Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

Bistandsloven (lov nr. 333 af 19. juni
1974) ophæver disse tvangsregler over for
alkoholister. I bemærkningerne til lovens afsnit
8, der omhandler hjælpeforanstaltninger
uden samtykke, udtales blot, at reglerne i
forsorgsloven om tvangsmæssig anbringelse
af alkoholikere, erhvervs- og subsistensløse
m. fl., der i praksis kun yderst sjældent anvendes,
foreslås ophævet. 1 socialreformkommissionens
1. betænkning nr. 543/1969
var det foreslået, at det senere blev taget op
til overvejelse, om reglerne i forsorgsloven
om tvangsmæssig forsorg burde opretholdes
(p. 185), men hverken denne betænkning
eller kommissionens 2. betænkning, nr.
644/1972 indeholder en redegørelse for forslaget
om at slette disse regler.
Der er kun publiceret meget lidt om disse
reglers anvendelse og effekt. Hverken Tyge
Haarlev (Administrativ frihedsberøvelse,
Kobenhavn 1948, p. 125 ff og p. 170 ff)
eller Borum (Juristen 1960, p. 72 ff og p.
482 ff og Juristen 1961, p. 451 ff) omtaler
formålet med eller behovet for de tilsvarende
regler i den dagældende forsorgslov
§§316-17.
Læge Hans Adserballe, Statshospitalet
ved Århus, institut for psykiatrisk demografi,
har i Ugeskrift for Læger 1973, nr. 19.
p. 877 ff, givet en oversigt over disse paragraffers
historie og anvendelse. Det fremgår
heraf, at tvangsbestemmelserne kun har
været brugt i meget begrænset omfang (i
årene 1961-67 kun 6 tvangsbehandlingssager
i Københavns kommune), og at behandlingsresultaterne
efter tvangsindlæggelse har
været beskedne. Den praktiske administration
af paragrafferne har vist sig at være besværlig,
og en uvilje mod at anvende dem
har været udbredt. Om paragraffernes eventuelt
præventive virkning udtaler Hans Adserballe
(p.881):
»Har paragraffernes tilstedeværelse haft
præventiv virkning? Denne opfattelse fremhæves
af og til som et argument til støtte for
tvangsregler over for misbrugere, og der blev
også peget herpå i betænkningen fra 1958
(udvalget angående forsorgen for de i forsorgslovens
kapitler 24-27 omhandlede personer,
betænkning nr. 208/1958 — udvalgets
tilføjelse). §§ 42-43 er da også af og til anvendt
i »alkoholpædagogikken« med understregning
af over for patienterne, at de
meget vel kunne risikere tvangsindlæggelse
på sindssygehospital, hvis de ikke ville følge
en disulfiramkur eller andet korrektiv. Der
kan nok findes eksempler på, at denne fremgangsmåde
tilsyneladende har haft succes.
Dette kunne dog næppe alene forsvare opretholdelsen
af sjældent anvendte tvangsparagraffer
med tvivlsom terapeutisk virkning,
hvortil kommer, at betingelser og trusler
ikke længere anses for hensigtsmæssige i den
lægelige alkoholistterapi. Nogle ville endog
fremføre, at selve muligheden for tvangsindlæggelse
kunne skræmme patienter bort fra
ambulant behandling.«
Adserballe fremhæver, at der i den lægelige
alkoholistbehandling har været en udvikling
fra institutionel langtidsbehandling
til frivillig ambulant behandling, og at en
adækvat udbygning af det frivillige behandlingsapparat
og en fuld accept i samfundet
af alkoholikeren formentlig vil kunne mindske
et muligt savn af tvangsbestemmelserne.
Han fremhæver tillige, at man i behandlingen
af misbrugere af euforiserende
stoffer i Danmark hidtil er veget tilbage for
en lovmæssig udvidelse af adgangen til
tvangsbehandling.
10.2.2.9. Om at gå fra en tilsynsorienteret
til en bistandsorienteret indsats
Under arbejdet i udvalget har det ofte
været fremhævet som en meget uhensigtsmæssig
ordning, at kriminalforsorgens afdelinger
formelt først kan yde en indsats på et
tidspunkt, hvor samfundets reaktion over
for den pågældendes kriminalitet ofte allerede
har forårsaget væsentlige personlige og
sociale problemer. Det er opfattelsen, at tilbud
om bistand bør formidles til de klienter,
der har brug herfor, uanset om disse formelt
er undergivet tilsyn, og at formidlingen bør
ske på det gunstigst mulige tidspunkt, der
sjældent vil være sammenfaldende med
domstidspunktet eller tidspunktet for løsladelse
på prøve. Jo tidligere indsatsen finder
sted, jo mindre vil der være slået i stykker
for klienten, og jo mindre vil behovet være
for en videregående forsorgsmæssig indsats.
Udvalget kan tilslutte sig denne opfattelse
og finder derfor, at forsorgsarbejdet ikke
som i dag entydigt bør være rettet mod de
klienter og sættes ind på det tidspunkt, hvor
157