ad 4. Nej.
ad 5. Nej.
ad 6. Der er ikke hidtil konstateret drikkeri af uheldigt omfang som følge af de lejlighedstilladelser
med ret til udskænkning af stærke drikke, der er meddelt ved benyttelsen af disse forsamlingshuse".
Politimesteren i Købenliavns amts søndre birk m. v.:
„ad 1. 7 forsamlingshuse.
ad 2. Ingen af disse har bevilling.
ad 3. 5.
a. 4. 3 mdr. ad gangen.

145
b. 1. 1 år ad gangen.
c. 5 tilladelser i tiden 1. januar—30. juni 52 til 1 forsamlingshus.
d. 12 tilladelser i tiden 1. januar—30. juni 52 til 1 forsamlingshus.
4. Ja. 3 mdr. for stærke drikke og 1 år for ikke-stærke drikke.
5. Ja, 2 steder.
6. Ingen overhåndtagende drikkeri i og ved forsamlingshusene som følge af udstedte § 22-tilladelser,
der ikke har givet anledning til ulemper.
Det tilføjes, at 1 af de huse, der er medregnet under de 7 forsamlingshuse, er et menighedshus,
nævnt under ad 1 og ad 3 b".
Politimesteren i Roskilde henholder sig til en politirapport, hvor det anføres:
„ad 1. I politikredsens landdistrikt findes 25 forsamlingsbygninger, og i 4 kommuner anvender man
desuden skolens gymnastiksal til dette formål, således at det samlede tal er 29.
ad 2. Ingen af disse forsamlingsbygninger har bevilling til udskænkning af ikke-stærke drikke,
ad 3. 28 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 haft tilladelse til lejlighedsbeværtning
i medfør af beværterlovens § 22.
a. 17 forsamlingshuse har haft stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.
b. 7 forsamlingshuse (herunder 3 skolegymnastiksale) har haft stående tilladelse til udskænkning af
ikke-stærke drikke.
c. 1 forsamlingshus har fået 8 tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
d. 3 forsamlingshuse (herunder 1 skolegymnastiksal) har fået henholdsvis 6, 4 og 2 tilladelser til udskænkning
af ikke-stærke drikke.
ad 4. De stående tilladelser fornyes henholdsvis hver 3. og hver 12. måned.
ad 5. Der findes ikke her i kredsen lokaler, som benyttes på omhandlede måde.
ad 6. Der har ikke i de senere år været grund til klage over benyttelse af forsamlingshuse og lignende
lokaler her i kredsen. Når der en enkelt gang har været tilkaldt politi til fest i et forsamlingshus,
har dette været til et forsamlingshus uden ret til udskænkning af stærke drikke, hvortil gæster
selv har medtaget stærke drikke (unge mennesker med en flaske i lommen). Når stærke drikke
derimod kan købes på stedet til restaurationsprisen under ordnede forhold, forekommer der ikke
drukkenskab.
løvrigt begrænses lukketiden i de omhandlede forsamlingshuse herfra til kl. 1 nat og i særlige
tilfælde til kl. 2, hvilket efter alt at dømme har stor betydning til forebyggelse af drukkenskab".
Politimesteren i Køge m. v.:
„ad 1. I politikreds 5, Køge, Haslev ni. v., findes 22 af de i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede forsamlingshuse.
ad 2. Eet forsamlingshus —- Bjæverskov— har beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke
drikke.
ad 3. I tiden fra 1. januar—30. juni 1952 har 21 forsamlingshuse opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning
i medfør af be værter lovens § 22.
a. To forsamlingshuse — Gørslev og Sædder •— har haft stående tilladelse til udskænkning af stærke
drikke, jfr. § 22, stk. 3.
b. Tre forsamlingshuse — Alslev, Valløby og Skuder løse — har haft stående tilladelse til udskænkning
af ikke-stærke drikke.
c. 14 forsamlingshuse er meddelt ialt 162 enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke,
og disse tilladelser fordeler sig således til de enkelte forsamlingshuse:
Ejby 7 — Enderslev 12 — Himlingøje 4 — St. Taarnby 18 — Brandelev 9 — Dalby 6 — Kongsted
27 —• Toksværd 17 — Ulse 8 — Fensmark 12 — Før sie v 15 — Holme Olstrup 5 — Terslev
12 og Teestrup 10.
d. 8 forsamlingshuse er meddelt ialt 32 enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke
drikke, og disse tilladelser fordeler sig således:
Ejby 4 — Lidemark 3 — Enderslev 2 — St. Taarnbjr 4— Dalby 5 — Kongsted 11 — Fensmark
1 og Lellinge 2.
ad 4. De stående tilladelser fornyes sædvanligt kontinuerligt, jfr. § 22, stk. 3, for indtil 3 måneder, når
tilladelsen giver ret til udskænkning af stærke drikke, og for indtil 1 år, når tilladelsen ikke giver
ret til udskænkning af stærke drikke. Jeg havde tidligere nægtet at indgå på kontinuerlige forny -
19

Politimesteren i Kalundborg m. v.:
„ad
ad
ad
ad
ad
ad
1.
2.
3.
a.
h.
c.
d.
4.
5.
6.
17.
14.
Ingen.
Ingen.
Ingen.
Ingen.
Ingen.
Nej.
Nej.
Der er erfaringsvis ikke meget at indvende
sjældent, at politiet må gribe ind".
i ædruelighedsmæssig henseende, og det er yderst
Politimesteren i Slagelse m. v.:
„ad 1. Der findes i herværende politikreds forsamlingshuse i: 1) Buerup, 2) Drøsselbjerg, 3) Faardrup,
4) Gerlev, 5) Gimlinge, 6) Gudum, 7) Gørlev, 8) Hallebyore, 9) Hallelev, 10) Havrebjerg, 11) Hejninge,
12) Keldstrup, 13) Kirkerup, 14) Kirke-Stillinge, 15) Lille-Valby, 16) Lundforlund, 17)
Løve, 18) Ottestrup, 19) Reerslev, 20) Rosted, 21) Skørpinge, 22) Slotsbjergby, 23) Sludstrup,
24) Solbjerg, 25) Sæby, 26) Sørbymagle, 27) Tjørnelunde, 28) Tyelse og 29) Vinde-Helsinge — ialt
29 forsamlingshuse.
ad 2. Der er ikke knyttet bevillinger af nogen art til forsamlingshusene.
ad 3.
a. Der er ingen stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
b. Der er ingen stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.
c. Der er i tiden 1. januar—30. juni 1952 i medfør af beværterlovens § 22 givet de under punkt 1
nævnte forsamlingshuse lejlighedstil]adelser til udskænkning af stærke drikke således: 1)2 — 2)
5 — 3) 7 — 4) 5 — 5) 7 — 7) 3 — 10) 3 — 11) 3 — 12) 2 — 13) 3 — 15) 1 — 17) 1 — 18) 8 —
20) 1 — 21) 6 — 22) 3 — 23) 3 — 26) 9 — 27) 2 og 28) 5 tilladelser, ialt 79 tilladelser.
d. Der er meddelt forsamlingshusene lejlighedstilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke i forbindelse
med de stedlige foreningers afholdelse af festligheder og baller og lignende, uden at man

148
dog er i stand til at kunne opgive antallet på disse tilladelser. Tilladelse må i hvert enkelt tilfælde
indhentes fra politiet,
ad 4. Se under punkt 2.
ad 5. Nej.
ad 6. Der har tidligere været stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke i en hel del forsamlingshuse
i politikredsen, og det blev ved fester i disse forsamlingshuse bemærket, at der var
adskillige deltagere, der ankom i beruset tilstand.
Efterhånden ophørte samtlige stående tilladelser, og ved hver enkelt fest, der nu afholdes
i forsamlingshusene, må der nu søges politiet om lejlighedstilladelse.
Det er min opfattelse, at de givne lejlighedstilladelser begrænser deltagernes overdrevne
nydelse af spiritus, idet tilladelserne er betinget af god ro og orden under festerne, ligesom der i
hvert enkelt tilfælde fastsættes lukketid for forsamlingshusene.
Såfremt lukketiden ikke nøje overholdes, eller der skænkes for berusede personer, eller
der ikke opretholdes god ro og orden, udstedes der ikke i kortere eller længere tidsrum lejlighedstilladelser
i det pågældende forsamlingshus eller eventuelt for den forening, der har afholdt den
sammenkomst, der har givet anledning til påtale.
Vel er det i flere tilfælde konstateret, at deltagerne i festligheder i forsamlingshuse har
haft medbragt spiritus og nydt dette uden for forsamlingshusenes område, men nogen større drikfældighed
har dog ikke fundet sted".
Politimesteren i Skælskør m. v. henviser til 3 politirapporter, hvor det anføres:
„For så vidt angår Holsteinborg birk kan det oplyses:
ad 1. Der findes her i birket ialt 10 forsamlingshuse, der har til formål at afgive lokaler til afholdelse
af den stedlige befolknings møder, sportsøvelser m. v., men der er ikke inden for de sidste godt 9
år i noget tilfælde meddelt tilladelse til servering af stærke drikke i nogen af forsamlingshusene.
ad 2. Ialt 2 forsamlingshuse („Enigheden" i Tornemark samt Spjellerup forsamlingshus).
ad 3. I tiden 1. januar til 30. juni 1952 har 8 forsamlingshuse opnået lejlighedsbeværtning i medfør af
beværterlovens § 22, stk. 3.
a. Ingen.
b. 8.
c. Ingen.
ad 4. Lejlighedstilladelserne uden ret til udskænkning af stærke drikke kræves fornyet hvert år.
ad 5. Ingen.
ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende har der kun i meget få tilfælde været anledning til indskriden
fra politiets side i forsamlingshusene".
„For så vidt angår Vester Flakkébjærg herreds politidistrikt, kan det oplyses:
ad 1. Der findes 5 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.
ad 2. Der findes ingen forsamlingshuse, hvortil der er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning
af stærke drikke.
ad 3. I tiden 1. januar—30. juni 1952 har 5 forsamlingshuse opnået lejlighedsbeværtring i medfør af
beværterlovens § 22, stk. 3.
a. Tre forsamlingshuse.
b. To forsamlingshuse.
c. Ingen.
ad 4. Lejlighedstilladelserne med ret til udskænkning af stærke drikke kræves fornyet for hver 3 mdr.,
og lejlighedstilladelserne uden ret til udskænkning af stærke drikke kræves fornyet hvert år.
ad 5. Ingen.
ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende har der kun i ganske få tilfælde været anledning til indskriden
fra politiets side i forsamlingshuse".
For Korsør landdistrikts vedkommende kan oplyses:
"ad 1. Der findes 4 forsamlingshuse i distriktet.
ad 2. I forsamlingshuset „Ydun" i Vemmelev sogn har bestyrelsen beværterbevilling uden ret til udskænkning
af stærke drikke.
ad 3—4. Ialt 3 forsamlingshuse har stående lejlighedstilladelse til udskænkning af stærke drikke, der
fornyes regelmæssigt hver 3die måned, alt forudsat, at driften ikke måtte give anledning til bemærkninger,
nemlig

149
Taarnborg sogns forsamlingshus i Frølunde,
Vemmelev sogns forsamlingshus i Vemmelev,
Hemmeshøj sogns forsamlingshus i Hemmeshøj.
ad 5. Der findes ikke lokaler, hvor det er tilladt deltagerne selv at medbringe spiritus,
ad 6. Man har ingen dårlige erfaringer her i distriktet med hensyn til ædrueligheden i forbindelse med
ovenstående. De lejlighedsvise bevillinger, der fornyes hver tredie måned, giver en god lejlighed
til for politiet, hvis der måtte være noget at udsætte på driften af forsamlingshuset, da at stille
i udsigt, at fornyelse med spiritus „er i fare". Ligeledes har man en god kontrol med, hvor længe
der må holdes åbent, når tilladelsen er med spiritus, og her i distriktet gælder tilladelserne til
kl. 1.00. Det er nemlig det sundeste for alle parter at holde op kl. 1.00. Der er jo altid nogle få
deltagere, der kunne tænke sig at blive ved til 2, 3 og 4, men det er i de fleste tilfælde dem, der
først kommer til ballet ved 23—24 tiden efter en bedre aftensmad hjemme og så putter en nævefuld
5 ører i hatten, når den går rundt til overtime, og så hasnger en i forvejen „fattig" forening på den
med betalingen til musikken, og i mange tilfælde havde de arrangeret ballet netop for at få
penge i kassen. Foreningsbestyrelserne er ikke interesseret i lang åbningstid, de vil hjem, de skal
på arbejde næste dag.
Landbetjenten er heller ikke interesseret i åbningstid længere end til 1d. 1.00. Erfaringerne
fra tidligere viser, at er der åbent til kl. 2 eller 3, så kommer fyldebøtter og urostiftere f ra
byerne pr. Taxa efter beværtningerns lukketid i byerne for at komme til bal, og så har vi balladen.
Der er altid nogle vognmænd i byerne, der kan gøre opmærksom på, at der er bal i forsamlingshuset
i X by, blot for turens skyld.
Der gives tilladelse til længere åbningstid i forsamlingshusene ved afholdelse af familiefester,
såsom sølvbryllupper o. lign.; så benyttes det, som det var et privat hjem".
Politimesteren i Ringsted m. v. henviser til en politirapport, hvor det anføres:
„Ringsted jurisdiktion:
ad 1. 11.
ad 2. 0.
ad 3. 11.
a. 11.
b. 0.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Tilladelserne fornyes kontinuerligt for hvert kvartal, f. s. v. der intet har været at udsætte på
den måde, hvorpå forsamlingshuset har været drevet,
ad 5. 0.
ad 6. Ædrueligheden er næppe blevet mindre.
Sorø politiptrisdiktion:
„ad 1. Der findes 11 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 2(3, stk. 3, omhandlede art.
ad 2. Til 1 forsamlingshus er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke,
ad 3. 10 forsamlingshuse har fået tilladelse til lejlighedsbeværtning i medfør af beværterlovens § 22.
a. 6 forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.
b. 4 forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke eller
d. ikke-stærke drikke.
ad 4. Tilladelserne fornyes kontinuerligt for hvert kvartal, for så vidt der intet har været at udsætte
på den måde, hvorpå forsamlingshuset har været drevet.
ad 5. Der findes i Sorø købstad „Logen Sorana", som lejlighedsvis benyttes til selskabelige sammenkomster.
Logen har gjort skridt til at løse beværterbevilling.
ad 6. Ved den anførte fremgangsmåde har det erfaringsmæssigt vist sig, at ædrueligheden i hvert fald
ikke er blevet mindre i forsamlingshusene, hvilket imidlertid for en stor del beror på værtens indstilling.
De forskellige værter er gjort bekendt med, at den stående tilladelse vil blive tilbagekaldt
i tilfælde af misbrug".

150
Politimesteren i Næstved m. v.:
„ad 1. 15.
ad 2. 1.
ad 3.
a. 1, hvorved bemærkes, at tilladelsen er tidfærdiget til den lokale kroejer.
b. 13.
c. 28 enkeltstående tilladalser til 8 forskellige forsamlingshuse, der hver har fået tildelt følgende
antal tilladelser: 7, 1, 4, 6, 2, 3, 3 og 2.
d. 0.
ad 4. Ja, for tilladelser til stærke drikke for 3 måneder ad gangen, for tilladelser til ikke-stærke drikke
for 1 år ad gangen.
ad 5. 1.
ad 6. Det kan oplyses, at man her i politikredsen først ved indeværende års begyndelse er gået over til
at give forsamlingshusene tilladelse til udskænkning af stærke drikke, og de erfaringer, man hidtil
har indhøstet, har ikke været særlig gode, idet forsamlingshusværterne næppe kan siges at have den
samme faste ledelse i deres virksomheder, som de faste beværtere har i deres. Rent bortset fra, at
disse tilladelser i al almindelighed giver anledning til delvis ukontrolleret drikkeri, hovedsagelig
ved foreningsballer, hvor størsteparten af deltagerne er ganske unge mennesker, har man i den
forløbne tid her i kredsen haft 2 meget alvorlige tilfælde ved sådanne foreningssammenkomster,
i det ene drejede det sig om voldtægt, og i det andet om vold af grov karakter. I begge tilfælde
var gerningsmændene personer, der havde deltaget i foreningsfestlighederne, og var blevet påvirket
af den spiritus, de havde nydt i forsamlingshuset".
Politimesteren i Store-Heddinge m. v.:
„ad 1. 16.
ad 2. Ingen.
ad 3.
a. 8.
b. 1.
c. 12 (henholdsvis 5, 3, 1, 2, 1).
d. 5 (henholdsvis 1, 4).
ad 4. Ja, 3 måneder ad gangen.
ad 5. Ingen.
ad 6. Man har hidtil ikke haft uheldige erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende ved forsamlingshvises
benyttelse til de angivne formål".
Politimesteren i Præstø m. v.:
„ad 1. Der findes 7 forsamlingshuse i politikredsen.
ad 2. Der er knyttet beværterbevilling uden ret til stærke drikke til 1 forsamlingshus.
ad 3. 6 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning i
medfør af beværterlovens § 22.
a. 1 forsamlingshus har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.
b. Ingen forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.
c. Der er meddelt 31 enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke; disse tilladelser
fordeler sig således: Mern forsamlingshus: 9, Jungshoved forsamlingshus: 5, Baarse forsamlingshus:
6, Roholte forsamlingshus: 5 og Tappernøje forsamlingshus: 6.
d. Der er ikke givet enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke,
ad 4. Stående tilladelser fornyes kontinuerligt for 3 mdr.
ad 5. Der findes ikke andre lokaler i politikredsen, herunder i købstaden, til hvilke der ikke er knyttet
beværterbevilling, son: regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til afholdelse af bl. a. selskabelige
sammenkomster og lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.
ad 6. Der har intet været at bemærke i ædruelighedsmæssig henseende ved forsamlingshusenes benyttelse
til selskabelige sammenkomster m. v.".
Politimesteren i Vordingborg m. v.:
„ad 1. 16 forsamlingshuse.
ad 2. 0 forsamlingshuse.
ad 3. 15 forsamlingshuse.

151

152
Udskænkning af stærke drikke finder kun sted i de pågældende forsamlingshuse ved foreningsfester,
hvor den pågældende forening ca. 14 dage i forvejen har søgt og opnået politimesterens tilladelse
til afholdelse af festen.
De pågældende § 22-tilladelser bliver hvert år i januar måned gjort til genstand for en nærmere
undersøgelse, forinden bevillingen fornyes på tre måneder. De følgende tre gange fornyes bevillingen
kontinuerligt.
Det skal endvidere bemærkes, at de pågældende forsamlingshuse drives på en sådan måde, at der
ikke har været grund til at skride ind i noget tilfælde i de sidste fire år".
„ at der her i Stubbekøbing landdistrikt er følgende forsamlingshuse:
1) Vejringe forsamlingsbygning.
2) Magiebrænde forsamlingsbygning.
3) Torkildstrup forsamlingsbygning.
4) Gun slev forsamlingsbygning.
De nævnte forsamlingshuse har alle en stående tilladelse med ret til udskænkning af stærke drikke
i medfør af beværterlovens § 22, stk. 3, og disse tilladelser bliver meddelt for et tidsrum af 3 mdr. ad gangen
og fornyet kontinuerligt af politimesteren.
Der forefindes ikke lokaler eller bygninger, som anvendes til afholdelse af selskabelige sammenkomster
og lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.
Med hensyn til spørgsmålet om ædrueligheden i forsamlingshusene skal jeg anføre, at efter min
erfaring foregår der ved festernes afholdelse ikke drikkeri af overstadig karakter, som giver anledning til
uorden eller spektakter, og jeg har ikke bemærket, at nydelsen af spiritus er i tiltagende, tværtimod er der
på nuværende tidspunkt snarere en vis tendens til mere mådehold."
„I Væggerløse landdistrikt, der on fatter Idestrup, Væggerløse, Skelby og Gedesby sogne, findes
der 4 forsamlingshuse, der er beliggende i Idestrup, Væggerløse, Skelby og Gedesby byer.
Ingen af forsamlingshusene har beværterbevillinger (hverken med eller uden ret til udskænkning
af stærke drikke), men alle 4 forsamlingshuse har en kontinuerlig § 22-tilladelse, der udstedes for 3 måneder
ad gangen og giver ret til beværtning og udskænkning af stærke drikke ved møder, fester o. 1.
Ønsker foreninger at afholde fester, indgives ansøgning, og tilladelser meddeles af pa. N. N.,
Nykøbing F., der fører journal over de meddelte tilladelser.
Foruden forsamlingshusenes selskabslokaler er der her i distriktet på „Det gamle badehotel",
Marielyst, Væggerløse sogn, en festsal, der benyttes som selskabslokale og udlejes til foreninger til fester
o. 1. på samme måde som forsamlingshusene.
Ædrueligheden i forsamlingshusene må siges at ligge på linie med ædrueligheden i restauranter
i byerne.
Med hensyn til hvilke arter af festligheder, der afholdes i forsamlingshusene, kan det oplyses, at
forsamlingshusene anvendes til hasflidsud?tillinger, dilettant, danseundervisning, gymnastikopvisning,
badminton o. 1. fester i forbindelse hermed. Endvidere til fester i anledning af udendørs sportsstævner —
piivate fester og ved store begravelser".
„I Karleby landdistrikt findes følgende 7 forsamlingshuse, der må henregnes som hørende til den
art, der omtales i beværterlovens § 26, stk. 3: Karleby — Horbelev —- Falkerslev —• Horreby —- Lidstrup
— Systofte og Egebjærg forsamlingshuse.
Der er ikke knyttet fast beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til nogen af
disse, og normalt har alle disse forsamlingshuse en stående tilladelse til lejlighedsvis udskænkning af stærke
drikke, jfr. beværterlovens § 22, stk. 3. Denne tilladelse fornyes kontinuerligt for 3 måneder ad gangen,
men en gang om året — i januar måned — indsendes der til politimesteren en rapport med oplysning om,
hvorvidt der måtte være noget, der taler for, at tilladelsen ikke fremtidig gives kontinuerligt.
For N. N. forsamlingshus' vedkommende har der dog i de sidste 2 år været en undtagelse, idet dette
forsamlingshus af sundhedsmæssige grunde ikke har en stående tilladelse, men må søge hver gang, der skal
være møde eller fest i bygningen. Årsagen er, at brøndvandet ikke er egnet til drikkevand. Når tilladelsen
gives, er det derfor på betingelse af, at der til lejligheden kun benyttes vand, der hentes på en nærliggende
gård. Der arbejdes stadigt på at gøre drikkevandet brugeligt, og når vandet engang kan godkendes som
drikkevand, vil forsamlingshuset antagelig i lighed med tidligere få en stående tilladelse.

153
Ved bestyrelsesmøder i foreninger — sognerådsmøder, begravelser o. 1., generalforsamlinger
m. m. — hvor der hovedsagelig udskænkes ikke-stærke drikke, meddeles det normalt ikke til politiet, at
tilladelsen benyttes. Derimod er det en stående regel, at der søges om tilladelse til at holde åbent — hvilket
skal forstås således, at der ønskes tilladelse til salg af stærke drikke, når der afholdes foreningsfester, andespil,
dilettantkomedie, udstillinger og private fester som jubilæum, guld- og sølvbryllup m. v. Ved disse
lejligheder gives der normalt tilladelse til udskænkning af stærke drikke og ikke-stærke drikke til kl. 1.00,
hvilket skal forstås således, at der skal lukkes på dette tidspunkt.
Der findes ikke i herværende landdistrikt andre lokaler, til hvilke der ikke er knyttet beværterbevilling,
som benyttes regelmæssigt eller lejlighedsvis til fester o. 1.
I besvarelse af skrivelsens spørgsmål nr. 6 skal jeg anføre, at det er min erfaring i ædruelighedsmæssig
henseende, at den bestående ordning med en stående tilladelse, jfr. beværterlovens § 22, stk. 3,
som fornyes kontinuerligt for 3 måneder ad gangen, er absolut god, når det som her i kredsen forlanges
af forsamlingshusbestyreren eller foreningen eller den, som ønsker at benytte forsamlingshuset til formål,
hvor der ønskes servering af stærke drikke, i god tid — ca. 14 dage i forvejen — søger om tilladelse til at
holde åbent. På den måde har man kontrol med, hvornår der nydes spiritus i forsamlingshuset, og når
åbningstilladelsen normalt begrænses til kl. 1.00, finder der sjældent væsentlige tilfælde af umådeholden
nydelse af spiritus sted.
Jeg ved fra steder, hvor der ikke gives tilladelse til forsamlingshuse i medfør af § 22, stk. 3, at det
drikkeri, der her finder sted uden for forsamlingshuset af medbragt spiritus, afstedkommer mere skade end
det kontrollerede drikkeri i forsamlingshuset. På den nuværende måde gives der politiet anledning til kontrol
med drikkeriet, hvilket f. eks. kan have betydning i sager vedrørende overtrædelse af motorlovens §
24, 3, hvor man her har eventuelt tjenere og forsamlingshusbestyreren at holde sig til, når man søger
oplysninger.
Endvidere er den omstændighed, at tilladelsen er begrænset til 3 måneder ad gangen, en fordel,
idet man med sikkerhed kan sige, at der passes bedre på, at der ikke sker overtrædelse af nogen art, når
man er klar over, at sådanne eventuelt vil bevirke, at tilladelsen ikke fornyes.
På den anden side mener jeg også, at befolkningen er udmærket tilfreds med den bestående ordning.
Der er sogne, der ikke ønsker fast beværterbevilling, men helst ser, at der kun serveres spiritus ved
de særlige anledninger, man mødes til i forsamlingshuset.
I besvarelse af følgeskrivelsen af samme dato fra handelsministeriet vedrørende samme forhold
kan oplyses, at de ønskede oplysninger bedst kan gives fra politistationen, hvor man fører journal over de
tilladelser, der gives til forsamlingshusene".
Politimesteren i Nykøbing F. anfører herefter:
„Det var ved min forflyttelse her til kredsen for knapt et år siden en for mig hidtil ganske ukendt
praksis, at intet forsamlingshus havde beværterbevilling, men dreves med kontinuerligt fornyede stående
§ 22-tilladelser. Bortset fra, at denne praksis' forenelighed med beværterlovens ordlyd forekommer mig
noget tvivlsomt, er det min erfaring, at den i praksis virker godt og giver politiet gode muligheder for at
skride ind mod drikkeri og anden uorden, såvelsom til at få gennemført påkrævede forbedringer af toilet-,
vandforsynings-, afløbs- og lignende forhold, idet man kan betinge tilladelsens fortsatte fornyelse af, at
påklagede forhold bringes i orden, hvilket ikke er et så indgribende og økonomisk vidtrækkende skridt
som at nægte anbefaling til en bevillings fornyelse".
Politimesteren i Saxkøbing m. v.:
„ad 1. Der findes 13 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.
ad 2. Ingen.
ad 3.
a. 12.
b. Ingen.
c. Der er til 1 forsamlingshus meddelt 3 enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
d. Ingen.
ad 4. Det er sædvanligt at forny de stående tilladelser kontinuerligt for 3 måneder ad gangen.
ad 5. Nej.
ad 6. Man har indtrykket af, at ædrueligheden i forsamlingshuse — navnlig når det drejer sig om foreninger,
bestående af unge — ikke er så stor som ønskelig. Medvirkende årsag hertil er sikkert
den mere amatørmæssige måde, hvorpå forsamlingshusene drives med benyttelse af ikke faglært
medhjælp".

154
Politimesteren i Rødby m. v.:
„ad 1. Der findes inden for politikredsen 7 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede
art.
ad 2. Ingen.
ad 3a. 6.
ad 3b.—d. Ingen.
ad 4. Ja, for 3 måneder ad gangen.
ad 5. 2 (i Maribo).
ad 6. En landbetjent anfører som sin erfaring, „at der ved disse forsamlingshusballer konsumeres en
mængde spiritus med dertil hørende råben og skrigen efter lukketid, og det siger sig selv, at en fast
bestyrer, der ikke har andet fast erhverv, er interesseret i, at der bliver drukket så meget som muligt,
da hans fortjeneste bliver derefter", medens en anden landbetjent udtaler, at „sammenkomst
i de forskellige forsamlingshuse her ikke på nogen måde er værre eller mere udæskende,
end hvad der affødes af sammenkomst i offentlige restaurationer med dertil hørende selskabsog
forsamlingslokaler, tværtimod. Det tilføjes, at sognerådet i de sogne, hvor disse 4 forsamlingshuse
er beliggende, også har hånd i hanke med, hvad der foregår".
Benyttelsen af de under punkt 5 anførte lokaler i Maribo har ikke givet anledning til
kritik".
Politimesteren i Nyborg m. v.:
„ad 1. 22.
ad 2. 0.
ad 3. 22.
a. 18.
b. 4.
c. 0.
d. 0.
ad 4. For så vidt angår de forsamlingshuse, der opnår tilladelse til at udskænke stærkt øl, og kun det,
kan oplyses, at forsamlingshusets vært hver måned angiver, hvilke møder og fester der agtes
afholdt i den kommende måned, samt oplyser navnene på foreningerne, der står for arrangementerne,
hvorefter der udfærdiges tilladelse til at udskænke stærkt øl ved disse lejligheder og kun
ved disse.
ad 5. Nej.
ad 6. Med hensyn til dette spørgsmål kan det oplyses, at erfaringerne må siges at være gode; der har ikke
været anledning til udover nogle enkelte tilfælde at skride ind overfor umådeholdent drikkeri,
og man praktiserer det på den måde, at værten har mistet tilladelse til at udskænke stærkt øl
i en måned".
Politimesteren i Svendborg m. v.:
„ad 1. Der findes i politikredsen 25 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, nævnte art.
ad 2. Der er knyttet bevilling uden ret til udskærkning af stærke drikke til 11 forsamlingshuse.
ad 3. I tiden fra 1. januar—-30. juni 1952 har 17 forsamlingshuse opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning
i medfør af beværterlovens § 22.
a. Der er meddelt stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke til 6 forsamlingshuse, jfr. § 22,
stk. 3.

155
b. Der er meddelt stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke til 11 forsamlingshuse.
c. Der er meddelt enkeltstående tilladelser til 2 forsamlingshuse til udskænkning af stærke drikke;
disse tilladelser fordeler sig med henholdsvis 2 og 10 tilladelser.
d. Der er i 1 tilfælde meddelt enkeltstående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke,
ad 4. Som regel fornyes tilladelserne kontinuerligt for 3 måneder ad gangen.
ad 5. Der findes i politikredsen 6 andre lokaler, der lejlighedsvis benyttes til selskabelige sammenkomster,
hvortil deltagerne ofte selv medbringer drikkevarer.
ad 6. Erfaringer viser, at de pågældende forsamlingshuse, og til dels de under punkt 5 nævnte andre
lokaler ret ofte benyttes til rene baller, og at der ved disse lejligheder foregår et ret omfattende
drikkeri af medbragt spiritus.
De ovennævnte lejlighedstilladelser til forsamlingshuse gives hovedsageligt til festligheder i anledning
af foreningssammenkomster, dilettant-forestillinger og sportsstævner m. v.".
Politimesteren i Rudkøbing m. v.:
„ad 1. Af de i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede forsamlingshuse findes der i herværende politikreds
ialt 13 fordelt med 9 på Langeland og 4 på Ælrø.
ad 2. Der er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til 2 forsamlingshuse.
ad 3.
a. Ingen af forsamlingshusene har i tiden 1. januar—30. juni 1952 haft stående tilladelse til udskænkning
af stærke drikke.
b. 1 forsamlingshus har i nævnte tidsrum haft stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke
drikke.
c. 5 forsamlingshuse har i nævnte tidsrum opnået tilladelse til udskænkning af stærke drikke i enkeltstående
tilfælde. Der er ialt meddelt 60 sådanne tilladelser, der fordeler sig med 18, 18, 11, 12 og 1
på de enkelte forsamlingshuse,
d. Der er ikke i nævnte tidsrum meddelt enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke
drikke.
ad 4. Den stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke, jfr. 3 b, fornyes kontinuerligt for 1
kvartal ad gangen.
ad 5. Der findes i politikredsen ingen lokaler af den omhandlede art.
ad 6. Politiets erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende vedrørende forsamlingshusenes benyttelse
til de angivne formål kan i almindelighed betegnes som gode, dog forekommer det, at unge mennesker
medtager stærke drikke til festligheder i forsamlingshuse, hvor der ikke beværtes med stærke
drikke, og nyder sådanne drikke i forsamlingshusets nærhed, hvilket må ansea for et uheldigt
forhold".
Politimesteren i Fadborg m. v.:
„ad 1. 30.
ad 2. 1.
ad 3.
a. 8.
b. 5.
c. Henholdsvis 11, 16, 17, 1, 8, 8, 4, 3, 1, 3, 1 og 17.
d. Henholdsvis 19, 6, 14, 8, 6, 4, 3, 2 og 1.
ad 4. De stående tilladelser fornyes kontinuerligt for nye perioder på henholdsvis 3 måneder og 1 år.
ad 5. 2.
ad 6. Erfaringen i så henseende synes at være, at der ikke ses overdreven spiritusnydelse i ommeldte
lokaler ud over, hvad man ser i almindelige restaurationslokaler. Hertil bidrager uden tvivl retten
til at tilbagekalde tilladelsen i tilfælde af misbrug".
Politimesteren i Odense henviser til en politirapport, hvor det anføres:
„ad 1. I politikredsen forefindes 1 forsamlingshus (Ejby forsamlingshus).
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling til fornævnte forsamlingshus.
ad 3.
a. Der forefindes ikke stående lejlighedstilladelse med stærke drikke til det under pkt. 1 nævnte forsamlingshus.
b. Foreningen Ejby forsamlingshus har fået meddelt lejlighedstilladelse uden stærke drikke for eet
år til brug under foreningens sammenkomster.

156
c. Der har i tiden 1. januar—30. juni ]952 i 1 tilfælde været udstedt en lejlighedstilladelse med
stærke drikke til Ejby forsamlingshus.
d. Der har i samme tidsrum ikke været udstedt lej lighedstillade] ser uden stærke drikke til Ejby
forsamlingshus.
ad 4. Den anførte lejlighedstilladelse uden stærke drikke til Ejby forsamlingshus fornyes efter ansøgning
til politimesteren for eet år.
ad 5. Der findes her i politikredsen 3 lokaler, hvortil der ikke er knyttet beværterbevilling. Disse lokaler
er 1) Odense Døvstummeforenings selskabslokaler, Abigaelsvej 12—14, 2) Odense Husmoderforenings
lokaler, Lindealle 12, og 3) Arbejder Samariterforenings lokaler, Vestre Stationsvej 67.
Af disse lokaler udlejes selskabslokalerne Abigaelsvej 12—14 erhvervsmæssigt og regelmæssigt,
hvorfor der, når der er tale om salg af stærke drikke i foreninger, jfr. beværterlovens § 26, udstedes
en lejlighedstilladelse. Af alle sammenkomster, hvortil der indføres stærke drikke i ejendommen,
betales omsætningsafgift til staten.
De øvrige 2 anførte lokaler udlejes kun til foreningens medlemmer, lejlighedsvis til familiesammenkomster
o. lign., og der udstedes ikke lejlighedstilladelser, medmindre der er tale om,
at der sælges stærke drikke.
ad 6. Der er ikke af herværende politi gjort dårlige erfaringer vedrørende afbenyttelse af de nævnte
lokaler i ædruelighedsmæssig henseende".
Politimesteren i Odense herred m. v.:
„ad 1. Forsamlingshuse efter beværterlovens § 26, stk. 3: 28.
ad 2. Forsamlingshuse med beværterbevilling uden ret til stærke drikke: 0.
ad 3. Lejlighedstilladelser i medfør af beværterlovens § 22:
a. Stående tilladelser, stærke drikke: 0.
b. Stående tilladelser, ikke-stærke drikke: 26.
c. Enkeltstående tilladelser, stærke drikke, 26 tilladelser på 6 forsamlingshuse, fordelt med 5—
1—1—2—3 og 14 på hvert forsamlingshus.
Ofte gives disse tilladelser kun til udskænkning af øl under fællesspisning, ikke til det
efterfølgende bal.
d. Enkeltstående tilladelser, ikke-stærke drikke: 0.
ad 4. Kontinuerlig fornyelse af stående tilladelser: Ja, for 1 år ad gangen,
ad 5. Andre lokaler til nydelse af medbragte drikkevarer: 1.
ad 6. Erfaringerne i ædruelighedsmæssig henseende:
De meddelte tilladelser til forsamlingshuse har ikke givet dårlige erfaringer, hverken for stærke
drikkes eller ikke-stærke drikkes vedkommende.
Som for kroernes vedkommende vil de lavere priser i detailhandelen også for forsamlingshusene
medføre noget smugdrikkeri af medbragte stærke drikke, uanset om tilladelse er givet eller ikke.
Den her anvendte praksis, at give tilladelse til øl til maden (jfr. foran under 3 c), således til aktionærernes,
jagtforeningers og skj'tteforeningers årlige generalforsamling med fællesspisning, og ikke til det
efterfølgende bal, synes at virke særdeles heldigt, både at dæmpe forbruget og at svække lysten til selv at
medbringe stærke drikke".
Politimesteren i Kerteminde m. v.:
„ad 1. 19.
ad 2. Ingen.
ad 3. 12.
a. Ingen.
b. 7.
c. 12.
Rynkeby 12 Rønninge 9
Munkebo 6 Rolfsted 11
Marslev 12 Davinde 12
Birkende 14 Allerup 3
Fraugde 16 Mesinge 4
Birkum 8 Martofte 2.
d. Se under b; der søges ikke om enkeltstående tilladelser.
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.

157
ad 5. Nej.
ad 6. Erfaringerne med hensyn til ædrueligheden ved disse forsamlingshusfester og baller er ikke de
bedste, ornend det sjældent udarter så stærkt, at politiet må tilkaldes.
Forholdene synes dog nærmest at være bedst, hvor der er meddelt tilladelse til salg af
spiritus (øl), da prisen på dette jo sætter en vis grænse for, hvor meget der kan nydes.
Hvor der ikke er givet tilladelse til salg af spiritus, medbringer deltagerne ofte sådan,
der nydes udenfor og da som regel i større mængder".
Politimesteren i Bogense m. v.:
„ad 1. 29.
ad 2. 0.
ad 3. 29.
a. 0.
b. 29.
c. 4 tilladelser til 4 forsamlingshuse.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år.
ad 5. Ja, 2.
ad 6. Man tillader sig at henvise til de vedlagte indberetninger om spørgsmålet.
De 7 politirapporter er sålydende:
„ at der i Jullerwp politidistrikt findes ialt 9 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26,
stk. 3, omhandlede art, nemlig:
1. Roerslev,
2. Nr. Nærå,
3. Nørreby,
4. Jersore,
5. Grindløse,
6. Nr. Esterbølle,
7. Smidstrup,
8. Ejlby og
9. Melby.
Samtlige forsamlingshuse har nu stående lejlighedstilladelse, der giver ret til udskænkning af
afholdsøl, sodavand og kaffe til kl. 22.
Ingen af forsamlingshusene har ret til udskænkning af stærke drikke, og ingen af dem har beværternæring.
Tilladelserne er givet for tiden fra 1. september 1951 til 31. august 1952 og udløber altså
alle med slutningen af denne måned.
I Nr. Esterbølle, Smidstrup og Jersore forsamlingshuse er kommet nye værter henholdsvis 1. februar
1952, 1. april og 1. juli 1952. Også disse tilladelser gælder til 31. august 1952, og der vil inden udgangen
af denne måned indgå andragender om fornyelse fra samtlige værter, idet dog bemærkes, at N. N.
forsamlingshus for tiden er uden vært på grund af værtindens tiltagende svaghed.
De af ministeriet stillede spørgsmål må i henhold til foranstående herefter besvares således:
ad 1. 9.
ad 2. 0.
ad 3. 0 (de 3 siden 1. januar meddelte tilladelser afløser tidligere givne).
a. 0.
b. 0 (samtlige 9 tilladelser er givet forsamlingshusene før 1. jaDuar d. å.).
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, med gyldighed for 1 år ad gangen.
ad 5. 1. Præsten i N. N. har lejlighedstilladelse til servering af kaffe med videre til kirkelige møder i
menighedssalen i præstegården. Der medbringes ikke drikkevarer af deltagerne. Udløbet 1. juli
d. å.
ad 6. Der har gennem mange år på landet været nogen tilbøjelighed i visse kredse til selv at medbringe
drikkevarer ved fester og lign. i forsamlingshusene, og den nuværende store restaurationsafgift
på stærke drikke synes at have fremmet denne tilbøjelighed til nu også at omfatte festligheder i
kroer og andre steder, hvor der er ret til udskænkning af stærke drikke, hvad i grunden er nær-

158
liggende nok, eftersom man for prisen på f. eks. 1 bajer i en restauration kan få omtrent 2 såkaldte
„høkerbajere" købt forinden festen ved en købmand. Denne skik, der altså nu jævnlig kan iagttages
på steder, hvor der må serveres stærke drikke, overføres nu og da også til festerne i forsamlingshusene,
hvor der kun er lejlighedstilladelse til servering med afholdsdrikke.
Som regel er den medbragte spiritus indkøbt af flere i forening ved sammenskud og
nydes af vedkommende selskabs herrer og damer borte fra selve forlystelsesstedet, og kun yderst
sjældent konstateres det, at folk vover at tage den medbragte spiritus med ind i forsamlingshuset;
men det kan hen på aftenen konstateres på stemningen, at større eller mindre dele af festdeltagerne
har været „en tur i byen".
Selve den meddelte lejlighedstilladelse konstateres yderst sjældent misbrugt, og den
giver altså i almindelighed ikke lejlighed til nedbrydelse af ædrueligheden".
„ at der i Gamby politidistrikt findes 4 forsamlingshuse, der alle har til formål at afgive lokaler
til afholdelse af møder og andre sammenkomster. De nævnte 4 forsamlingshuse er:
1. Haarslev forsamlingshus,
2. Veflinge forsamlingshus,
3. Skovby forsamlingshus,
4. Skaastrup forsamlingshus.
Til de nævnte forsamlingshuse er knyttet lejlighedstilladelse uden ret til udskænkning af stærke
drikke for 1 år ad gangen (beværterlovens § 22, 3. stk.). Der har ganske undtagelsesvis været givet tilladelse
til udskænkning af stærke drikke ved private fester, dog med et begrænset antal genstande og ved
sluttet bord. Dette drejer sig kun for hvert forsamlingshus om 1 å 2 tilladelser pr. år. Tilladelserne har da
været for en enkelt dag.
Der findes ikke andre lokaler her i distriktet, hvor selskabelige sammenkomster afholdes, bortset
fra kroer og gæstgiverier, hvortil bevilling er knyttet. Det skal dog bemærkes, at det ikke er ualmindeligt,
at unge mennesker, såvel som ældre, der deltager i fester såvel på kroer som i forsamlingshuse, medbringer
spiritus, som de så nyder uden for de benyttede lokaler, hvor fester afholdes".
„ at jeg i mit distrikt, der omfatter Otterup, Norup og Krogsbølle sogne, har følgende forsamlingshuse
og sale, der benyttes til møder og afholdelse af baller:
1. Egense forsamlingshus, Øster Egense, Norup sogn,
2. Baardesø forsamlingshus, Baardesø, Krogsbølle sogn,
3. Norup brugsforenings sal, Norup, Norup sogn,
4. Hasmark brugsforenings sal, Hasmark, Norup sogn,
5. „Falkereden", Damløkkevej, Otterup sogn.
ad 1. Ingen.
ad 2. Ingen.
ad 3. 3, nemlig Baardesø forsamlingshus, Norup brugsforenings sal og Egense forsamlingshus.
a. Ingen.
b. Ingen.
ad 4. Tilladelserne gives fra politikontoret i Bogense, hvorfor kontoret må kunne oplyse dette spørgsmål
bedre end jeg.
ad 5. Oplyst under 1.
ad 6. At det ikke er det bedste, idet særlig unge mennesker selv for en del medbringer drikkevarer, som
de nyder udenfor forsamlingshusene, hvorved de påvirkes, og dette udarter sig til tider til spektakler.
Med hensyn til „Falkereden" i Otterup skal jeg oplyse, at denne ejes af D. U. I. ved N. N.
Huset er en gammel såkaldt „tyskerbarak" og er købt af D. U. I., Otterup, som samlingslokale,
men da økonomien ikke just er god, lejes huset af og til ud til foreninger og private fester.
Der har tidligere været mange sager på N. N. forsamlingshus, der nu hører under lpb.
P. P., men som tidligere har hørt under mit distrikt. R. R. ungdomsforening holdt mange baller
i nævnte forsamlingshus, men der var næsten ballade under og efter ballerne, hvilket bevirkede,
at foreningens bestyrelse måtte betale bøder. Der blev ti] sidst valgt ny formand og formentlig
også ny bestyrelse, hvorefter foreningen er faldet til ro.
Det, der er det værste ved forsamlingshusene, er, at bestyrelserne skal søge at få udgifterne
ved forsamlingshusenes vedligeholdelse ind ved udleje af husene, hvorfor der ikke altid ses
hen på, hvem der lejer dem. Blev en forening, hvor der ofte eller altid var uro ved dens baller
i forsamlingshuset, nægtet tilladelse til at leje huset, skulle der nok blive ro, men her vejer pengene

ad 2, Samtlige forsamlingshuse har i henhold til beværterlovens § 22 tilladelse til servering uden ret til
udskænkning af stærke drikke.
ad 3 a, b. c og d.
De stillede spørgsmål kan ikke besvares af undertegnede, der må henvise til den på politikontoret
førte journal over lejlighedstilladelser.
ad 4. De til forsamlingshussne givne tilladelser med ret til servering uden ret til udskænkning af stærke
drikke meddeles for eet år ad gangen og fornyes efter derom indgivet ansøgning.
ad 5. Der findes ikke i herværende landpolitidistrikt andre lokaler end de nævnte forsamlingshuse, til
hvilke der er knyttet bevillinger af nogen art (beværtninger og konditorier undtaget), eller hvor
selskabelige sammenkomster eller møder afholdes.
ad 6. Der har undertegnede bekendt ikke fundet uorden sted ved de i forsamlingshusene afholdte fester.
Under patruljer har jeg dog konstateret, at der drikkes medbragt spiritus, men ved afhøring af de
personer, som man mener har nydt spiritus, får man altid samme svar, nemlig at de har drukket
spiritussen hjemme, inden de gik til forsamlingshuset. Der har i de l 1 /2 år, jeg har været tjenstgørende
her i distriktet, ikke været grund til at skride ind i et eneste tilfælde.
Jeg har ikke i noget tilfælde under patruljer konstateret, at personer har været berusede
ved forsamlingshusballer, men det har kunnet mærkes, at en del af deltagerne har været lettere
påvirket".
,ad 1. Der findes i alt 4 forsamlingshuse i Lumby landpolitidistrikt, henholdsvis i Lumby, Lumby Taarup,
Stige og Allesø, alle af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til noget af forsamlingshusene.
ad 3. Samtlige forsamlingshuse har lejlighedstilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke. Tilladelserne
er gældende for 1 år.
ad 4. Se punkt 3.
ad 5. Der findes ikke andre lokaler her i distriktet, som regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til sammenkomster,
bortset fra de lokaler, hvortil der er knyttet beværterbevilling.
ad 6. Ædrueligheden ved de forskellige fester er betinget af festens art og af den pågældende forening.
Ved enkelte fester og baller bliver der bragt en del spiritus med til forsamlingshuset, hvor den

160
bliver indtaget i nærheden af forsamlingshuset, men iøvrigt har der ikke været grund til at klage
over ædrueligheden ved lokalernes benyttelse".
„ at der her i Bogense købstad ikke findes noget forsamlingshus.
„De Unges Idræt", Bogense afd., ejer et mindre lokale i St. Annagade, Bogense, til hvilket der ikke
er knyttet beværterbevilling. Dette lokale bruges til mødelokale og til selskabelige sammenkomster for
foreningens medlemmer, der selv medbringer mad- og drikkevarer; der rinder ingen udskænkning sted.
Det oplyses, at der i årets løb har været afholdt ca. 25 fester.
De ovennævnte fester har ikke givet anledning til ulempe eller til indskriden fra politiets side,
og drukkenskab og uorden har ikke fundet sted".
Politimesteren i Assens m. v.:
„ad 1. 15.
ad 2. 0.
ad 3a. 0.
b. 0.
c. 47.
d. 74.
ikke-stærke drikke stærke drikke
Strandby forsamlingshus 1 7
Kerte 11 1
Søllested 8 0
Turup 0 10
Køng 3 8
Søby 4 0
Ørsted 20 2
Gamtofte 2 0
Barløse 6 0
Helnæs — 4 0
Thorøhuse — 0 6
Baagø 0 2
Frøbjerg 9 2
Snave — 0 7
Tanderup — 6 0
ad 5. 2.
ad 6. Forsamlingshusenes og de andre lokalers benyttelse har ikke givet anledning til klager og ulemper
som følge af gæsternes overdrevne nydelse af spiritus bortset fra få isolerede tilfælde".
Politimesteren i Middelfart m. v.:
„ad 1. 0 (Der er 15 forsamlingshuse i kredsen).
ad 2. 0.
ad 3. 13 forsamlingshuse har lejlighedstilladelse, der gælder for 1 år ad gangen.
ad 3a. 0.
b. De ovenfor nævnte 13 forsamlingshuse.
c. 1.
d. 1.
ad 4. Ja, for et år.
ad 5. 1 (ikke-stærke drikke).
ad 6. Der har fra politiets side ikke været noget at bemærke i anledning af de givne tilladelser".
Politimesteren i Fredericia m. v.:
„ad 1. 19.
ad 2. 5.
ad 3. 8.
a. 0.
b. 8.
c. 0

161
d. 0.
ad 4. Ja — 1 år.
ad 5. Ja — 8.
ad 6. Der er ikke i ædruelig henseende konstateret noget ulovligt ved de omhandlede lokalers benyttelse
til de angivne formål".
Politimesteren i Kolding m. v.:
„ad 1. 39 forsamlingshuse.
ad 2. 7 —
ad 3. 16 —
a. Ingen —
b. 16 —
c. Ingen —
d. Ingen —
ad 4. Ja, tilladelserne meddeles for 1 år ad gangen.
ad 5. Nej, ikke så vidt vides.
ad 6. Man har ikke gennem det herværende landpoliti fået nogen erfaring for, at der foregår drikkeri
i eller ved forsamlingshusene".
Politimesteren i Vejle m. v. henholder sig til en politirapport, hvori det anføres:
„ad 1. Der er 40 forsamlingshuse plus 16 missionshuse i politikredsen. Ang. missionshusene skal jeg
oplyse, at enkelte af disse har lejlighedstilladelse i henhold til beværterlovens § 22.
ad 2. 0.
ad 3. 12.
a. 0.
b. 11.
c. Et enkelt forsamlingshus (Bredballe) har haft 3.
d. 0.
ad 4. I det store og hele fornyes de kontinuerligt for 1 år ad gangen.
ad 5. Dansk Arbejderloge, Worsaaesgade 7, Arbejdernes Andelsboliger, Roarsvej 17, og samme selskabs
boligkompleks i Møllevangen, Vejle. Lokalerne i Møllevangen er dog endnu ikke taget i
anvendelse, da de er nyopført. Lokalerne i andelsboligernes to fornævnte komplekser kan kun
benyttes af beboerne i andelsboligerne.
ad 6. Forholdene varierer noget i de forskellige politidistrikter her i kredsen. Det kan dog vist i almindelighed
fastslås som sædvane ved baller i forsamlingshusene på landet, hvor der ingen anden
adgang er til at få spiritus, at en stor del af ungdommen selv medbringer spiritus, der indtages
i forsamlingshusets nærmere omegn.
Med hensyn til benyttelsen af de under punkt 6 anførte lokaler her i byen, da har der
ikke været noget at udsætte".
Politimesteren i Horsens m. v.:
„ad 1. Indenfor politikreds 36 findes ialt 20 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede
art.
ad 2. Til 2 af disse er der knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke,
ad 3. I tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 har ialt 5 forsamlingshuse fået lejlighedstilladelse i medfør af
beværterlovens § 22.
a. Der findes ingen stående tilladelse for forsamlingshuse til at udskænke stærke drikke.
b. Der findes 7 stående tilladelser til beværtning uden udskænkning af stærke drikke, af hvilke 2 er
meddelt før 1. januar 1952.
c. Der er ialt givet 8 enkeltstående tilladelser til udskasnkning af stærke drikke, således at 3 forsamlingshuse
hver har haft 1 tilladelse, 1 har haft 2 tilladelser og 1 har haft 3 tilladelser.
d. Der er ikke givet enkeltstående tilladelser til tidskænkning af ikke-stærke drikke.
ad 4. Det er sædvanligt at give de under 3 b anførte tilladelser for et år ad gangen, således at de i almindelighed
fornyes kontinuerligt.
ad 5. Der findes i købstadområdet 2 lokaler, som lejlighedsvis, 2—3 gange om året, udlejes til private
sammenkomster, hvor deltagerne selv medbringer drikkevarer.

162
ad 6. Man har erfaring for, at unge mennesker ofte medbringer indkøbt spiritus i forsamlingshuse. Selvom
bestyrelsen ved foreningsfester påser, at der ikke finder drikkeri sted i lokalerne, og udviser
berusede personer, kan det ikke hindres, at der drikkes meget spiritus i de til forsamlingshuse
stødende områder".
Politimesteren i Voer og Nim herreder m. v.:
„ad 1. 57.
ad 2. 3.
ad 3.
a. 0.
b. 37.
c. 2 med 2 tilladelser til hvert forsamlingshus.
d. 1,1 gang.
ad 4. Ja, fra 1. april til 31. marts hvert år.
ad 5. Ingen.
ad 6. Politikredsens 5 landpolitibetjente har på forespørgsel ikke fremført særlige beklagelser vedrørende
ædrueligheden i forbindelse med forsamlingshusenes benyttelse; men det er dog mit
indtryk, at der i en del tilfælde ved fester i forsamlingshuse deltager berusede personer, som
enten har drukket spiritus på en nærliggende kro, eller som har medbragt spiritus til nydelse
uden for forsamlingshuset.
Dette forhold har også lejlighedsvis medført straffesager for vold, gadeuorden m. v. i
forbindelse med sådanne forsamlingshusballer, og jeg kunne ønske, at der i en ny beværterlov
blev mere klare bestemmelser vedrørende forsamlingshusenes benyttelse og lejlighed til mere
fast kontrol med hensyn til lokalernes benyttelse og lukketid".
Det er ved flere lejligheder, hvor der f. eks. foretages undersøgelse i anledning af slagsmål og
lign. ved forsamlingshuse på landet, og hvor der ikke er ret til udskænkning af stærke drikke,
konstateret, at deltagerne i ballet inden ankomsten hertil har forsynet sig med drikkevarer
hjemmefra og enten har drukket dem hjemme eller medtaget dem til nydelse i nærheden af forsamlingshuset.
På den anden side bliver politiet ganske overordentlig sjældent tilkaldt ved
baller eller festligheder i sådanne forsamlingshuse for blot at skaffe ro og orden".
Politimesteren i Hasle m. fl. herreder:
„ad 1. 30.
ad 2. 16.
ad 3.
a. 0.
b. 3.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, 1 år.
ad 5. 3.
ad 6. Der har aldrig været klager over festerne i forsamlingshusene, heller ikke i ædruelighedsmæssig
henseende.".
Politimesteren i Hads-Ning herreder:
„ad 1. lait 14 forsamlingshuse,
ad 2. 0 beværterbevillinger.

164
ad 3. 32.
a. 0.
b. 32.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.
ad 5. 7 — omfatter selskabslokaler i nye ejendomskomplekser. Lokalerne benyttes dog kun af de pågældende
ejendommes beboere,
ad 6. Politimesteren henviser til en politirapport, hvor det siges:
„ at det er mit indtryk og erfaring i tiden fra efteråret 1939 og til dato, at det, man
for 10—12 år siden så tit så og traf, når man som politimand kom til et forsamlingshus ved nattetid
for at foretage polititilsyn med et foreningsbal, at flere unge mennesker stod i læ ved en hæk
eller måske stod helt frit fremme og i forening drak spiritus for derefter i løftet, også tit meget
påvirket stemning, bagefter at komme ind i balsalen for at deltage i ballet, det ser man meget sjældent
i de senere år, eller man ser det så godt som næsten aldrig. Hvis det en enkelt gang sker, så
bliver pågældende set på af alle de tilstedeværende og næsten nedstirret, og alene dette synes en
stor forandring, idet sådant forhold for ca. 10—12 år siden slet ikke blev lagt mærke til af de øvrige
tilstedeværende, da det dengang var så almindeligt.
Det er derfor — jfr. ovenstående — min erfaring ved jævnlige tilsyn
ved foreningsballer o. lign., at det nu er meget mere sjældent at se eller træffe spirituspåvirkede
unge mennesker i eller ved forsamlingshusene på landet end tidligere".
Endvidere har politimesteren i Randers oplyst, „at forsamlingshusene i herværende politikreds
fortrinsvis benyttes til foreningsballer. Desuden benyttes de til gymnastikopvisninger, dilettantforestillinger,
foredrag, familiesammenkomster, såsom sølvbryllup, konfirmation, begravelse m. v.".
Politimesteren i Hadsund:
„ad 1. Der findes i herværende politikreds 37 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, 3. stk., omhandlede
art.
ad 2. Der er ikke til noget forsamlingshus benyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke
drikke,
ad 3.
a. Der gives ikke her lejlighedstilladelser til udskænkning af stærke drikke til forsamlingshusene.
b. Der er i tiden fra 1. januar til 30. juoi 1952 fornyet 6 stående lejlighedstilladelser uden stærke
drikke, hvorved bemærkes, at 22 af forsamlingshusene har sådanne stående tilladelser.
c. Der er ikke i den nævnte periode givet enkeltstående lejlighedstilladelser.
d. Som 3 c.
ad 4. De stående lejlighedstilladelser gives for 1 år ad gangen og fornyes kontinuerligt.
ad 5. Der findes foruden forsamlingshusene 4 steder lokaler, som benyttes til sammenkomster. Det
ene af disse lokaler har stående lejlighedstilladelse uden udskænkning af stærke drikke.
ad 6. Bortset fra nogle enkeltstående tilfælde har man ikke erfaret om misbrug fra forsamlingshusværternes
side. Derimod er det et almindeligt indtryk, at der foregår en del drikkeri i forbindelse
med forsamlingshusfesterne, men under private former på nærliggende ejendomme og i fri luft.
Det kan i denne forbindelse oplyses, at man også fra beværternes side hører beklagelser over, at
der ved fester på kroerne foregår en del drikkeri andre steder, således at en del gæster møder på
kroerne i påvirket tilstand, hvilket formentlig skyldes den betydelige prisforskel ved kroernes
og købmændenes spiritussalg".
Politimesteren i Hobro m. v.:
„ad 1. 32.
ad 2. 0.
ad 3. 6.
a. 0.
b. 6. Yderligere 12 gældende tilladelser er meddelt før 1. januar 1952.
c. 0.
d. 7.
ad 4. Ja, tilladelserne udfærdiges for 1 år.
ad 5. Nej.

165
ad 6. Jeg henviser herom til de af landpolitiet indsendte rapporter, ialt 4 stk.
De pågældende politirapporter oplyser vedrørende dette spørgsmål følgende:
„ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende giver forsamlingshusenes benyttelse her i området ikke grund
til kritik eller bekymring. Der afholdes en del selskabelige sammenkomster og baller — hovedsagelig
af stedlige ungdoms- og idrætsforeninger — men det hører efterhånden til sjældne undtagelser,
at der er berusede personer til stede, og i så tilfælde kun i enkelttal. Jeg har ikke gennem
flere år været tilkaldt til nogen af forsamlingshusene i anledning af berusede personers tilstedeværelse,
slagsmål etc., ligesom jeg ikke heller ved daglig færden i området har hørt kritik af forsamlingshusenes
benyttelse".
„ad 6. Ved de i mit tjenesteområde beliggende forsamlingshuse er de ajdruelighedsmæssigt indhøstede
erfaringer gode, idet der ikke ved baller,sammenkomster o. 1. finder drikkeri sted, ligesom jeg kun
sjældent er tilkaldt til uorden.
Ved stikprøvevis uanmeldt eftersyn foretaget under patrouillering har der intet været at
bemærke".
„ad 6. Ikke ufordelagtig".
„ad 6. I ædruelighedsmæssig henseende giver forsamlingshusenes benyttelse her i distriktet ikke nogen
grund til kritik. Der afholdes, navnlig om efteråret og vinteren, en del selskabelige sammenkomster
og baller — hovedsagelig af de stedlige ungdoms- og idrætsforeninger — men det hører efterhånden
til sjældne undtagelser, at der er berusede personer til stede, og i så tilfælde er det kun meget få.
Gennem flere år har jeg ikke været tilkaldt til nogen af forsamlingshusene i anledning af berusede
personers tilstedeværelse, og ingen har, mig bekendt, yppet slagsmål med hinanden, ligesom jeg
heller ikke har hørt nogen kritik over forsamlingshusenes benyttelse".
Politimesteren i Nibe m. v.:
„ad 1. 33.
ad 2. Ingen.
ad 3. 33.
a. Ingen.
b. 33.
c. Ingen.
d. Ingen (se 4).
ad 4. Til samtlige de under spm. 1 anførte forsamlingshuse er givet en stående tilladelse til udskænkning
af ikke-stærke drikke, der fornyes kontinuerligt for eet år ad gangen.
ad 5. 3, der lejlighedsvis benyttes som anført i spørgsmålet.
ad 6. Ved de lejlighedsvis foretagne kontroller med de nævnte forsamlingshuse er der ikke fra politiets
side konstateret misbrug ved benyttelsen af disse lokaler og andre lokalers benyttelse til de angivne
formål".
Politimesteren i Aalborg m. v.:
„ad 1. 7.
ad 2. 0.
ad 3. 3.
a. 0.
b. 3.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen løbende fra 1. april til 31. marts, altså sammenfaldende med statens finansår,
ad 5. Formentlig 4 eller 5 i Aalborg købstad, ingen i landdistriktet.
ad 6. Benyttelsen af forsamlingslokaler og lign. har ikke givet anledning til politimæssig indskriden
her i kredsen.
Politimesteren i Nørresundby m. v.:
„ad 1. 10.
ad 2. 0.
ad 3. 5.
a. 0.
b. 5.

166
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen,
ad 5. Nej.
ad 6. Der finder et ikke ubetydeligt drikkeri sted i forbindelse med benyttelsen af forsamlingshusene til
baller og fester, idet spiritus indkøbes på forhånd hos de lokale handlende".
Politimesteren i Sæby m. v. henholder sig til en politirapport, i hvilken det anføres:
„ad 1. Der findes ialt 8 forsamlingshuse indenfor politikredsen.
ad 2. Til 1 af disse forsamlingshuse er der knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke
drikke.
ad 3. Ialt 4 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30. juni 1952 søgt og opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning
i medfør af beværterlovens § 22.
a. Ingen stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.
b. 4 stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
d. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.
ad 4. Tilladelser uden ret til udskænkning af stærke drikke fornyes efter ansøgning for indtil 1 år ad
gangen, idet det tilstræbes, at alle givne tilladelser af den her omhandlede art udløber pr. 31. marts
hvert år.
ad 5. Nej, dog bemærkes, at der i herværende kreds findes ialt 8 missionshuse og 2 højskoler, som alle
indtil 1. april 1952 har haft faste tilladelser i henhold til beværter lovens § 22, stk. 3, til servering
af ikke-stærke drikke. Tilladelserne fornyedes efter ansøgning for 1 år ad gangen og søgtes formentlig
bl. a. for gennem indsendelse af disse til varedirektoratet at opnå tildelinger af kaffe og
sukker. Efter 1. april 1952 er de nævnte tilladelser kun søgt fornyet af 1 højskole og 1 missionshus.
ad 6. Der haves ikke her i politikredsen erfaringer for, at misbrug finder sted i ædruelighedsmæssig
henseende ved de anførte lokalers benyttelse til de angivne formål. Derimod er det politiets indtryk,
som er bekræftet ved flere politisager, at der i et vist omfang finder ulovlig udskænkning
af spiritus sted i andre lokaler, hvortil der ikke er knyttet ret til udskænkning af stærke drikke,
navnlig i kommuner, hvor der ikke findes beværtninger med ret til udskænkning af sådanne drikke".
Politimesteren i Frederikshavn m. v.:
„ad 1. Der findes her i kredsen ialt 11 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede
art.
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til nogen af forsamlingshusene,
ad 3.
a. Ingen forsamlingshuse har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke, jfr. § 22, stk. 3.
b. 8 forsamlingshuse har opnået stående tilladelse uden ret til udskænkning af stærke drikke, jfr.
§ 22, stk. 3.
c. Ingen.
d. Ingen.
ad 4. Det er sædvanligt at forny de stående tilladelser kontinuerligt for 1 år.
ad 5. Politiet bekendt findes der 1 lokale i Skagen, som regelmæssigt benyttes til selskabelige sammenkomster,
til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne.
ad 6. Politiet her i kredsen har de dårligst mulige erfaringer fra forsamlingshusenes benyttelse til de
angivne formål, idet deltagerne, da der ikke kan fås stærke drikke på stedet, allerede forinden
ankomsten har indtaget en del spiritus, og desuden medbringer en del deltagere øl og spiritus,
som så nydes uden for lokalerne under festen, og da dette drikkeri foregår således, at deltagerne
hurtigt fylder sig, f. eks. ved at 2 mand deler ½ flaske snaps, og flasken altså tømmes på een gang,
vil dette sige, at der er meget fuldskab i og ved disse forsamlingshuse.
løvrigt kan bemærkes, at det, at enkelte af de her i kredsen værende forsamlingshuse
ikke har tilladelse efter § 22, stk. 3, skyldes, at disse huse ikke har toilet- og køkkenforholdene i
en sådan stand, at kredslæge, politi og sundhedskommission har kunnet godkende forholdene.
Endelig kan bemærkes, at man formentlig vil ophøre med at søge § 22-tilladelse til forsamlingshusene,
når kafferationeringen ophører.

167
Vedrørende det specielle spørgsmål, der er opstillet i særlig skrivelse, tillader jeg mig at
vedlægge en liste*) over de arter af festligheder, der har været afholdt i forsamlingshusene i tiden
1. januar—30. juni 1952, idet jeg dog herved bemærker, at det kun har været til ganske få af de
på listen opførte fester, der har været servering, idet dette regelmæssigt ikke finder sted ved baller
og dilettantforestillinger. Der er ikke meddelt særlig tilladelse til servering i noget tilfælde, da
der jo er stående § 22-tilladelser til de forsamlingshuse, hvortil der i det hele vil blive givet tilladelser
til fester".
*) Ifølge den pågældende fortegnelse har der været afholdt 46 baller, dilettantforestillinger o. 1.
Politimesteren i Hjørring m. v.:
„ad 1. 33 forsamlingshuse + 1 sal v. bageri.
ad 2. Ingen.
ad 3.
a. 0.
b. 34.
o. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år.
ad 5. Ja, 6.
ad 6. Tilfredsstillende i ædruelighedsmæssig henseende. Undertiden hænder det, at unge mennesker
til baller i forsamlingshuse medbringer drikkevarer, som nydes uden for forsamlingshusene. Berusede
personer i forsamlingshuse kendes så godt som ikke, da lederen eller bestyrelsen sørger for
god orden, og da der hverken er ønsket eller givet nogen lejlighedstilladelse til udskænkning af
stærke drikke, er den almene forståelse den, at spiritus og forsamlingshuse intet har eller bør have
med hinanden at gøre".
Politimesteren i Thisted m. v.:
"ad 1. Af forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art findes 31 i herværende
politikreds.
ad 2. Til 3 forsamlingshuse er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.
ad 3. I tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 er til 6 forsamlingshuse meddelt stående tilladelse til lejlighedsbeværtning
med kaffe med sukker og andet tilbehør gældende for et år, og i samme tidsrum er
ældre stående tilladelser for 11 andre forsamlingshuse til lejlighedsbeværtning med de nævnte varer
gældende for et år ad gangen blevet fornyet.
a. 0.
b. Se ovenfor under 3.
c. 0.
d. 0.
ad 4. I de tilfælde, hvor stående tilladelse gives, er det sædvanligt at forny den for et år ad gangen.
ad 5. Nej.
ad 6. Det forekommer af og til, at der optræder spirituspåvirkede mandspersoner ved baller i forsamlingshuse,
men det er folk, som enten har drukket stærke drikke andre steder, forinden de indfandt
sig ved forsamlingshuset, eller de har — skjult på sig — medbragt stærke drikke, som de så
under ballet nyder uden for forsamlingshusets område; i udstrakt grad kan dette dog ikke siges
at være tilfældet".
Politimesteren i Hassing-Refs herreder:
„ad 1. 11.
ad 2. 0.
ad 3. 7.
a. 0.
b. 7.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år.
ad 5. Nej.

168
ad 6. Det er politiets indtryk, at sammenkomster i de under 1) nævnte lokaler forløber roligt og stilfærdigt.
Der har ikke hidtil været anledning til indskriden fra politiets side, og klager er ikke
indløbet fra nogen side".
Politimesteren i Nykøbing M. m. v.:
„ad 1. 33.
ad 2. Ingen,
ad 3. 14.
a. Ingen.
b. 14.
c. Ingen.
d. Ingen.
ad 4. Ja, 1 år.
ad 5. Nej.
ad 6. Idet der henvises til foranstående, bemærkes, at de givne tilladelser ikke har givet anledning til
uro eller ulemper i ædruelighedsmæssig henseende".
Politimesteren i Skive m. v.:
„ad 1. 31.
ad 2. 0.
ad 3. 12.
a. 0.
b. 12.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.
ad 5. Nej.
ad 6. Tilladelserne har ikke givet anledning til klager eller konstaterede overtrædelser af gældende bestemmelser.
Uroligheder og slagsmål forekommer kun sjældent. Med henblik på ædrueligheden
kan oplyses, at der kun i et ringe omfang antræffes berusede personer ved forsamlingshusenes
benyttelse til fester og lign.".
Politimesteren i Viborg m. v.:
„ad 1. 21 forsamlingshuse og 14 missionshuse.
ad 2. 4.
ad 3. 12.
ad 3.
a. 0.
b. 11.
c. 0.
d. 1.
ad 4. Tilladelserne fornyes sædvanligvis kontinuerligt og for 1 år ad gangen.
ad 5. Ja, 2, nemlig 1 i købstaden og 1 i landdistriktet.
ad 6. Der har ved de herværende forsam 1 ingshuses og andre lokalers benyttelse til de angivne formål
ikke været indhøstet dårlige erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende".
Politimesteren i Fjends rø. fl. herreder:
„ad 1. Der findes ialt 74 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede art.
ad 2. Der er ikke i noget tilfælde knyttet beværterbevilling til noget forsamlingshus.
ad 3. Der er i tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 i 31 tilfælde meddelt tilladelse i henhold til beværterlovens
§ 22 til beværtning i forsamlingshuse.
a. Der er i intet tilfælde meddelt tilladelse i henhold ti) beværter lo ven s § 22, stk. 3, til udskænkning
af stærke drikke.
b. 31 stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.
c. Der er ikke i noget tilfælde meddelt enkeltstående tilladelse til udskænkning af stærke drikke.
d. Enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke er meddelt i 4 tilfælde, hvoraf 2
til et enkelt forsamlingshus.

169
ad 4. De meddelte stående tilladelser fornyes sædvanligvis kontinuerligt for 1 år ad gangen.
ad 5. Nej.
ad 6. I almindelighed har benyttelsen af de her omhandlede forsamlingshuse ikke givet anledning til
misbrug af øl og spiritus i en sådan grad, at indgreb fra politiets side har været påkrævet. Det kan
dog anføres, at det formentlig ikke helt sjældent sker, at navnlig unge mennesker i 17—20 års
alderen møder i forsamlingshusene i lettere påvirket tilstand efter forudgående nydels9 af spirituøse
drikke. Drikkevarerne er som regel indkøbt i detailhandelen og konsumeret enten på bopælen
eller i lokaliteter i forsamlingshusenes nærhed. Disse forhold har i nogle tilfælde ført til voldshandlinger
og slagsmål i eller omkring forsamlingshusene. Bortset fra disse enkeltstående tilfælde
kan man fastslå, at arrangørerne af baller og fester i forsamlingshusene i fornødent omfang selv
håndhæver ro og orden. Sluttelig skal anføres, at den nu gældende butikslukning kl. 14 om lørdagen
må antages i væsentlig grad at have reduceret de heromhandlede uheldige forhold i forbindelse
med benyttelsen af forsamlingshusene".
Politimesteren i Herning m. v.:
„ad 1. Der findes i politikredsen 43 forsamlingshuse, heri indbefattet 17 missionshuse og 2 mejerisale.
ad 2. Ingen af dem har beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke.
ad 3. 23 forsamlingshuse har i tiden 1. januar—30 juni 1952 opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning
i medfør af beværterlovens § 22.
a. Ingen af dem har stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke.
b. Ovennævnte 23 tilladelser er alle stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
d. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.
ad 4. Tilladelserne fornyes sædvanligt kontinuerligt indtil 12 måneder ad gangen.
ad 5. I politikredsen findes ikke andre lokaler uden beværterbevilling, som regelmæssig eller lejlighedsvis
bruges til selskabelige sammenkomster, til hvilke drikkevarer medtages af deltagerne.
ad 6. Forsamlingshusenes bestyrelser tolererer ikke drikkeri i lokalerne, men uden for disse i biler, porte,
haver m. v. drikkes undertiden medbragt spiritus".
Politimesteren i Holstebro m. v.:
„ad 1. 18.
ad 2. 1.
ad 3. 9.
a. 0.
b. 9.
c. 0.
d. 0.
ad 4. 0. Der henvises til vedlagte rapporter.
ad 5. 8.
ad 6. Der henvises til vedlagte rapporter.
I 4 politirapporter anføres følgende:
„ad 4. Ingen.
ad 6. Politiet her har kun erfaring om ædruelighed i forbindelse med de nævnte lokaler".
ad 6. Erfaringerne i ædruelighedsma?ssig henseende har for herværende distrikts vedkommende været
særdeles tilfredsstillende",
„ad 4. Det er sædvane at forny ovennævnte 4 tilladelser for 1 år ad gangen.
ad 6. Med hensyn til ædrueligheden i forsamlingshusene og de øvrige nævnte lokaler kan det oplyses,
at jeg aldrig har konstateret, at der nydes eller serveres stærke drikke de pågældende steder, og
her på egnen er det ikke slemt med drikkeri uden for forsamlingshusene m. v., når der afholdes
baller og lign.".
„ad 4. Tilladelsen gives som anført som „stående", d. v .s. for 1 år ad gangen til en for udskænkningen
ansvarlig person, som regel formanden for forsamlingshuset eller en person, der udpeges af forsamlingshusets
bestyrelse.

170
Tilladelsen fornyes ikke automatisk, men kontinuerligt efter ny ansøgning og undersøgelse
af forholdene og for 1 år ad gangen, og den gælder tilladelse til salg af kaffe, the, sodavand
og andre ikke-stærke drikke samt is.
ad 6. De erfaringer, der herfra gennem en årrække er gjort med hensyn til ædrueligheden i forbindelse
med de foran nævnte tilladelser i henhold til beværterlovens § 22, stk. 3, til udskænkning af ikkestærke
drikke, kan kort sammenfattes således:
Det er mit bestemte indtryk, at tilladelserne ikke omgås ved udskænkning af stærke drikke,
og at den omstændighed, at festdeltagerne eller deltagerne i sammenkomster af mere alvorlig art
kan købe ikke-stærke drikke under lovlige og ordentlige forhold, har været medvirkende til afskaffelsen
eller nedsættelsen af det uheldige forhold, at unge mennesker — baldeltagere — tog
stærke drikke med hjemmefra og drak disse uden for forsamlingshusene. Det kan endnu passere,
at enkelte tager drikkevarer med hjemmefra og drikker uden for, men det er i aftagende og ikke
nær så almindeligt som tidligere.
Når tilladelse gives under den ovenfor nævnte form, kan den kun være med til at højne
ædrueligheden.
Jeg skal tilføje, at prisen for kaffe, the, ikke-stærke drikke og is o. 1. i almindelighed
ikke er højere, end at den lige dækker indkøbspriser og udgifterne ved tilberedning og servering;
ingen af forsamlingshusene eller de øvrige lokaler her i distriktet søger at skaffe sig fortjeneste ved
den nævnte servering".
Politimesteren i Lemvig m. v.:
„ad 1. 16.
ad 2. 0.
ad 3. 7.
a. 0.
b. 7.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, 1 år.
ad 5. 0.
ad 6. Der har intet været at bemærke."
Politimesteren i Ringkøbing m. v.:
„ad 1. Der findes her i politikredsen 37 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede
art.
ad 2. Der er ikke knyttet beværterbevilling til nogle af disse forsamlingshuse.
ad 3. I tiden fra 1. januar til 30. juni 1952 er der meddelt 9 forsamlingshuse lejlighedstilladelse, nemlig
stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke i medfør af beværterlovens § 22, stk. 3.
Det kan tilføjes, at de givne 9 tilladelser alle er fornyelser, og at ialt 19 forsamlingshuse
her i politikredsen for tiden har stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.
ad 4. Det er praksis at forny de givne tilladelser kontinuerligt, såfremt de ikke giver anledning til misbrug.
Tilladelserne gives for 1 år ad gangen.
ad 5. Det findes i politikredsen 3 lokaler, der jævnligt anvendes til sammenkomster, men oftest kun for
medlemmer af de pågældende foreninger, nemlig 2 afholdsforeninger og 1 loge.
ad 6. Med hensyn til forsamlingshusene er det politiets erfaring, at der praktisk taget ikke finder misbrug
sted ved servering af stærke drikke. Derimod medbringer enkelte deltagere i fester og baller gerne
spiritus, som nydes i nærheden af forsamlingshuset, hvilket kan give anledning til spektakler
og klager fra de omkringboende. Det skal dog bemærkes, at det for tiden er relativ sjældent, at
politiet bliver kaldt ud i anledning af uroligheder ved forsamlingshusballer, og det er mit indtryk,
at der af de arrangerende foreninger og forsamlingshusenes bestyrelser i det store og hele føres
fornuftigt tilsyn med, at drikkeri, spektakler og uorden ikke finder sted.
Jeg vedlægger iøvrigt vedrørende dette punkt ekstraktafskrift af rapport fra politistationen
i Skjern, hvortil jeg kan henholde mig".

171
Den pågældende rapport er sålydende:
ad 6. Det er mit indtryk, at ædrueligheden ved foreningsballerne i forsamlingshusene her på egnen er
blevet betydeligt bedre i løbet af de sidste ca. 30 år. Det hører nu til sjældenhederne, at politiet
bliver alarmeret til spektakler og beruselse ved forsamlingshusene, eller at der bliver klaget derover.
Dermed er ikke sagt, at der ikke af og til finder drikkeri sted ved ballerne, hvor enkelte
deltagere medbringer spiritus til fortæring ved forsamlingshuset, ikke i lokalerne; men det finder
ikke sted i foruroligende grad. Ved de fleste forsamlingshuse er der af de pågældende foreninger,
der benytter lokalerne til baller, eller af forsamlingshusenes bestyrelse, nedsat et ordensudvalg
til at føre tilsyn med, at drikkeri og spektakler og anden uorden ikke finder sted. Det er en udmærket
ordning, og hvor denne praktiseres, samt hvor de ældre beboere i sognet deltager i de unges
fester og baller, går det pænt til, og det er mit indtryk, at det gør det de fleste steder her i distriktet"
Politimesteren i Varde m. v.:
„ad 1. 31.
ad 2. 4.
ad 3. 20.
ad 3a. 0.
b.20.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, 1 år.
ad 5. Nej.
ad 6. I herværende politikreds er man ikke bekendt med, at der foregår drikkeri i selve forsamlingshusene,
hvorimod det ved de i forsamlingshusene afholdte baller er kotume, at deltagerne selv medbringer
spiritus, der så i aftenens løb nydes uden for lokalerne.
Forsamlingshusenes anvendelse synes at være noget aftaget, idet mange møder og baller
nu afholdes i beværtningernes møde- og danselokaler, hvilket formentlig dels skyldes, at disse
lokaler må siges at være væsentlig hyggeligere og mere velholdte end forsamlingshusene, dels at
der ikke er mulighed for at indkøbe eller nyde spiritus i forsamlingshusene".
Politimesteren i Esbjerg m. v. henholder sig til en politirapport,, hvori det anføres:
„ad 1. 10 forsamlingshuse.
ad 2. Ingen.
ad 3. 5.
a. Ingen.
b. 5.
c. Ingen.
d. Ingen.
ad 4. De under punkt 3 b givne tilladelser fornyes 1 gang sirlig,
ad 5. Nej.
I anledning af foranstående og under henvisning til skrivelsens punkt 6 kan jeg oplyse,
at der intet er at bemærke med hensyn til forsamlingshuse og andre lokalers benyttelse til de i
skrivelsen angivne formål".
Politimesteren i Ribe m. v.:
„ad 1. 32.
ad 2. 1.
ad 3. 20.
a. 0.
b. 20. Antallet 20 dækker samtlige stående tilladelser af denne art, idet alle tilladelser fornyes i
første halvdel af kalenderåret og ingen i sidste halvdel.
c. 0.
d. 0.

172
ad 4. Ja, for 1 år ad gangen.
ad 5. 8. Antallet 8 omfatter 4 efterskoler og 4 missionshuse. Heraf har 1 efterskole og 3 missionshuse
stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.
ad 6. Ved benyttelsen af forsamlingshusene og de andre her omhandlede lokaler må ædrueligheden her
i politikredsen som helhed betegnes som god, og der er i lange tider ikke forekommet tilfælde,
hvor politiet har måttet skride ind på grund af drukkenskab, uorden eller slagsmål, ligesom der
ej heller i lange tider er modtaget klage i anledning af de her afholdte sammenkomster. Der findes
ikke noget eksempel på, at forsamlingshusene har foretaget ulovlig udskænkning af stærke drikke,
og når der ved baller og lignende fester i ganske enkelte tilfælde er bemærket spirituspåvirkede
personer, skyldes dette, at de pågældende har nydt stærke drikke på beværtninger eller i privat
selskab.
Kun i en enkelt landpolitistations område, det til politikredsen hørende sønderjydske
distrikt, synes den mandlige ungdom ved baller og foreningsfestligheder at udvise nogen større
tilbøjelighed til hos handlende at indkøbe stærke drikke, som enten nydes hjemme forinden festligheden
eller under denne i nærheden af forsamlingshuset. Forholdet har dog ikke hidtil givet
anledning til klage eller uorden af nævneværdigt omfang".
Politimesteren i Haderslev m. v.:
„ad 1. 19.
ad 2. 4.
ad 3.
a. 0.
b. 6.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Tilladelserne fornyes kontinuerligt for eet år ad gangen,
ad 5. Nej.
ad 6. Der haves ingen dårlige erfaringer i ædruelighedsmæssig henseende ved de omhandlede lokalers
benyttelse til de angivne formål".
Politimesteren oplyser endvidere:
„Tilladelserne gives for eet ar ad gangen til møder og sammenkomster i almindelighed,
og der haves ingen oplysninger om festlighedernes nærmere art".
Politimesteren i Toftlund m. v.:
„ad 1. 31.
ad 2. 7.
ad 3. 18.
a. 1.
b. 17.
c. Ingen.
d. Ingen.
ad 4. Ja. Stående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke gives kontinuerligt for 1 år ad gangen,
og stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke gives for 3 måneder ad gangen.
ad 5. Ingen.
ad 6. Benyttelsen af forsamlingshusene og de øvrige nævnte lokaler har ædruelighedsmæssigt ikke
givet anledning til ulempe, misbrug eller andre uheldige forhold.
Det tilføjes, at der ud over forannævnte lokaliteter findes 6 forsamlingshuse, til hvilke
der ikke er knyttet adkomster af nogen art".
Politimesteren i Aabenra m. v.:
„ at der i politikredsen findes 7 forsamlingshuse i henhold til beværterlovens § 26, stk. 3, og
hvortil der er knyttet beværterbevilling til udskænkning af ikke stærke drikke.
Desuden findes der i kredsen 4 forsamlingshuse, som hver især har en lejlighedstilladelse til udskænkning
af ikke stærke drikke, jfr. beværter]ovens § 22, stk. 3. Disse tilladelser forlænges kontinuerligt
for 1 år ad gangen.
Der findes ingen stående eller enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.

173
I Aabenraa købstad findes D. U. I.-hjemmet, hvortil der ikke er knyttet beværterbevilling, men
hvor selskabelige sammenkomster og familiefester kan afholdes, og hvor deltagerne selv medbringer deres
drikkevarer.
Der er i ædruelighedsmæssig henseende ikke indgået klager af nogen art".
Politimesteren i Sønderborg m. v.:
„ad 1—4. Der findes 10 forsamlingshuse i Sønderborg politikreds' landdistrikter. Heraf har 4 (fire)
beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke, 5 (fem) beværterbevilling med
ret til udskænkning af stærke drikke, 1 (eet) tilladelse i henhold til § 22 uden ret til udskænkning
af stærke drikke. Denne tilladelse fornyes kontinuerligt for et år ad gangen.
ad 5. Der er her i politikredsen til andre lokaler end forsamlingshuse udstedt 7 tilladelser i henhold
til beværterlovens § 22 — 2 med og 5 uden ret til udskænkning af stærke drikke. Disse lokaler
benyttes lejlighedsvis til afholdelse af sammenkomster, og drikkevarerne m. v. medtages
her lejlighedsvis af deltagerne.
ad 6. Der er ikke af politiet indhøstet dårlige erfaringer ved benyttelsen af forsamlingshusene eller
andre lokaler indrettet til sammenkomster, men det skal anføres, at politikredsens landdistrikter
er mere end rigelig dækket med beværtninger, der har ret til udskænkning af stærke
drikke. Således har f. eks. Kegnæs kommune med ca. 900 indbyggere foruden forsamlingshuset
4 beværtninger".
Politimesteren i Qraasten m. v.:
„ad 1. Der findes i herværende politikreds 8 forsamlingshuse af den i beværterlovens § 26, stk. 3, omhandlede
art.
ad 2. Der er knyttet beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke til 7 forsamlingshuse,
ad 3. 1 forsamlingshus har i tiden 1. januar—30. juni 1952 opnået tilladelse til lejlighedsbeværtning i
henhold til beværterlovens § 22.
a. Ingen stående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
b. 1 stående tilladelse til udskænkning af ikke-stærke drikke.
c. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af stærke drikke.
d. Ingen enkeltstående tilladelser til udskænkning af ikke-stærke drikke.
ad 4. Det er, såfremt tilladelse gives som stående, sædvanlig praksis at forny tilladelserne kontinuerligt
for 1 år ad gangen.
ad 5. Der findes ikke andre lokaler i politikredsen, til hvilke der ikke er knyttet beværterbevilling, og
som regelmæssigt eller lejlighedsvis bruges til afholdelse af bl. a. selskabelige sammenkomster og
lign., til hvilke drikkevarer m. v. medtages af deltagerne,
ad 6. Der er ikke i ædruelighedsmæssig henseende indhøstet dårlige erfaringer ved forsamlingshuses
og andre lokalers drift, idet der ikke er konstateret lov- eller vedtægtsovertrædelser".
Politimesteren i Tønder m. v.:
„ad 1. 38.
ad 2. 2.
ad 3. 4.
a. 0.
b. 4.
c. 0.
d. 0.
ad 4. Ja, for 1 år.
ad 5. Nej.
ad 6. Erfaringerne her i kredsen er absolut gode; der holdes god justits af dem, hvem lejlighedstilladelserne
er meddelt.
I tilslutning til besvarelsen ad spm. 3 og 3 b bemærkes., at der vel i den angivne periode kun er
meddelt 4 stående tilladelser, men at der for tiden eksisterer 35 stående tilladelser af den nævnte art, som
gives for 1 år ad gangen, jfr. besvarelsen ad spm. 4".

SKRIVELSER OG HENVENDELSER ANGÅENDE
BEVÆRTERLOVENS REVISION M.V.
Bilag II.

177
CENTRALFORENINGEN Büag 1.
AF HOTELVÆRTFORENINGER OG
RESTAURATØRFORENINGER
I DANMARK
København, den 7. Juni 1951.
Til kommissionen af 1947 angående alkoholsførgsmålet.
I de senere år er der landet over opstået en række selskabslokaler, der uden adkomst
i henhold til beværterloven mod betaling udlejer til private personer, foreninger og
andre for afholdelse af fester og sammenkomster under den form, at festens arrangør eller
deltagere selv medbringer mad- og drikkevarer, der nydes i lokalerne.
Disse lokaler findes almindeligvis i danseskoleetablissementer, loger, institutter
af forskellig art, i større boligkarréer, teaterbygninger m. m..
Lokalerne er almindeligvis fuldt monteret med inventar, porcelæn, bestik, etc. —
helt klar til afholdelse af spisninger og sammenkomster — og ofte på en sådan måde, at
de står på højde med selskabslokaler i førende hoteller og restauranter.
Lokaler —• som vi for nemheds skyld kalder „private selskabslokaler" —- kan frit
lejes af enhver til afholdelse af fester m. m., og lokalernes indehaver stiller lokaliteter
med lys, varme og rengøring, med den fornødne montage — herunder musikinstrumenter
(klaver, radiogrammofon) —- samt køkken til rådighed for lejeren; den eneste måde, disse
lokaler adskiller sig fra selskabslokaler i hoteller og restaurationer, er derved, at udlejeren
ikke forestår serveringen af madvarer eller udskænkningen af drikkevarer — herunder
øl, vin og spiritus — og således ikke opnår nogen økonomisk gevinst ved det konsum, der
finder sted i lokalerne. Det kan imidlertid forekomme, at udlejeren også giver lejeren
anvisning på koge- og serveringspersonale, på virksomheder, der leverer madvarer (dinér
transportable), vinhandler, musik o. s. v. Den leje, festens eller sammenkomstens arrangør
må betale til udlejeren, er ofte ret betydelig.
Spørgsmålet om, hvorvidt de private selskabslokaler skal have adkomst efter beværterloven,
har tidligere været behandlet i alkoholkommissionen — jfr. skrivelse fra kommissionen
til handelsministeriet, dateret 23. februar 1948, og kommissionen var da af den
opfattelse, at der til den beskrevne virksomhed ikke udkræves adkomst i henhold til beværterloven;
denne opfattelse blev lagt til grund ved den i foråret 1948 stedfundne tilføjelse
til § 1 i lov nr. 537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen af stærke drikke.
I denne lovs § 1, stk. 3, er herefter fastsat følgende:
„I tilfælde, hvor lokaler, hvortil der ikke er knyttet adkomst på beværternæring
m. v. med ret til udskænkning af stærke drikke som i §'.1, stk. 2, omhandlet, udlejes til brug
for sammenkomster, hvor udskænkning af stærke drikke finder sted, uden at der hertil
kræves tilladelse efter beværterlovens bestemmelser., kan det i § 9 omhandlede nævn bestemme,
at der skal svares afgift efter de i § 3, punkt 2, nævnte bestemmelser af den stedfundne
udskænkning, såfremt den pågældende udlejningsvirksomhed efter nævnets skøn
23

178
har karakter af en erhvervsvirksomhed. Den af nævnet trufne afgørelse er endelig. For afgiftens
erlæggelse hæfter såvel den, der stiller lokalerne til rådighed, som den, der står for
sammenkomstens afholdelse. Toldbestyrelsen bemyndiges til at foreskrive nærmere regler
til gennemførelse af disse bestemmelser, herunder regler for beregning af afgiften."
Så vidt vi har kunnet se, er dette det eneste sted i lovgivningen, de private selskabslokaler
er nævnt.
Afgiftsloven forudsætter altså med støtte i alkoholkommissionens opfattelse,
at der ikke udkræves adkomst efter beværterloven for drift af private selskabslokaler, selv
om disse drives på erhvervsmæssig basis med den klare hensigt at opnå økonomisk fordel
ved virksomheden — med andre ord, denne form for virksomhed er fri næring, som enhver
uden nogen som helst kontrol — bortset fra bestemmelsen i § 1 i afgiftsloven — kan udøve.
Selv om de private selskabslokaler nu er afgiftspligtige for de der nydte stærke
drikke, tillader centralforeningen sig herved på hotel- og restaurationserhvervets vegne
at rette henvendelse til alkoholkommissionen med anmodning om, at spørgsmålet om lovligheden
af driften af de private selskabslokaler tages op til fornyet undersøgelse og drøftelse.
Da beværterloven blev vedtaget i 1939, kendtes de private selskabslokaler kun i
meget ringe grad og var i hvert fald for hotel- og restaurationserhvervet intet særligt konkurrencemæssigt
problem. Omsætningsafgiften på stærke drikke var dengang 6 pct., men
efterhånden som afgiften under og efter krigen var stigende, vendte publikum sig bort
fra de hidtil benyttede selskabslokaler i hoteller og restaurationer og søgte at arrangere
deres fester og spisninger i de private selskabslokaler, hvis antal voksede betydeligt, da publikum
ikke skulle svare afgift af de nydte stærke drikke og iøvrigt ikke var undergivet
beværterlovens kontrol.
Afgiftsbesparelsen er nu til dels blevet forhindret ved den omtalte tilføjelse til
lovens § 1, men erhvervet kan alligevel ikke føle sig tilfreds og tryg med den rådende retstilstand
på dette område, idet de private selskabslokaler under de aldeles frie former, hvorunder
de drives uden nogen kontrol i henhold til beværterloven, udøver en meget skarp
konkurrence med erhvervets selskabslokaler og derved i højeste grad vanskeliggør driften
af disse, ligesom vi ikke føler os ganske overbevist om, at afgiften af nydte stærke drikke
i de private selskabslokaler betales så nøjagtigt, som loven har tilsigtet.
Når omsætningsafgiftsloven har bestemt, at de private selskabslokaler skal være
afgiftspligtige, må det for vort erhverv bl. a. af konkurrencemæssige grunde også være af
den yderste vigtighed, at denne afgiftspligt opfyldes fuldtud, men det turde være ret indlysende,
at toldvæsenet ikke har de samme muligheder for at kontrollere konsumet af stærke
drikke i de private selskabslokaler, hvor lejeren i hvert enkelt tilfælde medbringer sin
beholdning af drikkevarer og fjerner eventuelle rester ved festens ophør, selv om såvel
udlejer som lejer skal afgive en erklæring til toldvæsenet over den stedfundne omsætning
af stærke drikke, og selv om både udlejer og lejer hæfter for afgiftens betaling; over for
denne lemfældige ordning — som iøvrigt ifølge hele sagens natur næppe kan være anderledes
•— står den yderst skarpe kontrol, en beværter er underkastet med hensyn til omsætningsafgiftens
betaling —• daglig bogføring af indkøbte og solgte stærke drikkevarer,
kontrol med varelagerets størrelse og daglig opmåling af de solgte drikkevarer m. m. — jfr.
iøvrigt afgiftslovens detaillerede bestemmelser herom. Det turde vist uden yderligere kommentarer
sige sig selv, at beværteren er handicappet i denne konkurrence og med mismod ser
på den udvikling, man er inde i.

179
Vi skal herefter tillade os med beværterloven som baggrund at gå over til en sammenligning
af retstilstanden mellem hotellernes og restaurationernes selskabslokaler og de
private selskabslokaler.
Hotel- og restaurationserhvervet i Danmark har altid følt det som sin opgave at
beværte sine kunder på en rimelig og forsvarlig måde, når disse af forskellige årsager var
afskåret fra at holde deres fester under helt private former i lejligheder og andetsteds og
derfor var henvist til at holde deres forskellige arrangementer i hotellernes og restaurationernes
selskabslokaler.
I henhold til beværterloven skal en beværter have bevilling — altså en adkomst
til næring, som han end ikke har noget krav på at få, selv om han iøvrigt måtte opfylde
lovens betingelser, altså en bevilling, som alene er afhængig af bevillingsmyndighedernes
frie skøn, og som det er en „nådessag" at opnå — for at have gæster siddende og for at kunne
beværte disse. Således som vi forstår loven, gives der ved denne bevilling beværteren en
eneret til denne form for næring udelukkende med de begrænsninger i næringens omfang,
som beværterloven selv fastsætter i forskellige bestemmelser. Vi må anse loven for ganske
udtømmende på dette punkt, idet der ellers ikke ville være nogen mening i at foretage en
lang opregning af begrænsninger i beværternes næringsområde.
De private selskabslokaler omtales af gode grunde — da de kun kendtes i ringe
grad i 1939 — ikke med eet ord i beværterloven, og denne form for næring, der på mange
områder ganske kan ligestilles med beværternæringen — bortset fra at udlejeren ikke foretager
selve serveringen — er altså beværterloven ganske ukendt. Det er derfor efter vor opfattelse
en uhørt omstændighed, at der kan opstå en erhvervsmæssig formfor udlejning
af selskabslokaler med adgang til lejemål for enhver, uden at denne form for næring er
underkastet nogen som helst kontrol — altså er fri næring — og uden at indehaveren skal
have tilladelse fra myndighederne eller anden form for næringsadkomst for at kunne påbegynde
sin virksomhed.
Forholdet er efter vor opfattelse klart dette, at indehaveren af et privat selskabslokale
uden tilladelse fra myndighederne kan påbegynde sin virksomhed og — uanset
hvilke misligheder og overtrædelser af beværterlovens bestemmelser der måtte finde sted
i disse lokaler •— uhindret kan fortsætte med at drive sin virksomhed, da myndighederne
ikke i påkommende fald kan tage nogen næringsadkomst fra ham.
Vi kan naturligvis vel se, at der mellem de private selskabslokaler og erhvervets
selskabslokaler kan drages en skillelinie i selve serveringsvirksomhederne, og at man kan
fremholde, at det er selve den kendsgerning, at beværteren gør sig en indtægt på at servere
mad og drikkevarer, der adskiller hans lokaler fra de private lokaler, men på den anden
side mener vi ikke, at dette synspunkt helt holder stik, idet bev83rtervirksomheden jo netop
forudsætter, at den udøves fra et bestemt lokale, hvor man kan have gæster siddende, og
på dette punkt er de to former for selskabslokaler ens stillet og burde derfor også retligt
set være ens stillet. Netop lokalets tilstedeværelse, indretning og godkendelse fra myndighedernes
side er jo den første forudsætning for udøvelse af beværtervirksomhed.
Efter vor opfattelse kan udskænkning af stærke drikke her i landet foregå lovligt
under to former:
1) privat
2) ofientligt — under beværterlovens kontrol.

180
Den private form for udskænkning i hjemmene behøver vi næppe at komme ind
på, men den offentlige udskænkning har naturligvis vor udelte interesse.
Vi kan ikke se rettere, end at den form for udskænkning af stærke drikke, der foregår
i de erhvervsmæssigt udlejede selskabslokaler, ikke længere i forholdet til de offentlige
myndigheder har en privat karakter, når den foregår i lokaler, som enhver har adgang
til mod betaling at kunne disponere over. Det er måske også den tanke, der har stået lovgiverne
klart, da man i den fornævnte § 1, stk. 3, har fastsat, at der skal betales afgift af omsætningen
af stærke drikke i de erhvervsmæssigt udlejede selskabslokaler; den private udskænkning
betales der jo ingen omsætningsafgift af. Karakteren af fester, spisninger etc.
i de to former for selskabslokaler adskiller sig — bortset fra selve serveringsvirksomheden —
heller ikke fra hinanden, og konkurrencen drives derfor næsten på ens basis.
Dette synspunkt må efter vor opfattelse enten føre til, at de private selskabslokaler
ingen hjemmel har i beværterloven og derfor simpelthen burde være forbudt eller også til,
at der bør skaffes disse lokaler en adkomst efter beværterloven, således at de underkastes
den samme indgående kontrol, der finder sted med hensyn til hotellernes og restaurationernes
selskabslokaler.
Ser man på beværterlovens enkelte bestemmelser, der kan have betydning i forbindelse
med bedømmelsen af lovligheden af de private selskabslokaler, kan det for erhvervets
udøvere virke stødende, at beværterbevillingernes antal i henhold til lovens § 13 er begrænset,
mens der ikke findes nogen bestemmelse, der begrænser antallet af private selskabslokaler.
I henhold til beværterlovens § 7 skal adkomst på beværternæring være knyttet til
et bestemt lokale, og i § 9 bestemmes, at der i de lokale politivedtægter skal fastsættes de
fordringer, der af sundheds-, sædeligheds- og ædruelighedshensyn, samt af hensyn til sikkerhed
og orden, må stilles til størrelse og indretning af beværtningslokaler m. m.
I lovens § 32, stk. 3, fastsættes ganske særlige bestemmelser for godkendelse af erhvervets
selskabslokaler for at opnå fritagelse fra den almindelige lukketid, og i § 33, stk. 2,
fastsættes forbud mod udskænkning af stærke drikke for berusede personer, hvilken bestemmelse
også gælder erhvervets selskabslokaler.
Disse bestemmelser er de private selskabslokaler under de nuværende forhold ikke
på nogen måde underkastet, og vi synes, at dette af mange forskellige grunde er yderst
uheldigt.
Vi har foran været inde på, at vi har den opfattelse, at meddelelse af beværterbevilling
måtte give adkomsthaverne en eneret til denne næring udelukkende med de begrænsninger,
som beværteren i medfør af beværterlovens — efter vor opfattelse — udtømmende
bestemmelser er pligtige at finde sig i.
Efter vor formening er disse begrænsninger følgende:
1) Lejlighedstilladelser efter § 22; disse tilladelser er kun af midlertidig karakter
— og kommunens beværtere har en vis fortrinsret til tilladelsen.
2) Beværtning fra faste stadepladser i henhold til lovens § 23.
3) Beværtning ved sluttet bord m. m. i lovens § 25. Den, der beværter ved sluttet
bord, har ret til under måltidet —• men også kun under dette — at beværte med stærke
drikke, så længe det ikke giver anledning til drukkenskab. Denne form for næring — be-

181
værtning ved sluttet bord, og hvad der kan sidestilles hermed — er fri næring, og der kræves
ingen speciel tilladelse til udøvelsen, ej heller nogen anmeldelse til myndighederne, selv
om virksomheden er af varig karakter.
Denne form for virksomhed og virksomheden ved drift af de private selskabslokaler
er retligt set stillet ens, selv om der i realiteten gør sig store forskelligheder gældende?
bortset fra forskellen i selve betalingsspørgsmålet for de nydte stærke drikke kan drukkenskab
ved beværtning ved sluttet bord rammes efter § 25 — mens drukkenskab ikke efter
loven kan rammes i de private selskabslokaler. Der svares ikke omsætningsafgift for serverede
stærke drikke ved sluttet bord, men derimod for omsætningen af stærke drikke i de
private selskabslokaler.
At drage den slutning, at servering af mad- og drikkevarer i de private selskabslokaler
i nogen grad kan sidestilles med servering ved sluttet bord, synes vi er yderst betænkeligt.
Ved servering ved sluttet bord må det nemlig almindeligvis antages, at den pågældende
flerhed af personer skal udgøre en påviselig bestemt afgrænset kreds af personer,
der normalt enten ved aftale eller ved deres virksomhed er knyttet til det sted, hvor serveringen
foregår. Ved de private selskabslokaler er personerne og antallet af disse forskellig
fra gang til gang, og udskænkningen af stærke drikke finder sted såvel til måltiderne som
uden for disse og foregår i lokaler, som enhver kan leje..
4) Beværtning i foreninger efter lovens § 26. Servering af madvarer og ikke-stærke
drikke kan finde sted i foreninger uden nogen adkomst og er altså fri næring.
Men så snart der bliver tale om udskænkning af stærke drikke mod betaling i foreninger,
kræver loven adkomst på beværternæring eller i enkelttilfælde tilladelse efter § 22;
dette gælder også, selv om udskænkningen sker uden fortjeneste for enkeltmand.
En forudsætning for bestemmelsens anvendelse er, at der virkeligt foreligger en
forening med lovligt foreningsformål, og at foreningens medlemmer virkelig har tilknytning
til denne (altså at der ikke er tale om en „skinforening").
Drager man en sammenligning mellem beværtning i foreninger, når der udskænkes
stærke drikke, og beværtningen i de private selskabslokaler, gør der sig normalt den forskel
gældende, at foreningsmedlemmerne betaler for udskænkningen, mens det vistnok normalt
ikke er tilfældet i de private selskabslokaler, at der betales for drikkevarerne. Men loven
stiller i § 26 så strenge krav, at den fordrer bevilling til stærke drikke, selvom udskænkningen
sker uden fortjeneste for enkeltmand, og det må herefter fastslås, at selv i et sådant
tilfælde, hvor der ikke er tale om noget erhverv for en enkelt person, kræves der alligevel
bevilling til udskænkning af stærke drikke.
I de private selskabslokaler kan der udskænkes stærke drikke endog i overmål,
og udlejningen af lokalerne er erhvervsmæssig — men bevilling eller tilladelse til udskænkningen
og driften af lokalerne, det kræves ikke.
5) Marketenderivirksomhed efter § 27. For så vidt beværteradkomst ikke er erhvervet,
udkræves tilladelse fra politiet, men der betales ikke omsætningsafgift for de nydte
stærke drikke — i modsætning til de private selskabslokaler, hvor der betales omsætningsafgift.
Dette er de egentlige begrænsninger, som beværterloven fastsætter i den efter vor
formening tillagte eneret.
Herudover fastsætter beværterloven i sit kap. VI — §§ 28 og 29 — nærmere regler
om handel med og fordeling af stærke drikke, men heller ikke i disse bestemmelser findes

182
noget, der kan regulere forholdet i de private selskabslokaler, selv om kapitlet omhandler
fordeling af stærke drikke og altså ikke forudsætter nogen betaling fra konsumentens side.
Ser man endelig på de særlige bestemmelser om beværtninger uden ret til udskænkning
af stærke drikke i § 34, er der i denne bestemmelse -— iøvrigt forståeligt nok — fastsat
yderst strenge regler for den beværter, der ikke har adkomst på udskænkning af stærke
drikke, idet sådanne varer hverken for betaling eller uden betaling må udskænkes, ligesom
det er forbudt gæsterne at nyde medbragte stærke drikke, og værten og de, der går ham
til hånde, må ikke finde sig i, at dette sker. Værten må heller ikke opbevare stærke drikke
i den ejendom, hvori beværtningen drives, eller i ejendommens nabolag. Dette gælder også
hans medhjælpere og medlemmer af hans husstand, og ved sluttet bord må værten ikke
beværte med stærke drikke.
Her i denne bestemmelse må der siges at være kontrol med de stærke drikke, så
det kan forslå noget, og i egentlig forstand kan vi naturligvis kun erklære os fuldt indforstået
hermed, idet man, hvis bestemmelsen ikke var så kategorisk fastlagt, som tilfældet
er, ville komme ud i kaotiske tilstande; men sammenligner man bestemmelsen med forholdet
i de private selskabslokaler, kan det virke noget besynderligt, at gæsterne ikke må nyde
sine medbragte egne drikkevarer hos værten, blot fordi der hviler en bevilling på lokalet,
mens enhver frit kan leje et privat selskabslokale og der nyde sine medbragte drikkevarer
uden at være undergivet anden form for kontrol end den, loven om afgift på omsætningen
af stærke drikke i sin § 1, stk. 3, fastsætter.
Vi kan efter dette ikke komme til andet resultat, end at de private erhvervsmæssigt
udlejede selskabslokaler er i modstrid med beværterlovens ånd og forudsætning, og at
spørgsmålet om disse lokalers lovlighed bør tages op til fornyet undersøgelse.
Inden vi slutter nærværende henvendelse til alkoholkommissionen, vil vi tillade os
at henlede opmærksomheden på, at centralforeningen i de senere år, hvor omsætningsafgiften
har været så høj, som tilfældet er, har fået det absolutte indtryk, at der foregår
et meget stærkt drikkeri i marketenderierne, ligesom den iøvrigt rigtigt formulerede § 27
om marketenderivirksomhed ikke efterleves på den måde, som loven forudsætter. Der
afholdes ofte fester, andespil, sammenkomster i marketenderierne, som ofte, især i de store
virksomheder er indrettet så smukt, at de danner en fortrinlig ramme om en fest, og da der
ikke svares omsætningsafgift af de nydte stærke drikke, er det forståeligt nok, at det til
virksomheden knyttede personale søger at arrangere sig billigst muligt. Men dette er naturligvis
i strid med loven, men tillige er det for politiet vanskeligt at overvåge, at loven
ikke på dette punkt bliver overtrådt, idet der jo ikke er tale om noget offentligt tilgængeligt
lokale. Selv om beværterlovens § 33 finder anvendelse også på marketenderiernes virksomhed,
er det ikke sjældent forekommende, at personale fra sådanne virksomheder, hvori
der findes marketenderier, indfinder sig på en nærliggende beværtning for at købe stærke
drikke, men værten har måttet afvise at servere for disse personer for ikke at komme i
konflikt med § 33, stk. 2. Der foreligger for os eksempler på, at enkelte af personalet i en
herværende større industrivirksomhed har haft ugeregninger fra 100—130 kr. til marketenderen
alene for nydt øl og spiritus.
Vi må henstille til alkoholkommissionen, at også dette forhold tages op til en undersøgelse
og drøftelse, og at der træffes sådanne foranstaltninger mod marketenderierne, at
beværterlovens § 27 efterleves på den måde, bestemmelsen forudsætter.

183
Når der fra erhvervets side rettes denne henvendelse til alkoholkommissionen
angående de to rejste spørgsmål, er det for at beskytte de rettigheder, beværterloven giver
hotel- og restaurationsnæringen i Danmark, og når man fra lovgivningsmagtens side vælger
at beskatte vort erhverv så kraftigt, som det er tilfældet for tiden, føler vi det nødvendigt
at stå vagt om vore rettigheder og gøre opmærksom på sådanne forhold og skævheder, som
bevirker, at erhvervet ikke på lovlig grund og lige fod kan klare sig i konkurrencen.
P. F. V.
Knud Ernst.
Allan Hansen.

184
ISKREMFABRIKANTFORENINGEN, Bilag 2.
IS - KONDITORFORENINGEN I DANMARK
d. 19. januar 1948.
Til handelsministeren, Slotsholmsgade 10, K.
Iskremfabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark tillader sig herved
at anmode den højtærede handelsminister om at foranledige gennemført en lov, hvorefter
der tildeles iskonditorer et specielt iskonditorborgerskab.
I løbet af de sidste 30 år er der her i landet opvokset en iskremindustri og -handel
efter amerikansk mønster. Der er således opstået mange specialforretninger, hvis virksomhed
på enkelte punkter tit kommer i konflikt med be værter lo ven. Forholdet er så flydende,
at der ingen bestemt lov er for, hvad man må og hvad man ikke må handle med i disse forretninger.
Navnlig i de senere år har iskremforhandlerne gjort meget for at højne standarden.
Der findes nu en mængde forretninger, der drives i smukt udstyrede og vedligeholdte lokaler.
En betingelse for disse forretningers eksistens er, at de kan holdes åbne hele året,
men et supplement med salg af visse varer vil da være nødvendigt. — Det er her, konflikten
med beværterloven let kan opstå.
Der må således siges at være sket en udvikling i dansk erhvervsliv, idet iskremudsalgene
fra udelukkende at have været sæsonforretninger er gået over til at blive et
virkeligt og ikke helt lille erhverv, hvilket den imidlertid savner lovgivning for.
Denne situation er ikke holdbar. Hverken samfundet eller branchens udøvere kan
være tjent med, at en hel stand lever på en vulkan, hvilket navnlig i den sidste tid har vist
sig at være tilfældet, idet talrige politirazziaer har fundet sted.
Foreningerne tillader sig at foreslå, at et iskonditorborgerskab skulle give ret
til følgende:
1. Et passende antal borde og stole i lokalet efter dettes størrelse.
2. Forhandling af iskrem med tilbehør, flødeskum, mælk, saft vand, æbleskiver, pandekager,
lagkager, æblekager, fromager og lign. samt konfekturer.
Idet vi håber på ministerens velvillige og hurtige behandling af sagen, tegner vi
med højagtelse
Svend Madsen. E. Johansen.
Form. for fabrlkantforen. Formand f. Iskonditorforen.
Fremsendes til handelsministeriet med bemærkning, at foranstående andragende
må ses som en reaktion over for en i den senere tid af Københavns politis bevillingskontor
foretagen undersøgelse af de københavnske iskonditoriers næringsretlige og lokalemæssige
forhold.

185
Som det fremgår af vedlagte rapportmateriale, har man hidtil undersøgt 11 iskonditoriers
forhold, og for dem alle gælder, at den af dem drevne serveringsvirksomhed
ikke dækkes af deres næringsadkomst. En enkelt driver således sin virksomhed med næringsbrev
som handlende og må følgelig overhovedet ikke have indrettet servering i forretningslokalet.
De øvrige har alle næringsbrev som bager, men samtlige serveringsvirksomheder
går efter det oplyste langt ud over bagernes hævdvundne, beskedne serveringsret, både
hvad angår arten af de varer, der serveres, og antallet af opstillede borde og stole.
En lovliggørelse af forholdet kan formentlig kun ske ved, at de pågældende næringsdrivende
erhverver konditorbevilling. Herved falder de imidlertid ind under de regler
om lokalernes indretning m. v., som i henhold til beværterlovens § 9 er fastsat i landets
politivedtægter. Hvis disse forskrifter gennemføres strengt, vil iskonditorierne, der normalt
er etableret i tidligere butikslokaler, som hovedregel ikke kunne godkendes i lokalemæssig
henseende. Der er imidlertid for Københavns vedkommende i politivedtægtens § 75, punkt
2), hvoraf ekstraktafskrift vedlægges, en hjemmel for politiet og sundhedskommissionen
til at tilstå lempelser i vedtægtens fordringer til lokaler. Denne bestemmelse har f. eks.
været anvendt i den vedlagte sag angående „Isbaren", Blågårds Plads 15—17.
Spørgsmålet i almindelighed har nu været forelagt sundhedskommissionen, der er
indstillet på i vidt omfang at gøre brug af den omhandlede undtagelsesbestemmelse for
iskonditorierne og kun stille de krav, som skønnes nødvendige i sundhedsmæssig henseende.
Man er således indstillet på at lempe kravene til loftshøjde m. v. og ikke kræve indretning
af toilet. Derimod må man stille de krav, som skønnes sundhedsmæssigt nødvendige, og der
vil f. eks., hvis der finder tillavning sted af æbleskiver., pandekager, lagkage o. lign., blive
stillet krav om indretning af et særligt køkken, ligesom det vil blive krævet, at tilberedningen
og opbevaringen af de øvrige varer sker på sundhedsmæssig forsvarlig måde, og at
det anvendte service kan afvaskes grundigt.
Jeg vil herefter anse det for muligt, at der for Københavns vedkommende kan
gennemføres en ordning, hvorefter iskonditorierne erhverver konditorbevilling og får deres
lokaler godkendt, uden at der stilles større krav, end hvad der med rimelighed kan opfyldes
af forretningernes indehavere. Om det samme kan ske i det øvrige land, afhænger af, om
politivedtægterne har en tilsvarende dispensationsbeføjelse, og af, hvorledes de lokale
sundhedskommissioner vil stille sig. Det vil derfor formentlig give en klarere løsning, hvis
der indføres et særligt næringsbrev som „iskonditor" men hertil kræves formentlig lovændring.
Hvis et sådant særligt næringsbrev indføres, bør det dog efter min mening foreskrives,
at sundhedskommissionen skal godkende lokalerne og kan stille de fornødne krav
til deres hygiejniske indretning.
For så vidt angår de vedlagte konkrete sager har jeg efter omstændighederne ment
at kunne stille kravet om lovliggørelse i bero, indtil handelsministeriets afgørelse foreligger.
Med meddelelse om afgørelsen bedes til sin tid de vedlagte rapporter med bilag
tilbagesendt.
Københavns politikammer, den 19. maj 1948.
Herfelt.
Mellerup.

186
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Bilag 3.
lste afdeling.
København, den 23. juni 1948.
Til ministeriet for handel, industri og søfart.
Ved at tilbagesende den med ministeriet for handel, industri og søfarts skrivelse
af 31. f. m. hertil fulgte sag, hvori Iscremefabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i
Danmark andrager om indførelse af en særlig iskonditoradkomst, undlader man ikke at
udtale, at magistraten med politidirektøren er enig i, at der til den omhandlede næring
udkræves bevilling i henhold til beværterloven. Magistraten må for sit vedkommende formene,
at det ikke vil være hensigtsmæssigt at oprette en ny næringsadkomst som „iskonditor".
Såfremt en lempelse i lokalebestemmelserne i enkelte tilfælde måtte skønnes påkrævet,
og politivedtægten i den pågældende jurisdiktion ikke hjemler adgang hertil, må
magistraten formene, at man bør søge tilvejebragt den hertil fornødne hjemmel.
Alfred Bindslev.
B. Behnke.

187
MINISTERIET FOR Bilag 4.
HANDEL, INDUSTRI OG SØFART
København K., den 20. juli 1949.
Til samtlige 'politimestre.
Iskremfabrikantforeningeri og Is-Konditorforeningen i Danmark har i en hertil
indkommen skrivelse af 19. januar f. å., hvoraf afskrift vedlægges, henstillet, at der træffes
foranstaltninger til indførelse af en særlig adkomst som iskonditor. Politidirektøren i København
og Københavns magistrat har udtalt sig over sagen i de i afskrift hosfølgende skrivelser
af henholdsvis 19. maj og 23. juni f. å.
Forinden videre i denne anledning foretages, skal man på foranledning af de i kommissionen
af 1947 angående alkoholspørgsmålet stediindende overvejelser af det rejste
spørgsmål anmode hr. politimesteren om at ville foranledige oplyst:
1) hvor mange virksomheder af den pågældende art der findes inden for politikredsen,
2) hvilken næringsadkomst vedkommende virksomhed er i besiddelse af, (såfremt en
eventuel beværterbevilling er meddelt af overbevillingisnævnet, tillige oplysning
herom),
3) hvad de enkelte virksomheder serverer,
4) hvad de enkelte virksomheder forhandler,
5) hvor længe de enkelte virksomheder holder åbent,
a) tidspunktet for lukningen om aftenen,
b) helårsvirksomhed, sæsonforretning og lign.,
6) om der er hjemmel i vedkommende politivedtægt til at dispensere for så vidt angår
de heromhandlede lokaler, jfr. politidirektørens bemærkninger herom.
Med svaret i sagen ville man sætte pris på at modtage hr. politimesterens eventuelle
egne ytringer i denne.
P. M. V.
P. Villads««,
Afd.chef.
Axel Roelsen.

188
CENTRALFORENINGEN Bilag 5.
AF HOTELVÆRTFORENINGER OG
RESTAURATØRFORENINGER I
DANMARK
København V., den 9. oktober 1950.
Til kommissionen af 1947 angående alkohol-spørgsmålet, cjo. Ministeriet for
handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, K.
Under henvisning til kommissionens skrivelse af 11. september d. å. angående det
af Iscremefabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark rejste spørgsmål
om indførelse af en særlig iskonditoradkomst tillader vi os herved at meddele, at centralforeningens
forretningsudvalg i et for nylig afholdt møde har drøftet sagen, og at man har
besluttet at protestere imod, at en sådan særlig adkomst lovfæstes.
Vi er af den opfattelse, at der ikke fra de nævnte foreningers side er anført sådanne
grunde, som kan berettige til en ændring i de allerede bestående regler i beværterloven,
og vi kan i det hele taget give vor fulde tilslutning til den protest, der fra Danmarks Konditorforenings
side er indsendt til kommissionen, og som vi er fuldt bekendt med.
Med ærbødighed
P. F. V.
Knud Ernst.
Allan Hansen.

189
DE SAMVIRKENDE Bilag 6.
KØBMANDSFORENINGER I DANMARK
København V., den 2. oktober 1950.
Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet, cjo. Ministeriet for
handel, industri og søfart, Slotsholmsgade, København K.
I skrivelse af 11. f. m. har den ærede kornmission anmodet vor organisation om at
ville fremkomme med en udtalelse i anledning af den med skrivelsen i afskrift fulgte sag,
hvori Iskremfabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark har henstillet, at der
træffes foranstaltning til indførelse af en særlig adkomst for iskonditorer.
Organisationen vil anse indførelse af en sådan adkomst for at være upåkrævet,
idet det er vor opfattelse, at de bestående regler om sådan næring må anses for at være helt
fyldestgørende.
Vi er iøvrigt bekendt med De danske handelsforeningers fællesorganisations skrivelse
af 29. f. m. til den ærede kommission, og vi kan ganske slutte os til de betragtninger,
der fremsættes i den pågældende skrivelse.
Med ærbødighed
De samvirkende købmandsforeninger i Danmark.
Bent Schultzer.

190
DE DANSKE Bilag 7.
HANDELSFORENINGERS
FÆLLESORGANISATION
København V., den 29. september 1950.
Til kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet.
Med skrivelse af 11. september d. å. har den ærede kommission anmodet De danske
Handelsforeningers Fællesorganisation om at fremkomme med en udtalelse angående et af
Iskremfabrikantforeningen og Is-Konditorforeningen i Danmark rejst spørgsmål om indførelse
af en særlig adkomst som iskonditor.
I den anledning skal fællesorganisationen udtale, at man ikke mener, at der i det
foreliggende tilfælde er tilstrækkelig anledning til, at der indføres ekstraordinære foranstaltninger
på det omhandlede område for så vidt angår iskonditorier.
De pågældende forretninger må efter vor opfattelse løse næringsbrev som konditorer,
og de krav, der, for så vidt angår disse næringsdrivende, er opstillet i beværterloven,
er efter vor opfattelse rimelige og naturlige med hensyn til regulering af disse forretningers
virksomhed, så meget mere, som man i øjeblikket i politivedtægten, i hvert fald for Københavns
vedkommende, har adkomst til at lempe kravene med hensyn til lokalernes indretninger.
Såfremt iskonditorernes næringsforhold søges ændret ved særlig lovgivning, skal
man tillade sig at anføre, at de krav, der bør stilles til sådanne forretninger, efter vor opfattelse
ikke må være væsentlig ringere end dem, der i øjeblikket stilles med hjemmel i
ovennævnte dispensationsbeføj else.
Det tilføjes, at såfremt man fra myndighedernes side svækker de lokalemæssige
og de personlige krav, vil dette efter vor formening bevirke, at der vil blive etableret uhygiejniske
og usunde iskonditorier.
Ærbødigst
p. f. v.
Max Lindskov,
formand.
Jøndrwp,
fuldmægtig.

191
H. FISCHER-HANSEN Bilag 8.
& R. V. HEMMINGSEN.
LANDSRETSSAGFØRERE
Til kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet, Handelsministeriet,
Slotsholmsgade 10, København K.
I besvarelse af kommissionens skrivelse af den 11. september d. å. til Danmarks
Konditor forening, skal jeg på foreningens vegne tillade mig at anføre, at man må protestere
mod det af de såkaldte iskonditorier fremsatte forslag om at indføre et næringsbrev, der
skulle give den pågældende næringsbranche ret til at drive virksomhed med salg og servering
af kager, uden at den pågældende samtidig skulle være underkastet de for konditorer i beværterlov,
lukkelov m. v. gældende bestemmelser, hvorved skal bemærkes, at de i iskonditorforeningens
skrivelse af januar 1948 anførte varebetegnelser „æbleskiver, pandekager,
lagkager, fromager o. lign." vel i realiteten må siges at dække et almindeligt salg af kagevarer.
En sådan forhandler- og serveringsret vil kunne påføre vor forenings medlemmer
en ganske urimelig konkurrence og f. eks. medføre, at en bager gennem et sådant iskonditori
kan afsætte en kageproduktion efter almindelig lukketid og oven i købet holde servering.
Man kan ikke se rettere, end at de pågældende næringsdrivende, såfremt de ønsker
at forhandle og servere kager, må henvises til at søge den konditorbevilling, som i virkeligheden
dækker den næring, man ønsker at drive.
København, den 14. september 1950.
Med ærbødighed
Danmarks Konditorforening.
C. F. Diemar,
formand.

192
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Bilag 9.
lste afdeling.
København, den 5. november 1947.
Hr. Politiinspektør E. Mellerup, chef for Københavns ordenspoliti.
Under henvisning til skrivelse af 3. d. m. vedrørende eventuelle ændringer af
den gældende beværterlov kan jeg, efter at sagen gennem årene har været drøftet nogle
gange med bevillingsnævnets medlemmer, meddele, at det her i staden må anses for ønskeligt,
at loven ændres på følgende punkter:
Ad § 2, stk. 1,

193
retning, kan give den fornødne tilladelse. Ifølge sædvane modsætter handelsministeriet
sig ikke sådanne tilladelser, og det anses for mere hensigtsmæssigt, at disse tilladelser
udstedes af magistraten, hvorved en del unødigt skriveri vil kunne undgås.
Ad § 23.
Der er næppe tilstrækkelig anledning til at begrænse tilladelserne til forhandling
af varme pølser m. v. fra faste stadepladser på gaden eller pladsen til kun at gælde 1 år
ad gangen, navnlig under hensyn til, at tilladelsen kan tilbagekaldes som i paragraffens
4. stk. anført.
En gyldighedsperiode, svarende til den for beværterbevillinger gældende, altså
her i staden 8 år, vil sikkert ikke give anledning til ulempe af nogen art og lette administrationen
for en del unødigt arbejde.
ar.
Sigurd Thorsen,,
Tilstilles alkoholkommissionen til efterretning og eventuel foranstaltning.
Københavns -politi,
I. Politiinspektorat, den 22. marts 1948.
Mellerup.
Politiinspektør.

194
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Büag 10.
lste afdeling.
KøbenJiavn, den 9. februar 1948.
Til ministeriet for handel, industri og søfart.
I anledning af, at den af handelsministeriet under 27. februar 1940 stadfæstede
beværtervedtægt for staden København udløb med udgangen af december måned 1947,
har magistraten overfor borgerrepræsentationen anbefalet, at vedtægten uden ændringer
indstilles til handelsministeriets stadfæstelse for de kommende 8 år, og i sit møde den 29.
januar d. å. har forsamlingen tiltrådt magistratens forslag.
Ved at meddele dette undlader man ikke at anmode om, at medfølgende beværtervedtægt
må blive forsynet med ministeriets stadfæstelse.
Idet nogle eksemplarer af magistratens indstilling til borgerrepræsentationen og af
den i sagens anledning afgivne udvalgsbetænkning vedlægges, undlader magistraten ikke i
overensstemmelse med udvalgsbetænkningen, der i sin helhed er tiltrådt af borgerrepræsentationen,
at henstille, at lovgivningsmagtens opmærksomhed henledes pa, at det ved en
kommende revision af beværterloven ville være ønskeligt, om der blev givet adgang for
bevillingsmyndighederne til under visse omstændigheder at udstede bevillinger for et kortere
åremål, for eksempel 1 å 2 år, samt at der i loven ligeledes søges optaget en bestemmelse
sigtende til at forhindre omgåelse af loven i sådanne tilfælde, hvor bevillingsmyndighederne
har frataget bevillingshaveren bevillingen.
Alfred Bindslev.
Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet.
B. Behnke.
En udtalelse over sagen udbedes forsåvidt angår spørgsmålet om de foreslåede ændringer
i beværterloven.
Med svaret i sagen bedes bilagene tilbagesendt.
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 6. marts 1948.
P. M. V.
P. Villadsen.
Afd.chef.
Axel Roelsen,
fg.

195
TIL BORGERREPRÆSENTATIONEN Bilag 10 a.
Udvalgsbetænkning angående forslaget vedrørende stadfæstelse af beværtervedtægten for
København.
I skrivelse af 8. december 1947 har magistraten fremsat forslag om at henstille til
handelsministeriet, at beværtervedtægten for København, hvis gyldighed udløber med udgangen
af december måned 1947, stadfæstes uden ændringer.
Forslaget henvistes i forsamlingens møde den 18. december 1947 til overvejelse i
nedennævnte udvalg.
Efter at udvalget i et møde har forhandlet med magistraten om sagen, skal man
fremsætte følgende bemærkninger.
Ifølge § 4 i lov nr. 129 af 15. marts 1939 meddeles og fornyes beværterbevillinger for
et tidsrum af højst 8 og mindst 5 år. Tidsrummet, der skal være ens for alle bevillinger i
kommunen, fastsættes i København i beværtervedtægten og har i de hidtil gældende vedtægter
været fastsat til 8 år.
Antallet af bevillinger med ret til at udskænke stærke drikke må efter beværterlovens
bestemmelse ikke være større en 1 bevilling for hver 550 indbyggere.
Under forhandlinger i udvalget har man drøftet et af afholdsfolkenes fællesrepræsentation
for København og Frederiksberg til magistraten indsendt forslag om, at beværtervedtægten
ændres således, at beværterbevillinger udfær diges og fornyes for et tidsrum af
5 år, samt at bevillinger til at drive beværtning med ret til udskænkning af stærke drikke
meddeles efter forholdet: 1 bevilling for hver 750 indbyggere.
Af de oplysninger, udvalget har modtaget fra magistraten, fremgår det, at antallet
af beværtninger med ret til udskænkning af stærke drikke højest kan sættes til 1370, når
folketallet pr. 5. november 1946 lægges til grund, samt at der pr. 21. november 1947 kun er
934 bevillinger i brug. Af de resterende 436 bevillinger er deponeret 219 bevillinger, og der
er således til disposition 217 bevillinger.
Der er i udvalget enighed om, at der i en by af Københavns størrelse nødvendigvis
må være et vist antal bevillinger til disposition, og da det af de modtagne oplysninger
synes at fremgå, at magistraten og bevillingsnævnet med passende mådehold administrerer
beværterlovens bestemmelser om udstedelse af bevillinger, har der, ihvorvel der fra enkelte
sider var sympati for at gå til en forhøjelse af forholdstallet, været overvejende stemning
i udvalget for at tiltræde magistratens forslag i den foreliggende skikkelse.
Udvalget finder dog anledning til at henstille til magistraten, at man henleder lovgivningsmagtens
opmærksomhed på, at det ved en kommende revision af loven ville være
ønskeligt, om der blev givet adgang for bevillingsmyndighederne til under visse omstændigheder
at udstede bevillingerne for et kortere åremål, f. eks. 1 å 2 år, samt at der i loven ligeledes
søges optaget en bestemmelse sigtende til at forhindre omgåelse af loven i sådanne
tilfælde, hvor bevillingsmyndighederne har frataget bevillingshaveren bevillingen.
Med disse bemærkninger indstilles magistratens forslag til vedtagelse.
København, den 13. januar 1948.
Gotfred Andersen. Josef Andersson, Ingvard Dahl. Edvin Dose. I. Grünbaum.
Formand og ordfører.
Ludvig Hansen. Hermod Lannung. Hedevig Matthiesen. Mathilde Nielsen.
Paul Ramm. Henry Stjernqvist.

196
HADERSLEV AMTSRAAD Büag 11.
Haderslev, den 14. maj 1949.
Hr. Politimesteren i Haderslev m. v.
I anledning af, at N. N. telefonisk hertil har meddelt, at han eller hans hustru hos
politiet i Haderslev har opnået midlertidig bevilling til at drive beværtning med ret til udskænkning
af stærke drikke i restaurationen N. N., skal man anmode hr. politimesteren om
en udtalelse, herunder med hensyn til hjemmelen til at give en sådan midlertidig tilladelse.
Pinholt.
Tilbagesendes Haderslev amtsråd med bemærkning, at jeg den 11. maj d. å. skriftligt
har tilladt N. N. at fortsætte driften af beværtningen N. N., uagtet hun ikke har sin næringsadkomst
i orden.
Det er og har altid og overalt — så vidt mig bekendt — været skik, at en gammel
forretning ikke lukkes i det tidsrum, der ikke sjældent opstår, hvor en bevillingshaver
flytter, inden den nye har fået sin bevilling i orden.
Hvis beværterlovens § 5 handler om andet end nye beværtninger, er denne fremgangsmåde
direkte i strid med denne paragraf, medens den ikke er i strid med § 4.
Tidligere forløb et sådant personskifte, uden at nogen skriftlig tilladelse til at fortsætte
driften var nødvendig. Her i politikredsen kræver imidlertid toldvæsenet en sådan
tilladelse, da indehaveren ellers er afskåret fra at sælge toldafgiftspligtige varer.
Jeg tillader mig at forespørge, om det er amtsrådets ønske, at politiet fremtidigt
kræver alle beværtninger, der skifter indehaver, lukket, medens bevillingsspørgsmålet behandles
i sogneråd og amtsråd.
Politimesteren i Haderslev købstad m. v., den 20. maj 1949.
Handelsministeriet.
Hartmann.
Nærværende sag skal man tillade sig at forelægge for handelsministeriet med forespørgsel,
om det er ministeriet bekendt, at der er gennemført en praksis gående ud på, at
politiet giver midlertidige tilladelser til at drive beværtning, indtil bevillingsmyndighedernes
afgørelse foreligger. Amtsrådet må i så fald anse denne praksis for noget betænkelig, idet
bevillingsansøgerne i tiden, indtil deres andragende afgøres, ofte vil have truffet dispositioner,
der kan medføre tab for dem, hvis deres andragende ikke imødekommes.
I nærværende sag er tilladelse meddelt af politiet, inden andragende om beværterbevilling
var indgivet, og det er oplyst for amtsrådet, at den ovennævnte N. N.s ægtefælle
er straffet, hvilket er grunden til, at hun agter at ansøge om bevilling.
Haderslev amtsråd, den 24. maj 1949.
Pinholt.

197
KØBENHAVNS MAGISTRAT, Bilag 12.
lste afdeling.
København, den 28. september 1949.
Til ministeriet for handel, industri og søfart.
I skrivelse af 25. august 1949 har handelsministeriet anmodet om magistratens
udtalelse i anledning af den i afskrift hoslagt tilbagefølgende sag, hvori Haderslev amtsråd
har rejst spørgsmål om, hvorvidt der foreligger en fast praksis for, at politiet meddeler midlertidige
tilladelser til at drive beværtning i tidsrummet mellem indgivelse af et andragende
om beværterbevilling og bevillingens udstedelse.
Således foranlediget undlader man ikke at meddele, at politidirektøren i skrivelse
af 7. september 1949 har meddelt, at personer, der her i staden andrager om beværterbevilling,
altid bliver gjort bekendt med, at de ikke må påbegynde virksomheden, før bevilling
foreligger, og lokalerne er godkendt til beværtningsbrug. Den i Haderslev amtsråds
skrivelse af 24. maj 1949 ommeldte praksis er således ikke gennemført her i staden, jfr.
også bestemmelsen i beværterlovens § 5, 1. stk. og § 14, 1. stk.
Alfred Bindslev.
Sigurd Thorsen.

198
Påtegningsskrivelse fra Foreningen af Politimestre i Danmark.
BUag 13.
Tilbagesendes med 1 bilag til ministeriet for handel, industri og søfart, idet man skal
udtale, at beværterloven formentlig ikke indeholder regler, hvorefter det er muligt at afbøde
det uheldige forhold, at der ved en beværtnings overdragelse opstår et tomrum i tiden, indtil
bevilling er meddelt den ny indehaver. Med hensyn til praksis skal man henvise til vedlagte
oplysninger fra de politimestre, som er medlemmer af bestyrelsen.
Foreningen af Politimestre i Danmark, den 24. september 1949.
Politimesteren i Århus købstad:
p. f. v.
Hoeck.
Bilag 13 a.
„Her skønner vi i de enkelte tilfælde således, at hvis bevillingsansøgeren formenes
at kunne påregne at få bevilling, lader vi ham —• uden skriftlig tilladelse eller andre formaliteter
— drive forretningen i tidsrummet, indtil bevillingen foreligger, men den gamle
ejer står som ansvarlig i forhold til toldvæsenet."
Politimesteren i Randers købstad m. v.:
„Efter at handelsministeriet i et tilfælde, hvor en person havde anholdt om tilbagebetaling
af en indbetalt afgift for udfærdigelse af forventet beværter- og gæstgiveribevilling,
som blev ham nægtet, havde udtalt, at det formentlig ville have været rettest,
om der ikke var meddelt den pågældende tilladelse til drift af hotellet uden fornøden bevilling,
følges samme praksis som i Københavns politi, at en beværtning ikke må drives
af en ny indehaver, før en ny bevilling foreligger, således at beværtningen lukkes, hvis den
ikke kan drives af den gamle indehaver, indtil den ny indehavers bevilling foreligger."
Politimesteren i Frederikssund købstad m. v.:
„I denne kreds, hvor der er ca. 80 bevillinger, og hvor der meget ofte sker ejerskifte,
er der fast praksis for at meddele skriftlige midlertidige tilladelser, idet anden fremgangsmåde
praktisk talt ikke er mulig. Man kan ikke lade ofte betydelige virksomheder

199
henligge lukkede, fordi bevillingsspørgsmålet ikke straks kan afgøres. Tilladelserne gives
skriftligt af hensyn til toldvæsenet. Jeg forlanger altid indbetalt gebyret straks, og tilladelsen
gives ikke, før der er indhentet straffeattest og oplysning fra registraturen, således at
man nogenlunde kan skønne, om bevillingen bliver meddelt eller ikke."
Politimesteren i Københavns amts søndre birk:
„Praksis her i kredsen er den, at man, når sognerådets anbefaling foreligger, tolererer,
at den ny ejer overtager driften på tidligere ejers ansvar.
Såfremt sagen ikke kan vente til sognerådsmødet — men disse tilfælde er få — afæskes
sognerådsformanden en udtalelse. Hvis han regner med., at bevilling vil blive givet,
og papirerne iøvrigt er i orden, forholdes som ovennævnt."
Politimesteren i Åbenrå købstad m. v.:
„Angående praksis her skal jeg oplyse, at en ny andrager i „tomrummet" får lov
til at fortsætte på den tidligere indehavers bevilling, såfremt han får dennes skriftlige samtykke
dertil, og således at den tidligere bevillingshaver overfor myndighederne, derunder
toldvæsenet, står som den ansvarlige leder af virksomheden. Tilladelsen gives ikke skriftlig
og er betinget af, at straffeattest og rigsregistraturattest, samt såvidt muligt en udtalelse
fra politiet på andragerens tidligere hjemsted ikke taler derimod."

200
København 1950. Bilag 14.
Ekstrakt-afskrift af 8. betænkning fra forvaltningskommissionen af 1946.
III. Betænkning vedrørende amtshontor ernes forretningsområde.
II. Ministeriet for handel, industri og søfart.
2. Beværterloven.
a) Ifølge beværterlovens § 6, stk. 5, påhviler det retlige ansvar for en forretnings tilbørlige
drift i tilfælde, hvor forretningen drives ved bestyrer, såvel bestyreren som adkomsthaveren,
medmindre den myndighed, der har meddelt adkomsten, med overbevillingsnævnets
tilslutning måtte træffe anden bestemmelse.
Det har været overvejet, om det ikke ville være naturligt at søge reglen ændret
således, at beføjelsen til at sanktionere afvigelser fra hovedreglen blev henlagt til amterne,
men da det overfor kommissionen er blevet oplyst, at sager af den pågældende art er ret
sjældne og arbejdsmæssigt kun spiller en uvæsentlig rolle for overbevillingsnævnet, har
man ikke fundet tilstrækkelig anledning til at stille forslag herom.
b) Fra reglen i beværterlovens § 8, stk. 1, om, at beværtere og gæstgivere ikke må have
mere end eet fast forretningssted i samme kommune, kan der i særlige tilfælde gøres
undtagelse af ministeren for handel, industri og søfart efter indstilling fra vedkommende
lokale bevillingsmyndighed og kommunalbestyrelse.
Da der i tidens løb har dannet sig en ret fast praksis for, i hvilke tilfælde den nævnte
regel kan fraviges, vil der efter kommissionens opfattelse ikke være forbundet nogen betænkelighed
ved, at det overlades til de lokale bevillingsmyndigheder selv — eventuelt efter
nærmere fra ministeriet for handel, industri og søfart givne retningslinier — at afgøre forekommende
dispensationssager, og man skal derfor foreslå, at en hertil sigtende lovændring
søges gennemført.
c) Ifølge beværterlovens § 11 kan ministeren for handel, industri og søfart i visse tilfælde
efter indstilling fra vedkommende lokale bevillingsmyndighed og kommunalbestyrelse
tillade, at beværter- og gæstgivernæring med ret til udskænkning af stærke drikke
drives i forening med anden næring, som det ellers ikke er de pågældende tilladt at
udøve.
Med samme begrundelse som anført foran under b) foreslår kommissionen, at den
nævnte lovbestemmelse søges ændret således, at det overlades til de lokale bevillingsmyndigheder
selv at træffe afgørelse i forekommende dispensationssager.

201
d) Ifølge beværterlovens § 21, stk. 6, 2. pkt., vil der til de bevillinger, der meddeles af overbevillingsnævnet,
kunne knyttes nærmere fastsatt«} vilkår og begrænsninger. En tilsvarende
adgang til at knytte vilkår og begrænsninger til bevillinger tilkommer ikke
de lokale bevillingsmyndigheder, og i alle tilfælde, hvor en bevilling ønskes gjort begrænset
eller knyttet til særlige vilkår, må sagen derfor forelægges overbevillingsnævnet,
jfr. lovens § 4, stk. 6.
Det er for kommissionen oplyst, at sager, der behandles af overbevillingsnævnet som
følge af de lokale bevillingsmyndigheders manglende beføjelse til at knytte vilkår og begrænsninger
til en bevilling, er yderst fåtallige (i 1944, 1945 og 1946 henholdsvis 3, 7 og 9),
og hensynet til at aflaste overbevillingsnævnet taler derfor ikke med større vægt for at
søge de bestående regler på dette område ændret.
Kommissionen er imidlertid tilbøjelig til at mene, at den sjældne forekomst af sager af
den omhandlede art i ikke ringe grad skyldes, at de lokale bevillingsmyndigheder i en række
tilfælde, hvor det ville være nærliggende at knytte særlige vilkår eller begrænsninger til en
bevilling, mere eller mindre bevidst undlader at tage dette spørgsmål op ud fra ønsket om i
størst muligt omfang selv at kunne afgøre de forekommende sager. Ud fra denne formodning
mener kommissionen at måtte gå ind for, at en beføjelse svarende til den, der efter lovens
§ 21, stk. 6, 2. pkt., tilkommer overbevillingsnævnet, gives de lokale bevillingsmyndigheder,
og man skal derfor foreslå, at en hertil sigtende lovændring søges gennemført.
•M

202
FÆLLESORGANISATIONEN Bilag 15.
AF LANDKOMMUNER MED
BYMÆSSIG BEBYGGELSE
Den 27. januar 1947.
Ministeriet for handel, industri og søfart.
På fællesorganisationens delegeretmøde den 4. december 1946 oplystes det, at det
på grund af reglerne om kommuneafstemninger i § 12 i beværterloven af 15. marts 1939
ofte er umuligt for kommuner med over 3 000 indbyggere i bymæssig bebyggelse at opnå et
ordentligt hotel.
I tilslutning til tidligere henvendelse desangående i 1941—42 skal bestyrelsen,
der er enig i det på delegeretmødet anførte, henstille til handelsministeriet, at der søges tilvejebragt
lovhjemmel for, at de for købstæderne gældende regler på det heromhandlede område
bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000 indbyggere, når mindst
1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse, således at det i sådanne kommuner i en af handelsministeriet
stadfæstet vedtægt kan fastsættes, i hvilket omfang beværterbevillinger skal
kunne meddeles.
P. B. V.
Kai Jensen.

203
FÆLLESORGANISATIONEN Büag 16.
AF LANDKOMMUNER MED
BYMÆSSIG BEBYGGELSE
København, den 15. juli 1947.
Ministeriet for handel, industri og søfart.
I skrivelse af 27. januar 1947 henstillede fællesorganisationen til handelsministeriet,
at der søges tilvejebragt lovhjemmel for, at de for købstæderne gældende beværterregler
bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000 indbyggere, når mindst
1 500 af disse bor i bymæssige bebyggelser, således at det i sådanne kommuner i en af handelsministeriet
stadfæstet vedtægt kan fastsættes, i hvilket omfang beværterbevillinger
skal kunne meddeles. I skrivelse af 28. april 1947 har handelsministeriet derefter meddelt,
at ministeriet har forelagt sagen for den den 21. marts 1947 nedsatte alkoholkommission,
der skal fortsætte det af alkoholkommissionen af 1934 udførte arbejde, og at handelsministeriet
— når man modtager kommissionens indstilling — skal komme tilbage til
sagen.
Under henvisning til det således foreliggende skal man — efter at sagen har været
drøftet på bestyrelsens møde den 4. juli 1947 — meddele, at det omhandlede spørgsmål er
aktuelt i flere af de fællesorganisationen tilsluttede kommuner, og at man derfor skal henstille,
at handelsministeriet søger fællesorganisationens ønsker imødekommet gennem en
separat lovændring uden afventelse af alkoholkommissionens hovedindstilling.
P. B. V.
Kai Jensen.

204
AMTSRAADSFORENINGEN Büag 17.
I DANMARK
den 25. august 1949.
Ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10. K.
I skrivelse af 18. f. m. har det høje ministerium anmodet amtsrådsforeningen
om en udtalelse over et andragende fra fællesorganisationen af landkommuner med bymæssig
bebyggelse om, at der må blive tilvejebragt lovhjemmel for, at de for købstæder
gældende beværterregler bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000 indbyggere,
når mindst 1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse.
I denne anledning skal man meddele, at amtsrådsforeningens bestyrelse er enig
i det af fællesorganisationen anførte synspunkt, og at man intet har at erindre mod, at den
af fællesorganisationen ønskede ændring i beværterloven søges gennemført.
Jens Dalsgaard.

205
DE SAMVIRKENDE Bilag 18.
SOGNERADSFORENINGER
I DANMARK
Den 31. august 1949.
Til ministeriet for handel, industri og søfart.
I skrivelse af 18. juli d. å. har ministeriet for handel, industri og søfart anmodet
om en udtalelse herfra med hensyn til et fra fasllesorganisationen af landkommuner
med bymæssig bebyggelse modtaget andragende om, at der søges tilvejebragt lovhjemmel
for, at de for købstæder gældende beværterregler bringes til anvendelse i sognekommuner
med mindst 2 000 indbyggere, når mindst 1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse.
I denne anledning skal man meddele, at der herfra intet vides imod forslaget at
erindre.
Edvard Sørensen.

206
Påtegning s skrivelse fra Foreningen af Politimestre i Danmark.
Bilag 19.
Tilbagesendes med bilag til ministeriet for handel, industri og søfart, idet man skal
tillade sig at udtale, at man kan anbefale, at der søges tilvejebragt lovhjemmel for, at de
for købstæder gældende regler bringes til anvendelse i sognekommuner med mindst 2 000
indbyggere, når mindst 1 500 af disse bor i bymæssig bebyggelse. Man må mene, at hensynet
til i stationsbyer og lignende større bebyggelser at skaffe ordentlige og egnede beværtninger
synes at tale for den foreslåede ordning, hvorved bemærkes, at bevillingsnævnene
under de givne forhold på samme måde som nu i købstæderne vil kunne drage omsorg for,
at hensynet til ædrueligheden varetages på betryggende måde.
Foreningen af Politimestre i Danmark, den 18. august 1949.
p. f. v.
Hoeck.

207
MINISTERIET FOR Bilag 20.
HANDEL, INDUSTRI OG SØFART
København, den 16. februar 1949.
Kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet.
Under dags dato har man tilskrevet finansministeriet, departementet for told- og
forbrugsafgifter, således:
„I anledning af departementets skrivelse af 24. f. m. vedrørende udskænkningen
af stærke drikke i forsamlingshuse skal man meddele, at spørgsmålet om beværtning i
forsamlingshuse på anden foranledning er forelagt kommissionen af 1947 angående alkoholspørgsmålet,
hvilken man samtidig hermed har gjort bekendt med departementets skrivelse.
Man skal derfor henstille, at de af finansministeriet ønskede forhandlinger først
optages, når kommissionen har afgivet sin indstilling i sagen."
Hvilket herved meddeles under vedlæggelse af finansministeriets fornævnte skrivelse.
Med svaret bedes også dette bilag tilbagesendt.
P. M. V.
E. B.
Axel Roelsen.
FINANSMINISTERIET
DEPARTEMENTET FOR TOLD- OG FORBRUGSAFGIFTER
København, den 24. janimr 1949.
Ministeriet for handel, industri og søfart.
Ved en af departementet iværksat undersøgelse er det konstateret, at 153 eller ca.
10 pct. af samtlige forsamlingsbygninger i landkommunerne er anmeldt over for toldvæsenet
som almindelige restaurationsvirksomheder i henhold til § 3, punkt 2, jfr. § 1, stk. 2,
i loven om afgift på omsætningen af stærke drikke, idet de givne polititilladelser til at udskænke
stærke drikke har medført anmeldelsespligt over for toldvæsenet.
Af de anmeldte forsamlingshuse er 136 beliggende på Sjælland samt på Lolland
og Falster og de omliggende øer. Det skal eksempelvis anføres, at i Sakskøbing tolddistrikt

208
er samtlige 7 forsamlingshuse anmeldt, i Stege tolddistrikt er 9 af distriktets 10 forsamlingshuse
anmeldt, og i Nykøbing F. tolddistrikt, hvor der findes 13 forsamlingshuse, er
12 anmeldt. Politimyndighederne i de nævnte egne synes i ret udstrakt grad at have praktiseret
beværterlovens § 22, stk. 3, således, at forsamlingshusene har fået en generel
3 måneders lejlighedstilladelse til udskænkning af stærke drikke, og at denne tilladelse
derefter er fornyet hver gang perioden er udløbet, jfr. herved de af østre landsret den
24. juni 1948 afsagte domme vedrørende forsamlingshusene på Møn, hvor dette netop
var tilfældet.
De over for toldvæsenet anmeldte forsamlingshuse sidestilles i afgiftsmæssig henseende
med almindelige restaurationsvirksomheder, hvoraf bl. a. følger, at der skal svares
afgift af enhver udskænkning af stærke drikke, der foregår i lokalerne, altså også af stærke
drikke, gæsterne selv medbringer, og af drikkevarer, der serveres uden vederlag. Ved afholdelse
af private fester i anmeldte forsamlingshuse vil der således være at svare afgift af
medbragte stærke drikke, uanset om lokalerne er stillet vederlagsfrit til rådighed eller ej.
I forsamlingshuse, der ikke er anmeldt over for toldvæsenet, skal der derimod kun
svares afgift, når der efter beværterloven udkræves en særlig tilladelse til afholdelse af den
pågældende sammenkomst (f. eks. foreningsfester, møder o. lign.). Sammenkomster, hvortil
der ikke kræves polifcitilladelse, er som følge heraf afgiftsfri, medmindre sammenkomsten
falder ind under den midlertidige bestemmelse i § 8 i lov nr. 99 af 23. marts 1948 om erhvervsmæssig
udlejning af selskabslokaler. Da bestemmelserne i loven af 23. marts 1948
bl. a. gør afgiftspligten betinget af, at der betales leje af lokalerne, vil der således ikke være
at svare afgift af medbragte drikkevarer ved en privat sammenkomst i et ikke-anmeldt
forsamlingshus, hvis dette — hvad der ofte er tilfældet — stilles vederlagsfrit til rådighed.
Idet man henleder ministeriets opmærksomhed på den forskelligartede praksis,
der af politimyndighederne følges ved udstedelse af tilladelser til udskænkning af stærke
drikke i forsamlingshuse, og som efter det ovenfor anførte bevirker en uensartet behandling
af forsamlingshusene i afgiftsmæssig henseende, skal man henstille, at spørgsmålet snarest
gøres til genstand for nærmere drøftelse mellem handelsministeriet og nærværende departement.
p. g. v.
Ulrich Mortensen.
B. Nørregaard.

209
ERHVERVSRAADET Bilag 21.
FOR GARTNERI OG
FRUGTAVL
København V., den 2. marts 1949.
Hr. handelsminister J. O. Krag, ministeriet for handel, industri og søfart,
Slotsholmsgade 10, København K.
På foranledning af sammenslutningen af æblemosterier i. Danmark tillader erhvervsrådet
sig at anmode den højtærede handelsminister om at foranledige, at adgangen for
omsætning af æblemost forøges derved, at der ved bekendtgørelse eller ved fremsættelse
af et lovforslag om ændring af § 23 i lov nr. 129 af 15. marts 1939 m. fl. om beværtning
og gæstgiveri samt om handel med stærke drikke gives generel tilladelse til salg af frugtsaft
i flasker fra vogn, bod og lignende.
Efter schweizisk mønster er der i de sidste 10 år gjort et stort arbejde for større
anvendelse af æblemost, dels fordi æblemost er en sund og forfriskende drik, dels fordi et
øget mostforbrug skaber afsætningsmuligheder for den voksende frugtavls industrifrugt,
og endelig fordi mostindustrien i sig selv er af betydning. I Schweiz kan man købe æblemost
overalt, og her er forbruget efterhånden vokset til ca. 60 1 pr. person årligt, her i landet
er forbruget endnu ubetydeligt, men salgsmulighederne er også begrænsede.
Æblemost bør blive en folkedrik og bør kunne købes på samme måde som iscreme
fra faste boder, faste stadepladser, ved sportskampe o. s. v. og alene på grundlag af tilladelse
fra det stedlige politi.
Forudsætningen for, at denne tilladelse kan gives, vil efter erhvervsrådets mening
være, at beværterlovens § 23, stk. 1 ændres således:
„§ 23, stk. 1. Politiet, i København Magistraten, kan for 1 år ad gangen give personer,
der opfylder betingelserne for at erhverve vandrebrev, jfr. næringsloven af 28.
april 1931 § 37, tilladelse til fra vogn eller bod på en dertil anvist og af politiet godkendt
fast stadeplads på gader eller pladser til fortæring på stedet at forhandle varme pølser med
tilbehør, iscreme, æblemost og lignende frugtsaft i flasker og smørrebrød i pakker, samt at
servere kaffe, te, kakao og mælk med brød. Politiet skal påse, at den pågældende vogn eller
bod stedse er indrettet på sundhedsmæssig forsvarlig måde."
Da sagen er af overordentlig stor betydning ikke alene for mostfabrikkerne, der
endnu ligger inde med store lagre æblemost af 1948-produktionen, men også for hele frugtavlen,
hvis økonomi i høj grad er betinget af industrifrugtens anvendelse, tillader erhvervsrådet
sig, uagtet man er bekendt med, at en kommission under handelsministeriet vil bearbejde
spørgsmål i lighed med det forelagte, at anmode handelsministeren om at fremme
sagen, således at nye retningslinier kan foreligge i god tid inden den kommende sæson.
27
Med højagtelse
for Sammenslutningen af Æblemosterier i Danmark.
M. Hedemarm.
Erhvervsrådet for Gartneri og Frugtavl.
A. Stauning.

210
Alkoholkommissionen af 1947.
En udtalelse over sagen udbedes.
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 9. marts 1949.
P. M. V.
E. B.
Knud Agbo,
fm.

211
ERHVERVSRAADET Bilag 22.
FOR GARTNERI OG
FRUGTAVL
København V., den 23. august 1949.
Ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, København K.
Den 2. marts 1949 tillod erhvervsrådet sig i en skrivelse til handelsminister J. O.
Krag at anmode handelsministeriet om at foranledige, at adgangen til den størst mulige
omsætning af æblemost lettedes derved, at der ved bekendtgørelser eller ved fremsættelse
af lovforslag om ændring af § 23 i lov nr. 129 af 15. marts 1939 m. fl. om beværtning og gæstgiveri
gives generel tilladelse til salg af frugtsaft, na^rmere betegnet æblemost, i flasker fra
vogn, bod og lignende faste eller ambulante salgssteder, til hvis opretholdelse der ikke
kræves beværterbevilling. Erhvervsrådet har endnu ikke modtaget svar på nævnte henvendelse,
men af telefonsamtaler har man forstået, at beværterloven er under revisionsbehandling,
samt at der er mulighed for, at den reviderede lov vil komme under rigsdagsbehandling
i den kommende samling.
Erhvervsrådet vil være meget stærkt interesseret i, at henvendelsen af 2. marts
tages under overvejelse i forbindelse med revisionsarbejdet, og vil, hvis ikke andet svar
på indeværende tidspunkt kan afgives, meget gerne have en bekræftelse af, at ovennævnte
anmodning imødekommes.
Som yderligere begrundelse skal fremføres, at æblemost har alle mulige forudsætninger
for at blive en folkedrik, men der må nødvendigvis være størst mulig adgang for befolkningen
til at købe æblemost på samme måde som køb af iscreme, varme pølser o. s. v.
og ikke kun som hidtil i forretninger og på restaurationer.
Den ønskede ændring eller tilføjelse til beværterlovens § 23 vil efter erhvervsrådets
opfattelse ingen påviselige konsekvenser kunne få for den sædvanlige handel eller for handelen
med øl og sodavand eller for restaurationernes omsætning, og erhvervsrådet kan derfor
dårligt tænke sig, at der fra anden side vil blive nedlagt protest mod den ønskede tilføjelse,
og man kan slet ikke tænke sig, at det reviderende udvalg ville være nødsaget til at tage hensyn
til eventuelle protester eller indsigelser.
Det bør endelig nævnes, at et forøget salg af æblemost udover at forøge ædrueligheden
og at forbedre drikkevanerne vil gavne frugtavlen derved, at en større del af industrifrugten
end hidtil vil finde fornuftig anvendelse.
Med højagtelse
P. Bech.
A. Stauning.
Tilstilles Kommissionen af 1947 vedrørende alkoholspørgsmålet i forbindelse med skrivelse
herfra af 9. marts d. å.
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 10. september 1949.
P. M. V.
E. B.
Axel Roelsen.

212
ERHVERVSRAADET BUag 23.
FOR GARTNERI OG
FRUGTAVL
København V., den 15. september 1949.
Ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, København K.
Idet erhvervsrådet takker for det højtærede ministeriums skrivelse af 10. september
vedrørende spørgsmål om forhandling af æblemost fra vogn, bod m. v., skal man
i tilslutning til vor skrivelse af 23. f. m. og for yderligere at understrege nødvendigheden af,
at handelen med æblemost fritages for begrænsninger, der efter vor opfattelse er unødvendige,
tillade sig på grundlag af en foretagen undersøgelse omfattende 33 mosterier at
meddele det uheldige forløb af afsætningen af 1948's produktion af æblemost.
Nævnte 33 mosterier fremstillede i 1948 2 371 000 1 æblemost, men heraf var der
ultimo august kun blevet afsat 1 264 000 1. Det resterende kvantum 1 106 000 1 ligger således
på lager ved den nye sæsons begyndelse.
Erhvervsrådet har grund til at tro, at forholdene for de æblemosterier, der ikke har
deltaget i besvarelsen, er nøjagtigt tilsvarende, og antager, at der af en samlet produktion
på ca. 3 mill. 1 pr. 1. september var ca. halvdelen usolgt tilbage. Det er erhvervsrådets opfattelse,
at en lettere adgang til salg af most ville have bidraget meget væsentligt til at få
produktion 1948 udsolgt og dermed have medvirket til en kraftig tilskyndelse til en udvidet
produktion i 1949.
Erhvervsrådet frygter, at produktionen af æblemost i 1949 vil blive meget stærkt
reduceret, hvilket vil være til skade for ikke alene mostfabrikkerne, men også i høj grad
for frugtavlerne, idet industrifrugten ikke vil kunne afsættes i fuldt omfang. Priserne på de
mængder industrifrugfc, der kan afsættes, vil samtidig blive urimeligt lave. Erhvervsrådet
er derfor taknemmelig for, at handelsministeriet har videregivet de tidligere fremsendte
henvendelser vedrørende ændringer i beværterloven til kommissionen af 1947, og man anmoder
om, at også de ovenfor givne oplysninger bliver meddelt kommissionen.
Med højagtelse
A. Stunning.
Tilstilles kommissionen af 1947 vedrørende alkohols før g smålet i forbindelse med skrivelser
herfra af 9. marts d. å. og 10. d. m.
Ministeriet for handel, industri og søfart, den 20. september 1949.
P. M. V.
E. B.
Axel Roelsen.

213
ERHVERVSRAADET BUag 24.
FOR GARTNERI OG
FRUGTAVL
9. april 1952.
Alkoholkommissionen af 1947.
Erhvervsrådet for gartneri og frugtavl tillader sig herved til alkoholkommissionens
højtærede medlemmer at fremsende en henvendelse fra sammeslutningen af Danmarks
Æblemosterier om foranstaltninger til fremme af offentligt salg af æblemost ved bl. a. som ændring
til beværterlovens § 23, stk. 1, at opnå hjemmel til at lade æblemost forhandle fra
faste stadepladser på samme måde og efter samme retningslinier, som i øjeblikket gælder
for mælk.
Idet erhvervsrådet fuldt ud kan henholde sig til sammenslutningens henvendelse
og de deri fremdragne argumenter, kan man oplyse, at erhvervsrådet ved henvendelse af
2. marts 1949 til daværende handelsminister J. O. Krag og en tilsvarende henvendelse af
16. juni 1949 til overbevillingsnævnets formand og medlemmer har gjort tilsvarende synspunkter
gældende som grundlag for ønske om dengang at få gennemført ændringer af
nævnte art i beværterlovens § 23, stk. 1.
På daværende tidspunkt kunne sagen ikke gennemføres, og overbevillingsnævnet
meddelte 30. juni s. å., at det savnede hjemmel til at fremme tilladelser af den ønskede art.
(Salg af æblemost i flasker fra vogn, bod o. lign.).
Erhvervsrådet tillader sig at gå ud fra, at såvel Alkoholkommissionens medlemmer
som handelsministeriet og rigsdagens medlemmer, der arbejder med spørgsmål i forbindelse
med beværterlovens administration, vil kunne slutte sig til, at dansk æblemost har adskillige
fortrin, der berettiger æblemosterierne og frugtavlen til at søge den oparbejdet som folkedrik.
Dertil kommer det ikke uvæsentlige, at fremstilling af æblemost allerede har og især
vil kunne få stor erhvervsmæssig betydning for såvel mostindustrien som for frugtavlen,
for hvilket sidste erhverv en hensigtsmæssig anvendelse af den såkaldte industrifrugt er en
absolut betingelse for erhvervets økonomi.
Med højagtelse
A. Stauning.

214
SAMMENSLUTNINGEN AF DANMARKS Bilag 25.
ÆBLEMOSTERIER
Tølløse, den 5. april 1952.
Til alkoholkommissionen af 1947.
De senere års store udvidelse af Danmarks erhvervsfrugtavl og de stigende kvalitetsmæssige
krav fra både eksport- og hjemmemarkedet har bragt spørgsmålet i forgrunden
om en nyttig anvendelse af de dermed stigende mængder af den såkaldte industrifrugt.
Denne industrifrugt fremkommer dels som nedfaldsfrugt ved efterårsstormene og
dels som sådan frugt, der som følge af at være undervægtig eller beskadiget af insekter,
skurv, hagl eller af andre klimatiske årsager ikke er holdbar og derfor ikke kurant handelsvare,
men som ligefuldt repræsenterer en ikke uvæsentlig del af frugthøstens økonomiske
sundheds- og næringsmæssige værdi, for så vidt den bliver oparbejdet umiddelbart efter
plukningen.
I samme forhold, som frugtavlen er udvidet, er der i de senere år i landets frugtdyrkende
egne derfor vokset en industri frem, der såvel i erhvervs- og nationaløkonomisk
som i sundheds- og ædruelighedsmæssig henseende har en ikke uvæsentlig betydning ved
om efteråret i frugtsæsonen at kunne aftage den danske frugtavls uholdbare industriæbler
og udpresse og holdbargøre saften heraf som en næringsmæssig værdifuld most.
Den danske most fra de fabrikker, som „Sammenslutningen af Danmarks Æblemosterier"
repræsenterer, fremstilles af sunde frugter i samarbejde med og under kontrol
af den tekniske videnskab og fremtræder som et rent, ugæret naturprodukt.
Medens der i henhold til næringsloven iøvrigt kan handles frit med andre danske
naturprodukter, har autoriteterne hidtil ikke ment at kunne give mosten denne stilling,
hvilket i høj grad har hæmmet udbredelsen af kendskabet til denne alkoholfri sundhedsdrik
og har besværliggjort distribueringen.
Restauranter nærer i almindelighed — uvist af hvilken grund — tilsyneladende en
uvilje mod at forhandle æblemost og serverer den ihvertfald oftest kun modstræbende.
Mosterierne har bl. a. derfor været henvist til at søge distribueringen i den almindelige
butikslukketid foretaget gennem iskiosker, kaffevogne, pølsevogne etc., men da der ikke
har været nogen klar hjemmel til at tillade dette, har det i mange tilfælde været vanskeligt
at foretage distribueringen ad disse kanaler.
Turister, vandrefugle og sportsfolk, der i særlig grad har behov for mostens naturligt
opkvikkende virkning, og som normalt ikke søger værtshusene, der iøvrigb som nævnt
i almindelighed har vist sig at være uinteresseret i at servere æblemost, har derfor i vidt
omfang været afskåret fra adgang til nydelsen af denne drik i den almindelige butikslukketid.
Med hjemmel i lukkeloven kan der af politimesteren gives tilladelse til forhandling
af æblemost fra kiosker, på sportspladser etc. udenfor den almindelige butiksåbningstid,
men da dette ikke hjemler adgang til nydelse af æblemosten på stedet, vægrer politimestrene
sig ved at give tilladelsen efter lukkeloven, idet man frygter, at det kan give anledning til

215
formening om, at æblemosten må indtages på stedet, og derved bevirke en overtrædelse af
lukkelovens bestemmelser.
Under navn af Süssmost, Apfelsaft, apple juice og eplesaft er æblemost i Schweiz,
Tyskland, England, U. S. A. og tildels i Norge blevet et naturligt tilbehør ved nydelsen
af varme pølser, bl. a. under hensyn til mostens nationaløkonomiske betydning i disse
lande og på grund af æblemostens indhold af de særlige salte og syrer, der har den største
betydning som tilskud ved kødspiser, samt urider hensyn til den harmoniske smagssammenstilling
af pølser og most, der er blevet betegnet som et fund i smagsmæssig
sammensætning.
I dansk lov nr. 129 af 15. marts 1939 om beværtning og gæstgiveri samt om handel
med stærke drikke § 23 stk. 1, er der hjemmel til tilladelse til forhandling af varme pølser
med tilbehør til fortæring på stedet. Selv om „tilbehør" i § 23, stk. 1, iøvrigt i de senere år
på andre områder som følge af en naturlig udvikling har fået nyt indhold — f. eks. med
hensyn til indførelse af tomatketchup —, har æblemost i Danmark ikke hidtil af politimestrene
i alle politikredse været betragtet som et så naturligt tilbehør til varme pølser,
at man har ment, at æblemost kunne falde ind under nævnte bestemmelse i beværterlovens
§ 23, stk. 1, om „varme pølser med tilbehør". Det nasvnte æblemostforbrugende publikum,
der normalt ikke er værtshussøgende, har således heller ikke ad denne vej i almindelighed
haft mulighed for i butikslukketiden at kunne købe most.
Det tilføjes, at æblemost ved beværterlovens behandling og vedtagelse i 1939 endnu
var en ganske ukendt handelsvare, idet den på det tidspunkt kun var kendt i de særlig
frugtavlsinteresserede kredse. Det er derfor naturligt, at æblemost ikke udtrykkeligt er
nævnt i § 23, stk. 1, idet man på det daværende tidspunkt næppe har været orienteret på
rigsdagen om betegnelsen „æblemost".
I beværterlovens § 23, stk. 1, hjemles endvidere tilladelse til at servere mælk fra faste
stadepladser. Da handelsministeriets bekendtgørelse nr. 243 af 18. december 1939 imidlertid
udtaler, at tilladelse efter § 23 ikke kan gives for så vidt angår andre varer end de udtrykkeligt
nævnte, har man — selv om most som fysiologisk næringsmiddel står på højde
med mælk og på flere områder endog er mælken overlegen — heller ikke ment at kunne give
tilladelse til servering af most de pågældende steder i analogi med mælk.
„Sammenslutningen af Danmarks Æblemosterier" tillader sig derfor høfligst at anmode
den ærede kommission om i betænkningen at indstille, at der fremsættes lovforslag om
ændring i beværterlovens § 23, stk. 1, derhen, at paragraffen kommer til at omfatte hjemmel
til fra fast stadeplads på gader eller pladser til fortæring på stedet at forhandle varme pølser
med tilbehør, iscreme, smørrebrød i pakker samt servere kaffe, te, kakao, mælk og most, og
således at dette tillige giver tilladelse til samtidig forhandling af varme pølser og most.
Sammenslutningen er gerne i det omfang, det ønskes af den ærede kommission, til
tjeneste med alle yderligere oplysninger og tillader sig høfligst at anmode om velvillig behandling
af nærværende anmodning.
Ærbødigst
Sammenslutningen af Danmarks Æblemosterier.
Vald. Olsen.
Formand.

216
København 1948. Bilag 27.
Ekstrakt-afskrift af 3. betænkning fra forvaltningskommissionen af 1946.
V. Kommissionens udtalelser vedrørende de i nærværende betænkning vedføjede indstillinger m. v.
5) ad beværterloven, d. (side 229—230).
Kommissionen er enig i at foreslå, at udvalgets forslag om beføjelse for politiet
til at give tilladelse til at drive virksomhed fra flere stadepladser udvides til også at omfatte
Qplcil^tlllPT* - . — -
öCXoiVcw L/CL •
Betænkning fra arbejdsudvalget vedrørende 'politi- og retskontorernes område.
2. Beværterloven.
b) I henhold til beværterlovens § 3, stk. 2, kan handelsministeriet tillade, at der
udfærdiges adkomst på beværter- eller gæstgivernæring til selskaber og foreninger, uanset
at ikke alle bestyrelsens medlemmer opfylder lovens almindelige betingelser for erhvervelse
af sådan adkomst, når det dog er tilfældet med flertallet af bestyrelsens medlemmer.
Handelsministeriet har på forespørgsel oplyst, at der i 1945, 1946 og 1947 er behandlet
henholdsvis 2, 6 og 5 sager af denne kategori.
Der har herefter i arbejdsudvalget været enighed om, at der ikke er grundlag for
nogen decentralisation.
c) I henhold til beværterlovens § 40, stk. 10, kan handelsministeriet under visse betingelser
gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 40, stk. 1, nr. 3 og 7, der bestemmer, at næringsadkomst
på beværter- og gæstgivernæring bortfalder, når adkomsthaveren umyndiggøres
eller sættes under lavværgemål, og når adkomsthaveren idømmes straf af en nærmere
bestemt størrelse.
Handelsministeriet har oplyst, at der i 1945, 1946 og 1947 behandledes henholdsvis
3, 1 og 0 sager af den omhandlede kategori.
Der har herefter i arbejdsudvalget været enighed om, at der ikke er grundlag for
nogen decentralisation.
d) I medfør af § 23, stk. 1, i beværterloven kan politiet under visse betingelser tillade,
at en person fra vogn eller bod på gader og pladser forhandler varme pølser, iscreme,
smørrebrød samt serverer kaffe, te m. v. Tilladelsen giver kun adgang til at drive virksom-

217
hed fra eet forretningssted i kommunen, men handelsministeriet kan, jfr. § 23, stk. 2, når
kommunalbestyrelsen anbefaler dette, tillade, at virksomheden drives fra flere faste stadepladser
i kommunen.
Det ville efter arbejdsudvalgets mening ikke være forbundet med nogen betænkelighed
at overlade politiet handelsministeriets beføjelse til at give en person tilladelse til at
drive virksomhed fra flere stadepladser, og det er arbejdsudvalgets indtryk, at man fra
handelsministeriets side vil se med velvilje på et sådant forslag, forsåvidt der er tale om enkeltpersoner,
medens man, såfremt der er tale om erhvervsdrivende selskaber, ønsker
den nuværende regel opretholdt.
Man skal herefter indstille, at der overfor handelsministeriet stilles forslag i overensstemmelse
hermed.

218
København, den 29. maj 1952. Bilag 27.
Til ministeriet for handel, industri og søfart, Slotsholmsgade 10, K.
Under henvisning til det foretræde, repræsentanter for undertegnede organisationer
havde den 5. maj d. å. med hr. kontorchef Axel Roelsen, og ved hvilken lejlighed man fremsatte
en beklagelse over den overhåndtagende illoyale og ulovlige konkurrence, som fra marketenderiernes
side finder sted overfor de interesserede erhverv, tillader man sig at resu
mere vor henvendelse og udtalelser således:
Reglerne for marketenderiers næringsret er fastsat i § 27 i beværterloven af 15.
marts 1939, hvorefter et marketenderi — for så vidt beværteradkomst ikke er erhvervet—
kan drives på basis af en tilladelse fra politiet, i København fra magistraten, hvilken tilladelse
ikke medfører pligt til at svare omsætningsafgift.
Formentlig som modstykke til denne fritagelse er marketenderier til gengæld underkastet
særbestemmelser, hvorefter
1. Lokalet skal ligge indenfor en fabrik, et værksted, en kaserne, et kontor, en arbejdsplads
eller lignende sted,
2. at alene personer, ansat i den pågældende virksomhed, der rummer marketenderiet,
må beværtes i dette, og
3. hvilket kun må ske indenfor de fastsatte spisetider for så vidt angår stærke drikke.
Endelig er det udtrykkeligt fastslået,
4. at marketenderibestyrere ikke må udøve handelsnæring, og at der fra marketenderier
ikke må drives nogen næring, til hvis udøvelse næringsbrev kræves.
Disse regler er i sig selv meget klare og kunne fra de interesserede erhvervs-, købmands-
og restaurationsorganisationers side i og for sig accepteres, for så vidt myndighederne
ville påse reglernes overholdelse og ikke trække videre grænser, end hvad der må
påregnes at have været lovens hensigt.
Forholdet er imidlertid det beklagelige, at en stor del af marketenderierne i stort
omfang overskrider de i § 27 klart afstukne grænser, idet der til gene for restaurationernes
lovlige næring afholdes fester af mere eller mindre privat karakter i marketenderilokalerne,
og der til gene for de butikshandlendes lovlige næring gøres ulovlige indgreb i disses naturlige
forretningsområde ved salg ud af marketenderiet af snart sagt alle slags varer, herunder
navnlig af vin og spiritus, chokolade, tobak m. m.
For så vidt angår den afgiftsfri udskænkning af stærke drikke under festligheder i
marketenderierne, er det et faktum, at denne igennem længere tid har været og stadig er i
stærk tiltagende. Da beværterloven i 1939 blev vedtaget, var problemet af betydeligt mindre
omfang, ikke alene fordi antallet af marketenderier dengang var betydeligt mindre, men tillige
— og navnlig — fordi restaurationsafgiften dengang kun androg 6 pct. Som bekendt
er afgiften imidlertid nu steget til 25 pct., og tilskyndelsen til at afholde private fester og
sammenkomster, der ellers normalt burde henlægges til restauranter og disses selskabslokaler,
er derfor ganske iøjnefaldende, idet omsætningsafgiften derved spares.
Efter foreliggende oplysninger synes også den efter § 27 iøvrigt lovlige udskænkning
at have fået slagside visse steder, således at der tillige er opstået et socialt problem.
Det vides nemlig, at arbejderne på visse marketenderier har endog betydelige ugeregninger,
der reguleres ved lønudbetalingen, et forhold, der efter vor opfattelse må være ulovligt

efter en analogi af beværterlovens § 33, 1. stk., hvorefter udbetaling ar arbejdsløn ikke må
finde sted i en restauration. De samme reale grunde, der ligger bag denne bestemmelse, gør
sig med lige — måske endog større — vægt gældende overfor virksomheders honorering af
marketenderiregninger til fradrag i arbejdernes lønudbetaling. Centralforeningen har tidligere
henledt myndighedernes opmærksomhed på marketenderiproblemet, bl. a. i skrivelse
af 7. juni 1951 til Alkoholkommissionen af 1947 og i skrivelse af 12. februar 1952 til finansministeriet,
til hvilke skrivelser vi iøvrigt tillader os at henvise.
De butikshandlende finder, at de med rette kan beklage sig over, at marketenderierne
i strid med loven ud af huset sælger varer, der indgår som normale dele indenfor disse
forretningers vareområde. Denne ulovlige handel finder i særlig grad sted for så vidt angår
vin og spiritus samt tobaksvarer, og den herved uberettiget påførte konkurrence er utvivlsomt
af betydeligt omfang, eftersom marketenderiernes antal er stadigt voksende, idet ikke
alene de fastboende virksomheder med deres faste stab af arbejdere og funktionærer har
marketenderier, men også snart sagt enhver byggeplads indretter et marketenderi.
Når marketenderiers salg ud af huset kan finde sted med fordel for køberen, sammenlignet
med køb i butik, må dette i første linie skyldes det faktum, at bryggerier og tobaksfabrikker
leverer deres produkter til i hvert fald alle større marketenderier til en gros
pris, hvorved salg ud af huset til en mellempris muliggøres, og da kontrollen med overholdelsen
af lovens forbud mod sådant salg ifølge sagens natur er overordentlig vanskelig, forstår
man tilfulde, at varerne i rigeligt mål tilflyder forbrugerne ad disse ikke lovlige kanaler.
Vi må meget indtrængende henstille til det høje ministerium, at denne for vore
brancher så vigtige sag snarest muligt tages op til behandling, idet vi ikke fortsat kan være
passive tilskuere til et så alvorligt angreb på vore næringsrettigheder. Efter vort skøn vil
den eneste radikale løsning være en beskatning af marketenderiernes udskænkning af
stærke drikke efter regler svarende til de for restaurationsfaget gældende.
Man vil derved ikke alene lægge en dæmper på urimelig stor nydelse af stærke
drikke indenfor arbejdstiden, men staten vil også få sin afgift af de fester, der i afgiftsbesparende
øjemed afholdes i marketenderier, og endelig vil også butikshandelens berettigede
interesse være tilgodeset, idet det illegale salg ud af huset af vin og spiritus da med eet slag
vil være standset.
I erkendelse af dette spørgsmåls vidtrækkende betydning og de politiske interesser,
der er knyttet dertil, forstår vi, at en ændring af reglerne, der gør dem mere tidssvarende,
må tage nogen tid, hvorfor vi indstændigt anmoder om, at den høje handelsminister i hvert
fald snarest muligt vil gøre brug af den ham ved beværterlovens § 27, 4. stk., tillagte beføjelse
til at fastsætte nærmere forskrifter for marketenderivirksomhed og kontrollen hermed,
idet sådanne efter det betydelige omfang, marketenderivirksomhed har taget i forhold
til de forudsætninger, der lå til grund i 1939, i allerhøjeste grad har nødvendiggjort det.
Med ærbødighed
Centralforeningen af Hotelvært- og Restauratør- De samvirkende Købmandsforeninger i
foreninger i Danmark Danmark.
Knud Ernst. I. P. Jensen.
Formand. Formand.
De danske Handelsforeningers Fællesorganisation
Max Lindskov.
Formand.

220
MARKETENDERNES LANDSFORBUND BUag 2«.
Fællesrådet.
København, den 12. august 1952.
Hr. kontorchef Ax. Roelsen, Handelsministeriet, Slotsholmsgade 10.
Efter vor behagelige samtale den 31. f. m. har jeg forelagt fællesrådet Deres synspunkter
og ønsker, og man er enedes om at lade det Dem tilsendte cirkulære forelægge
alkoholkommissionen eller, som af Dem foreslået, i første omgang et underudvalg med bl. a.
hr. Knud Ernst og hr. Ludvig Christensen som henholdsvis repræsentanter for restauratørbranchen
og arbejdernes erhvervsråd.
Med hensyn til ønsket om organisationernes medlemstal kan følgende oplyses.
Fællesrådet repræsenterer for tiden ca. 980 marketendere, hvis marketenderier til daglig
besøges af ca. 300 000 personer.
Der skal efter vore oplysninger findes ca. 1 200 marketenderier i hele landet, hvoraf
vi mener, at ca. % er små kaffekøkkener, som ikke kan siges at være en levevej, hvilket
vi forlanger, at vore medlemmers forretninger skal være.
I spørgsmålet om salg og servering må det efter vor formening forstås derhen, at
øl, tobaksvarer, konfekturer samt toiletartikler er salgsvarer. Madvarer, kaffe, the, mælk
og brød må betragtes som hørende under serveringsgruppen.
Idet vi håber, at de herved fremsendte oplysninger dækker de ønsker, som blev
stillet af Dem, er vi dog stadig til tjeneste med yderligere materiale, hvis dette ønskes.
Dog er vi af den formening, at først ved et møde med kommissionens medlemmer
er det muligt at få alle de ønskede forhold nærmere belyst.
Da vi har modtaget afslag i vort andragende om sæde i alkoholkommissionen, vil
vi meget gerne have at vide, efter hvilke linier medlemmerne her er udpeget, og beder Dem
om at fremskaffe os en udskrift af den forordning, som er givet herom.
Vedlagt fremsender vi organisationernes vedtægter og håber, at De i nær fremtid
tilsender os de af os ønskede oplysninger.
P. F. R. V.
V. Kristensen.
Forretningsfører.

221
MARKETENDERNES FÆLLESRAAD Bilag 29.
København, den 12. august 1952.
Til alkoholkommissionens medlemmer.
I anledning af, at der fra restauratør- og købmandsside er rettet stærke angreb
mod marketenderierne og deres ledere, skal vi fra fællesrådet herved forsøge at give den
ærede kommission en redegørelse for de os tilladte og anvendte handelsmetoder.
Vi skal endvidere henstille til kommissionen, at der i den til sin tid fremkomne
betænkning gives faste retningslinier for handel og servering i alle marketenderierne og
ikke som nu gøres forskel på kooperative og privat drevne.
Som rigtigt er, indeholder beværterlovens § 27 retningslinier for, hvorledes
en tilladelse til oprettelse af marketenderier skal erhverves, samt om hvilke særbestemmelser
der kræves for disses virksomhed. Men for at et marketenderi skal opfylde de krav,
som der stilles af en stor virksomheds ledelse og personale, hvilket vel er tiltænkt ved oprettelsen,
må det også sælge alle de fornødenheder, som kræves af kunderne, hvilket i det mindste
må være madvarer, øl, kaffe, the, chokolade, brød, mælk og tobak samt toiletartikler
til personlig hygiejne, især sidstnævnte er en nødvendighed, fordi der nu er indført badeanstalter
i alle større virksomheder.
At der ikke her kan træffes en ringere ordning, siger sig selv, idet man også på dette
felt må følge den udvikling, som tiden indebærer. Der forlanges mere arbejde udført på kortest
mulig tid, hvilket vil sige, at der ikke levnes arbejderne mange minutter af spisepausen
til at besøge butikker m. m., som måske end ikke findes i umiddelbar nærhed. Det viser sig
nemlig, at de store fabrikker nu søger udenbys og så langt fra alfarvej, at det vil være umuligt
for personalet at købe de til arbejdet og dermed også til personlig renholdelse nødvendige
artikler.
Vi må på dette område slå fast, at skal et marketenderi betyde en hjælp for det arbejdende
personale, må der ikke fra lovgivningsmagtens side tegges hindringer i vejen for
en naturlig udvikling af handelen til virksomhedens personale..
I de forhold, som der særligt fra restauratørside fremdrages, om en standsning af ølog
tobakssalg m. m., skal vi i ganske få ord henlede den ærede kommissions medlemmer
på, at det, der nydes til det arbejdende personales mad, i hvilken form det end måtte være,
aldrig nogen sinde vil blive købt på en restauration. Man vil aldrig med den form for beskatning,
som her fremdrages (kildebeskatning) nå andet end at blive upopulær og gør forholdet
til restaurationsbranchen endnu skarpere, end det for tiden er.
Vi må som vort principale standpunkt slå fast, at de fornødenheder som der forlanges
af den arbejdende klasse under udførelse af deres erhverv, må fremskaffes og serveres
til den billigst mulige pris og sælges fra det af virksomheden oprettede marketenderi uden
væsentlig merudgift.
Med hensyn til tobakssalget synes det at være en bjørnetjeneste, man'forsøger at
gøre sig selv, idet alle restauratører her er inde på et område, hvor selv deres bedste forsøg
ikke kan holde hvad angår at gå andre brancher i bedene.

222
Alt i alt må man fra den arbejdende befolkning se på sagen med den største afsky,
for her kommer den rette næstekærlighed til orde!!.
Nu skal efter de fremsatte synspunkter også den fattige arbejders sidste billige
form for lidt krydderi i frokostpausen tages fra ham.
Når man fra vore modparter fremhæver, at der finder et udstrakt drikkeri sted,
og bl. a. også fremhæver, at der finder store fester sted med diverse drikkeri, må vi for vort
vedkommende melde hus forbi.
Der findes brådne kar i alle lejre, og skulle nogle af vor stand ikke forstå at indordne
sig under de love, som er givet for at drive et marketenderi, må vedkommende i lighed med
restauratørerne, som heller ikke altid opfylder lovens bogstav, selv tage konsekvenserne.
Man har i sit forsøg på at skade vor stand helt set bort fra den passus, om hvorledes
marketenderen skal forholde sig i tilfælde af, at firmaets ledelse eller anden faktor i samme
institution ønsker at afholde møde eller fest for de ansatte. I så tilfælde er det marketenderen
forbudt at være tilstede, forså vidt han vil forsøge at sælge varer fra sin forretning. Hermed
skulle også dette postulat være manet i jorden.
Vi er fuldt enige med restauratørerne i deres krav om, at der ikke må afholdes fester
m. m. i marketenderiets lokaler, men disse bør henvises til de særlige selskabslokaler.
Vi finder også anledning til at udtale vor forbavselse over de fremsatte påstande
om salg ud af huset, en påstand, som må være fostret i en oversmart hjerne, idet man her
vel nok får den kastede sten tilbage.
For ingen skal tro, at personalet går op på virksomhedens marketenderi for at købe
varer, som tages med hjem, når man i forretningerne kan købe disse til billigere priser.
Vi vil derfor gerne overfor den ærede kommission fastslå:
At det angreb, som er rettet, og de metoder, som her er benyttet for at skade den
arbejdende klasse, må ses ud fra et helt andet perspektiv end den skønt formulerede tanke
at give statskassen en anledning til at indtjene flere penge. Restauratørerne har hidtil været
meget imod skatteforhøjelser, når det gjaldt deres eget erhverv.
At man i kommissionen må arbejde hen til, at der ved en eventuel revidering eller
anden fremkommen responsum forsøges indført et eget afsnit angående marketenderiernes
drift og en rubricering af de varer, som må forhandles, samt at disse varer må forhandles i
alle de af marketenderiet tilladte åbningstider.
At der ikke i fremtiden skernes mellem den form, hvorunder marketenderierne ledes
(privat eller kooperativt).
Idet vi takker for den velvillighed, man har vist os ved at høre vore tanker og meninger,
håber vi, at kommissionen vil tage vore fremsatte ønsker med i deres overvejelser
til gavn for den arbejdende klasse og til højnelse af marketendernes kår.

•