– Status og fremtid for dansk arkæologi

sporene efter den forsvarsvold, som Erik
Menved lod opføre på Hjelm, efter at han
havde ødelagt Marsk Stigs befæstning, som vi
ser de afbrændte rester af i bunden af gravefeltet.
Fremtiden og truslerne mod fortidsminderne
er også en del af denne fjerde tidsdimension,
og det er den, vi må forsøge at
tage i ed.
Og det er så her, jeg må skitsere, hvordan
jeg i den fremtid kunne ønske mig, at mit arkæologiske
landskab skulle være formet. Ikke
alle historikere bryder sig om at høre det, men
det er arkæologerne, der går rundt med nøglen
til en bedre forståelse af fortiden i baglommen
på de våde overtræksbukser. Der er ikke
stor sandsynlighed for, at der dukker hidtil
oversete dokumenter af stor betydning for
vores 1100-tals-viden op i et lille, sydtysk
kloster, så det er ved hjælp af hullerne i jorden,
at vi kan begynde at ane sammenhænge
og få hold på en samfundsstruktur, som de
skriftlige kilder ikke har kunnet afdække i tilstrækkeligt
omfang. Det ligger nemlig i sagens
natur, at det mest har været de velbjergede,
vi har vidst noget om, for de overleverede
papirer har været dokumenter, der havde
retsgyldighed, altså skøder, testamenter
og lignende. Og hvis vores middelaldermennesker
har haft brug for den slags breve, er
det fordi, de har haft noget, der kunne bortskødes
eller skulle gives bort ved dødsfald.
Altså løsøre af en vis værdi eller jord. Men
takket være middelalderarkæologiens udvikling
indenfor de seneste 10-20 år, begynder
vi at kunne ane omridsene af andre dele af
befolkningen. De står endnu lidt tåget, de
mennesker, men den sidste middelalderkælder
eller den sidste kloster-lægmandsfløj er jo
heldigvis ikke udgravet endnu, så jeg er sikker
på, at vi nok skal kunne se dem med mere
sikre øjne og ikke være henvist til den rene
fantasi og den historiske romanfiktion.
En af arkæologiens fremtidige opgaver bliver
helt klart at udrydde myter, og selv med de
seneste års ubestridelige resultater for øje,
ved vi alle, hvor svært det er. Palle Lauring
skrev engang, at moderne, franske forskere
var ved at finde ud af, at Jeanne d’Arc formentlig
ikke blev brændt på bålet, og franskmændene
blev rasende. Hun skulle spilleme
14
være brændt. Ellers gik hele den franske
identitet fløjten. Hvor var Gloiren henne, hvis
hun var blevet benådet? Og hvis vi i dag går
ud og spørger en dansker om, hvem der i
1286 myrdede Erik Klipping, vil jeg godt
vædde adskillige, syvtakkede stjerner på, at
90% vil svare „Marsk Stig“. Moderne forskere
er ikke enige om, hvem der i virkeligheden
„med egen hånd overvar det slemme mord“,
som der står i domsbekræftelsen af 1305,
men de er ret enige om, at det i hvert fald ikke
var marsken. Jeg tror ikke, der kommer dokumenter
frem, der giver os opklaringen, men
jeg lever stadig i håbet om, at arkæologerne
en dag kan finde nogle flere brikker til det
puslespil, som virkelig har huller. Sommerens
udgravninger på Hjelm er et skridt i den
retning, og skønt jeg ikke tror, at danskerne
vil lægge arkæologerne for had, hvis de kommer
med det endegyldige bevis på, at det ikke
var marsken, der var hovedmanden bag kongemordet,
så skal der mange, tungtvejende
arkæologiske nyresultater til for at få myten
aflivet.
Vi har en anden, sejlivet historisk myte fostret
af andelsbevægelsen og 1930’ernes forsøg
på at drage den såkaldte almindelige befolkning
ind i historieskrivningen. Det er myten
om vore 1100- og 1200-tals-kirker, som angiveligt
blev til, ved at bønder løftede i flok. I
dag har arkæologien vist os, at den overvejende
del af kirkerne blev bygget og var ejet af de
lokale jorddrotter, men myten om de kirkebyggende
andelsbønder er svær at få has på.
En af grundene har muligvis også været, at en
stor kulturpersonlighed og meget læst forfatter
som Martin A. Hansen gik ind for tanken
med brask og bram, og jeg har faktisk været
ude for temmelig aggressive reaktioner fra
mennesker, som ikke ville have deres vedtagne
middelaldercirkler forstyrret, fordi sådan
en arkæolog tilfældigvis havde gravet en stormandsgård
frem umiddelbart vest for en
1200-tals kirke. Det er jeres resultater, som i
de senere år har fået middelalderens stormandssamfund
op i lyset, og mange historikere
har allerede taget de resultater til sig og er
begyndt at revurdere Danmarks tidlige middelalder.
På den måde bliver der arbejde til
næste generation også.
Helle Halding, Danmarks Radio