– Status og fremtid for dansk arkæologi

ger kun alt for godt fra talrige udgravninger.
Et eksempel på denne nedslidning ses ved de
såkaldte grubehuse, som er småhuse, hvor
gulvet er forsænket ca. 50 cm ned i undergrunden.
To kraftige stolper bar taget, og
væggene kan bestå af tilspidsede pæle. Alt for
ofte ses grubehusene imidlertid kun bevaret
som sørgelige rester i form af en klat mørk
jord og to stolpehuller (fig. 5).
Den omfattende destruktion af bopladserne
ses også direkte på markoverfladen. Bopladser
fra den ældre jernalder er ofte rige på keramik,
og de afslører sig som oppløjede skårsamlinger
fra affaldshuller og kulturlag. Går
vi til yngre jernalder og vikingetid er det ofte
oppløjede metaloldsager, som afslører de
slidte bopladser (fig. 6). På den rige Gudmeboplads
på Fyn er fundet over 4.000 oldsager
i pløjelaget, hvor de ligger revet ud af deres
oprindelige sammenhæng. Blandt disse er
mange fra splittede guld- og sølvskatte. Den
overflade, som oldtidens mennesker engang
færdedes på, er pløjet sønder og sammen, og
det de tabte eller på anden måde efterlod er
i dag udsat for en langsom, men sikker ødelæggelse
i pløjelaget (fig. 7).
Nedslidningen medfører, at bopladsernes
videnskabelige potentiale til belysning af det
danske samfunds økonomiske og sociale udvikling
i jernalder og vikingetid går tabt. Som
eksempel kan blot nævnes de hegn, som har
omgivet de fleste gårde og landsbyer. Forsvinder
disse, og det er de allerede mange
steder, så er det næsten umuligt at følge en
gård eller landsbys tidsmæssige udvikling.
68
Det enestående billede af udviklingen i Vorbasse-landsbyen
gennem 1000 år ville vi aldrig
have haft mulighed for skildre uden gårdenes
hegnsgrøfter. De muliggør, at ældre gårde
kan adskilles fra yngre via overlapningerne
mellem hegn og huse. Der kunne nævnes
mange andre eksempler.
Dokumentation
Landets museer med arkæologiske ansvarsområder
har indsamlet dokumentation for
den voldsomme ødelæggelse af vor ikke-synlige
kulturarv. Ved ældre bopladsudgravninger
er ofte registreret dybden af anlæg, tykkelsen
af kulturlag og så videre. Når disse
bopladser genudgraves kan foretages en direkte
sammenligning af den nuværende og
tidligere bevaringstilstand. Jeg har fået lov til
at trække lidt på de oplysninger, som museerne
har indsendt til Rigsantikvarens Sekretariat
i 1997 i forbindelse med en undersøgelse
af dyrkningstruslen og de ikke-synlige fortidsminders
bevaringstilstand på landbrugsjorde. 1
Det er ikke opløftende læsning, og der skal
her gives et par eksempler.
Snorup, Rytterbakken, Rispebjerg og
Kalmergården
På den store jernudvindingsplads Snorup
har Varde Museum ved Olfert Voss’ arbejde
påvist, at der i perioden fra 1935 til 1995 er
forsvundet 40 cm af de arkæologiske anlæg
(fig. 8). Vigtige detaljer omkring for eksempel
konstruktionen af den specialiserede boplads’
enestående jernudvindingsanlæg er
dermed gået tabt.
Lars Jørgensen, Nationalmuseet
Fig. 5. To såkaldte grubehuse
fra vikingetidens
storgård ved Tissø. Huset
til venstre er velbevaret og
ca. 50 cm dybt. I bunden
af grubehuset ses hullerne
til de tagbærende stolper
og langs kanten er tydelige
spor efter væggens
nedbankede pæle. På billedet
til højre ser undrende
arkæologer på de sørgelige
rester af et tilsvarende,
men voldsomt
nedslidt grubehus. Kun
en lille klat mørk jord og
to stolpehuller uden for
er bevaret – mindst 40
cm er pløjet af dette grubehus
i årenes løb. I baggrunden
ses et langt bedre
bevaret grubehus. Det
har undgået nedpløjning,
da det lå under et bevokset
markskel.
Foto Lars Jørgensen og
Per Poulsen, Nationalmuseet.