– Status og fremtid for dansk arkæologi

1874, og ingen kunne altså længere påstå, at
„det vidste de ikke noget om“. Men skærver
var i høj kurs, og der var penge at hente i megalitgravene.
Jeg taler selvfølgelig ikke for et statisk
landskab, for selvsagt skulle der bygges veje
og jernbaner, når de nu var opfundet, men jeg
synes nu godt, de kunne have tænkt sig lidt
bedre om med hensyn til byggematerialerne.
Og så tror jeg, at 1700-tallets vejbyggere og
1800-tallets jernbanebyggere ville blegne
ved tanken om de enorme mængder af jord,
der bliver flyttet rundt på i vores landskab i
dag.
Om et øjeblik skal jeg nok begynde at lufte
mine højtflyvende visioner for arkæologiens
fugl i de næste 100 år – overdrivelse fremmer
forståelsen, for at bruge et moderne citat –
men jeg er nødt til at have denne rituelle
håndvask overstået, og jeg er i den heldige
situation, at jeg lige nu ikke behøver at tage
hensyn til noget som helst, andet end netop
arkæologien.
Dansk, arkæologisk forskning står med
alle skovle og gravkøer solidt plantet i et
landsdækkende dilemma: Offentlige anlægsarbejder
af hidtil ukendte dimensioner, et
privat byggeboom – set fra et arkæologisk
12
synspunkt tjener vi for mange penge i riget –
miljømæssige tiltag og aftag, og det hele resulterer
i, at fortiden nærmest vælter op af jorden.
Og der kan vi selvfølgelig ikke lade den
ligge. Den må undersøges og bearbejdes, og
vi kan ikke så godt putte den ned i hullerne
igen og glemme alt om den til bedre tider (fig.
3).
Jeg ved ikke, om mange arkæologer har
spillet fodbold som børn, men en almindelig
feltarkæologisk vending for øjeblikket er den
at sammenligne en undersøgelse med en fodboldbane.
Og derefter får jeg så at vide, at
„det, vi har gravet, er kun det ene målfelt“.
Og så står jeg der i Nydam Mose og ser for mit
indre øje brødrene Laudrup høvle af sted fra
gamle Engelhardts nyåbnede gravefelt op i
den anden ende og sparke en skjoldbule ind
i et mål, der heller ikke er der.
Det er så her, de naive kommer og hævder,
at „det, vi ikke har gravet, har vi heller
ikke ødelagt. Det ligger der til vore arkæologefterkommere“,
men den gælder ikke mere.
Nydams jernalder er under konstant nedbrydning,
vikingetidens imponerende brokonstruktion
over Ravning Enge har det mildt
sagt ikke for godt, og hver gang noget forsvinder
utilstrækkeligt undersøgt eller utilstrækkeligt
registreret, forsvinder der en brik til
Helle Halding, Danmarks Radio
Fig. 1. „Et fuldendt profil“.
Et af de vigtigste
metodiske redskaber er
tolkningen af uforstyrrede
kulturlag og deres stratigrafiske
forhold. Et særlig
godt eksempel er dette
tværsnit af en stenalderboplads
i Vedbæk.
Foto Erik Brinch Petersen.