– Status og fremtid for dansk arkæologi

Fig. 2. I 1982 begyndte
man at overføre sognebeskrivelsen
til elektroniske
medier. Det førte i 1984
til oprettelsen af Det KulturhistoriskeCentralregister,
og det indeholder i
dag oplysninger om hen
ved 140.000 fortidsminder
og findesteder.
landskabet, er det ikke længere et enkelt hjørne
af naturen, vi ændrer. Det er hele landskabet.
Vi bygger motorveje og industrikvarterer.
Vi forbinder kyst med kyst med broer, vi
bygger nye øer, og vi sammenlægger landbrug.
Vi er i færd med at skabe et nyt landskab,
der har sin egen skønhed og sit eget
store udsyn, og som uden grænser leder direkte
ned til det europæiske kontinent – og vi
er ved at lære at se på det landskab på en ny
måde.
Men vort forhold til historien og det nationale
har ændret sig. Vor selvforståelse udfordres
gang på gang. Og når vore folkekære
digtere som f.eks. Benny Andersen i dag skildrer
den danske skabelsesmyte, lyder det i al
sin korthed sådan:
I begyndelsen var isen
derpå kom indvandrerne
de første jægere sydfra
Også i nutiden gør vi den samme erfaring,
som guldalderens og den tidlige industrialismes
mennesker: De rammer, som tidligere
omgav vor tilværelse som nation, er ved at
forvandles. Og vi begynder at forstå, at Historien
ligner den menneskelige erindring: den
udvælger og forarbejder bestandig nye temaer,
samtidig med at den er udtryk for noget
bestandigt svindende. Vi ser, hvordan den
historiske erindring i stigende grad slettes fra
Dansk arkæologi – tilbageblik og udblik
landskabet, der mere og mere præges af vor
tids bygge- og anlægsarbejder. Og vi ser,
hvordan vi med den moderne teknologi er
nået ned i de dybeste lag af landskabets erindring,
og hvordan de svage spor fra oldtiden
nu oftest kun tegner sig som mørkfarvede
skygger under pløjelaget i det lyse undergrundssand.
Både i 1800-tallet og i 1900-tallet var der
vældige bevægelser i gang, der kæmpede for
at bevare den svindende fortid – det jeg har
kaldt landskabets erindring. Når Johannes V.
Jensen sagde, at „Hvad Haanden former er
Aandens Spor“, så var også det et greb tilbage
til det, man i Guldalderen kaldte “Ånden i
naturen”. Udtrykket var H.C. Ørsteds, og da
man for nylig på Nationalmuseet afholdt et
debatmøde i anledning af 150-året for udgivelsen
af Ørsteds bog af samme navn, var der
flere af debatdeltagerne, der pegede på slående
paralleller mellem Ørsteds tid, Guldalderen,
og vor egen.
For også i dag er der en hel generation af
unge, der kæmper for at bevare „Ånden i
naturen“. De gør det bl.a. med det, vi kalder
„nødudgravninger“, dvs. de undersøgelser,
som vi i dag foretager i et kapløb med tiden og
de store maskiner, som bygger veje, broer,
gasledninger og industrianlæg. Og de gør det
med en videnskab, som netop udsprang af
Guldalderen, men som i dag har udviklet sig
til at være et særfag i den humanistiske klasse,
en universalvidenskab, fordi den har forgreninger
langt ind i flertallet af de naturvidenskabelige
discipliner. Der er og har altid været
masser af Guldalder i arkæologien, fordi
den – ofte på trods af alle odds – forsøger at
opretholde et helhedssyn på menneskets udviklingshistorie.
Man kan i dag ikke udøve arkæologi uden et
omfattende kendskab til geologiske og miljøhistoriske
forhold. Studiet af oldtidshistoriens
mennesker kræver dyb indsigt i fortidens flora
og fauna, i fangststrategier og domesticeringsprocesser.
Det nødvendiggør et nært
samarbejde med bl.a. geologi, kvartærbiologi,
osteologi, zoologi, etologi og biologi. Og
samtidig har man erkendt, at oldtidens samfund
heller ikke kan studeres uden et indgå-
21