– Status og fremtid for dansk arkæologi

Luk hullerne!
– Et arkæologisk essay
Helle Halding, Danmarks Radio
Jeg var ikke så lidt beæret, da jeg fik opfordringen
til at være med til at indlede denne
konference om dansk arkæologis fremtid, og
på en eller anden måde så jeg mig selv i rollen
som en dødeligt seriøs pauseklovn, og den
rolle påtager jeg mig gerne i dansk arkæologis
tjeneste. Jeg mente, at det ville være forholdsvis
problemfrit, for jeg har været dybt betaget
af denne videnskab, der tager over, hvor de
skriftlige kilder svigter, lige siden jeg som stor
skolepige sneg mig ind for at se på udgravningen
af Århus Vor Frues krypt i 1950’erne.
Nutidens publikumsvenlige holdning overfor
besøgende lå langt ude i fremtiden, og Schulz
opmuntrede bestemt ikke nysgerrige besøgende.
Jeg syntes, jeg kom utroligt tæt på min
elskede middelalder i det hul i jorden, der
langsomt over måneder igen blev et rum, og
da min fantasi aldrig har fejlet noget, så jeg for
mit indre øje munkene i deres brune kutter
stille gå ind i kirken for at celebrere messen.
Jeg vidste ikke helt så meget om dominikanerne,
som jeg gør nu. Det var en fastslået kendsgerning,
at munke gik i brune kutter. Den
samme „novra-følelse“ og en let synken af
mellemgulvet får jeg stadig, når én af jer viser
mig et fuldendt profil, et veldefineret stolpehul,
et stykke bevaret jernaldertovværk eller
resterne af middelalderens kirkegårdsmur
(fig. 1). Jeg bliver aldrig blasert. Det kan jeg
slet ikke nå.
Så viste det sig alligevel at blive vanskeligere,
end jeg troede, for når jeg i overskriften
til mit essay påstår, at jeg vil have lukket huller,
så blev jeg nødt til at definere de huller,
og som I alle sikkert ved, så er det ikke stolpehullerne,
jeg vil have lukket. Det er alle de
andre. Et af dem er selvfølgelig det gabende,
tomme hul i rigsantikvarens kasse, men jeg er
bange for, at det ikke helt står i min magt, så
det nævner jeg blot i forbifarten.
Luk hullerne! – Et arkæologisk essay
Det er blevet sagt så ofte, at arkæologien er
den eneste videnskab, der ødelægger sine
egne kilder under forskningen. Og så må jeg
sige, at gid det var så vel, at det kun var arkæologerne
selv, der ødelagde materialet, for så
kunne vi da få det tilintetgjort under betryggende
former og med en dokumentation, der
kan bruges til noget (fig. 2). Men sådan ser
virkeligheden desværre ikke ud, og vores virkelighed
i dag er mere truende, end nok så
truende virkeligheder i den nærmeste eller
den fjerneste fortid. Alle tidsaldre har udslettet
forfædrenes spor, hvor de kunne komme
af sted med det, men nok ikke med helt så vidt
åbne øjne, som vi gør det i dag, Jeg ved ikke,
hvor Sarupanlæggenes entreprenører har
hentet deres byggematerialer, men hvis de er
kommet til at hente nogle bør fulde opfyldningsjord
på randen af en køkkenmødding,
har de nok ikke lavet en udførlig dokumentation
først. Mindre tilgiveligt er ødelæggelsen
af utallige megalitgrave under 1700-tallets
store vejbyggerier, hvor monarken gik i spidsen
med de store kongeveje. De burde have
vidst bedre, burde de! Det 19. århundredes
jernbanebyggeri gik også hårdt ud over fortidsminderne,
og nu var det svært at påberåbe
sig den blånende uvidenhed, for Den kongelige
Commission til oldsagers bevaring var
trådt sammen i 1807 under professorerne
Nyerup og Münters ledelse, og alle landets
præster blev anmodet om at afgive indberetning
om lokaliteter af antikvarisk interesse i
deres sogn. Ti år senere trådte unge Thomsen,
senere kaldet „gamle“ Thomsen ind i
kommissionen som dens sekretær, og arbejdet
med at bevare fortiden blev så at sige professionaliseret.
Thomsen var nemlig købmand,
og han kendte værdien af vel
vedligeholdte lagerlister. De enestående herredsberejsninger
blev indledt af Worsaae i
11