– Status og fremtid for dansk arkæologi

Fortiden i landskabet
Carsten Paludan-Müller, Skov- og Naturstyrelsen
Ved konferencer som denne viser vi gerne
poetiske billeder af oldtidsminderne derude i
landskabet. Sådan har det også været ved
denne lejlighed. Jeg vil ikke forsøge at konkurrere
med de øvrige indlægsholderes billedvalg.
Derimod vil jeg tage det som udtryk
for, at når vi i Danmark i sidste ende skal forklare
hinanden, hvad arkæologi er for noget,
så er det det synlige kulturmiljø i landskabet,
vi peger på. Det er det, vi aktivt vedkender os,
og som dermed bliver en del af vores fælles
kulturarv. Det skyldes naturligvis, at arkæologi
ikke er en objektiv nødvendighed men derimod
et samfunds frie, emotionelt baserede
tilvalg. Der er kulturer og epoker, hvis identitet
og historie er indfældet i myterne, litteraturen,
musikken eller ritualerne, og hvor den
fysiske kulturarv eller dens autenticitet har
ringe betydning. I den japanske kultur betyder
bygningernes historisk fysiske autenticitet
eksempelvis langt mindre end selve det
sted, de står på og de ritualer, der knytter sig
til dem.
Et blik tilbage på arkæologiens „Gründerzeit“
i det 19. århundrede viser os, at der også
hos os har været en ganske anden omgang
med begrebet historisk autenticitet. Det kom
f.eks. til udtryk i datidens europæiske kirkerestaureringer,
hvis autorer mere var optagne
af at konstruere tidsmæssigt renskårne idealmonumenter
over det 19. århundredes forestillinger
om et middelalderligt kristent tankesæt,
end af at genoprette bygninger, som i sig
bar sporene af et langt livs tilføjelser og ændringer,
dikteret af skiftende ideer, behov og
formåen. På den måde er det 19. århundredes
mange kirkerestaureringer åndeligt snarere
i slægt med Walter Scotts og B.S. Ingemanns
romaner, end med en nutidig bygningsarkæologisk
analyse.
Fortiden i landskabet
De idealer, vi har hos os i dag, er anderledes
og – synes vi – langt bedre. Men de er ikke
objektivt mere holdbare. En ny tid kan kassere
dem igen. Foruden omskifteligheden i begreberne
om hvordan historien fysisk skal
repræsenteres, viser eksemplet os, at i vores
europæiske kultur er fortiden noget, vi har
behov for at kunne se som et fysisk udtryk
(autentisk eller ej) i vore omgivelser. For mange
mennesker, også blandt arkæologerne,
rammer mødet med fortidsminderne og de historiske
landskabsstrukturer to eksistentielle
behov. På den ene side drømmen om en anden
tilværelse, et modbillede til den moderne
verden med dens tilsyneladende rationalitet.
På den anden side behovet for at forstå de
veje ad hvilke, vi har bevæget os gennem historien.
Veje som i mangt og meget betinger
vores tilværelse og dens rammer i dag. I det
følgende vil jeg først og fremmest beskæftige
mig med denne del af de arkæologiske værdier,
der ligger som synlige elementer i nutidens
landskaber.
Fortidsminderne – i det levende kulturlandskab
Afgørende for den stadige bekræftelse af befolkningens
vilje til at prioritere en plads for
fortiden i nutiden er netop, at fortiden er konkret,
nærværende og tilgængelig. Det er med
andre ord væsentligt, at eksempelvis gravhøjene,
dysserne, ruinerne og fæstningsanlæggene
ligger synlige og oplevelsesvenlige. For
de er ikke abstrakte, de er ikke akademiske,
de er direkte kommunikation fra fortiden til
vore sanser og forestillingsevner. Den bedste
formidling, der kan tænkes og en uvurderlig
berigelse af vores fysiske omgivelser.
Men fortidens tilstedeværelse i landskabet
er ikke en selvfølge i et lille tæt befolket
land. Der er pres på arealerne fra mange le-
121