– Status og fremtid for dansk arkæologi

Fig. 18. På Galgedilgravpladsen
ved Otterup
på Nordfyn, er denne vikingetidsgrav
undersøgt i
1999. Den mørke firkant
bagerst i billedet er graven
og de mørke furer, der
skærer på tværs af graven,
er moderne pløjespor. I
den brede, mørke fure lå
den dødes underkæbe,
brutalt flået af vikingens
kranium af plovjernet.
Foto Susanne Klitgaard.
Ofte kan man konstatere, at de senest
etablerede begravelser er hårdest medtagne,
og det er antagelig forklaringen på, at grave
fra yngre jernalder og tidlig vikingetid (5.-9.
årh.) er yderst sjældne ikke blot på Fyn men
i store dele af landet. Heldige fund fra områder,
der har været dækket af flyvesand eller
skov siden jernalderen, viser, at gravene fra
netop disse århundreder ofte har været anlagt
direkte på markoverfladen blot dækket af en
lille tue. Denne har imidlertid ikke ydet tilstrækkelig
beskyttelse mod plovjernet, og resultatet
er, at gravene fra oldtidens guldalder
mangler. Vi får dermed et fuldstændigt skævt
billede af befolkningsudviklingen og -tætheden
i den sene del af Danmarks oldtid.
Jernalderens gravpladser har bestået af
andet end nedgravninger med brændte eller
ubrændte lig og eventuelle gravgaver. På de
fleste gravpladser har der antagelig været
konstruktioner, f.eks. hegn, stensætninger,
bautasten, småhøje eller pælekonstruktioner,
som har markeret, at her var et sted med speciel
betydning. Ved og omkring gravpladsen
kan der have været ligbrændingspladser, ildsteder,
lerkarofringer, dødehuse og vejforløb,
men disse „overfladiske“ anlæg og konstruktioner
er der kun yderst sjældent bevaret
spor af (fig. 17). Dermed mangler et betydeligt
kildemateriale til belysning af mangfoldigheden
i jernalderens begravelsesritualer,
og det bliver stadig sværere at få ny viden om
fortidens dødekult og religionsudøvelse.
Det er ikke kun plovjernet, der udgør en
trussel mod gravene. Grubning og dræning er
andre aktiviteter, der ofte kan dokumenteres
at have forvoldt skade på anlæggene. Markarbejdet
bliver udført med stadig tungere landbrugsmaskiner,
og det giver et stort tryk på
niveauet umiddelbart under pløjelaget – altså
dér, hvor størstedelen af gravene findes. Resultatet
er, at lerkar og andre gravgaver oftest
er deformerede eller knust af trykket.
Et hidtil upåagtet aspekt må føjes til de
ødelæggende faktorer, nemlig forurening. I
den forbindelse skal man ikke blot fokusere
på den kemiske forurening fra landbrugskemikalier
og syreregn, for selvom vi ser, at genstande
f.eks. af bronze fundet i dag er mere
opløste end fund fra samme sted gjort i forrige
århundrede, så er effekten af disse påvirkninger
ikke tilstrækkeligt belyst. Derudover har
meget detaljerede undersøgelser af især
Brudager-gravene flere gange afsløret små
moderne genstande, som af ploven er slæbt
ned til bunden af pløjelaget – og herfra videre
ned i gravene af jordboende dyr eller grubbere.
Så længe det drejer sig om blyhagl, plastic
eller porcelæn, kan genstandene let udskilles
som moderne, men når det drejer sig om jern
eller glas, som faktisk findes i store mængder
i pløjelaget alle steder, bliver det straks sværere
at skelne nyt fra gammelt. Man kan derfor
frygte, at problemet med „falske oldsager“
bliver forstærket i fremtiden.
Sammenfatning
Det er en kedelig konstatering, at en betydelig
del af gravpladserne i det åbne land kan betragtes
som mere eller mindre ødelagte (fig.
18). Det er ikke mindst beklageligt, at ødelæggelsen
for alvor er foregået inden for
mands minde – efter de fynske iagttagelser at
dømme især inden for de sidste ca. 25 år. De
tre ovenfor beskrevne eksempler viser samstemmende,
at der ofte er pløjet 15-20 cm af
gravene, og at gravpladsernes kildemateriale
er forringet med mere end 50% i forhold til
det tidspunkt, hvor gravlæggelserne ophørte.
Det kan derfor forudses, at det ved fremtidige
gravpladsundersøgelser kun vil være muligt
at anvende højst halvdelen af gravene til de
videnskabelige analyser, som vel overhovedet
er argumentet for at foretage en udgrav-
Fynske jernaldergrave – en udryddelsestruet gruppe af fortidsminder
83