– Status og fremtid for dansk arkæologi

Afrunding af konferencen
Steen Hvass
Det Arkæologiske Nævn og jeg selv som rigsantikvar
har med denne konference ønsket, at
vi ved årtusindskiftet fremlagde dokumentation
for tilstanden af den arkæologiske kulturarv.
Vi ønskede en åben diskussion af, hvordan
vi fremover kan varetage beskyttelsen af
de skjulte fortidsminder.
Kulturlandskabet er skabt af mennesker
gennem et langt tidsrum, og brugen af dette
landskab er bestemt af tidens krav og metoder.
Der skabes hele tiden nye kulturlandskaber,
men drivkraften i landskabet ligger i
ændringerne bestemt af befolkningsudvikling,
samfundsforhold og af politisk styring. I
de sidste to dage har vi fået en række inputs
og facts, der klart viser den arkæologiske arvs
tilstand i det danske landskab.
Konferencen kom omkring mange emner.
Et af disse er de ca. 30.000 fredede fortidsminder
i form af velbevarede gravhøje og
ruiner, der er dominerende karaktertræk i
landskabet. Disse er beskyttet i henhold til
naturfredningsloven. Danmark betragter vi
normalt som et foregangsland med hensyn til
fredning af natur, landskab og fortidsminder,
men når det drejer sig om beskyttelsen af den
største og mest informative del af vores arkæologiske
kulturarv de skjulte fortidsminder, så
er der bestemt ingen grund til stolthed, tværtimod.
Det fremgår af konferencens indlæg, at
hovedparten af vor arkæologiske kulturarv i
dag ligger ganske ubeskyttet under flad mark,
og at dette materiale rummer de vigtigste
fund og videnspotentiale. Vi lever i en tid
præget af højkonjunktur inden for bygge- og
anlægsvirksomhed, landbrug, skovrejsning
og naturgenopretning, og følgevirkningerne
er meget mærkbare for de fortidsminder, der
ligger gemt i mulden – i moser, enge og i de
omgivende farvande, som det så illustrativt er
vist i foredragene her. Derved er det ikke læn-
Afrunding af konferencen
gere noget vi formoder eller fornemmer. Nu er
det fastslået med dokumentation i skrift, tal og
billeder, at den skjulte kulturarv er stærkt medtaget.
Nedslidningerne og ødelæggelserne har
taget så hårdt fat i de skjulte fortidsminder, at
der må initiativer til nu. Hvis ikke der reageres
hurtigt, så er vi, der er samlet i denne sal,
den sidste generation af arkæologer, der kan
fremskaffe dette rige kildemateriale til udbygning
og forståelse af landets kulturhistorie.
Det gælder de fleste forhistoriske objekter,
som f.eks. køkkenmøddingerne, der har overlevet
i 7000 år, at om ti år vil der udelukkende
være de ganske få fredede objekter tilbage.
Man sikrer vel ikke kun 20 eksemplarer af
hvert levende dyr i den danske natur i særlige
indhegninger og lader resten frit skydes ned?
Det ville betragtes som katastrofalt, og dog
kan de formere sig og igen blive til mange.
Herved adskiller vor kulturarv sig fra naturarven.
Kulturarven kan ikke „formere“ sig og
„genopstå“.
Kulturministeren lagde vægt på i sin åbningstale,
at vi ikke må afskære kommende
generationer fra at udbygge og nyfortolke historien.
Vi må derfor i fællesskab finde veje,
der i øget udstrækning sikrer, at udvalgte og
væsentlige fortidsminder kan bevares på stedet.
Hvilke muligheder har vi da? Ministeren
nævnte at finansieringen af de arkæologiske
undersøgelser i en årrække har været et smertensbarn.
Det er vi flere, der kan skrive under
på. Fra Kulturministeriets side har ikke
mindst skovrejsning og en stadig stigende
uklarhed om begreberne offentlig og privat
myndighed illustreret, at der er behov for en
justering. De daglige samarbejdspartnere,
kommunerne, har ligeledes tilkendegivet, at
der er behov for en justering af loven, og at de
137