Hvidernes Vestsjælland - TAT

Hvidernes Vestsjælland
Seniorernes sensommerudflugt 30. august 2011
Denne gang havde Hans-Jørgen tilrettelagt en tur til Sjællands eneste
rundkirke i Bjernede, til kirken i Fjenneslev og til Sorø Klosterkirke. Det
blev en velbesøgt udflugt med 50 glade deltagere og frokost på
restaurant Støvlet Kathrine i Sorø.
Udflugtens titel er måske lidt ”overdrevet”, for det er jo meget lidt, vi får
at se af de lokaliteter, der var i den såkaldte Hvideslægts besiddelse. Vi
kunne være fortsat til Vor Frue Kirke i Kalundborg eller til nogle af
landsbykirkerne omkring Tissø, der også bærer spor af Hvideslægten.
Men vi kører ud i det landskab, der præges af høsttiden, vil jeg fortælle
lidt undervejs.
Hvideslægten
Ingen anden dansk middelalderslægt har givet anledning til så megen
sagndannelse og litterær behandling som den i kongeslægten indgiftede
sjællandske stormandsslægt, vi betegner med slægtsnavnet Hvide efter
Skjalm Hvide. Dens medlemmer forekommer hyppigst uden tilnavn, men
nogle anvender dog navne som Bang, Galen og Litle. Såvel navneskik
som våbenvarianter – hvis grundelementer er et fem gange tværdelt
skjold – vanskeliggør en sikker skelnen mellem mands- og kvindelinjer,
og selv om den i Sorø Klosterkirke berømte skjoldefrise genealogisk set
er af problematisk værdi, så er den dog udtryk for, at højmiddelalderens
opfattelse af agnatiske og kognatiske linjer var en anden end den, der
senere sejrede.
Man taler om ”agnatisk” arvefølge hvor slægtled efter slægtled går fra
mand til mand, og slægten uddør, når der ikke længere er en mand
(søn); og man taler om ”kognatisk arvefølge” hvor der indgår kvinder i
leddene.
Af Skjalm Hvides fire sønner havde kun Ebbe Skjalmsen mandlig
efterslægt som fortsatte til midten af 1300-tallet. Stig Jurisen, som
kender fra Kong Valdemar Atterdags tid må anses for at være
Hvideslægtens sidste mand. I øvrigt er Ebbe Skjalmsens efterslægt, såvel
Sunesønnerne (mandslinjen) som Erlandssønnerne (kvindelinjen)
sædvanligvis betegnet som en særlig slægt, Galen.
1

Den yngre Hvideslægt med den syv-oddede stjerne som våbenmærke har
nok oprindelse til fælles med andre jyske slægter som Gyldenstjerne og
Pors. Dens stamfar, den berømte Marsk Stig (Andersen Hvide, ofte
kaldet) antages gennem kvindelinjer at være i slægt med Skjalm Hvide,
uden at det dog kan påvises for ham selv, men derimod for hans
hustruer. Denne slægt antog under Frederik I slægtsnavnet Hvide, men
uddøde i mandslinjen med Otte Stigsen Hvide i 1567. Han var aktiv både
i krigsbegivenhederne under Christian II og Christian III. Så jeg må
bedrøve jer med at aflive myten om, at Marsk Stig, Konge Erik Klippings
banemand, var af Hvideslægten; det var han altså ikke i genealogisk
forstand, fordi hans forbindelse til Skjalm Hvide er gået over kvindelinjen.
Marianne Johansen og Helle Halding indleder den nyeste bog om
Hvideslægten, ”Thi de var af stor slægt. Om Hvideslægten og Kongemagt
i Danmarks Højmiddelalder” (Skippershoved, 2001) således:
En blank midtsjællandsk sensommerdag omkring 1040 lod en
stormand sig døbe til troen på Hvide Krist, formentlig sammen med
sin familie og sin husholdning. Det var ca. 80 år efter, at Harald
Blåtand på sin Jelling-sten havde hævdet, at han havde gjort
danerne kristne, men Harald var en notorisk pralhals, og den nye
tro var længe om at krydse Storebælt.
Den sjællandske stormand hed Toke Trylle, og han var anden,
kendte generation af den slægt, som eftertiden har kaldt ”Hvideætten”.
Korte efter at han havde ladet sig døbe, fik han sønnen
Skjalm.
Skjalm Hvide, der døde ca. 1113, var storbonde, og blev begravet i
Fjenneslev Kirke, men senere overført til Sorø.
Ifølge Sorø Klosters gavebog var Skjalm Hvide søn af den ellers ukendte
Toke Trylle om hvem gavebogen oplyser, at han var den første kristne i
sin slægt og havde sønnerne Asser Rig, Ebbe Skjalmsen og Toke
Skjalmsen. Sammenholder man Dansk Biografisk Leksikon og Marianne
Johansen/Helle Haldings slægtstavler, er der udover de nævnte tre
sønner også sønnen Sune Skjalmsen.
Oplysningerne findes alle i forbindelse med redegørelsen for stiftelsen af
det første kloster i Sorø (en benediktinerstiftelse) kort efter 1140, som
Absalon i 1162 omdanner til et cistercienserkloster. Det er først og
fremmes Sorø Klosters grundlæggelse og ældste historie indtil ca. 1215
som gavebogen er interesseret i; vi ved ikke, hvornår den er affattet, og
2

det eneste bevarede manuskript er fra ca. 1440, så oplysningerne om
Skjalm Hvide og hans familie kan man jo ikke kalde en samtidig kilde.
Efter middelalderhistorikeren Kai Hørbys opfattelse har Skjalm næppe
selv ført slægtsnavnet Hvide, og han anser derfor den navnkundige
Hvide-slægt, som Skjalm anses som at være stamfader til, for i
virkeligheden at være en gruppering af slægter, som 1500-tallets
genealogiske forskningsinteresse har skabt.
Af de fire sønner er Asser Rig, der døde omkring 1148, nok den, som
eftertiden husker bedst, fordi det var ham, der bygger kirken i Fjenneslev
og er far til de to berømte sønner Esbern Snare, Absalon og datteren
Ingefred. Absalon vender jeg naturligvis meget mere tilbage til senere.
Bogen omtalte jeg faktisk i TAT’en nr. 3, september 2002.
Hvideslægten fik indflydelse i det danske rige i 1100-1300, og var – næst
efter Kirken – den største godsbesidder på Sjælland. Slægten sad på
noget i retning af halvdelen af jordbesiddelserne på Sjælland, og man
kan på tilgængelige kort se, hvordan jordegodset var fordelt på Sjællands
32 herreder.
Som jeg her har antydet og allerede fortalt er det jo en meget begrænset
del af Hvideslægtens besiddelser eller kirker, som vi besøger i dag. Det
kan man bruge mange ferier og udflugter på, og det gør jeg naturligvis
også indimellem.
BJERNEDE
Kirken er grundlagt af Skjalm Hvides søn Ebbe Skjalmsen, der var bror til
Asser Rig, og omkring 1170 erstattede Sune Ebbesen, Ebbes søn,
trækirken med den nuværende kirke bygget af kvadersten.
I våbenhuset lige over indgangsdøren er der to tavler med en latinsk
indskrift, der i dansk oversættelse lyder
Ebbe Skjalmsen og hans hustru Ragnhild byggede her en kirke, som
han søn Sune senere opførte i sten til Guds, Sankt Maria og Sankt
Laurentius ære.
Da man gravede i jorden bag kirkegården og det hyggelige, stråtækte
graverhus, stødte man faktisk på rester af den oprindelige Bjernedegård,
hvilket viser, at kirken både har været gårdkirke (stormandskirke) og
landsbykirke.
3

Sune Ebbesen var en af de mest
indflydelsesrige og betroede mænd
blandt Valdemar den Stores og
Knud den Sjettes mænd. Han var
”fætter” til ærkebiskop Absalon, og
broderen Esbern Snare, der var
vokset op i det nærliggende
Fjenneslev samme med Valdemar.
En af Sunes sønner, Peder, blev
biskop over Sjælland, og en anden,
Andreas Sunesen, blev ærkebiskop
i Lund efter Absalon.
Det er vist sagt mange gange, at
Valdemar den Store begyndte
Danmarks storhedstid, for tiden før
havde været præget af borgerkrig
og vendernes hærgen. Lidt patetisk
kan man vel udtrykke det sådan,
at stærke personligheder og stærke slægter – forrest blandt dem den
sjællandske Hvideslægt - stod sammen med kongemagten, og et nyt
Danmark blev grundfæstet.
Selve kirken
Kirkens svære mure er 1,50-1,70 meter tykke, og er rejst af kampesten
fra skove og marker. Man kan undre sig over, at man oppe i cirka 7,5
meters højde fra den svære dobbeltsokkel har ændret byggematerialet til
teglsten. Men allerede omkring 1140’erne var kunsten at brænde ler til
tegl blevet kendt på Sjælland.
Når man ofte er vant til at dukke hovedet under bjælkerne i de lave døre
derhjemme, har det høje rum, som vi nu befinder os i stemt sindet til
andagt og ærefrygt. De fire rundpiller afløses højt oppe af munkesten og
øverst oppe er spændt otte grathvælv og i midten et ribbehvælv.
Selve kirkerummet er kun 11-12 metrer i diameter, og de fire svære
piller fylde unægtelig en del. Mange vil måske undre sig over, at det fra
siddepladserne i kirken ofte vil være svært at se præsten ved alteret eller
på prædikestolen. Men tænk på, at middelalderens mennesker stort set
4

stod op – eller knælede - under
gudstjenesten, og en
prædikestol er nymodens
opfindelse og kommer først til
ved reformationen.
Man når op til Alteret under
den slanke, ca. 5,6 meter høje
korbue, ad tre trinnene. Tavlen
stammer fra 1615, og kom for
omkring hundrede år siden til
fornyet værdighed, fordi
Nationalmuseet fandt ud af, at
der er tale om en meget
sjælden type i Danmark. Da
professor H.B. Storck i
1890’erne restaurerede kirken,
fik han opsat en anden
alterprydelse (den findes nu
ophængt oppe i ovensalen).
Tavlen blev restaureret og sat på sin gamle plads den 21. september
2003.
Prædikestolen er fra senrenæssancen og blev nyrestaureret i 2005.
Døbefonten er af granit og er formentlig lige så gammel som kirken.
Det store vindue i vest er ikke oprindeligt, men stammer fra ca. 1500.
På vestvæggen hænger en meget beskedent udført mindetavle over
Diderik Severin Jelling, der var forpagter på Bjernedegården og døde i
1753.
Det store epitafium lige overfor indgangsdøren bærer årstallet 1691 og
maleriet forestiller ”Overførster og Vildtmester i Sjælland og Møen, By-
og Birkefoged i Sorø By og Birk”, Mads Christensen, hans hustru, tre
sønner og to døtre. Epitafiet er restaureret i 2006. (En ”overførster” er
det samme som en skovrider).
En urne af marmor i en lille niche i væggen mod nordvest er sat over
C.P. Müller, der var forvalter ved Sorø Akademis Gods og døde 1776. Han
var søn af biskop Jens Paludan-Müller og hans sønnesønner er
5

henholdsvis historikeren Casper P. Paludan-Müller og digteren Frederik
Paludan-Müller.
De af jer, der har mulighed for det, skal gå op af den snævre
vindeltrappe til salen oven over kirkerummet, hvor I kan kigge ud af
firpasvinduet eller et af de andre. Når man kommer op fra den mørke
trappe står man i et stort, rundt rum, ca. 3,6 meter højt, med seks
smukke romanske dobbeltvinduer og med tømmerkonstruktionen til
kegletaget over hovedet. I salen hænger Storcks førnævnte alterprydelse
fra 1892. De af jer, der har klaustrofobiske tendenser skal nok ikke tage
turen op ad trappen, og de af jer, der er mindre let til bens nok heller
ikke.
Efter besøget i Bjernede går turen videre med bussen til det nærliggende
Fjenneslev. De af jer, der var oppe i salen i Bjernede og kiggede ud af et
af de romanske dobbeltvinduer (i den rigtige retning) fik måske øje på
Fjenneslev Kirke.
Fjenneslev Kirke
Navnet Fjenneslev viser, at det er en meget gammel landsby. Byer, hvis
navne ender på –lev, er grundlagt før vikingetidens begyndelse, altså før
år 800 f.Kr. Byen er anlagt på en bakke, hvorfra der var vid udsigt over
landet mod øst, der var ryddet for skov, og bynavnene videre øst på
viser, at landet tidligt er blevet opdyrket.
På vej til Bjernede fortalte jeg lidt om Hvideslægten, og det er først og
fremmest denne slægt, som byen skylder sit ry. Slægten var – næst efter
kongeslægten – den mest ansete i 1100-1200 årene og havde øvet
afgørende indflydelse i middelalderen, først under Valdemar den Store
som kongernes støtte til genrejsning af landet efter borgerkrigens
ulykker. Og senere var den som kongemagtens modstandere med til at
kaste Danmark ud i en ødelæggende kamp mellem kongemagten og
kirken – hele historien omkring ærkebiskop Jens Grand, hans fængsling
på Hammershus osv. Ikke mindre end 10 af slægtens medlemmer blev
biskopper, og 5 blev endda ærkebisper.
Kvinderne i slægten bragte det også vidt: 2 af dem nåede nemlig at blive
dronninger i Sverige.
Skjalm Hvide, slægtens ”stamfader” havde sit hjem i Fjenneslev. Han var
høvedsmand på Sjælland, og havde som sådan kommandoen over
kongens sjællandske hær. Han udmærkede sig i slaget ved Nisaa i 1062 i
krigen mellem Svend Estridsøn og den norske konge Harald Haarderaade.
6

Han døde som allerede fortalt omkring 1131 og blev begravet i
Fjenneslev Kirke, hvor også sønnen Toke blev begravet. Senere flyttedes
gravene til Sorø Klosterkirke, efter at Absalon havde omdannet det
forladte benediktinerkloster til et cistercienserkloster og gjort den til
slægtens gravkirke.
Efter Skjalm Hvides død arvede Asser Riig fædrenegården, og han blev
gift med den kendte fru Inge, der var datterdatter af Knud den Hellige.
De fleste af jer kender sikkert fra jeres skoletid Adam Oehlenschlägers
digt De tvende Kirketaarne fra 1811, og med den berømte tegning af
Lorenz Frølich, hvor man ser Asser Rig i krigerdragt ride hjem og kirkens
velkendte profil viser sig for ham:
Det var sig Herr Asker Ryg,
Hannem lyster i Leding at gange;
Først træder han i den Kirke liden,
At høre Ottesange.
Muren var af det gule Leer,
Og Taget det Sorte Straa;
Det var sig Herr Asker Ryg,
Misnøiet han saae derpaa.
I syvende strofe kommer Asser Riigs ”befaling” til fru Inge om at bygge
en ny kirke:
Og hør du, kiere Fru Inge!
Du est en Qvinde saa puur!
Ei sømmer det sig at bede til Gud
I sligt brøstfældigt Skuur.
Vinden blæser udi Kirken ind,
Og Regnen ned maa dryppe.
Christus er steget til Himmelens Sal,
Han nøies ei meer med en Krybbe.
Hør du allerkiæreste Hustru min,
Jeg siger dig det forsand:
Op skalt du bygge Kirken af ny,
Mens jeg er dragen af Land.
Taget du dække med røde Tegl,
Af Steen du føre den Muur;
7

Ned da skalt du rive saa brat
Det usselige Kirkeskuur.
Og lidt senere kommer så de berømte strofer om de tvende kirketaarne:
Hør du kiære Fru Inge!
Du est en Qvinde velbaarn,
Føder du mig en Søn saa bold,
Da bygge du Kirken et Taarn.
Føder du mig en Dotterlil,
Da sætte Du kun et Spiir;
Ridderen kneiser saa stout og stolt,
Men Qvinden er Ydmyghed Ziir.
[…]
Da han dog igiennemn den Skov,
Da fulgte ham tredive Svende;
Da han kom til Finnesløvlille,
Da reed den Herre alene.
[…]
Over den gule Hvedemark
Der kneiser en Bakke grøn,
Bag ved ligger Finnesløvlil,
En bye vel stor og Skiøn.
Det var sig Herr Asker Ryg,
Han bad vel ved for Frue:
Give det Gud i Himmerig,
At jeg et Taarn maatte skue.
Det var sig Herr Asker Ryg,
Saa listelig da han loe,
Der han kom paa den grønne Brink,
Da han skued’ Taarne to.
Tak have stolten Fru Inge!
Hun var en Danneviv;
Hun skienkte sin Husbond Sønner to
Til Gammen og Tidsfordriv.
8

Så langt Oehlenschläger. Der er jo tydeligt tale om gendigtning af et
såkaldt etymologisk sagn, der skal ”begrunde”, hvorfor kirken har to
tårne!
De to tårne og digtet har så været brugt næsten som et ”bevis” på, at de
to sønner, Axel (=Absalon) og Esbern Snare måtte være tvillinger!
Historien kan føres tilbage til Frederik II’s historiograf, historikeren
Anders Sørensen Vedel, 1575. Men det er altså et sagn. Ifølge Ældre
Sjællandske Krønike fra begyndelsen af 1300-tallet døde Absalon 73 år
gammel i 1201, hvorfor hans fødsel almindeligvis sættes til året 1128,
muligvis den 30. oktober, da dagen i flere middelalderlige kalendere
bærer navnet Absalon (eller Absalom) efter kong Davids tredje søn i
Gamle Testamente. Esbern Snare menes at være født et par år før
Absalon, altså omkring 1125-26.
Fjenneslev Kirke er bygget af kløvet kamp omkring 1130.
Tårnene er ikke rejst af forældrene til minde om de to sønner Esbern
Snare og Absalon, men snarere omvendt, da det nok er sønnerne der
føjede tårnene til forældrenes kirke for at hædre dem, samtidig med at
de smykkede kirken med kalkmalerier.
Våbenhuset er tilføjet ved kirkens restaurering i 1872-74 foran den
gamle mandsindgang. Den gamle kvindeindgang ses nu på nordsiden
udvendigt som en tilmuret blænding.
Vi går indenfor …
Vestpartiet med det søjlebårne galleri er nok kirkens smukkeste.
Forbilledet findes i en søsterkirke, der også er opført af et medlem af
Hvideslægten, nemlig i Tveje Merløse syd for Holbæk.
Galleriet bæres af 2 polerede granitsøjler (såkaldte spolier), som måske
ikke er tilvirket på stedet. Museumsinspektør Otto Norn har fremsat den
teori, at de skulle være fremstillet i Aswan i Øvre Egypten. De skulle ikke
være hugget men drejet på samme måde, som man i dag drejer i træ
eller metal. Derefter skulle søjlerne være ført til Italien og anvendt der,
for senere at blive ført til Danmark. Vestsiden afsluttes af et galleri, der
består af ni brændte lersøjler, samlet i tre grupper. Den nordligste søjle
er oprindelig, mens de øvrige otte er rekonstruktioner. (Spolier er
betegnelsen for genbrug af antikke søjler i senere byggerier og er meget
brugt i det gamle Rom).
9

(Der er adgang til galleriet af stentrappen bag orgelet. Gå bare op og få
deroppe et formidabelt overblik over kirken).
Kalkmalerierne
er nok nogle af de mest berømte i Danmark. og ethvert barn kender
motivet nederst til venstre, det såkaldte stifterbillede, hvor Fru Inge og
Asser Rig overrækker deres kirke til Gud, symboliseret ved en
velsignende hånd. Kirken er en tro kopi af kirken. Inge og Asser er iført
dragter fra 1100-tallets anden halvdel.
Oven over stifterbilledet ser vi De Hellige Tre Konger, der bringer
gaver til Jesusbarnet, og hvor Jomfru Maria er afbilledet siddende i en
rigt udstyret stol med barnet på skødet.
Øverst til højre på Triumfvæggen, som den kaldes, ses Flugten til
Egypten, og nedenunder har der også været et billede, der desværre
ved fremdragelsen var meget ødelagt. Nu ses kun Guds udstrakte hånd.
Hellig Tre Kongers-billedet blev tegnet af professor Jacob Kornerup i
1853, og kalkmalerierne blev i øvrigt fremdraget ved kirkens restaurering
i 1872-74. De blev restaureret i 1910 og er senest gennemgribende
restaureret i efteråret 2003.
Alterpartiet
Alterbordet er dækket af en sjælden sort plade af belgisk marmor. Der
findes kun én tilsvarende i Søborg kirke i Nordsjælland. Man kan gætte
på, hvordan denne sjældenhed er kommet til Fjenneslev. Måske har Fru
Inges morbroder, hertug Karl af Flandern, en søn af Knud den Hellige,
været medvirkende hertil. Det er kirkens oprindelige alterbord, hvor
Absalon har læst messe, når han besøgte sin fædrene gård i Fjenneslev.
Det gyldne antependium (alterbordstæppe) er skænket til kirken i 1966
af en anonym giver. Det er et smukt vævet arbejde med indvævet
guldtråd, udført af væveren John Becker. Det skal være et minde om, at
kirken (måske) har haft et af de såkaldte gyldne altre. Den samme
kunstner vævede i 1976 en smuk hvid silke-messehagel med indvævet
guldtråd.
Bronzestagerne på alteret er fra 1596.
10

Alterkrucifikset er kirkens oprindelige korbuekrucifiks. Det stammer fra
tiden omkring 1250-1275 og er nærmest i romansk stil, hvor man ikke
betonede Kristi lidelsesaspekt så meget, som man gør i gotikken.
Indtil 1968 hang Claus Bergs store krucifiks, der nu hænger på
nordvæggen, over alterbordet. Claus Berg var billedskærer i Odense i
tiden kort før reformationen (vi skal nok komme til at møde ham senere)
– og kendt bl.a. for den prægtige fløjaltertavle i Sankt Knuds Domkirke
sammesteds. Krucifikset er oprindeligt skåret til cistercienserklostret
Holme Kloster (bedre kendt som Brahetrolleborg) i Korinth på Fyn, hvor
det oprindelige korstræ endnu findes. De oprindelige sidefigurer af
apostlen Johannes og Jomfru Maria findes i dag i Tirsted Kirke på Lolland.
[Sammenlign de to krucifiksformer].
Døbefonten er hugget i granit i en enkel bægerform med tovsnoning for
oven. Det er formentlig kirkens oprindelige døbefont.
Det store dåbsfad er fremstillet i messing og skænket til kirken af greve
Johan Knuth i 1779.
Prædikestolen er en såkaldt ”lektorieprædikestol” fra 1586. På døren til
prædikestolsopgangen viser et billede af profeten Ezekiel. Unde kirkens
restaurering i 1967genopsatte man prædikestolshimmelen; begge disse
inventardele havde ligget hengemt i Saxos celle i Sorø i mange år.
De to dørfyldninger overfor prædikestolsopgangen stammer oprindeligt
fra et for længst nedrevet pulpitur. Tavlerne blev 1720 opmalt og
dekoreret med våben og navnetræk for ejeren af Mørup, oberst C.
Luxdorph og hustru Susanne Magdalene Worm (dem møder vi også
senere i Sorø).
Orglet er bygget 1965 af den velkendte danske orgelbygger Poul Gerhard
Andersen.
Udenfor kirken
Runestenen blev opdaget i 1825, da det gamle kirkegårdsdige blev
nedrevet. Efter et sagn skulle indskriften berette, at der under
kirketårnet lå nedgravet en guldskat, der var stor nok til at genrejse
tårnene, hvis de skulle falde.
11

Indskriften adskiller sig fra alle andre danske runestenes ved at begynde
foroven på stenen, og den lyder i oversættelse:
Sasser rejste Sten og gjorde Bro
Den omtalte bro eksisterer faktisk stadig på grænsen mellem Slaglille,
Fjenneslev og Alsted sogne, hvor broen går over Tuel Å. Den er
formentlig bygget omkring 900-1000.
Nord for kirken er indrettet et lille anlæg på det sted, hvor Hvidernes
gård har ligget. Det er indrettet som en mindelund over Hvideslægten,
men vi har ikke tid til også at se den i dag.
…
Mon ikke vi er ved at være lidt sultne? Så jeg foreslår at vi går om bord i
bussen og sætter kurs mod restaurant Støvlet Kathrine i Sorø, hvor
frokosten venter.
…
Efter frokost
Jeg håber, at I fik stillet den værste sult på restauranten, der jo bærer
øgenavnet på en kendt figur i Danmarks historie: Da Anne Cathrine
Benthagen (1745-1805) dukker op i historien som Christian VII’s
ledsager på natlige hærværkstogter, var hun en ikke ukendt figur i den
københavnske demimonde. Hun havde stærkt masochistiske
tilbøjeligheder og en stærk seksuel indflydelse på den unge Christian VII.
Vi har senest set hende i den nylige tyske tv-produktion om Dronningen,
Kongen og Struensee, der er blevet vist på tv her i forsommeren.
Vi er nu på vej til Sorø Klosterkirke, der for så vidt er endepunktet på
vores sensommerudflugt.
Sorø Kloster
Klosterporten fører fra Sorø by ind på Sorø Akademis grund, hvor de
store træer og gamle bygninger skaber en egen stemning. I de seneste
tyve år er der sket meget på Akademiet. Der er bygget meget nyt til brug
for Akademiets skole.
12

Men kirken og det kloster, som den er en rest af, begyndte stedets
egentlige historie, og i kirken kan Sorøhistorien følges gennem de spor
som de skiftende tider har efterladt.
Klosterkirken er ikke den første på stedet. Det benediktinerkloster som
de sjællandske stormænd, brødrene Asser Riig, Toke Skjalmsen og Ebbe
Skjalmsen, stiftede kort efter 1140 på kong Erik Lams og Svend Grathes
tid, har haft en lille stenkirke, der udtrykkeligt nævnes i kilderne. En er
form længst forsvundet, og ethvert forsøg på at finde rester efter den har
hidtil været forgæves.
Da Asser Riigs søn Absalon ved Valdemar den Store hjælp i 1157 (eller
1158) blev biskop i Roskilde lå benediktinerklostret øde hen.
Absalon besluttede derfor med støtte af sine nærmeste slægtninge at
genrejse stiftelsen. Ved Helligåndens indskydelse hidkaldte han da
fromme mænd ”af den hellige Bernhards plantning” (dvs.
cistercienserordenen) og gav den anvisning på dette kloster.
Cistercienserordenen er stiftet 1098 i Citeaux nær Dijon i det østlige
Frankrig af mænd, der ville efterleve Benedikts Munkeregel i dens fulde
strenghed. Cistercienserordenen kaldes undertiden bernhardinere efter
Bernhard af Clairvaux (1090-1153), og i ham fik ordenen sin største
skikkelse, og først med ham begyndte ordenens vældige ekspansion.
Bernhards ven. Ærkebiskop Eskil i Lund stiftede de første
cistercienserklostre i Danmark (Herrisvad i Skåne) og esrom, hvorfra
munkene kom til Sorø den 13. juni 1161.
Kirken må være opført af cistercienserne, men hvornår den var færdig
ved vi ikke, men der kan ikke have manglet meget, da Absalon døde i
1201 og blev begravet i kirken.
Cistercienserne reagerede fuldt bevidst mod pragtudfoldelse i kirkerne,
som ifølge Bernhard drager de bedendes opmærksomhed til sig og
hindrer fromheden, og ordenens faste organisation bevirkede, at deres
kirker i væsentlige henseender er ensartede, hvor de end blev bygget.
Kirken er en 3-skibet korskirke med to kapeller på hver side af
korsarmenes østsider. Der er endvidere et kapel i hjørnet mellem nordre
korsarm og nordre sideskib (nordvestkapellet).
Kirken har oprindeligt været nordfløjen i et firefløjet klosterkompleks (det
vender jeg tilbage til senere).
13

Kirkens indre er også præget af ordenens strenge regler, men er nok lidt
friere endda.
Cistercienserne havde tidligt sans for de praktiske fordele ved den
gotiske stil, og i det nordlige sideskib har kunsthistorikerne klart kunnet
se en påvirkning fra Nordfrankrig. Moderne undersøgelser – tilbage i
1940-50’erne har desuden påvist, at murværket i kirkens vestende er
særlig kraftigt, og det hat givet anledning til den hypotese, at der – imod
cistercienserreglerne – skulle være planlagt et tårn. Et ønske om en rig
udformning af kirken har gjort sig gældende overfor cistercienserne
strenge idealer. Det er fristende at tænke sig, at kirkens egentlige
bygherre, Absalon, modstræbende har måttet bøje sig for ordenens krav.
Men det er naturligvis gætteri.
I 1247 hærges kirke og kloster af en brand. I 1250 skænkede Absalons
broderdatter, Ingeborg, gods blandt andet til opførelse af hvælvingerne.
Cisterciensernes opgave var som andre munkes at vende sig fra verden
og tjene Gud. Derfor hører kortjenesten i kirken til munkenes mest
betydningsfulde pligter. Den omfattede ikke blot egentlige messer, men
også fællesbøn (tidebønnerne) med visse mellemrum døgnet igennem, og
i hvert fald med én afbrydelse af nattesøvnen. Der var i hvert fald 6
tidebønner, startende med laudes om morgenen og afsluttende med
aftensang (vesper). Derudover blev søvnen afbrudt en gang i løbet af
natten.
Udover de 6 tidebønner skal der læses messe, og hertil kommer
yderligere sjælemesser for afdøde og klostrets velgørere. Det betød rent
faktisk, at den spirituelle tjeneste fik et sådant omfang, at munkene reelt
ikke fik tid til over til det manuelle arbejde, der også skulle gøres. Og
derfor indførte man lægbrødre i ordenen, der skulle stå for de praktiske
gøremål.
I kapellernes ved østsiden af korsarmene og nordvestkapellet, der i dag
er gravkapeller, stod oprindeligt sidealtre, hvor de præsteviede munke
kunne læse privatmesser og sjælemesser. En typisk cistercienserkirke
var endvidere inddelt i en række afsnit:
Først højkoret med alteret, dernæst munkenes kor, der i Sorø omfattede
korsskæringen og 3 fag af hovedskibet. Den bagerste del af munkekoret
var skilt fra til syge og svage munke. Korstolene stod på langs med
ryggen mod arkadepillerne, og det var derfor praktisk, at disse var glatte
14

mod skibet, og det har de været i Sorø indtil højkirkens hvælvinger blev
indbygget. Efter munkekoret fulgte lægbrødrenes kor. Hele denne
opdeling af gjorde den fuldt udbyggede cistercienserkirke meget lang,
men endnu længere blev den, hvis vestenden udskilte et særligt afsnit,
hvor klostertjenere og gæster efter tid og lejlighed kunne få adgang.
Lægbrødrene alter midt i kirken var som regel indviet til Det Hellige Kors.
Og det mærkelige krucifiks i nordre korsarm har sikkert oprindeligt
hængt her. Poul Nørlund mente i en efterladt artikel, at krucifikset er
vanskeligt at tidsbestemme, fordi det på én gang er både romansk og
gotisk. Hovedet og kroppen og de fremdadvendte hænder viser nøje
overensstemmelse med de små emaljekrucifikser fra Limoges i Frankrig,
som kan dateres til begyndelsen af 13. århundrede. Lændeklædets
folder, fødderne, der er lagt over hinanden, og den smukke Maria-figur
forneden beviser dog, at det må være skåret efter branden i 1247.
I ethvert kloster er det vigtigt, at der er let adgang til kirken, i
almindelighed ikke fra selve bygningerne men fra korsgangen.
Trappen i søndre korsarm er interessant og meget karakteristisk. Den
fører fra munkenes sovesal til kirken, således at man til nattens tidebøn
kunne bevæge sig direkte fra dormitoriet til kirken og tilbage igen uden
at skulle ud i korsgangen.
Der kan siges meget om begravelserne i kirken. Det har ikke tid til at i
dag, så vi nøjes med nogle af de vigtigste.
I højkoret og på den fornemmeste plads hviler klostrets grundlægger,
ærkebiskop Absalon under en fornem ligsten, formentlig tegnet og
huggert af Martin Bussert.
Der er ikke tale om portrætlighed, for gravstenen er hugget mere end tre
hundrede år efter Absalons død.
(Fortæl historien om Absalon og hans valg til ærkebiskop i Lund).
Graven har været åbnet tre gange, og en del af gravens indhold har
været opbevaret i det indmurede skab med bronzedøre i nordmuren.
Kong Christoffer II skænkede i 1315 gods til klostret mod løfte om, at
munkene for egen regning skulle bringe ham, og hans dronnings lig til
Sorø, hvor de end døde, og give dem en standsmæssig begravelse.
Monumentet over Christoffer II og dronning Eufemia er tænkt på en gang
15

som liggende (med en
pude under hovedet) og
med folder i klædedragten
som stående personer. De
to spir ved hovedenden
bæres af en løve og en
grif, Danmarks og
Pommerns våbendyr.
Monumentet har lidt
meget overlast i tidens
løb, men de bevarede
rester er anbragt en
sandstenssokkel. Dronning
Eufemias pibede hovedlin og de letsindige pigers kjoler, med store
udskæringer under armene (”helvedes vinduer”) er moder, der daterer
monumentet til tiden efter 1350.
Valdemar Atterdag (Margrethe I’s far) har den sorte sarkofag, som
oprindeligt har stået i munkekoret. Den oprindelige skrøbelige
udsmykning med marmorfigurer var allerede i det 16. århundrede
beskadiget, og da korhvælvingen faldt ned i 1651, led hele monumentet
yderligere overlast, og nu er der kun selve tumbaen tilbage.
(Fortæl historien om Margrethe I’s begravelse i Sorø og ”bortførelse” til
Roskilde).
Vi bevæger os nu til nordre sideskib, hvor Sorø Akademis store velgører,
baron Ludvig Holberg, hviler.
I 1742 oprettedes det 2. akademi, som Holberg testamenterer sine
godser til. Dette akademi fik – som det første akademi – ikke nogen lang
levetid, men dog nok til at sættet sig forskellige spor i kirken, også
bygningsmæssigt.
Endnu i Holbergs levetid havde kongen bevilget ham fri begravelse i Sorø
som løn for hans mod stiftelsen beviste gavmildhed. Hans kiste stod først
bag alteret, omgivet af en kolonnade af træ, men i 1780 blev et
værdigere gravmæle udført af Wiedewelt og anbragt i kapellets nordre
korsarm. Ifølge kunstnerens egne forklaring forestiller kvindefigurerne i
de hvide felter på sarkofagen t.v. Polymnia (hymnedigtningens muse),
som skriver årstallet 1747, det år Holberg testamenterede sine godser til
Sorø, og t.h. Calliope, som Wiedewelt kalder for historiens muse. Hun
16

som Den franske Ambassade).
lægger en krans på en bog, der vel må
betegne Holbergs historiske
forfatterskab og ikke komedierne, som
vi måske først tænker på.
Det Thottske gravmæle i kapellet ved
siden af Holbergs, er udført af C.F.
Stanley, som jo også har lavet
Christian V’s gravmæle i Roskilde. Otto
Thott til Gavnø, død 1785, var en
højtstående embedsmand og minister
under flere konger, men er især
fortjent som bogsamler og
videnskabens beskytter. (Han står
også bag Thotts Palæ på Kongens
Nytorv, som måske bedre er kendt
Tiden er ved at rinde ud for min del af rundvisningen i Sorø Klosterkirke.
Jeg skal dog kort oplyse, at det kæmpestore korbue-krucifiks er skåret af
Claus Berg fra Odense - I genkender stilen fra Bjernede? Prædikestol,
korgitter og altertavle i bruskbarok er skåret af Henrik Werner i
henholdsvis 1650, 1653 og 1656.
Det går imidlertid ikke an, at vi forlader klosterkirken uden at jeg til slut
omtaler kirkens største seværdighed.
Sorø Klosters godshistorie, som den er udredt af historikeren Poul
Nørlund i Sorøbogen, er ikke uden dramatik. I slutningen af 1200-årene
var gaverne fra Hvideslægten ved at ebbe ud, og måske var
overflytningen af gravene i 1285 til fornemme pladser i den store kirke
ment som en appel.
Men en anden demonstration var af større betydning og har skaffet Sorø
Kirke en af de største seværdigheder: den berømte skjoldfrise, der
strækker sig hele højkirken rundt under vinduerne, hvor den – med
Grundtvigs ord i digtet Sorø Kirke ”Omringer Muren med sit Farvespil”.
Frisen er påbegyndt omkring 1290, da den sidste del maledes som en
helhed i den østlige ende af kirken. Senere blev frisen suppleret efter tid
og lejlighed indtil reformationstiden, da den blev ommalet på
foranledning af abbed Henrik tornekrans. Da fristen blev restaureret i
1871, besluttede maleren Jakob Kornerup at føre den tilbage til den
17

opr9ndelige skikkelse, skønt kan indså, at den var en vanskelig og i
grunden uløselig opgave.
I højkoret fandtes der på grund af ombygningerne ingen skjolde, men
Kornerup gik ud fra, at de ældste og fornemmeste skjolde havde siddet
her. På østvæggen malede han Absalons, Skjalm Hvides og Esbern
Snares, men efter heraldikeres mening er de alle tre yderst tvivlsomme.
Absalons springende hjort findes ganske vist på hans gravsten, men den
er fra 1536, og på et ældre relikvieskab. Men vi har intet bevis for, at
Absalon selv har ført skjoldet
300 år tidligere. Måske har
Henrik Tornekrans tillagt
Absalon den springende hjort,
fordi slægten Tinhuus, der
hævdede at nedstamme fra den
store ærkebisps søstersøn, førte
en springende hjort i sit våben.
Svend Ranvig har behandlet
skjoldefrisen rimeligt indgående
i sit 2bindsværk Sorøkrøniken,
der formentlig kan lånes på
biblioteket.
Jeg vil slutte rundvisningen her
i kirken og bede jer om, at gå
ud gennem hovedportalen (der
hvor vi kom ind) og gå til
venstre ind til Fraterbrønden,
hvor jeg vil sige det sidste om Sorø Kloster og derefter overlade ordet til
Hendrik Sass for at fortælle lidt om Sorø Akademi.
18