– Status og fremtid for dansk arkæologi

Fig. 2. Det er blevet sagt
så ofte, at arkæologien er
den eneste videnskab,
der ødelægger sine egne
kilder under forskningen.
Og så må jeg sige, at gid
det var så vel, at det kun
var arkæologerne selv, der
ødelagde materialet, for
så kunne vi da få det tilintetgjort
under betryggende
former og med en
dokumentation, der kan
bruges til noget.
Foto Søren Fodgaard.
vores forståelses puslespil. Jeg vil slet ikke
bruge ord som national identitet og lignende
lettere anløbne begreber, der kan misbruges
på det grusomste – min nationale identitet
skal såmænd nok blive, hvor den er – nej, jeg
taler om viden. Når en brik forsvinder uundersøgt,
opstår der et hul i puslespillet, som
ikke kan lukkes. Og det er de irreparable huller,
som titlen på mit essay antyder. Og selvfølgelig
skal man ikke komme til mig og sige,
at et videnshul i germansk jernalder på 50 år
ikke har nogen betydning for nutidsmennesket.
Den køber jeg ikke. Enhver ny, historisk
sammenhæng, der kan påvises ved hjælp af
en undersøgt brik, er med til at lukke et hul et
ganske bestemt sted i mit danske og globale
puslespil, og jeg er af den faste overbevisning,
at viden om sammenhænge i vores fortid er
med til at skabe sammenhæng i en nutid, som
på overfladen kan se nok så fragmenteret ud.
Men mine puslespilsbrikker har ikke den
store bevågenhed, og da slet ikke, hvis det er
en af de mange hundrede, der danner den
blå, letskyede himmel eller en snedækket alpetinde,
hvor det kræver megen puslespilstræning
at få anbragt lige netop denne lille
stump sne det rette sted. Der er meget mere
presse i den guldkrone, den lille prinsesse
under den blå himmel har på hovedet. Et
guldfund er altid godt stof, men der er ingen
historie i de mange og lange undersøgelser,
der skal til i området for at sætte fundet ind i
en sammenhæng, og forståelsen for nødvendigheden
af de undersøgelser kan være på et
meget lille sted. Medmindre, naturligvis, at
rigsantikvaren er så emsig, at han forhindrer
den uheldige lodsejer i at få bygget sin fabrikshal,
inden det bliver vinter, for så er det
pludselig et angreb på den private ejendomsret,
og så er det igen en god historie.
Somme tider drømmer jeg, at en hel flok Don
Quijoter med nævnte rigsantikvar i spidsen
rider frem mod „The Establishment“. Rigsantikvaren
og hans håndgangne damer og
mænd fra Rigsantikvarens Sekretariat, fra
Det Arkæologiske Nævn og alle de andre har
saddeltaskerne ladet med argumenter om
planlægning, sam- og modarbejdende institutioner,
flere rigsdaler og andre for arkæologien
livsnødvendige tiltag, og allerbagest rider
Luk hullerne! – Et arkæologisk essay
jeg med den bærbare og båndmaskinen i saddeltasken
og hvisker til jernalderarkæologen
lige foran mig: „Vi må da kunne råbe dem
op“. Vi når Christiansborg, og vi ser, at hele
bygningen er omgærdet af Tvind-møller. De
påkalder sig forståeligt nok ministeriets og
pressens fulde interesse, og hverken gamle
C.F.Hansen eller Thorvald Jørgensen ville
have godkendt dem, men sådan er det med
drømme, logikken blæser i vinden, og det er
nogle af de vindmøller, vi har at kæmpe imod.
Og jeg vil godt indrømme, at tyve vindmøller
på Christiansborgs slotsplads giver bedre
overskrifter end rigsantikvarens gamle bevillingshest,
der endnu engang er striglet og
trukket ud af stalden.
Måske ville det hjælpe på forståelsen, hvis vi
begyndte at anskue arkæologien som en firedimensional
videnskab: De tre dimensioner
kan vi alle se, når vi står på kanten af et profil,
der er smukt som et kunstværk. Men prøv at
tænke på tiden som den fjerde dimension: I
profilet skimter vi øverst nutiden, så den
umiddelbare fortid og længere nede måske
13