– Status og fremtid for dansk arkæologi

storie, og vi kommer så tæt på, at vi bliver fortumlede
over årtusinders flygtighed.
Gravhøjene er sprængfyldte med informationer
om de mennesker, der levede her årtusinder
før os (fig. 4). De rummer ikke bare begravelser,
men som et stykke forseglet fortid
rummer de et kildevæld af oplysninger om
natur, kultur, livsgrundlag, skikke og ritualer
hos de oldtidssamfund, der byggede dem. De
er vores kildemateriale – nøglen til forståelsen
af oldtidens samfund. Vi er i en tid længe
før det skrevne sprog, en tid, hvorfra fortidsminderne
og oldsagerne er kildematerialet.
De er vores eneste databank.
Ja, det er velkendt, at gravhøjene knejser
højt på de danske bakkedrag. Mindre kendt
er det, at disse fredede gravhøje blot udgør et
fåtal af den oprindelige mængde. Vel omkring
200.000 gravhøje har engang klædt det
danske landskab. I dag er kun 10% beskyttet
af fredning.
Tidligere tids overtro beskyttede til en vis
grad højene mod ødelæggelser. Til trods for
lokkende rygter om skjulte rigdomme vægrede
man sig i et vist omfang mod højbrud, der
kunne medføre alskens ulykker for den formastelige
skattejæger – i alle tilfælde når det
gjaldt de store høje. Med oplysningstiden og
de store landboreformer veg såvel overtro
som gravhøje imidlertid for økonomiske hensyn.
Vi ved bl.a. fra præsternes indberetnin-
42
ger til Oldsagskommissionen, at gravhøje
blev ødelagt i stor stil. De blev i hobevis ofret
i landbrugets og fremskridtets hellige navn,
og blev slet og ret spredt som gødning ud på
markerne. Under den nationalromantiske
bølge, der vandt indpas i 1800-årene, vågnede
imidlertid befolkningens nationale bevidsthed
og interesse for vore fælles kulturelle
rødder. Det førte til iværksættelsen af de
såkaldte herredsberejsninger i 1873, hvor
der indledtes en landsdækkende besigtigelse
og registrering af fortidsminderne med efterfølgende
fredningstiltag. Det var de absolut
bedst bevarede gravhøje, der herved blev
reddet. Resten lå stadig under plov. I dag er
der fredet ca. 20000 gravhøje fra fortrinsvist
stenalderen og bronzealderen. Det var inden
den store mekanisering af landbruget tog fart.
Mange anseelige, op til flere meter høje og
kun let beskadigede, gravhøje blev ikke fredet.
Disse høje er der siden blevet dyrket hen
over, og det er dem, sagen nu drejer sig om.
De skønsmæssigt 80.000 gravhøje, som vi
har kendskab til, og som endnu ligger i dyrket
mark og nedbrydes med galopperende hast.
Med landbrugets intensive driftsformer, hvor
tunge maskiner, dybtgående jordbearbejdning,
sprøjtespor og specialafgrøder er nøgleord
i disse år, kan det ikke komme bag på nogen,
at vi for længst har nået smertegrænsen
for, hvad kulturarven kan bære. Den udvikling
forudså man ikke, dengang fredningerne
Pauline Asingh, Moesgård
Fig. 2. Gravhøje kroner
det grønne land. Skyum
Bjerge, Thy.
Foto Jens-Henrik Bech,
Museet for Thy og Vester
Hanherred.