Kriminalforsorg - socialforsorg, bind 1

stemme, at en del af den forskyldte straf dog
højst 3 måneder skal fuldbyrdes, medens
dommen i øvrigt gøres betinget, har man
søgt at imødekomme det behov for iværksættelse
af forsorgsforanstaltninger, som
også eksisterer ved de kortvarige, ubetingede
straffe, og som ikke kan tilgodeses selv efter
de gældende regler om prøveløsladelse. Man
fulgte ikke straffelovskommissionens forslag
om indførelse af forsorgsdom. Af bemærkningerne
til lovforslaget (Folketingstidende
(F. T) 1960-61, tillæg A, sp. 565) fremgår
det som begrundelse herfor bl.a., at betinget
dom med udsat straffastsættelse i det omfang
tilsyn er tilknyttet, har funktion og fordele
ganske parallelt til den foreslåede forsorgsdom.
Endvidere anføres, at det ikke
kan udelukkes, at en forsorg, der idømmes
direkte, for den dømte får et særligt pønalt
præg, og at dommen derved bliver et mindre
egnet udgangspunkt for et forsorgsarbejde.
Om den betinget domte skal undergives tilsyn
er fakultativt, dvs. overladt til rettens
skøn bl. a. på grundlag af en personundersøgelse,
jfr. retsplejelovens § 800 a. Forsorgsforanstaltninger
kan kun iværksættes, såfremt
det findes formålstjenligt, jfr. herved
straffelovens § 57, som indeholder en vejledende
opregning af vilkår, hvortil også reglerne
om prøveløsladelse og betinget tiltalefrafald
henviser (henholdsvis straffelovens §
39 og retsplejelovens § 723 a).
De ændrede regler medførte ingen øjeblikkelig
udvidelse i anvendelsen af betinget
dom (siden 1970 kan der imidlertid konstateres
en væsentlig udvidelse fra ca. 35 pct.
til ca. 42 pct., se F. T. 1972-73, tillæg A, sp.
5209-10. I 1973 var andelen 43,4 (kriminalstatistik
1973, tabel 15)). Derimod steg
anvendelsen af tilsyn til op imod 60 pct. af
de betingede domme, se betænkning nr.
519/1969, p. 16. For de seneste år henvises
til bilag 4.
Som et led i bestræbelserne for at etablere
efterfølgende forsorgsmæssig støtte også for
de mere kortvarigt frihedsberøvede, indførtes
i 1956 den regel, at prøveløsladelse tillige
kan finde sted i tilfælde, hvor halvdelen af
straffen, dog mindst 4 måneder, er udstået,
såfremt dette »må anses for begrundet i det
enkelte tilfælde«. På grund af reglens
snævre formulering fik den begrænset anvendelse
i praksis. Reglen, som er indeholdt
i straffelovens § 38, stk. 2, har fortsat karak-
1-8
ter af en klar undtagelsesbestemmelse, betinget
af særlige omstændigheder. I 1970 blev
der fra fængsel og særfængsel løsladt 41 personer
efter denne bestemmelse. I 1971 blev
der løsladt 131 i medfør af § 38, stk. 2. 1
1972 drejede det sig om 166, i 1973 om 162
og i 1974 fra statsfænglserne om 108 personer.
Efter fornyede overvejelser foretog man i
1965 en afgørende ændring i reglen i § 38,
stk. 1, hvorefter løsladelse på prøve skal
overvejes, når to tredjedele af straffetiden,
dog mindst 4 måneder, er udstået.
I 1970 blev der løsladt 1.463 personer
efter denne regel. I 1971 var der tale om
1.750 personer, i 1972 om 1.805 personer, i
1973 om 1.749 og i 1974 fra statsfængslerne
om 1.971 personer.
Efter reglen i § 39, således som den var
formuleret indtil lovændringen i 1973, skal
den løsladte i almindelighed undergives tilsyn.
Denne bestemmelse er blevet praktiseret
således, at tilsyn anvendtes som vilkår i
ca. 85 pct. af tilfældene, jfr. bilag 3, p. 52.
De senere års voldsomme stigning i anvendelsen
af tilsyn medførte, at kriminalforsorgsudvalget
i sin betænkning nr. 519/1969
(p. 15-16, se allerede betænkning afgivet af
det af justitsministeriet den 9. september
1960 nedsatte udvalg vedrørende kriminalforsorgen
i frihed vedrørende tilsyn m. v.
med betinget dømte og andre lovovertrædere
nr. 400/1965, p. 40) fandt anledning til at
understrege for så vidt angår betingede
domme, at hvis den tiltalte ikke har aktuelle
sociale eller personlige problemer, og der
ikke er særlig grund til at antage, at sådanne
vil opstå i prøvetiden, bør tilsyn ikke institueres,
og for så vidt angår løsladelse på prøve
(p. 16), at tilsyn ikke bør anvendes rutinemæssigt,
men kun efter en konkret vurdering
af, om tilsynet vil være formålstjenligt
med henblik på at forebygge den pågældendes
tilbagefald til ny kriminalitet. Senest har
straffelovrådet i en udtalelse af 5. januar
1973 fundet anledning til at bemærke, at der
fortsat i praksis er en tendens til i medfør af
straffelovens § 39, stk. 2, at fastsætte vilkår
om tilsyn uden nøjere prøvelse af behovet
for tilsyn i det enkelte tilfælde, uanset behovet
for tilsyn må anses for tvivlsomt, (F. T.
1972-73, tillæg A., sp. 5184).
Som konsekvens af dette synspunkt er
reglen i 1973 ændret således, at tilsyn »kan«
113