Beskæftigelsesministeriets sektoranalyse til Strukturkommissionen

s. 26/231
Aktivlinien på både dagpengeområdet og kontanthjælpsområdet blev udbygget med
Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (1994), Lov om kommunal aktivering
(1994) og Lov om aktiv socialpolitik (1998). Udgifterne til aktive ydelser steg således
fra 1992, mens udgifterne til passive ydelser er faldet siden 1994, jf. figur 1.4.
Den aktive linie baserede sig på "ret- og pligt princippet".
”Ret og pligt” princippet betød, at ledige fik ret til et aktivt tilbud, men at denne ret
fulgtes af en pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og deltage i de tilbudte
foranstaltninger. Dette princip skulle sikre, at ledige motiveredes til at søge ordinær
beskæftigelse og ikke blev fastholdt i længerevarende passiv forsørgelse.
Med arbejdsmarkedsreformen i 1994 blev rådighedsreglerne for forsikrede ledige
skærpet. Ydelsesperioden blev afkortet og muligheden for at genoptjene dagpengeretten
gennem andet end ordinær beskæftigelse blev afskaffet. Aktiveringsindsatsen
blev fremrykket i ledighedsforløbet, og ledige med særlig risiko for langtidsledighed
skulle prioriteres. Der var politisk krav om, at ledighedsindsatsten blev mere
individualiseret eller ”skræddersyet” for at matche den enkeltes ønsker med arbejdsmarkedets
behov. Et væsentligt element var indførelsen af kravet om den individuelle
handlingsplan.
Siden 1994 har arbejdsløsheden været markant faldende, om end fra 2000 med en
tendens til stagnation. Det relativt lave ledighedstal samt prognoser for befolkningsudviklingen
vendte i sen-90’erne opmærksomheden mod en fremtidig mangel
på arbejdskraft. Beskæftigelsespolitikken blev derfor drejet mod tiltag, der skulle
øge arbejdskraftudbuddet.
Arbejdsmarkedets rummelighed blev sat på dagsordenen. Med denne politik blev
målgrupperne inden for både AF og kommunerne betydeligt udvidet. Foruden unge
og langtidsledige kom der nu fokus på indvandrere, ældre, syge, funktionshæmmede
og handicappede. Filosofien var, at man gennem tilknytning til arbejdsmarkedet
kunne afhjælpe sociale udstødelsesproblemer og mangel på arbejdskraft. På AF's
side blev puljejobbene indført i 1996 og parallelt med dette blev de statslige tilskud
til fleksjob på det sociale område udvidet i 1998.
En række reformer med det sigte at øge udbuddet af arbejde blev således gennemført.
Overgangsydelsen blev afskaffet fra 1996, Efterlønspakken fra 1999 tilskyndede
til at udskyde tilbagetrækningstidspunktet, og med førtidspensionsreform fra
2003 skal den enkelte hjælpes til en aktiv tilværelse på arbejdsmarkedet i så stor udstrækning,
det er muligt. Arbejdsmarkedspolitikken har været præget af konsensus
og brede politiske forlig op gennem 1990'erne og fokus i reformerne har været på
øget arbejdsudbud. Fokuseringen på øget udbud af arbejdskraft er ført videre med
reformen "Flere i arbejde".
Reformen "Flere i arbejde" fra efteråret 2002 er en forenkling og effektivisering af
den aktive beskæftigelsespolitik. Der er kommet fokus på tilbud, der sikrer den hurtige
direkte vej i job og der er sket en styrkelse af incitamenterne til at arbejde. Med
reformen er de første tiltag mod en større sammentænkning af henholdvis AF og det
kommunale system ligeledes taget.