Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

en beregning af udgifternes størrelse, hvis
man erstattede de honorarlønnede tilsynsførende
med fastansatte socialrådgiveruddannede
sagsbehandlere. Med udgangspunkt i
de i slutningen af 1974 gældende satser, lønninger
og antallet af kontortilsyn pr. sagsbehandler,
kan det beregnes, at man for en
merudgift på 14.000 kr. om året kunne erstatte
de honorarlønnede tilsynsførende i CK
3 med fastansatte socialrådgiveruddannede
sagsbehandlere, der alene varetog de 485 løbende
tilsyn i afdelingen.
Endelig er der i undersøgelsen foretaget
en beregning af, hvor lang tid en fuldtidsbeskæftiget
sagsbehandler i CK 3 i gennemsnit
har til hver enkelt sag. Det drejer sig om 17
minutter om ugen eller 15 timer årligt.
På disse 15 timer årligt skal den sagsbehandlende
nå:
70
1) at sætte sig ind i sagen og lære klienten
at kende,
2) at gennemføre etableringsfasen ved
anskaffelse af bolig og arbejde, tilvejebringe
økonomisk grundlag indtil første
løn, genetablering af fagforeningsforhold
inklusive restancebetaling,
ofte fremskaffelse af trækkort eller
ændring af trækprocent, eventuel rekonstruktion
af års selvangivelser for
at få orden på gamle restancer,
3) at finde en tilsynsførende, der vil påtage
sig tilsynet og sætte ham ind i
sagen,
4) lobende at supervisere de tilsynsførende,
rykke for rapporter, kontrollere
tilsynskontakten og vilkårenes gennemførelse,
5) at udfærdige udtalelser om tilsynsforløb
til politiet (afgives i 75 pct. af
sagerne, selvom kun 30-40 pct. fører
til domfældelse),
6) at møde i retten i forbindelse med ny
kriminalitet,
7) at overtage den direkte kontakt med
klienten igen, hvis der opstår akutte
vanskeligheder eller særligt komplicerede
situationer,
8) at eftersøge eller gennem politiet efterlyse
klienter, der unddrager sig tilsynet.
9) at føre journal og diverse løbende registreringer,
og at tage sig af klienter,
der henvender sig om hjælp efter tilsynstidens
udløb.
Til trods for den skematiske fremstilling
og de gennemsnitlige beregninger giver
denne beskrivelse et klart indtryk af de utilfredsstillende
forhold, der kan herske i forsorgsarbejdet.
Ifølge undersøgelsen bliver problemet
endnu større ved, at det er umuligt for den
enkelte sagsbehandler at kende samtlige tilsynsførende,
hvorfor det fra starten kan
være vanskeligt at matche klient og tilsynsførende,
og senere kan være vanskeligt at afgøre,
hvilken vægt, det er forsvarligt at tillægge
den tilsynsførendes oplysninger og
vurderinger. De tilsynsførendes uddannelsesog
erfaringsgrundlag er desuden meget forskelligt.
For Københavns vedkommende
(august 1974) var det således, at kun 38 tilsynsførende
med socialrådgiveruddannelse
og 29 med anden pædagogisk eller social uddannelse
aktuelt havde tilsyn, og at disse 67
tilsynsførende kun førte 176 af i alt ca. 900
tilsyn, hvor der var beskikket honorarlønnede
tilsynsførende.
Hertil kommer, at udskiftningen af tilsynsførende
er meget stor. Det kan beregnes,
at ca. en tredjedel af de københavnske tilsynsførende
udskiftes på 1 år, og at kun en
meget lille del af dem gennem praktisk arbejde
har opnået en erfaring, der kan kompensere
for den manglende uddannelsesmæssige
baggrund. Dette medfører, at der må
bruges megen sagsbehandlertid i oplæringsøjemed,
og at usikkerheden omkring bæredygtigheden
af kontaktforholdet mellem den
tilsynsforende og klienten øges. Det medfører
desuden angiveligt, at mange tilsyn returneres
fra de tilsynsførende som værende for
vanskelige.
På denne baggrund og på baggrund af kriminalforsorgsudvalgets
foran citerede anbefaling
af fortrinsvis at anvende personer
med social og/eller pædagogisk uddannelse,
må udvalget konstatere, at det ikke er muligt
at rekruttere og fastholde tilsynsførende med
en sådan uddannelsesmæssig baggrund, at
de reelt kan aflaste sagsbehandlerne, og udvalget
finder derfor, at også ressourceudnyttelsessynspunkter
tilsiger, at de honorarløn-