Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse
Indledning ........................................................................................................................ 2
Organisationsteori............................................................................................................. 3
Den modernistiske holdning ............................................................................................. 5
Operationalisering ........................................................................................................ 6
Den rationelle organisation ........................................................................................... 6
Poststrukturalistisk organisationsteori ............................................................................... 7
Foucaults genealogi .......................................................................................................... 8
Magt ............................................................................................................................. 9
Magtanalysen.............................................................................................................. 11
Genealogien ................................................................................................................ 12
Forbrydelse og straf .................................................................................................... 13
Foucaults forandringspotentiale .................................................................................. 13
Gilles Deleuzes bidrag .................................................................................................... 15
Anti-ødipus ................................................................................................................. 16
Rhizom ....................................................................................................................... 17
Flugtlinien .................................................................................................................. 18
Deleuzes forandringspotentiale ................................................................................... 19
Images of organization ................................................................................................... 20
Poststrukturalistisk ledelse .............................................................................................. 21
Konklusion ..................................................................................................................... 22
Diskussion ...................................................................................................................... 23
Litteraturliste .................................................................................................................. 25

“Instead of asking,”Does this theory correspond with the observable facts?”
the emphasis for evaluating good theory becomes,”To what extent does this
theory present provocative new possibilities for social action (…)”
(Cooperrider og Srivastva 1987, s. 135)
Indledning
Denne opgave beskæftiger sig med en interessant problemstilling, som opstår i
spændingsfeltet mellem organisationers ønske om rationelt, at kunne sætte sig mål og lede
medarbejdere i forhold til markedet, og det globale markeds uforudsigelige krav om
forandringsparathed og fleksibilitet. Problematikken ligger i, at selvom moderne
markedsforhold fordrer organisatoriske strategier, der sætter organisationerne i stand til
lynhurtigt at kunne omstille sig og tilpasse sig nye strømninger og trends, så styres mange
organisationer stadig, som om markedet er statisk. Da det ikke lader til, at det globale
marked stabiliseres, betyder det, at strategier for fleksible og forandringsdygtige
organisationer, er blevet en vigtig drivkraft i arbejdet med organisationsudvikling. Dette
fokus på at skabe nye tilgange og forståelse af organisationer har gjort det relevant for
organisationsteoretikere at inddrage erkendelser og få inspiration fra filosofiske retninger,
der umiddelbart ligger meget langt fra den økonomiske vinkel på organisationer. I denne
opgave vil jeg beskæftige mig med en af disse retninger: Den poststrukturalistiske.
Denne overførsel af erfaringer fra to så vidt forskellige teoretiske felter kan i sig selv være
problematisk. En problematik, der igen ligger i forholdet mellem et ledelsesmæssigt fokus
på at forholde sig strategisk og rationelt til organisationernes faste strukturer, og
poststrukturalismen, der netop opstod i opgøret med de faste strukturer og
operationaliseringen af sociale mønstrer. Udfordringen, som jeg vil behandle i denne
opgave, er således, hvordan man kan aktualisere en poststrukturalistisk ledelsesstrategi,
der har til formål at danne en struktur, der fastholder mennesker i en specifik organisering,
når grundlaget er et opgør med denne form for fastholdelse.
Den måde jeg har valgt at tilgå problemet er at lade inspirationen komme gennem de
metoder og metaforer, der er opstået som en del af poststrukturalismen. Således vil jeg i
denne opgave redegøre for nogle af disse analytiske metoder, der kan være med til at
inspirere organisationsteoretikere og –praktikere. Jeg vil begrænse mig til metoder og
metaforer fra de to franske poststrukturalister, Michel Foucault og Gilles Deleuzes
2

arbejde. Og jeg vil vise hvordan man med Gareth Morgans metaforiske
organisationsbeskrivelser kan lade poststrukturalismens erkendelser skabe plads og
mulighed for udvikling. Jeg mener, at det gennem poststrukturalistisk inspiration er muligt
at komme ud over de forestillinger om fremskridt, man har på et givent tidspunkt, og
således nå ud over sine egne forventnings begrænsende påvirkning. Derved er det måske
også muligt at skabe en virksomhedskultur, der kan fungerer hensigtsmæssigt i dette klima
af forandringskrav.
For senere at kunne give et indblik i hvorfor og hvordan traditionelle måder at forstå og
forme organisationer indeholder begrænsninger, der er uhensigtsmæssige i nutidens
verden, vil jeg lægge ud med en generel introduktion til organisationsteorien.
Organisationsteori
Organisationsteori er en bred betegnelse, der dækker over teorier, der beskæftiger sig med
beskrivelser af de forskellige organiseringer, vi mennesker indgår i. Fra organisationer i
dagligdags forståelse til en mere abstrakt beskrivelse af hvordan de sociale sammenhænge,
vi indgår i, kan beskrives som organiseringer af individer.
Organisationsteorien er således et bredt felt, hvis udvikling er påvirket af mange
forskellige videnskabstraditioner og retninger og er et interesseområde med stor diversitet,
fleksibilitet og udviklingspotentiale. Ifølge Mary Jo Hatch (2005) har fire forskellige
hovedperspektiver rodfæstet sig i organisationsteorien op gennem det tyvende århundrede.
Det klassiske, det moderne, det symbolsk interpreterende og det postmoderne perspektiv.
Disse perspektiver er opstået på baggrund af de filosofiske strømninger, der var i samtiden
og er inspireret af både disse, men også af tidligere tænkeres, bidrag. I nedenstående figur
ses Hatchs bud på, hvordan man kan opstille de fire perspektiver i forhold til samtidens
videnskaber og de tænkere, der særligt har fungeret som inspirationskilde.
3

Denne inddeling er et forsøg på, at strukturere organisationsteorierne, og skabe overblik
over et felt, der er i konstant udvikling, og hvor hvert enkelt perspektiv er blevet inspireret
af andre. Selvom figuren kan tolkes som en progressiv uvikling af perspektiver, er der ikke
tale om, at det ene perspektiv er en erstatning for det foregående. Derimod fungerer de
forskellige perspektiver på samme tid og ud fra egne præmisser.
En ting er hvordan organisationsteorien analyserer organisationer; en anden er hvordan
organiseringerne udfoldes i praksis, det vil sige den måde, man forvalter de erkendelser,
forskellige organisationsteorier giver. Nok har man ifølge Hatch både fortolkende og
4

postmoderne organisationsteorier, men den måde, man stadig organiserer sig, er langt hen
ad vejen i forhold til den klassiske og moderne organisationsteori. Den teoretiske tilgang
disse to baserer sig på, er det, man kan kalde den modernistiske holdning 1 , som jeg i det
følgende afsnit vil beskrive. Dette gør jeg for senere at kunne beskrive, hvori konflikten,
mellem den klassiske måde at organisere på og et globaliseret marked ligger, og for
således at kunne diskutere det problematiske i at indføre poststrukturalistiske
erkendelsesmåder i en ledelsespraksis.
Den modernistiske holdning
Den modernistiske holdning kan beskrives som en bestemt måde at forholde sig til verden
på. Det er en holdning, der har som grundlag, at vi mennesker må erkende verden ved at
indhente objektiv og sand viden om den, som den er i sig selv. Igennem denne sande viden
om verden er det muligt at foretage rationelle valg, der i sidste ende vil forbedre
forholdene for os mennesker. Således bygger den modernistiske holdning både på en
antagelse om virkelighedens beskaffenhed og en antagelse om menneskets vilje og evne til
at handle rationelt. På den måde var den modernistiske holdning udgangspunkt i et opgør
med fortidens traditioner og konservatisme. Et opgør, hvis metoder og teorier havde til
formål at frigøre menneskeheden gennem videnskabelig oplysning. De videnskabelige
metoder gav mennesker mulighed for at tage beslutninger og organisere deres liv på
baggrund af sandheden om verden og ikke på baggrund af en mytisk religion eller
forældede normer (Reed 1993). Men samtidigt med denne frigørelse fra de forrige
systemers styring bragte den modernistiske holdning en ny styring med sig. En styring, der
netop tager udgangspunkt i det rationelle valgs forrang og mulighederne for at producere
objektiv og entydig viden.
Ved at foretage rationelle valg ud fra objektive observationer opnår man at kunne udføre
specifikke handlinger på den måde, der giver det mest hensigtsmæssige udfald. Da man er
i stand til at blotlægge mulighedsfeltet og foretage en rationel vurdering af, hvilke midler
der vil føre til det mest hensigtsmæssige mål, er det muligt og naturligvis hensigtsmæssigt,
at gøre tingene på netop denne måde hver gang. Ifølge den modernistiske holdning er det
1 Jeg har valgt at benytte mig af udtrykket ”den modernistiske holdning” på baggrund af Michel Foucaults
artikel: ”Hvad er oplysning?” (1987), hvor der redegøres for, hvorfor dette udtryk bedre beskriver den
modernistiske tænkemåde.
5

således muligt at operationalisere forskellige handlinger således, at man altid opnår det
bedst mulige resultat. I sidste ende må det derfor også være muligt at lave det mest
effektive samfund og den mest effektive virksomhed ved at institutionaliserer disse
operationaliserede handlinger. Derved bliver det ”at organisere mennesker” et spørgsmål
om at gennemføre den mest rationelle handlingsplan for at nå til det bedst mulige mål.
Operationalisering
På grund af den accelererende industrialisering, og industriens deraf følgende krav om
effektivisering foregik udviklingen af sådanne operationaliseringer først og fremmest på
fabrikkerne. Efterhånden som fabrikkerne voksede, både i størrelse og kompleksitet,
forøgedes de eksisterende systemers vanskeligheder ved at følge med efterspørgslen, både
hvad angik mængde og kvalitet. Industriens løsning var systematisering og rationalisering
af produktionen. Dette foregik blandt andet via ”Scientific Management”; en
ledelsesstrategi hvis primære fokus var rationalisering af de enkelte produktionsprocesser
(Ogilvie 2003). Netop operationaliseringen er et af de mest karakteristiske resultater af
den modernistiske holdning. Som følge af industrialiseringen i vesten blev den
fremtrædende måde at organisere mennesker på den bureaukratiske organiseringsform.
Dette kan ses som det reneste udtryk for de kulturelle principper og tekniske normer den
modernistiske holdning består af. Således fungerer udviklingen fra det præmoderne
samfund til et moderne ifølge den tyske sociolog Max Weber, via:
” (…) a set of relatively well-integrated and coordinated social practices operationalizing
the principles or instrumental rationality into the appropriate organizational forms”
(Reed 1993, s. 166).
Og den bureaukratiske organiseringsform findes i dag i alle dele af samfundet, hvilket
ifølge Weber kan være med til at fastlåse samfund og mennesker i bureaukratiets evigt
rationelle jernbur.
Den rationelle organisation
Typisk for klassisk og tidlig moderne organisationsteori er, at de bygger på en antagelse
om, at organisationer er stabile størrelser - i modsætning til senere teorier, der beskriver
organisationer som dynamiske strukturer (Hatch 1997). De fokuserer på, hvordan det er
muligt at stabilisere og rationalisere organisationen for at maksimere produktiviteten.
6

I lyset af den modernistiske holdning bør planlægningen af forandring gå oppe fra og ned,
for på den måde at sikre at organisationen udvikler sig i den bedst mulige retning. Der vil
på baggrund af analyser blive foretaget risikovurderinger og lagt en strategi for, hvordan
organisationen skal nå fra punkt A til B. Når strategien følges og forandringerne er
gennemført, vil organisationen være tilbage i sporet fremad. Man kan beskrive denne
fremgangsmåde som en ”optø - ændrer - frys” -model, hvor optøningen påvirker
organisationens indre balance og stabilitet. Herefter ændres organisationens retning, og til
slut fryses ændringen ned ved stabilisering og institutionalisering af arbejdsgange, normer
og lignende (Hatch 1997).
Denne tilgang fungerer udmærket i et miljø, der er karakteriseret ved stabilitet. Men de
statiske modeller viser sig at fungere meget dårlig i et miljø, der er kendetegnet ved
forandring. De er således ikke forkerte, men de giver bare ikke et velegnet billede af,
hvordan en organisation bør forholde sig til hurtig og konstant forandring (Hatch 1997).
Det er vigtigt at holde sig for øje, at ikke alle organisationer er tvunget til at forholde sig
til et globaliseret marked, og disse kan uden problemer forholde sig til markedet på samme
måde, som man har gjort op gennem forrige århundrede. Så selvom den udvikling
verdensmarkedet har gennemgået indenfor de sidste 20-30 år indenfor teknologisering og
globalisering har nødvendiggjort at virksomheder er fleksible og omstillingsparate i
ekstrem grad, afhænger det i sidste ende stadigvæk af den enkelte organisations aktuelle
situationen.
Men for de organisationer, der fungerer i et relativt uforudsigeligt miljø, kan det være
nødvendigt at finde nye metoder. Her vil jeg bringe en poststrukturalistisk tilgang til
organisationer på banen, som en måde at skabe grobund for nye måder at tænke
organisering på.
Poststrukturalistisk organisationsteori
Den poststrukturalistiske organisationsteori bygger på en forståelse af verden som et sted,
der er komplekst, uordnet og vanskelig at forholde sig til. Som konsekvens deraf gør den
op med modernismens forsøg på at sætte verdens fænomener på formel på en sådan måde,
at de kan repræsenteres i strukturer, teorier og modeller. Den poststrukturalistiske
organisationsteori bygger på den måde på en afvisning af, at man kan genskabe eller ”re-
præsentere” verden i en objektiv form, der viser verden, som den reelt er ”derude”. Den
7

poststrukturalistiske organisationsteori bliver således en måde at problematisere begrebet
organisation, som noget reificeret, eller tingsliggjort, og i stedet se på organiseringer, det
vil sige de processer der udgør og opretholder forståelsen af organisationer som enheder
(Jones 2005).
Der, hvor det i denne sammenhæng er interessant at se på forskellen mellem moderne og
postmoderne organisationsteori, er i de praksisser, der udfolder sig på baggrund af
teorierne. Og en af de tydelige forskelle mellem disse teorier er, hvad der sker, efter man
har ”optøet” eksisterende strukturer i en organisation. De poststrukturalistiske
organisationsteorier kommer ikke med en løsning på, hvordan man bedst ”fryser”
organisationen igen. De har til formål at lade den være ”optøet”, fordi det netop er i denne
situation, at alle muligheder er åbne; det er denne tilstand, at organisationen i sandhed er
fleksibel. Dette er poststrukturalismens formål: At nedbryde de selvindlysende strukturer
for at skabe mulighed for forandring. Modsat de modernistiske organisationsteorier, der
har en indbygget målsætning om at forbedre en praksis. Det er således nemmere at se,
hvordan man direkte kan koble de klassiske og moderne organisationsteoriers normative
beskrivelser af organisationer direkte til ledelsespraksisser. I den poststrukturalistiske
organisationsteori er denne sammenhæng mellem teori og ledelsespraksis imidlertid
forsvundet, og organisationsteori har i højere grad etableret sig på egne vilkår som en del
af socialvidenskaberne.
For at opsummere har vi altså en organisationsteori, hvis formål det er at opløse og
blotlægge strukturer, og et marked, der stiller som krav til organisationerne, at de er i stand
til at forandre sine strukturer og strække sine praksisser. Så til trods for den tilsyneladende
store afstand ser det ud til, at der alligevel er en del sammenfald i formål mellem de to
ting. Således vil jeg i det følgende beskrive nogle af de metoder og metaforer, det i forhold
til ledelsesstrategier kan give mening at hente inspiration fra.
Foucaults genealogi
Michel Foucault (1926-84) studerede filosofi hos den strukturalistiske marxist Louis
Althusser, men var oprindelig uddannet psykolog. Det kan være svært at tildele Foucault
en bestemt fagkategori eller teoretisk skole, han er således blevet kaldt både strukturalist
og poststrukturalist, samtidigt med at han har kaldt sig selv positivist. Hvad der derimod
8

ikke kan hersker tvivl om er, at hans arbejde omhandlende viden, magt og subjektivering
har influeret en lang række humanvidenskabelige områder (Ritzer 2004).
I dette afsnit vil jeg lægge fokus på Foucaults genealogiske metode, der har til formål at
belyse, hvordan magtstrukturer er blevet til og hvordan de opretholdes. For ved at
blotlægge magtstrukturernes oprindelse synliggøres det, hvordan de er blevet skabt i et
historisk forløb og således ikke er noget naturgivet og dermed uforanderligt. Og det er
netop fænomenernes evidens for menneskene, Foucault vil gøre op med. For at kunne
komme i gang med beskrivelsen af den genealogiske metode er det nødvendigt med en
kort redegørelse for Foucaults magtbegreb, idet det har en vigtig rolle i denne
analyseform.
Magt
Helt grundlæggende fungerer Foucaults magt som en allestedsnærværende faktor, der dog
hverken er almægtig eller determinerende. Den er en faktor, der altid allerede er installeret
i en hver form for social interaktion. Den emergerer fra handling og viser sig kun i dens
effekt, aldrig i sig selv. Magten er i sidste ende: ”(...) det navn, man giver en kompliceret
strategisk situation i et givent samfund”(Foucault 2006, s. 99).
Foucault introducerede sit magtbegreb som et opgør med den traditionelle binære opdeling
af magten mellem magthaver og undersåt, undertrykker og undertrykt. I stedet for at
beskrive magten som en restriktiv faktor, så Foucault den som en produktiv kraft.
”Man må holde op med hele tiden at beskrive magtens virkninger i negative
vendinger: >>den udelukkerbekæmperundertrykkercensurererabstraherermaskererskjuler

liver forholdet til virkeligheden/subjektet også til en fortløbende proces (Heede 1992).
Således vil det, der betragtes som legitime måder at ”gøre”, for eksempel subjektivitet på,
være et udtryk for den magtform, som udspiller sig.
Foucault påpeger, at magten ikke skal forstås centralistisk, men decentreret og relationel.
Den må ikke forstås som en genstand, som kan ejes eller besiddes, men er derimod: "a
way in which certain actions modify others” (Foucault 1982, s. 219).
Magten opstår mellem handlende aktører, der forsøger at påvirke hinanden i et
spændingsfelt, og derfor siger Foucault at: ”Power exists only when it is put into action”
(Foucault 1982, s. 219). Magten viser sig altså som en struktur af handlinger, der
”handler” på andre handlinger. Når magten er så vanskelig at definere i sig selv, kommer
beskrivelsen af den ofte til at bestå af negative definitioner. Magten er således ikke en
genstand, men er noget, der hele tiden opstår og virker bestemmende på noget andet. Den
findes ikke som en tvingende logik. Den eksisterer ikke i en universel form før den
aktualiseres. Den træder kun frem i relationerne mellem mennesker, og kan ikke udpeges
hinsides denne relation. Dog vil magten altid virke ind, man kan ikke tænke det social
uden at magten altid allerede spiller ind.
I kraft af magtens relationelle karakter vil magten altid fungere i relation til en modmagt,
en anden, der er nødvendig for, at magten kan udfoldes og opretholdes (Evans 2001).
Forholdet magt – modmagt fungerer ud fra den enes intentionalitet om at få den anden til
at gøre noget, samtidigt med at den anden også har en intentionalitet. De to
intentionaliteter skaber en form for fælles intentionalitet ved at afbøje hinanden, og denne
afbøjning af intentionalitet dannes en orden, som er et udtryk for magtens udfoldelse.
Magt og frihed kommer derved også til at stå i relation til hinanden, en relation af konstant
strid. De to er således internt forbundne og ikke modsætninger, der udelukker hinanden,
men som nærmere forudsætter hinanden. Fjerner man friheden, er der ikke en
magtrelation, da denne eksisterer i kraft af viljernes strid. Derimod omformes modstanden
til passivitet, og magt bliver i stedet til vold. Således er magt noget, der udøves mellem
frie viljer og fungerer som en afbøjning eller retningsgivning af den andens vilje.
Man handler imidlertid ikke kun i forhold til den andens faktiske handlinger, men også i
forholdt til dennes potentielle handlinger. Man foregriber den andens handlinger; man
disponerer mulighedsfelter for handlinger og organiserer/afgrænser den andens
handlerum. I disse gensidige magtkampe mellem magt og modmagt, viser magten sig som
10

strategier eller teknikker, der har til formål at opnå et givent resultat. Derved er magtens
udfoldelse en konditionering af den måde hvorpå interaktionen finder sted. Den fungerer
ved at forme eller afbøje vores handlinger. Heraf kommer magtens tætte relation til
ledelse, fordi magten er evnen til at lede andre - i deres ledelse af sig selv.
Når magt bliver til i dette felt af stridende intentioner, må den beskues gennem en optik,
der giver foreløbige og reviderbare beskrivelser. Den må beskrives som et forhold mellem
handlinger og hændelser, og ikke som forhold mellem personer, eller mellem personer og
deres intentioner. Spørgsmålet bliver altså hvordan magten udøves, og hvordan vi kan
gøre den håndgribelig, når vi nu ikke kan lave en færdig teori om magtens natur (Raffnsøe
2005).
Magtanalysen
For at imødegå magtens vaghed og kompleksitet så Foucault det som nødvendigt, at
magtanalysen foregår som en komparativ analyse af begivenheder, historiske såvel som
samtidige. Kun på denne måde er det muligt at beskrive magten. Det bliver således ikke
magten i sig selv, der fremkommer af analysen, men et magtens mønster, en gentagende
handlingspraksis, en tilbøjelighed for hvordan en begivenhed udspilles. Ved at beskrive de
handlinger som er resultatet af magten, viser Foucault hvordan magt kommer nede fra, og
ikke er noget, der findes i sig selv, men er noget, der skabes (Raffnsøe 2005). Magten er
overalt fordi den myldrer frem overalt. Sociale relationer gennemsyres af magtrelationer,
og det er således magtens mikrofysik, der undersøges.
”Studiet af denne mikrofysik forudsætter, at den magt, der udøves, ikke opfattes som
en egenskab, men som en strategi, således at dens dominerende virkninger ikke
tilskrives en >>tilegnelse

Genealogien
Foucault fandt inspirationen til hans genealogi i blandt andre Nietzsches forfatterskab.
Nietzsche arbejdede med værdiskabende kræfter i en kaotisk verden. Kræfter, der i stedet
for at tilpasse sig hinanden, frembragte absolutte værdier i deres eget billede. Ved at vise
hvordan disse absolutte normer var blevet til i et historisk forløb, ville Nietzsche
underminere samtidens metafysiske grundlag og derved erklære Gud for død (Evans
2001). På samme måde er Foucaults genealogis funktionsområde et kaotisk felt bestående
af magtrelationer i konflikt. Et felt karakteriseret ved forandring frem for stabilitet.
Foucault lod sig inspirere af Nietzsches genealogi, idet han så den som et forsøg på at
beskrive fortidige og samtidige normer i deres historiske kontekst og ikke i forhold til
deres essens eller ideale værdi. Ved at lade historien fortælle om normernes status eller
værdi er det muligt at komme til den indsigt:
”At bag ved tingene er der ”helt andre ting”: ikke deres essentielle og
udaterede hemmelighed, men den hemmelighed, at de er uden essens, eller at
deres essens blev konstrueret, stykke for stykke, ud fra figurer, som var
fremmede for denne.” (Foucault 2001, s. 59).
Metoden til at opnå denne indsigt er ved at lave genealogier eller anetræer for de normer,
som påvirker os i dag. Ved at skrive normernes tilblivelseshistorie bliver det synligt, at
normerne er skabt i en historisk proces, og samtidigt viser det, hvordan historien er til
stede i dag. Derved er genealogierne også nutidshistorier, fordi de beskriver historiens
virkning i dag.
Det arkæologiske aspekt i denne metode er måden, hvorpå man danner sammenhæng
mellem begivenheder. Sammenhænge, der enten kan være tværgående, det vil sige
samtidige eller synkrone - eller de kan være diakrone og etablere sig mellem begivenheder
forskudt i tid. Sammenhængene skal dog ikke begribes i deres tidslige forhold, men
nærmere i et rumligt forhold, der beskriver begivenhederne i en sammenhængslogik
etableret gennem fysiske og handlingsmæssige sammenhænge. En grund til at bruge
arkæologien som redskab er, at man ved at vise de store sammenhænge mellem en række
begivenheder tydeliggør, at den enkelte begivenhed ikke kan stå alene, men at den altid
når ud over sig selv, i det den kondenserer en større sammenhæng. Det er dog nemt at
forfalde til kausalitetslogik i arkæologien, det vil sige at skabe determinerende
begivenhedskæder, der reducerer begivenheden til et forhold mellem årsag og effekt. Men
12

Foucault vil med genealogien foretage en analyse, der ikke kan reduceres til kausalitet,
fordi der altid er noget mere, der kan graves frem. Man kan ikke lave en endelig reduktion
af begivenheden. Til gengæld får man en beskrivelse af de dispositioner og taktikker, der
har påvirket begivenheden, men som ikke har determineret den.
Forbrydelse og straf
Et eksempel på hvordan Foucault så genealogien praktiseret, finder man i hans eget
forfatterskab. For eksempel blev et af hans hovedværker, Overvågning og straf, skrevet
med inspiration fra begivenheder i samtiden, 1970’erne. Her var Foucault med til at
problematisere forholdene i de franske fængsler, og den disciplinering der lå til grund for
fængslingen som straffepraksis. Med afsæt i disse samtidige erfaringer, skrev Foucault
beretningen om fængslets fødsel gennem en række nedslag i historien,. Han kunne på den
måde beskrive, hvordan fængselsstraffen er blevet indrettet som en disciplinerende
foranstaltning i samfundet. På den måde kommer beretningen om fremkomsten af fængslet
i dets nuværende form til at være som en markering af, hvordan vi afgiver kontrollen over
os selv til samfundet. Analysen bliver altså i sidste ende en beskrivelse af, hvordan der er
sket et skred i en grundlæggende problematik. Før var det grundlæggende problem
elendighed/fattigdom, nu er de centrale problemer noget andet, nemlig
suverænitetsafgivelse. Det opgør med fængselssystemet Foucault er en del af i 1970’erne,
kommer til at stå i lyset af de erfaringer med suverænitetsafgivelse, som individet hele
tiden gør sig.
Foucaults forandringspotentiale
Det, Foucault kan bidrage med i forhold til en organisationsteori, er muligheden for at
benægte en given strukturs forrang i forhold til andre. Der åbnes altså op for at kunne
fortolke og sammensætte de bestemmende faktorer for en organisation på en ny måde, ved
at beskrive den eksisterende struktur som resultatet af en bestem form for magt.
”Således vil genealogien automatisk rumme et element af kritik, idet den
opløser enhver forestilling om naturgivenhed, nødvendighed og
uforanderlighed, og frarøver fænomenerne deres aura at selvfølgelighed og
>>naturdet er at opdage, at der hverken ligger sandhed eller væren til
grund for det vi ved eller er, men blot udvendige tilfældigheder

Den produktive side af genealogien er en insisteren på at holde fokus på
forandringsmuligheder og på at lade alle stemmer blive hørt (Evans 2001). Ved at
eksplicitere hvordan visse strukturer har fået forrang, overskrider man nutiden og skaber
en forventning om det fremtidige. Projektet bliver at beskrive magten på en måde, der kan
fremhæve det eksisterende uden at fastlægge en ny struktur. På den måde bliver det en
beskrivelse ”hinsides godt og ondt” 2 , fordi den opløser forestillingen om en universel
sandhed at tage udgangspunkt i. I stedet for at danne grundlag for en gendannelse af
strukturer bliver genealogien afslørende og problematiserende. Det bliver en empirisk
undersøgelse af den normative logik, der virker normerende ind på os, idet vi forpligter os
på den i hverdagen.
I forhold til forandringsmulighederne i en organisation kan man udføre denne historiske
undersøgelse:
“(...) både for at fastholde de punkter hvor ændring er muligt og ønskeligt, og
for at bestemme den præcise form, som disse ændringer kan antage.”(Foucault
1987, s.101)
Man kan sige, at genealogiens grundmetafor er anetræet - påvisningen af hvordan
historien indvirker på samtiden. Metaforen afslører samtidens evidens som noget, der er
konstrueret op gennem historien, dog uden at blotlægge hele dette anetræs rod. En
genealogisk analyse kan således eksplicitere de grundlæggende antagelser, der kan være i
en organisation om, hvordan magten er fordelt, og hvordan viden produceres, og på den
måde kan man sige at:
”The discourse of postmodern organizations is possibly a fruitful vehicle for
this refusal to accept the rules and the representations of the past, even though
we know them to give comfort, security and stability” (knight 2003, s. 30).
Idet følgende vil jeg beskæftige mig med en anden fransk poststrukturalist, fra hvis
forfatterskab jeg vil fremdrage nogle centrale begreber, som jeg mener kan danne
grundlag for nytænkning og forandring.
2 Udtryk hentet fra Nietzsche, der i bogen ”Jenseits von Gut und Böse” (1886) viser hvordan begreberne
”god” og ”ond” er blevet konstrueret i en historisk sammenhæng, og således ikke er til en universelle
egenskaber (Evans 2004).
14

Gilles Deleuzes bidrag
Gilles Deleuze (1925-1995) var en af de mest radikale og nytænkende franske filosoffer i
det forrige århundrede, samtidigt med at han også er en af de sværest tilgængelige. I løbet
af hans studietid i 1940'erne, oplevede han, at den filosofiske tradition, han blev oplært i,
havde et meget strengt og fastlåst forhold til filosofiens historie. Han så det derfor
nødvendigt som færdiguddannet selv at fokusere på de filosoffer, der havde formået at
sætte sig ud over deres tids filosofihistoriske arv, heriblandt Hume, Spinoza, Bergson og
Nietzsche. Især sidstnævnte kom til at spille en stor i rolle i Deleuzes eget arbejde (Bogue
1989). Igennem dette fokus på filosofiens udbrydere ville Deleuze opnå at ruske op i den
gængse forståelse af verden, for derigennem at skabe mulighed og plads til forandring. En
anden vigtig inspirationskilde for hans arbejde var strukturalismen, der bevægede sig væk
fra subjektet som basis for erkendelse, for i stedet at beskæftige sig med subjektet som et
resultat af strukturer, der lå udover individets kontrol. Deleuze tog denne afstandtagen fra
det erkendende subjekt til sig, men gik samtidigt imod strukturalismen ved at stille
spørgsmål ved herkomsten af de strukturer, vi indgår i.. Det var for det første
strukturalismens forsøg på at påkalde sig status som objektiv videnskab, Deleuze stillede
sig kritisk overfor. Men også strukturalismens forsøg på at opstille repræsentationer af de
strukturer der selv lå til grund for repræsentationen, så han som problematisk. Som for
eksempel at skulle beskrive de grundlæggende strukturer i sproget ved hjælp af sproget
selv. Repræsentationerne fungerer kun indenfor de rammer, strukturerne tilbyder og giver
således ikke mulighed for at præsenterer det, der ligger til grund for strukturerne selv
(Bogue 1989). Deleuzes forslag til hvordan man kommer uden om denne problematik gik
derfor ud på at forkaste den terminologi og evidens, der var aktuel i forhold til en given
problemstilling. På den måde var Deleuzes filosofi karakteriseret ved :
”(...) an insistence that understanding and thinking demand that we go beyond the seeming
order and sameness of things to the chaotic and active becoming which is the very pulse of
life.”(Colebrook, s. xxxiv).
Deleuze så det ikke som et mål i sig selv at gøre op med samtidens metafysik, men
derimod at gør op med den form for tænkning, der begrænsede mulighederne for
udfoldelse. Målet var at skabe rum for udfoldelse og liv; at danne grundlaget for en positiv
og konstruktiv filosofi og ikke bare negere tidligere ideer (Carlsen 2001).
15

En anden problemstilling Deleuze fandt interessant, var hvad han så som menneskets
tendens til at falde tilbage i vante tankemønstre og lade sig flyde med strømmen - blot at
acceptere verdens gang og på den måde begrænse sine egne muligheder for udfoldelse.
Inspirationen fra Nietzsche ses her, idet denne tankgang er parallel med Nietzsches
forestilling om slavemoral. Det handlede for Deleuze om, at skabe begreber, der åbnede
op for en “livsbekræftende vitalisme”(Carlsen 2001, s.9). Begreber, der giver plads og
åbner op for mangfoldighederne uden at indfange dem i begrænsende kategoriseringer.
”Philosophy, for Deleuze, was not about creating correct pictures or theories
of life, but transforming life. Philosophy is not something we apply to life. By
thinking differently we create values and assumptions. We destroy common
sense and who we are in order to become.” (Colebrook 2002, s.xvii)
Deleuzes arbejde formede sig som en afstandtagen fra det, der udspringer af det negative,
det, der nærer sig ved manglen og som ender i stilstand. Han prøvede at skabe begreber,
der var i stand til at håndterer mangfoldighederne, så de ikke begrænses. Han så flugtlinier
i samfundet frem for problemer og strid, rhizomer frem for træstrukturer.
Netop ”mangfoldigheder” er et fremtrædende og karakteristisk begreb for Deleuzes
forfatterskab. Et af de steder hvor Deleuze behandler forholdet mellem mangfoldighed og
begrænsning i relation til vi menneskers oplevelse af verden, er i bogen ”Anti-ødipus”, der
udkom i 1972 i Frankrig.
Anti-ødipus
Dette værk, som Deleuze skrev i nært samarbejde med psykoanalytikeren Félix Guattari
(1930-1992), placerede ham for alvor på det filosofiske verdenskort. Guattari var meget
politisk aktiv i 1960'erne og havde gjort det til sit projekt at beskrive, hvordan det sociale
og politiske felt var underbygget af underbevidste processer.
Omdrejningspunktet for dette værk var netop forsøget på at vende tænkningen væk fra
fokusering på konflikt og mangel. Deleuze og Guattari indførte begrebet Anti-ødipus som
respons på, hvad de beskriver som en underbevidst repression i samfundet. Det ødipale
begær i den freudianske tradition beskrives af Deleuze og Guattari som en repressiv og
negativ funktion, der har til formål at tilpasse menneskets kaotiske og inderste begær til en
samfundsnorm, således man kan fungere på en kvalificeret måde i dette samfund. Begæret
skal tilrettes samfundet i forhold til en overordnet plan, en transcendent værdi for hvad det
16

vil sige at være en normal borger. Det er begæret i en Freudiansk forståelse, der får
mennesket til at ville sin egen undertrykkelse. Identitet, forstået som et statisk subjekt, så
Deleuze og Guattari som et udtryk for en repression af mennesket. Og fordi vi ønsker
subjektets stabilitet, ønsker vi også vores egen undertrykkelse (Carter 2004).
Imod denne type begær indfører Deleuze og Guattari begrebet ”antiødipalt begær”. Dette
anti-ødipale begær er karakteriseret ved ikke at være rettet mod noget, men derimod ved at
være en del af alle forhold, alt liv. Begæret er den positive kraft, der skaber forbindelser
mellem alle verdens objekter og fænomener. For at begrebsliggøre det anti-ødipale begær,
uden samtidig at nedsætte rammer for denne skabende kraft, benytter Deleuze og Guattari
i efterfølgeren til Anti-ødipus, ”Tusind plateauer”, begrebet rhizom.
Rhizom
Rhizomet beskrives i ”Tusind plateauer” som en modsætning til en træ-lignende struktur.
Et begreb Deleuze og Guattari benytter til at forklare, hvordan en bestemt type tænkning
producerer en distinkt orden, der er afgrænset og har en retning. I følge Deleuze og
Guattari fungerede den tidligere vestlige filosofi ved, at den danner begreber, der tildeles
en afgrænset form og et regelsæt for, hvordan disse kan bruges, og hvad de beskriver. Der
er således altid et udgangspunkt eller startpunkt, hvorudfra den enkelte ide er defineret.
Herfra udvikles ideen som en dikotomi, der kommer til at lægge grunden for en hierarkisk
og træ-lignende opbygning. På den måde er de træ-lignende strukturer bygget op omkring
en binær logik, der ikke kan beskrive de mangfoldigheder, der ligger udover logikken
uden at henvise til en transcendent værdi. I modsætning til de træ-lignende strukturer er
rhizomet særegent ved at:
og
”Et rhizom begynder ikke og ender ikke; det er altid i midten, mellem tingene,
et mellemværende, intermezzo.” (Deleuze og Guattari 2005, s. 34)
”(...) Et hvilket som helst punkt på rhizomet kan og bør forbindes med et
hvilket som helst andet punkt”(Deleuze og Guattari 2005, s. 10).
Rhizomet er altså et mønster uden begyndelse eller slutning, hvori alle punkter er
forbundet med alle andre. Hvilket er helt forskelligt fra en træ-lignende struktur, der netop
har en begyndelse og et endeligt antal forbindelse. Når man for eksempel undersøger
verden med en strukturalistisk til gang, vil man finde og beskrive de træ-lignende
17

strukturer. Deleuze havde mod sat dette til formål at blotlægge det kaotiske mulighedsfelt
alverdens fænomener eksisterer i. Dette er også grunden til, at han benytter sig af rhizomet
som beskrivelse af verdens sammenhænge. Rhizomet fremstiller nemlig forbindelsen
mellem alle ting i deres virtualitet og afspejler en grundlæggende forståelse hos Deleuze;
nemlig forholdet mellem det virtuelle og det aktuelle.
” (…) the founding difference in Deleuze’s ontology is the one between the
virtual and the actual. (...)[T]he virtual, which is an intensive field of
becomings consisting of different spatio-temporal processes, is as real as the
actual: the virtual “is real without being actual, ideal without being
abstract.” The actual is only the latest result of these intensive processes and
the actual is what occupies us the most (…)” (Sørensen 2003, s. 53).
Når rhizomet indeholder alle mulige forbindelser og beskriver både det virtuelle og det
aktuelle, beskriver det også de muligheder, vi har for at bevæge os væk fra et aktualiseret
territorium. Således er rhizomet en måde at forbinde sig til et mulighedsfelt, der strækker
sig langt ud over hverdagens. Rhizomet er en måde at deterritorialisere det aktuelle og
skabe en bevægelse i en ny retning. Denne bevægelse, der gør det muligt at skabe
udvikling uden at hænge den op på det aktuelles fortid og fastgroede tankemønstre, kalder
Deleuze en flugtlinie.
Flugtlinien
Når alle forbindelser er mulige indenfor rhizomet, er der ikke noget, der bryder ud eller
frigør sig fra denne struktur. Derfor er flugtlinier en henvisning til en tilblivelse af noget,
der ligger ud over det aktuelle. De repræsenterer mulighederne for opbrud, mulighederne
for at deterritorialisere det aktuelle, for at skabe grobund for en reterritorialisering af en ny
aktualitet. Flugtlinierne er i tråd hermed indlejret i den sociale realitet, og ifølge
Deleuze er de et udtryk for vilkåret i det moderne samfund. Her er individer og
grupper ikke defineret ud fra indre eller ydre modsætninger, men snarere som nye
måder at aktualisere det mulige, det vil sige som mangfoldige flugtlinier. Således er
flugtlinierne et begreb Deleuze og Guattari bruger til at beskrive et udviklingsmoment,
der ikke forudsætter en forkastelse af det eksisterende, men som stadig giver mulighed for
at bryde organiseringer op og lade dem falde på plads på en ny måde.
18

Deleuzes forandringspotentiale
Deleuzes forfatterskab indeholder mange af de ting, jeg ser som poststrukturalismens
potentiale i forhold til at inspirere organisationsteorien. Nok virker tankegangen i første
omgang meget abstrakt, men går man lidt mere i dybden, viser der sig et
forandringspotentiale, der overgås af de færreste andre filosoffer. Deleuze har en tydelig
dagsorden om at ændre verden ved at åbne vores øjne for alle de muligheder, vi går og
skjuler for os selv ved at begrænse os til kendte tankemønstre. Således giver Deleuze og
Guattari på deres karakteristiske måde et bud på, hvordan man bør beskrive og forholde
sig til verden:
”(...) skriv i slogans: Dan et rhizom og ikke en rod, plant aldrig! Udså ikke,
sæt stiklinger! Vær hverken enhed eller mangfoldighed, vær mangfoldigheder!
(...) Pas på med de passende ideer (Godard). Få kortvarige ideer.” (Deleuze
og Guattari 2005, s. 34)
Alle organisationer har ifølge Deleuze og Guattari et formål, og i nutidens verden er dette
formål kapitalistisk. Men det er ikke en nødvendig kvalitet ved organisationen. Man bør
ifølge Deleuze og Guattari forsøge at skabe organiseringer, hvis formål er et andet end det
kapitalistiske for på den måde at kunne give mulighed for virkelig forandring. Forandring
kræver nemlig uforudsigelighed for at kunne kalde sig virkelig forandring, ellers er det
bare en uddybning af det eksisterende. I det nuværende samfund, hvor indlejringen af det
kapitalistiske system gør, at vi har en specifik målestok for evaluering af forandring, er de
måder hvorpå forandringer kan udfolde sig begrænsede. For at sprænge rammerne for
forandringens muligheder må vi indføre en ny skala, der vurderer forandring ud fra i hvor
høj grad den er i stand til at frigøre begæret, mangfoldigheden og kreativiteten. Således
kan det ses som et mål for Deleuze og Guattari at være inspirationskilder for udviklingen
af en organisationsteori, der er ydmyg i sit udgangspunkt. En teori, der ikke påtvinger
verden bestemte normer, men som er åben for nye normer og definerer nye forbindelser
(Carter 2004). En sådan rhizomatisk teori vil kunne bryde med en statisk
organisationstanke og give muligheden for reel forandring. Ved at lade sig konfrontere
med Deleuze og Guattaris tankegods åbnes der op for muligheden for at tænke
organisationen på en ny måde, fordi det i denne konfrontation er muligt at forfølge en
flugtlinie og dermed opnå reel nyskabelse frem for reproduktion af det eksisterende.
Men hvorfor skal man overhovedet beskæftige sig med poststrukturalismens metaforer og
metoder, når det i bund og grund handler om at se på, hvordan man konkret kan ændre
19

måden, man former og styrer en organisation. Her mener jeg, at det er passende at
inddrage erkendelser hentet fra Gareth Morgans ”Images of organization” (1997).
Images of organization
Morgan laver en parallel mellem teori og metafor for på samme måde at se organisationer
på nye måder. I bogen ”Images of organization” indleder han med følgende bemærkning
og præmis: ”All theory is metaphor” (Morgan 1997, s. 5) hvilket giver ham mulighed for
at introducere en mængde nye vinkler på organisationsanalyse. Hans udgangspunkt er, at
organisationer former sig efter de beskrivelser, der er af dem, og at enhver beskrivelse vil
belyse nogle områder. På den måde giver metaforen som analysetilgang helt nye og vidt
forskellige beskrivelser af den samme organisation, og bibringer et stort antal nye måder at
forstå og forholde sig til den givne organisation. Dog medfører tilgangen samtidigt en
udfordring for, hvordan man opdager det, metaforen ikke viser: altså de steder metaforen
skjuler visse dele af organisationen ved at italesætte andre. Man kan sige, at metaforen
betinger diskursen og dermed det synlige og det sigelige. Ved at bruge metaforen som
indgangsvinkel i analysen af organisationer:
” (…) we quickly appreciate that no single theory will ever give us a perfect or
all-purpose point of view. We realize that the challenge is to become skilled in
the art of using metaphor: to find fresh ways of seeing, understanding, and
shaping the situations that we want to organize and manage.” (Morgan 1997;
s.5)
Morgan mener således at man må acceptere, at metaforen ikke giver et endeligt og
altomfattende billede af en organisation, men at den i højere grad er en metode, man kan
benytte til at forme sit billede af organisationerne. Således kommer metaforen, i det
øjeblik man ligger sig fast på den, til at afgrænse de potentialer organisationen har for
forandring. Morgans forslag til, hvordan man undgår denne begrænsning, er at benytte så
mange forskellige metaforer som muligt og derved få så nuanceret en beskrivelse som
ønsket. En anden løsning, og det forslag jeg ønsker at komme frem med i denne opgave, er
at benytte nogle mere abstrakte metaforer eller teorier. Jeg mener altså, at det er
interessant i denne sammenhæng at efterprøve de metaforer eller teoretiske retninger, der
har til formål at åbenbare det skjulte uden at give anvisninger på, hvordan der etableres
nye sandheder, der igen vil skjule eller fortrænge noget. Dette gør de blandt andet ved selv
at indbefatte deres egen historik eller mulighedsfelt. Dette er karaktertræk, der netop
20

kendetegner de poststrukturalistiske teoriers dekonstruktion af magtrelationer og dermed
kvalificerer den poststrukturalistiske organisationsteori i vores søgen efter en
organisationsstruktur med virkeligt forandringspotentiale.
De poststrukturalistiske teorimetaforer giver ikke et endeligt billede af, hvordan en
forandring vil se ud efter dens gennemførsel. De skaber åbninger, der ikke lukkes igen.
Udfordringen, som poststrukturalismen tager op, er således at accepterer tingenes
midlertidige tilstand. Det er imidlertid også en pointe, det er værd at have med - at
Foucault og Deleuze ikke har til formål at nedbryde verdens fundamentale strukturer, da
de ikke mener, at dette er muligt. De mener derimod, at vi må forholde os til de små
muligheder for forandring, hvilket i Foucaults genealogi betyder at redegøre for de
historiske incitamenter, der ligger til grund for bestemte magtrelationer, og derved pille
disse ned fra deres piedestal. Alt i alt at stille de forbudte spørgsmål og lufte de stemmer,
magten har gjort tavs. I Deleuzes begrebsverden betyder det at indse, at den aktuelle
sammensætning af forbindelser mellem ting i verden kun er et lille uddrag af alle de
mulige forbindelser, der eksisterer i virtuel form. Og at man ved at forfølge helt nye veje
ikke nedbryder noget, men derimod etablerer nye muligheder for aktualiseringer.
Ved at sammenholde poststrukturalismens kamp mod de eksisterende strukturers
dominans med det moderne markedskrav om organisatorisk fleksibilitet og
forandringsparathed er det muligt at se, hvorfor denne temmelig svært tilgængelige og
antiautoritære filosofiske retning er begyndt at få indflydelse på et felt, der er kvalitativt
anderledes i sit grundlag. Men hvordan kan styring af en organisation foregå i lyset af
poststrukturalistiske erkendelser?
Poststrukturalistisk ledelse
Gareth Morgan beskriver problemet således:
”One of the major paradoxes facing modern managers is that they need to
combine a high tolerance of ambiguity and openness to competing views with
the need to create a ”closure” that allows them to go forward in a positive
way” (Morgan 1997, s.430).
Den poststrukturalistiske organisationsteori giver ingen konkrete handleplaner eller
metoder, men den udstikker nogle retningslinjer og retter opmærksomheden mod de
steder, hvor en organisation har tendens til at gøre, ”som man plejer.” Det er netop ved at
skabe sig en bevidsthed om det, man tager for givet - det der fungerer som en urørlig
21

sandhed, at det er muligt at skabe en positiv forandring i en helt ny retning. Man skal så at
sige finde ud af, hvor man står som organisation, og hvilke magtrelationer der er på spil,
før den virkelige nyskabende forandring kan gennemføres. Men også i den kontinuerlige
forandring kan der åbnes op for at den moderne leder forsøger at undgå en undertrykkende
magtudøvelse for derved at øge medarbejdernes engagement og kreativitet (Hatch 1997).
Det er således nødvendigt for lederen at være i stand til at reflektere over, hvordan
hans/hendes brug af tilgængelige magtmidler modtages blandt medarbejderne. Og i stedet
for at undertrykke eventuel modstand, hvilket risikerer at medføre et dårligt resultat, må
han kunne sætte sig ind i og anerkende den som et udtryk for medarbejdernes modmagt
(Hatch 1997). Udøvelsen af magt og kontrol er ikke noget, der kan undgås i en
organisation, men det kan vise sig at være produktivt for ledere at se potentialet i en
eventuel modstand og se det som flugtlinier, der åbner op for nye måde at aktualisere
organisationen, frem for at lukke af for disse stemmer og dermed begrænse
mulighedsfeltet. En af de måder man kan sørge for at gøre det acceptabelt for en leder at
lade de stemmer der opstår i relation til magten blive hørt, er at lade historien om de
nuværende strukturers tilblivelse blive fortalt. Ved at fastholde anetræet for den aktuelle
struktur kan det blive lettere at gøre op med denne, netop ved at henvise til at den ikke er
en transcendent størrelse, men derimod den seneste form i en fortløbende proces. For
eksempel kunne man huske på, hvordan 90’ernes organisationsteoretiske fokus på
narrative og symbolske forhold i organiseringsprocessen medførte en trend, hvor
fortællingen og italesættelsen af organisationskulturen blev det grundlæggende princip for
ledelsesstrategierne.
På den måde er nogle af de erkendelser man i ledelsessammenhænge kan tage med sig fra
poststrukturalismen opmærksomheden på mangfoldigheden og på strukturernes
midlertidige status.
Konklusion
Når jeg i denne opgave har beskæftiget mig med poststrukturalismen som udgangspunkt
for organisationsteori og – praksis, sker det for at markere et skift væk fra den traditionelle
modernistiske forestilling om organisationer, hvis fokus er at sikre stabiliteten i en
organisation. I stedet ønsker jeg at tegne omridset af en ledelsesstil, der har fokus på at
gøre organisationen så forandringsdygtig som muligt. Denne fokus på forandringsparathed
22

er opstået som følge af den hastighed, hvormed det globale marked ændrer sig. Det har
gjort det interessant for ledelsesteoretikere at finde inspiration utraditionelle steder som for
eksempel i poststrukturalismen. Dette sker på trods af, at poststrukturalismen fandt sit
holdepunkt i et opgør med netop de statiske og fastlåsende strukturer, som blandt andet det
kapitalistiske system repræsenterer.
At poststrukturalister så som Michel Foucault og Gilles Deleuze ikke giver en
løsningsmodel for, hvordan forandringen skal foregå, er netop argumentet for at indhente
indsigter fra disse filosoffer. Og måske kommer de netop til at virke inspirerende for
organisationsteoretikerne, fordi det, de kræver af organisationerne, på mange måder er en
dekonstruktion af organisationerne selv. Man må dog holde sig for øje, at
organisationernes dekonstruktion af sig selv altid vil være afhængig af en efterfølgende
”re-konstruktion”. Den store udfordring ligger således i at kunne fastholde og skabe
organisationen uden at forfalde til den modernistiske holdnings normative strategier.
Således kan det være nødvendigt at opløse normgrundlaget for en given organisering med
jævne mellemrum - for derigennem at etablere nye, der fungerer samtidigt med en viden
om deres oprindelse. Man skal så at sige sørge for, at arret efter den sidste omstrukturering
stadig kan ses, således at den historiske etablering af magt forbliver synlig. På den kan
man måske opnå, at erkendelsen om at det hele kunne have set anderledes ud aldrig
forsvinder.
Diskussion
Hvor vidt det nogensinde vil være muligt for virksomheder og andre former for
organisationer, der fungerer i nutiden økonomisk system og er underlagt bundliniens
modernistiske spændetrøje og bureaukratiets jernbur, kan det være svært at spå om. Men
at der er sket noget i den måde, vi forholder os til moderne organisationer, er der
imidlertid ikke tvivl om. Flere gange har danske forskere udtrykt deres bekymring over de
forhold nutidens arbejdsforhold i medierne. En bekymring, der handler om, at flere
medarbejdere rundt omkring på de danske arbejdspladser bliver sygemeldte med stress, og
at denne tendens ikke ser ud til at vende. En af årsagerne til den øgede stressmoment på
arbejdspladser kan ligge i netop den problematik, jeg har behandlet i denne opgave. Det
kan virke oplagt at antage, at der en sammenhæng mellem virksomhedernes krav om
større og større fleksibilitet og forandringsparathed fra deres medarbejdere og mængden af
23

sygemeldinger på grund af stress. Det kan være, at kravet om fleksibilitet og de konstante
omstruktureringer af arbejdsrutiner gør, at den enkelte medarbejder får svært ved at finde
ro og sikkerhed i sit arbejde. Man kan også se på stressen som en konsekvens af den måde,
hvorpå man har indført organiseringsstrategier, der har til formål at få individet til at
definere og identificere sig selv i forhold til de kompetencenormer, der opstilles i
virksomhederne. Når normen i den aktuelle kontekst er, at man hele tiden skal være i stand
til at forandre sig, bliver individet hele tiden konfronteret med sig selv som et ufærdigt
subjekt. Og som Deleuze og Guattari er inde på i Anti-ødipus, ønsker vi mennesker at
forholde os til os selv som stabile størrelser, også selvom det medfører vor egen
undertrykkelse. Ser man på poststrukturalistisk inspireret ledelse med denne
stressproblematik in mente, får den nemt en negativ ladning. Men man kan dog også
vinkle udviklingen positivt og fokusere på den frihed, en sådan form for ledelse vil
medføre. Frihed til at udfordre det aktuelle og mulighed for at definere sig selv gennem
arbejdet. Således kan man ende i spørgsmålet om, hvor vidt vi mennesker ender med at
skabe en identitet, der enten lader sig undertrykke eller om vi bryder sammen i stress. En
tredje mulighed kunne være, at vi udviklede os igennem vores fragmenterede subjektivitet
og kom ud på den anden side som Nietzscheanske overmennesker.
24

Litteraturliste
Bogue, Ronald. Deleuze and Guattari. 1. udg. Routledge. 1989. (Bog)
Carlsen, Mischa Sloth; Karsten Gam Nielsen og Kim Su Rasmussen. Indledning. I: Flugtlinier -
Om Deleuzes filosofi. (side 9-21). Redigeret af: Mischa Sloth Carlsen m.fl.1. udg.
Museum Tusculanums. 2001. (Afsnit i bog)
Carter, Pippa & Jackson, Norman. Gilles Deleuze and Felix Guattari. I: Organization Theory and
Postmodern Thought. (side 105-126). Redigeret af: Stephen Linstead. 1. udg. Sage
Publications. 2004. (Afsnit i bog)
Cooper, Robert. Organization/Disorganization. I: Social Science Information, vol. 25, no. 2, 1986.
side 299-335 (Artikel)
Colebrook, Claire. Understanding Deleuze. 1.udg. Allen & Unwin. 2002. (Bog)
Cooperrider, David L. & Suresh Srivastva. Appreciattive inquiry in organizational life. I:
Research in Organizational Change and Development. Vol.1. 1987. side 129-169.
(Artikel)
Deleuze, Gilles og Félix Guattari: Tusind plateauer - kapitalisme og skizofreni. 1. udg. Det
kongelige danske kunstakademis billedkunstskoler. 2005. (Bog)
Evans, Fred: Genealogy and the problem af affirmation in Nietzsche, Foucault and Bakhtin. I:
Philosophy & Social Criticism vol. 27 nr. 3, 2001, s. 41-65 (Artikel)
Foucault, Michel: The Subject and Power. Dreyfus, Hubert L.: I: Michel Foucault: Beyond
Structuralism and Hermeneutics. 1. udg. Harvester Wheatsheaf. 1982. side 208-226.
(Afsnit i bog)
Foucault, Michel. Theatrum Philosophicum. I: Flugtlinier - Om Deleuzes filosofi. (side 87-114).
Redigeret af: Mischa Sloth Carlsen m.fl.1. udg. Museum Tusculanums. 2001a. (Afsnit i
bog)
Foucault, Michel: Talens forfatning; Forelæsningsrapport: Viljen til viden; Nietzsche -
genealogien, historien; på dansk ved Søren Gosvig Olesen. 1. udg. Hans Reitzel. 2001b.
(Bog)
Foucault, Michel: Hvad er oplysning?. I: Slagmark nr. 9, 1987, s. 90-104 (Artikel)
Foucault, Michel: Viljen til viden – Seksualitetens historie 1. 4. udg. DET lille FORLAG. 2006.
(Bog).
Foucault, Michel: Overvågning og straf - Fængslets fødsel. 3. udg. DET lille FORLAG. 2005.
(Bog)
Hassard, John & Martin Parker; ed. : ”Postmodernism and Organizations”, Sage Publications,
1993
Hatch, Mary Jo: Organization Theory - Modern, symbolic and postmodern perspectives. 1. udg.
Oxford university press. 1997. (Bog)
Heede, Dag: Det Tomme Menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanum,
1992 (bog).
Jones, Campbell & Munro, Roland. Organization Theory, 1985-2005. I: Comtemporary
Organization Theory. (side 1-16). Redigeret af: Campbell Jones og Roland Munro. 1. udg.
Blackwell publishing. 2005. (Afsnit i bog)
Knight, David. Michel Foucault. I: Organization Theory and Postmodern Thought. (side 14 -33).
Redigeret af: Stephen Linstead. 1. udg. Sage Publications. 2004. (Afsnit i bog)
Linstead, Stephen. Introduction: Opening Up Paths to a Passionate Postmodernism. I:
Organization Theory and Postmodern Thought. (side 1-13). Redigeret af: Stephen
Linstead. 1. udg. Sage Publications. 2004. (Afsnit i bog)
25

Locke, Edwin; ed. : Postmodernism and Management: Pros, Cons and the Alternative. Elsevier.
2003)
Morgan, Gareth: Images of organization. 2. udg. Sage Publications. 1997. (Bog)
Ogilvie, John & Stork, Diana: Starting the HR and change conversation with history. I: Journal of
Organizational Change Management nr. 16(3), 2003, s. 254-271 (Artikel)
Raffnsøe, Sverre. Dispositivanalyse – en historisk socialanalytik hos Foucault.
I:Poststrukturalistiske Analysestrategier. (side 153-176). Redigeret af Anders Esmark m.fl.
Roskilde universitetsforlag. 2005. (Afsnit i bog)
Reed, Michael. Organizations and Modernity: Continuity and Discontinuity in Organization
Theory. I: Postmodernism and Organizations. (side 163-182). Redigeret af: John Hassard
og Martin Parker. 1. udg. Sage Publications. 1993. (Afsnit i bog)
Ritzer, George. Sociological Theory – International 6th Edition, McGraw-Hill, 2004 (Bog)
Sørensen, Bent Meier. Gilles Deleuze and the Intensification of Social Theory. I: Ephemera nr
3(1), 2003, s.50-58 (Artikel)
Sørensen, Bent Meier. Immaculate defecation: Gilles Deleuze and Félix Guattari in organization
theory. I: Comtemporary Organization Theory. (side 120-134). Redigeret af: Campbell
Jones. 1. udg. Blackwell publishing. 2005. (Afsnit i bog)
26