Strålebeskyttelse ved arbejde med åbne radioaktive kilder

4 Dosisgrænser og dosisovervågning
4.1 Dosisgrænser
Ioniserende stråling er relativt let at måle og påvise i meget små mængder, og inden for
strålehygiejnen er der tradition for en meget "kvantitativ" holdning med måling og
udregning af doser og angivelse af risici i tal. Af nedenstående figur kan man se, at
middelværdien af den naturlige baggrundsstråling i Danmark er 3 mSv pr. år. 2 mSv
skyldes indånding af den naturligt forekommende radionuklid radon, og den resterende 1
mSv stammer fra den kosmiske stråling, gammastråling fra undergrunden og
byggematerialer samt den naturlige radioaktivitet i vore fødevarer. Undersøgelser med
røntgen og radioaktive lægemidler giver patienten en dosis af størrelsesordenen 0,01 til
10 mSv pr. undersøgelse og alle danskere en gennemsnitsdosis på 1 mSv pr. år. Alle disse
doser er effektive doser.
Den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse (ICRP) har siden 1929 udsendt
anbefalinger vedr. strålebeskyttelse. Disse anbefalinger har via EF/EU-direktiver dannet
udgangspunkt for den danske lovgivning på området. Det grundlæggende formål med
ICRP´s anbefalinger er at forhindre akutte skader (deterministiske skader) som f.eks.
stråleforbrænding af hud samt at begrænse forekomsten af senskader (stokastiske skader)
dvs. forskellige kræftformer og genetiske skader.
Hovedprincipperne i ICRP´s system til dosisbegrænsning er:
• at al anvendelse af ioniserende stråling skal være berettiget
• at alle stråledoser skal holdes så lave som rimeligt opnåeligt under hensyntagen til
økonomiske og øvrige samfundsmæssige forhold
Vejledning om strålebeskyttelse ved arbejde med åbne radioaktive kilder 11