Beskæftigelsesministeriets sektoranalyse til Strukturkommissionen

Bilag 6.1. Metoder til beregning af effekten af aktivering
Metoder til beregning af effekten af aktivering
s. 226/231
Sandsynligheden for at overgå til ordinær beskæftigelse i løbet af – eller efter – et aktiveringsforløb afhænger
grundlæggende af en række personlige karakteristika, afgang til beskæftigelse i fravær af aktivering, herunder konjunktursituationen,
og den isolerede effekt af aktivering.
Udslusningsmålet er en simpel opgørelse af, hvor stor en andel, der ikke er ledige eller aktiverede på et givet tidspunkt
efter påbegyndelsen af et aktiveringsforløb, jf. tabel a. Dette mål opfanger imidlertid ikke effekten af aktivering,
idet der ikke tages højde for, at en del af de aktiverede også ville have fundet beskæftigelse uden aktivering.
Udslusningsmålet indebærer derfor en klar overvurdering af aktiveringseffekten. Hertil kommer, at metoden ikke
tager højde for, at personlige karakteristika kan have betydning for beskæftigelseschancen.
Ideelt set bør effektberegningen foretages ved at sammenligne afgangsmønsteret fra ledighed mellem to grupper,
hvor den eneste forskel er deltagelse i aktivering eller ej. I praksis er det imidlertid ikke muligt at korrigere for alle
forskelle i personlige karakteristika. Hertil kommer, at aktivering normalt falder på nogenlunde samme tidspunkt i
ledighedsforløbet, hvorfor det er vanskeligt at finde en sammenlignelig gruppe, der ikke er i aktivering.
Effekterne af aktivering kan alternativt beregnes ved at sammenligne selvforsørgelsesgraden før og efter aktivering
for de samme personer. Herved benyttes den enkelte som referencegruppe for sig selv. Metoden anvender den gennemsnitlige
selvforsørgelsesgrad for perioden 2 år før afslutningen af et aktiveringsforløb som referenceforløb og et
mål for, hvor stor selvforsørgelsesgraden ville have været i fravær af aktivering. Dette referenceforløb sammenholdes
med den faktiske gennemsnitlige selvforsørgelsesgrad for den enkelte fra afslutningen af et aktiveringsforløb til
½ år efter, og forskellen mellem disse – i pct.enheder – tages som et udtryk for effekten af aktiveringsforløbet, jf.
figur a.
Ved at måle effekten i forhold til et individuelt referenceforløb tages der i nogen grad hensyn til betydningen af
personlige karakteristika, idet disse påvirker selvforsørgelsesgraden i referenceforløbet. Denne metode giver dermed
et mere retvisende billede af aktiveringseffekten end udslusningsmålet.
Tabel a. Effekt af aktivering, pct.
Metode Privat
jobtr.
Udslusning 57 27
Selvforsørgelsesgrad 33 14
Effekt
i alt
Anm.: Udslusningsmålet vedrører 2000, mens
effekten beregnet med på baggrund af individuelle
selvforsørgelsesgrader vedrører 1999.
Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet.
Beregnet på DREAM.
Figur a. Stigning i selvforsørgelsesgraden.
Selvforsørgelsesgrad Selvforsørgelsesgrad
1,0
0,9
0,8
0,7
0,6
0,5
0,4
0,3
0,2
0,1
0,0
t-2 år
s
Effekt af
aktivering
1,0
0,9
0,8
0,7
0,6
0,5
0,4
0,3
0,2
0,1
0,0
t t+½år
Tidspunkt for påbegyndelse og afslutning af aktiveringsforløb
Udover virkningen af aktiveringsforløbet er den procentvise stigning i selvforsørgelsesgraden imidlertid påvirket af
den generelle konjunkturudvikling på grund af den relativt lange referenceperiode. Samtidig afhænger ændringer i
selvforsørgelsesgraden af, hvornår i ledighedsforløbet aktiveringen påbegyndes, hvilket både kan trække i retning
af en over- og undervurdering af effekten.