– Status og fremtid for dansk arkæologi

Dansk arkæologi
– tilbageblik og udblik
Jørgen Jensen, Nationalmuseet
„Danmark er ved en voldsom Naturomvæltning
opdukket af Havets Skjød“.
Sådan begyndte den første, store fortælling
om Danmarkshistoriens ældste tider.
Den blev skrevet i året 1843, og forfatteren
var den unge videnskabsmand Jens Jakob
Asmussen Worsaae, en af de første arkæologer
i dette land. Worsaaes bog „Danmarks
Oldtid“ blev skrevet midt i den danske Guldalder,
den tid da vi danskere begyndte at opfatte
os selv som et folk. Det var kun en menneskealder
efter de store nationale katastrofer:
tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i
1813 og tabet af Norge i 1814. En nationalfølelse
var ved at blive født. Og videnskabsmændene,
digterne og malerne lagde pen og
pensel til denne følelse. De skabte et Danmarksbillede
med en historisk dybde, som
blev hvermands eje generationer frem i tiden.
Læser vi videre i Worsaaes bog om Danmarks
Oldtid, ser vi, hvordan han beskriver,
at landets „nøgne Grusbanker efterhaanden
blev dækket med Skove...først bevoxedes
Landet med Eeg; derefter fremtraadte Skove
af El, og endelig var alt saaledes forberedt og
udviklet, at den lyse, smukke Bøg kunde sprede
sine Kroner ud over Landet“. Det er som
at betragte et af Guldalderens landskabsmalerier.
Et billede af Johan Thomas Lundbye
f.eks. Hvor det lyse, danske landskab
åbner sig for os med sine fine og harmoniske
linier, med spredte skovvækster i det bakkede
terræn, hvor kvæget græsser på de halvåbne
og kratfyldte marker – og hvor historien
næsten altid er til stede, gerne i form af en
gravhøj, en stendysse, eller en fjerntliggende
landsbykirke.
Guldalderens kunstnere og videnskabsmænd
skabte deres Danmarksbillede ud fra
en dyb følelse af, at noget var ved at forsvinde.
„Det gamle land“, som man har kaldt land-
Dansk arkæologi – tilbageblik og udblik
skabet før de store landboreformer i slutningen
af 1700-tallet, var på tilbagetog. Det havde
udspillet sin rolle som landbrugsland og
var ved at blive erstattet af et landskab med et
ganske andet udseende. Med udflyttede bondegårde,
hegnede skove og marker, som blev
dyrket helt anderledes intensivt end før. Og
oldtidsminderne blev nu sløjfet i tusindvis.
„Bonden skulle skaane Stendyssen, naar
han saa den aftegnet“, sagde Lundbye om
sine fine, indtrængende billeder af landets
store gravhøje og stengrave. Men det landskab,
som i sig havde båret så stærke mindelser
om oldtiden, var uigenkaldeligt ved at forsvinde.
Derfor skabte Guldalderens kunstnere
og videnskabsmænd i fællig en stor fortælling
om folkets og landets skabelseshistorie,
en fortælling som hvilede trygt i den nationalfølelse,
alle danskere nu havde del i.
I det toneleje hvilede også den næste store
fortælling om vor ældste historie, som udkom
i 1892. „Vor Oldtid“ hed den. Den var skrevet
af Nationalmuseets direktør, den store videnskabsmand
og arkæolog Sophus Müller.
Efter det bitre nederlag til Preussen i 1864
var arkæologien blevet til en national videnskab.
Den var nu en videnskab, der var „stolt
over at være fremgaaet af Folkets Skød“, og
hvis opgave det var, at opfylde „Folkets Trang
til Selverkjendelse og dets Kjærlighed til sine
Minder“, som Müller skrev det.
Det er da heller ikke tilfældigt, at den sidste
store genfortælling af danskernes ældste historie
udkom i årene 1938-40, i tiden op til
den tyske besættelse af Danmark under 2.
verdenskrig. “Danmarks Oldtid” var titlen på
det store trebindsværk, hvis forfatter var arkæologen
Johannes Brøndsted. Det tredje
bind, jernalderbindet, udkom efter den 9.
april 1940 og skildrede, hvordan der efter en
19