Ekstra Bladets hvidbog

3. SEKTION - 5. OKTOBER 2003 

FOTO: LINDA JOHANSEN OG AP

2 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET 

DEN NØDVENDIGE HVIDBOG 

DE FLESTE betragter Danmark som et frit 

og åbent land. Det synspunkt har dog væsentlige 

begrænsninger. Eksempelvis når 

sandheden om Danmarks deltagelse i Irakkrigen 

bliver for besværlig og påtrængende. 

Hidtil har Fogh-regeringen med held modsat 

sig en undersøgelse eller høring om 

grundlaget for krigen. Danskerne må ikke 

få at vide, hvad der egentlig skete, men må 

nøjes med overfladisk retorik og letkøbte 

floskler. 

EKSTRA BLADET har derfor med denne 

hvidbog, udarbejdet efter måneders grundig 

research i ind- og udland af journalist 

Bo Elkjær, valgt at lægge al tilgængelig 

dokumentation fra åbne og lukkede kilder, 

åbent frem. ’Løgnen om krigen - krigen om 

løgnen’ er den uskønne, men kontante beretning 

om, hvordan Fogh, Bush og Blair 

- med beviser, som vi i dag ved, var forkerte, 

bevidst fordrejede eller forfalskede - trak 

landene ind i krigen. 

DEN 21. MARTS meddelte statsminister 

Anders Fogh Rasmussen, at Danmark nu 

var i krig med Irak. Det skete med det 

spinklest tænkelige mandat fra Folketinget. 

Vores allierede var alene USA, Storbritannien 

og Australien. Det meste af den øvrige 

verden valgte at holde sig udenfor. Foghs 

beslutning var samtidig et markant brud 

med alle de institutioner, dansk udenrigsog 

sikkerhedspolitik har hvilet på i årtier: 

FN, EU, NATO og de nordiske lande. Tilmed 

en farlig beslutning, fordi han valgte enegangen 

med en præsident George W. Bush, 

hvis dømmekraft og politiske placering 

forekommer de fleste europæere problematisk 

og usympatisk. 

KRIGEN I IRAK er nu slut. Men der er 

langtfra fred. Hver eneste uge rokkes der 

ved grundlaget for krigen. Hele tiden hentes 

nye afsløringer frem, der viser, hvordan 

der blev løjet og manipuleret. I USA og 

Storbritannien kræver kongres og parlament 

klare svar. Men i Danmark har regeringen 

med støtte fra Dansk Folkeparti 

valgt at lægge låg på. Herhjemme betegner 

Fogh det som ’tidsspilde’ at søge afklaret, 

hvorfor vi gik i krig, hvilket beslutningsgrundlag 

der var, og hvorfor bl.a. påstandene 

om irakiske masseødelæggelsesvåben og 

terrorforbindelser ikke har kunnet dokumenteres. 

PÅ ONSDAG - 8. oktober 2003 - mødes Udenrigspolitisk 

Nævn i Folketinget. Mødet 

handler om, hvorvidt der skal gennemføres 

en undersøgelse eller høring om Danmarks 

krigsdeltagelse. Formentlig ender det med, 

at regeringspartierne sammen med Dansk 

Folkeparti vender fingeren ned. De er måske 

klar til at stille op til en helt uforpligtende 

konference, hvor der kan snakkes lidt 

om sagen - men en egentlig granskning 

eller høring, hvor f.eks. ministrene skal 

udtale sig under ministeransvar, det har 

ingen interesse. 

DEBATTEN HANDLER ikke om, hvorvidt 

nogen ønsker Saddam Hussein tilbage. 

Manden var en tyrannisk forbryder, som 

ingen savner. Den drejer sig derimod om 

krigens forudsætninger. At føre et land i 

krig er den mest vidtrækkende beslutning, 

SOLDATER I ØRKENEN 

Siden juni 2003 har danske soldater været en del af de krigsførende magters styrker i Basra-provinsen 

i det sydlige Irak. De danske soldater har det hårdt i den steghede ørken - hjelmen ligger parat, 

men bliver sjældent brugt. Værre er det dog, at en patruljering en skæbnesvanger nat førte til, at en 

dansk soldat skød og dræbte en kammerat. Allerværst, at den danske krigsdeltagelse bygger på et 

væv af løgne og manipulationer. (Foto: Thomas Sjørup) 

en regering kan træffe. Det er undergravende 

for den frie debat i et demokratisk samfund, 

hvis regeringen end ikke er parat til 

at diskutere og dokumentere, på hvilket 

grundlag man sender soldater af sted og 

udsætter befolkningen for den risiko, krigsdeltagelse 

rummer. 

I STORBRITANNIEN må Blair stå til ansvar. 

I USA er Bush under hårdt pres, i takt 

med at den amerikanske indsats i Irak kræver 

stadig flere ofre og synes stadig mere 

uoverskuelig. Herhjemme kører regeringen 

sit flertal med Dansk Folkeparti benhårdt 

- og tåler ingen kritiske spørgsmål. 

Det formelle grundlag for den danske 

krigsdeltagelse er - som hvidbogen dokumenterer 

- pillet fra hinanden. Tilbage står 

den foruroligende kendsgerning, at hvis 

politisk vilkårlighed, løse fornemmelser, 

smalle flertal og manipulerende gætterier 

skal erstatte folkerettens spilleregler, er vi 

meget langt ude på et skråplan, hvor det 

bliver den stærkes ret, USA’s skiftende 

magtpolitiske interesser og det globale 

anarki, der kommer til at råde. 

DANSK FOLKEPARTI har i denne sag 

valgt side med regeringen. Det er ubegribeligt. 

I årevis ønskede partiet enhver dansk 

forsvarsindsats koncentreret omkring skanserne 

på Dybbøl. I dag afviser man en seriøs 

udredning af grundlaget for Danmarks 

aktive krigsdeltagelse i Irak. Den modsatte 

holdning ville have skabt respekt - sagligt, 

fordi Pia Kjærsgaard hermed ville vælge 

åbenhed og demokratisk debat frem for 

hemmelighedskræmmeriet. Politisk, fordi 

partiet ville træde i karakter - vise, at man 

har sin egen integritet og et ansvar på linje 

med andre partier uden for regeringen. 

DERUDOVER er statsministerens grove 

tilsidesættelse af offentlighedsloven stærkt 

kritisabel. Efter mere end to måneders 

passivitet har Statsministeriet den frækhed 

at meddele, at man nu vil begynde at se på 

de begæringer om aktindsigt, som Ekstra 

Bladet har indgivet vedrørende Irak-krigen 

og de danske beslutninger. Loven bestemmer, 

at der skal svares inden ti dage. Det 

blæser Fogh højt og flot på. Fogh Rasmussen 

optræder hermed som en Peter Brixtofte 

i Farum, der også var helt ligeglad 

med paragrafferne. Anders Fogh glemmer 

også, at det ikke mindst var Farum-sagen, 

der førte til nedsættelsen af den kommission, 

som nu under ombudsmand Hans 

Gammeltoft-Hansens effektive ledelse skal 

lægge grunden til en ny offentligheds- og 

forvaltningslov. Dengang hyldede statsministeren 

åbenheden og gennemsigtigheden. 

Nu, hvor det rammer ham selv, smækker 

han døren i. 

LØGNEN OM Irak-krigen er ikke kun en 

akademisk diskussion. Hver eneste uge 

dræbes soldater og civile i Irak. Med et 

stigende antal danske soldater i Basra er vi 

så aktivt med i denne konflikt som nogen. 

Derfor er grundlaget for krigen alt andet 

end ligegyldigt. Derfor er Ekstra Bladets 

hvidbog det nødvendige bidrag til den debat, 

regeringen helst vil lægge låg på. 

Med venlig hilsen 

Hans Engell 

Adm. chefredaktør

EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 3 

DE VIGTIGE KILDER 

Kilderne til denne hvidbog strækker 

vidt, fra Toronto, New York og Genève 

til København og Århus, men også 

– med deres kendskab til Irak og til det 

komplicerede netværk af påstande om 

de irakiske våbenlagre og programmer 

– bredt i den ekspertise, de bidrager 

ROLF EKEUS 

Fra 1978 til 1983 var Rolf Ekeus 

den svenske repræsentant ved 

nedrustningskonferencen i 

Genève. Derudover har karriere-diplomaten 

Ekeus arbejdet 

med nedrustning i et væld af 

andre sammenhænge. I 1991 

blev Rolf Ekeus direktør for 

FN’s specialkommission vedrørende 

Irak, UNSCOM, der 

skulle overvåge, at Irak overholdt 

sine afvæbningsforpligtelser. 

I 1997 blev Rolf Ekeus afløst 

af amerikaneren Richard 

Butler, og Ekeus blev Sveriges 

USA-ambassadør og bestyrelsesformand 

i Stockholms internationalefredsforsknings-institut, 

SIPRI. (Foto: AFP) 

IMAD 

KHADDURI 

Imad Khadduri er uddannet ingeniør 

med graden Master of 

Science i fysik fra universitetet 

i Michigan, USA. Han har doktorgrad 

i kernereaktorteknologi 

fra Birmingham-universitet i 

Storbritannien og arbejdede 

for den irakiske atomenergikommission 

fra 1968 til 1998, da 

han forlod Irak og flyttede til 

Canada med sin familie. Indtil 

1991 var Imad Khadduri ledende 

medarbejder på flere projekter 

under det irakiske atomvåben-program. 

Blandt andet 

arbejdede Khadduri på atomanlægget 

i Sharkat, der af amerikanerne 

blev betragtet som et 

nøgleanlæg i det irakiske atomvåbenprogram. 

Sharkat blev 

bombet under den første Golfkrig. 

Khadduri har netop afsluttet 

arbejdet på bogen ’Iraks 

atomare ørkenspejling’, der udkommer 

både i USA og Canada. 

(Foto: Reuters) 

med til opklaring af sagen om krigsbeslutningen. 

Hvidbogen rummer bidrag fra jurister 

og folkeretseksperter, nuværende 

og tidligere diplomater med direkte 

kendskab til Irak og FN. Her er bidrag 

fra en tidligere atomfysiker, der besad 

SCOTT RITTER 

Scott Ritter er medlem af USA’s republikanske 

parti og var med til at stemme George 

W. Bush ind i Det Hvide Hus. Han er tidligere 

marinesoldat og nåede i sine 12 år i marinen 

rang af kaptajn. Scott Ritter arbejdede som 

efterretningsofficer i marinen og kæmpede 

under den første Golfkrig. Fra 1991 til 1998 

arbejdede Ritter som våbeninspektør for FN 

i Irak under de våbeninspektioner i Irak, som 

FN satte i værk under navnet UNSCOM fra 

1991 til 1998. (Foto: AFP) 

JOSEPH WILSON 

Karriere-diplomaten Joseph C. Wilson IV er den 

sidste amerikanske diplomat, der personligt har 

mødt Iraks tidligere diktator Saddam Hussein. 

Det skete i 1990, da den nu 53-årige Wilson var 

USA’s ambassadør i Bagdad. Under konflikten 

beskyttede Wilson mere end 100 amerikanske 

statsborgere på ambassaden, og da Saddam 

Hussein truede med at henrette alle, der beskyttede 

udlændinge, svarede Wilson igen ved at have 

en hjemmelavet løkke om halsen under de efterfølgende 

pressemøder. Joseph Wilson har 

arbejdet som diplomat for USA i 23 år. (Foto: AP) 

GREV HANS-CHRISTOF 

VON SPONECK 

Greve Hans-Christof von Sponeck blev født i 1939 i Tyskland. 

Han startede i FN’s Udviklingsprogram i 1968 og 

har arbejdet i Ghana, Tyrkiet, Botswana, Pakistan og Indien, 

før han som sin sidste post overtog ledelsen som 

humanitær koordinator for FN i Irak. Her stod von Sponeck 

i spidsen for 500 FN-medarbejdere og 1000 irakiske 

ansatte i FN’s olie-for-mad-program. Hans-Christof von 

Sponeck trak sig fra posten i februar 2000. Han bor i dag 

i Genève i Schweiz. (Foto: Martin Zakora) 

HANS BLIX 

Hans Blix blev født i 1928 i 

Uppsala. Som 35-årig indledte 

han sin diplomatiske 

karriere, først i det svenske 

udenrigsministerium, senere 

i FN. Hans erfaring med 

nedrustningsspørgsmål og 

kerneteknologi strækker sig 

tilbage til 1962. Han var leder 

af det internationale atomenergi-agentur 

IAEA fra 1981 

til 1997. Han blev udnævnt 

som leder af FN’s våbeninspektører 

i Irak, UNMOVIC, i 

januar 2000. Hans Blix gik 

på pension, kort efter at Irakkrigen 

startede i 2003. 

(Foto: Topfoto) 

en central post i det irakiske atomvåbenprogram. 

Her er bidrag fra lederen 

af et af FN’s våbeninspektionshold, 

og her er analyser af tusindvis af dokumenter 

fra danske og udenlandske 

myndigheder. 

En lang række af de vigtigste nøgledokumenter 

kan findes i kopi på nettet 

på adressen ekstrabladet.dk. 

RAY MCGOVERN 

I 27 år, under syv forskellige amerikanske 

præsidenter, arbejdede Ray McGovern som 

analytiker i CIA. I perioden 1981 til 1985 forestod 

Ray McGovern CIA’s daglige underretning 

af den daværende vicepræsident George 

Bush, den nuværende præsidents far. I 

dag sidder Ray McGovern i styringsgruppen 

i organisationen Veteran Intelligence Professionals 

for Sanity (VIPS). (Foto: AP) 

ROBIN COOK 

Robin Cook trak sig tilbage fra den britiske 

regering 17. marts 2003 i protest 

mod den forestående beslutning om at 

gå i krig med Irak. Indtil han trådte tilbage, 

var Robin Cook leder af Underhuset 

– en vigtig post i den britiske regering. 

Skotten Robin Cook, der har siddet i Parlamentet 

for Labour siden 1974, var 

udenrigsminister for Tony Blair fra 1997 

til 2001, inden han blev udnævnt til leder 

af Underhuset. 

(Foto: Claus Bonnerup) 

TONNY BREMS 

KNUDSEN 

Tonny Brems 

Knudsen er lektor 

ved Institut for 

Statskundskab i 

Århus. Han blev 

uddannet som 

cand.scient.pol. i 

1994 og fik sit 

professorat i 1998. Tonny Brems 

Knudsen arbejder med forskning 

i internationale forhold, herunder 

humanitær intervention og 

international lov, og har udgivet 

en lang række artikler i danske 

og internationale tidsskrifter om 

internationale konflikter og FNsystemet. 

(Privatfoto) 

Intro 

KLOKKEN VAR KVART I FIRE om 

natten, da telefonen ringede hos statsminister 

Anders Fogh Rasmussen. I 

røret var departementschef Nils Bernstein 

fra Statsministeriet, der fortalte, 

at de første amerikanske bomber og 

krydsermissiler nu var begyndt at 

falde i Bagdad. Et kvarter senere gik 

præsident George W. Bush live på tv i 

USA og fortalte den amerikanske befolkning, 

at USA officielt var i krig. 

Danmark var ikke med endnu. Først 

næste dag, den 21. marts 2003 om aftenen, 

kunne statsminister Anders 

Fogh Rasmussen holde pressemøde i 

Statsministeriet og meddele, at Danmark 

var i krig med Irak. Statsminister 

Anders Fogh Rasmussen fortalte, 

at et folketingsflertal havde stemt for 

beslutningsforslag B118 om dansk 

deltagelse i krigen. 

’Det er vigtigt at huske, hvad det 

hele handler om’, sagde statsminister 

Anders Fogh Rasmussen og gjorde 

anklagen mod Irak og landets leder, 

Saddam Hussein, op i punkter: 

At Saddam Hussein er en diktator, 

der undertrykker sit eget folk og dræber 

og torturerer sine modstandere. 

At Saddam Hussein har startet flere 

aggressive krige mod sine nærmeste 

naboer. 

At Saddam Hussein har brugt giftgas 

mod sit eget folk. 

At Saddam Hussein har haft åbenlyse 

forbindelser til terrorister og 

muligvis stadigvæk har det. 

At Saddam Hussein i 12 år har ignoreret 

det internationale samfunds 

krav om afrustning. 

At Saddam Hussein i 1998 smed 

våbeninspektørerne ud af landet. 

At Saddam Hussein ikke har redegjort 

for tusindvis af liter miltbrand, 

omkring 6500 kemiske bomber, mindst 

80 ton sennepsgas og store mængder 

biologiske gifte. 

Dertil kommer den farlige trussel 

fra langtrækkende missiler og risikoen 

for, at han snart vil råde over atomvåben. 

Med de ord var Danmark officielt 

med i en angrebskrig, som ikke var 

sanktioneret af FN, og, som det skulle 

vise sig, byggede på beviser, der var 

forkerte, bevidst fordrejede og forfalskede. 

Chefredaktion: Hans Engell (adm.), Bent 

Falbert (ansvarshavende), Jan Jensen, Poul 

Madsen. 

Redaktion: Bo Elkjær, Kate Bluhme 

Layout: Max Bay


Wesley Clark, 15.6.02: – Jeg fik en 

opringning den 11. september. Jeg skulle 

på CNN og fik et opkald derhjemme, 

hvor det blev sagt at: ’Du skal sige, at 

der er en forbindelse, at det er 

statsstøttet terror. Dette skal forbindes 

med Saddam Hussein.’ 

Da terror kom på 

dagsordenen 

DEN 17. FEBRUAR 2001 lander flyet fra Irak i 

Kastrup. Om bord er ca. 50 danske erhvervsfolk 

fra Dansk Industri, der netop har afsluttet en 

delegationsrejse i Irak. Delegationen er et led i 

den største danske eksportoffensiv i Mellemøsten 

nogensinde. Til Irak. 

’Der er intet usædvanligt i at sende en erhvervsdelegation 

til Irak. Vi er delegation nummer 

28 i år, og stort set alle andre europæiske 

lande og USA har gennemført lignende aktiviteter’, 

siger direktør i Dansk Industri, Hans Skov 

Christensen til Politiken. 

Samme dag som delegationen er rejst fra Bagdad, 

bliver den irakiske lufthavns radaranlæg 

bombet af amerikanske og britiske fly. Det sker i 

forbindelse med den kontrol af luftrummet over 

Irak, som USA og Storbritannien har håndhævet 

over for Irak siden Golf-krigen i 1991. Det bekymrer 

ikke Hans Skov Christensen: 

’Jeg mener ikke, at der med bombardementerne 

er skabt en ny situation i Irak eller vores forhold 

til landet’, siger han. 

35 danske virksomheder kandiderer til at handle 

med Saddam Husseins Irak. Det er udelukkende 

firmaer fra fødevare- og sundhedsindustrien, 

og al handel skal foregå gennem det såkaldte 

olie-for-mad-program, som FN håndhæver over 

for Irak. Programmet giver irakerne mulighed 

for at afdæmpe de værste virkninger af efterkrigs-sanktionerne 

ved at bytte olie mod fødevarer, 

medicin og lignende. 

Dansk Industri er optimistiske. De har bestilt 

800 kvadratmeter standplads i messecentret i 

Bagdad i forbindelse med handelsmessen i november 

samme år. Arrangørerne regner med 

gæster fra 50 lande. I løbet af sommeren er det 

meningen, at en delegation embedsmænd fra 

Irak skal besøge Danmark, og til efteråret skal en 

ny dansk delegation til Irak. 

DET ER IKKE KUN erhvervslivet, der interesseret 

retter blikket mod Bagdad. I Udlændingestyrelsen 

er man ved at planlægge en factfinding 

mission til Irak. Forberedelsesarbejdet til 

rejsen er allerede i gang, mens Dansk Industris 

delegation er af sted. Udlændingestyrelsen har 

allerede været i forbindelse med de irakiske 

myndigheder og skaffet visa til de embedsmænd, 

der skal af sted. Rejsen løber af stablen som planlagt 

i marts 2001, og i juni 2001 udsender Udlændingestyrelsen 

rapporten ’Rapport fra fact-finding 

mission til Irak’. 

Rapporten konkluderer, at irakere, der lovligt 

Det var fra sit eksil i Afghanistan, at den saudiarabiske terrorleder Osama bin Laden erklærede hellig krig 

mod USA. Billedet er taget i april 1998 – kort før Al-Qaidas spektakulære bombeangreb mod to amerikanske 

ambassader i Afrika og tre år før bin Laden med terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon flyttede 

terror øverst på den internationale dagsorden. (Foto: AP) 

har forladt landet, trygt kan vende tilbage uden 

at blive forfulgt af de irakiske myndigheder. Indtil 

rapporten lå færdig, har Danmark automatisk 

givet asyl til irakere, der kommer hertil fra de 

områder af Irak, som Saddam Husseins styre 

kontrollerer. Den automatik bliver nu sløjfet. 

Irak er sikkert land, lyder vurderingen, og Udlændingestyrelsen 

begynder at give afslag til 

irakiske asylsøgere. 

’På baggrund af den rapport mente vi, at forholdene 

havde ændret sig på en sådan måde, at 

man godt kunne vende tilbage, hvis man var 

udrejst legalt fra Irak. Så vi gav i flere tilfælde 

afslag på asyl – medmindre personerne havde 

været udsat for forfølgelse’, oplyste underdirektør 

Anni Fode fra Udlændingestyrelsen i et interview 

i Berlingske Tidende den 14. april 2002. 

I 2001 og 2002 betyder det, at langt de fleste irakiske 

asylansøgere bliver afvist. I 2002 er det over 

to tredjedele af de behandlede sager, der ender 

med et afslag. 

I MARTS 2001 ER IRAK sikkert nok til dansk 

erhvervsliv. Tre måneder senere, i juni 2001, er 

Irak sikkert nok til, at danske myndigheder vurderer, 

at irakiske flygtninge kan returneres. Mindre 

end to år senere, i marts 2003, erklærer Danmarks 

statsminister, Anders Fogh Rasmussen, 

Irak krig med den begrundelse, at ’Saddam Hussein 

er en diktator, der undertrykker sit eget folk 

og dræber og torturerer sine modstandere.’ 

Hvad er der sket? 

11. september 2001 er kommet imellem. 

Der er ingen, der er i tvivl om, at angrebet på 

World Trade Center er udtænkt og udført af terrorgruppen 

Al-Qaida, orkestreret af den saudiarabiske 

terrorleder Osama bin Laden. De amerikanske 

efterretningstjenester har længe fulgt bin


VERDEN BLEV EN ANDEN 

Ekstra Bladet den 12. september 2001, dagen efter det mest uhyggelige terrorangreb i mands minde. 

Præsident George W. Bush lover hævn, og USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, har udpeget Saddam 

Hussein som medskyldig i angrebet, begyndt at planlægge angrebet på Irak – og lagt an til en verdensorden, 

bygget på løgn. 

Laden og ved med det samme, hvem der står som 

afsender af terrorangrebet. 

Men allerede om formiddagen, amerikansk tid, 

mens World Trade Center stadig står i flammer, 

er Det Hvide Hus i gang med at implicere Irak i 

terrorangrebet. NATO’s tidligere øverstkommanderende, 

general Wesley Clark, fortæller i ’Meet 

the Press’ på NBC 15. juni 2002, at han blev ringet 

op og bedt om at udpege Irak som bagmand bag 

angrebet: 

’Jamen, det kom fra Det Hvide Hus. Det kom 

fra folk omkring Det Hvide Hus. Det kom alle 

vegne fra. Jeg fik en opringning den 11. september. 

Jeg skulle på CNN og fik et opkald derhjemme, 

hvor det blev sagt at: ’Du skal sige, at der er 

en forbindelse, at det er statsstøttet terror. Dette 

skal forbindes med Saddam Hussein’. Jeg svarede: 

’Jamen – jeg skal gerne sige det, men hvad er 

dine beviser?’ Og jeg fik aldrig nogle beviser.’ 

Da Clark går på CNN, undlader han at omtale 

Irak. 

GENERAL WESLEY CLARK understøttes af et 

indslag, der blev bragt i CBS Evening News næ- 

sten på årsdagen for terrorangrebet. Indslaget 

fortæller, at knap fem timer efter at flight 77 ramte 

Pentagon den 11. september 2001, bad USA’s 

forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sine embedsmænd 

om at skaffe oplysninger, der kunne bruges 

til at udpege Saddam Hussein som bagmand 

bag angrebet. 

Det fremgår bl.a. af et notat, som en embedsmand 

i Pentagon skrev samme dag, klokken tyve 

minutter i tre om eftermiddagen. 

Notatet, som blev citeret af journalist David 

Martin fra CBS den 4. september 2002, fortæller, 

at forsvarsminister Donald Rumsfeld bad om ’de 

bedste oplysninger hurtigt’ for ’at afgøre, om det 

er godt nok at angribe SH samtidig, ikke kun 

UBL’. Initialerne SH og UBL står for Saddam 

Hussein og Osama bin Laden. 

Notatet fortæller, at Rumsfeld forlangte, at ministeriets 

svar ’skulle være massivt ... feje det 

hele op, både ting, der er relevante og ting, der 

ikke er’. 

IRAK DAG FOR DAG 

11. september 2001 – NATO’s tidligere 

øverstkommanderende general 

Wesley Clark skal i studiet i CNN og 

kommentere terrorangrebet, da han 

bliver kontaktet af folk i forbindelse 

med Det Hvide Hus og bedt om at 

sætte angrebet i forbindelse med 

Irak. Clark spørger efter beviser, men 

får ingen. 

Februar 2002 – CIA sender tidl. 

ambassadør Joseph Wilson til Niger for at undersøge 

påstande om irakiske forsøg på at købe uran. Wilson 

kommer hjem med konklusionen, at oplysningerne er 

forkerte. General Carlton W. Fulton Jr. er også i Niger 

for at kontrollere landets atomsikkerhed. Han konkluderer, 

at alt er i orden. 

9. marts 2002 – CIA sender et memo til Det Hvide Hus 

om, at oplysningerne om uranhandlen er forkerte. 

Samme måned sender efterretningsfolk et memo til 

udenrigsminister Colin Powell med samme konklusion: 

at oplysningerne ’sandsynligvis er falske’. 

25. marts 2002 – Bush og Fogh 

mødes i Det Hvide Hus. Emnet er 

indsatsen mod terrorisme og Mellemøst-situationen. 

6. september 2002 – ’Beviserne skal 

kunne holde i byretten’, siger udenrigsminister 

Per Stig Møller. ’Jeg er 

ikke det mindste i tvivl om, at han 

råder over masseødelæggelsesvåben 

og ønsker at fremstille dem’, siger Anders Fogh 

Rasmussen om beviserne mod Saddam Hussein til 

Ritzaus Bureau. 

9. september 2002 – Bush ringer til Tyrkiets ministerpræsident, 

FN’s generalsekretær, Kofi Annan, og 

EU’s formand, Anders Fogh Rasmussen, og opfordrer 

dem ’til at høre rigtig godt efter’ Bushs tale til FN’s 

generalforsamling tre dage senere, hvor Bush vil 

advare mod Saddam Husseins regime i Irak. 

12. september 2002 – Bush fremlægger en tale og et 

dokument i FN’s generalforsamling, der af mange 

betragtes som den egentlige krigserklæring. 

20. september 2002 – En ledende britisk efterretningsmand 

rejser en intern tvivl om rigtigheden af beviserne 

mod Irak. 

24. september 2002 – Tony Blair fremlægger det 

første offentlige dokument, der fastslår, at Irak har 

forsøgt at købe uran i Afrika. Samme dag tilslutter 

Det Hvide Hus sig påstanden. 

27. september 2002 – USA’s forsvarsminister, 

Donald Rumsfeld, 

beskriver jagten på hårde beviser for 

en forbindelse mellem Al-Qaida og 

Irak: ’Det endte med, at vi havde fem 

eller seks sætninger, der var skudsikre. 

Vi kunne fastslå dem, de er faktuelle, 

de er nøjagtigt præcise. De 

demonstrerer, at der faktisk er Al- 

Qaida i Irak’. 

Oktober 2002 – USA’s efterretningstjenester forfatter 

et 90 sider langt National Intelligence Estimate med 

tvivl om uran-påstanden. Det afleveres til Det Hvide 

Hus og fortæller også, at der ’ikke er tilfredsstillende 

kilder’ til, at Irak støtter Al-Qaida. George W. Bush 

fortæller i en tale, at ’vi har fundet ud af, at Irak har 

trænet Al-Qaida-medlemmer i bombefremstilling, 

gifte og dødelige gasser’. 

Starten af oktober 2002 – CIA’s direktør, George Tenet, 

advarer personligt Det Hvide Hus mod at bruge 

påstanden om uranhandlen, da der er usikkerhed om 

rigtigheden. 

7. oktober 2002 – I en tale fortæller præsident Bush, 

at ’Irak kunne på en hvilken som helst given dag 

beslutte sig for at give biologiske eller kemiske våben 

til en terrorgruppe eller til enkeltstående terrorister. 

Samarbejde med terrorister kan gøre det muligt for 

det irakiske regime at angribe Amerika uden at efterlade 

fingeraftryk’. 

10. oktober 2002 – USA’s kongres giver præsident 

Bush autorisation til at gå i krig med Irak. Flere medlemmer 

fremhæver, at den angivelige uranhandel var 

med til at afgøre deres stemmer. 

Foto: Morten Langkilde, Eric Draper/White House Photo, Jens Dresling

6 søndag 5. oktober 2003 ... . . . 

EKSTRA BLADET 

Ondskabens akse 

I JANUAR 2002, fire måneder efter terrorangrebet, fremlægger 

præsident George W. Bush sin længe ventede tale om 

nationens tilstand. I talen redegør Bush for krigen mod terrorisme 

og angrebet på Afghanistan. Derefter retter Bush en 

lammende anklage mod tre lande, som han betegner som 

’ondskabens akse’: Nordkorea, Iran og Irak. 

’Vores andet mål er at forhindre regimer, der sponsorerer 

terrorisme i at true Amerika og vores venner og allierede 

med masseødelæggelsesvåben’, siger præsident George W. 

Bush. 

’Irak fortsætter med at udstille sin vrede mod Amerika og 

støtte terrorisme. Det irakiske regime har planlagt at udvikle 

miltbrand og nervegas og kernevåben i over et tiår. Dette er 

et regime, der allerede har brugt giftgasser til at myrde tusindvis 

af sine egne borgere – efterladt ligene af mødre sammenkrøbne 

over deres døde børn. Dette er et regime, der accepterede 

internationale inspektioner – og derefter sparkede 

inspektørerne ud. Dette er et regime, der har noget at skjule 

for den civiliserede verden.’ 

’Stater som disse og deres terroristiske allierede udgør en 

ondskabens akse, der bevæbner sig for at true verdensfreden. 

Ved at efterstræbe masseødelæggelsesvåben udgør disse regimer 

en alvorlig og voksende fare. De kunne give disse våben 

til terrorister og dermed give dem midler, der står mål med 

deres had. De kunne angribe vores allierede eller forsøge at 

afpresse USA. I alle disse sager ville ligegyldighed være katastrofal’, 

siger Bush i sin tale til nationen. 

ALLEREDE PÅ DETTE TIDSPUNKT er USA ved at bygge en 

bevisbyrde op mod Irak. Få dage efter at præsident George W. 

Bush har holdt sin tale, rejser den pensionerede ambassadør 

Joseph Wilson til Niger i Afrika. 

Det er CIA, der har sendt Wilson af sted. Opgaven kommer 

efter ordre fra USA’s vicepræsident, Dick Cheney. Ambassadør 

Joseph Wilson skal undersøge, om der er hold i nogle 

påstande om, at Irak har forsøgt at købe uran i Niger. 

Ambassadør Joseph Wilson kommer hjem fra Niger med 

afgørende oplysninger om uranhandlen. De afgørende oplysninger 

bliver analyseret i CIA, og den 9. marts 2002 bliver de 

sendt videre til Det Hvide Hus og til det amerikanske udenrigsministerium. 

Her stopper de. 

Først i juli 2003 bliver Joseph Wilsons oplysninger fra Niger 

offentliggjort. Det sker, da Joseph Wilson den 6. juli 2003 selv 

går til pressen med sin viden i en kronik i New York Times: 

’Hvad jeg ikke fandt i Afrika’. 

DEN AFGØRENDE VIDEN, som Joseph Wilson kommer 

hjem fra Afrika med, og som offentligheden først får kendskab 

til over et år senere, er, at der ikke er hold i påstanden 

om, at Irak har forsøgt at købe uran i Niger. Det er ganske 

enkelt ikke rigtigt. 

Wilson er ikke den eneste amerikanske gæst i Niger i februar 

2002. Også general Carlton W. Fulton Jr. er i Niger for at 

undersøge forholdene omkring landets atomsikkerhed. Den 

firestjernede general møder blandt andet Nigers præsident. 

Carlton W. Fulton Jr. rapporterer hjem til USA’s militære 

ledelse, at Nigers sikkerhed vedrørende uranlagrene er helt i 

orden. 

MÅNEDEN EFTER den amerikanske mission til 

Niger er statsminister Anders Fogh Rasmussen 

på besøg i Det Hvide Hus og i Pentagon. 

Først mødes Fogh med præsident George W. 

Bush i Det Hvide Hus 25. marts 2002. Ifølge det 

amerikanske State Department handler mødet 

om blandt andet terrorisme og situationen i Mellemøsten. 

To dage efter er Anders Fogh Rasmussen 

på besøg i Pentagon. Her bliver statsministeren 

eskorteret op ad trappen af den 

amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, 

en af høgene i Pentagon. Mødet mellem 

Wolfowitz og Anders Fogh Rasmussen handler 

om ’forsvarsemner af fælles interesse’. 

Ekstra Bladet har gennem flere måneder i 2003 

Januar 2002, fire måneder efter World Trade Center: Præsident George W. Bush holder sin tale til 

nationen, hvor han udpeger Irak som et af tre lande, der repræsenterer ’ondskabens akse’. 

(Foto: AP) 

Der buldres med krigstrommerne 

søgt aktindsigt i Statsministeriet 

i alle dokumenter 

vedrørende besøget i Washington 

og vedrørende beslutningen 

om at gå i krig med 

Irak. Akterne om krigsbe- 

Ekstra Bladet 

søgte første gang 

aktindsigt i 

papirerne den 16. 

juni 2003. 

slutningen nægter Statsministeriet at udlevere. 

Trods utallige rykkere har Statsministeriet indtil 

videre tilbageholdt dokumenterne, og sagen 

om aktindsigterne er indtil videre endt som en 

række klagesager hos Folketingets ombudsmand. 

LOVEN OM OFFENTLIGHED i forvaltningen er 

ellers klar: Alle papirer skal i videst muligt omfang 

udleveres inden for ti dage fra ansøgnings- 

tidspunktet. Hvis det ikke 

er muligt at overholde denne 

frist, skal ministeriet 

meddele, hvornår papirerne 

bliver udleveret. Samtidig 

er ministeriet forpligtet til 

at vise pressen ’særlig imødekommenhed’, 

som det 

hedder i Justitsministeriets 

Hen over 

sommeren 2002 

bliver der arbejdet 

intensivt i CIA, 

Pentagon og Det 

Hvide Hus på at få 

bygget en sag op 

mod Irak. 

vejledning. Ekstra Bladet søgte første gang aktindsigt 

i papirerne den 16. juni 2003 og har derefter 

løbende klaget over sagsbehandlingen. 

Senest har Statsministeriet den 2. september 

2003 svaret, at ’på baggrund af Deres henvendelse 

af 15. august 2003 har Statsministeriet nu iværk-


ÆRESVAGT FOR FOGH 

Mens marinesoldater præsenterer gevær, bliver statsminister Anders Fogh Rasmussen ledt op ad trappen til Pentagon af 

USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, en af høgene bag USA’s krigserklæring mod Irak. De to mødtes i Pentagon og 

diskuterede ’forsvarsemner af fælles interesse’ den 27. marts 2002. To dage før diskuterede Anders Fogh Rasmussen krigen 

mod terrorisme og situationen i Mellemøsten med præsident George W. Bush i Det Hvide Hus. 

(Foto: Helene C. Stikkel, det amerikanske forsvarsministerium) 

sat en gennemgang 

og vurdering 

af 

samtlige af de 

mere end 1000 

akter, De har 

anmodet om 

aktindsigt i.’ 

Altså, at man 

– to en halv måned 

efter ansøgningen 

– nu 

vil begynde at 

behandle ansøgningen. 

Hen over sommeren 

2002 bliver 

der arbejdet intensivt 

i CIA, 

Pentagon og Det 

Hvide Hus på at 

få bygget en sag 

op mod Irak. Det er meningen, at sagen skal præsenteres 

for verden den 12. september 2002. Den 

dag skal USA’s præsident George W. Bush holde 

tale om Irak for FN’s generalforsamling. 

MENS ALLE VENTER på Bush, kommer der 

efterhånden mere fart på debatten om Irak. Den 

6. september siger udenrigsminister Per Stig 

Møller, at ’beviserne skal kunne holde i byretten’. 

Samme dag siger statsminister Anders Fogh 

Rasmussen til nyhedsbureauet Ritzau, at ’jeg er 

ikke det mindste i tvivl om, at han råder over 

masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille 

dem’. 

Den 9. september 2002 ringer præsident George 

W. Bush til premierministeren i Tyrkiet, til FN’s 

generalsekretær Kofi Annan og til den danske 

statsminister Anders Fogh Rasmussen – som på 

det tidspunkt også er formand for EU. Det fremgår 

af pressemeddelelsen fra det amerikanske 

State Department, at præsident Bush i alle tre 

telefonsamtaler kom med enslydende opfordringer, 

nemlig til at ’høre rigtig godt efter’ den tale, 

Bush vil fremlægge i FN’s generalforsamling tre 

dage senere. Det er meningen, at talen skal definere 

den trussel, Irak udgør mod verdensfreden. 

Nøjagtig et år og en dag efter terrorangrebet på 

World Trade Center fremlægger præsident Geor- 

ge W. Bush den 12. september 

2002 sin tale for FN’s 

generalforsamling. Bush 

sætter dagsordenen for talen 

fra starten: Kampen 

mod terrorismen. Derefter 

retter han søgelyset mod 

det, som George Bush betegner 

som den største aktuelle 

trussel: Irak. 

Som bevis for 

udviklingen af 

atomvåben 

nævnes, at Irak har 

forsøgt at købe 

’tusindvis af 

specialdesignede 

aluminiumsrør’. 

’Vores største frygt er, at terrorister vil finde en 

genvej til deres vanvittige ambitioner, når et 

forbryderisk regime forsyner dem med teknologier 

til at begå drab i enorme omfang. I et sted 

– i et regime – finder vi alle disse farer i deres 

mest dødelige og aggressive former, lige præcis 

den form for aggressive trusler, som FN blev født 

til at konfrontere’, siger præsident George W. 

Bush. 

I FORBINDELSE MED talen fremlægger George 

W. Bush dokumentet ’Et tiår med bedrag og 

trods’. Talen og dokumentet angriber Irak for at 

have overtrådt en lang stribe af FN-resolutioner 

og for at have fortsat med at udvikle masseødelæggelsesvåben, 

herunder atomvåben, og for at 

have forbindelser til terrorister. 

Som bevis for udviklingen af atomvåben nævnes, 

at Irak har forsøgt at købe ’tusindvis af specialdesignede 

aluminiumsrør, som embedsmænd 

mener var tiltænkt til centrifuger til berigelse af 

uran’. 

Som bevis for Iraks forbindelser til terrorister 

nævner dokumentet, at Irak huser organisationen 

’Mujahedin-e-Khalq (MKO), som har udøvet 

terroristisk vold mod Iran, og som i 1970’erne var 

ansvarlig for drabet på adskillige amerikanske 

militærfolk og amerikanske civile’. 

Derudover nævner dokumentet blandt andet, 

at den palæstinensiske terrorist Abu Nidal befinder 

sig i Bagdad. I sin tale til FN’s generalforsamling 

siger præsident George W. Bush, at 

’Al-Qaida-terrorister flygtede fra Afghanistan og 

vides at befinde sig i Irak’. Denne påstand bliver 

ikke fulgt op i dokumentet, der ikke nævner 

Al-Qaida med et ord. 

Men nu er der sat ord på den irakiske trussel: 

masseødelæggelsesvåben, herunder atomvåben 

og frygten for, at Irak bruger sine forbindelser til 

terrorister til at sprede disse våben. 

29. oktober 2002 – I det danske Udenrigsministerium 

skriver Sikkerhedspolitisk Kontor en notits til regeringen, 

der beskriver uranhandlen som faktum og bevis 

mod Irak. Notitsen handler også om Iraks kemiske og 

biologiske våben: ’Siden våbeninspektionernes ophør 

i 1998 har Irak genoptaget en skjult produktion af 

biologiske våben, bl.a. på små, mobile anlæg. Der 

kan kun gættes på mængder og typer af Iraks nuværende 

våbenbeholdning, men lageret kan meget 

vel omfatte flere tusinde liter botulinum-toksin, anthrax, 

samt andre typer bakterier og toksiner, herunder 

ricin og pest-bakterier.’ 

14. november 2002 – Udenrigsminister 

Per Stig Møller refererer notitsen 

i Folketinget. Han fortæller bl.a., 

at Irak er mindre end et tiår fra at 

have atomvåben, og at ’hvis Irak får 

fingre i beriget uran eller plutonium, 

vil landet formentlig kunne have en 

atombombe inden for et års tid’. 

Statsminister Anders Fogh Rasmussen 

siger, at der ’er ikke etableret nogen forbindelse 

mellem begivenhederne den 11. september 2001 og 

regimet i Irak, men det er ingen garanti for, at Saddam 

Hussein ikke kunne fristes til at benytte terroren 

som instrument for at opnå sine mål’. 

December 2002 – Eksperter fra amerikanske nationaldrevne 

laboratorier fortæller til Energy Department 

og til USA’s efterretningstjenester, at den italiensk 

designede raket Medusa 81 holder samme mål og 

legering som de beslaglagte aluminiumsrør. 

19. december 2002 – Det amerikanske udenrigsministerium 

fremhæver uranhandlen som bevis for, at 

Irak fortier oplysninger om deres våbenlagre. 

Samme dag: USA’s udenrigsminister, Colin Powell, 

siger: ’UNSCOM konkluderede, at Irak ikke har redegjort 

for minimum 2160 kilo vækstmedie. Det er nok 

til at producere 26.000 liter miltbrand – tre gange den 

mængde, Irak har deklareret; 1200 liter botulinum 

toksin og 5500 liter clostridium perfrigens – 16 gange 

den mængde, Irak har deklareret. Hvorfor ignorerer 

den irakiske redegørelse disse farlige stoffer i deres 

besiddelse?’ 

Samme dag: IAEA beder USA om at udlevere dokumentationen 

for Iraks forsøg på at købe uran i Niger. 

27. januar 2003 – IAEA’s generaldirektør, Mohammad 

ElBaradei, fremlægger sin redegørelse i FN’s Sikkerhedsråd. 

Han kan ikke kommentere påstanden om, at 

Irak har forsøgt at købe uran i Niger, da han endnu 

ikke har fået beviser for sagen fra USA. 

28. januar 2003 – Præsident George 

W. Bush omtaler uranhandlen i sin 

tv-transmitterede tale om nationens 

tilstand. I den længe ventede tale 

fastslår George W. Bush, at ’beviser 

fra efterretningskilder, hemmelige 

aflytninger og erklæringer fra nu 

fængslede personer afslører, at 

Saddam Hussein hjælper og beskytter 

terrorister, inklusive medlemmer 

af Al-Qaida.’ 

5. februar 2003 – Udenrigsminister Per Stig Møller 

fortæller i Folketinget, at Irak kan skjule sine biologiske 

og kemiske våben på lastbiler, de kører rundt i 

landet. 

5. februar 2003 – Colin Powell fortæller i sin tale i FN’s 

Sikkerhedsråd, at USA’s beviser for en forbindelse 

mellem Irak og Al-Qaida består af oplysninger om en 

Al-Qaida-træningslejr i den kurdisk kontrollerede del 

af Irak og oplysninger om, at den formodede Al- 

Qaida-mand Abu Massad al-Zakawi er blevet hospitalsbehandlet 

i Bagdad. Derudover lægger Powell 

vægt på de beslaglagte aluminiumsrør som afgørende 

bevis for, at Irak forsøger at udvikle atomvåben. 

Starten af februar 2003 – IAEA modtager Niger-papirerne 

fra USA. I første omgang forsøger IAEA at 

indhente yderligere oplysninger fra Niger og Irak. 

Efter ti dage står det klart, at der ikke er andre oplysninger, 

og IAEA undersøger derfor Niger-papirerne, 

der hurtigt viser sig at være forfalskninger. 

19. februar 2003 – Statsminister Anders Fogh Rasmussen 

siger i Folketinget om miltbrand og nervegas, 

at ’vi ved, han har det.’ 

6. marts 2003 – FN’s inspektører i UNMOVIC konkluderer 

i en rapport, at store dele af Iraks kemiske og 

biologiske våben er henfaldne og værdiløse. 

Foto: Jens Dresling og AFP


Den flygtige irakiske 

BUSH HAR ALVOR i stemmen, da han i FN’s 

generalforsamling anklager Irak for at forsøge at 

udvikle atomvåben. Beviserne er, ifølge Bush, 

blandt andet, at Irak forsøger at skaffe udstyr til 

udviklingen af en irakisk atombombe: 

’Irak har gjort flere forsøg på at købe forstærkede 

aluminiumsrør, der bruges til at berige uran 

til kernevåben.’ 

De forstærkede aluminiumsrør er det ene af to 

konkrete nøglepunkter, som anklagen mod Irak 

for at udvikle atomvåben bliver bygget op omkring. 

Det andet anklagepunkt mod Irak er, at 

landet har forsøgt at købe uran i Afrika. 

Den første forklaring om aluminiumsrørene 

bliver fremlagt af præsident George W. Bush den 

12. september 2002 i FN’s generalforsamling. 

Irakerne siger, at rørene er indkøbt til konstruktion 

af raketter, der ikke vil være ulovlige i forhold 

til de mange FN-resolutioner. 

I december 2002, tre måneder efter at Bush har 

fremlagt oplysningerne om rørene som bevis 

mod Irak, modtager det amerikanske energiministerium 

en rapport med en analyse af de konfiskerede 

aluminiumsrør. Rapporten, der også 

videresendes til CIA, konkluderer, at de konfiskerede 

rør passer nøjagtigt på mål ned til 

brøkdele af en millimeter og aluminiumslegering 

med de italiensk designede raketter Medusa 81. 

Disse raketter produceres af det italienske våbenfirma 

Simmel Difesa. 

Der er altså berettiget tvivl om rørenes funktion. 

Den tvivl kommer ikke videre. Samtidig 

udtrykker flere amerikanske atomeksperter tvivl 

om, hvorvidt rørene overhovedet kan bruges til 

gascentrifuger til berigelse af uran. Stifteren af 

det amerikanske energiministeriums Oak Ridge 

atomlaboratorium, Houston G. Wood III, siger i 

dag, at påstanden om rørene ’strækker fantasien’. 

’Jeg kender ikke nogle reelle centrifuge-eksperter, 

der ikke mener det samme’, siger Houston 

G. Wood III, da han træder offentligt frem med 

sin viden i august 2003. Houston G. Wood III er 

formentlig USA’s fremmeste ekspert på gascentrifuge-området. 

På Houston G. Wood III’s cv står 

– ud over stiftelsen af atomlaboratoriet Oak Ridge 

i 1967 – en over 30 år lang, højt videnskabelig 

karriere inden for netop gascentrifugering, hvor 

han har skrevet utallige afhandlinger, bøger og 

artikler om emnet. 

NU ER SITUATIONEN i december 2002: 

Ambassadør Joseph Wilson blev sendt 

til Niger for at efterforske det irakiske 

uranspor, men kom tomhændet hjem 

at Irak siger, at rørene er til raketter, 

at CIA og det amerikanske udenrigsministerium 

ved, at der findes en italiensk udviklet raket-type, 

der har nøjagtig de samme mål og den 

samme metallegering som rørene 

og at amerikanske eksperter i gascentrifuger 

er i tvivl om, hvorvidt rørene overhovedet kan 

bruges til den form for centrifuger. 

Denne berettigede tvivl om de amerikanske 

påstande kommer ikke frem. 

USA fastholder, at de beslaglagte rør var tænkt 

til gascentrifuger til uran-berigelse. Det er en af 

hovedanklagerne to måneder senere i Colin Powells 

tale til FN’s Sikkerhedsråd den 5. februar 

2003. 

En uge før Colin Powells tale fremlægger formanden 

for FN’s atomprogram IAEA, Mohammad 

ElBaradei, en midlertidig rapport i FN’s 

Sikkerhedsråd. Mohammad ElBaradei fortæller, 

at IAEA har lagt særlig vægt på at få afklaret 

spørgsmålet om rørene og om, hvorvidt de kan 

bruges til fremstilling af centrifuger. Mohammad 

ElBaradei fortæller også, at irakiske myndigheder 

har sagt, at rørene skulle bruges til et forsøg 

på at kopiere konventionelle raketter: ’For at 

få bekræftet disse oplysninger har IAEA-inspektører 

inspiceret de relevante raketfremstillingsog 

opbevaringslokaliteter, samlet rørprøver, interviewet 

relevant irakisk personale og gennemgået 

indkøbskontrakter og relevante dokumenter. 

Ud fra vores analyser indtil dato ser det ud 

til, at aluminumsrørene ville være i overensstemmelse 

med det formål, Irak har erklæret, og 

at de ikke, uden først at blive tilpasset, ville kunne 

bruges til at fremstille centrifuger.’ 

DET ANDET BEVIS mod Irak for, at landet har 

genoptaget eller vedligeholdt sit atomvåbenprogram, 

er endnu mere problematisk. Det er 

spørgsmålet om, hvorvidt Irak har forsøgt at 

købe uran i Afrika. 

I september 2002 er det syv måneder siden, at 

CIA har undersøgt påstanden om uranhandlen i 

Niger. Det er seks måneder siden, at rapporten 

med konklusionen, at der ikke er hold i påstandene 

om uranhandlen, blev afleveret til Det Hvide 

Hus. Men så kommer Storbritanniens premierminister, 

Tony Blair, på banen. Den 24. 

september udsender Blair et dossier om Iraks 

masseødelæggelsesvåben. Det er i dette dokument, 

at den britiske regering fastslår, at Irak 

har ’søgt betydelige mængder uran fra Afrika, på 

’Hvad jeg ikke fandt i Afrika’ 

I FEBRUAR 2002 blev den pensionerede ambassadør 

Joseph Wilson sendt til Niger af CIA. 

Ambassadøren blev sendt af sted på opgave for 

den amerikanske vicepræsident Dick Cheney. 

’I februar 2002 fik jeg at vide af embedsmænd i 

CIA, at vicepræsident Dick Cheneys kontor havde 

nogle spørgsmål vedrørende en bestemt efterretningsrapport. 

Selv om jeg aldrig så denne 

rapport, blev jeg informeret om, at den vedrørte 

en handelsaftale om salg af uran-malm til Irak 

fra Niger i slutningen af 90’erne. Embedsmændene 

spurgte, om jeg kunne rejse til Niger og kontrollere 

oplysningerne, så de kunne give et svar 

til vicepræsidentens kontor’, skriver Joseph 

Wilson i en kronik i New York Times den 6. juli 

2003. 

CIA valgte Joseph Wilson, fordi han har stor 

erfaring med både Afrika og Irak. I 23 år var han 

ambassadør i flere afrikanske lande. I 1990 var 

han chargé d’affaires på den amerikanske ambassade 

i Bagdad. I februar 2002 blev han sendt 

til Niger for at afklare oplysningerne om den 

irakiske atomhandel. 

Alle oplysninger om Wilsons rejse til Niger 

blev fortiet indtil juli 2003, hvor Joseph Wilson 

selv trådte frem i kronikken i New York Times. 

’Jeg mødtes med ambassadør Owens-Kirkpatrick 

på ambassaden. Af indlysende årsager har 

ambassadens stab altid holdt et tæt øje med Nigers 

uran-selskaber. Jeg blev derfor ikke over- 

trods af at landet ikke har noget aktivt civilt 

atomkraftprogram’. 

I Det Hvide Hus i Washington bakker præsident 

George W. Bushs talsmand Ari Fleischer op 

om den britiske påstand under et pressemøde 

senere samme dag. 

Det kommer senere frem, at den eneste dokumentation, 

der kan underbygge påstanden om 

uranhandlen er en serie dokumenter fra Niger, 

som er fremskaffet af en europæisk efterretningstjeneste 

– formodentlig den italienske – og 

videregivet til bl.a. CIA. Dokumenterne er banale 

forfalskninger. 

I starten af oktober afleverer de amerikanske 

efterretningstjenester en 90 sider lang hemmeligstemplet 

vurdering af Irak til Det Hvide Hus. I 

denne vurdering bliver det fastholdt, at der er 

tvivl om den påståede uranhandel. Nogenlunde 

samtidig advarer direktøren for CIA, George 

Tenet, personligt Det Hvide Hus mod at bruge 

påstanden mod Irak. 

DEN 10. OKTOBER 2002 stemmer den amerikanske 

kongres for at give præsident George W. 

Bush autorisation til at gå i krig med Irak. Flere 

kongresmedlemmer fremhæver den påståede 

uranhandel som afgørende for, at de stemte for 

krigen. Det gælder for eksempel senator Olympia 

Snowe, som under debatten om forslaget siger, at 

Irak har forsøgt at genoplive sit atomvåbenprogram, 

og at denne indsats dokumenteres af Tony 

Blairs dossier fra den 24. september: ’Ganske 

afslørende dokumenterer rapporten også Iraks 

forsøg på at købe store mængder uran fra Afrika, 

på trods af at Irak ikke har noget civilt atomprogram’. 

Også kongresmedlem David Dreier fremhæver 

uranhandlen som afgørende: ’Hvad der er mere 

skræmmende er, at vi ved, at Irak aktivt forsøger 

at gendanne sit atomvåbenprogram, og at der er 

rapporter om, at de eftersøger uran for at nå det 

mål’. 

19 DAGE EFTER den amerikanske afstemning 

om krigen og syv måneder og tyve dage efter, at 

Det Hvide Hus og det amerikanske udenrigsministerium 

modtog en CIA-rapport om, at påstanden 

om uranhandlen var falsk, dukker den 

op i det danske Udenrigsministerium. 

Det sker i notitsen ’Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben 

(WMD)’, dateret den 29. oktober 

2002. Notitsen er skrevet af Sikkerhedspoli- 

Den tidligere ambassadør for USA Joseph Wilson 

blev i 2002 sendt til Afrika for at efterprøve påstande 

om irakiske forsøg på at købe uran. Han fandt ingen 

beviser. (Foto: AP/Evan Vucci)

EKSTRA BLADET . . . 

... søndag 5. oktober 2003 9 

bombe 

tisk Kontor og stilet personligt til 

udenrigsminister Per Stig Møller. I notitsen 

fremgår det, at ’til trods for, at uran ikke har 

nogen civil anvendelse i Irak (kernekraft), har 

landet alligevel forsøgt at skaffe sig stoffet fra 

Afrika.’ 

rasket over, at ambassadøren fortalte mig, at hun 

allerede kendte til beskyldningerne om uran-salg 

til Irak – og at hun allerede havde afvist dem i 

sine rapporter til Washington.’ 

’Ikke desto mindre blev hun og jeg enige om, at 

det bedste ville være at interviewe embedsmænd 

og folk, der havde siddet i regeringen på det tidspunkt, 

hvor handelen angiveligt skulle have fundet 

sted.’ 

’Jeg brugte de næste otte dage på at drikke sød 

pebermyntete og mødes med dusinvis af mennesker: 

Nuværende embedsmænd, tidligere embedsmænd, 

folk tilknyttet landets uranudvindings-firmaer. 

Det tog ikke lang tid at nå 

konklusionen, at det var stærkt tvivlsomt, om en 

sådan handel nogensinde havde fundet sted.’ 

Nigers to udvindingsfirmaer Somair og Cominak 

drives i fællesskab af Niger, Tyskland, 

Frankrig, Japan og Spanien. Selskaberne bliver 

nøje overvåget af det internationale atomenergi- 

USA’s præsident 

George 

W. Bush taler 

til FN’s generalforsamling 

og til 

verden den 

12. september 

2002 og 

fremlægger 

de første 

beviser mod 

Irak for masseødelæggelsesvåben. 

Store dele af 

beviserne 

stammer fra 

avisinterview 

og fra 

irakiske 

afhoppere. 

De bliver 

ikke verificerethverken 

før eller 

efter krigen. 

(Foto: AP) 

To uger senere, den 14. november 2003, refererer 

udenrigsminister Per Stig Møller notitsen 

under en debat i Folketinget om den resolution 

1441 om Irak, som FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget 

nogle dage før. 

Udenrigsminister Per Stig Møller fortæller 

Fortsættes på side 10 qqq 

agentur IAEA. 

’Selv om jeg ikke afleverede en skriftlig rapport, 

burde der være mindst fire dokumenter i 

USA’s regeringsarkiver, der bekræfter min mission. 

Dokumenterne bør omfatte ambassadørens 

rapport om min redegørelse i Niamey, (Nigers 

hovedstad, red.) en selvstændig rapport fra ambassadens 

stab, en CIA-rapport, der opsummerer 

rejsen og et konkret svar fra CIA til vicepræsidentens 

kontor – der dog kan være givet mundtligt. 

Selv om jeg ikke har set nogle af disse rapporter 

selv, har jeg arbejdet længe nok i det 

offentlige system til at vide, at dette er standardproceduren.’ 

’Sådan er fakta omkring min indsats. Vicepræsidentens 

kontor stillede et alvorligt spørgsmål. 

Jeg blev bedt om at hjælpe med at svare. Det 

gjorde jeg, og jeg har fuld tillid til, at det svar, jeg 

leverede, blev rundsendt til alle berørte embedsmænd.’ 

7. marts 2003 – IAEA’s generaldirektør, Mohammad 

ElBaradei, dokumenterer i Sikkerhedsrådet, at beviserne 

for handlen er forfalskede. 

8. marts 2003 – Udenrigsministeriets mand i New 

York mailer Blix’ og ElBaradeis tale og en vurdering til 

regeringen i Danmark. Mailen bliver sendt personligt 

til både Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen. 

14. marts 2003 – Præsident George W. Bush ringer til 

Fogh og derefter til Blair for at diskutere afvæbning af 

Saddam Hussein. 

19. marts 2003 – Folketinget førstebehandler beslutning 

om dansk deltagelse i krigen. Hverken Fogh eller 

Møller nævner, at de vigtige atombeviser for krigen 

er afvist som løgnagtige. Udenrigsministeren siger, at 

’situationen er blevet værre’ siden 1998 på grund af 

Iraks lagre af miltbrand, botulinum og aflatoksin, men 

nævner ikke, at ministeriet 12 dage før fik at vide, at 

stofferne nu er harmløse. 

19. og 21. marts 2003 – Under flere timers folketingsforhandlinger 

argumenterer især Dansk Folkeparti 

for, at der skal gribes ind på grund af Iraks forbindelser 

til Al-Qaida. 

21. marts 2003 – Folketinget andenbehandler loven 

om krigsdeltagelse. Heller ikke denne gang fortæller 

regeringen, at vigtige argumenter er afvist som løgnagtige. 

21. marts 2003 – Under pressemødet om dansk krigstilslutning 

siger statsminister Anders Fogh Rasmussen, 

at ’Saddam Hussein har haft åbenlyse forbindelser 

til terrorister og muligvis stadigvæk har det’. Han 

siger også, at der er risiko for, at Irak snart vil råde 

over atomvåben. 

18. juni 2003 – Statsminister Anders Fogh Rasmussen 

fastholder i et interview med Ekstra Bladet, at Irak har 

et atomvåbenprogram. I samme interview fastholder 

Anders Fogh Rasmussen, at ’Saddam Husseins samarbejde 

med terrorister’ er et vigtigt element i regeringens 

grundlag for at gå i krig. 

Juli 2003 – Den tidligere efterretningsmand i det 

amerikanske State Department Greg Thielmann træder 

frem og siger, at ’der var ikke noget mønster af 

betydning, der viste samarbejde mellem Irak og 

Al-Qaida’. 

8. juli 2003 – Det Hvide Hus erkender, at oplysningerne 

om uranhandlen bygger på forfalskede dokumenter. 

11. juli 2003 – CIA’s direktør, George 

Tenet, påtager sig skylden for, at Det 

Hvide Hus har brugt uran-påstanden, 

på trods af at CIA vidste, at det 

var løgn. 

17. juli 2003 – Per Stig Møller henviser 

i et brev til avisen Information 

til ’uklarhed omkring ... rapporter 

om import af uran.’ 

6. august 2003 – Anders Fogh Rasmussen svarer på 

spørgsmål S3898 (om FE havde tvivl omkring Iraks 

WMD): ’Med hensyn til det konkrete spørgsmål har 

Forsvarets Efterretningstjeneste oplyst, at der ved 

udarbejdelsen af efterretningsmæssige vurderinger 

ofte vil foreligge modstridende oplysninger.’ 

7. august 2003 – Per Stig Møller forklarer i Folketinget, 

at regeringen ikke har brugt de forfalskede 

oplysninger om uranhandlen i vurderingerne af Iraks 

våben. 

7. august 2003 – Fogh Rasmussen 

fortæller Folketinget, at Forsvarets 

Efterretningstjenestes vurdering af 

forbindelsen mellem Irak og Al- 

Qaida bygger på egne efterretninger, 

åbne kilder og oplysninger fra NATO 

og udenlandske partnere, og at 

materialet ikke kan offentliggøres. 

20. august 2003 – Statsministeren 

fortæller, at han ikke havde dokumentation 

for den 21. marts 2003 at 

påstå, at Irak snart havde atomvåben, men at påstanden 

alene var ’et politisk synspunkt’. 

Samme dag – Fogh Rasmussen bekræfter i et andet 

svar i Folketinget, at han den 7. marts blev informeret 

om, at Iraks atomvåbenprogram var nedlagt. 

Foto: Luke Frazza og Jens Dresling


Den flygtige irakiske bombe ... fortsat fra side 9 

under debatten, at Irak er mindre end et tiår fra 

at have atomvåben, og at ’hvis Irak får fingre i 

beriget uran eller plutonium, vil landet formentlig 

kunne have en atombombe inden for et års 

tid’. 

Fakta er, at der ikke findes beviser, der kan 

underbygge udenrigsminister Per Stig Møllers 

udtalelse. 

NOGLE UGER SENERE, den 7. december 2003, 

fremlægger Irak den 12.200 sider lange redegørelse 

for de ulovlige våbenprogrammer, som FN’s 

Sikkerhedsråd har krævet i resolution 1441. Den 

19. december er USA klar med et svar på den 

lange redegørelse. Det er USA’s udenrigsminister, 

Colin Powell, og USA’s FN-ambassadør, 

John D. Negroponte, der svarer på den irakiske 

redegørelse: 

’På det atomare område er alt, hvad Irak har 

gjort, at genfremsende gammelt materiale og 

IAEA’s egen rapport. Det ignorerer nøglespørgsmål 

som Iraks forsøg på at købe uran’. 

Det amerikanske udenrigsministerium fremlægger 

også et fakta-ark som svar på den irakiske 

redegørelse. Her står: 

’Deklarationen ignorerer forsøg på at fremskaffe 

uran fra udlandet. Hvorfor skjuler det 

irakiske regime sit uran-indkøb?’ 

I DANMARK BLIVER de amerikanske synspunkter 

næste morgen diskuteret i en telefonsamtale 

mellem Dan Lawton, der er ’POL MIL 

Officer’ på den amerikanske ambassade i København, 

og Jakob Brix Tange og Jens-Otto Horslund 

fra Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitiske 

Kontor. Efterfølgende faxer Dan Lawton 

udskrifter af de amerikanske fremlæggelser til 

de to danske embedsmænd. 

I FN beder lederen af IAEA, Mohammad El- 

Baradei, samme dag, den 19. december, USA om 

at udlevere beviserne for den påståede uranhandel, 

så FN’s inspektører kan undersøge sagen 

om uranhandlen. Beviserne er de dokumenter, 

som USA har fået fra en europæisk, måske den 

italienske, efterretningstjeneste. Papirerne bliver 

ikke udleveret til FN. 

Samtidig arbejder inspektørerne sig frem mod 

den 60 dages deadline, der ligger den 27. januar. 

Her skal FN-inspektørerne under ledelse af Hans 

Blix og Mohammad ElBaradei fremlægge en 

rapport for Sikkerhedsrådet, der redegør for 

fundene i Irak. 

I redegørelsen kan Mohammad ElBaradei ikke 

underbygge påstanden om de irakiske forsøg på 

at købe uran i udlandet. IAEA har endnu ikke 

modtaget dokumenterne fra USA. I stedet må 

ElBaradei nøjes med at efterlyse oplysningerne: 

’Et fjerde omdrejningspunkt har været efterforskningen 

af irakiske forsøg på at importere 

uran efter 1991. De irakiske myndigheder har 

benægtet ethvert sådant forsøg. IAEA vil fortsætte 

med at undersøge sagen. På dette tidspunkt 

har vi dog ikke nok oplysninger og vil værdsætte 

at modtage flere’, siger Mohammad ElBaradei i 

Sikkerhedsrådet. 

MEN BEVISERNE bliver stadig tilbageholdt. 

Dagen efter holder præsident George W. Bush 

sin tv-transmitterede tale om nationens tilstand. 

Det er nu et år siden, at USA rettede opmærksomheden 

mod Irak med Bushs tale om ’ondskabens 

akse’. Det er samtidig næsten 11 måneder 

siden, at Det Hvide Hus modtog den 

CIA-rapport, der dementerer de irakiske forsøg 

på at købe uran i Niger. 

I sin tv-tale siger præsident George W. Bush, at 

’den britiske regering har erfaret, at Saddam 

Hussein for nylig har efterstræbt betydelige 

mængder af uran i Afrika’. 

Det viser sig senere, at der ikke er anden dokumentation 

for denne udtalelse end papirerne fra 

DEN 18. JUNI 2003 

konfronterede Ekstra Bladet – i forbindelse med et møde i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget – statsminister 

Anders Fogh Rasmussen med billeder af Irak-krigens civile ofre. Som fortsat forsvar for Danmarks deltagelse 

i krigen nævnte Fogh Rasmussen, at FN’s Sikkerhedsråd i 1991 vedtog, at man kunne iværksætte en våbenhvile 

i forhold til Saddam Hussein på visse betingelser. – Ingen som helst af disse betingelser opfyldte 

manden i løbet af disse mange år, sagde statsministeren. (Foto: Jesper Stormly Hansen) 

Niger. De er endnu ikke blevet udleveret til FN. 

Den 5. februar 2003 fremlægger Colin Powell 

den tale i FN’s Sikkerhedsråd, der for alvor skal 

udgøre bevisbyrden mod Irak. Powell nævner 

ikke den påståede uran-handel. Nogenlunde samtidig 

sender USA endelig dokumenterne til IA- 

EA. 

IAEA beder med det samme Irak om at levere 

yderligere oplysninger om landets kontakter til 

Niger. Irak fastholder over for IAEA, at der ikke 

har været gjort forsøg på at købe uran som beskrevet 

i dokumenterne. Efter ti dages efterforskning 

i Irak og Niger når IAEA frem til, at Irak 

umuligt kan have forsøgt at købe uran, som 

USA’s præsident George W. Bush har påstået det. 

IAEA’s embedsmænd retter nu blikket mod dokumenterne 

og kan hurtigt og ved indhentning af 

fuldstændigt offentlige oplysninger afgøre, at der 

er tale om forfalskninger. 

DERMED ER DET ANDET store amerikanske 

bevispunkt mod Irak på atomområdet faldet. Den 

7. marts skal FN-inspektionen igen fremlægge 

rapport i FN’s Sikkerhedsråd. Her fortæller Mohammad 

ElBaradei, at oplysningerne om for- 

RØR TIL RAKETTER 

De aluminiumsrør, som USA vedholdende påstår 

skal bruges i centrifuger til berigelse af uran, passer 

nøjagtigt på mål og metal-legering med specifikationerne 

på de italiensk designede raketter Medusa 

81, der leveres af våbenfabrikken Simmel Difesa fra 

Colleferro i Italien. 

Irak har hele tiden hævdet, at rørene skulle bruges 

til kopiering af raketter. Medusa 81-raketterne er 

konstruerede som luft-til-jord-raketter med en vægt 

på mellem 15 og 18 kilo, sprænghoveder på mellem 

syv og ti kilo alt efter type og en rækkevidde på 12 

kilometer. Den viden bliver de amerikanske efterretningstjenester 

orienteret om i december 2002. 

(Foto: Fra Simmel Difesas hjemmeside) 

søget på uranhandel bygger på forfalskede dokumenter. 

Mohammad ElBaradei konkluderer i sin rapport, 

at der ikke er ’fundet et eneste bevis eller 

nogen som helst pålidelig indikation for, at atomvåbenprogrammet 

i Irak er blevet genoplivet’. 

Denne totale demontering af den amerikanske 

bevisbyrde bliver den 8. marts sendt hjem til 

Danmark i e-mails, der er stilet personligt til 

blandt andre udenrigsminister Per Stig Møller 

og statsminister Anders Fogh Rasmussen. 

Det er nu et år siden, at Det Hvide Hus blev 

orienteret om, at uranhandlen var et falsum. 

Denne viden er endelig blevet fremlagt i FN’s 

Sikkerhedsråd, og Danmarks statsminister, Anders 

Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per 

Stig Møller er blevet personligt orienteret om 

sagen. 

DEN VIDEN bliver ikke givet videre til Folketinget. 

11 dage senere, den 19. marts 2003, førstebehandler 

Folketinget beslutningsforslaget om 

dansk deltagelse i krigen mod Irak. Hverken Per 

Stig Møller eller Anders Fogh Rasmussen orienterer 

under den timelange debat Folketinget om, 

at et af de afgørende beviser mod Irak er smuldret. 

To dage efter, den 21. marts 2003, bliver beslutningsforslaget 

andenbehandlet. Folketinget er 

stadig ikke blevet orienteret om, at Irak ikke har 

noget aktivt atomvåbenprogram, og at USA’s 

vigtigste beviser mod Irak er banale forfalskninger. 

Om aftenen, efter at Folketinget med 61 stemmer 

ud af de 111 tilstedeværende folketingsmedlemmer 

har vedtaget, at Danmark går med i krigen 

mod Irak, holder statsminister Anders Fogh 

Rasmussen pressemøde i Statsministeriet. Det er 

nu tretten dage siden, at statsminister Anders 

Fogh Rasmussen er blevet personligt orienteret 

om, at Irak ikke har noget aktivt atomvåbenprogram. 

Alligevel nævner Anders Fogh Rasmussen



specifikt ’risikoen for, at han (Saddam Hussein, 

red.) snart vil råde over atomvåben’ som argument 

for at gå i krig med Irak og Saddam Hussein. 

Alt taler for, at statsministeren her begår en 

alvorlig stramning af de oplysninger, Statsministeriet 

ligger inde med. I de pressetalepunkter, 

som ministeriet har forberedt til Anders Fogh 

Rasmussen, står der kun, at der er ’usikkerhed 

om hans atomvåbenprogram’. 

MEN DET ER IKKE DET, Anders Fogh Rasmussen 

siger. Han siger tværtimod, at der er risiko 

for, at Irak ’snart vil råde over atomvåben’. Den 

stramning er der ikke belæg for i fakta, hvilket 

statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver 

tvunget til at indrømme i Folketinget fem måneder 

senere – efter at krigen er slut. 

Den 9. april 2003 falder Bagdad. På det tidspunkt 

har USA’s militær længe haft efterretningsfolk 

inde i Irak på jagt efter beviserne for 

de irakiske masseødelæggelsesvåben. Der bliver 

ikke fundet beviser for, at Irak har genoplivet sit 

atomvåbenprogram – hverken før eller efter 

Bagdad falder. 

Den 18. juni er der møde i Udenrigspolitisk 

Nævn på Christiansborg. Under et efterfølgende 

interview på gangen uden for mødelokalet fastholder 

statsminister Anders Rasmussen, at Irak 

var på vej til at blive en atomtrussel: 

– Et tredje element er risikoen for udvikling af 

atomvåben. Det er påvist, at Saddam Hussein har 

været meget langt med sit atomvåbenprogram, 

siger statsminister Anders Fogh Rasmussen. 

– Ja, indtil 1991, hvor det blev stoppet? 

Det spørgsmål kommenterer statsminister 

Anders Fogh Rasmussen ikke umiddelbart. Lidt 

senere i interviewet vender han dog tilbage til 

atomproblematikken: 

– Jeg vil gøre opmærksom på, at det folkeretlige 

grundlag for den militære aktion det var jo, 

at helt tilbage i 1991 vedtog FN’s Sikkerhedsråd i 

enstemmighed, at man kunne iværksætte en 

våbenhvile i forhold til Saddam Hussein på visse 

betingelser. Herunder, at han skulle stoppe sit 

atomvåbenprogram. Herunder, at han skulle 

stoppe samarbejdet med terrorister. Ingen som 

helst af disse betingelser opfyldte manden i løbet 

af disse mange år. 

– Jo, atomvåbenprogrammet stoppede jo? 

– Jam … hvem siger, at han ikke fortsatte det? 

– Amerikanerne siger, at han … 

– Joh … nu kan jeg ikke huske det, men det var 

vist i 1995, ikke, at han var, eller blev afsløret i at 

være meget meget tæt fremme på det, men det 

viser bare, at han ikke opfyldte betingelserne fra 

1991, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen 

den 18. juni – 103 dage efter, at han personligt af 

Udenrigsministeriets embedsmænd i FN-hovedkvarteret 

i New York er blevet orienteret om, at 

der ikke er fundet et eneste bevis eller troværdigt 

indicium for, 

at Iraks atomvåbenprogram 

i 

nogen form er 

blevet genoplivet 

siden 1991. 

NOGLE UGER 

efter dette interview, 

den 8. juli 

2003, erkender 

Det Hvide Hus, 

at oplysningerne 

om uran-handlen 

bygger på de 

forfalskede afrikanskedokumenter. 

Det er 

muligt, at denne 

erkendelse når 

frem til statsminister 

Anders 

Fogh Rasmussen 

og udenrigsmini- 

Afslørede 

CIA-agent 

Det var med store personlige omkostninger, 

at Joseph Wilson trådte frem med sin kronik 

i New York Times og afslørede, at Det 

Hvide Hus brugte forfalskede beviser mod 

Irak. Kort efter at kronikken blev bragt i 

juli 2003, blev det lækket til amerikanske 

medier, at Wilsons kone, Valerie Plame, 

arbejder for CIA. 

Indtil afsløringen arbejdede Valerie Plame 

undercover for CIA som våbenekspert, og 

hun har kontakter i flere lande verden over. 

Med lækagen er både Valerie Plame og hendes 

mange kontakter bragt i fare. 

Det menes, at oplysningerne om Wilsons 

kone blev lækket fra Det Hvide Hus, og CIA 

har bedt det amerikanske justitsministerium 

undersøge sagen. FBI har indledt en 

formel efterforskning, og flere politikere er 

begyndt at kræve en egentlig uafhængig 

undersøgelse af sagen. 

Sent tirsdag den 30. september 2003 blev 

samtlige ansatte i Det Hvide Hus beordret 

til at gemme alle dokumenter såsom telefonlister, 

memoer, notater og kalender-oplysninger 

fra 1. februar 2002 og fremefter, der 

på nogen måde havde at gøre med Wilson 

eller de journalister, der havde omtalt sagen. 

Ordren til at gemme dokumenterne 

blev givet af Det Hvide Hus’ juridiske rådgiver 

Alberto Gonzales. 

’I skal gemme alle dokumenter, der på 

nogen måde, hvad enten det er direkte eller 

indirekte, har forbindelse til disse individer, 

selv om der kan være tvivl om, hvorvidt 

dokumenterne hører under præsidentielle 

eller føderale arkiver, eller om destruktionen 

af dokumenterne kan være lovlig i anden 

sammenhæng’, skriver Alberto Gonzales 

i direktivet til samtlige de ansatte i 

Det Hvide Hus. 

ster Per Stig Møller. 

Men den kommer ikke videre. 

Den 17. juli 2003 svarer Per Stig Møller på en 

række spørgsmål om regeringens Irak-udmeldinger 

i et brev til avisen Information. Et af spørgsmålene 

handler om regeringens påstande om det 

irakiske atomvåbenprogram. 

’Har regeringen nogen informationer, der understøtter, 

at Saddam skulle have arbejdet frem 

mod atomvåben op til krigen?’ spørger Information. 

Udenrigsminister Per Stig Møller svarer: 

’Under forespørgselsdebatten den 14. november 

2002 citerede jeg fra de amerikanske og britiske 

rapporter, der var blevet offentliggjort forud for 

debatten i Folketinget. Det er korrekt, at IAEA 

ikke har fundet tegn på, at Irak havde genoptaget 

sit atomvåbenprogram. Men det ændrer ikke ved 

det væsentlige forhold, som udenrigsminister 

Colin Powell gjorde opmærksom på i sin fremlæggelse 

for Sikkerhedsrådet den 5. februar 2003: 

Nemlig at Irak allerede besad to af de tre vigtigste 

komponenter til konstruktion af et atomvåben 

– et stampersonel af atomfysikere og et 

bombe-design. Hvad der manglede, var blot beriget 

uran. IAEA’s generaldirektør, ElBaradei, 

påpegede i sin rapport til Sikkerhedsrådet den 

27. januar, at man ikke havde fundet tegn på et 

aktivt atomvåbenprogram, men at der ikke desto 

mindre var en række uklarheder omkring ulovlige 

aluminiumsrør, avanceret sprængstof og 

rapporter om import af uran.’ 

BEMÆRK, at udenrigsminister Per Stig Møller 

refererer Mohammad ElBaradeis rapport fra den 

27. januar 2003, hvor ElBaradei ikke er i stand til 

at tage stilling til spørgsmålet om uranhandlen, 

da USA stadig på det tidspunkt tilbageholder de 

afgørende beviser. 

Per Stig Møller siger, at der er ’en række uklarheder’ 

omkring ’rapporter om import af uran’. 

Per Stig Møller siger ikke, at uklarhederne består 

i, at USA tilbageholder beviserne. 

Udenrigsministeren siger heller ikke, at IAEA 

og Mohammad ElBaradei uden videre er i stand 

til at afvise beviserne som forfalskninger, da 

USA endelig udleverer dem. Der er ingen uklarheder 

om uranimport i Mohammad ElBaradeis 

rapport til FN’s Sikkerhedsråd den 7. marts. Det 

ved udenrigsminister Per Stig Møller. Det er han 

blevet orienteret om i en e-mail fra den danske 

delegation i FN’s hovedkvarter i New York den 8. 

marts. 

Brevet til Information i juli kan kun opfattes 

som misinformation, hvor udenrigsminister Per 

Stig Møller bevidst fordrejer fakta omkring de 

forfalskede beviser og FN’s dementi af samme. 

Den 11. juli – seks dage før brevet til Information 

– bliver Per Stig Møller i Folketinget 

spurgt, om de falske oplysninger er ’indgået i 

udenrigsministerens vurdering af Iraks atomvåbenprogram?’ 

Per Stig Møller svarer den 7. 

august – altså blot et par uger efter, at han har 

refereret til de forfalskede oplysninger til Information 

– at ’de nævnte oplysninger har ikke 

indgået i regeringens overvejelser vedrørende 

Iraks masseødelæggelsesvåben.’ 

DET ER IKKE SIDSTE gang, regeringen Fogh 

Rasmussen løber ind i dokumentations-problemer 

angående de forsvundne irakiske atomvåben. 

I Folketinget bliver statsminister Anders 

Fogh Rasmussen i et skriftligt spørgsmål bedt 

om at fremlægge dokumentation for påstanden 

fra pressemødet den 21. marts om, at Irak snart 

vil råde over atomvåben. 

Den dokumentation er Statsministeriet ikke i 

stand til at fremlægge. I stedet svarer statsminister 

Anders Fogh Rasmussen, at ’omtalen af risikoen 

for, at Irak kunne komme til at råde over 

atomvåben, udtrykker det politiske synspunkt, at 

det ville være uansvarligt fortsat at udvise eftergivenhed 

over for den manglende irakiske efterlevelse 

af nedrustningsforpligtelserne, idet Irak 

derved ville få mulighed for at forfølge sine ambitioner 

om at udvikle atomare våben.’ 

Samme dag bekræfter statsminister Anders 

Fogh Rasmussen i besvarelsen af et andet spørgsmål 

i Folketinget, at den danske regering i marts 

blev orienteret om, at det irakiske atomvåbenprogram 

var nedlagt: 

’IAEA’s generaldirektør, ElBaradei, meddelte i 

sin rapport til Sikkerhedsrådet af 7. marts 2003, 

at IAEA efter tre måneders inspektion ikke havde 

fundet bevis for eller troværdige indicier på, 

at Irak dengang havde genoptaget sit atomvåbenprogram. 

Det blev samtidig meddelt, at inspektionerne 

ville fortsætte. Det bør dog bemærkes, 

at USA har anfægtet nogle af de præmisser, IA- 

EA byggede konklusionen på’, svarer Anders 

Fogh Rasmussen i Folketinget. 

Her foretager statsministeren stort set den 

samme verbale undvigemanøvre, som udenrigsminister 

Per Stig Møller foretager i brevet til 

Information i juli. 

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fortæller, 

at USA har anfægtelser over for IAEA’s 

dokumentation. Han fortæller ikke, hvad anfægtelserne 

går ud på. 

De amerikanske anfægtelser er refereret i en 

mail fra den danske ambassade i Washington 

hjem til Udenrigsministeriet den 16. marts. Det 

fremgår af mailen, at USA’s vicepræsident, Dick 

Cheney, i et tv-interview har sagt, at man ikke 

kan stole på IAEA’s konklusioner, fordi det irakiske 

atomvåbenprogram tidligere, i 1991, blev 

voldsomt undervurderet. 

Det fremgår af referatet, at det er de amerikanske 

efterretningstjenesters undervurdering af 

Iraks atomvåbenprogram i 1991, som vicepræsident 

Dick Cheney bruger som argument for, at 

IAEA’s konklusioner i 2003 må være forkerte.


Per Stigs fejl-erindring 

DEN 15. MAJ 2003 gik udenrigsminister Per Stig 

Møller på Folketingets talerstol og sagde: ’Om 

masseødelæggelsesvåben vil jeg da sige, at jeg hele 

tiden har sagt eventuelle masseødelæggelsesvåben.’ 

Måneden efter, den 18. juni 2003, gentog og uddybede 

udenrigsminister Per Stig Møller påstanden 

under et pressemøde foran Udenrigspolitisk 

Nævn. 

– Jeg har sagt hans ’formodede masseødelæggelsesvåben’. 

– Siger du, at I aldrig har sagt til Folketinget, at 

der er masseødelæggelsesvåben? 

– Jeg har ikke min tale her. Det væsentlige er, at 

jeg hele tiden har stået ved, at argumentet med 

masseødelæggelsesvåben var afgørende for mig. 

Du kan formodentlig 

finde en sætning, hvor 

ordet ’formodede’ ikke 

er med. 

Udenrigsminister 

Per Stig Møller hævder 

altså, både i Folketinget 

og over for pressen, 

at han som 

udenrigsminister konsekvent 

har omtalt de 

irakiske masseødelæggelsesvåben 

med 

forbehold. 

Per Stig Møllers påstand 

er imidlertid ikke 

korrekt. 34 gange 

gennem et halvt år under 

ti forskellige møder 

har udenrigsminister 

Per Stig Møller 

uden forbehold fastslået, 

at Irak har masseødelæggelsesvåben. 

"At Saddam Hussein 

har startet flere 

aggressive 

krige mod 

sine 

nærmeste 

naboer." 

Ikke én eneste gang i én eneste tale om Iraks våbenlagre 

siger Per Stig Møller ’formodede masseødelæggelsesvåben’. 

Han bruger heller ikke forbehold 

som ’antagne’, ’angivelige’, ’teoretiske’, 

’mulige’, ’tænkelige’, ’tænkbare’ eller ’præsumerede’. 

Én eneste gang har udenrigsministeren brugt 

udtrykket ’eventuelle’ om de irakiske masseødelæggelsesvåben. 

Det skete den 15. maj – altså efter 

krigen – da Per Stig Møller i Folketinget siger, at 

han ’hele tiden har sagt eventuelle masseødelæggelsesvåben’. 

DIREKTE ADSPURGT om, hvorfor han nu hævder, 

at han hele tiden har omtalt våbnene med forbehold, 

svarer udenrigsminister Per Stig Møller i 

et interview med Ekstra Bladet den 24. juni 

2003: 

– Det må være en fejlerindring. 

– Per Stig Møller, du har sagt masseødelæggelsesvåben 

34 gange uden forbehold på et halvt år? 

– Hvor mange har du så med forbehold? 

– Ingen! 

– Ja, det er ikke rigtigt, jeg sidder med én her 

fra Folketinget 19. marts klokken 10: ’De våben 

er der altså – må man gå ud fra’, siger jeg. Der 

har du dit forbehold! 

– Come on, helt ærligt, 34 gange siger du masseødelæggelsesvåben 

uden forbehold, Per Stig? 

– Ja, men det er jo ikke så mærkeligt, FN’s 

våbeninspektører har jo hele tiden opregnet 

en masse masseødelæggelsesvåben, for det 

manglende regnskab. Jeg bygger konstant på 

den viden, som alle kan tjekke. 

– Men hvorfor sagde du I sidste uge til os, at du 

hele tiden har sagt formodede masseødelæggelsesvåben, 

når det ikke passer? 

– Ja, det sagde jeg, men det må så være en 

fejlerindring. 

Her fortæller udenrigsminister Per Stig Møller 

pressen, at han hele tiden har sagt ’formodede 

masseødelæggelsesvåben’. Det er første gang, Per 

Stig Møller bruger udtrykket ’formodede’ om de 

våben, som han 34 gange i Folketinget har fastslået 

som fakta. (Foto: Jesper Stormly Hansen) 

111gange 

afvæbning og 

et enkelt 

regimeskifte 

ET HUNDREDE OG ELLEVE GANGE i perioden 

fra 1. november 2002 til 30. april 2003 sagde 

udenrigsminister Per Stig Møller og statsminister 

Anders Fogh Rasmussen tilsammen, at det 

var en afvæbning af Irak, regeringen ønskede. 

’Vi ønsker altså alle sammen den afvæbning’, 

sagde udenrigsminister Per Stig Møller i Folketinget 

den 19. marts. To dage efter sagde statsminister 

Anders Fogh Rasmussen: 

’Folketinget har i dag givet sit samtykke til, at 

Danmark deltager i den internationale koalition 

til afvæbning af Saddam Hussein og befrielse af 

det irakiske folk.’ 

I alt fire gange i maj, juni, juli, august og september 

har regeringen sagt, at krigen handlede 

om at afvæbne Irak. 

Én eneste gang har de to ministre brugt udtrykket 

’regimeskifte’. Det var den 26. marts, da 

udenrigsminister Per Stig Møller i Folketinget 

sagde: ’Men det er ikke for et regimeskifte, vi er 

gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for 

hans masseødelæggelsesvåben.’


De falske 

beviser 

DET ER GANSKE LET at afsløre de forfalskede 

dokumenter, som både USA’s præsident, George 

W. Bush, Storbritanniens premierminister, Tony 

Blair, og den danske regering gentagne gange 

har brugt som bevis for, at Irak havde genoptaget 

sit atomvåben-program. 

Senest henviser udenrigsminister Per Stig 

Møller til oplysninger fra dokumenterne i et 

brev til Information den 17. juli – et halvt år 

efter at det i FN’s Sikkerhedsråd blev dokumenteret, 

at papirerne var falske. 

Et af de falske dokumenter er dateret 10. oktober 

2000 og angiveligt underskrevet af udenrigsminister 

Ailele Elhadj Habibou. 

Ailele Elhadj Habibou var Nigers udenrigsminister 

i perioden 1988 til 1989. 

Et andet af de forfalskede dokumenter henviser 

til Nigers forfatning af den 12. maj 1965. Dokumentet 

er dateret den 27. juli 2000 og burde derfor 

henvise til den forfatning i Niger, der blev 

vedtaget året før, den 9. august 1999. 

- I finder ingen våben 

– Iraks kemiske og biologiske våben og landets 

atomvåbenprogram blev i store træk totalt ødelagt 

i 1991 under Golf-krigen. 

Dr. Imad Khadduri er formentlig blandt de 

bedst orienterede i hele verden om de irakiske 

våbenprogrammer. Han var leder af central 

atomforskning under et af Saddam Husseins 

vigtigste våben-programmer, udviklingen af et 

irakisk atomvåben. 

I dag afviser dr. Imad Khadduri blankt, at Irak 

har skjulte lagre af masseødelæggelsesvåben. 

Fra 1968 til 1998 arbejde- 

de Khadduri for den 

irakiske atomenergikommission. 

Han var 

indtil den første Golfkrig 

leder af flere hem- 

Der er ingen beviser, 

men kun dårlige 

efterretninger. 

melige atomvåben-projekter. I 1998 flygtede Khadduri 

med sin familie fra Irak. Han bor i dag i 

Toronto i Canada, hvor Ekstra Bladet flere gange 

i løbet af foråret og sommeren har interviewet 

ham per telefon og mail. 

– Hvad er chancen for, at USA og koalitionsstyrkerne 

finder masseødelæggelsesvåben i Irak? 

– Lig nul. Der er ingen masseødelæggelsesvåben 

i Irak. Det stod klart få måneder efter afslutningen 

på krigen i 1991, da Hussein Kamel, der 

var ansvarlig for de nukleare, kemiske og biologiske 

våbenprogrammer, beordrede ødelæggelsen 

af de kemiske og biologiske materialer og 

sprænghovederne. Kernevåben-programmet gik i 

Blix og Ekeus 

enige: Der er 

ingen våben 

’DET ER MIN OPFATTELSE, at de ikke har 

produceret noget som helst siden 1991 af flere 

årsager’, siger svenskeren Rolf Ekeus, der er 

tidligere leder af våbeninspektørerne i Irak. 

Rolf Ekeus’ udtalelser falder den 22. september 

2003 i et interview med australsk tv. 

’Det er klart min opfattelse, at den irakiske 

politik lang tid før krigen var at forsøge at op- 

INTERVIEW 

Atomfysikeren Imad Khadduri arbejdede i 30 år den irakiske atomenergi-kommission, inden han i 1998 flygtede 

til Canada. Han er aldrig blevet afhørt af USA’s efterretningstjeneste om sin viden. – De amerikanske og 

britiske håb om at finde masseødelæggelsesvåben i Irak er falmede fatamorganaer, siger Khadduri i dag til 

Ekstra Bladet. (Foto: Reuters/Andrew Wallace ) 

stå allerede under den første aften af luftbombardementerne 

i 1991. 

KUN DÅRLIGE EFTERRETNINGER 

Dengang arbejdede dr. Imad Khadduri på atomanlægget 

i Akashat. Anlægget blev bombet af 

amerikanerne og er aldrig blevet genopbygget. 

– Hvad er din vurdering af de beviser, USA’s 

udenrigsminister, Colin Powell, fremlagde i FN, de 

beviser, præsident George Bush har beskrevet, og de 

beviser, som den danske regering har sagt må være 

der? 

– Det er, som jeg har beskrevet det i mine artikler. 

Der er ingen beviser, men kun dårlige efterretninger. 

Tiden er ved at løbe ud. De amerikanske 

og britiske håb om at finde 

masseødelæggelsesvåben i Irak, der ikke er blevet 

plantet af dem selv, er falmende fatamorganaer. 

Bush, Blair og deres ledende embedsmænd 

har løjet for deres befolkninger og ført en kriminel 

krig på baggrund af uintelligente efterretninger. 

Er det den demokratiske model for et 

’befriet’ Irak? 

I 1991 arbejdede dr. Imad Khadduri som ledende 

atomfysiker på Akashat, et af to anlæg, hvor Irak 

forsøgte at udvikle atomvåben efter samme konstruktion 

som det amerikanske Manhattan Project, 

der under krigen førte til udviklingen af 

Hiroshima-bomben. Khadduri arbejdede med 

såkaldte calutron-separatorer i projektet. 

bygge kapacitet til at producere våben ... for at 

være klar i konfliktsituationer, men ikke at producere 

lagre og dermed få lagringsproblemer’, 

siger Rolf Ekeus. 

Ifølge den tidligere våbeninspektør var det 

især tilstedeværelsen af våbeninspektører fra 

1991 – og de irakiske erfaringer fra 1980’erne 

med, hvor hurtigt stoffer henfalder – der fik 

irakerne til at opgive at bygge våbenlagre. 

I midten af september fortalte Rolf Ekeus’ efterfølger 

i embedet, Hans Blix, at Irak efter hans 

mening destruerede størsteparten af masseødelæggelsesvåbnene 

efter Golfkrigen i 1991, men at 

de lod, som om de stadig havde våbnene, for at 

afværge angreb.

INTERVIEW 

-Det var en uretfærdig krig 

’Unødvendig’, ’uretfærdig’ og 

’skamfuld’. 

Robin Cooks ordvalg, når han 

beskriver beslutningen om at gå 

i krig med Irak, er ikke tilfældigt. 

To dage før de første bomber 

faldt, den 17. marts 2003, trak 

Robin Cook sig fra den britiske 

regering. Han havde efter en 

periode som udenrigsminister i 

Tony Blairs regering overtaget posten som leder af Underhuset. 

Denne post er i Storbritannien en del af regeringen, 

og Robin Cook trådte tilbage fra den, alene fordi han ikke 

kunne støtte beslutningen om at gå i krig. 

Ekstra Bladet møder en af de sidste dage i september 2003 

Robin Cook på Labour-partiets kongres i Bournemouth i 

det sydlige England. Her er partiet samlet for at diskutere 

alle årets sager – også Irak. 

– Du trådte tilbage fra regeringen i marts, fordi du ikke 

kunne støtte en krig mod Irak. Din begrundelse for at trække 

dig var, at det var en unødvendig krig. Mener du stadig det? 

– Ja, jeg mener stadig, at det var en unødvendig krig, siger 

Robin Cook til Ekstra Bladet. 

– Og jeg må sige, at den holdning er blevet bestyrket af, 

hvad der løbende er kommet frem siden krigens start. 

SOMMERENS HEDE EMNE 

– Her tænker jeg f.eks. på resultaterne af de undersøgelser, 

der er foregået i Irak, hvor man tilsyneladende ingenting 

har fundet. Men med de oplysninger, der er kommet frem, 

siden jeg trådte tilbage, står det endnu mere klart, at det 

var en unødvendig krig. Og dermed også en uretfærdig 

krig, konstaterer den tidligere udenrigsminister. 

I Storbritannien har optakten til Irak-krigen været et af 

sommerens hedeste debatemner, ikke mindst på baggrund 

af de tragiske begivenheder omkring våbeneksperten David 

Kelly, som først blev afsløret som kilde til stærkt kritiske 

oplysninger i BBC, og som begik selvmord i midten af juli 

2003. Få dage efter dødsfaldet blev dommer Lord Hutton 

bedt om at forestå en grundig høring, som gennem forklaringer 

fra alle parter – også premierminister Tony Blair 

– skulle klarlægge omstændighederne op til selvmordet. 

– Jeg har fulgt Lord Huttons høringer i sagen om masseødelæggelsesvåbnene 

og David Kellys selvmord tæt hele 

sommeren. De viser med al tydelighed, at vores parlamentariske 

system er under voldsom belastning i den her sag, 

og det har været en meget skamfuld oplevelse at se. 

– Hvad er dit syn på, at Danmark besluttede at gå med i 

krigen? 

– Det siger sig selv, at jeg ikke kan kommentere på den 

danske regerings beslutning om at deltage i krigen mod 

- Skamfuldt for demokratiet, siger Storbritanniens 

tidligere udenrigsminister Robin Cook om Irak-krigen 

’Jeg agter i morgen aften 

at gå fælles med dem, der 

stemmer imod militær 

indsats nu. Det er af den 

årsag, og den årsag alene, 

og med et tungt hjerte, at 

jeg nu tager min afsked fra 

regeringen.’ 

’Ironisk nok er det alene, 

fordi Iraks militære styrker 

er så svage, at vi 

overhovedet kan overveje 

denne invasion. Nogle 

fortalere for konflikten 

hævder, at Saddams 

styrker er så svage, så 

demoraliserede og så 

dårligt udstyrede, at krigen 

vil være overstået i løbet af 

få dage. Vi kan ikke basere 

vores militære strategi på 

en antagelse af, at Saddam 

er svag, og på samme tid 

retfærdiggøre det 

forebyggende angreb med 

påstanden om, at han er en 

trussel.’ 

’For blot et år siden var vi 

og USA del i en koalition 

mod terrorisme, der var 

bredere og mere alsidig, 

end noget jeg på nogen 

måde kunne forestille mig. 

Historien vil forbavses over 

de diplomatiske 

fejlberegninger, der så 

hurtigt har ført til den 

totale splittelse af denne 

magtfulde koalition.’ 

’Virkeligheden er, at 

Storbritannien bliver bedt 

om at gå i krig, uden at der 

er opbakning i et eneste af 

de internationale organer, i 

hvilke vi er fremtrædende 

medlem – ikke NATO, ikke 

den Europæiske Union og 

nu heller ikke FN’s 

Sikkerhedsråd. At havne i 

en sådan diplomatisk 

svaghed er et alvorligt 

tilbageslag.’ 

Irak. Jeg har haft rigeligt med ballade efter de udmeldinger, 

jeg er kommet med indtil nu, så det vil jeg ikke komme ind 

på. 

PERSONLIGE OMKOSTNINGER 

Da Robin Cook trak sig fra den britiske regering, skete det 

med en nærmest historisk tale i parlamentets Underhus. 

Den 17. marts 2003 talte Cook for første gang i tyve år som 

menigt medlem fra en af de bageste rækker i Underhuset. 

Her gennemhullede Robin Cook alle argumenter for at gå i 

krig med Irak. Citaterne på denne side stammer fra talen. 

Det var ikke uden personlige omkostninger, at Robin Cook 

trak sig fra regeringen. Alene i løn kostede det en nedgang 

på over 800.000 kroner om året at gå fra posten som 

leder af Underhuset til menigt medlem på parlamentets 

bageste rækker. 

Robin Cook er skotte. Han var udenrigsminister for Tony 

Blair fra 1997 til 2001, hvor han blev udnævnt som leder af 

Underhuset. Han har siddet i parlamentet for Labour siden 

1974. 

Robin Cook, Storbritannienstidligereudenrigsminister, 

tog sin 

afsked fra Tony 

Blairs regering i 

protest mod beslutningen 

om at 

gå i krig med Irak. 

Her taler Robin 

Cook (t.v.) med 

denne hvidbogs 

forfatter, Bo Elkjær, 

under den 

netop overståede 

Labour-kongres i 

Bournemouth i 

Sydengland. 

(Foto: Claus 

Bonnerup) 

’Jeg hylder den heroiske 

indsats, premierministeren 

har gjort i forsøget på at 

sikre en ny resolution. Jeg 

tror ikke, at nogen anden 

kunne have gjort det bedre 

end udenrigsministeren i 

arbejdet på at sikre 

opbakning til en ny 

resolution i 

Sikkerhedsrådet. Men 

netop intensiteten i disse 

forsøg understreger, hvor 

vigtigt det var at lykkes. Nu 

hvor disse forsøg har vist 

sig forgæves, kan vi ikke 

lade, som om det at få en 

ny resolution ikke var 

vigtigt.’


- Jeg var vantro 

DET VAR MED UNDREN, at den tidligere leder af FN’s olie-for-mad-program 

i Irak greve Hans-Christof von Sponeck hørte, at præsident George W. 

Bush udpegede den tidligere vaccine-fabrik Al- 

Dawrah som bevis for, at Irak havde genoptaget sit biologiske våbenprogram. 

– Jeg var vantro, da jeg hørte det, siger Hans-Christof von Sponeck. 

– Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine. 

Ifølge Bush og Det Hvide Hus – i rapporten ’Et tiår med bedrag og trods’ 

– er Al-Dawrah et af to kendte laboratorier, der har udstyr til at producere 

biologiske våben: ’Irak har indrømmet, at dette var en biologisk våbenfacilitet. 

I 2001 meddelte Irak, at landet ville begynde at renovere fabrikken uden 

FN-godkendelse, angiveligt for at producere vacciner, som landet lettere og 

betydeligt hurtigere kunne importere gennem FN’. 

Hans-Christof von Sponeck fortæller, at han netop havde besøgt anlægget i 

juli 2002. 

– Vi var ude og se på det i 1999. Det var totalt ødelagt af UNSCOM, FN’s 

våbeninspektører. Da jeg besøgte stedet i juli 2002, var det endnu værre. Der 

var ingen tegn på liv eller f.eks. bilkørsel. Alle veje og tilkørsler var tilgroede. 

Inde i bygningerne var alt komplet nedbrudt. Kun væggene stod tilbage. 

Besøget fandt sted, blot to måneder før præsident George W. Bush fremhævede 

fabrikken som en del af den irakiske våbentrussel. 

Beviserne der henfaldt 

DA ADNAN IHSAN SAEED al-Haideri flygter 

fra Irak til Bangkok i august 2001, har han en af 

de alvorligste anklager mod Irak med sig i bagagen. 

Det er Adnan Ihsan Saeed al-Haideri, der fortæller, 

at Irak i det skjulte har genoptaget udvikling 

og produktion af ulovlige biologiske og 

kemiske våben. 

Dette er en af de mest alvorlige anklager i præsident 

George W. Bushs tale den 12. september 

2002 til FN’s generalforsamling. 

I forbindelse med talen fremlægger Bush dokumentet 

’Et tiår med bedrag og trods’. I dette dokument 

lyder et af de første anklagepunkter mod 

Irak, at ’i 2001 fortalte den irakiske afhopper 

Adnan Ihsan Saeed al-Haideri, at han havde besøgt 

20 hemmelige kemiske, biologiske og atomare 

våbenfaciliteter. Hr. Saeed, som er civilingeniør, 

understøtter sin påstand med stakkevis af 

irakiske regeringskontrakter, komplet med tekniske 

specifikationer. Hr. Saeed sagde, at Irak bruger 

firmaer til at indkøbe udstyr med FN’s velsignelse 

– og derefter hemmeligt bruger udstyret 

i deres våbenprogrammer.’ 

Det fremgår af fodnoterne, at præsident George 

W. Bush refererer et på det tidspunkt ti måneder 

gammelt interview med Adnan Ihsan Saeed al- 

Haideri, som New York Times bragte i december 

2001. 

I interviewet forklarede Adnan Ihsan Saeed 

al-Haideri, at han personligt var med til at bygge 

hemmelige lokaliteter til ulovlige våbenprogrammer. 

Disse lokaliteter blev skjult under hospitaler 

i Bagdad og under flere af Saddam Husseins 

laboratorier. 

Også præsident George W. Bushs henvisning til 

de ’stakkevis af irakiske regeringskontrakter’ 

refererer til artiklen i New York Times fra året 

før. 

DET ER BEMÆRKELSESVÆRDIGT, at præsident 

George W. Bush i september 2002 vælger at 

lade være med at referere amerikanske efterretningsrapporter 

og afhøringer af Adnan Ihsan 

Saeed al-Haideri. 

USA har ellers direkte adgang til Adnan Ihsan 

Saeed al-Haideris oplysninger. 

Kort efter at interviewet fandt sted, den 17. 

december 2001, blev Adnan Ihsan Saeed al-Haideri 

først interviewet af CIA i Bangkok og efterfølgende 

hentet ind i et vidne-beskyttelsesprogram. 

Den irakiske afhopper bor i dag angiveligt 

i Virginia, USA. 

Adnan Ihsan Saeed al-Haideri har altså været 

under de amerikanske efterretningstjenesters 

kontrol i ti måneder, da præsident George W. 

Bush og Det Hvide Hus i forbindelse med fremlæggelsen 

i FN’s generalforsamling den 12. september 

2002 vælger at bruge oplysninger fra 

interviewet med New York Times i december 

året før. 

Der er ikke kommet nogen forklaring på, hvorfor 

præsident George W. Bush vælger at bruge ti 

måneder gamle andenhånds informationer i sin 

afgørende tale til verdens nationer i september 

2002. 

I juli 2003 kom det frem, at Adnan Ihsan Saeed 

al-Haideris flugt fra Irak blev arrangeret af den 

irakiske modstandsbevægelse Iraqi National 

Congress, INC, der ledes af Ahmed Chalabi. 

Zaab Sethna, der er talsmand for INC, fortalte i 

juli 2003 til det australske tv-program SBS Dateline 

3, at ’vi fik ham ud, og det viste sig, at han var 

den måske vigtigste enkeltstående afhopper, der 

Flere tabte beviser 

DEN 26. MARTS 2003 er den nye Golfkrig på vej ind i sin anden uge. Igen er 

udenrigsminister Per Stig Møller på Folketingets talerstol: 

’Men det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at 

afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben. Og havde han ødelagt sine 

masseødelæggelsesvåben, havde han haft 12 år og fire måneder og to uger til 

at demonstrere for verden, at han havde ødelagt dem. 

Det havde ikke været svært at få rapporter, som viser, at nu er der ødelagt 

de og de nervegasser; nu er der ødelagt det og det sennepsgas; nu er der 

ødelagt det og det sarin og ricin, og hvad det alt sammen er af forfærdelige 

giftstoffer, han har.’ 

De rapporter, som udenrigsminister Per Stig Møller her efterlyser, har 

Udenrigsministeriet på det tidspunkt haft i besiddelse i op mod to uger. 

Nitten dage før, nemlig den 7. marts 2003, fremlagde Hans Blix i rapporten 

’UNRESOLVED DISARMAMENT ISSUES’ beviser for, at Irak ikke har de 

anlæg, der skal bruges til at producere sennepsgas. 

I den samme rapport dokumenterer Hans Blix, at den sarin, Irak har produceret 

senest med udgangen af 1991 – altså for 12 år siden – var henfaldet 

til værdiløst niveau. 

Det fremgår yderligere af Hans Blix’ rapport til FN, at ’der er ingen beviser, 

der antyder, at Irak har udviklet ricin til våben til militært brug’. 

Den britiske 

premierminister 

Tony 

Blair ankommer 

til 

embedsboligen 

i Downing 

Street nr. 10 

den 28. august 

2003 

efter at have 

vidnet i Hutton-høringen 

– den høring, 

der blev sat i 

værk henover 

sommeren 

2003 for at 

afklare sagen 

om våbeneksperten 

David 

Kelly, som 

begik selvmord 

efter at 

være blevet 

afsløret som 

kilde til kritiskereportager 

i BBC om 

krigsbeslutningen. 

(Foto: AP) 

kom ud fra Irak, hvis man tager hans kendskab 

til de irakiske våbenprogrammer i betragtning’. 

FLUGTEN KOM I STAND i august 2001, efter at 

Adnan Ihsan Saeed al-Haideri i januar samme år 

var kommet under anklage for bedrageri. I første 

omgang flygtede han til Bangkok og søgte asyl i 

Australien, men blev afvist. 

I starten af december 2001 medvirkede Adnan 

Ihsan Saeed al-Haideri i to interview i Bangkok. 

Her redegjorde han for sit kendskab til de irakiske 

våbenprogrammer. Det ene interview var 

med avisen New York Times. Det er det interview, 

præsident Georg W. Bush refererer i sit 

dokument året efter. Det andet interview var med 

den australske tv-kanal ABC. 

Zaab Sethna fortæller i juli 2003, at det var INC, 

der arrangerede de to interview, som Adnan 

Ihsan Saeed al-Haideri medvirkede i. 

Ingen af Adnan Ihsan Saeed al-Haideris oplysninger 

er efterfølgende blevet verificeret. 

De omtalte stakkevis af dokumenter er ikke


siden, hverken helt eller delvist, blevet fremlagt, 

hverken som en del af bevisbyrden mod Irak 

eller i forbindelse med FN’s våbeninspektioner i 

Irak. 

Hverken FN’s våbeninspektører eller det amerikanske 

forsvars efterforskningshold har fundet 

mistænkelige lokaliteter, våbenlagre eller programmer 

på de steder, som Adnan Ihsan Saeed 

al-Haideri udpegede i 2001, og som præsident 

George W. Bush omtalte i september 2002. 

I TALEN TIL FN’S generalforsamling og det 

medfølgende dokument den 12. september 2002 

kommer præsident George W. Bush med en anden 

central beskyldning, som senere, den 5. februar 

2003, i Colin Powells tale til FN’s Sikkerhedsråd 

bliver uddybet med flere detaljer. 

Det fremgår af Bush’s dokument, at ’Saddam 

Hussein fortsætter sine forsøg på at købe mobile 

biologiske våbenlaboratorier, der kan blive brugt 

til yderligere forskning og udvikling’. 

Oplysningen om de mobile laboratorier stammer 

fra en anden irakisk afhopper, Mohammed 

Harith, der blev afhørt af CIA i Amman i Jordan. 

Mohammed Harith er tilsyneladende den eneste 

kilde til oplysningerne om de mobile laboratorier. 

Den 12. juni 2003 fortæller INC-lederen 

Ahmed Chalabi, at det er INC, der har hentet 

Mohammed Harith ud af Irak og sat ham i forbindelse 

med CIA. 

Mindre end to uger efter Bushs tale til FN’s 

generalforsamling offentliggør den britiske premierminister 

Tony Blair den 24. september 2002 

den britiske vurdering af Iraks masseødelæggelsesvåben. 

I forordet skriver Tony Blair: 

’I de seneste måneder er jeg i stigende grad 

blevet foruroliget over beviser fra Irak på, at 

Saddam Hussein på trods af sanktioner, på trods 

af de skader, der tidligere er gjort på landets 

kapacitet, på trods af FN’s resolutioner, der udtrykkeligt 

forbyder det, og på trods af sine benægtelser 

stadig er i gang med at udvikle masseødelæggelsesvåben 

og med dem styrken til at 

gøre skade på regionen og på verdens stabilitet’. 

NÆSTEN ET ÅR SENERE, den 15. september 

2003, kommer det under høringer i Storbritannien 

frem, at der ikke er dækning for påstanden. 

I forbindelse med udarbejdelsen af det britiske 

papir udtrykker den nu pensionerede sektionschef 

i den britiske militære efterretningstjeneste 

Brian Jones bekymring over de meget kontante 

udmeldinger: at Irak stadig udvikler masseødelæggelsesvåben. 

’Jeg anerkender, at premierministeren med 

denne udtalelse vil udtrykke sin egen ’overbevisning’ 

om, hvad de vurderede efterretninger 

har fastslået. Hvad jeg ønsker at få ført til protokols 

er, at på baggrund af de efterretninger, 

som jeg har haft adgang til, er det ikke fastslået 

uden for enhver tvivl, at Saddam er fortsat med 

at producere kemiske (og biologiske) våben’, 

skriver Brian Jones den 20. september 2002 i 

forbindelse med udarbejdelsen af det britiske 

våbendokument. 

Efterretningschefens underkendelse af nøglepunktet 

i Blair-papirer bliver først offentliggjort 

året efter i forbindelse med høringerne i sagen 

om våbeneksperten David Kellys selvmord. 

I DANMARK DUKKER de svagt funderede oplysninger 

om, at Irak har fortsat udviklingen af 

masseødelæggelsesvåben, og at denne produktion 

til dels foregår på skjulte mobile anlæg, op i 

den notits, som Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitisk 

Kontor sender til udenrigsminister 

Per Stig Møller den 29. oktober 2002: 

’Siden våbeninspektionernes ophør i 1998 har 

Irak genoptaget en skjult produktion af biologiske 

våben, bl.a. på små, mobile anlæg. Der kan 

kun gættes på mængder og typer af Iraks nuværende 

biologiske våbenbeholdning, men lageret 

kan meget vel omfatte flere tusinde liter 

botulinum toksin, anthrax samt andre typer 

bakterier og toksiner, herunder ricin og pestbakterier.’ 

Udenrigsminister Per Stig Møller refererer 

direkte til oplysningerne fra denne notits under 

en forespørgselsdebat i Folketinget den 14. november 

2002: 

’Jeg vil gerne advare imod at undervurdere 

den potentielle trussel, som det irakiske regime 

faktisk udgør. Både den amerikanske og den 

britiske regering har for nylig fremlagt rapporter, 

der dokumenterer, at Irak har fortsat udviklingen 

af masseødelæggelsesvåben på trods af 

FN’s resolutioner og restriktioner. Landet er i 

besiddelse af kemiske og af biologiske våben 

samt missiler med længere rækkevidde end den 

af FN tilladte grænse på 150 km’. 

I det hele taget tager den danske regering argumentet 

om de mobile ulovlige biologiske våbenlaboratorier 

til sig. Argumentet bliver bl.a. gentaget 

af udenrigsminister Per Stig Møller i 

Folketinget den 5. februar 2003: 

’For de våben kan gemmes alle vegne. Prøv at 

tænke på det dér miltbrand eller de kemiske 

stoffer. De kan jo gemmes i en lejlighed, i en eller 

anden provinsby, de kan gemmes i en lastbil, der 

kan rulle rundt, der kan være kemiske laboratorier, 

der ruller rundt på lastbiler’. 

PER STIG MØLLERS udtalelse falder klokken 

13.25 i Folketinget, lidt 

over to timer før USA’s 

udenrigsminister, Colin 

Powell, samme dag 

indleder den tale til 

FN’s Sikkerhedsråd, 

hvor han fremlægger 

samme argument om 

rullende laboratorier 

som et af de vigtigste 

beviser mod Irak. 

Efter krigen, den 28. 

maj 2003, offentliggør 

CIA en rapport om 

fundet af to lastbiltrailere, 

der tilsyneladende 

er indrettet som 

mobile biologiske laboratorier. 

Den ene trailer bliver 

fundet og sikret af 

kurdiske tropper i det 

nordlige Irak i slutningen 

af april. Den 

Yarmoukhospitalet 

i 

Baghdad, 

den 4. april 

2003 – fem 

dage før det 

irakiske 

styre falder 

under den 

anden Golfkrig. 

I 2001 

hævdede 

den irakiske 

afhopper 

Adnan Ihsan 

Saeed al- 

Haideri, at 

det irakiske 

styre byggedehemmeligevåbenlaboratorier 

i 

kældrene 

under Bagdadshospitaler. 

Det er 

ikke blevet 

bekræftet 

efter krigen. 

(Foto: AP) 

anden, der er blevet plyndret, bliver fundet af 

amerikanske tropper i starten af maj. 

CIA kalder i rapporten fundet af de to trailere 

’det til dato stærkeste bevis for, at Irak skjulte et 

biologisk våbenprogram’. CIA-rapporten bliver 

faxet til hjem til Udenrigsministeriet fra den 

danske ambassade i Washington den 30. maj 2003. 

Faxen er mærket ’haster’. 

CIA-rapporten nævner ikke, at der internt i 

efterretningskredse er tvivl om, hvorvidt de to 

trailere indgår i et biologisk våbenprogram. Der 

er flere ting, der taler imod: 

Undersøgelserne af de to trailere finder hverken 

spor af miltbrand eller af andre af de bakterier, 

Irak er under mistanke for at have udviklet. 

Ingen af trailerne er udstyret med trykbeholdere 

eller andet udstyr til desinfektion af laboratorieudstyr, 

som det ville være nødvendigt for at 

dyrke bakterier. 

Endelig er trailerne ikke sikret mod udslip af 

farlige bakterier. Tværtimod er trailerne konstrueret 

med presenninger, der kan trækkes til 

side og dermed slippe overskudsvarme og gasser 

fri. 

En ting er, at presenningerne ikke vil kunne 

sikre mod udslip af biologisk materiale fra trailerne. 

De vil heller ikke være i stand til at holde 

miljøet i trailerne rent nok til, at de kan bruges 

til at producere biologiske våben. 

Den 22. juni 2003 citerer Los Angeles Times 

en unavngiven højt placeret amerikansk efterretningsmand 

i Irak for, at trailerne sandsynligvis 

er til produktion af brint til vejrballoner, 

der rutinemæssigt bruges af det irakiske artilleri. 

Under sin tale til FN’s Sikkerhedsråd den 5. 

februar 2003 er det ikke kun lastbilanhængere 

med biologiske våbenlaboratorier, USA’s udenrigsminister, 

Colin Powell, taler om. Ifølge 

Powells beviser bruger Irak også jernbanevogne: 

’Vi har førstehånds beskrivelser af biologiske 

våbenfabrikker på hjul og skinner. Lastbilerne 

og togvognene er lette at flytte og er designet, 

så de kan undgå opdagelse af inspektører. På få 

måneder kan de producere biologiske gifte nok 

til at måle sig med den samlede mængde, som 

Irak erklærede at have produceret i årene før 

Golfkrigen’. 

Det irakiske jernbanenet er på 2339 kilometer. 

Der er ikke fundet jernbanevogne med 

biologiske laboratorier.


EKSTRA BLADET 

HELE VERDEN lytter med, da Colin Powell taler 

til FN’s Sikkerhedsråd 5. februar 2003. Talen 

bliver sendt direkte på tv og i radio i en lang 

række lande verden over. 

Colin Powell har et lille glas med, som han 

holder op som dramatisk dokumentation for 

situationens alvor. Glasset indeholder en lille 

smule pulver. 

’Mindre end en teskefuld tørret miltbrand, en 

lille smule, nogenlunde denne mængde. Det er 

nogenlunde en teskefuld. Mindre end en teskefuld 

tørret miltbrand i en kuvert lukkede hele 

USA’s Senat i efteråret 2001. Det sendte adskillige 

hundrede mennesker på hospitalet til hastende 

medicinsk behandling og dræbte to postarbejdere, 

blot fra en mængde, cirka denne mængde, 

som befandt sig i en kuvert’, siger USA’s udenrigsminister, 

Colin Powell, og retter derefter sin 

anklage mod Irak: 

’Irak deklarerede 8500 liter miltbrand. Men 

UNSCOM vurderer, at Saddam Hussein kunne 

have produceret 25.000 liter.’ 

UNSCOM er det inspektionshold, som FN havde 

i Irak i perioden fra 1991 til 1998. 

’Hvis koncentreret i tør form ville denne 

mængde være nok til at fylde titusindvis og atter 

titusindvis af teskeer. Og Saddam Hussein har 

ikke på passende vis redegjort for bare én eneste 

teske af dette dødbringende materiale’, siger 

Powell. 

MED SIT EKSEMPEL trækker udenrigsminister 

Colin Powell en direkte linje fra Iraks produktion 

af miltbrand til de terrorangreb, der 

fandt sted i 2001, da en række kuverter med miltbrand 

blev sendt til medier og politikere i USA. 

Eksemplet er problematisk. 

For det første stammer den miltbrand, der blev 

brugt til angrebene i 2001, ikke fra Irak, men fra 

USA. FBI’s undersøgelser af den miltbrand, der 

blev sendt i USA, viser, at den stammer fra den 

såkaldte Ames-variant af miltbrand, der kan 

spores tilbage til USA’s 

forsvarslaboratorier på 

Fort Detrick i staten 

Maryland. 

For det andet er det 

miltbrand i tørret pulverform,udenrigsminister 

Colin Powell taler 

om og viser frem. Irak 

har kun produceret 

miltbrand i flydende 

form, hvilket er be- 

FBI’s undersøgelser af 

den miltbrand, der blev 

sendt i USA, viser, at 

den stammer fra den 

såkaldte Ames-variant 

af miltbrand, der kan 

spores tilbage til USA’s 

forsvarslaboratorier på 

Fort Detrick i staten 

Maryland. 

kræftet af FN’s inspektionshold UNSCOM allerede 

før 1996. 

Tørret miltbrand har næsten ubegrænset holdbarhed. 

Flydende miltbrand henfalder over en 

kortere årrække. 

MILTBRANDEN er et af hovedanklagepunkterne 

mod Irak. USA beskylder Irak for, siden før 

den første Golfkrig, at have opbygget lagre af 

kemiske og biologiske våben, herunder miltbrand. 

Den 19. december sagde USA’s udenrigsminister, 

Colin Powell, at ’UNSCOM konkluderede, at 

Irak ikke har redegjort for minimum 2160 kilo 

vækstmedie. Det er nok til at producere 26.000 

liter miltbrand – tre gange den mængde, Irak 

har deklareret; 1200 liter botulinum toksin og 

5500 liter clostridium perfrigens – 16 gange den 

mængde, Irak har deklareret.’ 

Colin Powell og USA’s anklage mod Irak er 

altså ikke, at Irak har produceret 25.000-26.000 

liter miltbrand. Anklagen er, at Irak har haft 

– og måske stadig har – vækstmedier til at producere 

de store mængder miltbrand. 

Vækstmedie i sig selv er harmløst. Men det er 

et uundværligt grundlag for produktion af biologiske 

våben. Det er det næringsmiddel, som de 

dødbringende bakterier skal have for at udvikle 

sig. 

De vækstmedier, Irak er mistænkt for at have, 

er indkøbt senest i 1989. De har ifølge den tidlige- 

Truslen der 

blev væk 

re våbeninspektør for FN Scott Ritter en holdbarhed 

på fem år og var altså ubrugelige til produktion 

af biologiske våben senest i 1994. 

EN ANDEN ANKLAGE handler om nervegassen 

VX. Den 7. marts afrapporterer chefen for våbeninspektørerne, 

Hans Blix, i FN’s Sikkerhedsråd. 

Her fremlægger han rapporten ’UNRESOLVED 

DISARMAMENT ISSUES’, der er dateret den 6. 

marts. Rapporten bliver kopieret af den danske 

FN-mission i New York og e-mailet til Udenrigsministeriet 

i Danmark 10. marts. Den bliver stemplet 

som modtaget den 11. marts. 

I rapporten redegør Hans Blix for de forbudte 

biologiske og kemiske våben, FN’s inspektører 

har ledt efter i Irak, blandt andet nervegassen 

VX. 

Irak har produceret denne nervegas i to omgange. 

I første omgang blev der produceret 2,4 

ton VX i perioden fra 1985 frem til slutningen af 

maj 1988. Irak har påstået, at denne VX blev destrueret 

i 1988, fordi stoffet var henfaldet og dermed 

værdiløst. FN-inspektørerne under UNS- 

COM har ved undersøgelser fået bekræftet, at 

Irak har destrueret VX som påstået – dog uden 

præcist at kunne klarlægge den mængde, Irak 

destruerede i 1988. 

Det spiller imidlertid 

ingen rolle, at Irak ikke 

kan redegøre for, hvor 

stor en mængde VX der 

blev destrueret i 1988. 

Det står nemlig klart, 

Det er ikke kun 

udenrigsminister Per 

Stig Møller, der vildleder 

omkring de irakiske 

biologiske våben. 

at alle de VX-gasser, der blev fremstillet frem til 

1988, for længst er henfaldet og dermed harmløse. 

Det fremgår af den dokumentation, Irak har 

fremlagt for FN, og som er blevet analyseret af 

våbeninspektørerne: ’Der er bevismæssig dokumentation, 

der støtter Iraks redegørelser for alle 

de begivenheder, der fandt sted mellem 1985 og 

slutningen af maj 1988’. 

I april 1990 producerede Irak yderligere 1,5 ton 

VX. Irak har selv hævdet, at den fabrikerede VX 

var stærkt ustabil og derfor blev destrueret samme 

år. I februar 2003 foreslog Irak, at FN’s våbeninspektører 

foretog jordprøver, der hvor stofferne 

angiveligt var blevet destrueret. Men 

spørgsmålet om de 1,5 ton VX nåede aldrig at 

blive afklaret, inden krigen startede 19. marts 

2003. 

Der er altså konkrete oplysninger om mængden 

af produceret og efterfølgende destrueret 

eller henfaldet VX. Over halvdelen af de i alt 3,9 

ton er destrueret eller henfaldet senest i 1988. 

Resten er påstået destrueret i 1990, uden at FN’s 

våbeninspektører dog kunne nå at få bekræftet 

det, inden de blev trukket ud, og krigen gik i 

gang. 

DETTE VED den danske regering senest den 11. 

marts, da den danske FN-missions kopi af våbeninspektørernes 

rapport bliver journaliseret i 

Udenrigsministeriet. 

Det er derfor bevisligt mod bedre vidende, at 

udenrigsminister Per Stig Møller ti dage senere, 

den 21. marts 2003 – under den afsluttende debat 

om dansk krigsdeltagelse – går på Folketingets 

talerstol og siger: 

’Med hensyn til VX-nervegas ... har Irak erkendt, 

at man har produceret fire ton VX-nervegas, 

hvoraf to dråber på huden er dødbringende. 

Fire ton VX-nervegas, og bare to dråber på huden 

er dødbringende. Man kan ikke redegøre for, 

hvad der er sket med det’, siger Per Stig Møller. 

For det første, og det har Per Stig Møller altså 

på det tidspunkt vidst i ti dage, så er der blevet 

redegjort for over halvdelen af stofferne – de er 

blevet destrueret 15 år tidligere. Det fortier udenrigsminister 

Per Stig Møller. 

For det andet er årsagen til, at der ikke kan 

redegøres for resten, at våbeninspektørerne er 

blevet trukket ud, og at Irak er blevet angrebet, 

før spørgsmålet om de resterende 1,5 ton VXnervegas 

er blevet endeligt afklaret. 

I juni 2003 bliver udenrigsminister Per Stig 

Møller i Folketinget bedt om at redegøre for sin 

påstand om Iraks VX. Per Stig Møller bliver 

blandt andet bedt om at fortælle, om han mener, 

at stoffet stadig er aktivt. 

PER STIG MØLLERS SVAR, der bliver afleveret 

i Folketinget den 16. juli 2003, må betegnes som 

vildledende: 

’De omtalte 4 ton VX-nervegas er identisk med



de 3,9 ton, som Irak selv erkendte at have produceret. 

Der hersker ifølge UNMOVIC’s dokumenter 

stor usikkerhed, både hvad angår de 

producerede og destruerede mængder, samt om 

hvilken produktionsmetode og dermed stabilitet 

af stoffet, som Irak var nået frem til. At spørgsmålet 

stadig bekymrede FN’s våbeninspektører, 

fremgår af det forhold, at VX-spørgsmålet og de 

mange løse ender i denne forbindelse var det 

første punkt, som Hans Blix valgte at omtale 

under sin rapport til Sikkerhedsrådet den 27. 

januar 2003 i kapitlet om kemiske våben.’ 

I svaret, der altså bliver afleveret i juli 2003, 

henviser Per Stig Møller til Blix’ foreløbige redegørelse 

fra januar 2003 og siger, at der er ’stor 

usikkerhed’ om mængder og holdbarhed af den 

irakiske VX. 

Men på det tidspunkt, hvor Per Stig Møller 

sender sit skriftlige svar til Folketinget, har 

Udenrigsministeriet i over fem måneder ligget 

inde med Hans Blix’ redegørelse fra 7. marts 2003 

– hvor FN’s inspektører har redegjort så detaljeret 

for VX-stofferne, som det var muligt, inden 

krigen gik i gang – blandt andet, at store dele af 

VX-gasserne bevisligt er destruerede. 

OGSÅ DEN 19. MARTS 2003 er udenrigsminister 

Per Stig Møller på talerstolen i Folketinget 

for at tale om irakiske kemiske og biologiske 

våben: 

’Våbeninspektørerne har godtgjort, at Irak har 

produceret 19.000 liter 

botulinum, 8400 liter 

miltbrand og 2000 liter 

aflatoksin, til trods for 

at de irakiske myndigheder 

frem til sommeren 

1995 hævdede, at der 

ikke eksisterede eller 

havde eksisteret et 

Per Stig Møller fortæller, 

at der er tale om en 

slåfejl, begået af en 

embedsmand i 

ministeriet, og at der 

skulle have stået ’før’ i 

stedet for ’fra’. 

biologisk våbenprogram. Det er et citat af hr. 

Niels Helveg Petersen fra den 17. februar 1998, og 

der er vist ikke nogen, der tror, at nogle af de 

ting, som hr. Niels Helveg Petersen konstaterede 

eksisterede den 17. februar 1998, er blevet destrueret 

siden, for ellers havde vi jo nok fået det oplyst. 

Altså er situationen blevet værre’, siger Per 

Udenrigsminister 

Colin Powell 

bruger den 

dramatiske 

effekt i at fremvise 

et lille glas 

hvid pulver, da 

han skal fortælle 

FN’s Sikkerhedsråd, 

hvor lidt tørret 

miltbrand der 

skulle til for at 

skabe panik i 

USA i efteråret 

2001. Men han 

fortæller ikke, 

at Irak aldrig 

har fremstillet 

tørret miltbrand, 

og at den 

miltbrand, som 

terroriserede 

USA, var fremstillet 

i - USA. 

(Foto: AP) 

Stig Møller. 

Her taler udenrigsminister 

Per Stig Møller 

mod bedre vidende. 

Igen er det Hans Blix’ 

sidste rapport fra 

marts 2003, der moddokumentererudenrigsministerens 

påstande. 

De biologiske giftstoffer, 

som Per Stig Møller 

nævner, er henfaldne. 

Om botulinum konkluderer 

Hans Blix, at 

’alle sådanne lagre af botulinum toksin, uanset 

om det er i lagre eller i våbenform, der eksisterede 

efter 1991, ville ikke være aktive i dag’. 

Om aflatoksin konkluderer Hans Blix, at ’sådanne 

lagre ville være henfaldet og rumme lidt, 

om overhovedet nogle, aktive stoffer i 2003’. 

Det ved Per Stig Møller senest den 11. marts 

2003. Senest denne dag har Udenrigsministeriet 

set den bevismæssige dokumentation for, at både 

de 19.000 liter botulinum og de 2000 liter aflatoksiner 

i dag er henfaldne og dermed værdiløse og 

inaktive. 

Alligevel går udenrigsminister Per Stig Møller 

otte dage senere på talerstolen og siger for det 

første, at ’der er vist ikke nogen, der tror’, at 

stofferne er blevet destrueret siden 1998, for det 

andet, at situationen er ’blevet værre’. 

DET ER IKKE KUN udenrigsminister Per Stig 

Møller, der vildleder omkring de irakiske biologiske 

våben. 

Danmark erklærer Irak krig den 21. marts 2003. 

Under det efterfølgende pressemøde fortæller 

statsminister Anders Fogh Rasmussen, at vi ’skal 

ikke glemme, hvad det hele handler om’, nemlig ’at 

Saddam Hussein ikke har redegjort for tusindvis 

af liter miltbrand … og store mængder biologiske 

gifte’. 

Men statsminister Anders Fogh Rasmussens 

påstand er altså ikke i overensstemmelse med 

sandheden. Som Hans Blix har klarlagt, så er de 

store mængder biologiske gifte, som statsmini- 

steren nævner, for længst henfaldne. 

Disse eksempler på, at regeringen, på trods af 

konkret viden om det 

modsatte, har fremstillet 

spørgsmålet om 

de irakiske masseødelæggelsesvåben 

som et 

stadigt voksende problem, 

er ikke enkeltstående. 

I forbindelse med 

behandlingen af beslutningsforslag 

B118 om 

Det spiller imidlertid 

ingen rolle, at Irak ikke 

kan redegøre for den 

mængde VX, der blev 

destrueret i 1988. Alle 

de VX-gasser, der blev 

fremstillet frem til 1988, 

er henfaldet og dermed 

harmløse. 

dansk krigsdeltagelse bliver der stillet talrige 

spørgsmål til regeringen. Et af spørgsmålene til 

udenrigsminister Per Stig Møller lyder: ’Vil ministeren 

redegøre for, hvilke beviser der findes 

for, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben?’ 

Per Stig Møllers svar begynder med denne forklaring: 

’Under den første våbeninspektion i Irak 

fra 1991 til 1998, forestået af UNSCOM, blev der 

navnlig fra 1995 fundet og destrueret store mængder 

kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. 

Denne proces blev aldrig afsluttet, som følge 

af at våbeninspektørerne på grund af Iraks obstruktion 

af deres arbejde måtte forlade landet i 

1998.’ 

Svaret er forkert. 

Scott Ritter, som er tidligere ledende våbeninspektør 

for FN, siger til Ekstra Bladet: ’Vi fandt 

ingen masseødelæggelsesvåben efter 1993.’ 

EFTER KRIGEN BLIVER udenrigsminister 

Per Stig Møller i Folketinget tvunget til at redegøre 

for det fejlagtige svar. Per Stig Møller fortæller, 

at der er tale om en slåfejl, begået af en 

embedsmand i ministeriet, og at der skulle 

have stået ’før’ i stedet for ’fra’ i sætningen 

’under den første våbeninspektion i Irak fra 

1991 til 1998, forestået af UNSCOM, blev der 

navnlig fra 1995 fundet og destrueret store 

mængder kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben’. 

Men ændringen fra ’fra’ til ’før’ fjerner enhver 

mening i Per Stig Møllers svar til Folketinget. 

Det oprindelige spørgsmål lyder som 

bekendt, hvilke beviser der findes for, at Irak 

har våben. Med rettelsen af den påståede slåfejl 

fra ’fra’ til ’før’ er Per Stig Møllers svar til Folketinget 

nu, at de beviser, der findes for, at der 

er våben i dag, er, at irakerne især ødelagde 

dem for otte år siden. 

I forbindelse med spørgsmålet om destruktionen 

af de irakiske våben efter 1995 skriver Per 

Stig Møller: 

’I 1995 hoppede general Hussein Kamel, Saddam 

Husseins svigersøn og chef for Iraks hemmelige 

våbenprogrammer, af til Jordan. Han 

fremkom med en lang række detaljer om Iraks 

våbenprogrammer, herunder både det biologiske 

våbenprogram og atomvåbenprogrammet, som 

Irak ikke tidligere – i modstrid med sine forpligtelser 

– havde givet UNSCOM oplysninger 

om.’ 

Her bliver konkret viden holdt tilbage, så de to 

sætninger overfladisk set er korrekte, men indholdet 

stærkt fordrejet. Med henvisningen til 

Hussein Kamels afhopning i 1995 og den efterfølgende 

afhøring af UNSCOM kommer det til at 

fremstå, som om FN af Hussein Kamel har fået 

ny konkret viden om eksisterende irakiske våbenprogrammer, 

som Irak har haft held med at 

holde skjulte i perioden fra 1991 til Kamels afhopning 

i 1995. 

Det er imidlertid ikke tilfældet. Hussein Kamel 

fortalte til UNSCOM, at alle irakiske våbenprogrammer, 

både biologiske, kemiske og atomare, 

var blevet stoppet i 1991 og alle ulovlige stoffer 

destrueret samme år. 

’Alle kemiske våben blev ødelagt. Jeg beordrede 

ødelæggelsen af alle de kemiske våben. Alle 

våben – biologiske, kemiske, missiler, nukleare 

blev ødelagt’, forklarede Hussein Kamel i den 

afhøring foretaget af UNSCOM, som udenrigsminister 

Per Stig Møller henviser til.


EKSTRA BLADET 

TERRORTRUSLEN og frygten for, at Irak vil 

udlevere sine masseødelæggelsesvåben til terrorister, 

er et af de vigtigste argumenter – både i 

USA og i Danmark – for at gå i krig mod Irak. 

Det fastslog præsident George W. Bush i sin 

tale til FN’s generalforsamling den 12. september 

2002, hvor han kaldte samarbejdet mellem terrorister 

og Irak om masseødelæggelsesvåben for 

’vores største frygt’. Og det gentog statsminister 

Anders Fogh Rasmussen tre uger senere i sin 

åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2002, 

hvor han sagde om NATO, at ’vi skal omstille 

alliancen til den nye tid, til truslerne fra den 

internationale terrorisme og faren for spredningen 

af masseøde- 

af 

læggelsesvåben’, og 

derefter om Irak: 

’FN bør efter over 

ti års forsøg gennem 

Sikkerhedsrådet få 

Irak til at leve op til 

sit ansvar for at 

standse spredningen 

’Regimet har ikke 

forsøgt et anti-vestligt 

terrorangreb siden den 

mislykkede plan om at 

myrde den tidligere 

præsident Bush i 1993 i 

Kuwait’ 

masseødelæggelsesvåben. Det er for sent, når 

først giftgassen er spredt over en af vore store 

byer.’ 

Statsminister Anders Fogh Rasmussen uddybede 

truslen i Folketinget 14. november 2002: 

’Der er ikke etableret nogen forbindelse mellem 

begivenhederne den 11. september 2001 og regimet 

i Irak, men det er ingen garanti for, at Saddam 

Hussein ikke kunne fristes til at benytte 

terroren som instrument til at opnå sine mål. Vi 

kan ikke sidde en sådan mulig trussel overhørig.’ 

DET ER ET FAKTUM, at Irak på det tidspunkt i 

flere år har stået på USA’s State Department’s 

liste over lande, der sponsorerer terrorisme. 

Denne liste bliver offentliggjort årligt i form af 

den årligt opdaterede rapport ’Den globale terrorismes 

mønstre’. 

I den sidste rapport inden terrorangrebet den 

11. september 2001 står der om Irak i rapporten: 

’Regimet har ikke forsøgt et anti-vestligt terrorangreb 

siden den mislykkede plan om at myrde 

den tidligere præsident Bush i 1993 i Kuwait’. 

Af State Department’s rapport fremgår, at Irak 

støtter og udøver to former for terrorisme. 

For det første forsøger den statslige irakiske 

efterretningstjeneste IIS at skræmme eksil-irakere. 

I Tjekkiet har den eksil-irakiske, amerikansk 

betalte radiostation Radio Free Iraq/Radio Liberty 

RFI/RL konstant politibeskyttelse, fordi der i 

1999 var forlydender om, at den irakiske efterretningstjeneste 

IIS planlagde et attentat mod 

radiokanalen. Andre steder i Europa er der forlydender 

om, at IIS har oprettet dækadresser, 

hvorfra tjenesten forsøger at skræmme og true 

eksil-irakere til tavshed i deres kritik af det irakiske 

styre. 

Den anden irakiske støtte til terrorisme foregår 

inden for Iraks egne grænser. Her har flere 

mellemøstlige terrororganisationer oprettet kontorer. 

Det drejer sig først og fremmest om palæstinensiske 

grupper som PLF og Abu Nidals 

organisation. Endelig holder organisationen 

Mujahiden e-Khalq, også kendt som MEK eller 

MKO, til i Irak. 

Denne organisation består af eksil-iranere, der 

har taget ansvar for flere angreb ind over grænsen 

til Iran og for morter-angreb på iranske myndighedsbygninger. 

MKO er alene rettet mod det 

iranske præstestyre. 

STATE DEPARTMENT’S rapport bliver offentliggjort 

den 24. april 2001 – få måneder før terrorangrebet 

på USA den 11. september. 

Den næste udgave af rapporten bliver offentliggjort 

i slutningen af maj 2002, det vil sige efter 

præsident George W. Bushs tale til nationen om 

Irak som en del af ’ondskabens akse’ i januar 

2002, men før talen i september 2002 til FN’s generalforsamling, 

hvor Iraks samarbejde med 

terrorister er USA’s ’største frygt’. 

Det tabte 

terrorspor 

I State Department’s rapport om terrorisme fra 

maj 2002 indledes afsnittet om Irak med ordene: 

’Irak var det eneste arabisk-muslimske land, 

der ikke fordømte 11. september-angrebene mod 

USA. En kommentar fra den officielle irakiske 

station erklærede den 11. september, at Amerika 

’høstede frugten af deres forbrydelser mod menneskeheden.’ 

Der bliver ikke i rapporten 

sat andre forbindelser 

mellem Irak 

og Al-Qaida eller mellem 

Irak og angrebet 

den 11. september. Igen 

er det vigtigste, der 

bliver fremhævet i 

En kommentar fra den 

officielle irakiske 

station erklærede den 11. 

september, at Amerika 

’høstede frugten af 

deres forbrydelser mod 

menneskeheden’. 

afsnittet om Irak, de angivelige trusler mod radiostationen 

i Prag, de palæstinensiske kontorer 

i Bagdad og forbindelsen til den anti-iranske 

organisation MKO. 

Med udgivelsen af State Department’s rapporter 

i april 2001 og i maj 2002 er konklusionen 

altså, at i 2001 har det irakiske regime ikke siden 

1993 forsøgt et anti-vestligt terrorangreb. I 2002 

har det irakiske regime ikke siden 1993 forsøgt et 

terrorangreb, og de er ikke involverede i angrebene 

den 11. september. 

Alligevel bliver et samarbejde mellem Irak og 

terrorister i september af USA’s præsident George 

W. Bush betegnet som USA’s ’største frygt’ og i 

Danmark af statsminister Anders Fogh Rasmussen 

i november 2002 beskrevet som ’en mulig 

trussel’, som vi ’ikke må sidde overhørig’. 

I DANMARK FÅR terror-argumentet mod Irak 

først og fremmest momentum i statsminister 

Anders Fogh Rasmussens åbningstale i Folketinget 

den 1. oktober 2002 og i folketingsdebatten 

den 14. november 2002. 

Som det fremgår, siger Anders Fogh Rasmussen 

i november 2002, at ’der er ikke etableret 

forbindelse’ mellem Irak og 11. september-angrebene. 

Det er alene den ’mulige trussel’ for et 

samarbejde mellem Irak og terrorister, der bekymrer 

den danske regering. 

I USA er udmeldingerne betydeligt mere kon-


Den amerikanske udenrigsminister Donald Rumsfeld 

fremhæves som en af dem, den har ført an i vildledningen. 

I april 2003 besøgte han amerikanske 

tropper i bl. a. Bagdad. (Foto: AP) 

tante. Den 27. september 2002 siger USA’s forsvarsminister, 

Donald Rumsfeld, i et interview 

med New York Times om jagten på beviser mod 

Irak og Al-Qaida, at ’vi endte med fem eller seks 

sætninger, der var skudsikre. Vi kunne sige dem. 

De er faktuelle. De er nøjagtigt korrekte. De demonstrerer, 

at der rent faktisk er Al-Qaida i 

Irak’. 

Forsvarsminister Donald Rumsfelds udtalelse 

bliver den 15. juli 2003 fremhævet af senator Carl 

Levin i det amerikanske senat som et eksempel 

på de vildledende oplysninger, USA fremlægger i 

bevisførelsen mod Irak: 

’Han sagde ikke, at der var betydelig usikkerhed 

i efterretningstjenesterne om indholdet og 

rækkevidden af forbindelserne – om der overhovedet 

var nogle forbindelser – mellem Irak og 

Al-Qaida’, siger Carl Levin i senatet og fortsætter: 

’Det var i hvert fald aldrig en skudsikker 

sag’. 

I STARTEN AF OKTOBER 2002 afleverer de 

amerikanske efterretningstjenester den 90 sider 

lange nationale efterretningsvurdering af Irak til 

Det Hvide Hus. Vurderingen, der er dateret den 

2. oktober 2002, konkluderer, at der ’ikke er tilfredsstillende 

kilder’ til at underbygge en påstand 

om, at Irak støtter Al-Qaida med faciliteter 

og uddannelse. 

Kort efter, den 7. oktober 2002, holder præsident 

George W. Bush en tale i Cincinnati, hvor 

han præsenterer de fem-seks sætninger, som 

forsvarsminister Donald Rumsfeld omtalte i september 

som skudsikre: 

Vi ved, at Irak og Al-Qaida deler en fælles fjende 

– USA. 

Vi ved, at Irak og Al-Qaida har haft kontakter 

på højt niveau, der går et tiår tilbage. 

Nogle af de Al-Qaida-ledere, der flygtede fra 

Afghanistan, tog til Irak. 

Det omfatter blandt andet en meget højtstående 

Al-Qaida-leder, der blev medicinsk behandlet i 

Bagdad i år, og som er sat i forbindelse med planlægningen 

af kemiske og biologiske angreb. 

Vi har erfaret, at Irak har trænet Al-Qaidamedlemmer 

i bombekonstruktion, gifte og dødbringende 

gasser. 

Og vi ved, at efter den 11. september fejrede 

Saddam Husseins regime med glæde terrorangrebet 

på USA. 

TAGER MAN sætningerne 

én for én, er 

de i hvert fald delvist 

korrekte. Substansen i 

sætningerne tilsammen 

er lodret forkert. 

Tager man sætningerne 

én for én, er de i hvert 

fald delvist korrekte. 

Substansen i 

sætningerne tilsammen 

er lodret forkert. 

Det er korrekt, at Irak og Al-Qaida begge er 

indædte fjender af USA. Præsident George W. 

Bush fortæller imidlertid ikke, at Al-Qaida og 

Osama bin Laden gentagne gange har fordømt 

det ikke-religiøse styre i Irak, og at Bagdad har 

flere religiøse imamers liv på samvittigheden. 

Det er også korrekt, at Irak og Al-Qaida har 

haft kontakter på højt plan, og at de går et tiår 

tilbage i tiden. Men præsident George W. Bush 

fortæller ikke, som f.eks. den franske terrorekspert 

Roland Jacquard har beskrevet det, senest i 

bogen ’I Osama bin Ladens navn’ fra 2001, at 

kontakterne mellem Irak og Al-Qaida ophørte for 

næsten ti år siden, stort set lige efter at de var 

blevet etableret. Uenighederne mellem Irak og 

Al-Qaida var større end det fælles had til USA. 

Det er korrekt, at der var Al-Qaida-folk, der 

flygtede fra Afghanistan til Irak. Men præsident 

Bush fortæller ikke, at de flygtede til det nordlige 

Irak, der på det tidspunkt i årevis havde været 

under kurdisk – ikke irakisk – kontrol under de 

amerikansk-britiske flyveforbuds-zoner. 

Det er tilsyneladende korrekt, at den terrormistænkte 

Abu Mussab al-Zakawi har opholdt 

sig i Bagdad og her fået medicinsk behandling. 

Der er dog ikke beviser for, at al-Zakawi har haft 

kontakter til det irakiske styre, og det forlyder, at 

de tyske efterretningstjenester er i tvivl om, 

hvorvidt al-Zakawi overhovedet har forbindelse 

til Al-Qaida. 

NÅR PRÆSIDENT BUSH siger, ’vi har erfaret’, 

at Irak har trænet Al-Qaida-medlemmer, foretager 

han tilsyneladende samme manøvre som i 

sagen med Iraks indkøb af uran i Niger, hvor 

præsident Bush sagde, 

at ’den britiske regering 

har erfaret ...’. 

Det var for så vidt 

korrekt, men præsident 

George W. Bush 

sagde ikke, at CIA og 

Det Hvide Hus på det 

tidspunkt i næsten et 

år havde ligget inde 

med beviser for det 

modsatte. 

Det er det samme, 

der sker her. Præsident 

Bush siger, at ’vi 

har erfaret, at Irak har 

trænet Al-Qaida-medlemmer’. 

Det siger 

præsident George W. 

Bush, nøjagtig fem 

dage efter at den samlede 

amerikanske 

efterretningstjeneste 

har vurderet, at ’der 

ikke er tilfredsstillende kilder’ til at underbygge 

påstanden. 

Endelig siger præsident George W. Bush, at 

Irak fejrede terrorangrebet den 11. september. 

Det er korrekt. 

De seks sætninger udgør substansen i USA’s 

anklage mod Irak for at samarbejde med terrorister. 

Det er disse oplysninger, præsident George W. 

Bush henviser til i sin tale til nationen 28. januar 

2003, og det er de samme oplysninger, som USA’s 

udenrigsminister, Colin Powell, uddyber og detaljerer 

i sin tale til FN’s Sikkerhedsråd den 5. 

februar 2003. 

I december 2002 modtager den amerikanske 

kongres den 858 sider lange rapport ’Den samlede 

undersøgelse af efterretningstjenesternes 

aktiviteter før og efter terrorangrebene den 11. 

september 2001’. 

Ifølge rapporten er der ikke én eneste bekræftet 

forbindelse mellem Irak og terrorangrebet. 

Det eneste mulige spor er blevet afkræftet. Det 

drejer sig om det mulige møde mellem en af flykaprerne, 

Mohammad Atta, og en irakisk efterretningsmand. 

Det spor har CIA efterforsket og afkræftet allerede 

i 2001. Som det fremgår af side 189 i rapporten, 

har CIA end ikke været i stand til at påvise, 

at Mohammad Atta og den irakiske 

efterretningsmand har opholdt sig på samme 

kontinent i den periode i april 2001, hvor man i 

første omgang formodede, at de to skulle have 

mødt hinanden. 

Rapporten er stemplet ’yderst hemmelig’ og 

bliver først frigivet til offentligheden 24. juli 2003. 

ARGUMENTATIONEN om forbindelserne mellem 

terrorister og Irak går delvist igen i Danmark. 

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fremhæver 

flere gange Iraks forbindelser til terrorister 

som afgørende i forhold til at gå i krig. 

Det sker blandt andet i Folketinget under debatten 

den 14. november 2002, og det sker i Statsministeriet 

under pressemødet den 21. marts, 

hvor Anders Fogh Rasmussen meddeler, at Danmark 

har besluttet at bidrage til krigen mod 

Irak. 

Her siger Anders Fogh Rasmussen, at en vigtig 

grund til Danmarks bidrag handler om, ’at Saddam 

Hussein har haft åbenlyse forbindelser til 

terrorister og muligvis stadigvæk har det.’ 

Det fremgår af svaret på spørgsmål S4230 i 

Folketinget fra den 21. august 2003, at Forsvarets 

Efterretningstjeneste har foretaget analyser af 

Iraks terrorforbindelser. Ifølge svaret indgik 

disse analyser ’i det samlede grundlag for udtalelserne 

om Saddam Husseins forbindelse til 

terrorister’. Hverken ordlyd, indhold eller konklusioner 

af vurderingerne bliver dog fremlagt. 

I spørgsmål S3963 i Folketinget bliver statsminister 

Anders Fogh Rasmussen spurgt, om 

statsministeren ’vil oplyse, om man ud fra de 

eventuelle analyser fra Forsvarets Efterretningstjeneste 

før krigen i Irak kunne drage den 

konklusion, at der eksisterede en sammenhæng 

mellem Saddam Hussein og Al-Qaida-netværket?’ 

Statsminister Anders Fogh Rasmussen undlader 

at svare på spørgsmålet, men henviser i 

sit skriftlige svar den 8. august 2003 til, at efterretningstjenestens 

analyser ’er ikke alene baseret 

på åbne kilder, men også på oplysninger 

fra NATO og udenlandske partnere samt egen 

efterretningsindhentning, og kan i sagens natur 

ikke videregives til offentligheden’. 

DET FREMGÅR AF AKTINDSIGTER, Ekstra 

Bladet har modtaget, at Statsministeriet senest 

i starten af januar 2003 har modtaget Forsvarets 

Efterretningstjenestes vurdering af forbindel- 

Fortsættes side 22 qqq


Det tabte terrorspor ... fortsat fra side 21 

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller har haft problemer med at beslutte, hvordan han vil opfatte den 

eksil-iranske organisation Mujahedin e-Khalq, MKO. (Foto: Linda Johansen) 

serne mellem terrorister, herunder mellem Al- 

Qaida og Irak. 

Vurderingen er formentlig blevet afleveret i 

form af at såkaldt ’tema-signal’, dvs. en kortfattet 

rapport fra efterretningstjenesten til Statsministeriet. 

Indholdet af denne 

vurdering er ukendt. 

Men oplysninger fra 

andre aktindsigter i 

Statsministeriet og i 

Udenrigsministeriet 

antyder, at de påviste 

forbindelser mellem 

’Kastellet lukket for 

offentlig adgang fra 

192100 MAR 03. Dog 

tilladelse til kirkelige 

handlinger’ 

Irak og Al-Qaida og den deraf følgende terrortrussel 

vurderes som meget svage eller ikkeeksisterende. 

Den 21. marts 2003, altså samme dag som Danmark 

erklærer krig mod Irak, udsender Beredskabsstyrelsen 

en situationsrapport om beredskabet 

i Danmark. Her står bl.a.: 

’Efter det oplyste er man på nuværende tidspunkt 

ikke i besiddelse af oplysninger om terrorangreb 

eller voldelige aktioner mod mål i 

Danmark i anledning af den militære aktion mod 

Irak. Samlet set må truslen på det foreliggende 

grundlag fortsat anses for relativ lav.’ 

Det lave beredskab fortsætter. Det fremgår af 

papirer, udleveret fra Udenrigsministeriet, at 

forsvaret i perioden fra 24. marts til 27. marts 

– altså i perioden fra tre dage efter at Danmark 

indtrådte i krigen – kun kører med moderat 

forhøjet beredskab. Som det hedder i statusrapport 

fra Forsvarskommandoen 24. marts: 

’Kastellet lukket for offentlig adgang fra 192100 

MAR 03. Dog tilladelse til kirkelige handlinger’. 

I FOLKETINGET redegør forsvarsminister 

Svend Aage Jensby den 1. april for terrorberedskabet 

i forbindelse med krigen: 

’Forsvaret, herunder Hjemmeværnet, har 

iværksat en række enkeltforanstaltninger i antiterrorberedskabet, 

blandt andet som følge af 

Danmarks deltagelse i den multinationale ind- 

sats i Irak’. 

Detaljerne i beredskabet viser sig at være, at 

personalet og pårørende er blevet informeret om, 

at der er skærpet adgangskontrol ’ved visse etablissementer, 

herunder øget kontrol med postforsendelser’, 

og at man har foretaget ’kontrol af 

fysisk sikring af depoter og andre installationer’, 

siger forsvarsminister Svend Aage Jensby. 

Det højeste anti-terrorberedskab under krigen 

når det danske forsvar i forbindelse med afsejlingen 

af et Standard Flex SF-300 patruljefartøj 28. 

marts 2003. Her er forsvaret i ’tæt kontakt med 

politiet omkring evt. uroligheder’. 

Antikrigsdemonstranter udgør altså ifølge 

forsvarets og politiets vurderinger en større 

trussel på dansk grund end Al-Qaida. 

Dermed tyder alt på, at terrortruslen fra Irak 

og Al-Qaida reelt ikke bliver vurderet som særlig 

høj, på trods af at Danmark fra den 21. marts 2003 

er en nation blandt blot syv, der har kampstyrker 

med i Irak eller i farvandet ud for Irak. 

I JUNI 2003 FAST- 

SLÅR FN’s terrorisme-komité, 

at der ikke 

er beviser for en forbindelse 

mellem Irak 

og Al-Qaida. Under en 

pressebriefing i FN’s 

hovedkvarter fortæller 

Michael Chandler, der 

er komiteens ledende 

efterforsker, at ’vi har 

ikke konstateret noget 

som helst, der kan 

indikere forbindelser 

mellem Irak og Al- 

Qaida’. 

Komiteen er oprettet 

for at overvåge Al- 

Qaida og denne organisations 

finansielle 

bagland. Det amerikanske 

nyhedsbureau 

Knight Ridder citerer den 26. juni 2003 unavngivne 

medlemmer af komiteen for, at ’den amerikanske 

regering ikke havde givet dem nogen som 

helst oplysninger, der kunne underbygge påstande 

om samarbejde mellem Al-Qaida-lederen 

Osama bin Laden og det tidligere irakiske regime’. 

Den 18. juni 2003 gentager og understreger 

statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview 

med Ekstra Bladet, at terror-forbindelserne 

var afgørende for regeringen: 

’Masseødelæggelsesvåben var bestemt et vigtigt 

argument. Saddam Husseins samarbejde 

med terrorister et andet element’, sagde statsminister 

Anders Fogh Rasmussen efter et møde i 

Udenrigspolitisk Nævn. 

Statsminister Anders Fogh Rasmussen uddyber 

dog ikke, hvilke terrorister regeringen 

tænkte på, og direkte adspurgt undlader han at 

kommentere på et spørgsmål om de manglende 

beviser for en forbindelse mellem Irak og Al- 

Qaida. 

I ET BREV TIL AVISEN Information den 17. juli 

2003 sætter udenrigsminister Per Stig Møller 

navn på, hvilke terrororganisationer det er, regeringen 

tænker på: 

’Det er offentligt kendt, at to terrororganisationer 

MKO og Ansar al-Islam (med forbindelser til 

Al-Qaida) har opereret på irakisk territorium, og 

at den palæstinensiske terrorist Abu Nidal blev 

fundet skudt i sin lejlighed i Bagdad i august 

sidste år. Det er også kendt, at Saddam gav incitamenter 

til terrorhandlinger ved at udbetale 

store pengepræmier til familierne til palæstinensiske 

selvmordsbombere.’ 

Det er værd at notere, at udenrigsminister Per 

Stig Møller i sit brev til Information undlader at 

nævne, at der ikke er påvist nogen forbindelser 

mellem Saddam Husseins styre og Ansar al-Islam. 

Den eneste forbindelse, der kan godtgøres mellem 

Ansar al-Islam og Irak – men altså ikke det 

irakiske styre – er, at organisationen holder til 

inden for Iraks grænse i den nordlige del af Irak, 

der siden starten af 90’erne har været under 

kurdisk kontrol og dermed uden for det irakiske 

regimes rækkevidde. 

Fra Norge forlyder det, at politiet kort tid før 

Per Stig Møllers brev til Information har droppet 

alle anklager mod Ansar al-Islams leder, mullah 

Krekar, som har asyl i Norge, og som har været 

under mistanke for forbindelser til Al-Qaida: 

’Vi har ikke fundet oplysninger, som underbygger 

en mistanke om, at Ansar al-Islam har 

drevet terrorvirksomhed, eller at mullah Krekar 

kan knyttes til en sådan virksomhed’, siger lederen 

af det norske politis økonomiske afdeling 

Økokrim, Erling Grimstad, til nyhedsbureauet 

NTB. 

HELLER IKKE DEN ANDEN terrororganisation, 

MKO, som regeringen nu har udpeget, 

bedriver global terrorisme. Organisationen er 

alene rettet mod det iranske præstestyre. Det 

har udenrigsminister Per Stig Møller selv forklaret 

i Folketinget november sidste år: 

’I maj 2002 blev organisationen Muhajedin-e 

Khalq, MKO, opført på EU’s terrorliste. MKO 

fremstiller sig selv som et demokratisk parti, 

men det er den eneste organisation, der har 

gennemført egentlige terrorangreb i Iran, og 

det er hovedsagelig gået ud over iranske politiske 

personligheder og institutioner med tilknytning 

til styret’. 

Indtil MKO i maj 2002 blev udpeget som terrororganisation, 

har det danske Udenrigsministerium 

haft et tæt samarbejde med organisationen, 

der på det tidspunkt fremstod som den 

ene af blot to eksil-iranske organisationer. Per 

Stig Møller har selv tidligere omtalt organisationen 

som ’en demokratisk modstandsbevægelse’. 

’Terrorist-argumentet er det tyndeste argument 

for at gå i krig’, siger Lars Erslev Ander-



sen i et interview med Ekstra Bladet. Lars Erslev 

Andersen er specialist i global terrorisme og 

lektor i Mellemøst-studier. 

’Det, man ved, er, at Saddam-styret har sendt 

penge til nogle af de familier, hvis fædre eller 

sønner har været selvmordsbombere. Og så har 

Irak støttet den iranske modstandsgruppe MKO, 

der bekæmper det fundamentalistiske præstestyre 

i Iran.’ 

’Det, man skal lægge vægt på, er, at der ikke er 

nogen beviser for, at Saddam har arbejdet sammen 

med globale terror-grupper. Heller ikke 

Al-Qaida’, siger Lars Erslev Andersen. 

EFTER KRIGEN FÅR statsminister Anders 

Fogh Rasmussen stillet flere direkte spørgsmål i 

Folketinget om påstandene om Iraks forbindelser 

til terrorister. Det fremgår af papirer fra Statsministeriet 

og Udenrigsministeriet, at svarene 

på spørgsmålene er skrevet i Udenrigsministeriet 

og godkendt af udenrigsminister Per Stig Møller, 

inden de pr. mail bliver afleveret til Statsministeriet 

og herfra sendt videre til Folketinget 

til offentliggørelse. 

Det er altså udenrigsminister Per Stig Møller, 

der i august, få uger efter brevet til Information, 

fører pennen, da statsminister Anders Fogh Ras- 

mussen bliver bedt om at uddybe sine påstande 

om de irakiske terror-forbindelser. 

Nu er oplysningerne om MKO og Ansar al- 

Islam faldet bort. På spørgsmålet: ’Vil statsministeren 

oplyse, hvilke terrorister Saddam Hussein 

støttede og/eller gav husly?’ svarer Per Stig Møller 

(og med ham Fogh Rasmussen) i august 2003: 

’Det fremgår af åbne kilder, at der var forbindelse 

mellem det tidligere Bagdad-regime og 

terrororganisationer. For eksempel blev den 

palæstinensiske terrorist Abu Nidal fundet skudt 

i sin lejlighed i Bagdad i august sidste år’. 

Abu Nidal blev dræbt i august 2002 – altså en 

måned før præsident George W. Bush i september 

samme år opridsede Iraks terrortrussel, og 

flere måneder før statsminister Anders Fogh 

Rasmussen i oktober og november betegnede det 

som en mulig trussel, at Saddam Hussein udleverede 

masseødelæggelsesvåben til terrorister. 

DET KAN KUN KARAKTERISERES som vildledning 

at bruge den afdøde Abu Nidal som bevis 

for Iraks forbindelser til terrorister. Manden er 

ikke terrorist, men derimod død, da den irakiske 

terrorforbindelse i september, oktober og november 

2002 og i januar, februar og marts 2003 bliver 

fremhævet som en måske overhængende trussel. 

Per Stigs terrorister 

17 DAGE EFTER TERRORANGREBET den 11. 

september 2001 udarbejdede det danske Konservative 

Folkeparti en liste på 49 organisationer, 

som partiet betegnede som terroristiske, og som 

derfor burde forbydes. Listen blev fremlagt som 

en del af den konservative valgkamp i 2001. 

På listen stod den eksil-iranske organisation 

Mujahedin e-Khalq, MKO. 

Kort efter offentliggørelsen protesterede Per 

Stig Møller, tidligere konservativ formand, imod, 

at MKO var på listen, og organisationen blev 

fjernet. Per Stig Møller bad om, at MKO blev 

fjernet fra listen med den begrundelse, at ’det er 

ikke en terrororganisation, men en demokratisk 

modstandsbevægelse’. 

Otte måneder senere, i maj 2002, har Danmark 

skiftet regering. Per Stig Møller er nu udenrigsminister, 

og EU føjer uden danske protester 

MKO til listen over terrororganisationer. 

Det danske Udenrigsministerium har i en del 

år haft en tæt dialog med eksil-iranske organisa- 

Soldater fra 

den anti-iranskeorganisation 

MKO ordner 

deres 

våben i MKObasen 

Ashraf i 

april, efter den 

amerikanske 

invasion. I 2001 

fremhævede 

udenrigsminister 

Per Stig 

Møller MKO 

som en ’demokratiskmodstandsbevægelse’. 

I 2002 blev 

MKO sat på de 

internationale 

terrorlister, og 

i 2003 blev 

organisationen 

af Per Stig 

Møller brugt 

som bevis for, 

at Saddam 

Husseins Irak 

samarbejdede 

med terrorister. 

(Foto: AP/ 

Kevin Frayer) 

tioner, herunder MKO. Den dialog ophører for 

MKO’s vedkommende. Sagen fører til spørgsmål i 

Folketinget. Her fastholder udenrigsminister Per 

Stig Møller i maj 2002, at ’regeringen har ingen 

planer om at foreslå MKO fjernet fra EU’s terrorlister’. 

PÅ BLOT OTTE MÅNEDER er MKO altså skiftet 

fra at være en ’demokratisk modstandsbevægelse’ 

til at være en forbudt terrororganisation. 

MKO er suverænt den største bevæbnede iranske 

dissident-gruppe med 6000 mand under våben. 

MKO har haft baser i Irak siden 1980’erne. I juli 

1988 indledte MKO et større selvmorderisk angreb 

på Iran fra Irak. Dengang gik 7000 MKOsoldater 

over grænsen i et felttog med kodenavnet 

’Evigt Lys’. 2000 MKO-folk blev dræbt i forbindelse 

med invasionen, et ukendt antal taget til 

fange og efterfølgende henrettet af det iranske 

Endvidere er der rejst berettiget tvivl om, hvorvidt 

Abu Nidal overhovedet havde forbindelser 

til det irakiske styre, da han levede. 

Ifølge alle tilgængelige nyhedskilder, bl.a. CNN 

og Al-Jazeera, var Abu Nidal i husarrest i Bagdad, 

da han døde. Her 

var Abu Nidal genstand 

for efterforskning 

af de irakiske 

sikkerhedstjenester, 

der anklagede ham for 

at konspirere med 

irakiske oppositionskredse 

mod Saddam 

Husseins styre. Abu 

Nidal var på falske 

Antikrigsdemonstranter 

udgør 

altså ifølge forsvarets 

og politiets 

vurderinger en større 

trussel på dansk 

grund end Al-Qaida 

papirer rejst illegalt ind i Irak få måneder før sin 

død. 

Den officielle irakiske forklaring er ifølge daværende 

premierminister Tareq Aziz, citeret af 

Arabnews den 21. august 2002, at Abu Nidal begik 

selvmord, mens han var i husarrest. 

CNN citerer palæstinensiske kilder for, at Abu 

Nidal blev henrettet af de irakiske sikkerhedsstyrker. 

præstestyre. 

I 1991 deltog MKO-folk side om side med det 

irakiske styre i nedkæmpelsen af kurdiske oprørsstyrker. 

I maj 1993 angreb MKO-folk Sulaymaniyah, 

hovedstaden i det irakiske Kurdistan, 

og tilfangetog 13 kurdere, som senere blev overgivet 

til irakiske sikkerhedsstyrker. I september 

1996 kæmpede MKO-folk sammen med irakiske 

sikkerhedsstyrker mod kurdiske oprørere. 

I 2002 og 2003 bliver det irakiske samarbejde 

med terrororganisationer, herunder altså bl.a. 

MKO, af den danske regering fremhævet som ’en 

vigtig grund’ til at gå i krig med Irak. Især frygten 

for, at Irak vil give masseødelæggelsesvåben 

til terrorister, bliver fremhævet. 

At bruge MKO som eksempel på en sådan 

terrororganisation med mulighed for at få kontrol 

over masseødelæggelsesvåben er imidlertid 

problematisk for den danske regering. 

Lige netop MKO er løbende over en årrække 

blevet undersøgt – og frikendt – for sådanne 

mistanker. Disse undersøgelser er veldokumenterede 

på det tidspunkt, hvor organisationen 

bliver fremhævet af den danske regering. 

DER HAR LÆNGE været mistanke om, at MKO 

har haft berøring med Iraks programmer til 

udvikling af masseødelæggelsesvåben. Mistanken 

er aldrig blevet underbygget af beviser. I 1992 

foretog FN-inspektører kontrol af flere MKOfaciliteter, 

heriblandt MKO’s administrative hovedkvarter 

i Bagdad og MKO-basen Ashraf ca. 60 

kilometer nord for Bagdad. 

FN-inspektørerne reagerede på rapporter om, 

at Irak forsøgte at skjule masseødelæggelsesvåben 

på MKO-baser, men inspektørerne fandt 

ingen beviser, der kunne underbygge rapporterne. 

Kontrollen med MKO-områderne foregik fra 

1992 frem til i hvert fald 1997, hvor MKO-lejren 

Bagherzadeh vest for Bagdad i september 1997 

blev kontrolleret for ulovlige våbenprogrammer. 

I UNSCOM’s afsluttende rapport fra december 

1998 bliver MKO-lejrene omtalt. Her konkluderer 

FN, at MKO-lejrene tilsyneladende er uden for 

irakisk myndighed og kontrol. I januar 2003 foretog 

Hans Blix’ våbeninspektører under UNMO- 

VIC et kontrolbesøg på en MKO-base i Abu 

Ghraib, 30 kilometer vest for Bagdad. Heller ikke 

under denne inspektion blev der fundet beviser 

for ulovlige irakiske våbenprogrammer.


Tidligere våbeninspektør retter massiv anklage mod den danske regering 

Fogh er en løgner 

Den tidligere våbeninspektør for FN Scott Ritter 

er lynende klar, når han skal kommentere statsminister 

Anders Fogh Rasmussens påstand: ’Vi 

ved, at Irak har masseødelæggelsesvåben’: 

– Hvis det er, hvad jeres statsminister siger 

– at han ved, at der er masseødelæggelsesvåben i 

Irak – så er han en løgner, der burde smides ud 

af regeringen. Så vil jeg kalde ham for en løgner 

lige nu. Lige i ansigtet på ham. Han er en løgner, 

fortæller Scott Ritter til Ekstra Bladet i telefonen 

fra New York, hvor han bor. 

Fra 1991 til 1998 arbejdede Scott Ritter som våbeninspektør 

for FN og var blandt andet leder af 

et af inspektionsholdene i Irak. Under den første 

Golfkrig i 1991 kæmpede Ritter som kaptajn i det 

amerikanske marinekorps. 

Scott Ritter vandt stor respekt som våbeninspektør 

frem til 1998, og da han trak sig, blev 

hans afgang dybt beklaget af den daværende 

leder af FN’s inspektioner, amerikaneren Richard 

Butler. Det amerikanske udenrigsministerium 

hyldede i 1998 Scott Ritter for at have 

udført ’et beundringsværdigt arbejde under besværlige, 

ja ligefrem farlige omstændigheder’. 

– Jeg vidnede for det danske Folketing sidste år 

sammen med den svenske FN-inspektør Rolf 

Ekeus. Forklarede, at Irak ikke udgjorde en trussel. 

Jeg forklarede, at ingen har givet konkrete 

beviser, der kan udbygge og underbygge den 

amerikanske regerings påstande om, at Irak 

havde masseødelæggelsesvåben. 

– Hvis jeres statsminister siger, at han ved, at 

Irak har masseødelæggelsesvåben, så må han 

komme frem med de oplysninger, der underbygger 

den påstand. Hvad bygger han den viden 

på? 

BLIND FOR FAKTA 

– Hvor detaljeret er din viden om det irakiske atomvåbenprogram? 

– Meget detaljeret. Jeg efterforskede det. Jeg er 

nødt til at sige, at ud af de fire kategorier masseødelæggelsesvåben 

var den nukleare den, der 

blev allermest grundigt efterforsket og ødelagt. 

– Det er ikke værd at undersøge det i dag. Der 

er ikke noget atomvåben-program i Irak. Ikke det 

fjerneste. Det blev elimineret. Enhver, der siger 

det modsatte, er blind over for fakta og uvidende 

om, hvad det vil sige at have et nukleart våbenprogram. 

– Din og min regering har sagt, at Irak har kemiske, 

biologiske og atomare våben og forbindelser til 

terrorister. Og det er alt sammen løgne? 

– Yup. 

– Ikke en stump beviser? 

– Nope. 

– Ikke et eneste figenblad at gemme sig bag? 

Gammel ufarlig grød 

IRAKISK PRODUKTION af miltbrand går igen 

både i de amerikanske, de britiske og de danske 

beskyldninger mod Irak. 

Både statsminister Anders Fogh Rasmussen og 

udenrigsminister Per Stig Møller nævner flere 

gange miltbrand-bakterierne som en væsentlig 

del af den irakiske trussel mod verdenssamfundet. 

Under et pressemøde i Bruxelles den 19. marts 

2003 siger statsminister Anders Fogh Rasmussen, 

at Irak har ulovlige våben. ’Det er ikke noget, vi 

blot tror. Vi ved det’, siger Anders Fogh Rasmussen 

og fremhæver miltbrand som et af de ulovlige 

våben. 

Iraks produktion af miltbrand standsede senest 

i starten af 1991. Alle produktionsanlæg er efter- 

– Nope. 

– Hvad så med de mobile laboratorier? 

– Der er ingen mobile laboratorier. 

– Det sagde Colin Powell i Sikkerhedsrådet? 

– De eksisterer ikke. Det har de aldrig gjort. De 

blev opfundet af en afhopper, der var under kontrol 

af Ahmed Chalabis Iraqi National Congress, 

INC. 

OPDIGTET MATERIALE 

– Han har aldrig talt sandt, siger den tidligere 

våbeninspektør. 

– Han fodrede Bush-administrationen med 

afhoppere, og de brugte disse fyres oplysninger 

som fakta. Men det er et faktum, at de løj. Alle i 

efterretningsverdenen vidste dette. Ingen af Ahmed 

Chalabis afhoppere kunne bestå løgnedetektor-testen. 

Derfor blev de her fyre ikke overgivet 

til CIA på sædvanlig vis. Hver eneste gang en af 

Ahmed Chalabis afhoppere blev afhørt af CIA, så 

faldt han uvægerligt igennem med et brag. 

– Det er derfor, de blev afhørt af Office of Special 

Plans i Pentagon, hvor deres oplysninger blev 

behandlet som den rene sandhed og bragt direkte 

videre til præsidenten. 

– Hvad med Colin Powells beviser i Sikkerhedsrådet? 

– Den fremlæggelse 

handlede mere om indenrigspolitik 

end om 

beviser. Det var rent 

følgende blevet destrueret af FN. 

Scott Ritter var våbeninspektør i Irak fra 1991 

til og med 1998. Han var med til at destruere 

Iraks anlæg til produktion af miltbrand i midten 

af 90’erne. 

– Hvis de gemte noget af det, så er det ubrugeligt 

i dag. For miltbranden var i flydende form. 

Det har en hylde-levetid på tre år! Så det kan 

ikke bruges til noget som helst. Det er grød! Tre 

år! Og den senest kendte produktion fandt sted i 

starten af 1991, siger Scott Ritter den 12. september 

2003 i et telefon-interview med Ekstra Bladet. 

– Vi sprængte fabrikken i luften i 1996! Vi overvågede 

fabrikken fra 1991 til 1996, så vi ved, at de 

ikke producerede noget som helst. Så jeg kunne 

godt tænke mig at vide, hvor Colin Powell tror, 

INTERVIEW 

Amerikanske 

Scott Ritter 

kæmpede mod 

Irak under 

Golfkrigen og 

arbejdede som 

våbeninspektør 

fra 1991 til 

1998. Her er 

han fotograferet 

i 1998 

under en konflikt 

med det 

irakiske militær, 

der nægtede 

ham adgang 

til en uanmeldt 

inspektion. I 

dag er Scott 

Ritter stærk 

modstander af 

den seneste 

Irak-krig og 

beskylder både 

præsident 

Bush, Colin 

Powell og den 

danske statsminister 

Fogh 

Rasmussen for 

at lyve om de 

irakiske våben. 

(Foto: EPA/ 

AFP/Karim 

Sahib) 

teater. Colin Powell sagde ingenting. Det var rent 

opdigtet materiale. Han er en løgner. 

– Du bruger det udtryk meget? 

– Det er jeg desværre nødt til. For der er ingen 

anden måde at sige det på. Colin Powell begik 

ikke en fejl. Han troede ikke selv fuldt og ærligt 

på, hvad han sagde. Han gik ind og plukkede 

målrettet i efterretningerne for at finde de oplysninger, 

der passede til hans konklusioner. 

– Der er intet af det, han sagde, der efterfølgende 

er blevet underbygget. Intet! Se på de førerløse 

fly, der skulle regne død og ødelæggelse over hele 

verden og alle mennesker. De kan ingenting. Det 

forklarede jeg, allerede da Powell holdt den tale, 

at de fly intet kunne. Det er den konklusion, alle 

er nået frem til i dag. De fly er en vittighed. Vi 

undersøgte de fly. Jeg undersøgte flyene. Vi vidste, 

at de intet kunne. Men ingen ville høre efter. 

– Colin Powell vidste, at den lastbil, han viste 

på fotografiet, var en brandbil, ikke et desinficeringskøretøj. 

Men det sagde han alligevel. 

– Det vidste han? 

– Selvfølgelig vidste han, at det var en brandbil. 

Så det er absurd at sidde her og sige, at vi 

skal tale pænt om Colin Powell. Han fortjener det 

ikke! Vi er i krig, og amerikanere dør. En dansk 

soldat er død! Og tragisk nok risikerer vi flere 

ofre. Colin Powell begik mord. Han er skyldig i 

amerikanske og en dansk soldats og tusindvis af 

irakeres død, siger Scott Ritter. 

den miltbrand skulle komme fra. De her ting har 

jeg fortalt til det danske Folketing i efteråret 

2002. 

– Hvad sagde de til det? 

– De sagde ’mange tak’, og så blev jeg vist ud. 

Men det danske Folketing kan ikke bruge den 

undskyldning, at de ikke vidste det. De kan ikke 

sige som undskyldning, at de ikke vidste, at de 

kemiske våben var henfaldne. At alt, hvad vi 

troede, at de måske gik og gemte, ville være 

ubrugeligt i dag. Det kan de ikke sige som en 

undskyldning. For de blev præsenteret for fakta. 

Af en af verdens absolut førende eksperter i 

Iraks våbenprogrammer, nemlig mig. Jeg gav 

dem de her fakta. Hvis du sammenligner mine 

vidneudsagn med de fakta, vi i dag kender, så vil 

du se, at de passer med et hundrede procents 

nøjagtighed.



Da Syrien den 8. november 2002 stemmer for Irak-resolution 

1441 i FN’s sikkerhedsråd, sker det med en skriftlig 

amerikansk garanti i baghånden om, at resolutionen 

ikke kan bruges til at gå i krig mod Irak. Den garanti 

holder i fire måneder og 11 dage. Her rapporterer den 

danske ambassade i Damaskus, Syrien, hjem til Udenrigsministeriet 

om den amerikanske garanti. 

Krig 

uden 

mandat 

DER ER MANGE, der bliver overraskede, da 

Syrien 8. november 2002 stemmer for vedtagelse 

af resolution 1441. 

Overraskelsen over det syriske ja er forståelig. 

Af alle medlemslandene i FN’s Sikkerhedsråd 

på det tidspunkt er Syrien nok det land, der er 

fjernest fra USA og tættest på Irak. 

Den resolution, landet netop har stemt ja til, 

lægger fornyet pres på Irak og truer med ’alvorlige 

konsekvenser’, hvis Irak ikke overholder de 

nye krav. Indtil afstemningen har Syrien konsekvent 

afvist, at der var behov for en ny resolution. 

Svaret på, hvorfor Syrien går med til at presse 

Irak, kan findes i et brev, som USA’s udenrigsminister, 

Colin Powell, personligt sender til Syriens 

udenrigsminister i dagene inden afstemningen. 

Her giver Colin Powell sin og USA’s garanti for, 

at resolution 1441 ikke kan bruges til at angribe 

Irak: 

’Der er intet i resolutionen, der tillader den at 

blive brugt som hjemmel til at starte en krig mod 

Irak. Hvis den amerikanske regering havde de 

fjerneste intentioner om at falde tilbage på militær 

handling, så ville det ikke have taget syv 

uger at forhandle denne resolution’, skriver Colin 

Powell til den syriske udenrigsminister Farouk 

Shara’a. 

PÅ AMBASSADEN I DAMASKUS skriver den 

danske udsending Danny Annan i dagene efter 

afstemningen en indberetning hjem til Udenrigsministeriet 

om den syriske deltagelse i afstemningen. 

Danny Annan skriver, at Syrien fra alle fem 

permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet 

– altså inklusive USA – og fra generalsekretær 

Kofi Annan ’havde fået garantier for, at resolutionen 

ikke indeholdt en ’hjemmel til at angribe 

Irak’. Der var intet, der kunne blive ’misforstået 

eller fejlfortolket som hjemmel til at angribe 

Irak’.’ Danny Annan kalder USA’s udenrigsminister, 

Colin Powells brev for ’den stærkeste garanti’. 

Jurist og folkeretsekspert Jens Elo Rytter fra 

Københavns Universitets Retsvidenskabelige 

Institut har set Danny Annans indberetning: 

– Det her understøtter den generelle forståelse 

og herskende folkeretlige opfattelse, at 1441 ikke 

kunne bruges i sig selv til at gå i krig. 

Resolution 1441 bliver vedtaget 8. november 

2002. Den stærke garanti til Syrien holder i nøjagtig 

fire måneder og 11 dage. USA, Storbritannien 

og Danmark går i krig med Irak, uden at der 

er vedtaget den nye resolution, som er nødvendig 

for, at der foreligger et FN-mandat for krigen. 

Det står allerede tidligt i forløbet, i efteråret 

2002, klart, at det er tvivlsomt, om FN vil sanktionere 

en angrebskrig mod Irak. 

MEN I STORBRITANNIEN finder en professor 

et smuthul ud af blindgyden ved at foretage en 

juridisk tolkning af et ’og’, der er placeret i en 

sætning i en 12 år gammel FN-resolution. 

Efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990 vedtog 

FN resolution 678, der gav verdenssamfundet 

autorisation til med ’alle nødvendige midler’ at 

befri Kuwait ’og genoprette international fred og 

sikkerhed i området’ (Ekstra Bladets fremhævelse). 

Resolution 678 handler alene om at befri Kuwait. 

Men i Storbritannien skriver professor i 

international lovgivning Christopher Greenwood 

i efteråret 2002 en redegørelse til Tony Blairs 

regering. 

Det, professor Greenwood skriver, er, at det lille 

’og’ i den 12 år gamle og for længst opfyldte resolution 

er et fuldgyldigt mandat til i 2003 at erklære 

Irak krig. Der står trods alt i resolutionen, 

at medlemslandene skal befri Kuwait ’og genoprette 

international fred og sikkerhed i området’. 

Men professor Greenwoods fortolkning er ikke 

brugbar: 

– Brugen af ordene ’fred og sikkerhed’ hører til 

FN’s faste udtryk. Den formulering henviser 

alene til, at FN’s medlemslande har autorisation 

til at genoprette freden 

og befri Kuwait. Kernen 

i resolution 678 er 

at genoprette Kuwaits 

uafhængighed, siger 

Tonny Brems Knudsen, 

der er lektor i 

statskundskab og forsker 

i FN på Århus 

Universitet. – Jeg mener 

ikke på nogen som 

helst måde, at man kan 

føre tilbage til den her 

resolution i dag. 

– Resolution 678 rummer 

ikke en blankocheck 

til at bruge magt i 

dag? 

– Nej nej. Den kan 

slet ikke berettige et 

angreb, der ikke handler 

om at befri Kuwait. 

Det er helt utænkeligt, 

at FN’s Sikkerhedsråd 

i 1990 på den måde 

skulle bemyndige en magtanvendelse, der på det 

tidspunkt lå 12-13 år ude i fremtiden, siger Tonny 

Brems Knudsen. 

DEN 5. MARTS FÅR den danske FN-repræsentation 

i New York en kopi af Greenwoods papir fra 

deres engelske kolleger. Samme dag mailer en 

medarbejder ved repræsentationen det britiske 

papir hjem til Udenrigsministeriet. 

12 dage senere skriver Udenrigsministeriets 

folkeretskontor notatet ’Det juridiske grundlag 

for iværksættelse af militære forholdsregler mod 

Irak’. 

Notatet følger takterne i professor Greenwoods 

papir. Folkeretskontoret fastslår, at ’resolution 

678 bemyndiger FN’s medlemslande til at gøre 

det fornødne med henblik på at genoprette international 

fred og sikkerhed i området’, altså en 

henvisning til samme sætning, som professor 

Greenwood beskriver. 

Folkeretskontoret fortsætter med at fastslå, at 

’det er en fredsbetingelse og en betingelse for 

våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder 

en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, 

herunder navnlig med hensyn til kemiske 

og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige 

brud på sine forpligtelser er det nødvendigt 

at sikre – om fornødent ved anvendelse af militær 

magt – at landet bliver afvæbnet og således 

ikke længere udgør en trussel mod international 

fred og sikkerhed i regionen.’ 

Det er altså situationen den 17. marts, to dage 

før USA angriber Irak, og fire dage før Danmark 

går med: FN’s Sikkerhedsråd har ikke 

givet grønt lys til krigen. 

Den danske regering ved, at de permanente 

medlemmer af Sikkerhedsrådet, herunder 

USA, har garanteret, at resolution 1441 ikke 

kan bruges til at starte en krig. 

I stedet for at se frem til en ny resolution 

vælger man at bruge en 12 år gammel resolution, 

der intet har med den aktuelle situation at 

gøre. 

Hele denne konstruktion hænges op på den 

trussel, som Iraks masseødelæggelsesvåben 

udgør. 

De våben, der altså ikke var der alligevel. Og 

som regeringen vidste ikke var der.


INTERVIEW 

- Der står i Bibelen, at ’du 

skal kende sandheden, og 

sandheden skal sætte dig fri’, 

siger tidligere CIA-mand 

- Det er kun et spørgsmål om tid, før statsminister Rasmussen bliver tvunget til at gøre rent bord. Det nytter ikke at benægte fakta, siger den tidligere CIA-analytiker 

gennem 27 år, Ray McGovern. Her er han fotograferet ved et pressemøde om Irak-krigen i Washington. (Foto: AP/Akira Ono) 

- Fogh bør gøre rent bord 

– Som jeg ser det, er 

den danske regering i 

et alvorligt dilemma. 

Alle ved vist efterhånden, 

at de efterretninger, 

der blev 

benyttet af USA og 

Storbritannien, ikke 

var sande. De var løgne. 

Velovervejede løgne, 

vel at mærke, siger Ray McGovern. 

Han er tidligere CIA-mand og har 27 års erfaring 

som analytiker i den amerikanske efterretningstjeneste. 

Han er personlig ven med præsident 

George Bushs far, som han tjente under, 

da han var vicepræsident i 80’erne. Ekstra Bladet 

har interviewet ham pr. telefon til hans hjem 

i Arlington, Virginia. 

– Jeres regering har ét valg, nemlig at sige: ’Vi 

blev ført bag lyset. Storbritannien og USA løj for 

os. I må undskylde, at vi støttede krigen. Den 

blev udkæmpet under falske forudsætninger’. 

Det er den mulighed, jeres regering har, siger 

Ray McGovern. 

– På et eller andet tidspunkt vil jeres regering 

være nødt til at sige det. Jeg kan ikke dømme 

om, hvorvidt det er bedst at gøre det nu eller 

udskyde det, men sådan er fakta. Det nytter ikke 

at benægte dem. 

REN PAPEGØJESNAK 

– Efterhånden som situationen udvikler sig, og 

når det bliver endeligt rapporteret fra Irak, at 

der ikke var nogle masseødelæggelsesvåben, kun 

dokumenter – når alt det kommer ud, så er det 

min forventning, at premierminister Blairs popularitet 

vil gå yderligere i bund. Og på det tids- 

punkt vil der være pres på jeres regering for at 

sige, at den blev ført bag lyset. 

– Den danske statsminister har sagt, at han ved, 

at Irak har masseødelæggelsesvåben? 

– Ja. Det er rent papegøjesnak efter præsident 

George Bush, vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister 

Donald Rumsfeld og udenrigsminister 

Colin Powell. Donald Rumsfeld gik endda så 

vidt som til at sige, at han vidste, hvor våbnene 

var. 

– De forventede, at de ville få deres krig, at den 

ville være hurtig, at Iraks folk ville vinke dem 

velkommen, og at vi kunne rejse hjem igen i en 

fart. Det viser, hvor naivt de har handlet. Det 

viser deres mangel på realpolitik. Mangel på 

enhver erfaring af substans i Mellemøst-forhold 

og Mellemøst-historie. 

- JEG HAR DET TRIST 

– Jeg har det trist med det her. Jeg holder meget 

af Danmark og kender til det traditionelt tætte 

forhold mellem Danmark og USA. At se det blive 

ødelagt af det bedrageri, der er foregået, volder 

mig stor smerte. 

– Det volder mig også stor smerte at sige så 

slemme ting om min regering. Men jeg er overbevist 

om, at kun sandheden kan bedre situationen. 

Og sandheden vil komme frem. Der står i 

Bibelen, at ’du skal kende sandheden, og sandheden 

skal sætte dig fri’. Det tror jeg er sandt. 

– Det her er en forfatningsmæssig krise i USA. 

Aldrig nogensinde før i de 40 år, hvor jeg har 

fulgt tingene tæt, har en gren af regeringsapparatet 

bevidst ført en anden gren bag lyset med 

henblik på at få dem til at give deres forfatningsmæssige 

ret fra sig, i det her tilfælde den ret til 

at erklære krig, som kongressen har. Det her er 

et forfatningsmæssigt overgreb uden fortilfælde. 

– Det er et misbrug af vores forfatningsmæssige 

system, som ikke kan blive alvorligere, da det 

indeholder beslutningen om, hvorvidt vi skal 

føre krig mod et andet land. 

BESTUKKET AF USA? 

– Hvis det her er en forfatningsmæssig krise i USA, 

er det det så ikke også i Danmark? 

– Det er et spørgsmål om forsæt. Jeg håber 

ikke, at jeres ledere bevidst førte Folketinget bag 

lyset, så Danmark kunne deltage i krigen. 

– Hvis jeres statsminister og udenrigsminister 

er vant til at acceptere, hvad der kommer fra 

USA som sandt, og ikke har værktøjerne til at 

vurdere oplysningerne, så kan jeres ledere nøjes 

med at sige, at de blev ført bag lyset. Så længe de 

indrømmer det, så har jeres Folketing mulighed 

for at acceptere det og nøjes med at vedtage, at vi 

skal være mere forsigtige næste gang. 

– Blev jeres regering bestukket af USA? Modtog 

I forskellige tjenester fra USA, f.eks. handelsaftaler? 

Det ville kunne forklare, hvorfor jeres 

regering så blindt fulgte USA, selv om der var 

alternativer, mener den tidligere CIA-mand. 

– Jeres efterretningstjeneste har et tæt forhold 

til både de tyske og franske efterretningstjenester, 

der begge har haft mulighed for at lave egne 

vurderinger af Iraks masseødelæggelsesvåben. 

– Jeres regering kan ikke sige, at de er totalt 

uskyldige i det her, medmindre de vil hævde, at 

’vi var totalt naive’, og at de troede på alt, hvad 

USA serverede, selv når Hans Blix og ElBaradei 

lagde beviser frem for det modsatte, siger den 

tidligere CIA-analytiker Ray McGovern.


- Rasmussens 

krig min største 

skuffelse 

I 32 år arbejdede Hans- 

Christof von Sponeck i 

FN. Hans sidste chefpost 

var i Irak, hvor 

han stod for FN’s oliefor-mad-program. 

I dag er han stærkt 

kritisk over for beslutningen 

om at gå i krig. 

Især er han kritisk over 

for den danske regerings 

bidrag til krigen. 

– Mr. Blair, Mr. Bush og tilsvarende Mr. Rasmussen 

skal holdes ansvarlige for den politik, de 

støttede og udførte. 

– Den konklusion, vi alle må nå frem til, er, at 

beviserne omkring masseødelæggelsesvåbnene 

er kollapset så totalt som et korthus. Det er så 

vigtigt at forstå, fordi vi alle blev overtalt til at 

mene – af jeres regering, af den britiske regering, 

af den amerikanske regering – at der var 

en trussel, der var så overhængende, at det berettigede 

et foregribende angreb – et fænomen, 

der ellers ikke kendes fra folkeretten. 

Ekstra Bladet har interviewet Hans-Christof 

von Sponeck per e-mail og telefon til hans hjem i 

Genève. 

– Jeg har været 32 år i FN, siger von Sponeck. 

– Gennem hele min tid i FN har jeg altid set til 

INTERVIEW 

- Jeg har altid beundret Danmark, men jeres regering valgte den nemme udvej i 

Irak-krigen, siger den tidligere FN-topchef Hans-Christof von Sponeck 

- Den danske regerings beslutning om at gå i krig er den største skuffelse, jeg har oplevet i mine 32 år i FN, 

siger den tidligere FN-diplomat, greve Hans-Christof von Sponeck. Han var chef for FN’s olie-for-mad program 

i Irak, og så sent som i juli 2002 besøgte han en påstået biologisk våbenfabrik i Irak og så med egne øjne, at 

fabrikken var en ruin, hvor kun væggene stod tilbage. (Foto: AP/Donald Stampfli) 

Danmark, Sverige, Norge og Finland som de 

bedste eksempler på korrekt international opførsel. 

Som de bedste eksempler på lande, regeringer 

og befolkninger, der prøvede at leve som 

FN-lande. Som implementerede konventionerne. 

Som underskrev alle traktater. 

IMOD FLERTALLET 

– Derfor er det mig næsten umuligt at forstå, 

hvorfor en regering som den danske ikke forsøgte 

at bestræbe sig på at få et objektivt billede 

af situationen. 

– Det er en af min FN-karrieres absolut største 

skuffelser at se statsminister Rasmussens regering 

opføre sig så vildledende og se, hvordan 

de gik op mod det flertal af befolkningen, der 

trods alt ikke ønskede denne krig. 

– Nu ved vi, at det ikke var de foreliggende 

beviser, der formede det politiske grundlag, men 

derimod omvendt, at politikken formede beviserne. 

Jeg tror, det er meget vigtigt at holde sig for 

øje. 

– Og hvad der er så dybt skuffende for én, der 

har fulgt denne udvikling, er, at Europa, inklusive 

Danmark, inklusive det europæiske parlament, 

som et samlet hele klarede det her usædvanlig 

dårligt. Vi anerkendte ganske enkelt 

efterretningsmateriale, analyser fra regeringerne 

og fra amerikanske medier og gentog blot, 

hvad de sagde. 

– Da Irak afleverede den 12.200 sider lange våbenredegørelse 

i december 2002, blev papirerne 

ganske enkelt kapret af USA. De tog dokumenterne 

ud af hænderne på Mr. Blix og fik ikke alene 

FN og generalsekretariatet, men også de medvirkende 

regeringer til at ligne idioter, da de 

accepterede den amerikanske forklaring, som jeg 

i dag nærmest skammer mig over at viderebringe. 

USA’s forklaring var, at de havde bedre fotokopierings-maskiner 

i Washington, oplyser den 

rutinerede FN-mand. 

JEG VILLE GÅ AF 

– Det er så vanvittigt. Jeg bliver aldrig nogensinde 

generalsekretær. Men hvis jeg havde været 

det, så ville jeg øjeblikkeligt, sammen med Hans 

Blix, have taget min afsked. Det var et soleklart 

misbrug af næsten kriminel karakter af FNsystemet. 

– Jeres udenrigsminister, Per Stig Møller, sagde 

den 5. februar 2003, at Hans Blix mente, at der 

var masseødelæggelsesvåben i Irak. Det har 

Hans Blix aldrig sagt. Han har aldrig sagt, at han 

mente, at de var der. 

– Du mener, at den danske udenrigsminister 

lyver? 

– Korrekt. For alt, hvad Blix sagde, var, at han 

ikke mente, at de var der, men før han kunne nå 

en endelig konklusion, var de nødt til at fortsætte 

deres arbejde. 

– Det er alt i alt meget alvorlige beskyldninger 

mod regeringerne? 

– Jeg tror, at hvis man vil anskue det her ansvarligt, 

så er det ikke nok at se på de enkelte 

elementer i billedet. Man er nødt til at stykke 

alle stumperne sammen. Så begynder du at se 

den røde tråd, der går gennem alt dette i form af 

en systematisk, organiseret tilgang af uærlighed. 

– Hele tiden er disse fakta blevet drejet og forvredet. 

Uanset hvilken vej du vender blikket, så 

er det den samme historie: fordrejning, uærlighed. 

DEN SANDE TRAGEDIE 

– Den danske regering valgte den nemme udvej, 

fastslår von Sponeck. 

– De lavede ikke deres lektier. Jeg vil sige, at 

mit krav vil være, at det danske Udenrigspolitiske 

Nævn igen undersøger sagen. Jeg synes, at 

den danske regering skylder dette til befolkningen, 

men også til den ene danske soldat, der 

døde. De burde spørge igen: Blev vi virkelig ordentligt 

informeret? 

– Når det kommer til så skæbnesvangre beslutninger 

som at gå i krig – en ulovlig krig, for at 

det ikke skal være løgn – så skylder den danske 

regering over for 

Europa, over for 

sin befolkning, at 

genvurdere sin 

politik og besvarespørgsmålet: 

’Hvorfor 

gjorde vi, som vi 

gjorde? Havde vi 

virkelig et grundlag 

for det her? 

Var det den rigtige 

beslutning?’ 

– Sandheden 

vil komme ud. 

Tragedien er, at 

den ikke vil bringe 

de tusindvis af 

uskyldige mennesker, 

der er 

forsvundet, omkommet 

eller 

traumatiseret, 

tilbage. Det er 

den sande tragedie.

Ekstra Bladets hvidbog

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?