Råstofaktiviteter og natur - og miljøhensyn i Grønland

90
I forbindelse med efterforskningsboringerne i Davis Stræde i
1970’erne blev marine invertebrater, fisk og bundsediment indsamlet
på ca. 45 stationer i området mellem 63° N og 68° N. Analyserne viste
at kulbrinteindholdet var ekstremt lavt og at det ikke stammede fra
forurening, men fra naturlige biologiske kilder (biogen oprindelse)
(Johansen et al. 1977).
Derimod fandtes der forhøjede indhold af petrogene kulbrinter i fisk
og sedimenter i fjorden ved olieterminalen i Færingehavn. Forureningen
kunne dog ikke spores udenfor fjorden (Hansen et al. 1978).
I august 1977 lækkede et amerikansk flådefartøj 390 tons brændselsolie
i Melville Bugt. I forbindelse med dette blev der foretaget en lang
række analyser af kulbrinter i vandet nær spildstedet. Disse handlede
mest om identifikation af olien, men koncentrationer blev også målt.
Disse var dog ikke særligt høje (Ahnoff & Ekund uden årstal, Grose
et al. 1979).
Målinger af PAH’er i det grønlandske miljø er kun foretaget få steder:
En tidlig måling (1963) fra en sedimentprøve fra Vestgrønland er
nævnt i AMAP-vurderingen fra 1994-1996 (Cleemann et al. 1997).
Ellers er der målinger fra Færingehavn i 1980’erne (AMAP 1998), målinger
rapporteret i forbindelse med AMAP 1994-1996 vurderingen
(Cleemann et al. 1997), fra en række lokaliteter i Sydgrønland i 1999
og 2000 (Riget et al. 2003) og fra Thule Air Base i 2002 (Glahder et al.
2003).
Målingerne ved Færingehavn blev foretaget nær et større olieoplagringsområde
og viste lokalt forhøjet indhold af PAH.
Målingerne rapporteret i AMAP 1994-1996 vurderingen er fra sedimenter
(både Øst og Vestgrønland) og fra blåmuslinger, ulke og ringsæler
indsamlet ved Disko Bugt. Konklusionen på disse analyser var
at PAH-koncentrationerne i grønlandske marine sedimenter er af
samme størrelsesorden eller mindre end rapporteret fra andre arktiske
områder. Der ser ud til at være flere kilder, bl.a. nævnes naturlige
petrogene kilder som en mulighed (Cleemann et al. 1997). For blåmusling
konkluderedes at indholdet af PAH var af samme størrelsesorden
som hvad der er kendt for tilsvarende levesteder nær kysten,
men dog i den øvre ende. Spæk fra ringsæl havde et relativt lavt
PAH-indhold mens lever fra ulke havde forbløffende højt indhold
(Cleemann et al. 1997).
Studiet i Sydgrønland omfattede en række forskellige prøvetagningsstationer
med forskellig grad af menneskelig påvirkning. Den med
mindst påvirkning betegnedes som baggrundsstation. Målingerne
foretoges i prøver fra nedbør, det terrestriske miljø (laver og jord),
ferskvandsmiljøet (sediment og fjeldørred) og det marine miljø (sediment,
tang, tanglopper, sandorm, blåmusling, strandsnegl og almindelig
ulk).
Resultaterne er publiceret i Riget et al. (2003). Desværre er det ikke
muligt her at adskille de petrogene PAH’er. Der påvistes en del variation,
som bl.a. skyldes lokale antropogene kilder og bioakkumulation.
Konklusionen på studiet var, at der er var for få målinger til at
kunne udtale sig sikkert om forekomsten, spredningen og variationen