– Status og fremtid for dansk arkæologi

Fig. 3. Principskitse af udviklingen
i kirkebyggeriet
fra 1000-årenes trækirker
til 1400-årenes gotiske
kirker. Alle de her skitserede
kirketyper optræder
blandt ødekirkerne.
Tegning Beth Beyerholm.
taget, men den skal suppleres med lokalmuseernes
nyeste oplysninger. En stikprøve i
Aalborg Historiske Museums område har allerede
vist, at det vil forøge antallet af ødekirker
betydeligt. Der er indtil videre registreret
143 ødekirker i det åbne land i det nuværende
Danmark – altså ikke medregnet Skåne, Halland,
Blekinge og Sydslesvig, som var en del af
Middelalderdanmark. De nedlagte kirker i
byerne er heller ikke medregnet her. Tallet
dækker over nedlagte sognekirker. Hertil skal
lægges et antal kapeller og klosterkirker.
Det er kendt, at en del kirker blev nedlagt
efter reformationen i Danmark i 1536. Der er
vi oppe i en tid, hvor de skriftlige kilder er
bevaret i rimeligt omfang, og hvorfra vi har
breve, der giver tilladelse til nedrivningen og
typisk til genbrug af byggematerialerne i en
nærliggende kirke, hvis de ikke gik til det omfattende
kongelige og adelige slotsbyggeri.
Hele 65 af de 143 kirkenedlæggelser kan
henføres til tiden mellem 1536 og 1600. Det
er lidt under halvdelen. Bygningerne blev taget
ned og kirkegårdens område udlagt til
dyrkning. Kirkernes placering i landsbyen er
herefter gået i glemmebogen. Et navn som
„kirkeager“ på de ældste matrikelkort fra o.
1800 kan vise hen mod en lokalisering, men
kan lige så vel blot fortælle, at det har været
en mark ejet af kirken. At kirkerne og kirkegårdene
kan genfindes er Bøgesø i Sydsjælland
det nyeste eksempel på. Men det viser
også, hvor meget det haster, hvis vi skal redde
blot de mest nødvendige informationer om
kirkebygninger og grave. På oversigtsfotoet
(fig. 4) fra Næstved Museums udgravning i
1998 kan man tydeligt se, at det kun er den
sidste rest af selve kirkebygningens fundamentsgrøft,
der er tilbage efter års pløjning.
Selvom de sparsomme skriftlige middelalderkilder
omtaler kirkenedlæggelser, er det
for de fleste nok alligevel overraskende, at
størstedelen af nedlæggelserne skete allerede
i løbet af middelalderen. Der tegner sig efterhånden
et ret nuanceret billede af de mange
kirkenedlæggelser. Går vi kronologisk frem
kan de ældste henføres til de første århundreder
af middelalderen, hvor kristendommen
fik fodfæste. Meget tyder på, at det var stormænd,
som først tog den nye tro til sig og byggede
trækirker i tilknytning til deres gård.
Trækirkerne blev i løbet af 1100-årene afløst
af stenkirker. Til denne kategori kan henføres
ødekirker, som vi slet ikke har haft noget som
helst kendskab til fra de skriftlige kilder, før
bygge- og anlægsarbejder bragte dem frem i
lyset. En kirkegård i Stenløse nordvest for København
med beregnet op mod 1.000 grave
er et eksempel, og endnu et er Viby Tømmerhandel
i udkanten af Århus, hvor 126 begravelser
blev udgravet af Forhistorisk Museum,
Moesgård i 1996 (fig. 5).
Næste kategori er kirkenedlæggelser, der
sker som følge af, at man allerede o. 1300 har
justeret sognedannelsen. Årsagerne ser ud til
at være landsbynedlæggelser, eller sogne der
ganske enkelt viste sig at være for små og fattige.
At dømme efter forholdene i Ribe Stift
kan op mod 1/3 af kirkenedlæggelserne være
sket af disse grunde. Tirup ved Horsens med
574 grave og både rester af træ- og stenkirke
er et sådant eksempel (fig. 6).
Højt at ligge, dybt der skæres – Om middelalderens borgruiner og ødekirker i dyrkningslandskabet
93