Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

ejde på lokalt plan. Brydensholt fortsætter:
»I stedet for en skarp opdeling af opgaverne,
som Andenæs er inde på, skulle man altså
tværtimod udbygge et samarbejde. De unges
modning er så forskellig, at det er svært at
arbejde med en fast aldersgrænse. Det kan i
hvert fald ikke gå, at retssystemet og det sociale
system hver for sig prøver at skubbe
dette grænseområde fra sig - at man, som
Andenæs siger, lader dette alvorlige problem
falde mellem to stole.« Herefter omtales, at
problemet er taget op fra flere sider, herunder
helt generelt ved uformelle drøftelser
mellem kriminalforsorgen og socialstyrelsen.
Med det ovennævnte forbehold om institutionsopholdets
tidsubestemthed kan udvalget
anbefale, at foranstaltninger over for
unge primært foregår i børne- og ungdomsforsorgens
regie, og dermed tilslutte sig intentionen
bag vilkåret: i videst muligt omfang
at undgå strafprægede reaktioner over
for kriminelle børn og unge.
Som argumentation for sin indstilling skal
udvalget yderligere anføre, at børne- og ungdomsforsorgens
medarbejdere sidder inde
med en ekspertise vedrørende behandlingen
af dette klientel, som man ikke kan forvente
at finde hos kriminalforsorgens medarbejdere.
Rådgiveren har tillige et ekspertteam
af medarbejdere at bygge på, som ikke eksisterer
i kriminalforsorgen. Endvidere må
ikke mindst tages i betragtning fordelingen
af de økonomiske ressourcer mellem henholdsvis
børne- og ungdomsforsorgen og kriminalforsorgen
— en fordeling, der næppe
kan forventes forrykket af hensyn til unge
under kriminalforsorg.
Ved sine overvejelser om muligheden for
at anvende børne- og ungdomsforsorg som
vilkår i forbindelse med en betinget dom
eller et betinget tiltalefrafald har udvalget
taget sit udgangspunkt i, at hverken anklagemyndigheden
eller retten kan anordne denne
form for forsorg. Kompetencen hertil ligger
alene hos børne- og ungdomsforsorgsmyndigheden,
og det er alene denne myndighed, der
afgør foranstaltningens inhold, ændring og
varighed. Betydningen af vilkåret i denne
forbindelse er, at overholder den unge ikke
de forskrifter, som gives ham af myndigheden,
kan det medføre reaktion i medfør af
straffelovens § 60, eller sagens genoptagelse
for så vidt angår tiltalefrafald.
Udvalget finder, at den unges uønskede
adfærd i form af manglende efterkommelse
af myndighedens påbud ikke i sig selv skal
kunne føre til i sidste instans frihedsberøvelse.
Udvalget har affattet sit lovudkast i
overensstemmelse hermed. Det kan da også
konstateres, at vilkåret ikke er effektueret i
denne form i forbindelse med betinget dom.
Der foreligger ikke tilgængeligt materiale,
der viser, om en sag er genoptaget på grund
af overtrædelse af dette vilkår i tilfælde,
hvor sagen er afsluttet med et tiltalefrafald.
Udvalget er af anklagemyndigheden orienteret
om, at dette så vidt vides ikke er tilfældet.
Såfremt den unge ikke overholder kontakten
med, eller i øvrigt ikke følger forskrifterne
fra børne- og ungdomsforsorgsmyndigheden,
kan dette forhold tages i betragtning
ved en eventuel senere sag i forbindelse med
ny kriminalitet, jfr. herved straffelovens §
80. Herved sker der efter forslaget en ligestilling
af undergivelse af børne- og ungdomsforsorg
med undergivelse af tilsyn af
kriminalforsorgen.
Anvendelsen af børne- og ungdomsforsorg
som foranstaltning over for en ung må som
hidtil forudsætte, enten at tiltalte på afgørelsestidspunktet
er undergivet børne- og ungdomsforsorg,
eller at der gennem en erklæring
fra børne- og ungdomsforsorgens myndigheder
foreligger sikkerhed for, at han i
tilfælde af tiltalefrafald eller betinget dom
inddrages under forsorg.
At den pågældende undergives børne- og
ungdomsforsorg kan stadig være en forudsætning
for et tiltalefrafald eller en betinget
dom, idet retten, henholdsvis anklagemyndigheden
sikrer sig myndighedens accept
som ovenfor nævnt, og herefter i sin afgørelse
giver udtryk herfor.
175