Beskæftigelsesministeriets sektoranalyse til Strukturkommissionen

s. 23/231
1. Hovedtræk i udviklingen i beskæftigelsespolitikken fra
1970 og frem til i dag
Indledning og sammenfatning
I 1970 bestod arbejdsmarkedspolitikken primært af passiv forsørgelse af de ledige.
Op gennem 1980'erne og især i 1990'erne har udviklingen været præget af ønsket
om en mere aktiv linie med fokus på ret- og pligt til at op- og omkvalificere sig. I de
senere år har fokus i stigende grad været på øget arbejdsudbud via en effektiv aktiv
beskæftigelsespolitik - senest forstærket i forbindelse med vedtagelsen af ”Flere i
arbejde”.
I dag er beskæftigelsesindsatsen i Danmark flerstrenget. Den offentlige indsats for
at begrænse ledigheden og for at formidle arbejdskraft til virksomheder er spredt på
flere instanser, både hvad angår opgaver og finansiering. Der er betydelige forskelle
i reglerne for de forsikrede og ikke-forsikrede ledige.
Opgaverne er delt mellem AF, kommunerne og a-kasserne. Den offentlige formidling
af arbejde og aktivering af de arbejdsløshedsforsikrede ledige varetages af AF,
der finansieres af staten, men dagpengene udbetales af a-kasserne. Aktiveringen og
udbetalingen af ydelser til de ikke-forsikrede ledige er pålagt kommunerne.
Den nuværende organisering fordeler opgaverne mellem forskellige instanser og
organisationer. Organiseringen betyder, at samme opgave løses af flere aktører, og
at opgaverne ikke nødvendigvis er delegeret ud til en part, som har ansvaret for hele
opgaven.
Indsatsen over for de ledige er opdelt efter, om personen er forsikret eller ej, uanset
om personerne i de forskellige ordninger har samme problem. Forsikrede ledige kan
have andre problemer end ledighed. Der kan være tale om fx alkoholmisbrug eller
psykiske problemer. Det er AF-systemet normalt ikke indrettet til at håndtere. Omvendt
er der også kontanthjælpsmodtagere, der har ledighed som eneste problem, og
hvor der ikke altid er tilstrækkelig fokus på jobformidling.
Historisk er de to systemer udviklet ved siden af hinanden. Traditionelt har de ledige,
der er i AF og forsikringssystemet, været vurderet som tættere på arbejdsmarkedet
end kontanthjælpsmodtagere. Forskellen på de to grupper gjorde det velbegrundet,
at det ene system særligt tog hensyn til arbejdsmarkedets behov og det andet
system i videre udstrækning tog hensyn til individets behov. Disse hensyn er i en
vis udstrækning afspejlet i de regelsæt, der regulerer de to gruppers forhold.
Der er altså sket en specialisering i de to systemer. En specialisering, der hviler på
en forudsætning om, at der er væsentlige forskelle mellem de forsikrede og de ikkeforsikrede
ledige.
1.1 Udviklingen af det tostrengede system
1970’erne startede med solid økonomisk vækst og stort set ingen arbejdsløshed.
Hovedfokus var at sikre nok arbejdskraft, så højkonjunkturen ikke blev bremset og
der ikke kom uholdbare lønstigninger. Det offentliges indsats var hovedsagelig af