Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

tive virkninger - bør kunne føre til denne
reaktion. Derimod skal reaktionen - i forbindelse
med det foreslåede nærhedsprincip
- være en intensiveret påvirknings- og bistandsindsats.
10.4.2. Mulig reaktion med hjemmel
i straffelovens § 80
Hjemmelen for at tillægge klientens manglende
samarbejdsvilje betydning ved sanktionsfastsættelsen
findes bl. a. i straffelovens
§ 80, som ændret ved lov nr. 319 af 13. juni
1973. Paragraffens stk. 1 lyder, »Ved straffens
udmåling skal der tages hensyn til lovovertrædelsens
grovhed og til oplysninger om
gerningsmandens person, herunder om hans
almindelige personlige og sociale forhold,
hans forhold før og efter gerningen samt
hans bevæggrunde til denne.«
Formålet med ændringen af § 80 var primært
ønskeligheden af at søge den udmålingsmæssige
betydning af forstraffe og recidivhastighed
reduceret. (Se hertil betænkning
nr. 650, p. 40 f, justitsministeriets bemærkninger
til lovforslagets § 80 (F. T.
1972-73, tillæg A, sp. 5137) og straffelovsrådets
udtalelse af 5. januar 1973 om betænkning
nr. 650/1972 (F. T. 1972-73, sp.
5164 ff)).
På forslag fra et mindretal i straffelovrådet,
der blev fulgt af justitsministeriet, indføjedes
i § 80 hensynet til oplysninger om
gerningsmandens person, herunder om hans
almindelige personlige og sociale forhold.
For forslaget anførtes, »Mindretallet sigter
herved navnlig til, at bestemmelsens nuværende
formulering ikke giver noget naturligt
udgangspunkt for, at dårlige personlige eller
sociale forhold, som ikke mindst for de traditionelle
straffelovsovertrædelsers vedkommende
er så hyppigt forekommende hos gerningsmændene,
kan tages i betragtning som
formildende omstændighed.« (Sp. 5170).
Mindretallet fortsætter imidlertid sin udtalelse,
»Som det fremgår af bemærkningerne
foran (om muligheden for strafskær-
162
pelse i form af ubetinget frihedsstraf over
for lovovertrædere i en uændret situation af
social ustabilitet - udv. anm.) er der i straffelovrådet
enighed om, at disse forhold bør
tillægges væsentlig betydning, og mindretallet
finder det, som anført, mest hensigtsmæssigt,
at denne vurdering finder udtryk i en
ændret formulering af straffelovens § 80«.
Efter forarbejderne er der således ikke
noget til hinder for at tage personlige og sociale
forhold i betragtning, også i skærpende
retning.
Hertil kommer, at ordlyden af straffelovens
§§ 56 og 58 rummer en henstilling til
retten om ikke udelukkende at se på skyldsspørgsmålet,
men også at tage andre omstændigheder
i betragtning ved valget mellem
ubetinget frihedsstraf, kombinationsdom og
betinget dom. Ind i disse overvejelser vil
personlige og sociale faktorer og den tiltaltes
samarbejdsvilje som led i en total vurdering
indgå med betydelig vægt uanset eksistensen
af § 80.
10.4.3. Valget mellem betinget og ubetinget
sanktion i tilfælde af recidiv
Ved gentagen kriminalitet er det i praksis
ved valget mellem betinget og ubetinget straf
i dag således, at afgørelsen jævnligt falder ud
til gentagen betinget dom, også 3. og 4. gang.
Det er ikke forslagets hensigt at ændre
denne praksis.
Tværtimod skal her peges på en hidtil
upåagtet begrundelse for en opretholdelse,
måske tillige liberalisering af praksis.
I betænkning nr. 650 har man dels på
landsbasis dels i et materiale fra statsfængslet
på Kragskovhede, foretaget en opdeling
af samtlige genindsatte efter det tidspunkt
efter prøveløsladelsen, hvor recidiv fandt
sted. (Betænkning nr. 650/1972, p. 64 f).
Som det ses af tabellerne, finder den overvejende
del af recidiverne sted meget hurtigt,
ifølge landsundersøgelsen således 68,3
pct. inden 6 måneders forløb - medens en
mere beskeden del af recidiverne finder sted