Beskæftigelsesministeriets sektoranalyse til Strukturkommissionen

s. 95/231
tyder, at der sker en oversættelse af forskrifterne til de kommunale forhold og dermed
en præcisering af deres betydning for den kommunale selvbestemmelse. 17
De små kommuner samarbejder typisk med andre kommuner for at kompensere for
det mindre faglige beredskab og viden. Det gælder f.eks. i forhold til manglen på en
tilstrækkelig bred tilbudsvifte, hvor nogle små kommuner samarbejder med en større
nabokommune f.eks. i form af køb af pladser og tilbud på deres projekter. I andre
tilfælde er der tale om samarbejde mellem flere små kommuner med fælles projekter
og f.eks. fælles ansættelser af flygtningekoordinatorer, lægekonsulenter og virksomhedskonsulenter,
hvor sidstnævnte typisk kan være ansat af et fælles koordinationsudvalg.
(jf. kapitel 8).
På aktiveringsområdet har knap ¼ af kommunerne opdelt sagsbehandlingen i forskellige
afdelinger for arbejdsmarkedsparate og ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.
18 Det er særligt i de store kommuner (41 pct.), at denne opdeling
forekommer, mens det er mindre udbredt i de mellemstore (25 pct.) og små
kommuner (15 pct.)
I forhold til sagsbehandlingen på aktiveringsområdet kan der skelnes mellem en generalistmodel
og en specialistmodel. Generalistmodellen indebærer, at de sagsbehandlere,
som beskæftiger sig med aktivering, har flere eller alle typer af sager.
Modsat er udgangspunktet for specialistmodellen en opgavefordeling, hvor den enkelte
sagsbehandler er specialiseret i og varetager bestemte typer af opgaver eller
sager. De mellemstore (34 pct.) og de store kommuner (32 pct.) benytter i højere
grad specialistmodellen end de små kommuner (15 pct.). Kommuner, som har en
afdelingsopdeling efter arbejdsmarkedsparathed, anvender desuden i højere grad
specialistmodellen. Der er således en sammenhæng mellem afdelings- og medarbejderspecialisering.
(Larsen m.fl., 2001).
På sygedagpengeområdet har ¾ af kommunerne opdelt området i flere funktioner,
jf. figur 5.8.
Der er en tendens til, at andelen af kommuner, der har valgt at opdele sygedagpengeområdet
i flere enheder, er stigende med kommunestørrelse. En opdeling i flere
enheder kan muliggøre en større specialisering, således at nogle medarbejdere kan
koncentrere sig om opfølgningsindsatsen i forhold til længerevarende sygedagpengeforløb,
og ikke samtidig skal bruge ressourcer på beregning og udbetaling af dagpenge.
En opdeling kan således styrke fokus på opfølgningsindsatsen.
Blandt de kommuner, der har opdelt sygedagpengeområdet i flere enheder, er der en
større andel af de små kommuner, som har samlet opfølgningen i en enhed med andre
arbejdsmarkedsrettede foranstaltninger som f.eks. aktivering, revalidering og
fleksjob, jf. figur 5.9.
17
Esben og Høgsbro (2001), jf. H. Christoffersen og K.B. Larsen: Kommunerne som modtagere af
statslige forskrifter, AKF 2000.
18
Flemming Larsen m.fl., Kommunal aktivering - mellem disciplinering og integration,
CARMA, Ålborg 2001