Pdf 1MB - Pia Fris Laneth

5
10
15
20
25
30
35
Hjerteanliggender
Siden min oldemor levede og døde på Vorbasse Hede har
kvinder fået meget bedre muligheder for at følge deres hjerte
i kærlighedsanliggender – og større risiko for at dø af en
hjertesygdom
Af Pia Fris Laneth
Karen Marie døde i december 1923 kort før sin tres års
fødselsdag, slidt af arbejde og elleve børnefødsler. Hvert barn
koster en tand, sagde datidens visdom. De sidste år af sit liv
led hun af vattersot. Hjertet var træt og kunne ikke pumpe
blodet ordentlig rundt i kroppen; der sev væske ud i vævet, i
lungerne og i maven. Lægen tappede hende for så meget som
fyrretyve liter, husker hendes yngste søn, Jens Peter, fra
hendes pinefulde dødskamp. Han har stadig billeder i hovedet
fra den dag, han bare elleve år gammel måtte gå den tunge
gang ad markstierne efter nabokonerne, der skulle gøre hans
mor i stand og lægge hende i kisten.
Karen Marie var min ældste oldemor. Som enlig mor til en
nyfødt dreng var hun heldig i 1883 at blive ansat som
husbestyrerinde hos husmand Andreas Jensen på
Rankenbjerg Hede i den sydvestjyske landsby Vorbasse.
Hun fulgte næppe sit hjerte i nutidens romantiske forstand,
da hun seks år senere blev gift med husbonds søn, Jakob. Han
var en børste, der ikke kunne holde sig fra brændevinen, og
slog når han nåede bunden af flasken. Men hun sikrede sig
forsørgelsen, og sammen fik de ti børn, hvoraf min morfar var
nummer seks.
Angst for sulten og fattiggården fulgte Karen Marie livet
igennem. En nabo til mine oldeforældre har fortalt, at Jacob
en gang kom over til ham og spurgte, om han måtte tage den
selvdøde gris, der lå uden for huset. Det var hård vinter, og
grisen var bundfrossen. Nej, sagde naboen, selvdøde grise skal

40
45
50
55
60
65
70
man ikke spise – og så gravede konen et stykke flæsk frem fra
saltkarret, som Jacob fik med hjem til familien.
Næste dag var grisen væk, og naboen var ikke i tvivl om,
hvem der havde taget den. Han fortalte ikke historien vredt,
men medlidende: Folk spiste selvdød gris af nød.
Grisens ferske kød har været sjælden festmad i mine
oldeforældres hjem. Til middag kogte Karen Marie altid to
retter; kålsuppe, vælling eller grød til at lægge bunden for
kartofler med saltet flæsk og meldyppelse. Morgen- og
aftensmaden var boghvedegrød eller byggrød og
mellemmåltiderne var rugbrød med fedt og salt.
Strømme af hjemmebrygget øl slukkede tørsten efter den
daglige saltmad, og begge dele bidrog til mange forhøjede
blodtryk og oppustede kroppe og Karen Maries dårlige hjerte.
Mine morforældre, Misse og August, havde landsbyens
mistillid til lægevæsenet. I 1934-35 begyndte deres yngste
datter, Lilly, at skrante, og Misse bragte hende til byens kloge
mand i Hejnsvig. Han stillede diagnosen: engelsk syge, der
skyldes mangel på D-vitamin, som man får i fed fisk og hele
æg. Men frem for disse dyre fødevarer ordinerede den kloge
mand en helt anden kur: Hver aften skulle Misse sætte Lilly
med bar ende på jorden, så den kunne trække sygdommen ud
af hende.
Engelsk syge var en konsekvens af tredivernes udbredte
fattigdom, men skyldtes også uvidenhed. Misse har næppe
hørt ord som ‘ernæring’, ‘proteiner’ og ‘vitaminer’ i skolen.
For at forbedre folkesundheden gjorde staten i mange årtier
en målrettet indsats for at uddanne kvinder i madlavning,
børnepasning og rengøring. I 1935 blev Statens
Husholdningsråd oprettet og tre år senere blev håndgerning i
grundskolen og husgerning i mellemskolen obligatorisk for
piger, mens en urskov af husmoderforeninger oprettede
kurser i alt, hvad en kvinde bør vide besked med: madlavning,
henkogning, syltning, bagning, ernæringsteori, rengøring,

75
80
85
90
95
100
105
håndgerning, budgetlægning, regnskabsføring, personlig
hygiejne og teoretisk barnepleje.
Videnskabsfolk – flest mænd – leverede skytset, mens
husholdningslærerinder, sygeplejersker, psykologer,
socialrådgivere og pædagoger terpede de nye idealer ind i
piger, unge kvinder og mødre. Denne alliance mellem staten
og husmoderbevægelsen var succesfuld! Børnedødeligheden
faldt og levealderen steg.
Min farmor Gudrun blev født år 1900 og voksede op i
København, hun havde tyvernes og tredivernes kriser i
kroppen, spiste som om sulten lurede om hjørnet, og holdt
sine skvulpende former i ave med et Spirellakorset.
Hendes frokostborde til jul, påske og pinse var orgier.
Ouverturen bestod af mindst tre slags sild, hvorefter tæppet
gik for første og længste akt, hvor grisen optrådte i alle
hovedroller: små frikadeller, lun leverpostej med bacon,
finker, skinke, ribbenssteg med sprød svær eventuelt
suppleret med små stykker sprødstegt kylling. Anden akt var
kold gris i afskårne variationer: fileten, den røde spegepølse
og den sønderjydske foruden rullepølsen, kødpølsen og
saltkødet – samt sylte og blodpølse ved juletid. Derpå fulgte
samsøen og havartien samt små trekantede flødeoste i farvet
stanniol omgivet af druer, ostekiks og pumpernikkel til den
grønne alpeost.
De voksne sad ved bordet fra klokken et til sent på aftenen
og satte ufattelige mængder mad, øl og snaps til livs. Jævnlige
rygepauser gjorde plads til næste ret. Hen i mod osten var
askebægerne overfyldte, og faster Annie askede på kanten af
tallerkenen. Tobaksrøgen snoede sig tættere og tættere, og
farmor Gudrun tændte for luftrenseren, der var formet som
en stor ugle med øjne, som lyste gennem tågerne.
Som firsårig fik Gudrun sit oldebarn i dagpleje. På det
tidspunkt havde hun fået sin første hjerneblødning, og ordene
kom lidt hulter til bulter: gardinstang i stedet for sukkerskål,

110
115
120
125
130
135
140
knappenål i stedet for sofa – og videre i den dur. Men sangene
kunne hun flydende og rent, og dem sang hun for lille Anders,
som den dag i dag kan synge med på Poul Bundgårds, Poul
Reichardts og Gustav Wincklers gamle landeplager – når han
ikke lige har rap eller techno i ørerne.
Trods hullerne i sproget fik Gudrun efter et par snapse til
familiefesterne stadig lyst til at fortælle historier fra vores
fælles liv. Det manglende sprog var ingen hindring, hun
pegede, så vidste vi, hvem det handlede om, hun ramte et par
ord rigtigt, så gættede vi hvilken anekdote, der var spærret
inde bag hendes læber.
En af de sidste gange, hun deltog i en familiesammenhæng,
begyndte den ene side af ansigtet at hænge underligt. Under
osten havde hun fået sin anden lille blodprop i hjernen,
sproget blev pludseligt endnu mere hullet, og følelsen i højre
side af kroppen var næsten helt forsvundet. Alligevel kom
hun ikke på hospitalet den aften. Hun blev end ikke tilset af en
læge. Med vrede, bestemte hovedbevægelser forbød den
stædige kone os at ringe efter lægevagten. Familiefesten
fortsatte, og Gudrun blev som sædvanlig sendt hjem i en taxa
sent på natten.
Den tredje blodprop sendte hende i fællesgraven på
Solbjerg Kirkegård. Efter begravelsen spiste vi sild og gris i
mange varianter og skyllede grundigt efter med øl og snaps
for at ære hendes minde.
Engang spurgte jeg min mor, hvad hun betragtede som de
største fremskridt siden barndommen i Hejnsvig. Spontant
nævnte hun den store lejlighed på Frederiksberg,
centralvarmen, badeværelset, og især penge nok til at købe
ordentlig mad hver dag.
Hun tilhørte den generation, som har oplevet den største
forbedring af levestandarden nogensinde. Det havde sin pris i
form af øget dødelighed. Godt nok steg den gennemsnitlige
levealder. En nyfødt pige kunne i 1951 regne med at blive 71 år,
i 1990 kunne hun regne med at blive 78 år. De gennemsnitlige

145
150
155
160
165
170
175
længere liv skyldes imidlertid mindre dødelighed blandt
spædbørn og gamle, mens folk mellem 30 og 70 havde større
risiko for at dø end folk i samme aldersgruppe 40 år tidligere.
Især kvinders dødelighed begyndte at bekymre lægerne i
halvfemserne. Som i andre europæiske lande faldt kvinders
dødelighed jævnt frem til slutningen af halvfjerdserne. Men
efter 1979, hvor dødeligheden fortsatte med at falde i de andre
lande, steg den i Danmark. Kurven for mænd ser ikke meget
bedre ud.
Samtidig skiftede dødsårsagerne plads i hierarkiet. I
begyndelsen af århundredet var de store dødsårsager
infektionssygdommene. De blev overhalet af hjertekarsygdomme,
som blev topscorer i halvfemserne, skarpt
forfulgt af kræft. Tilsammen er de to sygdomsgrupper årsag
til mere end halvdelen af alle dødsfald.
Det kostede dyrt at bruge tobakken som frigørelsessymbol.
Kurven over kvinders dødelighed på grund af lungekræft og
andre tobakssygdomme gik stærkt opad fra halvtredserne og
frem.
Alkohol er en anden stor livstyv. Andelen af folk, der dør af
skrumpelever, er fordoblet siden 1950. Flertallet er mænd,
men også på dette felt er der blevet mere ligestilling mellem
kønnene.
Den tredje store synder er kosten. Danskere har ikke
vænnet sig til, at arbejdslivet kræver færre kalorier end
tidligere. Velstandsdanskerne begyndte at spise mindre kål,
rugbrød og kartofler og mere pasta, hvidt brød og kød, mere
crème fraiche og fede oste – og indtagelsen af alkoholiske
promiller er fordoblet. Så alt i alt var kosten mindre gavnlig
for helbredet i halvfemserne, end kosten var i midten af
halvtredserne, selvom min mor priste, at hun havde fået råd
til at servere ordentlig mad hver dag.
Alt dette vidste hun og resten af min familie såmænd godt –
men de elskede kødmad med sovs, de elskede smør og ost, de
elskede deres cigaretter, og efterhånden også den daglige vin.

180
185
190
195
200
Og bortset fra min farmor, døde de alle sammen alt for
tidligt og var med til at hive den gennemsnitlige levealder
nedad.
Mine kusiner, søstre og jeg selv er født efter
besættelselsesårene. Vi tilhører den første generation, som
trygt kunne regne med at overleve de spæde år. Første
generation som fik poliovaccine, vitaminpiller og en kvart
liter mælk hver dag i skolen. Første generation, som fik midler
og viden til selv at kontrollere antallet af børn. Første
generation af kvinder, som fik lønarbejdet som livsperspektiv,
blev selvforsørgende – og dermed fik mulighed for at følge
hjertet i anliggender, der handler om kærlighed.
Og i takt med, at kvinders liv og vaner begyndte at ligne
mænds, steg vores risiko for at dø af en hjerte-karsygdom, så
det nu er den almindligste dødsårsag for kvinder.
Frigørelsen har haft sin pris.
Pia Fris Laneth skrev dette essay til antologien ”Kvinders
hjerter”, udgivet af Hjerteforeningen i 2007.