Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

som har erfaringer fra ungdomsforsorg, arbejdsformidling
eller lignende.
Nævnenes opgaver er at varetage kriminalforsorgen
i frihed for personer dømt til
skyddstilsyn og for prøveløsladte fra fængsel,
internering og ungdomsfængsel. I denne
egenskab giver nævnene skyddskonsulenter
og tilsynsforende anvisninger og direktiver
for deres virksomhed.
Nævnet skal have regelmæssige møder
med skyddskonsulenten om de klienter, som
er undergivet nævnets kompetence. Såvel tilsynsforende
som klienter kan tilkaldes.
Nævnenes kompetence:
1) Provelosladte: afgørelse om løsladelse på
prøve (Brottsbalken 26:9) for så vidt
angår personer, der er idømt fængsel i
indtil 12 måneder. Beslutning om övervakning
og udpegning af övervakare
(BB. 26:11), håndhævelse af övervakning
og udpegning af övervakare (BB.
26:12). Beslutning om vilkår skal anvendes,
senere ændres eller fornys (BB.
26:15 og 16). Afgørelse om sanktioner
ved vilkårsovertrædelser (BB. 26:18 og
19). Afgørelse om anvendelse af omhändertagande
(BB. 26:22).
2) Skyddstillsyn: beslutning om ophør af
övervakning (BB. 28:5). Beslutning om
sanktioner for vilkårsovertrædelse (BB.
28:7 og 8). Beslutning om omhändertagande
(BB. 28:11).
3) Ungdomsfængsel: her træffer ungdomsfängelsesnämnden
beslutning om overgang
til kriminalforsorg i frihed og om
genindsættelse i anstalt. (BB. 29:5 og 9).
Övervakningsnämnden kan tildele advarsel
og meddele forskrifter (BB.
29:8). Beslutning om omhändertagande
(BB.29:11).
4) Internering: som ungdomsfængsel (BB.
30:6 og 12). Tildeling af advarsel og
meddelelse af forskrifter (BB. 30:11).
Tillige beslutning om omhändertagande
(BB. 30:14).
Visse afgørelser truffet af övervakningsnämnden
- udtømmende angivet i BB. 37:7
til 9 - kan for så vidt angår prøveløsladte
påklages til kriminalvårdsnämnden, for så
vidt angår skyddstillsyn til hovrätten og for
208
så vidt angår personer dømt til ungdomsfængsel
eller intering til henholdsvis ungdomsfängelsenämnden
eller interneringsnämnden.
Klager har ikke opsættede virkning.
Klageinstansens afgørelser er endelige.
(BB. 37:7-11).
Nævnet er principielt en administrativ
myndighed, for hvem retsplejens regler ikke
gælder. Imidlertid skal den domfældte i
sager, der ikke drejer sig om ophør af övervakning
eller af en meddelt forskrift, have
mulighed for at ytre sig, »såfremt det lämpligen
kan ske och hans hörande ej finnes vara
utan gagn.« Såfremt den domfældte ønsker
at blive hørt mundtligt, skal der gives ham
lejlighed dertil. (BB. 37:6).
Nævnet skal, såfremt anstalt forefindes
inden for dets geografiske område, ved
besøg skaffe sig kendskab til forholdene i
anstalten; de indsatte kan tilkaldes. Nævnet
indberetter til kriminalvårdsstyrelsen om de
indsattes behandling eller forholdene i øvrigt
i anstalten.
Nævnene pålægges at samarbejde indbyrdes
og med andre myndigheder, herunder
politi, arbejdsformidling, børneforsorg m. v.
Om nævnenes virksomhed i 1972 henvises
til Kriminalvården 1972, p. 67 ff, hvorfra
nedenstående tabel stammer.
I betænkning om kriminalvård, SOU,
1972:64, p. 244-245 refereres forskellige
synspunkter på nævnenes hidtidige virksomhed.
Disse gengives i det følgende:
De centrale nævn kritiseres bl. a. for at
have fastlagt en praksis, som ikke lader
plads åben for en hensyntagen til omstændighederne
i det individuelle tilfælde. Man
peger på det forhold, at övervakningsnämnderna,
som regelmæssigt ser klienterne, ofte
har et betydeligt bredere grundlag for deres
afgørelse. Bl. a. ønsker man kompetencen til
at træffe afgørelse om løsladelse på prøve
udvidet med de tilfælde, hvor straffen ikke
overstiger 3 år.
Også på andre sagsområder ønsker man
en øget delegation af beslutninger fra de centrale
nævn til övervakningsnämnderna. Man
foreslår de 3 centrale nævn slået sammen til
et nævn, som hovedsageligt skulle tjene som
ankenævn.
Ved rigsdagssamlingen i 1971 er övervakningsnämndernas
virksomhed blevet kritise-