– Status og fremtid for dansk arkæologi

More documents

Recommendations

Info

sporene efter den forsvarsvold, som Erik Menved lod opføre på Hjelm, efter at han havde ødelagt Marsk Stigs befæstning, som vi ser de afbrændte rester af i bunden af gravefeltet. Fremtiden og truslerne mod fortidsminderne er også en del af denne fjerde tidsdimension, og det er den, vi må forsøge at tage i ed. Og det er så her, jeg må skitsere, hvordan jeg i den fremtid kunne ønske mig, at mit arkæologiske landskab skulle være formet. Ikke alle historikere bryder sig om at høre det, men det er arkæologerne, der går rundt med nøglen til en bedre forståelse af fortiden i baglommen på de våde overtræksbukser. Der er ikke stor sandsynlighed for, at der dukker hidtil oversete dokumenter af stor betydning for vores 1100-tals-viden op i et lille, sydtysk kloster, så det er ved hjælp af hullerne i jorden, at vi kan begynde at ane sammenhænge og få hold på en samfundsstruktur, som de skriftlige kilder ikke har kunnet afdække i tilstrækkeligt omfang. Det ligger nemlig i sagens natur, at det mest har været de velbjergede, vi har vidst noget om, for de overleverede papirer har været dokumenter, der havde retsgyldighed, altså skøder, testamenter og lignende. Og hvis vores middelaldermennesker har haft brug for den slags breve, er det fordi, de har haft noget, der kunne bortskødes eller skulle gives bort ved dødsfald. Altså løsøre af en vis værdi eller jord. Men takket være middelalderarkæologiens udvikling indenfor de seneste 10-20 år, begynder vi at kunne ane omridsene af andre dele af befolkningen. De står endnu lidt tåget, de mennesker, men den sidste middelalderkælder eller den sidste kloster-lægmandsfløj er jo heldigvis ikke udgravet endnu, så jeg er sikker på, at vi nok skal kunne se dem med mere sikre øjne og ikke være henvist til den rene fantasi og den historiske romanfiktion. En af arkæologiens fremtidige opgaver bliver helt klart at udrydde myter, og selv med de seneste års ubestridelige resultater for øje, ved vi alle, hvor svært det er. Palle Lauring skrev engang, at moderne, franske forskere var ved at finde ud af, at Jeanne d’Arc formentlig ikke blev brændt på bålet, og franskmændene blev rasende. Hun skulle spilleme 14 være brændt. Ellers gik hele den franske identitet fløjten. Hvor var Gloiren henne, hvis hun var blevet benådet? Og hvis vi i dag går ud og spørger en dansker om, hvem der i 1286 myrdede Erik Klipping, vil jeg godt vædde adskillige, syvtakkede stjerner på, at 90% vil svare „Marsk Stig“. Moderne forskere er ikke enige om, hvem der i virkeligheden „med egen hånd overvar det slemme mord“, som der står i domsbekræftelsen af 1305, men de er ret enige om, at det i hvert fald ikke var marsken. Jeg tror ikke, der kommer dokumenter frem, der giver os opklaringen, men jeg lever stadig i håbet om, at arkæologerne en dag kan finde nogle flere brikker til det puslespil, som virkelig har huller. Sommerens udgravninger på Hjelm er et skridt i den retning, og skønt jeg ikke tror, at danskerne vil lægge arkæologerne for had, hvis de kommer med det endegyldige bevis på, at det ikke var marsken, der var hovedmanden bag kongemordet, så skal der mange, tungtvejende arkæologiske nyresultater til for at få myten aflivet. Vi har en anden, sejlivet historisk myte fostret af andelsbevægelsen og 1930’ernes forsøg på at drage den såkaldte almindelige befolkning ind i historieskrivningen. Det er myten om vore 1100- og 1200-tals-kirker, som angiveligt blev til, ved at bønder løftede i flok. I dag har arkæologien vist os, at den overvejende del af kirkerne blev bygget og var ejet af de lokale jorddrotter, men myten om de kirkebyggende andelsbønder er svær at få has på. En af grundene har muligvis også været, at en stor kulturpersonlighed og meget læst forfatter som Martin A. Hansen gik ind for tanken med brask og bram, og jeg har faktisk været ude for temmelig aggressive reaktioner fra mennesker, som ikke ville have deres vedtagne middelaldercirkler forstyrret, fordi sådan en arkæolog tilfældigvis havde gravet en stormandsgård frem umiddelbart vest for en 1200-tals kirke. Det er jeres resultater, som i de senere år har fået middelalderens stormandssamfund op i lyset, og mange historikere har allerede taget de resultater til sig og er begyndt at revurdere Danmarks tidlige middelalder. På den måde bliver der arbejde til næste generation også. Helle Halding, Danmarks Radio
Fig. 3. Fortiden nærmest vælter op af jorden. Og der kan vi selvfølgelig ikke lade den ligge. Den må undersøges og bearbejdes, og vi kan ikke så godt putte den ned i hullerne igen og glemme alt om den til bedre tider. Foto Lars Jørgensen Det bliver formentlig også arkæologien, der må udrede de indviklede tråde omkring magtcentre og magtskifter omkring år 1000. Hvem ejede Sjællands jord, da Harald pakkede flyttekasserne i Jelling og tog til Roskilde? Hvorfor får Hvide Krist først fodfæste blandt sjællandske stormænd mere end et halvt århundrede efter, at Harald påstod, at han havde gjort danerne kristne? Jeg kender mere end en historiker, hvis negle er bidt ned til grunden, mens de i spænding venter på de seneste resultater fra Tissø, hvor hullet mellem den arkæologiske og den skriftlige dokumentation til stadighed bliver mindre. Og et af mine hedeste ønsker for fremtidens arkæologi er, at I finder de 20-40 år, der mangler i min viden om magtforskydning og trosskifte på Sjælland. Jeg har også en jysk vision om at få lukket huller i min erkendelse af fortidens samfund, og nu skal vi lidt tilbage i tiden. Det er muligvis en forfærdelig vildvej, jeg prøver at lokke jer ind på, men man kan aldrig vide. Der skal megen fantasi og kombinationsevne også til at være arkæolog. Jeg vil så gerne have etableret en forbindelse mellem Haithabu over Ribe til Midtjylland omkring år 900. Så derfor må jeg fortælle jer historien om Gnybli eller Gnyfle, og jo flere huller, arkæologerne lukker for mig, des tættere kommer jeg på historiens kerne. Navnet Gnyfle findes kun et sted i det danske område, og det er på en runesten, som Luk hullerne! – Et arkæologisk essay i dag står udenfor Bække kirke mellem Vejen og Vorbasse, men det er en sekundær placering. Stenen fortæller os, at „Tue Ravnsunge og Funden og Gnyfle. De tre gjorde Thyres høj“. Runologerne Erik Moltke og Niels Åge Nielsen er uenige om dateringen. Moltke rubricerer den som før-Jelling, Nielsen som tilhørende Jelling-perioden, altså omkring 950. Tue Ravnsunge har ikke været en hr. hvemsomhelst, for i det område af Jylland har vi tre sten, der bærer hans navn. Der er ca. 40 km mellem den første og den tredje. Og hvis vi hælder til teorien om, at mange runesten er sat som en slags skelpæle, og jeg hælder ret stærkt, så har Tue Ravnsunge været rigtig velaflagt hvad jord angår. Thyre nævnes på en anden af de tre sten som Tues „dronning“, men drottning kan også betyde hustru, så det er formentlig ikke Thyre Danebods høj i Jelling, de tre mænd har været med til at grave jord på. Snarere Tues hustrus. Hvis vi slår navnet Gnyfle op, finder vi ud af, at det er et diminutiv af Gnupa, og ham kender vi fra Haithabu. Han er nævnt på to runesten, som formentlig er en smule ældre end Bække-stenen. Han har været gift med Asfried, som har rejst de to sten – ganske vist ikke over Gnupa, men over deres søn, og på den ene Haithabusten nævner Asfried, at hun er datter af Odinkar. Det navn er knyttet til Ribe, hvor vi af Adam af Bremen får at vide, at den tredje biskop i missionstiden hed Odinkar, og at han med sin privatformue skabte Ribe bispestol. Og nu er det, at jeg gerne vil have vished for, at Gnyfle, lille Gnupa, er opkaldt efter bedstefar, som på et tidspunkt havde magten i Haithabu, og at en del af Tue Ravnsunges privatformue i jord stammer fra Odinkarslægten ovre ved Ribe. En vished, som formentlig kun arkæologerne kan skaffe mig. Hvis jeg skulle digte videre, ville historien lyde nogenlunde således: Gnyfle er en sildefødning og en smule tilbage. Gnyfle er en fumler-tumler – det kan vi jo høre på navnet – og på sit dødsleje har mor Thyre sagt til Funden, som naturligvis er Gnyfles storebror, han kan være adopteret, inden Thyre og Tue fik Gnyfle, at han skal passe på Gnyfle. „Han er så god, som dagen er lang, men han er stor og stærk, og han ved ikke rigtig, hvordan han 15
Page 1: - Status og fremtid for dansk arkæ
Page 4 and 5: Før landskabets erindring slukkes
Page 6 and 7: Claus von Carnap-Bornheim, Archäol
Page 9 and 10: Status og fremtid for dansk arkæol
Page 11 and 12: Luk hullerne! - Et arkæologisk ess
Page 13: Fig. 2. Det er blevet sagt så ofte
Page 17: en del af fastlandet“. Og vores n
Page 20 and 21: strålende og solgylden bronzealder
Page 22 and 23: ende kendskab til samfundsvidenskab
Page 24 and 25: den almindelige samfundsudvikling v
Page 26 and 27: nok til, at der har kunnet dannes
Page 28 and 29: logiske forhold samt bebyggelse og
Page 30 and 31: Dette bevirkede, ar der i 1987 blev
Page 32 and 33: været udsat for nedbrydning i læn
Page 34 and 35: Dette har givet et indtryk af de se
Page 36 and 37: tier var dækket af nedskredne/nedp
Page 38 and 39: Ansvaret for at denne fundtype ikke
Page 40 and 41: 40 Søren H. Andersen, Marinarkæol
Page 42 and 43: storie, og vi kommer så tæt på,
Page 44 and 45: ikke enestående. Blandt de andre,
Page 46 and 47: overpløjede gravhøje blev der på
Page 48 and 49: af usædvanligt fine gravgaver - sm
Page 50 and 51: De skønsmæssigt 20.000 nedpløjed
Page 52 and 53: Gravhøjene repræsenterer så åbe
Page 54 and 55: ligge i rund- eller langhøje, de k
Page 56 and 57: fund- og arkivmateriale, der kræve
Page 58 and 59: ger, hvorfor gravlaget i kamrene ik
Page 60 and 61: forfædre, der om nogen har ansvare
Page 62 and 63: ing i udstyret til maskinerne, og d
Page 64 and 65:
Dehn, T., Hansen, S.I., Kaul, Fl.,
Page 66 and 67:
Fig. 2. Illustration af husets og g
Page 68 and 69:
ger kun alt for godt fra talrige ud
Page 70 and 71:
(fig. 10). Ved udgravninger i 1999
Page 72 and 73:
specielt udviklet til økologisk jo
Page 74 and 75:
„skød papegøjen“, vil jeg dog
Page 76 and 77:
Fra sidste halvdel af 1960’erne o
Page 78 and 79:
gen af den sidste kampagne kunne de
Page 80 and 81:
Fig. 9. Bregentved. Den rustne stri
Page 82 and 83:
ingen fra de sidste 15 års unders
Page 84 and 85:
ning. Man kan derfor fristes til at
Page 86 and 87:
På det lovgivningsmæssige område
Page 88 and 89:
den årlige relative havspejlsstign
Page 90 and 91:
Inden for dette landsdækkende mari
Page 92 and 93:
satte for ødelæggelser. Fænomene
Page 94 and 95:
En tredje kategori er kirkenedlægg
Page 96 and 97:
elserne til årtierne omkring 1300-
Page 98 and 99:
stadig bevaret på bankens topflade
Page 100 and 101:
Fig. 2. Kort over middelalderens Da
Page 102 and 103:
e hidtil offentlige foretagender. D
Page 104 and 105:
104
Page 106 and 107:
de fra perioden fra senneolitikum o
Page 108 and 109:
tragtbægerkultur i Schleswig-Holst
Page 110 and 111:
Fig. 11. Arbejdsområdet for forskn
Page 112 and 113:
Donat, Peter, Heike Reimann & Corne
Page 114 and 115:
et meget bredt spektrum af uddannel
Page 116 and 117:
116
Page 118 and 119:
de fortidsminder skal finansieres.
Page 120 and 121:
120
Page 122 and 123:
gitimt konkurrerende interesser. Ve
Page 124 and 125:
124
Page 126 and 127:
mellem fagarkæologiske interesser
Page 128 and 129:
ket reaktion, der nåede helt til t
Page 130 and 131:
delsen af den kommende folketingssa
Page 132 and 133:
som om man derved er blevet fratage
Page 134 and 135:
Jan Skamby: Jeg ved godt, at Maltak
Page 136 and 137:
man tænke sig meget om, for hvis m
Page 138:
er utilfredse med den nuværende fi
show all

– Status og fremtid for dansk arkæologi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?