– Status og fremtid for dansk arkæologi

Afsluttende debat
Henrik Thrane, ordstyrer:
Det vil nu vise sig, om vi kan få en diskussion
i gang om formålet med de sidste to dages statusopgørelse.
Arkæologi har været nævnt
som en del af landskabet, og det ligger i sagens
natur, for den ligger i jorden og dér skulle
den helst blive liggende. Det er derfor væsentligt
at inddrage landbruget. 99% af tilhørerne
har næppe hørt meget nyt disse dage,
og vi risikerer at bekræfte hinanden i hvor
elendigt det hele er, uden at komme videre.
Følgende citat er fra en af rigsantikvarens
blade: „Samtidig med at vi ændrer geografien,
sløjfer vi vor egen historie. Det er umuligt
at undgå og det ville være tosset at prøve derpå.“
Det var chokerende læsning for så har vi opgivet
slaget på forhånd. Citatet er af Ebbe
Kløvedal Reich i Rigsantikvarens Nyhedsbrev
nr. 4. De to sætninger er det stik modsatte
af, hvad denne konference satser på.
Et andet citat nævner dyrkning som hidtil.
Det er sikkert velment når man har en begrundet
formodning om, at dyrkning i en uendelig
fremtid vil fortsætte som hidtil med almindelige
svingplove. Kendsgerningen er, at
bestemmelserne ikke fungerer, hvis de ikke
konstant følges op og revideres. Det skal også
tages med i betragtning, når man ønsker at
lave fremtidsbeskyttelse og bevaring.
Arkæologien har været nævnt som et led i
samfundshusholdningen. Den betragtning er
væsentlig og årsag til, at her er repræsentanter
for de aktive erhverv. Det er måske en vej
til at forbedre arkæologiens forhold, hvis vi
kan overbevise politikere og andre om, at vort
område er et integreret og uundværligt led i
Afsluttende debat
samfundshusholdningen: Ikke blot den fortidige
og den nutidige, men så sandelig også
den fremtidige.
Det sker dog næppe, medmindre der anlægges
nogle værdisynspunkter på kulturarven,
og det er danskerne ikke gode til. Som Carsten
Paludan-Müller sagde er arkæologi ikke
et naturfænomen, men noget som samfundet
beslutter sig for er interessant. Det ligger i
luften, at det forholder sig således, og dén
holdning er helt fin. Men vi konkurrerer med
andre påvirkninger af landskabet, med holdninger
og med alle mulige faktorer, fra EU til
de lokale.
I det samspil må vi finde ud af, hvilken værdi
vi kan tillægge kulturarven, og hvor meget
man kan tillade sig at give køb på. Som Ebbe
Kløvedal Reich skriver kan man ikke forlange,
at alt bevares. Det forestiller vi os heller
ikke, men vi er nødt til at finde retningslinjer
for, hvordan man vælger rigtigt, så vi ikke
bagefter bliver beskyldt for at have valgt i
blinde.
Det er dyrt at bevare og at fastholde bevaringen,
så udvælgelseskriterierne og måden
de afvejes på over for andre krav til landskabet
og samfundet er af afgørende værdi. Det
diskuterer man intenst i England og Amerika.
Herhjemme ignoreres det, så det er på tide at
komme i gang.
Klaus Ebbesen:
Sehr geehrte, Deutsche Freunde.
Det glæder mig især ved denne konference,
at erhvervslivets organisationer er inviteret,
og at de har deltaget så positivt. Jeg har ofte
peget på nødvendigheden af et samarbejde
125