– Status og fremtid for dansk arkæologi

Nu brænder arkivet
– om byarkæologiens betrængte tilstand
Per Kristian Madsen, Nationalmuseet
Fig. 1. Nogle få af de
bedst bevarede kander og
en enkelt kogepotte fra
udgravningen ved Ribes
Gråbrødrekloster.
Foto Den antikvariske
Samling i Ribe.
Da der var middelalder i Danmark – dvs.
perioden fra ca. år 1000 til 1536 – var der
inden for det daværende danske rige omkring
100 byer. De fleste af dem har vi endnu, men
en pæn del lykkedes det at komme af med, da
landsdelene øst for Øresund gik hen og blev
svenske ved 1600-årenes midte. Byerne i
Sverige er underlagt de svenske arkæologiske
love, der som bekendt kræver, at den, som
ødelægger et fortidsminde ved anlægsarbejde,
skal betale for den forudgående undersøgelse.
Svenske tilstande er imidlertid noget
andet end danske, og det er de sidste, vi skal
diskutere. Vi har i dag ca. 70 byer tilbage,
som har rødder i middelalderen (fig. 2).
Byerne er som helhed en succeshistorie.
De er på linie med kirkerne det nye middelalderelement
i bebyggelsen og kulturhistorien,
som har klaret sig bedst og sat det stærkeste
præg på landskabet. Årsagen er deres evne til
stadig tilpasning og forandring, ofte på steder,
hvor vanskelighederne var store, og hvor
man måtte kæmpe med en elendig byggegrund
og umulige trafik- og besejlingsforhold.
Nu brænder arkivet – om byarkæologiens betrængte tilstand
Selv om tilpasningen til tidens krav har medført
stadige ændringer, er byerne endnu fulde
af levn fra deres fortid. Ikke blot i form af
ældre huse, hvoraf nogle går tilbage til middelalderen,
men også i form af selve byernes
undergrund – det, de står på, og som deres
indbyggere i egentligste forstand selv har produceret.
Under de gamle byers gader og huse
ligger nemlig gødning og fækalier i stort omfang,
blandet op med alskens andet affald.
I almindelighed blev der først indført renovation
i løbet af 1300-årene. Indtil da anvendte
man affaldet og resterne af nedbrudte
og nedbrændte bygninger til opfyld og planering
af grunde. Der fandt omfattende byggemodninger
sted gennem opfyld af hele nye
byområder, som opstod ved f.eks. at indvinde
nyt land fra åer eller lavtliggende områder.
Lagene under byerne er deres underjordiske
arkiv. Her rummes fund af mange slags –
både skår af datidens potter og pander, stumper
af lædersko og af knive, låse og værktøj
samt rester af selve husene i form af vægspor,
murrester og stolpehuller (fig. 1). Når forholdene
er til det, dvs. hvor der er vådt nok, kan
man være heldig at finde bevarede træsager,
som krus, tønder og kander, men også rester
af træhuse.
Sænkning af grundvandet er fatalt for de
bedst bevarede lag, og det vil sige dem, som
er vanddrukne. En sænkning går både ud
over lagene på den grund, hvor sænkningen
foretages, og lag på tilstødende områder vil
med tiden tørre ud, så alle organiske ting rådner
bort. Gravearbejder ved nybyggeri medfører
den totale destruktion af det, som bortgraves,
og vi varetager ikke hensynet til kulturarven
ved at følge graveriet på kanten af
hullet, eller ved blot at indsamle fund fra jorddyngerne.
99