Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1
Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1
Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
11. kapitel<br />
Beskrivelse af personundersøgelser og mentalerklæringer<br />
11.1. Personundersøgelsernes historik<br />
Regler om personundersøgelser blev først<br />
indført med straffeloven af 1930. De 3 straffelovsudkast<br />
af 1912, 1917 og 1923 og de 3<br />
regeringsforslag af 1924, 1928 og 1929 indeholdt<br />
ikke regler om personundersøgelser,<br />
men efter indstilling fra justitsministeriets<br />
forsorgsudvalg af 1924 blev der efter norsk<br />
og svensk mønster i straffelovens § 56, stk.<br />
2, optaget en bestemmelse om, at der i sager,<br />
i hvilke der skønnes at kunne blive spørgsmål<br />
om betinget dom, bør foretages en særlig<br />
undersøgelse med det formål at tilvejebringe<br />
oplysninger om sigtedes tidligere og<br />
nuværende forhold i hjem, skole og arbejde,<br />
legemlige og åndelige tilstand og andre omstændigheder,<br />
som må antages at være af betydning<br />
for afgørelsen. Denne undersøgelse<br />
skulle normalt foretages af den institution,<br />
der fører tilsyn med betinget dømte.<br />
Forsorgsudvalget af 1924 fremsatte i sin<br />
betænkning af 1932 angående foranstaltninger<br />
til forebyggelse af tilbagefald i forbrydelse<br />
en række forslag til de nærmere regler<br />
om personundersøgelserne, og disse forslag<br />
blev senere gennemført uden væsentlige ændringer<br />
i tilsynsanordningen af 21. februar<br />
1933 og tilsynsnævnets instruks af 10. april<br />
1935.<br />
Instruksen fastlagde bl. a. personundersøgelsens<br />
indhold og form gennem en skematisk<br />
formular. Skemaet anvendes stadig og er<br />
kun undergået mindre redaktionelle ændringer.<br />
Det fremgår af betænkningen (p. 97),<br />
at udvalget forudsatte, at undersøgelsesarbejdet<br />
blev udført af lønnet personale, og at<br />
udvalget var inde på den tanke, at undersø-<br />
gelsen i den enkelte sag burde foretages af<br />
den samme person, som til sin tid tænktes<br />
beskikket som tilsynsførende, men man forlod<br />
denne tanke af praktiske grunde, dels<br />
fordi man ikke kunne forvente, at alle de tilsynsførende<br />
havde de særlige forudsætninger,<br />
som undersøgelsesarbejdet krævede,<br />
dels fordi man af hensyn til samarbejdet<br />
med politiet m. fl. anså det for upraktisk at<br />
fordele arbejdet mellem et stort antal forskellige<br />
personundersøgere.<br />
I for<strong>bind</strong>else med straffelovens ikrafttræden<br />
i 1933 blev der under foreningen Fængselshjælpen<br />
oprettet en særlig afdeling,<br />
Dansk værne- og tilsynsselskab, som bl. a.<br />
fik overdraget personundersøgelsesarbejdet.<br />
I 1951 overtog Dansk forsorgsselskab<br />
hele kriminalforsorgen i frihed, herunder<br />
også personundersøgelserne.<br />
Undersøgelserne blev udført af særlige<br />
retskredsrepræsentanter, som var deltidsbeskæftigede,<br />
honorarlønnede medarbejdere<br />
under Fængselshjælpen og senere under<br />
Dansk forsorgsselskab.<br />
I perioden 1933-1943 udarbejdede Dansk<br />
værne- og tilsynsselskab mellem 1.800 og<br />
2.200 personundersøgelser om året, men anvendelsen<br />
af personundersøgelser udviklede<br />
sig i praksis meget uensartet landet over.<br />
Der blev på landsbasis foretaget personundersøgelse<br />
i omkring halvdelen af de sager,<br />
der blev afgjort med betinget dom, men i<br />
flere politikredse blev der kun foretaget få<br />
eller slet ingen undersøgelser. Dette stod til<br />
dels i for<strong>bind</strong>else med, at politiet flere steder<br />
i vidt omfang selv optog rapporter til belysning<br />
af tiltaltes personlige forhold.<br />
1-12* 179
Change language