hf_59-april_07.pdf - Hus Forbi

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 59 april 2007 

Svært at vænne sig til 

livet bag en hoveddør igen 

Dødsfald på Hjemløselandsholdet • Strandet på krisecenter • Job på gaden

Volden fylder meget 

Vold og ydmygelser fylder meget i de hjemløses liv. For det første kan 

blandingen af for lidt søvn, for mange øl og for mange timer ude i regn 

og kulde føre til ’ond’ stemning og håndgemæng 

de hjemløse imellem. 

For det andet risikerer de gadehjemløse at 

blive tisset, spyttet eller sparket på, når de sover 

på gaden. Og for det tredje er hjemløse – ganske 

enkelt fordi de er hjemløse – i farezonen for at 

blive slået eller stukket ned af ukendte gerningsmænd, 

som en af Hus Forbis sælgere blev det 

midt på Strøget i København (læs side 5). 

”Flabede knægte på speed, som er helt oppe 

at køre.” Sådan beskriver en anden hjemløs 

denne type overfaldsmænd i en ny undersøgelse 

om vold mod danske hjemløse, som projekt UDEN- 

FOR står bag. 

Undersøgelsen er den første af sin art herhjemme, 

og vi må håbe, at den bliver fulgt op af 

lignende undersøgelser de kommende år, så vi 

kan se, hvorvidt volden mod de danske hjemløse 

er stigende, som i USA. Men tankevækkende i sig selv er det, at undersøgelsen 

dokumenterer, at halvdelen af de interviewede hjemløse har 

været udsat for vold, og at det opleves som decideret farligt at være 

hjemløs og sove på gaden. 

Når vi på trods af overskud på betalingsbalancen og velfærdsstat har 

borgere, der holder varmen i S-toget og overnatter på gaden, i parker 

og baggårde, må vi som samfund i det mindste gøre vores yderste for, 

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Tlf. 3832 2320 

husforbi@husforbi.dk 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Tlf. 3832 2324 

jaku-lina@husforbi.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 1. maj. 

Salg, marketing og annoncer: 

Heidi Riel 

Tlf. 3171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, 

kan du sætte beløbet ind på dette 

konto-nr: Giro (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Forsidefoto: 

Das Büro/Ulrik Jantzen 

www.loge86. dk 

Layout: 

Westring + Welling A/S 

Tryk: 

Dansk Avistryk A/S 

Oplag: 90.000 

Distribution: 

Boformer for hjemløse, 

medborgerhuse, kulturhuse m.m. kan 

fungere som distributør for Hus Forbi 

– dvs. være udleveringssted af avisen 

til sælgerne. Kontakt os: 

3171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året - inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 7026 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

ISSN: 1397-3282 

Om Hus Forbi 

Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden starten 

af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om 

måneden. Salgsrekorden er over 75.000 eksemplarer 

(marts 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse 

og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte 

mennesker – det man under ét kan kalde ”skæve 

eksistenser”. Avisen sætter fokus på udsatte 

mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet 

er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi samt 

ved at læserne køber avisen direkte af ”en skæv 

eksistens”. Hus Forbi har ca. 300 sælgere, der 

alle er udstyret med et id-kort udstedt af Hus 

Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer 

for sælgerne som et alternativ til tiggeri og 

evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle freelancere, 

fotografer og illustratorer. Eneste fastansatte på 

redaktionen er redaktøren. I Hus Forbis sekretariat 

er der pt. ansat en økonomimedarbejder, en 

salgs- og marketingsmedarbejder, en sælgerrepræsentant 

og en studentermedhjælper. 

Hus Forbi er medlem af det internationale netværk 

af gadeaviser, INSP. 

Vi støtter Hus Forbi: Vi støtter Ombold: 

Nedenstående er nye DM-sponsorer 

TAMU-Center Odense 

at de kan få lov at være i fred imens. 

Den førnævnte Hus Forbi-sælger fik aldrig anmeldt det umotiverede 

overfald og begrunder det med, at han ikke 

kunne huske, hvordan gerningsmændene så 

ud, fordi knivstikkeriet gik så hurtigt. Typisk 

anmelder hjemløse borgere yderst sjældent 

overfald, blandt andet fordi de generelt slår 

en stor bue uden om politistationer. Det 

skyldes f.eks. ubetalte DSB-bøder i 100.000kronersklassen 

(som blandt andet stammer 

fra de mange gange de har brugt S-toget som 

varmestue). 

Så des mere grund til, at man som ’almindelig’ 

borger med et afslappet forhold til 

politistationer sørger for at anmelde vold mod 

hjemløse, hvis man ser det ske. 

Samtidig tyder det på, at oplysning til børn 

og unge, om hvorfor folk bliver hjemløse, kan 

dæmme op for overfaldene. Det virkede tilsyneladende 

for varmestuen i Stengade på Indre 

Nørrebro, da varmestuen skulle forsøge at komme halvandet års chikane 

og stenkast mod dets brugere til livs. 

Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: 

God læselyst 

Jaku-Lina E. Nielsen, 

redaktør Hus Forbi 

Frederiksberg Kommune 

På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal 

du medtage følgende logoer: 

2 hus forbi · nr. 59 · april 2007 Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De 

hus forbi · nr. 59 · april 2007 3 

Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. 

Kulturministeriet skal fjernes 

Tegning: Annette Carlsen 

Markedsføring 

Husleje mv. 

Reserve 

Løn til medarbejdere 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

Sælgeren 

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix 

Dødsfald på 

Hjemløselandsholdet 

Af Tina Juul Rasmussen 

Foto: Christoffer Regild 

Det var med chok og 

sorg, at trænere og spillere 

modtog beskeden om 

landsholdskammeraten 

Peter Dalberg Jensens død, 

kun 33 år gammel. 

Landsholdet i Gadefodbold for Hjemløse 

har mistet en af sine markante 

spillere. Torsdag den 1. marts blev 

Peter Dalberg Jensen, 33 år, fundet 

død af en overdosis. 

- Det var et meget stort chok for 

os at få nyheden om Peters død – og 

en stor overraskelse, fordi Peter virkede 

som om, han var på rette vej. 

Vores kendskab til ham var endnu 

ikke så indgående, da vi først lige 

er kommet i gang med træningen 

på landholdet. Men Peter gav selv 

udtryk for, at det at være udtaget 

til Hjemløselandsholdet var det 

største, der var sket for ham, siden 

han var dreng, siger lands træner for 

Hjemløselandsholdet Janek Majewicz 

fra OMBOLD, organisationen bag 

gadefodbold for hjemløse i Danmark. 

Peter Dalberg Jensen boede de 

seneste år på en boform for hjemløse, 

Svenstrupgård nær Aalborg. 

- Peter var en ekstremt udadvendt 

og glad fyr, som så positivt på 

livet. Og han var utroligt glad for og 

stolt af at være blevet udtaget til 

Kaffepenge til OMBOLD 

1001s kaffefond har doneret 20.000 kroner til OMBOLD. 

Pengene giver de hjemløse fodboldspillere mulighed 

for at slukke tørsten efter kampe og træning med kaffe 

eller andet på en café. 

Sidste forår samlede foreningen 1001 ind til kaffe 

til hjemløse. Interessen var stor, og efter to uger var 

der indsamlet 3.023 kopper kaffe til hjemløse. En del 

blev uddelt til hjemløse på de deltagende cafeer, og 

resten af overskuddet gik til 1001s kaffefond. 

- Vi synes, at OMBOLD giver de hjemløse en fantastisk 

mulighed for at være en del af samfundet – i 

dette tilfælde sporten. Derfor bakker vi initiativet op 

ved at invitere hjemløse videre ind i samfundet ved at 

åbne dørene til cafeernes offentlige rum, siger Øzlem 

Sara Cekic, medlem af kaffefondens bestyrelse. 

- taj 

landsholdet. Jeg kan huske, at lige 

inden han døde, kom han for sent op 

en morgen, han skulle have været til 

træning med holdet i København, og 

han var helt rundt på gulvet og ked 

af, at han ikke kom af sted. 

Sådan beskriver Brian Gravesen 

sin ven, Peter Dalberg Jensen. De to 

lærte hinanden at kende på Svenstrupgård, 

hvor Brian boede på et 

tidspunkt. 

Det gik netop så godt 

- Vi fandt sammen omkring computerspillet 

World of Warcraft. Peter 

så, at jeg spillede meget, og da 

Peters søster og storebror også 

spillede det, viste han interesse for 

det. Sådan startede vores venskab, 

og vi kom ret tæt på hinanden i 

de 13 måneder, jeg nåede at kende 

ham, inden han døde, fortæller 

Brian Gravesen, som også en kort 

overgang spillede med på Svenstrupgårds 

gadefodboldhold, SVG All 

Stars. 

Brian Gravesen tager ikke selv 

stoffer, men kendte godt til Peters 

misbrug. 

- Jeg ved, at Peter har prøvet 

lidt af hvert i sit liv og i en årrække 

har taget stoffer. Men han havde 

holdt sig clean på det sidste, han 

havde et godt forhold til sin familie, 

som han så ofte. Han havde også 

fået renset luften med sin bror, som 

- Peter var en meget dygtig 

spiller og samtidig en 

behagelig og omgængelig 

fyr, utrolig vellidt blandt 

de andre spillere. Det var 

de kvaliteter, vi udtog ham 

til landsholdet på, siger 

assisterende landstræner 

Claudia Hoffensetz. 

han ikke havde talt med i nogle 

år. Og jeg ved, at hans familie var 

glad for, at det gik så godt for ham. 

Derfor kom det som et stort chok for 

mig, at han døde. Hans død efterlader 

et stort hul. Det er ikke det 

samme uden Peter – jeg har mange 

minder om alt det, vi havde sammen, 

siger Brian Gravesen. 

Gav sig 100 procent 

Peter Dalberg Jensen blev udtaget 

til Hjemløselandsholdet på baggrund 

af sin deltagelse i de hjemlige 

OMBOLD-turneringer for SVG All 

Stars. 

- Peter var en meget dygtig 

spiller og samtidig en behagelig 

og omgængelig fyr, utrolig vellidt 

blandt de andre spillere. Han gav 

sig altid sig 100 procent til både 

træning og stævner Det var disse 

kvaliteter, vi udtog Peter til holdet 

på, siger assisterende landstræner 

Claudia Hoffensetz, som har fulgt 

Peter Dalberg Jensen til OMBOLDstævner 

gennem flere år. 

Også holdkammeraterne på 

Hjemløselandsholdet modtog nyheden 

om Peter Dalberg Jensens død 

med både overraskelse og sorg. 

- Da nyheden først havde bundfældet 

sig, var holdningen blandt 

spillerne, at det nu handler om at 

komme videre og få det bedste ud 

af situationen. Det er i Peters ånd. 

Hus Forbi slår slagsrekord igen 

Allerede inden kalenderen skiftede fra marts til april, var der solgt 

så mange eksemplarer af Hus Forbi nr. 58 (martsnummeret), at 

salgsrekorden fra december sidste år – på 72.000 solgte eksemplarer 

– var overgået. Martsnummeret blev i første omgang trykt i 75.000 

eksemplarer og distribueret til herberger, varmestuer og cafeer i hele 

landet, men mod slutningen af måneden måtte der så trykkes og 

dristribueres yderligere 15.000 eksemplarer, fordi første oplaget var 

udsolgt. 

Hvorvidt Hus Forbi dermed også overhalede landets største månedsblad 

Bo Bedres salgstal på 86.000 eksemplarer pr. måned (jvf. 

Dansk Oplagskontrols tal for 2. halvår 2006), var der endnu ikke 

vished om ved redaktionens deadline. 

Hus Forbi sælges i dag i de fleste større danske provinsbyer. 

Hovedparten af de 320 sælgere sælger dog Hus Forbi i københavnsområdet. 

- jalini 

Og Danmarks åbningskamp ved VM 

til sommer dedikerer vi til Peter, 

siger Janek Majewicz og slår fast, 

at Peters død sætter arbejdet med 

landsholdsspillerne i skarpt perspektiv: 

- Det bekræfter, lige præcis hvad 

vi har med at gøre – hvor dominerende 

stofferne er, og at det at være 

misbruger er en sygdom, man skal 

forholde sig til hele livet. Jeg kan 

kun håbe, at det midt i tragedien, 

som det er at have mistet Peter, 

også er et wake up call for de andre 

på holdet. Det understreger i hvert 

fald, hvor vigtigt det er, at vi er 

opmærksomme på hinanden og er 

åbne om, hvordan vi har det. Og 

at vores tanker om at arbejde med 

spillernes forhold til stoffer gennem 

blandt andet stofedukation (viden 

om stoffers skadelige virkning, red.) 

er rigtig – også selvom ingen af dem 

pt. er aktive misbrugere, siger Janek 

Majewicz. 

tina.juul.rasmussen@mail.dk

Farligt at sove på gaden 

Vold fylder meget i de hjemløses liv, siger sociolog Serap Erkan fra projekt 

UDENFOR, der står bag en ny undersøgelse om vold mod hjemløse. Den viser 

bl.a., at udeliggere er hyppigere udsat for overgreb end andre hjemløse 

Af: Lisbeth Rindholt 

Foto: Lars Rievers 

Sidste år blev to mænd fængslet for 

vold mod en 25-årig hjemløs. De 

havde slået ham med en fyldt flaske, 

så den knustes mod hans hoved. 

Senere samme år blev en hjemløs fra 

Island smidt ud foran et tog på Nørreport 

station af en anden hjemløs. 

Til alt held landede han mellem skinnerne 

og blev ikke ramt af toget. Og 

i 2005 var en midaldrende mand fra 

herberget Sundholm på Amager udsat 

for grov vold af en bande unge fyre. 

Den hjemløse fik kraniebrud og døde 

to dage senere på hospitalet. 

De tre – og andre lignende 

– historier om vold mod hjemløse 

i bl.a. Danmark, USA og England 

er grunden til, at organisationen 

projekt UDENFOR for knap et år siden 

begyndte at undersøge omfanget af 

volden. Resultaterne foreligger nu i 

rapporten: Vold mod hjemløse. Hjemløses 

oplevelser af vold på gaden (2007). 

- Ingen har hidtil lavet rapporter 

eller statistikker over vold mod hjemløse. 

Derfor kan vi ikke med sikkerhed 

sige, om volden er et stigende 

problem i samfundet. Men de hjem- 

løse føler selv, at vold fylder rigtig 

meget i deres liv, siger sociolog 

Serap Erkan, der står bag rapporten. 

Hendes undersøgelse hviler netop på 

de hjemløses egne oplevelser af vold 

på gaden. 

Bliver tisset og spyttet på 

Serap Erkan har talt med i alt 50 

hjemløse, som projekt UDENFOR har 

kontakt til gennem deres gadeplansarbejdere 

og via Den Mobile Café, der 

hver dag bringer mad ud til hjemløse 

i København. 

Halvdelen af de adspurgte siger, 

at de har været udsat for vold, og 16 

hjemløse fortæller, at de er blevet 

overfaldet eller ydmyget, mens de lå 

ned eller sov på gaden. De er f.eks. 

blevet spyttet og tisset på eller 

fået nedladende bemærkninger og 

skældsord fra forbipasserende. 

- Alt tyder på, at udeliggerne er 

hyppigere ofre for vold end hjemløse, 

som aldrig sover udenfor. Det 

er farligt at sove på gaden, påpeger 

Serap Erkan og uddyber: - Hjemløse 

bliver ikke kun udsat for vold og 

overgreb fra fremmede mennesker. 

De er også ofte involveret i indbyrdes 

skænderier og slåskampe, der sommetider 

ender ulykkeligt. Volden kan 

udmærket opstå, fordi den hjemløse 

selv har provokeret nogen på gaden, 

men den kan også komme helt umotiveret, 

uden vedkommende har sagt 

eller gjort noget på forhånd. 

Ser ned på hjemløse 

Projekt UDENFORs rapport viser, at 

langt de fleste hjemløse, der har 

været udsat for vold og ydmygelser 

fra fremmede, husker gerningsmændene 

som unge fyre (20-25 

år). Fyrene er ofte tydeligt påvirket 

af stoffer og alkohol efter en tur 

i byen: ”I indre by (i København, 

red.) er det fulde mennesker, der 

overfalder hjemløse”, udtaler en af de 

adspurgte i undersøgelsen. ”Det er 

unge, flabede knægte på speed, som 

er helt oppe at køre”, siger en anden. 

At der er en sammenhæng mellem 

byliv, alkohol, stoffer og vold er 

ikke overraskende. Det konkluderer 

også andre rapporter om vold i 

Serap Erkan (billedet) er 28 år, 

uddannet sociolog og arbejder som 

informationsmedarbejder i projekt 

UDENFOR. Hun har tidligere været 

ansat i bl.a. sekretariatet i Rådet 

for Socialt Udsatte under Socialministeriet. 

Hendes rapport Vold mod hjemløse. 

Hjemløses oplevelser af vold på 

gaden kan downloades fra projekt 

UDENFORs hjemmeside: 

www.udenfor.dk eller bestilles på 

33 42 76 07. 

samfundet generelt. Det interessante 

for Serap Erkan og projekt 

UDENFOR er i højere grad, hvad man 

kan gøre for at reducere volden mod 

hjemløse. Derfor har de i undersøgelsen 

tilføjet et kapitel med de 

hjemløses egne anbefalinger til 

forebyggende arbejde på området. 

- Boliger til alle hjemløse! Sådan 

svarer de fleste på spørgsmålet om, 

hvordan vi undgår vold. Det ville helt 

sikkert også reducere tilfældene af 

overfald, hvis ingen sov direkte på 

gaden. Men en sådan totalløsning 

på boligproblemet kan vi nok ikke få 

igennem her og nu, påpeger Serap Erkan 

med et skævt smil og frem hæver 

en anden anbefaling, som er mere 

realisérbar i nær fremtid: 

- Vi skal have ”hjemløses livsvilkår” 

på dagsordenen igen. Der 

er grundlæggende en manglende 

forståelse for de hjemløses forhold, 

når nogen kan betragte dem 

som andenrangs borgere og dovne 

personer, som det f.eks. er i orden at 

sparke til og tisse på. De hjemløse 

er selv inde på, at de udsættes for 

vold, fordi samfundet bl.a. opfatter 

dem som mindreværdige. Måske kan 

oplysningskampagner åbne øjnene 

på dem, der ser ned på hjemløse, så 

gaden bliver et tryggere sted at være 

for alle, siger Serap Erkan. 

Lisbeth@rindholt.dk 

Voldsoffer Hærværk 

Stukket ned på Strøget 

En sommeraften i 2005 blev Hus Forbisælger 

Henrik Jensen stukket ned med 

kniv på Strøget i København. Han kendte 

ikke de to unge gerningsmænd 


Foto: Holger Henriksen 

- En ung fyr trak en kniv. Jeg gik 

ud som et lys og vågnede op på 

traumecentret på Rigshospitalet, 

fortæller Henrik Jensen (billedet), 

der er 40 år og hjemløs. 

Disse få data er stort set det eneste, 

som Henrik kan huske fra det 

voldelige overfald, han var udsat 

for en sen aften forrige sommer. 

Henrik og hans ven, Jan, havde 

været ude og sælge Hus Forbi 

hele dagen. De gik stilfærdigt og 

talte sammen hen over Rådhuspladsen, 

da de opdagede, at to 

unge fyre fulgte efter dem. Jan 

udvekslede et kort ord med en af 

fyrene, og i samme øjeblik de nåede 

til Strøget, blev Henrik skåret 

i halsen og ansigtet med en kniv. 

Jan fik bank og endte med to blå 

øjne og en brækket næse. De blev 

begge straks kørt på hospitalet, 

men var uden for livsfare. 

- Jeg har aldrig set de to fyre 

før, og jeg kan heller ikke huske, 

hvordan de så ud. Det gik bare så 

hurtigt, siger Henrik, der dog har 

en idé om, hvorfor netop han og 

Jan blev ofre for et umotiveret 

overfald: 

- Nogle mennesker kan bare 

ikke lide hjemløse. De skal have 

afløb for deres vrede, og så går 

det ud over tilfældige på gaden. 

Holder sig fra politiet 

Henrik bor til daglig sammen 

med sin kæreste på herberget i 

Hillerødgade, København. Både 

hun og Henrik har fra deres store 

bekendtskabskreds af hjemløse 

hørt om adskillige tilfælde af 

grov vold, trusler og ydmygelser, 

især mod gadehjemløse, der sover 

udenfor. 

Selv har Henrik ikke tidligere 

følt sig truet, men som Hus Forbisælger 

er han jævnligt udsat for, 

at forbipasserende kommer med 

barske kommentarer og prøver at 

provokere ham. 

- Folk kan finde på at sige: 

”Få et job, makker”, ”Find dig 

dog et sted at bo” eller ”Du er 

da ikke hjemløs”. Jeg ignorerer 

bare sådan nogle bemærkninger, 

så sker der som regel ikke noget, 

siger Henrik og smiler bredt. Man 

kan stadig ane nogle små, fine ar 

i ansigtet efter knivoverfaldet. 

Men hvad angår psykiske mén, 

synes han at være gået fri. 

- Jeg er ikke bange for at 

blive overfaldet igen. Selvom jeg 

måske har drukket snaps en aften 

og er gået under bordet, så sørger 

mine venner for at bringe mig sikkert 

hjem, fortæller Henrik, hvis 

bedste råd mod overfald netop er 

netværket med andre hjemløse. 

Og hvis man har en stor hund, 

skader det heller ikke, mener han 

og fortsætter: 

- At tage timer i f.eks. kampsport 

hjælper ikke en dyt. For det 

er jo også forbudt at forsvare sig 

selv. Du må kun ringe efter politiet 

og anmelde overfaldet. Det er 

der bare ikke særligt mange hjemløse, 

som gør, konstaterer Henrik 

og giver sit bud på, hvordan dét 

kan være: 

- Hjemløse har ofte en stor 

stak ubetalte togbøder. Mange 

af dem er desuden jævnligt i 

karambolage med politiet, så de 

gider ikke stå skoleret nede på 

stationen. Hvis man anmelder et 

overfald, risikerer man jo også, 

at gerningsmændene eller deres 

venner hævner sig. 

Selv ville Henrik dog have 

anmeldt sit voldelige overfald til 

politiet, hvis han ellers havde 

kunnet huske episoden og hvordan 

gerningsmændene så ud. 

Brosten mod natcafé 

For et par år siden var natcafeen Stengade 40 

i København udsat for groft hærværk. Det er 

stoppet nu. Men brugernes barnevogne bliver 

stadig brændt af 



I alle vinduer ud mod Stengade og 

rundt om hjørnet til Folkets Park 

sidder nu brudsikre ruder. Det er 

konsekvensen af mange måneders 

hærværk mod Kirkens Korshærs 

varmestue og natcafe i Stengade 40 

i efteråret 2003. Selvom hærværket 

ligger nogle år tilbage, husker afdelingsleder 

Alice Pedersen udmærket 

episoderne. 

- En lokal drengebande kastede 

tunge brosten ind mod vores 

vinduer, så glasset splintredes og 

flød ud over gulvet, hvor natcafeens 

brugere (30-35 personer pr. nat, 

red.) lå og sov, fortæller Alice og 

peger op mod vinduerne i soverummet. 

Ingen blev ramt af brostenene, 

men flere af brugerne holdt sig væk 

i en periode, fordi de ikke turde 

sove i cafeen. 

Hverken personalet eller brugerne 

i Stengade 40 så nogensinde 

gerningsmændenes ansigter. Men 

de havde en klar formodning om, 

at det var nogle af de samme unge 

mænd, som kunne finde på at kaste 

æg efter hjemløse eller skubbe 

dem ind i et af bålene i det grønne 

område, Folkets Park, på den anden 

side af gaden. 

Sure naboer står bag 

Flere af natcafeens brugere har 

barnevogne med personlige ejendele, 

mad, soveudstyr osv. Dem må 

de ikke have med ind i cafeen, og 

derfor bliver vognene ofte parkeret 

ude på fortovet eller ’gemt af vejen’ 

i nærliggende buskadser. Men det er 

langt fra altid, at barnevognene får 

lov at være i fred. 

- Vi oplever stadig, at barnevogne 

bliver rippet eller at nogen 

sætter ild til dem. Det er sandsynligvis 

unge, utilpassede 2.generationsindvandrere 

eller sure naboer, 

som står bag hærværket, fortæller 

Alice og tilføjer: 

- Men nogen gange lader brugerne 

også deres barnevogne stå ude 

på gaden i 14 dage i træk. De skal 

huske at passe godt på deres ting! 

For at skabe bedre naboforhold 

og støtte op om indsatsen for de 

utilpassede unge på indre Nørrebro, 

deltager Stengade 40 aktivt i netværket 

Ungeforum. Forumet består 

af private og offentlige institutioner, 

skoler, beboere, politi osv. 

på Nørrebro. Herigennem forsøger 

varmestuen at udbrede et større 

kendskab til hjemløses livsvilkår til 

de lokale unge. Og de seneste års 

fredeligere forhold tyder på, at det 

er lykkedes. 

lisbeth@rindholt.dk 

4 hus forbi · nr. 59 · april 2007 hus forbi · nr. 59 · april 2007 5 

Kirkens 

Korshærs 

varmestue i 

Stengade 40 

på Nørrebro 

i København 

har været 

udsat for 

hærværk og 

brugerne for 

chikane

Tæv en hjemløs 

Teenagere står bag overfald og mord på hjemløse i USA 

Af Pelle Voigt 

August Felix. Det er et 

USA flot navn. Det betyder 

den ophøjede og lykkelige. Men 

August var en hjemløs 54-årig mand 

fra byen Orlando i Florida i USA. I 

marts blev han tævet ihjel af fem 

teenagere. Den yngste var 13 år, den 

ældste var 16. 

- Hvorfor slog I August ihjel, 

spurgte politiet. 

- For sjov, svarede de: ”For 

sports”. 

Drabet på August Felix er ikke et 

enkelt, isoleret tilfælde. Senere på 

måneden skød en 15-årig dreng den 

Strandet på 

krisecenter 

Tiden på krisecenteret 

snegler sig af 

sted for Helle og 

hendes yngste søn. 

De frygter, at Helles 

ekskæreste finder 

dem – og med god 

grund viser det sig 

Af Marisa Matarese 

Foto: Andreas Hansen 

Klokken er halv et om formiddagen, 

da Helle stikker hovedet ud af krisecentrets 

vindue. 

- Jeg kommer lige ned og åbner, 

siger hun og springer ned ad betontrapperne 

og åbner døren med 

morgenhåret ud til alle sider. 

- Jeg har ikke været i bad eller 

noget. Vi er lige stået op, mig og 

den yngste, siger hun. De to ældste 

drenge deler et værelse, mens Helle 

og den yngste har en lille stue og 

et lille soveværelse ovre på den 

anden side af gangen. Den ældste 

er begyndt at arbejde igen, og den 

midterste har taget toget til sin 

gamle skole. Det gør han hver dag. 

Den yngste på syv år er den ene- 

21-årige Braymond Harris i Detroit. 

Han forklarede politiet, at han og 

hans kammerater bare ”ville tæve en 

bums.” 

Antallet af overfald, voldtægter 

og drab på hjemløse i USA, er 

steget drastisk fra forrige år til 

i år. Det viser årsrapporten Hate, 

Violence and Death on Main Street 

USA. Rapporten udgives hvert år af 

den Nationale Koalition for Hjemløse 

(NCH), en organisation, der kæmper 

for de hjemløses rettigheder i alle 

amerikanske stater. 

Forrige år blev 13 amerikanske 

ste, der er hjemme med moren. Han 

sidder i underbukser i storebrorens 

seng og ser video, mens han spiser 

sin vaffelis til morgenmad. 

- Han spurgte i morges: ”Hvad 

skal vi i dag, mor”. Jeg svarede: ”Vi 

ikke skal noget”. Vi laver nemlig ikke 

en skid. Jeg kan ikke gå i byen med 

ham, fordi hans far er blevet løsladt, 

og jeg kan heller ikke efterlade ham 

her alene for at gå ned på gaden, 

fortæller Helle. 

Kan ikke komme i skole 

Deres frihed er blevet begrænset, 

efter Peter blev løsladt. Og siden 

Helle kom på krisecentret i starten 

af februar, har den yngste ikke 

været i skole, for han kan ikke selv 

tage toget til den kommune, hvor 

skolen ligger, og hvor Peter angiveligt 

også bor. 

- Efter den mindste fik at vide, 

at hans far var kommet ud, garderer 

han sig med legetøjsvåben og 

tør ikke gå ud, fortæller Helle og 

fortsætter: 

- Han keder sig også. Der er intet 

for børn på et krisecenter. Når han 

kigger ud af vinduet, kigger han ned 

på en stor legeplads med børn, men 

han kan ikke selv komme ud og lege. 

På væggen ved siden af sengen 

hænger et A4-papir. Det er den 

ældstes søns fødselsdagsgave fra 

Helle: ”1.000 kroner til tøj, som kan 

indløses på værelset ved siden af 

hjemløse dræbt og 73 såret efter 

overfald. Sidste år blev 20 dræbt og 

122 såret. Det er en stigning i antal 

overfald på 65 procent. Stigningen i 

de sidste fem år er på 170 procent. 

Overfaldene omfatter tæsk, knivstik, 

ildspåsættelse og voldtægt. 

Særligt skræmmende ved det 

voksende antal overfald er, at de 

mere og mere begås af helt unge 

mennesker. 62 procent af overfaldsmændene 

var fra 13-19 år. 84 

procent af de dømte er unge mellem 

13-25 år. 

NCHs årsrapporter har ført til, 

I sidste nummer af Hus Forbi fortalte vi i artiklen På flugt 

fra volden om Helle og hendes tre børn, som lever med 

frygten for at Peter, Helles ekskæreste og far til hendes 

yngste søn, finder dem og slår dem ihjel. 

Samtidig med at Peter kom ud af fængslet, udløb lejekontrakten 

på deres lejlighed. Helle og børnene endte på 

krisecenter den 4. februar, langt fra skole og venner. 

den første marts”. Sikkerheden har 

ifølge vicekommunaldirektøren i 

kommunen været afgørende for kommunens 

valg om at sende familien 

på krisecenter i en anden kommune. 

- Jeg kender ikke sagen i detaljer, 

men er orienteret om den. Jeg 

ved, at kommunen valgte at sende 

hende på krisecenter, fordi hendes 

eksmand er voldelig og en trussel 

mod hende og børnene. Derfor 

sendte vi dem på et krisecenter for 

ikke at risikere, at der skete hende 

eller børnene noget, siger vicekommunaldirektøren. 

Han kan ikke udtale sig om, 

hvilke overvejelser kommunen har 

gjort sig om børnenes skole. Han 

gentager, at hensynet til at skaffe 

et sikkert sted, har været prioriteret 

højest: 

- Først og fremmest har vi sikret 

os, at det var et forsvarligt tilbud, 

vi gav dem. 

Han indrømmer, at beslutningen 

om, hvor Helle og børnene skulle 

flytte hen, da deres lejekontrakt 

udløb, kom – ikke blot i 11. time 

– men ”20 minutter i 12”. Han 

begrunder den sene sagsbehandling 

således: 

- Jeg vil ikke afvise, at vores 

flytning (pga. kommunesammenlægning, 

red.) omkring jul og nytår kan 

have haft betydning for sagen. Vi 

’boede’ jo i papkasser. 

Han mener, at flytningen taget 

at en række amerikanske stater har 

indført skrappere straffe overfor 

overgreb mod mennesker, der er 

udstødte eller forfulgte. Men NCH 

påpeger i sine rapporter, at det voksende 

antal overgreb mod hjemløse 

ofte kommer, når myndighederne 

prøver at begrænse den synlige 

hjemløshed ved at kriminalisere de 

hjemløse med politi og lovindgreb. 

Når myndighederne på den måde 

er med til at umenneskeliggøre de 

hjemløse, kaster de benzin på bålet. 

pelle-voigt@mail.dk 

i betragtning, har kommunen klaret 

sagen tilfredsstillende. 

Han fandt dem 

Der er ingen tegn på, at Helles børn 

kommer tættere på deres skole og 

arbejde inden for den næste måned. 

Kommunen havde ellers planlagt, 

at Helle og børnene skulle bo i et 

rækkehus, men ifølge politiet er det 

ikke et sikkert sted for familien, så 

længe ekskæresten er på fri fod. 

Samme dag som Hus Forbi talte 

med vicekommunaldirektøren, tilbød 

kommunen Helle en tre-værelses 

lejlighed pr. 15. april. Om hun kan 

flytte ind i lejligheden afhænger af, 

hvorledes politiet vurderer truslen 

fra Peter. 

Men få dage efter, at Helles 

venner og familie fortalte, at Peter 

ledte efter hende, dukkede han op 

uden for krisecentret. Hun har nu 

fået en ny overfaldsalarm, og indtil 

videre er det mest sikkert for hende 

og børnene at opholde sig på krisecentret. 

Hvor længe, de skal det, 

ved de ikke. 

Helle har valgt at være anonym, 

men hendes identitet er redaktionen 

bekendt. Hendes børns og vicekommunaldirektørens 

navne er af samme 

grund udeladt. Helle og Peter er 

opdigtede navne. 

marisa.matarese@gmail.com 

Viggos univers 

En hverdag som alle andre 

En hverdag som alle andre. Det 

lyder unægtelig lidt trist, afhængig 

af hvordan ens hverdag ellers er. 

I mit univers er en tur på biblioteket 

ikke særlig ophidsende – men det 

er den verden, der materialiserer sig 

omkring den til gengæld. 

Jeg steg på bussen for at lade 

mig fragte ind til biblioteket i 

Odense, da jeg får øje på Olav, en 

ældre herre der bor i nærheden. Han 

er talebesværet, fordi hans hørelse 

siden barndommen har været særdeles 

ringe. Højt siger jeg: ”Hej Olav” 

– ingen reaktion. Endnu højere: ”Hej 

Olav” – ingen reaktion, så efter at 

have pådraget mig hele bussens 

opmærksomhed, nøjes jeg med at 

prikke ham på skulderen. Reaktion. 

Hans skæggede ansigt flækker i et 

grin, og han begynder febrilsk at 

rode i sine lommer. Først finder han 

den ene halvdel af sin hørelse, så 

den anden; de gode gamle høreapparater, 

der giver ham en smule 

flyveører, og som får ham til at se, 

omend mere gavtyveagtig ud. Med 

behersket stemmeføring siger jeg: 

”Hej Olav, hvordan står det til”. Det 

går udmærket, fortæller han. Han 

er på vej for at besøge sin mor på 

plejehjemmet, og jeg må meget 

undskylde, at han sådan havde lagt 

hørelsen i lommen, men han kunne 

ikke udholde at høre på de gamle 

kællinger bagerst i bussen (Olav er 

73). 

Efter at have udvekslet sladder 

fra gaden, når vi terminalen. På 

biblioteket tømmer jeg min gule Hus 

Forbi-sælgertaske for bøger – for 

sent, og jeg må betale en klækkelig 

bøde. Erfaringsmæssigt ved jeg at 

hverken kontanthjælpsloft, sygdom 

eller bedende hundeøjne kan 

blødgøre en spidsnæset bibliotekar 

med knude i nakken. Jeg må altså 

i banken, hvis jeg skal gøre lidt 

indkøb på hjemvejen. 

På vej gennem Kongens Have 

møder jeg en tigger, der når at 

lire sit: ”Undskyld, de kunne vel ikke 

undvære en skilling til et måltid 

mad” af, inden han genkender mig. 

Jeg har set ham tigge i både København, 

Århus og her i Odense, og jeg 

mindes også, hvor ubehagelig han 

blev, da jeg sagde han kunne gå ned 

på Herberget og blive registreret 

som Hus Forbi-sælger, så efter at 

have sendt mig onde øjne går han 

videre på ydmygelsens vej. 

Efter en kort enetale med min 

bankautomat, lægger jeg vejen 

omkring Kirkens Korshærs varmestue 

for at få mig en kop kaffe. 

Her møder jeg selvfølgelig et par 

gamle bekendte. Den ene, som jeg 

har boet på forsorgshjem sammen 

med, har ikke alene fået bolig, 

men også fået arbejde, så nu er der 

’bare’ alt nusseriet med at komme 

ud af kontanthjælpssystemet. Den 

anden er stadigvæk hjemløs, men 

har ikke mistet håbet. Vi sludre over 

kaffen, mest om hvordan det går de 

forskellige, vi kender fra gaden – en 

samtale der nok ville ryste ’almindelige’ 

mennesker. Vi er såmænd også 

almindelige, blot kender vi livet på 

den anden side af det gode samfunds 

plankeværk. 

Jeg når lige at sige ”hej” til 

gadepræsten, der inviterer på 

varm mad, gudstjeneste og aftenkaffe 

med blødt brød på onsdag. 

Tilbage på busterminalen skal jeg 

have fat i nogle gratisaviser. Her 

sidder også kendte ansigter fra 

gaden. Her blandt pendlere og andet 

godtfolk har de, på trods af vagter, 

deres værested, deres netværk. 

Efter lidt spredt hilsen går jeg 

ned til busserne. Atter bliver jeg 

mødt af en tigger, hende kender jeg 

også. At hun ikke genkender mig, 

skyldes nok vanskeligheden med at 

fokuserer. Dog, på rygraden får hun 

sagt det samme som altid, nemlig 

at hendes kæreste har smidt hende 

ud, og om jeg ikke kan hjælpe hende 

med lidt penge, så hun kan tage 

toget hjem til sin mor i Middelfart. 

Jeg beklager og tænker på, hvor 

ofte hendes mor dog flytter, sidst 

hun var smidt ud boede hendes mor 

i Nyborg og forrige gang i Stige. 

Ak ja, med uforurettet sag og 

bærende på en pose guldøl, drager 

hun videre. 

Jeg må også videre og stiger på 

bussen. Helt fremme sidder en 

pige på ca. 14 år, alene. Hendes 

læber sitrer, og hendes store øjne 

stirrer på ingenting, mens sagte 

tårer løber ned af hendes kinder. 

Gud, hvor føler jeg mig dårlig, jeg 

kan jo se hvor ked af det hun er, jeg 

vil gerne trøste – nej jeg er sat til 

vægs, hun har nok sat sig alene for 

at være alene med det, hun nu er 

ked af. Det kan være kærestesorg, 

det kan være dødsfald, det kan være 

så meget, jeg håber inderligt, hun er 

på vej hjem til en sød varm familie, 

der kan holde om hende og sige 

trøstende ord. Kvoten af indtryk og 

oplevelser på denne tur til biblioteket 

er brugt. 

Hov, jeg glemte at købe ind. 

Af Steen Viggo 

steenviggo@galnet.dk 

6 hus forbi · nr. 59 · april 2007 hus forbi · nr. 59 · april 2007 7

Tigger 

undercover 

Af Rasmus Wiin Larsen 

Foto: Lars Rievers 

For at få svar på ovenstående 

spørgsmål sætter jeg mig en tilfældig 

råkold tirsdag for i nogle timer 

at leve som tiggende hjemløs. Jeg 

ønsker ikke at afklæde samfundets 

brister. Mit ærinde er blot at give 

læseren et indblik i, hvordan livet 

som hjemløs tigger i København 

anno 2007 tager sig ud. 

Før jeg drager ind mod byen for 

at se, hvor gavmilde Københavns 

borgere i virkeligheden er, må jeg 

gøre lidt for at få mig selv til at 

ligne én, der vitterligt trænger til 

en skilling for at kunne få stillet 

den værste sult. 

Og for at gøre de forbipasserende 

opmærksomme på det faktum, 

at jeg ikke bare sidder og glaner for 

sjov, udfærdiger jeg et undseligt 

papskilt. Teksten ”jeg er sulten,” 

har for mig altid fremstået som den 

fineste af de hjemløses appeller til 

de forbipasserende. Det er ikke en 

eksplicit bøn om hjælp, men tværtimod 

et nøgent faktum serveret 

blottet for unødig snak. Det taler 

til humanisten i de forbipasserende 

og overlader lidt til deres intellekt. 

At den sultende godt kunne bruge 

lidt penge til mad og drikke, må de 

Kaster de forbipasserende smil og 

småmønter efter én i lange baner, 

eller mødes man af hånlige blikke 

og ligegyldige skuldertræk, når man 

driver den af som hjemløs tigger på 

Strøget i København? 

jo selv tænke sig til. Ergo nedfælder 

jeg teksten ”jeg er sulten” på 

mit lille skilt, og for første gang 

nogensinde kommer mine ulæselige 

kragetæer mig til gode. Den dekorerede 

paplas ender faktisk med at se 

helt autentisk ud. 

Mit hjerte banker 

Jeg er næsten parat til at tage af 

sted, men uden for vinduet hænger 

de mørke skyer tungt over Amager 

og holder mig inden døre lidt endnu. 

Det er virkelig en dårlig dag, jeg har 

valgt at være hjemløs på, og det 

synes mere fornuftigt at blive på 

det lune kollegieværelse. 

Efter modne overvejelser og et 

par Gyldne damer trækker jeg dog i 

en uformelig sort hue, et par havarerede 

sportstrøjer, en udvasket og 

lidt stumpet hættetrøje, gamle grå 

lærredsbukser og hullede kondisko. 

Lige inden jeg drager ind mod 

staden, vasker jeg mig hurtigt i 

ansigtet, da jeg har lagt mærke til, 

at de velsoignerede hjemløse har 

lettest ved at overbevise folk om 

det formålstjenstlige i at skænke 

dem en lille mønt. 

På trods af øllenes beroligende 

effekt cykler jeg med bankende 

hjerte ind over Langebro med min 

fars gamle sovepose på bagagebæreren. 

Ved Rådhuspladsen skiller jeg 

mig af med min cykel og sjokker i 

visheden om mit lidet flatterende 

ydre ned ad Strøget. 

Føler mig ydmyget 

På en bænk foran Helligåndskirken 

sætter jeg mig og åbner en bajer. 

Bare tanken om at sætte mig på 

gaden og tigge, får mig til instinktivt 

at kigge ned. Om man gør det 

for at få penge til sin overlevelse 

eller for at få en historie med hjem, 

vækker måske den samme følelse af 

ydmygelse – om end min ikke er forbundet 

med visheden om, at jeg er 

fuldstændig afhængig af tilfældige 

medborgeres forgodtbefindende. 

På trods af den instinktive modstand 

lægger jeg mit lille skilt samt 

min studenterhue frem. Signalet 

om at dette er, hvor den har bragt 

mig, og at den tjener mig bedst ved 

at fungere som indsamlingsbøsse, 

må da have en vis signalværdi, der 

kunne tænkes at tale til ungdommen. 

For ikke at snyde de hjemløse 

for penge, der tilkommer dem, har 

jeg bevidst valgt at sætte mig lidt 

længere nede af Strøget, end de 

normalt holder til. Jeg er jo ikke ude 

på at støde nogen. 

Ved siden af mig sidder dog en 

nydelig ældre herre og spiller violin. 

Hans pengekasse står lidt tættere 

på de forbipasserende end min, og 

det er uvist, om det er grunden til, 

at han får alle de penge, der ligeså 

vel kunne være havnet i min hue. Da 

jeg i et stykke tid har siddet bøjet 

forover i den silende regn og kigget 

ufravendt mod mine fødder henvender 

han sig til mig og siger: 

- it´s not good for you. It´s 

raining. 

Han gør mig opmærksom på, at 

han spiller og derfor har en fordel 

i forhold til mig. Han gør det på 

en venlig måde og er blot ude på 

at hjælpe. Samtidig sidder jeg og 

drikker af mine dåseøl. Det er ikke 

noget godt salgstrick, påpeger han. 

Jeg gemmer øllene væk, men lige 

meget hjælper det. Ikke én mønt 

havner i min hue. 

En pige passerer mig og koncentrerer 

sig tydeligvis om at se ufravendt 

fremad. Det at være tigger 

er et hverv som alt andet. Man skal 

virkelig vise, at man brænder for 

det. Man skal stråle af livsglæde, og 

man skal for alt i verden ikke drikke 

på jobbet. Bajere det går bare ikke. 

Man skal vise, at man virkelig vil det 

her erhverv. Man skal være seriøs. 

Seriøs tigger. 

Jeg begynder så småt at spekulere 

i, hvilken taktik man skal 

bruge. Nu har jeg i en rum siddet 

og kigget undseligt ned uden videre 

held. Måske skulle man smile til de 

forbipasserende. Vise at man nyder 

livet. Måske. 

Violinisten går, og vejen er banet 

for mig. Det gør ingen forskel. Folk 

passerer mig blot uden at værdige 

mig mange blikke. Efter et stykke 

tid, rykker jeg over på den anden 

side af gaden med mine plastikposer 

med ejendele, min hue og mit skilt. 

Intet ændres. 

De undgår mit blik 

Det har regnet i et stykke tid. Gaden 

glinser af vand og afstanden mellem 

menneskene, der passerer, er blevet 

større. Lygterne kaster et hvidt lys 

ned mellem de varme gule bygninger. 

Men ingen har givet mig nogen 

penge. Ikke én. 

Jeg har set trængende ud, glad 

ud, opfordrende, ulykkelig. Intet har 

virket indtil videre. Det er svært at 

se, hvad de vil have. 

Man vænner sig til at sidde her. 

Jeg føler det ikke længere er pinligt. 

Lidt skuffende måske. Virkelig 

mange mennesker har passeret mig 

nu, flere hundrede efterhånden, og 

ikke én har givet en krone. Nok kan 

min udklædning være dårlig, men i 

det mindste én af dem må da være 

for dum til at regne den ud. Jo mere 

menneskeligt jeg forsøger at se de 

forbipasserende i øjnene, jo mere 

stift stirrer de lige frem. En kvinde 

åbner sin taske, som hun nærmer 

sig, jeg håber lidt. Men hun passerer, 

lukker tasken og siger noget til 

fyren ved sin side. 

Violinisten er netop vendt tilbage. 

Han står og taler med fyren, som 

netop har sat sig på den anden side 

af gaden med sin harmonika. Han 

anbefaler mig igen at finde et sted 

uden så stor konkurrence – måske 

hundrede meter oppe af gaden. Jeg 

Rasmus Wiin Larsen på sit lune kollegieværelse på Grønjordskollegiet, der virker som stor luksus 

efter nogle timer som hjemløs tigger på Strøget og Københavns Hovedbanegård. 

har siddet her alt for længe ’gratis’. 

Jeg tror faktisk, han forsøger at 

hjælpe mig. 

Jeg opgiver Strøget og smutter 

ind på Hovedbanegården. Det er mig 

magtpåliggende at få ladet vandet. 

Jeg går ned på toilettet. I båsen 

ved siden af sidder en fyr og hoster. 

Han brækker sig, lyder det som om. 

Han har det ikke så godt. Udenfor 

råber en eller anden og spørger, om 

han er ok. Varmen i mine fingre er 

ved at vende tilbage efter de små to 

timer ude i kulden. Fyren inde ved 

siden af brækker sig stadig. I lange 

seje stød brækker han sig. Det hele 

sejler i bræk. Inde ved siden 

af sejler det hele i bræk. 

Endelig får jeg to kroner 

Jeg går igen ovenpå og stiller 

mig hen i nærheden af hovedindgangen. 

Her stopper jeg 

tilfældige passerende og spørger, 

om de kan undvære lidt småpenge. 

De første mange undskylder sig blot 

vagt, men pludselig stopper en ung 

pige op. Hun roder længe sin taske 

igennem. Leder mellem CD’er og 

Ipod. Endelig finder hun sin pung og 

stikker hånden i den. Da hun tager 

hånden frem igen, ser hun næsten 

undskyldende på mig, siger: 

- Det er godt nok ikke meget, 

men…, og giver mig to kroner i 

hånden. 

Det er rørende og samtidig noget 

af det mest ubehagelige, jeg har 

oplevet. Jeg har lyst til at køre hjem 

og gemme mig væk, men bliver. Da 

jeg igen begynder at tænke på at 

tage hjem, kommer en overvægtig 

fyr med langt rødt hår ind til mig og 

siger: Jeg kan da godt forstå, vi ikke 

får nogen udenfor, når du står her, 

og tager dem alle sammen. Er du 

virkelig en rigtig hjemløs?” 

Jeg må svare nej. Stikker ham 

den sjat penge, jeg har fået tigget 

mig til på Hovedbanen, får en 

hyggelig snak og cykler hjem til 

værelset på Amager. 

Artikel er skrevet som opgave til 

retorik på Københavns Universitet. 

Opgaven skulle have præg af new 

journalism og kan derfor synes 

opdigtet. De faktiske begivenheder 

er imidlertid ikke opdigtede, men 

fandt sted fandt sted tirsdag den 21. 

februar 2007. 

rasmuswiinlarsen@hotmail.com 

Dansk lovgivning 

om tiggeri: 

Straffelovens § 197: Den, 

der imod politiets advarsel 

gør sig skyldig i betleri 

(tiggeri red.), eller som tillader, 

at nogen under 18 år, 

der hører til hans husstand, 

betler, straffes med fængsel 

indtil 6 måneder. Under 

formildende omstændigheder 

kan straffen bortfalde. 

Advarsel efter denne 

bestemmelse har gyldighed 

for 5 år. 

Bestemmelsen er foreslået 

ophævet, den bruges ikke og 

forudsætter en advarsel fra 

politiet, før den kan bruges. 

Advokat Henrik Thorstholm på 

www.ret-raad.dk 

Politivedtægten er i praksis 

mere relevant. Ifølge den 

kan tiggeri straffes med 

bøde. 


Nogle børn mistrives så meget under den lange ventetid på de danske asylcentre, at de bliver psykisk syge. På billedet ses 7-årige Arfonit Shala, der har boet i Danmark siden 2000. I baggrunden 

ses hans storesøster Ariana på 19. Billedet er taget i april sidste år på Asylcentret Kongelunden. 

Det minder om apartheid 

Danmark driver sundhedsskadelig virksomhed 

over for børn i asylcentrene. Vi svigter 

dem ved at byde dem forhold, de bliver syge 

af, mener to børnepsykiatere 

Af Tine Sejbæk 

- Der er en gradsforskel i den 

måde, man behandler asylsøgere 

og danskere på – en forskel, som 

får én til at tænke på apartheid i 

Sydafrika. Jeg ved ikke, hvad jeg 

ellers skal sammenligne det med, 

siger børnepsykiater Peer Jansson 

med henvisning til, at asylansøgere 

er en gruppe, der bliver afskåret fra 

samme retsforhold som andre. 

Han har arbejdet med børn i 

asylcenteret i Kongelunden ved 

København siden 2004. Her har han 

mødt børn med alvorlige, psykotiske 

symptomer. Ifølge Peer Jansson ser 

børnene ofte ikke meget til verden 

udenfor centeret. De oplever, at 

folk omkring dem, inklusive deres 

forældre, har det dårligt. Forældrene 

må ikke arbejde, og mange, der har 

fået afslag på asyl, må ikke selv 

lave mad, men skal hente mad i en 

kantine tre gange dagligt. 

Dét, der har gjort mest indtryk 

på Peer Jansson, er asylbørnenes 

skæbnefælleskab med forældrene. 

Det er umuligt at adskille forældrenes 

situation fra børnenes. 

- Forældrenes dårlige trivsel 

får nogle gange stærke udtryk. Og 

det gør stort indtryk på børn at se 

forældre, der føler deres eksistens 

truet, gå op i limningen. Mange 

asylbørn påtager sig et kæmpe ansvar 

for at passe på forældrene. Hvis 

en far overvejer selvmord, kan det 

være sådan, at når han skal ud og 

tisse, står hans lille søn hver gang 

og venter udenfor, fortæller han. 

Medicin virker ikke 

Et problem ved asylbørnenes 

usikre livsvilkår er bl.a., at man kan 

risikere, at den medicin, et barn 

med psykotiske symptomer får, ikke 

virker under de usikre livsvilkår. 

Medicinens fulde effekt opnås ofte 

først, når barnets liv er mere stabilt. 

Men som læge kan man ikke hjælpe 

en asylfamilie til en bedre livssituation. 

- En dansk familie har i teorien 

nogle handlemuligheder og kan 

f.eks. forsøge at finde et bedre sted 

at bo. Men asylsøgerne sidder bare 

og venter, mens de går mere eller 

mindre i opløsning, siger Peer Jansson, 

der både har behandlet børn 

fra familier, der har fået afslag og 

nogle, der stadig venter. 

- Opholdstilladelse står naturligt 

nok som en ledestjerne. En far, der 

havde ventet i nogle år, sagde til 

mig: ”Jeg er snart ligeglad, om jeg 

får ophold eller ej. Bare det bliver 

afgjort. Men jeg vil ikke under 

nogen omstændigheder tilbage til 

mit hjemland – der bliver jeg slået 

ihjel”. Det er et udtryk for, hvor 

belastende den lange ventetid er. 

Som børnepsykiater arbejder 

Peer Jansson normalt med børn, der 

har haft alvorlige symptomer, siden 

de var småbørn. Sådan er det ikke 

med asylbørnene. 

- Det tyder på, at deres problemer 

har at gøre med det pres, de og 

deres familier lever under, siger Peer 

Jansson. 

Sus Foldager er privatpraktiserende 

børnepsykiater i Slagelse og 

har kendskab til forholdene fra Peer 

Jansson og andre børnepsykiatere. 

Sammen med Peer Jansson føler hun 

sig forpligtet til at gøre opmærksom 

på, at Danmark driver ”sundhedsskadelig 

virksomhed” over for en 

bestemt befolkningsgruppe; asylsøgerne 

og ikke mindst deres børn. 

- Hvis danskere oplever noget 

overvældende som f.eks. Tsunamien, 

er der forståelse for, at de har brug 

for særlig hjælp. Det, man gør over 

for traumatiserede asylsøgere, er i 

stedet for at udsætte dem for endnu 

flere belastende forhold, siger Sus 

Foldager. 

Og Peer Jansson supplerer: 

Arkivfoto: Scanpix 

- Flere af de voksne siger til mig: 

”Jeg havde ikke dårlige nerver, inden vi 

flygtede – det er kommet senere”. 

Vækkes af mareridt 

De to læger mener f.eks., at man kan 

bedre situationen for asylansøgere og 

deres børn ved at tilbyde dem en bolig, 

hvor de ikke skal bo op og ned ad andre 

traumatiserede. Så vil de heller ikke 

opleve politiet komme om natten og 

tage andre familier med sig. 

- De fleste børn på asylcentrene 

ved, at politiet – når folk skal sendes 

hjem med tvang – kommer uventet om 

natten. Det er ikke særligt befordrende 

for deres nattesøvn, forklarer Sus 

Foldager. 

Ofte bor hele familien i ét rum. Det 

betyder, at mange vækker hinanden 

med mareridt. 

- Og man bliver syg, hvis man 

aldrig får sovet ordentligt, siger Peer 

Jansson. 

De mener også, at det skal være 

læger, der afgør, om asylansøgere kan 

komme til speciallæge. 

Jeg havde ikke 

dårlige nerver, 

inden vi flygtede 

– det er kommet 

senere 

- I dag ligger den endelige afgørelse, 

efter de første tre behandlinger, 

hos en jurist i Udlændingeservice. Det 

er absurd, at en jurist afgør, om et 

barn kan få børnepsykiatrisk hjælp, siger 

Peer Jansson, der ikke mener nogen 

er tjent med at asylansøgerne og deres 

børn bliver mentalt ødelagt, mens de 

opholder sig i landet. 

- Men skal de så ikke bare tage 

hjem? Mange bliver her jo, efter de har 

fået afslag? 

- Når de har det så elendigt og alligevel 

ikke tager hjem, så må de virkelig 

være truede. Jeg tror ikke, at mange af 

os ville sidde i årevis på et asylcenter, 

hvis vi ikke havde en rigtig god grund 

til det, siger Sus Foldager. 

De to læger mener, at man bør 

tage konsekvensen af den ulykkelige 

situation og give asylsøgere, der har 

opholdt sig i Danmark i mere end to 

år, og som ikke kan sendes hjem (FN 

mener pt ikke, det er sikkert at sende 

f.eks. romaer (Kosovo) og irakere fra 

det sydlige og centrale Irak hjem, 

red.), midlertidig opholdstilladelse. Så 

den daglige usikkerhed bliver mindsket. 

I stedet for som nu at kræve, at de 

afviste skal møde op to gange om ugen 

hos politiet – der skal overtale dem til 

at tage hjem. 

Følger ikke lægers råd 

Nogle gange sker det, at en familie, 

hvor et barn skal til at undersøges 

børnepsykiatrisk, bliver sendt hjem 

med tvang. Det gjaldt for den første 

familie, Peer Jansson skulle behandle i 

asylcentret Kongelunden på Amager. 

- Barnet skulle indlægges. Det var 

helt galt fat, og barnet var en umulig 

opgave for moren. Alt var klappet og 

klart – nu skulle man finde ud af, hvad 

der var galt. Men så blev familien sendt 

hjem med tvang. 

Et andet eksempel er en bosnisk 

mor med anoreksi, der skulle sendes 

hjem med tvang. Hun var så svag, 

at selve turen måske kunne være 

helbredstruende. Hun skulle ind til 

undersøgelse hos en overlæge på 

Rigshospitalet en bestemt eftermiddag. 

Men blev sendt ud af landet dagen før. 

Lægen ringede og bad myndighederne 

vente. Men de sendte kvinden afsted 

alligevel. 

- Den måde at behandle mennesker 

på er så forskellig fra, hvad vi som 

læger plejer at opleve. Normalt er der 

en vis respekt for lægelige erklæringer. 

Det er sjældent, at man ikke følger en 

læges anbefaling. Men når det gælder 

asylsøgere, er det anderledes, siger 

Peer Jansson. 

Foto: : Lisbeth Johansen 

tine.seibaek@mail.dk 

Børnepsykiater Sus Foldager 

og Peer Jansson føler sig forpligtet 

til at gøre opmærksom 

på, at Danmark driver ”sundhedsskadelig 

virksomhed” over 

for asylsøgerne og ikke mindst 

deres børn. 

Barn på et asylcenter: 

Drengen vågner midt om natten med 

et skrig. Det gør han flere gange hver 

nat. Hans forældre vågner af skrigene, der 

minder faderen om sit eget fængselsophold 

og skrigene fra tortur. Han må overlade det til 

moderen at trøste drengen. 

De bor på det samme Røde Kors Asylcenter 

på 3. år. Inden da har de boet på forskellige 

centre, siden de kom til Danmark for fem år siden. De flygtede 

fra Irak. Drengen lider af udtalte angstproblemer og ser syner. 

Han ser nogle gange et dyr med horn. Hver gang forældrene 

modtager en rudekuvert, bliver drengen hidsig og meget bekymret 

for, hvad der så skal ske. Drengen vil helst ikke i skole og 

prøver at undgå andre børn. Når han leger med nogen, ender 

det hurtigt i konflikt. Han går oftest i sin egen verden. Ind imellem 

ser det ud til, at han ikke kan kende sin egen mor. Andre 

gange prøver han at passe på moren. 

En dag, hvor familien laver mad i centerets køkken sammen 

med andre familier, truer en voksen fra en anden familie med 

at begå selvmord. Drengen holder sig for begge ører, græder og 

løber væk. 

Drengen havde ikke psykiske vanskeligheder, før familien 

flygtede, men nu bliver han mere og mere indelukket. Han har 

fået det bedre, efter han er begyndt på antipsykotisk medicin, 

men han er stadig angst og ser syner. 

Eksemplet er en anonymiseret case beskrevet af børnepsykiater 

Peer Jansson, der har arbejdet med asylbørn med psykiske problemer 

i asylcentret Kongelunden i København siden 2004. 

Her venter de: 

Ud af de 1.900 asylansøgere, der pt befinder sig i Danmark, har 

1.200 fået afslag. Ca. 250 har været i landet i kort tid, og man 

undersøger pt, om de har søgt asyl andetsteds først. Desuden 

er ca. 400 ved at få behandlet deres sag. De bor primært på 

opholdscentre i Brovst, Hanstholm og Jelling. De afviste bor 

primært på Sjælland i Kongelunden (Amager), Sandholmlejren 

(Birkerød) eller Avnstrup (v. Roskilde). 

En gruppe borgere, der kalder sig Amnesti Nu, har startet en 

indsamling af underskrifter til fordel for afviste asylansøgere. 

De ønsker som en engangsforteelse – at der bliver givet opholdstilladelse 

til dem, der har været i Danmark i mere end tre år. 

Det drejer sig om ca. 800 personer, heraf 200 børn. Mennesker, 

der af forskellige årsager ikke har kunnet sendes hjem. 

Se mere på www.amnesti-nu.dk 

Børnenes sundhed bliver undersøgt: 

Dansk Røde Kors er interesseret i at vide mere om, hvordan 

børnenes psykiske helbred bliver påvirket af den situation, de 

befinder sig i på de danske asylcentre. Derfor har de indgået 

et samarbejde med Københavns Universitet om at få undersøgt 

dette. Der er indsamlet data på 250 børn, og undersøgelsen 

forventes at blive offentliggjort senere på året. 

Se mere på www.asylum.redcross.dk 

Rettelse: 

I Hus Forbi nr. 56 (januar 2007) bragte vi en artikel om afviste 

asylansøgere. I den forbindelse citerede vi Erik Spøttrup 

som formand for foreningen Romano. Foreningen har gjort os 

opmærksom på, at Erik Spøttrup ikke længere er formand eller 

medlem af foreningen. Hus Forbi beklager fejlen. 


Violinbyggeren fra 

Vridsløse 

Det hurtige liv med 

lette penge fik en 

brat afslutning for 

Rickey, da han fik 

seksten års fængsel 

for drab. De ni år er 

gået – blandt andet 

med at bygge smukke 

strengeinstrumenter, 

der bruges af professionelle 

musikere 

Af Henrik Strube 

Foto: Ulrik Jantzen 

Skiltet med Egon Olsens Vej viser vej til 

Vridsløselille Statsfængsel 

- Det var ham eller mig. Og hellere dømmes af tolv end at bæres af seks, siger 51-årige Rickey som forklaring på, hvorfor han sidder 

inde for drab. Her ses han med et af de instrumenter, han har bygget i løbet af de ni år, han foreløbig har siddet i fængsel. 

Solen skinner fra en klar hvid og 

blå himmel. Luften er lun denne 

dag, hvor violinisten Marianne 

Eising og Deres udsendte er kommet 

fra byen herud til Vridsløselille 

Statsfængsel (i Albertslund, 

red.). Vi står og venter, og jeg 

tænker på, at jeg samme aften skal 

med familien ud og besøge nogen 

på Amager. Inden da skal jeg hente 

drengen i fritidshjemmet, og på 

lørdag skal vi i sommerhuset. 

Vi venter på fotografen, 

violinisten og jeg. Han kommer 

kørende ind på parkeringspladsen 

og stiger ud. Det er en almindelig 

dag i Danmark. 

Vi er udenfor. Vi er frie mennesker. 

Vi bevæger os frit. 

Nu går vi ind. Vores kontaktperson, 

organisten Louise Adrian, 

henter os og leder os gennem 

portvagten, som for længst er 

informeret om vores ankomst. 

Vi er blevet clearet, der er 

ikke noget belastende på os i 

registrene. Videre under adskillige 

kameraers søgefelt til selve bygningen, 

en dør låses op, og vi går 

ind i betjentstuen, hvor vi afleverer 

mobiltelefonerne. Indenfor sidder 

seks-otte uniformerede vagter og 

stirrer på 20 – 30 overvågningsskærme, 

hver fra sit område og 

vinkel. 

Videre gennem den stjerneformede 

aula, hvor alle fanger skal 

passere hver dag, endnu et par 

låste døre, en metaldetektor og så 

er vi ude i terrænet, som de kalder 

området inden for de seks meter 

høje mure. Herfra videre forbi skolebygningen, 

hvorfra der lyder et 

anerkendende pift, da den smukke, 

rødhårede organist (der bl.a. står 

bag Fangekoret, red.) passerer forbi 

skolebygningen, videre til den lille 

kirkebygning, hvor Rickey venter. 

Trak kniv mod mig 

Få sekunder kan ændre ens liv fuldstændig. 

Sådan var det for Rickey, 

da han for ni år siden skød og 

dræbte en mand, der havde trukket 

kniv mod ham. 

- Det var ham eller mig. Og hellere 

dømmes af tolv end at bæres af 

seks, siger 51-årige Rickey, der sidder 

overfor mig i kirken i Vridsløselille 

Statsfængsel. 

Den barske bemærkning passer 

egentlig slet ikke til ham. Han er 

venlig mand med en blid udstråling 

og varme brune øjne. Slank. I god 

form. Han tænder en cigaret. Jeg 

prøver at forestille mig ham i det 

afgørende øjeblik med et rygende 

automatvåben i hånden. Jeg kan 

ikke rigtig få billedet frem, men 

sådan foregik det altså, for ni år 

siden. Og det er derfor, han er her. 

Før det havde Rickey gennemgået 

en næsten klassisk ’mande-nedtur’. 

Lige efter bogen: Ved fyrreårs 

alderen skred det ud. Han mistede 

fodfæstet i tilværelsen, tabte familie, 

job og ståsted og faldt for 

fristelsen, da der kom et tilbud fra 

den kriminelle underverden i Århus. 

Pengeopkrævning. Narkogæld. Det 

hurtige liv med de lette penge fik en 

brat afslutning. Rickey fik seksten 

års fængsel for drab. 

De ni år er gået. Om alt går vel, 

prøveløslades han den 14. august 

2008 – en dato, han kan i søvne. 

Sandsynligheden taler for, at datoen 

holder, for Rickey er en mønsterfange, 

der har opført sig eksemplarisk i 

alle ni år. 

Indenfor har Rickey brugt de 

seneste år på at bygge en violin, en 

cello og en bratsch, som alle bruges 

af professionelle symfonimusikere. 

Med ingen anden baggrund end et 

åbenlyst talent og en ukuelig vilje, 

kastede han sig ud i det sublime 

håndværk under de vanskeligst tænkelige 

forhold. I begyndelsen måtte 

han fremstille sit eget værktøj. 

Teorien fik han fra en svensk bog om 

Stradivarius. Her fandt han bygningsanvisninger, 

mål og tegninger. 

Overtrådte reglerne 

Jeg sidder sammen med Rickey i 

kirken ved Vridsløselille fængsel. 

Kirken er en betonbygning, som ligger 

placeret midt på plænen mellem 

fængslets seks meter høje mure. 

Rickey har lige vist mig sit specialfremstillede 

værktøj. Fremstillet i 

hemmelighed i smedjeværkstedet i 

Horsens Statsfængsel og smuglet fra 

værksted til celle i en termokande 

– en lang rutinemæssig overtrædelse 

af reglementet. I dag må Rickey 

godt benytte sit værktøj i Vridslø- 

Marianne Eising prøvespiller Rickys instrumenter. 

Hendes eget ynglingsinstrument 

har Ricky bygget til hende. 

selilles tømmerværksted, hvor han 

arbejder. Men ikke i sin celle. Dertil 

er reglerne for skrappe og værktøjet 

for spidst og farligt: En sirligt 

fremstillet snittekniv, stemmejern 

med forskellige udskiftelige jern, en 

slibeklinge, en lille høvl og en syl. 

Med dette simple udvalg og med 

materialer, som Rickey har fået af 

den lokale instrumentbygger i Vejle, 

Benny Frankfurth, har han fremstillet 

de smukkeste instrumenter. 

Instrumentbyggeren fra Vejle er en 

hædersmand, som forstod Rickeys 

talent, og mente at han skulle have 

muligheden, når nu han brændte så 

stærkt for det. Flammet ahorn, ibenholt 

og mekaniske dele blev leveret 

til fængslet. Regninger så Rickey 

ikke nogen af. 

Rickey har fremstillet de komplicerede 

og skønne instrumenter på 

trods. I hemmelighed og hele tiden 

med faren for at få sit værktøj konfiskeret, 

hvilket er sket flere gange. 

- De nye regler (regeringens 

stramninger, red.) betyder, at vi ingenting 

må. Der er altid en eller anden 

idiot, der vil misbruge lempelser. 

Får man lov til at have en skruetrækker, 

kan det gå galt, hvis to kommer 

op og toppes, fortæller han. 

Men billedet af fængsler som 

farlige steder at opholde sig, og 

hvor man risikerer at blive stukket 

ned under en gårdtur, genkender 

Rickey ikke: 

- Sådan er det ikke. Man kan 

sagtens gå i fred. Men det er klart, 

at jeg har holdt lav profil med mit 

værktøj. 

Han er i et gråt område. Han må 

gerne arbejde på instrumenterne 

på det tømreværksted, han arbejder 

i fra kl. 8 – 15 hver dag. Men han 

må ikke fortsætte i sin celle om 

aftenen. Alligevel ligger der engang 

imellem spåner på cellegulvet om 

morgenen, når vagten kommer. 

- De siger ikke noget til det, 

smiler Rickey. Men det er på personalets 

velvilje, at han får lov. 

I begyndelsen af sin 

karriere som selvlært instrumentbygger 

fremstillede 

Rickey selv sit værktøj i al 

hemmelighed i smedjeværkstedet 

i Horsens Statsfængsel 

bl.a. en lille høvl. 

Privilegier kan blive frataget ham 

med blot et knips med fingrene. 

Jeg spørger violinisten Marianne 

Eising om instrumenterne. Hun har 

fulgt Rickey gennem årene og testet 

hans bratsch. 

- Rickey havde brug for en til 

at teste hans instrumenter, og det 

blev mig, siger hun og smiler varmt 

til ham. 

Rickey spiller nemlig ikke selv. 

Marianne prøver bratschen og 

foreslår nogle ændringer. Rickey 

justerer, og hun prøver igen i et 

forløb, der foreløbig er endt med 

at Marianne, der engang var ansat 

i Sjællands Symfoniorkester, er 

kommet til at foretrække Rickeys 

instrumenter frem for sine andre. 

Brugte træ fra dørkarme 

En ufærdig bratsch, stadig monteret 

omkring en skabelon ligger fremme 

på bordet. 

- Den står der Marianne Eising 

på! siger Rickey glad, og viser mig 

detaljerne. Jeg bemærker støtteklodserne, 

der forbinder bratschens 

for- og bagside og spørger Rickey, 

hvilken træsort det er. 

- Det er fyr, og det skal tørre i 

mindst ti år, før man kan bruge det, 

siger han. Og det er han fuldstændig 

sikker på at træet har. Det er nemlig 

fra en af de gamle dørkarme på 

Horsens Statsfængsel. 

- Jeg var selv med til at skifte 

dem ud, smiler Rickey, som arbejdede 

på tømrerværkstedet. Forunderligt. 

Karmtræ fra en 150 år gammel 

fængselsdør – hvem kunne vide, at 

det ville ende i en bratsch og give 

resonans til de vidunderligste toner, 

der på denne smukke sensommerdag 

flyder frit ud i rummet? 

Smukt og mørkt lyder det, 

når Marianne, akkompagneret af 

fængslets organist Louise Adrian, 

spiller 1. sats af sonate i g-mol af 

Henry Eccles (1871-1742) i kirken. 

Bratschens fyldige, mørke toner 

fylder salen, og hvis jeg ser rigtigt, 

jo det gør jeg, Rickeys øjne er blevet 

blanke ved tonerne og synet af 

kvinden, der spiller så smukt. 

- 30.000 kroner. Det er hvad den 

seriøse vurdering fra fagfolk lyder 

på. Og han har sagt, at Rickeys 

håndværk ligger langt, langt over 

standarden for sædvanligt amatørbyggeri, 

fortæller Marianne. 

Jeg spørger Rickey, hvad hans 

planer er. 

- Jeg håber, at finde en læreplads 

hos en instrumentbygger, når 

jeg får udgang. Så kan jeg arbejde 

udenfor fængslet om dagen og 

komme tilbage om aftenen. Jeg har 

så mange bestillinger, at jeg har nok 

at lave de næste ti år, fortæller han. 

Foreløbig er det blevet til to 

violiner, to bratsch og én cello. 

Mon nogen instrumentbygger 

kan få en højere motiveret, ambitiøs 

og nemmere ’lærling’ end ham? 

Henrik Strube er musiker og redaktør 

af fagbladet Musikeren. Artiklen har 

tidligere været bragt i Musikeren. 


Ikke nået til 

fremtidsplanerne endnu 


Foto: Ulrik Jantzen 

Efter lyden at dømme er den stor. Og 

tæt på. En kvindestemme tysser og 

beordrer: ”Kom så her. Kom! ” 

Døren til lejligheden på 8. sal 

bliver åbnet. Kvinden hilser, men 

bliver hurtigt overdøvet af Taya, 

som med sin ikke ringe størrelse 

kan præstere et frygtindgydende 

VOV – alt imens hun galoperer gennem 

gangen med kurs direkte mod 

gæsten i døren. Som de fleste hunde 

er Taya heldigvis både kælen og 

hungrig efter opmærksomhed – en 

smuk, stor og gyldenbrun blanding 

af en Schäfer og en Broholmer på 

syv år. 

Taya bor hos Anne Jensen i en 

lejlighed i Brønshøj, en forstad til 

København. De sidste fem år har 

Anne Jensen, der har lavet Hus Forbis kryds & tværs de sidste fem 

år, har tidligere levet på gaden. Her fortæller hun, hvor svært det 

var at skulle vænne sig til livet bag en lukket hoveddør igen. 

de fulgt hinanden i tykt og tyndt. 

Oprindeligt tilhørte hunden Annes 

kæreste, men han døde. Og så havde 

Anne fået hund. 

Hvor går smertegræsen? 

Anne Jensen er kvinden bag Hus 

Forbis populære kryds & tværs. Hun 

har været hjemløs en stor del af sit 

liv, men har de sidste cirka fem år 

haft en sted at bo. Lige nu en lys og 

rummelig to-værelses lejlighed, hyggeligt 

indrettet med møbler og ting, 

Anne har fundet i containere rundt 

omkring. Utroligt hvad folk smider 

ud, som hun siger. 

Men bare fordi man får tag over 

hovedet, er lykken ikke gjort, mener 

Anne. 

Det vender vi tilbage til. Først 

lige et par ord om kryds-orden: 

- Jeg har altid løst krydsord og 

var så til et redaktionsmøde på Hus 

Forbi for fem-seks år siden, mens jeg 

stadig var hjemløs. Her talte vi om, 

at de hjemløse selv skulle skrive til 

avisen, men det var ikke bare lige 

så let at gøre, fordi mit liv ikke lå 

i så faste rammer, fortæller Anne, 

som i stedet kastede sig over at lave 

krydsord i hånden – uden at have 

prøvet det før. 

- Siden har der været en udvikling 

i det – nu har jeg for eksempel 

sat tegninger på, siger hun og viser 

nogle af de første kryds-ord: En er 

cirkelrund, en anden helt uden 

illustrationer. Og de nyeste med 

små, sirlige tegninger på. 

- Jeg prøver at lave dem med noget 

fra årstiden, med ord fra avisen 

og hjemløsemiljøet – ord, der ikke 

bruges i andre krydsord: Gadetigger, 

velfærd, barnevogn, marginalgrupper, 

fattiggård osv. Nogle gange prøver 

jeg også at indføje en politisk 

kommentar, for eksempel: Erhverv = 

levebrødspolitiker, griner Anne. 

- Hvis jeg ikke lavede krydsord, 

ville jeg måske skrive kritiske 

artikler – beskrive betonslummen 

og herbergerne. Mange tror for 

eksempel, at det er gratis at bo på 

herberg, men et værelse kan koste 

3.500 kroner om måneden – så har 

du til gengæld også din egen håndvask 

at pisse i. Og hvis du er på kon- 

tanthjælp, er det jo ikke realistisk 

nogensinde at spare op til at få dit 

eget sted med sådan en husleje. Man 

har ikke engang råd til at købe et 

lille kolonihavehus, siger Anne, som 

i det hele taget har mange krasse 

holdninger og kommentarer til det, 

som rør sig på hjemløseområdet: 

- For eksempel at socialministeren 

for nylig gav en million kroner til 

at skrive de hjemløse i mandtal. Hvis 

hun i stedet gav 20 hjemløse 50.000 

kroner hver, kunne de både få tag 

over hovedet, have råd til indskud 

i en bolig osv. Jeg mener i det hele 

taget, at der burde formuleres en 

hjemløsepolitik, som slår fast, hvor 

smertegrænsen går for, hvor længe 

det er rimeligt, at folk står uden tag 

Anne Jensen deler liv og lejlighed med hunden 

Taya, som hun arvede efter en kæreste, der døde. 

Trods mange år på gaden som hjemløs ville Anne 

gerne bytte sin lejlighed ud med et mindre sted at 

bo - bare der var mere udenomsplads. 

over hovedet. Er det tre måneder, et 

halvt år? Så kan politikerne jo selv 

prøve det så længe. Men det ville de 

jo aldrig gøre, konstaterer hun med 

et tørt grin og tilføjer, at der burde 

bygges mange flere skæve boliger 

og husvildebarakker til de hjemløse, 

som er for umulige at putte ind i 

almindelige lejligheder, siger hun. 

Købte sig til enerum 

Selv har Anne prøvet at leve omkring 

et halvt år på gaden. Faktisk har hun 

været hjemløs ’on and off’, siden 

hun var 15-16 år og blev smidt ud 

hjemmefra, da forældrene blev skilt, 

og hendes far fik en ny kone med et 

hjemmeboende barn på Bornholm. 

Så følte Anne, at der ikke rigtig var 

plads til hende længere. I nogle år 

boede hun rundt omkring på lejede 

værelser sammen med alkoholiserede 

og nærgående mænd, indtil hun 

ikke orkede det længere og blev, 

hvad hun selv kalder Rønnes eneste 

hjemløse. Det var ikke populært 

hos kommunen, og der var ingen 

herberger i byen, så hun endte med 

at blive eksporteret til København, 

fortæller hun: 

- Sagsbehandleren i Rønne Kommune 

sagde direkte til mig, at jeg 

kunne få en førtidspension, hvis jeg 

lovede at flytte min folkeregisteradresse 

fra Rønne. Så det gjorde jeg. 

Dengang var Anne 29 år. I dag 

er hun 38 år og på benene igen. Bag 

sig har hun en tilværelse bag sig 

både som universitetsstuderende, 

gadehjemløs, stofmisbruger og 

psykisk syg med et hav af diagnoser. 

Selv siger hun, at hun er lidt ”DAMPagtig” 

og rejser sig da også hyppigt 

op fra stolen ved det lille, hyggelige 

bord i stuen og går rundt med hunden 

Taya i hælene. 

Anne kan fortælle mange historier 

om livet som hjemløs: Hvordan 

hun ofte sneg sig ind og sov på 

toiletgulvet på et hospital i hovedstadsområdet. 

- Her kunne jeg selv slukke lyset, 

som hun siger. 

Eller hvordan hun købte sig 

fred og enerum ved at leje en lille 

omklædningsboks på toiletterne på 

Vesterbros Torv om morgenen efter 

at have forladt Reden (værested, 

red.) på Istedgade, købt sit morgenbrød, 

krydsordsblad og rygeheroin. 

- Søvn og enerum er de største 

behov, man har som hjemløs, siger 

hun. 

Hun har også været vidne til, 

at de frivillige medarbejdere på 

et natherbeg smed alvorligt syge 

kvinder på gaden om morgenen, ”for 

de jo lukkede kl. 9”. Eller hvordan 

man som beboer på et forsorgshjem 

et sted i byen må skrive under på, 

at medarbejderne til enhver tid kan 

ransage ens værelse, hvis de har 

mistanke om stoffer på værelset. 

- Så hvis en af de andre beboerne 

har set sig sur på dig, kan de bare gå 

ned på kontoret og sige: ”Hende der 

har stoffer på værelset.” Så kommer 

de og endevender alle ens ting. Man 

har intet privatliv. 

Hun kan også fortælle om, hvordan 

hun engang blev kaldt til samtale 

hos en forstander på et kristent 

herberg, fordi hun nægtede at tage 

kasketten af under aftensmaden. 

- Jeg sagde højlydt: ”Jeg tror 

Gud er ligeglad med, om jeg har 

kasket på.” Så blev jeg indkaldt til 

samtale næste dag, griner hun. 

Har ikke lyst til at bo her 

De sidste fem år har Anne blandt andet 

brugt på at finde tilbage til det, 

som vi andre ville kalde et normalt 

liv. Hun er clean – har trappet sig 

selv ud af metadonen, hun har fået 

et sted at bo, og i øjeblikket går hun 

på et distriktspsykiatrisk center. Men 

egentlig synes hun ikke, at hendes 

liv har det store indhold. Tiden går 

med ærinder, som hun siger – hundeluftning, 

til købmanden efter tobak 

osv. Netværk og venner er der ikke 

mange af. Og tilværelsen bag fire 

vægge og en lukket dør, synes hun 

ikke rummer den store livskvalitet. 

- Hvor utaknemmeligt det end 

måtte lyde, så har jeg har ikke lyst 

til at bo her. Det har været svært at 

vænne sig til at bo i lejlighed igen. 

Den første lejlighed, jeg fik, var en 

to-værelses, men jeg tog kun det 

ene værelse i brug. Jeg lavede mad 

på gulvet i stuen på nogle kogeplader, 

fordi der ikke var noget komfur 

i køkkenet. Efter livet som hjemløs, 

hvor jeg blandt andet havde boet i 

campingvogn, havde jeg glemt alt 

om, hvordan man handler ordentligt 

ind og gør rent. Og så snart jeg 

havde en adresse, væltede det ind 

med rudekuverter – alt mulig gammel 

gæld. Sådan en stak her, siger 

Anne og viser en halv meters penge 

med hænderne. Med hjælp fra en 

medarbejder i Kirkens Korshær lykkedes 

det dog at få nogenlunde styr 

på økonomien, blandt andet med en 

gældssanering. Nu er gælden til det 

offentlige ”kun” på 25.000 kr. 

- Her, hvor jeg bor nu, har jeg 

i det mindste taget både køkkenet 

og soveværelset i brug. Det er skide 

godt, at der er et komfur i køkkenet. 

Men det er stadig svært for 

mig at overskue at gøre rent. Hvis 

jeg selv kunne bestemme, ville jeg 

købe en naturgrund og smække et 

lille træhus på. Jeg savner udenomspladsen. 

Jeg var ret glad for at bo i 

campingvogn – der skulle man ikke 

ind igennem alle de slusegange, døre 

og elevatorer, fortæller hun. 

De sidste fem år har Anne Jensen, 38, lavet 

Hus Forbis kryds-ord. Den adskiller sig fra andre 

magasiners kryds-ord ved at være lavet i 

hånden og rumme ord fra ’hjemløse-området’. 

I dette nummer findes krydsorden på side 26. 

Derfor ville hun også foretrække 

at bo mere primitivt til fordel for at 

have noget mere luft omkring mig. 

- For mig at se handler det at 

være hjemløs ikke kun om at få tag 

over hovedet, hvor man så kan gå til 

i sit eget svineri. Jeg har også tit 

haft lyst til bare at pakke min taske 

og gå herfra. For selvom jeg har fået 

lejlighed, er jeg jo stadig ikke kommet 

’rigtig’ med på vognen. Jeg er jo 

parkeret på førtidspension, og jeg er 

endnu ikke helt kommet dertil, hvor 

jeg kan lave femårsplaner, siger hun. 

Siden artiklen blev skrevet i sidste 

måned, er Anne Jensen begyndt på 

et såkaldt brugerlære-kursus på 160 

timer. Kurset udbydes af LAP, Landsforeningen 

Af Psykiatribrugere og er 

et formidlingskursus, hvor kursisterne 

bl.a. lærer at formidle deres egen 

historie ved at holde foredrag. 

tina.juul.rasmussen@mail.dk 


På gaden 

Hus Forbi-sælgerne er ikke de eneste, der arbejder på gaden og taler med fremmede 

hver dag. Mød to streetcastere, der spotter mennesker med karisma. Gadepræsten, 

som bringer håb ind i nedtrykte unges liv. En varmblodet, brasiliansk avisuddeler. 

Og politibetjentene, der giver både advarsler og omsorg til gadens folk 

Af Lisbeth Rindholt 

Foto: Lisbeth Johansen 

Gro Therp (37 år) og Ditte 

Kiel (34 år), streetcastere: 

- Fra jeg cykler på arbejde om morgenen 

til sen aften, er jeg på udkig 

efter mennesker, der skiller sig ud 

fra mængden, fortæller Gro Therp. 

Sammen med makkeren Ditte Kiel 

leder hun castingbureauet Artcast 

i København, der caster folk til 

reklame- og spillefilm. Det foregår 

ofte på gaden. 

- Folk bliver som regel smigrede, 

når vi stopper dem på gaden og 

spørger, om de vil castes til vores 

bureau. Men det sker også, at vi 

bliver afvist med det samme, siger 

Ditte og tilbyder at gå en tur ud på 

Christianshavn og lave en casting 

’live’– for at demonstrere, hvordan 

streetcastere arbejder. 

På torvet står en teenager-punkpige 

og prøver at få ild i sin joint. 

Gro og Ditte når kun lige at præsentere 

sig, før pigen stille ryster på 

hovedet og vender ryggen til. Ingen 

chance der. 

16 hus forbi · nr. 59 · april 2007 

Artcasts speciale er de ”rå og 

kantede undergrundstyper”. De 

færdes ikke kun på gaden, men også 

i byens musikmiljøer, galleriscener 

og trendy klubber. 

- Når man træder ind i en af konceptklubberne, 

f.eks. Club Slik og 

Dunst, kan man straks se, hvem der 

brænder igennem. Nogle mennesker 

har bare en udstråling og power, der 

gør dem unikke – og det behøver 

man overhovedet ikke at være smuk 

for. Tværtimod, understreger Gro og 

fører os ned ad en sidegade for at 

prøve lykken der. 

Kort efter spotter hun et ungt 

par, der matcher bureauets profil 

perfekt. Denne gang er der bid. 

Begge er ivrige efter at komme i 

Artcasts kartotek, og der udveksles 

navne og numre. 

Ka’ man caste en hjemløs? 

Ditte og Gro har i princippet ingen 

grænser for, hvem de vil caste. Også 

’kantede’ gadehjemløse kan komme 

i betragtning. Men der er visse krav, 

man skal leve op til. 

- Vi skal være dødsikre på, 

at folk er ædru og clean og kan 

komme til tiden, før vi sender dem 

til optagelse på f.eks. en reklamefilm, 

pointerer Ditte. Men vi har da 

bl.a. castet nogle gadedrenge, der 

opholdt sig på Christiania og var 

næsten umulige at komme i kontakt 

med. Så det er ikke helt udelukket, 

at vi også siger ”ja” til at booke 

hjemløse. 

Ditte og Gro har for nylig været 

på Fyn og caste gøglere, og i øjeblikket 

finkæmmer de landets fitnesscentre 

for at finde en stor bodybuilder, 

der har lyst til at medvirke i en 

ny, dansk novellefilm. 

Mia Rahr Jacobsen (34 år), 

gadepræst: 

En gravid, teenagerpige naglet fast 

til et kors. Kunstner Jens Galschiøts 

skulptur, I Guds navn, forstener 

de fleste, der passerer forbi Kø- 

Jura, MetroXpress-uddeler 

benhavns Domkirke, hvor den er 

opstillet. Men for gadepræst Mia 

Rahr Jacobsen rummer det barske 

kunstværk et centralt budskab. 

- ”Gud har ikke et problem med 

kondomer”, og det er vigtigt at gøre 

op med den kristne fundamentalisme, 

så vi kan bremse tilfældene af 

hiv og aids og uønskede teenagegraviditeter, 

siger hun og peger op på 

den høje bronzeafstøbning. 

Før Mia blev gadepræst, fungerede 

hun som hiv- og aidspræst. 

Og hun er stadig dybt engageret i 

problematikken og hele måden at 

arbejde på. Det sidste har de to 

embeder heldigvis til fælles. 

Opsøger ungdomshusets unge 

- Det handler om at tage de kristne 

budskaber ud af kirkerummet og 

derhen, hvor folk er. Det kan være 

på gaden, cafeer, i klubber eller 

institutioner, fortæller Mia, der i 

sin nuværende stilling arbejder med 

unge, som ikke kan finde fodfæste 

i livet eller bare ønsker at få vendt 

nogle aktuelle problemer, de tumler 

med. 

Om vinteren går Mia ikke ’gadevagt’, 

men hun sidder jævnligt 

og taler med de unge, der besøger 

Café K – et stenkast fra Domkirken. 

Mange af dem kommer også i Ungdomshuset 

på Jagtvej. 

- De unge derfra har lige haft en 

rigtig dårlig oplevelse med kristendommen 

gennem Faderhuset. Oplevelserne 

fylder meget i deres sind, 

og mange har brug for at tale med 

en, der lytter, eller få afklaret nogle 

spørgsmål om religion generelt, 

siger Mia og stopper op foran Café K. 

De har lukket nu, så vi går over på 

Gammel Torv. 

Torvet skal danne ramme om en 

gadegudstjeneste til påske, som Mia 

er ved at planægge. Konceptet er 

enkelt: Hun vil tage præstekjole på, 

stille sig op på gaden og afholde en 

uannonceret gudstjeneste for tilfældigt 

forbipasserende og dem, der 

sidder på bænkene rundt om Caritas 

Springvandet den dag. 

- Jeg holder to-minutters prædikener, 

som folk kan høre i forbifarten 

og tænke over på vej hjem. Og i 

Mia Rahr Jacobsen, gadepræst. 

stedet for at lave nadver og stå og 

fedte med brød og kopper, vil jeg 

uddele roser med en lap papir, som 

rummer et kort og enkelt budskab, 

fortæller Mia. – På den måde håber 

jeg at ramme flere mennesker og 

måske bringe håb ind i livet hos 

dem, der føler, at det hele ser sort 

ud. 

Jura (31 år), avisuddeler: 

Klokken er 7.30 på Rådhuspladsen. 

Det er bidende koldt. Men avisuddeleren 

Jura er fuld af energi. Han 

snurrer lynhurtigt rundt på foden, 

da en smuk, ung pige cykler forbi. 

”Heeej” råber han. Hun vender sig 

om og når lige at fange en MetroXpress 

med fingerspidserne i forbifarten, 

mens hun sender ham et genert 

blik. Straks efter passerer en anden 

pige forbi på fortovet. Han klasker 

hende blidt bagi med avisen. Hun 

ignorerer ham og skynder sig videre. 

- Jeg elsker smukke kvinder, og 

jeg elsker at arbejde på gaden. For i 

mødet mellem fremmede mennesker 

kan alt ske, siger Jura og giver foto- 

grafen et stort kys. Det spontane og 

varmblodede element har han fra sit 

hjemland, Brasilien, hvor han solgte 

hjemmelavede hippie-smykker på 

gaden, og i en periode levede som 

hjemløs. 

- Når man bor på gaden i Brasilien, 

bliver man konstant tilbudt at 

sælge stoffer eller sælge sig selv. 

Jeg havde ikke lyst til nogen af delene, 

og det lykkedes mig heldigvis 

at slippe ud af hjemløsheden igen, 

fortæller Jura, der senere mødte en 

dansk pige og flyttede til København. 

- Danskerne er jo lidt stive i det, 

men jeg prøver at bringe smilet frem 

i folk med min aviskunst og gode 

energi, siger han. Det er dog ikke 

alle, som smiler igen. 

God kropslugt er vigtig 

Når nogen giver Jura en fuck-finger 

eller råber nedlandende skældsord 

efter ham, går det lige ind. 

- Negativ energi skærer mig dybt 

i hjertet, fortæller han og hiver op 

i blusen, så hans solbrune mave 

titter frem til stor fornøjelse for en 

gruppe forbipasserende teenagere. 

Jura lægger hånden på maven. 

- Jeg går i bad to gange om dagen. 

For hvis man vil have succes, er 

det vigtigt altid at være ren. En god 

kropslugt giver flere kunder, glade 

mennesker og fin karma. Det skulle 

Hus Forbi-sælgerne måske tænke 

lidt over, griner Jura og kaster sig 

halvt ud på cykelstien for at lande 

en avis i en ældre herres cykelkurv. 

Jimmy Andersen (48 år) og 

Rud Ellegaard (47 år), politiassistenter: 

I politiets nyindrettede lokaler bag 

Glyptoteket står en friskfabrikeret 

politicykel. Som et nyt tiltag skal 

lokalpolitiet nemlig til at køre rundt 

i byen på ’jernheste’. Politiassistenterne 

Jimmy Andersen og Rud 

Ellegaard kommer dog næppe til at 

bruge politicyklerne. De går fodpatrulje 

i Indre by og på Vesterbro 

– og som Jimmy pointerer, er det jo 

”forbudt at cykle på gågaderne”. 

Derfor spadserer vi ned til et af 

de steder, hvor især Jimmy jævnligt 

patruljerer: Rådhuspladsen. Mobiltelefonen 

er åben med en hotline for 

forretningsdrivende og andre, der 

ønsker politiassistance til bl.a. at 

løse konfliktsituationer. 

- Ofte ringer butikker og klager 

over gademusikanter. ”Nu har han 

siddet og filet på den violin i fire 

timer. Kan du ikke gøre noget ved 

det?”. Det kan jeg godt i nogen 

tilfælde, og sidste år uddelte jeg 80 

advarsler til østeuropæiske betlere 

og gøglere, fortæller Jimmy, der 

har gået Strøgpatrulje siden 2003 

og er i daglig kontakt med tiggere, 

stofmisbrugere, hjemløse og andre 

skæve eksistenser. 

På bænken ved busstoppestedet 

sidder en forhutlet fyr med et slidt 

buskort om halsen. Ham kender 

Rud og Jimmy ikke. Men de falder 

alligevel i snak. For betjentene er 

det også vigtigt at skabe positive 

kontakter og generelt være synlige 

i gadebilledet. Gennem årene har de 

opbygget et stort netværk og set 

mange menneskeskæbner. 

Hjemløs svensker døde 

- Vi oplever enkelte solstrålehistorier, 

hvor folk kommer ud af misbrug 

og hjemløshed. Men de fleste 

gadehjemløse har det rigtig skidt, 

og nogle af dem holder vi ekstra øje 

med, fortæller Rud, der patruljerer 

på Vesterbro sammen med de lokale 

gadeplansarbejdere. I sin tid som 

politiassistent har han oplevet ca. 

250 dødsfald blandt stofmisbrugerne 

i kvarteret. Også Jimmy er 

jævnligt vidne til, at hjemløse dør 

på gaden. Minderne sætter spor. 

- Det gjorde utroligt stort 

indtryk på mig, da Ulf – en hjemløs 

svensker – døde lige her på Rådhuspladsen 

sidste år, fortæller Jimmy. 

Vi vidste godt, at han havde lunge- 

og pandehulebetændelse, men vi 

kunne ikke tvinge ham i behandling. 

Og en dag blev han fundet død på 

trappen ned til toiletterne. 

Ikke desto mindre er Jimmy og 

Rud glade for deres job på gaden. 

Rud har jubilæum i år og får tildelt 

et ”Hæderstegn for 25 års tjeneste”. 

Næste år er det Jimmys tur. 

lisbeth@rindholt.dk 

Ditte Kiel (tv) og Gro Therp, streetcastere. Rud Ellegaard (tv) og Jimmy Andersen, politiassistenter.

Et urimeligt 

dilemma 

Susannes søn Peter er blevet mere og mere psykotiske gennem de seneste syv år, men nægter at tage imod behandling og har flere gange valgt at flakke om i ugevis uden mad og penge. 

Susannes søn er alvorligt psykisk syg, men den erkendelse har han ikke selv. Han vil 

bare være i fred. Og selv om han flere gange har truet sin mor på livet, kan han ikke 

tvinges i behandling. Det sætter Susanne i et svært dilemma: Enten må hun selv 

tage ansvar for sin søns liv og bedring, eller også må hun se ham gå til grunde 


Foto: Hanne Loop 

Billederne taler deres eget tydelige 

sprog: 

Køkkenvasken er fyldt op med 

beskidte gryder og tallerkener, 

køkkenbordet sejler i en tyk, brun 

masse, de to el-blus er også dækket 

af madrester, fliserne på væggen er 

sprøjtet til med brune pletter og 

tom mad-emballage flyder over hele 

køkkenbordet. På stuegulvet ligger 

tomme papkasser, cigaretskodder og 

aske side om side med en gammel, 

plettet skumgummimadras, papirer 

og alt muligt andet ragelse. Sofabordet 

er dækket af løse cd’er og 

kaffekopper, og sofaen er fyldt med 

papkasser og anden emballage. 

Billederne er fra en af de efterhånden 

mange lejligheder, Peter er 

blevet smidt ud fra, fordi han ikke 

er i stand til at passe dem. Billeder, 

hans mor har taget for at kunne 

dokumentere, at den er gal med 

hendes søn. 

- Jeg vil mene, at vores samfund 

ikke gør, hvad det skal, når man er 

så syg som ham. Og jeg mener, at 

lovgivningen skal ændres, så det 

ikke er os pårørende, som er nærmest 

på den syge, der skal sørge for 

at få ham indlagt. 

Øv, for et system 

Sådan siger Susanne, mor til Peter 

på 29 år. Peter har igennem de 

sidste syv år været inde og ude af 

psykiatriske hospitaler og er gradvist 

blevet mere og mere psykotisk. 

I perioder har han været forsvundet, 

flakket om på gader og veje, brudt 

ind i huse for at få ly og stjålet fra 

butikker for at få mad. 

Og hans mor Susanne er ved at 

være slidt ned – både af bekymring 

og smerte over at se sin søn have 

det så dårligt – og over, at både det 

sociale system og behandlingssystemet 

gør så lidt for at hjælpe Peter. 

- Peter har ikke selv nogen sygdomserkendelse 

og mener bare, at 

vi (hans familie, red.) skal lade ham 

være i fred og ikke blande os i hans 

liv. Men det er svært bare at se på, 

hvor dårligt han har det. Og samtidig 

har han ingen tillid til hospitalerne, 

lægerne eller systemet mere. 

Så han bliver meget, meget vred på 

mig, hver gang jeg prøver at tale behandling 

med ham. Det betyder, at 

den spinkle tillid, jeg har opbygget 

til ham, risikerer jeg at sætte over 

styr, hvis jeg går til systemet – fordi 

han oplever, at jeg svigter ham. 

Men samtidig er det helt urimeligt 

at bede mig om bare at se på, mens 

han kommer længere og længere ud. 

Min største bekymring er, at hvis 

han ender på gaden igen, kan han så 

holde til det? Han har tidligere sagt, 

at han var træt af sit liv, siger hun. 

Udover den konstante bekymring 

og angst betyder Peters manglende 

sygdomserkendelse også, at Susanne 

er den, som gang på gang må rende 

alt fra praktiserende læger, socialkontorer, 

psykiatriske afdelinger og 

overlæger på dørene for at få hjælp 

til sin søn. En kamp, som ifølge 

Susanne indtil videre ikke har givet 

noget brugbart eller varigt resultat. 

- Hver gang, Peter har været 

indlagt, har de udskrevet ham igen, 

inden han var færdigbehandlet. 

Sidst han var frivilligt indlagt for 

to år siden, beholdt de ham kun to 

dage, selv om han selv havde bedt 

om at måtte være der i mindst 14 

dage, og de havde lovet ham det. Så 

min tillid til systemet kan efterhånden 

ligge et meget lille sted, 

erkender Susanne. 

Følte sig forfulgt 

Peter var indtil for syv år siden en 

ung mand med et helt normalt liv: 

I lære som tømrer, har kæreste og 

egen bolig. En dag, da han skal ud 

til et job med sjakket fra firmaet, 

kommer han for sent til bilen. For 

mester er det ’no big deal,’ han 

sender bare Peter ud til en anden 

byggeplads. Men hos Peter sker der 

noget, fortæller hans mor: 

- Han oplever ikke at kunne få 

ordene ud af munden eller kunne 

flytte sine ben. Han skrev sine oplevelser 

ned, og jeg har senere læst 

lidt af det, og hvis det er sandt, 

hvad han skriver, har han været 

udsat for massivt mobning på lærepladsen. 

Han kommer også til mig 

og beder om hjælp, fordi han mener, 

han kan se igennem folk, husker 

Susanne. 

Peter bliver henvist til en psykolog, 

som efter en enkelt samtale 

Peter kan ikke tage vare på sig selv og er flere gange blevet smidt ud af lejligheder og værelser - og hver gang må 

hans mor træde til og hjælpe. - Og samtidig siger alle i systemet, at vi skal være ’forældre’, ikke ’behandlere.’ Jo, så 

lad os slippe for det, men det får vi ikke mulighed for. Alle er enige om, at han har brug for hjælp, men så længe 

Peter ikke selv vil, kan de ikke gøre noget, lyder frustrationen fra hans mor. 

ikke mener, at Peter behøver at 

komme igen. Efter et stykke tid, 

hvor Peters angst for at gå på arbejde 

tiltager, får Susanne den samme 

psykolog til at tale med Peter igen. 

Denne gang mener psykologen, at 

Peter er uden for rækkevidde. 

De følgende år går det forholdsvist 

hurtigt ned ad bakke for Peter. 

En psykiater, han går hos, sætter 

flere diagnoser på ham. Efter et år 

bliver han for første gang indlagt 

på ungdomspsykiatrisk 

afdeling. 

Efter et års 

indlæggelse 

og ophold på 

et beskyttet 

værksted 

vender Peter 

tilbage til sin 

gamle læreplads, 

men leve 

det går ikke. 

Kæresten forlader 

ham også, og Peter isolerer sig 

mere og mere. Hans familie forstår 

ikke på det tidspunkt, hvor syg han 

faktisk allerede er. Han bor alene 

langt ude på landet, drikker en del 

og kan ikke passe hverken job, hus 

eller økonomi. Han fryser og sulter, 

husker hans mor. 

Heller ikke en periode med en 

støtte-kontaktperson fra kommunen 

Vi fik ham efterlyst, 

fordi han flere 

gange havde givet 

udtryk for, at livet 

ikke var værd at 

gør den store forskel for Peter, som 

ender med at forvinde fra sin bopæl 

på en campingplads i sommeren 

2003. 

- Vi fik ham efterlyst, fordi han 

flere gange havde givet udtryk for, 

at livet ikke var værd at leve, men 

han dukkede selv op uden at vide, 

at han var efterlyst og blev rasende, 

fordi han bare ville være i fred, 

fortæller Susanne. 

Peter prøver to gange at gennemføre 

en HF, 

men dumper, og 

fra sommeren 2004 

til foråret 2005 ryger 

han ind og ud 

af en psykiatrisk 

afdeling. Han er 

plaget af stemmer 

og tror, at alle vil 

ham til livs. 

Efter endnu en 

frivillig indlæggelse 

i februar 2005, 

hvor Peter føler sig 

svigtet af personalet, lader han sig 

udskrive. Han tager medicin i nogle 

måneder, får det bedre og giver selv 

udtryk for, at han skal have hjælp til 

at komme videre. Men efter endnu 

en fiasko med job på en fabrik tager 

nedturen endnu engang fart. 

- Peter var begyndt at drikke 

massivt og blev smidt ud af kontanthjælpssystemet, 

fordi de mente, 

at han ikke ”gad” arbejde. Men han 

kunne jo ikke – han ville virkelig 

gerne! Så i det meste af 2005 isolerede 

han sig bag nedrullede gardiner 

og var meget ulykkelig, husker 

Susanne. 

Hun beslutter derfor endnu 

engang at gribe ind, fordi hun kan 

se, at Peter ikke selv er klar over, 

hvor syg han er. Han ender også 

med at få tilkendt en førtidspension. 

Susanne kontakter alt fra 

sagsbehandlere til distriktspsykiatri 

– og alle er enige om, at Peter har 

brug for behandling. Men fordi Peter 

ikke selv vil, sker det ikke. Og Peter 

bliver mere og mere vred på hele 

verden. 

Du skal dø 

En morgen i marts 2006 besøger 

Susanne Peter i hans lejlighed. Her 

oplever hun, at han taler med forskellige 

stemmer, og en af stemmerne 

siger, at hun skal dø. Hun flygter 

derfor fra lejligheden. Det er anden 

gang, Peter truer sin mor på livet. 

Efterfølgende forsvinder Peter 

– for dog at blive tvangsindlagt 

efter en uges tid. Her får han udgang 

få dage efter, selvom Susanne 

udtrykker sin bekymring for det. 

- Jeg frygtede, at han ville 

stikke af. Han var jo ikke kommet i 

behandling endnu og havde ingen 

forståelse af, hvorfor han var ind- 


lagt. Men der bliver slet ikke lyttet 

til mig og mit kendskab til Peter. 

Peter udebliver fra afdelingen 

på sin udgang, men bliver bragt 

tilbage af politiet. Han får udgang 

igen dagen efter, og her forsvinder 

han helt. Denne gang flygter han 

til Norge, hvor han bliver fundet og 

indlagt på Susannes foranledning. 

- Jeg beder politiet i Oslo om 

at få ham tilset af en læge, fordi 

jeg er bange for, at han ellers vil 

forsvinde helt. 

Hospitalet i 

Danmark vil ikke 

tage kontakt til 

myndighederne 

eller hospitalet 

i Oslo, hvor han 

er indlagt. Det 

er ikke deres 

opgave, bliver 

der sagt. 

selv vil 

Peter føres 

senere fra Oslo 

tilbage til den samme psykiatriske 

afdeling i Danmark igen, hvor han 

kommer i tvangsbehandling. Det er i 

foråret 2006. 

- Fra foråret 2006 og frem til 

november har vi ingen kontakt med 

Peter. Han forsvinder igen, og i slutningen 

af november dukker han op 

hos sin søster, temmelig medtaget 

efter at have flakket omkring i seks 

uger. Han er bange, fryser og sulter, 

fortælle hans mor. 

Det lykkes Susanne sammen med 

sin ex-mand, Peters far, at få Peter 

installeret i en lille lejlighed i et 

erhvervsbyggeri, hvor han kan være 

i fred. Julen tilbringer han sammen 

med familien, og det går rimeligt, 

selvom alle går lidt på tåspidser, 

fordi Peter stadig er meget sårbar, 

husker Susanne. 

Vender forhutlet hjem 

I januar 2007 går det imidlertid galt 

igen. Peters udlejer smider Peter ud, 

fordi han misligholder sin lejlighed. 

Peter står endnu engang på gaden. 

Hans få ejendele opbevarer hans 

mor for ham. Hun pakker en taske 

med tøj til ham som udover en rygsæk 

og sovepose er det eneste, Peter 

får med sig. Efter Peter forlader 

sin mors hjem i slutningen af januar, 

hører Susanne ikke fra ham i nogle 

uger. Men i midten af februar dukker 

han op først hos noget familie og 

siden hos en ven i lokalområdet 

for at søge om ly. Vennen får ham 

sat ud ved politiets hjælp, inden 

Susanne når frem. Ifølge vennen har 

Peter fortalt, at han havde været i 

både Tyskland og København med 

tog, havde fået bøder for at køre 

uden billet og er blevet bestjålet 

Vi bliver alle sam- 

for den smule, han har med sig. I 

slutningen af februar ringer han selv 

til sin mor og beder om at få lov at 

komme hjem. 

- Da vi hentede ham, var han i 

bare tæer og var meget forkommen 

og forhutlet, fortæller Susanne. 

Efter et ifølge Susanne næsten 

absurd forløb med den kommune, 

Peter er tilknyttet, har Peter nu 

udelukkende med sin mors hjælp 

fået et værelse at bo i. Men inden 

da lover kommunen 

ham først en 

akutbolig, som 

de senere finder 

ud af, alligevel 

ikke er ledig. 

Siden lover leder 

af kommunens 

sociale team personligt 

Susanne 

i telefonen, at 

Peter kan få en 

campingvogn at 

bo i midlertidigt. Det viser sig, at 

den pågældende campingplads ikke 

er informeret om, at de skal huse en 

meget psykisk syg mand. Da beslutter 

Susanne at handle selv og finder 

et privat værelse til sin søn. Her bor 

han nu - og både Susanne og Peter 

har helt mistet tilliden til, at kommunen 

kan hjælpe dem. 

men syge af det her. 

Men jeg kan heller 

ikke få ham indlagt, 

med mindre han 

Starter hele tiden forfra 

- Nu var det igen mig, som måtte 

gøre noget. Og han kan ikke bo hos 

os – vi bliver alle sammen syge af 

det her. Men jeg kan heller ikke 

få ham indlagt, med mindre han 

selv vil. Og hver gang han bliver 

udskrevet, skal sagen startes forfra 

igen. Jeg kan ikke bare ringe til afdelingen, 

hvor han var sidst indlagt 

eller til det opsøgende psykoseteam 

i kommunen. Alt skal gå via hans 

egen læge, som jeg ikke ved, hvem 

er. Og jeg kan ikke spørge Peter, 

fordi han bliver vred over, jeg blander 

mig i hans liv. Så jeg ved ikke, 

hvad jeg skal gøre nu. Og samtidig 

siger alle i systemet, at vi skal være 

’forældre’, ikke ’behandlere.’ Jo, så 

lad os slippe for det, men det får 

vi ikke mulighed for. Alle er enige 

om, at han har brug for hjælp, men 

så længe Peter ikke selv vil, kan de 

ikke gøre noget. Jeg har appelleret 

til, at man i højere grad tør bruge 

den paragraf i Psykiatriloven (§5, 

red.) som siger, at hvis man skønner, 

at de vil have gavn af behandling, 

kan man frihedsberøve dem. 

Nogle gange har jeg bare lyst til at 

stille mig op inde på Christiansborg 

Slotsplads og råbe det hele ud, siger 

Susanne. 

Her står Peters sag nu – i korte 

træk. For dykker man ned i blot 

en brøkdel af de papirer og breve, 

Susanne har skrevet frem og tilbage 

med alt fra Folketingets §71-udvalg, 

praktiserende læger, Justitsministeriet, 

lokale politimyndigheder – og 

ikke mindst hjerteskærende breve 

til Peter – står det klart, at Peter er 

blevet en sag, som kører i ring. Indlæggelse 

på indlæggelse, afbrudte 

behandlingsforløb og mangelfuld 

kommunikation og koordinering 

mellem de forskellige instanser i 

”systemet”. Ifølge Susanne mangler 

der en gennemgående – for eksempel 

kommunal - person, som kunne 

følge Peter, uanset hvor i landet 

eller i siv liv han befinder sig. En 

person, som ikke er hans mor eller 

nære pårørende. 

- Jeg prøver jo bare at være mor, 

men det slår mig simpelthen ihjel, 

det her. Hvis ikke han dør først... 

Det er så hårdt. Fordi han ikke selv 

ved, hvor syg han er. Men han kan 

ikke føre en normal tilværelse, og 

i perioder er han bimlende skør 

– kan høre musik i alle planeterne 

osv. Han spiser ikke normalt, han 

taler ikke normalt, han brænder hul 

i alting. Og når han ingen penge 

har, stjæler han, hvad han kommer 

i nærheden af eller sulter... Det er 

svært at være vidne til. Hvad mener 

du ville være den bedste løsning for 

Peter lige nu? 

- Hvis han skal indlægges, skal 

det være et langt behandlingsforløb. 

Det næstbedste lige nu ville være et 

forsorgshjem, hvor de har kendskab 

til og forståelse for mennesker som 

ham, og hvor han kan lære nogle 

af de sociale færdigheder, han har 

mistet i den her proces. Men det vil 

han ikke høre tale om. Mit sidste 

håb er, at han bliver nødt til at søge 

hjælp. Men vi kan også risikere, at 

han vælger ikke at leve længere. Og 

den problematik står jeg midt i som 

mor! 

Alle navne i artiklen er ændret, fordi 

Susanne har valgt at være anonym 

af hensyn til sin søn. Hus Forbi er 

bekendt med hendes og Peters rigtige 

identitet. 

tina.juul.rasmussen@mail.dk 

Fakta om frihedsberøvelse og tvangsindlæggelse 

I Psykiatrilovens §§ 5 og 6 hedder det: 

Frihedsberøvelse: 

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 

10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i 

en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt 

ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, 

fordi: 

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af 

tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller 

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig 

selv eller andre. 

Tvangsindlæggelse: 

§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv 

fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. 

Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre 

dette. 


Ris & Ros 

Overnatter i gammelt lastskib 

Prags stigende antal hjemløse skippes ud på floden 

Af Lisbeth Rindholt 

Myndighederne i Prag har gennemført et nyt initiativ til at 

Tjekkiet 

afhjælpe problemet med de 5-6.000 hjemløse, som findes i den 

tjekkiske hovedstad. Myndighederne har omdannet et stort lastskib til herberg 

for hjemløse. Det 900 ton tunge skib ligger forankret i floden Moldau og er 

moderne indrettet med sengeafdeling, kantine og syge- og sundhedsafsnit. 

Herberget blev indviet tidligere på året. Og lige siden har dets 250 sengepladser 

været fuldt booket af overnattende hjemløse, der normalt sover i busser, 

sporvogne og undergrundsbanen. Det koster 20 koruna eller 5,50 kroner pr. nat at 

bo på skibet. Prisen inkluderer et måltid varm mad i kantinen, adgang til toilet 

og bad samt tilbud om sygepleje. 

Antallet af tjekkere uden tag over hovedet vokser stødt i takt med myndighedernes 

nedskæringer i socialhjælpen, og overborgmesteren i Prag, Pavel Bém, har 

hidtil undladt at gøre noget seriøst ved hjemløseproblemet trods talrige henvendelser 

fra landets hjemløse- og hjælpeorganisationer. 

Et af overborgmesterens problemer har været at finde et passende sted at 

anbringe et hjemløseherberg. Ingen kvarterer i Prag ønsker nemlig at huse de 

hjemløse af frygt for ghettoficering og skade på deres omdømme. Ideen med at 

Rart at ’møde’ sælgerne 

Jeg har købt hvert eneste nummer af 

Hus Forbi de sidste fem år, men jeg 

må sige, at martsnummeret 2007 er 

det hidtil bedste. Den nye artikelserie 

Historier fra Gaden (på bagsiden, 

red.) er et decideret scoop, som for 

mig at se er med til at gøre hele 

hjemløseproblematikken mere konkret 

– pludselig får vi at vide, hvilke 

skæbner, der eventuelt kan ligge bag 

de (i øvrigt meget, meget høflige) 

sælgere, vi møder i bybilledet. Der 

er sikkert nogle, som mener, at det 

tangerer ’følelsesporno’, men jeg 

synes at oprigtigheden og ægtheden 

i artikelserien gør, at det overhovedet 

ikke virker sådan. 

Hvis I formår at lave den rigtige 

blanding mellem generelle og mere 

specifikke artikler, kan der ikke være 

tvivl om, at Hus Forbi vil blive ved 

med at være Danmarks mest interessante 

og relevante udgivelse. 

(Forkortet af red.) 

Rasmus Hastrup, København SV 

Svar: 

Ris og ros fra læserne er vigtig, for 

at vi kan blive ved med at udvikle 

indholdet i Hus Forbi. Hvorvidt vi 

er Danmarks mest interessante og 

relevante udgivelse vil jeg lade op til 

læserne at vurdere, men på redaktions 

vegne takker jeg mange gange 

for rosen. Den varmer. 



Jeg har forstået budskabet 

Jeg har et mildt men alvorligt indlæg 

til bladet: Skal der ikke gøres noget 

mere aktivt, for at give de hjemløse 

en luftforandring og en varmeregning!? 

Jeg får denne tanke, fordi jeg 

igen sidder med en udgave af Hus 

Forbi, men denne gang irriterer det 

mig; jeg er nemlig blevet træt af at 

læse bladet. Det jeg læser, har jeg 

læst før, og de eneste som nok ikke 

har fulgt med i bladets succes, må 

være de folkevalgte politikere. 

Jeg har personligt forstået bud- 

Foto: Merete Friss/Scanpix 

skippe de hjemløse ud på floden synes derfor umiddelbart som en god løsning 

ifølge de tjekkiske myndigheder. 

Kritiske røster påpeger dog, at den ”gode løsning” kun er en lappeløsning på 

et stigende hjemløseproblem. Skibet kan rumme en brøkdel af det samlede antal 

hjemløse og de øvrige hjemløsetilbud i Prag, bl.a. Nadeje hjælpecentret, har 

langt fra kapacitet til at huse de resterende flere tusinde hjemløse. 

Det flydende hjemløseherberg er desuden placeret i en isoleret del af Moldau 

på god afstand af bymidten og Prags berømte seværdigheder og turistattraktioner. 

Rygtet går derfor, at lastskibet blot er en bekvem og hurtig måde at skaffe 

de hjemløse af vejen, så de mange turister, der gæster byen hvert år, ikke skal 

’belemres’ med pågående tiggere og synet af forhutlede, fattige gadehjemløse. 

Undertøj med budskab 

Solidary People beskriver sig selv som ”en fiktiv bevægelse, der anvender cottonwear 

til mænd, kvinder og børn, som medie til at kommunikere et budskab om øget solidaritet.” 

Solidary People – der bl.a. producerer bomuldsundertøj til børn og voksne – har 

i sin forårskollektion valgt at sætte fokus på de hjemløse, bl.a. ved at de hjemløse 

kommer til orde på små påsyede mærker med statements om, hvad de pt ønsker sig 

mest her i livet – f.eks. en bolig eller et godt helbred. 

Solidary People donerer 500 sæt undertøj til landets gadehjemløse og lancerer sin 

forårskollektion i møbelhuset Paustian i København torsdag den 12. april. Ved lanceringen 

vil kunstnerne, som har designet forårskollektionens ’prints’, Nancy Munford 

og Victor Ash, præsentere deres installation Ly, og Hus Forbi vil være repræsenteret 

og sælge aviser. Installationen kan ses frem til den 28. april. - jalini 

skabet med de hjemløse og fattige, 

og jeg sidder med en trang til at gøre 

noget aktivt og droppe bladet! Gør 

dog noget! Både mig på kontanthjælp 

og ham som tjener 10.000.000 

kr. årligt! Vi har alle et ansvar! 

Michael Staugaard, Amager 

Svar: 

Jeg kan godt genkende følelsen 

af, at man bør gøre mere end blot 

at lave/købe et blad, der formidler 

viden om hjemløse og andre udsatte 

samfundsgrupper. Hus Forbis bestyrelse 

har dog besluttet, at Hus Forbi 

skal holde sig til sit kerneområde 

– nemlig at producere og udgive et 

blad, der foruden ovenstående giver 

de hjemløse et alternativ til tiggeri 

og kriminalitet 

Hus Forbi kan og vil ikke gå ind 

og overtage offentlige opgaver, som 

f.eks. at skaffe (billige) boliger til 

hjemløse. 



Fotocollage: Rikke Roger Reif 

LONDON – KONTRASTERNES BY: Få timer 

efter en europapremiere på en biograffilm, 

hvor de røde løbere havde været 

rullet ud og alle stjernerne var ankommet 

i deres store biler, fangede Rikke Roger 

Reif Crazy Nik med sit kamera.

Rådet for Socialt Udsatte: 

Er udpeget af socialministeren og 

har til opgave at være talerør for 

hjemløse, narkomaner, prostituerede, 

sindslidende, alkoholikere og andre 

socialt udsatte. 

Mød Rådets medlemmer her i Hus Forbi: 

>> Preben Brandt (nr. 45-2006) 

>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006) 

>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006) 

>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006) 

>> Nina Brünés (nr. 54-2006) 

>> Sadia Syed (nr. 55-2006) 

>> Jane Koczak (nr. 56-2007) 

>> Cliff Kaltoft (nr. 57-2007) 

>> Joan Fisker Hougaard 

>> Jens Erik Rasmussen 

>> Bjarne Lenau Henriksen 

>> Jannie Petersen 

22 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 

- Vi afviser aldrig nogen kvinder. Men det kan godt være, de ender med at sove i en lænestol, siger Joan Fisker Hougaard, 

leder af Reden i Århus. Krucifikset er en gave. 

Med accept, stor rummelighed og rimelige krav, tager Joan Fisker 

Hougaards imod ’gadens kvinder’ i Reden i Århus. Her følger 

niende portræt af Rådet for Socialt Udsattes medlemmer 

Af Helle Jørler 

Foto: Claus Sjödin 

Der er dømt omsorg, fra jeg træder ind i det lavloftede, 

undseelige byhus, som rummer fristedet 

Reden for prostituerede i Århus: 

- Gik turen godt?, har du fået frokost?, vil du 

have kaffe eller the? Tilbuddene strømmer en i 

møde fra de ansatte og frivillige kvinder, ’anført’ 

af den daglige leder, Joan Fisker Hougaard. Med 

varme, sødme, åbenhed, men også fast robusthed 

og urokkelig autoritet. Og fru Hougaard føles som 

den helt rigtige person til at tage vare på kvinder, 

der er prostituerede, misbrugere eller udsat for 

vold. Her er trygge rammer, en skulder at græde ud 

ved, varme, en ren seng at sove i, mad, hjælp til 

dette og hint. Og der er ikke adgang for mænd. 

Indtil 2001 lejede Reden kun forhuset, men 

da et trykkeri solgte to baghuse, købte Reden alle 

tre ejendomme for en arv, der tilfaldt stedet. Det 

ene rummer kontorer og bad i stuen og beskedne 

soverum med køjesenge, TV-stue, thekøkken på 

førstesalen. Ved det store mødebord sætter vi os 

tilrette. Joan er klar. Det faste blik smiler. 

- Jo. Det lå egentlig nok i kortene, at jeg 

ville blive socialarbejder. Helt tilbage fra syv års 

alderen husker jeg, at jeg var tiltrukket af ’skæve 

eksistenser’. Jeg synes, de forhutlede på bænkene 

var søde, rare, sjove, spændende. Jeg havde ikke 

gnist af frygt for dem – det er fundamentalt i mit 

sind, at jeg regner med, at folk vil mig det bedste, 

indtil det modsatte er bevist. Min familie var 

også socialt sindet, og det var ok, at jeg snakkede 

med ’sutterne’. Jeg husker, hvordan en hjemløs 

bad om husly hos os, men vi havde ikke plads, så 

min far fulgte ham over til naboejendommen, hvor 

han fik lov at sove i høet. Og jeg husker, at min 

mor lavede madpakker til de vejfarende svende, 

fortæller Joan. 

Senere, i skolen, kunne hun ikke udholde, at 

nogen blev holdt udenfor eller generet. Hun var 

selv inde i varmen. Der var f.eks. en tyk dreng, 

som blev mobbet. Joan inviterede ham hjem og 

lege senere; altså når de andre var gået; fordi hun 

nok instinktivt, trods alt, ikke ville risikere at 

blive drillet med det. 

- Hm. Han er faktisk en af mine allerbedste 

venner den dag i dag. Og han er stadig tyk, griner 

hun og tilføjer: 

- men han har et godt liv. 

De to har aldrig talt om den sårbare situation 

fra skoletiden. Joan havde faktisk aldrig nævnt 

det for nogen. Men hun fik munden på gled, da 

hendes egen datter, netop som syv-otte-årig, blev 

opmærksom på en pige, der trivedes dårligt – og 

sagde: ”Hun må godt komme og lege – senere!” 

Det har familien Hougaard grinet en del af. Så 

Joan tror, at den sociale ansvarlighed går i arv; 

også selv om den ikke italesættes. 

Faderen blev dræbt 

Joan er mellemsøster ud af tre. Da hun var 16 år 

blev tæppet trukket væk under familien: Faderen 

blev dræbt af en spritbilist. Joan gik i sort, da 

hun et halvt år efter stødte på bilisten, der havde 

dræbt hendes far. Hun måtte have luft. Gik hen 

til ham, og gav ham et par borgerlige ord med på 

vejen. Men sorgen og de nye vilkår i familien var 

langt fra slut hermed. 

- Min fars bratte død kom til at præge vores 

liv i meget høj grad. Også praktisk. Han var ansat 

ved DSB, og vi fik en frist på tre måneder til at 

komme ud af tjenesteboligen. Kommunen i Give 

hjalp os til et nyopført rækkehus, og det var godt 

at forblive i området, hvor vi kendte folk, som 

støttede os, siger Joan. 

Økonomisk blev det også en overordentlig 

stram tid. Joan havde taget realeksamen, været 

et år i huset, da faderen døde. Hun kom som 16 

årig i kontor-og butikslære i Brande. 

- Hvis jeg skal se en positiv effekt af den 

tid, så er det, at jeg meget tidligt blev socialt 

og økonomisk bevidst. Udviklede min praktiske, 

orden-i-tingene-side, min opfindsomhed – for 

eksempel med hensyn til at ”shine” tøj op, så det 

kunne se lidt friskt og moderne ud for få ører. Jeg 

har altid taget mange initiativer – en iværksættertype, 

som godt kan lide at generere penge. 

Jeg prøver at finde løsninger, før katastroferne 

indtræffer, konstaterer Joan. Hun er helt bevidst 

om sit hjælper-gen, men hun føler sig ikke som en 

Florence Nigthingale-type: 

- Jeg stiller også krav. Jeg vil ikke have urimeligheder 

og nyde-uden-at-yde. Omvendt vil jeg 

gerne støtte, hvis folk viser god vilje og gør en 

indsats efter evne. 

Aparte folk er spændende 

Joan var tidligt ude med kæreste og barn. Hun 

flyttede sammen med sin mand i 1971, og de fik 

en søn, da hun var 21 år. 

- Da stak savnet af min far hovedet frem 

igen… Jeg ville have givet min højre arm for, at 

vi kunne have delt den oplevelse med ham… 

Joan blev pædagogmedhjælper i en børnehave. 

To år efter ventede hun sit næste barn og 

blev dagplejemor. De to plejebørn var fem og et 

år og børn af alkoholikere. Hendes egne var to et 

halvt og nyfødt. Hendes bane i livet blev så småt 

kridtet op her. 

- Vi var flyttet til en firelænget gård og havde 

plads og overskud, så det gik fint, smiler hun. En 

TV-udsendelse om belastede unge, der bl.a. ikke 

kunne finde praktikplads, fik Joans murer-mand til 

at foreslå, at familien tog en af ’hvalpene’ til sig 

og gav ham både læreplads og fosterhjem. Den 

unge mand, de fik, var 16 år. Joan var 24 og syntes, 

det var en udfordring. Desværre kom drengen 

alligevel efter en tid ud i noget snavs, når han 

havde fri hver tredje weekend. Han kom tilbage 

til institutionen. Men forløbet bestyrkede hende 

i, at hun ville arbejde med mennesker. 

I 1994 blev Joan færdig som socialpædagog. 

Hun arbejdede forskellige steder og lærte bl.a., at 

udsatte mennesker godt kan have held til at bryde 

et dårligt mønster, ligegyldigt hvor svære odds, 

de har imod sig. 

Hun fandt sit forbillede Oddur Gislarsson, som 

stadig er leder på forsorgshjemmet Sølyst, der 

fortrinsvis rummer 30-60 årige mænd; hjemløse, 

misbrugere og psykisk syge. 

Han viser tillid, omsorg, kærlighed og kan 

rumme alle, men man er ikke et sekund i tvivl om, 

at han er lederen. Dét prøver jeg at leve op til, siger 

Joan. Man fornemmer, at det lykkes et langt stykke 

hen ad vejen. Joan var på rette hylde på Sølyst: 

- Jo mere aparte folk er, jo mere spændende 

synes jeg, det er. Jeg fik gode relationer til 

beboerne. Vandt en del fortrolighed. Tror, jeg 

havde roen til at lade dem komme til mig. De var 

tydeligvis voksne mænd, som var børn inden i. 

Netop blevet overfaldet 

Joan måtte i 1999 sige op på Sølyst pga. sygdom 

i familien, men blev i 2000 leder af Reden i Århus. 

Hun er glad for arbejdet, men det er også barsk. 

Et par dage før interviewet finder sted, blev hun 

f.eks. temmelig voldsomt overfaldet af en af 

husets stambrugere. Men hun viser mig også et 

par taknemmelige breve. Der er en del lyspunkter. 

Ikke desto mindre: 

- Arbejdet kræver et fyldt batteri. Ens moral 

og normer kan risikere at skride igennem årene. 

Jeg er glad for, at jeg bor langt 

væk. Og hvis ikke jeg følte 

mig ventet, set, elsket 

derhjemme, ville jeg 

ikke kunne holde 

til det. Tingene 

perspektiveres. Jeg har erkendt, at det ikke er en 

selvfølge at have et godt liv. Og at sætte enormt 

pris på det, jeg har. 

- Haha… Joan griner råt, da hun beskriver, 

hvordan hun blev inviteret med i Rådet for Socialt 

Udsatte. 

- Min mand og jeg havde i weekenden talt med 

nogle venner om, at jeg synes, det kunne være 

Reden i Århus: 

Fra 1. marts i år har Reden døgnåbent, hvilket 

Joan F. Hougaard har kæmpet for. (Øvrige 

væresteder i Århus lukker ca. kl. 14 fredage og 

kl. 8-9 om morgenen) 

I 2000 var Joan Fisker Hougaard eneste 

ansatte med otte frivillige hjælpere. Siden er 

staben vokset til 11 ansatte og 20 frivillige. 

Der er i snit 50-60 faste brugere ”plus det 

løse.” Reden fungerer på et kristent grundlag 

og hører under KFUK’s sociale arbejde. 

Økonomisk støttes institutionen hovedsageligt 

at Socialministeriet og Århus kommune 

Der findes Reder i København og Odense. 

www.reden.dk 

sjovt at være med i Rådet, da dets ’fødsel’ var blevet 

omtalt i medierne i efteråret 2001. Ugen efter 

blev jeg ringet op af en herre, der præsenterede 

sig som værende fra Socialministeriet og inviterede 

mig med. Grinende sagde jeg bramfrit ”Hold da 

kæft! - hvem er du, hvor ringer du fra?” Jeg var 

sikker på, at det var en af vores venner, der to fis 

på mig! Da han ydermere sagde, at Rådet skulle 

have medlemmer, ”som havde styr på lortet og 

ikke lort på styret,” tog det lidt tid, før jeg troede 

på det… Hun er rigtig glad for at være med, bl.a. 

for at kunne være og informationsmæssigt på 

økonomisk forkant med begivenhederne 

Nogle af Rådets sejre har, ifølge Joan, været 

behandlingsgarantien for misbrugere, som hun 

synes virker. Blandt andet på den måde, at 

misbrugere ikke længere kommer så langt ud som 

før. På hendes eget område, at det er lykkedes at 

få et mere seriøst, politisk fokus på prostitution, 

misbrug og vold mod kvinder – og indsatsen imod 

det. Et af hendes ønsker er, at der også kommer 

en behandlingsgaranti inden for psykiatrien. 

hj@freelanceriet.dk 

Joan Fisker Hougaard ved kurve med kondomer 

til Redens brugere, så de kan beskytte 

sig mod kønssygdomme, når de har kunder

» 

» 

Skriv 

om 

hjemløshed 

... 

Jens Peter Kaj Jensen 

født i Middelfart 1965 

er cand.phil. i filosofi. Han 

har i en årrække arbejdet som 

forlagsredaktør, og går nu på 

Forfatterskolen i København. 

Han har tidligere skrevet filosofisk 

faglitteratur og debuterer 

som skønlitterær forfatter med 

romanen Sofa i maj 2007. 

Skriv om hjemløshed… 

Sådan lød vores opfordring til 

12 unge, ‘ukendte’ forfattere. 

De skriver i Hus Forbi: 

>> Peder Frederik Jensen 

>> Maja Lukas 

>> Kristina Nya 

>> Jesper Brygger 

>> Vagn Remme 

>> Stinne Storm 

>> Julie Sten-Knudsen 

>> Jens Peter Kaj Jensen 

>> Lars Bo Nørgaard 

>> Malte Holm 

>> Martin Snoer Raaschou 

>> Ea Jeppesen 

Foto: Christina Altuna Aagesen 

af Jens Peter Kaj Jensen 

Illustration: Linda Weiss Drescher 

Sundbyvester Plads 

Folk tror, han er skør. Sådan kigger 

de på ham. Det er de tics og 

nervøse kramper, han sidder med. 

Han kan ikke komme videre. Nu 

har han i over to timer ikke sluppet 

sit tag i bænken. Han holder 

fast i sædet mellem benene. Nu 

trækker hans venstre mundvig 

igen ansigtet ud af symmetri. 

Han krammer sammen. Øjnene 

misser, men han er ikke skør. Han 

ved præcis, hvad der vil ske. Om 

lidt kommer den tykke dreng og 

trykker tegnestiften ind gennem 

spidsen af hans lem. 

Hovedbanegården 1 

Han har for meget tøj på: en 

varm vindjakke, en uldtrøje og 

hvad der måtte gemme sig under 

den. De beskidte cowboybukser. 

Det er ok med gummisko. Man 

tænker: Det er så det tøj, han 

ejer. Han går rundt med det hele 

på. Skægget er ikke klippet i flere 

måneder. Og håret. Det, der er 

tilbage af det. 

Han går og snakker med en 

anden. Med en mand, tænker 

man. Han skælder ud, går hidsigt 

væk fra ham, gør en afvisende 

gestus med hånden tilbage mod 

ham. Så stopper han pludselig op 

og vender sig mod ham igen. Der 

er mere skældud, han skal af med. 

Han er endnu vredere end før, har 

hidset sig op på manden. Men 

der er ingen mand. Han skælder 

ud mod et punkt i rummet. Han 

bevæger sig i faste, kantede 

mønstre om skældudpunktet. Han 

er dets hidsige drabant, som forsøger 

at komme fri af kredsløbet. 

Rådhuspladsen 

Hun sparker til bøtten. Det 

fortryder hun, når hun mærker 

de slimede nudler sjaske op fra 

China-boxen, tænker jeg. Hun 

sparker til den tre gange, mens 

hun tager Rådhuspladsen med 

skridt, som ikke må blive længere 

i den nederdel. Første gang ligger 

boxen bare i vejen. Hun skal ind 

på rådhuset. Det er en hvid nederdel, 

så hun har travlt. Anden 

gang er det tydeligt, at hun spiller 

fodbold. Hun accelererer frem 

mod den og nyder sin tåhyler. 

Resten af selskabet er der 

allerede. De venter på plateauet 

foran indgangen. Det er hende, 

de venter på. Man kan se, det 

er hende. Nogen begynder at 

hviske. Hun ser det. Så vender 

hun sig, griner forventningsfuldt 

og sparker boxen op mod vinden, 

så sojasovsen støvregner ind over 

hendes overstadige dans. 

Marcel’s Bodega 

Jæver og jeg har siddet længe 

og snakket om Socialdemokraternes 

nye formand, og så er han 

pludselig socialdemokrat af hele 

hjertet, ham mulatten med læderkasketten 

ved siden af Jæver. 

– Socialdemokrat? spørger 

jeg. Jeg forstår det ikke helt. 

– Ja, siger han. – Pia Kjærsgaard 

er min bedste ven! Han 

favner sig selv med begge arme 

som for at vise, hvor meget han 

kunne kramme sin veninde. – Men 

hun kommer nok ikke på Marcel’s 

Bodega, tænker han højt. Jeg 

tror, han smiler. Men så kan han 

se på os, at han alligevel ikke har 

ramt rigtigt. Han bliver forlegen 

og vil gøre alt for at gøre det 

godt igen. Han henter øl. 

Lidt efter fisker han en aflang 

gaveæske frem fra inderlommen. 

Der er trykt en tegning af et 

gavebånd på låget. Det er mig, 

der skal have den. Jeg siger, 

at så godt kender vi vist ikke 

hinanden. Han griner slet ikke, og 

Jæver kigger på mig, som havde 

jeg smækket døren i hovedet på 

en dame med gangstativ. Manden 

åbner æsken og viser mig den 

alfons-agtige guldkæde, han har 

besluttet at forære mig. 

– Jamen, det kan jeg da slet 

ikke tage imod, forsøger jeg. Jeg 

kan ikke håndtere det. Det er de 

øjne. Så er der stille, indtil den 

store mand med læderkasketten 

begynder at græde. 

– Se nu! hvæser Jæver ad mig. 

Iskiosken 

Kan du huske Kaj? Kaj med choppercyklen. 

Selvfølgelig kan du huske 

ham, men kan du huske, hvordan 

vi fik det i maven, når Kaj holdt 

nede ved mindestenen om onsdagen, 

når vi fik tidligt fri? 

Kan du huske, hvordan han 

sad med begge ben hen over 

styret og armene over kors? 

Og smøgen. Det fjollede lille 

nummer med at stikke smøgen ind 

i det venstre øre og blæse røg ud 

gennem næsen, når vi vendte os 

og fik øje på ham. Han må jo have 

forberedt det til os, lyttet efter 

skoleklokken, ventet to minutter 

og så suget røg ind og sat 

smøgen på plads. Han må have 

forberedt det. Jeg husker det, 

som om Kim var sikker på, at Kaj 

kunne suge røg ind gennem øret. 

Eller, han var i hvert fald ikke 

overbevist om det modsatte. 

Det var Kaj, der lærte mig at 

trække cykelen uden at holde ved 

styret. Man skal bare have fat i 

bagenden af sadlen med to fingre. 

En er nok, hvis det ikke blæser. 

Jeg trækker stadig cyklen på den 

måde. Ind imellem tænker jeg på, 

om Kaj også gør det. Det må han 

gøre. Man kan ikke forestille sig 

Kaj krummet frem mod cyklens 

styr. Han ville ikke tage den 

ydmygelse. 

Det bedste var, når vi have 

fået en is hos Emma nede ved 

åen. Kan du huske, hvor vi nød 

det, når der var fremmed publikum 

til Kajs små opvisninger? 

Han sørgede altid for, at chopperen 

stod solidt lænet op mod 

bagsiden af kiosken, så den ikke 

væltede, når han sparkede låsen 

op. Han var omhyggelig med 

de ting, men havde en evne til 

at se skødesløs ud. Det var den 

måde, han kunne få alting til at 

se ud, som om det bare kom til 

ham. 

Men han må have øvet sig 

hundredvis af gange derhjemme 

for at kunne ramme låsen helt 

rigtigt hver gang. Han mistede 

aldrig balancen. Der kom ikke en 

rids i lakken, ikke en trykket ege. 

Kaj fortrak selvfølgelig ikke en 

mine, men Kim kunne næsten ikke 

holde sig, når de fremmede piger 

tabte kæben over denne karseklippede 

splejs, som ikke gad bøje 

sig ned for at låse sin egen cykel 

op, men blot gav låsen et los med 

venstre hæl og svang benet over 

stangen. Ikke noget med at kigge 

sig tilbage. Så var vi væk. 

Har du nogensinde tænkt 

over, hvorfor Emma ikke ville 

tage mod penge fra Kaj? Tror du 

overhovedet, han havde penge 

med? Så du ham nogensinde åbne 

pungen? 

Jeg kan pludselig ikke huske 

det. 

Har du 1-2 ledige timer om ugen 

så bliv frivillig i Røde Kors 

Besøgsvenner 

I København og på Frederiksberg venter 170 ensomme på at få en besøgsven. 

Som besøgsven kommer du frivilligt og ulønnet som en personlig ven, 

der har overskud til at snakke og lytte. Besøgene kan bruges til det, som I 

indbyrdes bliver enige om. Kun fysikken sætter grænser! 

Har du overskud, er tålmodig og stabil - så er det dig, vi har brug for. Vi 

tilbyder relevante kurser, sociale arrangementer og et spændende fællesskab 

med 500 andre besøgsvenner. 

Aktivitetsleder til Tryghedsopkald 

40 frivillige ringer dagligt til 40 ensomme Københavnere. Vi søger en 

ansvarsbevidst robust aktivitetsleder, der kan rykke ud, når telefonen ikke 

bliver taget. Er du et rummeligt menneske, der kan bevare roen i vanskelige 

situationer, og har du fri i dagtimerne – så kontakt os for at høre nærmere. 

Vi mangler også ringere! Det drejer sig kun om 5 minutter hver dag, så har 

du gjort en københavner mere tryg. 

Chauffører og turledere søges 

Telefon & Turtjenesten giver hovedstadens ældre borgere mulighed for at 

komme ud af deres hjem og få en oplevelse med andre ældre. Turene går til 

museer, cafeer eller en tur i naturen. Lige nu søger vi chauffører og turledere 

til Nordvest og Nørrebro. 

Er du interesseret i en eller flere af ovennævnte aktiviteter så kontakt 

Ingrid Østergaard på telefon 38 33 64 00 eller mail in@drk.dk 

Kontakt: 

Nordre Fasanvej 224, 4. 

2200 København N 

Tlf: 38 33 64 00 

hrk@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 

Projektregnskab for 1001 kopkaMe 

INDTÆGTER 

Donerede kopper kaMe ( 273 stk. ) 3.690 

SMS indsamling ( 1.110 stk. ) 32.190 

Sponsorater 25.000 

INDTÆGTER I ALT 60.880 

OMKOSTNINGER 

Udleverede kopper kaMe 7.390 

Hjemmeside 6.933 

Kampagnemateriale 12.862 

Administration 4.452 

OMKOSTNINGER I ALT 31.637 

RESULTAT AF INDSAMLING 29.243 

Overskud fra indsamlingen DKK … 29.243 

er doneret til 1001s kaMefond 

www.1001kopkaMe.dk 

Regnskabet er reviseret af 

Bølling & Flintsø Registreret Revisionsaktieselskab 


www.andersagerbo.dk 

X-oRD af Anne Jensen 

Navn: 

Adresse: 

Postnr.: 

By: 

(Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver) 

Send løsningen på X-ORD 

senest 30. april 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod 

om et boggavekort til en værdi af 500 kr. 

og 10 cd’er Hjemløs. 

Løsninger 

sendes til: 

Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

VinDERnE AF X-oRD i nR. 57 

‹ Vinder af bog-gavekort 

Hans Th. Mikkelsen 

Nørrebro Vænge 7, 1.th 

2200 Kbh. N 

Vinderne af cd’er får 

direkte besked pr. post. 

# Klip ud og send ind 

Reflekteren over spejleffekt 

Står på broen…Kigger på det mørke vand… 

Ser mit spejlbillede…Men genkender ikke…Hulkindet… 

Bedrøvet…Skuldrerne omkring knæene… 

Så fjernt fra mig…Mig der altid er den smilende… 

Den glade. Mr. Her-går-det-stille-og-roligt. 

Kigger mistroisk på denne anden mand…Hvem er han?… 

Hvor kommer han fra?…Hvad vil han mig?… 

Hvorfor kigger han sådan på mig?… 

Og hvor er mit rigtige spejlbillede.… 

Glor på dette skue…Længe… 

Og opdager vi begge er fanget…Lysår fra hinanden… 

Hvem er hvem, naiv leg. 

Af Simon Sørensen, midlertidig beboer på Ågarden – et 

bosted for hjemløse i Odense 

Vorherres køkkenhave 

April 

gamle dage kaldte man 

i 

april måned for græsmåned. 

Det var nemlig den måned, 

hvor får og kvæg blev sat 

på græs. 

April er eksplosiv; meget er 

ved at erobre verden, meget er på 

spring. 

Jeg er på vej ud til en stor buttet 

halvø (Helnæs mellem Assens 

og Fåborg), der med undtagelse 

af hede og klitter, har de fleste af 

køkkenhavens forskelligheder. En 

’tynd’, nyere løvskov, med kraftig 

underskov af brombær, indrammer 

den smalle skovvej. Det er her, 

jeg møder Den Store Gartner, som 

stråler om kap med solen, der er 

trukket i arbejdstøjet og nu sender 

sine varme stråler til de hungrende 

vækster. Det er timer siden, den 

egentlige morgenkoncert sluttede, 

men iblandt den megen fuglekvidren 

høres spættens trommen markant. 

Bedst som vi går der og suger 

forår og indtryk til os, møder vi en 

mand, som bærer på et stort bundt 

hornfisk. Jo, selv fra kysten er årstiden 

ikke til at tage fejl af. 

På en åben strækning står 

perikon med sine smukke blomsterstængler 

fra sidste år, hver med en 

roset af små nye skud, parate til i 

juli at være mine leverandører af 

blomsterknopper og kronblade til 

den helsebringende røde snaps. 

Døvnælde 

På dette stykke gror døvnælden i 

vejkanten. Den kaldes sådan, fordi 

den ligner brændenælden, men er 

døv; brænder ikke. Dens rigtige 

navn er tvetand pga. de to spidse 

’tænder’ på blomsten. I folkemedicinen 

anvendte man planten mod 

slim i lungerne og som te mod 

hedeture, feber og diarre. Kogte man 

Foto: : Biofoto/Scanpix 

døvnælden godt og længe, fik man 

en gele, der var virksom at smøre på 

ligtorne, hæmorroider og brandsår. 

I middelalderen var det vigtigt, at 

når man bortgiftede sin datter, så 

skulle hun være jomfru – og det var 

let at finde ud af. Datteren fik en 

døvnælde stukket i hånden, og hvis 

vandet løb fra hende (hun tissede), 

ja, så var hun ikke jomfru. 

Den døvnælde, vi fandt ved 

skovvejen, havde røde blomster. Det 

er den røde tvetand med de krybende 

stængler. Den er ca. 15 cm. 

høj og lugter fælt. Døvnælden med 

de hvide blomster, som vi kender 

bedst, kan blive op til 50 cm. høj. 

Når du finder den, høst da de unge 

blade og vel hjemme i køkkenet, gør 

du følgende: 

Rens og hak de unge blade til du 

har 2 dl, der blandes med en spsk. 

hakket persille. Rør 4 spsk. olie med 

2 spsk. kryddereddike, der vendes i 

døvnældeblandingen. 

3 – 4 porre snittes på langs og 

koges i letsaltet vand ca. 7 min., 

lad dem køle af i kogevandet. De 

afkølede, lune porre overhældes med 

dressingen – og velbekomme. 

Dufter af vanilje 

Vorherre står og vipper med øjenbrynene, 

det betyder, at jeg lige 

skal nævne, at der også findes en 

døvnælde, der hedder liden tvetand 

– så er det på plads. 

Blandt de mange vækster her 

omkring mig, står kodriveren i 

blomst. Her er også agerstedmoderblomsten 

– lille, smuk og også med 

en sød historie, men det får vente. 

Over os boltre luftens akrobater sig; 

svalerne er kommet hjem efter den 

lange tur fra Afrika, for at yngle og 

spise af insekternes overflod. Jeg 

læste et sted, at en svale i løbet af 

et svaleliv flyver, hvad der svarer til 

jorden rundt 100 gange og får spist 

fem millioner insekter. 

Vi kommer til en ny, lidt tættere 

løvskov og her – ikke helt overraskende 

– står målet for min tur ud i 

Vorherres Køkkenhave: Skovmærke. 

Skovmærke bliver op til 30 cm. høj 

med hvide blomster i toppen, og 

danner en tæt bevoksning i skovbunden. 

De unge skud dufter svagt 

af vanilje. Det latinske artsnavn 

betyder faktisk ”lille duftende 

plante, der vokser i skoven”. Planten 

indeholder kumarin, som også 

kendes fra mjødurt, der er det stof, 

der giver duften. Skovmærke er en 

af skovens elskeligste planter. Den 

blev i fordums tider bundet i kranse, 

Skovmærke 

der for velduftens skyld blev hængt 

op i stuerne og samtidig, når de 

begyndte at dufte ekstra stærkt, ja 

så vidste man, at et regnvejr var i 

anmarch. 

Udover at være et vejrbarometer, 

duftbuket på vægge og i tøjkister, 

er planten for snapsefolket – forår 

på flaske. Prøv engang. Anbring et 

par planter i et syltetøjsglas, fyld 

op med Brøndum, vent et par dage 

og filtrer snapsen. Når glasset med 

gudedrikken føres til læberne vil 

duften af forår 

og skovbund 

brede sig fra 

næsen til 

hjertet. 

Inden verden 

gik af lave 

brugte man 

ved studentergilder 

at drikke 

en bowle, hvori 

var brugt blade 

og blomster 

af skovmærke 

som krydderi, 

og friske skovmærkeblomster blev 

drysset på overfladen som pynt. Man 

tager en bowle hvori hældes: 

3 fl. Mousserende hvidvin og 

2 liter appelsinjuice. En gazepose 

med skovmærkeblade og blomster 

nedsænkes i væsken, der med jævne 

mellemrum prøvesmages. Når bowlen 

smager, som den skal, fjernes posen. 

Halverede skiver fra to appelsiner og 

isterninger hældes i. På overfladen 

drysses friske skovmærkeblomster og 

bowlen er færdig. 

I april hedder den aprilbowle, i 

maj majbowle osv. 

Fremmer fødslen 

Som lægeplante er den blevet brugt 

til behandling af blæresten og 

underlivssmerter. Men mest interessant 

er dog, at skulle man fremme 

fødslen hos en fødende kvinde, så 

bandt man skovmærkeblade under 

hendes fødder, og når barnet var 

født badede man det i afkog af 

planten for at undgå udslæt. 

Udover at være et 

vejrbarometer, duftbuket 

på vægge og 

i tøjkister, er planten 

for snapsefolket 

– forår på flaske 

Som så mange af køkkenhavens 

vækster har også skovmærke en 

lille historie: Jomfru Maria samlede 

blade af skovmærke og brugte dem 

som sengeleje til det lille Jesubarn 

og straks steg den dejligste duft op 

fra krybben, og siden har mangen 

en mor brugt at blande skovmærker 

i sengehalmen. 

Vi må videre fra det velduftende 

område. Uden ved kysten står slåenbuskene 

i blomst, senere kommer 

bladene. Jeg lader blikket glide 

langs kysten, og 

som forventet 

står strandkålen 

spredt på en længere 

strækning. 

Efter en stund at 

have nydt lyden 

af bølgernes puls 

og de skrigende 

måger, går vi 

tilbage over 

nogle marker til 

stend iget, som vi 

følger til en lille 

sø, hvor frøerne, 

på trods af de lurende gedder mellem 

sivende, kvækker på livet løs. 

Det har været en pragtfuld dag, 

og jeg vil nødig hjem, men dagen 

går på hæld. Jeg lover mig selv og 

Vorherre, at vende tilbage til maj, 

medbringende mit grej, så jeg kan 

blive her ude nogle dage. Vorherre 

står og smågriner lidt, mens han 

trækker sig i skægget. Den er han 

med på. Vi ses i maj. 

Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og 

udeligger. 


Foto: Niels Nyholm 

Foto: : Biofoto/Scanpix

Jeg har været nede og kysse 

rendestenen – nedefra! 

Historier fra gaden 

– en ny artikelserie 

Hus Forbi-sælger 

Jan Andreasen ved ikke, 

hvor han skal sove i nat. 

Hus Forbi møder 50-årige Jan Andreasen, 

mens han står ved Storkespringvandet 

på Amager Torv i 

København og spiller mundharmonika 

for de forbipasserende i håbet om 

at tjene et par skillinger. Tidligere 

på dagen har han været ude at sælge 

aviser for Hus Forbi – og nåede op 

på et salg på ca. 25 styks. 

- Det tog tre timer, men så blev 

jeg træt og tog en lur på en bænk på 

Nørreport Station, fortæller han. 

Jan Andreasen bor nemlig på 

gaden og finder sent på aftenen – alt 

efter hvor i København han befinder 

sig – ud af, hvor han skal sove. Nogle 

gange bliver det på en bænk udendørs, 

andre gange på et herberg. 

- I nat har jeg sovet på Mændenes 

Hjem i Istedgade (på Vesterbro i København, 

red.). De har sengepladser, 

men jeg sov i det åbne rum på gulvet, 

for det har jeg det bedst med. Hvis 

jeg får en dyne over hovedet, så får 

jeg hovedpine, fortæller han. 

Jan Andreasen er en mand med en 

livlig fantasi, som når han selv skal 

sige det, har rigtig mange uddannelser 

og kundskaber bag sig. Han er uddannet 

inden for herreekvipering som 

helt ung, dernæst har han arbejdet 

for Mærsk Mckinney Møller på Odense 

Stålskibsværft sammen med sin far og 

tre brødre, i så mange år, at han har 

været med til at bygge hele 34 skibe, 

siger han. Og når samtalen drejer sig 

om slåskampe, ja, så er han faktisk 

også jægersoldat, og når det kommer 

til musikken, så kan Jan Andreasen 

fortælle, at han har taget en uddannelse 

som musiker og sanger på Århus 

Musikkonservatorium. 

Klokken 12 skal han være nede 

på Gammel Torv, hvor han har hørt 

fra nogle af de 

andre ’gadekammerater’, 

at der er 

storskærm med en 

’hjemløsefilm’. Så 

Hus Forbis udsendte, 

der møder Jan 

Andreasen klokken 

11 om formiddagen, 

må love ham højt 

og helligt, at de 

nok skal nå at blive 

færdige til klokken 

12, for det er 

vigtigt for ham. 

Jan Andreasen spørger, om vi 

ikke giver en kop kaffe, og vintervejret 

taget i betragtning er det en 

ganske god ide. Så vi sætter os ind 

på Café Norden på Amager Torv. Men 

da vi kommer indenfor i varmen, vil 

Jan Andreasen nu egentlig hellere 

bytte sin kaffe ud med en Gammel 

Dansk. For han trænger til en 

genstand. Han er alkoholiker og 

fortæller, at han drikker mellem 40 

og 70 genstande om dagen. 

- Jeg har drukket 15 til 18 stykker 

i dag – ungefähr – siden ’klokken morgen’ 

på Kofoeds Kælder. Her mødes vi 

mellem klokken otte og ni og holder 

et ’møde’ og ser, om der er nogen, som 

Efter skilsmissen 

røg jeg i behandling 

i to år for 

alkoholmisbrug, 

stress og smerter, 

og så røg jeg 

på gaden 

er døde. I dag var alle heldigvis kun 

levende. For jeg kan tilføje, at jeg var 

til begravelse for 14 dage siden – hos 

Dorthe, der kun blev 40 år og så Leif, 

der kun blev 44 år gammel. 

Siden Jan Andreasen i 1997 blev 

skilt fra sin kone, som han havde 

levet sammen med i 17 år, har han 

levet et hårdt liv og været mere eller 

mindre hjemløs alle årene. De boede 

sammen på Fyn med deres to børn i 

hus og havde tre biler, fortæller Jan, 

der stadig har en god 

kontakt til ekskonen: 

- Det kan I lige 

præcis tro, for vi 

holder nemlig meget 

af hinanden. Men 

efter skilsmissen røg 

jeg i behandling i to 

år for alkoholmisbrug, 

stress og smerter, og 

så røg jeg på gaden. 

Og det har jeg ikke 

selv valgt, det er 

skæbnens ironi, at 

man havner på gaden. Jeg har været 

nede og kysse rendestenen – nedefra! 

Jeg har boet på 14 forskellige forsorgshjem 

i Danmark – blandt andet 

Møltrup Gods – en gammel herregård 

ved Herning – på Dalhoffsminde i 

Sønderjylland, på Store Dannesbo på 

Fyn, på Sundholm og så ingen steder, 

nemlig på gaden, fortæller han. 

På Cafe Norden er der mange 

mennesker. Jan Andreasen tager sin 

mundharmonika frem, og det klør i 

mundvigene for at give et lille nummer. 

For Jan kommer i tanker om, 

at han er god til at spille Mormors 

kolonihavehus. Men han har været inde 

på cafeen før, og ved godt, at de ikke 

bryder sig om Mormors kolonihavehus 

Tre spørgsmål til 

Jan Andreasen, 

50 år og hjemløs: 

Hvad fik du at spise i går? 

- Det var eddermanme noget af et spørgsmål. Tre 

stykker smørrebrød af den fineste slags, som jeg 

fik af Projekt UDENFOR på Nørreport Station. Der 

var ål på den ene, bøf med løg på den anden og 

leverpostej på den tredje. 

Har du haft en særlig oplevelse på det 

seneste? 

- Tilfældigvis så kender jeg to stykker gennem Hus 

Forbi. Den ene blev stukket i ryggen og den anden 

snittet i hånden af en mand, der er psykopat. Så 

derfor har jeg været henne og snakke med ham og 

ruske i ham og sige: ”Det gør du aldrig mere”, så 

nu er han feset af. 

Ved du, hvor du skal sove i nat? 

- Næ, det kommer an på, hvor jeg havner henne. Det 

kan være Hillerødgade, Stengade, Sundholm (herberger 

og varmestuer i København, red.). Jeg planlægger 

ikke noget. Jeg tager ti minutter ad gangen. 

Af Birgitte Ellemann Höegh 


lige her midt i caffé-latterne, de italienske 

sandwicher og mandelkagerne. 

- Tilfældigvis så har jeg en Hohner 

International-mundharmonika, det 

bedste instrument, man kan købe for 

penge, så den passer jeg godt på. 

Jeg spiller på den hver dag. 

Vennerne er der ikke 

Tiden er ved at løbe fra os. Klokken 

er lidt i tolv og Hus Forbis to 

udsendte minder Jan Andreasen om 

hans aftale på Gammel Torv, hjælper 

ham i overtøjet – og husker ham 

på hans hue. Men turen fra Storkespringvandet 

og op til Gammel 

Torv viser sig at blive lang. For der 

er mange afstikkere undervejs. Jan 

skal lige spille et lille nummer for et 

par damer på en bænk, så skal han 

lidt den anden vej igen, og så ned af 

en sidegade og slå en streg. Men vi 

skynder på ham flere gange, for Jan 

Andreasen vil jo faktisk rigtig gerne 

op og møde kammersjukkerne. 

Men desværre kommer vi frem til 

et storskærms-tomt Gammel Torv. Der 

er skam masser mennesker og springvandet 

– det med guldæblerne – og 

retsbygningen, gadesælgerne og alt 

det, der plejer at være der, men ikke 

nogen storskærm. Jan Andreasen er 

”stone sure”, og derfor ender det med, 

at vi siger tak for i dag, og så vil han 

afsøge terrænet på egen hånd. 

Lidt senere møder Hus Forbis 

udsendte nogle af vennerne til Jan 

Andreasen, og jo, de har da hørt noget 

om en storskærm, men ingen ved 

rigtigt, hvornår det skulle være … 

birgitte.hoegh@os.dk

hf_59-april_07.pdf - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?