de t ko ngelige ak ademiforde sk ø nne ku nster - Akademiraadet

5 0 AK A D E M I E T S M Ø D E V I R K S O M H E D
k i rk e gå rd udgør en enhed, dette er det særlige ved kulturarven. De
u æ n d rede kompetencer der i lov fo rslaget gælder for arbejder i fo rbindelse
med kirk e rne og deres inventar for at sikre den værd i f u l d e
k u l t u r a r v, bør nat u rligvis også omfatte kirk e gå rden og dens inve nt
a r ” .
U d valget for Kirkekunst var ikke alene om kritik, og ændringsfo
rslaget bl ev trukket tilbage.
Men der er også pro blemer i andre af Udvalget for Kirk e k u n s t s
a r b e j d s o m r å d e r. En af de mere kuriøse – men principielt skræmmende
– sager fra det fo rløbne arbejdsår i Udvalget kan nævnes her.
U d valget kunne ikke anbefale en Stiftsøvrighed at godkende ansøgning
fra et menighedsråd på Bornholm om tilladelse til at genåbne
3 apsisvinduer og deri indsætte gl a s m o s a i k k e r, som et lokalt gl as
k u n s t f i rma ville skænke kirken. Udvalget mente ikke, at gl a s m o s ai
k k e rne rummede den kunstneriske kvalitet, som måtte kræve s. Stiftet
godkendte imidlertid, at de fo reslåede glasmosaikker bl ev indsat
i de re t a bl e rede vinduer, idet Stiftet ikke tillagde det afgørende betydn
i n g, at fo rslaget “ikke har den fo rnødne kunstneriske kva l i t e t ” .
H vad Stiftet derimod fandt afgørende for godkendelsen var: “at der
er tale om et projekt udarbejdet af anerk e n d t e, lokale håndværk e re,
og at der indgår ve l valgte kristne symboler i ud-smykningen.” Hvis
denne fo rm for vurdering får lov at vinde indpas, vil det bl i ve endnu
s v æ re re for billedkunstnere at slå igennem med kunstnerisk kva l i t e t
i kirk e rne – og det vil kunne bl i ve til stor skade for denne store, fælles
kulturarv.
På det allersidste har Akademiraadet udtalt sig om nye re gl e r
for ansættelse af bl.a. pro f e s s o rer ved uddannelsesinstitutionern e
under Ku l t u rministeriet. Det gælder inden for vort område Ark it
e k t s k o l e rne og Billedkunstskolern e. For Ark i t e k t s k o l e rnes ve d k o mmende
har Raadet ikke i mange år haft indfl ydelse ved udnævnelse
af pro f e s s o re r, men Raadet virker gennem sin udpegning af censorer
til afga n g s b e d ø m m e l s e r, som statens garant for uddannelsens
kunstneriske kvalitet.
For Billedkunstskolernes vedkommende har Akademiraadet
ingen del i bedømmelsen af uddannelsen, men derimod indtil nu
udpeget 2 medlemmer til fagkyndige indstillingsudvalg for pro f e s s or
at b e s æ t t e l s e r, og dermed bidraget til, at også kunstve rdenen uden
for institutionen fik et væsentligt ord at sige. Men de nye re gler læg-
AK A D E M I E T S M Ø D E V I R K S O M H E D 5 1
ger al magt i Skolernes hånd, og endda i én pers o n s, nemlig re k t o rs
hånd. Det mener Raadet er en uheldig udvikling, som vil kunne åbne
mulighed for “selvsving” i et lukket miljø.
G e n e relt finder Akademiraadet i øvrigt, at den ensre t n i n g, som
et sådant fælles, enslydende re glement for så mange fo rskellige instit
u t i o n e r, som der her er tale om, i sig selv er en reduktion, som ikke
kan gennemføre s, uden at man i effektivitetens og fo re n k l i n g e n s
n avn, fo r fladiger og mindsker mangfoldighed i dansk kunsts udvikl
i n g, og dermed i et stærkt og levende demokrati – jævnfør mit indl
e d n i n g s c i t at.
Akademiraadets unive rs og rådgivning er begrænset til Ko ngeriget,
men sagsmængden er utroligt facetteret. Kort sagt rører det
sig om punkter, linier og fl a d e r. For det første om enkeltstående begivenheder
eller værk e r. For det andet om forbindelser og strukture r.
Og for det tredje om planlægning og lovgivning på alle nive a u e r.
Artsrigdommen er fascinere n d e, og emnerne strækker sig i skala
inden for blot et år udover det allerede nævnte fra Københav n s
trafikale pro blemer over lokalplanfo rslag om Esplanaden, om Sologrunden
i Sønderborg, om Israels Plads, om Metroen på Østamager,
og om idrætsanlæg på Østerbro.
Helt ned til de tilsyneladende små og ikke særligt betyd n i n g s f u ld
e, men principielt interessante og kunstneriske vigtige præcedenss
a g e r, som ove rmaling af et gavlmaleri, vinduesudskiftning på et Fred
e r i k s b e rg ’sk boligbyggeri og flytning af Niels Juels stat u e.
Når man til fo r b e redelse af denne beretning gennemgår mødere
f e r at e rne endnu enga n g, må man trods alt konstat e re, at indsatsen
ny t t e r, selvom mange – herfra set – ve l b e grundede fo rslag og
ændringer ikke følges, så er der i fl e re tilfælde lyttet til vo re råd, og
æ n d ret i ove rensstemmelse med vo res anbefalinger.
Det er, hvad vi vil: bl i ve hørt, fo rstået og fulgt. Men dialogen i
sig selv er under alle omstændigheder vigtig: Skriftlig og mu n d t l i g, i
fo re -t r æ d e, og i høring – en faglig udfo rdring for os til at kommu n ik
e re og begre b s l i gg ø re ku nst og kvalitet.
Stort som småt, altid en balancegang mellem tradition og fo rnyelse
på stedets og kunstens vilkår. En indsats som også va re t a g e s
af de mange kunstnere, som Akademiraadet udpeger til bestyre l s e r
og udvalg uden for huset. Hvad vi oplever gang på gang og må erk
e n d e, er at ord sat sammen i love, bekendtgørelser og cirk u l æ re r