– Status og fremtid for dansk arkæologi

Højfolkenes jammersminder
Pauline Asingh, Moesgård
Fig. 1. Bronzealderens
gravhøje er en væsentlig
del af vores kulturarv.
Råhøj, Århus.
Foto: Thomas Pedersen.
Gravhøje kroner det grønne land
hvor skønt fortoner sig sø og strand
Det er et tilbagevendende udsagn, at gravhøje
kroner de danske bakkedrag. Det gjorde de
i 1925, da Johannes V. Jensen skrev „Hvor
smiler fagert den danske kyst“, og det har de
gjort, siden de blev bygget i oldtiden for 3-
4000 år siden. De ligger der som monumenter
over henfarne slægter, og vi imponeres i
dag over deres mægtighed og beliggenhed
lige dér, hvor øjet ustandselig møder dem (fig.
1). Her begravede man sine døde. Med udsøgt
omsorg og under rituelle optrin blev de
stedt til hvile i svære kister foret med skind.
Personlige ejendele som smykker og våben
blev givet med til livet hinsides. Over den
døde rejste slægten en høj af sten, jord eller
græstørv – én meter, to meter – ja endog op
Højfolkenes jammersminder
til 9 m høj og mange kubikmeter stor (fig. 2).
Andre medlemmer af slægten blev senere
stedt til hvile i samme høj, eller en ny rejstes,
alt efter skiftende tiders skik og brug. Og sådan
står de endnu i dag som et minde. Generation
efter generation er fortællingen om de
døde stormænd og kvinder blevet fortalt og
genfortalt i ære og respekt.
Og vi fyldes af respekt og ydmyghed, når
vi i dag står over for de også i europæisk henseende
helt enestående velbevarede grave fra
bronzealderens høje (fig. 3). Egtvedpigen er
blevet en del af vor nationale identitet (fig. 3).
Den fagre unge kvinde med det lyse hår der,
iført kortærmet bluse og skørt, blev begravet
med sommerens blomster for 3500 år siden.
Også familien fra Borum Eshøj – en ældre
mand og kvinde og den unge mand ligger
endnu der med hår og negle, huer og dragter
og prægtige gaver. De fortæller Danmarkshi-
41