Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

vægt ved en henvisning til loven og dommen
og risikoen for ubehagelige følger, hvis anvisningerne
negligeres. Betydningen af sanktionsadgangen
kan således ikke aflæses på
den faktiske anvendelse af sanktioner. Når
indberetningsiveren har været ringe, kan det
i øvrigt have sammenhæng med, at forsorgsmedarbejderne
ikke har følt sig overbevist
om, at der er givet tilstrækkeligt gode og
meningsfulde tilbud, således at klientens
negative reaktion er oplevet som undskyldelig.
Det er som nævnt muligt, at iværksættelse
af sanktioner også fremtidig bør have
undtagelsens karakter, men jeg er af den
opfattelse, at det vil være urigtigt at ændre
loven, således at muligheden for en ændret
politik i så henseende afskæres. Hvis de tilbud,
der gives, bliver mere hensigtsmæssige
og tilsynsperioderne kortere, kan opfattelsen
ændre sig. Hvis ressourcer sættes ind på
langsigtede behandlingsprogrammer i samarbejde
med klienten, men denne under forløbet
viser modvilje mod at følge det, kan
den tanke melde sig, at det kunne være nyttigt
at have midler til at overvinde en kortsigtet
modstand.
Betænkningen giver da også under pkt.
10.2.2.1. udtryk for den grundholdning, at
en bistand, der alene fremtræder som et tilbud,
er utilstrækkelig. Men - siges det -
klienten motiveres derved, at hans holdning
kan sætte sig spor i sanktionsvalget ved ny
kriminalitet. Samtidig understreges det, at en
skærpelse af praksis ikke tilsigtes, og argumentationen
synes således at komme lidt i
strid med sig selv.
Det er karakteristisk for en stor del af
kriminalforsorgens klienter, at de er kortsigtede
i deres adfærdsmønster, overdrevet optimistiske
med hensyn til deres muligheder
for ved egen hjælp at overvinde deres problemer
og tilbøjelige til at tilskrive ydre omstændigheder
og ikke egne svagheder ansvaret
for de vanskeligheder, der tilstøder dem.
Det er derfor urealistisk at tro, at risikoen
for, at en negligering af bistandstilbud vil
kunne få indflydelse på sanktionsvalget ved
eventuel fremtidig kriminalitet, vil have nogen
som helst motiverende betydning. Realiteten
i forslaget er således, at et vilkår om
tilsyn forvandles til et rent tilbud om bistand.
I de seneste år er der sket en udvidelse af
anvendelsesområdet for betinget dom, såle-
des at også mere belastede kriminelle er inddraget,
og udvalget finder det ønskeligt, at
denne udvikling fortsætter. I disse tilfælde
stiller det sig hyppigt således i sanktionsvalgssituationen,
at hensynet til opretholdelse
af den almindelige lovlydighed taler for
anvendelse af ubetinget straf, men at betinget
dom med tilsyn foretrækkes i håbet om,
at et intenst forsorgsarbejde vil kunne hindre
recidiv. Ændres reglerne, således at der
ikke er mulighed for at motivere denne ofte
lidet samarbejdsvillige del af klientelet med
henvisning til sanktionsrisikoen, og således
at der ikke er adgang til at anvende anholdelse
og fængsling ved udglidning, er det
nærliggende at antage, at domstolene vil finde
en dom af et indhold, der ganske overlader
efterlevelsen til domfældtes egen bestemmelse,
utilstrækkelig og derfor vil finde
sig mindre tilskyndet til at anvende betinget
dom. Der kan således være grund til at frygte
for, at den ordning, der foreslåes, vil modvirke
denne målsætning, og motiveringen for
ændringen har ikke en sådan styrke, at der
er anledning til at løbe denne risiko.
Når der ikke ved afgørelsen tillægges forsorgsmedarbejderen
nogen kompetence - enhver
er jo berettiget til at fremsætte tilbud
over for andre om social og personlig bistand
- og der ikke pålægges domfældte nogen
pligter, og der således ikke sker nogen indskrænkning
af hans handlefrihed, må det i
øvrigt drages i tvivl, om det er rigtigt at opretholde
den ordning, at det er domstolene,
der tager stilling til, om der skal træffes bestemmelse
om tilsyn, et pålæg, som vil være
uden retsvirkning. Dette er ikke vel foreneligt
med domstolenes sædvanlige opgaver,
og udvælgelsen af domfældte, der er egnede
til at modtage tilbud om bistand, gør heller
ikke domstolenes medvirken påkrævet; den
kan formentlig lige så godt eller bedre foretages
af andre myndigheder.
Begrundelsen for betænkningens forslag
om at ophæve sanktionsmuligheden er bl. a.
en henvisning til den uensartede indberetningspraksis,
der skaber en uheldig forskelsbehandling.
Denne uensartethed består i, at
klienter, der ved deres forhold i og for sig
havde udsat sig for sanktioner, undgår at få
deres sag forelagt til afgørelse herom. Også
dette må erkendes at være en lidet ønskelig
tilstand, men en større ensartethed kunne
formentlig opnås - hvis det ønskedes - gen-
229