Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

tence: direktoratet for kriminalforsorgen)
og betinget dømte (6 fuldbyrdelser i 1969,
ingen i et halvår af 1974 - kompetence:
domstolene).
Udvalgets undersøgelse vedrørende anvendelsen
af retsplejelovens § 1004 m. v. viser,
at også indberetning finder sted i meget begrænset
omfang (180 af ca. 6.000 mulige tilfælde
i et halvår af 1974, svarende til 3,3
pct. af samtlige løbende tilsyn pr. dato),
men til gengæld markant forskelligt fra afdeling
til afdeling landet over (se hertil p. 124
og bind II, bilag 8). Dette forhold har flere
årsager.
Undersøgelserne efterlader det indtryk -
der i øvrigt bestyrkes af de udtalelser, der
fra afdelingerne er tilgået udvalget - at de
sagsbehandlere, der ikke tror på tvang som
en hensigtsmæssig motivationsfaktor, ikke
anvender sanktionsreglerne, og at de sagsbehandlere,
der tror på tvang, anvender bestemmelserne.
At denne ulighed i praksis er mulig har
sammenhæng med nogle forhold, der vedrører
grundlaget for beslutningen om genindsættelse.
Herom udtaler ombudsmanden i
den oven for delvis citerede skrivelse af 7.
januar 1975:
»Når genindsættelsesbeslutningen som
nævnt i særlig grad påkalder en hensyntagen
til retssikkerhedsbetragtninger . . . har (det)
også sammenhæng med nogle omstændigheder,
der vedrører grundlaget for beslutningen
om genindsættelse. Visse vilkår kan give
anledning til tvivl med hensyn til deres retlige
indhold. I sager, hvor der er anvendt vilkår
om, at den losladte skal rette sig efter
bestemmelser, der er truffet af tilsynsmyndigheden,
kan der — når spørgsmål om genindsættelse
rejses - være tvivl om, hvorvidt
der har foreligget en egentlig bestemmelse
fra tilsynets side, som den løsladte har tilsidesat,
eller der alene har foreligget henstillinger,
»aftaler«, råd, vejledning m. v. Med
hensyn til faktiske forhold fra den løsladtes
side i prøvetiden kan der foreligge bevistvivl,
der er lige så problemfyldt som bevisproblemer
vedrørende spørgsmålet, om
strafbare forhold er begået. Hertil kommer,
at selv mindre nuancer vedrørende det faktiske
begivenhedsforløb i tilsynstiden kan
være relevante for afgørelsen af genindsættelsesspørgsmålet,
idet genindsættelse efter
bestemmelsen i straffelovens § 40, stk. 2,
ikke alene er betinget af, at den pågældende
har overtrådt vilkår, men også af, at der i
øvrigt foreligger »særlige omstændigheder«
(jfr. § 40, stk. 2, nr. 3); der skal med andre
ord foretages et vanskeligt valg mellem genindsættelse
og de øvrige reaktionsmuligheder,
som § 40, stk. 2, omtaler.«
Den omtalte usikkerhed i grundlaget for
beslutning om genindsættelse - og allerede i
grundlaget for beslutning, om indberetning
skal finde sted - efterlader en begrundet formodning
om, at samme argumentation og
præmis, nemlig at klienten ikke vil samarbejde
og ikke overholder vilkårene, i ét tilfælde
kan føre til indstilling om afsoningeller
genindsættelse, i et andet tilfælde til
indstilling om tilsynsophævelse.
Denne formodning bestyrkes ved, at afdelingen
for prøveløsladte i København (CK
3), der har knap halvdelen af samtlige prøveløsladte
under tilsyn, i 1972 kun havde 8
af i alt 47 resolutioner om genindsættelse på
grund af rene vilkårsovertrædelser og i 1973
kun 9 af i alt 39 resolutioner. Derimod
havde CK 3 i 1972 16 tilfælde af tilsynsophævelse
og i 1973 18 tilfælde. Disse tal skal
ses på baggrund af direktoratet for kriminalforsorgens
oplysning om, at man kun rent
undtagelsesvis følger indstillinger om tilsynsophævelse,
nemlig i 1974 i i alt 20 tilfælde.
Sammenfattende kan således konstateres
en inkonsekvent og uensartet praktisering af
lovreglerne, der ud fra retssikkerhedssynspunkter
forekommer særdeles betænkelige.
Samtidig må det konstateres, at domstolene
allerede i dag er meget lidt tilbøjelige
til at anvende frihedsberøvende sanktioner i
tilfælde af vilkårsovertrædelser.
At opretholde et sanktionssys tern, der i
praksis er fiktivt, indebærer en betydelig risiko
for nedbrydning af den almindelige respekt
for retshåndhævelsen.
Også ud fra behandlingsmæssige synspunkter
forekommer en sådan inkonsekvens
særdeles upædagogisk.
I denne forbindelse skal det fremhæves,
at praksis i dag er således, at genindsættelse
af prøveløsladte kun i ganske særlige tilfælde
finder sted i den sidste del af tilsynstiden.
Samtidig gælder det, at der helst skal
foreligge gentagne motivationsforsøg og tillige
en formel vilkårsindskærpelse før der
53