– Status og fremtid for dansk arkæologi

Der findes ikke mange andre faggruper
der accepterer med sig selv, at det er pinligt
at bede om støtte. Arkæologien er, så vidt jeg
ved, den eneste faggruppe, der har accepteret
at beskære sig selv først. Det er udtryk for
en beskedenhed, som vi ikke kan leve af i
længden og som har taget overhånd. Den er
startet i forvaltningsdelen og ikke i den ideologiske
del.
Nogen spurgte, om dansk arkæologi får
flere penge, men det skal jo opfattes som at
der kommer flere penge til dansk kulturarv.
Vi beder ikke om penge til brød på bordet,
men til den arv som vi har ansvaret for, og som
ingen andre tager ansvaret for.
Henrik Thrane:
En del af problemet er at vort budget er latterligt
lille. Det drejer sig om pebernødder. Man
anlægger ofte økonomiske målestokke når nogens
betydning nutildags skal vurderes, så en
sektor der kan nøjes med ni millioner om året
kan ikke været meget værd. Allerede det er
en indbygget nedvurdering i forhold til dem vi
skal presse penge ud af, så det må der gøres
noget ved.
Mette Bjerre, Danske Arkæologistuderendes
Landsforening (DALF):
Jeg forstår godt, at mange af de tilstedeværende
arkæologer har svært ved at råbe politikere
og embedsmænd op. Til en konference
som denne, som diskuterer arkæologiens
fremtid, har man fuldstændig glemt at invitere
os studerende, som er arkæologiens fremtid,
hvis den overhovedet har nogen. Disse to
dage har vist, at vi skal være hurtige, hvis vi
overhovedet vil kunne fungere som gravende
arkæologer.
Pauline Asingh har fuldstændig ret i, at
der skal handles nu. De fleste studerende vil
støtte hende, hvis vi vidste hvor slemt det stod
til, men det ved man ikke, med mindre man
kommer med til en begivenhed som denne
konference.
Et af de steder, man har prøvet at lægge
visionerne hen, er museumsloven. Der er store
forhåbninger om at den kan ændre noget
ved situation. Det var derfor med beklagelse
at jeg hørte Erik Johansens oplæg i dag. Det
Afsluttende debat
indeholdt ikke mange visioner, men var stort
set en opridsning af situationen, i stedet for at
være en måske urealistisk kommentar til hvad
museumsloven kan bruges til i nær fremtid.
Kirstine Då, Rigsantikvarens Sekretariat:
Erik Johansen nævnte i forbindelse med
Maltakonventionen den „tidligere inddragelse
i planlægningsprocessen“. Det gav mig det
skræmmebillede, at vi får en lovgivning der
lyder rigtig godt, men som mangler et administrativt
organ til at bære disse ting.
Jeg har engang lavet en undersøgelse om
museernes ressourceforbrug på arkæologi.
Et af de undersøgte aspekter var lokalmuseernes
involvering i det kommunale og amtslige
planlægningsforløb. Mange havde frivillige
aftaler, og det er flot nok, men problemet
er at mange slet ikke kan følge med. Det er
forbundet med så stort et administrativt arbejde,
at jeg ikke kan se hvordan lokalmuseernes
lille faste personale kan følge op på disse
store opgaver.
Tom Christensen, Roskilde Museum:
I forbindelse med museumsloven skylder vi
den historiske udredning, at efter en periode
med slægtsfejder og blodhævn kom der i begyndelsen
af 80’erne en lov, som delte området
på to ministerier. Som det blev sagt i dag
er det måske på tide at samle området igen.
De udøvende arkæologiske museers stilling i
denne sag er svag, fordi de ikke eksisterer
juridisk, men agerer på rigsantikvarens vegne
med en skrivelse fra ham, når vi går ud og
arbejder. Rigsantikvaren diskuterer altså hele
tiden med rigsantikvaren. Som lokalmuseer
kan vi sige fra, men vi gør det ikke i egen
ret. Hvis vi gjorde det, kan det få en praktisk
men hverken lovgivningsmæssig eller juridisk
effekt.
Steen Hvass sidder altså på magten, så mit
ønske til den kommende museumslov er, at
de museer som i de sidste 20 år har udført
langt over 90% af det arkæologiske arbejde
får en selvstændig stilling i museumsloven og
dermed ret til at sige fra, når tiden er inde til
det.
133