– Status og fremtid for dansk arkæologi

e hidtil offentlige foretagender. Det betyder,
at de pågældende anlægsmyndigheder i museumslovens
forstand betragtes som private
bygherrer, hvis anlægsarbejder udløser penge
til udgravninger fra rigsantikvarens kasse
– såfremt den har noget at give af. Både den
øjeblikkelige, meget betrængte økonomiske
situation for arkæologien, herunder for byarkæologien,
og de ønsker, som der næres til
denne fra den historiske forskning, har derfor
meget med ansvarlighed og prioritering at gøre.
Ingen ansvarlig forsker ønsker, at man nogensinde
får bortgravet og dermed ødelagt alle de
underjordiske arkiver under byerne. Uanset
om det så skete ved kontrollerede arkæologiske
udgravninger. Vore efterkommere ville
med rimelighed kunne spørge, hvorfor vi da
slet ikke havde levnet noget til dem? Ikke
mindst, da de sikkert i fremtiden vil råde over
undersøgelsesmetoder, som er langt mere
forfinede, end det, vi dag kan præstere. Når
man taler om prioritering af byudgravninger
på linie med andre typer arkæologiske fund,
handler det derfor både om det, som nødvendigvis
viser sig at måtte udgraves, og om det,
som man skal søge at bevare uforstyrret i
byernes undergrund.
Man må efter min mening tage udgangspunkt
i ønsket om så vidt muligt at sikre byernes
kulturlag på stedet. Man bør gøre et forsøg
på at opbygge et sammenhængende antikvarisk
instrument, der kan samarbejde de
forskellige hensyn, som kulturarven og det
samlede, fysiske kulturmiljø i byerne kræver
(fig. 5 og 6). Museumsloven til eksempel giver
ikke mulighed for, at ødelæggende ændringer
i byens plan, dvs. dens gadeforløb og dens
grundgrænser, kan blive afværget, selv om
der her meget vel kan være tale om strukturer,
som går tilbage til middelalderen, endda
til byens ældste tid. Det samme kan siges om
så klart middelalderlige grundtræk ved en by
som dens faste afgrænsning mod det omgivende,
åbne land, og om byens „skyline“ med
en eller et par himmelstræbende kirkers tårne
som samlende element, eller om fastholdelsen
af sammenhængen mellem bebyggelse,
åløb, havn og åbent vand. Kort sagt: De
fælles herlighedsværdier, vore byers kulturarv
er præget af.
102
Det skal anbefales at fremme og udvikle et
forvaltnings- eller lovinstrument, som sikrer
uskadt bevaring af væsentlige kulturlag og
bygningslevn fremfor at udgrave eller bortgrave
dem. Dette bør ske i samarbejde med
de relevante myndigheder og i nær kontakt
med bygge- og anlægsbranchen, således at
der sikres optimal viden om mulighederne for
at anvende så skånsomme teknikker som
muligt. For at opnå dette, må der sikres et
lovfæstet samarbejde mellem bygherrerne og
de relevante, offentlige myndigheder, herunder
at museernes og de antikvariske instansers
viden og synspunkter tilgodeses allerede
i den fase, hvor forprojekterne opstår.
I praksis kunne man forestille sig, at der
forud for bygge- og anlægsprojekter skulle
gennemføres en tværgående kulturmiljøvurdering,
og at denne som en del af sin baggrund
havde en overordnet oversigt over bevaringsforhold
og forskningsinteresser i den
pågældende by. En art underjordisk bevaringsplan,
kombineret med de hensyn, der
bør tages til byernes bevarede struktur, og til
byernes behov for fortsat udvikling. Ønsket er
ikke rigoristisk at fastfryse det nuværende
billede, men at gennemføre en velovervejet
prioritering i et samspil mellem byplanlægge-
Per Kristian Madsen, Nationalmuseet
Fig. 5. Stedt til hvile
med en markering af teglsten
omkring hovedet og
ved fødderne afventede
den døde sin genopstandelse
på den yderste dag.
Begravelser på nedlagte
kirkegårde i byerne kan
vi ikke lade bortgrave af
gravemaskiner – skeletterne
er de egentlige levn
af vore forfædre, og de
rummer et væld af oplysninger
om dem. Den samme
kultiverede omgangsform
burde være til at opnå,
når det gælder de levn
af disse menneskers fysiske
hverdag, som de har
efterladt til os og givet os
ansvar for. Graven blev
udgravet i 1993 i Ribe
på kirkegården nord for
Gråbrødreklosters kirke.
Foto Den antikvariske
Samling i Ribe.