Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

anvendes. Reglen er altså nu identisk med
reglen om betinget dom, jfr. straffelovens §
39,stk. 2.
8.1.6. Afsluttende bemærkninger
Bag argumentationen for reglerne og de
ændringer, man i tidens løb har gennemført,
har ligget to helt klare linier, som har en
nøje sammenhæng med den betingede doms
tidligere omtalte dobbelte funktion.
Reglerne var ved deres indførelse, specielt
for så vidt angår mindre alvorlig kriminalitet,
udtryk for en afstandtagen fra frihedsberøvelse
som en hensigtsmæssig sanktion.
Dette synspunkt har været fastholdt med stadig
stigende styrke og er senest kommet til
udtryk i betænkningen om af- og nedkriminalisering
(betænkning nr. 650/1972) og de
dertil hørende lovændringer i 1973 (lovene
nr. 319 og 320 af 13. juni 1973).
Synspunktet markerer sig yderligere i den
igangværende ændring af frihedsberøvelsens
indhold, karakteriseret ved en stedse stærkere
betoning af de indsattes rettigheder og
ved en væsentlig udvidelse af mulighederne
for f. eks. udgang, se bl. a. Nordskov Nielsen,
Juristen 1969, p. 481 ff og Brydensholt,
Juristen 1975, p. 172 ff.
Den anden karakteristiske linie er, at man
fra starten så mulighederne for at iværksætte
foranstaltninger af positiv og støttende karakter
i forbindelse med den betingede undladelse
af at iværksætte frihedsberøvelse.
Udviklingslinien her er præget af en støt stigende
tro på og tillid til tilsyn og særvilkår
som et hensigtsmæssigt middel i kriminalitetsbekæmpelsen,
en udvikling som kulminerer
med lovændringerne i begyndelsen af
60-erne, men som i de senere år er afløst af
en vis skepsis over for hensigtsmæssigheden
og rimeligheden af foranstaltningerne og
deres anvendelsesområde.
8.2. Det retlige indhold af tilsyn og særvilkår
8.2.1. Det retlige grundlag - lovregler
8.2.1.1. Betinget dom
For så vidt angår betinget dom bestemmer
straffelovens § 57, at retten som vilkår for
udsættelse kan bestemme, at den dømte i
hele prøvetiden eller en del af denne skal
undergives tilsyn. Endvidere kan retten fast-
114
sætte andre vilkår, som findes formålstjenlige.
Paragraffen indeholder i stk. 1, nr. 1)
til 8) eksempler på særvilkår. — Bortset fra
bestemmelsen om, at tillægsvilkår skal være
formålstjenlige, indeholder loven ingen vejledning
for dommeren vedrørende anvendelsesområdet
for tillægsvilkår.
§ 59 indeholder dels i stk. 1 en regel om
tilsynsmyndighedens kompetence; tilsynsmyndigheden
meddeler de forskrifter, der er
nodvendige til gennemførelsen af tilsynet og
de yderligere vilkår, som måtte være fastsat;
dels i stk. 2, en regel om rettens adgang til
ændring eller ophævelse af tillægsvilkår, der
i medfør af § 57 er fastsat ved dommen.
§ 60 indeholder en opregning af de sanktioner,
som domstolene i tilfælde af sagens
indbringelse for retten anvender, såfremt
den dømte overtrasder de tillægsvilkår, som i
medfør af § 57 er fastsat ved dommen (såkaldt
rene vilkårsovertrædelser). Derimod
indeholder bestemmelsen ingen vejledning
for rettens skøn over, hvilke af de opregnede
sanktioner, der skal finde anvendelse.
8.2.1.2. Prøveløsladelse
Ved prøveløsladelsen hed det tidligere i
straffelovens § 39, stk. 2, at det i almindelighed
skal fastsættes som vilkår, at den pågældende
i hele prøvetiden eller en del af denne
undergives tilsyn og fører et ordentligt liv.
Ved straffelovændringen i 1973 (lov nr.
319 af 13. juni 1973) er reglen omformuleret,
således at det kan fastsættes som vilkår,
at den pågældende undergives tilsyn. Reglen
er således nu - bortset fra vilkåret om at
føre et ordentligt liv — identisk med reglen
ved betinget dom. Spørgsmålet om anvendelse
af tilsyn fortolkes i forbindelse med
reglen i § 38, stk. 4, om, at løsladelse på
prøve bl. a. forudsætter, at den dømtes forhold
ikke gør løsladelsen utilrådelig, og at
han erklærer at ville overholde de til løsladelsen
knyttede vilkår.
For så vidt angår særvilkår, henviser § 39,
stk. 2, til reglerne i § 57 om betinget dom,
dog med den begrænsning, at vilkår om ophold
i hjem, hospital eller anden institution
ikke har gyldighed for længere tidsrum end
den resterende straffetid. Tilsynsmyndighedens
kompetence er den samme som ved betinget
dom, jfr. henvisningen til § 59, stk. 1.
Derimod findes ikke som ved betinget dom