Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1
Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1
Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Kun ny kriminalitet, dokumenteret og bevist<br />
gennem en retssag i strafferetsplejens<br />
former, bør kunne føre til denne sanktion.<br />
10.2.2. Pragmatiske synspunkter<br />
]0.2.2.1. Om forrykkelse af grænsen<br />
mellem betinget og ubetinget dom<br />
Som omtalt ovenfor har man gennem de<br />
seneste år kunnet konstatere en stigende anvendelse<br />
af betinget dom.<br />
Lovændringen i 1961 måtte formentlig<br />
opfattes som en invitation til domstolene om<br />
at overveje øget anvendelse af betinget dom,<br />
uden at noget klart ønske herom var udtrykt<br />
i lovens tekst og motiverne hertil. Imidlertid<br />
har den procentvise anvendelse af betingede<br />
domme i forhold til andre sanktioner i perioden<br />
indtil 1970 holdt sig nogenlunde konstant<br />
på samme niveau som før 1961-loven,<br />
nemlig omkring 35 pct. (For så vidt angår<br />
procentfordelingen på de enkelte år, se betænkning<br />
nr. 650, p. 14).<br />
Imidlertid har der formentlig gennem 60erne<br />
fundet en udvikling sted i alvoren af<br />
den kriminalitet og i belastningen af de lovovertrædere,<br />
over for hvem betinget dom har<br />
fundet anvendelse, således at den betingede<br />
dom meget vel kan være taget i anvendelse i<br />
situationer, hvor den ikke tidligere blev<br />
bragt i anvendelse. Heroverfor står dog faldet<br />
i absolutte tal for anvendelse af tiltalefrafald<br />
i perioden 1960-69, jfr. betænkning<br />
nr. 650, p. 11 ff. Siden 1970 kan man konstatere<br />
en procentvis stigende anvendelse af<br />
betinget dom fra ca. 35 pct. til ca. 42 pct. i<br />
1971. I 1973 var andelen 43,4 pct. (kriminalstatistik<br />
1973, tabet 15).<br />
Denne udvidelse af området for betinget<br />
dom er i nøje overensstemmelse med den<br />
overvejende opfattelse af frihedsberøvelse<br />
som et kriminalpolitisk instrument, hvis anvendelse<br />
må begrænses mest muligt.<br />
Det er helt afgørende, at denne udvikling<br />
ikke alene understøttes, men også fremskyndes<br />
mest muligt. Udvalget ser det derfor som<br />
sin opgave at stille forslag om en kriminalforsorg<br />
i frihed, der ikke alene i sin ydre<br />
fremtoning, men også i sit reelle indhold i<br />
endnu højere grad end tilfældet er i dag,<br />
frembyder et vægtigt og bæredygtigt alternativ<br />
til en ubetinget frihedsstraf.<br />
At udvalget anser en forrykkelse af grænsen<br />
mellem betinget og ubetinget dom for af-<br />
gørende medfører, at udvalget ikke ser sig i<br />
stand til at stille forslag om overgang til en<br />
ren tilbudstanke, og samtidig overdragelse<br />
af forsorgsarbejdet til det almindelige sociale<br />
system, jfr. ovenfor p. 148. Ifølge dette forslag<br />
ville de betinget dømte blive stillet på<br />
nøjagtig samme måde som alle andre borgere,<br />
og man kan derfor frygte en uønsket<br />
kriminalpolitisk konsekvens i form af flere<br />
ubetingede domme, idet generalpræventive<br />
synspunkter hermed ikke tilgodeses i tilstrækkeligt<br />
omfang.<br />
10.2.2:2. Om effekten af foranstaltninger<br />
i frihed<br />
I fortsættelse af forrige afsnit skal her refereres<br />
nogle væsentlige resultater af forskning<br />
over effekten - i betydningen tilbagefaldshyppighed<br />
- af betinget dom og dermed<br />
ligestillede sanktioner.<br />
Oversigten bygger primært på de to seneste<br />
udgivelser på området, Ragnar Hauge,<br />
Kriminalomsorg i frihet, forskning og forskningsresultater,<br />
Norges Vernesamband, Oslo<br />
1970; og R. F. Sparks, Forskning om användning<br />
och effektivitet av probation, parole<br />
och after-care-åtgärder, översatt och förkortad<br />
version vid Clarice Hjelm, Kriminalvårdsstyrelsen,<br />
Utvecklingsenheten, rapport<br />
1973:2.<br />
En umiddelbar sammenligning mellem tilbagefaldet<br />
ved henholdsvis fængselsdomte<br />
og domfældte undergivet foranstaltninger i<br />
frihed vil næsten undtagelsesfrit vise, at tilbagefaldet<br />
er størst for de fængselsdomte.<br />
Dette siger imidlertid ingenting om den relative<br />
effekt af foranstaltning i frihed og i anstalt,<br />
idet en sådan grov sammenligning ikke<br />
tager hensyn til de forskelle i resultatet, som<br />
kan skyldes, at nogle lovovertrædere - herunder<br />
gennemsnitligt fængselsdomte - er<br />
kriminelt og på anden måde mere belastende<br />
end andre og derfor vil have en større recidivsandsynlighed,<br />
uanset hvilken sanktion<br />
de bliver udsat for. Der er f. eks. påvist et<br />
større tilbagefald blandt unge mænd og recidivister<br />
end blandt voksne, kvinder og førstegangslovovertrædere,<br />
uanset sanktionens<br />
art. Begge ovennævnte forfattere påpeger da<br />
også som en fundamental betingelse for sådanne<br />
undersøgelser, at baggrundsfaktorer<br />
af betydning for recidivrisikoen må holdes<br />
konstante for derved at eliminere de forskelle,<br />
som skyldes uligheder hos lovover-<br />
149
Change language