– Status og fremtid for dansk arkæologi

ikke må køre med en maskine eller pløje et
bestemt sted. Regler løser bare ikke i sig selv
problemet, for der vil opstå et ressourceproblem
et andet sted, så i sidste ende handler
det om at flytte rundt på nogle knappe midler.
Det er ikke sådan at der ude hos landbruget
ligger nogle ubrugte midler, så hvis man holder
op med at gøre én ting, så fortsætter alt
bare som før. Det er heller ikke sådan, at man
pløjer, fordi man tilfældigvis kom i tanke om,
at det havde man lyst til at gøre, og hvis man
ikke må pløje, så gør man bare noget andet.
Så enkelt er det ikke, men selvfølgelig kan
en lodret regel ændre tingene. Så er der bare
nogen der skal tage sig af de følgeproblemer
der opstår. Det er som regel der problemet
ligger.
Henrik Thrane:
Det er et generelt problem i vor tids samfundsforvaltning.
Det må kunne bearbejdes i
forvejen gennem en costbenefitanalyse, som
også må kunne laves på vort gebet i forhold til
samfundets andre interesser.
Benny Staal:
Anne Nørgård Jørgensen fortalte mig, at der
var sendt invitationer til 80 politikere på Christiansborg,
der ligger få hundrede meter herfra.
Som illustration til det jeg eftersøgte i mit
sidste indlæg om, hvor vi er henne i offentligheden,
har jeg fået øje på én politiker, der gad
bevæge sig herhen. Måske har andre fået øje
på flere, men har vi ikke et problem dér?
Jan Skamby, Moesgård Museum:
Det lød som om at ministeren sigter på at få
Maltakonventionen ratificeret i forbindelse
med den nye museumslov. Hvad kommer det
til at koste, eller hvor mange flere penge vil
det betyde til dansk arkæologi? Det spørgsmål
må besvares, inden man går med til at
vedtage den.
Steen Hvass:
Det kræver en del – sådan godt og vel 50 millioner!
Nej, spøg til side, så betyder Maltakonventionen
ikke blot, at alt skal undersøges,
men at der skal tages hensyn til den arkæologiske
arv, at den så vidt muligt bevares
på stedet, og at der følges op med publikatio-
Afsluttende debat
ner. Så det er ganske umuligt at give et tal på,
hvor meget det drejer sig om.
I den eksisterende lov står der kun, at når
der findes noget, så skal arbejdet standses,
fundet skal vurderes, at det skal undersøges,
hvis det er væsentligt, og at det skal betales af
enten rigsantikvarens eller af en offentlig kasse.
Resultatet er, at vi som arkæologer kun
har én mulighed, og det er afhængig af hvordan
vurderingerne falder ud at stå ved siden
af og betale ved kasse 1. Vi kan ikke sige, at
hvis vi flytter fundet 10 m, så kan vi helt eller
delvist undgå at grave, så det kan bevares.
Disse muligheder vil med Maltakonventionen
være anderledes til stede. Så man kan
ikke sige hvor mange penge der er i det. Der
står ikke, at alt skal graves ud.
Dorthe Wille-Jørgensen, Sydsjællands
Museum:
Jeg tror at vi har et problem, for vi har i dag
og i går bekræftet hinanden i, at vi er en videnskab
med en stor folkelig bevågenhed. En
af grundene til, at man ikke vil vedtage Maltakonventionen
er vel, at folk er så søde og rare
og så gerne støtter arkæologien.
I virkeligheden er det med arkæologi omvendt
af med fremmedarbejdere. Dem er
man vældig bange for, indtil man lærer nogen
at kende personligt. Arkæologi er derimod
vældig interessant, indtil det foregår på egen
mark. Vi er vældig gode til at fortælle hinanden
hvor interesserede folk er i arkæologi,
men det er en skrøne fra Johannes V. Jensens
tid.
Det kan man for eksempel konstaterer hos
os, som blandt andet har med Gåsetårnet at
gøre. Vi har oplevet, at Skovdelen i Miljøministeriets
Skov- og Naturstyrelse – uden at
spørge Naturdelen – har foreslået, at man afhænder
Gåsetårnet til Vordingborg Kommune.
Det er fremkommet som et forslag til skovplanlægning,
uden at Kulturhistorisk kontor
har været orienteret. Det er et godt sindbillede
på, hvor langt vi når ud i vor omgangskreds.
Steen Hvass:
Med hensyn til Maltakonventionens ratificering
er det planen, at det skal ske i forbindelse
med fremsættelsen af museumsloven i begyn-
129