Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

nede tilsynsførendes opgave overtages af
fastansatte sagsbehandlere.
Udvalget finder således, at både undersøgelsen
af ressourcespild og de erfaringer, der
har været fremlagt i udvalget, både af udvalgsmedlemmer
og forsorgsmedarbejdere,
klart viser, at der bør ske en radikal ændring
med hensyn til anvendelsen af tilsynsførende,
og at denne ændring skal ske både af
hensyn til klienterne, behandlingsarbejdet og
en rimelig ressourceanvendelse.
Udvalget har oven for peget på nærhedsprincippet
som et af de midler, der kunne
fremme kontinuiteten. Imidlertid er det ikke
tilstrækkeligt, at en indsat udstår frihedsstraf
i nærheden af sin bopæl, og at klienter
på fri fod har så nær geografisk kontakt med
sagsbehandler og kontaktmand som overhovedet
muligt. Udvalget finder, at kontinuiteten
i forsorgsarbejdet også bør fremmes derved,
at kriminalforsorgens afdelinger - dvs.
den sagsbehandler, der har distrikt dér, hvor
klienten normalt bor - overtager ansvaret
for hele kriminalforsorgens indsats, også når
der skal udfærdiges personundersøgelse, og
når klienten udstår frihedsstraf.
Det er for udvalget klart, at dette ikke
kan - og heller ikke bur - gennemføres fuldt
ud. Dels vil det være således, at en række
indsatte stadig vil skulle udstå frihedsstraf
langt fra bopælen, og kontakten med sagsbehandleren
i nærheden af bopælen vil derfor
blive vanskeliggjort, dels opstår der en
række problemer i forhold til indsatte med
iængere straffe.
Udvalget har derfor overvejet, om man
kunne finde frem til en gruppering af de indsatte
alt efter, om de skulle vedblive at have
hovedkontakt med sagsbehandleren i nærheden
af bopælen, eller om de forsorgsmæssigt
skulle overgå til fuldbyrdelsesanstalten.
Forudsætningen er, at man, så vidt det
overhovedet er muligt, har gennemført nærhedsprincippet.
Udvalget har fundet det rettest
at tage udgangspunkt i de faktiske opholdstider
i fuldbyrdelsesanstalterne. Man
skal foreslå, at de indsatte opdeles i 3 grupper:
Gruppe 1: Korttidsindsatte til og med 6 måneders
faktisk opholdstid.
Gruppe 2: Indsatte med mellemlange opholdstider,
fra og med 7 måneder
indtil 5 år, og
Gruppe 3: Langtidsindsatte med opholdstider
fra og med 5 år til på livtid.
Man foreslår, at det forsorgsmæssige arbejde
for klienterne i gruppe 1 varetages af
kriminalforsorgens afdelinger, også under anstaltsopholdet.
Det er klart, at der må være
en kontakt til og et samarbejde med anstalterne,
også for så vidt angår disse klienter,
men det afgørende bliver, at sagsbehandleren,
der allerede i kraft af tidligtprincippet
har etableret en kontakt med den indsatte,
enten i forbindelse med udfærdigelse af personundersøgelse
eller ved arresthusarbejde,
forbliver ansvarlig for planlægning, gennemførelse
og justering af planer vedrørende bistandsarbejdet.
For så vidt angår gruppe 2 finder man at
måtte operere med en mellemløsning, hvorefter
det forsorgsmæssige ansvar for klienten
påhviler anstalten, men således at dette sker
i tæt samarbejde med sagsbehandleren i det
område, hvor klienten forventes at tage ophold
efter løsladelsen. En medarbejder fra
afdelingen besøger mod slutningen af anstaltsopholdet
jævnligt den indsatte, og den
indsatte besøger sagsbehandleren og den udpegede
kontaktmand inden prøveløsladelsen.
Ansvaret for de indsatte i gruppe 3, dvs.
de langtidsindsatte, påhviler forsorgskontorerne
i den anstalt, hvor den indsatte er anbragt.
Senest et halvt år før prøveløsladelse
eller benådning etableres der en kontakt til
den afdeling, som klienten skal løslades til,
men først ved selve løsladelsen overgår klienten
til afdelingen.
Udvalget finder, at principDet om, at enhver
klient efter løsladelse er i tilsyn i den
afdeling inden for hvis område han bor, bør
gælde uanset tidligere praksis.
5.4. Koordineringsprincippet
Kontinuitetsprincippet vil, særligt for så
vidt angår de oven for omtalte grupper 2 og
3, stille krav om en øget koordinering og et
øget samarbejde mellem kriminalforsorgens
afdelinger og anstalternes forsorgskontorer.
Der vil ligeledes i samarbejdet med amternes
socialcentre og de primærkommunale socialog
sundhedsforvaltninger blive stillet krav
om en koordinerende virksomhed.
77